Det næste punkt på dagsordenen er:

9) 1. behandling af lovforslag nr. L 142:

Forslag til lov om ændring af straffeloven. (Skærpelse af straffen for grov vold).

Af justitsministeren (Søren Pape Poulsen).

(Fremsættelse 07.02.2018).

Forhandlingen er åbnet. Vi starter med fru Trine Bramsen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak. Forslaget her har til formål at skærpe straffen for grov vold. Konkret handler det om overtrædelser af straffelovens § 245 a og § 246. Grov vold skal have en hård konsekvens. Det er ganske enkelt ikke rimeligt, når man udsætter andre mennesker for så voldsomme overgreb. Det er det ikke, når man udsætter mennesker for nogen overgreb, men jeg tror, vi alle sammen her kan blive enige om, at grov vold er i en klasse for sig.

Sagerne kender vi fra medierne: Et ungt kærestepar blev overfaldet og slået med kæder, da de var på vej hjem juleaften; der var spark og slag mod en hundelufter, der blev invalideret for evigt, og senest så vi et overfald med en økse, også på et uskyldigt kærestepar.

I Socialdemokratiet synes vi, det er rimeligt, at den slags forseelser sanktioneres hårdt, og desværre har vi set en stribe sager, hvor man må undres over strafniveauet for meget, meget grove voldsforbrydelser, og hvor man står tilbage med en retfærdighedsfølelse, der ikke er blevet tilfredsstillet af den sanktion, der er blevet givet.

Som vi i Socialdemokratiet har sagt utrolig mange gange før i den her sag, og som jeg har sagt utrolig mange gange, så tror vi ikke på, at straf har den store effekt på kriminalitet og på at undgå kriminaliteten. Men når vi har valgt at være retssamfund, skal der være en retfærdighedsfølelse forbundet med dommene. Ellers risikerer vi, at vi mister opbakningen til retssamfundet. Og det er begrundelsen for, at vi i Socialdemokratiet kan støtte forslaget, som vi behandler her i dag.

Når det er sagt, synes vi dog, det kunne være interessant i udvalgsbehandlingen at få en oversigt over, hvad der generelt bliver givet af straffe, for der er ikke nogen tvivl om, at straffene ved de her domme, vi har set, og som har været i mediernes søgelys, virker meget lave. Men det kunne være interessant at få en opgørelse fra justitsministeren over det generelle strafniveau for de her paragraffer, som vi skærper straffene for i dag. Men Socialdemokratiet støtter forslaget.

Tak til Socialdemokratiets ordfører. Så er det Dansk Folkepartis ordfører, og det er Peter Kofod Poulsen. Værsgo.

Mange tak. Hvis man følger med i medielandskabet, kan man fra tid til anden ikke undgå at støde på omtaler af sager om grov vold, og man må jo undres hele to gange. Først undres man over, hvor grusomt nogle mennesker er i stand til at behandle andre, men efterfølgende over, hvor relativt let nogle af de personer, der begår nogle af de mest voldsomme forbrydelse, slipper, når de efterfølgende straffes.

Med tanke på, hvor store men ofrene får efter noget af den allergroveste vold – i og med de med meget stor sandsynlighed kommer til at leve resten af livet med enten store psykiske eller fysiske gener – så giver det rigtig, rigtig god mening, at vi kigger på straffen. Derfor er forslaget, som vi behandler her, et rigtig godt forslag.

Som følge af finanslovsaftalen for 2018 behandler vi nu det forslag, der skal skærpe straffene med en tredjedel for den groveste vold. I Dansk Folkeparti er vi meget store tilhængere af, at den hårdeste kriminalitet straffes langt hårdere. Vi går også gerne længere end det, der lægges op til med regeringens forslag her, men det er trods alt et skridt i den rigtige retning, og derfor støtter vi selvfølgelig også op om det.

Der har inden for de seneste måneder været ført en debat om netop straffene for den værste voldskriminalitet, eller rettere sagt om, om domstolene har brugt de værktøjer, de har, tilstrækkelig tilfredsstillende. Det er selvfølgelig også spørgsmål, som jeg i anledning af emnet gerne vil holde lidt fast i, for vi er også nødt til at huske på, at når det handler om den groveste kriminalitet, er der allerede nogle rigtig gode muligheder i den eksisterende straffelov. Vi har faktisk givet domstolene meget vide rammer for at kunne straffe den hårdeste kriminalitet.

