B 66 Forslag til folketingsbeslutning om afskaffelse af satspuljen og oprettelse af en social udviklings- og innovationspulje.

Af: Jesper Kiel (EL), Eva Flyvholm (EL), Henning Hyllested (EL), Christian Juhl (EL), Søren Egge Rasmussen (EL), Jakob Sølvhøj (EL), Søren Søndergaard (EL), Finn Sørensen (EL) og Nikolaj Villumsen (EL)

Udvalg: Social-, Indenrigs- og Børneudvalget

Samling: 2017-18

Status: Bortfaldet

Del

Jeg accepterer Folketingets vilkår for deling

1. Folketinget tilbyder brugerne af ft.dk at dele tv-produktioner produceret af Folketinget.

2. Tv-produktioner fra Folketinget må anvendes uden at blive ændret eller bearbejdet. Endvidere må der ikke bygges videre på Folketingets tv-produktioner. Ophavsmanden (eks. politikere og øvrige talere) har eneret til at udgive samlinger af sine egne indlæg jf. den danske ophavsretslovs § 26

Du kan se alle vilkår her

3. Folketinget tilbyder brugerne at dele Folketingets tv-produktioner via embed-kode, der kopieres fra hjemmesiden.

4. Det er ikke tilladt at ændre i den kopierede embed-kode.

Luk redigering

Start her

Slut her

Varighed 00:26:13

Redigere Klip Godkend

Godkend

Del på Twitter

Del på Facebook

Kopiér link

Kopiér embed

Send til en ven

james

Afbryd Send

Se video af alle taler

Det første punkt på dagsordenen er:

1) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 66:

Forslag til folketingsbeslutning om afskaffelse af satspuljen og oprettelse af en social udviklings- og innovationspulje.

Af Jesper Kiel (EL) m.fl.

(Fremsættelse 25.01.2018).

Forhandlingen er åbnet. Finansministeren.

Det er ikke første gang, at Enhedslisten fremsætter forslag om at afskaffe satspuljen, så dagens debat giver mig lejlighed til at gentage nogle af de argumenter for satspuljen, som også tidligere regeringer af skiftende farver har fremført. Satspuljen har sin oprindelse i begyndelsen af 1990'erne og har siden da haft en bred politisk opbakning i Folketingets partier. I dag står alle partier i Folketinget bag forliget om satspuljen, bortset fra Enhedslisten.

Regeringen og et bredt flertal i Folketinget har over årene prioriteret en lang række ambitiøse og virksomme tiltag, der har til formål at forbedre vilkårene for modtagere af overførselsindkomster og for svage grupper. Jeg vil blot nævne et par eksempler fra sidste års satspulje: Regeringen og aftalepartierne har prioriteret over 325 mio. kr. over de næste 4 år til indsatser på ældreområdet, og det er midler, der bl.a. skal anvendes til at styrke rehabiliteringsindsatsen for de svageste ældre; på at give ensomme ældre en særlig støtte; og til et forsøg, der går ud på at give demensramte bedre mulighed for transport til besøg hos venner eller til kulturelle tilbud. Samtidig har regeringen og aftalepartierne prioriteret over 1 mia. kr. over de næste 4 år på socialområdet, og det er midler, der bl.a. går til bekæmpelse af hjemløshed, til nye, målrettede indsatser for børn og unge med handicap samt til en styrkelse af plejefamilieområdet, der går ud på at forbedre vilkårene for de anbragte børn. Jeg synes, at der alt i alt er mange gode eksempler på vigtige og virkningsfulde indsatser, som man kan se, når man kigger tilbage på tidligere års satspuljeaftaler. Det skyldes ikke mindst, at hele Folketinget, ja, hele Folketinget bortset fra Enhedslisten, er gået sammen om en aftale om at prioritere ekstra hjælp til modtagere af overførselsindkomster og til svage grupper.

I bemærkningerne til beslutningsforslaget har Enhedslisten fremhævet, at det er dem, der har mindst, f.eks. folkepensionister og arbejdsløse, der betaler for indsatsen i satspuljen. Det er faktisk ikke en udlægning, jeg er enig i. De penge, som et bredt flertal af Folketingets partier prioriterer, kommer fra skatteborgerne. Det er altså den arbejdende dansker, der betaler for, at vi hvert år kan prioritere en særlig indsats for svage grupper i satspuljen, og det er de arbejdende danskere, der hvert år betaler for, at overførselsindkomsterne årligt reguleres med en satsreguleringsprocent, der afspejler lønudviklingen på arbejdsmarkedet. Det medfører jo, at overførselsindkomstmodtagere og svage grupper faktisk får del i den årlige velstandsstigning. Så når Enhedslisten fremhæver, at en enlig folkepensionist ville få flere penge mellem hænderne, hvis folkepensionen ikke blev fratrukket satsreguleringsprocenten, er det en sandhed med modifikationer.

Faktum er, at folkepensionen – grundbeløb og tillægsstørrelser – er steget væsentlig mere end leveomkostninger, siden satsreguleringen trådte i kraft. Det vil sige, at købekraften af folkepensionen er steget. Det er altså lettere at fylde en indkøbskurv for en folkepension i dag, end det var, dengang satspuljen blev oprettet. Det synes jeg er en helt central pointe, når man diskuterer velfærd. Det nuværende system med satsreguleringer og en satspulje giver dermed en grundlæggende sikkerhed for stigende overførselsindkomster og sikrer samtidig, at der hvert år kan afsættes betydelige midler til de svageste borgere i samfundet.

Jeg vil for et kort øjeblik gerne gå tilbage til mit tidligere budskab om, at der er mange gode, vigtige eksempler og virkningsfulde indsatser, der er blevet prioriteret i forbindelse med satspuljen i de sidste mange år.

I beslutningsforslaget foreslås det, at der oprettes en social udviklings- og innovationspulje. Til det vil jeg gerne bemærke, at regeringen og de øvrige partier i Folketinget allerede har taget initiativ til at gøre indsatser med et lignende sigte. F.eks. er der med satspuljeaftalen for 2018 afsat 50 mio. kr. til Den Sociale Investeringsfond, ligesom der med aftalen for 2017 blev afsat knap 250 mio. kr. over 4 år til et udviklings- og investeringsprogram, der skal fremme og styrke den sociale mobilitet. Jeg kan derfor godt forstå intentionen bag den del af Enhedslistens idé, der ligger i at styrke social udvikling og innovation. Forskellen på regeringen og Enhedslisten er bare, at vi ikke blot fremsætter et beslutningsforslag. Vi er allerede trukket i arbejdstøjet, og vi har forhandlet en stærk indsats hjem, som alle Folketingets øvrige partier kan se sig selv i – en indsats, der rent faktisk kommer danskerne til gavn. Men ros til Enhedslisten for ambitionen om at skabe mere udvikling og innovation i den sociale indsats, som er en indsats, regeringen også selv har prioriteret.

Der, hvor kæden for mit vedkommende så hopper af, er til gengæld der, hvor Enhedslisten giver sig til at pege på, hvorfra pengene skal komme, og her peger Enhedslisten på en genindførelse af sodavandsafgiften. Så ikke nok med, at Enhedslistens hjerte banker for de socialt udsatte, det banker også for den tyske grænsehandel. For vi ved nemlig, at en høj afgift på f.eks. sodavand ikke bidrager til ret meget andet, end at den sender flere danskere en tur over grænsen med en indkøbskurv, som de fylder op. Det ved vi jo, fordi afgift på en vare som sodavand har det med at vende den tunge ende nedad, for det er de borgere, der tjener mindst, der mærker det mest, når varerne i indkøbskurven pludselig bliver tungere.

Hertil kan jeg så bemærke, at regeringen i modsætning til Enhedslisten generelt har en ambition om, at det skal være billigere at være dansker. Derfor har regeringen indført et skattestop, som sikrer, at borgerne ikke skal aflevere en endnu større del af deres indkomst til staten.

Afslutningsvis vil jeg for at komme en sidste vildfarelse hos Enhedslisten til livs sige noget om det, Enhedslisten skriver i bemærkningerne, om fordelingen af satspuljemidlerne, nemlig at fordelingen sker i – og jeg citerer – »en helt utilstedelig lukkethed«. Jeg kan simpelt hen ikke se, hvorfra Enhedslisten har fået den opfattelse. Tværtimod vil jeg mene, at udmøntningen af satspuljen er en meget åben og inddragende proces.

Forud for satspuljeforhandlingerne for 2018 fremlagde regeringen sine prioriteter til offentligt skue på regeringen.dk. Selve forhandlingerne skete med inddragelse af alle andre partier i Folketinget end Enhedslisten, og til forhandlingsmøderne deltog en lang række af ordførerne fra alle forhandlingspartierne, det være sig finansordførerne, socialordførerne, beskæftigelsesordførerne, sundhedsordførerne osv. Dertil kommer, at selve forhandlingerne foregik i en konsensustilgang. Det betyder altså, at det tilstræbes at finde flest mulige projekter, der nyder den bredest mulige opbakning.

Det er sådan set ret unikt, at vi har et system, hvor næsten alle partier på trods af de politiske forskelle, vi har, tager hul på at løse nogle af samfundets vigtige problemer og gør det i enighed. Når så aftalen er blevet indgået, bliver den offentliggjort i sin helhed med detaljeret beskrivelse og uddybning af det konkrete indhold i initiativerne. At en sådan proces skulle være udtryk for utilstedelig lukkethed, forstår jeg simpelt hen ikke, ligesom jeg heller ikke forstår Enhedslistens ønske om at tilgodese de tyske grænsekøbmænd. Men sådan er vi jo så forskellige.

Derfor vil jeg bare konkluderende sige, at regeringen ikke kan støtte Enhedslistens forslag.

Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi siger tak til finansministeren og går videre i forhandlingerne til fru Pernille Rosenkrantz-Theil, Socialdemokratiet.

Når man nu har skiftet parti, er det her et af de virkelig sjove forslag at skulle op og tale om. Som finansordfører for Enhedslisten i 7 år stod jeg og harcelerede mod satspuljen. Men det giver jo så også omvendt en anledning til at forklare, hvorfor jeg sådan set ikke mener, at man kan støtte Enhedslistens forslag. Det skal siges, at Socialdemokratiet har en kongresbeslutning om at afskaffe satspuljen, og vi har flere gange meldt ud, at vi ønsker at afskaffe den.

Når Socialdemokratiet ikke mener, man kan gøre det med et beslutningsforslag, så handler det i virkeligheden om præcis den bevægelse, som finansministeren taler om, nemlig at vi er gået i gang med at lave om på den måde, vi bruger midlerne på. Men lad os lige vende tilbage til historien om satspuljen. Den synes jeg nemlig er vigtig. Jeg har haft den her debat med hr. Mogens Lykketoft utrolig mange gange henover de år, hvor vi har siddet her i fællesskab, og jeg tror egentlig, at hans vigtigste argument, som bider rigtig meget på mig, er at forstå, at satspuljen, da den blev indført, var en social forbedring. Og det kan Mogens sige så harmdirrende, når jeg indimellem bliver meget kritisk over for satspuljen. For det, der skete, dengang man indførte satspuljen, var, at der var en stribe overførselsindkomster, som slet ikke fulgte pris- og lønfremskrivningen. Det vil sige, at man hvert eneste år tog en kæmpe skive af overførselsindkomsterne, der blev simpelt hen færre penge at købe for, kan man sige.

Det, der så skete, da man lavede satspuljen, var, at man sagde, at det duer simpelt hen ikke. Altså, der var nogle overførselsindkomster, der blev reguleret med nul komma nul dut procent, og så var der andre, der havde lidt højere satser. Så tog man en beslutning om at sige, at det duer ikke. De skal i højere grad følge den generelle udvikling i samfundsøkonomien er, og så gav man simpelt hen flere penge til overførselsindkomsterne år for år. Så lod man en lille slice – det er de 0,3 pct., som i dag er satspuljen – være til sociale indsatser. Og det er jo så bl.a. det, som jeg – da jeg var ordfører for Enhedslisten – har stået heroppe og harceleret imod, fordi man så at sige udhuler overførselsindkomsterne over for lønnen og den almindelige velstandsstigning i samfundet generelt.

Der kan man et eller andet sted sige, at det jo typisk er to forskellige positioner fra Enhedslistens og Socialdemokratiets side, nemlig: Vil man være med til det ene sociale fremskridt, man kan få et flertal for, eller vil man det ikke? Og der bliver jeg bare nødt til at sige, at jeg står altså et sted, hvor jeg godt kan se, at verden bevæger sig sådan, at kan man få et socialt fremskridt, skal man sige ja til det. For man risikerer aldrig at få tilbuddet igen.

