Tak for det. Tak til statsministeren for indledningen og også for den elegante understregning af, at der er menighedsrådsvalg i Danmark i dag. Det synes jeg var godt at få nævnt. Det har jo fået knap så hed en dækning som det amerikanske præsidentvalg, kan man vist sige uden underdrivelse. Til gengæld gør den intense dækning af det amerikanske præsidentvalg det måske muligt for danskerne at få et lidt mere nuanceret billede af amerikansk politik end det, der netop blev præsenteret heroppefra for et øjeblik siden, specielt i forhold til at skulle prøve at distancere det amerikanske politiske system fra det danske. Der foregår noget mere i USA, tror jeg, end alene kampen mellem de her to præsidentkandidater. Der er jo også delstater, der skal have valg om en mængde politiske spørgsmål. Sådan er det.

Det, jeg gerne vil tage frem i dag over for statsministeren, er, at nu er det jo første spørgetime – ganske rigtigt, som statsministeren sagde. Det vil sige, at det også er første gang, vi har en debat efter det britiske resultat ved folkeafstemningen i juni måned, den 23. juni, hvor de valgte at melde sig ud af EU. Det, jeg gerne vil spørge statsministeren om, er, at når EU har lagt forhandlingspositionen fast over for Storbritannien og har sagt, at hvis Storbritannien skal have en frihandelsaftale med EU, altså have fri handel med os andre, bl.a. os her i Danmark, så kræver det, at briterne accepterer fri bevægelighed for borgere, altså indvandring, fra EU-landene, herunder også fra de østeuropæiske lande, som måske var en af grundene til, at de faktisk stemte, som de gjorde tilbage i juni måned.

Jeg vil gerne spørge statsministeren, om der er nogen rimelighed i det. Hvorfor gør man ikke det fra dansk side, fra EU's side, at man siger til briterne: Selvfølgelig vil vi gerne have en frihandelsaftale med jer, også selv om vi på forhånd ved, at I selvfølgelig bliver nødt til at have nogle restriktioner, altså nogle muligheder for at regulere indvandringen til jeres land. For det var omdrejningspunktet i briternes svar, i forhold til om de skulle blive EU eller ej. Så forudsætningen for frihandel fra briternes side vil vel være, at de har restriktioner, altså selvbestemmelse, i forhold til indvandring. Hvorfor er vi ikke parate til at give briterne den indrømmelse?

Værsgo, statsministeren.

Må jeg ikke bare først, jeg skal gøre det meget, meget kort med respekt for taletiden, sige, at jeg deler det syn om, at der er brug for en nuancering i forhold til amerikansk politik, ligesom jeg i øvrigt også håber, at mediernes massive interesse for det amerikanske valg er et forvarsel om et tilsvarende stort engagement, når der finder valg sted i andre lande, som har en stor betydning for Danmark. Der er f.eks. valg i Tyskland næste år, hvor man uden at overdrive nok må sige, at udkommet af det valg sådan umiddelbart i virkeligheden måske har større effekt på Danmark end det amerikanske valg. Så det bliver interessant at følge mediernes dækning af det tyske valg næste år.

Så til spørgsmålet. Nu siger hr. Kristian Thulesen Dahl, at EU har lagt sin forhandlingsposition fast. Det kan man jo diskutere, for ret beset står vi i en situation, hvor Storbritannien endnu ikke har fastlagt sin forhandlingsposition, og det er jo der, det starter. Jeg havde selv fornøjelsen af at møde den britiske premierminister på Marienborg for nogle uger siden, og uden at referere i detaljer må jeg bare sige, at det ikke stod helt klart, hvad det var for en ambition, Storbritannien har fremadrettet i sin relation til EU, og det er jo det, vi afventer.

Det, vi har sagt fuldstændig enslydende fra de 27 resterende lande er, at vi ønsker os et fredeligt forløb, en fredelig skilsmisse, men vi ønsker også en aftale, som er balanceret, altså hvor rettigheder og pligter følges ad. Det er det naturlige udgangspunkt. Og så er det i virkeligheden svært at komme rigtig videre med den her sag, indtil Storbritannien har valgt at aktivere den her berømte artikel 50, hvilket premierministeren har tilkendegivet vil ske senest med udgangen af marts måned næste år.

For mig er det naturligt, at rettigheder og pligter følges ad. Givet Storbritanniens beslutning handler det jo nu også om at varetage danske interesser. Og vi ønsker at have en frihandelsaftale med Storbritannien, der muliggør fremtidig eksport, men vi ønsker også, at det skal være balanceret, så man ikke vinder, kan man sige, særlige konkurrencefordele i Storbritannien ved kun at være med i dele af den her, kan man sige, samlede pakke, der balancerer, hvad der er lige konkurrence.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Jeg synes, der er meget logik i, at man afventer briternes udspil, selvfølgelig er der det. Men jeg må da bare sige, at der altså ikke gik mange dage efter den britiske afstemning, før man i de 27 lande i EU satte sig sammen og meddelte briterne, at forudsætningen for en frihandelsaftale er, at briterne accepterer det, der kaldes de fire friheder, herunder den fri bevægelighed for personer.

Så man kan vel sige, at EU allerede ganske få dage efter den britiske afstemning meddelte briterne, at den fri bevægelighed for personer var en afgørende forudsætning for, at der kan laves en frihandelsaftale, og at EU ikke har afventet briternes position, for EU har forlods fortalt briterne, på hvilket grundlag en eventuel aftale kan finde sted. Og det er det, som jeg gerne vil udfordre statsministeren på: Hvorfor er det sådan, at forudsætningen for, at man kan lave en frihandelsaftale med Storbritannien – som jeg mener at Danmark har en interesse i bliver lavet, og jeg anerkender, at det kræver massevis af forhandlinger, og at det er hammerbesværligt og alt det dér – er, at man forlods siger til briterne, at de så skal acceptere fri indvandring, bl.a. fra de øst- og centraleuropæiske lande, en indvandring, der jo ellers lige præcis var omdrejningspunktet for den afstemning, de havde i sommer?

Værsgo til statsministeren.

En aftale er nødt til at være balanceret. Det indre marked hviler ikke bare på frihed for varer og tjenesteydelser, men også for personer, og vi ved endnu ikke, hvad det præcis er for en tilknytning til det indre marked, Storbritannien ønsker sig. Det må de spille ud med. Jeg håber, at de ønsker sig en, der er så tæt på det indre marked som overhovedet muligt, og så er det nødt til at være balanceret. Det er det også i et dansk perspektiv. Hvis vi f.eks. fremadrettet skal have adgang til det britiske eksportmarked, handler det jo ikke kun om varer, men det handler måske også om – hvad ved jeg – at danske vindmøllefabrikanter leverer hardware ind i Storbritannien, og at det skal følges op med eksperter og håndværkere, som skal have fri adgang til at installere de her møller og overvåge dem og monitorere dem. Og hvis vores fødevarevirksomheder installerer fabrikationsanlæg der, gælder der noget tilsvarende.

Derfor må man jo sige, at det i en moderne form for samhandel er vigtigt, at mennesker også kan følge med. Det kan i hvert fald ikke være sådan, at det kun går den ene vej, altså at man har et land, som har fuld og fri adgang til vores marked, hvis vi ikke balanceret har den samme adgang. Ideelt set havde jeg jo ikke ønsket Brexit, og derfor ville jeg jo ønske, at Storbritannien sådan set valgte at være fuldt og helt med på det indre marked, så langt man nu kan, når man træder ud af EU-samarbejdet, men det beror jo på deres udspil. Det, vi tilkendegiver, og som jeg også tilkendegiver, og som er i Danmarks interesse, fordi det altså er de interesser, vi varetager her, er, at det er nødt til at være balanceret.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Selvfølgelig skal det være balanceret, men det, jeg spørger til, er jo, hvor balancen er. For man jo kan sagtens lave aftaler om, at en montør fra Vestas i forbindelse med opsætning af nogle vindmøller skal have lov til at rejse til Storbritannien, og at vedkommende er der i en eller anden periode. Det er sådan noget, man kan forhandle om, men det er jo ikke det, der ligger i det med de fire friheder. Det, der ligger i den fri bevægelighed inden for Unionen, handler jo om, at Domstolen i udstrakt grad – på trods af et lands regler – har været inde at definere en ret til at vandre over landegrænser, og briterne har altså sagt, at de vil forlade EU. Det skyldes for en stor dels vedkommende – det var også det, der kom til udtryk i sommer, det er i hvert fald vores tolkning af det, og andre kan have andre tolkninger – at de i dag ikke har kontrol over indvandringen til deres land.

Jeg tror også, det er det indtryk, man får, hvis man bevæger sig rundt i Storbritannien, altså at der er ganske mange briter, der synes, at nu er det nok, og at de bliver nødt til at stemme sig ud af EU for selv at få noget mere kontrol over de her ting. Så siger jeg, at da vi har en interesse i en stærk frihandel med Storbritannien og vi ved, at det her er et omdrejningspunkt for mange briter, så skal en løsning jo også findes et eller andet sted, hvor vi kommer briterne i møde, så de på den ene side får større kontrol over indvandringen til deres land, og der på den anden side er den frihandel, vi gerne vil have med dem. Og der kan jeg simpelt hen ikke få ind i hovedet, hvorfor EU på forhånd har sagt til briterne: I skal bare lige vide, at vi kun laver kun en frihandelsaftale med jer, hvis I i øvrigt accepterer EU-reglerne om fri bevægelighed for personer, som de er udtrykt igennem både regler og domstolsting og -sager. Det er mig uforståeligt, at man vil starte forhandlingerne med briterne på det grundlag.

Tak. Statsministeren, værsgo.

Jeg ved ikke, hvor meget nærmere vi kommer det i dag. For man kan sige, at mit udgangspunkt er, at det er Storbritannien, der har valgt at forlade samarbejdet, og at det derfor er Storbritannien, der er nødt til at starte med at gøre sine positioner op. Med al respekt er jeg ikke sat i verden for at varetage britiske interesser, men jeg er sat i verden for at varetage danske, og den optimale måde at gøre det på er at vente på, at Storbritannien så at sige viser sine kort, og så kan vi dernæst gå i gang.

Det, der er nødt til at være udgangspunktet, er, at den her skilsmisse, selv om den skal være fredelig, så også skal være ordentlig. Vi kan ikke acceptere, at et land, der stiller sig udenfor, kan man sige, får vilkår, der er bedre end dem, andre har, som er indenfor. Altså, rettigheder og pligter er nødt til at følges ad. Så er jeg enig i, at det skal balanceres, men den første forudsætning er, at Storbritannien gør sin position op, og det afventer vi nu.

Tak for det.

Så er det fru Pernille Skipper, Enhedslisten. Værsgo.