Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

Europaudvalget 2017-18
Rådsmøde 3625 - beskæftigelse m.v. Bilag 1
Offentligt

Samlenotat om EPSCO-rådsmødet den 21. juni 2018

1. Forordning 883

side 2

2. Orlovsdirektivet

side 24

3. Arbejdsvilkårsdirektivet

side 44

4. Et europæisk arbejdsmarkedsagentur (ELA)

side 59

5. Det europæiske semester 2018

side 67

6. Rådskonklusioner om fremtidens arbejdsmarked

side 71

7. Rådskonklusioner om den europæiske revisionsrets særberetning

side 73

8. Rapport om pensionernes tilstrækkelighed 2018

side 75

9. Antidiskriminationsdirektivet

side 77

10. Rådskonklusioner om integrerede politikker for børns tidlige udvikling

side 122

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

1. Forordning 883

- Generel indstilling

Revideret notat. Ændringer i forhold til samlenotatet fra EPSCO-rådsmødet den 7.

december 2017 er markeret med en streg i venstre margin.

1. Resumé

Europa-Kommissionen har den 13. december 2016 vedtaget sit forslag til revision

af forordning 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger og

forordning nr. 987/2009 om de nærmere regler til gennemførelse af forordning nr.

883/04.

Kommissionen angiver, at forslaget har til hensigt at tilpasse det eksisterende

regelsæt for social sikring, så reglerne bliver bedre i tråd med den sociale og

økonomiske virkelighed i medlemslandene.

Forslaget fokuserer på fire overordnede dele:

1) ikke-erhvervsaktive EU-borgeres adgang til sociale sikringsydelser,

2) ydelser ved plejebehov af ubegrænset varighed,

3) arbejdsløshedsydelser, og

4) familieydelser.

Forslaget skønnes med betydelig usikkerhed at kunne medføre statsfinansielle

konsekvenser i form af ekstraudgifter i størrelsesordenen 166 mio. kr. årligt.

Hovedparten af de økonomiske konsekvenser kan henledes til de dele af forslaget,

der vedrører arbejdsløshedsydelser.

Regeringen støtter de dele af forslaget, der muliggør opretholdelse af dansk

praksis på nogle områder. Regeringen støtter ikke forslag om forlængelse af

eksportperioden for arbejdsløshedsdagpenge, eller at seneste arbejdsland skal

betale arbejdsløshedsdagpenge til grænsegængere. Forslaget indeholder ikke

mulighed for at indeksere børnecheck til børn bosat i andre EU-lande. Regeringen

arbejder fortsat for, at indeksering bliver mulig.

Det samlede forslag er sat på dagsordenen til generel indstilling på EPSCO-

rådsmødet den 21. juni 2018.

2. Baggrund

Europa-Kommissionen har ved KOM(2016) 815 den 13. december 2016 fremsat

forslag til ændring af forordning 883/2004 om koordinering af de sociale

sikringsordninger og forordning 987/2009 om de nærmere regler til gennemførelse

af forordning nr. 883/04. Dansk sprogversion af forslaget er modtaget den 11.

januar.

Forslaget omfatter en generel ajourføring af forordning (EF) nr. 883/2004 og (EF)

nr. 987/2009, som er det regelsæt, der har været gældende siden 1. maj 2010.

Hensigten med forordningen er generelt at sikre en sammenhængende koordinering

på EU-plan af de nationale ordninger for social sikring,

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

Forslagets retsgrundlag er artikel 48 TEUF vedrørende social tryghed for

vandrende arbejdstagere, selvstændige og deres pårørende. Forordning 883/2004 er

en central forordning i EU-samarbejdet, som udmønter traktatens bestemmelser om

fri bevægelighed for arbejdskraft.

Forordningen koordinerer social sikring for personer, der er omfattet af

lovgivningen om social sikring i et medlemsland, for både erhvervsaktive og ikke

erhvervsaktive. Forordningen sikrer, at borgere i EU/EØS-landene har reelle

muligheder for at bevæge sig mellem medlemslandene uden derved at risikere at

miste retten til social sikring.

Det fremgår af forordningen, at formålet er koordination af medlemslandenes

sociale sikringsordninger og altså ikke harmonisering af medlemslandenes

velfærdssystemer.

Efter forordning 883/04 kan vandrende arbejdstagere og andre unionsborgere, der

gør brug af EU’s regler om fri bevægelighed, medregne anciennitet fra hjemlandet

til opfyldelse af arbejdslandets eventuelle karensregler vedrørende bopæls-,

forsikrings-, eller beskæftigelsesperioder. Forordningen giver endvidere adgang til

at eksportere kontante sociale sikringsydelser.

EF-forordningen koordinerer følgende sociale sikringsydelser:

Ydelser i anledning af sygdom og moderskab (sundhedsydelser, syge- og

barselsdagpenge samt visse ydelser efter lov om social service),

ydelser ved invaliditet (pension),

ydelser ved alderdom (pension),

ydelser til efterladte (pension),

ydelser i anledning af arbejdsulykker og erhvervssygdomme,

ydelser ved dødsfald (begravelseshjælp),

ydelser ved arbejdsløshed,

efterløn,

familieydelser.

Hjemmelsgrundlag

Forslaget er fremsat med hjemmel i TEUF artikel 48 og er omfattet af den

almindelige lovgivningsprocedure.

3. Formål og indhold

Ifølge Kommissionen er formålet med forslaget at ajourføre forordning (EF) nr.

883/2004 og (EF) nr. 987/2009 om koordinering af de sociale sikringsordninger, så

reglerne bl.a. tilpasses retspraksis fra EU-Domstolen og bedre afspejler den sociale,

økonomiske og retslige virkelighed i medlemslandene.

Forslaget har til hensigt at bidrage til en styrkelse af vandrende arbejdstageres ret

til fri bevægelighed samtidig med, at det skal sikre større retssikkerhed og en

ligelig og retfærdig fordeling af finansielle byrder mellem medlemslandene.

Opdateringen af det gældende regelsæt skal nedbringe administrative byrder og

sikre en bedre og mere ensartet håndhævelse af reglerne.

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

I det følgende gennemgås de væsentligste ændringer i Kommissionens forslag til

ændring af forordning 883/04:

Ydelser ved plejebehov af ubegrænset varighed

Nyt kapitel

Der indsættes et nyt kapitel i artikel 35a-35c, som fastlægger de generelle

bestemmelser vedrørende koordineringen af ydelser ved plejebehov af ubegrænset

varighed i overensstemmelse med reglerne for ydelser ved sygdom.

Kategoriseringen af ydelser ved plejebehov af ubegrænset varighed og

medlemslandenes optegnelser af lovgivning på området vil blive foretaget i regi af

den Administrative Kommission (embedsmandskomité der behandler

administrative spørgsmål om fortolkning af forordningerne om koordinering af

social sikring).

Gennemførelsesforordningen tilpasses i overensstemmelse med ændringerne.

Ny definition

Der indsættes en definition af ”ydelser ved plejebehov af ubegrænset varighed” i

artikel 1, som afspejler en række afgørelser fra EU-domstolen. Denne type ydelser

har tidligere været omfattet af den gældende forordning som ydelser ved sygdom i

artikel 34.

Udgifter og refusionsregler

Den foreslåede fordeling af udgifter til ydelser mellem medlemslandene ved

plejebehov af ubegrænset varighed er identisk med den i dag gældende ordning for

ydelser ved sygdom, som også af flere medlemslande allerede anvendes for

plejeydelser.

Forslaget til refusionsreglerne svarer til den måde, som medlemslandene allerede

anvender reglerne om ydelser ved sygdom.

Arbejdsløshedsydelser

Indførsel af karensperiode på tre måneder

Forslaget indfører i artikel 61 et nyt krav til varigheden af arbejde i det land, hvor

der søges om arbejdsløshedsydelser som betingelse for sammenlægning af

forsikrings- og beskæftigelsesperioder.

Efter forslaget vil der fremover blive stillet krav om mindst 3 måneders arbejde for

at kunne sammenlægge forsikrings- og beskæftigelsesperioder.

Forlængelse af minimumsperiode for eksport af arbejdsløshedsydelser

Minimumsperioden for eksport af arbejdsløshedsydelser til et andet EU/EØS-land,

som fremgår af artikel 64, forlænges fra 3 til 6 måneder.

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

Efter gældende regler er minimumsperioden for eksport af arbejdsløshedsydelser

fastsat til 3 måneder med mulighed for at forlænge perioden op til et maksimum på

6 måneder, hvis de nationale regler giver mulighed for forlængelse.

Efter forslaget fastsættes minimumsperioden til 6 måneder med mulighed for at

forlænge perioden til den resterende ydelsesperiode, hvis de nationale regler giver

mulighed for forlængelse udover minimumsperioden.

Gennemførelsesforordningen tilpasses i overensstemmelse med ændringerne.

Arbejdsløshedsydelser for personer, der ikke opfylder betingelserne for at kunne

sammenlægge forsikrings- og beskæftigelsesperioder

Der indsættes en ny artikel 64a vedrørende ret til arbejdsløshedsydelser for

personer, der ikke opfylder betingelserne for at kunne sammenlægge forsikrings-

og beskæftigelsesperioder.

Forslaget skal ses i sammenhæng med det nye krav om beskæftigelse af 3

måneders varighed for at kunne sammenlægge perioder.

Efter forslaget vil en person, der flytter til et andet medlemsland og bliver ledig

efter mindre end 3 måneders beskæftigelse

–

og som dermed ikke har mulighed for

at sammenlægge forsikrings- og beskæftigelsesperioder, jf. forslaget i art. 61

–

kunne anmode om eksport af pågældendes arbejdsløshedsydelse fra det tidligere

beskæftigelsesland, hvis personen stiller sig til rådighed for arbejdsmarkedet i det

seneste beskæftigelsesland.

Gennemførelsesforordningen tilpasses i overensstemmelse med ændringerne.

Arbejdsløshedsydelser for grænsearbejdere

Der foretages i artikel 65 ændringer vedrørende reglerne for ret til

arbejdsløshedsydelser for grænsearbejdere. Efter gældende regler skal

bopælslandet udbetale arbejdsløshedsydelser til grænsearbejdere ved fuld ledighed

og beskæftigelseslandet skal udbetale ved delvis ledighed.

Forslaget betyder, at fuldt ledige grænsearbejdere behandles på samme måde som,

hvis de havde haft bopæl i beskæftigelseslandet. Dagpengene skal dermed

udbetales af beskæftigelseslandet, og personen skal stille sig til rådighed for

arbejdsmarkedet i beskæftigelseslandet.

Hvis personen har arbejdet i mindre end de sidste 12 måneder i seneste

beskæftigelsesland, skal arbejdsløshedsydelsen udbetales fra bopælslandet. Dog

kan en person, som har ret til dagpenge efter de nationale regler uden at gøre brug

af sammenlægning af perioder, vælge at stille sig til rådighed og modtage

dagpenge fra beskæftigelseslandet.

Hvis en fuldt ledig grænsearbejder

–

i modsætning til en midlertidig ledig - ikke

længere ønsker at stå til rådighed i beskæftigelseslandet, efter vedkommende er

registreret hos jobcenteret i beskæftigelseslandet, vil pågældende umiddelbart

kunne eksportere sin ret til dagpenge i bopælslandet i minimum 6 måneder.

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

Den kompetente institution kan forlænge perioden i den resterende

dagpengeperiode, hvis de nationale regler giver mulighed for forlængelse udover

minimumsperioden. Det almindelige krav om 4 ugers forudgående ledighed vil

med forslaget ikke gælde i en sådan situation.

Forslaget betyder, at artikel 70 om mellemstatslig refusion af arbejdsløshedsydelser

for tidligere grænsearbejdere, udgår.

Gennemførelsesforordningen tilpasses i overensstemmelse med ændringerne.

Familieydelser der ydes som indtægtserstatning under børnepasningsperioder

Individuel og personlig ret for forældre

Der foreslås en ny artikel 68b om koordinering af familieydelser, der ydes som

indtægtserstatning under børnepasningsperioder. Artiklen præciserer, at sådanne

ydelser skal behandles som en individuel og personlig ret for de forældre, der er

omfattet af loven i den kompetente stat, frem for en ydelse for familien som helhed.

De pågældende ydelser skal fremgå af et nyt bilag.

Samtidig ret til familieydelser fra flere medlemslande

Den nye artikel 68b indeholder en fravigelse fra forordningens almindelige

koordinationsregler i de tilfælde, hvor der er samtidig ret til familieydelser fra flere

medlemslande. De medlemslande, som har sådanne ydelser, skal anføre ydelserne i

et bilag til forordningen, hvis disse ydelser ikke skal indgå i beregningen baseret på

de almindelige koordinationsregler for familieydelser.

Horisontale spørgsmål

Ikke erhvervsaktive EU-borgeres adgang til sociale sikringsydelser

I artikel 4 ændres den nugældende bestemmelse om ligebehandling. Forslaget

tydeliggør, at medlemslandene kan gøre adgangen til sociale sikringsydelser

betinget af, at

ikke-erhvervsaktive mobile EU-borgere

har lovligt ophold i det

kompetente medlemsland i overensstemmelse med reglerne i opholdsdirektivet

(Direktiv 204/38/EC).

Forslaget svarer til EU-retten som fortolket af EU-Domstolen.

Definition af hjemmebase

I artikel 11 ændres henvisningen til hjemlen for definition af hjemmebase for

afgørelse af lovvalg for fly- og kabinepersonale. Aktuelt er denne personkreds

socialt sikret i det medlemsland, hvor hjemmebasen er beliggende.

Det betyder, at operatøren fremover skal tildele (eng.: ”assign”) hjemmebasen mod

den tidligere formulering, hvor operatøren nominerede (eng.: ”nominate”)

hjemmebasen.

Definition af udstationeret arbejdstager

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

Der indsættes i artikel 12 en henvisning til udstationeringsdirektivet (Direktiv

96/71/EC) og direktivets definition af begrebet ”udstationeret arbejdstager”.

Endvidere foreslås afløsningsreglen udvidet til at omfatte selvstændige.

Lovvalg

Der indføres en ny bestemmelse i artikel 13, som entydigt fastlægger lovvalget til

det medlemsland, hvorfra en person modtager arbejdsløshedsydelser, hvis personen

samtidig udøver beskæftigelse i et andet medlemsland.

Efter gældende regler er lovvalget afhængigt af fordelingen af indtægten fra

henholdsvis arbejdsløshedsydelsen og det lønnede arbejde.

Gennemførelsesforordningen tilpasses i overensstemmelse med ændringerne.

Forpligtelse til informationsudveksling og samarbejde

Der indføres en ny artikel 75a, som tydeliggør en allerede gældende forpligtelse for

kompetente myndigheder til at sikre informationsudveksling og samarbejde mellem

relevante myndigheder og institutioner internt i medlemslandene.

Delegerede retsakter

Kommissionen gives i artikel 88 og 88a beføjelser til, at der vedtages delegerede

retsakter for at sikre en rettidig tilpasning af udvalgte bilag til forordningen, der

indeholder landespecifikke oplysninger af primært teknisk karakter. Dermed kan

bilagene løbende tilpasses uden at skulle genåbne forordningen.

I tillæg til ændringer, der afspejler revision af forordning 883/2004, indgår bl.a.

følgende ændringer til gennemførelsesforordning 987/2009:

Svig og fejl

Der indsættes i artikel 1 en definition af ”svig”, som vedrører misbrug af det

eksisterende regelsæt for at modtage sociale sikringsydelser eller undgå at betale

sociale sikringsbidrag.

Tilsvarende tilpasninger indarbejdes i betragtningerne til forslaget, hvor det bl.a.

præciseres, at institutioner og forbindelsesorganer kan indhente og videregive

nødvendige oplysninger med henblik på at forebygge svig og fejl.

Regler for udveksling af oplysninger

I overensstemmelse med EU-domstolens retspraksis tydeliggøres det i artikel 19, at

den kompetente institution har en forpligtigelse til at bekræfte den relevante

information knyttet til en ansøgning i forbindelse med afgørelse af, i hvilket

medlemsland en person er socialt sikret.

Reglen i artikel 19 angiver også, at sociale sikringsinstitutioner og arbejdstilsyn,

samt skatte- og immigrationsmyndighederne både nationalt og på EU-plan har ret

til direkte at udveksle oplysninger vedrørende en persons status for så vidt angår

social sikring.

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

Ændringerne til artiklen skal ses i sammenhæng med artikel 75a i forordning

883/04.

Månedlig afrapportering til hjemlandet i forbindelse med eksport af

arbejdsløshedsydelser

Kommissionens foreslår i artikel 55 at gøre månedlige afrapporteringer til

hjemlandet obligatorisk for de kompetente myndigheder i det medlemsland, som

den arbejdsløse rejser til for at søge arbejde.

Formandskabets kompromisforslag

Det bulgarske formandskab har på baggrund af drøftelserne i rådsregi udarbejdet et

kompromisforslag, der på en række punkter adskiller sig fra Kommissionens

forslag.

Senest er kapitlet om arbejdsløshedsydelser blevet drøftet i Rådets arbejdsgruppe.

Kompromisforslaget vil blive behandlet på EPSCO-rådsmødet den 21. juni og

indgå i det samlede forslag til generel indstilling.

Kompromisforslaget indeholder følgende centrale punkter:



Én måneds karensperiode forud for ret til arbejdsløshedsydelser.



Tre måneders minimumsperiode for eksport af arbejdsløshedsydelser.



Arbejdsløshedsydelser skal betales af beskæftigelseslandet til ledige

grænsegængere efter tre måneders beskæftigelse.

Det nuværende kompromisforslag indeholder tilsvarende Kommissionens forslag

ikke mulighed for at indeksere børnecheck til børn bosat i andre EU-lande.

4. Europa-Parlamentets udtalelser

Forslaget skal i henhold til TEUF artikel 294 vedtages både af Europa-Parlamentet

og Rådet i den almindelige lovgivningsprocedure.

Europa-Parlamentet indledte behandlingen af forslaget i juni 2017. Behandlingen

ventes at strække sig frem til den forventede afstemning i udvalget i juni eller juli

2018. Herefter indledes trilogforhandlinger.

5. Nærhedsprincippet

Kommissionen anfører følgende i forslaget:

”Nærhedsprincippet finder anvendelse, idet forslaget ikke hører under Unionens

enekompetence.

Målene med forslaget kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne på

nationalt, regionalt eller lokalt plan og kan derfor bedre gennemføres på EU-plan af

følgende årsager:

Koordineringen af de sociale sikringsordninger omfatter tværnationale situationer,

hvor den enkelte medlemsstat ikke kan handle på egen hånd. I henhold til artikel 48

i TEUF kræves der koordinerende foranstaltninger på EU-plan, som er nødvendige

for at kunne udøve retten til fri bevægelighed. Uden en sådan koordinering kan der

lægges hindringer for den frie bevægelighed: Borgerne ville være mindre

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

tilbøjelige til at flytte, hvis det medførte, at de mistede de rettigheder til social

sikring, som de har erhvervet i en anden medlemsstat.

Etableringen af en EU-ramme på dette område sikrer en ensartet fortolkning og

beskyttelse af de rettigheder, som mobile EU-borgere og deres familiemedlemmer

har, hvilket ikke ville kunne opnås af medlemsstaterne alene på nationalt plan.

Det forenkler ikke blot koordineringen af de sociale sikringsordninger for

medlemsstaterne, men sikrer ligeledes ligebehandling af de EU-borgere, som er

forsikret i henhold til de nationale lovgivninger om social sikring.

Med forslaget opdateres de gældende koordineringsregler med henblik på at

gennemføre de ændringer, der er blevet nødvendige som følge af ændringer i den

sociale virkelighed, og for at afspejle de retlige ændringer, der er blevet gennemført

på nationalt plan.

Forslaget er derfor i overensstemmelse med nærhedsprincippet.”

Regeringen kan tilslutte sig Kommissionens vurdering af nærhedsprincippet, da der

er tale om en revision af en gældende forordning.

6. Gældende dansk ret

Ydelser ved plejebehov af ubegrænset varighed

Reglerne i EU-forordning 883/2004 om koordinering af ydelser ved sygdom og

moderskab omfatter følgende danske ydelser, som beskrevet i vejledning nr. 10329

af 12. december 2016 om koordinering af visse sociale sikringsydelser for borgere,

der rejser mellem EU/EØS-landene og Schweiz, og vejledning nr. 9341 af 8. maj

2015 om hjælp og støtte efter serviceloven (vejledning nr. 2 til serviceloven):

Alle ydelser i sundhedsloven, fx sygehusbehandling, ydelser i

praksissektoren, herunder læge- og tandlægehjælp, fysioterapi,

medicintilskud, tilskud til høreapparater, de kommunale sundhedsydelser,

herunder børne- og ungdomspleje og vederlagsfri genoptræning uden for

sygehusregi.

Visse ydelser efter lov om social service (serviceloven) som har karakterer

af naturalydelser ved sygdom, fx merudgiftsydelsen efter § 41, personlig

hjælp, pleje og ledsagelse efter § 44-45, personlig hjælp, omsorg og pleje

efter §§ 83-87, ledsagelse og kontaktperson efter §§ 97-99, tilskud til pleje

efter §§ 95-96, nødvendige merudgifter efter § 100, behandling af

stofmisbrugere efter §§ 101-102, hjælpemidler efter § 112, hjælp til

forbrugsgoder, hjælp til boligindretning efter § 116, pasning af nærtstående

med handicap efter § 118, plejevederlag efter § 119 samt hjælp til

sygeplejeartikler efter § 122.

Endvidere omfattes efter pensionslovgivningen, helbredstillæg, jf. § 14 a i

lov om social pension og § 18 i lov om højeste, mellemste, forhøjet

almindelig og almindelig førtidspension.

Efter servicelovens § 2 har enhver, der opholder sig lovligt her i landet, ret til hjælp

efter serviceloven. Uanset forordningen og de foreslåede ændringer vedrørende

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

ydelser ved plejebehov af ubegrænset varighed i forordningen har borgere fra andre

medlemslande ret til både naturalydelser og kontantydelser efter serviceloven, hvis

de har lovligt ophold i Danmark. Det er alene kontantydelser, som kan eksporteres

ud af Danmark, og hvor der vil kunne være pligt til at udbetale ydelser efter

forordningen, udover hvad der i øvrigt følger af serviceloven.

Arbejdsløshedsydelser

Reglerne om udbetaling af arbejdsløshedsydelser, herunder de regler, der er regule-

ret i forordning 883/04, er reguleret i lov om arbejdsløshedsforsikring mv. med

tilhørende bekendtgørelser.

Efter danske regler stilles der krav om beskæftigelse af mindst 296 timers varighed

inden for 3 måneder for at få ret til at sammenlægge forsikrings- og

beskæftigelsesperioder.

Efter danske regler eksporteres arbejdsløshedsydelser kun for 3 måneder uden

mulighed for at forlænge perioden.

Familieydelser der ydes som indtægtserstatning under børnepasningsperioder

Reglerne om barselsdagpenge er reguleret i barselsloven med tilhørende

bekendtgørelser og lov om dagpenge ved barsel og adoption.

Barselsdagpenge under forældreorlov betragtes som en ydelse ved

moderskab/faderskab, som alene bliver tildelt den/de personer, der opfylder

betingelserne for retten til ydelsen. Der er dermed ikke afledte rettigheder til

barselsdagpenge.

Horisontale spørgsmål

Ikke-erhvervsaktive mobile EU-borgeres adgang til sociale sikringsydelser

Den foreslåede ændring gælder allerede i Danmark, da der i bopælskrav i love

gælder en implicit forudsætning om lovligt ophold. EU-borgere, der ikke har ret til

ophold efter EU-retten, har ikke lovligt ophold i Danmark.

Regler for udveksling af oplysninger

I Danmark indgives en ansøgning under tro og love. Dansk praksis er dog, at de af

ansøger indsendte oplysninger så vidt muligt bekræftes ved kontrol blandt andet

hos SKAT og CPR.

Den kompetente myndighed er forpligtet til at give specifikke og tilstrækkelige

oplysninger til registrerede om de formål, hvortil personoplysningerne behandles.

Den kompetente institution i Danmark, International Social Sikring under

Udbetaling Danmark, udveksler allerede oplysninger med andre myndigheder i

Danmark og i andre medlemslande om de afgørelser, der er truffet af International

Social Sikring.

7. Konsekvenser

Lovgivningsmæssige konsekvenser

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

Ydelser ved plejebehov af ubegrænset varighed

Gennemførelse af forslaget medfører ikke ændring i gældende regler. I Danmark er

plejeydelser omfattet af forordningens ydelser ved sygdom som følge af EU-

retspraksis på området.

Det vurderes ikke, at de foreslåede ændringer af forordningen vil føre til en anden

fortolkning af anvendelsesområdet i Danmark, end tilfældet er i dag.

Arbejdsløshedsydelser

Forslagene har konsekvenser for dansk ret ved udbetaling af arbejdsløshedsydelser.

Eventuelle ændringer vil ikke kræve ændringer i lov om arbejdsløshedsforsikring

m.v., men vil kunne gennemføres i de administrativt fastsatte regler.

Der stilles i dag efter danske regler krav om beskæftigelse af mindst 296 timers

varighed inden for 3 måneder for at få ret til at sammenlægge forsikrings- og

beskæftigelsesperioder. Ved Kommissionens forslag om 3 måneder vil danske

regler umiddelbart kunne videreføres.

Formandskabets kompromisforslag om mindst 1 måneds beskæftigelse, vil

derimod betyde, at de nuværende danske regler skal tilpasses.

Efter danske regler eksporteres arbejdsløshedsydelser kun for 3 måneder uden

mulighed for at forlænge perioden. De gældende regler skal derfor tilpasses ved en

forlængelse af minimumsperioden til 6 måneder som foreslået af Kommissionen.

Formandskabets kompromisforslag om 3 måneders minimumsperiode for eksport

af arbejdsløshedsydelser betyder, at de eksisterende danske regler kan videreføres.

Indførsel af månedlige afrapporteringer til hjemlandet i forbindelse med eksport af

arbejdsløshedsydelser har ikke administrative konsekvenser, da Danmark allerede

benytter denne praksis.

I henhold til Kommissionens forslag, skal der fastsættes regler om udbetaling af

dagpenge til grænsearbejdere med bopæl i Danmark, som har arbejdet mindre end

12 måneder i et andet land. I disse situationer er Danmark kompetent til at udbetale

dagpenge i en periode på minimum seks måneder, og eventuel fuld

dagpengeperiode, samtidig med at personen stiller sig til rådighed for

arbejdsmarkedet i seneste arbejdsland.

Der skal samtidig efter Kommissionens forslag fastsættes regler om udbetaling af

dagpenge for personer, der har været beskæftiget i over 12 måneder i Danmark,

men som bor i et andet medlemsland.

Formandskabets kompromisforslag om beskæftigelse i 3 måneder, betyder, at der

skal fastsættes regler om udbetaling af dagpenge til grænsearbejdere med bopæl i

Danmark, som har arbejdet mindre end 3 måneder i et andet land. Der skal

tilsvarende fastsættes regler om udbetaling af dagpenge for personer, der har været

beskæftiget i over 3 måneder i Danmark, men som bor i et andet medlemsland.

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

Familieydelser der ydes som indtægtserstatning under børnepasningsperioder

Forslaget svarer til dansk praksis, så det vil ikke umiddelbart indebære ændringer

af dansk ret. Ved at opliste de danske regler om barselsdagpenge i bilaget til

forordningen betragtes ydelser efter denne lovgivning, som en familieydelse med

en individuel og personlig ret. Det vil betyde, at retstilstanden i Danmark kan

opretholdes.

Ikke-erhvervsaktive mobile EU-borgeres adgang til sociale sikringsydelser

Forslaget vil ikke have lovgivningsmæssige konsekvenser, da det svarer til dansk

praksis.

Økonomiske konsekvenser

Ydelser ved plejebehov af ubegrænset varighed

Det forventes, at de økonomiske konsekvenser ved de foreslåede ændringer vil

være begrænsede, da de foreslåede ændringer svarer til dansk fortolkning af

gældende EU-retspraksis.

Forordningsændringen kan føre til en øget brug af refusionsordningen, såfremt

flere ydelser omfattes af koordineringsreglerne, herunder mellemstatslig afregning.

Dette kan både medføre, at Danmark i flere tilfælde kan opkræves betaling, og at

Danmark i flere tilfælde vil kunne opkræve betaling fra andre medlemslande. Det

kan således ikke udelukkes, at Danmark påføres flere udgifter som følge heraf, dog

maksimalt ca. 3 mio. kr. årligt.

Arbejdsløshedsydelser

De økonomiske konsekvenser i forbindelse med Kommissionens forslag skønnes

med betydelig usikkerhed at medføre merudgifter på 163 mio. kr. om året efter skat

og tilbageløb, heraf den største post på 111 mio. kr. årligt som følge af nye regler

for grænsegængere. Det bemærkes, at der ikke er taget højde for evt.

adfærdsændringer.

Formandskabets kompromisforslag

De økonomiske konsekvenser af formandskabets kompromisforslag samlet set

skønnes med betydelig usikkerhed at være ca. 170 mio. kr. årligt efter skat og

tilbageløb. Det bemærkes, at der ikke er taget højde for evt. adfærdsændringer.

8. Høring

Forslaget har været sendt i høring i EU-Specialudvalget vedrørende Arbejdsmarkedet

og Sociale Forhold, herunder arbejdsmarkedets parter med frist den 12. januar 2017.

Der er modtaget et samlet svar fra Landsorganisationen i Danmark (LO) og FTF.

Derudover er der modtaget svar fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA), Kommunernes

Landsforening (KL), Akademikerne (AC) og Finanssektorens Arbejdsgiverforening

(FA).

LO og FTF:

LO og FTF har afgivet fælles høringssvar, der også henviser til en fælles skrivelse

fra 9. juni 2016, som udover ændringsforslag til forordning 883 også indeholder

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

betragtninger om - og ønsker til ændringer af arbejdstagerbegrebet i EU-

lovgivningen.

Baggrunden for LO’s og FTF’s forslag var iflg. organisationerne dels at sikre, at de

danske velfærdsordninger er robuste i forhold til træk på disse af vandrende

arbejdstagere, således at ydelsesniveauerne kan opretholdes. Dels var formålet at

sikre, at de danske sociale ydelser ikke bruges til social dumping, således som det

desværre er set i et ikke ubetydeligt omfang i forhold til SU og børnepenge.

Nedenfor gengives alene den del af høringssvaret, der vedrører bestemmelser i

forslaget til revision af forordningen. Høringssvaret i sin helhed er fremsendt

parallelt med grund-

og nærhedsnotatet. ”Vi/vores” nedenfor er lig ”LO og FTF”.

LO og FTF mener generelt, at Kommissionens forslag er skuffende. Alene vores

ønske om at bevare den danske regel med krav om beskæftigelse i mindst 296

timer i løbet af 12 uger for at kunne opnå danske arbejdsløshedsdagpenge er

imødekommet. Dette er naturligvis meget positivt.

Det var bebudet, at Kommissionen ville forlænge den periode, hvori man kan

medtage dagpenge til et andet EU-land. Det har vi i skrivelsen til regeringen udtalt

os imod. Desværre indeholder forslaget en forlængelse af perioden fra tre til seks

måneder. Dette forslag må vi udtale os meget stærkt imod.

De danske dagpenge vil i flere østeuropæiske lande udgøre flere gange den

arbejdsløn, som vil kunne opnås ved et normalt arbejde i disse lande. Der vil derfor

ikke være nogen tilskyndelse til at søge arbejde. Hertil kommer, at der i realiteten

ikke vil være kontrolmuligheder i forhold til rådighedsforpligtelsen, når denne

kontrol skal ske i et andet land.

Regeringen har udtrykt ønske om, at ufaglærte østarbejdere i Danmark erstattes i

videst muligt omfang med danske arbejdsløse. Denne intention deler vi naturligvis.

Når imidlertid henses til antallet vil forslagets omkostninger sammen med

regeringens ønsker være ganske betydelige. Vi ser gerne en beregning herpå.

En tredje ændring i forhold til dagpenge er et forslag om grænsearbejdere. Her er

det i dag bopælslandet, der skal betale dagpenge. Kommissionen foreslår nu, at det

er arbejdsstedets land, der efter 12 måneders arbejde skal betale dagpengene. Det er

vi imod. Forslaget er både bureaukratisk og uigennemsigtigt for lønmodtagerne.

Hertil kommer, at det formentligt vil koste Danmark penge. Vi ser gerne en

beregning herpå.

Når det drejer sig om børnepenge, har vi ønsket en indeksering i forhold til

leveomkostningerne i det hjemland, hvor børnene har ophold. Et sådant forslag er

ikke medtaget. Vores udtrykte ønske om en indeksering af børnepenge (og af SU)

er som nævnt båret af hensynet til at undgå social dumping. EU-kommissær

Thyssen har forsøgt at bagatellisere betydningen af et sådant forslag. Der er herved

imidlertid alene henvist til den procentvise andel af de samlede udgifter til sociale

udgifter.

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

Dette er helt utilstrækkeligt. Foruden hensynet til at modvirke social dumping er

der et afgørende hensyn til befolkningernes forståelse for EU-ordningernes

indretning. Her er der ingen som helst forståelse for, at der kan opnås børnepenge

med en købekraftværdi til mere end 8 gange i opholdslandet i forhold til forholdene

i det medlemsland, der afholder udgiften.

Forslaget indeholder en positiv præcisering af ydelser til EU-borgere, der ikke er

erhvervsaktive. Her kan Danmark selv beslutte ikke at tilkende disse sociale

ydelser. Forslaget bygger dog på EU-Domstolens praksis, og giver derfor ikke nye

muligheder for medlemsstaterne.

LO/FTF finder opsummerende, at Kommissionens udspil er skuffende for LO og

FTF og vi frygter et øges pres på de danske velfærdsydelser og især

dagpengesystemet. LO og FTF opfordrer derfor den danske regering til at arbejde

for indeksering af velfærdsydelser/børnepenge og imod forslaget om at forlænge

perioden, hvor man kan medtage danske dagpenge til et andet EU-land

DA:

Det overordnede formål med Europa-Kommissionens forslag er at lette

arbejdskraftens fri bevægelighed, beskytte vandrende arbejdstageres rettigheder og

give nationale myndigheder redskaber til at bekæmpe misbrug eller svig.

Sidstnævnte handler i høj grad om at øge befolkningens accept af arbejdskraftens

fri bevægelighed.

Arbejdskraftens fri bevægelighed er en integreret del af det indre marked, som der

efter DA’s opfattelse skal værnes om, og som skal understøttes

mest muligt.

Vandrende arbejdstagere skal ikke miste de rettigheder, der bidrager til at fremme

arbejdskraftens fri bevægelighed.

Samtidig er det afgørende, at befolkningerne i EU oplever, at tildelingen af

velfærdsydelser på tværs af grænser er fair og rimelig. I befolkningerne er der en

oplevelse af, at der er en øget tilstrømning af udenlandsk arbejdskraft og som en

følge heraf en bekymring over, at folk udefra tager jobs og trækker for meget på

velfærdsydelser. Denne bekymring er med til at udfordre befolkningens accept af

arbejdskraftens fri bevægelighed.

For at imødekomme bekymringen mener DA, at der er behov for mere synlig

kontrol, styrket myndighedssamarbejde og et nationalt råderum til at fastsætte

regler, der kan sikre imod uhensigtsmæssig brug.

DA mener, at Europa-Kommissionen bevæger sig i den rigtige retning med sit

forslag. Det er bl.a. positivt, at Europa-Kommissionen blåstempler det danske

optjeningsprincip for arbejdsløshedsdagpenge (296-timersreglen), og endda

udvider det til resten af EU.

DA havde imidlertid gerne set, at Europa-Kommissionen havde været endnu mere

ambitiøs, f.eks. ved at foreslå en indeksering af ydelser, herunder i forhold til

børnecheck, arbejdsløshedsdagpenge og førtidspension. En sådan indeksering vil

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

skulle afspejle omkostningsniveauet i det land, hvortil ydelsen eksporteres, men

omvendt må ydelsen ikke overstige niveauet i det land, som udbetaler ydelsen.

Endelig finder DA, at det er uhensigtsmæssigt, at det foreslås, at perioden, hvor en

EU-borger kan tage dagpenge med til et andet EU-land, bliver forlænget fra tre til

seks måneder.

Givet materialets omfang og uklarheder omkring rækkevidden af dele af forslaget,

forbeholder DA sig retten til at vende tilbage med supplerende bemærkninger.

Europa-Kommissionen foreslår at ændre ligebehandlingsprincippet i artikel 4 i

forordning 883/2004 således, at EU-Domstolens afgørelser om, at økonomisk

inaktive EU-borgere ikke automatisk har adgang til sociale ydelser, bliver

indarbejdet i forordningen. Forslaget søger at skabe klarhed i forhold til

opholdsdirektivets regler.

Den retning, som Europa-Kommissionen bevæger sig med forslaget, er den rette.

Det er dog efter DA’s opfattelse uklart, hvorvidt forslaget alene forholder sig til

rækkevidden af ligebehandlingsprincippet for økonomisk inaktive. I hvilket

omfang Europa-Kommissionen med forslaget også søger at tage højde for, hvad

der gælder for arbejdssøgende, der efter opholdsdirektivet mister deres

arbejdstagerstatus, vil efter DA’s opfattelse skulle afklares nærmere.

DA forstår umiddelbart forslaget sådan, at alle sociale sikringsydelser kan undtages

fra ligebehandlingsprincippet, uanset om der er tale om sociale sikringsydelser, der

betegnes som grundsikringsydelser (ikke bidragspligtige sociale sikringsydelser)

eller ydelser, der skal lette overgangen til anden beskæftigelse. Der er efter DA’s

opfattelse behov for at sikre, at alle sociale ydelser kan undtages.

DA finder, at forslaget, ud over at tage højde for afgørelserne i henholdsvis Brey

(C-140/12) og Dano (C-333/13) sagerne, bør udmønte EU-Domstolens afgørelse i

Alimanovic-sagen (C-67/14).

Denne sag fastslår, at en arbejdstager, der mister sin arbejdstagerstatus efter at have

været i beskæftigelse, ikke har ret til ligebehandling mht. ikke bidragspligtige

sociale sikringsydelser i henhold til opholdsdirektivets regler.

Forslaget bør således også præcisere, at medlemsstaterne kan undlade at tildele

jobsøgende EU-borgere, der er omfattet af artikel 14, stk. 4 i opholdsdirektivet,

sociale ydelser, og at undtagelsen fra forordningens ligebehandlingsprincip derfor

bør gælde både for økonomisk inaktive og for de arbejdssøgende, der mister deres

arbejdstagerstatus.

DA bemærker i øvrigt, at konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde den 18.-

19. februar 2016 om en ny aftale for Storbritannien med EU tog højde herfor. Man

erkendte således på EU-niveau på daværende tidspunkt, at der er tale om en

relevant problemstilling i forhold til vandrende arbejdstagere og deres adgang til

sociale ydelser.

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

Endelig finder DA, at der er behov for grundlæggende at analysere navnlig

samspillet med opholdsdirektivet til bunds, idet der er tale om parallelle regelsæt,

der allerede har givet anledning til fortolkning i rækken af afgørelser fra EU-

Domstolen, og som ikke afklares af Europa-Kommissionens forslag.

Udspillet fra Europa-Kommissionen indeholder en koordinering og præcisering af,

hvilke ydelser der er tilgængelige ved plejebehov af ubegrænset varighed, og hvor

mobile borgere kan gøre krav på disse ydelser. Europa-Kommissionen mener, at

forslaget vil skabe større retssikkerhed til den voksende gruppe af borgere, der er

afhængige af ydelser ved plejebehov af ubegrænset varighed.

Det lader til, at Europa-Kommissionen lægger op til en udvidelse af forordningens

dækningsområde. DA finder derfor, at der er behov for en nærmere afklaring af

forslagets rækkevidde, herunder hvilke ydelser det konkret drejer sig om i en dansk

kontekst.

Europa-Kommissionens forslag åbner op for, at jobsøgende kan eksportere

arbejdsløshedsydelser i mindst seks måneder i modsætning til den nuværende

minimumsperiode på tre måneder. Europa-Kommissionen mener, at dette vil give

bedre mulighed for at finde arbejde for vandrende arbejdstagere fra især

Sydeuropa, hvor arbejdsløsheden er høj.

DA er ikke enig i, at dette forslag er en god idé. Perioden på seks måneder, hvor

man kan tage sine dagpenge med til et andet EU-land for at søge job, er for lang,

idet det er vanskeligt for den betalende medlemsstat at sikre, at den vandrende

arbejdstager reelt står til rådighed for arbejdsmarkedet.

Som noget nyt foreslår Europa-Kommissionen dog, at værtslandet skal sende en

månedlig afrapportering til hjemlandet om den vandrende arbejdstagers

bestræbelser for at få et job. DA mener, at der her er tale om en forbedring i

forhold til de nuværende regler, hvor hjemlandets jobcentre kan efterspørge en

rapport om den vandrende arbejdstagers aktiviteter i forhold til at opnå

beskæftigelse.

Derudover foreslås det, at medlemslande kan kræve, at en person skal arbejde i

mindst tre måneder i medlemslandet, før det er muligt at kræve

arbejdsløshedsydelser i medlemslandet. Det vil betyde, at Danmark uden

problemer kan beholde den omdiskuterede 296-timersregel, som dermed ikke er i

strid med EU-retten og således bliver blåstemplet.

Europa-Kommissionen foreslår også, at grænsearbejdere, det vil sige arbejdstagere,

der bor i et land og arbejder i et andet, skal have arbejdsløshedsydelser i det land,

hvor personen har arbejdet de seneste 12 måneder. Hvis seneste ansættelse varer

under 12 måneder, vil det være bopælslandet, der skal udbetale

arbejdsløshedsydelser.

I forhold til arbejdsløshedsydelser til grænsearbejdere bør det afklares, hvordan

artikel 65, stk. 4 skal fortolkes. Det fremstår som om, man kan vælge, hvor man vil

stå til rådighed, uanset hvorfra man modtager ydelserne.

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

Det er væsentligt, at modtagerne af arbejdsløshedsdagpenge står til rådighed for det

land, som betaler ydelsen. Samtidig skal pligten til at stå til rådighed være reel. Det

er således en forudsætning for at kunne stå til rådighed for det danske

arbejdsmarked, at ledige kan ovetage arbejde med dags varsel, selv er aktivt

arbejdssøgende i Danmark m.m.

Europa-Kommissionen foreslår at ændre reglerne om forældreorlovsydelser, der

ydes til en forælder som kompensation for tabt indtægt og løn i forbindelse med

udnyttelse af forældreorlovsret i den kompetente medlemsstat.

Med forslaget til ny artikel 68 b, stk. 1 præciseres det, at forældreorlovsydelsen

alene vil skulle tildeles den enkelte forælder, som er omfattet af den kompetente

medlemsstats lovgivning om forældreorlov.

Der er således ikke tale om, at andre familiemedlemmer kan aflede en ret til

forældreorlovsydelser. Dermed indebærer forslaget en klar undtagelse fra reglen

om, at der kan ske udbetaling af en ydelse til en forælder, som faktisk forsørger

barnet, og som er bosat i en anden medlemsstat efter reglen i artikel 68 a.

DA kan støtte forslaget til præcisering af reglerne, herunder også at det i forhold til

nationale myndigheders sagsbehandling efter gennemførelsesforordningen bliver

fastslået, at der ikke er pligt til at tage en ansøgning om forældreorlovsydelse fra

den anden forælder i betragtning.

DA har ingen bemærkninger til forslaget til artikel 68 b, stk. 2, om muligheden for

at tildele en forældreorlovsydelse i fuldt omfang til en berettiget i tilfælde af

overlappende regler og konfliktende lovgivninger mellem medlemsstater.

Europa-Kommissionen har valgt ikke at foreslå en ændring af reglerne for eksport

af børnetilskud, og foreslår derfor ikke en indeksering. Indeksering af

børnetilskuddet har ellers været et dansk ønske. Europa-Kommissionen forklarer,

at en sådan ændring vil være for bureaukratisk og kompliceret i forhold til det

begrænsede omfang af eksport af børnetilskud.

I aftalen mellem Storbritannien og EU indgik en indeksering af børnetilskuddet.

Set i lyset af denne aftale og den politiske debat i øvrigt er det en forkert

prioritering af Europa-Kommissionen ikke at arbejde videre med indekseringen,

idet det er væsentligt, at EU-borgerne oplever reglerne som fair og rimelige.

Europa-Kommissionen foreslår at ændre artikel 12 i forordningen, som vedrører

spørgsmålet om, hvor udsendte eller udstationerede medarbejdere er social sikrede,

således at definitionen af udstationeringsbegrebet i forordningen også kobles op på

udstationeringsdirektivets definition af udstationering.

DA finder som udgangspunkt, at det er positivt, at det forsøges at skabe

sammenhæng mellem socialsikringsreglerne og udstationeringsreglerne.

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

Europa-Kommissionens foreslår også, at bestemmelsen justeres i forhold til,

hvornår der er tale om udskiftning af medarbejdere med den konsekvens, at social

sikring i hjemlandet ikke kan opretholdes. Dette vil også gælde i relation til

selvstændige.

DA finder, at der er behov for klarhed i forhold til, hvornår der er tale om afløsning

af medarbejdere, i særdeleshed fordi afløsningsreglen foreslås udvidet til at omfatte

selvstændige. DA bekendt er der allerede i dag sager om forståelsen af den

nuværende afløsningsregel.

DA er endvidere ikke enig i, at afløsningsreglen udvides til at omfatte

selvstændige, idet der efter DA’s opfattelse vil kunne opstå juridisk uklarhed i

forhold til fortolkningen af, hvornår der er tale om afløsning. Hertil kommer

spørgsmålet om, hvorledes myndighederne skal kontrollere, om der er tale om

afløsning i særdeleshed, når der er tale om selvstændige.

DA henviser i den forbindelse til, at udstationeringsbegrebet i

udstationeringsdirektivet og spørgsmålet om, hvorvidt en person er omfattet af

dette udstationeringsbegreb, kan underkastes en vurdering efter

håndhævelsesdirektivets artikel 4 (direktiv 2014/67/EU).

Sammenhængen mellem forslaget om ændring af artikel 12 og de muligheder, der

følger af håndhævelsesdirektivet, herunder navnlig spørgsmålet om, hvilken

myndighed, der skal stå for kontrollen af dette, er meget uklar.

For at give nationale myndigheder de rette redskaber til at kontrollere

arbejdstageres sociale sikring foreslås en styrkelse af en række administrative

regler. Derudover fastlægges klarere procedurer for samarbejdet mellem nationale

myndigheder omkring udstationering for bedre at håndtere potentiel urimelig

praksis eller misbrug.

DA finder, at forslaget til ændring af artikel 5, stk. 1 og 2, i gennemførselsfor-

ordning 987/2009 vedrørende myndighedernes administrative samarbejde på den

ene side kan sikre en hurtigere sagsbehandling i de situationer, hvor der er tvivl om

validiteten af en A1-blanket.

DA finder, at en arbejdsgiver bør kunne søge at få dækket merudgifter hos

myndighederne, hvis der er sket fejl fra hjemlandets kompetente myndigheds side i

forbindelse med sagsbehandlingen og udstedelse af en A1, og hvor konsekvensen

af myndighedens fejl er, at A1-blanketten trækkes tilbage.

KL:

KL har ingen bemærkninger til EU-Kommissionens overordnede formål med

revisionen af forordningen, som er at styrke vandrende arbejdstagers ret til fri

bevægelighed, samt sikre større retssikkerhed og en lige og retfærdig fordeling af

finansielle byrder mellem medlemslandene.

KL ønsker dog at komme med nogle generelle bemærkninger i forhold til nogle af

de foreslåede ændringer.

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

Det fremgår af revisionen, at der er to større ændringer vedrørende udbetaling af

arbejdsløshedsydelser:

1) at en jobsøgende kan eksportere sin arbejdsløshedsydelse i mindst seks måneder,

2) at en grænsearbejder skal have arbejdsløshedsydelser i det land, hvor personen

har arbejdet de seneste 12 måneder. Hvis seneste ansættelse varer under 12

måneder, vil det være bopælslandet, der skal udbetale arbejdsløshedsydelser.

I den anledning er der bl.a. i de nye art. 55 stk. 4, art. 55.A, art. 64A og art. 65

kommet en del nye forpligtigelser for arbejdsformidlinger

–

i Danmark

jobcentrene.

KL tager forbehold for de eventuelle økonomiske konsekvenser, som revision af

forordning 883/2004 vil medføre for kommunerne, herunder til medfinansiering af

arbejdsløshedsdagpenge og som følge af den øgede administrative belastning for

jobcentre.

EU-Kommissionen foreslår ændring af artikel 12, således at definitionen af

udstationeringsbegrebet i forordningen kobles op på udstationeringsdirektivets

definition af udstationering.

KL bemærker i den forbindelse, at 24 måneders reglen i både denne forordning og i

revision af direktivet om udstationerede arbejdstagere er problematisk. Det vil

lægge en hindring for arbejdsgiverens mulighed for arbejdstilrettelæggelse, samt at

bruge udstationering som et personalepolitiks redskab. Herudover finder KL, at en

sådan ordning vil være administrativ tung at håndhæve.

KL gør opmærksom på, at det er vigtigt, at standardprocedurer for format og

indhold af dokumenter, der skal bruges til koordinering mellem de nationale

myndigheder, er af et sådan format, at de kan indgå i de eksisterende systemer der

bruges til dokumenthåndtering.

AC:

AC støtter op om Kommissionens forslag om at forlænge minimumsperioden af

eksport af arbejdsløshedsydelsen fra tre til seks måneder med mulighed for

forlængelse til hele det tidsrum, hvor den arbejdsløse har ret til ydelsen. Det skal

dog være op til den kompetente nationale institution at tage stilling til en evt.

forlængelse af søgeperioden.

Eksport af arbejdsløshedsydelsen i seks måneder med mulighed for forlængelse af

perioden vil give den jobsøgende en realistisk mulighed for at finde et arbejde og få

fodfæste på arbejdsmarkedet. Desuden vil det øge sandsynligheden for at skabe et

bedre match mellem den udbudte og efterspurgte arbejdskraft i EU på tværs af

landegrænser.

Kommissionen præciserer i ændring til forordning, at den nuværende

refusionsprocedure afskaffes og erstattes med en enklere ordning, hvor den

medlemsstat, hvor den seneste beskæftigelse har fundet sted, er ansvarlig for

udbetalingen af arbejdsløshedsydelsen under forudsætning af, at den ledige har haft

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

arbejde i minimum 12 måneder i denne medlemsstat. AC støtter dette

forenklingsforslag.

Endelig foreslår Kommissionen i tværnationale sager en sammenlægning af

tidligere forsikringsperioder, beskæftigelsesperioder og perioder med selvstændig

virksomhed på min. tre måneder i den medlemsstat, hvor den seneste beskæftigelse

fandt sted som forudsætning for at opnå eller bevare ret til arbejdsløshedsydelse.

AC bakker op forslag om sammenlægning af forsikringsperioder.

FA:

FA er enig i, at det er vigtigt, at reglerne om koordination af social sikring er tids-

svarende, så reglerne er i bedre tråd med den sociale og økonomiske virkelighed i

EØS-landene.

På den baggrund bekymrer det FA, at EU-Kommissionen i vid udstrækning

genfremsætter forslag, der ikke tidligere har været tilstrækkelig tilslutning til i

Rådet. Desuden synes forslaget ikke at tage højde for den teknologiske udvikling,

der er sket siden sidste revision af forordningen.

Særligt i forhold til arbejdsløshedsydelser skal det bemærkes, at EU-

Kommissionen i forslaget ikke har belyst, hvorfor en udvidelse af

jobsøgningsperioden fra tre til seks måneder er nødvendig.

En dansk undersøgelse foretaget forud for sidste revision af forordningen viste, at

de danske jobsøgende, der fandt arbejde i et andet EU-land, i overvejende grad

fandt det i løbet af den første måned. Undersøgelsen viste ligeledes, at jobsøgende

kun i mindre grad fandt job i anden måned, og stort set ikke i den tredje måned.

FA finder på den baggrund ikke, at behovet for en udvidelse af

jobsøgningsperioden er tilstrækkeligt belyst. Udvidelse af perioden ligger desuden

heller ikke i tråd med anbefalingerne fra Dagpengekommissionen.

Retten til arbejdsløshedsydelser og pligten til at stå til rådighed for arbejde hænger

tæt sammen, hvilket også må gælde ledige der som grænsearbejdere har optjent

deres ret til ydelser i et andet land, end hvor de rejser krav om ydelserne.

FA finder, at det er uklart om EU-Kommissionens forslag i tilstrækkelig grad sikrer

dette, eller om forslaget giver mulighed for omgåelse af den udbetalende stats

rådighedsregler. FA ser derfor gerne dette præciseret af EU-kommissionen.

EU-Kommissionens forslag om at indføre adgang til i højere grad at kunne udstede

delegerede retsakter er særligt bekymrende. I de nuværende regler om koordination

af sociale sikringsordninger tages der hensyn til nationale særordninger, hvor vi for

eksempel i Danmark har frivillig arbejdsløshedsforsikring og en efterlønsordning.

Får EU-Kommissionen bedre muligheder for at udstede delegerede retsakter, vil

der være en risiko for, at Danmark i højere grad bliver forpligtet til

koordinationsregler, der ikke tilgodeser de særlige danske ordninger. Det er særligt

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

problematisk, fordi disse retsakter ikke har været forhandlet i Rådet, og

umiddelbart finder anvendelse uden mulighed for dansk særimplementering.

Det skal yderligere bemærkes, at forslagets lovvalgsbestemmelse synes at indføre

en retstilstand, der allerede er lagt til grund i EU-Kommissionens argumentation

for at begrænse udstationeringsperioder i forslaget til udstationeringsdirektivet

fremsat den 8. marts 2016.

FA har ikke bemærkninger til de øvrige ydelsesområder.

9. Generelle forventninger til andre landes holdninger

Skiftende formandskaber har løbende gjort status i forhandlingerne og fortløbende

lukket drøftelserne om de enkelte mere tekniske kapitler i forordningen. De vil

indgå i det samlede kompromisforslag, som vil blive behandlet på EPSCO-

rådsmødet den 21. juni mhp. generel indstilling.

På EPSCO-rådsmødet den 23. oktober 2017 blev forslaget om lovvalg behandlet i

form af regler om, hvilket land en person er socialt sikret ved udsendelse til arbejde

i et andet land, eller når vedkommende arbejder i flere lande. Forslaget om ikke-

erhvervsaktive EU-borgeres adgang til sociale sikringsydelser blev desuden

behandlet.

På EPSCO-rådsmødet den 7. december 2017 blev forslaget om ydelser ved

plejebehov af ubegrænset varighed behandlet. Forslaget om, at familieydelser, der

ydes som indtægtserstatning under børnepasningsperioder, skal anses for en

individuel ret, blev også behandlet.

En større gruppe medlemslande er fortsat afvisende over for de ændringer af EU-

reglerne, som de anser som indskrænkning af rettigheder. Det gælder især forslag

om ændring af reglerne om arbejdsløshedsydelser.

En større gruppe af medlemslande støtter på den baggrund en kort eller ingen

karensperiode, samt at grænsearbejdere efter en kortere periode skal have adgang

til ydelser fra beskæftigelseslandet i modsætning til i dag, hvor de skal have ydelser

fra bopælslandet. Der forventes på den baggrund støtte fra et stort antal lande til

formandskabets kompromisforslag.

Hvad angår forslaget om eksportperioden for arbejdsløshedsdagpenge tegner der

sig et flertal for status quo, dvs. en tremåneders periode.

Forslaget indeholder ikke muligheden for indeksering af børnecheck og der er ikke

støtte, hverken fra Kommissionen eller flertallet af medlemslandene, til et sådant

forslag.

Danmark arbejder fortsat sammen med Irland, Østrig, Tyskland og Nederlandene

om muligheden for at indeksere børnechecken.

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

10. Regeringens generelle holdning

Som det fremgår af regeringsgrundlaget, er regeringens holdning i spørgsmålet om

velfærdsydelser i Europa meget klar.

EU skal ikke udvikle sig i retning af en social union.

Reglerne skal være baseret på sund fornuft og rimelighed.

Regeringen ønsker et EU, hvor folk kan søge derhen, hvor der er ledige job og

ikke, hvor der er sociale ydelser at få.

Velfærdsydelser skal så vidt muligt forblive i Danmark og gå til dem, som

arbejder, bor og bidrager til Danmark i en længere periode.

Regeringen er i forvejen kritisk over for flere af de eksisterende bestemmelser i den

gældende forordning.

Forordningen må tilpasses et EU med større forskelle mellem arbejdsmarkederne.

Derfor er regeringen også stærkt utilfreds med forslagene om at forlænge

eksportperioden for arbejdsløshedsdagpenge og om at gøre seneste arbejdsland

ansvarlig for at udbetale arbejdsløshedsdagpenge til grænsegængere, og regeringen

er imod disse forslag.

Regeringen noterer til gengæld med tilfredshed, at vigtige danske ønsker, om fx at

der ikke længere gives mulighed for afledt ret til familieydelser, der skal erstatte

indtægt i en børnepasningsperiode, er imødekommet i Kommissionens forslag.

Det er derimod skuffende, at EU-Kommissionen med sit forslag ikke retter op på

skævheder i det eksisterende regelsæt som fx at give medlemsstaterne mulighed for

at indeksere børnepenge ved eksport.

Som bekendt var indeksering, bl.a. efter dansk indsats, en del af afgørelse truffet af

Det Europæiske Råd den 19. februar 2016 om en ny ordning for Det Forenede

Kongerige (Storbritannien) i Den Europæiske Union, men EU-Kommissionen har

med det britiske nej desværre ikke fastholdt forslag om at indeksere. Den danske

regering finder det særdeles ærgerligt, at indekseringsforslaget ikke indgår.

Regeringen går ind for den frie bevægelighed for arbejdskraft i EU, der både er en

vigtig individuel ret og en fordel for arbejdsmarkederne og økonomien. Det er

imidlertid afgørende, at reglerne forebygger uhensigtsmæssig brug, så der ikke

opstår ubalance mellem medlemslandene og unødigt pres på den sociale sikring i

nogle medlemslande

Det er en forudsætning for fortsat folkelig opbakning til den fri bevægelighed og

det indre marked, at reglerne opleves som rimelige og fair.

Principper om fri bevægelighed og ligebehandling bør ikke lægge unødige

hindringer i vejen for national beskæftigelsespolitik og prioriteter.

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

Regeringen finder, at reglerne i højere grad burde tage højde for de forandringer,

der er sket i Europa. Den Europæiske Union er blevet større og har i dag større

forskelle mellem velfærdsniveauer og -modeller end tidligere, ligesom

arbejdskraftens mobilitet i dag er væsentligt anderledes, end da den oprindelige

forordning blev vedtaget.

Derfor har regeringen arbejdet for, at der skulle ske en revision og modernisering

af reglerne, så de bedre flugter med regeringens ønsker.

Det er afgørende for regeringen at fremme centrale danske politiske og

økonomiske interesser i forhandlingerne, idet det vil indgå i regeringens samlede

vurdering af forslaget, om det med den nye forordning vil blive muligt at



indeksere børnecheck til børn bosat i andre EU-lande.



fastholde forslaget om arbejde i tre måneder, før man kan få dagpenge.



adgangen til eksport af dagpenge mhp. at søge job i udlandet ikke udvides.



reglerne om dagpenge til grænsegængere ikke ændres.



fastholde forslaget om, at der ikke gives afledt ret til barselsdagpenge ved

forældreorlov.

Forhandlingsresultatet vil også bero på, hvordan andre medlemsstater og Europa-

Parlamentet stiller sig ift. de enkelte dele af forslaget.

11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Sagen har været forelagt for Folketingets Europaudvalg til orientering den 24.

februar 2017 forud for EPSCO-rådsmødet den 3. marts 2017, den 9. juni forud for

rådsmødet den 15. juni og den 13. oktober forud for rådsmødet den 23. oktober

2017, samt den 1. december 2017 forud for rådsmødet den 7. december 2017.

Der blev oversendt grund- og nærhedsnotat til Folketingets Europaudvalg den 1.

februar 2017.

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

2. Orlovsdirektivet

- Generel indstilling

Revideret notat. Ændringer i forhold til samlenotatet fra EPSCO-rådsmødet den 7.

december 2017 er markeret med en streg i venstre margin.

1. Resumé

Direktivforslagets formål er at sikre gennemførelsen af princippet om ligestilling

mellem mænd og kvinder med hensyn til mulighederne på arbejdsmarkedet og

ligebehandling på arbejdspladsen.

Forslaget skal erstatte forældreorlovsdirektivet og indfører ret til fædreorlov i 10

arbejdsdage, udvider forældreorlovsdirektivets individuelle ret til forældreorlov,

som ikke kan overføres mellem forældrene, fra de nuværende 1 til mindst 4

måneder, udvider retten til at anmode om fleksibel tilbagevenden fra orlov, samt

indfører en ret til omsorgsorlov i 5 dage om året.

Desuden vil forslaget indføre en ret til ydelser på nationalt sygedagpengeniveau

under de nævnte orlovstyper.

Regeringen finder umiddelbart ikke grundlag for at tilsidesætte Kommissionens

vurdering af, at nærhedsprincippet er overholdt. Forslaget vil erstatte et

eksisterende direktiv, og en sådan ændring af EU-regler må nødvendigvis ske ved

et nyt forslag fra Kommissionen.

Forslaget vurderes at ville have lovgivningsmæssige konsekvenser. Forslaget

vurderes ligeledes at ville have væsentlige statsfinansielle konsekvenser.

Regeringen støtter de gældende EU-regler på området, men ser ikke behovet for

yderligere EU-regulering af forældreorloven og øremærkning. En udvidelse af de

eksisterende rettigheder bør vedtages på baggrund af enighed mellem parterne

eller nationalt i de enkelte medlemslande.

Regeringen er meget kritisk over for Kommissionens vurdering af, at fire måneders

forældreorlov til hver forælder, der ikke kan overføres, er en passende

minimumsstandard for alle medlemslande.

Derudover er regeringen helt uenig i Kommissionens vurdering af, at den

foreslåede bestemmelse om ret til omsorgsorlov nødvendigvis vil understøtte

kvinders arbejdsmarkedsdeltagelse og ligestillingen mellem mænd og kvinder på

arbejdsmarkedet.

Regeringen udfordrer Kommissionens argumentation for forslaget. Det er

afgørende for regeringen, at forslagets bestemmelser om øremærkning af ydelser

under forældreorlov og ydelser ifm. omsorgsorlov udgår af forslaget, eller som

minimum gøres mere fleksible, så forslaget giver plads til nationale modeller og

aftaler mellem arbejdsmarkedets parter.

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

De fleksible danske orlovsregler skal opretholdes i videst muligt omfang.

Herudover arbejdes for at begrænse de statsfinansielle- og samfundsøkonomiske

konsekvenser af forslaget mest muligt.

I forhold til det oprindelige forslag har det bulgarske formandskab foreslået at

nedsætte længden på den øremærkede forældreorlov fra 4 til 2 måneder, at fjerne

retten til ydelser under omsorgsorlov og den ikke-øremærkede del af

forældreorloven samt lade medlemslandene selv fastsætte niveauet for en passende

ydelse under den øremærkede del af forældreorloven.

Forslaget er sat på dagsordenen til generel indstilling på EPSCO-rådsmødet den

21. juni 2018

2. Baggrund

Kommissionen har den 26. april 2017 fremlagt forslag til direktiv om balance mel-

lem arbejdsliv og privatliv for forældre og omsorgspersoner og om ophævelse af

Rådets direktiv 2010/18/EU.

Forslaget sker i forlængelse af, at Kommissionen i 2015 valgte at trække forslaget

fra 2008 om at ændre graviditetsdirektivet (direktiv 92/85/EF) tilbage.

Forud for fremsættelsen af forslaget gennemførte Kommissionen en høring af

arbejdsmarkedets parter om de udfordringer, der er forbundet med balancen

mellem arbejdsliv og privatliv.

Selv om arbejdsmarkedets parter i vid udstrækning er enige om de udfordringer,

der er forbundet med balancen mellem arbejdsliv og privatliv, var parterne ikke

enige om at indlede forhandlinger med henblik på at indgå en aftale på EU-plan.

Med forslaget ønsker Kommissionen at forbedre balancen mellem arbejdsliv og

privatliv, for på denne måde at øge kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet.

I 2015 var beskæftigelsesfrekvensen for kvinder (20-64 år) på 64,3 pct.

sammenlignet med 75,9 pct. for mænd i EU.

Retsgrundlaget for forslaget er artikel 153 i traktaten om Den Europæiske Unions

funktionsmåde (TEUF), og forslaget er omfattet af den almindelige

lovgivningsprocedure.

3. Formål og indhold

Det overordnede formål med forslaget er at sikre gennemførelsen af princippet om

ligestilling mellem mænd og kvinder med hensyn til mulighederne på

arbejdsmarkedet og ligebehandling på arbejdspladsen.

Forslaget skal bidrage til at:



Forbedre adgangen til ordninger for opnåelse af balance mellem arbejdsliv og

privatliv, såsom orlov og fleksible arbejdsordninger.



Fremme mænds anvendelse af familieorlov og fleksible arbejdsordninger.

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

Forslaget skal erstatte det eksisterende forældreorlovsdirektiv. Forslaget

viderefører således en række af bestemmelserne herfra, men indfører samtidig nye

orlovsrettigheder for fædre og omsorgspersoner, ligesom enkelte af

forældreorlovsdirektivets rettigheder udvides, fx retten til at anmode om fleksible

arbejdsordninger.

Der er tale om et direktiv bestående af 22 bestemmelser. De væsentligste

bestemmelser vurderes at være artiklerne 4-6, 8-9, 11-12 og 14.

Artikel 4

Artikel 4 fastsætter en ret for fædre til at tage fædreorlov i form af en kort

orlovsperiode på mindst 10 arbejdsdage i forbindelse med deres barns fødsel.

Denne orlov skal tages omkring selve fødselsdatoen og skal være umiddelbart

knyttet til fødslen. Retten til fædreorlov skal ikke være begrænset af ægteskabelig

eller familiemæssig stilling, som defineret i national ret.

Artikel 5

I artikel 5 fastsættes en minimumsperiode for individuel forældreorlov på fire

måneder, som ikke kan overføres forældrene imellem, og som skal tages inden

barnet når en given alder, som skal være mindst 12 år. Der indføres desuden større

fleksibilitet med hensyn til måden, hvorpå der kan tages forældreorlov. Det

betyder, at forældreorlov kan tages enten som fuldtid, deltid eller i andre fleksible

former.

Derudover er bestemmelsen udformet således, at det er medlemsstaterne selv, der i

forbindelse med den efterfølgende nationale implementering kan fastsætte:



En frist for, hvor tidligt en ansat skal give meddelelse om forældreorlov

(varsling).



Hvorvidt retten til forældreorlov skal være afhængig af en vis anciennitet i et

og/eller flere ansættelsesforhold.



Under hvilke omstændigheder arbejdsgiveren eventuelt har ret til at udsætte

imødekommelse af en anmodning om forældreorlov inden for en rimelig

periode.

Artikel 6

I artikel 6 fastsættes en ret for arbejdstagere til at tage såkaldt omsorgsorlov i 5

dage om året i tilfælde af en alvorlig syg eller omsorgskrævende pårørende, som

defineret i direktivet. Det bemærkes i den forbindelse, at begrebet ”omsorgsorlov”

ikke er defineret i forslaget, idet artikel 3, litra c, i stedet definerer hhv.

”omsorgsperson” og ”omsorgsafhængighed”.

Artikel 8

Efter artikel 8 får arbejdstagere, som gør brug af de forskellige typer orlov, en ret

til at modtage en passende ydelse under denne orlov. Ydelsen skal minimum svare

til den, som den pågældende arbejdstager ville have været berettiget til i tilfælde af

sygeorlov.

Artikel 9

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

Forældreorlovsdirektivets eksisterende ret for forældre, der vender tilbage fra

forældreorlov, til at anmode om fleksibilitet udvides med distancearbejde, som en

tredje form for fleksibel arbejdsordning. Anvendelsesområdet udvides med

forslaget til at omfatte alle omsorgspersoner samt alle lønmodtagere med børn op

til 12 år, hvor grænsen i forældreorlovsdirektivet i dag er 8 år.

Artikel 11

Artikel 11 udvider, som en konsekvens af den nye ret til omsorgsorlov,

forældreorlovsdirektivets eksisterende beskyttelse mod mindre gunstig behandling

som følge af forældreorlov, til også at omfatte personer, der udnytter

direktivforslagets ret til fædre- og omsorgsorlov.

Artikel 12

Artikel 12, stk. 2, giver lønmodtagere ret til at anmode om en skriftlig begrundelse,

hvis de mener sig afskediget som følge af udnyttelsen af retten til orlov eller til at

anmode om fleksible arbejdsordninger. Artikel 12, stk. 3, indfører delt bevisbyrde i

sager omfattet af stk. 2.

Artikel 14

Efter artikel 14 skal medlemsstaterne give arbejdstagere, som klager over

overtrædelser af deres rettigheder i medfør af direktivet, en passende

retsbeskyttelse mod ugunstig behandling eller skadelige følger fra arbejdsgiverens

side.

Artikel 19

Med artikel 19 ophæves det gældende forældreorlovsdirektiv 2010/18/EU, men en

række bestemmelser i det eksisterende direktiv overføres til det nye direktiv. Det

drejer sig om:



Ret til fravær i force majeure-situationer.



Bevarelse af ansættelsesrelaterede rettigheder.



Sanktioner.

Formandskabets kompromisforslag

Det bulgarske formandskab har på baggrund af drøftelserne i rådsregi udarbejdet et

kompromisforslag, der adskiller sig markant fra Kommissionens forslag

vedrørende både længden af den øremærkede forældreorlov og retten til ydelser

under forældreorlov og omsorgsorlov.

Artikel 5

Der fastsættes ikke længere en aldersgrænse, inden for hvilken, forældreorlov skal

kunne afvikles. Dette overlades til medlemslandene selv. Længden af den del af

forældreorloven, der ikke kan overføres (den øremærkede del), sættes ned fra 4 til

2 måneder.

Artikel 8

Der fastsættes alene ret til passende ydelser under den øremærkede del af

forældreorloven (2 måneder), og niveauet for ydelser fastsættes af medlemslandene

selv. Formandskabets kompromisforslag indeholder således ikke en EU-reguleret

ret til ydelser under den del af forældreorloven (2 måneder), som forældrene kan

overføre til hinanden.

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

Derudover foreslås det, at der ikke skal være ret til ydelser under omsorgsorloven i

artikel 6.

4. Europa-Parlamentets udtalelser

Forslaget skal i henhold til TEUF artikel 294 vedtages både af Europa-Parlamentet

og Rådet i den almindelige lovgivningsprocedure.

Der foreligger endnu ikke en endelig udtalelse fra Europa-Parlamentet. Det

forventes, at Europa-Parlamentet vil afslutte sin behandling af forslaget i september

2018.

5. Nærhedsprincippet

Kommissionen har om nærhedsprincippet blandt andet anført, at:

”Der

er allerede

en lovgivningsmæssig ramme på EU-plan i forbindelse med politikker til opnåelse

af balance mellem arbejdsliv og privatliv, herunder Rådets direktiv 2010/18/EU af

8. marts 2010. Dette viser, at der er bred enighed om behovet for handling på EU-

plan på dette område i overensstemmelse med nærhedsprincippet.

Det anføres videre, at:

”Moderniseringen af de eksisterende retlige rammer, der

tager sigte på at fastsætte fælles minimumsstandarder for politikker til opnåelse af

balance mellem arbejdsliv og privatliv, kan derfor kun opnås gennem en indsats på

EU-plan,

snarere end af medlemsstaterne alene.”

Desuden mener Kommissionen bl.a., at det først er, når der er EU-lovgivning på

plads, at der vil blive indført lovgivning i de enkelte medlemsstater og i øvrigt

blive sikret tilstrækkeligt fremskridt. Og at kun handling på EU-plan vil afhjælpe

forskellene mellem de eksisterende nationale retlige bestemmelser om fædreorlov,

forældreorlov og omsorgsorlov og om fleksible arbejdsordninger.

Regeringen finder umiddelbart ikke grundlag for at tilsidesætte Kommissionens

vurdering af, at nærhedsprincippet er overholdt. Forslaget vil erstatte et

eksisterende direktiv, og en sådan ændring af EU-regler må nødvendigvis ske ved

et nyt forslag fra Kommissionen.

Regeringen er dog uenig i, at Kommissionens forslag i alle henseender

”respekterer

de veletablerede nationale ordninger vedrørende orlov og fleksible

arbejdsordninger og muligheden for, at medlemsstaterne og arbejdsmarkedets

parter kan aftale de nærmere bestemmelser herom”

og at det

”fuldt ud respekterer

enkeltpersoners og familiers

frihed og valg”

i forbindelse med tilrettelæggelse af

forældreorlov.

Forslaget vil netop fratage forældrene den frihed, de har efter de gældende danske

regler. Hvis den ene forælder, som Kommissionen anfører, vælger ikke at gøre

brug af sin ret til forældreorlov, vil det i en dansk kontekst betyde, at der samlet set

vil blive holdt kortere forældreorlov, med mindre Folketinget beslutter at forlænge

retten til forældreorlov med ekstra fire måneder, som frit kan fordeles mellem

forældrene. Derudover deler regeringen ikke Kommissionens vurdering af, at

forslaget om omsorgsorlov er egnet til at øge kvinders deltagelse på

arbejdsmarkedet.

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

6. Gældende dansk ret

Det gældende forældreorlovsdirektiv (direktiv 2010/18/EU) er i dag implementeret

gennem:



Barselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 571 af 29. april 2015 med senere

ændringer.



Ligebehandlingsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 645 af 8. juni 2011 med senere

ændringer.



Lov om lønmodtageres ret til fravær fra arbejde af særlige familiemæssige

årsager (lov nr. 223 af 22. marts 2006).

Efter barselslovens § 7, stk. 3, har fædre og medmødre ret til 2 sammenhængende

ugers orlov efter fødslen eller efter aftale med arbejdsgiveren inden for de første 14

uger efter fødslen (fædre- eller medmødreorlov).

Efter barselslovens § 20 er der ret til barselsdagpenge under fædre- eller

medmødreorlov.

Efter barselslovens § 9 har hver forælder ret til forældreorlov i 32 uger. Retten til

forældrelov er en individuel ret, som ikke kan overføres mellem forældrene.

Hver af forældrene har mulighed for at forlænge forældreorloven fra 32 uger til 46

uger. Forældrene har endvidere ret til at udskyde mindst 8 uger og højst 13 uger af

forældreorloven til senere afholdelse i en sammenhængende periode, inden barnet

fylder 9 år. Retten til at udskyde fravær kan kun benyttes af den ene af forældrene.

Forældrene har under forældreorloven tilsammen ret til barselsdagpenge i 32 uger

indtil 46 uger efter fødslen eller barnets modtagelse i hjemmet.

Retten til barselsdagpenge i 32 uger kan enten deles imellem forældrene eller

bruges af den ene af forældrene.

Forældrene bestemmer, hvordan retten til barselsdagpenge under forældreorlov

skal fordeles mellem dem. Som udgangspunkt lægges det til grund, at forældrene er

enige, når Udbetaling Danmark modtager anmodning om udbetaling af

barselsdagpenge eller om refusion af barselsdagpenge.

Der er fastsat særlige regler i barselsbekendtgørelsens § 8, der regulerer

fordelingen i de tilfælde, hvor forældrene ikke er enige om, hvordan fravær med

barselsdagpenge skal fordeles.

Retten til barselsdagpenge under såvel fædreorloven som forældreorloven kræver,

at forælderen opfylder et beskæftigelseskrav, som dokumenterer en tilstrækkelig

tilknytning til arbejdsmarkedet.

Efter barselslovens § 11 har beskæftigede lønmodtagere ret til at genoptage

arbejdet og udskyde mindst 8 uger og højst 13 uger af forældreorloven. Retten til at

udskyde fravær kan kun benyttes af den ene af forældrene. Det udskudte fravær

skal, når det udnyttes, holdes i en sammenhængende periode. Den udskudte

fraværsret skal være udnyttet, inden barnet fylder 9 år.

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

Efter barselslovens § 12 kan en lønmodtager efter aftale med arbejdsgiveren

genoptage arbejdet helt eller delvist under forældreorloven.

Genoptages arbejdet delvist, kan det aftales, at fraværsretten forlænges med den

tid, hvori arbejdet har været genoptaget. Genoptages arbejdet på fuld tid kan det

aftales, at fraværsretten udskydes med den tid, hvori arbejdet har været genoptaget.

Udskudt fraværsret efter § 12 skal være udnyttet, inden barnet fylder 9 år. Hvis en

lønmodtager fratræder, inden den udskudte fraværsret er udnyttet, er retten til

fravær betinget af, at lønmodtageren indgår aftale med den nye arbejdsgiver om

den udskudte fraværsret.

Efter ligebehandlingslovens § 8 a, stk. 2, kan forældre ved tilbagevenden fra

forældreorlov skriftligt anmode arbejdsgiveren om ændrede arbejdstider og -

mønstre i en nærmere angivet periode. Arbejdsgiveren skal overveje og besvare en

sådan anmodning skriftligt under hensyn til både arbejdsgiverens og

lønmodtagerens behov.

Efter § 1, nr. 2, i lov om lønmodtageres ret til fravær fra arbejdet af særlige

familiemæssige årsager, har en lønmodtager ret til fravær fra arbejdet, når:



Lønmodtageren er ansat af kommunen efter bestemmelserne herom i lov om

social service til at passe en nærtstående med betydeligt og varigt nedsat fysisk

eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse.

Efter servicelovens § 118 har en person, der har tilknytning til arbejdsmarkedet, og

der ønsker at passe en nærtstående i hjemmet med betydelig og varigt nedsat fysisk

eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig, herunder

uhelbredelig, lidelse, ret til ansættelse af kommunalbestyrelsen når:

1) alternativet til pasning i hjemmet er døgnophold uden for hjemmet eller

plejebehovet svarer til et fuldtidsarbejde,

2) der er enighed mellem parterne om etablering af pasningsforholdet og

3) kommunalbestyrelsen vurderer, at der ikke er afgørende hensyn, der taler

imod, at det er den pågældende person, der passer den nærtstående.

Den person, der ansættes til at passe en nærtstående, ansættes i indtil 6 måneder

–

en periode, der kan forlænges med yderligere 3 måneder, når særlige forhold taler

for det. Lønnen udgør 22.020 kr. pr. måned i 2017.

Efter ligebehandlingslovens § 9 må en arbejdsgiver ikke afskedige en lønmodtager

eller udsætte denne for anden mindre gunstig behandling, fordi denne har fremsat

krav om udnyttelse af retten til fravær, har været fraværende efter barselslovens §§

6-14, har fremsat anmodning om ændringer efter denne lovs § 8 a, stk. 2, eller i

øvrigt på grund af graviditet, barsel eller adoption.

7. Konsekvenser

Lovgivningsmæssige konsekvenser

Forslagets artikel 5 vil i dets fremsatte form give ret til afholdelse af forældreorlov

indtil barnet fylder 12 år. Efter de gældende danske regler skal retten udnyttes

inden barnet fylder 9 år.

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

Forslaget vil derfor kræve en ændring af barselslovens § 11, såfremt forslaget

vedtages i dets fremsatte form.

Forslagets artikel 6 vil i dets fremsatte form give ret til orlov i situationer, der

vurderes ikke i dag at være omfattet af servicelovens § 118. Serviceloven giver ret

til decideret orlov af en længere periode, hvorimod forslagets bestemmelse har

mere karakter af en ret til 5 årlige ”fridage”.

Det bemærkes, at en person, der passer en nærtstående, og som ønsker orlov i en

kortere periode end en måned,

kan

aftale dette med sin arbejdsgiver, jf.

servicelovens § 118, stk. 3.

Fravær af den type, som er beskrevet i forslaget, kendes i Danmark som

omsorgsdage og barns første sygedag, der traditionelt reguleres af

arbejdsmarkedets parter i de kollektive overenskomster.

Forslaget vil kræve ændring af lov om ret til fravær af særlige familiemæssige

årsager, såfremt forslaget vedtages i dets fremsatte form.

Forslagets artikel 8 i dets fremsatte form med krav om en individuel, ikke-

overførbar ret til en passende ydelse under mindst 4 måneders forældreorlov, vil

indebære, at dagpengeperioden vil skulle forlænges. Det skyldes, at 4 måneder er

længere end de 16 uger, som forældrene efter de danske regler hver især har ret til,

hvis de deler barselsdagpengeretten ligeligt imellem sig.

Derudover vil retten til barselsdagpenge i forældreorlovsperioden skulle

individualiseres

–

dvs. øremærkes hver forælder

–

uden mulighed for overførsel

forældrene imellem.

Begge dele vil kræve en ændring af barselslovens § 21, såfremt forslaget vedtages i

dets fremsatte form.

Under forhandlinger har det været lagt til grund

–

også fra Kommissionen

–

at der

er tale om samme ydelsesniveau som i tilfælde af sygdom.

Forslagets artikel 9 i dets fremsatte form med ret for alle omsorgspersoner samt

alle lønmodtagere med børn op til 12 år til at anmode om fleksibilitet, vil kræve en

ændring af barselslovens §§ 11-12 samt af ligebehandlingslovens § 8 a, stk. 2.

Endelig skal der i dansk ret indføres en generel ret for omsorgspersoner til at

anmode om fleksibel arbejdsanordning.

Forslagets artikel 11 om forbud mod mindre gunstig behandling på grund af

udnyttelsen af retten til orlov, herunder omsorgsorlov, vil kræve en ændring af lov

om ret til fravær af særlige familiemæssige årsager, såfremt forslaget vedtages i

dets fremsatte form.

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

Forslagets artikel 12, stk. 2, i dets fremsatte form med ret til en skriftlig

begrundelse for afskedigelse, som man mener skyldes udnyttelsen af ret til orlov,

vil kræve ny lovgivning, evt. ved en ændring af ligebehandlingsloven. Dette skal

analyseres nærmere.

Forslagets artikel 12, stk. 3, i dets fremsatte form med en udvidelse af reglerne om

delt bevisbyrde til at omfatte sager om afskedigelse, som man mener skyldes

udnyttelsen af ret til omsorgsorlov, vil kræve en ændring af ligebehandlingsloven

til at omfatte omsorgsorlov.

Forslagets artikel 14 i dets fremsatte form med krav om beskyttelse mod

repressalier fra arbejdsgiver i forbindelse med en klage om overtrædelse af

direktivets rettigheder vil formentligt kræve en præcisering af

ligebehandlingslovens § 9, selvom det er almindelig antaget, at § 9 skal fortolkes

som indeholdende et forbud på ugunstig behandling fra arbejdsgiverens side som

følge af en lønmodtagers klage.

Forslagets artikel 1-4, 7, 10, 13 og 15-19 vurderes ikke at ville have

lovgivningsmæssige konsekvenser.

Formandskabets kompromisforslag er mindre vidtgående end Kommissionens

forslag, men vil stadig få konsekvenser for barselslovens fleksible

forældreorlovsregler. Den fælles ret til 32 ugers barselsdagpenge under

forældreorlov vil således skulle ændres, så hver forælder fremover får ret til 2

måneders (ca. 9 uger) barselsdagpenge, som ikke kan overføres til den anden

forælder. Kun de resterende ca. 14 uger vil herefter kunne fordeles frit mellem

forældrene.

Statsfinansielle, samfundsøkonomiske og administrative konsekvenser

Afhængig af omfanget af orlovstyper, orlovslængde og ydelser, kan de økonomiske

konsekvenser samlet set være betydelige. I den fremsatte form vurderes forslaget

således at have meget væsentlige statsfinansielle og samfundsøkonomiske

konsekvenser.

Særligt forslaget om 5 årlige omsorgsdage vurderes i den fremsatte form potentielt

at kunne have væsentlige statsfinansielle og samfundsøkonomiske konsekvenser.

De samfundsøkonomiske konsekvenser knytter sig særligt til den reduktion i

arbejdsudbuddet, som forslaget vil medføre i det omfang, der gøres brug af

omsorgsdage.

