Fødevarestyrelsen/Kemi og Fødevarekvalitet
Sags.nr.: 2017-29-22-02638
Den 4. januar 2018
MFVM 420
GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om godkendelse af produkter, der indeholder, består af eller er fremstillet af genetisk modificeret
majs MON87427 x MON89034 x NK603, samt genetisk modificeret majs, der kombinerer to af
begivenhederne MON87427, MON89034 og NK603, i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EF) nr. 1829/2003 om genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer (komitésag)
KOM-dokument foreligger ikke
Resumé
Kommissionen har i henhold til GMO-forordningen fremsat forslag om godkendelse af genetisk modificeret
majs MON87427 x MON89034 x NK603, samt genetisk modificeret majs, der kombinerer to af begivenhederne
MON87427, MON89034 og NK603. Godkendelserne vil gælde fødevarer- og foderanvendelser samt import og
forarbejdning af de genmodificerede majs. Godkendelserne vedrører ikke dyrkning i EU. De genmodificerede
majs kombinerer egenskaberne fra de tre allerede godkendte genmodificerede majs MON87427, MON89034 og
NK603. MON87427 og NK603 danner CP4 EPSPS-proteiner, som giver tolerance over for glyphosat-baserede
ukrudtsmidler, mens MON89034 danner proteinerne Cry1A.105 og Cry2Ab2, som giver resistens over for visse
skadelige insekter af sommerfuglefamilien. De GMO-majs, der foreslås godkendt, indeholder ikke
antibiotikaresistensgener. Vurderingen i forbindelse med godkendelsen
af GMO’er
i EU omhandler sikkerheden
af de produkter, der ønskes markedsført, og ikke hvorvidt der er en nyttevirkning heraf. Den Europæiske
Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) vurderer, at de GMO-majs, der foreslås godkendt, er lige så sikre som
tilsvarende konventionelle ikke-genmodificeret majs med hensyn til potentielle effekter på menneskers og dyrs
sundhed og på miljøet ved de påtænkte anvendelser. De rådgivende danske eksperter ved DTU
Fødevareinstituttet og Aarhus Universitet er enige i denne vurdering. En vedtagelse af forslaget vurderes ikke
at ville berøre beskyttelsesniveauet i Danmark og EU. Regeringen konstaterer således, at der ikke er fagligt eller
juridisk grundlag for at modsætte sig en godkendelse og kan støtte forslaget. Forslaget forventes at komme til
afstemning på møde i Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder den 16. januar 2018.
Baggrund
Kommissionen har den 19. december 2017 fremsat forslag om tilladelse til markedsføring af produkter, der
indeholder, består af eller er fremstillet af genetisk modificeret majs MON87427 x MON89034 x NK603, samt
genetisk modificeret majs, der kombinerer to af begivenhederne MON87427, MON89034 og NK603. Forslaget er
fremsat i henhold til reglerne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1829/2003 af 22. september
2003 om genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer (GMO-forordningen). Da underkombinationen
MON89034 x NK603 allerede er godkendt, vil en godkendelse indebære, at Kommissionens beslutning nr.
2010/420/EU, der vedrører denne underkombination, vil blive ophævet.
Forslaget er fremsat med hjemmel i GMO-forordningens artikel 7 og 19.
Beslutningen træffes på grundlag af et forslag fra Kommissionen, som forelægges Den Stående Komité for Planter,
Dyr, Fødevarer og Foder (Stående Komité) efter undersøgelsesproceduren.