Fødevarestyrelsen
J.nr. 2017-9808
Den 6. oktober 2017
MFVM 384
GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om Kommissionens forslag til forordning om gennemførelse af Europa-
Parlamentets og Rådets forordning nr. 853/2004 for så vidt angår særlige
garantier vedrørende
Salmonella spp.
i kyllingekød (komitésag)
KOM-dokument foreligger ikke
Resumé
Kommissionen har fremsat forslag til en forordning, der vil give Danmark særstatus med hensyn til
salmonellaforekomst i kyllingekød. En tildeling af særstatus indebærer, at Danmark kan stille de
samme krav om fravær af salmonella i kyllingekød ved import og samhandel af kyllingekød, som
Sverige og Finland fik tildelt ret til i forbindelse med deres optagelse i EU i 1995. I praksis vil det
betyde, at alle partier af kyllingekød, der indføres til Danmark, skal være undersøgt efter særlige
retningslinjer og fundet fri for salmonella. Samtidig vil der skulle foreligge et handelsdokument,
hvoraf dette fremgår. Forslaget forventes sat til indikativ afstemning i Den Stående Komité for
Planter, Dyr, Fødevarer og Foder (SCoPAFF) den 18. oktober 2017 og forventes til endelig
afstemning i januar 2018. Forslaget vurderes generelt at hæve beskyttelsesniveauet i Danmark.
Regeringen agter på den baggrund at støtte forslaget.
Baggrund
Kommissionen har fremsendt forslag til kommissionsforordning om gennemførelse af Europa-
Parlamentets og Rådets forordning nr. 853/2004 (hygiejneforordningen) for så vidt angår særlige
garantier vedrørende Salmonella spp. for sendinger af kyllingekød (Gallus
gallus)
til Danmark.
Forslaget er fremsat med hjemmel i artikel 8, stk. 3, litra b, i Europa-Parlamentets og Rådets
forordning nr. 853/2004 om særlige hygiejnebestemmelser for animalske fødevarer.
Forslaget behandles i en undersøgelsesprocedure i Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og
Foder (SCoPAFF). Afgiver Komitéen en positiv udtalelse med kvalificeret flertal, vedtager
Kommissionen forslaget. Afgiver Komitéen en negativ udtalelse med kvalificeret flertal, vedtager
Kommissionen ikke forslaget. Kommissionen kan i stedet inden for to måneder forelægge Komitéen et
ændret forslag eller indenfor en måned forelægge forslaget for appeludvalget. Afgives der ikke nogen
udtalelse med kvalificeret flertal, kan Kommissionen vedtage forslaget.
Afgiver appeludvalget med kvalificeret flertal en negativ udtalelse om forslaget, kan Kommissionen
ikke vedtage forslaget. Afgiver appeludvalget med kvalificeret flertal en positiv udtalelse, vedtager