Jeg vil også sige, at noget af det, jeg egentlig synes er ret smart, og som forudsætter et bredt flertal i Folketinget, er jo, at satspuljen hegner pengene ind. Det vil sige, at selv når der er blåt flertal, kan man ikke fra de blå partiers side vælge at bruge de her penge, altså den regulering, til f.eks. at lave skattelettelser. Så er man på grund af forligsbelægningen tvunget til at bruge pengene på folk på overførselsindkomster – så de ikke får udhulet deres økonomi mere, end tilfældet er i dag – og på de sociale indsatser, som ligger ovre i satspuljeregi. Den indhegning vil jeg rigtig gerne have, altså i forhold til de borgerlige partier. Og det er egentlig årsagen til, at når jeg kigger på Enhedslistens beslutningsforslag, så ser jeg det sådan, at det skal Socialdemokratiet ikke støtte.

Det betyder til gengæld ikke, at jeg ikke mener, at satspuljen skal afvikles. Og det er jo simpelt hen et spørgsmål om, at den måde, vi bedriver socialpolitik på, og har gjort det på ryggen af satspuljen, har fået karakter af knopskydning. Det var aldrig hensigten, da man skabte satspuljen, altså at det skulle blive sådan noget hoppen fra tue til tue. Tværtimod var hensigten faktisk, at man skulle finde nogle flere penge til socialområdet. Det fik man, men det er blevet til, at man starter projekter, kører dem i 3 år, har gode erfaringer med dem – og lukker dem igen.

Det duer simpelt hen ikke, og der mener jeg jo, at vi hen over de seneste år – præcis som finansministeren siger – er begyndt at finde en form, der er langt bedre. Altså det, at vi sætter store beløb af til store sociale investeringsprogrammer, som kan køre over længere tid, og hvor man på en helt anden måde samler op på de erfaringer, man får, end det, jeg oplevede, da jeg startede som ordfører på området og sad med i kredsen. Det var nemlig sådan, at man sad fra det ene projekt til det andet og åbnede og lukkede. Vi skal huske på, at socialt arbejde er båret af relationer. Så det nytter jo ikke noget, at man åbner et værested, folk knytter sig til det personale, der er på værestedet, og 3 år senere lukker man det igen, alle de relationer går tabt, og så kan man starte forfra i den sociale indsats. Det duer simpelt hen ikke. Så den bevægelse er Socialdemokratiet rigtig glade for, og vi er rigtig glade for, at vi netop har kunnet finde den i det brede samarbejde på tværs af Folketingets partier, som vi har.

Jeg vil også gerne sige, at lige præcis ideen om en social investeringsfond er noget, som vi har været mægtig optaget af i Socialdemokratiet, og vi er rigtig glade for, at der er blevet taget hul på det med den aftale, vi har fået lavet for 2018. Og når vi er det, er det jo, fordi vi ser en mulighed for at få startet op og sat gang i nogle overordentlig store sociale investeringsprogrammer, som både har det der lange sigte, som har manglet, fordi satspuljen har været sådan noget fra tue til tue-politik, men også giver mulighed for, at nogle andre kan gå ind og investere i det sociale område på en måde, så vi kan få flere penge ud at gå.

Så samlet set vil jeg sige, at det her beslutningsforslag kan Socialdemokratiet ikke støtte, og det handler altså i høj grad om, at hvis man gerne vil afvikle satspuljen og den måde, man har bedrevet socialpolitik på, så er det simpelt hen ikke den rigtige metode. Det duer ikke på den måde, der er lagt op til i det her beslutningsforslag.

Der er en kort bemærkning fra fru Pernille Skipper.

Jeg kan nogle gange få fornemmelsen af, at selv den dag, jeg bliver udroteret af Folketinget, vil fru Pernille Rosenkrantz-Theil stadig væk stå på talerstolen og tale om Enhedslisten, som om hun er eksperten – men det får vi se. Det er ved at være nogle år siden, og der er få år til, at også jeg ikke længere skal være i Enhedslisten - eller i hvert fald i Folketinget, ja, Folketinget, bare rolig. Jeg er ikke på vej til den samme tur.

Finansministeren siger, at der er bred opbakning til satspuljen, og fru Pernille Rosenkrantz-Theil nævner så også selv, som jeg jo rigtig nok også husker, at Socialdemokratiet har en kongresbeslutning om at være imod satspuljen. Jeg vil bare spørge sådan helt lavpraktisk, for det sidste, der bliver sagt, er så, at hvis man skal afskaffe satspuljen eller afvikle satspuljen, skal det ikke være sådan her – hvordan skal det så være?

Ordføreren.

Det er jo et utrolig dejligt spørgsmål at få lige præcis det år, hvor man har lavet en aftale om den sociale investeringsfond. Efter vores bedste overbevisning skal det være sådan, at man overgår fra at have de her seancer, hvor man fordeler mindre beløb til projekter, der så varer i 3 år, hvorefter de fleste af dem bliver afviklet i igen, og til at man har den sociale investeringsfond, som er ved at blive etableret, ja, faktisk mens vi sidder her i salen, fordi det er præcis det, de arbejder på i øjeblikket i Finansministeriet på baggrund af den brede aftale, der blev lavet om det.

Efter vores bedste overbevisning, som vi også har meldt ud i offentligheden ad flere omgange, skal der være tre spor i satspuljen. Der skal være et driftsspor, det vil sige mange flere af de ting, vi kender, f.eks. Mødrehjælpen. Altså, der har været brug for Mødrehjælpen i 100 år, og det kommer der nok også til at være i fremtiden, så hvorfor skal Mødrehjælpen søge med jævne mellemrum? Det skal de heller ikke, for vi skal have driftsspor.

Så skal vi have et udviklingsspor. Det er det, der ligger i det, jeg kalder den lille sukkerskål inden for den sociale investeringsfond, og det ligger ovre i Finansministeriet nu.

Så skal der være det, der hedder de store sociale investeringsprogrammer, og det er det, der er den store sukkerskål – altså den store investeringsfond, som ligger under Finansministeriet.

Efter vores bedste overbevisning er det det ryk, der skal ske, for at man får løsrevet det her satspuljesystem fra den knopskydning, der har været tidligere.

Fru Pernille Skipper.

Så kan vi også godt konkludere, at der ikke er bred opbakning til satspuljen, som finansministeren siger der er, for der er jo faktisk, når man begynder at tælle, et flertal herinde, der af alle mulige forskellige grunde og med alle mulige andre alternative modeller siger, at man ikke ønsker satspuljen, som vi kender den i dag.

Jeg vil bare slutte af med en invitation til Socialdemokratiet, for vi prøver hele tiden på fra Enhedslistens side at finde ud af, hvordan vi gør det her, så vi kan få jer andre med. Skulle vi ikke sætte os ned og finde det flertal til at lave noget andet og få den her satspulje afskaffet, eller er det fint nok med det der lille ryk, man har gjort? Stopper man her fra Socialdemokratiets side?

Ordføreren, værsgo.

Altså, de eneste, der lige nu ikke er med til at afvikle satspuljen, er sådan set Enhedslisten, for Enhedslisten er det eneste parti, der ikke er med til at foretage den bevægelse, vi er i gang med. Så det er en forkert beskrivelse at sige, at der er alle mulige mandater rundt om regeringen eller sådan noget. Venstre og Konservative og Dansk Folkeparti og Liberal Alliance og Alternativet og SF og Socialdemokratiet og Radikale Venstre er med til at afvikle satspuljen, sådan som vi kender den.

I virkeligheden vil jeg lave invitationen omvendt. Måske skulle Enhedslisten se at komme ind i kredsen, for det er sådan set der, det foregår. Det foregår ikke ved, at man fremsætter tilfældige beslutningsforslag i Folketingssalen.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren og går videre i rækken til hr. René Christensen, Dansk Folkeparti.

Så har vi igen et beslutningsforslag om satspuljen. Det er ikke første gang, vi har set det, og det er jo sådan set positivt nok. Men jeg vil sige, at det, der er interessant her sådan en fredag formiddag, alligevel er, at Socialdemokratiet meget markant siger, at man faktisk ikke ønsker det her mere. Og det er fuldstændig rigtigt, som det bliver sagt fra Enhedslistens side, at så kan man tælle lidt på fingre, for det er jo faktisk sådan, at det er Folketinget, der bestemmer. Der er selvfølgelig forligskredse osv. osv., men hvis Folketinget vil et eller andet, er det faktisk Folketinget, der bestemmer. Så jeg synes, at den udmelding, der meget kort kom heroppe fra talerstolen fra Socialdemokratiets side, om, at man ikke ønsker den satspulje, som vi kender i dag. Det åbner da i hvert fald op for noget, for jeg kan da tælle til 97, og det er da et markant stort flertal i Folketingssalen for at lave noget andet.

Så er det også rigtigt, som det bliver sagt fra Socialdemokratiets side, at hvis ikke man vil vælte det hele og bygge op igen, er det selvfølgelig i forligskredsen, man skal arbejde frem imod det her. Finansministeren redegjorde jo også meget godt for, hvad det er for nogle nye tanker, der ligger i satspuljen, altså hvordan man i satspuljekredsen arbejder med at få pengene til at blive til flere, hvordan vi kan lave mere socialt arbejde for de samme penge, og det er jo et tankesæt, som vi i Dansk Folkeparti er meget enige i.

Kort og godt vil jeg sige, at Enhedslisten og Dansk Folkeparti jo flere gange har krydset klinger, men måske ikke så hårdt i forhold til den her dagsorden, for der er selvfølgelig nogle ting, vi er enige om. Dansk Folkeparti har sågar været ude af satspuljen til at starte med, og der var også en enkelt gang, vi var ude, men så kom vi ind igen. Hvorfor gjorde vi så det? Det er et spørgsmål om at sidde med ved bordet, for man kan godt have rene hænder, når man sidder udenfor og kigger ind og siger, at det, de andre laver, er forkert, men man kan også sidde med ved bordet og sige, at når det nu er, som det er, vil vi også være med til at lave de gode sociale projekter, som der sker med satspuljen.

Men jeg vil sige, at jeg gerne vil rose Enhedslisten for at have sat det her til debat i dag i Folketingssalen, og jeg vil også gerne rose Socialdemokratiet for fuldstændig firkantet at have meldt ud fra Folketingets talerstol i dag, at den model, vi kender vedrørende satspuljen i dag, ønsker man ikke fremadrettet. Det vil vi tage op, og vi vil sådan set også gerne diskutere det sammen med Enhedslisten – også uden for forligskredsen – for der er jo faktisk et markant flertal i Folketinget, som siger, at man gerne vil se på noget andet.

Så jeg synes, det har været berigende at høre, særlig det, som Socialdemokratiet har sagt, for Folketinget er stadig væk den lovgivende magt. Det er Folketinget, der kan lave ting om, og som jeg hører det, er der 97 mandater for at lave det her om, og det skal man jo måles på. Man skal ikke måles på, hvad man siger, men man skal måles på, hvad man gør.

Der er en kort bemærkning fra fru Pernille Skipper.

Tak for det. Jeg er i øvrigt meget enig i det sidste. Jeg vil også gå så langt som til at sige, at jeg er enig i, at man kan have hver sin analyse af, om man skal sidde med i en forligskreds eller ej. I Enhedslisten er det rigtig vigtigt for os, at man, når man sidder med i en forligskreds, også kan stå inde for finansieringen af det, man laver. Så vi vil ikke bare sidde og dele penge ud og så lade, som om vi ikke ved, hvor de kommer fra. Men det er jo i sidste ende også muligt at lave et forlig om, hvis man kan blive enig, og jeg tæller de samme 97 mandater.

Jeg vil bare gerne høre Dansk Folkepartis ordfører, om det i Dansk Folkeparti er af de samme årsager som i Enhedslisten, at man ikke bryder sig om satspuljen, altså både konstruktionen med uddelingen af puljer og uigennemsigtighed og kortsigtede projekter, men sådan set også der, hvor pengene kommer fra, altså finansieringen. Er det også problemet for Dansk Folkeparti?

Ordføreren.

Det er jo mere komplekst end som så. Selvfølgelig er der finansieringsdelen, det er vi enige i. Der er nogle udfordringer i forhold til den. Men Rigsrevisionen er også lige kommet med en rapport om satspuljen, hvor man har evalueret brugen af de her mange penge. Vi skal jo altså huske på, at vi taler om over 14 mia. kr., som kører rundt inde i det her hjul. Det viser sig, at man har sat mange innovative projekter i søen, fordi man mente, at det var her, man skulle blive klogere. Og sådan en pulje skal vi have. I et samfund som vores skal vi også turde sætte nogle penge af og så sige: Det virkede ikke, og derfor stopper vi med det. Eller: Det virker rigtig godt, det vil vi gerne arbejde videre med. Men så nytter det jo ikke noget, at evalueringsprocesserne faktisk har været ret ringe. Det er der så heldigvis blevet rettet op på.

