Tak for det.
Der er altså ikke nogen, der sidder her en fredag eftermiddag og følger den her debat, men det kan være, at der er nogle, der gør det derhjemme, eller nogle, der senere vil gå ind og se, hvad vi sagde i denne meget vigtige og afgørende debat.
For den
er
vigtig, og det er jo derfor, man nogle gange sådan kan kigge ud over den ærede forsamling og tænke, at den også fortjener et større publikum, men det skal vi jo nok også sørge for at den får.
For Europa står jo ved en korsvej, EU står ved en korsvej, og der er nok nogle, der sådan lidt forsimplet vil sige, at det er et spørgsmål om mere eller mindre EU.
Men det er nok lidt forsimplet, også hvis man kigger på det, der er årsagen til, at vi står ved den her korsvej.
Det er jo ikke mindst afstemningen i Storbritannien og også vores egen afstemning og den generelle skepsis, som har været voksende flere steder i Europa.
Det er en skepsis, som bunder i, at store dele af befolkningen i flere europæiske lande føler sig mere og mere fremmedgjort over for EU.
Der er en opfattelse af, at EU blander sig i for meget, men også, at EU ikke kan finde ud af at løse de store problemer.
Derfor kan det jo ikke rigtig blive et spørgsmål om mere eller mindre EU.
For de to ting strider jo på en eller anden måde også imod hinanden, altså at man blander sig for meget, men er for dårlig til at
løse de store problemer.
Hvis vi så kigger på de her scenarier, som Juncker har spillet ud med, så er der jo i virkeligheden, tror jeg, kun to scenarier, som er realistiske at arbejde videre med, og jeg skal starte med de andre.
Status quo tror jeg alle kan være enige om ikke er en farbar vej.
Så ville vi vel ikke tale om, at vi stod ved en korsvej.
Så er der et reduceret EU.
Jamen så kan vi jo slet ikke løse de store problemer, som borgerne rundtom i EU er frustreret over at Europa ikke kan løse i fællesskab.
Et udvidet EU tror jeg også vil være svært for de fleste at sluge, når man i forvejen sidder med en fornemmelse af, at EU måske har bredt sig ud over lidt for meget.
Derfor er det jo især de to midterscenarier, som er i spil.
Et EU i flere hastigheder er nok mere en konstruktion af nød end af lyst, og det er jo i virkeligheden en konstruktion, som vi allerede har, ikke mindst i kraft af vores egne forbehold.
Det, som man her tænker på, er måske mere, at man vender det om.
I stedet for at man ligesom kan opt out eller man kan gå ud, så er der nogle, der får lov til at løbe i forvejen, og det kan jo være meget positivt, for så bliver det måske attraktivt at løbe med.
Så bliver det måske det, som man gerne vil, i stedet for den situation, der er nu, hvor det attraktive er at vælge fra.
Jeg tror nu stadig væk, det er sådan et nødscenarie, men at det jo kan blive det realistiske scenarie, hvis man ikke kan blive enige om andet og den vej, EU udvikler sig lige nu.
Så er der det her EU, som alle taler om, og som jo i virkeligheden er det, vi skal diskutere.
For det er jo det, som alle taler om, men det er også det, der ligger allerflest åbne spørgsmål i, nemlig et mindre, men bedre EU, altså det, som vores udenrigsminister – tidligere har det været statsministeren – kalder et EU, som er stor på de store ting og små på de mindre ting, eller som sagt med Venstres ordførers ord er stærkt, slankt og effektivt.
Problemet er jo bare:
Hvad er de store ting, og hvad er de små ting?
For jeg kan huske, at der ikke var gået mange dage efter vores egen afstemning, hvor vores egne partier her i Folketinget – jeg tror stort set, det var alle, måske lige undtagen dem, som bare siger mindre og mindre EU – blev enige om, at det er et stærkere, men slankere EU.
Men når man så spørger dem, hvad det er, så er der rigtig stor forskel herhjemme, men det er der jo også inden for EU, i forhold til hvor man står, altså om man står i nord, syd, øst eller vest, på rød fløj eller blå fløj.
Herhjemme har Mette Frederiksen, som var en af de første, der bød ind, sagt, at det simpelt hen er social dumping, der er fokuspunktet.
Det har vi også hørt fra Socialdemokratiet i dag, og jeg er enig i, at det er et rigtig vigtigt område, ingen tvivl om det.
Så hører vi de liberale, Venstre og LA, der siger, at det er konkurrenceevne, og at det er frihandel, vi skal koncentrere os om.
Spørger man De Konservative, er det lov og orden, spørger man de grønne partier, er det klima og miljø.