Forslagets bestemmelse om, at den øremærkede forældreorlovsperiode med ret til

ydelser ikke kan overføres mellem forældrene, kan føre til, at færre vil benytte sig

af forældreorloven end under det eksisterende regelsæt. Det skyldes, at det ikke kan

udelukkes, at fædre ikke vil gøre brug af orloven i samme omfang, som mødrene

gør i dag. Det vil betyde mindre offentlige udgifter til barselsdagpenge.

Af samme årsag vil der formentlig være flere børn med behov for

daginstitutionsplads eller anden form for pasning på et tidligere tidspunkt end i

dag, hvilket vil kunne betyde offentlige merudgifter til pasningsområdet.

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

En kortere orlovsperiode vil medføre et øget arbejdsudbud.

Forslaget forventes samlet set at have mindre administrative konsekvenser, idet det

dog bemærkes, at der vil skulle ske tilpasning af Udbetaling Danmarks IT-system.

Formandskabets kompromisforslag, hvor retten til en ydelse under omsorgsorlov er

taget ud, vil selvsagt mindske de negative statsfinansielle konsekvenser af

Kommissionens forslag. Der vil dog fortsat være negative samfundsøkonomiske

konsekvenser forbundet med en reduktion af arbejdsudbuddet, omend incitamentet

til at benytte omsorgsorlov antages at være mindre, når der ikke er ret til en ydelse.

I kompromisforslaget lægges der op til en øremærket periode af forældreorloven på

2 måneder frem for 4 måneder i Kommissionens oprindelige forslag. Denne

forkortede øremærkede periode af forældreorloven, vil formentlig have to

modsatrettede effekter i forhold til Kommissionens forslag. På den ene side vil det

formentlig betyde, at der er mindre risiko for, at der samlet set holdes mindre orlov.

På den anden side vil det formentlig betyde, at den forøgelse af arbejdsudbud, som

følger af en kortere orlovsperiode, vil blive reduceret.

8. Høring

Forslaget er sendt i høring i EU-specialudvalget vedrørende arbejdsmarkedet og

sociale forhold.

Der er modtaget høringssvar fra Akademikerne (AC), Dansk Arbejdsgiverforening

(DA), Danske Regioner, Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA), FTF,

Kommunernes Landsforening (KL), Landsorganisationen i Danmark (LO) og

Moderniseringsstyrelsen.

DA har afgivet et supplerende høringssvar, hvorfor afsnittet om DA’s holdning er

opdateret.

AC støtter op om Kommissionens udspil, herunder forslagene om øremærket orlov,

mere fleksibilitet og omsorgsorlov.

DA mener generelt ikke, at forslaget vil bidrage til at fremme kvinders

arbejdsmarkedsdeltagelse.

Helt overordnet finder DA, at Europa-Kommissionens forslag til direktiv om

balance mellem arbejdsliv og privatliv er problematisk i forhold til tilliden til en

fremtidig social dialog på europæisk plan og adgangen til at indgå partsaftaler, og

er imod, at det foreslås at ophæve det nuværende forældreorlovsdirektiv, som netop

er baseret på en partsaftale indgået mellem BusinessEurope og ETUC, og som

senest er revideret og ophøjet til direktiv i 2010.

DA understreger i den forbindelse, at det gældende forældreorlovsdirektiv ikke

forhindrer medlemsstaterne i at indføre mere gunstige orlovsmuligheder og vælge

deres egen model i overensstemmelse med den enkelte medlemsstats

arbejdsmarkedsmodel.

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

Direktivforslaget indeholder endvidere efter DA’s

opfattelse bestemmelser, som

ikke synes at være i overensstemmelse med nærhedsprincippet, herunder særligt

artikel 8 om en passende indkomst. Derudover finder DA, at spørgsmålet om

adgang til fædreorlov og omsorgsorlov bør være et nationalt anliggende.

I forhold til forslagets artikel 5 om forældreorlov, kan DA ikke støtte forslag, der

griber ind i de danske forældreorlovsregler, som både de danske virksomheder og

danske forældre har indrettet sig efter.

DA kan endvidere ikke støtte, at adgangen til forældreorlov udvides til barnet er

fyldt 12 år. Dette indebærer en væsentlig udvidelse i forhold til de gældende regler

og savner saglig begrundelse.

For så vidt angår forslagets artikel 6 om at indføre en ret til fem dages

omsorgsorlov årligt pr. lønmodtager anbefaler DA regeringen at arbejde for, at den

foreslåede ret til omsorgsorlov udgår af direktivet. Alternativt bør forslaget om ret

til omsorgsorlov ændres på en sådan måde, at den kan opfyldes ved de allerede

eksisterende muligheder for plejeorlov m.v. i dansk ret.

Efter

DA’s

opfattelse vil forslaget være vanskeligt at håndtere i praksis og vil

medføre yderligere administrative byrder for arbejdsgiverne. DA kan endvidere

ikke støtte, at der indføres en særlig afskedigelsesbeskyttelse og delt bevisbyrde i

sager om omsorgsorlov, både fordi selve omsorgsretten er uklart defineret, og fordi

der efter DA’s

opfattelse ikke er tale om de samme

beskyttelseshensyn som ved

graviditets- og barselsorlov. Forslaget vil påvirke arbejdsudbuddet negativt,

samtidig med at der er risiko for, at ordningen misbruges og reelt vil betyde

indførelse af fem yderligere årlige feriedage. Endelig vil en adgang til at bede om

fleksible arbejdsordninger ved udnyttelse af omsorgsorlov indebære betydelige

administrative byrder for en arbejdsgiver, idet ethvert afslag på en sådan

anmodning skal begrundes.

DA vurderer derudover umiddelbart, at forslaget om omsorgsorlov vil give

anledning til omfattende fortolkningsspørgsmål. I relation til denne del af forslaget

finder DA, at forslaget ikke er i overensstemmelse med nærhedsprincippet.

Endelig er der i en dansk sammenhæng allerede omfattende frihedsmuligheder for

forældre i form af bl.a. ret til feriefridage og omsorgsdage i overenskomsterne.

Hvis man indfører yderligere orlovsrettigheder, vil dette efter DA’s

vurdering

kunne få negative konsekvenser for arbejdsudbuddet.

For så vidt angår retten til at bede om fleksible arbejdsordninger, finder DA, at

adgangen til at bede om fleksible arbejdsordninger reguleres bedst nationalt og via

kollektive aftaler frem for via lovgivning. DA kan derfor ikke støtte forslagets

artikel 9, som går langt ud over de rettigheder, der allerede gælder ved

forældreorlov.

DA bemærker yderligere, at der i en dansk sammenhæng er lovgivning, hvorefter

en lønmodtager og arbejdsgiver kan aftale deltidsansættelse efter deltidsloven, og

at der i øvrigt gælder et ligebehandlingsprincip i forbindelse med deltidsansættelse.

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

Som nævnt indledningsvist kan DA ikke støtte, at der indføres en særlig

afskedigelsesbeskyttelse og delt bevisbyrde i sager, hvor der er anmodet om

fleksible

arbejdsordninger. Efter DA’s

opfattelse er der

ikke tale om de samme

beskyttelseshensyn som ved graviditets- og barselsorlov. I en europæisk

sammenhæng vil yderligere beskyttelsesregler risikere at virke mod hensigten og

indebære en barriere for kvinders beskæftigelse.

Danske Regioner

Danske Regioner mener, at den nuværende europæiske lovramme fungerer efter

hensigten og sikrer minimumsbeskyttelse. Yderligere regulering bør derfor være et

anliggende mellem arbejdsmarkedets parter på nationalt plan.

Danske Regioner er af den opfattelse, at Kommissionen går for langt med sit

forslag og henviser til, at initiativet ikke er efterspurgt af arbejdsmarkedets parter.

For så vidt angår anvendelsesområdet bemærker Danske Regioner, at forslaget vil

have en afsmittende effekt på fx selvstændige, selvom det alene vedrører

lønmodtagere.

For så vidt angår definitionerne mener Danske Regioner, at definitionen på

forældreorlov er uklar, idet der henvises til ”orlov i forbindelse med et barns fødsel

eller

adoption”. Definitionen på omsorgsorlov er ligeledes meget uklar ifølge

Danske Regioner.

For så vidt angår forældreorlov kan Danske Regioner ikke støtte udvidelse af

afholdelsesperioden til 12 år.

Danske Regioner kan heller ikke støtte øremærkningen af forældreorlov til hver

forælder. I den forbindelse henvises også til, at forslaget ikke forholder sig til, at

stadig flere familier ikke er baseret på traditionelle familiemønstre, og at

konsekvenserne for disse familier er uklare. Netop derfor bør reguleringen

foretages på nationalt plan.

Danske Regioner kan ikke støtte forslaget om en ret til at få en skriftlig

begrundelse fra arbejdsgiver, hvis denne kan udsætte forældreorloven, da dette

griber ind i ledelsesretten.

For så vidt angår retten til omsorgsorlov mener Danske Regioner, at det er uklart,

hvad der ligger i denne bestemmelse, men påpeger, at det bør fremgå af

dokumentationen, at det pågældende familiemedlem er omsorgskrævende.

Danske Regioner finder det ejendommeligt, at retten til fravær i force majeure

situationer kan begrænses til en vis varighed.

For så vidt angår retten til en passende ydelse bemærker Danske Regioner, at det er

usikkert, hvad der i en dansk kontekst er tale om, herunder om der er tale om

barselsdagpenge.

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

For så vidt angår beskyttelse mod afskedigelse og bevisbyrde bemærker Danske

Regioner, at der må være tale om en upræcis oversættelse, idet det er baggrunden

for afskedigelse der er afgørende, og ikke et spørgsmål om et egentligt forbud.

Endelig bemærker Danske Regioner, at sanktionsbestemmelsen er ny, og at den

synes at blande begreberne bøde og kompensation.

FA ser med stor bekymring på forslaget, og vil opfordre regeringen til at sikre

opretholdelse af den danske aftalemodel, og undgå at udvide de eksisterende regler.

FA finder overordnet, at Kommissionens forslag berører områder, der er under

national kompetence, eller hvor arbejdsmarkedets parter har indgået

overenskomster.

FA er bekymret for, om forslaget skal fravriste medlemsstaterne og

arbejdsmarkedets parter muligheden for at fastsætte regler eller indgå kollektive

aftaler, og vil opfordre til at der fra dansk side gøres opmærksom på forholdet til

nærhedsprincippet.

FA’s

overenskomster indeholder bestemmelser om barselsorlov og forældreorlov,

der går videre end den eksisterende lovgivning kræver, og sikrer både

virksomhederne og medarbejderne fleksibilitet. Det vil være uheldigt, hvis den

balance, der er opnået enighed om i overenskomstforhandlinger, nu skal forskydes

og ændres på grundlag af et nyt, og mere vidtgående direktiv

Særligt om forældreorlov bemærkes, at FA ikke anser øremærket barsel som en

hensigtsmæssig fremgangsmåde til at sikre ligelig fordeling af forældreorlov

mellem mødre og fædre. Det vil være uheldigt at fratage forældrene den

eksisterende frihed til at indrette sig efter egne ønsker og forhold i deres konkrete

situation.

FA’s

overenskomster med Finansforbundet og Forsikringsforbundet sikrer adgang

til forældreorlov, og der er en høj udnyttelse af disse rettigheder, også blandt fædre,

uden at det har været nødvendigt at øremærke orloven.

FA finder det desuden betænkeligt, at der med forslaget om omsorgsorlov indføres

udvidede rettigheder.

Forslaget om at udvide de arbejdsordninger, en medarbejder kan anmode om, til

også at omfatte distancearbejde, og om at udvide dækningsområdet til alle

omsorgspersoner med børn op til 12 år, synes ikke umiddelbart at tage højde for, at

langt fra alle arbejdsfunktioner kan varetages gennem distancearbejde. Forslaget

indebærer et unødvendigt indgreb i ledelsesretten.

Forslaget vil udvide den særlige beskyttelse mod forskelsbehandling på grund af

forældreorlov til at gælde såvel andre former for orlov som fleksible

arbejdsordninger. Det er uhensigtsmæssigt at udvide den særlige beskyttelse, og det

fremstår uklart, om der er noget reelt behov herfor.

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

Forslaget indeholder en ændring af bevisbyrdereglerne, der såvel

retssikkerhedsmæssigt som procesøkonomisk forekommer uproportional og

uhensigtsmæssig.

Hvis en medarbejder alene skal have den

–

subjektive

–

opfattelse, at han eller hun

er blevet afskediget på grund af benyttelse af de beskyttede rettigheder, bliver

arbejdsgiveren pålagt en langt større byrde i forhold til at retfærdiggøre i øvrigt

sagligt begrundede opsigelser. De eksisterende bevisbyrderegler er tilstrækkelige,

og bør ikke forskubbes yderligere.

Vedtages forslaget til artikel 12, må det forudses, at de fagretlige systemer,

domstolene og Ligebehandlingsnævnet vil skulle tage stilling til et betydeligt større

antal sager, alene fordi bevisbyrden kun vil kræve, at den opsagte medarbejder,

skal have en opfattelse af forskelsbehandling, og ikke derudover behøver at

sandsynliggøre eller påvise forhold, der giver anledning til at formode, at der er

sket ulovlig forskelsbehandling.

FA finder, at gennemførelsesbestemmelsen i artikel 20 vil indebære en

begrænsning af adgangen til aftaleimplementering i kollektive overenskomster, og

dermed indskrænke anvendelsen af den danske model.

FTF

FTF glæder sig over, at EU-Kommissionen nu bevæger sig ind på barselsområdet

Forslaget om 4 måneders øremærket barsel til hver forælder er et fint signal og i

god tråd med FTF’s

politik. En del af direktivets øvrige forslag er dog allerede

gældende i Danmark eller kræver nærmere udredning.

FTF vurderer ikke, at forslaget om fædreorlov får betydning for de danske forhold,

men finder at det er et fint fremskridt, hvis rettigheden kan vedtages på EU-niveau.

FTF kan ikke støtte, at arbejdsgiver får mulighed for at kunne udsætte

forældreorloven grundet virksomhedens drift, da dette potentielt vil kunne

begrænse lønmodtagernes mulighed for kunne tilrettelægge efter hensigten og efter

familiens forhold.

FTF undrer sig over, at forslaget angiver anciennitet som betingelse for orlov.

Typisk benyttes anciennitetsbestemmelser alene til at afgøre betalingen under

orloven fx om orlov kan afholdes med løn i kollektive overenskomster.

For så vidt angår omsorgsorlov finder FTF det noget uklart, hvad der præcist ligger

i forslaget, hvorfor samspillet med både lovgivning og overenskomster er

vanskeligt at vurdere og kræver nærmere undersøgelse.

Gælder forslaget fx også hvis en ægtefælle bliver syg, hvilke lidelser er omfattet og

medføre forslaget at der kan kræves omsorgsorlov til pasning af alle

familiemedlemmer? FTF kan støtte at EU sikrer minimumsrettigheder, der kan

komme arbejdsmodtagere der ikke er dækket af kollektiv overenskomst til gavn.

For så vidt angår force majeure bestemmelsen, vurderer FTF ikke, at denne vil

have konsekvens for Danmark.

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

FTF finder der positivt, at arbejdstagerne sikres en passende kompensation i

forbindelse med orlov i overensstemmelse med de nationale forhold fx som

bestemt i national ret og/eller kollektive overenskomster.

FTF undrer sig over, at forslaget opererer med et angivet ydelsesniveau. Sygeorlov

vil i nogle tilfælde give fuld løn i en periode, hvorimod sygedagpenge er svarende

til barselsdagpengeniveauet.

For så vidt angår fleksible arbejdsordninger finder FTF, at disse, herunder adgang

til hjemmearbejde, som udgangspunkt er et anliggende for arbejdsmarkedets parter.

Men forslaget kan være fint for det ikke overenskomstdækket arbejdsmarked.

For så vidt angår ansættelsesrelaterede rettigheder finder FTF, at det er de samme

rettigheder, der henvises til i bestemmelsens stk. 1 og 2. Det er således uklart, hvad

der ligger i forslaget og kræver nærmere udredning.

FTF finder det positivt, at den beskyttelse mod forskelsbehandling, der på

nuværende tidspunkt er fastsat i direktivet om forældreorlov, opretholdes og

udvides, så den også omfatter andre former for orlov eller fleksible

arbejdsordninger, der følger af forslaget til det nye direktiv.

FTF kan støtte at beskyttelsen mod afskedigelse angivet i forældreorlovsdirektivet

udvides til også at beskytte arbejdstagere, der gør brug af fædreorlov,

forældreorlov, omsorgsorlov, fleksible arbejdsordninger, mod afskedigelse i den

periode, hvor de ansøger om eller gør brug af disse rettigheder.

KL mener, at den nuværende europæiske lovramme, der relaterer til balancen

mellem arbejdsliv og privatliv er robust og giver en god minimumsbeskyttelse.

Yderligere regulering af området er et anliggende mellem arbejdsmarkedets parter

på nationalt plan.

KL er af den opfattelse, at EU-Kommissionen går for langt med sit forslag til

direktiv, og at dette ikke ligger i tråd med Kommissionens egen mission om "at

være stor på store ting og små på små ting"

—

som det er udtrykt i Kommissionens

dagsorden om Bedre Regulering. KL mener derimod, at EU-Kommissionen bør

fokusere på ikke-lovgivende tiltag og støttende foranstaltninger.

For så vidt angår forældreorlov mener KL, at forældreorlov er et nationalt

anliggende, og kan derfor ikke støtte Kommissionens forslag.

For så vidt angår retten til at anmode om fleksibel afholdelse af forældreorlov

påpeger KL, at ethvert skriftligt afslag vil udgøre en større administrativ byrde for

kommunerne som arbejdsgiver. Det er meget vigtigt for KL, at det alene er "en ret

til at anmode" og ikke "en ret til at få det”, da dette vil gribe ind i ledelsesretten.

Muligheden for en fleksibel afholdelse af orlov afhænger af mange parameter, fx

arbejdspladsens størrelse, karakteren af arbejdsopgaverne og de andre

medarbejderes behov.

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

For så vidt angår omsorgsorlov bemærker KL, at forslaget ligger udover de

kommunale regler, der hovedsageligt vedrører børn og ikke andre tætte

familiemedlemmer. KL finder, at spørgsmålet fortsat skal være et emne for

arbejdsmarkedets parter og et nationalt anliggende. Betaling for orlov af denne type

må anses for et nationalt anliggende.

KL's aftale om fravær af familiemæssige årsager angiver forskellige regler om

finansiering afhængig af orloven. Det nye forslag vil udgøre en stor finansiel

udfordring for kommunerne.

For så vidt angår retten til en passende ydelse finder KL, at løn er en national

kompetence, hvilket også fremgår af traktatens art. 153. KL mener derfor, at dette

punkt bør slettes eller "sikre" bør tages ud af artiklen.

For så vidt angår ydelsesniveauet påpeger KL, at det er uklart, hvad der menes med

sygeorlov, og om der er tale om fuld løn i en dansk kontekst eller sygedagpenge.

Dette udgør en stor forskel for arbejdsgivere.

Ifølge den kommunale aftale på området har forældrene tilsammen

barselsdagpenge i 32 uger, hvoraf syv uger til faren, seks uger til moren og seks

uger til deling er med fuld løn. Barselsdagpenge ligger på samme niveau som

sygedagpenge.

Forslaget indfører delt skriftlig bevisbyrde i tilfælde af, vedkommende bliver

afskediget på baggrund af, arbejdstageren har anmodet om eller har taget orlov som

omhandlet i art. 9. Forslaget skaber en større administrativ byrde for kommunerne.

Endelig bemærker KL for så vidt angår sanktionsbestemmelsen, at det er uklart,

hvorfor Kommissionen i artiklen henviser til bøde som en sanktionsmulighed, eller

på hvilket grundlag den skal gives.

LO kan støtte, at der udarbejdes et forbedret forældreorlovsdirektiv og en styrkelse

af familie- og arbejdslivsbalancen.

Generelt er det LO’s

opfattelse, at et direktiv på dette område ikke må tilsidesætte

national lovgivning, eller overenskomstvilkår. Det skal endvidere sikres, at

direktivet kan aftaleimplementeres, da dele af direktivet er relateret til vilkår i

overenskomster.

Desuden mangler

direktivet en egentlig ”regnbuebestemmelse”, der eksplicit sikrer

medmødre eller medfædre fulde forældrerettigheder efter direktivet.

LO finder, at det bør overvejes, om det i lyset af udviklingen på arbejdsmarkedet

med nye ansættelsesformer er hensigtsmæssigt at begrænse direktivets

anvendelsesområde og dermed alle tilknyttede rettigheder, herunder ret til passende

indkomst i forbindelse med afholdelse af orlov, til arbejdstagere.

LO finder det positivt, at fædre sikres ret til orlov i minimum 10 arbejdsdage i

forbindelse med barns fødsel, og bemærker, at det svarer til de danske regler.

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

For så vidt angår forældreorlov, finder LO det tvivlsomt om udvidelsen af perioden

for afholdelse af forældreorlov fra 9 år til 12 år vil bidrage til at forbedre

sammenhængen mellem arbejdsliv og forældreliv.

Det er et vigtigt signal at sende, at begge forældre har lige meget ret til orloven og

LO støtter generelt at fædre skal opfordres til at tage en større del af orloven, som i

dag er meget skævt fordelt.

LO kan ikke støtte, at der ikke er mulighed for overdragelse forældre i mellem. Det

begrænser familiernes fleksibilitet i forhold til selv at kunne planlægge fordelingen

af orloven. Det forhindrer fx også fædre i at holde mere end 4 måneders orlov, da

mødre ikke kan overdrage deres del.

LO finder, at anciennitetsbestemmelsen er problematisk, fordi den potentielt vil

kunne udelukke mange forældre, der arbejder i brancher med hyppige jobskifte og

generelt usikre ansættelsesforhold, fra at blive omfattet af bestemmelserne af

forældreorlov. LO finder bestemmelsen om arbejdsgiverens mulighed for

udskydelse af orlov af hensyn til virksomhedens drift helt uacceptabelt

–

særligt

inden for barnets første leveår.

For så vidt angår retten til omsorgsorlov bemærker LO, at det er uklart, hvad der

præcist ligger i forslaget og hvordan det potentielt vil spille sammen med de

allerede aftalte rettigheder til fravær og/eller orlov. Forslaget kræver derfor en

nærmere udredning.

LO bemærker for så vidt angår force majeure bestemmelsen, at der i sidste linje

gives mulighed for at begrænse retten til arbejdsfrihed som følge af force majeure.

Begrænsningen kendes fra tidligere direktiv, men findes ikke i dansk ret

–

dvs. den

gældende lov om lønmodtageres ret til fravær fra arbejde af særlige

familiemæssige årsager.

LO finder det positivt, at arbejdstagerne sikres en passende kompensation i

forbindelse med orlov i overensstemmelse med de nationale forhold fx som

bestemt i national ret og/eller kollektive overenskomster.

Det undrer LO, at forslaget lægger op til et specifikt ydelsesniveau. I

bemærkningerne til bestemmelsen står ydelsesniveaet imidlertid nævnt som

sygedagpenge og ikke sygeorlov. Sygeorlov vil i mange tilfælde være lig med ret

til fuld løn i en periode, hvorimod sygedagpenge er svarende til

barselsdagpengeniveauet. Derfor bør dette afklares nærmere.

LO støtter muligheden for at lønmodtagere sikres ret til at anmode om fleksible

arbejdsordninger. Det er uklart, hvilke former der præcist menes med fleksible

arbejdsordninger, og dette bør afklares nærmere.

For så vidt angår arbejdsgivers pligt til at overveje og besvare anmodninger om

fleksibilitet, finder LO det ikke muligt at vurdere betydning heraf, herunder om

arbejdsgiver i givet fald vil kunne begrunde et afslag med henvisning til

bestemmelser aftalt i en overenskomst.

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

For så vidt angår de ansættelsesrelaterede rettigheder finder LO, at det bør

præciseres, at hvis arbejdstager opsiges under orloven, da skal lønnen/erstatningen

herfor i opsigelsesperiode beregnes på baggrund af arbejdstagers fulde løn.

Ligeledes er det svært at vurdere, hvad bestemmelsen omkring social sikring går ud

på.

LO støtter en styrkelse af beskyttelsen mod afskedigelse og bemærker, at der bør

indføres ikke blot delt men omvendt bevisbyrde efter dansk model.

Moderniseringsstyrelsen (som repræsentant for de statslige arbejdsgivere)

Moderniseringsstyrelsen finder, at formuleringerne i artikel 3 bør præciseres.

Særligt definitionerne i litra c) og e) er uklare, og det er usikkert hvilke sygdomme,

der giver ret til omsorgsorlov.

Med forslaget om forældreorlov vil forældre kunne holde deres orlov indtil barnet

fylder 12 år. I forbindelse med udskydelse af orlov bør de vilkår, som gælder i dag

ved udskydelse af orlov, videreføres. Der bør i forbindeles med anmodning om

orlov ikke fastsættes formkrav i forbindelse med begrundelse af afslag.

For så vidt angår omsorgsorlov bemærker Moderniseringsstyrelsen, at området i

dag i et vist omfang er reguleret i staten. Der ses ikke at være behov for yderligere

regulering.

For så vidt angår spørgsmålet om en passende ydelse, så forudsætte

Moderniseringsstyrelsen, at der er tale om en ydelse svarende til

sygedagpenge/barselsdagpenge. Det kan konstateres, at hvis forslaget gennemføres,

vil forældres samlede fraværsret med ret dagpenge blive forøget med ca. 2 �½ uge.

Forslaget indebærer samtidig en mindre fleksibilitet i forældrenes indbyrdes

fordeling af orloven.

Moderniseringsstyrelsen er positiv over for fleksible arbejdsordninger, men mener

ikke at der skal fastsættes formkrav.

Moderniseringsstyrelsen har noteret sig muligheden for aftaleimplementering.

9. Generelle forventninger til andre landes holdninger

Medlemslandene er generelt positive over for forslaget om indførelse af fædreorlov

med en passende ydelse.

Et betydeligt antal lande har udtalt modstand mod, dels at minimumsniveauet for

en passende ydelse under både forældreorlov og omsorgsorlov skal være

sygedagpengeniveau, dels at øge den ikke-overførbare forældreorlov fra 1 til 4

måneder, med henvisning til at det begrænser familiernes frie valg. Der vurderes

generelt at være opbakning blandt landene til kompromisforslaget om 2 måneders

ikke-overførbar

forældreorlov med en ”passende ydelse”.

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

Under forhandlingerne har et stort antal medlemslande desuden udtrykt bekymring

for forslagets statsfinansielle konsekvenser, særligt i forhold til bestemmelserne om

ret til ydelser på sygedagpengeniveau under orlov.

Mens en række lande, som Danmark, ønsker at de 5 årlige omsorgsdage udgår af

forslaget, vil flertallet af disse formentlig kunne acceptere omsorgsorlov, hvis der

ikke er knyttet en ydelse til orloven.

10. Regeringens generelle holdning

Regeringen støtter de gældende EU-regler på området, men ser ikke behovet for

yderligere EU-regulering af forældreorloven og øremærkning. En udvidelse af de

eksisterende rettigheder skal vedtages på baggrund af enighed mellem parterne

eller nationalt i de enkelte medlemslande.

Regeringen er derfor meget kritisk over for det fremlagte direktivforslag og har

under forhandlingerne udfordret Kommissionens argumentation vedrørende

behovet for rækkevidden af forslagets nye bestemmelser.

Regeringen er generelt meget kritisk over for Kommissionens analyse og vurdering

af, at udvikling af orlovsrettigheder og tiltag til forbedring af forældres familie-og

arbejdslivsbalance bedst sikres gennem den foreslåede yderligere regulering.

Regeringen

er heller ikke enig i, at Kommissionens forslag ”respekterer

veletablerede nationale ordninger vedrørende orlov og fleksible arbejdsordninger

og muligheden for, at medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter kan aftale de

nærmere bestemmelser herom”,

og at det

”fuldt ud respekterer enkeltpersoners og

families frihed og valg”

i forbindelse med tilrettelæggelse af forældreorlov.

I den forbindelse er det afgørende for regeringen, at det gældende

forældreorlovsdirektiv bygger på en europæisk partsaftale, og at den hidtidige EU-

regulering således har været drevet af et fælles ønske herom fra de europæiske

parter.

Regeringen deler ønsket om, at flere fædre tager mere orlov, men står fast på, at der

bør være fleksible rammer, så familierne har frihed til selv at fordele

forældreorloven efter den enkelte families behov og ønsker.

Regeringen finder, at forslaget vil fratage forældrene den frihed til selv at fordele

forældreorlov med barselsdagpenge mellem sig, som de har efter de gældende

danske regler. Hvis den ene forælder vælger

ikke

at gøre brug af sin ret til

barselsdagpenge under forældreorlov, vil det i Danmark betyde, at der samlet set

enten vil blive holdt kortere forældreorlov, eller den anden forælder vil forlænge

sin forældreorlov på nedsatte barselsdagpenge.

Adgang til orlov og arbejdsfleksibilitet er vigtige forudsætninger for at sikre

børnefamilierne gode rammer og mulighed for at forene arbejds- og familieliv

–

også til gavn for virksomhederne. Men dette løses bedst af familierne selv og inden

for rammerne af nationale regler og arbejdsmarkeder/-modeller.

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

Regeringen har således noteret sig, at de danske arbejdsmarkedsparter ved de

seneste to overenskomstforhandlinger har prioriteret at give bedre lønrettigheder til

forældre på forældreorlov. Netop bedre lønvilkår forventer regeringen vil have en

positiv effekt på fædres orlovsafholdelse.

Regeringen er endvidere helt uenig i Kommissionens vurdering af, at fire måneders

ikke-overførbar forældreorlov med ydelser er en passende minimumsstandard for

alle medlemslande.

Derudover er regeringen helt uenig i Kommissionens vurdering af, at den

foreslåede ret til omsorgsorlov reelt vil understøtte kvinders

arbejdsmarkedsdeltagelse og ligestillingen mellem mænd og kvinder på

arbejdsmarkedet. Som Kommissionen selv er inde på, så er det overvejende

kvinder, der benytter sig af de eksisterende orlovsmuligheder. Kommissionen har

efter regeringens opfattelse ikke fremlagt evidens for, at en ny type orlov, som fx

den foreslåede omsorgsorlov, vil blive benyttet ligeligt af mænd og kvinder.

Desuden reguleres denne type orlov typisk af arbejdsmarkedets parter, og det

mener regeringen fortsat er den bedste måde.

Regeringen finder, at man fortsat skal kunne undlade at øremærke ydelser under

forældreorlov, ligesom det er helt centralt for regeringen, at regulering af

omsorgsdage overlades til de enkelte medlemslande.

Retten til ydelser skal ikke reguleres på EU-niveau, men overlades til de enkelte

EU-lande. Der arbejdes derfor aktivt for at begrænse øremærkning af ydelser under

forældreorlov for i videst muligt omfang at kunne bevare de fleksible danske

orlovsregler.

Det er endvidere en hovedprioritet for regeringen i forhandlingerne at begrænse de

statsfinansielle konsekvenser af forslaget så meget som overhovedet muligt. Det

gælder ikke mindst forslaget om omsorgsorlov

–

hvor regeringen arbejder for, at så

meget som muligt af eksisterende fraværsrettigheder i Danmark kan tælles med i

omsorgsorlov.

11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Der blev oversendt foreløbigt grund- og nærhedsnotat til Folketinget den 24. maj

2017 og revideret grund- og nærhedsnotat den 28. juni 2017.

Der er forud for EPSCO-rådsmøde d. 7. december 2017 oversendt samlenotat den

23. november 2017.

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

3. Forslag til arbejdsvilkårsdirektiv

- COM (2017) 797

- Generel indstilling

Revideret notat. Ændringer ift. opdateret grund- og nærhedsnotat af 23. marts 2018

er markeret med streg i venstre margin

1. Resumé

Kommissionen har fremlagt forslag til nyt direktiv om gennemsigtige og

forudsigelige arbejdsvilkår og om ophævelse af

EU’s

gældende

ansættelsesbevisdirektiv.

Formålet er ifølge Kommissionen:



At forbedre arbejdstagernes adgang til oplysninger om deres arbejdsvilkår,



At forbedre arbejdsvilkårene for arbejdstagerne, særligt dem i ikke-standard

ansættelsesformer, idet der skal være plads til tilpasning i forhold til

arbejdsmarkedet,



At sikre efterlevelse af reglerne, idet der har vist sig behov for øget

håndhævelse i forhold til hidtidig EU-regulering af arbejdstagernes adgang til

op-lysninger om deres arbejdsvilkår (ansættelsesbevisdirektivet), og



At skabe gennemsigtighed på arbejdsmarkedet og derved undgå unfair

konkurrence på arbejdsvilkår uden samtidigt at pålægge arbejdsgiverne

uforholdsmæssigt store administrative byrder efter direktivet.

Forslaget vurderes at få lovgivningsmæssige, økonomiske og administrative

konsekvenser.

Regeringen støtter den gældende EU-regulering på området, men ser ikke behovet

for yderligere EU-regulering af minimumsrettigheder og slet ikke af forhold under

parternes autonomi og i relation til den danske model.

Danmark har en stærk og langvarig tradition for, at løn- og arbejdsvilkår

reguleres af arbejdsmarkedets parter gennem kollektive overenskomster. Det sikrer

fleksibilitet og tilpasningsdygtighed i forhold til udviklingen på arbejdsmarkedet og

en afbalancering af begge parters interesser.

Regeringen har derfor arbejdet for, at parternes mulighed for at implementere

direktivet og at fravige de foreslåede mindstekrav vedrørende arbejdsvilkår

gennem kollektive aftaler styrkes.

Regeringen har endvidere arbejdet for, at direktivets mindstekrav vedrørende

prøvetids længde ikke er til hinder for, at den danske tjenestemandsordning kan

videreføres.

Regeringen har desuden arbejdet for at få klarlagt og tydeliggjort, i hvilket omfang

søfarende og fiskere er omfattet af direktivet.

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

Regeringen har endelig generelt været optaget af at minimere de administrative og

økonomiske byrder for erhvervslivet og for de offentlige arbejdsgivere som følge af

direktivet.

Forslaget er sat på dagsordenen til generel indstilling på EPSCO-rådsmødet den

21. juni 2018

2. Baggrund

Kommissionen fremsatte den 21. december 2017 forslag til nyt direktiv om

gennemsigtige og forudsigelige arbejdsvilkår i EU, samt om ophævelse af det

såkaldte ansættelsesbevisdirektiv (direktiv 91/533/EØF). Den danske sprogversion

af forslaget blev modtaget den 22. december 2017.

Med forslaget ønskede Kommissionen såvel at fremme forudsigeligheden og

gennemsigtigheden af arbejdsvilkår som at forbedre arbejdsvilkårene for

arbejdstagerne.

Forud for fremsættelsen af forslaget havde Kommissionen gennemført en høring af

arbejdsmarkedets parter. Parterne var ikke enige om at indlede forhandlinger med

henblik på at indgå en aftale på EU-plan. Derfor fremsatte Kommissionen sit

forslag.

Retsgrundlaget for forslaget er artikel 153 i traktaten om Den Europæiske Unions

funktionsmåde (TEUF), og forslaget er omfattet af den almindelige lovgivnings-

procedure.

3. Formål og indhold

Med forslaget var det Kommissionens hensigt at forbedre arbejdsvilkårene ved at

fremme en mere tryg og forudsigelig beskæftigelse samtidigt med, at der sikres

tilpasning til udviklingen på arbejdsmarkedet.

Forslaget har ifølge Kommissionen til formål at forbedre:



information til den enkelte om arbejdsvilkår,



arbejdsvilkår for alle arbejdstagere, særligt i ikke-standard ansættelsesformer,

med plads til tilpasning i forhold til arbejdsmarkedet,



efterlevelsen gennem styrket håndhævelse, og



gennemsigtighed på arbejdsmarkedet og samtidig undgå, at pålægge

arbejdsgiverne uforholdsmæssigt nye administrative byrder.

Forslaget skal erstatte det gældende ansættelsesbevisdirektiv (direktiv 91/533/EØF

om arbejdsgiverens pligt til at underrette arbejdstageren om vilkårene for

arbejdskontrakten eller ansættelsesforholdet).

Kommissionens forslag består af 25 bestemmelser, inddelt i seks kapitler, med

følgende indhold:

I Kapitel I er der indledende bestemmelser om:



Artikel 1 beskriver direktivets formål og anvendelsesområde. Det fremgår, at

direktivet fastsætter minimumsrettigheder, der finder anvendelse på alle

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18



arbejdstagere. Dog kan medlemsstaterne beslutte, at direktivets bestemmelser

ikke skal finde anvendelse på arbejdstagere med et ansættelsesforhold på 8

timer eller derunder inden for én måned. Denne undtagelse kan ikke benyttes,

hvis der er tale om ansættelsesforhold, hvor der ikke på forhånd er fastsat en

garanteret mængde betalt arbejde.

Artikel 2 indeholder en række definitioner.

Kapitel II vedrører oplysningspligten og formkrav hertil:



Artikel 3 fastsætter en pligt for arbejdsgiverne til at informere arbejdstagerne

om de væsentlige punkter i ansættelsesforholdet. Arbejdsgiveren skal således

give oplysninger om fx arbejdssted, arbejdets art, dato for påbegyndelse af

arbejdsforholdet, eventuel prøvetid, uddannelsesmuligheder tilbudt af

arbejdsgiveren, betalte orlovsmuligheder, opsigelsesvarsler, lønforhold,

arbejdstider, overtidsbetaling og eventuel kollektiv overenskomst, som

regulerer arbejdsforholdet.



Artikel 4 fastsætter, at oplysninger, der skal gives om arbejdsforholdet, skal

tilgå arbejdstageren i et dokument senest på dagen for arbejdsforholdets

påbegyndelse, eventuelt elektronisk. Medlemsstaterne skal udarbejde en

skabelon for et sådant dokument og gøre det tilgængeligt på en hjemmeside.

Videre skal medlemsstaterne gøre information om regler, herunder kollektive

overenskomster, som vedrører arbejdsforholdet, elektronisk tilgængelige.



Artikel 5 indeholder en bestemmelse om, at arbejdsgiveren skal meddele æn-

dringer i ansættelsesforholdet skriftligt, og at et dokument herom senest skal

tilgå arbejdstageren den dag, hvor ændringerne træder i kraft.



Artikel 6 oplister supplerende oplysninger, som skal gives til arbejdstagere, der

udsendes eller udstationeres til arbejde i en anden EU-medlemsstat eller i et

tredjeland, herunder arbejdstagere, der er omfattet af reglerne i

udstationeringsdirektivet (direktiv 96/71/EF). Oplysningerne, der skal tilgå

arbejdstageren før afrejse, omfatter oplysninger om fx løn efter medlemsstatens

regler, eventuelle godtgørelser, der er knyttet til udstationeringen, og om

eventuel mulighed for refundering af rejseudgifter, kost og logi m.v.

Kapitel III forholder sig til mindstekrav vedrørende mere specifikke arbejdsvilkår:



Artikel 7 fastsætter, at hvor et ansættelsesforhold er betinget af en prøvetid, må

denne ikke overstige 6 måneder. Medlemsstaterne kan dog fastsætte længere

prøvetid, hvor dette er begrundet i beskæftigelsens art eller er i arbejdstagerens

interesse.



Artikel 8 fastsætter, at en arbejdsgiver ikke må forbyde arbejdstagere at tage

beskæftigelse hos andre arbejdsgivere. Arbejdsgivere kan dog fastsætte

betingelser for uforenelighed, hvis disse restriktioner er berettigede ud fra

legitime hensyn, såsom beskyttelse af forretningshemmeligheder eller

undgåelse af interessekonflikter.



Artikel 9 fastsætter, at en arbejdstager, hvis tidsplanen for arbejdet varierer

meget eller fortrinsvis fastsættes af arbejdsgiveren, kun kan pålægges arbejde,

når det er inden for visse fastsatte rammer (referencetimer og -dage), og når

arbejdstageren er varslet af sin arbejdsgiver i rimelig tid herom.



Artikel 10 fastsætter, at arbejdstagere efter 6 måneders anciennitet kan anmode

arbejdsgiveren om mere forudsigelige og trygge arbejdsvilkår. Arbejdsgiveren

skal som udgangspunkt svare skriftligt inden én måned.

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18



Artikel 11 fastsætter, at hvor arbejdsgivere efter EU-regler, national lovgivning

eller kollektive overenskomster er pålagt at tilbyde arbejdstagerne uddannelse

med henblik på at udføre det arbejde, de er ansat til, skal en sådan uddannelse

tilbydes arbejdstagerne gratis.

Kapitel IV

–

Kollektive aftaler

–

fastsætter i artikel 12, at medlemsstaterne kan

overlade det til arbejdsmarkedets parter at indgå kollektive overenskomster, som

under hensyntagen til den overordnede beskyttelse af arbejdstagere fastsætter

retningslinjer for arbejdstageres arbejdsvilkår, der er forskellige fra dem omhandlet

i artiklerne 7 til 11.

Kapitel V er horisontale bestemmelser vedrørende direktivets håndhævelse og

beskyttelsen af rettigheder efter direktivet:



Artikel 13 fastsætter, at medlemsstaterne skal sikre en retsstilling, som lever op

til direktivet, eventuelt ved at tilsidesætte individuelle eller kollektive aftaler.



Artikel 14 fastsætter, at medlemsstaterne skal sikre mekanismer ved

manglende rettidige oplysninger. Bestemmelsen opfyldes enten ved en

formodningsregel, hvor manglende oplysninger fortolkes i arbejdstagerens

favør, eller at der skal etableres adgang til en kompetent myndighed, der kan

pålægge arbejdsgiveren at afgive de manglende oplysninger og i sidste ende

pålægge en sanktion.



Artikel 15 fastsætter, at medlemsstaterne skal sikre, at arbejdstageren får

adgang til effektiv og upartisk tvistbilæggelse og klageadgang, med mulighed

for passende kompensation.



Artikel 16 fastsætter, at medlemsstaterne skal yde beskyttelse til arbejdstagere

og deres repræsentanter, mod ugunstig behandling fra arbejdsgiverens side

eller skadelige følger, fordi de har indgivet en klage eller indledt andre retlige

skridt med det formål at sikre, at direktivet overholdes.



Artikel 17 fastsætter, at medlemsstaterne skal yde beskyttelse til arbejdstagere

mod at blive afskediget som følge af, at de har udøvet deres ret efter direktivet.

Hvor en arbejdstager mener at være uberettiget afskediget m.v., vil

arbejdsgiveren skriftligt skulle begrunde afskedigelsen eller tilsvarende.

Arbejdsgiveren skal som udgangspunkt løfte bevisbyrden for, at afskedigelsen

er begrundet i andre forhold.



Artikel 18 pålægger medlemsstaterne at fastsætte regler om sanktioner ved

overtrædelse af de nationale regler, som er fastsat efter direktivet. Sanktionerne

skal være effektive, proportionale og afskrækkende og kan have form af en

bøde. De kan også omfatte betaling af kompensation.

Kapitel VI består i afsluttende bestemmelser - artiklerne 19 til 25 - af mere almen

karakter, således om fx direktivets gennemførelse, overgangsperiode, revision og

ikrafttrædelse.

Formandskabets kompromisforslag

Det bulgarske formandskab har på baggrund af drøftelserne i rådsregi udarbejdet et

kompromisforslag, der indebærer større fleksibilitet på en række punkter og

dermed lempede krav i forhold til Kommissionens forslag, bl.a.:

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18



Arbejdsmarkedets parters mulighed for at implementere direktivet og fravige

de foreslåede mindstekrav vedrørende arbejdsvilkår gennem kollektive aftaler

er styrket.

Tærsklen for, at direktivet finder anvendelse, sættes til 5 timer om ugen mod

tidligere 8 timer om måneden.

Det er præciseret, at information ikke længere - som efter det gældende

direktiv - skal tilgå arbejdstageren i ét dokument, og arbejdsgiveren vil kunne

benytte elektronisk kommunikation og i videre omfang opfylde

oplysningspligter ved at henvise til bestemmelser i kollektiv overenskomst

eller lov.

Det er muligt, at en arbejdsgiver indenfor en rimelig frist kan korrigere

manglende eller fejl i oplysninger.

Der arbejdes ud fra en længere implementeringsfrist af direktivet på 3 år, mod

tidligere 2 år, hvilket også vil gavne en mulig overenskomstimplementering.

Yderligere bemærkes, at det er præciseret, at medlemsstater kan fastsætte længere

prøvetid for offentlige tjenestestillinger.

Der arbejdes fortsat på en afklaring af, i hvilket omfang søfarende og fiskere er

omfattet af direktivet.

4. Europa-Parlamentets udtalelser

Forslaget skal vedtages både af Europa-Parlamentet og Rådet i den almindelige

lovgivningsprocedure.

Der foreligger endnu ikke en udtalelse fra Europa-Parlamentet. Denne ventes

tidligst at foreligge i andet halvår af 2018.

5. Nærhedsprincippet

Kommissionen anførte i sit forslag om nærhedsprincippet, at der blev indført

oplysningsforpligtelser vedrørende arbejdsvilkår på EU-plan ved direktiv

91/553/EØF.

Den såkaldte Refit-evaluering af nævnte direktiv havde bekræftet, at en indsats på

EU-plan på dette område fortsat er nødvendig i overensstemmelse med

nærhedsprincippet. Der er behov for ændringer for at bringe direktivet i trit med

den udvikling, der er sket på arbejdsmarkedet siden dets vedtagelse i 1991, og

afhjælpe de mangler, der var blevet konstateret i Refit-evalueringen.

Om de yderligere materielle rettigheder, som fremgår af forslagets Kapitel III,

anførte Kommissionen, at disse er berettigede på EU-plan, idet medlemsstaternes

indsats som reaktion på nye og ikke-standard ansættelsesformer ikke nødvendigvis

rummer samme grad af beskyttelse i form af gennemsigtighed og forudsigelighed

og vil kunne øge forskellene mellem medlemsstaterne med risiko for konkurrence

på grundlag af arbejdsmarkedsstandarder. Virksomheder ville således kunne

fortsætte med at konkurrere på ulige vilkår, hvilket ville hæmme det indre markeds

funktion.

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

Regeringen har ikke fundet grundlag for at tilsidesætte Kommissionens vurdering

af, at nærhedsprincippet er overholdt. Som nævnt, blev der allerede tilbage i 1991

indført oplysningsforpligtelser vedrørende arbejdsvilkår på EU-plan ved det

såkaldte ansættelsesbevisdirektiv.

En ændring af de eksisterende oplysningsforpligtelser kan kun ske ved

fremsættelse af et nyt direktivforslag. Idet forslaget vil erstatte det eksisterende

direktiv, må en sådan ændring af EU-regler nødvendigvis ske ved et nyt forslag fra

Kommissionen.

En udvidelse af de eksisterende rettigheder burde dog efter regeringens opfattelse

vedtages på baggrund af enighed mellem parterne eller nationalt i de enkelte

medlemslande.

6. Gældende dansk ret

I dag gælder ansættelsesbevisloven (lov om arbejdsgiverens pligt til at underrette

lønmodtageren om vilkårene for ansættelsesforholdet, jf. lovbekendtgørelse nr. 240

af 17. marts 2010).

Loven implementerer det gældende ansættelsesbevisdirektiv (direktiv

91/533/EØF), men tillader samtidig implementering via kollektiv overenskomst. I

det omfang direktivet er implementeret ved overenskomst, finder loven ikke

anvendelse.

Efter ansættelsesbevisloven skal alle lønmodtagere, hvis ansættelsesforhold har en

varighed på mere end 1 måned og hvis gennemsnitlige ugentlige arbejdstid inden

for de seneste 4 uger overstiger 8 timer, underrettes skriftligt af deres arbejdsgiver

om alle væsentlige arbejdsvilkår.

Loven gælder ikke for personer omfattet af lov om søfarendes ansættelsesforhold

m.v., idet ansættelsesbevisdirektivet giver mulighed for at undtage arbejde af

særlig karakter.

Alle væsentlige oplysninger om ansættelsesforholdet skal gives senest en måned

efter, at ansættelsesforholdet er påbegyndt. Der er i loven nærmere redegjort for,

hvilke oplysninger der som minimum er omfattet af arbejdsgiverens

oplysningspligt.

Enhver ændring i de omhandlede forhold skal endvidere hurtigst muligt og senest 1

måned efter den dato, hvor ændringen træder i kraft, meddeles skriftligt til

lønmodtageren.

En lønmodtager kan tilkendes en godtgørelse, hvis arbejdsgiveren ikke har over-

holdt sin oplysningspligt. Godtgørelsen kan som udgangspunkt ikke overstige 13

ugers løn, men kan dog forhøjes op til 20 ugers løn, hvis der foreligger særligt

skærpende omstændigheder.

Spørgsmål om, hvorvidt arbejdsgiveren har overholdt sin oplysningspligt efter

loven, afgøres af Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg.

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

7. Konsekvenser

Lovgivningsmæssige konsekvenser

Forslaget som fremsat indeholder bestemmelser, der går videre end det gældende

ansættelsesbevisdirektiv. I forhold til de gældende regler i ansættelsesbevisloven

vil der umiddelbart skulle indarbejdes følgende:



En udvidelse af omfanget af de oplysninger, der skal tilgå arbejdstageren

skriftligt.



En udvidelse af den kreds, der skal have et ansættelsesbevis.



Indsættelse af definitioner, fx hvorledes ”arbejdstager” og ”arbejdsgiver” skal

forstås i forhold til direktivets anvendelsesområde.



Et fremrykket tidspunkt for, hvornår ansættelsesbeviset skal modtages.



Nye mindsterettigheder for arbejdstagerne, fx om prøvetid, adgang til

bibeskæftigelse, træning og oplæring mv.



Opdatering af bestemmelser om håndhævelse og beskyttelsen af

arbejdstagernes rettigheder efter direktivet.

Samfundsøkonomiske og administrative konsekvenser

EU-Kommissionen forventede med sit forslag en væsentlig forbedring af arbejds-

og levevilkårene som følge af forslaget. De beskæftigede i Danmark udgør ca. 1

pct. af samtlige beskæftigede i EU. Lægges Kommissionens antagelser til grund,

og antages det, at forslaget berører beskæftigede i EU-landene i omtrent samme

omfang, vil Kommissionens skøn for Danmark indebære, at:



Mellem 24.000-36.000 personer ansat på ikke-standard kontrakter er omfattet

af forslaget.



Mellem 48.000-84.000 arbejdstagere forventes at opnå øget forudsigelighed i

deres ansættelsesforhold.



Ca. 168.000 arbejdstagere forventes at få mulighed for at anmode om en ny

ansættelsesform, fx fuldtidsansættelse eller tidsubegrænset ansættelse.



Ca. 1.100-4.300 arbejdstagere på tilkaldebasis forventes, som konsekvens af, at

arbejdstagere ikke må forbydes at tage supplerende arbejde, at få mulighed for

at opnå indtægt ved et bijob.

Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

Kommissionen pegede i sit forslag på en række økonomiske og administrative

konsekvenser for arbejdsgiverne som følge af den udvidede

informationsforpligtelse. Kommissionen pegede endvidere på muligheder for at

forenkle byrden og mindske arbejdsgivernes omkostninger.

I den forbindelse fandt regeringen det nødvendigt at inddrage arbejdsmarkedets

parter i en nærmere vurdering af forslagets konkrete administrative og økonomiske

konsekvenser.

I forlængelse af høringen har parterne haft mulighed for at afgive egne estimater

over administrative konsekvenser ved kommissionens forslag. Der er indkommet

estimater og bemærkninger hertil fra DA, LO, FTF, KL, Danske Regioner,

Moderniseringsstyrelsen, Finanssektorens Arbejdsgiverforening og Danske

Rederier.

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

På baggrund af det indkomne materiale fra arbejdsgiversiden skønnes det

foreløbigt, at de administrative meromkostninger, som pålægges de private

arbejdsgivere som følge af Kommissionens forslag kan have et omfang på op imod

500 mio. kr. årligt. Hertil kommer engangsudgifter på op til 930 mio. kr. De nye

byrder og omkostninger knytter sig især til:



Udvidelsen i forhold til, en ny gruppe arbejdstagere med få arbejdstimer

fremover skal have et ansættelsesbevis.



Arbejdsgivere skal udforme mere omfattende ansættelsesbeviser til

eksisterende og kommende arbejdstagere.

For de offentlige arbejdsgivere skønnes det tilsvarende på baggrund af det

indkomne materiale, at meromkostningerne vil udgøre op til 180 mio. kr. årligt,

hvortil kommer engangsudgifter på op til 300 mio. kr.

I ovenstående er, jf. gældende metodeprincipper for erhvervsøkonomiske

konsekvensvurderinger, ikke indregnet arbejdsgivernes omkostninger til at sætte

sig ind i de nye regler.

Fra lønmodtagersiden (LO og FTF) er fremført, at ovennævnte estimater vurderes

at være for høje, hvilket begrundes i, dels at den omfattede målgruppe i visse

tilfælde overvurderes, dels at den medgåede tid til udarbejdelse af

ansættelsesbeviser mv. overvurderes betydeligt i arbejdsgivernes estimater.

Endvidere bemærker LO, at virksomhederne formentlig allerede i dag frivilligt

udsteder ansættelsesbeviser til en del af den omfattede målgruppe. Jf. gældende

metodeprincipper for erhvervsøkonomiske konsekvensvurderinger bør

ansættelsesbeviser, som allerede i dag udstedes, ikke indgå i beregningen af

byrderne som følge af direktivet.

Det er ikke muligt på nuværende tidspunkt at vurdere rimeligheden i de antagelser,

der er gjort i parternes beregninger, hvorfor en endelig konsolidering af de

administrative byrder forudsætter en egentlig byrdemåling. Da det i alle tilfælde er

Erhvervsministeriets vurdering, at byrderne overskrider 4 mio. kr. årligt, vil der

efter sædvanlig praksis blive igangsat en byrdemåling af det endelige direktiv i

forbindelse med implementering i dansk ret.

Endvidere bemærkes, at formandskabets kompromisforslag i flere tilfælde vurderes

at trække i retning af væsentligt færre byrder.

8. Høring

Forslaget har været i høring i EU-specialudvalget vedrørende arbejdsmarkedet og

sociale forhold.

Der er modtaget høringssvar fra Akademikerne (AC), Dansk Arbejdsgiverforening

(DA), Danske Regioner (DR), Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA),

Kommunernes Landsforening (KL), Lederne (LH), fællessvar fra

Landsorganisationen i Danmark samt FTF (LO/FTF), Danske Rederier og

Moderniseringsstyrelsen (Modst).

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

Akademikerne (AC) hilser direktivforslaget velkomment og støtter det overordnede

formål. Nye ansættelsesformer synes at kalde på en revidering af

ansættelsesdirektivet fra 1991, og AC bakker op om behovet for en

fælleseuropæisk definition af arbejdstagerbegrebet på direktivets område.

AC støtter konkret formålet med artikel 12 om, at arbejdsmarkedets parters får

mulighed for at indgå kollektive overenskomster vedrørende artiklerne 7-11. AC

foreslår,



At muligheden for at undtage arbejdstagere med et ansættelsesforhold på 8-

timer og derunder om ugen helt udgår.



At det præciseres, at løst ansatte bliver omfattet af direktivet.



At fristen for udstedelse af ansættelsesbevis og for at meddele ændringer heri

skal yderligere fremrykkes.



At ansættelsesbeviset skal udfærdiges på et sprog, som den ansatte behersker.

Dansk Arbejdsgiverforening (DA) er principielt imod at introducere

mindsterettigheder, som det fremgår af forslagets artikel 7-11, da det er et

kerneområde for overenskomster.

Forslaget menes ifølge DA, at ville underminere arbejdsmarkedets parters

autonomi og forstyrre den balance, parterne har skabt gennem overenskomster.

DA peger også på, at direktivforslaget unødigt vil reducere fleksibiliteten for

virksomheder og medarbejdere.

DA stiller sig derfor kritisk over for, at der i EU søges gennemført løsninger med

sigte på udfordringer i enkelte lande, da løsningerne skaber unødige administrative

byrder.

Disse udfordringer menes ikke at relatere sig til det danske arbejdsmarked, hvor

stort set alle lønmodtagere allerede i dag får et ansættelsesbevis. Forsøg på at

gennemføre forslaget for at løse udfordringer, der alene knytter sig til udvalgte

arbejdsmarkeder, strider mod hensigten bag EU’s nærhedsprincip.

DA er derfor bekymret for at indføre en fælleseuropæisk definition af arbejdstager-

og arbejdsgiverbegrebet på direktivets område, da det vil gribe ind i mulighederne

for national tilpasning. Samtidig vil det ifølge DA fremadrettet være EU-

Domstolen og en dynamisk fortolkningstradition, der afgør anvendelsesområdet for

national lovgivning, endda hvor fokus kan forventes at være på udfordringer med

usikre ansættelsesformer, som nok gælder i nogle af EU’s medlemslande, men ikke

i Danmark.

Forslaget om at tilføje en indirekte arbejdsgiverrolle vurderes at skabe uklarhed til

skade for både lønmodtager og arbejdsgiver, ikke mindst på vikarområdet.

DA mener, at de nye oplysningspligter der følger af forslaget savner en

begrundelse, idet de allerede er dækket af arbejdsgiverens pligt efter det gældende

ansættelsesdirektiv fra 1991 om at oplyse arbejdstageren om alle væsentlige

forhold.

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

DA er

tilfreds med, at arbejdsgiverne indrømmes en såkaldte ”nachfrist”

for at

afhjælpe mangler, men savner begrundelse for de ifølge forslaget skærpede bevis-

byrderegler, som vil bryde med den danske retstradition ifølge DA.

DA finder, at delt bevisbyrde vil pålægge arbejdsgiverne unødige administrative

byrder og medføre betydelig risiko for ubegrundede sagsanlæg.

DA foreslår derfor, at man fra dansk side:



Arbejder på, at de foreslåede mindsterettigheder udgår af forslaget. Hvis dette

ikke er muligt, bør artikel 12 undtage kollektive overenskomster, så

overenskomster indgået af de mest repræsentative parter kan træde i stedet med

respekt for parternes valg og fravalg. Nye mindsterettigheder bør alene

målrettes såkaldte ”prekære” ansættelsesforhold, hvor der

ikke er nogen

garanteret arbejdstid, og hvor medarbejderen har pligt til at give møde.



At der også ved nye oplysningspligter er en henvisningsret, så arbejdsgiveren

kan opfylde sine forpligtelser ved at henvise til relevant kollektive

overenskomst eller lov.



At der er behov for at afgrænse, hvad der i forslaget forstås ved rettigheder i

forbindelse med uddannelse. Det er for DA afgørende, at forslaget ikke

kolliderer med eller udbygger, hvad der er aftalt mellem parterne, fx i

overenskomster eller i forhold til kompetencefonde.



At det skal præciseres, at det overenskomstbaserede fagretlige system kan

optræde som kompetent myndighed ved konfliktløsning.

Danske Regioner (DR) har væsentlige indvendinger mod at indføre nye minimums-

rettigheder med forslaget.

Direktivforslaget synes at bryde med den danske tradition, at løn- og arbejdsvilkår

aftales af arbejdsmarkedets parter og reguleres gennem kollektive overenskomster

og aftaler.

DR mener, at den danske aftalemodel og lovramme allerede sikrer en god

minimumsbeskyttelse, så yderligere regulering må være et anliggende mellem

arbejdsmarkedets parter på nationalt plan ifølge.

DR savner, at Kommissionen belyser de økonomiske og administrative

konsekvenser, eftersom forslaget vurderes at kunne betyde en væsentlig

administrativ byrde for regionerne og deres planlægning, særligt inden for den

døgnbemandede sundhedssektor.

DR udtrykker bekymring ved at indføre fælleseuropæiske definitioner af

arbejdstager- og arbejdsgiverbegrebet på direktivets område. De finder, at der med

forslaget dermed kan skabes uklarhed om arbejdsgiveransvaret, ikke mindst på

vikarområdet.

Ved ”nach-frist” forstås, at arbejdsgiveren indrømmes en frist for at rette eventuelle fejl/mangler i

ansættelsesbeviset, og at medarbejderen først efter fristen kan rejse krav om godtgørelse for

mangelfuldt ansættelsesbevis.

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

Bekymringen går endvidere på, at et sådant arbejdstagerbegreb på dette område

kan bredes ud til anden EU-lovgivning ifølge DR.

DR er bekymret for at, det i sidste ende vil træde i stedet for national lovgivning og

udfordre velfungerende lovgivning og aftaler baseret på en anden definition og

forståelse.

DR ser endvidere en stor administrativ byrde, hvis de regionale arbejdsgivere

fremover skal udstede ansættelsesbevis ved brug af tilkaldevikarer. DR foreslår

derfor, at der også ved nye oplysningspligter er en henvisningsret, så

arbejdsgiveren kan opfylde sine forpligtelser ved at henvise til relevant kollektive

overenskomst eller lov.

DR peger på, at alle nødvendige oplysninger i visse tilfælde ikke vil være til stede

inden for den fremrykkede tidsramme for at udstede et ansættelsesbevis. Ligeledes

menes den udvidede personkreds, som vil have krav på et ansættelsesbevis, at

kunne give nye udfordringer i forhold til fristen.

DR peger på konkrete problemstillinger i forhold til tjenestemænds prøvetid,

lægers vilkår for bibeskæftigelse, regulering af skiftende uforudsigelige

arbejdstider, herunder i sundhedssektoren, og uhensigtsmæssig regulering af retten

til uddannelse.

DR udtrykker bekymring ved, at medlemsstaterne efter art. 13 skal sikre, at

bestemmelser i individuelle og kollektive aftaler mv. i strid med direktivet erklæres

ugyldige. Bestemmelsen menes at ville løfte niveauet i indgåede overenskomster

og aftaler.

Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) har væsentlige betænkeligheder, da

forslaget vurderes at være et indgreb i overenskomstparternes autonomi og

princippet om arbejdsgiverens ledelsesret. FA synes, at flere bestemmelser er så

uklare, at de vil kunne give anledning til fortolkningsvanskeligheder.

Det udvidede anvendelsesområde menes ifølge FA både at medføre øgede

administrationsomkostninger og give mindre incitament til at indgå

korttidsansættelser, hvilket kan få negativ effekt på arbejdsudbuddet.

FA mener konkret, at bestemmelsen i art. 1, stk. 5, åbner op for en uklar og

uhensigtsmæssig retstilstand, særligt på vikarområdet. FA støtter ikke, at der

indføres fælleseuropæiske definitioner af arbejdstager- og arbejdsgiverbegrebet på

direktivets område, dels fordi disse vil kunne få betydning for andre retsområder,

dels ud fra retssikkerhedsmæssige betænkeligheder ifølge FA.

FA ser uklarheder forbundet med en række pligter i den udvidede oplysningspligt,

ligesom en arbejdsgiver altid bør kunne opfylde pligten ved at henvise til lov eller

overenskomst.

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

FA peger på konkrete problemstillinger i forhold til bestemmelser om prøvetid,

regulering af bibeskæftigelse, regulering af skiftende uforudsigelige arbejdstider og

uddannelse i finanssektoren. Det er FA’s holdning, at der er tale om indgreb i

arbejdsmarkedsparternes råderum.

FA mener principielt ikke, at det er medlemsstaterne, der skal tillade

arbejdsmarkedets parter at indgå kollektive overenskomster. Dette er en

grundlæggende og traktatfæstet rettighed.

FA udtrykker også bekymring ved, at medlemsstaterne efter art. 13 skal sikre, at

bestemmelser i individuelle og kollektive aftaler mv., som er i strid med direktivet,

erklæres ugyldige. FA støtter heller ikke skærpede bevisbyrderegler eller skærpede

sanktionsbestemmelser.

Kommunernes Landsforening (KL) anerkender som udgangspunkt formålet med

forslaget, men anser det, herunder indførelsen af nye minimumsrettigheder, for at

være i uoverensstemmelse med nærheds- og proportionalitetsprincippet.

KL mener, at flere bestemmelser vil kunne give de danske kommuner udfordringer,

ligesom flere af forslagets dele synes uklare, hvilket vil kunne medføre retssager

både nationalt og på EU-plan.

KL anfægter Kommissionens argument for at indføre nye minimumsrettigheder på

europæisk plan, særligt da det vil begrænse mulighederne for, hvad der

indholdsmæssigt kan aftales ved kollektiv overenskomst.

Det udvidede anvendelsesområde for direktivet menes at ville få konsekvenser for

kommunernes brug af tilkaldevikarer, der i dag løser vigtige serviceopgaver mv.

ved akut forfald ifølge KL.

KL vurderer, at det vil være en uforholdsmæssig tidskrævende administrativ

opgave at skulle udstede ansættelsesbeviser i disse situationer. Ligeledes for at

afbøde administrative byrder, bør en arbejdsgiver kunne henvise til lovgivning eller

overenskomst også ved nye oplysningspligter.

KL gør opmærksom på, at det i flere tilfælde kan være svært at opfylde

oplysningspligten inden for tidsrammen.

KL er bekymret over, at der foreslås indført et fælleseuropæisk arbejdstagerbegreb,

på direktivets område, ikke mindst på grund af de mulige utilsigtede afsmittende

effekter på nationale definitioner og andre retsområder.

KL har vedlagt et bilag med supplerende bemærkninger til de enkelte

bestemmelser i forslaget. Heri problematiseres også forslagets bestemmelser om

afskedigelsesbeskyttelse og delt bevisbyrde.

Lederne (LH) mener principielt, at forslaget bør respektere den danske aftalemodel.

LH mener, at man fra dansk side bør arbejde for, at kollektive overenskomster kan

træde i stedet for de minimusrettigheder, der fremgår af artikel 7-11 ifølge

forslaget.

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

Ifølge LH menes langt hovedparten af danske lønmodtagere allerede i dag at have

ret til et ansættelsesbevis. For grupper af lønmodtagere, der ikke måtte have en ret

hertil, kan det ifølge LH være hensigtsmæssigt, at disse grupper omfattes af

gennemsigtige og forudsigelige arbejdsvilkår, samtidig med at det sikres, at der

ikke hermed opstår barrierer for udviklingen af en platformsøkonomi.

Fællessvar fra Landsorganisationen i Danmark samt FTF (LO/FTF) hilser

direktivforslaget velkomment, navnlig at det omfatter de arbejdstagere, der har de

mest usikre ansættelsesforhold.

Omvendt var netop den danske fagbevægelse tidligt med til at problematisere, at

der indføres mindstekrav vedrørende arbejdsvilkår med direktivforslaget. Det kan

skabe problemer i forhold til medlemsstater med en arbejdsmarkedsmodel, der

bygger på kollektive overenskomster.

LO/FTF ser endvidere gerne, at otte-timers-grænsen helt fjernes, da arbejdstagere

med fem timers månedlig beskæftigelse ellers ikke vil være omfattet.

LO/FTF peger på vigtigheden i, at arbejdsgiveransvaret ligger klart, også i forhold

til vikarbureau og brugervirksomhed. LO/FTF støtter definitionen af arbejdstager-

begrebet og særligt intentionen om også at omfatte atypiske ansatte og nye

ansættelsesformer. LO/FTF støtter det fremrykkede tidspunkt for at udstede

ansættelses-bevis, men så gerne, at ansættelsesbeviset skal foreligge allerede ved

arbejdets påbegyndelse og på et sprog, som arbejdstageren fuldt ud behersker.

For så vidt angår medlemsstaternes pligt til at udarbejde en skabelon for

ansættelsesbeviset, finder LO/FTF det vigtigt, at det ikke må kollidere med, at også

kollektive overenskomster kan indeholde udkast til ansættelsesbevis.

Kapitlet om mindstearbejdsvilkår vil ifølge LO/FTF kunne være problematisk, og

forslaget bør derfor give adgang til at fravige disse minimumsrettigheder ved

kollektive overenskomster indgået af de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter.

LO/FTF rejser særlige problemstillinger i forhold til tjenestemænd og prøvetid,

overenskomstbestemmelser om skiftende arbejdstider samt overenskomstbaserede

uddannelsesrettigheder og kompetencefonde. LO/FTF savner klarhed om, i hvilket

omfang det vil være muligt for arbejdsmarkedets parter at fravige artiklerne 7-11.

LO/FTF finder endvidere, at den opstillede formodningsregel i artikel 14 er

problematisk formuleret og så gerne, at arbejdsgiverens mulighed for inden en frist

at afhjælpe mangler (den såkaldte nachfrist) begrænses til det

overenskomstdækkede område.

Moderniseringsstyrelsen (Modst.) finder, at forslaget ikke i tilstrækkelig grad tager

højde for, at beskyttelsesniveauerne i medlemsstaterne er forskellige, og efterlyser

mere fleksibilitet indarbejdet i direktivforslaget.

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

Modst. påpeger, at forslaget vil være meget indgribende i forhold til den danske

aftalemodel, ligesom forslaget er sprogligt uklart. Forslagets udvidede

anvendelsesområde menes at skabe udfordringer for meget korte ansættelser og

ansættelser med lav beskæftigelsesgrad.

Modst. rejser bekymring ved at indføre en fælleseuropæisk definition af

arbejdstagerbegrebet på direktivets område.

Modst. savner i forslaget, at den udvidede oplysningspligt er understøttet af en

henvisningsmulighed til relevante kollektive aftaler.

Modst. peger på, at det i visse situationer vil være vanskeligt at tilvejebringe

oplysninger allerede ved ansættelsens start, ligesom også det fremrykkede

tidspunkt for at meddele ændringer menes at være en ikke ubetydelig byrde for

arbejdsgiverne.

Modst. ser med bekymring på hele afsnittet om mindstekrav vedrørende

arbejdsvilkår, fordi det kan forrykke balancen i kollektive aftaler. Modst. peger på

særlige problemstillinger i forhold til tjenestemænd og prøvetid, forvaltningsretlige

regler af betydning for offentligt ansattes adgang til bibeskæftigelse, regulering af

skiftende uforudsigelig arbejdstid, referenceperioder, varsel og aflønning samt

retten til uddannelse.

Modst. savner klarhed om, i hvilket omfang det vil være muligt for

arbejdsmarkedets parter at fravige artiklerne 7-11. Modst. stiller sig kritisk til, at

det foreslås at indføre delt bevisbyrde, som bør være forbeholdt retsakter, der

regulerer særligt beskyttelsesværdige grupper.

Danske Rederier henviser til, at det er uklart, om de søfarende alene er omfattet af

kapitel II med de forbehold, der følger af de to direktiver om arbejdsforhold for

søfarende og fiskere, eller om de søfarende er omfattet af samtlige kapitler, men at

alene reglerne i kapitel II er erstattet af de nævnte direktiver.

Danske Rederier foreslår derfor, at man fra dansk side arbejder for, at det er muligt

at undtage de søfarende fra det fremsatte direktivforslag under henvisning til, at de

søfarende er internationalt reguleret og beskyttet af MLC-konventionen og STCW-

konventionen.

Danske Rederier foreslår således, at den hidtil gældende undtagelse af de

søfarende, som fremgår af den danske lov om ansættelsesbeviser, kan opretholdes

også i ny dansk lovgivning.

9. Generelle forventninger til andre landes holdninger

Medlemslandene støtter bredt set formålet om bedre beskyttelse af arbejdstagere

gennem forudsigelige og gennemsigtige arbejdsvilkår. Der ventes generelt set en

positiv indstilling til formandskabets kompromisforslag.

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

En række lande har ligesom Danmark udtrykt bekymring for de administrative og

økonomiske byrder for erhvervslivet og offentlige arbejdsgivere som følge af

forslaget og efterlyst større fleksibilitet og bedre balance i de foreslåede løsninger.

Formandskabets kompromistekst vurderes at imødekomme landenes synspunkter et

stykke ad vejen.

10. Regeringens generelle holdning

Regeringen støtter den gældende EU-regulering på området, men ser ikke behovet

for yderligere EU-regulering af minimumsrettigheder og slet ikke af forhold under

parternes autonomi og i relation til den danske model. En udvidelse af de

eksisterende rettigheder bør alene vedtages på baggrund af enighed mellem

parterne eller nationalt i de enkelte medlemslande.

Regeringen ser en række forbedringer i formandskabets kompromisforslag i

forhold til Kommissionens forslag. Danmark har en stærk og langvarig tradition

for, at løn- og arbejdsvilkår reguleres af arbejdsmarkedets parter gennem kollektive

overenskomster. Det sikrer fleksibilitet og tilpasningsdygtighed i forhold til

udviklingen på arbejdsmarkedet og en afbalancering af begge parters interesser.

Regeringen har derfor arbejdet for, at parternes mulighed for at implementere

direktivet og at fravige de foreslåede mindstekrav vedrørende arbejdsvilkår

gennem kollektive aftaler styrkes. Direktivet vil med formandskabets

kompromisforslag give adgang til at fravige de foreslåede minimumsrettigheder

ved kollektive overenskomster i det enkelte medlemsland.

Regeringen har endvidere arbejdet for, at direktivets mindstekrav vedrørende

prøvetids længde ikke er til hinder for, at den danske tjenestemandsordning kan

videreføres. Dette vurderes opnået med det foreliggende forslag.

Regeringen har endelig generelt været optaget af at minimere de administrative og

økonomiske byrder for erhvervslivet og for de offentlige arbejdsgivere som følge

af direktivet. Kompromisforslaget indebærer her væsentlige forbedringer med

større fleksibilitet og lempede krav.

Regeringen har desuden arbejdet for at få klarlagt og tydeliggjort, i hvilket omfang

søfarende og fiskere er omfattet af direktivet.

11. Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg

Der blev oversendt foreløbigt grund- og nærhedsnotat den 22. januar 2018 og

opdateret grund og nærhedsnotat den 23. marts 2018.

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

4. Et europæisk arbejdsmarkedsagentur (ELA)

- Fremskridtsrapport

Revideret notat. Ændringer i forhold til grund- og nærhedsnotat oversendt til

Folketinget den 13. april 2018 er markeret med streg i venstre margin.

1. Resumé

Kommissionen har den 13. marts 2018 fremlagt forslag til ny forordning om

oprettelse af et europæisk arbejdsmarkedsagentur.

Kommissionen ønsker med forslaget, at:



Forbedre adgangen for individer og arbejdsgivere til information om deres

rettigheder og forpligtelser såvel som til relevante tjenester.



Fremme samarbejdet mellem medlemsstaterne i forbindelse med

grænseoverskridende håndhævelse af EU-retten, herunder at støtte fælles

tilsyn.



Mægle i tilfælde af uoverensstemmelse mellem myndigheder i flere lande eller

ved arbejdsmarkedsforstyrrelser.

Regeringen mener, at hvis agenturet skal bidrage på europæisk plan, så skal det

først og fremmest ske ved at sikre bedre håndhævelse og implementering af

eksisterende EU-lovgivning, så der er fair og lige konkurrence i det indre marked.

Regeringen noterer sig ønsket om at forbedre nationale myndigheders samarbejde

om den frie bevægelighed.

Derfor forholder regeringen sig som udgangspunkt positivt til de dele af forslaget,

der kan bidrage til en styrket grænseoverskridende håndhævelse af EU-retten

gennem bedre adgang til information og et mere smidigt samarbejde mellem

medlemsstaterne.

Men det er helt centralt, at et nyt agentur ikke ændrer på kompetencefordelingen

mellem EU og medlemsstaterne. Der må derfor ikke tilføres agenturet overstatslige

beføjelser, og agenturets opgaver skal begrænse sig til at forbedre håndhævelsen

af eksisterende regler.

Derudover er det afgørende for regeringen, at den danske arbejdsmarkedsmodel

ikke påvirkes af et nyt agentur. Det er samtidig vigtigt for regeringen, at et nyt

agentur tilfører merværdi og ikke medfører øget administrativ kompleksitet.

Forslaget er sat på dagsordenen i form af en fremskridtsrapport på rådsmødet den

21. juni 2018.

2. Baggrund

Kommissionen har den 13. marts 2018 fremlagt forslag til ny forordning om

oprettelse af et europæisk arbejdsmarkedsagentur. Den danske sprogversion af

forslaget er modtaget den 25. marts 2018.

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

Retsgrundlaget for forslaget er artiklerne 46, 48, 53 (1), 62 og 91 (1) i Traktaten

om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), og forslaget er omfattet af den

almindelige lovgivningsprocedure.

Med forslaget ønsker Kommissionen at bidrage til, at den fri bevægelighed på det

indre marked foregår på rimelige vilkår herunder også på transportsområdet.

3. Formål og indhold

Forslaget har til formål, at:



Fremme adgangen for individer og arbejdsgivere til information om deres

rettigheder og forpligtelser såvel som relevante tjenester.



Fremme samarbejdet mellem medlemsstaterne i forbindelse med

grænseoverskridende håndhævelse af EU-retten, herunder at støtte fælles

tilsyn,



Mægle i tilfælde af uoverensstemmelse mellem myndigheder i flere lande eller

ved arbejdsmarkedsforstyrrelser.

Forslaget til forordning består af 51 bestemmelser, inddelt i seks kapitler, med

følgende indhold:

Kapitel I indeholder de grundlæggede principper:



Artikel 1 beskriver direktivets anvendelsesområde, der er at bistå

medlemsstaterne med problemstillinger relateret til fri bevægelighed og

koordination af social sikring.



Ifølge artikel 2 er formålet at fremme adgangen for individer og arbejdsgivere

til information og tjenester, at støtte medlemsstaterne i grænseoverskridende

håndhævelse, herunder at fremme fælles tilsyn, samt mægling i tilfælde af

uoverensstemmelse mellem myndigheder i flere lande eller ved

arbejdsmarkedsforstyrrelser.



Agenturet har status af juridisk person (artikel 3), og dets hovedsæde vil skulle

fastlægges (artikel 4).

Kapitel II vedrører agenturets opgaver:



Artikel 5 giver et overblik over de opgaver, der faslægges nærmere i de

følgende artikler.



Artikel 6 omfatter information. Agenturet skal forbedre adgangen til og

kvaliteten af information til borgere. Det drejer som om information om

rettigheder og pligter, beskæftigelses- og opkvalificeringsmuligheder mv.,

herunder støtte til medlemsstaternes arbejde med information efter direktiver

om vandrende arbejdstagere (2014/54) og udstationerede (2014/67) og en

kommende forordning om en fælles digital portal, samt øvrig støtte til

medlemsstater, der måtte ønske det.



Artikel 7 vedrører adgang til arbejdsmarkedsservice for borgere og

arbejdsgivere. Agenturet skal fremme mobilitetsordninger, fremme job- og

lærlingematching via EURES, samarbejde med eksisterende netværk som fx

netværket af offentlige arbejdsformidlinger og fremme samarbejdet med

myndigheder, der er udpeget som kompetente/kontaktorganer efter direktiver

om vandrende arbejdstagere og grænseoverskridende sundhedsydelser.

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18



Agenturet overtager Kommissionens nuværende opgave som ”Det Europæiske

Koordineringsbureau”

der følger af den såkaldte EURES-forordning.

Efter artikel 8 skal agenturet fremme samarbejdet og informationsudvekslingen

mellem medlemsstaterne, herunder ved at identificere nationale

kontaktpunkter, give støtte i forbindelse med kontakter, udveksle best practice,

fremme grænseoverskridende håndhævelse af sanktioner. Agenturet skal

endvidere bistå Den Administrative Kommission for Social Sikring med

arbejdet med det finansielle mellemværende mellem medlemsstater. Agenturet

skal fremme den elektroniske udveksling af oplysninger, herunder bidrage til at

finde nye metoder til at forebygge svig via elektronisk udveksling af

oplysninger.

Artikel 9 vedrører koordination af samordnede og fælles tilsyn. En eller flere

medlemsstater kan anmode om sådanne tilsyn, og agenturet kan anbefale

sådanne. Fælles tilsyn kan udelukkende gennemføres i de medlemsstater, der

vælger at deltage i tilsynet. I tilfælde af, at en medlemsstat ikke ønsker at

deltage i eller gennemføre et fælles tilsyn vil den pågældende medlemsstat

skulle oplyse agenturet skriftligt om grundene herfor.

Artikel 10 fastlægger, at såfremt der indgås aftale om fælles eller samordnet

tilsyn, skal der udarbejdes en skriftlig aftale. Tilsynet skal ske i

overensstemmelse med loven i det land, hvor tilsynet finder sted. Personale fra

agenturet kan deltage efter samtykke fra myndigheden i det land, hvor tilsynet

udføres. Der er bestemmelser om afrapportering til myndigheder i landene og

arbejdsmarkedsagenturets bestyrelse.

Efter artikel 11 skal agenturet foretage risikovurdering og analyser i

forbindelse med arbejdstagermobilitet, herunder af ubalancer på

arbejdsmarkedet, sektorspecifikke risici, og tilbagevendende problemer for

borgere og arbejdsgivere. Der skal sikres samarbejde med andre agenturers

arbejde. Agenturet skal i forbindelse med arbejdet arrangere såkaldte peer

reviews mellem nationale myndigheder samt samle og strømline data fra

nationale myndigheder.

Agenturet skal efter artikel 12 støtte medlemsstaternes kapacitetsopbygning,

herunder ved udarbejdelse af fælles retningslinjer, støtte til gensidig bistand og

udveksling af personale mellem landene, formidling af god praksis,

udarbejdelse af træningsprogrammer samt informationskampagner.

Artikel 13 fastlår, at arbejdsmarkedsagenturet kan mægle mellem myndigheder

i to lande, der er uenige om anvendelsen eller fortolkningen af EU-retten inden

for forordningens anvendelsesområde. Det kan ske efter anmodning fra en af

de berørte medlemsstater eller på eget initiativ, forudsat at de involverede

myndigheder indvilliger heri, og forudsat, at problemstillingen ikke er genstand

for en retssag i medlemslandene eller ved EU-Domstolen.

Efter artikel 14 kan agenturet efter anmodning fra nationale myndigheder

fremme samarbejdet mellem relevante aktører ved arbejdsmarkedsforstyrrelser,

der berører flere lande, så som store restruktureringer eller store projekter i

grænseområder.

Artikel 15 foreskriver, at der skal etableres samarbejdsaftaler med andre EU-

agenturer.

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18



Efter artikel 16 skal agenturet sørge for rammer for interoperabilitet for at sikre

informationsudveksling mellem agenturet og medlemsstaterne samt

medlemsstaterne imellem.

Kapitel III vedrører agenturets organisering:



Artikel 17 beskriver sammensætningen og opgaverne for agenturets ledelse.

Der vil i agenturets bestyrelse indgå én repræsentant fra hver medlemsstat.



Efter artikel 24 vil der blive oprettet en interessent-gruppe, der kan rådgive

agenturet om anvendelsen og håndhævelsen af relevant EU-lovgivning. I

gruppen vil indgå repræsentanter fra arbejdsmarkedets parter på europæisk

niveau med tre repræsentanter fra hhv. arbejdsgiver- og arbejdstagerside.

Kapitel IV vedrører agenturets budget:



Det fremgår af artikel 27, at agenturets budget vil bestå af bidrag fra EU,

eventuelle frivillige bidrag fra medlemsstaterne, eventuelle bidrag fra

tredjelande, der deltager i agenturets arbejde og afgifter opkrævet som led i

publikationer eller tjenester, som agenturet yder.

Kapitel V vedrører agenturets personale:



Af artikel 33 fremgår det, at hver medlemsstat skal udpege en ”national liaison

officer” til agenturet, der vil agere som indgang til agenturet for deres

respektive medlemsstat. Medarbejderne vil samtidig kunne forespørge om

relevant information fra de nationale myndigheder.

Kapitel VI vedrører forordningens afsluttende, generelle bestemmelser:



Af artikel 45 fremgår det, at agenturet vil blive operationel indenfor et år efter

vedtagelsen af forordningen.



Efter artikel 46-49 fremgår ændringer til forordninger om social sikring

(2004/883 og 2009/987), fri bevægelighed (2011/492) og EURES (589/2016)

som følge af forordningen. Ændringerne vil bl.a. medføre, at agenturet

overtager en række opgaver, der pt. ligger i Den Administrative Kommission

for Social Sikring, Kommissionens nuværende opgave som Det Europæiske

Koordineringsbureau samt opgaver fra komiteen om fri bevægelighed.



Artikel 50 foreskriver, at platformen mod sort arbejde (2016/344) og

ekspertudvalget for udstationerede arbejdstagere (2009/17) ophører som følge

af forordningen, da agenturet overtager disse organers opgaver.