Vi ønsker jo, at vi slet ikke har de her ansøgningspuljer. Vi ønsker også, at man fra Folketingets side kan gå ind og tilgodese projekter, som man gerne vil sætte i gang, hvor kommunerne måske sidder lidt på hænderne. Så det, at vi kæmper mod satspuljen, er fra Dansk Folkepartis side ikke et udtryk for, at man skal stoppe udviklingen af socialpolitikken. Det er mere sådan måden, man gør det på, og selvfølgelig finansieringen.

Fru Pernille Skipper ønsker ordet? Ja, værsgo.

Jeg er jo så rørende enig i, at der skal være en udviklingsmulighed, der skal være en udviklingspulje. Det er sådan set også en del af det beslutningsforslag fra Enhedslistens side, som vi behandler i dag. Det skal der være, sådan at man netop kan sende penge ud og sige, at vi tager en chance for at se, om vi kan udvikle noget nyt. Så det har vi sådan set også taget højde for i det her beslutningsforslag. Det, jeg måske leder lidt mere efter, er: Hvor er det præcis, vi er uenige? Er det kun i vurderingen af at være inden for eller uden for forligskredsen, eller er det også indholdsmæssigt? For hvis vi indholdsmæssigt er enige, kan vi jo begynde at lave det der arbejde sammen om at få det her forandret til det rigtige, også selv om vi er uenige om, om man skal være inden for eller uden for forliget.

Ordføreren.

Som udgangspunkt er det jo sådan, at når man er en del af forlig, står man på mål for det, og så arbejder man selvfølgelig for at lave ændringerne inden for forliget. Men det, det bare har givet mig og Dansk Folkeparti i dag, er, at det mandat, vi kan bruge i den forligskreds, jo er blevet markant stærkere af, at Socialdemokratiet har stået her på Folketingets talerstol og fuldstændig åbent sagt, at den model, vi har i dag, ønsker man ikke. Der er ikke et flertal i forligskredsen, men der er jo trods alt et flertal i Folketingssalen, som er enig i den analyse, som Socialdemokratiet er kommet med i dag, og som Dansk Folkeparti også har givet udtryk for. Det vil vi benytte os af. Derfor vil jeg bare gerne sige tak for, at vi har fået Socialdemokratiet til at sige det så firkantet og klart i dag.

Tak til hr. René Christensen. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre til hr. Carl Holst, Venstre.

Tak til Enhedslisten for at rejse debatten og drøftelserne omkring satspuljernes fremtid. Enhedslistens stillingtagen og holdning til satspuljer er velkendt, det er derfor, at partiet ikke er repræsenteret, når vi laver satspuljeforhandlinger, men enkelte gange lejlighedsvis kan de godt være med ved forhandlingerne, selv om der er finansiering af satspuljerne i det, vi arbejder med, senest her i forbindelse med skilsmisseforhandlingerne.

Der har i debatten lidt været en tilgang, der hedder: Er der overhovedet et flertal i Folketinget for at have satspuljer? Hvad mener partierne, og hvad med finansieringen af den og principperne omkring den? Det får mig til lige i starten at gentage, hvad der rent faktisk skete, da man lavede satspuljeaftalen for 2016 indgået i oktober 2015. Det var den daværende rene Venstreregering, der lavede en aftale med alle partierne forud for satspuljeaftalen minus Enhedslisten, hvori der står, at partierne tilslutter sig fuldt ud principperne for satsreguleringen, satspuljens tilvejebringelse, anvendelse, udmøntning og administration.

Partierne accepterer endvidere, at der som følge af skatteaftalen for 2012 sker en afdæmpet regulering af visse indkomstoverførsler i perioden 2016-2023, og endelig: Partierne kan ikke uden at opsige aftalen fremsætte eller stemme for forslag i Folketinget om at fjerne eller ændre satsreguleringen og den afdæmpede regulering i perioden 2016-2023. For mig er det en understregning af det brede fundament, der er i forhold til at arbejde med satspuljeaftalen, og den måde, den er finansieret på. Så kan man have forskellige tilgange til det.

Et par bemærkninger til beslutningsforslaget fra Enhedslisten. Jeg synes, at nogle af de ting, man efterspørger som intentionerne i forhold til fonden, er med i den måde, vi allerede har arbejdet på i de senere år. Og når jeg siger det på den måde, så vil jeg sige, at vi ved, at vi i de senere år har haft en bedre fokusering på, hvordan vi får de mere overordnede, strategiske sager og ikke enkeltsager. I det, jeg siger her, er der måske så også en lille erkendelse af, at der i noget af kritikken fra tidligere har været noget at komme efter. Jeg taler om den sociale investeringsfond helt, helt overordnet, hvor vi netop ser helheder og ikke små sager, jeg taler om stærkere social mobilitet i et udviklings- og investeringsprogram, som jeg selv betragter som to eksempler på, at man nu er begyndt på det, som Enhedslisten med deres beslutningsforslag egentlig ønsker.

Afslutningsvis vil jeg godt sige, at min forsvarstale for satspuljesystemet ikke må tages som udtryk for, at vi bare kritikløst skal videreføre det, der er, for vi skal selvfølgelig hele tiden være bevidste om, hvordan systemet er i forhold til administrationsomkostningerne ved at administrere midlerne. Hvordan får vi flest muligt penge ud til de socialt udsatte og ikke til administration; hvordan sørger vi for, at der er en driftssikkerhed, så vi ikke går fra projekt til projekt, men at vi støtter udviklingsprojekter med henblik på at vurdere, om disse projekter måske kan få en driftsstøtte, hvis de overholder – og det er min tredje pointe – det, der også er intentionerne, nemlig at det, vi støtter, har en effektgørende forskel, altså at vi får evidens for, hvad der virker, og hvad der ikke virker? Det tror jeg vi kan finde fælles fodslag om at gøre i fremtiden

Der er en kort bemærkning fra fru Pernille Skipper.

Jeg vil starte med at sige til hr. Carl Holst, at det jo er fuldstændig rigtigt, når hr. Carl Holst kan genkende noget af det, der står i Enhedslistens forslag, som noget af det, man har sat i gang. Så det er en gensidig ros til, at det jo er rigtig nok, at der sker en forbedring på den måde, man håndterer tildelingen af midler på, og det er vi rigtig glade for. Det hører vi i øvrigt også ros for, om end ikke jubel og begejstring, og nu er alt løst, men dog ros fra de mange mennesker, som arbejder og også bøvler rigtig meget med satspuljen for at få lov til at arbejde med mennesker med problemer.

Hr. Carl Holst læser jo en vigtig passage op om finansieringen, og hvad man tilslutter sig og ikke tilslutter sig, og Enhedslisten får jo tit at vide, måske ikke så tit af en Venstremand, men fra andre partier, at vi bare burde være med og sidde og fordele pengene, men hr. Carl Holst vil jo så nok give mig ret i, at man ikke bare kan være med til at sidde og fordele pengene uden at stå inde for, hvor de kommer fra, ikke sandt?

Ordføreren.

Jeg er enig, hvilket også er baggrunden for, at jeg ikke på noget tidspunkt har brugt det udtryk: I kan bare være med og fordele pengene.

Fru Pernille Skipper.

Det kan man nemlig ikke. Man kan ikke bare være med og fordele pengene. Man skal også vil være med til at finde dem, og det, som hr. Carl Holst læser op, er jo en blåstempling af finansieringen, den oprindelige satsregulering, som jo altså betyder, at man regulerer overførselsindkomsterne mindre end løn- og prisudviklingen, og at både kontanthjælpsmodtagere, men også folkepensionister, mennesker med handicap og sygdom ifølge Finansministeriet selv har færre penge mellem hænderne, end de ellers ville have haft, hvis man ikke havde satsreguleringen, men også af den topskattelettelse, der blev givet i 2012, så vidt jeg husker, hvor man netop også tog pengene fra selv samme mennesker på overførselsindkomster, syge, ældre osv.

Ordføreren.

Jeg oplevede det måske mere som nogle synspunkter, som ordføreren fra Enhedslisten kom med. En enkelt refleksion alligevel, selv om det ikke var et spørgsmål måske. Man kan jo også have den tilgang til måden, satspuljen er finansieret på, at den er med til at sikre, at det kan betale sig at arbejde.

Tak til hr. Carl Holst. Der er ikke flere korte bemærkninger. Og vi går videre til fru Laura Lindahl, Liberal Alliance.

Jeg og Liberal Alliance deler sådan set ambitionen om, at man på sigt skal flytte midlerne fra satspuljen over på finansloven. Vi er ikke tilhængere af det her projektregime, hvor man sådan set ikke styrer finanserne i forhold til socialpolitikken optimalt. Vi synes, det ville være bedre, at man fandt ud af, hvad det er, der virker, som man så lægger over på finansloven og sikrer en varig drift af. Så vi er sådan set enige i grundtanken om at få nedlagt satspuljen og få meget mere styr på, hvor mange penge vi bruger på det her område, og hvad vi bruger pengene på.

Vi er ikke enige i, at overførselsindkomsterne skal stige det ekstra år for år. Det er nok ikke så overraskende, at vi i Liberal Alliance også synes, at det er sådan forfejlet at sige, at det er modtagerne af overførselsindkomsterne, der finansierer satspuljen, fordi de i et eller andet teoretisk scenarie ville være steget mere, hvis man ikke havde haft den her satspulje. Man bliver jo som overførselsindkomstmodtager ikke fattigere af, at andre mennesker får en større lønstigning. Sådan fungerer det jo ikke.

Så på den baggrund kan Liberal Alliance ikke støtte forslaget. Men vi synes sådan set, det er ret fint, at Enhedslisten løfter debatten, starter debatten; der er også kommet nogle interessante meldinger herinde. Og det kan sagtens give grobund for, at man kan diskutere satspuljen videre, altså i forhold til hvordan den skal være fremadrettet.

Tak til fru Laura Lindahl. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre til hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Mange tak. For et par år siden var en af de første ting, som jeg som socialordfører skulle tage stilling til, om Alternativet skulle med i satspuljeforliget, så jeg skulle give en anbefaling til Alternativets folketingsgruppe, om vi skulle gå med i satspuljeforliget. Det vil sige, om Alternativet også skulle være med til at fordele milliarder til både eksisterende og nytænkende, sociale, forebyggende aktiviteter for udsatte mennesker i Danmark, men også om vi skulle med i en aftale, der i al for høj grad skabte puljestyring, hvor man støtter 4 år ad gangen, og det vil sige, at man giver penge til nogle projekter, som når at etablere sig og skabe et håb over for en presset udsat målgruppe, og så risikerer de at forsvinde igen, fordi der ikke kan findes en kommunal forankring ude i de pressede kommuner.

Men det handlede egentlig også om, om vi skulle gå med i en aftale, hvor jeg egentlig synes, at for mange af de penge, der er i satspuljen, år for år bliver brugt til ting, som egentlig ikke handler om de udsatte. Det er ikke mindst en pulje, hvor man i en eller anden grad fodrer hunden med sin egen hale, altså, hvor man tager penge fra dem, der er på overførselsindkomst, eller som de i hvert kunne have fået i den der 0,3 pct. af den pris- og lønfremskrivning, der var dengang, og løser sociale problemer for de socialt udsatte for dem. Så skulle jeg virkelig anbefale Alternativets gruppe at gå med i det? Ja naturligvis, der var ingen tvivl i mit sind. Satspuljen rummer simpelt hen så mange kendte problemer og erkendte problemer og udfordringer, som vi også hører fra talerstolen i dag, at jeg synes, at det eneste ansvarlige var at gå ind og samarbejde om at få lavet det om.

Det havde været verdens letteste sag for Alternativet at blive udenfor og sætte vores håb til, at satspuljepartierne og satspuljekredsen selv vil løse de udfordringer, som der var, men jeg anbefalede vores gruppe at gå ind i det, trække ærmerne op og samarbejde med de øvrige partier om at lave puljen om, og jeg fik opbakning, og vi gik ind, og det er jeg glad for i dag. Det er ofte sådan, at når man går ind i forlig, tænker man, at nu kan man komme ind og lave en masse om, men det er ikke altid så let. Men jeg synes her i forhold til satspuljen er det faktisk gået over forventningerne, altså, vi er gået til i langt højere grad at støtte større forebyggende investeringer end det her puljetyranni, som er sådan en slags tue til tue-politik.

