Først og fremmest vil jeg gerne sige, at jeg er enig i forslagsstillernes syn på Øresund som et fint naturområde, som har meget at byde på for både beboere og turister.
Rigtig mange mennesker benytter Øresund til fiskeri, fritidsinteresser osv.
Øresund er et naturmæssigt varieret område med mange arter, herunder fiskearter.
Det skyldes bl.a.
områdets strømforhold, variationer i vandets saltindhold, forskelle i dybdeforhold og havbundsforhold.
De mennesker, der bor ved Øresund, har dog ikke blot gavn af Øresund på grund af de naturmæssige værdier.
Øresund er også en vigtig kilde til råstoffer, som indgår i den nødvendige udvikling af hovedstadsområdet til gavn og glæde for de mange mennesker, der bor og færdes i hovedstaden.
Ud fra det, vi ved, ser jeg ikke det som modsætninger.
Vi kan fastholde Øresund som et fint naturområde og samtidig sikre en bæredygtig indvinding af råstoffer fra Øresund til gavn for udviklingen af hovedstadsområdet.
I den forbindelse synes jeg, det er vigtigt at nævne, at råstofindvinding har fundet sted i årtier, samtidig med at miljøtilstanden har udviklet sig positivt.
Jeg er derfor ikke enig med forslagsstillerne i, at det kræver et forbud mod indvinding af råstoffer at opretholde et godt havmiljø og et værdifuldt naturområde i Øresund.
De to ting sameksisterer allerede i dag.
Når vi taler om Øresund i denne sammenhæng, henviser jeg til den del af Øresund, der ligger nord for Øresundsbroen, og jeg formoder, at det også er den del af Øresund, forslagsstillerne har fokus på i deres forslag.
Som jeg nævnte, har der været råstofindvinding i Øresund i årtier, nogle år mere end andre, og i 2012-2014 var der en stor indvending i to råstofindvindingsområder, der kaldes Vedbæk og Disken.
Materialerne blev bl.a.
brugt til Nordhavnsprojektet, og ud over den store indvinding skete der desværre også en overskridelse af de tilladte indvindingsmængder.
På den baggrund blev reglerne for råstofindvinding skærpet generelt, og den daværende miljøminister igangsatte en række undersøgelser af råstofindvindingen i Øresund.
De ændrede regler betyder, at det siden 2015 er muligt at føre et skærpet tilsyn med råstofindvindingen.
Det betyder bl.a.
mulighed for at kræve, at tilladelsesindehaverne indberetter hyppigere, når den tilladte mængde er ved at være opbrugt.
På den måde kan Miljøstyrelsen hele tiden følge med i, at den tilladte indvindingsmængde ikke bliver overskredet.
Derudover blev kravene præciseret til de miljøundersøgelser, der skal laves forud for udstedelse af indvindingstilladelser til bl.a.
nye områder.
Man valgte desuden at fastsætte årlige lofter for en række råstofindvindingsområder, og det gælder også for områder i Øresund.
Det vil sige, at der blev indført begrænsninger for, hvor store mængder råstoffer der må indvindes årligt i Øresund.
Der blev da også igangsat en række undersøgelser, som viste, at der er betydelige uudnyttede råstoffer i Øresund – faktisk er der til mange årtier med det nuværende forbrug.
En undersøgelse i 2014 af effekten af råstofindvinding i det tidligere indvindingsområde Disken viste, at bundfaunaen i selve indvindingsområdet samt i en 500-meterszone omkring indvindingsområdet var påvirket af råstofindvindingen, men at der uden for dette ikke kunne ses signifikant påvirkning.
De undersøgelser er blevet gentaget i 2017 i samarbejde med svenske myndigheder, og Miljøstyrelsen har oplyst, at resultaterne af denne undersøgelse vil foreligge i foråret 2018.
Ser vi på miljøeffekterne af råstofindvinding, ved vi i dag, at det påvirker havbunden i selve det område, hvor der bliver indvundet, og i påvirkningszonen omkring indvindingsområdet.
Der er ikke viden, der indikerer, at råstofindvinding skulle påvirke det samlede marine økosystem i Øresund.
Der er mange forhold, som påvirker havmiljøet i Øresund ud over råstofindvinding.
Det er f.eks.
effekter som følge af naturlige variationer i saltindholdet i vandet og strømforhold samt næringsstofkoncentrationer og miljøfarlige stoffer.
Derudover kan støj fra skibstrafik potentielt påvirke udbredelsen af f.eks.
marsvin.
Råstofindvindingen er således én faktor blandt mange.
Forud for en overvejelse om fredning bør man nøje forholde sig til, hvilken viden der er eller ikke er om forholdene.
Det er denne viden om skadevirkninger eller ej ved forskellige aktiviteter, der bør afgøre, om der er behov for ændret regulering eller ligefrem fredning.
Det er vigtigt, at debatten er kendetegnet ved en forståelse af proportioner og omfang af den indvinding, der finder sted i Øresund.