Forordningens bilag indeholder en beskrivelse af agenturets finansielle og

personalebehov. Det fremgår, at agenturets forventede samlede omkostninger fra

EU-budgettet vil være 50.9 millioner Euro årligt, når agenturet er fuldt indfaset i

2023. Agenturet forventes at bestå af i alt 144 medarbejdere i 2023.

4. Europa-Parlamentets udtalelser

Forslaget skal vedtages både af Europa-Parlamentet og Rådet i den almindelige

lovgivningsprocedure.

Der foreligger endnu ikke en udtalelse fra Europa-Parlamentet, og tidsplanen for

Europa-Parlamentets behandling er endnu ikke besluttet.

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

5. Nærhedsprincippet

Kommissionen anfører, at nærhedsprincippet er overholdt, da agenturets opgaver

med at sikre information og tjenester til borgere i grænseoverskridende situationer

opnås bedst på EU-niveau.

Samtidig fremhæver Kommissionen, at anvendelsen og håndhævelsen af EU-regler

vedrørende fri bevægelighed og social sikring kræver en koordineret og fælles

indsats, der ikke kan opnås på tilsvarende vis gennem bilaterale og multilaterale

aftaler.

Regeringen er enig i Kommissionens vurdering af, at nærhedsprincippet er

overholdt.

6. Gældende dansk ret

Forordningen berører primært forordninger, der er direkte anvendelige i national

ret.

Hvad angår udstationerede arbejdstagere implementerer udstationeringsloven dele

af udstationeringsdirektivets bestemmelser i dansk lov, jf. bekendtgørelse nr. 366

af 12. april 2017 samt bekendtgørelse nr. 134 af 31. januar 2017, der indeholder

bestemmelser om administrativt samarbejde med andre landes myndigheder.

Agenturet skal endvidere fremme samarbejdet mellem de nationale kontaktpunkter

jf. patientmobilitetsdirektivet, der er indarbejdet i dansk lov gennem

sundhedsloven.

7. Konsekvenser

Lovgivningsmæssige konsekvenser

Forordningen vil gælde direkte i Danmark. Der vurderes ikke som følge af

forordningen i sig selv at være umiddelbart behov for at ændre gældende

lovgivning i Danmark.

Samfundsøkonomiske og administrative konsekvenser

Hvad angår de statsfinansielle konsekvenser anfører Kommissionen, at de

forventede årlige udgifter er 50,9 millioner euro. På baggrund af en dansk

finansieringsandel på 2 pct., vil de direkte danske udgifter til finansiering af

agenturet være i omegnen af 1 million euro om året.

De administrative konsekvenser skal vurderes nærmere, men eftersom forslaget

nedlægger en række udvalg og organer, der fremadrettet overtages af agenturet,

kan forslaget muligvis bidrage til et mere effektivt samarbejde om den

grænseoverskridende håndhævelse af EU-retten og dermed medføre administrative

besparelser.

Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

Forslaget kan potentielt medføre administrative lettelser for erhvervslivet, idet

danske virksomheder, der har udenlandsk arbejdskraft ansat eller påtænker at få

det, kan spare tid i forhold til informationssøgning og vedledning ved rekruttering

og ansættelse af udenlandske arbejdstagere.

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

De administrative konsekvenser for erhvervslivet kan ikke kvantificeres pt., da

antallet af virksomheder, som potentielt kan opnå et mindsket tidsforbrug, ikke

kendes, ligesom en evt. mere ensartet håndhævelse i EU på dette område kan have

positive konsekvenser for erhvervslivet.

8. Høring

Forslaget har været i høring i EU-specialudvalget for arbejdsmarkedet og sociale

forhold med frist den 22. marts 2018.

Der er modtaget høringssvar fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA) og fællessvar

fra LO, FTF og Akademikerne.

Dansk Arbejdsgiverforening (DA) har fremsendt foreløbige bemærkninger med

forbehold for, at der vil være mulighed for at give uddybende bemærkninger i

forbindelse med et senere høringssvar.

DA deler opfattelsen af, at det er nødvendigt, at gældende regler er transparente for

arbejdstagere, arbejdsgivere og nationale myndigheder for at sikre en fair

konkurrence på det indre marked til gavn for alle. DA deler ligeledes opfattelsen

af, at et effektivt samarbejde mellem medlemslandenes myndigheder på det sociale

område er vigtigt.

DA deler dog ikke opfattelsen af, at et europæisk arbejdsmarkedsagentur er et

oplagt middel til at nå dette mål, og DA kan ikke støtte et agentur med overstatslige

beføjelser, der erstatter de nationale arbejdstilsyn.

Det er

DA’s

opfattelse, at den fri bevægelighed fungerer godt, og at vi allerede har

redskaberne til at sikre arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med den fri

bevægelighed på medlemsstatsniveau som følge af bl.a. EU-instrumenter, der skal

sikre håndhævelse af rettigheder.

Det er

DA’s

opfattelse, at forslaget om et europæisk arbejdsmarkedsagentur ikke

bør medføre en ny overnational myndighed eller føre til øget administrativ

kompleksitet.

DA mener, at subsidiaritetsprincippet skal respekteres, da det sociale område er

national kompetence. Ligeledes skal et europæisk arbejdsmarkedsagentur

respektere nationale arbejdsmarkeder, herunder tilsynsformer og kompetencer, og

sociale modeller.

DA finder, at det er væsentligt, at det afklares, på hvilket grundlag det europæiske

arbejdsmarkedsagentur kan iværksætte fælles inspektioner, og på hvilket grundlag

de nationale arbejdsmarkedsmyndigheder skal kunne foreslå, at der foretages en

fælles inspektion.

DA finder det afgørende, at agenturet kun kan mægle mellem lande efter

forespørgsel og samtykke fra de involverede medlemslande. Det er imidlertid

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

stadig uklart, hvilken rolle en vurdering fra agenturet vil have i en situation, hvor

der opstår en tvist mellem medlemsstaters myndigheder.

Herunder skal DA gøre opmærksom på, at arbejdsmarkedets parter i en dansk

sammenhæng har en særlig rolle i forbindelse med håndhævelse af løn og

arbejdsvilkår.

DA finder det positivt, at Kommissionen skriver i sit forslag, at oprettelsen af

agenturet ikke vil føre til nye rettigheder og pligter, hverken for individer eller

arbejdsgivere, da det vil kunne føre til yderligere kompleksitet og mindre

transparens. Dette bør efter

DA’s

opfattelse sikres i den kommende forhandling.

Hvad angår forordningens forslag om en interessent-gruppe mener DA, at det er

vigtigt, at også repræsentanter fra nationale sociale parter skal deltage i denne

interessent-gruppe, så der også tages hensyn til de national arbejdsmarkeds- og

sociale systemer.

LO, FTF og Akademikerne har på grund af høringsfristen taget forbehold for

godkendelse i de kompetente forsamlinger.

LO, FTF og Akademikerne hilser overordnet forslaget om et europæisk

arbejdsmarkedsagentur velkomment og er tilfredse med, at Kommissionen med

forslaget søger at imødegå social dumping og lette koordineringen for de borgere

og virksomheder, der opererer på tværs af landegrænserne i EU.

Samtidig understreger LO, FTF og Akademikerne, at det er afgørende, at et

europæisk arbejdsmarkedsagentur etableres i fuld respekt for de nationale

arbejdsmarkedsmodeller og arbejdsmarkedets parters autonomi på nationalt plan.

Betragtning 35 er skrevet ud i høringssvaret, da ordlyden i betragtningen er

afgørende for LO, FTF og Akademikernes støtte til et europæisk

arbejdsmarkedsagentur.

I forhold til agenturets inspektionsbeføjelser er LO, FTF og Akademikerne enige i,

at arbejdsmarkedsagenturet ikke bør have kompetence til at udføre inspektioner på

egen hånd.

Samtidig støtter LO, FTF og Akademikerne, at det pålægges de medlemsstater, der

ikke ønsker at medvirke ved en inspektion, at komme med en forklaring på årsagen

til afvisningen.

LO, FTF og Akademikerne hilser det yderligere velkomment, at en interessent-

gruppe med deltagelse af arbejdsmarkedets parter inddrages i agenturets virke, da

det vil bidrage til agenturets evne til at agere på et oplyst grundlag og den fornødne

legitimitet og opbakning.

LO, FTF og Akademikerne mener samtidig, at det kan overvejes, om interessent-

gruppen bør suppleres med en national interessent-gruppe med nationale

repræsentanter

fra arbejdsmarkedets parter, så diversiteten i indretningen af EU’s

arbejdsmarkedsmodeller er repræsenteret.

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

LO, FTF og Akademikerne finder det positivt, at arbejdsmarkedsagenturet

koordinerer og holder tæt kontakt med den rådgivende komité om koordinering af

sociale sikkerhedsydelser samt eksisterende EU-agenturer som Det Europæiske

Center for Udvikling af Erhvervsuddannelser (CEDEFOP) og Det Europæiske

Arbejdsmiljøagentur (EU-OSHA).

9. Generelle forventninger til andre landes holdninger

De fleste lande er fortsat i gang med at analysere forslaget og har ikke fremlagt

nærmere holdning.

10. Regeringens generelle holdning

Regeringen mener, at hvis agenturet skal bidrage på europæisk plan, så skal det

først og fremmest ske ved at sikre bedre håndhævelse og implementering af

eksisterende EU-lovgivning, så der er fair og lige konkurrence i det indre marked.

Regeringen noterer sig ønsket om at forbedre nationale myndigheders samarbejde

om den frie bevægelighed.

Derfor forholder regeringen sig som udgangspunkt positivt til de dele af forslaget,

der kan bidrage til en styrket grænseoverskridende håndhævelse af EU-retten

gennem bedre adgang til information og et mere smidigt samarbejde mellem

medlemsstaterne.

Men det er helt centralt, at et nyt agentur ikke ændrer på kompetencefordelingen

mellem EU og medlemsstaterne. Der må derfor ikke tilføres agenturet overstatslige

beføjelser, og agenturets opgaver skal begrænse sig til at forbedre håndhævelsen af

eksisterende regler.

Derudover er det afgørende for regeringen, at den danske arbejdsmarkedsmodel

ikke påvirkes af et nyt agentur. Regeringen noterer sig i den forbindelse ordlyden

af forslagets betragtning 35, der anerkender de forskellige arbejdsmarkedsmodeller

i EU samt autonomien af arbejdsmarkedets parter.

Samtidig bemærker regeringen, at det ifølge forslaget i sig selv er frivilligt for

medlemsstaterne at deltage i de fælles tilsyn.

Det er derudover vigtigt for regeringen, at et nyt agentur tilfører merværdi og ikke

medfører øget administrativ kompleksitet.

Regeringen vil endvidere arbejde for, at eksisterende strukturer, som agenturet

overtager nedlægges, således at forslaget omkostningseffektivt kan bidrage til at

lette byrder og sikre bedre håndhævelse i hele EU.

11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Sagen har ikke tidligere været forelagt for Folketingets Europaudvalg.

Der blev oversendt grund- og nærhedsnotat til Folketingets Europaudvalg den 13.

april 2018.

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

5. Det Europæiske Semester 2018

- Politisk debat

Nyt notat.

1. Resumé

EPSCO-rådet skal drøfte de landespecifikke henstillinger, der vedrører

arbejdsmarkedet. Ligesom i 2017 er der ingen landespecifik henstilling på

beskæftigelses- eller socialområdet til Danmark.

Under dagsordenspunktet skal beskæftigelses- og socialministrene også godkende

revisionen af beskæftigelsesretningslinjerne.

Sagen har ikke lovgivningsmæssige, statsfinansielle eller samfundsøkonomiske

konsekvenser, administrative konsekvenser for erhvervslivet eller konsekvenser for

beskyttelsesniveauet.

Regeringen er tilfreds med Kommissionens vurdering af, at der ikke er grundlag

for en henstilling til Danmark vedrørende beskæftigelse eller sociale forhold, og

regeringen støtter revisionen af beskæftigelses-retningslinjerne.

2. Baggrund

Som led i det europæiske semester, er der på EPSCO-rådsmødet i juni en drøftelse

af de landespecifikke henstillinger, der vedrører arbejdsmarkedet, som bidrag til

mødet i Det Europæiske Råd den 28.-29. juni 2018.

Hovedemnet under dagsordenspunktet vil være Rådets indstilling vedrørende de

landespecifikke henstillinger.

Rådet kan i henhold til art. 148 i TFEU på forslag af Kommissionen give

landespecifikke henstillinger til EU-landene på baggrund af blandt

andet medlemsstaternes egne nationale reformprogrammer, der afleveres hvert år i

april.

På basis af Kommissionens forslag skal beskæftigelses- og socialministrene

udtrykke enighed om de landespecifikke henstillinger, som vedrører beskæftigelse

og sociale forhold.

Beskæftigelses- og socialministrene skal desuden godkende udtalelser fra

Beskæftigelseskomitéen og Komitéen for Social Beskyttelse om forslaget til nye

landespecifikke henstillinger og om implementeringen af de landespecifikke

henstillinger fra 2017.

Endelig skal udkastet til reviderede beskæftigelsesretningslinjer godkendes.

3. Formål og indhold

Landespecifikke henstillinger

Formålet med forslagene til landespecifikke henstillinger efter art. 148 er at

identificere de primære udfordringer, som det enkelte medlemsland står over for,

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

og hvis løsning gennem nationale reformer vil gøre en positiv forskel med hensyn

til udviklingen på landets arbejdsmarked mv.

Kommissionen offentliggjorde den 7. marts 2018 en landerapport for hver

medlemsstat, hvori Kommissionens fremlagde sin vurdering af tiltag, udfordringer,

yderligere reformbehov mv.

Kommissionen har herefter den 23. maj 2018 fremlagt en pakke med udkast til

hhv. nye landespecifikke henstillinger samt Rådets udtalelser om landenes

stabilitets- og konvergensprogrammer for henholdsvis euro-lande og ikke-euro-

lande.

Kommissionen har som i de forgangne år valgt en tilgang med færre henstillinger

til de enkelte lande, for at henstillingerne bedre afspejler Kommissionens vurdering

af landenes

væsentligste

udfordringer. Som i 2017 er der ingen landespecifik

henstilling på beskæftigelses- eller socialområdet til Danmark.

Beskæftigelseskomitéen og Komitéen for Social Beskyttelse forventes at

fremlægge overordnede konklusioner vedrørende den multilaterale/tematiske

overvågning af medlemslandenes politikker og implementering af de

landespecifikke henstillinger fra 2017 samt om Kommissionens forslag til nye

landespecifikke henstillinger til medlemslandene.

Revision af beskæftigelsesretningslinjerne

Formålet med beskæftigelsesretningslinjerne er at bidrage til at sætte retningen for

beskæftigelsespolitikkerne som led i koordination af disse under det europæiske

semester, herunder at være basis for uddelingen af landespecifikke henstillinger på

beskæftigelsesområdet.

Det er Kommissionens prærogativ at fremlægge forslag til ændringer af disse.

Udkastet har været drøftet i Beskæftigelseskomitéen og Komitéen for Social

Beskyttelse efter høring af bl.a. Europa-Parlamentet.

Beskæftigelsesretningslinjerne indgår i de såkaldte ”integrerede retningslinjer”, der

også omfatter de overordnede økonomiske-politiske retningslinjer (retningslinjerne

1-4).

Udkast til revision af beskæftigelsesretningslinjerne lægger op til følgende

retningslinjer:

5. Øge efterspørgslen efter arbejdskraft

6. Styrke udbuddet af arbejdskraft og forbedre adgangen til beskæftigelse,

færdigheder og kompetencer

7. Forbedre arbejdsmarkedernes måde at fungere på og effektiviteten af den

sociale dialog

8. Fremme af lige muligheder for alle, støtte social inklusion og bekæmpe

fattigdom

4. Europa-Parlamentets udtalelse

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

Europa-Parlamentet skal ikke høres om det europæiske semester, men er

høringspart i forhold til revisionen af beskæftigelsesretningslinjerne, hvor Europa-

Parlamentet er kommet med forslag til drøftelserne i Beskæftigelseskomitéen og

Komitéen for Social Beskyttelse.

5. Nærhedsprincippet

Ikke relevant.

6. Gældende dansk ret

Ikke relevant.

7. Konsekvenser

Sagen har ikke direkte lovgivningsmæssige, statsfinansielle eller

samfundsøkonomiske konsekvenser, administrative konsekvenser for erhvervslivet

eller konsekvenser for beskyttelsesniveauet.

Generelt vil det Europæiske Semester og landenes efterfølgende implementering af

national økonomisk politik i lyset af Rådets anbefalinger på baggrund af

medlemslandenes stabilitets- og konvergensprogrammer og nationale

reformprogrammer, kunne bidrage til sikring af sunde og holdbare offentlige

finanser samt velfungerende økonomier i landene og generelt skulle understøtte

konkurrenceevne, vækst og beskæftigelse i EU og Danmark.

8. Høring

Kommissionens udkast til landespecifikke henstillinger og beskæftigelses-

retningslinjerne sendes til EU-Specialudvalget for Arbejdsmarkedet og Sociale

Forhold til orientering.

9. Generelle forventninger til andre landes holdninger

Medlemslandene forventes at tage positivt imod Kommissionens forslag til

henstillingerne og de reviderede beskæftigelsesretningslinjer.

10. Regeringens generelle holdning

Regeringen er generelt positiv over for brugen af landespecifikke henstillinger efter

art. 148 som led i EU 2020-strategiens gennemførelse.

Regeringen er tilfreds med Kommissionens vurdering af, at der ikke er grundlag

for en landespecifik henstilling til Danmark vedrørende beskæftigelse eller sociale

forhold, da Danmark løbende har gennemført omfattende reformer og løbende har

fokus på implementeringen og effekterne heraf.

Regeringen støtter revisionen af beskæftigelsesretningslinjerne og disses øgede

fokus på udviklingstræk som teknologiske og demografiske forandringer.

Regeringen finder det positivt, at der i beskæftigelsesretningslinjerne opfordres til

at fremme flexicuritytilgangen med balance mellem rettigheder og pligter, ligesom

respekten for arbejdsmarkedets parters autonomi og rolle understreges.

11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

6. Rådskonklusioner om fremtidens arbejdsmarked

- Vedtagelse

Nyt notat.

1. Baggrund

Udkastet til rådskonklusioner følger op på en konference afholdt af formandskabet

om fremtidens arbejdsmarked.

Udgangspunktet for rådskonklusionerne er, at der er behov for, at EU og

medlemslandene hver især forbereder sig på fremtidens arbejdsmarked.

Her tænkes især på den teknologiske udvikling, herunder automatisering og

digitalisering, men også andre faktorer så som globalisering, nye ansættelsesformer

og demografiske ændringer.

2. Formål og indhold

Rådskonklusionerne omhandler, hvorledes EU og EU-landene bør forberede sig på

fremtidens arbejdsmarked.

Med udgangspunkt i respekten for national kompetence og arbejdsmarkedets

parters rolle og autonomi opfordres der blandt andet til:



At EU-landene og Kommissionen fremadrettet tager højde for nye

arbejdsformer, herunder stigningen i antallet af selvstændige og

freelancere.



At EU-landene tilpasser arbejdsmarkedet og de sociale sikringsordninger

til nye arbejdsformer.



At EU-landene i tæt dialog med arbejdsmarkedets parter tilpasser deres

uddannelsessystemer, så de bidrager til, at arbejdsstyrkens kompetencer

matcher den teknologiske udvikling og fremtidens efterspørgsel.

3. Europa-Parlamentets udtalelser

Ikke relevant.

4. Nærhedsprincippet

Ikke relevant.

5. Gældende dansk ret

Ikke relevant.

6. Konsekvenser

Rådskonklusionerne har ikke i sig selv lovgivningsmæssige, statsfinansielle eller

samfundsøkonomiske konsekvenser, administrative konsekvenser for erhvervslivet

eller konsekvenser for beskyttelsesniveauet.

7. Høring

EU-specialudvalget for Arbejdsmarkedet og Sociale Forhold er orienteret om

rådskonklusionerne på et møde i udvalget forud for rådsmødet.

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

8. Generelle forventninger til andre landes holdninger

Det ventes, at de øvrige medlemsstater vil støtte vedtagelsen af

rådskonklusionerne.

9. Regeringens generelle holdning

Regeringen støtter vedtagelsen af rådskonklusionerne.

10. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Rådskonklusionerne har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

7. Rådskonklusioner om Den Europæiske Revisionsrets særberetning om

arbejdskraftens frie bevægelighed

- Vedtagelse

Nyt notat.

1. Baggrund

På rådsmødet skal der vedtages udkast til rådskonklusioner om Den Europæiske

Revisionsrets særberetning om arbejdskraftens frie bevægelighed. Særberetningen

vurderer effektiviteten af de fælleseuropæiske foranstaltninger til fremme af

arbejdskraftmobilitet.

Revisionen er gennemført mellem oktober 2016 og juli 2017 med særligt fokus på

de fem medlemsstater, der har den største tilstrømning af ikke‐nationale

arbejdstagere og den største udstrømning af arbejdstagere til andre lande. Disse

lande er Luxembourg, Polen, Rumænien, Storbritannien og Tyskland.

Revisorerne anbefaler bl.a., at Kommissionen:

1. Undersøger borgernes kendskab til de værktøjer, der indeholder

information om arbejdskraftens frie bevægelighed og forskelsbehandling.

Det gælder blandt andet it-portalen

”EURES”, der understøtter jobsøgning

på tværs af EU-landene.

2. Gør bedre brug af medlemsstaternes lettilgængelige data for at identificere

forskellige typer af forskelsbehandling ved beskæftigelse, aflønning og

øvrige arbejdsvilkår.

3. Samarbejder med medlemsstaterne om at forbedre indsamlingen af data

om arbejdskraftmobilitet og om ubalancer på arbejdsmarkedet.

4. Forbedrer udformningen og overvågningen af EU-finansiering til fremme

af arbejdskraftmobiliteten.

Revisorerne anbefaler, at

EU-landene:

Forbedrer deres overvågning af EURES’ effektivitet.

6. Retter op på begrænsningerne ved EURES-portalen for jobmobilitet.

2. Formål og indhold

Rådskonklusionerne byder revisionsrettens anbefalinger velkommen. Betydningen

af den fri bevægelighed understreges, ligesom det anerkendes, at anbefalingerne til

Kommissionen og EU-landene skal tages i betragtning. Desuden fremhæves bl.a.

behovet for at sikre yderligere synergieffekter imellem de EU-fonde, der

understøtter den fri bevægelighed, herunder Kommissionens program for

beskæftigelse og social innovation (EaSI) og Den Europæiske Socialfond (ESF).

3. Europa-Parlamentets udtalelser

Europa-Parlamentet skal ikke høres.

4. Nærhedsprincippet

Ikke relevant.

5. Gældende dansk ret

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

Ikke relevant.

6. Konsekvenser

Sagen medfører ikke lovgivningsmæssige, statsfinansielle eller

samfundsøkonomiske konsekvenser, administrative konsekvenser for erhvervslivet

eller konsekvenser for beskyttelsesniveauet.

7. Høring

EU-specialudvalget for Arbejdsmarkedet og Sociale Forhold er orienteret om

rådskonklusionerne på møde i specialudvalget forud for rådsmødet.

8. Generelle forventninger til andre landes holdninger

Medlemslandene forventes at støtte vedtagelsen af udkastet til rådskonklusioner.

9. Regeringens generelle holdning

Regeringen er generelt positiv over for udkastet til rådskonklusioner, idet

regeringen generelt støtter arbejdskraftens fri bevægelighed og løbende opfølgning

på Den Europæiske Revisionsrets arbejde.

10. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

8. Rapport om pensionernes tilstrækkelighed 2018

- Godkendelse af nøglebudskaber fra komitéen for social beskyttelse

Nyt notat.

1. Baggrund

Pensionssystemernes udvikling i medlemslandene overvåges løbende i EU i to

tilbagevendende komplementære rapporter, der udgives hvert tredje år.

Det drejer sig dels om en rapport om pensionernes tilstrækkelighed, der udarbejdes

af Komitéen for Social Beskyttelse (SPC), dels en rapport om befolkningens

aldring, der udarbejdes af Udvalget for Økonomisk Politik (EPC). Begge rapporter

udarbejdes i samarbejde med Kommissionen.

Rapporten om pensionernes tilstrækkelighed ser på betydningen af nuværende og

fremtidige pensioner for at opretholde et tilstrækkeligt indkomstniveau for kvinder

og mænd efter tilbagetrækning.

Rapporten indgår derudover i grundlaget for at understøtte medlemsstaterne i at

indrette pensionssystemer, der sikrer en tilstrækkelig indkomst for den ældre del af

befolkningen, samtidig med at systemerne er bæredygtige og finansielt ansvarlige.

2. Formål og indhold

Rapporten om pensionernes tilstrækkelighed for 2018 giver en komparativ analyse

af medlemsstaternes pensionssystemers evne til at sikre et tilstrækkeligt

indkomstniveau ved tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.

Et af hovedformålene er at illustrere tidligere og nuværende pensionsreformers

effekt for at sikre pensionernes tilstrækkelighed ved tilbagetrækning i dag og i

fremtiden.

Komitéen for Social Beskyttelse har på baggrund af rapporten udarbejdet en række

nøglebudskaber, der opsummerer de mest centrale resultater og anviser horisontale

behov for handlinger i medlemsstaterne og EU for at sikre pensionernes

tilstrækkelighed.

Konklusionerne anfører:



Trods forbedringer af pensionssystemerne er der fortsat behov for at

imødegå økonomisk fattigdom og social eksklusion blandt den ældre del af

befolkningen.



Der er fortsat økonomisk og social ulighed mellem den ældre del af

befolkningen og personer i den erhvervsaktive alder, og enkelte grupper

kræver særlig opmærksomhed.



Pensionssystemerne og arbejdsmarkederne har udviklet sig væsentligt de

senere år.



Tilstrækkeligheden af fremtidens pensioner kræver yderligere

forbedringer.



Behov for fælles bestræbelser i EU for at styrke tilstrækkeligheden af

pensionerne, bl.a. ved at styrke erfaringsudveksling mellem medlemsstater

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

samt fortsætte komiteernes monitorering af udviklingen på

pensionsområdet.

3. Europa-Parlamentets udtalelse

Europa-Parlamentet skal ikke høres.

4. Nærhedsprincippet

Ikke relevant.

5. Gældende dansk ret

Ikke relevant.

6. Konsekvenser

Sagen har ikke lovgivningsmæssige, statsfinansielle eller samfundsøkonomiske

konsekvenser, administrative konsekvenser for erhvervslivet eller konsekvenser for

beskyttelsesniveauet.

7. Høring

EU-Specialudvalget for Arbejdsmarkedet og Sociale Forhold er orienteret om

nøglekonklusionerne på møde i specialudvalget forud for rådsmødet.

8. Generelle forventninger til andre landes holdninger

Medlemslandene har generelt taget godt imod rapporten og nøglekonklusionerne.

Det forventes derfor, at nøglekonklusionerne godkendes.

9. Regeringens generelle holdning

Regeringen kan støtte nøglekonklusionerne, da de sætter fokus på at skabe

fremtidssikre og bæredygtige pensionssystemer i medlemsstaterne.

10. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

9. Forslag til Rådets direktiv om gennemførelse af princippet om

ligebehandling af alle uanset religion eller tro, handicap, alder eller seksuel

orientering

- Fremskridtsrapport

Revideret notat. Ændringer er markeret med streg i venstre margin.

1. Resumé

Kommissionen har den 2. juli 2008 for Rådet fremsat et forslag til direktiv om

ligebehandling uden for arbejdsmarkedet af alle uanset religion eller tro,

handicap, alder eller seksuel orientering. Der er nedsat en tværministeriel

følgegruppe med henblik på at analysere forslagets juridiske og økonomiske

konsekvenser. Regeringen er som udgangspunkt positiv over for en styrket indsats

mod diskrimination og bakker op om håndhævelsen af menneskerettighederne.

Forslaget til direktiv, som det er fremlagt, giver dog anledning til en række

betænkeligheder, idet forslaget indeholder en række vagt afgrænsede bestemmelser

og ligeledes vagt udformede undtagelser fra direktivets anvendelsesområde. Det er

derfor nødvendigt at få belyst en række spørgsmål vedrørende forslagets nærmere

juridiske og økonomiske konsekvenser - herunder rækkevidden af flere mere

generelle afgrænsede bestemmelser, inden en nærmere holdning fastlægges.

Regeringen vil arbejde for en afklaring af de afgrænsnings- og

fortolkningsspørgsmål, der knytter sig til direktivforslaget, navnlig i relation til

beskyttelsen mod forskelsbehandling på grund af alder og handicap.

Siden forelæggelsen af forslaget i juli 2008 har forslaget været behandlet under det

franske, tjekkiske, svenske, spanske, belgiske, ungarske, polske, danske,

cypriotiske, irske, litauiske, græske, italienske, lettiske, luxembourgske,

nederlandske, slovakiske, maltesiske og etiske formandskab.

Sagen forventes ligeledes drøftet under det bulgarske formandskab. Der forventes

en fremskridtsrapport inden rådsmødet. Der forekommer ikke fremskridt af

nævneværdig karakter.

2. Baggrund

Baggrunden for forslaget er at gennemføre princippet om ligebehandling mellem

mennesker uden for arbejdsmarkedet uanset deres religion eller tro, handicap, alder

eller seksuelle orientering. Der fastsættes regler om forbud mod diskrimination af

de nævnte årsager, og der etableres en ensartet minimumsbeskyttelse inden for EU

af mennesker, som har været udsat for en sådan diskrimination.

Forslaget supplerer eksisterende EU-lovgivningsrammer, under hvilke der er

forbud imod diskrimination på grundlag af religion eller tro, handicap, alder eller

seksuel orientering alene i henseende til beskæftigelse, ansættelse og

erhvervsuddannelse.

Forslaget bygger på de strategier, der er udviklet siden Amsterdam Traktaten, om

at bekæmpe diskrimination og er konsistent med

EU’s tværgående mål, herunder

især Lissabon-strategien for vækst og beskæftigelse (og efterfølgende Europa

2020-strategien) og målene for processen vedrørende social beskyttelse og social

inklusion.

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

Lignende diskriminationsforbud findes bl.a. i artikel

26 i FN’s konvention om

borgerlige og politiske rettigheder, hvoraf det fremgår, at alle mennesker er lige for

loven og er berettiget til lovens ligelige beskyttelse uden nogen forskelsbehandling.

I denne henseende skal loven forbyde enhver forskelsbehandling og sikre alle

ligelig og effektiv beskyttelse imod forskelsbehandling af nogen grund, herunder

race, hudfarve, køn, sprog, religion, politisk eller anden anskuelse, national eller

social herkomst, formueforhold, fødsel eller anden stilling. Tilsvarende indeholder

artikel 14 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention et generelt

diskriminationsforbud, men i modsætning til artikel 26 i FN’s konvention om

borgerlige og politiske rettigheder finder diskriminationsforbuddet i Den

Europæiske Menneskerettighedskonvention alene anvendelse i forhold til de

rettigheder, der omfattes af denne konvention med tilhørende protokoller.

EU’s Charter om grundlæggende rettigheder indeholder også et generelt

diskriminationsforbud i artikel 21.

3. Formål og indhold

Der tages i det følgende udgangspunkt i den oprindelige direktivtekst af juli 2008,

da der ikke siden er fremlagt en ny version af teksten.

Formålet med direktivet er ifølge forslagets art. 1 at bekæmpe forskelsbehandling

på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering og at

gennemføre princippet om ligebehandling uden for arbejdsmarkedet. Direktivet

forbyder ikke ulige behandling på grund af køn, som er omfattet af EUF-traktatens

artikel 19 og 157 og dertil knyttet afledt ret.

De øvrige artikler:

Artikel 2: Begrebet forskelsbehandling

Definitionen af princippet om ligebehandling er baseret på den definition, der

fremgår af de tidligere direktiver, der er vedtaget i henhold til den tidligere EF-

traktats art. 13, stk. 1.

Direkte forskelsbehandling består i at behandle nogen anderledes udelukkende på

grund af vedkommendes alder, handicap, religion eller tro eller seksuelle

orientering. Indirekte forskelsbehandling foreligger, hvor en bestemmelse eller

praksis, som forekommer neutral, reelt kan have en særlig ufordelagtig konsekvens

for en person eller en gruppe af personer, for hvem særlige forhold gør sig

gældende.

Som i direktiv 2000/43/EF, 2000/78/EF og 2002/73/EF er det muligt at

retfærdiggøre indirekte forskelsbehandling, hvis den pågældende bestemmelse,

betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt mål, og midlerne til at

opfylde det hensigtsmæssige og nødvendige.

Chikane er forskelsbehandling, hvis en persons optræden har til formål at krænke

en anden persons værdighed og skabe et truende, nedværdigende eller ubehageligt

klima m.v. Denne definition er identisk med definitionerne i de andre direktiver

vedtaget med den tidligere EF-traktats art. 13, stk. 1, som retsgrundlag.

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

Manglende "tilpasninger i rimeligt omfang" i relation til mennesker med handicap

anses for at være forskelsbehandling. Dette er ifølge forslaget i overensstemmelse

med FN-konventionen om rettigheder for mennesker med handicap og med

direktiv 2000/78/EF.

Ulige behandling på grund af alder kan være lovlig, hvis den er begrundet i et

legitimt formål, og hvis midlerne til at opfylde det pågældende formål er

hensigtsmæssige og nødvendige (proportionalitetsprincippet). Forslaget er således

ikke til hinder for, at der fastsættes en bestemt aldersgrænse for adgang til sociale

goder, til uddannelse og til visse varer og tjenester, i det omfang ovenstående

betingelser opfyldes.

De allerede vedtagne direktiver giver mulighed for undtagelser fra forbuddet mod

direkte forskelsbehandling i tilfælde af "regulære og afgørende erhvervsmæssige

krav", hvad angår forskelsbehandling på grund af alder og i forbindelse med

forskelsbehandling på grund af køn, med hensyn til adgang til varer og tjenester.

Der er indsat en særlig bestemmelse om finansiel virksomhed, idet alder og

handicap kan være en afgørende faktor for risikovurderingen i forbindelse med

bestemte produkter og dermed for prisen. Anvendelsen af alder og handicap ved

risikovurderingen skal være baseret på nøjagtige data og statistikker.

Direktivet berører ikke nationale foranstaltninger, der er nødvendige af hensyn til

den offentlige sikkerhed, den offentlige orden, for at forebygge forbrydelser, for at

beskytte sundheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.

Artikel 3: Anvendelsesområde

Forskelsbehandling på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel

orientering foreslås forbudt i både den offentlige og den private sektor med hensyn

til social beskyttelse, herunder social sikring, sundhedsydelser, sociale goder,

uddannelse, adgang til varer og tjenester, herunder boliger, som er tilgængelige for

offentligheden.

Med hensyn til adgang til varer og tjenester er kun faglig eller erhvervsmæssig

virksomhed omfattet.

De forskellige områder er kun omfattet i det omfang, spørgsmålet falder ind under

Unionens kompetence. Således henhører f.eks. tilrettelæggelsen af skolesystemet

og indholdet af undervisningen og aktiviteter i forbindelse hermed, herunder

tilrettelæggelsen af undervisning for handicappede, under medlemsstaternes

kompetence, og de kan have bestemmelser om ulige behandling i forbindelse med

adgang til uddannelsesinstitutioner og indholdet af og aktiviteter i undervisningen,

herunder undervisning af personer med særligt behov. Medlemsstaterne kan

endvidere give mulighed for ulige behandling ved adgang til

uddannelsesinstitutioner baseret på religion eller tro.

Teksten gør det klart, at spørgsmål i forbindelse med civilstand og familiemæssig

status, herunder adoption, falder uden for direktivets anvendelsesområde. Dette

indbefatter reproduktive rettigheder. Medlemsstaterne kan frit beslutte, om de

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

ønsker at indføre og anerkende

retligt

registrerede partnerskaber. Hvis imidlertid

sådanne forhold i national ret anerkendes som ligestillet med ægteskaber, finder

princippet om ligebehandling anvendelse.

Det foreslås, at direktivet ikke finder anvendelse på national lovgivning om statens

og dens institutioners sekulære status eller om religiøse organisationers status.

Direktivet omfatter ikke forskelsbehandling på grund af nationalitet og berører ikke

bestemmelser og betingelser vedrørende tredjelandsstatsborgeres og statsløse

personers indrejse og ophold i medlemsstaterne og heller ikke nogen form for

behandling, der skyldes de pågældendes retsstilling.

Artikel 4: Ligebehandling af mennesker med handicap

Det forudsættes i forslaget, at der indføres reel og lige adgang for mennesker med

handicap til social beskyttelse, sociale goder, sundhedsydelser og uddannelse samt

adgang til varer og tjenester, herunder boliger og transport, som er tilgængelige for

offentligheden. Denne forpligtelse er begrænset i det omfang, den ville medføre en

uforholdsmæssig stor byrde eller ville kræve grundlæggende ændringer inden for

de pågældende områder. I bestemte tilfælde kan individuelle tilpasninger i rimeligt

omfang være nødvendige for at sikre, at en bestemt handicappet har reel adgang.

Dette er dog kun tilfældet, hvis det ikke indebærer en uforholdsmæssig stor byrde.

Artiklen indeholder en ikke-udtømmende liste over, hvilke faktorer der kan tages i

betragtning ved vurderingen af, om byrden er uforholdsmæssig stor, herunder

organisationens størrelse og ressourcer, de skønnede omkostninger og de mulige

fordele ved forbedret adgang for mennesker med handicap.

Artikel 5: Positiv særbehandling og særforanstaltninger

Bestemmelsen er identisk med andre direktiver med den tidligere EF-traktats

artikel 13 som retsgrundlag. Der gives mulighed for at opretholde eller vedtage

særforanstaltninger med henblik på at forebygge eller opveje ulemper knyttet til

religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering.

Artikel 6: Mindstekrav

Bestemmelsen er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-

traktats artikel 13 som retsgrundlag. Den giver medlemsstaterne mulighed for at

fastlægge et højere beskyttelsesniveau end garanteret ved direktivet og forbyder

omvendt, at medlemsstaternes niveau for beskyttelse mod forskelsbehandling bør

sænkes ved gennemførelsen af direktivet.

Artikel 7: Klageadgang

Denne bestemmelse er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-

traktats artikel 13 som retsgrundlag. Det foreslås, at borgere, der mener, at de har

været udsat for forskelsbehandling, bør kunne anvende administrative eller retlige

procedurer, også efter at det forhold, under hvilket forskelsbehandlingen angiveligt

har fundet sted, er ophørt.

Organisationer, der har en legitim interesse i at bekæmpe forskelsbehandling, gives

mulighed for at hjælpe ofre for forskelsbehandling i retslige eller administrative

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

procedurer. Nationale regler om søgsmålsfrister berøres ikke af denne

bestemmelse.

Artikel 8: Bevisbyrde

Bestemmelsen er identisk med tilsvarende bestemmelser i direktiver med den

tidligere EF-traktats artikel 13 som retsgrundlag samt med bevisbyrdedirektivet, jf.

direktiv 97/80/EF om bevisbyrden i forbindelse med forskelsbehandling på

grundlag af køn.

I alle sager, hvor princippet om ligebehandling hævdes krænket, foreslås det, at

princippet om delt bevisbyrde skal finde anvendelse. Som i de tidligere direktiver

finder delt bevisbyrde ikke anvendelse i tilfælde, hvor den påståede

forskelsbehandling forfølges strafferetligt.

Artikel 9: Beskyttelse mod repressalier (victimisering)

Bestemmelsen er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-

traktats artikel 13 som retsgrundlag. Der foreslås indført foranstaltninger til

beskyttelse af enkeltpersoner mod repressalier som følge af, at de har gjort deres

rettigheder i henhold til direktivet gældende.

Artikel 10: Formidling af oplysninger

I denne bestemmelse, der er den samme som i de andre direktiver med den tidligere

EF-traktats artikel 13 som retsgrundlag, foreslås det, at medlemsstaterne skal

informere om direktivet og nationale bestemmelser.

Artikel 11: Dialog med relevante interessenter

Denne bestemmelse er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-

traktats artikel 13 som retsgrundlag. Den har til formål at fremme dialogen mellem

de relevante offentlige myndigheder og organer som f.eks. ngo'er, der har en

legitim interesse i at bidrage til bekæmpelsen af forskelsbehandling på grund af

religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering.

Artikel 12: Organer til fremme af ligebehandling

Denne bestemmelse er den samme som i to andre direktiver vedtaget i henhold til

den tidligere EF-traktats artikel 13. I henhold til denne artikel skal medlemsstaterne

have et eller flere organer ("ligebehandlingsorgan") på nationalt plan til fremme af

ligebehandling af alle uden forskel på grund af religion eller tro, handicap, alder

eller seksuel orientering.

Bestemmelsen er en gengivelse af bestemmelsen i direktiv 2000/43/EF vedrørende

adgang til varer og tjenester og bygger på tilsvarende bestemmelser i direktiv

2002/73/EF25 og 2004/113/EF. Den fastsætter minimumskompetencen for organer

på nationalt plan, der bør handle uafhængigt for at fremme princippet om

ligebehandling. Medlemsstaterne kan beslutte, at disse organer skal være de samme

som dem, der allerede er oprettet i henhold til de tidligere direktiver.

En af ligebehandlingsorganernes opgaver er at give uafhængig bistand til ofre for

forskelsbehandling. De skal også kunne foretage uafhængige undersøgelser af

forskelsbehandling og offentliggøre rapporter og fremsætte henstillinger på

ligebehandlingsområdet.

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

Artikel 13: Overholdelse

Denne bestemmelse er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-

traktats artikel 13 som retsgrundlag. Medlemsstaterne forpligtes til at ophæve alle

love og administrative bestemmelser, der strider mod princippet om

ligebehandling. Endvidere kan alle aftaleretlige bestemmelser, virksomheders

interne regler og vedtægter for foreninger, der strider mod

ligebehandlingsprincippet, erklæres ugyldige eller ændres.

Artikel 14: Sanktioner

Denne bestemmelse er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-

traktats artikel 13 som retsgrundlag. I overensstemmelse med EF-Domstolens

praksis fastsættes det, at der ikke bør være nogen øvre grænse for den godtgørelse,

der skal betales i tilfælde af krænkelser af princippet om ligebehandling.

Godtgørelsen skal være effektiv, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have en

præventiv effekt.

Artikel 15: Gennemførelse

Denne bestemmelse er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-

traktats artikel 13 som retsgrundlag. Den giver medlemsstaterne en frist på to år til

at inkorporere direktivet i national ret og at meddele Kommissionen teksten til de

nationale bestemmelser. Medlemsstaterne kan bestemme, at forpligtelsen til at

sikre reel adgang for mennesker med handicap først skal gælde fire år efter

vedtagelsen af direktivet.

Artikel 16: Rapport

Denne bestemmelse er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-

traktats artikel 13 som retsgrundlag. Kommissionen skal i henhold til denne artikel

aflægge rapport over for Europa-Parlamentet og Rådet om anvendelsen af

direktivet på grundlag af oplysninger fra medlemsstaterne. Der skal i rapporten

tages hensyn til de synspunkter, der fremsættes af arbejdsmarkedets parter, de

relevante ngo'er og Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende

Rettigheder.

Artikel 17: Ikrafttræden

Denne bestemmelse er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-

traktats artikel 13 som retsgrundlag. Direktivet træder i kraft på dagen for

offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 18: Adressater

Denne bestemmelse, hvoraf det fremgår, at direktivet er rettet til medlemsstaterne,

er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-traktats artikel 13

som retsgrundlag.

4. Europa-Parlamentets udtalelser

Europa-Parlamentet afgav en udtalelse om forslaget den 2. april 2009.

5. Nærhedsprincippet

Kommissionen har beskrevet forslagets forhold til nærheds- og

proportionalitetsprincippet således:

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

”Subsidiaritetsprincippet

finder anvendelse, for så vidt som forslaget ikke er

omfattet af Fællesskabets ene kompetence. Målene for forslaget kan ikke i

tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne alene, fordi kun foranstaltninger på

fællesskabsplan kan sikre, at der er et minimumsniveau for beskyttelse mod

forskelsbehandling på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel

orientering i alle medlemsstaterne. En fællesskabsretsakt giver retssikkerhed med

hensyn til borgernes og de økonomiske aktørers rettigheder og forpligtelser, også

hvis de bevæger sig mellem medlemsstaterne. Erfaringerne med de tidligere

direktiver, der er blevet vedtaget i henhold til EF-traktatens artikel 13, stk. 1

(EUF-traktatens artikel 19, stk. 1), viser, at de har haft en positiv virkning med

hensyn til at opnå en bedre beskyttelse mod forskelsbehandling. I

overensstemmelse med proportionalitetsprincippet går det foreslåede direktiv ikke

ud over, hvad der er nødvendigt for at nå de fastlagte mål.

Nationale traditioner og tilgange på områder som f.eks. sundhedsydelser, social

beskyttelse og uddannelse er desuden generelt mere forskellige end på

beskæftigelsesområdet. Disse områder er kendetegnet ved legitime

samfundsmæssige valg på områder, hvor medlemsstaterne har kompetencen.

De europæiske samfunds forskelligartethed er en af Europas styrker og skal

respekteres i henhold til subsidiaritetsprincippet. Spørgsmål som tilrettelæggelse af

uddannelsessystemet og undervisningens indhold, anerkendelse af civilstand eller

familiemæssig status, adoption, reproduktive rettigheder og andre lignende

spørgsmål afgøres bedst på nationalt plan. Ingen medlemsstat skal derfor som

følge af direktivet ændre sin gældende lovgivning eller praksis med hensyn til disse

spørgsmål. Det berører heller ikke nationale bestemmelser om kirkers eller andre

religiøse organisationers aktiviteter eller deres forhold til staten. Det vil således

f.eks. fortsat være medlemsstaterne alene, der træffer afgørelse om spørgsmål som

tilladelse til selektiv adgang til skoler, forbud mod eller accept af at bære eller

bruge religiøse symboler i skolen, anerkendelse af ægteskab mellem personer af

samme køn og eventuel regulering af forholdet mellem organiseret religion og

staten.”

Regeringen kan tilslutte sig denne vurdering.

6. Gældende dansk ret

I den danske lovgivning opereres der i vidt omfang med aldersgrænser i forskellige

sammenhænge. Bestemmelserne i direktivforslaget er i sin nuværende form så

elastiske, at det ikke kan udelukkes, at Danmark vil kunne komme i en situation,

hvor Kommissionens og EU-Domstolens opfattelse af, hvornår en aldersgrænse er

fastsat efter objektive og rimeligt begrundede kriterier, og hvad der er et legitimt

formål, ikke nødvendigvis vil være sammenfaldende med den danske opfattelse.

På den baggrund vurderes det, at i det omfang alder skal være omfattet af

direktivet, skal direktivforslaget være mere præcist i form af angivelser af områder,

der kan undtages helt fra direktivet.

Direktivforslaget indeholder desuden en særlig bestemmelse om ligebehandling af

mennesker med handicap. Artiklen skal sikre reel og lige adgang for mennesker

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

med handicap til social beskyttelse, sociale goder, sundhedsydelser og uddannelse

samt adgang til varer og tjenesteydelser, herunder boliger og transport, som er

tilgængelige for offentligheden. Denne forpligtelse er begrænset, i det omfang den

ville medføre en uforholdsmæssig stor byrde eller vil kræve grundlæggende

ændringer inden for de pågældende områder. Artiklen er uklar, hvilket gør det

vanskeligt at afgrænse bestemmelsens omfang. Eksempelvis fremgår det af

artiklen, at medlemsstaterne

kan foretage ”rimelig tilpasning” for at sikre

gennemførelsen af rettighederne, så længe disse ikke medfører ”uforholdsmæssig

stor byrde”.

Der er taget udgangspunkt i det oprindelige fremsatte direktivforslag som grundlag

for de juridiske overvejelser på det enkelte ressortministeriers område, som

beskrives nærmere nedenfor, da forhandlingerne fortsat ikke har ført til nye

konkrete tekstforslag, som alle medlemmer er enige om.

Børne- og Socialministeriets område

Det må overordnet antages, at aldersbestemmelser i forhold til Børne og

Socialministeriets område er objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål og

derfor ikke udgør forskelsbehandling i direktivets forstand. Når en endelig

direktivtekst foreligger, vil regeringen på baggrund af denne vurdere, hvorvidt der

måtte være behov for ændringer som følge af vedtagelse af direktivforslaget. Det

gælder for eksempel ydelser efter serviceloven.

Handicap

Serviceloven indeholder en del bestemmelser om tilbud til personer med handicap,

herunder bestemmelser om positiv særbehandling i form af kompensation for at

sikre reel ligestilling. Følgende bestemmelsers relation til direktivforslaget

vurderes at skulle undersøges nærmere.

Hjælp til dækning af merudgifter

§ 100 i serviceloven pålægger kommunalbestyrelserne at yde hjælp til dækning af

nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse til personer mellem 18 år og

folkepensionsalderen med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og til

personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der efter § 15 a i lov

om social pension har opsat udbetalingen af folkepensionen.

Det skal bemærkes, at Børne- og Socialministeriet og Beskæftigelsesministeriet

blev frifundet i en retssag om, hvorvidt det er i strid med Den Europæiske

Menneskerettighedskonventions artikel 14 sammenholdt med tillægsprotokol 1,

artikel 1, at en borger ikke længere tildeles dækning af merudgifter efter

serviceloven efter overgang til folkepension samt invaliditetsbeløb efter

førtidspensionsloven.

Ledsageordning

§ 97, stk. 2, i serviceloven pålægger kommunalbestyrelserne at tilbyde 15 timers

ledsagelse om måneden til personer mellem 12 år og folkepensionsalderen, dog

således at aldersgrænsen ikke kan blive mindre end 67 år, der ikke kan færdes

alene på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

§97, Stk. 2, fastslår, at personer, der er visiteret til 15 timers ledsagelse om

måneden ved det fyldte 67. år, bevarer denne ret efter det fyldte 67. år.

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

Beskyttet beskæftigelse

§ 103 i serviceloven pålægger kommunalbestyrelserne at tilbyde beskyttet

beskæftigelse til personer mellem 18 år og folkepensionsalderen, som på grund af

betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer

ikke kan opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet,

og som ikke kan benytte tilbud efter anden lovgivning.

Beskyttet beskæftigelse adskiller sig fra beskæftigelse efter reglerne på

Beskæftigelsesministeriets område ved at blive betragtet som en social

foranstaltning. Dette indebærer bl.a., at personer i beskyttet beskæftigelse ikke har

krav på at modtage feriepenge og sygedagpenge mv. i lighed med personer på det

ordinære arbejdsmarked.

Botilbud

For botilbud til længerevarende ophold for personer med betydelig og varigt nedsat

fysisk eller psykisk funktionsevne efter servicelovens § 108 er der ikke fastsat

regler om specifikke indretningskrav i lovgivningen, men botilbuddet skal være

egnet til formålet.

For almene ældreboliger, herunder boliger der udlejes til mennesker med handicap,

er der derimod fastsat specifikke indretningskrav i lovgivningen, f.eks. at hver

bolig skal være forsynet med selvstændigt toilet og bad.

Handleplaner

§ 141 i serviceloven forpligter kommunalbestyrelserne til at skønne, om det er

hensigtsmæssigt at tilbyde at udarbejde en handleplan for indsatsen, når der ydes

hjælp til personer under folkepensionsalderen efter lovens afsnit 5.

Indhentelse af samtykke fra børn over 15 år

Ifølge serviceloven skal der ved visse afgørelser indhentes samtykke fra

forældremyndighedsindehaveren og fra den unge, hvis denne er over 15 år.

Dette gælder eksempelvis i forbindelse med anbringelse uden for hjemmet, jf. § 53.

Er der tale om børn under 15 år, vil der således ikke være krav om, at den

pågældende har givet samtykke til den iværksatte foranstaltning.

Klagereglerne

For en række afgørelser om foranstaltninger efter serviceloven, der vedrører børn

og unge er aldersgrænsen for partsstatus og klageadgang fastsat til 12 år. Det

gælder eksempelvis i afgørelser om valg af anbringelsessted og afgørelser om

samvær og kontakt jf. § 167 i serviceloven.

Efterværn

Efter servicelovens § 76 kan kommunalbestyrelsen tilbyde støtte, der har til formål

at bidrage til en god overgang til en selvstændig tilværelse for den unge mellem 18-

22 år, når det må anses for af væsentlig betydning af hensyn til den unges behov

for støtte, og hvis den unge er indforstået hermed.

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

Børn og unge, der er tvangsanbragt

umiddelbart inden

det 18. år,

har

ret til at få

efterværn i form af en kontaktperson frem til det fyldte 23. år. Støtten tilbydes

unge, der ikke tilbydes støtte i form af opretholdelse af døgnophold efter § 76, stk.

3, nr. 1.

Kommunalbestyrelsen skal tilbyde unge, der umiddelbart inden det fyldte 18. år er

eller var anbragt uden for hjemmet, jf. § 52, stk.3, nr. 7, på eget værelse, kollegium

eller kollegielignende opholdssteder, støtte i form af en kontaktperson frem til det

19. år. Støtten tilbydes unge, der ikke tilbydes støtte i form af opretholdelse af

døgnophold efter § 76, stk. 3, nr. 1.

Tilbuddene efter § 76 ophører ved det fyldte 23. år. I flere situationer vil der

imidlertid være mulighed for, at der kan iværksættes en foranstaltning efter

voksenreglerne i serviceloven som eksempelvis § 85, der bl.a. vedrører hjælp,

omsorg og støtte i tilfælde af psykiske, fysiske eller sociale problemer.

Efter servicelovens § 76 a skal kommunalbestyrelsen tilbyde hjælp efter stk. 2 og

3. til unge i alderen 18 til 22 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk

funktionsevne, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til

den unges behov for støtte, og hvis den unges værge er indforstået hermed.

For unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der

umiddelbart inden det fyldte 18. år er anbragt uden for hjemmet efter reglerne i

kapitel 11 i en plejefamilie efter § 66, stk. 1 nr. 1-3, kan kommunalbestyrelsen

træffe afgørelse om, at døgnopholdet, jf. § 52, opretholdes. Såfremt den unges

plejefamilie ikke længere vurderes egnet som plejefamilie for den pågældende

unge, kan kommunalbestyrelsen tilbyde den unge anbringelse i en anden

plejefamilie, som den unge har en nær relation til og er tryg ved. Ved tilbud om

anbringelse hos en anden plejefamilie skal betingelserne i stk. 1 være opfyldt.

Opretholdelsen af døgnophold skal ophøre, når det ikke længere opfylder sit formål

under hensyn til den unges behov for støtte, dog senest når den unge fylder 23 år.

Beskæftigelsesministeriets område

Arbejdsløshedsforsikringslovgivningen, sygedagpengeloven,

kontanthjælpslovgivningen, børnetilskuds-reglerne, beskæftigelsesindsatsloven og

pensionsreglerne indeholder aldersgrænser på en lang række områder i relation til

erhvervelse af ret til f.eks. arbejdsløshedsdagpenge, sygedagpenge m.v. F.eks.

ophører retten til arbejdsløshedsdagpenge/efterløn, når en person når

folkepensionsalderen, og førtidspension kan som udgangspunkt ikke tilkendes

personer under 40 år.

Ligeledes findes der aldersbestemmelser i efterlønsordningen, i

fleksydelsesreglerne, delpensionsreglerne, fleksjobreglerne, i de særlige ungeregler

i reglerne om medlemskab/optagelse i en arbejdsløsheds-forsikringsordning og i

reglerne om arbejdsskadeforsikring.

Lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v.

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

Forskelsbehandlingsloven indeholder et forbud mod direkte og indirekte

forskelsbehandling på grund af en række kriterier, bl.a. race og etnisk oprindelse,

religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering på arbejdsmarkedet.

Loven baserer sig bl.a. på EU-direktiv 2000/43/EF og EU-direktiv 2000/78/EF.

Lønmodtagere og ansøgere til ledige stillinger er beskyttet mod forskelshandling i

forbindelse med ansættelse, under ansættelsen, i forbindelse med afskedigelse,

forflyttelse, forfremmelse og med hensyn til løn og arbejdsvilkår. En arbejdsgiver

må ikke forskelsbehandle ansatte med hensyn til adgang til erhvervsmæssig

videreuddannelse, omskoling, m.v. Loven gælder for både arbejdsgivere, for

enhver, der driver vejlednings- og uddannelsesvirksomhed og for enhver, der

anviser beskæftigelse.

Loven indeholder en pligt for arbejdsgiveren til at foretage hensigtsmæssige

tilpasninger i betragtning af de konkrete behov for at give personen med handicap

adgang til beskæftigelse. Pligten til at foretage tilpasninger må imidlertid ikke være

urimelig byrdefuld for arbejdsgiveren. Hvis byrden lettes i tilstrækkeligt omfang

gennem offentlige foranstaltninger, anses byrden ikke for at være uforholdsmæssig

stor.

Arbejdsløshedsforsikring

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har vurderet, at aldersgrænserne i

arbejdsløshedsforsikringsloven ikke umiddelbart udgør et problem i forhold til

direktivet. Det forudsættes, at de aldersbestemte regler i

arbejdsløshedsforsikringsloven kan undtages fra begrebet forskelsbehandling efter

artikel 2, stk. 6, og ikke er omfattet af anvendelsesområdet som beskrevet i artikel

3, stk. 1, litra a-b).

For at blive optaget som medlem i en dansk a-kasse er det en betingelse, at man er

fyldt 18 år og ikke er mindre end 2 år fra folkepensionsalderen. Hvis man har

gennemført en uddannelse, der giver grundlag for optagelse i en a-kasse, kan man

optages som medlem, selv om man ikke er fyldt 18 år. Medlemskabet af en a-kasse

ophører ved udgangen af den måned, hvor man når folkepensionsalderen.

Det er en betingelse for ret til arbejdsløshedsdagpenge, at man er medlem af en a-

kasse. Hvis man ikke opfylder aldersbetingelserne for ret til medlemskab, kan man

derfor heller ikke få arbejdsløshedsdagpenge.

Et medlem af en a-kasse kan overgå til et særligt seniormedlemsskab efter

udgangen af den måned, hvor pågældende når folkepensionsalderen. Hvis man ikke

er medlem af en a-kasse i forvejen, kan man blive optaget som seniormedlem, når

man har nået folkepensionsalderen. Seniormedlemsskab af en a-kasse giver ikke ret

til arbejdsløshedsdagpenge eller andre ydelser fra a-kassen. Seniormedlemsskab

giver ret til hjælp til og vejledning om jobsøgning, hvis seniormedlemmet anmoder

herom.

Arbejdsskadelovgivningen

Bestemmelser relatereret til handicapkriteriet

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

Erstatning for tab af erhvervsevne samt godtgørelse for varige mén efter lov om

arbejdsskadesikring fastsættes på grundlag af arbejdsskadens følger. Erstatningen

kan nedsættes eller efter omstændighederne bortfalde, hvis tilskadekomnes aktuelle

lægelige og sociale situation ikke udelukkende kan henføres til arbejdsskaden. Der

ydes således ikke kompensation for tilskadekomnes samlede helbredsmæssige

og/eller erhvervsmæssige forringelse, når tilskadekomnes helbredsmæssige og/eller

erhvervsevne allerede var nedsat før skaden. Det samme gælder, når den

forudbestående sygdom med sikkerhed på et senere tidspunkt ville have medført i

det væsentlige de samme følger, selvom skaden ikke var sket.

Følgerne af forudbestående skader eller handicap kan have betydning for

erstatningsudmålingen. Det betyder, at erstatning og godtgørelse kan nedsættes, når

det er dokumenteret, at hele eller dele af det varige mén/tab af erhvervsevne

skyldes andre forhold end arbejdsskadens følger. Det bemærkes, at personer med

handicap kan kompenseres økonomisk efter anden social lovgivning.

Bestemmelser relatereret til alderskriteriet

Godtgørelse for varigt mén er en økonomisk kompensation for de varige ikke-

økonomiske følger af en arbejdsskade. Godtgørelsen nedsættes med en procent for

hvert år, tilskadekomne er ældre end 39 år ved arbejdsskadens indtræden. Var

tilskadekomne fyldt 60 år ved arbejdsskadens indtræden, nedsættes godtgørelsen

med yderligere 1 pct. for hvert år, den pågældende var ældre end 59 år ved

arbejdsskadens indtræden. Godtgørelsen nedsættes dog ikke yderligere efter det

fyldte 69. år, og udgør derefter 60 % af den almindelige godtgørelse. Baggrunden,

for at det er valgt at lade godtgørelsen nedsætte for ældre personer, er, at ældre

personer ikke skal leve så længe med det varige mén som yngre personer.

Erstatning for tab af erhvervsevne tilkendes som løbende erstatning. Udbetalingen

af den løbende erstatning ophører, når modtageren opnår ret til folkepension. Hvis

tabet af erhvervsevne er under 50 procent, bliver den løbende erstatning omsat til et

engangsbeløb (kapitalerstatning). Er erhvervsevnetabet 50 procent eller derover,

har den tilskadekomne mulighed for at få omsat et beløb, der svarer til et tab af

erhvervsevne på 50 procent, til en kapitalerstatning, mens den resterende del af

erstatningen udbetales som en løbende erstatning. Kapitaliseringsfaktorerne, der

anvendes til omsætning af løbene erstatning til kapitalerstatning, fastsættes efter

aktuarmæssige principper. Dette betyder, at kapitaliseringsbeløbet er forskelligt i

forhold til alder, således at det udbetalte kapitalbeløb er mindre jo ældre

tilskadekomne er.

Beskæftigelsesindsatsen

Adskillige ordninger under beskæftigelseslovgivningen har snæver sammenhæng

med folkepensionsalderen. Det gælder fx efterløn, fleksydelse og delpension, som

er tilbagetrækningsordninger før folkepensionsalderen.

Beskæftigelsesindsatsen (lov om en aktiv beskæftigelsesindsats) indeholder en

række målgruppeafgrænsninger, som knytter sig til alder eller handicap

(begrænsninger i arbejdsevnen). Der kan opstilles følgende (foreløbige) liste over

beskæftigelsesrelaterede ordninger, der indeholder bestemmelser

–

direkte eller

indirekte

–

om alder/handicap:

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

Ordning

Fleksjob

Løntilskud til

førtidspensionister

Revalidering

Afgrænsning

Væsentlig og mere end midlertidig begrænsning

i arbejdsevnen. Ophører ved

folkepensionsalderen eller ved overgang til

fleksydelse.

Forudsætter førtidspension (som kræver

væsentlig og varig begrænsning i arbejdsevnen).

Væsentlig begrænsning i arbejdsevnen med

mulighed for selvforsørgelse ved f.eks. skift af

erhvervsområde. Revalideringsydelse er

subsidiær ift. alle andre former for forsørgelse.

Forudsætter at hjælpemidlet har afgørende

betydning for ansættelsen eller beskæftigelsen i

egen virksomhed, eller at redskabet eller

arbejdspladsindretningen kompenserer for

personens eventuelle begrænsning i

arbejdsevnen.

Varig og betydelig psykisk/fysisk funk-

tionsnedsættelse.

Forsikrede ledige, hvis ret til dagpenge, udløber

tidligst 5 år før efterlønsalderen, har ret til

ansættelse i et seniorjob, når dagpengeretten er

udløbet og indtil efterlønsalderen. Det er en

betingelse, at personen betaler til

efterlønsordningen, og at personen vil kunne

opfylde anciennitetskravet for efterløn, når

vedkommende når efterlønsalderen.

Tilskud til udgifter til

hjælpemidler

Personlig assistance til

handicappede

(kompensationsloven)

Seniorjob

Fleksjob

Hvis alderskriteriet i direktivforslaget skal forstås således, at man kan fastsætte en

aldersgrænse ud fra objektive kriterier - f.eks. at folkepensionsalderen er 65 år for

alle - og at forskellige ydelser ophører (for alle), når de opnår folkepensionsalderen

(fordi pensionen så træder i stedet), så er det Styrelsen for Arbejdsmarked og

Rekrutterings vurdering, at der ikke er udgifter ift. fleksjobordningen ved

direktivforslaget. Dog skal det nævnes, at der er det særlige forhold knyttet til

fleksjobordningen, at fleksjob ophører ved opnåelse af folkepensionsalderen,

selvom man i øvrigt kan fortsætte på det ordinære arbejdsmarked efter, at man har

nået folkepensionsalderen. Umiddelbart er det vurderingen, at heller ikke dette har

betydning i forhold til direktivforslaget, da man ikke mister retten til at arbejde, og

derfor stadig er ansat hos arbejdsgiveren, indtil man bliver afskediget.

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

Mht. handicapkriteriet i fleksjobordningen er det endvidere umiddelbart

vurderingen, at direktivets bestemmelser om handicap ikke giver problemer, da det

fortsat må være muligt at afgrænse en ordning til nogle bestemte handicap/et

væsentlighedskriterium, som så omfatter alle borgere. Også ud fra den betragtning

er det opfattelsen, at der ikke er udgifter til fleksjobordningen ved direktivforslaget.

Mht. handicapkriteriet i fleksjobordningen er det endvidere umiddelbart

vurderingen, at direktivets bestemmelser om handicap ikke giver problemer, da det

fortsat må være muligt at afgrænse en ordning til nogle bestemte handicap/et

væsentlighedskriterium, som så omfatter alle borgere. Også ud fra den betragtning

er det opfattelsen, at der ikke er udgifter til fleksjobordningen ved direktivforslaget.

Reglerne om kompensation til personer med handicap i erhverv

Lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. har til formål at styrke og

stimulere handicappede personers muligheder for beskæftigelse med det formål at

give disse de samme muligheder for erhvervsudøvelse som personer uden

handicap.

Er der behov for kompensation for den nedsatte arbejdsevne, er der regler i lov om

kompensation til handicappede i erhverv m.v. om fortrinsadgang, personlig

assistance til handicappede i erhverv og under efter- og videreuddannelse og om

isbryderordningen. Som et eksempel kan nævnes muligheden for personlig

assistance, der kan ydes til ledige, lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende,

som på grund af en varig og betydelig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse har

behov for særlig personlig bistand.

Derudover er der i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats mulighed for, at personer

med funktionsnedsættelse kan få bevilget hjælpemidler, hvis funktionsnedsættelsen

medfører barrierer i forbindelse med et job, uddannelse eller ved deltagelse i tilbud

efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Umiddelbart er det vurderingen, at det også i denne sammenhæng ikke er i strid

med direktivforslaget at afgrænse en ordning ud fra et væsentlighedskriterium, som

omfatter alle borgere. Det er derfor vurderingen, at der ikke er udgifter ift.

ordningen om kompensation til personer med handicap i erhverv ved

direktivforslaget.

Kontanthjælpssystemet

På kontanthjælpsområdet afhænger en persons sats blandt andet af, om personen er

under 25 år, fyldt 25 år eller fyldt 30 år. Aldersgrænserne er politisk bestemte og

begrundes i ”den sædvanlige uddannelsesalder”, hvorfor satserne for de yngre

aldersgrupper under 30 år uden erhvervskompetencegivende uddannelse er fastsat

ud fra SU-niveauet for at sikre, at det ikke er det sociale ydelsesniveau, der

forhindrer de unge i at starte på en uddannelse med SU.

Samtidig med indførelsen af ungesatserne på SU-niveau blev den aktive indsats for

unge under 30 år uden erhvervskompetencegivende uddannelse omlagt, så målet i

dag er ordinær uddannelse. Unge, der vurderes at kunne påbegynde en uddannelse

inden for ca. et år og gennemføre uddannelsen, bliver visiteret som

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

uddannelsesparate, mens unge, der ikke vurderes uddannelsesparate, bliver visiteret

som aktivitetsparate.

De unge, der ikke vurderes uddannelsesparate fx på grund af sociale eller

sundhedsmæssige problemer, få et aktivitetstillæg til satsen, ud fra en betragtning

om at de ikke kan reagere på et økonomisk incitament til at gå i gang med en

uddannelse i form af en lavere sats.

Bestemmelsen i art. 6, 1. pkt., i direktivet angiver, at forskelsbehandlingen kan

retfærdiggøres ud fra tre kriterier 1) den skal være objektivt retfærdiggjort ud fra et

legitimt mål, 2) den skal være passende og 3) den skal være nødvendig. Indholdet

af disse tre kriterier vil i sidste ende bero på en fortolkning hos EU-domstolen.

Dette er ikke uproblematisk, da EU-domstolen i andre sammenhænge har pålagt en

meget snæver fortolkning af lignende proportionalitetshensyn. Der er således en vis

risiko for, at den aldersafgrænsning, der politisk er fastsat i kontanthjælpssystemet,

vil blive underkendt, fordi de ikke lever op til de tre kriterier, der er opregnet i

bestemmelsen, og derfor vil blive betragtet som udtryk for diskrimination.

Sygedagpenge

På sygedagpengeområdet er der som udgangspunkt ikke nogen aldersbegrænsning

for udbetalingen af sygedagpenge. Der er dog en aldersbegrænsning mht.

varighedsbegrænsningen, dvs. spørgsmålet om, i hvor lang tid, der kan udbetales

sygedagpenge. Mens udbetaling af sygedagpenge som udgangspunkt ophører, når

der er udbetalt sygedagpenge i 22 uger i de 9 forudgående kalendermåneder,

ophører sygedagpengene for personer, der har nået folkepensionsalderen, når der er

udbetalt sygedagpenge i mere end 26 af de forudgående 12 kalendermåneder. Der

er desuden ikke de samme forlængelsesmuligheder som for den øvrige

personkreds.

Begrundelsen herfor er, at der er adgang til en anden forsørgelsesydelse, nemlig

folkepensionen. Det ville være uhensigtsmæssigt, hvis man ved at sygemelde sig

før folkepensionen kunne sikre sig en langt højere ydelse i en årrække.

Jobafklaringsforløb

Sygemeldte, som fortsat er uarbejdsdygtige, og som ikke kan få forlænget deres

sygedagpenge, har ret til jobafklaringsforløb med ressourceforløbsydelse i en

periode på op til 2 år. I jobafklaringsforløb er der fastsat den aldersgrænse, at

jobafklaringsforløb ophører på det tidspunkt, hvor personen når

folkepensionsalderen.

Folkepension, førtidspension og børnetilskudsydelser

Kontantydelserne kan udbetales efter



Lov om højeste, mellem, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension

m.v.



Lov om social pension



Lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag

For disse ydelser gælder, at retten til ydelser er aldersbestemte. For børnetilskud

gælder, at retten til ydelsen bortfalder, når barnet har opnået myndighedsalderen på

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

18 år, førtidspension kan tilkendes og udbetales fra det 18. år og til

folkepensionsalderen, mens folkepension kan udbetales fra folkepensionsalderen,

der aktuelt er 65 år. Folkepensionsalderen er gradvist forhøjet fra 65 år til 67 år i

perioden 2019 til 2022, og folkepensionsalderen er forhøjet til 68 år fra 1. januar

2030. Det må antages, at aldersbestemmelser i forhold til disse ydelser er objektivt

og rimeligt begrundet i et legitimt formål og derfor ikke udgør forskelsbehandling i

direktivets forstand. Det gælder også i forhold til seniorførtidspension, som kan

tilkendes personer med mindre end fem år til folkepensionsalderen.

Med førtidspensionsreformen, som trådte i kraft 1. januar 2013, blev der indført en

aldersgrænse for førtidspension, således at førtidspension som udgangspunkt ikke

kan tilkendes personer under 40 år. Personer i alderen fra 18 til 39 år kan tilkendes

førtidspension, hvis det er dokumenteret eller det på grund af særlige forhold er

helt åbenbart, at arbejdsevnen ikke kan forbedres.

Aldersgrænserne er politisk bestemte og begrundes i, at man ikke vil parkere unge

på en varig forsørgelsesydelse, hvis der på sigt er mulighed for, at personen med

den rette indsats kan blive en del af arbejdsmarkedet. Det må - som med de øvrige

pensionsregler - antages, at aldersbestemmelsen er objektiv og rimeligt begrundet i

et legitimt formål. Dog har EU-domstolen i andre sammenhænge pålagt en meget

snæver fortolkning af proportionalitetshensynet.

Beskæftigelsesministeriet er ikke bekendt med, at de gældende regler på området

har ført til domfældelse, der har statueret aldersdiskrimination. Østre Landsret har

ved dom af 5. oktober 2017 som 1. instans, frifundet Børne- og Socialministeriet

og Beskæftigelsesministeriet i to sager. Sagerne angik, om dansk lov om bortfald af

visse sociale ydelser til personer med funktionsnedsættelse ved opnåelse af

folkepensionsalderen er i strid med Danmarks internationale forpligtelser om

diskrimination på grund af alder eller handicap.

Der er ikke foretaget en tilbundsgående analyse af aldersdiskrimination efter

direktivteksten i relation til alle dele af ydelsesområdet herunder særligt ydelser, fx

handicapkompenserende ydelser, der ophører ved overgangen til folkepension, og

ydelser, fx boligydelse efter gunstigere boligstøtteregler, der som udgangspunkt

kun gives til folkepensionister.

Tilskud til udgifter til hjælpemidler efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats §

100

Det fremgår af beskæftigelsesindsatsloven, at der kan gives tilskud til udgifter til

hjælpemidler med henblik på at fremme, at personer opnår eller fastholder ordinær

ansættelse, ansættelse efter lov om seniorjob eller hvis personen driver selvstændig

virksomhed. Tilskuddet kan ydes til hjælpemidler i form af arbejdsredskaber og

mindre arbejdspladsindretninger.

Det er en betingelse for at modtage tilskuddet, at personen er omfattet af

målgruppen i beskæftigelsesindsatsloven, samt at:



tilskuddet enten er af afgørende betydning for ansættelsen eller

beskæftigelsen i egen virksomhed, eller

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18



redskabet eller arbejdspladsindretningen kompenserer for personens

eventuelle begrænsning i arbejdsevnen.

Ankestyrelsen har i principafgørelse N-15-06 fra 2006 truffet afgørelse om, at en

folkepensionist ikke er omfattet af bestemmelsen om tilskud til udgifter til

hjælpemidler. I afgørelsen har Ankestyrelsen lagt vægt på, at folkepensionister ikke

er omfattet af personkredsen i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Umiddelbart er det vurderingen, at det ikke anses for at være i uoverensstemmelse

med EU-rettens forbud mod forskelsbehandling på grund af alder, at man ikke kan

få hjælpemidler efter folkepensionsalderen. Det skyldes, at man ved

folkepensionsalderen er sikret et forsørgelsesgrundlag. En person, der modtager

folkepension, har ikke længere pligt til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet for at

få udbetalt pensionen.

Kulturministeriets område

Der findes ikke på Kulturministeriets område love, der indebærer direkte

diskrimination af mennesker som følge af religion eller tro, handicap, alder eller

seksuel orientering.

Ophavsretsloven

Der er foreskrevet positiv særbehandling af blinde, svagtseende, døve og

talelidende samt personer i øvrigt, der på grund af handicap er ude af stand til at

læse trykt tekst, fx ordblinde, i ophavsretsloven, jf. § 17. Ifølge bestemmelsen er

det tilladt at gengive og sprede eksemplarer af udgivne værker til brug for de

ovennævnte, når gengivelsen og de spredte eksemplarer er særligt bestemt til brug

for disse personer.

Licensbekendtgørelsen

DR Licens kan efter ansøgning bevilge blinde og stærkt svagtseende personer, der

bor alene eller bor i husstande udelukkende med andre blinde eller stærkt

svagtseende personer og/eller hjemmeboende børn uanset alder, fritagelse for

medielicens. Ved blinde og stærkt svagtseende forstås personer, som er medlem af

Dansk Blindesamfund eller opfylder betingelserne for at blive medlem af Dansk

Blindesamfund.

Sundheds- og Ældreministeriets område

Spørgsmål om især alder er reguleret i en række sammenhænge i

sundhedslovgivningen. Som eksempler kan nævnes bestemmelserne vedr.

mindreåriges adgang til at samtykke til behandling og aktindsigt (Sundhedslovens

§ 17), adgangen til at oprette livstestamenter (Sundhedslovens § 26),

transplantation fra levende og afdøde personer (Sundhedslovens §§ 52 og 53),

reglerne vedr. valg af sikringsgruppe og praktiserende læge (Sundhedslovens §§ 58

og 59), gratis tandpleje til børn og unge under 18 år, forebyggende sundhedsydelser

til børn og unge (Sundhedsloven §§ 120-126), en række alderskriterier i forbindelse

med vaccinations- og screeningsprogrammer (f.eks. i forbindelse med

influenzavaccine, HPV-vaccine og screening for brystkræft, livmoderhalskræft og

tarmkræft) og tilskud til behandling af angst ved privatpraktiserende psykolog.

Hertil kommer regler om aldersgrænser ift. sterilisation (sundhedslovens § 105) og

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

kastration (sundhedslovens § 115). Endvidere er det i om lov om assisteret

reproduktion fastsat, at assisteret reproduktion ikke må finde sted i de tilfælde, hvor

den person med livmoder og æggestoksvæv, der skal føde barnet, er ældre end 45

år (§ 6).

Det er overordnet vurderingen, at aldersbestemmelserne i sundhedslovgivningen er

objektivt og sagligt begrundet i legitime og faglige hensyn. Det kan dog ikke på

nuværende tidspunkt udelukkes, at der vil kunne blive behov for ændringer heri

som følge af en vedtagelse af direktivforslaget.

I forhold til direktivudkastets forbud mod diskrimination på grund af seksuel

orientering bemærkes, at ifølge Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 768 af 10.

juli 2008 om sikkerhed ved bloddonation skal blodbankerne forud for tapning af

humant blod undersøge, om donor er egnet til donation efter kriterier nævnt i bilag

2 til bekendtgørelsen. Et af disse kriterier er seksuel adfærd, og dette kan indebære

udelukkelse af donorer "som på grund af deres seksuelle adfærd er udsat for stor

risiko for at påføre sig alvorlige smitsomme sygdomme, der kan overføres med

blodet".

Begrundelsen for kravene i bekendtgørelsen er dels at sikre bloddonorer bedst

muligt mod komplikationer ved tapning, dels at opnå bedst mulig sikkerhed ved

anvendelse af lægemidler, der er fremstillet af humant blod. For at opnå

dette udelukkes personer, hvor der er en potentiel risiko for overførsel af infektion

med blodet.

Bekendtgørelsen er gennemførelse af direktiv 2004/33/EF.

Endvidere er det forhold, at en mand har haft sex med en anden mand, nævnt som

én blandt flere risikofaktorer ved vurderingen af en sæddonorkandidats egnethed.

Det er imidlertid ikke en udelukkelsesgrund, at en mand har haft sex med en anden

mand, og en homoseksuel mand kan således efter en konkret vurdering være at

være egnet som sæddonor, jf. Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 764 af 26.

maj 2015 om humane væv og celler.

Ældre

Generelt gives hjælp efter serviceloven til voksne borgere i Danmark på baggrund

af en behovsvurdering og dermed ikke på baggrund af aldersafgrænsning eller

anden afgrænsning, såsom køn, etnisk oprindelse eller økonomisk formåen.

Kommunalbestyrelsen skal eksempelvis tilbyde personlig pleje, praktisk hjælp i

hjemmet og madservice til borgere, som på grund af midlertidigt eller varigt nedsat

fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer ikke selv kan

udføre disse opgaver. Kommunalbestyrelsen skal i den forbindelse træffe afgørelse

om tildeling af hjælpen på baggrund af en konkret, individuel vurdering.

Forebyggende hjemmebesøg

Serviceloven forpligter kommunerne til at tilbyde alle 75 årige et forebyggende

hjemmebesøg der blandt andet skal afklare behovet for fremtidige besøg og

identificere de ældre, som har et særligt behov for en forebyggende indsats.

Kommunerne forpligtes samtidig til at tilbyde forebyggende hjemmebesøg til ældre

mellem 65 og 79 år, der er i en særlig vanskelig livsituation, og derfor vurderes at

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

være i en særlig risikogruppe. Det gælder for eksempel ældre, som har mistet en

ægtefælle, ældre som har isoleret sig i særlig grad eller ældre, der er blevet

udskrevet fra hospitalet. Endeligt skal alle ældre, der er fyldt 80 år, tilbydes ét

årligt forebyggende hjemmebesøg. r. Kommunalbestyrelsen kan vælge at undtage

de borgere, som modtager både personlig pleje og praktisk hjælp, fra ordningen om

forebyggende hjemmebesøg.

Miljø- og Fødevareministeriets område

Direktivet vurderes ikke at have konsekvenser indenfor Miljø- og

Fødevareministeriets område.

Det kan dog nævnes, at der i Miljø- og Fødevareministeriets lovgivning findes

visse regler, som indeholder krav om, at en ansøger skal have en vis alder for at få

del i et gode eller lignende. Disse særlige alderskriterier i national lovgivning på

Miljø- og Fødevareministeriets område vurderes ikke at være i strid med

direktivforslaget, idet kriterierne er objektive, sagligt begrundet og proportionelle,

jf. forslagets artikel 2, stk. 6.

Erhvervsministeriets område

Finanstilsynet har oplyst, at det fremgår af nr. 15 i præambel teksten, at "Inden for

bank- og forsikringsvirksomhed og i forbindelse med andre finansielle tjenester

anvendes der aktuarmæssige faktorer og risikofaktorer i tilknytning til handicap og

alder. Dette bør ikke betragtes som forskelsbehandling, hvis de pågældende

faktorer må anses for at være afgørende for risikovurderingen".

Faktorerne baseret på handicap og alder er her baseret på faglige vurderinger og er

ikke udtryk for forskelsbehandling. Hvis det ønskes, at Finanstilsynet skal have

ansvaret for og derved føre tilsyn med, at der alene anvendes aktuarmæssige

faktorer og risikofaktorer i tilknytning til handicap og alder, som anses for

afgørende for risikovurderingen, således at usaglig forskelsbehandling undgås, skal

der indarbejdes en lovhjemmel hertil i den finansielle lovgivning

Frekvensloven

Frekvensloven fastsætter regler om adgangen til at anvende frekvenser. Loven har

ikke forskellige regler for anvendelse af frekvenser afhængig af brugeren -

reglernes forskellighed beror i stedet på den konkrete frekvensanvendelse. Det

betyder, at nogle former for frekvensanvendelse er fritaget for krav om tilladelse -

det gælder så i givet fald alle brugere, der anvender de pågældende frekvenser. På

nogle områder forudsætter anvendelsen af frekvenser, at man har bestået en prøve -

det gælder på det maritime område, luftfartsområdet og radioamatørområdet. Da

der er tale om skriftlige prøver, kan det være vanskeligt for f.eks. en svært

synshandicappet radioamatør at gå til prøve.

Derfor giver loven mulighed for at fastsætte regler om afholdelse af særlige prøver

for brugere med et handicap. Hjemlen er udnyttet, ligesom muligheden for

afholdelse af sådanne specialprøver med jævne mellemrum udnyttes.

Bekendtgørelse om digitale radio- og tv-tjenester (hjemmel i teleloven og tv-

standardloven)

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

Bekendtgørelsen fastsætter en række regler, der sikrer modtagelsen af

digitale radio- og tv-tjenester. I forbindelse med den nye teledirektivpakke fra 2009

er reglerne blevet revurderet, herunder i forhold til handicappede lyttere og seere.

Vurderingen er, at reglerne i deres nuværende form er tilstrækkeligt rummelige

også i forhold til denne seergruppe. Der vurderes derfor ikke umiddelbart at være

behov for ændringer i forbindelse med implementeringen af

ligebehandlingsdirektivet.

R&TTE-loven (lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold)

R&TTE-loven fastsætter regler om markedsføring og brug af radioudstyr,

teleterminaludstyr og elektriske og elektroniske apparater. Loven skelner således

alene på baggrund af brugerens funktion i den konkrete situation - det vil sige

brugeren som fabrikant, ansvarlig for markedsføring, almindelig bruger etc. Der

vurderes derfor ikke umiddelbart at være behov for ændringer i forbindelse med

implementeringen af ligebehandlingsdirektivet.

Regler om forsyningspligt eller slutbrugerforhold

Forslaget til ligebehandlingsdirektiv synes ikke at give anledning til ændring af

regler om forsyningspligt eller slutbrugerforhold.

Der er både i den gældende lov om konkurrence og forbrugerforhold på

telemarkedet og i bekendtgørelse nr. 701 af 26. juni 2008 om

forsyningspligtydelser (forsyningspligtbekendtgørelsen) særregler om adgang til

elektroniske kommunikationsnet og -tjenester for personer med handicap.

Eksempelvis er der i forsyningspligtbekendtgørelsen regler om etablering af en

teksttelefonitjeneste med tilhørende formidlingscentral samt nummeroplysning og

automatisk gennemstilling til reduceret pris for nærmere afgrænsede grupper af

handicappede. Disse forsyningspligtregler er baseret på direktiv 2002/22/EF om

forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske

kommunikationsnet og -tjenester. Særreglerne for personer med handicap

udgør "særforanstaltninger" og er derfor i overensstemmelse med

ligebehandlingsdirektivets forslag til artikel 5, der tillader "Positiv særbehandling

og særforanstaltninger".

Det bemærkes i øvrigt, at der er vedtaget en ny lov om elektroniske

kommunikationsnet og -tjenester (lov nr. 169 af 3. marts 2011), der bl.a.

implementerer en række særbestemmelser vedr. personer med handicap, jf. direktiv

2009/136/EF om ændring af bl.a. direktiv 2002/22/EF om forsyningspligt og

brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester

mv.

Det bemærkes, at den gældende lov om elektroniske kommunikationsnet og -

tjenester (lov nr. 169 af 3. marts 2011), bl.a. implementerer en række

særbestemmelser vedr. personer med handicap, jf. direktiv 2009/136/EF om

ændring af bl.a. direktiv 2002/22/EF om forsyningspligt og brugerrettigheder i

forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester mv.

Justitsministeriets område

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

Forslaget ses umiddelbart at berøre følgende regler inden for Justitsministeriets

område:

Lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af race

Lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af race mv., jf. lovbekendtgørelse

nr. 626 af 29. september 1987, som ændret ved lov nr. 433 af 31. maj 2000,

indeholder et forbud mod forskelsbehandling på grund af race mv. inden for

erhvervsmæssig eller almennyttig virksomhed. Det er ifølge denne lov forbudt på

grund af en persons race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller

seksuelle orientering at nægte at betjene den pågældende på samme vilkår som

andre eller at give en person adgang på samme vilkår som andre til sted,

forestilling, udstilling, sammenkomst eller lignende, der er åben for almenheden.

Overtrædelse af denne lov straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder. Den

nævnte lov omfatter ikke forskelsbehandling på grund af handicap eller alder, og

loven omfatter endvidere ikke uagtsomme forhold.

De i straffeloven og retsplejeloven (vedrørende behandlingen af straffesager)

indeholdte bestemmelser med aldersgrænser mv. omfattes ikke af direktivforslagets

anvendelsesområde, jf. forslaget til artikel 3, stk. 1.

Samlet set vurderes forslaget ikke at have konsekvenser indenfor Justitsministeriets

område.

Udlændinge- og Integrationsministeriets område

For så vidt angår udlændingeområdet lægges til grund, at det fremgår af

direktivforslaget, at det ikke omfatter udlændingeområdet, jf. artikel 3, stk. 5. I sin

nuværende form kan bestemmelsen dog forstås således, at det kun er reglerne

muligheden

for at indrejse og opholde sig i medlemsstaten, der falder uden for

direktivet. Formuleringen bør derfor præciseres, så det klart fremgår, at også de

betingelser, som tredjelandsstatsborgere og statsløse personer

opholder sig på i

medlemsstaten,

falder uden for direktivet. Det bør ligeledes sikres, at "betingelser

vedrørende ophold" også omfatter udvisning, afvisning og udrejse.

Integrationsloven

Integrationsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1127 af 11. oktober 2017, indeholder

aldersgrænser for så vidt angår tilbud om integrationsprogram, som retter sig mod

voksne mennesker og iværksættes med henblik på at skabe mulighed for

selvforsørgelse. Aldersgrænsen knytter sig til myndighedsalderen, men

integrationsprogrammet kan også efter en konkret vurdering tilbydes til uledsagede

mindreårige flygtninge. Disse aldersgrænser findes objektivt og rimeligt begrundet.

Integrationsloven indeholder endvidere enkelte bestemmelser om særlige tilbud og

tilskudsordninger, som kan iværksættes i forhold til bestemte aldersgrupper. Disse

bestemmelser er begrundet i behovet for en særlig indsats i forhold til disse

aldersgrupper med henblik på at hjælpe de pågældende i uddannelse eller

beskæftigelse. Bestemmelserne er således udtryk for positiv særbehandling.

Repatrieringsloven

I repatrieringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1129 af 13. oktober 2017, er

størrelsen af den hjælp til etablering, der kan udbetales til en udlænding, der ønsker

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

at vende tilbage til sit hjemland eller tidligere opholdsland, knyttet til en

aldersgrænse på 18 år. Endvidere er muligheden for at yde hjælp til udgifter til

sygeforsikring eller behandlingsudgifter knyttet til en aldersgrænse på 18 år, mens

hjælp til udgifter til skolegang kan ydes til børn, der på tidspunktet for repatriering

er mellem 5 og 16 år.

Repatrieringsloven indeholder endvidere aldersgrænser for så vidt angår

muligheden for at opnå den pensionslignende reintegrationsbistand, som er knyttet

til en antagelse om manglende muligheder for at skaffe sig et forsørgelsesgrundlag

i hjemlandet på grund af alder og f.eks. helbredsforhold. Disse aldersgrænser er

således udtryk for positiv særbehandling.

Lov om etnisk ligebehandling

Lov om etnisk ligebehandling, jf. lovbekendtgørelsen nr. 438 af 16. maj 2012, som

ændret ved § 14 i lov nr. 553 af 18. juni 2012, indeholder et forbud mod direkte og

indirekte forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse uden for

arbejdsmarkedet. Loven baserer sig bl.a. på EU-direktiv 2000/43/EF.

Loven indeholder forbud mod direkte og indirekte forskelsbehandling. Lovens

forbud mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed, for så

vidt angår social beskyttelse, herunder social sikring og sundhedspleje, sociale

goder, uddannelse samt adgang til og levering af varer og tjenesteydelser, herunder

bolig, der er tilgængelige for offentligheden. Forbuddet mod forskelsbehandling

gælder endvidere for medlemskab af og deltagelse i en organisation, hvis

medlemmer udøver et bestemt erhverv, samt de fordele, sådanne organisationer

giver medlemmerne. Loven gælder ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat

karakter.

Det følger af bestemmelsen i § 3, stk. 1, at ingen må udsætte en anden person for

direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af vedkommendes eller en

tredjemands race eller etniske oprindelse. Lov om etnisk ligebehandling indeholder

ikke nogen nærmere afgrænsning af den beskyttede personskreds. Det bemærkes i

den forbindelse, at når der ikke i lovgivningen udtrykkeligt er angivet en

personkreds, for hvilken loven gælder, finder loven anvendelse for enhver, der

opholder sig på dansk territorium.

Ligebehandlingsnævnet har kompetence til at behandle klage over

forskelsbehandling i henhold til lov om etnisk ligebehandling. Det er en

forudsætning, at eventuelle administrative klagemuligheder er udtømt.

Ligebehandlingsnævnets kompetence er reguleret i lov om ligebehandlingsnævnet,

jf. lovbekendtgørelse nr. 1230 af 2, oktober 2016.

Forsvarsministeriets område

Uddannelserne i Forsvaret og Beredskabsstyrelsen er opdelt i

værnepligtsuddannelser og øvrige uddannelser.

Værnepligtsuddannelsen ligger til grund for langt de fleste uddannelser i Forsvaret.

Det er en betingelse for at påbegynde værnepligtsuddannelsen, at man ved

sessionshandlingen på Forsvarets Dag erklæres egnet eller begrænset egnet til

værnepligtstjeneste.

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

For værnepligtige i Beredskabsstyrelsen (redningsspecialist) stilles samme krav om

egnethed til værnepligtstjeneste, som gælder i Forsvaret. For fysisk eller psykisk

handicappede stiller dette en hindring i forhold til værnepligtstjeneste.

Der er en aldersgrænse i forhold til værnepligtstjeneste i Forsvaret og

Beredskabsstyrelsen. Det fremgår af værnepligtsloven (LBK nr. 225 af 13. marts

2006) § 25, stk. 2, ”at værnepligtige, der ikke inden deres fyldte 32. år har

påbegyndt

værnepligtstjenesten, kan ikke indkaldes til sådan tjeneste”.

De fleste uddannelser på Forsvarets og Beredskabsstyrelsens områder er primært

målrettet opgaveløsningen på disse områder, hvorfor fysisk og psykisk egnethed til

at løse opgaverne inddrages i vurderinger om optagelse på uddannelserne.

Ved optagelsen til uddannelser i Forsvaret lægges der vægt på, at ansøgeren kan

håndtere både de studiemæssige krav, der er til selve uddannelsen, og de fysiske og

mentale krav, der retter sig mod det militære fagområde, som uddannelsen retter

sig mod.

På samme måde kræver især de grundlæggende uddannelser i redningsberedskabet,

at deltagerne har en vis fysisk styrke, hvorfor der stilles krav til deltagernes

helbred. Samtidig kræver redningsarbejde i al almindelighed en robust psyke. Den

ansvarlige udbyder af den enkelte uddannelse skal vurdere den enkelte deltagers

egnethed til at gennemføre uddannelsen og dennes egnethed til efterfølgende at

virke i redningsberedskabet. Det sikres blandt andet gennem tests og

helbredsundersøgelser. Derudover udbyder Beredskabsstyrelsen seks uddannelser,

hvor der udover ovenstående kræves en helbredsattest.

Undervisningsministeriets område

Forbud mod diskrimination på grund af alder

For så vidt angår direktivudkastets forbud mod diskrimination pga. alder skal

Undervisningsministeriet gøre opmærksom på, at der i love og bekendtgørelser

findes alderskrav og aldersbegrænsninger. Som eksempler kan især nævnes

bestemmelser, der udgør kriterier for udløsning af statstilskud for elever og

kursister på skolerne:



§ 13, stk. 1, i lov om efterskoler og frie fagskoler, jf. lovbekendtgørelse nr.

1076 af 8. juli 2016, indeholder krav til minimums- og maksimumsalder

for elever på efterskoler og frie fagskoler.

§ 7, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1833 af 18. december 2015, om tilskud til

friskoler og private grundskoler m.v. med senere ændringer, indeholder

minimums- og maksimumsalder for, at elever kan indgå i opgørelsen af

skolens elevtal og dermed få statstilskud.

Alderskriterierne for statstilskud til frie grundskoler og efterskoler følger

undervisningspligten, som er fastlagt i lov om folkeskolen, jf. teksten

nedenfor om folkeskolen.



Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18



Ved lov nr. 1570 af 21. december 2010 om ændring af lov om institutioner for

almengymnasiale uddannelser og almen voksenundervisning mv., lov om

private

gymnasieskoler,

studenterkurser

kurser

til

højere

forberedelseseksamen (hf-kurser) og lov om åben uddannelse (erhvervsrettet

voksenuddannelse) mv. blev det vedtaget, at undervisningsministeren

fastsætter regler om, at kursister, der modtager efterløn eller en aldersbetinget

pension, og som ikke eller kun i mindre omfang har en

arbejdsmarkedstilknytning, skal yde en deltagerbetaling, der er højere end den

almindelige deltagerbetaling. Loven vedrører AVU og gymnasiale uddannelser

tilrettelagt som enkeltfag. Kursister, der modtager efterløn eller en

aldersbetinget pension, og som har en videregående uddannelse, skal ikke

betale den forhøjede deltagerbetaling, men den fulde deltagerbetaling som alle

andre kursister med videregående uddannelse. Forhøjelse af deltagerbetalingen

fastsættes i de årlige finanslove og udgør i finansåret 2015 750 kr.

§ 1, stk. 1, i lov om produktionsskoler, jf. lovbekendtgørelse nr. 97 af 26.

januar 2017, indeholder

maksimumalder for

påbegyndelse af

produktionsskoletilbud med statstilskud (op til 25 år), og § 1, stk. 2, i lov om

erhvervsgrunduddannelse mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 738 af 20. juni 2016,

er der fastsat en maksimumalder for påbegyndelse af erhvervsgrunduddannelse

(op til 30 år).

§ 66 m i lov om erhvervsuddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 271 af 24.

marts 2017 indeholder en maksimumsalder for adgang til et særligt

afslutningsforløb i erhvervsuddannelserne (eud+) og § 66 v i samme lov

indeholder en maksimumsalder for adgang til erhvervsuddannelse tilrettelagt

for unge, som samtidig er en minimumsalder for adgang til erhvervsuddannelse

tilrettelagt for voksne.



Af andre eksempler kan nævnes skoleydelse, jf. § 17, stk. 2, i lov om

produktionsskoler, hvor skoleydelsens størrelse differentieres efter, om eleven er

over eller under 18 år, samt for så vidt angår elever over 18 år, om disse er ude

–

eller hjemmeboende. Tilsvarende gør sig gældende for skolepraktikydelse som er

fastsat med hjemmel i § 66 k i lov om erhvervsuddannelser.

Det kan endvidere nævnes, at der i folkeskoleloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 747

af 20. juni 2016 er fastsat aldersgrænser for undervisningspligtens indtræden (1.

august i det kalenderår, hvor barnet fylder 6 år) og ophør (den 31. juli ved

afslutningen af undervisningen på 9. klassetrin eller senest den 31. juli i det

kalenderår, hvor barnet fylder 17 år eller har afsluttet uddannelse, der er ligestillet

med grundskolen) (se § 34, stk. 1). Der endvidere bestemmelser om alder ved

indskrivning i folkeskolen før undervisningspligtens indtræden (barnet kan

indskrives fra begyndelsen af det kalenderår, hvor det fylder 5 år) (se § 36, stk. 1)

og om alder ved optagelse i børnehaveklassen før undervisningspligtens indtræden

(barnet kan optages i børnehaveklassen i det kalenderår, hvor barnet inden den 1.

oktober fylder 5 år) (se § 37).

Forbud mod diskrimination for religion eller tro

For så vidt angår direktivudkastets forbud mod diskrimination p. g. a. religion eller

tro skal Undervisningsministeriet gøre opmærksom på, at de frie grundskoler som

100

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

udgangspunkt selv beslutter, hvilke elever skolen vil optage. Det fremgår dog af

bemærkningerne til L 105, folketingssamling 2004-05 (2. samling), at: "De frie

grundskoler er omfattet af lov om etnisk ligebehandling og lov om inkorporering af

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Skolerne må således ikke

forskelsbehandle på grund af race eller etnisk oprindelse, herunder i forbindelse

med beslutningen om, hvem de vil have som elever. I øvrigt henvises til

bemærkningerne til forslag 3 nedenfor." Og af bemærkningerne til nr. 3 fremgår

det: "Det vil som følge heraf være i strid med bestemmelsen, hvis skolen i sin

optagelsespraksis udøver diskrimination på baggrund af køn eller etnisk oprindelse.

Bestemmelsen vil derimod ikke afskære skoler, der bygger på en bestemt religiøs

overbevisning, fra kun at have elever med den samme religiøse overbevisning som

skolen eller kun at have elever, hvis forældre har den samme overbevisning som

skolen." Tilsvarende principper gælder for efterskoler og frie fagskoler.

Forbud mod diskrimination af mennesker med handicap

Det kan indledningsvis nævnes, at der i folkeskoleloven (lovbekendtgørelse nr. 747

af 20. juni 2016) er regler for elever med særlige behov (handicap). Der henvises til

§ 3, stk. 2, hvorefter børn, hvis udvikling kræver en særlig hensyntagen eller støtte,

gives specialundervisning eller anden specialpædagogisk bistand i specialklasser

eller specialskoler. Der gives desuden specialundervisning og anden

specialpædagogisk bistand til børn, hvis undervisning i den almindelige klasse kun

kan gennemføres med støtte i mindst 9 undervisningstimer ugentligt. Af

folkeskolelovens § 3 a følger endvidere, at børn, der har behov for støtte, og som

ikke alene kan understøttes ved brug af undervisningsdifferentiering og

holddannelse, skal tilbydes supplerende undervisning eller anden faglig støtte. Hvis

der er behov herfor, skal der gives personlig assistance, der kan hjælpe barnet til at

overvinde praktiske vanskeligheder i forbindelse med skolegangen.

Herudover findes på ministeriets område en del regelsæt om pligt til at tilbyde

specialundervisning og om tilskud til specialundervisning og lignende, der foregår

på de selvejende uddannelsesinstitutioner.

Det er umiddelbart vanskeligt at vurdere forslagets konsekvenser på området,

herunder med hensyn til eventuelle merudgifter i form af krav om større tilskud til

mennesker med handicap.

Det er desuden vanskeligt at vurdere forslagets konsekvenser i forhold til den

aktuelle udmøntning af sektoransvaret. Der er på de forskellige

uddannelsesniveauer og -områder forskel på, hvorvidt der er en lovreguleret

forpligtelse til at yde specialpædagogisk støtte. På nogle områder er der lagt op til,

at der kan tages hensyn til personer med funktionsnedsættelse, mens der på andre

områder i uddannelseslovene er en direkte forpligtelse for institutionerne til at yde

specialpædagogisk støtte.

Ydermere er det vanskeligt at vurdere konsekvenserne af forslagets begreb

’proaktivitet’, såvel i forhold til merudgifter som i forhold til praksis for

støttetildeling, m.v.

På det frie skoleområde findes følgende regler om specialundervisning og anden

specialpædagogisk bistand samt inklusion og om statstilskud hertil:

101

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

Efter friskolelovens § 3, stk. 1, nr. 1- 3, jf. lovbekendtgørelse nr. 1075 af 8. juli

2016, skal en fri grundskole

1) give specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand til elever i medfør

af § 3, stk. 2, 2. pkt., i lov om folkeskolen, jf. dog stk. 2

2) tilbyde supplerende undervisning eller anden faglig støtte til en elev, der har

brug for støtte, og som ikke kan understøttes alene ved brug af

undervisningsdifferentiering og holddannelse, med henblik på elevens inklusion i

den almindelige undervisning, jf. § 3 a, 1. pkt., i lov om folkeskolen,

3) yde personlig assistance, der kan hjælpe en elev til at overvinde praktiske

vanskeligheder i forbindelse med skolegangen, hvis der er behov herfor, jf. § 3 a, 2.

pkt., i lov om folkeskolen.

Ifølge friskolelovens § 11, stk. 1, nr. 1 og 2, litra a og c, fastsættes der på

finansloven af driftstilskudsbevillingen et særligt tilskud til specialundervisning og

anden specialpædagogisk bistand, til personlig assistance, til hjælpemidler til

elever i tilfælde, hvor der er et særligt behov herfor, samt et særligt tilskud til

ekstraudgifter til befordring af elever med svære handicap. Ifølge friskolelovens §

11, stk. 1, nr. 4, fastsættes der et særligt tilskud til supplerende undervisning eller

anden faglig støtte til en elev, der har brug for støtte, og som ikke kan understøttes

alene ved brug af undervisningsdifferentiering og holddannelse, med henblik på

elevens inklusion i den almindelige undervisning.

Efter § 3, stk. 1, i lov om efterskoler og fri fagskoler, jf. lovbekendtgørelse nr. 1076

af 8. juli 2016 kan efterskoler, og frie fagskoler tilbyde specialundervisning og

anden specialpædagogisk bistand til elever i medfør af § 3, stk. 2, i lov om

folkeskolen. Efter § 3 a i samme lov skal efterskoler og frie fagskoler tilbyde

supplerende undervisning eller anden faglig støtte til en elev, der har brug for

støtte, og som ikke alene kan understøttes ved brug af undervisningsdifferentiering

og holddannelse, med henblik på elevens inklusion i den almindelige undervisning,

jf. § 3 a, 1. pkt., i lov om folkeskolen. Hvis der er behov herfor, skal skolerne give

personlig assistance, der kan hjælpe en elev til at overvinde praktiske

vanskeligheder i forbindelse med undervisningen, jf. § 3 a, 2. pkt., i lov om

folkeskolen.

I henhold til § 25, stk. 1, i lov om efterskoler og frie fagskoler yder staten tilskud til

specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand. Endvidere yder staten

efter samme lovs § 25 a tilskud til dækning af ekstraudgifter, der er godkendt af

undervisningsministeren, til personlig assistance, jf. § 3 a, 2. pkt., og hjælpemidler

til elever i tilfælde, hvor der er et særligt behov herfor. Efter samme lovs § 24 a

yder staten endelig tilskud til efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler

til støtte til elever, der er omfattet af § 3 a, til inklusion af disse elever i den

almindelige undervisning.

Det fremgår endvidere af § 15, stk. 2, i lov om efterskoler og frie fagskoler, jf.

lovbekendtgørelse nr. 1076 af 8. juli 2016, at kurset skal være åbent for alle, der

opfylder kravene til minimumsalder. Deltagelse i et kursus kan dog gøres betinget

af højere alder, men ikke af bestemte kundskaber, uddannelser, stillinger, erhverv

102

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

eller ansættelsesforhold og lign. eller af medlemskab af bestemte foreninger eller

organisationer.

På ungdomsuddannelsesområdet kan der ydes særlige tilskud til institutionernes

udgifter til specialpædagogisk bistand. Efter § 29 i lov om erhvervsuddannelser

skal skolerne give specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand til

elever, der har behov for det. Efter § 18 i lov om kombineret ungdomsuddannelse,

jf. lovbekendtgørelse nr. 779 af 15. juni 2015 og endvidere efter § 18 a, i lov om

institutioner for erhvervsrettet uddannelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 749 af 21. juni

2016 og efter § 44 i lov om institutioner for almene gymnasiale uddannelser og

almen voksenuddannelse m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 750 af 21. juni 2016, kan

der ydes særlige tilskud til institutionens udgifter til elever og kursister, der efter

følgende love skal have tilbud om specialpædagogisk bistand:



Lov nr. 1716 af 27. december 2016 om de gymnasiale uddannelser

Lov om erhvervsuddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 271 af 24. marts

2017

Der kan knytte sig en særlig problemstilling i forhold til efter- og

videreuddannelsesområdet, idet der bortset fra arbejdsmarkedsuddannelserne

(AMU) og enkeltfags HF ikke findes en støtteordning for specialpædagogisk

bistand.

Specialpædagogisk bistand til AMU-deltagere ydes som en forsøgsordning med

hjemmel i tekstanmærkning 159 ad FL. § 20.98.31.30. Bevillingen anvendes til

videreførelse af forsøgsordningen vedrørende forbedring af handicappedes vilkår

på AMU-uddannelser ved institutioner for erhvervsrettet uddannelse ved udvikling

og anskaffelse af kompenserende undervisningsmaterialer og udstyr. Der kan af

den afsatte bevilling udbetales specialpædagogisk støtte til deltagere på

arbejdsmarkedsuddannelser, så deltagere med et særligt behov får mulighed for at

gennemføre en arbejdsmarkedsuddannelse. Der er tale om en bevilling, som kan

bruges til personer med særlige behov, herunder blandt andet hørehæmmede,

synshandicappede, bevægelseshandicappede, ordblinde og læsesvage samt andre,

f.eks. psykisk udviklingshæmmede.

Midlerne kan blandt andet bruges til særligt udstyr, udvikling af egnede

undervisningsmaterialer, afholdelse af særligt tilrettelagte uddannelsesforløb for

psykisk udviklingshæmmede, rådgivning af uddannelsesstederne, efteruddannelse

af lærerne og informationsspredning. Indsatsen er en forlængelse af den

forsøgsordning, der blev iværksat i 1998, og er en fortsættelse af initiativerne inden

for denne ramme.

Undervisningsministeriet skal betone, at området adskiller sig fra de fleste andre

uddannelser, ved at der i meget vidt omfang er tale om kortvarige kurser. Det vil

formentlig kunne udløse ganske betydelige merudgifter, hvis der bliver fastlagt en

forpligtelse til at betjene disse deltagere på samme måde som personer, som

deltager i mere langvarige uddannelser, især hvis ordblinde og personer med

tilsvarende vanskeligheder omfattes af reglerne.

103

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

Forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne samt

almen voksenuddannelse

Lov om forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne, jf.

lovbekendtgørelse nr. 96 af 26. januar 2017, og lov om almen voksenuddannelse

og om anerkendelse af realkompetence i forhold til fag i almen voksenuddannelse,

i hf-uddannelsen og i uddannelsen til studentereksamen (avu-loven), jf.

lovbekendtgørelse nr. 1073 af 4. september 2013, indeholder ikke regler om

specialpædagogisk støtte. Der er heller ikke mulighed for at yde specialpædagogisk

støtte hertil i henhold til lov om specialpædagogisk støtte ved videregående

uddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 748 af 16. maj 2015 (denne lov hører under

Uddannelses- og Forskningsministeriets ressortområde). Det må imidlertid

forventes, at en gennemførelse af forslaget vil kunne medføre krav om en

tilsvarende ordning, som er gældende for de videregående uddannelser efter lov om

specialpædagogisk støtte ved videregående uddannelser.

Det fremgår af artikel 14, at sanktionen for forskelsbehandling på baggrund af

religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering, er en økonomisk

godtgørelse. Undervisningsministeriet antager på den baggrund, at der vil blive tale

om en godtgørelsesordning svarende til den, der følger af lov om ligebehandling af

mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 645

af 8. juni 2011 med senere ændringer, og at der således ikke som i dansk rets

almindelige erstatningsregler forudsættes, at der er lidt et tab.

Ligebehandling af kvinder og mænd uden for arbejdsmarkedet

Ligebehandling af kvinder og mænd uden for arbejdsmarkedet i Danmark er

reguleret af Lov om ligestilling af kvinder og mænd.

Ligebehandlingsnævnet afgjorde den 27, april 2017 en sag efter lov om forbud

mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet (forskelsbehandlingsloven), hvorefter

forbuddet mod forskelsbehandling også gælder enhver, der driver vejlednings- og

uddannelsesvirksomhed i forhold til erhvervsuddannelse og erhvervsmæssig

videreuddannelse. Ligebehandlingsnævnet vurderede i den konkrete sag, at

indklagede (en erhvervsskole) driver uddannelsesvirksomhed, der falder inden for

forskelsbehandlingslovens anvendelsesområde, da der er tale om uddannelse med

henblik på lønnet beskæftigelse.

Transport-, Bygnings- og Boligministeriets område

Individuel handicapkørsel

Ordningen om individuel handicapkørsel i § 11 i lov om trafikselskaber pålægger

kommunerne som minimum at etablere kørsel til personer, der som følge af deres

bevægelseshandicap har behov for hjælpemidler, og som følge deraf ikke kan

benytte den almindelige offentlige transport

–

selv om transportmidlet måtte være

handicapvenligt indrettet. Personer med andet handicap er i udgangspunktet ikke

omfattet af denne ordning, men vil ofte være omfattet af andre ordninger. Da der i

henhold til lovgivningen er tale om en minimumsordning, står det kommunerne frit

for at inkludere personer med andre typer af handicap i ordningen. Den

individuelle handicapkørsel er tiltænkt at dække såkaldt spontankørsel, der

forventes at række ud over transport til behandling, terapi og lignende, da det i

104

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

loven er lagt til grund, at denne type kørsel af omfattet af andre kørselsordninger.

Ministeriet har i efteråret 2015 vurderet, at ordningen også kan anvendes til fx

behandling, terapi og lignende, idet det forudsættes, at borgere visiteret til andre

ordninger med det formål, vil have et klart økonomisk incitament til at benytte

disse andre ordninger i stedet.

D. 1. juli 2018 træder en udvidelse af den individuelle handicapkørsel i kraft,

hvormed blinde og stærkt svagsynede borgere over 18 år også er omfattet af

ordningen.

Der er en risiko for, at direktivets art. 3 sammenholdt med art. 4 vil blive fortolket

således, at der er tale om forskelsbehandling, når kun nærmere definerede handicap

giver adgang til den individuelle kørselsordning, mens andre handicap ikke gør.

Rabatordninger afhængige af alderskriterier

Direktivets artikel 13 indeholder bestemmelse om, at ikke kun love men også

administrative bestemmelser og virksomheders aftaleretlige bestemmelser vil

kunne rammes af direktivets diskriminationsforbud. På denne baggrund må det

bemærkes, at der overalt i den kollektive transport findes eksempler på

rabatordninger, som enten direkte eller indirekte er afhængige af alder. Som

eksempler kan nævnes, at børn under 12 år de fleste steder rejser gratis med bus og

tog, når de ledsages af en voksen, og at personer, som er fyldt 65 år eller som

modtager social pension, kan få 50 % rabat på billetprisen. Endvidere findes der

eksempler på studierabatter, lejrskolerabatter og familierabatter. I de fleste tilfælde

fastsættes rabatterne af de offentlige transportudbydere, f.eks. DSB og

trafikselskaberne. I andre tilfælde er der indgået særlige aftaler mellem Transport-,

Bygnings- og Boligministeriet og enkelte private transportvirksomheder om at yde

visse rabatter til børn, pensionister og studerende. Det må antages, at disse

rabatordninger kan være i strid med direktivets forbud mod aldersdiskrimination.

Forbedringer af adgangen til den kollektive transport

Tilgængelighedsforbedringer med

”tilbagevirkende kraft”, hvor transportsektoren

qua direktivet pålægges inden for en aftalt årrække, jf. artikel 15, at udføre f.eks.

tilgængelighedsforbedringer af eksisterende infrastruktur, der ikke er planlagt som

led i det almindelige renoveringsarbejde eller udbygning af infrastrukturen, vil

imidlertid kunne indebære en ganske betydelig økonomisk byrde. På denne

baggrund er det vigtigt, at der fastsættes klare definitioner af, hvilke forbedringer

der kan kræves, som en direkte følge af direktivet.

Tilgængeliggørelse af boligbyggeri

For så vidt angår bygningsområdet indeholder direktivet i artikel 4 en bestemmelse

om tilgængeliggørelse af boligbyggeri. Det er dog på nuværende tidspunkt ikke

klart i hvilket omfang, direktivet vil være gældende. Efter Transport-, Bygnings- og

Boligministeriet opfattelse kan der både være tale om tiltag i forhold til nybyggeri

og i det eksisterende boligbyggeri.

Transport-, Bygnings- og Boligministeriet vurderer, at de gældende regler for

nybyggeri og ombygninger i form af byggeloven og bygningsreglementets

bestemmelser lever fuldt op til direktivforslagets målsætninger for tilgængelighed

105

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

for mennesker med handicap. Såfremt direktivet indebærer, at der skal ske

væsentlige tilpasninger i forhold til tilgængelighed i den eksisterende

bygningsmasse på boligområdet vil det kunne blive forholdsvis omkostningsfuldt

set i relation til omfanget af de krævede tiltag.

Direktivets konsekvenser for ministeriets ressortområde vil således være afhængige

af de endelige formuleringer af direktivteksten, især i forbindelse med krav om

tilgængelighed til den eksisterende bygningsmasse.

Artikel 4, 8 indeholder en bestemmelse, der pålægger medlemsstaterne, at fremme

forskning og udvikling af universelt designede produkter og serviceydelser. Dette

kan ikke støttes fra dansk side.

Almene boliger

Almene familieboliger er åbne for alle befolkningsgrupper.

Man skal være fyldt 15 år for at kunne blive opnoteret på venteliste til en ledig

bolig. Denne aldersgrænse er objektiv og rimeligt begrundet i et legitimt formål.

Bestemmelsen udgør derfor ikke forskelsbehandling i direktivets forstand.

Herudover er der fastsat regler om boliger specielt for unge og ældre samt

handicappede (almene ungdomsboliger og almene ældreboliger). Der er her tale

om at stille boliger til rådighed for grupper med et særligt boligbehov - dvs. positiv

særbehandling.

Der findes ikke regler, der udgør diskrimination eller forskelsbehandling i

direktivets forstand.

Privat udlejningsbyggeri

Der er ikke i lejelovgivningen fastsat bestemmelser om udlejningskriterier og

ventelister. I privat udlejningsbyggeri bestemmer ejeren derfor i kraft af

ejendomsretten, hvem boligerne skal udlejes til, idet loven om forbud mod

forskelsbehandling på grund af race m.v. sætter bestemte grænser herfor.

Der findes ikke regler for udlejning af private boliger, der udgør diskrimination

eller forskelsbehandling i direktivets forstand.

Kirkeministeriets område

Direktivet vurderes ikke at have konsekvenser for folkekirkens virksomhed, idet

dens forhold til staten er undtaget fra direktivets anvendelsesområde.

Finansministeriets område

Tilgængelige it-løsninger i den offentlige sektor

For så vidt angår tilgængelige it-løsninger i den offentlige sektor, er der på

Digitaliseringsstyrelsens ressortområde ingen egentlig lovgivning på området. Dog

er offentlige myndigheder, som følge af aftalen om de obligatoriske, åbne

standarder, forpligtet til at overholde WCAG 2.0-standarden for tilgængeligt

indhold på internettet i forbindelse med nye eller relancerede hjemmesider. Denne

106

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

aftale giver mulighed for afvigelse gennem "Følg eller forklar"-modellen, som til

dels vurderes at kunne adressere spørgsmål ang. "rimelige tilpasninger".

Det bemærkes, at der, som det er tilfældet på en række andre områder, som berøres

af direktivet, allerede i dag stilles krav om tilgængelig digital information og

tjenesteydelser fra både offentlige og private informations- og tjenesteudbydere i

artikler i FN's handicapkonvention. I 2015 trådte den europæiske standard EN 301

549 - Accessibility requirements suitable for public procurement of ICT products

and services in Europe desuden i kraft. Også I 2015 trådte Udbudsloven i kraft med

§ 40s bestemmelse om, at ved indkøb, der er beregnet til anvendelse af fysiske

personer, skal de tekniske specifikationer undtagen I behørigt begrundede tilfælde

fastsættes under hensyntagen til adgangsmuligheder for handicappede eller design

for samtlige brugere.

Direktivet om tilgængeligheden af offentlige organers websteder og

mobilapplikationer er vedtaget november 2016 og forventes snarest at træde i kraft.

Der vil herefter være 21 måneder til at implementere direktivet i dansk lovgivning.

7. Konsekvenser

Forslaget er fortsat under forhandling, og der stilles derfor fortsat ændringsforslag,

herunder vedrørende tilgængelighed og ikrafttrædelsesperioder. Hertil kommer, at

Europa-Kommissionen har fremsat forslag til Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative

bestemmelser for så vidt angår tilgængelighedskrav til produkter og tjenesteydelser

(såkaldte tilgængelighedsdirektiv), som må formodes også at have konsekvenser

for nærværende forslag. Der kan derfor ikke på nuværende tidspunkt gives et

realistisk bud på forslagets konsekvenser for statsfinanserne, samfundsøkonomien,

miljøet og beskyttelsesniveauet, herunder tilgængeligheden til offentlige

bygninger. Det bemærkes dog, at forslagets potentielle konsekvenser for

statsfinanserne må forventes at være væsentlige. Forslaget har været blokeret i flere

år og er fortsat blokeret, og der er ikke udsigt til ændring heri i nærmeste fremtid.

Skulle forslaget antage en mere endelig form og en vedtagelse være inden for

realistisk rækkevidde, vil der blive igangsat et tværministerielt arbejde med at

fastlægge konsekvenserne af forslaget.

8. Høring

Forslaget er sendt i høring i Specialudvalget for arbejdsmarkedet og sociale forhold

og har været drøftet på flere møder i udvalget.

KL finder det problematisk, at alder indgår på lige fod med de resterende

rettigheder. KL anmodede i forbindelse med høringen om EU traktatens artikel 13

om at alderskriteriet udgik. En tilsvarende anmodning fremsatte KL i forbindelse

med høringen vedrørende direktiv 2000/78.

Løsningen med at indsætte en undtagelsesbestemmelse om at ulige behandling på

grund af alder ikke er forskelsbehandling, såfremt der er et objektivt og rimeligt

begrundet legitimt formål (artikel 6 i direktiv 200/78 og artikel 2 stk. 6 i det nye

direktivforslag)

–

er ikke en god løsning. Belært af erfaringerne fra EU retssagerne

C-411/05, C-361/07, C-555/07, C88/08 og C-299/08 finder KL det nødvendigt, at

107

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

der tages et klart forbehold for alder, og at det inddrages som

diskriminationskriterium i direktivforslaget.

Alder bliver ofte brugt som et objektivt kriterium dels i forhold til lovgivning dels i

forhold til administration for eksempel: erhvervelse af kørekort, ret til

stemmeafgivning ved demokratiske valg og meget mere. Det er alle disse

lovmæssige og administrative bestemmelser som efter direktivets vedtagelse

pludselig er potentiel EF-stridige og ulovlige.

Artikel 3 litra c) siger, at uddannelse er et af de områder, hvor direktivet finder

anvendelse. KL finder at uddannelse er et nationalt anliggende at artikel 3 litra c)

derfor bør udgå

–

uanset artikel 3 stk. 3. Derved er artikel 3 stk. 3 redundant og bør

ligeledes udgå.

I artikel 7 indføres bestemmelser om klageadgang. KL finder at dette er et nationalt

anliggende som allerede er reguleret via EF domstolens afgørelser. Artiklen bør

udgå.

Artikel 8 omhandler i realiteten krav om omvendt bevisbyrde. KL finder, at dette

selv om det kendes fra andre direktiver, at det er meget kritisabelt i forhold til

retssikkerheden. KL skal anmode om at bestemmelsen udgår. KL skal erindre om

de meget store betænkeligheder der fra dommers side kom til udtryk efter

gennemførelsen af omvendt bevisbyrde i ligestillingssagerne.

Efter artikel 11 tilføjes: ”Medlemsstaterne tilskyndes at inddrage arbejdsmarkedets

parter, i det omfang arbejdsmarkedet berøres”.

Artikel 13 om overholdelse er en nyskabelse. Dette er et nationalt anliggende og

KL skal anmode om, at det udgår.

Artikel 14 om sanktioner har vi set flere forslag. Sanktionsbestemmelser er et

nationalt anliggende i EF retten. Der er en eksisterende EF domstolspraksis der på

en balanceret måde varetager de tværnationale hensyn. Bestemmelsen bør derfor

udgå.

KL skal afslutningsvis takke for fremsendelsen af høringen og anmode om, at

sagen efterfølgende behandles i Specialudvalget således, at der kan gives et klart

mandat i de forestående europæiske forhandlinger til de danske forhandlere.

Dansk Arbejdsgiverforening (DA) har forstået direktivforslaget således, at det skal

regulere beskyttelse mod forskelsbehandling uden for arbejdsmarkedet, og at det

skal supplere de eksisterende direktiver for så vidt angår diskriminationskriterierne,

religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering. Det vil sige, at

nærværende direktivforslag vedrører området social beskyttelse, sociale goder,

uddannelse og adgang til varer og tjenesteydelser.

DA skal oplyse, at DA på den baggrund vil koncentrere sig om en række

principielle væsentlige dimensioner af forslaget og vedrørende

forskelsbehandlingsområdet, der rækker ud over direktivforslagets direkte og

umiddelbare reguleringssigte, og som efter DA’s opfattelse skal indgå i den danske

samt europæiske politiske proces vedrørende direktivforslaget.

108

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

Der er efter DA’s vurdering tale om, at man med forslaget bekræfter og forstærker

en udvikling

–

herunder via EF-Domstolen

–

der ligger langt ud over den ramme

for regulering, der umiddelbart kan læses af direktivet.

DA skal på det kraftigste understrege, at DA finder, at

alle

mennesker har ret til en

retfærdig, fair og saglig behandling, og at

ingen

skal diskrimineres

–

det vil sige

uden saglig grund forskelsbehandles. DA tager således afstand fra diskrimination

af mennesker på baggrund af religion, tro, handicap, alder eller seksuel orientering.

Det er derimod efter DA’s opfattelse en forudsætning for civilisation og demokrati,

at mennesker legitimt kan behandles forskelligt i varierende retlige og civile

sammenhænge.

Efter DA’s opfattelse er det helt nødvendigt, at man fra dansk

politisk side fra regeringen til Folketinget gør sig forslaget og dets generelle

implikationer på forskelsbehandlingsområdet helt klart. Forslaget kan efter DA’s

opfattelse også få implikationer for arbejdsmarkedet og det almindelige kernestof i

arbejds-og ansættelsesretten. Det er herunder vigtigt, at man tager EF-Domstolens

fortolkningsmetode med i betragtning allerede nu, når direktivet skrives og dermed

i den politiske proces om vedtagelsen af et direktiv. Direktiverne på navnlig

diskriminationsområdet skaber en retsusikkerhed med hensyn til forhold, der i

øvrigt i samfundet må betragtes som legitime. Med hensyn til alderskriteriet vil

forslaget f.eks. medføre, at sådanne forhold fremover skal bedømmes ud fra et

juridisk perspektiv, om de (undtagelsesvis) kan opretholdes og dermed genstand

for tvivl og klagemål hos myndigheder, retsinstanser m.v.

Ophøjes til absolut beskyttelse

Direktivforslaget henviser bl.a. til Traktatens art. 6 samt forskellige internationale

instrumenter, herunder i FN samt i den Europæiske

Menneskerettighedskonvention, EU's charter m.v. særligt med hensyn til de i

direktivet nævnte beskyttelseskriterier. Disse henvisninger er isoleret set korrekte,

men det er vigtigt

at erkende, at disse henvisninger ikke alene er ”henvisninger i

snæver forstand”. Henvisningerne skal derimod ses som et element, der i sig selv

ikke alene bekræfter, men også giver juridisk samt politisk rum for, at man via

direktivforslaget bidrager til at regulere diskriminations- og

forskelsbehandlingsområdet mere vidtgående og intenst end direktivforslaget selv.

DA skal bemærke, at disse internationale instrumenter er af mangeartet forskellig

karakter og uens for de forskellige diskriminationskriterier. Dette medfører, at man

f.eks. via nærværende direktivforslag giver alle de nævnte kriterier en juridisk

absolut beskyttelse på allerhøjeste juridiske niveau via den højeste fællesnævner.

DA kan konstatere, at man på diskriminationsområdet generelt og fejlagtigt

opererer med en teori om, at beskyttelsesniveauer fra grunden må betragtes som et

”retstomt rum”, såfremt et område ikke er eller belægges med eksplicit lovgivning.

