Folketingets Europaudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 7. oktober 2018
MFVM 650
Miljø- og Fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 369 (EUU alm. del) stillet
19. september 2018 efter ønske fra Søren Søndergaard (EL).
Spørgsmål nr. 369
”Ministeren
bedes redegøre for det forbud mod at sælge neonikotinoider, som Frankrig har vedtaget
med ikrafttrædelse d. 1. september 2018. I forlængelse heraf bedes ministeren redegøre for, hvordan
dette forbud er i overensstemmelse med EU-retten og om Danmark kan indføre en lignende lovgivning
i Danmark.”
Svar
Frankrig har pr. 1. august 2018 indført et totalt forbud mod markedsføring og brug af pesticidmidler
med fem neonikotinoider. Forbuddet omfatter stofferne acetamiprid, clothianidin, imidacloprid,
thiacloprid og thiametoxam. Det vil efter den 1. august 2018 således ikke længere være lovligt at sælge
og anvende de fem neonikotinoider i Frankrig, hverken som sprøjtemidler eller som bejdsemidler.
Frankrig har indført forbuddet i henhold til national lovgivning med den begrundelse, at en række
videnskabelige artikler og undersøgelser har vist, at neonikotinoiderne har betydelige virkninger på
miljøet og menneskers sundhed. Frankrig har altså indført nationalt forbud pga. antaget risiko for miljø
og folkesundhed. Frankrig har notificeret forbuddet efter informationsproceduredirektivet, og
Kommissionen har som svar mindet Frankrig om, at anmodning om forbud mod pestcider skal foretages
i henhold til pesticidforordningen.
Det vides endnu ikke, om Kommissionen vil foretage et formelt skridt overfor Frankrig i forhold til deres
forbud.
Godkendelse eller ikke-godkendelse af pesticidaktivstoffer foregår i EU efter reglerne i
pesticidforordningen 1107/2009, som er direkte gældende i Frankrig og Danmark. Et medlemsland kan
nationalt forbyde pesticidmidler, hvis det med henvisning til medlemslandets specifikke miljø- eller
landbrugsmæssige forhold, har behørige grunde til at skønne, at det pågældende middel udgør en
uacceptabel risiko for menneskers eller dyrs sundhed eller miljøet, der ikke kan afhjælpes ved indførelse
af nationale risikobegrænsende foranstaltninger. De tre af neonikotinoiderne er omfattet af et EU forbud
til udendørs anvendelser. Der er to andre, som er godkendte aktivstoffer i EU, hvor der ikke er
identificeret en risiko ved aktivstofgodkendelsen. Godkendelsen af acetamiprid er afsluttet i marts 2018,
mens thiacloprid stadig er under revurdering.
Efter EU’s vurdering af aktivstofferne skal Miljøstyrelsen
revurdere produkter med aktivstofferne.
Med hensyn til spørgsmålet om et lignende forbud i Danmark, henvises til besvarelsen af EUU alm. del
spm. 184, samling 2017-18.
Miljø-
og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk