Tak for de, synes jeg, meget konstruktive bemærkninger.
De vidner om en meget engageret ordførerkreds, som vil landdistrikterne det bedste.
På tværs af partiskel, på tværs af geografi er der en fælles interesse i at løfte landdistrikterne.
Det er jo en holdning, som regeringen står i spidsen for med det væld af initiativer, som vi har præsenteret i redegørelsen.
Jeg vil med det samme tage opfordringen fra hr.
Villum Christensen op og indkøbe nogle frimærker og sørge for at sende redegørelsen til alle 98 kommuner.
Det er en god idé, netop så man også kan få inspiration og høre, hvorfor det egentlig går så godt – hvorfor boligpriserne er steget i
alle
danske kommuner, hvis man tager et gennemsnit over de sidste 3 år, og hvorfor beskæftigelsen er steget i 91 ud af 98 kommuner.
Det er landdistriktsredegørelsen jo et bevis på med den dokumentation af de mange initiativer.
Så derfor indkøber vi 98 frimærker og sender den til 98 kommuner.
For landdistrikternes vedkommende ser vi jo, at områderne uden for de store byer generelt set har vist en række positive tendenser og potentialer.
Jeg nævnte før den stigende beskæftigelse og solide fremgang på boligmarkedet, men det er jo rigtigt, som flere af ordførerne også har været inde på, at der stadig væk er forskel på tempoet i udviklingen.
For den positive udvikling i landdistrikterne sker mange steder ikke så hurtigt som i nogle af de store byer.
Der er stadig områder, hvor væksten skal hjælpes lidt på vej.
Derfor fokuserer regeringens politik for landdistrikterne også især på at fjerne de barrierer, der i dag hindrer fremgangen og udviklingen for de største byer, og på at fremme vilkårene for landbrugs-, industri-, kyst- og naturturisme, som vi jo især finder i landdistrikterne.
For 3 år siden indgik regeringen i en aftale om vækst og udvikling i hele Danmark, og udspillet er en grundpille i regeringens arbejde på området.
Vi har til dato gennemført 110 ud af aftalens over 120 initiativer, som på hver deres måde er med til at skabe vækst i hele Danmark.
Jeg kan med sikkerhed sige, at det er den største aftale i nyere tid med fokus på at styrke vækstvilkårene uden for de største byer.
Visionen har været at fjerne vækstbarrierer, skabe bedre rammer for den fysiske planlægning og skabe nye muligheder for virksomheder og borgere og kommuner i hele Danmark.
Indsatserne virker, for det går jo godt i Danmark, og det går rigtig godt i dansk økonomi.
I 2017 havde vi en vækst i BNP på over 2 pct.
Det er det højeste siden 2006.
I landdistrikterne har der også været pæne vækstrater i BNP pr.
indbygger.
De sidste 2 års regional- og landdistriktspolitiske redegørelser har netop vist en række positive tendenser på flere områder, og dette års redegørelse viser, at de positive tendenser har bidt sig fast.
Både i forhold til beskæftigelse, befolkningstal og boligmarkedet er vi inde i en positiv udvikling.
For blot få år siden faldt beskæftigelsen.
Nu viser de seneste tal for beskæftigelsen til gengæld, at vi kun er 1 mm fra at slå rekorden for flest lønmodtagere nogen sinde.
Væksten er fordelt på langt de fleste kommuner, selv om en håndfuld kommuner stadig væk oplever et lille fald i beskæftigelsen, heriblandt en del af de økommuner, som vi også har haft en del snak om her til morgen.
Vi kan se, at turismen vokser i hele Danmark, og vi ser en stadig stigning i antallet af overnatninger i feriehuse og feriecentre og på campingpladser.
Befolkningstallet stiger også i de fleste kommuner, særlig på Sjælland og Fyn.
Dele af det nordlige og vestlige Jylland, Syddanmark og økommunerne er dog fortsat præget af et faldende befolkningstal.
Men faldet er mindre end før.
Redegørelsen viser også, at det i højere grad er på Sjælland, der er flere personer uden for byerne nu end for 3 år siden.
I resten af landdistrikterne bliver der færre og færre personer i byer med mindre end 1.000 indbyggere og i det åbne land.
Kigger vi på boligmarkedet isoleret, bekræfter tallene også, at det går godt i hele landet.
Alle landets kommuner har oplevet flere bolighandler over de seneste 3 år – de fleste endda mere end 15 pct.
flere.
Der er dog også stadig udfordringer, bl.a.
ser vi også et stort antal tomme boliger rundtom i Danmark.
Som sagt tidligere er vi næsten færdige med initiativerne fra aftalen om vækst og udvikling i hele Danmark, men det betyder jo så langtfra, at vores arbejde er afsluttet, og at vi kan hvile på laurbærrene.
Vi skal samarbejde om at skabe vækst i hele Danmark, og der vil jeg tage opfordringen op, også fra DF's rigtig dygtige landdistriktsordfører, om, at det er i fællesskab, vi skal løse de her ting.
Vi ønsker og vil arbejde hårdt for, at den positive udvikling i landdistrikterne fortsætter, og for at hjælpe væksten på vej i de områder, der stadig er udfordret.
I juni moderniserede vi derfor planloven, så den i højere grad både understøtter vækst og udvikling, men også passer på både miljø og natur.
Der har været alt for mange eksempler på, at planlovene har stået i vejen for den gode idé og det lokale initiativ, og når dygtige virksomheder og idérige borgere og foreninger skaber nye muligheder for udvikling, skal det da ikke være planloven, der spænder ben for initiativerne.
Tidligere måtte man f.eks.
kun bruge sommerhuse til kortvarige ferieophold i vinterperioden, og hvis I spørger mig, betød det i princippet en voldsom begrænsning af familiernes egen frihed til at vælge at bo i deres eget hus, og i praksis betød det, at sommerhuse i vinterperioden kun kunne anvendes i op til 3-4 uger, og derefter skulle de stå tomme i 1 uge.
Det var en fuldstændig unødig byrde at pålægge turisterhvervet og en byrde, der nu er blevet afskaffet.
Samtidig er det med modernisering af planloven blevet muligt for pensionister at bo hele året i deres sommerhuse efter kun at have ejet det i 1 år.
Tidligere var det først muligt efter 8 års ejerskab.
I juli nedsatte jeg desuden Udvalget for levedygtige landsbyer.
Cirka hver femte dansker bor i byer med under 1.000 indbyggere, men mens befolkningstallet generelt er steget, bor der i dag færre og færre i landsbyerne.
Jeg bad derfor udvalget om at sætte ny fokus på landsbyernes fremtid og på, hvilke muligheder der er for at drive virksomhed og at arbejde og at bo i landsbyerne.
De kunne i sidste måned løfte sløret for deres arbejde i Landsbyudvalget.
17 anbefalinger har de formuleret til arbejdet med at styrke levedygtige landsbyer; bl.a.
har udvalget peget på, at vi kan løfte kvaliteten af landsbyerne ved at have fokus på specifikke lokale potentialer, f.eks.
natur, f.eks.
ro, f.eks.
det lokale fællesskab eller de lokale dagligvarebutikker eller idrætsfaciliteter.
Udvalget har desuden vurderet, at der er enkelte områder med så store udfordringer, at der også er behov for at tænke området forfra.
Derfor vil vi nu drøfte udvalgets anbefalinger, og det gør vi sammen med forligspartierne bag »Danmark i bedre balance«.
Et tredje område, som regeringen har fokus på for at styrke landdistrikterne, er turismen.
Langs den jyske vestkyst, på Bornholm, i Det Sydfynske Øhav, langs de sjællandske kyster, ja, i hele Danmark har turismesektoren de seneste år skabt masser af arbejdspladser.
Af dem finder vi knap halvdelen i kyst- og naturturismen, dvs.
ferieturismen uden for de fire største byer i Danmark.
Lægger vi dertil en årlig omsætning på 45 mia.
kr., er det tydeligt, at kyst- og naturturismen har særlig stor betydning for landdistrikterne.
Regeringen har derfor taget en række initiativer inden for de seneste år for at styrke dansk turisme, bl.a.
modernisering af planloven, som jeg allerede har været inde på, og som har bidraget med nye muligheder:
f.eks.
at udlægge nye sommerhusområder, udviklingsområder inden for kystnærhedszonen og bedre udviklingsmuligheder inden for strandbeskyttelseslinjen.
Med erhvervs- og iværksætteraftalens turisme- og landdistriktspakke har vi desuden aftalt at opprioritere markedsføringen af kyst- og naturturismen og har afsat en ramme til bl.a.
afgiftslettelser for campingpladser.
Endelig er vi også lige blevet enige om på foranledning af Dansk Folkeparti og efter hårdt arbejde fra fru Mette Hjermind Denckers side at hæve bundfradraget for privat udlejning af sommerhuse helt op til 40.000 kr.
Så jeg forstår godt de store smil hos fru Mette Hjermind Dencker, for det er en stor sejr for Dansk Folkeparti, og det er en stor sejr for turismen, og det er en rigtig god aftale, vi har lavet med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre om at hæve bundfradraget for privat udlejning af sommerhuse.
Ud over at give danske sommerhusejere flere penge på lommen ønsker regeringen på den måde også at efterkomme den stigende efterspørgsel på overnatninger fra turisterne, for det skaber, som vi også hørte heroppefra fra DF's ordfører, også omsætning hos eksempelvis restaurationer og købmænd og forlystelsescentre i hele Danmark.
