Europaudvalget 2017-18
EUU Alm.del Bilag 804
Offentligt
1920438_0001.png
MFVM 568
27. juni 2018
GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om udkast til Kommissionens gennemførelsesforordning xx/xx af dd.mm.2018
om ikke-fornyet godkendelse af aktivstofferne chlorothalonil og ethoprophos jf.
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 om
markedsføring af plantebeskyttelsesmidler, og om ændring af bilaget til
Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 540/2011 (Komitesag)
KOM-dokument foreligger ikke
Resumé
Kommissionen foreslår, at aktivstofferne chlorothalonil og ethoprophos ikke gives fornyet
godkendelse i henhold til forordning 1107/2009 om plantebeskyttelsesmidler (komitesag). Hvis
forslaget bliver vedtaget, vil det betyde, at stofferne slettes fra bilag til Kommissionens forordning
nr. 540/2011 af 25. maj 2011 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF)
nr. 1107/2009 for så vidt angår listen over godkendte aktivstoffer. Der er ingen økonomiske eller
administrative konsekvenser for regioner, kommuner eller staten. Forslaget forventes sat til
afstemning i Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder den 19.-20. juli 2018. Samlet
set påvirker forslaget om ikke fornyet godkendelse af chlorothalonil og ethoprophos
miljøbeskyttelsesniveauet i Danmark neutralt, da der ikke er godkendt midler med disse stoffer i
Danmark. Det vurderes ikke, at der er vist sikker anvendelse for chlorothalonil og ethoprophos for så
vidt angår både menneskers sundhed, miljøet herunder grundvand og forbrugersikkerhed.
Regeringen agter på den baggrund at støtte Kommissionens forslag om ikke-fornyet godkendelse af
chlorothalonil og ethoprophos.
Baggrund
Kommissionen har fremlagt udkast til Kommissionens gennemførelsesforordning xx/xx af
dd.mm.2018 om ikke-fornyet godkendelse af aktivstofferne chlorothalonil og ethoprophos jf. Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler,
og om ændring af bilaget til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 540/2011.
Forslaget har hjemmel i forordning 1107/2009 om plantebeskyttelsesmidler især artikel 14 og 20 som
fastlægger, at aktivstoffer skal fornyes i henhold til forordningen, og at Kommissionen skal foreslå
enten en fornyet godkendelse eller en ikke fornyet godkendelse af et aktivstof, når vurderingen af dette
er foretaget.
Miljø-
og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
Fax
33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk
EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 804: Notat om komitésag om ikke-fornyet godkendelse af aktivstofferne chlorothalonil og ethoprophos
1920438_0002.png
Forslaget behandles i en undersøgelsesprocedure i Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og
Foder. Afgiver Komitéen en positiv udtalelse med kvalificeret flertal, vedtager Kommissionen
forslaget. Afgiver Komitéen en negativ udtalelse med kvalificeret flertal, vedtager Kommissionen ikke
forslaget, idet Kommissionen inden for to måneder kan forelægge Komitéen et ændret forslag eller
indenfor en måned kan forelægge forslaget for appeludvalget. Afgives der ikke nogen udtalelse med
kvalificeret flertal, kan Kommissionen indenfor to måneder forelægge komitéen et ændret forslag eller
indenfor en måned forelægge forslaget for appeludvalget. Afgiver appeludvalget med kvalificeret flertal
en negativ udtalelse om forslaget, kan Kommissionen ikke vedtage forslaget. Afgiver appeludvalget
med kvalificeret flertal en positiv udtalelse, vedtager Kommissionen forslaget. Afgiver appeludvalget
ikke nogen udtalelse med kvalificeret flertal kan Kommissionen på egen hånd vedtage forslaget.
Forslaget forventes sat til afstemning i Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder den
19.-20. juli 2018.
Formål og indhold
Det foreløbige forslag drejer sig om ikke fornyet godkendelse af aktivstofferne chlorothalonil og
ethoprophos i henhold til forordning om plantebeskyttelsesmidler.
Aktivstofferne er blevet vurderet af en medlemsstat, og vurderingen er derefter behandlet i mindre
ekspertgrupper og endelig i arbejdsgrupper under Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet
(EFSA), hvor flere EU-landes pesticidmyndigheder har deltaget. Denne vurdering har resulteret i
ovennævnte forslag, der har til hovedformål ikke at forny godkendelsen af aktivstofferne i henhold til
forordning 1107/2009.
EFSA har udarbejdet konklusionsrapport over risikovurderingen for aktivstofferne. Rapporterne er
tilgængelige
på EFSA’s hjemmeside.
Ifølge Kommissionens udkast til vurderingsrapport, der hører til forslaget, har vurderingen af
aktivstofferne ud fra de i bilag II angivne anvendelsesområder vist, at det ikke kan antages, at
aktivstofferne opfylder betingelserne i artikel 4 stk. 1-3 i forordning 1107/2009 for godkendelse. Det vil
sige, at der er uacceptable effekter på sundhed og miljø.
De angivne anvendelsesområder er:
Aktivstof
Chlorothalonil
Ethoprophos
Anvendelsesområde
Anvendes til bekæmpelse af svampesygdomme i korn,
kartofler og grønsager.
Anvendes til bekæmpelse af insekter i kartofler.
Europa-Parlamentets udtalelser
Europa-Parlamentet skal ikke udtale sig om forslaget.
Nærhedsprincippet
Der er tale om gennemførelsesforanstaltninger til en allerede vedtaget retsakt. Det er derfor
regeringens vurdering, at det følger heraf, at forslaget er i overensstemmelse med nærhedsprincippet.
Gældende dansk ret
Aktivstofferne chlorothalonil og ethoprophos er godkendt i henhold til forordning 1107/2009 om
plantebeskyttelsesmidler, som er direkte gældende i Danmark.
2
EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 804: Notat om komitésag om ikke-fornyet godkendelse af aktivstofferne chlorothalonil og ethoprophos
1920438_0003.png
Konsekvenser
Lovgivningsmæssige konsekvenser
Hvis forslaget bliver vedtaget, vil stofferne blive slettet fra bilaget til Kommissionens
gennemførelsesforordning (EU) Nr. 540/2011 af 25. maj 2011 om gennemførelse af Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 for så vidt angår listen over godkendte
aktivstoffer. Denne liste er direkte gældende i Danmark, og der vil derfor ikke være
lovgivningsmæssige konsekvenser af forslaget. Der er ikke godkendt plantebeskyttelsesmidler
indeholdende chlorothalonil eller ethoprophos i Danmark.
Økonomiske konsekvenser
Forslaget har ingen væsentlige finansielle eller administrative konsekvenser for regioner eller
kommuner eller
konsekvenser for EU’s budget.
Forslaget skønnes ikke at have væsentlige
samfundsøkonomiske konsekvenser. Forslaget vil ikke have erhvervsøkonomiske konsekvenser.
Beskyttelsesniveauet og andre konsekvenser
Forslaget om ikke fornyet godkendelse af chlorothalonil og ethoprophos påvirker
miljøbeskyttelsesniveauet i Danmark neutralt, da der ikke er godkendte midler indeholdende de
pågældende aktivstoffer i Danmark
Chlorothalonil
EU-vurdering har vist, at chlorothalonil skal klassificeres og mærkes for effekter på sundheden.
Stoffet er af lav akut giftighed ved indtagelse og ved hudkontakt, men stoffet er akut giftigt ved
indånding. Chlorothalonil er ikke hudirriterende, men det er alvorligt øjenskadende og
hudsensibiliserende. Stoffet er ikke fundet at have effekt på arveanlæggene og det er ikke fundet at
være skadeligt for forplantning eller fostre. Der er ikke bevis for, at stoffet er hormonforstyrrende.
Stoffet er imidlertid vist at være kræftfremkaldende og er i forbindelse med revurderingen i EU
forslået opklassificeret fra kræftfremkaldende i kategori 2 til kræftfremkaldende i kategori 1B. Så
selvom der er vist sikker anvendelse af stoffet i forhold til sundheden for sprøjteførere, arbejdere,
naboer og forbipasserende ved nogle af de ansøgte anvendelser, vil stoffet, på grund af den foreslåede
opklassificering, opfylde et af de såkaldte afskæringskriterier (kræftfremkaldende kategori 1B), hvilke i
sig selv betyder, at stoffet ikke kan godkendes.
Yderligere kan der ikke vises sikker anvendelse for forbrugere, da det ikke kan udelukkes, at flere
nedbrydningsprodukter i fødevarer er skadelige for arveanlæggene. Endelig, som beskrevet nedenfor
udvaskes der flere nedbrydningsprodukter til grundvandet over den tilladte grænseværdi. Et af disse
nedbrydningsprodukters eventuelle skadelige virkning på arveanlæggene er ikke blevet karakteriseret
tilstrækkeligt.
Det vurderes derfor, at der ikke er vist sikker anvendelse for så vidt angår menneskers sundhed og for
forbrugersikkerheden.
EU-vurderingen har vist, at chlorothalonil skal miljøklassificeres og mærkes med "H410: Meget giftig
med langvarige virkninger for vandlevende organismer". Risikovurderingen på miljøområdet, viser
uacceptable effekter på amfibier og fisk og risikovurderingen for i risikovurderingen for grundvand
vises uacceptabel udvaskning af flere nedbrydningsprodukter. Miljø- og Fødevareministeriet vurderer
derfor, at der ikke er vist sikker anvendelse for så vidt angår miljø og grundvand.
Ethoprophos
3
EUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 804: Notat om komitésag om ikke-fornyet godkendelse af aktivstofferne chlorothalonil og ethoprophos
1920438_0004.png
Stoffet tilhører gruppen af de såkaldte organophosphater som er potente nervegifte, der påvirker
nervecellernes impulsoverledning. EU vurderingen har vist, at ethoprophos skal klassificeres og
mærkes for effekter på sundheden.Stoffet er akut giftigt til dødeligt giftigt ved indtagelse, hudkontakt
eller indånding. Det er ikke undersøgt for hud- og øjenirritation pga. stoffets høje giftighed. Stoffet er
fundet at være hudsensibiliserende. Stoffet er vist at være kræftfremkaldende i kategori 2, og det
kunne ikke udelukkes, at stoffet er skadeligt for arveanlæggene. Da stoffets eventuelle skadelige effekt
på arveanlæggene er uafklaret, kan der ikke sættes grænseværdier for så vidt angår menneskers
sundhed. Når disse værdier ikke kan fastsættes, kan der ikke foretages beregninger for så vidt angår
effekt på menneskers sundhed. Det vurderes derfor, at der ikke er vist sikker anvendelse for
sprøjteførere, arbejdere, naboer eller forbipasserende eller hvad angår forbrugersikkerheden.
EU-vurderingen har vist, at ethoprophos skal miljøklassificeres og mærkes med "H410: Meget giftig
med langvarige virkninger for vandlevende organismer". Risikovurderingen på miljøområdet, samt for
grundvand kunne ikke færdiggøres pga. data mangler. Miljø- og Fødevareministeriet vurderer derfor,
at der ikke er vist sikker anvendelse for så vidt angår miljø og grundvand.
Alt i alt vurderes på linje med Kommissionen, at der ikke er vist sikker anvendelse til de i EU ansøgte
anvendelsesområder for chlorothalonil og ethoprophos. Det vurderes derfor på linje med
Kommissionen, at stofferne ikke opfylder kriterierne for godkendelse i henhold til i artikel 4, stk. 1-4
og artikel 22 i forordning 1107/2009 om plantebeskyttelsesmidler. Det vil sige, at der ikke er vist
sikker anvendelse for så vidt angår human sundhed og miljø herunder grundvand.
Høring
Sagen har været i skriftlig høring i EU Miljøspecialudvalget.
3F støtter forslaget.
Generelle forventninger til andre landes holdninger
Man er fra dansk side ikke bekendt med offentlige tilkendegivelser om forslagene i andre
medlemsstater. På baggrund af tidligere afstemninger om lignende forslag er det usikkert, om der vil
være kvalificeret flertal for forslagene blandt medlemsstaterne.
Regeringens foreløbige generelle holdning
Det vurderes, at der ikke er vist sikker anvendelse til de i EU ansøgte anvendelsesområder for
aktivstofferne chlorothalonil og ethoprophos. Regeringen agter på denne baggrund at støtte forslaget
om ikke fornyet godkendelse.
Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg
Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.
4