Miljø- og Fødevareudvalget 2017-18
L 167
Offentligt
1876937_0001.png
Den 6. april 2018
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 2 til L 167, om forslag til lov om ændring af
lov om fødevarer stillet den 20. marts 2018 af Carsten Bach (LA).
Spørgsmål nr. 2 til L 167
”Vil ministeren redegøre for, hvilke klagemuligheder der er for afgørelser truffet efter de foreslåede
bestemmelser om strafskærpelse?”
Svar
For svaret er det lagt til grund, at spørgeren ønsker en redegørelse for klagemulighederne for de tre
foreslåede initiativer om forhøjede bødestørrelser, administrative tvangsbøder og
virksomhedskarantæne.
Et administrativt bødeforlæg kan ikke påklages, da et administrativt bødeforlæg ikke er en
forvaltningsretlig afgørelse. Et administrativt bødeforlæg er et alternativ til en politianmeldelse, hvor
virksomheden gives mulighed for at få afsluttet sagen på en hurtigere og billigere måde, end hvis den
skal behandles af anklagemyndighed og domstolene. Hvis en virksomhed fx ikke er enig i at have
begået overtrædelsen, kan virksomheden nægte at betale bøden og få sagen prøvet ved domstolene.
I forhold til administrative tvangsbøder er der tale om en forvaltningsretlig afgørelse truffet af
Fødevarestyrelsen, og virksomheden kan - som for andre afgørelser på Miljø- og Fødevareministeriets
område – påklage Fødevarestyrelsens afgørelse til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Hvis Fødevarestyrelsen har pålagt en virksomhed karantæne, har virksomheden to muligheder for at
få prøvet denne afgørelse. Virksomheden kan enten klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet eller
forlange sagen indbragt for domstolene. Hvis virksomheden forlanger sagen indbragt for domstolene,
har Fødevarestyrelsen pligt til at anlægge sag mod virksomheden i den civile retsplejes former.
Hvis virksomheden anmoder om opsættende virkning, vil Fødevarestyrelsen, Miljø- og
Fødevareklagenævnet eller domstolene skulle tage konkret stilling til dette.
Esben Lunde Larsen
/
Annelise Fenger
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk