Europaudvalget 2017-18
EUU Alm.del
Offentligt
1908685_0001.png
Folketingets Europaudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 11. juni 2018
MFVM 533
Miljø- og Fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 148 (EUU alm. del) stillet den 16. maj 2018
efter ønske fra Søren Søndergaard (EL).
Spørgsmål nr. 148
Ministeren bedes oplyse, om Danmark i overensstemmelse med EU-retten kan genindføre en person-
lig bopælspligt for ejere af landbrugsejendomme, samt et krav om en afstandsgrænse på ti kilometer
ved erhvervelse af en yderligere landbrugsejendom i fri handel.
Svar
Spørgsmålet er forelagt for Landbrugsstyrelsen, som oplyser at:
”Det er styrelsens vurdering, at en genindførelse af den personlige bopælspligt vil være i strid med EU-
retten, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention(EMRK) samt EU-Domstolens praksis.
Danmark havde indtil ændringen af landbrugsloven i 2007 et krav om personlig, otteårig bopælspligt
for ejere af landbrugsejendomme. EU-Domstolen fandt i januar 2007 denne bestemmelse for værende
i strid med EU-retten, jf. nedenfor.
En genindførelse af en national bestemmelse vedrørende en personlig bopælspligt vil derfor være i
strid med EU-rettens bestemmelser i relation til den frie kapitalbevægelse, som er en af de grundlæg-
gende rettigheder i EU-retten. Dertil kommer, at forpligtelsen efter EU-Domstolen også er i strid med
EMRK protokol 4, artikel 2, stk. 1, der fastsætter, at enhver har ret til at opholde sig, hvor de vil.
En national bestemmelse om bopælspligt vil i udgangspunktet ikke indebære en forskelsbehandling
mellem danske statsborgere og andre statsborgere tilhørende Den Europæiske Union eller Den Euro-
pæiske Økonomiske Samarbejdsområdes medlemsstater, men vil medføre, at man begrænser etable-
ringsretten og de frie kapitalbevægelser. Dette blev prøvet og fastslået ved EU-Domstolen i 2007 i Fe-
stersen-sagen (C-370/05).
Festersen-sagen omhandlede en straffesag mod en tysk statsborger, som ikke tog fast bopæl på sin
erhvervede landbrugsejendom i Danmark, således som krævet efter den daværende nationale lov. Ve-
stre Landsret forelagde spørgsmålet om EU-retlig forenelighed for EU-Domstolen. EU-Domstolen
fastslog i domsafsigelsen, at den personlige bopælspligt strider mod de frie kapitalbevægelser og ret-
tigheden til at opholde sig, hvor man vil, hvilket er en af grundrettighederne i EU-retten og har hjem-
mel i TEUF artikel 63 (tidligere 56) og EMRK protokol 4, art. 2, stk. 1. Domstolen sagde netop, at bo-
pælsforpligtelsen ikke var en foranstaltning, der var forholdsmæssig i forhold til det forfulgte formål,
og derfor udgjorde en begrænsning i de frie kapitalbevægelser, der er uforenelig med TEUF artikel 63
(tidligere 56)
1
.
1
Domsafsigelsen: "Artikel 56 EF er til hinder for, at der i en national lovgivning som den i hovedsagen omtvistede
som betingelse for erhvervelse af en landbrugsejendom stilles krav om, at erhververen tager fast bopæl på ejen-
dommen".
Miljø-
og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København
K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk
EUU, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 148: Spm. om, hvorvidt Danmark i overensstemmelse med EU-retten kan genindføre en personlig bopælspligt for ejere af landbrugsejendomme, til miljø- og fødevareministeren, kopi til udenrigsministeren
Man har tidligere haft er krav om en vis maksimumsafstand ved køb af flere landbrugsejendomme,
senest 10 km. Dette krav var begrundet i strukturpolitiske hensyn, og var en af flere erhvervelsesbetin-
gelser, som blev afskaffet med lovændringen i 2010.
Lovændringen i 2010 indebar en grundlæggende liberalisering af adgangen til at erhverve landbrugs-
ejendomme, idet blandt andet også uddannelseskravet og maksimumsgrænsen for hvor stort et areal,
en enkelt ejer måtte erhverve, ophævedes.
Afstandskravet er i modsætning til bopælskravet ikke prøvet ved domstolene, men ud fra domspraksis
er det styrelsens vurdering, at man ved genindførsel af afstandskravet i overensstemmelse med EU-
retten skal overholde proportionalitetsprincippet i forhold til, at der er tale om restriktioner af særlige
rettigheder, og at der er tale om en indgribende foranstaltning.
Dette indebærer, at et eventuelt nyt afstandskrav skal være begrundet i hensynet til særlige beskyttel-
sesværdiget formål af almen interesse, der nødvendiggør et forbud imod erhvervelse af landbrugsejen-
domme, der ligger spredt. Det skal samtidigt kunne begrundes, at et sådant afstandskrav vil være den
bedste og ikke mindst den mindst indgribende foranstaltning, der kan anvendes til at opnå det beskyt-
telsesværdige formål af almen interesse, da erhvervelsen af landbrugsejendomme er omfattet af trakta-
tens bestemmelser om den frie kapitalbevægelighed, og dermed er en grundrettighed beskyttet i TEUF
artikel 63.
Henset til, at EU-retten ligestiller eje og forpagtning af landbrugsejendomme, og dermed ikke forud-
sætter identitet mellem ejeren af en landbrugsejendom, og den, der driver den pågældende landbrugs-
ejendom, er det styrelsens opfattelse, at det vil være endog overordentligt vanskeligt at begrunde en
afstandsmæssig begrænsning i relation til ejerskabet af landbrugsejendomme.
Det er derfor styrelsens vurdering, at det ikke inden for gældende EU-ret vil være muligt at genindføre
en afstandsgrænse ved erhvervelse af
yderligere landbrugsejendomme.”