Vi er begyndt at permanentgøre flere af de projekter, som virkelig kan noget, sådan at de ikke skal søge penge hvert fjerde år. Vi har lavet en social udviklingsmodel på det, sådan at vi kan afkode, hvad det er for nogle afledte besparelser, det giver, når vi laver initiativer, der skaber trivsel og livskvalitet i udsatte menneskers liv. Og så er vi også med til hver eneste gang ovre hos finansministeren, når vi starter satspuljeforhandlingerne, at prøve at sikre, at så mange penge som muligt bliver brugt til de socialt udsatte.

Så vi mener egentlig på mange måder, at vi er på rette vej, og tilbage står så den sidste udfordring, som Enhedslisten adresserer – eller ikke hundrede procent den sidste, der skal stadig arbejdes, men i hvert fald den store – og det er, at jeg synes, at vi skal ændre i finansieringen, så den ikke kommer fra overførselsindkomsterne. Her tror jeg, at løsningen bliver resultatet af et af de initiativer, som vi i satspuljekredsen har muliggjort, nemlig de sociale investeringer.

Det er nemlig klogt at investere i mennesker både på uddannelsesområdet og mange andre områder i samfundet, men også på socialområdet, og normalt anser vi jo mennesker som udgifter og investeringer i mursten som investeringer. Men altså, investeringer i mennesker skal ikke ses som udgifter. Når man investerer i at skabe trivsel og livskvalitet for udsatte mennesker og opnår et godt resultat, er det ikke bare en god menneskelig investering, det er også en kanongod økonomisk investering, som giver afkast, som giver afledte besparelser, besparelser, man kan identificere, løfte ud og geninvestere, hvis man vil det.

Nu løfter vi så ideen om sociale investeringer op i et helt nyt perspektiv med den sociale innovationsfond, som vi har givet 50 mio. kr. til via satspuljen, og meningen er jo, at det skal være en snebold, der skal trække rigtig store investeringer til, pensionsselskaber f.eks., som kan lave nye, store, sociale milliardinvesteringer oven på velfærden, som kan skabe yderligere social værdi, og hvor vi kan lokalisere de afledte besparelser og også geninvestere dem, i så høj grad vi nu kan det. Så det kan være, at vi måske kan erstatte satspuljen helt, når de her investeringer forhåbentlig kommer op i milliardklassen, eller at vi, hvis vi laver mindre konstruktionsændringer, i hvert fald kan finde den halve milliard, som jeg vil give Enhedslisten ret i at det er utrolig vigtigt at vi har til innovative og nytænkende, sociale projekter i Danmark.

Så det er den vej, som jeg håber, at udviklingen omkring satspuljen vil tage, og derfor støtter jeg ikke det konkrete beslutningsforslag fra Enhedslisten, men jeg synes, det er fint, og jeg synes også, at hele den her debat giver anledning til at komme med en slags status quo og opdatering til alle dem, der lytter med, i forhold til den utrolig vigtige udvikling på satspuljen og de sociale investeringer.

Der er et par korte bemærkninger. Først er det fru Pernille Skipper. Værsgo.

Hr. Torsten Gejl siger, at Alternativet gerne ville være med for at lave puljen om. Jeg tror, at Enhedslisten nok ville have gjort det samme, hvis der er tale om dårlig puljestyring. Punktum.

Men spørgsmålet er, nej, lad mig formulere det sådan her: Der er en satsregulering på 0,3 pct. hvert år, som betyder, at enlige folkepensionister har 7.716 kr. mindre mellem hænderne om året, end de ellers ville have haft, plus den topskattelettelse, som også mindreregulerer overførselsindkomster. Hvad synes Alternativet om de to reguleringsformer? Hvad synes Alternativet om den finansiering?

Ordføreren.

Der er nogle åbenlyse ting, der har gjort, at vi er gået ind i det her, fordi vi synes, vi vil prøve at være med til at lave det om. Jeg synes, vi er rigtig godt på vej, og jeg står jo også her og kommer ikke med konkrete forslag, men i hvert fald med visioner for, hvordan man kan finde den mængde penge, der skal til. Jeg tror, at meget af det her vil blive løst, ved at vi kommer til at lave nogle meget større sociale investeringskonstruktioner, som måske endda kommer til at overflødiggøre satspuljen eller i hvert fald kan sikre, at vi kan få mindre investeringspuljer til nytænkende projekter, så vi ikke behøver at tage pengene fra overførselsindkomsterne.

Ønsker Pernille Skipper ordet igen? Ja, det gør hun. Værsgo.

Tak. Jeg har bare svært ved at forstå, hvorfor man så skriver under på det så sent som i 2015, altså at man står inde for den finansiering. Er der nogen som helst tegn på, at der er samtaler i satspuljeforligskredsen om, at man skal ændre finansieringen af satspuljen? Har man siddet og haft samtaler i forligskredsen, hvor der er blevet talt oprigtigt om, at man vil ændre på finansieringen? For det lyder ikke på de andre ordførere, som om at det er tilfældet. Det fungerer jo sådan, at når man går ind i et forlig, står man både inde for, hvordan man bruger pengene, og hvor de kommer fra. Gør det ikke?

Ordføreren.

Jo, og når man går ind i satspuljeforliget med den type finansiering, der er, så giver det øretæver. Men det er det eneste sted, man kan ændre det. Hvis man ikke er med, kan man intet gøre. Jo, man kan fremkalde en god debat. Men den eneste måde, vi kan komme ind og prøve at ændre de ting på, er simpelt hen ved at gå ind i det. Jeg synes, det er virkelig spændende, at vi begynder at få sociale investeringsmuligheder, hvis afkast begynder at komme op i retning af nogle økonomiske volumener, der gør, at vi i hvert fald hos Alternativet har visioner om, at det måske i virkeligheden kunne være den finansiering, vi mangler, til at få taget det væk fra overførselsindkomsterne.

Så er det fru Laura Lindahl. Værsgo.

Tak for det. Jeg er faktisk rigtig overrasket over, at Alternativet stiller sig sådan i forhold til satspuljen, for jeg hører jo tit Alternativet tale imod f.eks. puljestyring og det her med, hvor meget bureaukrati der er forbundet med det. Og det er jo sådan helt absurd meget bureaukrati, der er forbundet med satspuljerne. Der udvikles nogle programmer, og man bruger meget tid i kommunerne på at sidde og afkode, hvad det er, der skal til, for at man kan søge de her penge: prøve at søge og få afslag, søge igen næste år, måske få tildelt noget, skulle rette det, man har lavet. Det er jo absurd mange timer, som man bruger på den her måde i stedet for på meningsfulde socialpolitiske tiltag.

Så jeg kan slet ikke forstå, hvorfor lige præcis ikke Alternativet gerne vil være med på det her, for det her handler jo ikke om, at man ikke vil investere i socialpolitik, vil investere i mennesker. Vi er da alle sammen enige om, at det giver noget, og at det gør en forskel. Men hvorfor vil man bruge et middel som satspuljen, som afføder så meget bureaukrati alle vegne i vores samfund, i stedet for at blive klogere på, hvad der virker, og så lægge det, der virker, over på finansloven?

Ordføreren.

Altså, jeg synes, det er dødsensfarligt at lægge det her over på finansloven. Hvis vi lægger det her over på finansloven, kan det i hvert fald godt kræve, at der er et rødt flertal resten af mit liv, for at jeg er stenhamrende sikker på, at de her penge fortsat vil blive brugt på sociale udfordringer.

Fru Laura Lindahl.

Okay, men det var jo sådan set et fair nok svar. Men gør det ikke også indtryk på ordføreren, at det er sådan, at når man taler med nogle af organisationerne, som jo også synes, at det er svært at navigere i det her – det er f.eks. gadejuristen – så siger de: Hvordan kan vi bruge det her? Vi har ikke ressourcer til at lave programmer og sætte os ind i, hvad det er, satspuljen kan udbyde, og hvordan vi kan blive en del af det.

Derfor bliver de simpelt hen overset i det, og dem ville man jo sådan set kunne tilgodese, hvis man kunne kigge på de ting, de gør, og som virker. Og så kunne man – også som en borgerlig regering – sætte dem på finansloven.

Ordføreren.

Så har ordføreren ikke lyttet ordentlig efter min tale, eller også har jeg simpelt hen ikke udtalt mig klart. Noget af det bedste, jeg synes vi har gjort, er netop at komme noget af det puljetyranni til livs. Det er at lave større sociale investeringer, som vi så også slår nogle søm i . Jeg synes simpelt hen, at det er noget af det bedste, vi har gjort. Noget andet, som jeg også er glad for at vi er begyndt at gøre, er at permanentgøre flere ting, som har vist sig at virke, så man ikke skal ud og lave fra tue til tue-hopning. Så jeg er egentlig meget enig med ordføreren i de ambitioner, men vi har måske lidt forskellige måder at løse det på, men det må vi snakke os frem til, for målet er det samme.

Tak til hr. Torsten Gejl. Vi går videre i ordførerrækken til fru Marianne Jelved, Radikale Venstre.

Tak. Jeg vil gerne kvittere over for Enhedslisten for at rejse debatten her. For det giver os jo en mulighed for i en større offentlighed at diskutere, hvad det egentlig er for en udvikling, der er i gang i forhold til satspuljen, og det vil jeg så benytte lejligheden til.

Jeg vil godt gentage noget af det, som fru Pernille Rosenkrantz-Theil sagde i sin ordførertale, nemlig at der, før vi fik en satspulje, ikke var en systematisk fremskrivning af overførsler, og det er der altså nogle af os der indimellem glemmer. Det var sådan tilfældigt, om SU blev reguleret med 0,5 pct. og folkepensionen med nul komma et eller andet eller 1,2 pct. eller et eller andet andet tal – jeg kan ikke huske, hvordan det var – men der vedtog vi så en egentlig regulering af overførslerne via satspuljen, altså i virkeligheden en pris- og lønfremskrivning. Man tog så 0,3 pct. af den pris- og lønfremskrivning og puttede dem i satspuljen, og deraf kommer begrebet satspuljen. Det var en forbedring for de borgere, som var på overførselsindkomst, som var overførselsmodtagere dengang. Samtidig fik vi også systematisk midler på finansloven til socialpolitikken. Det har vi nu sat bedre og bedre i system ved oprettelsen af Den Sociale Innovationsfond, som vi vedtog sidste efterår.

Men der er jo midler, der er sat af på finansloven til drift af forskellige opgaver. Bl.a. ved jeg, at der er en lille forening, der hedder Landsforeningen af VæreSteder, som simpelt hen ikke ville kunne eksistere, hvis ikke de havde driftsmidler fra satspuljen. De er på finansloven i et par år, og så vurderer satspuljekredsen, om de skal fortsætte med at være det, og hvis de skal det, fortsætter de, og ellers må man lave om på det. Men der er faktisk nogle, der udfører nogle helt relevante og nødvendige opgaver i samfundet, som kommer på finansloven, via satspuljen.

Det, vi så har lavet af nyt, og som skal til at blive kørt i stilling, havde jeg nær sagt, altså etableres med indhold næste efterår, er at etablere Den Sociale Innovationsfond, hvor meningen er, at de kan finansiere større udviklingsprojekter, gerne og helst på baggrund af et mindre projekt, der har udviklet nogle metoder til en bedre socialpolitik, og der vil jeg godt bruge et eksempel, som Folketinget skal arbejde med her i de kommende uger, nemlig lovgivningen om det sociale frikort. Det er jo i virkeligheden et forsøgsprojekt, hvor vi siger, at der er nogle mennesker, som har så ringe vilkår i forhold til at komme på arbejdsmarkedet, at de skal have lov til at få et kort, hvor de er fritaget for at betale skat af de meget små beløb, som de kan tjene ved at gå rundt og hjælpe forskellige virksomheder og forretninger osv., hvor de kan gøre en indsats i kort tid og på den måde blive en del af et fællesskab, som kan gøre, at de kan få bedre og bedre muligheder for at klare sig bedre i samfundet fremefter. Så det er et forsøg, og det er en metodeudvikling, som vi venter os meget af.

Men Herning Kommune er også et andet godt eksempel. De blev inspireret af en svensk kommune, der havde lavet et arbejde på en særlig måde, så de forebyggede børns anbringelse uden for hjemmet. Herning Kommune lavede så et forsøg i en lille del af deres kommune og så, at det faktisk virkede på den måde, som de tilrettede den svenske model til deres brug på. Det betyder nu, at Herning Kommune har lavet en helt ny måde at lave socialpolitik på i forhold til forebyggelse af børns anbringelse uden for hjemmet, som faktisk virker, og som nu inspirerer andre kommuner, og vi har sat nogle penge af til at få andre kommuner til at turde gå i gang med at prøve at udvikle den samme model, måske efter deres egne kommunale erfaringer.

