EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 701: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 25/5-18

Europaudvalget 2017-18
EUU Alm.del Bilag 701
Offentligt

Udenrigsministeriet

Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret

Asiatisk Plads 2

–

1448 København K

Tlf.: 33 92 03 24 Fax: 33 92 03 03

Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse

JTEU j.nr. 2015 - 30240

25. maj 2018

Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i de kommende tre uger

i retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager, hvor der er nedsat proces-

delegation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig forhandling, fremsættelse af ge-

neraladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der i øvrigt følges af den danske

regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse og afsigelse af dom. Ge-

neraladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-Domstolens hjemmeside

(http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.

Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-

Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.

Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:

Sagsnr.

C-517/16

Titel og kort sagsresumé

Czerwiński

Sagen vedrører: 1. Må en national myndighed eller en

national ret kontrollere en indplacering, der er foreta-

get i en erklæring som omhandlet i artikel 9 i Europa-

Parlamentets og Rådets forordning (EF) Nr.

883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de

sociale sikringsordninger, af en bestemt ydelse som

en ydelse, der hører til en konkret gren af social sik-

ring, som er nævnt i denne forordnings artikel 3?2. Er

den overgangspension, som er reguleret i lov af 19.

december 2008 vedrørende overgangspensioner (Re-

publikken Polens lovtidende af 2015, pos. 965 med

senere ændringer), en ydelse ved alderdom som om-

handlet i artikel 3, stk. 1, litra d), i forordning nr.

883/2004? 3. Er der ved manglende anvendelse af

princippet om sammenlægning af forsikringsperioder

(artikel 66 og 33. betragtning til forordning nr.

883/2004) på efterløn levet op til målsætningen om

social tryghed, som følger af artikel 48, litra a),

TEUF?

Ernst & Young (sag forelagt af Sø- og Handels-

retten)

Sagen vedrører: 1. Efter hvilke kriterier skal det vur-

deres, om en virksomheds adfærd/dispositioner er

omfattet af forbuddet i artikel 7(1) i Rådets forord-

ning nr. 139/2004 om kontrol med fusioner og virk-

Deltager i PD

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Beskæftigelsesmini-

steriet

Processkridt

Dom

Dato

30.05.18

C-633/16

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Erhvervsministeriet

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

Kammeradvokaten

Dom

31.05.18

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 701: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 25/5-18

C-49/17

C-671/16

somhedsoverdragelser (forbuddet mod præimple-

mentering), og forudsætter en gennemførelseshand-

ling i artikel 7(1)'s forstand, at handlingen, helt eller

delvist, faktisk eller juridisk, udgør en del af selve det

kontrol skifte eller den sammenblanding af de delta-

gende virksomheders fortsættende aktiviteter, som -

forudsat at tærskelværdierne er opfyldt - udløser

pligten til anmeldelse? 2. Kan en opsigelse af en sam-

arbejdsaftale som den i sagen foreliggende, som er

afgivet under omstændigheder svarende til dem, der

er beskrevet i forelæggelseskendelsens pkt. 1-20,

udgøre en gennemførelseshandling omfattet af for-

buddet i Rådets forordning nr. 139/2004, artikel 7(1),

og efter hvilke kriterier skal det i så fald afgøres? 3.

Gør det ved besvarelsen af spørgsmål 2 nogen for-

skel, om opsigelsen faktisk har medført konkurrence-

retligt relevante markedsmæssige virkninger? 4. Så-

fremt spørgsmål 3 besvares bekræftende, bedes det

oplyst, efter hvilke kriterier og med hvilken grad af

sandsynlighed det i givet fald skal afgøres, om opsi-

gelsen har medført sådanne markedsmæssige virknin-

ger, herunder betydningen af at sådanne virkninger

om muligt kunne henføres til andre årsager?

Koppers Denmark (sag forelagt af Østre Lands-

ret)

Sagen vedrører: 1. Skal artikel 21, stk. 3, i direktiv

2003/96/EF om omstrukturering af EF-

bestemmelserne for beskatning af energiprodukter og

elektricitet fortolkes således, at forbrug af egenprodu-

cerede energiprodukter til fremstilling af andre ener-

giprodukter er afgiftsfritaget i en situation som den i

hovedsagen foreliggende, hvor de fremstillede ener-

giprodukter ikke anvendes til motorbrændstof eller

brændsel til opvarmning? 2. Skal artikel 21, stk. 3 i

direktiv 2003/96/EF om omstrukturering af EF-

bestemmelserne for beskatning af energiprodukter og

elektricitet fortolkes således, at medlemsstaterne kan

begrænse fritagelsens anvendelsesområde til alene at

omfatte forbrug af et energiprodukt, der medgår til

produktionen af et tilsvarende energiprodukt (dvs. et

energiprodukt, der som det forbrugte energi produkt

også er afgiftspligtigt)?

Inter-Environnement Bruxelles e.a.

Sagen vedrører: Skal artikel 2, litra a), i Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2001/42/EF af 27.

juni 2001 om vurdering af bestemte planers og pro-

grammers indvirkning på miljøet fortolkes således, at

begrebet »planer og programmer« omfatter en for-

ordning om byplanlægning, der er vedtaget af en

regional myndighed:

–

som indeholder en kortlæg-

ning, der fastsætter dens anvendelsesområde, der er

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Skatteministeriet

Kammeradvokaten

Dom

06.06.18

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Miljø-og

Fødevareministeriet

Miljøstyrelsen

Dom

07.06.18

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 701: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 25/5-18

C-160/17

C-650/16

begrænset til et enkelt kvarter, og som inden for dette

område afgrænser forskellige blokke, hvor der gælder

særlige regler for så vidt angår beliggenheden af og

højden på bygninger, og som ligeledes fastsætter

særlige bestemmelser for anvendelsen af de zoner,

der omkranser bygningerne, såvel som nøjagtige

angivelser for den fysiske anvendelse af visse regler,

der er fastsat under hensyntagen til vejene, de lige

linjer, der krydser disse veje vinkelret og afstandene i

forhold til byggelinjen for disse veje, og

–

som forføl-

ger et formål om fornyelse af det omhandlede kvar-

ter, og

–

som fastsætter regler for udformningen af

ansøgningerne om byggetilladelse, der er betinget af

en vurdering af indvirkningen på miljøet i dette kvar-

ter?«

Thybaut e.a

Sagen vedrører: Skal artikel 2, litra a), i direktiv

2001/42/EF om vurdering af bestemte planers og

programmers indvirkning på miljøet fortolkes således,

at begrebet planer eller programmer omfatter et pe-

rimeter, der er fastsat i en lovbestemmelse og vedta-

get af en regional myndighed:

–

som alene har til

formål at fastsætte omkredsen af en geografisk zone,

hvori der kan gennemføres et byplanlægningsprojekt,

idet det forudsættes, at dette projekt, som skal for-

følge et bestemt formål

–

i det foreliggende tilfælde

vedrøre ændring og udvikling af bymæssige funktio-

ner og som kræver opførelse, ændring, udvidelse og

nedlæggelse af veje eller overbygninger over veje på

jord eller offentlige områder

–

danner grundlag for

vedtagelsen af perimetret, som således medfører

accept af princippet for projektet, men at projektet

endvidere skal være genstand for en tilladelse, som

kræver en vurdering af indvirkningerne; og

–

som

processuelt set bevirker, at ansøgninger om tilladelse

til handlinger eller arbejder inden for dette perimeter

er omfattet af en fravigelsesprocedure, idet de by-

mæssige krav, der fandt anvendelse på de pågældende

jorder inden vedtagelsen af perimetret, fortsat finder

anvendelse, men således at retten til denne procedure

kan gøre det muligt lettere at opnå en fravigelse af

disse krav;

–

og som er omfattet af en formodning

for, at ekspropriationer, der sker i forbindelse med

den hertil vedlagte ekspropriationsplan, sker i offent-

lighedens interesse?

Bevola og Jens W. Trock (sag forelagt af Østre

Landsret)

Er TEUF artikel 49 til hinder for en national beskat-

ningsordning som den i hovedsagen omhandlede, der

medfører, at der er mulighed for fradrag for tab i

indenlandske filialer, mens der ikke er mulighed for

Til orientering:

Energi-, Forsynings-

og Klimaministeriet

Ervervsstyrelsen

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Miljø-og

Fødevareministeriet

Miljøstyrelsen

Dom

07.06.18

Til orientering:

Energi-, Forsynings-

og Klimaministeriet

Ervervsstyrelsen

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Skatteministeriet

Kammeradvokaten

Dom

12.06.18

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 701: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 25/5-18

fradrag for tab i filialer beliggende i andre medlems-

stater, heller ikke under betingelser svarende til Dom-

stolens dom i sag C-446/03, Marks & Spencer, præ-

mis 55-56, medmindre koncernen har valgt internati-

onal sambeskatning på vilkår som angivet i hovedsa-

gen?

Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:

Sagsnr.

C-426/16

Titel og kort sagsresumé

Liga

van

Moskeeën

Islamitische

Organisaties Provincie Antwerpen e.a.

Sagen vedrører: Er artikel 4, stk. 4, sammenholdt

med artikel 2, litra k), i Rådets forordning (EF) nr.

1099/2009 af 24. september 2009 om beskyttelse

af dyr på aflivningstidspunktet ugyldig på grund af

tilsidesættelse af artikel 9 i den europæiske menne-

skerettighedskonvention, artikel 10 i Den Europæi-

ske Unions charter om grundlæggende rettigheder

og/eller artikel 13 i traktaten om DenEuropæiske

Unions funktionsmåde, idet disse artikler foreskri-

ver, at slagtning af dyr ved særlige metoder, der er

foreskrevet af religiøse ritualer, kun må ske uden

bedøvelse, såfremt slagtningen finder sted på et

slagteri, der er omfattet af forordning (EF) nr.

853/2004, mens regionen Flandern ikke har en

tilstrækkelig kapacitet af sådanne slagterier til at

imødekomme den efterspørgsel efter dyr slagtet

uden bedøvelse, der opstår i anledning af den isla-

miske offerfest, og omkostningerne forbundet med

at omforme midlertidige og af myndighederne

godkendte og kontrollerede slagteanlæg til slagteri-

er, der omfattes af forordning (EF) nr. 853/2004,

til brug for offerfesten ikke synes relevante for

gennemførelsen af de tilstræbte formål med hensyn

til dyrevelfærd og den offentlige sundhed og såle-

des ikke synes at være proportionale hermed.

