Folketingets Europaudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 28. juni
MFVM 573
Miljø- og Fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 256 (EUU alm. del) stillet 12. juni 2018
efter ønske fra Søren Søndergaard (EL).
Spørgsmål nr. 256
Ministeren bedes oplyse, om Danmark i overensstemmelse med EU-retten kan forbyde de allergifrem-
kaldende stoffer PPD og PTD i hårfarve.
Svar
Hvorvidt der kan indføres et nationalt forbud mod stofferne PPD og PTD i hårfarve, afhænger af den
bagvedliggende EU-regulerings harmoniseringsgrad. De fælles regler om kosmetiske produkter, som
er reguleret i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) Nr. 1223/2009 (kosmetikforordningen)
er totalharmoniserende. Det betyder, at der som udgangspunkt ikke må indføres nationale regler om
kosmetiske produkter, som går udover de gældende EU-regler.
Der er dog mulighed for at indføre særlig national lovgivning for kosmetiske produkter gennem an-
vendelse af sikkerhedsklausulen i kosmetikforordningens artikel 27. Sikkerhedsklausulen giver med-
lemsstaterne mulighed for at agere overfor kosmetiske produkter, hvis en myndighed har konstateret,
eller har rimelig grund til at nære bekymring for, at et kosmetisk produkt, som er gjort tilgængeligt på
markedet, udgør eller kan udgøre en alvorlig risiko for menneskers sundhed. Kommissionen afgør
efterfølgende, hvorvidt de foreløbige nationale foranstaltninger er berettiget, eller om de bør ophæves.
Hvorvidt sikkerhedsklausulen kan anvendes i forhold til PPD og PTD vil kræve en konkret vurdering.
Af den nye fælles kemiindsats 2018-2021, som er en bred politisk aftale, fremgår det, at Danmark skal
arbejde målrettet for at få en stærk EU-regulering af de skadelige stoffer, så vi får den bedste forbru-
gerbeskyttelse og de mest lige konkurrencevilkår. Et eventuelt forbud mod PPD og PTD bør derfor
foretages på EU-niveau.
Miljø-
og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 •
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk