Den 11. juli 2018
MFVM 591
SKRIFTLIG FORELÆGGELSE AF RÅDSMØDE (LANDBRUG OG FISKE-
RI) DEN 16. JULI 2018 (TIL ORIENTERING)
Der afholdes rådsmøde (landbrug og fiskeri) den 16. juli 2018. Der henvises til samlenotatet, som er
oversendt til Folketingets Europaudvalg den 5. juli 2018. Alle sager forelægges til orientering.
1. Formandskabets arbejdsprogram for andet halvår 2018
Det østrigske formandskab vil præsentere sit arbejdsprogram for andet halvår 2018. Fra regeringens
side vil man tage formandskabets prioriteter til efterretning.
2.-4. Reform af den fælles landbrugspolitik
Punkterne udgør til sammen Kommissionens forslag til en reform af den fælles landbrugspolitik, som
blev fremsat 1. juni 2018. Det østrigske formandskab har sat punktet på dagsordenen med henblik på
en drøftelse, som skal fokusere på forenkling og subsidiaritet. Formandskabet ønsker i den forbindelse
medlemsstaternes konkrete forslag til forenklingsmuligheder og områder med behov for mere subsidi-
aritet. Mange medlemsstater har i deres første reaktioner på Kommissionens forslag givet udtryk for,
at forslaget ikke giver tilstrækkelig forenkling, og det er baggrunden for denne drøftelse.
Som nævnt ved seneste forelæggelse forud for rådsmødet 18. juni (landbrug og fiskeri) deler regerin-
gen den opfattelse, at der fortsat er så mange obligatoriske krav og bestemmelser, som bliver fastlagt
på EU-plan, at det ser ud til at blive svært for medlemsstaterne at levere forenkling. Regeringen arbej-
der for en reel forenkling af landbrugspolitikken og der kan i den forbindelse fremhæves to eksempler:
Et eksempel på et af disse elementer er et obligatorisk støtteloft for den enkelte bedrift på 100.000
€.
Man skal dog fratrække lønomkostninger, hvilket gør det besværligt for både landmænd og medlems-
staternes administration. Regeringen arbejder derfor for, at støttelofter og udformningen heraf skal
være frivillige at anvende for medlemsstaterne. Det vil både være en forenkling og i overensstemmelse
med subsidiaritetsprincippet.
Et andet eksempel på øget kompleksitet og manglende subsidiaritet er Kommissionens forslag om den
såkaldte konditionalitet, der er de betingelser, som alle landmænd skal opfylde for at få hele land-
brugsstøtten. Samtidig er konditionaliteten baseline for de frivillige indsatser, som kan støttes med
landbrugsbudgettet. Konditionaliteten indeholder krydsoverensstemmelseskravene, de grønne krav og
hertil foreslår Kommissionen en række nye krav. Som nævnt ved seneste forelæggelse er det væsentligt
for regeringen, at landbrugspolitikken bidrager til at løse miljø- og klimaudfordringer. Forskellige
evalueringer af de eksisterende grønne krav viser dog, at de ikke nødvendigvis er et effektivt instru-
ment til at skabe effekt. Derfor arbejder regeringen for en mere målrettet og incitamentsbaseret tilgang
til den grønne arkitektur, herunder for en fælles, mere præcis og enkel konditionalitet, og at der til
gengæld sker en øremærkning af en del af den direkte støtte til miljø- og klimaordninger under søjle I.
Med disse ordninger skal der kunne oprettes målrettede miljø- og klimatiltag, som via incitamenter
leverer en reel merværdi i forhold til miljø- og klimamålsætningerne.