Lad mig starte med at sige, at jeg i forbindelse med samrådet den 11.
oktober forholdt mig til spørgsmålet om ændring af strafferammen for digitale sexkrænkelser.
Det er en dybt bekymrende tendens og desværre et tilsyneladende relativt udbredt fænomen.
Der er tale om ulovligheder, som er udtryk for en fuldstændig mangel på respekt for andre mennesker.
Det er altså et problem, som jeg tager særdeles alvorligt, og som jeg agter at gøre noget ved.
Netop af den grund har jeg iværksat en kortlægning af området, og jeg vil sammen med ministeren for børn, undervisning og ligestilling lancere et fælles udspil med initiativer i den forbindelse.
Vi har bedt Straffelovrådet om at overveje, om der er behov for at foretage ændringer af straffelovens bestemmelser om krænkelse af privatlivets fred og ærekrænkelser, og i den forbindelse skal rådet overveje strafniveauet i sådanne sager med henblik på at vurdere, om der måtte være behov for yderligere initiativer på området.
Straffelovrådet ser således bl.a.
på, om strafferammen i straffelovens § 264 d bør hæves, og betænkningen forelægges formodentlig lige omkring årsskiftet.
Det er forventningen.
Der forventer jeg så i februar at fremsætte et lovforslag, som bl.a.
har til formål at følge op på Straffelovrådets kommende betænkning om krænkelse af privatlivets fred og ærekrænkelser.
Før jeg forholder mig til, om det er straffen for overtrædelse af straffelovens § 264 d, der skal hæves, så vil jeg altså gerne se resultatet af Straffelovrådets samlede gennemgang af området.
Og man kan bede regeringen om meget, men at redegøre for sine politiske initiativer, før de er fremlagt, synes jeg måske er en anelse urimeligt.