Et eksempel på denne fejlslutning kan f.eks. henvise til almindelige

forvaltningsretlige regler

–

herunder lighedsgrundsætningen og saglighedskravet i

dansk offentlig ret, som jo vil være dækkende uanset nærværende direktivforslag!

Trædestensprincippet

Direktivforslaget vil som nævnt løfte beskyttelse op på det allerhøjeste niveau i den

retlige trinfølge. Dette medfører dels den nævnte absolutte karakter af beskyttelsen,

109

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

men også at det må formodes, at de bagvedliggende instrumenter, som er baggrund

for direktivforslaget samt det nye direktiv, gensidigt anvendes til generelt at

fortolkes gensidigt udvidende, da de jo bekræfter hinanden netop via

direktivforslaget. Det medfører f.eks., at beskyttelseselementer, som er eller kan

indfortolkes i det ene instrument, men ikke i et andet via retspraksis vil blive

fortolket ind i det andet instrument alene ud fra en formålsfortolkning. Det ene

instrument anvendes således som trædesten for en beskyttelse på et andet område,

og omvendt således at beskyttelsen alt andet lige konstant fremmes på et stadigt

højere niveau.

Ingen lukket liste af beskyttelseskriterier

Der ligger i selve den nævnte henvisning i direktivforslaget og dermed den angivne

baggrund for direktivforslaget i andre retsinstrumenter en principiel stillingtagen

og virkning, som man allerede nu bør gøre sig klart: Der er ikke tale om en lukket

liste af diskriminationskriterier heller ikke med vedtagelsen af dette direktivforslag.

Det må vurderes, at man med tiden tillige på EU-niveau vil regulere andre af de

ikke-forskelsbehandlingskriterier, som også ligger i de nævnte internationale

instrumenter, hvor man i alt opregner mindst ca. 25 ikke

forskelsbehandlingskriterier. Der må således på relativt kortere sigt imødeses et

yderligere pres fra EU-niveau for at indsætte andre diskrimineringskriterier uden

for og på arbejdsmarkedet.

Hertil kommer, at man som nævnt neden for ikke kan udelukke, at EF-Domstolen

på egen hånd

–

i kraft af bl.a. dette direktiv

–

lægger nye diskrimineringskriterier

ind i sin praksis. Dette kan være kriterier, der er opregnet i de internationale

instrumenter, eller det kan være helt nye kriterier, som EF-Domstolen måtte finde

frem til som forhold, der kan findes af en eller anden art i europæisk ret

–

herunder

i national ret. Se bl.a. herom nedenfor.

Yderligere diskriminationsbeskyttelse

Man skal også gøre sig klart, at der heller ikke med dette direktivforslag er tale om

en slutregulering af diskriminationsområdet. Det må tillige vurderes, at der på

relativt kortere sigt må imødeses et yderligere pres fra EU-niveau for at indsætte

nye og strammere diskrimineringsredskaber i direktiverne m.v. uden for og på

arbejdsmarkedet. Hertil kommer, at man som nævnt nedenfor ikke kan udelukke, at

EF-Domstolen på egen hånd

–

i kraft af bl.a. dette direktiv

–

strammer

beskyttelsesniveauet via sin praksis. Dette kan være stramninger, f.eks. forbud, der

er opregnet i andre internationale instrumenter, visse medlemsstater, eller det kan

være helt nye krav eller udvidende fortolkninger, som EF-Domstolen måtte kunne

finde frem til.

Tage højde for EF-Domstolens fortolkningsmetode allerede nu

DA skal anbefale, at alle de indledende betragtninger, der skal indskrænke

direktivets område,

flyttes

fra direktivets såkaldte betragtninger og

indsættes

i selve

direktivteksten, da man kan frygte, at de ellers ikke tillægges vægt af EF-

Domstolen eller fortolkes indskrænkende. Omvendt skal man tage højde for, at

begreber i øvrigt i direktivet, hvis de ikke er meget skarpt formuleret i selve

direktivets egentlige normerende tekst, vil blive fortolket udvidende henholdsvis

indskrænkende afhængig af sagens karakter. DA skal i den forbindelse f.eks.

henvise til EF-Domstolens afgørelser i dels den såkaldte Mangold-sag (C 144/04)

110

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

fra 2006 og Coleman-sagen (C 303/06) fra 2008. Også andre afgørelser fra EF-

Domstolen i og uden for arbejdsmarkedet kan dokumentere dette.

I Mangold-sagen kom EF-Domstolen frem til, at fællesskabsretten som sådan

–

som navnlig udviklet via praksis af EF-Domstolen selv

–

og ikke direktivet om

forskelsbehandling indeholder det egentlig princip om forbud mod

forskelsbehandling på grund af alder. Den fællesskabsretlige norm udfyldes nok af

direktivet, men normen gælder uanset direktivet. I Coleman-sagen kom EF-

Domstolen frem til, at da direktivet om forskelsbehandling skal bekæmpe alle

former for forskelsbehandling, vil den gælde alle, således også en pårørende til en

handicappet, hvor den pårørende påstod sig forskelsbehandlet på grund af sin

tilknytning til en handicappet. Man kan på baggrund af bl.a. ovennævnte vurdere,

at direktiverne og deres udsagn som sådan ikke er afgørende for EF-Domstolens

vurdering af de enkelte sager, og hvor langt beskyttelsesniveauet mod

diskrimination reelt kan siges at være i EU.

Direktiverne bruges derimod af EF-Domstolen som en bekræftelse af, at den

bagvedliggende ret er en del af EU-retten uanset dens juridiske styrke. Dette er jo

bl.a. dette, som bekræftes i f.eks. dette direktivforslag, hvor man fra

medlemsstaternes side direkte erklærer, at en række internationale instrumenter og

EU-ret uanset forskellig juridisk styrke i forvejen er og fremover skal og kan

anvendes af EF-Domstolen.

Det følger heraf, at EF-Domstolen formentlig vil kunne antage den fortolkning, at

beskyttelse med hensyn til de ovennævnte forskelsbehandlingskriterier allerede

eksisterer, jf. ræsonnementet i Mangold-dommen eller med henvisning til de

principper i EU-retten, internationale instrumenter m.v., som direktivforslaget selv

henviser afhængigt og absolut allerede er gældende i EU-retten og med en styrke,

der ligger langt ud over f.eks. direktivets direkte udsagn og begrænsninger samt

præciseringer. Allerede nu må man således på grundlag af afgørelsen i ovennævnte

Coleman-

sag vurdere, at begrebet ”ingen” i direktivforslaget art. 2 (”1.

I dette

direktiv betyder princippet om ligebehandling, at ingen må udsættes for direkte

eller indirekte forskelsbehandling af nogen af de i artikel 1 anførte grunde”) mindst

skal fortolkes i overensstemmelse med denne, således at ”ingen” gælder enhver

med nogen som helst tilknytning af nogen art til de pågældende

diskriminationskriterier. I samme

retning kan formentlig begrebet ”nogen” i

pågældende bestemmelse fortolkes.

På den baggrund må man f.eks. også vurdere, at det forhold, at direktivet betegner

sig i art. 1 som givende (alene) en ”ramme for bekæmpelse” af forskelsbehandling

som værende af meget begrænset juridisk værdi. Som eksempel kan tilsvarende

nævnes betragtning 16) hvorefter:

”Enhver har frihed til at indgå aftaler, herunder

frihed til at vælge en aftalepartner til en given transaktion. Dette direktiv bør ikke

finde anvendelse på økonomiske transaktioner foretaget af private, for hvem disse

transaktioner ikke udgør en faglig eller erhvervsmæssig virksomhed.”

Dette er en

klart stærkere bestemmelse end den tilhørende artikeltekst, hvorefter: ”Litra

finder kun anvendelse på privatpersoner i det omfang, de udøver faglig eller

erhvervsmæssig virksomhed.”

111

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

Her må man f.eks. nødvendigvis forholde sig til spørgsmål om tilfælde, hvor den

private aktivitet kun udgør eller kan siges at udgøre en mindre eller alene

accessorisk ”faglig eller erhvervsmæssig virksomhed”, ligesom begreberne

”private” og ”økonomiske transaktioner” samt ”faglig eller erhvervsmæssig

virksomhed” levner stort rum for fortolkninger.

Også andre dele af direktivet må man vurdere vil blive tillagt en udvidende

fortolkning af EF-Domstolen henset til direktivets baggrund og formål. Det gælder

f.eks. art. 3, stk. 1 ”social beskyttelse”, ”sociale goder” og ”uddannelse”. Særligt

vedrørende alder kan påpeges, at art. 2, stk. 6 tilsvarende indeholder et relativt stort

fortolkningsrum.

DA har også noteret sig, at direktivforslaget på en række områder i foranledning

godt nok bygger på elementer i eksisterende direktiver, men der er også nye

formuleringer, der kan have indholdsmæssige betydninger. DA skal heller ikke

undlade at bemærke, at man generelt uden refleksion i øvrigt og således også i

almindelige privatretlige retsforhold overfører princippet om delt bevisbyrde, der er

en undtagelse af det almindelige bevisbyrdeprincip.

Danske Handicaporganisationer (DH) takker for muligheden for at fremkomme

med bemærkninger til Europa-kommissionens nyligt fremsatte forslag til direktiv

om ligebehandling udenfor arbejdsmarkedsområdet. DH skal dog fremhæve, at en

uges frist for at indkomme med bemærkninger til så omfattende et forslag, er meget

uhensigtsmæssig. Det giver os ringe muligheder for at inddrage vores

medlemsorganisationer, hvilket selvsagt er dybt problematisk. Det er ikke

befordrende for den demokratiske proces, der skal sikre den organisatoriske

opbakning til direktivet specifikt

og EU’s initiativer på handicapområdet generelt.

Når dette er sagt, vil vi gerne understrege, at vi betragter det som et positivt skridt,

at Kommissionen endelig har fremsat et forslag til direktiv på dette område. Vi

forventer, at den danske regering vil arbejde aktivt for vedtagelsen af direktivet,

men samtidig vil vi også understrege, at der er et fundamentalt behov for at styrke

visse bestemmelser i direktivforslaget med henblik på en effektiv

diskriminationsbeskyttelse for personer med handicap samt de øvrige grupper, som

direktivforslaget dækker.

Det er vigtigt at fremhæve, at vores bemærkninger naturligt primært tager

udgangspunkt i de behov, der er for at sikre personer med handicap imod

diskrimination. Det er det område, der interesserer os mest

–

og det er her, vi har

vores særlige ekspertise.

DH betragter det som et helt nødvendigt skridt at sikre sammenlignelig beskyttelse

imod diskrimination for alle grupper, der er dækket af Amsterdam-traktatens

artikel 13. Det er ikke rimeligt, at man i øjeblikket har et de facto hierarki mellem

de forskellige diskriminationsgrunde.

Det er positivt, at personer med handicap i fremtiden klart sikres imod de typer af

diskrimination, som er dækket af parallelle direktiver gældende for andre grupper,

dvs. direkte og indirekte forskelsbehandling, chikane samt tilskyndelse til

forskelsbehandling. Desuden må det betragtes som positivt, at manglende rimelig

112

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

tilpasning, som i arbejdsmarkedsdirektivet (2000/78/EF), nu generelt defineres som

forskelsbehandling.

Yderligere er der så i direktivforslagets artikel 4 fastsat en forpligtelse til i rimeligt

omfang at sikre lige adgang og tilgængelighed til varer, tjenester etc., hvilket set fra

DH’s synspunkt er et konstruktivt element.

Vi er dog dybt bekymrede i forhold til fortolkningen af og konsekvenserne ved

disse bestemmelser, ikke mindst undtagelserne fra dem, mere herom nedenfor.

DH mener, at dansk støtte til direktivforslaget vil være i overensstemmelse med

den øgede vægtning af rettigheder og beskyttelse imod diskrimination, der er blevet

en integreret del af dansk handicappolitik, særligt i lyset af Danmarks tilslutning til

FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap.

DH deler Kommissionens opfattelse, som den er fremsat i dennes

konsekvensvurdering af direktivforslaget, nemlig at direktivforslaget på nær meget

få detaljer ikke pålægger medlemsstaterne forpligtelser, som ikke er indeholdt i

konventionen. Samtidig må det dog understreges, at en gennemførelse af

direktivforslaget i dansk ret, som det fremstår på nuværende tidspunkt, ikke i sig

selv vil kunne udgøre en fyldestgørende efterlevelse af FN-konventionen. Områder

som eksempelvis adgang til retsvæsenet, familierettigheder, deltagelse i det

politiske liv, adgang til kulturlivet, tilgængelighed til det offentlige rum samt

adgangen til information og kommunikation, herunder eksempelvis tilgængelige

informationsformater og tegnsprog, er ikke dækket af direktivforslaget, men i FN-

konventionen findes vægtige bestemmelser om disse forhold.

Derudover er en hel række af de forpligtelser for offentlige instanser til aktivt at

fremme deltagelsen for personer med handicap i samfundet, som er indeholdt i

konventionen, ikke dækket af direktivforslaget. Vi mener ikke, at det er

tilfredsstillende, at direktivforslaget på så mange områder har en lavere overligger

end konventionen, når det gælder forebyggelse og bekæmpelse af diskrimination af

personer med handicap. Konventionen og direktivet må kunne ses som

instrumenter, der supplerer hinanden og må som sådan ses som retskilder, der til

sammen kan være med til at sætte rammer for dansk lovgivning vedrørende

ligebehandling af personer med handicap. Således er der brug for en højere grad af

overensstemmelse mellem konventionens principper og direktivteksten.

Nedenfor følger specifikke bemærkninger til de enkelte bestemmelser i

direktivforslaget.

Artikel 1

Det skal bemærkes, at direktivet kun kan dække de områder, der er omfattet af

EU’s kompetence, hvilket også anføres i de indledende betragtninger til

direktivforslaget. Dette er ligeledes illustreret ovenfor under bemærkningerne om

sammenhængen med FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap.

Det skal således tages med betydelige forbehold, når det i artikel 1 hedder, at hele

spektret udenfor arbejdsmarkedet er dækket. En yderligere klargøring af

anvendelsesområdet er som følge heraf nødvendig med henblik på en

113

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

gennemskuelig og effektiv gennemførelse af direktivet i medlemsstaternes

lovgivning.

Derudover skal kommende dansk diskriminationslovgivning i forhold til handicap

tage højde for, at direktivforslaget ikke dækker alle relevante aspekter af FN’s

konvention om rettigheder for personer med handicap. I den sammenhæng ville det

være naturligt, og i overensstemmelse med EU’s tilslutning til

FN-konventionen,

ikke at lade selve direktivteksten anlægge en så indsnævret fortolkning af, hvor

langt EU-kompetencen går, når det gælder vigtige områder for personer med

handicap, se eksempelvis bemærkningerne vedr. uddannelsesområdet til artikel 3

nedenfor.

Artikel 2, stk. 2, litra b)

DH foreslår, at bestemmelsen præciseres med henblik på at sikre, at den

udtrykkeligt omfatter diskrimination på baggrund af handicap ved associering. Som

bestemmelsen er formuleret nu, kan den læses sådan, at diskrimination kun kan

knytte sig til en bestemt person med et bestemt handicap. Således vil f.eks.

forældre, der diskrimineres som følge af tilknytningen til et barn med handicap

ikke være eksplicit dækket af bestemmelsen om indirekte diskrimination. Dette er

åbenlyst urimeligt, jf. den nyligt afsagte kendelse i den såkaldte Coleman-sag, og

derfor skal teksten formuleres, så der ikke opstår tvivl om dette.

Artikel 2, stk. 5

Det skal bemærkes, at det, som ovenfor anført, er positivt, at manglende rimelig

tilpasning, jf. forslagets artikel 4, stk. 1, litra b), er defineret som

forskelsbehandling. Det er imidlertid vigtigt at forstå, at manglende adgang og

tilgængelighed for personer med handicap kan afhjælpes gennem generelle

bestræbelser og andre foranstaltninger (universelt design mv.) på at gøre

ligebehandling og tilgængelighed til en del af de tilbud, der udbydes offentligt.

Dette er der taget delvis højde for i artikel 4, stk. 1, litra a), men det er for DH

uklart, hvilken retlig status overtrædelser af disse bestemmelser har. Vil sådanne

overtrædelser skulle forstås som forskelsbehandling, eller er det noget andet?

Det er helt centralt at holde sig for øje, at den diskrimination af personer med

handicap, som ligger i ikke at tilpasse samfundet til alle mennesker, i lige så høj

grad som andre typer af diskrimination udgør betydelige hindringer for fuld

deltagelse i samfundslivet for personer med handicap. Det kan tydeligt ses af de

barrierer, der er skabt inden for f.eks. byggeri, transport og kommunikation

gennem de seneste mange årtier. Det er den type diskrimination, som artikel 4, stk.

1, litra a) tager delvist fat få. Det må derfor sikres, at manglende efterlevelse af

denne bestemmelse i lige så høj grad som direktivets øvrige

antidiskriminationsbestemmelser har bindende retsvirkning, samt at der er knyttet

effektive sanktioner til manglende efterlevelse.

Artikel 2, stk. 6

DH ser det som en risiko, at muligheden for at forskelsbehandle på baggrund af

alder kan benyttes til indirekte at diskriminere personer med handicap. Frekvensen

af personer med handicap blandt ældre borgere er højere end frekvensen blandt

yngre borgere. Der er personer, der først bliver handicappede, efter at de er blevet

114

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

”gamle”. Særligt derfor vil en beskyttelse mod indirekte diskrimination

af denne

gruppe på grund af handicap være væsentlig.

Det skal derfor præciseres, at det udelukkende er kravet om et forbud mod

diskrimination på baggrund af biologisk alder, som der kan gøres undtagelser fra.

Det skal også præciseres, at der ikke er mulighed for at diskriminere på baggrund

af sammenhængen mellem alder og handicap. Dette vil være i overensstemmelse

med den generelle målsætning fra EU's side om at bekæmpe multipel

diskrimination.

Artikel 2, stk. 7

Indskrænkningerne af direktivets gyldighed i forhold til aktuarmæssige og

statistiske beregninger udgør et væsentligt problem, da sådanne beregninger må

forventes at blive benyttet i forbindelse med f.eks. pensionsordninger,

sundhedsforsikringer og kriterier for långivning.

Der synes dermed

at opstå en modsigelse af artikel 12 i FN’s konvention om

rettigheder for personer med handicap vedr. retlig handleevne, som også berører

den lige ret til at opnå lån og ejendomsret, artikel 25 om lige ret til sundhed samt

samme konventions artikel 28, stk. 2, litra e) om pensionsordninger.

Den tilsvarende bestemmelse i det parallelle direktiv, om ligebehandling i forhold

til køn fra 2004, indeholder snævrere muligheder for medlemsstaterne i henseende

til at tillade forskelsbehandling på dette punkt. DH er derfor meget forundret over

valget af et større råderum i forhold til handicap. DH foreslår, at der som minimum

specificeres meget klare kriterier for, hvornår handicap kan indgå som en faktor i

aktuarmæssige og statistiske beregninger. Som bestemmelsen er formuleret nu, er

det ikke klart, hvornår handicap kan indgå og under hvilke betingelser.

Derudover mener DH, at det er relevant at rejse spørgsmålet om, hvorvidt lige

adgang til forsikringslignende ordninger ikke er en opgave, der bør løses solidarisk

enten af forsikringstagerne i fællesskab eller af samfundet som sådan. Dette er

eksempelvis i overensstemmelse med den nuværende tilgang, når det gælder

gruppelivsforsikringer og øvrige lignende kollektive forsikringer.

Artikel 2, stk. 8

Det skal bemærkes, at en tilsvarende bestemmelse ikke er fastsat i de parallelle

direktiver om henholdsvis ligebehandling i forhold til køn og race. For DH er den

praktiske betydning af en sådan bestemmelse uklar i forhold til gruppen af personer

med handicap. DH savner en konkret begrundelse for bestemmelsens optræden i

forslaget, ikke mindst i forhold til dets konsekvenser for gruppen af personer med

handicap.

Artikel 3, stk. 1, litra a)

Bestemmelserne vedr. aktuarmæssige og statistiske data i artikel 2, stk. 7, kan

tænkes at have indflydelse på rækkevidden i forhold til visse sociale

sikringsordninger og sundhedsordninger. DH finder en afklaring af dette spørgsmål

helt nødvendig. Det er vigtigt, at der ikke kan finde diskrimination sted. Der skal

være fuld og lige adgang for alle til sociale sikrings- og sundhedsordninger.

115

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

Artikel 3, stk. 1, litra d)

En indskrænkning, der ligner den i litra d), findes ikke i de parallelle direktiver

vedr. henholdsvis race og køn. Indskrænkningen rejser nogle spørgsmål i forhold

til, hvilken status tilbud, som udbydes af eksempelvis private foreninger og andre

typer af non-profit foretagender, har i forhold til direktivets anvendelsesområde. I

Danmark kunne dette f.eks. være andelsboligforeninger. DH efterlyser en afklaring

af dette spørgsmål. DH savner en konkret begrundelse for, at indskrænkningen

skulle være særligt relevant i dette direktivforslag.

Artikel 3, stk. 2

Det skal bemærkes, at dette er et

område, hvor FN’s konvention om rettigheder for

personer med handicap indeholder væsentlige bindende bestemmelser.

Artikel 3, stk. 3

En lignende indskrænkning i forhold til uddannelse findes ikke i det parallelle

direktiv vedr. race.

Det skal bemærkes, at indskrænkningen tilsyneladende åbner for, at hensyn til

organisering, herunder formentlig også økonomiske hensyn, kan gå forud for

eksempelvis hensynet til en elev med et handicap, f.eks. i forhold til at sikre

inklusion i mainstream skolesystemet. Dette finder DH fuldstændig uacceptabelt.

Som minimum må dette tages i betragtning ved en dansk implementering af

direktivet. Det må ikke være sådan, at man kan diskriminere personer med

handicap på nogen måde eller noget sted i undervisningssystemet. Organiseringen

af undervisningen kan i sig selv være diskriminerende.

Der er fastlagt vigtige bindende rettigheder på uddannelsesområdet i FN’s

konvention om rettigheder for personer med handicap, og eftersom EU har tilsluttet

sig konventionen, er man i lige så høj grad som medlemsstaterne bundet af denne.

DH er opmærksom på, at EU har en begrænset kompetence i forhold til

uddannelsesområdet. Men der er intet i traktaten, der tilsiger, at denne begrænsning

lige nøjagtig er relevant i forhold til specialundervisning og organisationen

omkring denne. Det synes på den baggrund at være en fuldstændig

uhensigtsmæssigt og arbitrær disposition at lade en indskrænkning af direktivets

rækkevidde gå på dette og på den måde sætte spørgsmålstegn ved den fulde og hele

tilslutning til FN-konventionens principper om et inkluderende skole system

–

disse principper har været den internationalt anerkendte politiske linje siden først i

halvfemserne.

I forhold til artikel 3 generelt skal det konkluderes, der må forventes betydelige

fortolkningsproblemer i henseende til afgrænsningen af de politikområder, hvor

direktivet har gyldighed. Så meget desto vigtigere vil det være at sikre en bred

lovgivning i Danmark, der går videre end direktivet, sådan at

afgrænsningsproblemer ikke kommer til at stå i vejen for en effektiv og

gennemskuelig beskyttelse mod diskrimination af personer med handicap i

Danmark.

Artikel 4, stk. 1, litra a)

Det skal bemærkes, at noget synes at være faldet ud af den danske oversættelse af

Kommissionens forslag. Af den engelsksprogede version af forslaget fremgår det,

116

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

at tilpasningerne skal ske ”in anticipation”, dvs. under en generel forudsætning om,

at personer med handicap benytter tjenester osv. Dette lille begreb er yderst

centralt, idet det introducerer en proaktiv forpligtelse til at sikre ligebehandling af

personer med handicap. Der må derfor foretages en ændring af den danske

oversættelse!

Indskrænkningerne af litra a), der går på tilvejebringelsen af alternativer eller

grundlæggende forandringer, er dybt problematiske. Som eksempel kan nævnes

tilgængelighed til hjemmesider. Det kan i nogle tilfælde kræve grundlæggende

forandringer at sikre en hjemmesides tilgængelighed. Men tilgængeligheden vil i

mange tilfælde jo være en forudsætning for, at man kan benytte sig af en offentlig

eller privat ydelse. DH savner som minimum en klarlæggelse af, hvad disse

indskrænkninger indebærer.

DH står uforstående overfor, at det mere velkendte kriterium om uforholdsmæssigt

store byrder ikke er tilstrækkeligt i denne sammenhæng, særligt i lyset af at

relevante tilpasninger langt fra altid koster ekstra ressourcer.

Indskrænkningerne af bestemmelsen kan komme til at stå i vejen for, at strukturel

forskelsbehandling kan bekæmpes ved hjælp af direktivet. Det er således yderst

centralt, at deres rækkevidde begrænses så meget som overhovedet muligt.

DH efterlyser, at bestemmelsen refererer til begrebet universelt design, som er

gennemgående i FN-konventionen. En sådan tilgang vil kraftigt nedsætte behovet

for tilpasninger i konkrete tilfælde. En tilgang gående på realisering af universelt

design i forhold til nye varer og tjenesteydelser ville være et særdeles nødvendigt

skridt. Særligt vil det være relevant at koble en sådan tilgang til eksisterende og

kommende europæiske standarder, sådan at tilgængelighed ville være klart

defineret i hele EU. Dette ville også øge gennemskueligheden af bestemmelsen for

aktører på markedet. DH foreslår derfor, at manglende efterlevelse af europæiske

standarder vedr. tilgængelighed for personer med handicap indskrives i artikel 4

som en form for diskrimination.

DH ser desuden et behov for at præcisere, at bestemmelsen ikke kun drejer sig om

fysisk tilgængelighed for eksempelvis kørestolsbrugere. Personlig assistance,

tilvejebringelsen af information i alternative formater og tolkebistand, herunder

tegnsprogstolkning, er eksempler på relevante tilpasninger, som efter DH’s

opfattelse ikke må kunne fortolkes ud af direktivet. Derfor bør artikel 4

reformuleres med henblik på også at inkorporere disse aspekter af adgangen for

personer med handicap.

Artikel 4 stk. 2

Det skal bemærkes, at der åbnes for en hel række muligheder for at begrunde

undtagelser fra artikel 4, stk. 1. DH foreslår derfor, at der som en yderligere

afbalancering af disse mulige begrundelser også indføres et kriterium, der går på de

mulige fordele for andre borgere og samfundet generelt, som tilpasninger til fordel

for personer med handicap i rigtig mange tilfælde indebærer. Som eksempel kan

blot nævnes, at øget tilgængelighed for kørestolsbrugere og gangbesværede i

offentlige transportmidler også kan give betydelige fordele for personer i følgeskab

med småbørn, med barnevogne, cykler eller bagage. Hertil kommer den ikke

ubetydelige effekt i form af forbedring af arbejdsmiljøet i bred forstand.

117

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

Yderligere står DH i overensstemmelse med bemærkningen ovenfor til litra a) i

nærværende artikel uforstående overfor, at det er nødvendigt at indføre en række

undtagelser udover den velkendte om uforholdsmæssigt store byrder. Vi efterlyser

derfor en begrundelse af denne disposition. Man kommer let i tvivl om, hvorvidt

man reelt vil afskaffe diskrimination af personer med handicap.

Artikel 5 og 6

Disse artikler sikrer muligheden for en effektiv dansk lovgivning til fremme af reelt

lige muligheder for personer med handicap. Dette betragter DH som meget positivt

og opfordrer samtidig indtrængende den danske regering til at følge dette spor i

overensstemmelse med FN’s konvention om rettigheder for personer med

handicap.

Artikel 7, stk. 1

Multipel diskrimination skal indgå som et element i klagebehandlingen. Dette skal

præciseres i direktivet.

Artikel 7, stk. 2

Handicapfaglig ekspertise skal indgå i vurderingen af sager om handicap.

Direktivforslaget skal åbne for denne mulighed, sådan at vurderingen ikke

udelukkende baseres på juridisk ekspertise. Behovet kan ikke opfyldes fuldt ud ved

at lade f.eks. organisationer af personer med handicap indtræde på klagerens side i

en sag. Også selve vurderingen af sagen bør være baseret på handicapfaglig viden.

Det er et faktum, at kun ganske få juridiske eksperter har viden om

handicapområdet, der kan sikre, at de særlige forhold/oplevelser ved at have et

handicap kommer til vurdering i forbindelse med afgørelse af sager om

diskrimination.

Artikel 10

Omfanget af informationsindsatsen skal præciseres yderligere. Det er vigtigt at få

fastslået, at indsatsen ikke kun skal rette sig imod de grupper, som kan komme til

at stå over for diskrimination. Også udbydere af varer og tjenesteydelser skal

modtage fyldestgørende information om deres proaktive pligter i henhold til

direktivet. Desuden foreslår DH, at det overvejes at pålægge medlemsstaterne en

forpligtelse til at udvikle redskaber, der kan støtte offentlige og private vare- og

tjenesteudbydere i at leve op til direktivets bestemmelser.

Derudover skal det fremgå klart af direktivet, at informationsindsatsen som helhed

skal tilrettelægges på en måde, der sikrer tilgængelighed for personer med handicap

af alle typer, herunder eksempelvis information i tilgængelige formater, på

tegnsprog og forfattet i klar og let forståelig tekst.

Artikel 11

DH vil opfordre til, at man allerede nu efterlever artiklens ånd, og med baggrund i

denne, indleder en formel og substantiel involveringsproces af organisationer, af

personer med handicap og andre relevante grupper, både på europæisk og nationalt

plan med henblik på at sikre en tæt dialog om direktivets udformning og

implementering.

118

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

Artikel 13

DH vil opfordre til, at den gennemgang af dansk lovgivning, som bestemmelsen

indebærer, sammentænkes med den gennemgang af dansk lovgivning, som

gennemføres med henblik på ratifikation af FN’s konvention om rettigheder for

personer med handicap. En sådan sammentænkt gennemgang bør bestå i en tæt

konsultation af handicapbevægelsen og involvere direkte inddragelse af denne.

Artikel 15, stk. 2

DH savner i høj grad en begrundelse for, at der kan gives forlængelse af fristen for

implementering, for så vidt angår direktivforslagets artikel 4. Det har ikke været

muligt at finde en sådan i Kommissionens lovforberedende arbejder. Hvis

begrundelsen er, at det skønnes at være vanskeligt at leve op til artikel 4, er der så

meget desto større grund til at give dens bestemmelser retlig virkning så hurtigt

som muligt. Den reelle forskelsbehandling af personer med handicap, som

manglende efterlevelse af principperne i artikel 4 indebærer, er nemlig

ensbetydende med stærke begrænsninger for lige samfundsdeltagelse.

Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) bemærker, at direktivforslaget

regulerer beskyttelse mod forskelsbehandling uden for arbejdsmarkedet og således

supplerer de eksisterende direktiver, for så vidt angår diskriminationskriterierne,

religion, tro, handikap, alder eller seksuel orientering. Som konsekvens heraf vil

direktivforslaget vedrøre området om socialbeskyttelse, sociale goder, uddannelse

og adgang til service- og tjenesteydelser.

Indledningsvis skal FA henlede opmærksomheden på, at vi finder det problematisk,

at alder indgår på lige fod med de resterende rettigheder. Alder bliver ofte anvendt

som et objektivt kriterium dels i forhold til lovgivning dels i forhold til

administration f.eks. af erhvervelse af kørekort, ret til stemmeafgivning ved

demokratiske valg og m.m. Det er alle disse lovmæssige og administrative

bestemmelser, som efter direktivets vedtagelse pludselig er potentielt EF stridige

og ulovlige.

Det betyder også, at forslaget bekræfter og forstærker en udvikling, herunder via

EF domstolen der ligger langt ud over den ramme for regulering, som umiddelbart

kan læses af direktivet. Den forslåede løsning med at indsætte en

undtagelsesbestemmelse om at ulige behandling pga. af alder ikke er

forskelsbehandling såfremt der er et objektivt og rimelig begrundet legitimt formål

(art. 2 stk. 6 i direktivforslaget) er ikke en god løsning. FA finder det derfor

nødvendigt, at der tages et klart forbehold for, at alder inddrages som

diskriminationskriterium i direktivforslaget.

Om uddannelse siger direktivforslagets artikel 3 litra C, at uddannelse er et af de

områder, hvor direktivet finder anvendelse. FA finder, at uddannelse er et nationalt

anliggende, og at artikel 3 litra C derfor bør udgå.

Vedrørende spørgsmålet om klageadgang anføres i artikel 7 en bestemmelse

herom. FA finder, at dette er et nationalt anliggende, som allerede er reguleret via

EF domstolens afgørelser og må derfor anbefale, at artikel 7 udgår af

direktivforslaget.

119

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

Hvad angår artikel 8 om bevisbyrde, er det

FA’s opfattelse, at der i realiteten

her

indføres en omvendt bevisbyrde. FA skal anføre, at vi finder dette kritisabelt,

uanset at det kendes fra andre direktiver, men finder ikke, at det bør anvendes i

forbindelse med dette direktivforslag, og skal derfor bede om at bestemmelsen om

bevisbyrde udgår.

I artikel 11, der omhandler dialog med relevante berørte parter, skal vi anmode om,

at der tilføjes følgende formulering ”medlemsstaterne

tilskyndes til at inddrage

arbejdsmarkedets parter i det omfang arbejdsmarkedet berøres”. Dette harmonerer

også med artikel 16 i direktivforslaget, der omhandler arbejdsmarkedets parter i

forbindelse med en udarbejdelse af en rapport om anvendelsen af direktivet. Vi ser

derfor gerne, arbejdsmarkedets parter rykket frem også til artikel 11.

Artikel 13 om overholdelse er en ny bestemmelse, og FA er af den opfattelse, at

der her er tale om et nationalt anliggende, og at artikel 13 derfor bør udgå.

Artikel 14 der handler om sanktioner, skal FA anføre, at dette er et nationalt

anliggende i EF retten, og bestemmelsen bør derfor udgå, idet EF domstolspraksis

varetager de tværnationale hensyn, og at der derfor ikke specifikt, som der anføres i

forslaget, bør anføres typer af sanktioner.

Afslutningsvis anfører FA, at der i direktivforslaget henvises til Traktatens artikel 6

samt forskellige internationale instrumenter i FN samt i den Europæiske

menneskerettighedskonvention EU’s charter mv. særligt med hensyn

til de i

direktivet nævnte beskyttelseskriterier. Uanset at disse henvisninger er korrekte, er

det væsentligt, at der ikke er tale om henvisninger i snæver forstand, men at de skal

ses som et element, der giver juridisk mulighed for, at man via direktivforslaget

bidrager til at regulere diskrimination og forskelsbehandlingsområdet mere

vidtgående og intens end selve direktivforslaget

FA finder det uheldigt, idet direktivforslaget får en meget bredere anvendelse, end

det fremgår af selve direktivforslaget.

9. Generelle forventninger til andre landes holdninger

Visse delegationer har opretholdt et generelt forbehold og anfægtet

nødvendigheden af Kommissionens forslag. Andre delegationer har anmodet om

yderligere præcisering af direktivforslaget og givet udtryk for bekymring navnlig i

relation til mangel på juridisk klarhed, kompetencefordeling, samt de praktiske og

økonomiske konsekvenser ved forslaget. Alle delegationer har generelle

undersøgelsesforbehold.

Sagen forventes drøftet under et møde under det maltesiske formandskab før

rådsmødet. Det forventes, at der til rådsmødet vil foreligge en fremskridtsrapport.

10. Regeringens generelle holdning

Regeringen støtter overordnet målet om bekæmpelse af diskrimination og

accepterer idéen om et direktiv på området.

På arbejdsmarkedet er der i dag i dansk lovgivning forbud mod forskelsbehandling

på grund af alder, handicap, køn, race og etnisk oprindelse, religion og tro samt

120

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

seksuel orientering. Uden for arbejdsmarkedet er der forbud mod

forskelsbehandling på grund af køn, race og etnisk oprindelse. Der er således ikke

forbud mod diskrimination udenfor arbejdsmarkedet i forhold til alder, handicap,

religion eller tro og seksuel orientering.

Forslaget til direktiv, som det er fremlagt, giver dog anledning til en række

betænkeligheder, særligt af juridisk karakter, idet forslaget indeholder en række

vagt afgrænsede bestemmelser og ligeledes vagt udformede undtagelser for

direktivets anvendelsesområde. Dette kan medføre, at rettighedernes omfang reelt

vil skulle fastlægges ved domstolskontrol. Regeringen kan derfor ikke støtte

forslaget i den fremsatte form.

Der må ske en betydelig præcisering af forslagets tekst med henblik på især at

sikre, at Danmark også i fremtiden kan anvende alder som styringsinstrument, og at

dansk handicappolitik, som bl.a. er baseret på kompensationsprincippet, kan

fastholdes.

Endelig er det nødvendigt at få belyst en række spørgsmål vedrørende forslagets

nærmere juridiske og økonomiske konsekvenser, herunder rækkevidden af flere

generelle afgrænsede bestemmelser, inden en nærmere holdning fastlægges.

11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Sagen har tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg til orientering forud

for rådsmøderne (EPSCO) 2. oktober 2008, 17. december 2008, 9. marts 2009, 8.

juni 2009, 30. november 2009, 7. juni 2010, 6. december 2010, 10. juni 2011, 1.

december 2011, 21. juni 2012, 6. december 2012, 20. juni 2013, 9. december 2013,

12. juni 2014, 5. december 2014, 12. juni 2015, 7.december 2015, 16. juni, 2.

december 2016, 2. juni 2017 og 1. december 2017.

121

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18

10. Rådskonklusioner om integrerede politikker for børns tidlige udvikling

som instrument til et at reducere fattigdom og fremme social inklusion

- Vedtagelse

Nyt notat.

1. Baggrund

Det bulgarske formandskab har fremlagt udkast til rådskonklusioner, som sætter

fokus på børns tidlige udvikling, herunder vigtigheden af en tidlig og tværfaglig

indsats.

Rådskonklusionerne er fremsat på baggrund af EU 2020-strategiens mål om at løfte

20 millioner europæere, herunder børn, ud af fattigdom og social eksklusion samt

princip 11 i den europæiske søjle for sociale rettigheder, der omhandler lige

muligheder for børn.

2. Formål og indhold

Rådskonklusionerne fastslår blandt andet, at bekæmpelse af fattigdom og social

eksklusion for børn kræver en tværfaglig og integreret tilgang. Gode dagtilbud

fremhæves særligt som en vigtig investering i børns fremtid, idet de både reducerer

sociale uligheder for børn men også forebygger social eksklusion senere i livet.

Deltagelse i dagtilbud anses for givtigt for alle børn, men er særligt væsentligt for

udsatte børn, idet grundlaget lægges for bedre læring og en bedre skolegang.

Rådskonklusionerne fremhæver, at tværfaglige indsatser er nødvendige for at

fremme børns udvikling og sundhed, og dermed bidrager til en tidlig forebyggelse

af problemer. En god koordination og samarbejde mellem myndigheder og services

indenfor både sundhed, uddannelse, social og børn er essentielt. Universelle

politikker, der fremmer børns trivsel og udvikling, bør kombineres med mere

målrettede men ikke-stigmatiserende indsatser for de mest udsatte familier.

Børn med handicap kan også opleve flere barrierer i relation til både

uddannelsesmuligheder, fysik tilgængelighed såvel som fordomme og stereotyper.

Fremmes tidlig inklusion ikke, kan disse vanskeligheder medvirke til langsigtet

social eksklusion for både børn og forældre.

Endelig fastlås det, at mens ansvaret for både organisering og indhold af politikker

målrettet børns tidlige udvikling og børns overordnede velfærd, ligger hos

medlemsstaterne; så kan det europæiske samarbejde indenfor den Åbne

Koordinationsmetode bidrage til, at principperne bag den europæiske søjle for

sociale rettigheder opfyldes, hvilket fordrer, at der handles på både europæisk,

nationalt, regionalt og lokalt niveau.

Rådskonklusionerne opfordrer blandt andet Kommissionen til:



at fortsætte med at fremme børns rettigheder;



at fremme den europæiske søjle for sociale rettigheders principper

omhandlende børn, under hensyntagen til den i traktaten fastsatte

kompetencedeling; samt,

122

Rådsmøde nr. 3625 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 21.-22. juni 2018 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 21/6-18



at styrke det analytiske arbejde angående børns velfærd og relaterede

emner.

Medlemsstaternes opfordres, under hensyntagen til de enkelte landes situation,

blandt andet til:



at sikre lige og universel adgang til gode dagtilbud, herunder inklusion af

børn fra forskellige baggrunde og med forskellige behov og med en fortsat

professionalisering af personalet og fremme udviklingen af pædagogiske

retningslinjer;



at fortsætte med at fremme familievenlige arbejdsmarkeder;



at styrke samarbejdet mellem alle relevante offentlige, private og

civilsamfunds aktører i udviklingen, implementering og evalueringen af

politikker om børns udvikling og velfærd.

Komiteen for Social Beskyttelse opfordres blandt andet til, indenfor den Åbne

Koordinationsmetode, at styrke udvekslingen af ideer, viden og erfaringer om

integrerede politikker for børns tidlige udvikling, samt disses effekt på reduktion af

fattigdom og fremme af social inklusion for børn.

3. Europa-Parlamentets udtalelser

Europa-Parlamentet skal ikke høres.

4. Nærhedsprincippet

Spørgsmålet om nærhedsprincippet er ikke relevant.

5. Gældende dansk ret

Spørgsmålet er ikke relevant.

6. Konsekvenser

Rådskonklusionerne har ikke i sig selv lovgivningsmæssige, statsfinansielle eller

samfundsøkonomiske konsekvenser, administrative konsekvenser for erhvervslivet

eller konsekvenser for beskyttelsesniveauet.

7. Høring

Specialudvalget for Arbejdsmarkedet og Sociale Forhold er orienteret om

rådskonklusionerne på møde i udvalget fredag den 1. juni 2018.

8. Generelle forventninger til andre landes holdninger

Der ventes at være opbakning til vedtagelse af rådskonklusionerne.

9. Regeringens generelle holdning

Regeringen er generelt positiv over for rådskonklusionerne.

Rådskonklusionerne er i tråd med danske politikker om dagtilbud og inklusion af

udsatte børn, og der lægges vægt på, at rådskonklusionerne fuldt ud respekterer

også medlemsstaternes kompetence på området.

10. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.

123