Det, der også er interessant med innovationsfonden, er, at der kan komme finansieringskilder uden for det, vi har sat til side her på Christiansborg, nemlig pensionskasserne. De vil gerne være med til at investere i Den Sociale Innovationsfond, hvis de kan se, at de over længere tid kan få gavn af det, og dermed mindske udgifterne på et område i socialpolitikken. Og der kan være fonde, der er med til at udvikle socialpolitiske metoder, som så kan komme ud i forskellig målestok. Det er faktisk en ny måde at udvikle socialpolitik på, som der er nogle af os der forventer os rigtig meget af. Jeg synes, at man kunne håbe, at Enhedslisten igennem de næste par år kunne se, hvordan det faktisk kunne fungere, og prøve at se, hvordan hele det her store projekt, som vi kalder Den Sociale Innovationsfond, faktisk har sin historie og baggrund. Det er i hvert fald et fromt håb for at få Enhedslisten med i den her kreds.

Der er en kort bemærkning fra fru Pernille Skipper, værsgo.

Tak for det. Det er altid dejligt at føle sig velkommen, uanset om man tager imod invitationen. Så tak til fru Marianne Jelved for det. Jeg kunne godt tænke mig for det første igen, som jeg har gjort over for tidligere ordførere på talerstolen, bare at anerkende det arbejde, der er sket, og at man faktisk har udviklet satspuljen til det bedre i forhold til konstruktionen og uddelingen af midler. Det følger vi med i, så godt vi kan. Vi er spændte osv. Jeg tror også, at fru Marianne Jelved kan se inspirationen i vores beslutningsforslag. Det er ikke sådan hentet ned fra månen, det er hentet fra noget af det, der faktisk allerede sker.

Det, der virkelig skiller Enhedslisten fra at træde ind, er jo finansieringen. Så jeg kunne godt tænke mig at spørge fru Marianne Jelved på den her måde: Ville fru Marianne Jelved, hvis det eksempelvis var nedskæringer i kontanthjælpen til integrationsydelsen, som jeg ved at Radikale er hamrende imod, eller en anden finansiering, som virkelig går Radikale inderligt imod, så træde ind i satspuljen? Ville fru Marianne Jelved sidde der og fordele penge, hun var inderligt imod blev skåret et andet sted?

Ordføreren.

Nej, jeg ville jo heller ikke gå ind i et projekt, som jeg var inderligt imod. Nu var jeg jo i den heldige situation, at jeg var med til at skabe hele det her projekt, som vi kalder satspuljen, i sin tid. Jeg var med til at lave den aftale, der faktisk forbedrede reguleringen af overførselsindkomster dengang. Det er det, vi nogle gange glemmer, at det ikke var en gylden tid, som vi har taget 0,3 pct. fra. Vi gjorde det til en langt bedre situation, fordi vi regulerede det systematisk fremefter, og tog så den lille del, som hedder 0,3 pct. af den forbedrede regulering af overførselsindkomsterne, og brugte til socialpolitisk udviklingsarbejde. Og det er vi for.

Fru Pernille Skipper ønsker ordet.

Men ville fru Marianne Jelved og Radikale så, hvis man ikke var bundet af et forlig – vi lader, som om man ikke var bundet af et forlig – hellere regulere overførselsindkomsterne fuldt, sådan at man følger løn- og prisudvikling og afskaffer satsreguleringen? Ville Radikale gøre det, hvis man ikke var bundet af et forlig, og det var det, der var til afstemning? Ville Radikale så stemme for?

Ordføreren.

Vi vil ikke lave om på det system, vi har i dag, for vi synes faktisk, at det fungerer rigtig godt, og der er også en rimelighed i det. Det er et tænkt eksempel. Men jeg vil da ikke afvise helt teoretisk, at vi som parti kan komme i en situation, hvor vi skal være med til at finansiere noget på en måde, som vi ikke vil være med til, og så er vi uden for. Det kan man sagtens, men det er ikke det, vi taler om her. Vi er faktisk tilhængere af det her.

Tak til fru Marianne Jelved. Vi går videre i ordførerrækken til fru Lisbeth Bech Poulsen, SF.

Tak til Enhedslisten for at rejse den her debat, som vi har haft mange gange i løbet af årene. Som flere andre har været inde på, er det, altså vigtigt, når vi diskuterer det her, at have historikken på plads. Der har aldrig været et tidspunkt, hvor overførselsindkomsterne har været reguleret hundrede procent. Før 1990 blev folkepensionen reguleret med pristallet, og der var ikke var nogen automatik i, hvordan overførslen blev reguleret, men efter 1990 blev folkepensionen og andre overførselsindkomster reguleret med løn- og prisreguleringen, og det var altså et ret massivt hop opad. Der tog man så 0,3 pct., det gør vi stadig, og putter det ind i det, vi kalder satspuljen. Så når vi diskuterer det her, synes jeg, vi skal være meget klare, med hensyn til hvad det er vi vil, og Enhedslistens forslag går jo på at afskaffe satspuljen. Med det menes at afskaffe den nedregulering, der er på de 0,3 pct.

Så er der også et forslag om en ny social udviklings- og innovationspulje. Til det vil jeg sige, at inden for den nuværende satspulje er det den retning, vi går i. Det har flere af mine kolleger også været inde på. Man kigger på Herningmodellen, hvor man tager en ramme, og man kigger på, hvordan man kan få langt flere langvarige og faste overførsler. Man tager et opgør med det puljetyranni, skridt for skridt godt nok, men som helt rimeligt har været kritiseret sønder og sammen. Flere af mine kolleger har også været inde på det her med SØM, altså den socialøkonomiske investeringsmodel, hvor vi i højere grad prøver at sige, som hr. Torsten Gejl også var inde på, at når vi investerer i specielt udsatte børn og andre, er det ikke bare udgifter, så er det investeringer i mennesker. Det er ikke kun en humanistisk, menneskelig investering, det kan også ses på bundlinjen. Det er derfor, vi også igen og igen har sagt til finansministeren og Finansministeriet, at nu skal de altså til at have opgraderet deres modeller, så det i højere grad bliver retvisende, at der ikke skal være den her indbyggede bias, hvor det kun er skattelettelser, der har dynamiske effekter, mens alle mulige andre investeringer ikke har. Så den udvikling er på vej.

Et af de problemer, jeg ser i Enhedslistens forslag, er også, at økonomien i det her simpelt hen ikke hænger sammen. Enhedslisten foreslår en social udviklings- og innovationspulje, der skal tilføre 550 mio. kr. årligt, og det må så betyde, at der skal være en finansiering på 1,1 mia. kr. efter 2 år, 1,65 mia. kr. efter 3 år osv. osv. Den her sodavandsafgift, som bliver foreslået, dækker kun 1 år, og så skal vi altså have noget nyt til år 2, år 3 osv. osv. – i hvert fald hvis man vil tilføre nye midler årligt.

Jeg vil gerne dele det her forslag op i nogle forskellige problematikker for at være sikker på, at vi taler om det samme. Den retning, som Enhedslisten ønsker der skal være i forhold til en ny social udviklings- og innovationspulje, er den retning, som specielt socialordførerne, men faktisk alle, der sidder med det her område, er på vej i: Gå væk fra puljetyranniet, se på de langsigtede indsatser, se på, hvordan man f.eks. også kan få pensionsfondsmidler ind i de her indsatser. Det andet handler om at sige, at man skal gøre op med mindrereguleringen, men som jeg sagde før, har der aldrig været det her perfekte niveau, hvor der var en regulering på hundrede procent af overførselsindkomsterne, så man er ikke gået fra et niveau og så ned; man er gået fra et lavt niveau, hvor man kun pristalsregulerede op til en løn- og prisregulering. Derfor kan man jo godt sige og mene, at der skal være en 1:1-regulering, og det mener vi også i SF. Vi er med i satspuljeforliget, vi er med i satspuljen, fordi vi gerne vil være med til at styre det arbejde hen imod, at de her mange penge, der ligger i satspuljen, bliver brugt bedre, mere langvarigt, med større effekt, med mindre puljetyranni. Samtidig bliver man altså nødt til at sige, at der ikke har været et eller andet perfekt scenarie, hvor man så tog en masse penge og kom ned på et lavere niveau. Derfor bliver jeg også nødt til at spørge, om Enhedslisten har lyst til at være i en situation som den, der var, før vi fik satspuljen, for så er der altså rigtig mange milliarder færre kroner til folk på overførselsindkomst, end der ville have været i dag.

Jeg håber, at jeg har været inde på de forskellige elementer af forslaget. Vi kan ikke støtte det, som det ligger, og vi synes faktisk, at det ikke er noget særlig godt struktureret forslag, men vi vil gerne diskutere reguleringen.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra fru Pernille Skipper.

Enhedslisten har ikke fremsat et forslag om, at vi skal gå tilbage til det, der var før satspuljen eller før satsreguleringen. Det er simpelt hen ikke det, der står i forslaget. Der står, at vi afskaffer satsreguleringen og regulerer overførselsindkomsterne fuldt ud.

For mig at se lyder det lidt som sådan en udenomssnak. Det er ikke, fordi SF's ordfører har været den eneste ordfører, der har prøvet at henvise til, at det var meget dårligere før i tiden, i stedet for at forholde sig til det, vi egentlig foreslår. Så derfor kunne jeg bare godt tænke mig, at vi kunne få et helt klart svar fra finansordføreren, så vidt jeg ved, fra SF på: Satspuljen finansieres af en mindreregulering af overførselsindkomsterne, kontanthjælp, folkepension osv., er det ikke korrekt?

Ordføreren.

Satspuljen finansieres af finansloven efter en metode, hvor man tager en mindreregulering. Jeg ved godt, at det her lyder mega teknisk, men der har jo aldrig været en fuld regulering, hvorfra man så har taget nogle penge. Vi er gået fra et lavt niveau til et højere niveau. Så det er metodeudregningen, det er de 0,3 pct., som kommer ind fra finansloven og finansierer det her. Det, jeg synes vi skulle diskutere, var: Vi kom fra et lavt niveau til et højere niveau, og er det vores ambition, at vi skal op på en 1:1-regulering? Ja. Men så skal vi blive enige om finansieringen, og det, der er i forslaget, rækker altså ikke. Jeg synes, det vigtige jo er, at hvis vi gerne vil op på 1:1-regulering, så skal vi finde de penge, altså se, om der er flertal for det. Men jeg vil gerne argumentere imod det her med, at man tror, at hvis vi afskaffede det her, ville der være en 1:1-regulering. Lige nu har vi et borgerligt flertal. De kunne i morgen, hvis der var sådan en situation, vedtage, at der overhovedet ingen regulering skulle være. Derfor er det her jo også en måde at hegne borgerlige flertal ind på, nemlig at der trods alt sker en regulering.

Tak. Ønsker fru Pernille Skipper ordet igen? Værsgo.

Dansk Folkeparti har jo lige stået og sagt, at de også gerne vil have en 1:1-regulering. Så kan jeg ikke forstå, hvorfor man er bekymret for det der borgerlige flertal. Altså, det virker lidt som sådan en rundtomkring. Hvis SF er enig i det, er SF jo også enig i forslaget fra Enhedslisten, nemlig at vi skal have en 1:1-regulering. Vi foreslår ikke at gå tilbage til noget, der var engang. Vi foreslår beslutningsforslaget, vi skal stemme om. Det handler om at få en 1:1-regulering af overførselsindkomsterne, sådan at de følger med løn- og prisudviklingen, ligesom alle andre. Det er SF så for?

Så er det ordføreren. Værsgo.

SF er på sigt for at komme op på en 1:1-regulering. Vi synes, det er urimeligt, at man mindreregulerer. Jeg ville bare gerne igen – og til dem, der måske ser på – sige, at vi altså ikke er gået fra en situation, hvor der var en fuld regulering, som man så har taget noget fra. Jeg er glad for, at fru Pernille Skipper har så stor tiltro til Dansk Folkeparti, men Dansk Folkeparti er altså også et parti, der støtter et kontanthjælpsloft og andre fattigdomsydelser, og derfor bliver jeg bare nervøs for at overlade det til et tilfældigt flertal, om der skal ske ingen regulering eller en fuld regulering minus de 0,3 pct. Derfor vil vi i SF rigtig gerne prøve at se, om vi kan finde en måde, der hegner det ind, så vi ikke overlader det til et tilfældigt borgerligt flertal at skære endnu mere i overførselsindkomsterne, end vi ser det i dag. Så det er egentlig en fremstrakt hånd.

Tak. Så er der en kort bemærkning fra fru Pernille Rosenkrantz-Theil.

