UDENRIGSMINISTERIET
8. december 2016
Skriftlig besvarelse af § 20
spørgsmål nr. S 362 til
udenrigsministeren fra medlem af
Folketinget Sjúrður Skaale (JF).
Spørgsmål nr. S 362:
Hvad er udenrigsministerens holdning i forhold til Færøernes muligheder i de kommende
Brexit-forhandlinger, og hvordan vil han arbejde for at de færøske interesser også bliver
tilgodeset?
Svar:
Regeringen ønsker en tæt dialog med Færøerne og Grønland om Brexit. Vi lægger vægt på, at
hele rigsfællesskabets interesser tilgodeses i de kommende forhandlinger. I den
interministerielle Brexit Task Force lægges der stor vægt på, at alle ministerier er
opmærksomme på Færøernes og Grønlands interesser gennem løbende dialog om
forberedelserne på Brexit. Af samme grund deltog repræsentanter fra de færøske og
grønlandske myndigheder i et møde i Brexit Task Forcen den 2. november 2016, hvor de
redegjorde for færøske og grønlandske interesseområder, og der var lejlighed til at drøfte mulige
konsekvenser af Brexit. Sådanne møder og drøftelser ventes at fortsætte som led i
rigsfællesskabets forberedelser på Brexit. Hertil kommer naturligvis regeringens inddragelse af
Folketinget, når Brexit behandles i EU. Igangsættelse af egentlige forhandlinger om Brexit
afventer britisk aktivering af artikel 50 og den videre forberedelse heraf vil afhænge af de
konkrete britiske ønsker og krav, der fortsat ikke foreligger.