For et par uger siden var der en mand – jeg tror, han var it-chef i Ballerup Kommune – som lagde et opslag op på de sociale medier, som blev delt vidt og bredt.
Han var nemlig også far, og hans datter havde fået en af de her omtalte trivselsmålinger og skulle udfylde den, hvor der har været meget diskussion om, at der ikke var databeskyttelse omkring, hvad børnene svarede om, hvordan de havde det generelt.
Den her far beskrev i sit opslag, hvordan hans datter og hendes kammerater havde udfyldt de her skemaer med et »det ved jeg ikke« eller andre undvigende svar, fordi de her små børn som digitale indfødte havde fundet ud af, at de data om dem selv åbenbart ikke var sikre nok, og de derfor ville omgå systemet.
Jeg synes, det er ret iøjnefaldende og tankevækkende, at vi herinde åbenbart ikke kan sørge for den sikkerhed for, at vores børns mest personlige oplysninger ikke bliver delt vidt og bredt, og at vi overlader det til små børn selv at navigere i et system, som de åbenbart forstår rækkevidden af bedre end os herinde.
Jeg synes også, det er tankevækkende, at der med en liberal regering ikke er en større grad af diskussion om, hvad alle de her data, der er til rådighed i det offentlige system, men også på sociale medier og specielt samkøringen af de to verdener, egentlig betyder i forhold til en profilering af borgerne.
Vi har talt meget om Gladsaxemodellen og det, at man kan få point som borger, som mor eller far, i forhold til om man har afleveret en biblioteksbog for sent, om man har glemt en tandlægeaftale eller noget tredje, ud fra det noble princip om, at man skal spotte udsatte børn, selv om alle fagpersoner siger, at lige præcis den måde ikke vil hjælpe på det, der mangler af ressourcer til fagpersonerne for at håndtere de 100.000 underretninger, der er hvert eneste år.
Det eneste, man får ud af det her, er en profilering af Danmarks børnefamilier.
Så kan man sige, at det er én ting, men noget andet er, at der er indbygget en social og økonomisk skævhed i det her.
For vi får et land og et offentligt system, hvor folk tænker:
Jeg er godt nok ved at gå ned med stress, men jeg skal da ikke ind i det der forfærdelige offentlige system, for så kan det være, at jeg får minuspoint.
Eller:
Mit barn bliver mobbet i skolen, men vi skal da ikke have en psykolog ind over, for det giver sikkert også minuspoint og er med til at profilere os som familie og os som forældre.
Så kan de, der er ressourcestærke og har råd til det, vælge private tilbud og netop komme uden om det her system, hvor du bliver profileret.
Fra SF, Radikale, Enhedslisten og Alternativets side har vi prøvet at stille en række ændringsforslag for at gøre regeringens databeskyttelseslov lidt bedre.
Databeskyttelsesloven er jo en dansk udløber af en rigtig, rigtig fin europæisk forordning – det er faktisk lidt et særsyn – hvor der er kommet europæisk lovgivning, hvor de store firmaer ikke har fået held med at lobbye, hvor der faktisk er sket det, at vi har fået et lovkompleks, hvor det er borgerens frihedsrettigheder, der er i centrum.
At intentionen i den danske databeskyttelseslov så er, at man sådan lidt blindt på kryds og tværs vil dele data, fordi man åbenbart lider af sådan en facebooksyge, hvor man mener, at data er det nye guld, og at vi der ikke skal have nogen disciplin, selvdisciplin, i forhold til, hvordan vi deler det på kryds og tværs, synes jeg simpelt hen giver et meget, meget skræmmende billede, og jeg håber, at den her diskussion, også internt i regeringen, har givet anledning til at tage den diskussion om, hvad det er for et samfund, vi er på vej henimod, og hvad det er, vi bruger de her mange, mange data til.
Jeg er rigtig glad for, at der har været et pres – det ved jeg også der har været fra Liberal Alliance – og at regeringen i samarbejde med Socialdemokratiet har lavet den her ændring, så der nu skal en godkendelse til i to folketingsudvalg, og det vil jeg gerne rose rigtig meget, og det er et meget klart fremskridt.
Men det ændrer ikke ved det faktum, at intentionen i loven stadig væk er, at de her data skal bruges på kryds og tværs og bruges i et meget stort omfang.
Det er ofte med det meget noble motiv, at man vil hjælpe borgeren, og at man vil spotte udsatte børn osv., men vejen til helvede er brolagt med gode intentioner, og jeg vil bare ønske, at det her ikke er en diskussion, der stopper i dag, men at vi fortsat bliver ved med at diskutere, hvad det er for et overvågningssamfund, vi måske med alle gode intentioner er ved at skabe.
Derfor vil jeg på vegne af SF sige, at vi selvfølgelig stemmer for den klare forbedring, der er i lovforslaget, men at vi også håber, at den her proces og den mediekampagne, der også har været – ja, og der har også været et pres, og det synes jeg er rigtig godt i et demokratisk samfund, altså at medierne også tager den rolle på sig, og jeg håber ikke, at justitsministeren sidder og ryster på hovedet over, at der også er medier, der synes, at det er værd at beskæftige sig med de her spørgsmål – giver anledning til, at vi fortsat har den diskussion om, hvad det er for et samfund vi bevæger os i retning af.
Tak.