Den 10. september 2018
MFVM 628
GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om ændring af bilag II, III og V til Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EF) nr. 396/2005 med hensyn til maksimalgrænseværdier for bromadiolon,
etofenprox, paclobutrazol og penconazol i eller på specifikke produkter
(komitésag)
KOM-dokument foreligger ikke
Resumé
Kommissionen har fremsat forslag om ændringer vedrørende maksimalgrænseværdier i bilag II, III
og V til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 396/2005 for fire aktivstoffer i en række
afgrøder og i produkter af animalsk oprindelse (komitésag). Forslaget vedrører ændringer af
maksimalgrænseværdier på baggrund af revurderinger for stofferne bromadiolon, etofenprox,
paclobutrazol og penconazol. Ændringerne betyder, at der er maksimalgrænseværdier, der sættes
op, maksimalgrænseværdier, der sættes ned, nye maksimalgrænseværdier der etableres og
maksimalgrænseværdier der fastsættes til detektionsgrænsen. Der er gennemført risikovurderinger
af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) for de anførte stoffer, og ændringerne
vurderes at være sundhedsmæssigt acceptable af DTU Fødevareinstituttet. DTU Fødevareinstituttet
har også foretaget en vurdering af eventuelle kombinationseffekter, som ikke giver anledning til
sundhedsmæssige betænkeligheder. Forslaget forventes sat til afstemning i Den Stående Komité for
Planter, Dyr, Fødevarer og Foder (SCoPAFF) den 19. september 2018. En vedtagelse af forslaget
vurderes at betyde et uændret beskyttelsesniveau i Danmark. Regeringen agter at støtte forslaget.
Det bemærkes, at regeringens holdning til forslaget ligger inden for de retningslinjer, som den
tidligere regering i 2012 forelagde Folketingets fødevareordførere for behandling af komitésager om
fastsættelse af maksimalgrænseværdier for pesticidrester.
Baggrund
Kommissionen har fremsat forslag til ændring af bilag II, III og V til Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EF) nr. 396/2005 af 23. februar 2005 om maksimalgrænseværdier for pesticidrester i eller
på vegetabilske og animalske fødevarer og foderstoffer og om ændring af Rådets direktiv 91/414/EØF
(herefter pesticidrammeforordningen).
Forslaget er fremsat med hjemmel i artikel 14, stk. 1, litra a, artikel 18, stk. 1, litra b og artikel 49, stk. 2
i pesticidrammeforordningen.