Nu siger fru Lisbeth Bech Poulsen, at SF gerne vil hen et sted, hvor man har en 1:1-regulering, og at den finansiering, der ligger i det her beslutningsforslag, vi behandler, ikke dækker det. Det vil jeg egentlig gerne bede ordføreren om at uddybe, for jeg har konstateret præcis det samme, da jeg sad og læste det, nemlig at man lægger godt og vel ½ mia. kr. ind hvert år fra Enhedslistens side. Men det, der jo er virkeligheden her, er, at vi år efter år bygger op, så det er ½ mia. kr. i år 1, 1 mia. kr. i år 2, 1½ mia. kr. i år 3 osv. derudad. Det vil sige, at hvis man skulle bruge lige så mange penge på socialområdet, som tilfældet er, under satspuljeregimet, ville Enhedslisten skulle op med en helt anden finansiering end den, der ligger her.

Ordføreren.

Jeg venter lige på, at de to ordførere diskuterer færdig. (Første næstformand (Henrik Dam Kristensen): Nej, det foregår fra talerstolen, så værsgo til ordføreren). Hvis man vil have en finansiering, der skal følge med den, der er i dag, skal man lægge noget oven på igen og igen og igen. Det vil sige, at man f.eks. skal have en sodavandsafgift. Så skal man opfinde en ny sodavandsafgift det andet år og en tredje det tredje år osv. Jeg siger ikke, at vi ikke skal diskutere finansiering, men jeg siger bare, at det ikke ligger i det her forslag. Og når Enhedslisten skriver, at der er penge i råderummet, må jeg også bare sige, at det er der ikke, hvis vi skal følge med den demografiske udvikling plus velstandsstigningen, og det ønsker Enhedslisten også, så vidt jeg har forstået. Så hvis man vil begynde at pille ved råderummet, er der ikke penge til den demografiske udvikling, altså at vi bliver ældre, og at folk har en forventet velstandsstigning. Så råderummet skal bruges til det. Der er altså ikke noget at pille ud til at finansiere nogle andre ting.

Det her er jo ikke for at sige, at vi ikke kan diskutere en ny finansiering, men det ligger der bare ikke i det her forslag, og det er det, jeg synes er problematisk. Men vi kan jo sætte os sammen og prøve at se, om der kan komme nogle andre ideer på bordet, der kan finansiere det her, for det er vi virkelig villige til at kigge på.

Så er det hr. René Christensen.

Tak for det. Jeg havde egentlig ikke forberedt, at jeg sådan lige skulle spørge SF om noget i den her sag, men det er ret interessant. For der er det med et tilfældigt flertal, som der bliver sagt. Der findes jo faktisk ikke tilfældige flertal herinde. Enten er der flertal, eller også er der ikke flertal.

Så vil jeg godt spørge, om SF er en del af det her tilfældige flertal, som ønsker at se på finansieringen af satspuljen. Vil SF være en del af det tilfældige flertal?

Ordføreren.

Det, jeg prøvede at sige før, var, at når vi har et satspuljeforlig, er vi bundet sammen om, at der skal være den her opadgående regulering, fuld regulering minus de 0,3 pct. Hvis der ikke er det, altså hvis vi ikke er bundet sammen, er det afhængigt af et hvilket som helst flertal, om man vil sige, at i år skal overførselsindkomsterne overhovedet ikke stige, overhovedet ikke, og så bliver de meget mere udhulet end i dag. Det er derfor, at jeg er en lille smule bekymret for at lade det være op til f.eks. et borgerligt flertal at sige, at vi synes slet ikke, at overførselsindkomster skal stige, overhovedet.

Der må jeg bare sige, at Dansk Folkeparti støtter en borgerlig regering, støtter fattigdomsydelserne, støtter et kontanthjælpsloft. Derfor må hr. René Christensen undskylde mig, at jeg ikke har hundrede procent tillid til, at Dansk Folkeparti ikke ville udhule overførselsindkomsterne. Men hvis vi kan få lavet et lovforslag med finansiering, der hegner det ind, så det ikke bare året efter er tilbage til, som det var før 1990 med ingen regulering, så er vi interesseret.

Så er det hr. René Christensen igen. Værsgo.

Man kunne næsten tro, at det her var sådan for sjov, men det sker jo faktisk i Folketingssalen. Med skattereformen fra 2012, da SF sad i regering, besluttede man faktisk, at man ikke skulle regulere overførselsindkomsterne, altså at der skulle være nul. Det der tilfældige borgerlige flertal, der kunne finde på at gøre det, var altså en socialdemokratisk ledet regering med SF som støtteparti. De valgte, at man ikke skulle regulere overførselsindkomsterne. Altså, prøv nu lige engang at stoppe en lille smule for, hvad man står deroppe og siger fra Folketingets talerstol. Det bliver sådan lidt vittigt.

Man bare for at gå tilbage, for det blev der jo ikke svaret på: Har SF interesse i at være en del af et tilfældigt flertal, som ønsker at lave om på finansieringsmodellen af satspuljen?

Ordføreren.

Vi er interesserede i et flertal, der kan sikre en ændring af det her, ikke bare i et år, hvorefter der så er et nyt flertal, som regulerer endnu mindre, end det er i dag, men et, der er sikkert, ligesom satspuljeforliget er. Det kræver så, at vi laver et forlig. Så er det ikke bare en aftale, så er det ikke bare et beslutningsforslag, men så er det et bindende forlig om, at det er sådan her vi gør det. Så er vi interesseret. Men det her flyvske frem og tilbage, altså at så støtter DF den her model, så støtter de kontanthjælpsloftet og fattigdomsydelsen, nej, det er vi ikke interesserede i.

Vi siger tak til fru Lisbeth Bech Poulsen. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går videre i ordførerrækken til hr. Orla Østerby, Det Konservative Folkeparti.

Tak for det, formand. Det beslutningsforslag, vi har på dagsordenen i dag, handler jo om satspuljen. Satspuljen står jo for sociale forbedringer. Det er hele udgangspunktet. Det er nye sociale udviklingsmodeller, evaluering af og opfølgning på de modeller, der nu er her. Satspuljeindsatsen skal konstant justeres og bliver justeret. Og hvis det er sådan, at man ønsker at forandre det for at forbedre det, har vi jo tiden til det, nemlig frem til 2023. Siden begyndelsen af 1990'erne, hvor satspuljen blev oprettet, har der været en bred politisk opbakning blandt Folketingets partier til den, nemlig alle undtagen Enhedslisten.

Hvis vi skal tage sidste års satspuljeaftale, blev der prioriteret penge til ældreområdet på 325 mio. kr. over de næste 4 år, 1 mia. kr. over de næste 4 år til socialområdet, herunder penge til bekæmpelse af hjemløshed, en ny og målrettet indsats for børn og unge med handicap, styrkelse af plejefamilieområdet osv. Lige nu sidder vi i Socialministeriet og forhandler om et nyt familieretsligt system, hvor Enhedslisten sidder med i forhandlingerne, men hvor det er satspuljepartierne, der har afsat midlerne, så vi kan sidde og forhandle om et nyt familieretsligt system – ellers havde det ikke været muligt. Så også her spiller satspuljen en rolle.

De penge, som vi taler om i dag, kommer jo fra et bredt flertal i Folketinget, der prioriterer penge fra skatteborgerne. Det er altså den hårdtarbejdende dansker, der betaler. Det gør, at der hvert år kan gøres en særlig indsats for de svage grupper i vores samfund. Det er også skatteborgerne, der hvert år betaler for, at overførselsindkomsterne årligt bliver reguleret og afspejler lønudviklingen på arbejdsmarkedet. Det betyder, at modtagere af overførselsindkomster og svage grupper faktisk får del i den almindelige velstandsfremgang.

Det nuværende system med satspuljen giver dermed grundlæggende sikkerhed for stigende overførselsindkomster, og det sikrer samtidig, at der hvert år kan afsættes betydelige midler til de svageste borgere i vores samfund. I 2018 er der afsat 50 mio. kr. til en social investeringsfond, og der blev i 2017 afsat 250 mio. kr. over 4 år til et udviklings- og investeringsprogram, som skal fremme en stærkere social mobilitet.

Så skal vi også huske på, at satspuljeforhandlingerne foregår i et åbent forum, og forud for forhandlingerne i 2018 fremlagde regeringen sine prioriteringer til offentligt skue på www.regering.dk, og alle Folketingets partier, på nær Enhedslisten, deltager med deres ordfører i forhandlingerne. De foregår med en konsensustilgang, og det betyder, at det tilstræbes, at der findes flest muligt projekter, der nyder bredest mulig opbakning.

Det er faktisk helt specielt, at vi har et system, hvor næsten alle partier på trods af politiske forskelle løser nogle af samfundets vigtigste problemer. Det synes jeg forhandlingerne her i dag har forbigået, altså at vi netop her har noget, som har en stor styrke, og som gør, at vi kan hjælpe de svageste i vores samfund.

Er det så sådan, at vi ikke kan gøre det her bedre? Det er jeg sikker på at vi kan. Jeg er også sikker på, at det kan udvikles, og i Det Konservative Folkeparti er vi naturligvis med på at se på, om vi kan gøre det bedre. Det har vi tiden til frem til 2023.

Beslutningsforslag B 66 kan Det Konservative Folkeparti ikke støtte.

Tak til ordføreren. Og vi går videre i rækken til ordføreren for forslagsstillerne, fru Pernille Skipper, Enhedslisten.

Tak for en indtil videre rigtig god debat. Jeg får rigtig tit mails fra folk, som ikke kan forstå, hvorfor Enhedslisten ikke var med i en eller anden aftale om forbedret psykiatri eller medicinsk cannabis eller andre ting, som Enhedslisten normalt støtter og kæmper for og er vilde med, og som vi burde stå og fejre. Og hver gang må jeg svare, at det er, fordi det er nogle indsatser, der rigtig tit er gode og fine, men som er finansieret af satspuljen, altså af penge, som kommer fra mennesker på førtidspension, arbejdsløse, syge, mennesker med handicap, og det er derfor en aftale, Enhedslisten ikke er med i. Det betyder med den finansiering, at en enlig folkepensionist har 7.000 kr. mindre mellem hænderne hvert eneste år, end de ellers ville have haft. Og jeg har aldrig nogen sinde fået en mail tilbage fra nogen, der har skrevet, at det da var dårligt af Enhedslisten, at de ikke gik med i den finansiering.

Særlig hvert efterår får jeg også rigtig mange mails, og det er fra folk, som arbejder med forskellige former for sociale indsatser – vigtige, gode sociale indsatser. Det kan være mennesker, som arbejder med kvinder i prostitution, hjemløse, tidligere kriminelle, udsatte unge, der har været anbragt måske. Og så skriver det, at de er bange for, at deres vigtige arbejde må stoppe, fordi deres satspuljebevilling udløber, og så beder de mig huske dem i de kommende satspuljeforhandlinger. Og så må jeg svare: Jeg beklager. Enhedslisten er ikke med til at fordele pengene, fordi vi ikke er med til at finde dem hos nogle af dem, der har mindst.

Der er ikke en eneste gang nogen, som arbejder med socialt udsatte mennesker, der har svaret mig: Gud, det kan Enhedslisten ikke være bekendt, eller det var da tosset og dumt, at de ikke var med i det forlig, for den finansiering betyder da ingenting for de mennesker, jeg arbejder med hver dag. Det er der aldrig nogen sinde nogen, der har svaret. Der er endda ret mange, som i stedet for skriver og fortæller mig igen og igen, hvordan de må bruge tid og kræfter på ansøgninger, på mediehåndtering til at omdanne deres tilbud, så det virker, som om det er noget nyt, så de kan søge igen, selv om det egentlig er det samme tilbud til f.eks. hjemløse, de igen og igen og igen må finde penge til i satspuljen. Det gør de alle sammen i stedet for at bruge kræfterne på det, som de burde bruge kræfterne på, nemlig de sociale indsatser.

En gang imellem har vi snakken her i Folketingssalen. Jeg ved godt, at nogle har startet deres ordførertale i dag med at sige, at det nærmest er en gang om året, at Enhedslisten stiller det her beslutningsforslag. Det er det altså ikke; det er en hel del år siden, at Enhedslisten har stillet det sidst, og forslaget er heller ikke overhovedet det samme. Det er faktisk inspireret af det, som også mange ordførere har påpeget her fra talerstolen, nemlig at der sker en nyudvikling, og at man har fundet nye metoder til at indrette satspuljesystemet, så man kan bevilge pengene smartere og mindre bøvlet – for at sige det på jysk. Det har vi ladet os inspirere af i vores forslag, for det synes vi faktisk er en god idé; der er man på rette vej.

