EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 117: Notat om afgivelse af mundtligt indlæg i EU-Domstolens forenede sager C-671/16, Inter-Environment Bruxelles m.fl., og C-160/17, Thybaut m.fl.

Europaudvalget 2017-18
EUU Alm.del Bilag 117
Offentligt

NOTAT

Den 9. november 2017

Notat til Folketingets Europaudvalg og Folketingets Miljø- og

Fødevareudvalg om afgivelse af mundtligt indlæg i EU-

Domstolens forenede sager C-671/16, Inter-Environment

Bruxelles m.fl., og C-160/17, Thybaut m.fl.

1. Indledning

Conseil

d’Etat, som er den øverste forvaltningsdomstol i Belgien, har i to sager forelagt EU-Domstolen

præjudicielle spørgsmål om fortolkning af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/42/EF af 27.

juni 2001 om vurdering af bestemte planers og programmers indvirkning på miljøet (herefter

miljøvurderingsdirektivet). Spørgsmålene fra Conseil d’Etat vedrører den nærmere afgrænsning af

miljøvurderingsdirektivets plan/program-begreb, jf. herved direktivets artikel 2, litra a.

EU-Domstolen har i forbindelse med indkaldelsen til den mundtlige forhandling anmodet deltagerne

om at tage stilling til et spørgsmål om fortolkningen af præmis 49 i en tidligere afsagt EU-dom, sag C-

290/15, D’Oultremont m.fl., om miljøvurderingsdirektivets plan/program-begreb.

I denne dom

fastslog EU-Domstolen, at en vallonsk vindmøllebekendtgørelse var omfattet af

miljøvurderingsdirektivets plan/program-begreb og derfor skulle have været miljøvurderet.

D’Oultremont-sagen

har i dansk sammenhæng givet anledning til, at Miljø- og Fødevareministeriet i

oktober 2017 har meldt ud, at ministeriet

–

selv om der vurderes at være tale om et grænsetilfælde i

forhold til miljøvurderingsdirektivets anvendelsesområde

–

har besluttet at gennemføre en

miljøvurdering af den danske vindmøllebekendtgørelse (bekendtgørelse nr. 1736 af 21. december 2015

om støj fra vindmøller).

2. Sagernes faktiske omstændigheder og juridiske problemstillinger

2.1. Baggrund

Efter miljøvurderingsdirektivets artikel 1 skal der med henblik på at sikre et højt

miljøbeskyttelsesniveau foretages en miljøvurdering af bestemte planer og programmer, som kan få

væsentlig indvirkning på miljøet. Miljøvurderingen skal gennemføres inden udstedelsen/vedtagelsen

af den pågældende plan eller det pågældende program på grundlag af en konkret

miljøvurderingsrapport, som offentligheden forinden har haft lejlighed til at komme med

bemærkninger til. Formålet med denne proces er at sikre, at myndighederne tager relevante

miljøhensyn i betragtning i forbindelse med planen eller programmets udformning.

2.2. Sag C-671/16, Inter-Environment Bruxelles m.fl.

Sag C-671/16, Inter-Environment Bruxelles m.fl., angår spørgsmålet, om miljøvurderingsdirektivets

plan/program-begreb skal anses for at omfatte en regional forordning for hovedstadsregionen

Bruxelles om

”zoneopdelt” byplanlægning , som for området rue de la Loi og dets omgivelser (en zone)

Miljø-

og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K

Tlf. 38

14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 117: Notat om afgivelse af mundtligt indlæg i EU-Domstolens forenede sager C-671/16, Inter-Environment Bruxelles m.fl., og C-160/17, Thybaut m.fl.

definerer de gældende standarder for bygninger (højde, størrelse, byggelinje, bebyggelsesgrad,

tagkonstruktion, antenne), for ubebyggede områder (minimumsarealer, planlægning) og for åbne,

offentlige områder. Det fremgår af sagen, at de nævnte standarder

–

for det omhandlede kvarter

–

erstatter de almindelige standarder i en regional (grund)forordning om byplanlægning.