Bauer m.fl.

Sagen vedører: 1. Giver artikel 7 i Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4.

november 2003 om visse aspekter i forbindelse

med tilrettelæggelse af arbejdstiden eller artikel 31,

stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grund-

læggende rettigheder arvingen efter en arbejdstager,

der er død under ansættelsen, ret til en finansiel

godtgørelse for den minimale årlige ferieperiode,

der tilkom arbejdstageren inden dennes død, hvil-

ket er udelukket i henhold til § 7, stk. 4, i Bunde-

surlaubsgesetz (den tyske forbundslov om ferie),

sammenholdt med § 1922, stk. 1, i Bürgerliches

Gesetzbuch (den tyske borgerlige lovbog)? 2. Så-

fremt spørgsmål 1 besvares bekræftende: Gælder

dette også, såfremt arbejdsforholdet bestod mellem

to privatpersoner?

Interessent

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Processkridt

Dom

Dato

29.05.18

Forenede

sager

C-569/16

C-570/16

Beskæftigelsesministeriet

Moderniseringsstyrelsen

29.05.18

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 701: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 25/5-18

C-619/16

Kreuziger

Sagen vedrører: 1) Skal artikel 7, stk. 2, i direktiv

2003/88/EF fortolkes således, at denne bestem-

melse er til hinder for nationale retsforskrifter eller

praksis, hvorefter retten til finansiel godtgørelse

ved et arbejdsforholds ophør er udelukket, såfremt

arbejdstageren ikke har ansøgt om den årlige betal-

te ferieperiode, selv om han havde mulighed her-

for? 2) Skal artikel 7, stk. 2, i direktiv 2003/88/EF

fortolkes således, at denne bestemmelse er til hin-

der for nationale retsforskrifter eller praksis, hvor-

efter retten til finansiel godtgørelse ved et arbejds-

forholds ophør er betinget af, at arbejdstageren af

grunde, som han ikke har nogen indflydelse på,

ikke har været i stand til at gøre brug af sin ret til

årlig betalt ferie inden arbejdsforholdets ophør?

Max-Planck-Gesellschaft zur Förderung der

Wissenschaften

Sagen vedrører: 1. Er artikel 7, stk. 1, i Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4.

november 2003 om visse aspekter i forbindelse

med tilrettelæggelse af arbejdstiden (direktiv

2003/88/EF) eller artikel 31, stk. 2, i Den Europæ-

iske Unions charter om grundlæggende rettigheder

(chartret) til hinder for en national ordning som § 7

i Bundesurlaubsgesetz (BUrlG), der som forudsæt-

ning for, at retten til ferie kan gøres gældende,

opstiller et krav om, at arbejdstageren anmoder om

ferie under angivelse af, hvornår vedkommende

ønsker at afholde ferien, og bestemmer, at retten til

ferie ellers bortfalder uden godtgørelse ved udløbet

af referenceperioden, og ifølge hvilken arbejdsgive-

ren således ikke er forpligtet til på eget initiativ

ensidigt og på bindende vis for arbejdstageren at

fastsætte det tidsrum inden for referenceperioden,

som arbejdstagerens ferie afholdes i? 2. Såfremt det

første spørgsmål besvares bekræftende: Gælder

dette også, såfremt arbejdsforholdet bestod mellem

private parter?

Česká pojišťovna

Sagen vedrører: »Skal artikel 6, stk. 1 og 3, i Euro-

pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/7/EU om

bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransak-

tioner fortolkes således, at retten skal tilkende en

sagsøger, der får medhold i en tvist om inddrivelse

af en gæld, der hidrører fra en handelstransaktion

som defineret i dette direktivs artikel 3 eller 4, et

beløb på 40 EUR (eller det tilsvarende beløb i

national valuta) samt kompensation for de med

retssagen forbundne omkostninger, herunder

kompensation for omkostningerne til en rykker-

skrivelse til den sagsøgte før sagsanlægget, på det

beløb, der er fastsat i medlemsstatens processuelle

bestemmelser?«

Europa-Kommissionen

Polen

mod

Republikken

Beskæftigelsesministeriet

Moderniseringsstyrelsen

29.05.18

C-684/16

Beskæftigelsesministeriet

Moderniseringsstyrelsen

29.05.18

C-287/17

Justitsministeriet

29.05.18

C-526/16

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Dom

31.05.18

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 701: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 25/5-18

Påstande:

—

Det fastslås, at Republikken Polen har

tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 2,

stk. 1, og artikel 4, stk. 2 og 3, i direktiv 2011/92

om vurdering af visse offentlige og private projek-

ters indvirkning på miljøet (1), sammenholdt med

bilag II og III til dette direktiv, idet den har undta-

get projekter til søgning eller kortlægning af mine-

ralressourcer ved hjælp af boringer indtil en dybde

på 5 000m

—

med undtagelse af boringer i vand-

indvindingsområder, områder med beskyttede

indre farvande og beskyttede naturområder i form

af nationalparker, naturområder, naturreservater og

»Natura 2000«-områder og disse områders ydre

beskyttelseszoner, hvor boringer med en dybde fra

1 000m er underlagt proceduren til vurdering af

nødvendigheden af en miljøkonsekvensvurdering

—

fra proceduren til vurdering af nødvendigheden

af en miljøkonsekvensvurdering, idet den for bo-

ringer uden for vandindvindingsområder, områder

med beskyttede indre farvande og de forskellige

nævnte beskyttede naturområder samt disse områ-

ders ydre beskyttelseszoner, har fastlagt en tærskel-

værdi, der udløser nærværende sag, hvormed der

ikke tages hensyn til alle de i bilag III til dette di-

rektiv indeholdte væsentlige udvælgelseskriterier.

—

Republikken Polen tilpligtes at betale sagens

omkostninger.

C-245/17

Pedro Viejobueno Ibáñez og Emilia de la Vara

González

Sagen vedrører:

–

Kan afslutningen af skoleårets

undervisningsperiode anses for et objektivt for-

hold, der begrunder, at de nævnte lærervikarer

behandles anderledes end fastansatte lærere?

–

det i strid med princippet om forbud mod for-

skelsbehandling af disse lærervikarer, at de, når de

afskediges ved afslutningen af undervisningsperio-

den, ikke kan afholde deres ferie i effektive fridage,

idet disse erstattes med betaling af de tilhørende

bidrag?

–

Er det foreneligt med princippet om

forbud mod forskelsbehandling af disse ansatte, at

begrebet arbejdstagere med tidsbegrænset ansættel-

se omfattes af en abstrakt bestemmelse som til-

lægsbestemmelse 18 til Ley Regional Ley 5/2012,

de 12 de julio, de Presupuestos Generales de la

Junta de Comunidades de Castilla-La Mancha para

2012 [lov nr. 5 af 12.7.2012 om det generelle bud-

get for regionen Castilla-La Mancha], som af bud-

getbesparelseshensyn og med henblik på opfyldelse

af underskudsmålene bl.a. ophævede anvendelsen

af rammeaftalen af 10. marts 1994, der var blevet

indgået mellem det spanske undervisnings- og

videnskabsministerium og fagforeningen ANPE,

offentliggjort ved Generaldirektoratet for Personale

og Tjenesters beslutning af 15. marts 1994,

(BOMEC af 28.3.1994), vedrørende betaling for

ferie i juli og august for ansættelser på mere end

fem og en halv måned samt for vikarer, og som

foreskriver, at de ikke-universitetsansatte lærervika-

Energistyrelsen

Beskæftigelsesministeriet

31.05.18

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 701: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 25/5-18

rer betales for ferier svarende til 22 hverdage, hvis

personen var vikaransat for hele skoleåret, eller for

de dage, der forholdsmæssigt svarer hertil?

C-335/17

Valcheva

Sagen vedrører: Skal begrebet »samværsret« i artikel

1, stk. 2, litra a), og artikel 2, nr. 10), i Rådets for-

ordning (EF) n r. 2201/2003 af 27. november 2003

om kompetence og om anerkendelse og fuldbyr-

delse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager

vedrørende forældreansvar fortolkes således, at det

ikke kun omfatter samværet mellem forældrene og

barnet, men også samværet med andre slægtninge

end forældrene, nemlig bedsteforældrene?

Europa-Kommissionen mod Den Italienske

Republik

Påstande:

—

Det fastslås, at Den Italienske Repu-

blik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til

artikel 260, stk. 1, TEUF, idet den ikke har truffet

alle de nødvendige foranstaltninger med henblik på

at opfylde dom afsagt af Domstolen den 19. juli

2012 i sag C-565/10, Kommissionen mod Italien.

—

Den Italienske Republik tilpligtes at betale en

tvangsbøde på 346 922,40 EUR, med fradrag af en

eventuel nedsættelse i medfør af den foreslåede

formel for nedsættelse, for hver dags forsinkelse

med opfyldelsen af dommen i sag C-565/10 fra

den dato, hvor der afsiges dom i den foreliggende

sag, indtil den dato, hvor dommen i sag C-565/10

er opfyldt.

—

Den Italienske Republik tilpligtes at

betale et fast dagligt beløb på 39 113,80 EUR, med

et samlet mindstebeløb på 62 699 421,40 EUR, fra

datoen for afsigelsen af dommen i sag C-565/10

indtil den dato, hvor der afsiges dom i den forelig-

gende sag, eller indtil den dato, hvor dommen i sag

C-565/10 er opfyldt.

—

Den Italienske Republik tilpligtes at betale sags-

omkostningerne.

Europa-Kommissionen mod Rådet for Den

Europæiske Union (C-626/15)

Påstande:

—

Rådets afgørelse af 11. september

2015, således som den er indeholdt i formanden

for De Faste Repræsentanters Komités konklusion

af 11. september 2015, hvormed der gives tilladelse

til fremlæggelse af et oplæg på vegne af Unionen og

dens medlemsstater om et fremtidigt forslag til

Kommissionen for Bevarelse af de Marine Levende

Ressourcer i Antarktis om etablering af et beskyttet

havområde i Weddellhavet, optaget i kortfattet

referat af 23. september 2015 af det 2554. møde i

De Faste Repræsentanters Komité (dokument

11837/15, punkt 65, s. 19 og 20, og dokument

11644/1/15/REV) annulleres delvist, for så vidt

som Rådet har fastsat, at oplægget skal fremlægges

på vegne af Unionen og dens medlemsstater i

stedet for på vegne af Unionen alene.

—Rådet

for

Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagens

Børne- og

Socialministeriet

Dom

31.05.18

C-251/17

Udenrigsministeriet

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Dom

31.05.18

Forenede

sager

C-626/15

C-659/16

Udenrigsministeriet

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

31.05.18

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 701: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 25/5-18

omkostninger.

Europa-Kommissionen mod Rådet for Den

Europæiske Union (C-659/16)

Påstande:

—

Rådets afgørelse af 10. oktober 2016

vedtaget ved en »I/A«-punktsnote vedrørende

fastlæggelse af Unionens holdning til det 35. års-

møde i Kommissionen for Bevarelse af de Marine

Levende Ressourcer i Antarktis (CCAMLR) (den

17.- 28. oktober 2016 i Hobart, Australien), annul-

leres delvis, for så vidt angår etableringen af tre

havbeskyttelsesområder og etableringen af særlige

videnskabelige undersøgelsesområder (dokument

12523/16 og dokument 12445/16).

—

Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at

betale sagens omkostninger.

Forenede

sager

C-259/16

C-260/16

Confetra e.a. m.fl

Sagen vedrører: 1) Er EU-retten, og nærmere be-

stemt artikel [2], nr. 1), 1a) og 6), i direktiv

97/67/EF, som suppleret og ændret ved direktiv

2008/6/EF, til hinder for at anvende en national

bestemmelse, nærmere bestemt artikel 2, litra a)

–

f), i lovdekret nr. [261]/1999 samt artikel 1, stk. 1,

litra g) og r), sammenholdt med litra i) i »forord-

ningen om tilladelser, der giver ret til at udbyde

posttjenester til offentligheden« i bilag A til AG-

COM’s afgørelse nr. 129/15/CONS af 11. marts

2015 og ministeren for økonomisk udviklings

dekret om »fastsættelse af regler for proceduren for

udstedelse af tilladelser, der giver ret til at udbyde

posttjenester til offentligheden« af 29. juli 2015, for

så vidt som disse tilsigter ligeledes at lade området

for posttjenester omfatte vognmands-, speditør- og

kurertjenester? 2) Er EU-retten, og nærmere be-

stemt artikel 9, stk. 1, og [artikel 2], nr. 19), i direk-

tiv 97/67/EF, som suppleret og ændret ved direk-

tiv 2008/6/EF, samt proportionalitetsprincippet

og rimelighedsprincippet til hinder for at anvende

en national bestemmelse, nærmere bestemt artikel

6, stk. 1, i lovdekret nr. [261]/1999 samt artikel 8 i

»forordningen om tilladelser, der giver ret til at

udbyde posttjenester til offentligheden« i bilag A til

AGCOM’s afgørelse nr. 129/15/CONS af 11.

marts 2015 og ministeren for økonomisk udvik-

lings dekret om »fastsættelse af regler for procedu-

ren for udstedelse af tilladelser, der giver ret til at

udbyde posttjenester til offentligheden« af 29. juli

2015, for så vidt som disse pålægger leverandørerne

af vognmands-, speditør- og kurertjenester at ind-

hente en generel tilladelse, som går ud over, hvad

der er nødvendigt til at sikre de væsentlige krav

inden for leveringen af posttjenester? 3) Er EU-

retten, og nærmere bestemt artikel 7, stk. 4, og

artikel 9, stk. 2, i direktiv 97/67/EF, som suppleret

og ændret ved direktiv 2008/6/EF, samt proporti-

onalitetsprincippet og rimelighedsprincippet til

hinder for at anvende en national bestemmelse,

Transport-, Bygnings- og

Boligministeriet

Dom

31.05.18

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 701: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 25/5-18

nærmere bestemt artikel 6, stk. 1a, og artikel 10,

stk. 2, i lovdekret nr. 261/1999 samt artikel 11, stk.

1, litra f), og artikel 15, stk. 2, i »forordningen om

tilladelser, der giver ret til at udbyde posttjenester

til offentligheden« i bilag A til AGCOM’s afgørelse

nr. 129/15/CONS af 11. marts 2015 og artikel 9 i

ministeren for økonomisk udviklings dekret om

»fastsættelse af regler for proceduren for udstedelse

af tilladelser, der giver ret til at udbyde posttjene-

ster til offentligheden« af 29. juli 2015, for så vidt

som disse pålægger leverandørerne af vognmands-,

speditør- og kurertjenester at betale bidrag til ud-

ligningsfonden for befordringspligtydelser? 4) Er

EU-retten, og nærmere bestemt artikel 9, stk. 2, i

direktiv 97/67/EF, som suppleret og ændret ved

direktiv 2008/6/EF, til hinder for at anvende en

national bestemmelse, nærmere bestemt artikel 6

og 10 i lovdekret nr. 261/1999 samt artikel 11, stk.

1, litra f), og artikel 15, stk. 2, i »forordningen om

tilladelser, der giver ret til at udbyde posttjenester

til offentligheden«

i bilag A til AGCOM’s afgørelse

nr. 129/15/CONS af 11. marts 2015 og artikel 9 i

ministeren for økonomisk udviklings dekret om

»fastsættelse af regler for proceduren for udstedelse

af tilladelser, der giverret til at udbyde posttjenester

til offentligheden« af 29. juli 2015, for så vidtp som

de ikke indeholder nogen vurdering af tilfælde,

hvori et bidrag til udligningsfonden for omkostnin-

gerne til befordringspligtydelser kan anses for at

være passende, og ikke fastsætter anvendelsesregler,

der sondrer mellem de skattepligtiges subjektive

situation og situationen på markederne?

C-542/16

Länsförsäkringar Sak Försäkringsaktiebolag

e.a.

Sagen vedrører: 1 a) Omfatter [direktiv 2002/92]

virksomhed, hvor forsikringsformidleren ikke har

haft til hensigt at indgå en reel forsikringsaftale?

Har det nogen betydning om fraværet af en sådan

hensigt allerede forelå før eller først efter, at virk-

somheden blev indledt? 1 b) Har det

–

i den i

spørgsmål 1 a) anførte situation

–

nogen betydning

om formidleren ud over den fiktive virksomhed

også har drevet en reel forsikringsformidlingsvirk-

somhed? 1 c) Har det

–

stadig i den i spørgsmål 1

a) anførte situation

–

nogen betydning, at virksom-

heden udadtil fremstår for kunden som indledende

arbejde i forbindelse med indgåelse af forsikrings-

aftaler? Har kundens, velbegrundede eller ugrunde-

de, opfattelse af, hvorvidt der er tale om forsik-

ringsformidling, nogen betydning?

Wind Telecomunicazioni m.fl.

Sagen vedrører: 1) »Er artikel 8 og 9 i Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11.

maj 2005 til hinder for en fortolkning af de tilsva-

rende nationale gennemførelsesbestemmelser (og

navnlig henholdsvis artikel 24 og 25 i Codice del

consumo (lov om forbrug)), ifølge hvilken praksis

Erhvervsstyrelsen

Dom

31.05.18

Forenede

sager

C-54/17

C-55/17

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

31.05.18

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 701: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 25/5-18

fra en telefonoperatør, der består i udeladelse af

oplysninger vedrørende forhåndsindstilling af visse

telefontjenester (eksempelvis telefonsvarer eller

navigering på internettet) på SIM-kortet, og i sær-

deleshed såfremt telefonoperatøren ikke kan gøres

ansvarlig for yderligere særskilt konkret adfærd, kan

kvalificeres som »utilbørlig påvirkning« og således

som »aggressiv handelspraksis«, der kan forventes

»væsentligt« at indskrænke gennemsnitsforbruge-

rens valgfrihed eller adfærd?

2) Kan punkt 29 i bilag I til direktiv 2005/29/EF

[…] fortolkes således, at der foreligger »levering

uden forudgående anmodning«, såfremt en mobil-

telefonoperatør lader sin kunde betale tjenester i

form af telefonsvarer eller navigering på internettet

i en situation, som er kendetegnet ved

–

telefon-

operatøren på tidspunktet for indgåelse af kontrak-

ter om mobiltelefoni ikke korrekt har oplyst for-

brugeren om, at tjenesterne i form af telefonsvarer

og navigering på internettet er forhåndsindstillet på

SIMkortet, hvilket bevirker, at disse tjenester po-

tentielt kan benyttes af forbrugeren uden specifik

indstilling (setting),

–

forbrugeren for reelt at be-

nytte disse tjenester under alle omstændigheder skal

foretage de nødvendige handlinger (eksempelvis

indtaste nummeret på telefonsvareren eller betjene

de kommandoer, som aktiverer navigering på in-

ternettet),

–

operatøren ikke kan gøres ansvarlig

for dels den tekniske og operationelle fremgangs-

måde ved forbrugerens reelle brug af tjenesterne,

dels oplysningerne om disse fremgangsmåder og

prisen for tjenesterne, men udelukkende for den

omhandlede udeladelse af oplysninger vedrørende

forhåndsindstillingen af tjenesterne på SIM-kortet?

3) Er formålet med det »almindelige« direktiv

2005/29/EF i sin egenskab af »sikkerhedsnet« for

forbrugerbeskyttelse samt tiende betragtning til og

artikel 3, stk. 4, i samme direktiv 2005/29/EF til

hinder for nationale bestemmelser, hvorefter vur-

deringen af overholdelsen af særlige forpligtelser

ifølge sektordirektiv 2002/22/EF om forbrugerbe-

skyttelse henhører under anvendelsesområdet for

det almindelige direktiv 2005/29/EF om ukorrekt

handelspraksis, hvilket bevirker, at myndigheden

med kompetence til at iværksætte foranstaltninger

mod overtrædelser af sektordirektivet afskæres fra

at gribe ind i alle de tilfælde, hvor der også er tale

om ukorrekt/urimelig handelspraksis?

4) Skal specialitetsprincippet i artikel 3, stk. 4, i

direktiv 2005/29/EF opfattes som et princip, der

regulerer forholdene mellem lovgivninger (almin-

delig lovgivning og sektorlovgivninger), forholdene

mellem bestemmelser (almindelige bestemmelser

og specifikke bestemmelser) eller forholdene mel-

lem myndigheder med kompetence til regulering af

og tilsyn med de respektive sektorer?

5) Kan der kun være tale om begrebet »uoverens-

stemmelse« i artikel 3, stk. 4, i direktiv 2005/29/EF

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 701: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 25/5-18

i tilfælde af radikal modstrid mellem bestemmel-

serne i lovgivningen om ukorrekt handelspraksis og

andre EU-retlige bestemmelser, som regulerer

særlige sektorbaserede aspekter af handelspraksis,

eller er det tilstrækkeligt, at de pågældende be-

stemmelser indeholder en afvigende regulering fra

lovgivningen om ukorrekt handelspraksis i forhold

til den særlige karakter ved sektoren i et sådant

omfang, at der opstår en kollision mellem bestem-

melser (Normenkollision) i relation til en og sam-

me konkrete situation?

6) Henviser begrebet »fællesskabsregler« i artikel 3,

stk. 4, i direktiv 2005/29/EF kun til bestemmel-

serne i EU-retlige forordninger og direktiver samt

bestemmelserne til direkte gennemførelse heraf,

eller omfatter det også nationale lovgivnings- og

reguleringsbestemmelser, der gennemfører EUret-

lige principper?

7) Er dels specialitetsprincippet i tiende betragtning

til og artikel 3, stk. 4, i direktiv 2005/29/EF, dels

artikel 20 og 21 i direktiv 2002/22/EF samt artikel

3 og 4 i direktiv 2002/21/EF til hinder for en

fortolkning af de tilsvarendenationale gennemførel-

sesbestemmelser, hvorefter det antages, at den

almindelige lovgivning om ukorrekt handelspraksis

altid skal anvendes i alle tilfælde, hvor der i en

reguleret sektor

–

kendetegnet ved en »forbruger-

orienteret« sektorlovgivning og hvor den sektor-

specifikke myndighed er tildelt kompetencen til at

fastsætte regler og sanktioner

–

udvises en adfærd,

som kan henhøre under begrebet »aggressiv han-

delspraksis« som omhandlet i artikel 8 og 9 i direk-

tiv 2005/29/EF eller handelspraksis, »der under

alle omstændigheder betragtes som aggressiv« i

henhold til bilag I til direktiv 2005/29/EF, og dette

herunder i det tilfælde, hvor der foreligger en sek-

torlovgivning til forbrugerbeskyttelse, der er base-

ret på EU-retlige bestemmelser og fuldt ud regule-

rer samme »aggressive handelspraksis«, handels-

praksis, »der under alle omstændigheder betragtes

som aggressiv«, eller i alle tilfælde »ukorrekt han-

delspraksis«?

C-68/17

Sagen vedrører: 1) Skal artikel 4, stk. 2, andet led, i

Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000

om generelle rammebestemmelser om ligebehand-

ling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (heref-

ter »direktiv 2000/78/EF«) fortolkes således, at

kirken for en organisation som den, sagsøgte i den

foreliggende sag udgør, på bindende vis kan be-

stemme, at der for så vidt angår krav om en redelig

indstilling og loyal opførsel, som stilles til arbejds-

tagere i en ledende stilling, skelnes mellem arbejds-

tagere, der er medlemmer af kirken, og arbejdstage-

re, der er medlem i en anden kirke eller ikke er

medlem i nogen kirke? 2) Såfremt det første

spørgsmål besvares benægtende: a) Består der i den

foreliggende retstvist en pligt til at undlade at an-

Moderniseringsstyrelsen

31.05.18

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 701: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 25/5-18

vende en bestemmelse i national ret, her AGG’s §

9, stk. 2, hvorefter en sådan ulige behandling på

grund af arbejdstagerens konfession er begrundet i

henhold til kirkens selvforståelse? b) Hvilke betin-

gelser stilles der i henhold til artikel 4, stk. 2, andet

led, i direktiv 2000/78/EF til krav til arbejdstagere

i en kirke eller en anden organisation, der er nævnt

i denne bestemmelse, om, at disse har en redelig

indstilling til og er loyale over for organisationens

etik?

C-105/17

Kamenova

Sagen vedrører: Skal artikel 2, litra b), og litra d), i

Europa-Parlamentets

Rådets

direktiv

2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders

urimelige handelspraksis fortolkes således, at en

fysisk persons virksomhed, som på et websted er

registreret med henblik på salg af varer og samtidig

har offentliggjort i alt otte annoncer om salg af

forskellige varer via dette websted, er en erhvervs-

drivende som omhandlet i artikel 2, litra b), udgør

virksomheders handelspraksis over for forbrugerne

som omhandlet i artikel 2, litra d), og er omfattet af

direktivets anvendelsesområde i henhold til direkti-

vets artikel 3, stk. 1?

Groningen Seaports m.fl. mod Kommissionen

Påstande:

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sa-

gens omkostninger

Kaddour mod Rådet

Påstande:

—

Rådets afgørelse (FUSP) 2016/850 af

27. maj 2016 om ændring af afgørelse

2013/255/FUSP om restriktive foranstaltninger

over for Syrien og Rådets gennemførelsesforord-

ning (EU) 2016/840 af 27. maj 2016 om gennem-

førelse af forordning (EU) nr. 36/2012 om restrik-

tive foranstaltninger på baggrund af situationen i

Syrien, annulleres, for så vidt som de vedrører

og/eller henviser til sagsøgeren.

—

Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Consorzio di Garanzia dell'Olio Extra Vergine

di Oliva di Qualità mod Kommissionen

Påstande:

—

Der gives sagsøgeren medhold, hvor-

ved Kommissionen pålægges ansvar uden for kon-

traktforhold i henhold til artikel 268 og artikel 340,

stk. 2, TEUF.

—

Sagsøgeren tilkendes erstatning

for den materielle skade (lidt tab og tabt fortjene-

ste) og immateriel skade (på ry og omdømme), som

er påført sagsøgeren.

—

Kommissionen tilpligtes at

betale renter og morarenter.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sa-

gens omkostninger.

Wirtschaftsakademie Schleswig-Holstein

GmbH

Forbrugerombudsmanden

31.05.18

T-160/16

Udenrigsministeriet

Skatteministeriet

Dom

31.05.18

T-461/16

Erhvervsstyrelsen

Dom

31.05.18

T-163/17

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Dom

31.05.18

C-210/16

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Dom

05.06.18

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 701: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 25/5-18

Sagen vedrører: Skal artikel 2, litra d), i direktiv

95/46/EF 1 fortolkes således, at den endeligt og

udtømmende regulerer ansvaret for brud på data-

sikkerheden, eller bliver der inden for rammerne af

»de fornødne foranstaltninger« i henhold til artikel

24 i direktiv 95/46/EF og [af beføjelser til at kun-

ne] »gribe effektivt ind« i henhold til artikel 28, stk.

3, andet led, i direktiv 95/46/EF i flertrins infor-

mationsudbyderforhold plads til et ansvar for et

organ, som ikke er ansvarligt for databehandling i

den betydning, hvori udtrykket er anvendt i artikel

2, litra d), i direktiv 95/46/EF, ved valget af en

registerfører til dets informationsudbud?Kan det af

medlemsstaternes forpligtelse i henhold til artikel

17, stk. 2, i direktiv 95/46/EF til at fastsætte i

forbindelse med databehandling ved en registerfø-

rer, at »den registeransvarlige skal vælge en register-

fører, som frembyder den fornødne garanti med

hensyn til de tekniske sikkerhedsforanstaltninger og

organisatoriske foranstaltninger, der skal træffes«,

omvendt sluttes, at der ved andre udbyder/bruger-

relationer, som ikke er forbundet med databehand-

ling ved en registerfører som omhandlet i artikel 2,

litra e), i direktiv 95/46/EF, ikke består nogen

forpligtelse til at foretage et omhyggeligt valg, og at

det heller ikke kan begrundes efter national ret?Er

en tilsynsmyndighed i en medlemsstat (her: Tysk-

land) i tilfælde, hvor en moderkoncern, som er

hjemmehørende uden for Den Europæiske Union,

driver juridisk selvstændige virksomheder (datter-

selskaber) i forskellige medlemsstater, kompetent i

henhold til artikel 4, og artikel 28, stk. 6, i direktiv

95/46/EF til at udøve de beføjelser, der tillægges

den i overensstemmelse med artikel 28, stk. 3, i

direktiv 95/46/EF over for en virksomhed, der

ligger på medlemsstatens eget område, også i det

tilfælde, hvor denne virksomhed udelukkende har

til opgave at promovere salg af reklame og øvrige

marketingsforanstaltninger rettet mod indbyggerne

i denne medlemsstat, mens den selvstændige virk-

somhed (det datterselskab), der ligger i en anden

medlemsstat (her: Irland), ifølge koncernens inter-

ne opgavefordeling er eneansvarlig for indsamling

og behandling af personoplysninger på hele EU’s

område og dermed også i den anden medlemsstat

(her: Tyskland), når afgørelsen om databehandling

rent faktisk træffes af moderkoncernen?Skal artikel

4, stk. 1, litra a), og artikel 28, stk. 3, i direktiv

95/46/EF fortolkes således, at i tilfælde, hvor den

registeransvarlige er ejer af en virksomhed på én

medlemsstats område (her: Irland), og der findes en

yderligere juridisk selvstændig virksomhed på en

anden medlemsstats område (her: Tyskland), som

bl.a. har til opgave at sælge reklameplads og hvis

aktivitet er rettet mod indbyggerne i denne stat, kan

den kompetente tilsynsmyndighed i denne anden

medlemsstat (her: Tyskland) også rette foranstalt-

ninger og påbud til gennemførelse af reglerne om

databeskyttelse mod den anden virksomhed, som

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 701: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 25/5-18

ifølge den koncerninterne opgave- og ansvarsfor-

deling ikke er ansvarlig for databehandling (her: i

Tyskland), eller kan der i så fald kun træffes foran-

staltninger og gives påbud af tilsynsmyndigheden i

den medlemsstat (her: Irland), på hvis område det

koncerninterne ansvarlige organ har sit hjemsted?

Skal artikel 4, stk. 1, litra a), og artikel 28, stk. 3 og

6, i direktiv 95/46/EF fortolkes således, at i tilfæl-

de, hvor tilsynsmyndigheden i en medlemsstat (her:

Tyskland) i henhold til artikel 28, stk. 3, i direktiv

95/46/EF rejser krav mod en person eller et or-

gan, som er aktiv(t) på denne stats område, på

grund af manglende omhu ved valget af en tredje-

mand, som er involveret i databehandlingsproces-

sen (her: Facebook), fordi denne tredjemand over-

træder reglerne om databeskyttelse, er den tilsyns-

myndighed, der griber ind, (her: Tyskland) da bun-

det til den databeskyttelsesretlige vurdering hos

tilsynsmyndigheden i den anden medlemsstat, hvor

den for databehandlingen ansvarlige tredjemand

har sin virksomhed (her: Irland), i den forstand, at

den ikke må foretage en herfra afvigende retlig

vurdering, eller kan den indgribende tilsynsmyn-

dighed (her: Tyskland) foretage en selvstændig

undersøgelse af lovligheden af den databehandling,

som udføres af den tredjemand, der er etableret i

en anden medlemsstat (her: Irland), som et indle-

dende spørgsmål vedrørende dens egen indgriben?

For så vidt som den indgribende tilsynsmyndighed

(her: Tyskland) kan foretage en selvstændig efter-

prøvelse: Skal artikel 28, stk. 6, andet punktum, i

direktiv 95/46/EF fortolkes således, at denne

tilsynsmyndighed først må udøve de beføjelser,

som er tillagt den i henhold til artikel 28, stk. 3, i

direktiv 95/46/EF, til at gribe effektivt ind over

for en person eller et organ, der er etableret på

denne stats område, på grund af medansvar for

brud på datasikkerheden, som er begået af en i en

anden medlemsstat etableret tredjemand, når og

kun når den på forhånd har anmodet tilsynsmyn-

digheden i denne anden medlemsstat (her: Irland)

om at måtte udøve sine beføjelser?

C-574/16

Grupo Norte Facility

Sagen vedrører: 1) Med henblik på anvendelse af

ækvivalensprincippet mellem midlertidigt ansatte

og personer, der er i tidsubegrænset ansættelse, skal

ophør af ansættelseskontrakten på grund af »objek-

tive omstændigheder [circunstancias objetivas]« i

henhold til ET’s artikel 49, stk. 1, litra c), og ophør

af »objektive grunde [causas objetivas]« i henhold

til ET’s artikel 52, da anses for at være »sammen-

lignelige situationer«, således at forskellen på godt-

gørelsen i det ene og det andet tilfælde udgør en

ulige behandling af midlertidigt og tidsubegrænset

ansatte, der er ulovlig i henhold til Rådets direktiv

1999/70/EF af 28. juni 1999 om rammeaftalen

vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået

af EFS, UNICE og CEEP? 2) Hvis dette er tilfæl-

Moderniseringsstyrelsen

Dom

05.06.18

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 701: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 25/5-18

det, kan da de socialpolitiske formål, der lå til

grund for indførelsen af en deltidskontrakt, ligele-

des begrunde en forskelsbehandling i henhold til

den nævnte rammeaftales § 4, stk. 1, når der udbe-

tales en mindre gunstig godtgørelse i forbindelse

med ophøret af et ansættelsesforhold, og det står

arbejdsgiveren frit for at vælge, om deltidskontrak-

ten skal være tidsbegrænset? 3) Såfremt det antages,

at der ikke foreligger nogen rimelig begrundelse i

henhold til § 4, stk. 1, skal direktiv 1999/70, med

henblik på at sikre dette direktivs effektive virk-

ning, da fortolkes således, at den ulige behandling

af midlertidigt ansatte og fastansatte i henhold til

den nævnte spanske lovgivning i forbindelse med

en godtgørelse for kontraktens ophør udgør en

forskelsbehandling, der er ulovlig i henhold til

chartrets artikel 21, idet den er i strid med ligebe-

handlingsprincippet og princippet om forbud mod

forskelsbehandling, der udgør en del af EU-rettens

grundlæggende principper?

C-673/16

Coman e.a.

Sagen vedrører: 1. Omfatter begrebet »ægtefælle« i

artikel 2, stk. 2, litra a), i direktiv 2004/38/[EF],

sammenholdt med artikel 7, 9, 21 og 45 i Den

Europæiske Unions charter om grundlæggende

rettigheder, en unionsborgers samkønnede ægtefæl-

le fra et tredjeland med hvem den pågældende

unionsborger lovligt har indgået ægteskab i hen-

hold til loven i en anden medlemsstat end værts-

medlemsstaten? 2. Hvis det første spørgsmål be-

svares bekræftende, kræver artikel 3, stk. 1, og

artikel 7, stk. 1, i direktiv 2004/38/[EF], sammen-

holdt med artikel 7, 9, 21 og 45 i Den Europæiske

Unions charter om grundlæggende rettigheder, da

at værtsmedlemsstaten tildeler en ret til ophold på

medlemsstatens område eller til ophold i mere end

tre måneder til en unionsborgers samkønnede

ægtefælle? 3. Hvis det første spørgsmål besvares

benægtende, kan en unionsborgers samkønnede

ægtefælle fra et tredjeland med hvem den pågæl-

dende unionsborger lovligt har indgået ægteskab i

henhold til loven i en anden medlemsstat end

værtsmedlemsstaten, da henhøre under »alle andre

familiemedlemmer […]« i henhold til artikel 3, stk.

2, litra a), i direktiv 2004/38/[EF] eller betragtes

som »den partner, med hvem unionsborgeren har

en behørigt dokumenteret varig tilknytning« i hen-

hold til artikel 3, stk. 2, litra b), i direktiv

2004/38/[EF], med den heraf følgende forpligtelse

for værtsmedlemsstaten til at lette indrejse og op-

hold for den pågældende, selv om værtsmedlems-

staten hverken anerkender samkønsægteskaber

eller fastlægger nogen som helst anden form for

retlig anerkendelse, såsom registrerede partnerska-

ber? 4. Hvis det tredje spørgsmål besvares bekræf-

tende, kræver artikel 3, stk. 2, og artikel 7, stk. 2, i

direktiv 2004/38/[EF], sammenholdt med artikel

7, 9, 21 og 45 i Den Europæiske Unions charter

Udenrigsministeriet

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

Dom

05.06.18

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 701: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 25/5-18

om grundlæggende rettigheder, da at værtsmed-

lemsstaten tildeler en ret til ophold på medlemssta-

tens område eller til ophold i mere end tre måneder

til en unionsborgers samkønnede ægtefælle?

C-677/16

Montero Mateos

Sagen vedrører: Skal § 4, stk. 1, i rammeaftalen

vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået

af EFS, UNICE og CEEP, og som er vedhæftet

Rådets direktiv 1999/70/EF, fortolkes således, at

ophøret af en midlertidig vikarkontrakt med hen-

blik på besættelse af en ledig stilling på grund af

udløbet af den varighed, der gav anledning til ind-

gåelse af kontrakten mellem arbejdsgiveren og

arbejdstageren, udgør en objektiv grund, der gør

det berettiget, at den nationale lovgiver for et så-

dant tilfælde ikke har fastsat nogen godtgørelse ved

kontraktens udløb, mens der for en sammenlignelig

fastansat arbejdstager, der er blevet afskediget af en

objektiv grund, er fastsat en godtgørelse på 20 dage

pr. ansættelsesår?

Klohn

Sagen vedrører: 5.1 Kan bestemmelserne vedrø-

rende »ikke uoverkommeligt dyre« i artikel 10a i

direktivet om offentlig deltagelse potentielt finde

anvendelse i en sag som den foreliggende, hvor den

byggetilladelse, der er anfægtet i sagen, blev ind-

rømmet inden [org. s. 15] gennemførelsesdatoen

for dette direktiv, og hvor sagen vedrørende den

relevante byggetilladelse også var blevet iværksat

inden denne dato? Finder bestemmelserne vedrø-

rende »ikke uoverkommeligt dyre« i artikel 10a i

direktivet om offentlig deltagelse da potentielt

anvendelse på alle omkostninger, der er opstået

under sagen, eller kun på omkostninger, der er

opstået efter gennemførelsesdatoen? 5.2 Har en

national domstol, som har skønsbeføjelser med

hensyn til at tilpligte en tabende part til at betale

sagens omkostninger, hvis den pågældende med-

lemsstat ikke har vedtaget en specifik retsakt til

gennemførelse af artikel 10a i direktivet om offent-

lig deltagelse, når den træffer en afgørelse om at

pålægge sagsomkostninger i sager, der er omfattet

af denne bestemmelse, pligt til at sikre, at den på-

gældende afgørelse ikke gør sagen »uoverkomme-

ligt dyr«, enten fordi de omhandlede bestemmelser

har direkte virkning, eller fordi den berørte med-

lemsstats domstol har pligt til at fortolke det natio-

nale procesreglement på en sådan måde, at det i

videst muligt omfang er i overensstemmelse med

formålene med artikel 10a 5.3 Når en afgørelse om

at pålægge omkostninger ikke indeholder nogen

begrænsninger og i henhold til national ret må

anses for endelig, da der ikke foreligger en klage,

kræves det da i henhold til EU-retten, at:a) en

taxing master, som ifølge national ret er pålagt

opgaven med at fastsætte den vindende parts rime-

lige sagsomkostninger, eller b) en domstol, der skal

Moderniseringsstyrelsen

Dom

05.06.18

C-167/17

Erhvervsministeriet

Miljø- og

Fødevareministeriet

Nævnenes Hus

05.06.18

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 701: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 25/5-18

prøve en sådan afgørelse truffet af en taxing ma-

ster, alligevel forpligtes til at fravige ellers gældende

bestemmelser i den nationale lovgivning og fastsæt-

ter de sagsomkostninger, der skal pålægges, på en

sådan måde, at de pålagte omkostninger ikke gør

sagen uoverkommeligt dyr?

C-234/17

XC e.a.

Sagen vedrører: Skal EU-retten, navnlig artikel 4,

stk. 3, TEU sammenholdt med de deraf afledte

principper om ækvivalens og effektivitet, fortolkes

således, at Oberster Gerichtshof (den øverste dom-

stol) i henhold hertil er forpligtet til efter begæring

fra en berørt at foretage efterprøvelse af en rets-

kraftig afgørelse afsagt af en kriminalret for så vidt

angår en angivelig krænkelse af EU-retten (konkret:

grundrettighedschartrets artikel 50 og Schengen-

gennemførelseskonventionens artikel 54), når

national ret (§ 363a i Strafprozeßordnung, østrigsk

strafferetsplejelov, herefter »StPO«) alene giver

mulighed for at foretage en sådan efterprøvelse i

forbindelse med en angivelig krænkelse af EMRK

eller en tillægsprotokol hertil?

Nooren

Sagen vedrører: 1) Har unionslovgiver i artikel 70,

71 og 72 i Kommissionens forordning (EF) nr.

1122/2009 af 30. november 2009 om gennemfø-

relsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr.

73/2009 for så vidt angår krydsoverensstemmelse,

graduering og det integrerede forvaltnings- og

kontrolsystem inden for rammerne af de ordninger

for direkte støtte til landbrugerne, som er omhand-

let i nævnte forordning, og om gennemførelsesbe-

stemmelser til Rådets forordning (EF) nr.

1234/2007 for så vidt angår krydsoverensstemmel-

se inden for rammerne af støtteordningen for vin

fastsat en mulighed for

–

som i den foreliggende

sag, hvor der er tale om flere misligholdelser på det

samme krydsoverensstemmelsesområde– at addere

støttenedsættelserne på grund af gentagen mislig-

holdelse og ikkegentagen misligholdelse af kryds-

overensstemmelsesforpligtelser i tilfælde, hvor der

er tale om dels uagtsom misligholdelse, dels forsæt-

lig misligholdelse heraf? 2) Såfremt spørgsmål 1)

besvares bekræftende, hvilken bestemmelse udgør

da hjemlen for denne addition, og hvorledes er

beregningsmåden? 3) Såfremt spørgsmål 1) besva-

res benægtende, findes der da en hjemmel herfor

andetsteds i EU-retten?

Bastei Lübbe

Sagen vedrører: 1. Skal artikel 8, stk. 1 og 2, sam-

menholdt med artikel 3, stk. 1, i direktiv

2001/29/EF fortolkes således, at der stadig er tale

om »effektive og afskrækkende sanktioner ved

overtrædelser af retten til tilrådighedsstillelse af et

værk for almenheden«, når et erstatningsansvar for

indehaveren af den internetforbindelse, ved hjælp

af hvilken der er begået overtrædelser af ophavsret-

Udenrigsministeriet

05.06.18

C-667/16

Miljø- og

Fødevareministeriet

Dom

06.06.18

C-149/17

Kulturministeriet

Patent- og

Varemærkestyrelsen

06.06.18

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 701: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 25/5-18

ten ved fildeling, bortfalder, såfremt forbindelses-

indehaveren nævner mindst et familiemedlem, som

foruden den pågældende selv havde adgang til

denne internetforbindelse, uden at have undersøgt

og meddelt nærmere detaljer vedrørende tidspunk-

tet for og arten af dette familiemedlems brug af

internettet? 2. Skal artikel 3, stk. 2, i direktiv

2004/48/EF fortolkes således, at der stadig er tale

om »effektive foranstaltninger for at sikre håndhæ-

velsen af de intellektuelle ejendomsrettigheder«, når

et erstatningsansvar for indehaveren af den inter-

netforbindelse, ved hjælp af hvilken der er begået

overtrædelser af ophavsretten ved fildeling, bort-

falder, såfremt forbindelsesindehaveren nævner

mindst et familiemedlem, som foruden den pågæl-

dende selv havde adgang til denne internetforbin-

delse, uden at have undersøgt og meddelt nærmere

detaljer vedrørende tidspunktet for og arten af

dette familiemedlems brug af internettet?

C-186/17

Flightright

Sagen vedrører: Kan der også foreligge en kom-

pensationsret i henhold til artikel 7 i forordning

(EF) nr. 261/2004, når en luftfartspassager som

følge af en relativt kort forsinkelse i forhold til det

planlagte ankomsttidspunkt ikke når en direkte

tilsluttet flyforbindelse, og dette medfører en for-

sinket ankomst til det endelige bestemmelsessted

på tre timer eller mere, men de to flyvninger blev

varetaget af forskellige luftfartsselskaber, og reser-

vationen blev foretaget af en arrangør, der foretog

reservationen af hele flyrejsen via et andet luftfarts-

selskab?

The Scotch Whisky Association

Sagen vedrører: 1. Kræver en »indirekte kommerci-

el brug« af en registreret geografisk betegnelse for

spiritus i henhold til artikel 16, litra a), i forordning

(EF) nr. 110/2008, at den registrerede geografiske

betegnelse anvendes i identisk eller fonetisk

og/eller optisk lignende form, eller er det tilstræk-

keligt, at den omtvistede del af tegnet hos den

relevante kundekreds vækker en association af en

hvilken som helst art til den registrerede geografi-

ske betegnelse eller det geografiske område? Så-

fremt sidstnævnte er tilfældet: Spiller det da også en

rolle i forbindelse med vurderingen af, om der

foreligger en »indirekte kommerciel brug«, i hvilken

sammenhæng den omtvistede bestanddel af tegnet

er indføjet, eller kan denne sammenhæng ikke

modvirke en indirekte kommerciel brug af den

registrerede geografiske betegnelse, selv om den

omtvistede bestanddel af tegnet er ledsaget af en

angivelse af produktets virkelige oprindelse? 2.

Kræver en »antydning« af en registreret geografisk

betegnelse i henhold til artikel 16, litra b), i forord-

ning (EF) nr. 110/2008, at der foreligger fonetisk

og/eller optisk lighed mellem den registrerede

geografiske betegnelse og den omtvistede bestand-

Transport-, Bygnings- og

Boligministeriet

06.06.18

C-44/17

Miljø- og

Fødevareministeriet

Patent- og

Varemærkestyrelsen

Dom

07.06.18

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 701: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 25/5-18

del af tegnet, eller er det tilstrækkeligt, at den om-

tvistede del af tegnet hos den relevante kundekreds

vækker en association af en hvilken som helst art til

den registrerede geografiske betegnelse eller det

geografiske område? Såfremt sidstnævnte er tilfæl-

det: Spiller det da også en rolle i forbindelse med

vurderingen af, om der foreligger en »antydning«, i

hvilken sammenhæng den omtvistede bestanddel af

tegnet er indføjet, eller kan denne sammenhæng

ikke modvirke en antydning i kraft af den omtvi-

stede bestanddel af tegnet, selv om den omtvistede

bestanddel af tegnet er ledsaget af en angivelse af

produktets virkelige oprindelse? 3. Spiller det en

rolle i forbindelse med vurderingen af, om der

foreligger en »anden falsk eller vildledende angivel-

se« i henhold til artikel 16, litra c), i forordning nr.

110/2008, i hvilken sammenhæng den omtvistede

bestanddel af tegnet er indføjet, eller kan denne

sammenhæng ikke modvirke en vildledende angi-

velse, selv om den omtvistede bestanddel af tegnet

er ledsaget af en angivelse af produktets virkelige

oprindelse?

C-295/17

MEO

–

Serviços de Comunicações e

Multimédia

Sagen vedrører: 1) Skal artikel 2, stk. 1, litra c),

artikel 64, stk. 1, artikel 66, litra a), og artikel 73 i

direktiv 2006/112/EF fortolkes således, at en

telekommunikationsoperatør (tv, internet, mobilnet

og fastnet) er merværdiafgiftspligtig for opkræv-

ninger af et på forhånd bestemt beløb fra sine

kunder, når en kontrakt med forpligtelse til et

abonnement af en bestemt varighed (bindingsperi-

ode) ophæves af en årsag, der kan tilregnes kunden,

inden denne periode er udløbet, idet dette beløb

svarer til værdien af den månedlige grundydelse,

som kunden skulle betale i henhold til kontrakten

multipliceret med det antal månedlige ydelser, der

mangler, indtil bindingsperioden udløber, i et til-

fælde hvor det pågældende beløb faktureres, og

operatørens levering af tjenesterne er ophørt, når

det fakturerede beløb opkræves, og uafhængigt af

om beløbet betales, såfremt: a. Det kontraktmæssi-

ge formål med det fakturerede beløb er at afskræk-

ke kunden fra ikke at opfylde den bindingsperiode,

som han har forpligtet sig til, og at betale erstatning

for det tab, som operatøren lider som følge af

misligholdelsen af bindingsperioden

–

nærmere

bestemt for en fratagelse af den fortjeneste, som

han ville have opnået, hvis kontrakten havde været

gældende indtil afslutningen af den nævnte periode

–

som følge af aftalen om indgåelse af lavere priser,

levering af gratis eller billigere udstyr eller andre

tilbud samt som følge af udgifter til reklame og

tiltrækning af kunder. b. De kontrakter med bin-

dingsperiode, som blev indgået, gav et højere ve-

derlag til formidlerne end ved de kontrakter uden

binding, som disse formidlede, eftersom størrelsen

af vederlaget til formidlerne i begge tilfælde (dvs. i

Skatteministeriet

07.06.18

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 701: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 25/5-18

kontrakter med og uden binding) blev beregnet på

grundlag af størrelsen af den månedlige ydelse, der

var fastsat i de formidlede kontrakter. c. Det faktu-

rerede beløb i henhold til national ret kan kvalifice-

res som en bod. 2) Såfremt en eller flere dele af det

første spørgsmål ikke foreligger, kan svaret

herpå da ændres?

C-300/17

Hochtief

Sagen vedrører: 1. Er EU-retten til hinder for en

processuel bestemmelse i en medlemsstat,

hvorefter muligheden for at gøre et hvilket som

helst civilretligt krav gældende på grundlag af en

overtrædelse af en retsforskrift på området for

indgåelse af offentlige kontrakter betinges af, at

klagenævnet for offentlige udbud eller en domstol,

som behandler et søgsmål til prøvelse af en afgørel-

se fra klagenævnet for offentlige udbud, endeligt

fastslår, at der har fundet en overtrædelse af rets-

forskriften sted? 2. Kan en bestemmelse i en med-

lemsstat, hvorefter muligheden for at gøre et krav

om skadeserstatning gældende betinges af, at kla-

genævnet for offentlige udbud eller en domstol,

som behandler et søgsmål til prøvelse af en afgørel-

se fra klagenævnet for offentlige udbud, endeligt

fastslår, at der har fundet en overtrædelse af rets-

forskriften sted, erstattes af en anden bestemmelse

i henhold til EU-retten? Er det med andre ord

muligt for den skadelidte at godtgøre overtrædelsen

af bestemmelsen på anden vis? 3. Er det inden for

rammerne af en sag, som er anlagt med henblik på

at opnå skadeserstatning, i strid med EU-retten, og

navnlig med principperne om effektivitet og ækvi-

valens, eller kan det have en virkning, som er i strid

med denne ret eller disse principper, at en proces-

suel bestemmelse i en medlemsstat alene tillader en

retslig anfægtelse af en administrativ afgørelse på

grundlag af de retlige argumenter, der er blevet

fremført i sagen ved klagenævnet for offentlige

udbud, selv i det tilfælde hvor den skadelidte som

begrundelse for den påberåbte overtrædelse af

retsforskriften alene kan gøre gældende, at ved-

kommendes udelukkelse på grund af en interesse-

konflikt var ulovlig i henhold til Den Europæiske

Unions Domstols faste praksis, og dette således

medfører udelukkelse fra proceduren for indgåelse

af den offentlige kontrakt af en anden årsag i over-

ensstemmelse med reglerne for proceduren med

forhandling, idet der i så fald har fundet en tilpas-

ning af tilbuddet sted?

Mardi talu

Sagen vedrører: 1) Er kravet om at bevare stengra-

ve, som en medlemsstat stiller til den, der ansøger

om generel arealbetaling samt betaling for land-

brugsmetoder, der er til gavn for klimaet og miljø-

et, og hvis manglende overholdelse udløser anven-

delse af den i artikel 39 i Kommissionens delegere-

de forordning nr. 640/2014 fastsatte administrative

Erhvervsministeriet

Nævnenes hus

07.06.18

C-435/17

Miljø- og

Fødevareministeriet

07.06.18

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 701: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 25/5-18

sanktion i form af reduktion af betalingerne med

3%, i overensstemmelse med artikel 93, stk. 1, og

artikel 94 i Europa-Parlamentets og Rådets forord-

ning nr. 1306/2013 samt de i bilag II til denne

forordning fastsatte minimumskrav? 2) Såfremt det

første spørgsmål besvares benægtende: Skal den,

der ansøger om generel arealbetaling samt betaling

for landbrugsmetoder, der er til gavn for klimaet og

miljøet i henhold til artikel 72, stk. 1, litra a), artikel

91, stk. 1 og 2, artikel 93, stk. 1, og artikel 94 i

Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr.

1306/2013 samt artikel 4, stk. 1, litra b), c) og e), i

Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr.

1307/2013, opretholde god landbrugs- og miljø-

mæssig stand på hele sin landbrugsbedrift

–

for at

undgå, at en administrativ sanktion finder anven-

delse

–

eller kun på det landbrugsareal, for hvilket

der konkret ansøges om betaling?

C-463/17

Ori Martin mod Den Europæiske Unions

Domstol (appel)

Påstande:

—

Rettens kendelse om afvisning i sag

T-797/16 (Ori Martin spa mod Den Europæiske

Unions Domstol) omgøres, og det fastslås, at

Domstolen (Sjette Afdeling) i sag C-490/15P og C-

505/15P, (EU:C:2016:678), tilsidesatte ORI’s ret til

en retfærdig rettergang som omhandlet i artikel 47 i

Den Europæiske Unions charter om grundlæggen-

de rettigheder, og Domstolen tilpligtes at betale

erstatning herfor.

Buccioni

Sagen vedrører: a) Er gennemsigtighedsprincippet,

som klart fastlagt i artikel 15 i den konsoliderede

udgave af traktaten om Den Europæiske Union,

under hensynstagen til princippets ufravigelige

generelle formål, idet princippet skal forstås såle-

des, at det kan reguleres ved de i stk. 3 fastsatte

retskilder eller tilsvarende, hvis indhold kan give

udtryk for et for vidtgående skøn, der ikke har

hjemmel i en trinhøjere EU-retlig retskilde, hvoref-

ter der forudgående skal fastsættes ufravigelige

minimumsprincipper, til hinder for en tilsvarende

restriktiv fortolkning af EU-bestemmelserne om

tilsyn med kreditinstitutter i et sådant omfang, at

den udhuler gennemsigtighedsprincippet også i

tilfælde, hvor interessen i aktindsigt er baseret på

grundlæggende interesser hos den berørte person,

som åbenbart svarer til dem, med hensyn til hvilke

der gælder undtagelser, i positiv retning, fra de i

sektoren gældende begrænsninger? b) Skal artikel

22, stk. 2, og artikel 27, stk. 1, i Rådets forordning

(EU) nr. 1024/2013 af 15. oktober 2013 om over-

dragelse af specifikke opgaver til Den Europæiske

Centralbank i forbindelse med politikker vedrøren-

de tilsyn med kreditinstitutter i konsekvens heraf

ikke fortolkes således, at de regulerer tilfælde af

ikke undtagelsesvis karakter, hvor myndighederne

kan fravige tavshedspligten og give adgang til do-

Udenrigsministeriet

Dom

07.06.18

C-594/16

Finansministeriet

Finanstilsynet

12.06.18

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 701: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 25/5-18

kumenterne, men at disse bestemmelser snarere

skal fortolkes i lyset af de mere omfattende formål i

artikel 15 i den konsoliderede udgave af traktaten

om Den Europæiske Union, og at de som sådanne

kan knyttes til et generelt princip i EU-retten, ifølge

hvilket retten til aktindsigt ikke kan indskrænkes,

under hensyntagen til en rimelig og forholdsmæssig

afvejning mellem kravene i kreditsektoren og de

grundlæggende interesser hos den opsparer, som er

berørt af et tilfælde af burden sharing, på grundlag

af de relevante faktiske omstændigheder som fast-

slået af en tilsynsmyndighed, som har de samme

organisatoriske træk og kompetencer i sektoren

som Den Europæiske Centralbank? c) Skal artikel

53 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at

udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn

med kreditinstitutter og investeringsselskaber, om

ændring af direktiv 2002/87/EF og om ophævelse

af direktiv 2006/48/EF og 2006/49/EF (EØS-

relevant tekst) og de nationale bestemmelser, der er

i overensstemmelse med denne artikel, på denne

baggrund afvejes mod de øvrige i spørgsmål a)

anførte EU-retlige bestemmelser og principper

fortolkes således, at aktindsigt

–

hvor anmodningen

herom er fremsat på et tidspunkt, efter kreditinsti-

tuttet er trådt i administrativ tvangslikvidation

–

også er tilladt, såfremt den berørte person ikke kun

anmoder om aktindsigt under civile sager eller

handelssager, som reelt er blevet anlagt med hen-

blik på beskyttelse af formuemæssige interesser, der

er blevet krænket som følge af, at kreditinstituttet

er trådt i administrativ tvangslikvidation, men også

såfremt den berørte person

–

netop med henblik

på at klarlægge den konkrete mulighed for et posi-

tivt udfald af disse civile sager og handelssager

–

forud for anlæggelse heraf indleder en procedure

for en retsinstans, som af staten er tildelt kompe-

tencen til at beskytte retten til aktindsigt og gen-

nemsigtighed netop med henblik på fuld beskyttel-

se af retten til forsvar og sagsanlæg, i særdeleshed

når der er tale om en opsparer, som allerede har

lidt tab som følge af burden sharing i forbindelse

med insolvensproceduren vedrørende det kreditin-

stitut, hvor opspareren havde deponeret sin opspa-

ring?

C-530/16

Europa-Kommissionen mod Republikken

Polen

Påstande:

—

Det fastslås, at Republikken Polen har

tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 16,

stk. 1, og artikel 21, stk. 1, i Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv 2004/49/EF af 29. april 2004

om jernbanesikkerhed i EU og om ændring af

Rådets direktiv 95/18/EF om udstedelse af li-

censer til jernbanevirksomheder og direktiv

2001/14/EF om tildeling af jernbaneinfrastruktur-

kapacitet og opkrævning af afgifter for brug af

jernbaneinfrastruktur samt sikkerhedscertificering

Transport-, Bygnings- og

Boligministeriet

Dom

13.06.18

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 701: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 25/5-18

(1), idet

—

den ikke har truffet de foranstaltninger,

der er nødvendige for at sikre, at sikkerhedsmyn-

digheden er uafhængig af alle jernbanevirksomhe-

der, infrastrukturforvaltere, ansøgere om sikker-

hedscertifikater og ordregivere, og

—

den ikke har

truffet de foranstaltninger, der er nødvendige for at

sikre, at undersøgelsesorganet er uafhængigt af

jernbanevirksomheder og infrastrukturforvaltere

—

Republikken Polen tilpligtes at betale sagens

omkostninger.

C-683/16

Deutscher Naturschutzring, Dachverband der

deutschen Natur- und Umweltschutzverbände

e.V.

Sagen vedrører: 1. Skal artikel 11 i Europa-

Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.

1380/2013 af 11. december 2013 om den fælles

fiskeripolitik, ændring af Rådets forordning (EF)

nr. 1954/2003 og (EF) nr. 1224/2009 og ophævel-

se af Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 og

(EF) nr. 639/2004 samt Rådets afgørelse

2004/585/EF fortolkes således, at den er til hinder

for en medlemsstats foranstaltninger for farvande,

der hører under dennes højhedsområde og jurisdik-

tion, der er nødvendige for at leve op til medlems-

statens forpligtelser i henhold til artikel 6 i Rådets

direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring

af naturtyper samt vilde dyr og planter, som har

indvirkning på fiskerfartøjer fra andre medlemssta-

ter, og hvormed der indføres et omfattende forbud

mod erhvervsfiskeri i Natura 2000-områder med

bundberørende fiskeredskaber og bundsat garn

(»hildings- og indfiltringsgarn«)? Navnlig ønskes

følgende oplyst: a) Skal artikel 11 i Europa-

Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.