Lad mig derfor fremhæve nogle fakta.
Det er i dag tilladt at indvinde i to områder i den del af Øresund, der ligger nord for Øresundsbroen, nemlig i et område, der hedder Lappegrund, som ligger nord for Helsingør, og i det område, der hedder Skovshoved.
De to områder udgør tilsammen ca.
0,5 pct.
– altså 0,5 pct.
– af den nordlige del af Øresund.
Der er således tale om et meget begrænset areal, hvor der overhovedet må indvindes.
Og derudover er der som nævnt også en grænse for, hvor meget råstof man må indvinde.
Det er nærliggende at fremføre, at det jo er et øjebliksbillede, og at man kan forestille sig, at der i fremtiden vil blive indvundet meget større mængder, og at indvinding kan blive tilladt i andre områder i Øresund.
Til det vil jeg sige:
Ja, men det vil kræve en tilladelse fra Miljøstyrelsen, som først kan gives efter grundige undersøgelser, også af de miljømæssige konsekvenser.
Reglerne er sådan, at før der kan udlægges flere råstofindvindingsområder i Øresund eller gives tilladelse til indvinding af større mængder i de to nævnte områder, skal den virksomhed, der ansøger, gennemføre både en nærmere kortlægning af råstofressourcerne i området og miljøundersøgelser.
Der skal desuden foretages en miljøkonsekvensvurdering af den råstofindvinding, der søges om.
Konsekvensvurderingen skal bl.a.
belyse den ønskede råstofindvindings betydning for dyr og planter i området, stenrev, fiskebestande og støj.
Når de analyser foreligger, sker der en offentlig høring af indvindingsansøgningen, hvor også resultaterne af miljøundersøgelserne indgår.
Det er solide krav til undersøgelser, dokumentation og åbenhed, og på den baggrund er det min vurdering, at vi allerede i dag har tilstrækkelig skrappe regler for, hvornår vi giver tilladelse til indvinding af råstoffer på havet.
Med vores tilladelser og de vilkår, der stilles heri, sikrer vi, at indvindingen sker på en bæredygtig måde.
Lad mig så til slut understrege, at vi har brug for råstofferne fra Øresund til projekter i hovedstadsområdet, f.eks.
boligbyggeri og anlægsprojekter.
Hvis ikke råstofferne kan hentes i Øresund, skal de hentes andre steder.
Det vil bl.a.
medføre større transportomkostninger og dermed jo også miljøbelastning.
Inden for Region Hovedstaden er der ikke tilstrækkeligt med råstoffer på land, og derfor hentes store mængder af råstoffer i dag fra Region Sjælland til projekter i hovedstadsområdet.
Samtidig vurderer Region Sjælland, at det i fremtiden bliver svært at pege på nye indvindingsområder på land.
Og det er heller ikke uden påvirkninger at indvinde råstoffer på land.
Her har det synlige miljømæssige og naturmæssige konsekvenser at grave store huller.
Det gælder både for det pågældende område, men også i form af øget lastbiltransport af råstoffer på tværs af landet, hvilket som nævnt øger omkostningen og miljøbelastningen fra transport.
Endelig kan jeg også forestille mig, at hvis man spørger naboer til grusgrave på Sjælland eller beboere i områder, hvor der er tung trafik med lastbiler til og fra graveområder, om de synes, det er en god idé at hente de nødvendige råstoffer til hovedstaden i deres område, er der sikkert også en holdning til det.
Regeringen mener, at vi skal finde den rette balance mellem at benytte de naturgivne ressourcer og beskytte naturen.
Regeringen finder, at der med de nuværende regler for, hvornår man kan få tilladelse til at indvinde råstoffer på havet, er et tilstrækkeligt grundlag for at sikre en bæredygtig indvinding af råstoffer i Øresund.
Men jeg anerkender, at der har været og sikkert fortsat vil være en følelse af bekymring hos nogle.
Det er dog vigtigt, at debatten sker på et oplyst fagligt grundlag.
Jeg vil derfor tage initiativ til, at vi får kortlagt den eksisterende viden om Øresunds naturværdier og råstofressourcer, og at der bliver gennemført målrettede undersøgelser i Øresund om den naturlige dynamik i og omkring sugehullerne samt om betydningen af råstofindvindingen på Lappegrund i forhold til bestanden af marsvin.
Endelig vil vi få mulighed for at drøfte behovet for yderligere tiltag i forbindelse med den kommende Havstrategi II, der skal udarbejdes i år som følge af havstrategidirektivet.
I den forbindelse vil vi også se nærmere på omkostninger og muligheder for at finde tilsvarende ressourcer på land og vil inddrage erhverv og interessenter i relevant omfang.
I forhold til beslutningsforslaget finder regeringen imidlertid ikke på det foreliggende grundlag behov for at gå videre med at etablere beskyttede naturområder i Øresund, og det er således også regeringens indstilling, at beslutningsforslaget afvises.