Hverken (grund)forordningen eller den regionale forordning om zoneopdelt byplanlægning er blevet

miljøvurderet, men begge forordninger er dækket af en udviklingsplan (regional plan om

arealanvendelse), som er blevet miljøvurderet. Den regionale forordning er vedtaget af regeringen for

hovedstadsregionen Bruxelles ved en bekendtgørelse.

Sagsøgeren, den belgiske miljøsammenslutning Inter-Environment Bruxelles, har nedlagt påstand om,

at den regionale bekendtgørelse om godkendelse af den regionale forordning om zoneopdelt

byplanlægning skal ophæves. Sammenslutningen gør til støtte herfor gældende, at forordningen burde

have været miljøvurderet forud for udstedelsen, og at regeringen i hovedstadsregionen Bruxelles

således fejlagtigt har udelukket forordninger om byplanlægning fra kategorien planer/programmer

med

den begrundelse, at sådanne forordninger indeholder ”generelt anvendelige juridisk bindende

regler”.

Efter sammenslutningens opfattelse har EU-Domstolen tidligere fastslået, at særlige planer for

arealanvendelse er omfattet af direktivet, og at alene den omstændighed, at en foranstaltning vedtages

i form af en generel bestemmelse, ikke nødvendigvis udelukker foranstaltningen fra direktivets

anvendelsesområde.

Sagsøgte, regeringen i hovedstadsregionen Bruxelles, gør heroverfor bl.a. gældende, at forordninger

om byplanlægning er ”generelt anvendelige juridisk bindende regler” og (dermed) ikke ”planer og

programmer” i miljøvurderingsdirektivets forstand. Den regionale regering er endvidere af den

opfattelse, at planer og programmer bl.a. kan karakteriseres ved, at de fastsætter formål og

foranstaltninger for at opnå disse formål, mens en forordning om byplanlægning snarere består af ”en

samling af forbud”.

2.3. Sag C-160/17, Thybaut m.fl.

Sag C-160/17, Thybaut m.fl., omhandler i lighed med ovennævnte sag spørgsmålet, om en forordning

udstedt af en regional regering, her den vallonske, om fastsættelse af en såkaldt

”byplanlægningsperimeter” i byen Orp-Jauche

er omfattet af miljøvurderingsdirektivets

anvendelsesområde, dvs. om det falder ind under direktivets plan/program-begreb, jf. direktivets

artikel 2, litra a.

Det fremgår af sagen, at fastsættelsen af den pågældende byplanlægningsperimeter medfører, at de

projekter, der er beliggende inden for området, omfattes af en forenklet procedure for udstedelse af

tilladelser, der kan fravige de gældende byplanlægningsregler, og af en forenklet

ekspropriationsprocedure, idet der er formodning for, at der vil være en offentlig interesse til stede.

Byplanlægningsperimeteren betyder endvidere, at ethvert fremtidigt projekt, selv om det ikke har

sammenhæng med det oprindelige konkrete byplanlægningsprojekt, vil være omfattet af de forenklede

procedurer.

Sagsøgerne er borgere, der bor i nærheden af den fastsatte byplanlægningsperimeter. Sagsøgerne har

under sagen nedlagt påstand om ophævelse af forordningen om fastsættelse af

byplanlægningsperimeteren under henvisning til, at forordningen burde have været miljøvurderet,

idet der er tale om en plan eller et program i miljøvurderingsdirektivets forstand. Efter sagsøgernes

vurdering har den vallonske regering forsømt at foretage en undersøgelse, som tager hensyn til de

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 117: Notat om afgivelse af mundtligt indlæg i EU-Domstolens forenede sager C-671/16, Inter-Environment Bruxelles m.fl., og C-160/17, Thybaut m.fl.

samlede indvirkninger af alle de projekter, der befinder sig i samme zone, og hvis skadevirkninger

efter sagsøgernes opfattelse vil akkumuleres med det anfægtede byplanlægningsprojekt.

Sagsøgte, regeringen i regionen Vallonien, er heroverfor af den opfattelse, at det alene er

byplanlægningsprojektet og ikke forordningen om en byplanlægningsperimeter, der skal

miljøvurderes, og at sidstnævnte ikke udgør en plan eller et program i miljøvurderingsdirektivets

forstand.

