Miljø- og Fødevareudvalget 2017-18
L 167
Offentligt
1876932_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 6. april 2018
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 3 til L 167, om forslag til lov om ændring af
lov om fødevarer stillet den stillet 26. marts 2018 efter ønske fra Miljø- og Fødevareudvalget.
Spørgsmål nr. 3
”Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 23. marts 2018 fra Danske Erhverv m.fl., jf. L 167 –
bilag 4.”
Svar
Indskærpelser anvendes ved klare lovovertrædelser, herunder overtrædelser med direkte betydning for
fødevaresikkerheden, fx manglende rengøring eller andre hygiejnemæssige krav.
Påbud anvendes i modsætning til indskærpelser i situationer, hvor modtageren skal gøre noget
konkret for at overholde en generelt formuleret regel i lovgivningen, og forbud anvendes til at forbyde
modtageren at udføre en bestemt handling og til at præcisere konkret, hvilken handling der skal
undlades for at undgå overtrædelse af lovgivningen. Disse sanktioner anvendes således i situationer,
hvor der er behov for at pålægge virksomheden pligter, som ligger ud over lovgivningen.
Indskærpelser kan således dække over forhold, som er mere alvorlige end forhold sanktioneret med
forbud eller påbud.
Indskærpelser anvendes oftest over for førstegangsovertrædelser, med mindre overtrædelsen er
bagatelagtig, og vejledning derfor vurderes tilstrækkelig. En førstegangsovertrædelse kan dog være så
alvorlig, at den kræver en strengere sanktion, typisk bøde.
Derfor bidrager indskærpelser til den generelle vurdering af en virksomheds evne og vilje til at
overholde reglerne, og derfor er det hensigtsmæssigt, at indskærpelser medtages i vurderingen af, om
en virksomhed skal kategoriseres som virksomhed med dårlig regelefterlevelse.
I den forbindelse skal det bemærkes, at en fødevarevirksomhed er kategoriseret af Fødevarestyrelsen
som en virksomhed med dårlig regelefterlevelse (broddent kar), hvis den har fået anmærkninger på tre
ud af de sidste fire kontrolbesøg, eller hvis der er tale om en ny virksomhed, som har fået
anmærkninger på de tre første gennemførte kontrolbesøg. Der er tale om en kategorisering af disse
virksomheder, som Fødevarestyrelsen kun anvender internt for at kunne tilrettelægge den styrkede
indsats over for disse virksomheder. Der er således ikke tale om, at betegnelsen ’brodne kar’ vil fremgå
af virksomhedens kontrolrapport eller på anden måde fremgå særligt på fx Findsmiley.dk.
Esben Lunde Larsen
/
Annelise Fenger
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk