Tak for det, formand.
Og tak til ordførerne for bemærkningerne.
Baggrunden for lovforslaget er et behov for at opdatere havmiljøreglerne i den eksklusive økonomiske zone ved Grønland for derved at sikre en bedre beskyttelse af havmiljøet i området.
Jeg er glad for at stå her til førstebehandlingen af det lovforslag, der skal sikre, at vi har de rigtige rammer og forudsætninger for at imødekomme det hensyn.
Beskyttelsen af havmiljøet i den eksklusive økonomiske zone ved Grønland, dvs.
fra 3 sømil fra kysten og indtil 200 sømil, er dansk kompetenceområde, og området reguleres på nuværende tidspunkt af en kongelig anordning fra 2004, som satte dele af den daværende danske havmiljølov i kraft for Grønland.
Havmiljøet i søterritoriet ved Grønland, dvs.
inden for 3 sømil, er grønlandsk kompetenceområde.
I de senere år har der været en stigende menneskelig aktivitet i havområderne ved Grønland og yderligere stigninger i skibstrafikken må forventes de kommende år.
Derfor er der behov for at opdatere reguleringen af området for at sikre, at beskyttelsen af havmiljøet ved Grønland modsvarer udviklingen og den medfølgende risiko for forurening.
Det sker primært ved at opdatere de gældende regler på baggrund af internationale havmiljøregler, som er gældende for Grønland.
De grønlandske myndigheder har efterspurgt en opdatering af havmiljøreglerne for den eksklusive økonomiske zone, så reglerne vil svare til reglerne for søterritoriet, hvor Grønland har vedtaget en lignende lovændring.
Det skal nævnes, at reguleringen af havmiljøforhold i den eksklusive økonomiske zone ved Grønland på flere punkter er forskellig i forhold til den danske havmiljølov.
Bl.a.
skal reguleringen ikke indeholde EU-lovgivning og regulering vedrørende kyster og havne.
Det overordnede formål med lovforslaget er at beskytte havmiljøet ved Grønland, og forslaget tydeliggør også de forskellige myndigheders opgaver og ansvar i forhold til beskyttelsen af havmiljøet ved Grønland.
Lovforslaget indeholder en bestemmelse om skibes påvirkning af havmiljøet, f.eks.
skibes udtømning af olie og affald.
Endvidere indeholder lovforslaget regler om miljøberedskabet, dvs.
bekæmpelse af olie- og kemikalieforurening af havet, og der indsættes regler om behandling af skibes ballastvand, som har til formål at hindre og begrænse indførelsen af invasive arter.
For at sikre overensstemmelse med havretskonventionen opdateres de gældende indgrebsbestemmelser, dvs.
myndighedernes mulighed for at gribe ind over for skibe, herunder myndighedernes adgang til at udstede påbud eller forbud for at hindre eller bekæmpe forurening af havet eller luften.
Som noget nyt indføres en 5-årig i stedet for en 2-årig forældelsesfrist for visse overtrædelser af loven, og det svarer til den gældende forældelsesregel i den danske havmiljølov.
Baggrunden for den 5-årige forældelsesfrist er, at der kan ske skjulte overtrædelser, f.eks.
ulovlig udledning af olie, hvor overtrædelsen først opdages på et langt senere tidspunkt.
Lovforslaget blev behandlet på det grønlandske Landstings forårssamling 2017, som den 18.
maj 2017 tilsluttede sig det danske lovforslag.
Jeg håber, at Folketinget er enig i, at Danmark skal vedtage lovforslaget, og det foreslås at træde i kraft den 1.
januar 2018.
Med hensyn til en del af det, der blev adresseret, vil jeg blot nævne i forhold til det, den socialdemokratiske ordfører sagde, at med hensyn til bødedelen er der i lovforslagets bemærkninger til § 45 tilkendegivelser om det, altså forstået på den måde, at Forsvarsministeriet kommer til at se på den del af det.
I forhold til dumpning er der i lovens § 20 en klar tilkendegivelse af, at dumpning ikke er tilladt, og at der kan gives en særlig tilladelse til det, men så kræver det meget, meget grundige undersøgelser osv.
af det, der eventuelt måtte kunne dumpes.
Og i forhold til det, som den socialdemokratiske ordfører også adresserede, altså hele miljøovervågningsdelen, er der i dag et meget, meget tæt koordinationssamarbejde mellem de grønlandske og de danske myndigheder på det felt.
I til den radikale ordførers bemærkninger om fredning af Polarhavet vil jeg sige, at det ligger lidt uden for rammerne af det lovforslag, som vi behandler, men jeg vil gerne sende et statusnotat over til den radikale ordfører, så ordføreren kan få et overblik over, hvad der egentlig foregår, og hvor vi er tidsprocessuelt med det.
Jeg ser frem til den videre behandling.