Den forelæggende ret, Conseil d’État, har i forelæggelseskendelsen overordnet anført, at en forordning

som den anfægtede alene har til formål at fastsætte en perimeter, dvs. omkredsen af en geografisk

zone, hvori der kan opføres et byplanlægningsprojekt. Conseil d’État har i den forbindelse endvidere

fremhævet, at byplanlægningsperimeteren adskiller sig fra byplanlægningsprojektet, og at

forordningen om vedtagelse af byplanlægningsperimeteren på ingen måde vedrører

byplanlægningsprojektet. Byplanlægningsprojektet er kun den betingelse, der gør det muligt at

vedtage en byplanlægningsperimeter, og det nævnte byplanlægningsprojekt vil kunne ændres eller

tilpasses efterfølgende og skal være genstand for tilladelser, som kræver en forudgående

miljøvurdering.

3. Den danske interesse i sagerne

Regeringen afgiver indlæg i sagerne med henblik på at søge den fortolkning af

miljøvurderingsdirektivets plan/program-begreb, som EU-Domstolen hidtil har anlagt, præciseret og

afgrænset.

Domstolen har i sagen C-290/15,

D’Oultremont m.fl., ydet sit seneste bidrag til forståelsen af plan/

program-begrebet i forhold til generel regulering (love, bekendtgørelser, cirkulærer m.v.). Det er med

dommen utvetydigt slået fast, at ikke alene konkrete planer eller programmer, f.eks. kommuneplaner

og spildevandsplaner, men også generel regulering, dvs. love, bekendtgørelser, cirkulærer mv., efter

omstændighederne kan være omfattet af plan/program-begrebet og dermed af miljøvurderingspligten.

Det forhold, at generelle retsakter også kan være omfattet af miljøvurderingsdirektivet kan potentielt

føre til, at en uforholdsmæssig stor mængde af reguleringer skal miljøvurderes.

Dommen er endvidere uklar på flere punkter, som i praksis gør det vanskeligt at afgrænse, hvilke

planer og programmer, der er omfattet af direktivet. Miljø- og Fødevareministeriet anser det derfor af

væsentlig betydning at få afdækket denne uklarhed, hvilket der med de to nye sager fra Conseil d’Etat

nu er mulighed for.

EU-Domstolens hidtidige praksis rejser navnlig betydelig tvivl om, hvorvidt en generel retsakt skal

fastlægge flere kriterier og fremgangsmåder for tilladelser o. lign. for at være omfattet af

miljøvurderingsdirektivets plan-/programbegreb, eller om det er tilstrækkeligt, at retsakten blot

opsætter ét kriterium.

Regeringen vil argumentere for, at

det af D’Oultremont-dommens

præmis 49 fremgår, at en retsakt

skal indeholde en betydningsfuld helhed af kriterier og fremgangsmåder for tilladelse og iværksættelse

af ét eller flere projekter for at være omfattet af miljøvurderingsdirektivet.

Derudover vil der i indlægget være anledning til at adressere andre uklarheder i retstilstanden efter

D’Oultremont-dommen,

eksempelvis i forhold til de geografiske aspekter af plan/program-begrebet. I

den forbindelse vil regeringen bl.a. argumentere for, at generel regulering, der gælder for en hel

medlemsstats område, fx hele Danmark, som altovervejende hovedregel må antages at falde uden for

miljøvurderingsdirektivets anvendelsesområde.

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 117: Notat om afgivelse af mundtligt indlæg i EU-Domstolens forenede sager C-671/16, Inter-Environment Bruxelles m.fl., og C-160/17, Thybaut m.fl.

Endelig vil regeringen i indlægget fremhæve, at en nærmere uddybning og afgrænsning af

plan/program-begrebet

– ikke mindst i lyset af D’Oultremont-dommen –

er både nødvendig og

ønskelig, herunder med henblik på at begrænse behovet for yderligere præjudicielle forelæggelser fra

retter i medlemsstaterne om dette tema.