Men vi vil selvfølgelig følge meget nøje, hvordan de her strafskærpelser kommer til at slå igennem ved domstolene. Jeg regner også med, at justitsministeren vil orientere Folketinget om, hvordan det her er forløbet, når reglerne har fået anledning til at virke i noget tid. Men Dansk Folkeparti støtter lovforslaget. Tak.

Tak til hr. Peter Kofod Poulsen. Så er det hr. Preben Bang Henriksen fra partiet Venstre. Værsgo.

Tak for det. I lovforslagets tekst er der jo ikke de væsentlige ting at komme efter. Man ændrer ordet som til der. Det tror jeg nu ikke giver de store problemer. Det er bemærkningerne, vi skal fokusere på; det er dér, ændringerne sker. For efter forslagets bemærkninger stiger normalstraffen for grov vold med en tredjedel. Herudover stiger straffen for ekstraordinær grov vold til et eller andet niveau, som jeg ikke umiddelbart kan finde frem til.

I bemærkningerne til lovforslagets § 1 står der:

»Herudover forudsættes det med lovforslaget, at der – ud over skærpelsen med en tredjedel – sker en yderligere skærpelse af straffene for de allergroveste overtrædelser af straffelovens § 245, herunder særligt hvor forurettede er blevet udsat for meget omfattende vold, eventuelt begået af flere gerningsmænd, og har fået betydelige skader. Der lægges således op til, at der i de alvorligste sager, der i dag bliver afgjort med straffe i niveauet fra omkring 1 år og 9 måneders fængsel, udmåles en straf, der har en bedre sammenhæng med strafniveauet for vold omfattet af straffelovens § 246. Da sagerne er meget forskellige, er det ikke muligt at angive et generelt strafskærpelsesniveau«.

Det vil altså sige: Der er ingen tvivl om, at straffen for den mildere form for grov vold - hvis man kan graduere det på den måde – stiger med en tredjedel, men der er ikke rigtig nogen eksakt angivelse af, hvad straffen for den grovere form for grov vold stiger med. Det er selvfølgelig også vanskeligt, for det er svært at graduere det her. Men jeg kan bare sige fra Venstres side, at vi har en klar forestilling om, at der sker en væsentlig stigning i straffen for den grovere vold.

Et lille skridt i den rigtige retning er, hvad vi kan betegne forslaget som – et godt lille skridt i den rigtige retning. Men tilbage er altså et mere generelt spørgsmål, som jeg håber vi kan tage op en anden dag, nemlig domstolenes udnyttelse af strafferammerne, for her springer kæden af for de fleste danskere og i hvert fald også for partiet Venstre.

Problemet er, at det åbenbart er svært at definere, hvad man forstår ved »normalt«. Hvor er det normale niveau? Hvor ligger normalstraffen? For de fleste forbrydelser af grov vold er strafferammen 6 års fængsel, og da det i langt de fleste tilfælde er gengangere, ja, så lægger man 50 pct. oven i efter § 247, og så er strafferammen 9 års fængsel. Går man imidlertid ind og kigger på de domme, der bliver afsagt, kan man jo se, at det er milemilevidt fra en strafferamme på 9 års fængsel.

Jeg har tidligere redegjort for en dom fra Retten i Odense. Det gjorde jeg i dagspressen den 11. november 2013, og det handlede om en sag, hvor fire personer fanger en femte og skærer en del af øret af ham; han er bagbundet, man forsøger at kratte hans øje ud, man tilføjer ham 29 alvorlige skader, herunder med hobbykniv, og tæver ham med hammer osv. Man tror, vedkommende er død, da man afslutningsvis urinerer på ham. Det indbringer en straf på 2½ års fængsel med en strafferamme på 9 år. Det er vi altså nødt til at kigge på ved en anden lejlighed.

Jeg kunne tilføje adskillige andre domme, der – var jeg lige ved at sige – er endnu værre, hvis man kan forestille sig det. Der er en dom fra Retten i Sønderborg, men den er under anke, så vidt jeg er orienteret, så den vil jeg ikke kommentere nærmere for nærværende, før ankesagen er afsluttet.

