GRUND- OG NÆRHEDSNOTAT TIL
FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
15. november 2017
Kommissionens forslag til ændring af forordning (EU) nr. 1092/2010
om makrotilsyn på EU-plan med det finansielle system og om opret-
telse af et europæisk udvalg for systemiske risici, KOM(2017) 538
1.
Resumé
Kommissionen præsenterede den 20. september 2017 et forslag til ændring
af rammerne for Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici (ESRB), der
blev etableret i 2010, med henblik på at tilpasse udvalget til de seneste års
institutionelle udviklinger i EU. Forslaget er en del af en pakke af æn-
dringsforslag, der vedrører Det Europæiske Finanstilsynssystem (ESFS).
Kommissionen foreslår bl.a. at gøre formanden for ECB til permanent for-
mand for ESRB, styrke ESRB's sekretariat samt gøre den fælles tilsynsmyn-
dighed (SSM) og den fælles afviklingsmyndighed (SRM) i det styrkede bank-
samarbejde (bankunionen) til permanente, stemmeberettigede medlemmer
af ESRB’s Almindelige Råd. Derudover foreslås det at styrke inddragelsen
af interessenter i Rådets arbejde. Der lægges med forslaget ikke op til at
tilføre yderligere kompetencer til ESRB over for medlemslandene.
Regeringen støtter generelt forslaget og finder, at forslaget overordnet op-
fylder formålet om at tilpasse udvalget til de ændrede institutionelle forhold
samt styrke dets effektivitet. Regeringen vil arbejde for, at der sikres ligebe-
handling mellem de EU-lande, der deltager i det styrkede banksamarbejde
og de EU-lande, der ikke deltager i samarbejdet, herunder i forhold til re-
præsentation i Det Almindelige Råd.
2.
Baggrund
Kommissionen fremsatte den 20. september 2017 en pakke af ændringsfor-
slag, der ændrer Det Europæiske Finanstilsynssystem (ESFS). ESFS består
af Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici (ESRB) og de tre europæi-
ske tilsynsmyndigheder (ESA'erne) for henholdsvis banker (EBA), forsik-
ring og pension (EIOPA) og værdipapirer og markeder (ESMA) samt de
nationale tilsynsmyndigheder.
ESRB blev oprettet i 2010 og er ansvarlig for det
makroprudentielle
tilsyn i
EU. Det vil sige overvågningen af risici i det finansielle system i EU på
aggregeret plan, som ikke er knyttet til konkrete finansielle institutter.