Der, hvor man ikke er på rette vej, er, når man stadig væk opretholder den her mindreregulering, som finansierer hele festen og alle tiltagene. Og det betyder, at en folkepensionist, en person med handicap, en førtidspensionist, en arbejdsløs, en syg stadig væk får færre og færre penge mellem hænderne, end de ville have haft, hvis vi regulerede overførselsindkomsterne efter løn- og prisudviklingen fuldt ud og en til en. Det betyder jo, at mange af de mennesker, som man prøver at hjælpe med indsatser finansieret igennem satspuljen, også er mere presset på økonomien hver dag, end de ellers ville have været, hvis man ikke havde haft den her finansiering. Det er altså nogle af de samme mennesker, nogle af de svageste grupper i vores samfund, der betaler for, at man kan lave gode indsatser for nogle af de svageste grupper i vores samfund. Det synes vi grundlæggende ikke er rimeligt; det er en dårlig finansiering, og det kan man faktisk finde bedre.

Det er der heldigvis også andre herinde i salen, som er enig med mig i. Og det er der andre, som har været enig med os i helt tilbage til den tid, hvor fru Pernille Rosenkrantz-Theil var medlem af Enhedslisten. Og derfor undrer det mig – selv med hendes strålende evner som finansordfører dengang og de mange finansordførere, vi har haft i Enhedslisten siden – at det ikke er lykkedes. For som ordføreren for Dansk Folkeparti påpegede, burde der være 97 mandater, der støttede, at vi gjorde noget andet, og alligevel er vi i en eller anden form for satspuljens Bermudatrekant, hvor vi ikke kan få slået hul på det og så få gjort noget ved det.

I sidste ende betyder det, at der er en af de gode, dejlige ordførere, et af de fantastiske partier, som faktisk er imod den her mindreregulering, der på et tidspunkt må slå hul på ballonen og sige, at så forlader de forliget. For indtil da vil de, som Venstres ordfører læste så tydeligt og klart op, være bundet af det her, og så må de ikke stemme for et forslag, der faktisk gør noget, de egentlig synes er godt. De er tvunget til at stemme imod et forslag, de egentlig er enige i, fordi de sidder i det forlig. Derfor kan de ikke gøre noget for at ændre på finansieringen.

Jeg vil gerne sige to ting i forhold til hegn. Der er mange, der har stået heroppe og sagt, at der er ting, der er blevet hegnet ind med satspuljen. Det var fru Pernille Rosenkrantz-Theil fra Socialdemokraterne, der sagde, at pengene er hegnet ind, og det betyder, at de borgerlige ikke kan bruge pengene fra satsreguleringen på alle mulige andre ting, men bruger dem på socialt udsatte og svage grupper og mennesker på overførselsindkomst.

Det synes jeg måske er en sandhed med modifikationer efterhånden, for der er jo også aftaler om bedre psykiatri og skilsmissesystemer, som andre har foreslået, kronisk syge, plejehjemsportaler, der bliver finansieret igennem satspuljen. Så definitionen af svage grupper eller socialt udsatte bliver godt nok strakt lidt. Altså, vi ser jo nogle faktisk ganske almindelige velfærdstiltag, som burde være finansieret over den helt almindelige skattebillet, komme ind og snuppe pengene fra satspuljen.

Så sagde ordføreren for SF, fru Lisbeth Bech Poulsen, at man har hegnet satspuljereguleringen ind med det her, og så kan der ikke komme et borgerligt flertal og mindreregulere overførselsindkomsterne yderligere. Hvis man skulle være lidt kæk, og det kan jeg godt få lyst til efter den omgang, så skulle jeg sige: Nej, det var der ikke brug for et borgerligt flertal til; der var bare brug for en S-SF-R-regering til at gøre det. Det var det, man gjorde i skatteaftalen i 2012. Så brød man satspuljeforliget, fordi Dansk Folkeparti ikke ville være med i den skatteaftale, der gav topskattelettelser og tog penge fra mennesker på overførselsindkomst. Og så lavede man et nyt satspuljeforlig, hvor man bandt alle partier til at godtage også den topskattelettelse – som jeg endda tror at det var en SF-skatteminister der stod i spidsen for. Så der er ikke særlig meget, der er hegnet ind her, desværre.

Enhedslistens forslag falder i tre dele. Den ene er, at mindrereguleringen bliver afskaffet, sådan at mennesker på overførselsindkomster fremover vil få reguleret deres indkomst på lige fod med alle andre. Den anden del er, at man vil gøre de faste bevillinger, der er i satspuljen i dag, til faste bevillinger på finansloven og trække dem ud af det puljestyringssystem. Den tredje del er at oprette en særlig pulje, der kan opfylde satspuljens oprindelige formål med at finansiere nye, spændende, innovative sociale projekter, som man ikke med det samme lige kaster faste bevillinger efter, men som måske er lidt mere satsede og vovede og ikke evidensbaserede, som også Venstres ordfører påpegede. Det synes vi også er et vigtigt element, for det skal vi have. I den forbindelse vil jeg også rigtig gerne anerkende det arbejde, der er sket i satspuljen, for at gøre puljestyringen mere gennemsigtig og klogere og bedre. Der skal ikke være nogen tvivl om, at det anerkender vi fra Enhedslistens side at forligskredsen har gjort. Og vi glæder os til at følge med i, at det kan blive endnu bedre igen.

Sluttelig vil jeg sige, at jeg synes, at man altid får at vide, at man ikke kan sidde og fordele pengene uden også at stå inde for finansieringen, og af en eller anden grund lykkes det bare på satspuljeområdet igen og igen.

Der er korte bemærkninger. Først er det fru Lisbeth Bech Poulsen.

Tak. Det er en kort bemærkning om skatteaftalen fra 2012. Jeg tror også godt, at fru Pernille Skipper kan huske, hvilken debat det gav anledning til, og det var faktisk også derfor, jeg oppe fra talerstolen prøvede at sige, at hvis vi kan lave en aftale, hvor der er en sikkerhed for, at det, der sker med satspuljen lige nu, hvor den bliver reguleret minus de 0,3 pct., bliver til en fuld regulering, at der f.eks. er et nyt forlig, at der er finansiering til det, og den positive udvikling, der er i forhold til, hvad satspuljemidlerne går til, fortsætter, så er vi meget interesserede. Nu blev debatten sådan desværre lidt polemisk i stedet for: Hvordan kommer vi videre herfra? Det er bare for at bemærke, at hvis vi opsiger satspuljeforliget, kan vi komme til at gå tilbage til sådan, som det var, før satspuljen eksisterede, altså med langt, langt færre penge til overførselsindkomsterne end i dag. Derfor bliver vi nødt til at gøre det her på en klog måde, som hegner et fremtidigt system ind.

Ordføreren, værsgo.

Det var faktisk oprigtigt ikke min intention at være polemisk, men jeg har dog måske ikke tabt al harmen endnu tilbage fra 2012. For som fru Lisbeth Bech Poulsen retteligt bemærker, kan jeg godt huske det, ja. Hvad sker der, når man opsiger forliget? Jamen forliget blev jo opsagt dengang, og så blev der lavet et nyt, sådan som jeg har forstået konstruktionen. Så det er jo ikke rigtigt, at man bare falder tilbage til det, der var før, for så skal man finde en alternativ model, det er rigtigt, hvis der er et flertal i Folketinget for det.

Hvordan kommer vi så videre? Jeg vil sådan set stille spørgsmålet tilbage til fru Lisbeth Bech Poulsen. Jeg er sådan set åben for hvad som helst. Hvordan kommer vi videre? Hvad kan vi gøre? Skal vi lave sådan en lille sidegesjæft, hvor vi prøver på at holde møder med dem, som gerne vil finde en alternativ finansiering, og når man så kommer et sted derhen, kan man ... Altså, vi er med på den værste. Hvordan kommer vi videre?

Fru Lisbeth Bech Poulsen.

For at komme videre skulle der i hvert fald være partier nok til at lave et nyt flertal, som laver et forlig. For hvis vi stemmer for et beslutningsforslag, skulle regeringen jo for det første lave det om til et lovforslag, og det kunne så skifte med forskellige flertal, så det skulle være noget, der var forligsbelagt.

For det andet skulle der også være en anden finansiering. For med al respekt holder den finansiering, der er heri, altså ikke i forhold til den stigning, der ellers er inden for satspuljemidlerne. Men jeg synes ikke, at alle de diskussioner skal ende med finansieringsdiskussioner. Jeg vil bare sige, at vi skal finde en anden model, end der er her, og så skal vi fortsætte den meget positive udvikling, der er inden for satspuljen med midlerne.

Ordføreren, værsgo.

For det første til finansieringen: Det er simpelt hen en misforståelse af vores beslutningsforslag. Vores beslutningsforslag lægger ikke 550 mio. kr. og så 1,1 mia. kr. osv. Det er ikke en stigende pulje, vi har foreslået. Det er en fast, fikseret pulje. Så det er en misforståelse, og det her forslag er fuldt finansieret. Det er måske ikke den samme model, som SF ville ønske, men det er fuldt finansieret.

Til det andet om, at vi skal finde et nyt flertal, der laver et forlig: Jamen gerne. Problemet er jo sådan set bare, at der i forhold til satspuljen, som den eksisterer i dag, ikke er samtaler om at ændre reguleringen. Der er ikke nogen andre, der sidder og snakker om det, så hvis vi to skal starte med at drikke kaffe, bliver det bare dejligt.

Så er det fru Pernille Rosenkrantz-Theil, værsgo.

Nu er der efterhånden i ret lang tid her i salen blevet talt om sådan nogle flertal, der skulle være eller ikke skulle være. Jeg vil gerne sige, at Socialdemokratiet står fuldstændig på mål for, hvordan det her er bygget op, og vi opfatter det som en social forbedring. Altså, man gik fra et system, hvor man skar kæmpe slices af overførselsindkomsterne hvert år, fordi man år for år ikke havde en automatisk regulering opad for overførselsindkomsterne, og det fik man. Samtidig har man fået en masse penge til at lave socialt arbejde for. Så kan man jo altid diskutere, om man mener, at folk på overførselsindkomst får nok penge mellem hænderne; det er altid en diskussion værd. Det har bare ikke noget at gøre med satspuljeforliget. Satspuljeforliget var en markant social forbedring, og det vil jeg egentlig bare gerne bede Enhedslistens ordfører om at bekræfte. Så kan Enhedslisten jo gerne ville gå videre end det og synes, at folk på overførselsindkomst skal have flere penge end i dag.

Men jeg vil bare gerne bede Enhedslistens ordfører bekræfte, at satspuljeforliget gjorde, at mennesker på overførselsindkomst kontant fik flere penge mellem hænderne, end de gjorde forud for konstruktionen, og at man samtidig fandt penge til at lave et socialt arbejde for.

Værsgo til ordføreren.

Med al respekt: Hvad der var før, har bare ikke noget med det her beslutningsforslag at gøre. Altså, det, som Enhedslisten foreslår, er ikke at gå tilbage til det, der var før. Det, som Enhedslisten foreslår, er at lave en fuld regulering af overførselsindkomsterne, og det har Socialdemokratiet stadig væk ikke rigtig svaret på om I egentlig går ind for eller ej. Så vidt jeg har læst Socialdemokratiets kongresbeslutning, er man enig i, at overførselsindkomsterne burde reguleres en til en og er dog derfor også principielt enig i det her forslag, selv om man er bundet af et forlig. Men historikken og fakta kan jeg da ikke lave om på. Det er rigtigt, at det var sådan, det var før. Sådan er det ikke længere, og det er heller ikke det, Enhedslisten foreslår i dag at vi gør fremover.

Spørgeren.

Nu spurgte jeg jo sådan set til historikken. Så kan det godt være, at ordføreren ikke mener, at forslaget handler om historik, men det, jeg spurgte til, var historikken, og derfor vil jeg gerne gentage mit spørgsmål, som handler om historikken. For det er jo væsentligt for at forstå, hvorfor det er, at Socialdemokratiet er en del af satspuljeforliget. Det er jo, fordi det at etablere satspuljeforliget var en social forbedring, både kontant for den enkelte på overførselsindkomst, og fordi vi fik penge til at lave socialt arbejde, og jeg forstår faktisk ikke, hvorfor Enhedslisten forsøger at sno sig uden om at erkende det. For som jeg siger, er det fuldstændig fair, at Enhedslisten så gerne vil sætte flere penge af til folk på overførselsindkomst. Det er jo i sagens natur Enhedslistens eget valg, og det er, hvordan man nu prioriterer i den ene og den anden situation.

