Europaudvalget 2017-18
EUU Alm.del Bilag 270
Offentligt
1842134_0001.png
Fødevarestyrelsen/ Kemi og Fødevarekvalitet
Sags.nr.: 2017-29-22-02639
Den 4. januar 2018
MFVM 421
GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om re-godkendelse af produkter, der indeholder, består af eller er fremstillet af genetisk
modificeret majs 59122 i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
1829/2003 om genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer (komitésag)
KOM-dokument foreligger ikke
Resumé
Kommissionen har i henhold til GMO-forordningen fremsat forslag om re-godkendelse af genetisk modificeret
majs 59122. Godkendelsen vil gælde fødevarer- og foderanvendelser samt import og forarbejdning af den
genmodificerede majs. Godkendelsen vedrører ikke dyrkning i EU. Majs 59122 har øget resistens over for
majsrodbiller og andre skadelige insekter, samt tolerance over for ukrudtsmidler baseret på glufosinat
ammonium. Majsen indeholder ikke antibiotikaresistensgener. Vurderingen i forbindelse med godkendelsen i
EU omhandler sikkerheden af de produkter, der ønskes markedsført, og ikke hvorvidt der er en nyttevirkning
heraf. Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) vurderer, at majsen er lige så sikker som
tilsvarende konventionel ikke-genmodificeret majs med hensyn til potentielle effekter på menneskers og dyrs
sundhed og på miljøet ved de påtænkte anvendelser. De rådgivende danske eksperter ved DTU
Fødevareinstituttet og Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet er enige i denne vurdering.
En vedtagelse af forslaget vurderes ikke at ville berøre beskyttelsesniveauet i Danmark og EU. Regeringen
konstaterer således, at der ikke er fagligt eller juridisk grundlag for at modsætte sig en godkendelse og kan
støtte forslaget. Forslaget forventes at komme til afstemning på møde i Den Stående Komité for Planter, Dyr,
Fødevarer og Foder den 16. januar 2018.
Baggrund
Kommissionen har den 19. december 2017 fremsat forslag om fornyet tilladelse til markedsføring af produkter,
der indeholder, består af eller er fremstillet af genetisk modificeret majs 59122. Forslaget er fremsat efter reglerne
i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1829/2003 af 22. september 2003 om genetisk
modificerede fødevarer og foderstoffer (GMO-forordningen). Forslaget er fremsat med hjemmel i GMO-
forordningens artikel 11 og 23.
Beslutningen træffes på grundlag af et forslag fra Kommissionen, som forelægges Den Stående Komité for Planter,
Dyr, Fødevarer og Foder (Stående Komité) efter undersøgelsesproceduren.
Hvis komitéen afgiver en positiv udtalelse med kvalificeret flertal, vedtager Kommissionen forslaget. Opnås der
ikke kvalificeret flertal for forslaget i komitéen, vedtager Kommissionen ikke forslaget, idet Kommissionen inden
for to måneder kan forelægge et ændret forslag for komitéen eller inden for en måned kan forelægge forslaget for
appeludvalget. Afgiver appeludvalget med kvalificeret flertal en negativ udtalelse om forslaget, kan Kommissionen
ikke vedtage forslaget. Afgiver appeludvalget med kvalificeret flertal en positiv udtalelse eller ingen udtalelse,
vedtager Kommissionen forslaget.
EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 270: Notat om komitésag om genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer
1842134_0002.png
Forslaget forventes sat til afstemning i den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder den 16. januar
2018.
Formål og indhold
I juli 2016 indsendte Pioneer Overseas Corporation og Dow AgroSciences Ltd. i henhold til reglerne i GMO-
forordningen en ansøgning om re-godkendelse af majs 59122 til fødevarer- og foderbrug, samt import og
forarbejdning.
Majs 59122 danner proteinerne Cry34Ab1 og Cry35Ab1, som giver resistens over for majsrodbiller og andre
skadelige insekter, samt PAT protein, som gør planten tolerant over for ukrudtsmidler baseret på glufosinat
ammonium. Majsen indeholder ikke antibiotikaresistensgener.
Den sundheds- og ernæringsmæssige kvalitet af majs 59122 adskiller sig ifølge ansøgningen ikke fra konventionel
(ikke-genmodificeret) majs. Udover dokumentation for den sundheds- og ernæringsmæssige kvalitet af majsen
var ansøgningen i henhold til reglerne ledsaget af et forslag til miljømæssig overvågning.
Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) har med en udtalelse af 29. juni 2017 vurderet, at der ikke
er fremkommet nye oplysninger, som ændrer den oprindelige vurdering af, at majs 59122 er lige så sikker at
anvende som tilsvarende produkter fra ikke-genmodificeret majs med hensyn til potentielle effekter på
menneskers og dyrs sundhed og på miljøet.
EFSA har i sin vurdering taget hensyn til de specifikke spørgsmål og bekymringer, der var indsendt af EU-
medlemsstaterne i forbindelse med høringen af de kompetente myndigheder i henhold til artikel 6 og 18 i GMO-
forordningen.
EFSA har desuden konkluderet, at den miljømæssige monitoreringsplan i form af en generel overvågningsplan
indsendt af ansøger er på linje med de tiltænkte anvendelser af majsen.
Godkendelsens omfang
Kommissionens forslag lægger op til, at der gives fornyet tilladelse til import, forarbejdning og markedsføring af
fødevarer og foderstoffer, som indeholder, består af eller er fremstillet af majs 59122. Samtidig gives der
godkendelse til anden industriel brug af majsen på lige fod med konventionel majs. Godkendelsen omfatter ikke
dyrkning af majsen i EU.
Godkendelsen vil gælde fra datoen for offentliggørelse af en eventuel beslutning om godkendelse i EU-Tidende.
Beslutningen vil gælde i 10 år fra denne dato. Såfremt godkendelsen ønskes opretholdt efter udløb af 10 års
fristen, vil der skulle ansøges om re-godkendelse.
Mærkning
Produkter til fødevare- eller foderbrug, der består af, indeholder eller er fremstillet af majs 59122, skal i henhold
til forslaget mærkes til den endelige forbruger med ”genetisk modificeret
majs”
eller ”fremstillet af genetisk
modificeret majs”
i overensstemmelse med de almindelige GMO-mærkningsregler.
Side 2/4
EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 270: Notat om komitésag om genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer
Teksten ”ikke til dyrkning” skal fremgå af mærkningen
af foder og produkter til andre formål end fødevare- og
foderbrug, hvis disse indeholder eller består af spiredygtige kerner af majs 59122.
Europa-Parlamentets udtalelser
Europa-Parlamentet skal ikke udtale sig om forslaget.
Nærhedsprincippet
Der er tale om gennemførelsesforanstaltninger til en allerede vedtaget retsakt. Det er derfor regeringens holdning,
at det følger heraf, at forslaget er i overensstemmelse med nærhedsprincippet.
Gældende dansk ret
En vedtagelse af forslaget kræver ikke implementering og har ikke lovgivningsmæssige konsekvenser i Danmark,
idet området overordnet er reguleret af en forordning, hvorfor reglerne er umiddelbart anvendelige i Danmark.
De enkelte beslutninger er rettet til bestemte virksomheder og umiddelbart gældende for disse.
Konsekvenser
Forslaget har ikke samfundsøkonomiske eller statsfinansielle konsekvenser og vurderes ikke at indebære
administrative byrder. Det vurderes, at forslaget kan have positive erhvervsøkonomiske konsekvenser for den
animalske produktion i Danmark, idet en manglende godkendelse vil kunne afskære erhvervet fra forsyningen af
gængse råvarer på verdensmarkedet. Godkendelsen af den konkrete GM majs forventes desuden ikke at medføre
ændringer af det eksisterende importmønster.
Med hensyn til de sundheds- og miljømæssige konsekvenser af anvendelsen af majs 59122 konkluderer EFSA, at
majsen ved de påtænkte anvendelser er lige så sikker som tilsvarende konventionel ikke-genmodificeret majs med
hensyn til potentielle effekter på menneskers og dyrs sundhed og på miljøet. Dette indebærer bl.a., at de nye
proteiner, der dannes som følge af genmodificeringen, vurderes at være sundhedsmæssigt uproblematiske.
DTU Fødevareinstituttet har ligeledes vurderet det fremsendte ansøgningsmateriale. Instituttet kan tilslutte sig
EFSA’s vurdering af, at
majs 59122 er at betragte som andre konventionelle majs i relation til de
sundhedsmæssige og ernæringsmæssige aspekter.
Vurderingen i forbindelse med godkendelsen i EU omhandler sikkerheden af de produkter, der ønskes
markedsført, og ikke hvorvidt, der er en nyttevirkning heraf.
Fødevarestyrelsen bemærker, at sikkerheden ved brug af ukrudtsmidler, og rester heraf i fødevarer og foder,
vurderes og reguleres
under EU’s pesticid-regler
og ikke under GMO-reglerne. Eventuelle restindhold af
pesticider skal overholde de samme grænser som konventionelle (ikke genmodificerede) afgrøder.
Landbrugsstyrelsen har i 2016 bedt eksperter ved Nationalt Center for Miljø og Energi på Aarhus Universitet
(DCE) om at vurdere de miljømæssige konsekvenser ved en re-godkendelse af majs 59122. Aarhus Universitet har
vurderet, at der ikke kan forventes uønskede konsekvenser for natur og miljø ved markedsføring af majs 59122 til
andre formål end dyrkning , og at den foreslåede generelle overvågning med årlig rapportering er tilstrækkelig.
Vurderingen er hermed i overensstemmelse med EFSA’s vurdering.
På den baggrund skønnes forslaget ikke at berøre beskyttelsesniveauet i Danmark og EU.
Høring
Forslaget har været i høring på høringsportalen. Der er indkommet følgende bemærkninger:
Side 3/4
EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 270: Notat om komitésag om genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer
1842134_0004.png
DI Fødevarer
anbefaler, at ansøgningen imødekommes uden forsinkelse. Ud fra EFSA’s positive udtalelse er det
brancheforeningens vurdering, at der er tilvejebragt tilstrækkelig dokumentation for at imødekomme
ansøgningen.
Biodynamisk Forbrugersammenslutning opfordrer til at stemme nej til ansøgningen. Foreningen er ikke enig i
vurderingen af, at markedsføringen af majsen ikke vil have negative effekter på menneskers og dyrs sundhed.
Forbrugersammenslutningen er af den opfattelse, at GMO’er generelt er farlige
for sundhedens opretholdelse.
Generelle forventninger til andre landes holdninger
Hidtidige afstemninger blandt medlemsstaterne om godkendelse af GMO’er under GMO-forordningen
har
hverken vist et kvalificeret flertal for eller imod. Det forventes, at afstemningen om forslaget i den Stående Komité
vil give samme resultat. Forslaget kan på den baggrund forventes at blive sendt til appeludvalget.
Regeringens foreløbige generelle holdning
Det er regeringens generelle holdning, at afgørelser vedrørende tilladelse til at anvende genmodificerede afgrøder
skal træffes på baggrund af en sundheds- og miljømæssig risikovurdering som fastsat i GMO-forordningen.
Den sundheds- og miljømæssige vurdering af anvendelse af fødevarer og foder bestående af eller fremstillet af
majs 59122 giver ikke danske og internationale eksperter anledning til bemærkninger.
Der er ikke krav i lovgivningen om, at ansøgere skal redegøre for den samfundsmæssige nyttevirkning af GMO’er.
Dette aspekt indgår ikke i forordningens kriterier for godkendelse.
Regeringen noterer sig, at betingelserne for opnåelse af en re-godkendelse er opfyldt, og at der på den baggrund
ikke er fagligt eller juridisk grundlag for at modsætte sig en godkendelse. Regeringen kan støtte forslaget.
Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg
Forslaget har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.
Side 4/4