Spm. nr. S 964

6) Til udlændinge- og integrationsministeren af:

Yildiz Akdogan (S) :

Mener ministeren, at udviklingen, som beskrives i Information den 22. marts 2017, og som beretter om en »bølge af selvmordsforsøg og selvmordsadfærd blandt mindreårige børn på danske asylcentre«, bør medføre øget fokus på problemstillingen i form af konkrete initiativer eller tiltag på asylcentrene?

Værsgo.

Spørgsmålet lyder: Mener ministeren, at udviklingen, som beskrives i Information den 22. marts 2017, og som beretter om en »bølge af selvmordsforsøg og selvmordsadfærd blandt mindreårig børn på danske asylcentre«, bør medføre øget fokus på problemstillingen i form af konkrete initiativer eller tiltag på asylcentre?

Så er det ministeren. Værsgo.

Jeg vil gerne indlede med at sige, at det jo altid er utrolig tragisk, når børn og unge forsøger at begå selvmord. Det gælder, uanset om der er tale om danske børn og unge, eller om der er tale om mindreårige i asylsystemet. Jeg tror derfor også, at vi alle her i Folketinget kan blive enige om, at hvert eneste selvmordsforsøg selvfølgelig er et for meget.

Når det er sagt, er det altså også desværre en kendsgerning, at de mennesker, der kommer her til Danmark som asylansøgere, både kan lide af depressioner, traumer og andre psykiske lidelser og også medbringer disse som udfordringer, når de så netop kommer til Danmark. Derfor er det også sådan, at alle asylansøgere, som kommer til Danmark, får en medicinsk screening, eller de tilbydes det. Dette sker allerede, mens de opholder sig i modtagecentret. Vi kan jo af gode grunde ikke tvinge asylansøgere til at gennemgå en sådan medicinsk screening, men hvis en asylansøger vælger ikke at tage imod screeningen i modtagefasen, tilbydes man screeningen igen, når man er blevet indkvarteret på et opholdscenter.

Derudover har alle asylansøgere adgang til akutte og nødvendige sundhedsydelser, herunder psykiatrisk behandling. Det skal jo bl.a. være med til at sikre, at asylansøgere ikke udgør en fare for sig selv eller for andre. Endelig er også sådan, at det bliver sådan, at nyankomne asylansøgerbørn psykologisk bliver screenet af Røde Kors' psykologenhed.

Vi har jo faktisk også tidligere mødtes i et samråd om præcis det her emne, og hvis man sådan sammenfattende skal sige det, er det sådan, at i de opgørelser, der er, over selvmordsforsøg og også selvmordsadfærd, som der omtales i den artikel, som der bliver henvist til her, kan man se, at antallet af selvmordsforsøg og selvmordsadfærd varierer ganske betydeligt fra kvartal til kvartal, men også fra år til år. Det kan derfor være meget svært at tale om en entydig tendens.

Men jeg vil gerne understrege, at for mig er det helt essentielt, at ethvert selvmordsforsøg selvfølgelig er et for meget, og at vi derfor også alle, tror jeg, kan være enige om, at vi har en interesse i at gøre, hvad vi kan, på det her felt.

Værsgo til fru Yildiz Akdogan.

Tak for det, og tak for ministerens svar. Det er jo rigtigt, at vi har haft et samråd om det her tilbage i december måned, og det var primært det første kvartal af 2016, vi havde tallene fra, og siden er det kun gået én vej, og det er desværre den forkerte vej. Der er sket en stigning, 33 tilfælde af selvmordsforsøg og selvmordsadfærd blandt asylbørn. Som ministeren også siger, er det 33 for mange, den mening deler jeg.

Spørgsmålet er så: Hvad skal vi så videre herfra? For da jeg sidst havde samråd med ministeren, nævnte ministeren, at det selvfølgelig var tragisk, og at det var beklageligt, at tallene var der, men ministeren problematiserede også dengang, at antallet var svingende, og at indberetningen måske ikke var helt så retvisende. Men der sker jo noget, der sker en øgning i antallet, så der er et eller andet, der går galt, hvad enten det er screeningen, der går galt, eller registreringen, jeg ved det ikke, men jeg kan konstatere, at der er 33 tragiske skæbner, 15-, 16-, 17-årige børn forsøger selvmord.

Så jeg vil høre ministeren, om ministeren, siden vi sidst havde samrådet om det her emne, har nogle nye redskaber til at kunne reducere det her antal, så vi fremadrettet ikke skal have børn, der forsøger selvmord eller har selvmordsadfærd.

Værsgo, ministeren.

Jeg tror, at man bliver nødt til igen at se det, i lyset af at det kan svinge meget fra kvartal til kvartal og fra år til år. Det handler jo simpelt hen om, hvem der kommer hertil, hvad de mennesker måtte medbringe af psykiske problemer. Det er jo ikke, fordi der er nogen i Folketinget, som ikke tager den her problemstilling alvorligt, det tror jeg vi gør alle sammen.

Hvis jeg skal sige, hvad der er blevet gjort siden sidst, kan jeg sige, at vi selvfølgelig følger det her område meget nøje, men for mig er det faktisk ikke et spørgsmål om statistikker og tal. For mig er det et spørgsmål om, om operatørerne på asylcentrene har de rigtige redskaber, og det mener jeg sådan set at de har nu, og de gør et enormt stort stykke arbejde. Vi kan hurtigt komme ind i et kvartal, hvor der f.eks. er meget, meget få selvmordsforsøg, og det håber jeg selvfølgelig meget på at vi gør, og at meget, meget få udviser den her adfærd. Det håber vi jo alle sammen på. Men det må bare ikke være et spørgsmål om statistikker og tal. Det må være et spørgsmål om, om operatørerne har de redskaber, der skal til, og om de gør noget, når sagerne opstår, og det mener jeg altså at de både har gjort og gør.

Fru Yildiz Akdogan.

Selvfølgelig skal det ikke handle om tal, men det her handler faktisk om 33 tragiske skæbner. Det er børn, 15-, 16-, 17-årige børn, som har forsøgt selvmord. Der skal meget til, før man er helt derude, at man prøver at tage sit eget liv. Så det handler om mennesker, og det er også derfor, vi har det her spørgsmål. Men jeg hører ikke på ministeren, at der egentlig rigtig er nye tiltag på banen, selv om tallet er steget, siden vi sidst mødtes til et samråd, og det undrer mig. Mener ministeren virkelig ikke, at der skal gøres yderligere tiltag, for at vi kan få reduceret det her antal?

Værsgo til ministeren.

Det er jo stadig væk sådan, at man bliver screenet, og takker man nej til screeningen, får man tilbuddet senere hen. Det er jo ikke sådan, at man bliver opgivet i systemet, faktisk bliver der tværtimod fulgt meget op. Jeg vil også gerne understrege, at det netop ikke er i område, hvor der er blevet skåret ned på ressourcer eller noget som helst, tværtimod, for med antallet, der kommer hertil, af unge, uledsagede, følger pengene også med. Så det her er ikke et spørgsmål om penge eller ressourcer. Jeg tror simpelt hen, man bliver nødt til at se det i lyset af, hvilken psykisk ustabilitet der er forbundet med det, når man kommer hertil, og hvad man kan have med af psykiske lidelser i bagagen. Det er noget, vi skal være uhyre opmærksomme på. Jeg tror ikke, man finder et eneste medlem af Folketinget, der ikke er enige i det.

Værsgo til fru Yildiz Akdogan.

Jeg tror også, at rigtig mange af vores kolleger ville se meget bekymret på, at 33 børn har forsøgt selvmord – i øvrigt har 91 voksne forsøgt det samme. Det her skal ikke kun gøres op i statistikker eller kroner og øre, og derfor er det også vigtigt at kigge på konkrete tiltag på de forskellige centre. Det kan være, der skal nogle andre redskaber til, og det er det, jeg egentlig savner et svar fra ministeren på. Vil ministeren kigge nærmere på det, eventuelt lave en evaluering af, hvordan forholdene er, om der er nogle forskellige områder, hvor tallet for, hvor mange børn der forsøger selvmord, er faldende, altså prøve at gøre nogle indsatser, hvor man kan blive klogere på det her område?.

Siden vores samråd i december er jeg ærlig talt ikke blevet klogere, og jeg kan kun konstatere, at tallene er stigende, og det er et kæmpestort problem, at 33 børn alene sidste år forsøgte selvmord. Så har ministeren ikke nogen andre redskaber eller måske nogle forslag til, hvad vi kan gøre?

Ministeren, værsgo.

Vi er fuldstændig enige om, at et selvmordsforsøg, eller at man udviser adfærd i den retning, er et for meget. Sådan må det være, og sådan er det, og det er der ingen her i Folketinget, der er uenige i. Men umiddelbart har jeg svært ved at se, hvad vi kan gøre mere. Og igen, tallene svinger meget op og ned, for det kommer helt an på, hvem der kommer hertil, hvilke psykiske lidelser man må have med. Men jeg kan sige så meget, at jeg vil være meget opmærksom på det her, og skulle der komme gode forslag til, hvad det kunne være, man kunne gøre yderligere, skal vi da kigge på det. Det er jo bare ikke sådan, at forslagene står i kø. Det eneste, vi er enige om, er, at tallet helst ikke skal være så højt. Tallet skal helst være 0, og det er vi enige om. Men der mangler ikke penge, der mangler ikke ressourcer til det her, vil jeg påstå, så det er simpelt hen bare et spørgsmål om, at vi så i fællesskab må prøve at se, om vi kan finde på nogle nye redskaber. Jeg vil på intet tidspunkt afvise noget på det her område.

Tak for det.

Der er et spørgsmål til beskæftigelsesministeren af hr. Leif Lahn Jensen, Socialdemokratiet.