Så det, jeg alene beder Enhedslisten om at konfirmere, er, at når det her forlig eksisterer, var det et socialt fremskridt, og det er jo selvfølgelig i sagens natur også derfor, vi ønsker at forblive en del af den forligskreds, som skabte den sociale forbedring.

Ordføreren.

Jeg tror simpelt hen, at Socialdemokratiets ordfører lige et øjeblik glemte at høre min sidste sætning, hvor jeg sagde, at det er fuldstændig rigtigt, at det var dårligere før, så kom det her, og så foreslår Enhedslisten noget andet. Så det er historikken, og det er fakta. Altså, jeg foreslår ikke at lave om i historieskrivningen eller noget. Jeg foreslår, at vi regulerer overførselsindkomsterne en til en, sådan at en folkepensionist, en arbejdsløs, en førtidspensionist, mennesker med handicap, syge ikke får færre og færre penge mellem hænderne i forhold til alle andre. Det, jeg mangler at høre fra Socialdemokratiet er: Synes man principielt, at satsreguleringen er den rigtige og fair regulering, eller ønskede man i virkeligheden principielt at regulere en til en?

Hr. Torsten Gejl.

Tak. Det er bare en ting, jeg skal have opklaret. Ordføreren sagde, at hun modtager mange mails, hvor følgere spørger, hvorfor Enhedslisten ikke er med i det eller det. Et af eksemplerne var medicinsk cannabis, som jo også delvis er baseret på satspuljemidler. Men er det mig, der husker forkert, eller har Enhedslisten ikke stemt for det forslag?

Ordføreren.

Jo, vi stemmer ofte for gode forslag nede i Folketingssalen, men det er i aftaler, man aftaler finansieringen. Vi stemmer den ikke igennem med lovforslaget; der stemmer man en ændring af loven igennem. Medicinsk cannabis er ikke det eneste eksempel, man kan finde på det, og ofte stemmer vi rigtig gode ændringer af loven igennem, som er blevet aftalt i en satspuljeforligskreds.

Spørgeren.

Den sondring har jeg godt nok svært ved at forstå. Altså, i researchen til i dag har jeg set, at der er adskillige steder, hvor Enhedslisten er med i aftaler og forhandler aftaler, stemmer for aftaler, der er satspuljefinansieret, eller forhandler på grundlag af potentiel satspuljefinansiering, hvor Enhedslisten også har hånden nede i kagedåsen. Det er f.eks. familieretten, som Enhedslisten selv refererer til i bemærkningerne. Der sad jeg i går i Socialministeriet side om side med Enhedslistens gode forhandler og forhandlede familieret, og der er også dele af det, der er satspuljefinansieret.

Jeg har så tit oplevet at blive angrebet hårdt af Enhedslisten, fordi vi er med til at udvikle politik, som er satspuljefinansieret. Men gør Enhedslisten ikke selv det i de her tilfælde?

Ordføreren.

Altså, så vidt jeg ved, har man ikke drøftet finansieringen ved de familieretsforhandlinger, som vi har siddet i. Der har satspuljen afsat nogle midler, ja, så det må vi jo drøfte derovre. Jeg anerkender fuldt ud hr. Torsten Gejls dilemma i øvrigt. Vi sidder jo selv tit i det, som hr. Torsten Gejl også påpeger. Man må bare grundlæggende sige, at hvis der ikke er en, der snart prikker hul på ballonen, så bliver det ved med at være sådan her, medmindre at hr. Torsten Gejl selvfølgelig har udsigt til at få overbevist hele forligskredsen om, at man skal ændre på finansieringen af satspuljen. Det håber jeg.

Hr. Orla Østerby.

Lige nu sidder Enhedslisten sammen med satspuljepartierne og forhandler det familieretlige system i Socialministeriet. Jeg vil gerne høre ordføreren her, hvordan det hænger sammen med Enhedslistens holdning til satspuljen, at man samtidig sidder og bruger pengene fra satspuljen, hvorfra vi jo har afsat ret mange penge til det familieretlige system til den reform. Jeg forstår simpelt hen ikke, hvordan I, samtidig med at I siger, I ikke vil deltage, så alligevel godt vil deltage, når pengene skal deles ud, men altså ikke, når de skal findes.

Ordføreren.

I familieretforhandlingerne, som der også blev refereret til fra den tidligere spørger, og derfor svarer jeg bare lige det samme igen, har vi ikke drøftet finansieringen. Jeg er klar over, at der sidder nogle satspuljepartier, som har afsat penge, men vi har altså ikke drøftet finansieringen i de forhandlinger. Der ligger et aftaleudkast, og vi har ikke fået at vide, at vi skal acceptere den finansiering for at deltage i forhandlinger. Vi er blevet inviteret, så vi sidder jo selvfølgelig og forhandler – og fortsætter med det.

Spørgeren. Fru Laura Lindahl.

Det her er sådan set i forlængelse af samme spørgsmål: Betyder det, at hvis de her familieretlige forhandlinger, som vi sidder med nu, skal finansieres over satspuljen, så vil Enhedslisten stå uden for en aftale, hvor man gør det markant bedre for rigtig mange børn, som kommer i klemme i skilsmisser, og hvor man gør et system, som har rigtig mange uhensigtsmæssigheder i sig, markant bedre? Det vil man så ikke være med til at lave en aftale om, hvis det bliver satspuljefinansieret? Er det sådan, det skal forstås?

Ordføreren.

Vi må drøfte finansieringen i forhandlingerne.

Spørgeren.

Jamen jeg er med på, at vi drøfter finansieringen under forhandlingerne, men hvis det kommer dertil, at aftalen bliver satspuljefinansieret, at det her skal finansieres via de midler, som ordføreren hævder bliver taget fra overførselsindkomstmodtagerne, så vil man fra Enhedslisten ikke være med i den politiske aftale? Er det sådan, det skal forstås?

Ordføreren.

Det skal forstås sådan, at vi jo må drøfte i forhandlingerne, hvordan det skal finansieres. Jeg tror, at fru Laura Lindahl udmærket godt ved, hvad jeg synes om den måde at finansiere tiltag på.

Tak til fru Pernille Skipper.

Der er ikke flere korte bemærkninger, og der er ikke flere, som har bedt om ordet, så derfor er forhandlingerne afsluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Social-, Indenrigs- og Børneudvalget. Hvis ikke nogen af jer gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.

Se video af alle taler

Det første punkt på dagsordenen er:

1) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 66:

Forslag til folketingsbeslutning om afskaffelse af satspuljen og oprettelse af en social udviklings- og innovationspulje.

Af Jesper Kiel (EL) m.fl.

(Fremsættelse 25.01.2018).

Forhandlingen er åbnet. Finansministeren.

Derfor vil jeg bare konkluderende sige, at regeringen ikke kan støtte Enhedslistens forslag.

Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi siger tak til finansministeren og går videre i forhandlingerne til fru Pernille Rosenkrantz-Theil, Socialdemokratiet.

Der er en kort bemærkning fra fru Pernille Skipper.

Ordføreren.

Så skal vi have et udviklingsspor. Det er det, der ligger i det, jeg kalder den lille sukkerskål inden for den sociale investeringsfond, og det ligger ovre i Finansministeriet nu.

Så skal der være det, der hedder de store sociale investeringsprogrammer, og det er det, der er den store sukkerskål – altså den store investeringsfond, som ligger under Finansministeriet.

Efter vores bedste overbevisning er det det ryk, der skal ske, for at man får løsrevet det her satspuljesystem fra den knopskydning, der har været tidligere.

Fru Pernille Skipper.

Ordføreren, værsgo.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren og går videre i rækken til hr. René Christensen, Dansk Folkeparti.

Der er en kort bemærkning fra fru Pernille Skipper.

Ordføreren.

Fru Pernille Skipper ønsker ordet? Ja, værsgo.

Ordføreren.

Tak til hr. René Christensen. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre til hr. Carl Holst, Venstre.

Der er en kort bemærkning fra fru Pernille Skipper.

Ordføreren.

Jeg er enig, hvilket også er baggrunden for, at jeg ikke på noget tidspunkt har brugt det udtryk: I kan bare være med og fordele pengene.

Fru Pernille Skipper.

Ordføreren.

Tak til hr. Carl Holst. Der er ikke flere korte bemærkninger. Og vi går videre til fru Laura Lindahl, Liberal Alliance.

Tak til fru Laura Lindahl. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre til hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Der er et par korte bemærkninger. Først er det fru Pernille Skipper. Værsgo.

Hr. Torsten Gejl siger, at Alternativet gerne ville være med for at lave puljen om. Jeg tror, at Enhedslisten nok ville have gjort det samme, hvis der er tale om dårlig puljestyring. Punktum.

Ordføreren.

Ønsker Pernille Skipper ordet igen? Ja, det gør hun. Værsgo.

Ordføreren.

Så er det fru Laura Lindahl. Værsgo.

Ordføreren.

Fru Laura Lindahl.

Ordføreren.

Tak til hr. Torsten Gejl. Vi går videre i ordførerrækken til fru Marianne Jelved, Radikale Venstre.

Der er en kort bemærkning fra fru Pernille Skipper, værsgo.

Ordføreren.

Fru Pernille Skipper ønsker ordet.

Ordføreren.

Tak til fru Marianne Jelved. Vi går videre i ordførerrækken til fru Lisbeth Bech Poulsen, SF.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra fru Pernille Skipper.

Ordføreren.

Tak. Ønsker fru Pernille Skipper ordet igen? Værsgo.

Så er det ordføreren. Værsgo.

Tak. Så er der en kort bemærkning fra fru Pernille Rosenkrantz-Theil.

Ordføreren.

Så er det hr. René Christensen.

Så vil jeg godt spørge, om SF er en del af det her tilfældige flertal, som ønsker at se på finansieringen af satspuljen. Vil SF være en del af det tilfældige flertal?

Ordføreren.

Så er det hr. René Christensen igen. Værsgo.

Man bare for at gå tilbage, for det blev der jo ikke svaret på: Har SF interesse i at være en del af et tilfældigt flertal, som ønsker at lave om på finansieringsmodellen af satspuljen?

Ordføreren.

Vi siger tak til fru Lisbeth Bech Poulsen. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går videre i ordførerrækken til hr. Orla Østerby, Det Konservative Folkeparti.

Beslutningsforslag B 66 kan Det Konservative Folkeparti ikke støtte.

Tak til ordføreren. Og vi går videre i rækken til ordføreren for forslagsstillerne, fru Pernille Skipper, Enhedslisten.

Der er korte bemærkninger. Først er det fru Lisbeth Bech Poulsen.

Ordføreren, værsgo.

Fru Lisbeth Bech Poulsen.

Ordføreren, værsgo.

Så er det fru Pernille Rosenkrantz-Theil, værsgo.

Værsgo til ordføreren.

Spørgeren.

Ordføreren.

Hr. Torsten Gejl.

Ordføreren.

Spørgeren.

Jeg har så tit oplevet at blive angrebet hårdt af Enhedslisten, fordi vi er med til at udvikle politik, som er satspuljefinansieret. Men gør Enhedslisten ikke selv det i de her tilfælde?

Ordføreren.

Hr. Orla Østerby.

Ordføreren.

Spørgeren. Fru Laura Lindahl.

Ordføreren.

Vi må drøfte finansieringen i forhandlingerne.

Spørgeren.

Ordføreren.

Tak til fru Pernille Skipper.

Der er ikke flere korte bemærkninger, og der er ikke flere, som har bedt om ordet, så derfor er forhandlingerne afsluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Social-, Indenrigs- og Børneudvalget. Hvis ikke nogen af jer gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.

Se video af alle taler

Derfor vil jeg bare konkluderende sige, at regeringen ikke kan støtte Enhedslistens forslag.

Så skal vi have et udviklingsspor. Det er det, der ligger i det, jeg kalder den lille sukkerskål inden for den sociale investeringsfond, og det ligger ovre i Finansministeriet nu.

Så skal der være det, der hedder de store sociale investeringsprogrammer, og det er det, der er den store sukkerskål – altså den store investeringsfond, som ligger under Finansministeriet.

Efter vores bedste overbevisning er det det ryk, der skal ske, for at man får løsrevet det her satspuljesystem fra den knopskydning, der har været tidligere.

Beslutningsforslag B 66 kan Det Konservative Folkeparti ikke støtte.

EU-Oplysningen

Resumé

Om beslutningsforslaget

Fremsættelse af forslag

1. behandling

Udvalgsbehandling

2. behandling

B 66 Forslag til folketingsbeslutning om afskaffelse af satspuljen og oprettelse af en social udviklings- og innovationspulje.

1. behandling den 02-03-2018

Jeg accepterer Folketingets vilkår for deling