1380/2013 af 11. december 2013 om den fælles

fiskeripolitik, ændring af Rådets forordning (EF)

nr. 1954/2003 og (EF) nr. 1224/2009 og ophævel-

se af Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 og

(EF) nr. 639/2004 samt Rådets afgørelse

2004/585/EF fortolkes således, at forbuddet mod

de i det første spørgsmål nævnte fangstmetoder er

omfattet af begrebet »bevarelsesforanstaltninger«?

b) Skal artikel 11 i Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EU) nr. 1380/2013 af 11. december

2013 om den fælles fiskeripolitik, ændring af Rå-

dets forordning (EF) nr. 1954/2003 og (EF) nr.

1224/2009 og ophævelse af Rådets forordning

(EF) nr. 2371/2002 og (EF) nr. 639/2004 samt

Rådets afgørelse 2004/585/EF fortolkes således, at

begrebet »andre medlemsstaters fiskerfartøjer« også

omfatter de fiskerfartøjer fra en anden medlems-

stat, som sejler under medlemsstaten Forbundsre-

publikken Tysklands flag? c) Skal artikel 11 i Euro-

pa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.

1380/2013 af 11. december 2013 om den fælles

fiskeripolitik, ændring af Rådets forordning (EF)

nr. 1954/2003 og (EF) nr. 1224/2009 og ophævel-

se af Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 og

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Fiskeristyrelsen

Dom

13.06.18

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 701: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 25/5-18

(EF) nr. 639/2004 samt Rådets afgørelse

2004/585/EF fortolkes således, at udtrykket »op-

fylder målsætningerne for den relevante EUlovgiv-

ning « også omfatter sådanne foranstaltninger

vedtaget af medlemsstaten, som blot fremmer de

målsætninger, der er nævnt i den nævnte EU-

lovgivning? 2. Skal artikel 11 i Europa-Parlamentets

og Rådets forordning (EU) nr. 1380/2013 af 11.

december 2013 om den fælles fiskeripolitik, æn-

dring af Rådets forordning (EF) nr. 1954/2003 og

(EF) nr. 1224/2009 og ophævelse af Rådets for-

ordning (EF) nr. 2371/2002 og (EF) nr. 639/2004

samt Rådets afgørelse 2004/585/EF fortolkes

således, at den er til hinder for en medlemsstats

foranstaltninger for farvande, der hører under

dennes højhedsområde eller jurisdiktion, der er

nødvendige for at leve op til medlemsstatens for-

pligtelser i henhold til Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om

miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og af-

hjælpning af miljøskader? 3. Såfremt det første og

det andet præjudicielle spørgsmål besvares alterna-

tivt eller kumulativt benægtende: Er EU’s enekom-

petence på området for bevarelse af havets biologi-

ske ressourcer inden for rammerne af den fælles

fiskeripolitik i henhold til artikel 3, stk. 1, litra d), i

traktaten om Den Europæiske Unions funktions-

måde til hinder for, at medlemsstaten kan vedtage

de førnævnte foranstaltninger?

C-213/17

Sagen vedrører: 1. Skal Dublinforordningens artikel

23, stk. 3, fortolkes således, at Italien er blevet

ansvarlig for behandlingen af den ansøgning om

international beskyttelse, som sagsøgeren indgav i

dette land den 23. oktober 2014, uanset den om-

stændighed, at Nederlandene var den primært

ansvarlige medlemsstat på grundlag af tidligere

indgivne ansøgninger til dette land om international

beskyttelse som omhandlet i Dublinforordningens

artikel 2, litra d), og den senest indgivne ansøgning

på dette tidspunkt stadig var under behandling i

Nederlandene, idet afdelingen for forvaltningsretli-

ge sager ved Raad van State endnu ikke havde

afgjort den af sagsøgeren indgivne appel til efter-

prøvelse af den i præmis 1.3. nævnte dom fra

rechtbank af 7. juli 2014? [Udelades] 2. Følger det

af Dublinforordningens artikel 18, stk. 2, at den

ansøgning om international beskyttelse, der stadig

var under behandling af de nederlandske myndig-

heder, da tilbagetagelsesanmodningen blev fremsat

den 5. marts 2015, straks efter fremsættelsen af

tilbagetagelsesanmodningen skulle have været udsat

og efter udløbet af fristen i artikel 24 stoppet af de

nederlandske myndigheder i den forstand, at de

trak anmodningen tilbage eller ændrede den tidlige-

re afgørelse af 11. juni 2014 med afslag på asylan-

søgningen af 4. juni 2014? [Udelades] 3. Såfremt

spørgsmål 2 besvares bekræftende, er ansvaret for

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

13.06.18

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 701: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 25/5-18

behandlingen af sagsøgerens ansøgning om inter-

national beskyttelse da ikke gået over til Italien men

forblevet hos de nederlandske myndigheder, fordi

sagsøgte ikke trak afgørelsen af 11. juni 2014 tilba-

ge eller ændrede den? [Udelades] 4. Har de neder-

landske myndigheder ved at undlade at oplyse, at

den anden asylansøgning stadig var under appel

ved afdelingen for forvaltningsretlige sager ved

Raad van State, tilsidesat deres forpligtelse efter

Dublinforordningens artikel 24, stk. 5, til at give de

italienske myndigheder de oplysninger, der sætter

dem i stand til at kontrollere, om denne stat er

ansvarlig på grundlag af kriterierne i denne forord-

ning? [Udelades] 5. Såfremt spørgsmål 4 besvares

bekræftende, fører denne undladelse da til den

konklusion, at ansvaret for behandlingen af sagsø-

gerens ansøgning om international beskyttelse ikke

er overgået til Italien, men stadig påhviler Neder-

landene? [Udelades] 6. Såfremt ansvaret ikke for-

blev hos Nederlandene, havde de nederlandske

myndigheder i forbindelse med sagsøgerens over-

givelse fra Italien til Nederlandene i sammenhæng

med hans straffesag da på grundlag af Dublinfor-

ordningens artikel 17, stk. 1, og uanset forordnin-

gens artikel 3, stk. 1, skullet behandle den ansøg-

ning om international beskyttelse, som sagsøgeren

havde indgivet i Italien, og burde de, i fortsættelse

heraf, af rimelighedshensyn have undladt at gøre

brug af hjemlen i Dublinforordningens artikel 24,

stk. 1, til at anmode de italienske myndigheder om

at tage sagsøgeren tilbage?

C-169/17

Asociación Nacional de Productores de

Ganado Porcino

Sagen vedrører: 1. Skal artikel 34 [TEUF] og artikel

35 TEUF fortolkes således, at de er til hinder for

en national bestemmelse som artikel 8, stk. 1, i

kongeligt dekret 4/2014 af 10. januar 2014 om

godkendelse af en kvalitetsstandard for iberisk kød,

skinke, bov og kam, som undergiver anvendelsen

af udtrykket »ibérico« på varer, som forarbejdes

eller markedsføres i Spanien, den betingelse, at

opdrættere af svin af den iberiske race i intensive

»de cebo«-bedrifter udvider det samlede mini-

mumsgulvareal for hvert dyr på mere end 110 kilo i

levende vægt til 2 m2, selv om det

–

i givet fald

–

godtgøres, at formålet med nævnte foranstaltning

er at forbedre kvaliteten af de varer, som bestem-

melsen henviser til? 2. Skal artikel 3, stk. 1, litra a), i

Rådets direktiv 2008/120 af 18. december 2008 om

fastsættelse af mindstekrav med hensyn til beskyt-

telse af svin, sammenholdt med direktivets artikel

12, fortolkes således, at den er til hinder for en

national bestemmelse som artikel 8, stk. 1, i konge-

ligt dekret 4/2014 af 10. januar 2014 om godken-

delse af en kvalitetsstandard for iberisk kød, skinke,

bov og kam, som undergiver anvendelsen af ud-

trykket »ibérico« på varer, som forarbejdes eller

markedsføres i Spanien, den betingelse, at opdræt-

Miljø- og

Fødevareministeriet

Dom

14.06.18

EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 701: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 25/5-18

tere af svin af den iberiske race i intensive »de

cebo«-bedrifter udvider det samlede minimums-

gulvareal for hvert dyr på mere end 110 kilo i le-

vende vægt til 2 m², selv om formålet med den

nationale bestemmelse er at forbedre kvaliteten af

varerne og ikke specifikt at forbedre beskyttelsen af

svin? Såfremt det ovenstående spørgsmål besvares

benægtende, skal artikel 12 i direktiv

[2008/120/EF], sammenholdt med artikel 34 og 35

i Traktaten om Den Europæiske Unions funkti-

onsmåde, da fortolkes således, at den er til hinder

for en national bestemmelse som artikel 8, stk. 1, i

kongeligt dekret 4/201[4], der kræver af producen-

ter i andre medlemsstater

–

med det formål at

forbedre kvaliteten af varer, der forarbejdes og

markedsføres i Spanien, og ikke at forbedre beskyt-

telsen af svin

–

at de opfylder de samme betingelser

for dyreopdræt, som kræves af spanske producen-

ter, for at de varer, som hidrører fra de førstnævnte

producenters svin, kan forsynes med de varebeteg-

nelser, der er fastsat i nævnte kongelige dekret? 3.

Skal artikel 34 [TEUF] og 35 TEUF fortolkes

således, at de er til hinder for en national bestem-

melse som artikel 8, stk. 2, i kongeligt dekret

4/2014 af 10. januar 2014 om godkendelse af en

kvalitetsstandard for iberisk kød, skinke, bov og

kam, for så vidt som den pålægger en minimusalder

for slagtning på ti måneder for svin, af hvilke der

forarbejdes varer i »de cebo«-kategorien med det

formål at forbedre denne kategori af varer?