Afslutningsvis fra min side vil jeg henvise til, at det her jo ikke er noget, jeg sådan lige står og finder på heroppe. Også den juridiske litteratur omtaler strafniveauerne. Professoren Knud Waaben skrev – det er nogle år siden – følgende: For mange forbrydelsers vedkommende forekommer der sjældent straffe, som ligger over den nederste tredjedel eller fjerdedel af rammen for frihedsstraffe. På den anden side viser praksis med hensyn til forsætligt drab og narkoforbrydelser en forholdsvis vid udnyttelse af strafferammerne. Kriminalstatistikken giver oplysninger om straflængder ved forskellige forbrydelser. Der kan aflæses stærke fald i anvendelsen af strafsatserne, når man passerer grænserne ved 1, 2 og 3 år. En række forbrydelser med maksimumstraffe på 6-10 år eller mere viser få domme, der overstiger 3 år.

Så vi ligger altså omkring de 30 pct. af strafferammen, der udnyttes. Det glæder vi os i Venstre til at få belyst nærmere her i Folketinget. Derfor kan jeg levende tilslutte mig fru Trine Bramsens ønske til justitsministeren om at få belyst forholdet mellem strafferammer og de faktuelle straffe, der gives.

Det forslag, der ligger her på bordet, støtter Venstre selvfølgelig hundrede procent. Det er et skridt i den helt rigtige retning. Tak.

Tak til hr. Preben Bang Henriksen. Så går vi videre til hr. Rune Lund fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Det er sådan – og det er alle Folketingets partier jo enige om – at grove overfald, grov vold, kan efterlade ofre med markante både fysiske og psykiske men. Og det er jo så derfor også vigtigt, at vi her fra Folketingets side vedtager en lovgivning, som gør, at de straffe, der bliver udmålt, både er i overensstemmelse med den retsfølelse, som der er i samfundet, men at de, set fra Enhedslistens synspunkt, selvfølgelig ikke mindst også bliver lavet ud fra det hensyn, at de skal kunne forhindre ny kriminalitet. Den her strafskærpelse, som ligger i lovforslaget, er jo så en strafskærpelse, som er aftalt i forbindelse med finanslovsforhandlingerne vedrørende finansloven for 2018.

I forhold til begrundelsen for de her strafskærpelser må man jo, som et par andre ordførere også har været inde på, konstatere, at det ikke er, fordi der fremlægges så meget fakta eller nogen videre begrundelse for, at vi skal vedtage det her, ud over en argumentation om den retsfølelse, som regeringen mener ligger bag begrundelsen for, at straffene skal hæves. I bemærkningerne står der:

»Det foreslås, at straffelovens § 245, 245 a og § 246 ændres, og det forudsættes herved, at straffen efter bestemmelserne gennemgående forhøjes med omkring en tredjedel i forhold til den straf, der i dag ville blive fastsat af domstolene.«

Og så kommer det:

»På grund af den variation, som de forskelligartede sager om grov vold har, er det ikke muligt at angive et bestemt strafniveau for overtrædelserne, men med lovforslaget forudsættes det f.eks., at en sag om vold efter straffelovens § 245, der i dag af domstolene afgøres med 9 måneders fængsel, efter lovændringen skal afgøres med 1 års fængsel.«

Det vil sige, at vi er her i dag for at tage stilling til en skærpelse af straffeloven, og vi får ikke nogen dokumentation for, hvad strafniveauet er i dag, fordi det åbenbart ikke er muligt, men vi får et regnestykke, som siger, at hvis man lægger en tredjedel oven i 9 måneder, så får man 1 år. Altså, det er ikke særlig svært at regne ud – det tror jeg at selv min egen søn, der går i 2. klasse, meget hurtigt kan regne ud. Begrundelsen er altså et regnestykke og en argumentation om, at retsfølelsen kræver det her.