Spørger man sådan et parti som vores, er det nok lidt det hele, fordi vi er lidt af det hele, og det er måske derfor, vi er et midterparti.
Det, som jeg bare mener er pointen ved det her, er, at det jo er en del af virkeligheden i forbindelse med EU, men også problemet.
EU er et idealistisk projekt, men det er jo også et realistisk projekt.
Det er jo kompromisets kunst.
Det er jo ikke bare at stå og forhandle om et bestemt politisk område og så finde en god løsning i midten, men det er også at erkende, at hvis vi gerne vil have noget igennem på et område, som vi synes er vigtigt, så bliver vi måske også nødt til at acceptere, at der er nogle andre områder, der kommer med, selv om vi ikke synes, at de er vigtige.
Det kan være, at vi i Danmark synes at noget er vigtigt, og at der er noget andet, vi ikke synes er vigtigt, men det kan være, at det er helt modsat, hvis man står nede i Italien.
Det kan være, at det, vi synes er vigtigt, synes man er helt irrelevant, men at det, vi ikke synes er vigtigt, synes man til gengæld er vigtigt.
Det er jo også nogle gange det, der er politik, og det kender vi jo godt herhjemmefra.
Det, der bare er forskellen mellem national politik og Europa, er jo, at når vi laver et kompromis herhjemme, så ved vi, at det er en del af det politiske spil.
Men i Europa bliver kompromiset jo en sygdom, det bliver en diagnose, og så er patienten syg, fordi EU nu beskæftiger sig med noget, som vi synes er så uvæsentligt.
Men grunden til, at EU beskæftiger sig med det, der er så uvæsentligt, er jo måske, at det er væsentligt for nogle andre, og at vi bliver nødt til at beskæftige os med det, hvis vi også vil have dem til at beskæftige sig med det, som vi synes er vigtigt.
Hvis vi ikke begynder at tale om EU ud fra det realistiske perspektiv, nemlig at det ikke kun er en buket blomster udvalgt af danskere, men at der i den buket altså også er blomster, som er udvalgt af andre lande, og som de synes er vigtige – hvis vi ikke har den realistiske snak om det og siger, at det jo er en del af det projekt, og det er et demokratisk projekt, men vi hver gang kun skal stirre på tidslerne eller i hvert fald de fremmede blomster og sige:
Åh, sikke en buket, det dér skal ud, for vi skal have et slankere og stærkere EU – så tror jeg, at vi altid vil have den her diskussion, og jeg tror, vi altid vil have den her skepsis.
For så kommer vi jo kun til at fokusere på det dårlige, i stedet for, som vi gør herhjemme, at sige:
Et kompromis er et kompromis, men det er trods alt bedre at være med end at stå udenfor, for der var nogle blomster, som vi fik lov til at placere i den buket.
Derfor vil jeg også bare sige sådan opfølgende, at der jo ikke er nogen tvivl om, at Radikale Venstre er et parti, der gerne vil have mere EU på mange områder, fordi vi er et parti, der tror på, at man løser problemer bedst i fællesskab.
Vi er også et parti, der tror på, at man løser problemer bedst i en forhandling i stedet for i en krig.
Om det så er krige med våben, krudt og kugler eller det er økonomiske krige, kolde krige, så tror vi på forhandlinger.
Vi er i øvrigt også et parti, der tror på, at man skal regulere på alle mulige forskellige områder – om det så er med hensyn til lønmodtagerrettigheder eller klima – og det er jo derfor, vi gerne vil have mere EU.
Men det vigtigste for os er jo, at huset består, uanset om vi får det hele med eller ej.
Jeg ved ikke, hvad det der ur betyder, men det betyder nok, at jeg skal til at være færdig.
(
Tredje næstformand
(Christian Juhl):
Ja, det er fuldstændig rigtigt).
Det er godt.
Jeg ved godt, at det gik af mode at tale om Europa eller EU som fredens projekt.
Nu er det kommet tilbage, fordi vi har Putin og vi har Trump, men jeg mener, at det er rigtig vigtigt at huske på, hvorfor vi har et EU.
Vi har et EU, fordi vi tror på, at Europa kan blive stærkere, hvis vi samarbejder.
Vi har et EU, fordi vi tror på, at der er nogle problemer, der aldrig bliver løst, hvis vi ikke løser dem i et samarbejde, og hvis de bliver løst uden et samarbejde, sker det gennem konflikt.
Og vi har et EU, fordi der er nogle små lande, der har sagt, at den eneste måde, de kan få indflydelse på, er, hvis vi laver et forpligtende internationalt samarbejde.
For hvis der ikke er nogen forpligtelser, er det bare de store, der bestemmer.
Det tror jeg vi skal holde os for øje, når vi har de her store diskussioner om EU.