Ministeren
Europaudvalget
Folketinget
Christiansborg
1240 København K
Europaudvalget har den 23. april 2018 stillet følgende spørgsmål nr. 133 (alm. del)
efter ønske fra Kenneth Kristensen Berth (DF) til udlændinge- og
integrationsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. 133:
Hvad kan ministeren oplyse om den græske domstolsafgørelse, der indebærer, at
asylsøgere ikke længere kan pålægges at forblive på en ø eller i et specifikt
område af de græske myndigheder, og hvad er ministerens forventninger til
effekten af denne dom for migrationspresset?
Svar:
Udlændinge- og integrationsministeriet har til brug for besvarelsen foretaget
høring af de græske myndigheder via Den Danske Ambassade i Athen. Ifølge det
oplyste fandt den græske administrative højesteret i afgørelsen af 17. april 2018,
at det var forfatningsstridigt at begrænse bevægelsesfriheden for flygtninge og
migranter til de græske øer.
Det er fra græsk side oplyst, at den græske asylmyndighed, umiddelbart efter
afgørelsen blev afsagt, udstedte en ny administrativ beslutning, der trådte i stedet
for den beslutning, der blev underkendt ved afgørelsen, for derved at rette op på
de i afgørelsen påpegede retlige mangler ved den eksisterende beslutning.
De græske myndigheder har endvidere oplyst, at der ikke er sket ændringer i
forhold til registrering og tilbageholdelse af flygtninge og migranter på de græske
øer, hvilket bekræftes af UNHCR.
De græske myndigheder har endelig oplyst, at den kommende reform af det
græske asylsystem vil gøre det muligt at opretholde de geografiske restriktioner.
Reformen af det græske asylsystem behandles for indeværende i det græske
parlament.
21. maj 2018
Internationalt
udlændingesamarbejde
Slotsholmsgade 10
1216 København K
Tel.
Mail
Web
CVR-nr.
Sags nr.
Akt-id
6198 4000
www.uim.dk
36977191
2018 - 7070
418119
Side
1/2