Det Kriminalpræventive Råd anfører i deres høringssvar, at der mangler dokumentation for, at det nuværende strafniveau er i strid med befolkningens retsfølelse, og den argumentation, som regeringen fremfører, er jo så heller ikke bakket op af fakta. I det hele taget mangler der fakta her. Jeg synes, at specielt Retspolitisk Forenings høringssvar er vældig interessant her. De skriver:

»Dette lovforslag føjer sig ind i rækken af tilbagevendende skærpelser af straffen for grov vold. Lovforslaget gør sig ingen ulejlighed med at argumentere f.eks. med en eventuel stigning i den grove voldskriminalitet eller dele deraf.«

Så har Retspolitisk Forening været så venlige i deres høringssvar at skrive nogle tal fra Danmarks Statistik, der viser, hvordan det ser ud med domfældelser for vold, og de har udviklet sig rigtig godt, må man jo sige: I 2011 var der 7.649; i 2012 falder tallet til 7.381; i 2013 er det 6.442; I 2014 er det 5.750; i 2015 er det 5.949 – en lille stigning; og i 2016 ender det så på 5.929.

Altså, der er generelt tale om et fald i voldskriminaliteten. Så skriver Retspolitisk Forening videre:

»Det burde være oplyst, hvorvidt der bag disse tal gemmer sig en stigning i antallet af domfældelser efter straffelovens §§ 245-245 a, ligesom der burde være foretaget en nærmere analyse af forholdet mellem anmeldelser, sigtelser og domfældelser.«

Det er altså meget lidt fakta, der ligger til grund for det her lovforslag.

Der henvises så til finansloven – det er begrundelsen for, at man vil gøre det her og har aftalt det – men, som Retspolitisk Forening også skriver:

»Hvorvidt et offer eller »befolkningens retsfølelse« får det bedre af, at en gerningsmand i stedet for 1 år og 9 måneders fængsel dømmes til f.eks. 2 år og 6 måneders fængsel, som lovforslaget lægger op til,« – et andet regnestykke – »kan der naturligvis ikke siges noget troværdigt om. Så derfor må regeringen nøjes med at have en »opfattelse«, som den så kan sprede ud over befolkningen, der så åbenbart skal forstå det som et udtryk for handlekraft eller »tryg retspolitik«.«

Og det er, selv om vi jo ved, at den her form for strafskærpelser ikke fører til mindre kriminalitet – der er ingen dokumentation for, at det vil gøre det.

Så det er endnu en strafskærpelse, endnu engang noget symbolpolitik, som ikke vil føre til mindre kriminalitet, og som er fremlagt med en meget ringe grad af dokumentation for de her ting.

Tak til Enhedslistens ordfører. Vi går videre til hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for ordet. Lovforslag nr. L 142, som vi behandler nu, har til formål at sikre en bedre rimelighed i straffene for grove voldelige overfald, hvor forslaget er, at straffe skærpes med en tredjedel i forhold til det nuværende strafniveau.

Generelt er det vigtigt for både mig og mit parti, at forbrydelsers alvor bliver afspejlet i gerningsmandens straf. Men på baggrund af hr. Rune Lunds ordførertale synes jeg også, at det måske er en god idé helt generelt at dvæle ved det her med, hvordan og hvorfor vi staffer.

Historisk har man jo straffet for vold og drab for at forhindre vendetta. Det danske samfund var sådan set et vendettasamfund ligesom det, man kan læse om i de islandske sagaer, indtil kongemagten blev så stærk i middelalderen, at man begyndte at sætte en stopper for de her vendettaer. Og selv om der er meget, der har ændret sig i mellemtiden, så er straf altså stadig væk noget, som staten overtager fra civilsamfundet og fra den skadelidte.

Det betyder jo, at man også skal passe på, når man sådan slynger ud, at straf ikke virker. Jeg hører til dem, der mener, at staf i allerhøjeste grad virker, fordi vi ikke har et selvtægtssamfund, og det, at vi ikke har et selvtægtssamfund, er sådan set bevis på, at den ordning, hvormed selvtægten bliver afskaffet og den kolde stat står for afstraffelse i stedet for den varme vendetta, fungerer rigtig, rigtig godt.

Derfor er straffe jo noget, der skal afspejle en eller anden form for balancebetragtning. Det er ikke noget, man kan sidde videnskabeligt at tage stilling til. Det er en balance, som civilsamfundet skal anerkende, og hvor vi som politikere må prøve at lytte til civilsamfundet. Der er en uret, der skal balanceres med ret. Der synes vi sådan set, at det her er et rigtig fornuftigt lovforslag, som finder den her balance, og derfor synes vi, at det er meget meningsfyldt at skærpe straffen for de her grove forbrydelser.

Vi støtter som sagt lovforslaget.

Tak til hr. Henrik Dahl. Så er det fru Josephine Fock, Alternativet. Værsgo.

Tak for det. Jeg tror jo, at alle er helt enige i, at grov vold skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at bekæmpe. Spørgsmålet er så, hvordan vi bekæmper det, og hvad der virker.

Regeringen ønsker med det her lovforslag at skærpe straffen for grov vold med en tredjedel i forhold til den straf, som i dag fastsættes af domstolene. Og ud over den generelle strafskærpelse lægger lovforslaget op til en yderligere skærpelse af straffen for de allergroveste sager om grov vold efter straffelovens § 245. Det gælder f.eks. i de sager, hvor offeret er blevet udsat for omfattende vold, eventuelt begået af flere gerningsmænd, og har fået betydelige skader – og det er jo alvorlige sager.

Begrundelsen for lovforslaget er, at ifølge regeringens opfattelse afspejler det nuværende strafniveau ikke den krænkelse af offeret, som finder sted. Regeringen anfører, at straffen ikke er i overensstemmelse med befolkningens retsfølelse. Og det er jo fuldstændig rigtigt, at det er meget vigtigt at se på befolkningens retsfølelse, men jeg mangler noget dokumentation for den påstand i lovforslaget.

Derfor vil jeg også gerne tillade mig at fremhæve nogle af de høringssvar, som har været, til det her lovforslag. For jeg er helt på linje med de kritikpunkter, som bliver fremsat i høringssvarene. F.eks. siger Det Kriminalpræventive Råd i deres høringssvar, at de savner dokumentation for, at det nuværende strafniveau ikke skulle være i overensstemmelse med befolkningens retsfølelse, sådan som regeringen skriver i lovforslaget, og at regeringen ikke sandsynliggør denne påstand. Der er ikke nogen statistik eller lignende, som dokumenterer, at der er sket et skred i den grove voldskriminalitet, og det påpeges også af Retspolitisk Forening i deres stærkt kritiske høringssvar. Og det er bemærkelsesværdigt, synes jeg faktisk, at regeringen bruger et argument om befolkningens retsfølelse og opfattelse til at legitimere en strafskærpelse, uden at man forholder sig til, om der er et reelt behov.

Jeg argumenterer ikke for, at vi ikke skal sanktionere grov vold, men vores retspolitik skal bygge på nogle grundlæggende hensyn, nemlig hensynet til genopretning af offeret, hensynet til samfundets generelle retsfølelse og ikke mindst hensynet til resocialisering af gerningsmanden. Der er tale om tre meget vigtige hensyn, som skal vægtes op imod hinanden. Og det her lovforslag tager, sådan som jeg læser det, ikke nogen af de nævnte hensyn i betragtning.

Hvis vi lægger ud med hensynet til genopretning af offeret, skriver foreningen Hjælp Voldsofre i deres høringssvar, at det er deres erfaring, at ofre for forbrydelser er mere opsatte på, at et overgreb mod dem har en konsekvens, og at den sker hurtigt, end at der udmåles en streng straf. Det betyder med andre ord, at det lovforslag, som jo ifølge regeringen har til formål at skærpe straffen for grov vold af hensyn til offeret, ifølge foreningen for voldsofre ikke lever op til selv samme hensyn; der sker altså ikke en genopretning af offeret. Set fra vores perspektiv er det helt klart, at der skal være et langt større fokus på forurettedes retsstilling, end vi i virkeligheden ser det i dag. Vi mener, det er afgørende at lægge vægt på, at der ved behandlingen af straffesager tages langt mere hensyn til de forurettede. Forurettede skal tages alvorligt, også når de henvender sig til politiet. De skal føle sig hørt, og de skal mødes af en hjælp, der står mål med den krænkelse, som den pågældende har været udsat for.

Hvad angår det andet hensyn, nemlig den generelle retsfølelse, fremlægger regeringen ikke selv statistik, der underbygger argumentet om, at befolkningens retsfølelse skulle være krænket. Regeringen kan ikke anvise, om der er sket en voldsom stigning i sager om grov vold, men én ting ved vi, og det er, at kriminaliteten over en bred kam er nedadgående. Undersøgelser viser, at adspurgt direkte ønsker danskerne strengere straffe. Det er rigtigt. Men det viser sig også, når man så går lidt mere i dybden, at befolkningen ved meget lidt om strafniveauet i Danmark. De undervurderer domstolenes strenghed markant, og i konkrete sager dømmer de selv mildere, end domstolene reelt gør.

Endelig er hensynet til resocialisering af gerningsmanden ikke en del af lovforslagets formål. Her må jeg henvise til høringssvar fra Det Kriminalpræventive Råd, som bemærker, at strafskærpelse ikke i sig selv har en kriminalpræventiv effekt. Kort sagt betyder det, at vi ikke nødvendigvis forhindrer nye ofre for grov vold ved at hæve strafniveauet. Det gør vi til gengæld, hvis vi regulerer forebyggende og resocialiserende. Og det betyder som sagt ikke, at vi skal være blødsødne over for voldsmænd, men vi ønsker at undgå tilbagefald til kriminalitet, som jo skaber flere ofre.

Så det, jeg kan udlede af min tale her, er jo, at Alternativet ikke kan bakke op om lovforslaget. Jeg vil dog gerne bakke op om de bemærkninger, der kom fra både Socialdemokratiet og Enhedslisten, tror jeg, om, at det kunne være en rigtig god idé at få noget dokumentation for strafferammen og det faktuelle strafniveau. Nej, jeg tror faktisk, det var ordføreren for Venstre selv, Preben Bang Henriksen, der sagde det.

Så vil jeg bare lige give en kort kommentar til den forrige ordfører, i forhold til at Justitsministeriet jo selv har lavet en undersøgelse af, om straf virker – fra Justitsministeriet i 2015 – og den synes jeg også at man kunne kigge lidt på i udvalgsbehandlingen.

Tak til fru Josephine Fock. Så går vi videre i ordførerrækken til fru Zenia Stampe, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det. Vi har bestemt ikke noget imod at diskutere strafniveauer og også eventuelle strafskærpelser, men vi synes, at der er en tendens til, at vi har nogle relativt ukvalificerede diskussioner om emnet i Folketinget i de her år. Det er ikke første gang, at der bliver fremlagt et forslag for os, der er fuld af regnestykker, men hvor vi altså ikke ser nogen konkrete eksempler på sager, hvor man har ønsket sig et andet niveau. Derfor vil jeg også gerne kvittere for hr. Preben Bang Henriksens ordførertale, hvori han nævner nogle konkrete eksempler, som jeg også synes er med til at pege på, at der er et behov for den her diskussion. Derfor vil vi hilse den velkommen.

Men som andre ordførere også har været inde på – og tilbage til diskussionen om, hvorfor vi overhovedet straffer – er der jo flere hensyn. Og når det ikke er folkedomstolen, der sætter det konkrete strafniveau i de enkelte sager, er det jo, fordi en sag som regel er mere end det, man kan læse i Ekstra Bladet. Der er jo også det andet perspektiv, altså hvordan man forhindrer, at vedkommende falder tilbage, begår ny vold, skaber nye ofre; hvordan man finder en straf, som i virkeligheden er mest genoprettende for offeret. Derfor er en sag jo som regel meget mere nuanceret end det, vi kan læse i aviserne. Ikke dermed sagt, at det er uvæsentligt, og det går selvfølgelig heller ikke, at vi har en retstilstand, hvor der er generel forargelse i befolkningen over strafniveauerne. Men vi har jo et system, som anerkender, at der er nuancer, og at det netop ikke er folkedomstolen, der kan afsige dommen og fastlægge strafniveauet. Men for alligevel at sørge for, at der er en folkelig forankring, har vi jo også et domsmands- og nævnssystem, og det undrer mig nogle gange i diskussionen omkring ubalancen mellem de konkrete straffe og så folkedomstolen, at der aldrig er nogen, der nævner, at der jo er helt almindelige mennesker, der sidder med omkring strafudmålingen.