De fire indsatsområder for regeringen er at skabe en hurtig og stabil mobil- og internetdækning.
Det er afgørende for, at hverdagen hænger sammen, men også for at etablere nye virksomheder.
Der er stadig væk områder i Danmark, især uden for de store byer, som kun har adgang til basale bredbåndsforbindelser med lav hastighed, og det tror jeg desværre stadig væk er en forhindring for lokal vækst.
Derfor er det også meget positivt, som hr.
Henning Hyllested var inde på, at regeringen sammen med alle Folketingets partier netop i går indgik en teleaftale, som styrker dækningen i hele Danmark.
F.eks.
øges bredbåndspuljen med yderligere 60 mio.
kr.
her i 2018, og den målrettes tyndtbefolkede områder i endnu højere grad.
Derudover er det aftalt, at der sættes balancerede og ambitiøse dækningskrav til mobildækningen ved de kommende frekvensauktioner.
Og så får kommunerne klare rammer for, hvordan de kan understøtte udrulningen af mobilnet og bredbånd.
Endelig er der selvfølgelig det store arbejde med at flytte statslige arbejdspladser tættere på de borgere og virksomheder, der bruger statens services.
Staten tjener hele landet, og derfor skal de statslige arbejdspladser selvfølgelig være til stede i hele Danmark.
Når flytningen er fuldt gennemført, vil næsten 8.000 arbejdspladser være kommet bredere ud i landet.
På mit eget ministerområde er der f.eks.
tale om arbejdspladser i Viborg, Ikast, Løgstør, Korsør og Silkeborg og på Falster.
Ud over at flytte arbejdspladser etablerer regeringen samtidig ti nye uddannelsesstationer uden for København fordelt i hele landet, og der er jeg ikke så skeptisk, som hr.
Henning Hyllested var.
For vi får nemlig flyttet nogle uddannelsesstationer ud i nogle områder, hvor der mangler en helt almindelig mulighed for at tage en uddannelse, når man kommer lidt væk fra ungdomsuddannelsessystemet.
Og de uddannelsesstationer har jo forbindelse også til de store uddannelsesbyer.
Det vil sige, at man kan sætte nogle satellitter ud med kvalificerede undervisere og give lokale unge mulighed for at tage en uddannelse tættere på, hvor de bor.
Det tror jeg vil have meget stor betydning for både bosætning og for erhvervsliv og for hele et områdes attraktion.
For uddannelser er et essentielt element i at fastholde de unge i lokalområdet.
Det er primært erhvervsrettede uddannelser, f.eks.
erhvervsakademier, der på den måde vil understøtte rekrutteringsgrundlaget for private virksomheder i de pågældende områder.
Men når vi fra regeringens side etablerer uddannelsespladser uden for København, handler det jo lige så meget om, at det skal være lettere at tiltrække kvalificeret arbejdskraft.
Det var de væsentligste nedslagspunkter for mig i dag.
Jeg synes, vi i den grad med den kæmpe indsats, jeg synes der har været fra alle ordførerne, fra alle partierne, når vi taler landdistrikter, i fællesskab kan glæde os over, at pilen peger i den rigtige retning, nemlig på en lang række områder ude i landdistrikterne.
Årets redegørelse slår i hvert fald fast, at den samlede befolkningsfremgang i Danmark kommer stadig flere til gode, at beskæftigelsen ikke alene stiger omkring de store byer, men i stort set hele landet, og at flyttemønstrene og hussalget viser, at der er borgere, der har lyst til at bo i alle egne af Danmark.
Det er jo rigtigt, som H.C.
Andersen i sin tid skrev:
Det er så dejligt ude på landet.
Og det er det altså stadig, men for regeringen er landdistrikterne også fortsat en politisk prioritet.
Det er de også, selv om vi i dag sætter et stort arbejde i gang, som SF's ordfører, hr.
Karsten Hønge, var inde på, i forhold til hovedstadsområdet.
For regeringen vil fortsat arbejde med at styrke væksten og udviklingen i landdistrikterne.
Det er til fordel for hele landet, og det er også til fordel for hele landet, at vi har et vækstlokomotiv i hovedstaden, som kan være med til at sætte skub i udviklingen.
For os er det et både-og og ikke et enten-eller.
For den her regering handler det om, at vi sammen med Folketingets partier får sat skub i udviklingen i hele Danmark.
Jeg synes, vi har sat mange ting i gang sammen, og derfor ser jeg også frem til at stå her igen næste år med en ny redegørelse, hvor vi forhåbentlig endnu en gang vil kunne se en meget tydelig positiv udvikling i landdistrikterne i Danmark.
Tak for ordet.