Det viser jo bare, at hvis man læser om en sag i Ekstra Bladet, kan det godt være, at man gerne vil give 10 år, men hvis selv samme person sidder som nævning eller domsmand, kan det godt være, at det ser lidt anderledes ud, fordi der er de andre perspektiver med. Den forskel bliver vi bare nødt til at minde hinanden om, og derfor vil man nok aldrig nogen sinde nå til et niveau eller nå til en tilstand, hvor der altid er et 1:1-forhold mellem strafniveauet og den sådan folkelige holdning på baggrund af pressedækningen. Der mener jeg heller ikke vi skal hen, for så tror jeg ikke, at vi får de mange nuancer med, som vi jo anerkender der er, og som er grunden til, at vi ikke bare har ens straffe for ens typer kriminalitet, men at der rent faktisk er vide rammer for dommere og domsmænd og nævninge at udmåle dommene eller straffene i.

Men med de ord vil jeg hilse debatten velkommen. Vi ønsker også en oversigt over strafferammer og strafniveauer og også meget gerne, selv om vi jo ikke skal tage udgangspunkt i enkeltsager, så måske alligevel også diskutere det i forhold til enkeltsager og så sørge for ikke kun at se sagen, som den var beskrevet i Ekstra Bladet, men jo også forholde os til sagen, som den blev præsenteret i retten. Det er en diskussion, som vi hilser velkommen, og som vi vil gå konstruktivt ind i. Men jeg er lidt bekymret over den måde, vi ellers gør det på her i Folketinget, altså med de her regnestykker, også fordi det efterhånden bliver lidt svært at holde rede på. Jeg tror i hvert fald ikke, at de kriminelle, eller den person, som eventuelt begår et voldeligt overfald, helt har overblik over, hvad strafferammen for den type overfald er, eller også hvad det betyder, hvis han begår det i et bestemt område, og det så er dobbelt op-straf, eller hvad hvis han faktisk er relateret til en bande, og det så er plus 50 pct.

Altså, hvad er det for et system, vi også er ved at bygge op, hvor man egentlig har nogle meget vide strafferammer? Det kan sådan set være meget godt, at der er god mulighed for at få nuancerne ind og en stor frihed til dommerne, vores nævninge og domsmænd, men det gør det til et meget uigennemskueligt system, når vi har så vide rammer. Og så har vi oven på det systemer med tillægsstraffe, hvor man faktisk kan få flere tillægsstraffe oven i. Altså, som eksempelvis et voldeligt overfald begået af en, som har banderelationer, begået i et område, som er i en strafzone. Hvor ender vi så henne? Det har jeg i hvert fald svært ved at gennemskue. Jeg tror heller ikke, at de mennesker, der eventuelt skulle bevæge sig ud i nogle af de her ting, kan gennemskue det. Jeg tror heller ikke, at det nødvendigvis påvirker dem særlig meget.

Men det understreger jo også behovet for at have en ordentlig, saglig og grundig debat om det her, og det er også derfor, vi egentlig synes, at den her type debatter egner sig lidt bedre til Straffelovrådet, som vi jo ellers har for vane at sende den her type spørgsmål til, fordi der er så mange hensyn, og det er et komplekst område.

Men vi vil gå konstruktivt ind i debatten og selvfølgelig søge så meget viden som muligt, så vi kan få den kvalificerede debat, som vi nogle gange synes vi har manglet.

Tak. Det affødte en enkelt bemærkning fra hr. Preben Bang Henriksen.

Det er bare lige en positiv kvittering til fru Zenia Stampe. Det er nemlig helt rigtigt, at vi har brug for sådan en oversigt, men, som der også bliver sagt fra talerstolen, er det ikke nogen nem og enkel oversigt at udarbejde. Jeg har også forståelse for det, hvis Justitsministeriet skal bruge tid på det, for, som der bliver sagt, kan der være tillægsstraf for banderelateret virksomhed, tillægsstraf op til 50 pct. for tidligere begået kriminalitet osv. Og endelig – og det er nok noget af det, der gør det meget svært – er der jo ikke to forbrydelser, der er ens. Det er ikke sådan ligesom et bankrøveri. Der har man trods alt en idé om, hvad det er. Her kan der ske mange forskellige ting. Men endelig er det jo også desværre sådan, at dem, der bliver dømt, ikke bare er dømt efter § 245. Der er desværre i samme dom som oftest adskillige forbrydelser om en bestemt straf, så derfor er det lidt af et kunststykke for Justitsministeriets embedsmænd at udarbejde den oversigt. Men hvor der er vilje, er der vej, så jeg betror dem gerne jobbet. Det var mere en konstatering. Tak.

Ordføreren.

Jamen tak for det. Jeg håber og ser frem til, at vi kan fortsætte debatten i den her gode, konstruktive ånd. Det vil jeg se frem til.

Således opløftet går vi videre til næste taler, som er hr. Karsten Hønge, og det er SF.

Der er god grund til at diskutere forholdet mellem strafferammer og de domme, som faktisk afsiges af domstolene. Det kan ofte provokere den almindelige retsopfattelse, for mange mennesker forstår ikke, hvorfor strafferammerne ikke udnyttes. Forslaget til at skærpe straffen for grov vold vil jo muligvis få indflydelse på kriminaliteten, men jeg synes, at der mangler solide fakta og dokumentation. Retspolitisk Forening sætter fingeren på netop det her ømme punkt fra begrundelsen for lovforslaget, og vi bør etablere et stærkere, seriøst, faktuelt grundlag, når vi ønsker at straffe. På den anden side anbefales lovforslaget jo af bl.a. Dansk Kvindesamfund. Og den holdning tror jeg afspejler den i et vist omfang manglende folkelige forståelse for de efterhånden mange eksempler på ganske milde straffe for grov omfattende vold.

SF hælder til at støtte lovforslaget, men vil under udvalgsbehandlingen stille spørgsmål, der kan være med til at skabe et reelt faktuelt grundlag for at skærpe straffen for grov vold.

Tak til hr. Karsten Hønge. Så er det hr. Rasmus Jarlov, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

I Det Konservative Folkeparti bryder vi os ikke om vold, og vi bryder os særlig ikke om grov vold. Vi synes, det skal straffes hårdt. Vi tror på, at straf virker. Vi synes, straf er retfærdigt, og vi mener, at det har en god effekt på retsfølelsen og niveauet af vold i samfundet. Derfor støtter vi forslaget her. Vi mener generelt, at de straffe, der er for vold i Danmark, er for lave. Der er flere ordførere, der har peget på, at vi mangler en samlet oversigt. Men som hr. Henrik Dahl også påpegede, er det ikke noget, vi kan sætte på formel, altså hvordan strafniveauet skal være. Det er et spørgsmål om retsfølelse, og dermed er det op til os her i Folketinget at beslutte, om niveauet for straffene i Danmark ligger på det rigtige niveau. Vi synes, det ligger for lavt, og vi byder det meget velkommen, at vi nu hæver straffene for grov vold med cirka en tredjedel.

Tak til hr. Rasmus Jarlov. Og så er vi faktisk nået til justitsministeren. Værsgo.

Tak for det. Tak for indlæggene, vi har hørt her i dag. Grove voldelige overfald efterlader ofte offeret med markante fysiske og psykiske men, og det nuværende strafniveau i sager om grov vold afspejler – efter regeringens opfattelse, for det her er jo politik – ikke i tilstrækkelig grad den krænkelse af offeret, der finder sted. Det er vigtigt, at forbrydelsens alvor afspejles i den straf, som gerningsmanden får, og at strafniveauet er i overensstemmelse med befolkningens retsfølelse. Det er efter regeringens opfattelse ikke tilfældet i dag, og der er derfor behov for en skærpelse af straffen for grov vold.

Formålet med lovforslaget er at skærpe straffen for overtrædelse af straffelovens § 245 om grov vold, § 245 a om kvindelig omskæring og § 246 om særlig grov vold. Det foreslås, at strafniveauet generelt skærpes med en tredjedel i forhold til det nuværende niveau. Så indeholder lovforslaget også en yderligere skærpelse af straffen for de allergroveste tilfælde af vold efter § 245 og i alle sager efter straffelovens § 245, hvor der er anvendt kniv.

Med disse korte bemærkninger vil jeg takke ordførerne for indlæggene og sige, at jeg ser frem til behandlingen og selvfølgelig står til rådighed for spørgsmål, der måtte opstå under udvalgsarbejdet.

Tak til justitsministeren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.