Det næste punkt på dagsordenen er:

2) Forhandling om redegørelse nr. R 2:

Udenrigsministerens redegørelse om samarbejdet i Arktis.

(Anmeldelse 12.10.2017. Redegørelse givet 12.10.2017. Meddelelse om forhandling 12.10.2017).

Forhandlingen er åbnet, og det er først fru Karin Gaardsted, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Først vil jeg takke ministeren for den grundige redegørelse. Der er faktisk 13 fulde sider, så jeg kan næsten ikke forestille mig, at der er et område, som ikke er nævnt. Så tusind tak for det.

Der sker meget i Arktis i disse år. Det er tydeligt at mærke, at der ikke alene igen er en øget stormagtsinteresse for den arktiske udvikling. For ved Arctic Circle-konferencen for nylig var det også tydeligt at mærke, at der er en spirende vækst i den arktiske økonomi. Taksøerapporten understreger konsekvenserne for Danmark af udviklingen i Arktis. Derfor er det vigtigt, at vi også gør os nogle overvejelser om, hvordan vi konkret forbereder os på den nye virkelighed.

Klimaforandringerne er selvfølgelig med til at drive interessen for og i Arktis. Men klimaforandringernes udvikling bør også få os til at overveje, hvordan vi bedst gennemfører den grønne omstilling. En regulering af området vil jo have den afledte effekt, at den sundhedsskadelige luftforurening i f.eks. de større danske byer vil falde betragteligt. Derfor vil jeg gerne spørge ministeren, hvordan arbejdet med reduktionstiltag i forhold til sod- og partikelforurening står i Danmark. Hvordan står det arbejde, og hvilke tiltag planlægger regeringen for at regulere det område?

Ministeren beskriver det gode samarbejde mellem alle parter i Arktisk Råd, og det er vi naturligvis glade for. Ikke mindst er vi glade for, at samarbejdet i dette regi kan foregå gnidningsfrit også med Rusland, til trods for de øvrige spændinger, der måtte være i det forhold.

Netop samarbejde mellem landene er et afgørende element i forhold til redningsberedskabet i Arktis. De store afstande og spredte bosteder gør, at ulykker vil kræve fælles indsats. Derfor er det også godt, at vi har deltaget i øvelser, der træner det beredskab.

På Arctic Circle-konferencen talte jeg med en repræsentant for krydstogtoperatørerne. Jeg spurgte specifikt til, om risikoen for en katastrofe bekymrede operatørerne, og om parsejlads med afstand var en løsning. Operatørerne afviste totalt parsejlads – af konkurrencemæssige årsager, som hun sagde. Derfor har jeg to konkrete ulykkesscenarier, som jeg gerne vil høre hvordan vi i dag vil håndtere.

Scenarie 1: Et krydstogtskib sejler ind i en ubeboet grønlandsk fjord langt fra lufthavne, måske i Østgrønland, rammer et uopmålt skær og går langsomt ned, mens passagererne redder sig i land fra redningsbådene. Hvad sker der så? Vil de overleve?

Scenarie 2 er et passagerfly, som er på vej til USA fra Europa, da det bliver tvunget til at nødlande på indlandsisen. Indlandsisen er heldigvis en relativt flad og blød landingsplads, så alle passagerer overlever landingen. Desværre er landingen foregået på den del af indlandsisen, der ikke kan nås med helikopter. Hvad gør vi?

Jeg forventer ikke, at ministeren på stående fod kan redegøre i detaljer for indsatsen. Men jeg vil gerne understrege, at det er scenarier som disse, vi bliver nødt til at forholde os til og være ærlige om. Jeg har svært ved at forestille mig, at passagerer, der går om bord på et krydstogtskib, hvor det loves, at de vil få helt unikke oplevelser og komme hen, hvor ingen andre før har været, overhovedet er bekendt med, at der sandsynligvis ingen redning vil være, hvis det værste skulle ske.

Jeg ved, at den canadiske kystvagt hele tiden udsender beskeder til krydstogtskibe og andre i farvandet ud for den canadiske arktiske kyst om, hvor redning befinder sig, og dermed hvor langt væk redning er, og også hvor beskeden hjælpen vil være. Det er altså ikke kun en udfordring i Grønland, men en udfordring i hele Arktis.

I forlængelse heraf vil jeg spørge ministeren, hvordan kontrollen med og beskyttelsen af Nordøstpassagen foregår, idet der nu er begyndende skibstrafik den vej også. Altså, hvor stor en del af det ansvar påhviler Danmark, idet ruten går gennem grønlandske farvande, og hvilke regler gælder der for at beskytte havmiljøet i Nordøstpassagen?

Grundlaget for mine spørgsmål er som nævnt den økonomiske udvikling i Arktis, og her er det relevant at fokusere på, hvordan ressourcerne udnyttes bedst muligt. Det gælder de levende ressourcer som fisk, sæl og hval, og det gælder de mineralske ressourcer, og det gælder de menneskelige og landskabsmæssige ressourcer i form af turisme. I takt med at den arktiske havis smelter, er det vigtigt at sikre, at bestandene ikke bliver overfisket i de nyåbnede havområder. Derfor vil vi meget gerne bakke op om arbejdet for at sikre en aftale om forvaltningen af fiskebestandene i Arktis.

Men de levende ressourcer udgør mere end fisk, og her bekymrer EU's holdning til de levende arktiske ressourcer mig – ikke mindst sæler og hvaler. Den dominerende holdning i EU lader til at være, at Arktis skal være en form for frilandsmuseum, hvor man ikke engang bæredygtigt må udnytte områdets dyr. Sælskindsforbuddet rammer f.eks. de grønlandske fangere og det grønlandske samfund, selv om fangsten er bæredygtig og blåstemplet af WWF. Nu vil Kommissionen så have ændret Den Internationale Hvalfangstkommissionen, IWC, til at være en hvalfredningsorganisation. Også her foreslår man en undtagelse for oprindelige folk – det gælder jo så det grønlandske folk – men de skal kun have lov til at fange, hvad de selv kan spise. Kommissionen har tidligere problematiseret, at turister også vil kunne gå ind på en restaurant i Grønland og spise hval.

I Socialdemokratiet støtter vi op om grønlænderne og færingernes ret til bæredygtigt at høste af deres levende ressourcer. Vi håber derfor, at regeringen vil sætte alle sejl til for at få sikret, at det også vil være tilfældet i fremtiden. Vi har ikke gode erfaringer med undtagelser i EU. Og skulle det vise sig umuligt at stoppe Kommissionens tiltag, bør Danmark insistere på, at EU kompenserer Grønland og Færøerne for tabet, helst i form af øgede investeringer i f.eks. infrastruktur eller turisme. Tak.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen kommentarer. Den næste ordfører er hr. Henrik Brodersen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak, formand. Først en tak til udenrigsministeren for denne selvstændige redegørelse om samarbejdet i Arktis. Redegørelsen har først og fremmest fokus på det internationale samarbejde i Arktis, som er et samarbejde mellem de arktiske kyststater, USA, Canada, Norge, Rusland og kongeriget Danmark for så vidt angår Færøerne og Grønland. Arktis er et kæmpe område og et meget ressourcerigt område, som man i høj grad endnu kan kalde uudforsket. De nye muligheder, som måtte ligge i Arktis, når ishavet stort set er uden is om sommeren, gør, at mange af verdens stormagter og økonomiske aktører synes, at regionen pludselig er meget interessant.

Arktis har stor betydning for kyststaterne omkring Det Arktiske Ocean, men også stormagter som Kina, Japan og EU m.fl. ønsker at være aktører her, når de nye muligheder kan skimtes i den nordlige horisont. Her snakker vi om muligheder inden for fiskeri, transport, turisme og råstofudvinding, både under og over havoverfladen osv. Der er tale om ekstremt store naturressourcer og store muligheder for gevinster med kortere sejlruter og mulighed for turisme på verdens top. Derfor skal Danmark også fortsat bakke et hundrede procent op om Ilulissataftalen, hvor kyststaterne har bundet hinanden op på, at uenigheder, som måtte opstå i Arktis, også løses med baggrund i folkeretten, og at Arktis fastholdes som et lavspændingsområde. Der kan meget hurtigt opstå vidtrækkende storpolitiske konflikter om disse vældige muligheder i det arktiske. Samtale og folkeret er den bedste måde at løse disse konflikter på.

Jeg vil også gerne kvittere for, at regeringens udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi prioriterer Arktis højt, og den sætter særligt fokus på økonomisk udvikling til gavn for befolkningen i Grønland og på Færøerne. Det agter regeringen at gøre ved at sætte erhvervslivets udvikling og økonomien mere centralt på dagsordenen i Arktisk Råd, ved at afdække mulighederne for tilstrækkelige internationale investeringer samt ved at styrke eksportfremmende indsatser til fordel for Grønland og Færøerne. Det er kongeriget Danmark, som er medlem af de arktiske fora, og derfor er det kun naturligt, at regeringen vil gøre mest muligt for at varetage også de grønlandske og færøske folks interesser i Arktis.

I forrige uge var jeg på Island for at deltage i en konference, Arctic Circle, som er verdens største internationale forsamling om Arktis. Det er en konference for alle, som er interesseret i udviklingen i Arktis. Den overvældende store deltagelse i konferencen viser, at interessen for Arktis ikke er til at tage fejl af: Over 2.000 deltagere fra mere end 50 lande verden over og utallige interesseorganisationer, og alle har interesse for Arktis. Jeg glæder mig over, at interessen for Arktis er så stor, når jeg tænker på de nye muligheder, som måtte dukke op.

Men jeg er også bekymret – mens Arktis er en ekstremt ressourcerig region, er Arktis på samme tid en region med ekstreme vejrforhold. Og det slår mig, at mange aktører, som ønsker at komme ind i det arktiske, faktisk slet ikke har forståelse for, hvad det drejer sig om. Bl.a. hører jeg, at krydstogtbranchen er utilfreds med, at der stilles krav til dem om, at krydstogtskibene sejler parallelt i Arktis, således at de altid følges to og to. De mener, at det er et konkurrenceforvridende krav, og de protesterer imod det, i forhold til at kunne sælge de her eksklusive ture til verdens top – de kan så blive lidt dyrere.

Her vil jeg bare sige til branchen, at de slet ikke har forstået alvoren i de krav, der bliver stillet. Skulle uheldet være ude med et krydstogtskib, som enten støder på et isbjerg, mister motorkraften, sejler på et skær eller lignende, hvad skal de så stille op med alle de her passagerer? Skal de sættes af på indlandsisen, måske nogle tusinde kilometer fra civilisationen? På indlandsisen overlever de måske et par timer, i det iskolde hav højst et par minutter. Det er ikke uden grund, at der skal stilles store krav til alle aktører, som har tanker om at operere i Arktis. Krydstogtbranchen er kun én af mange brancher, som har store planer i Arktis. Også på andre områder skal vi stille store krav, netop for at tage højde for de ekstreme forhold, som kan opstå meget pludseligt i forhold til natur og mennesker i Arktis.

Forsvaret står for den danske del af opgaveløsningen i Arktis. Hovedopgaven er selvfølgelig militær, altså at være et forsvar af Grønland og Færøerne til lands, til vands og i luften. Men forsvaret løfter også en stor del af de andre beredskabsmæssige og praktiske opgaver i Arktis, alt lige fra søredning, land- og søopmåling, fiskerikontrol, miljøovervågning, søfart og sejladssikkerhed osv. osv.

I december 2016 indgik vi en aftale med regeringen om at styrke Forsvarsministeriets fremtidige opgaveløsning i Arktis. Ministeriets analyse, som skal ligge til grund for styrkelsen, er nu kommet og viser, at Forsvarsministeriets opgaveløsning er styrket på mange områder gennem de senere år, men at det også er relevant yderligere at styrke overvågning, kommando, kontrol, kommunikation, operative indsatsenheder osv. osv. Med den stigende interesse i Arktis bliver vi også nødt til fortsat at følge med og styrke vores indsats på andre områder; det gælder også for indsatsen for at forbedre forholdene omkring land- og søkortlægning, hvor der stadig er langt igen, før vi er i mål.

På miljø- og naturområdet skal der også lægges en stor indsats for at beskytte den arktiske natur. Senere i dag skal vi tage et skridt i forhold til dette område, når vi skal behandle et lovforslag om beskyttelse af havmiljøet i den eksklusive økonomiske zone ved Grønland, dvs. fra 3 sømil fra kysten og indtil 200 sømil fra kysten. Der vil vi stille os positivt og stille større krav i forhold til skibenes påvirkning af havmiljøet i forhold til miljøforbedring ved Grønland.

Arktis er et kæmpestort og ressourcerigt område. Som en af de fem store aktører i Arktis står vi her med store muligheder og et stort ansvar for at sikre, at mennesker og natur kan gå hånd i hånd i Arktis. Det er vores ansvar at sikre, at det kun er aktører, som vil Arktis det godt, der får mulighed for at agere her. Det er vores ansvar, at udviklingen i regionen også kommer mennesker i regionen til gode. Vi har en forpligtelse til at bruge alle de talerør, vi kan finde, for at sikre kongerigets interesser i Arktis, uanset om det gælder fiskeri, storpolitik, miljø, energi, råstoffer, sundhed eller turisme. Vi har en forpligtelse til at sikre lov og orden i Arktis. Vi skal sørge for, at de, der vil det gode i Arktis, har den nødvendige respekt for natur og mennesker, så de kan få adgang til det arktiske. Det må være vores og regeringens pejlemærke, når vi navigerer i de fantastiske, men også farlige arktiske farvande. Tak for ordet.

Tak. Der er et par korte bemærkninger. Først er det fru Aleqa Hammond. Værsgo.

Arktis er jo så mange ting. Grønland er jo kun 20 pct. af det samlede Arktis i landmasse. I 2014 kom der en FN-erklæring om oprindelige folk, og det bidrog til et slutdokument, som gælder hele verden rundt. I den sammenhæng har det arktiske folk en udvidet ret til bæredygtig fangst af deres levende ressourcer. Jeg ved også, at det danske kongerige står ret så alene med hensyn til den kommende IWC-forhandling om storhvalerne i forhold til de andre EU-lande. Hvad er Dansk Folkepartis holdning til det?

Ordføreren.

Vi har jo altid stået på mål for det. Der har jo været meget, meget stort fokus på grindefangst ved Færøerne, og vi har altid sagt, at lige så længe det her er bæredygtigt, så har vi ikke nogen problemer med, at de oprindelige folk får lov til at drive deres fangst, som jo er en del af føden i de arktiske områder.

Fru Aleqa Hammond.

EU's rettighedsbaserede tilgang til udviklingen er den holdning, som de har. Men stadig væk støtter de fleste EU-medlemsstater jo ikke det danske kongeriges holdning til storhvaler, som ikke er en del af grindehvalsfangsten. I den sammenhæng står det danske kongerige over for store udfordringer med at få de andre EU-lande med til at forstå vores tilgang til bæredygtig hvalfangst. Hvad mener man at det danske kongerige skal gøre, for at vi får alle EU-medlemsstater med?

Værsgo til ordføreren.

Der er jo en dialog, men det er da rigtigt, at vi står med nogle udfordringer. Og det har jo også givet nogle noget aparte situationer, hvor Danmark har stået over for Færøerne og Grønland og har skullet være en del af EU og pålægge resten af rigsfællesskabet nogle pålæg, som vi slet ikke var interesseret i at skulle give. Og der må man bare sige, at der står Dansk Folkeparti på både grønlændernes og færingernes side.

Tak for det. Så er der et par yderligere bemærkninger. Hr. Christian Juhl, Enhedslisten. Værsgo.

Nu sagde ordføreren, at vi var en af de stærkeste i den aktuelle debat, underforstået at det velsagtens er Danmark, kan jeg forstå på Dansk Folkeparti. Er det ikke vigtigt, at vi også diskuterer demokrati, når vi snakker Arktis? Jeg tænker på, at hvordan kan et parti som DF, som jo er understøttende til regeringen, begynde at snakke om, at vi skal fjerne selvstyreloven i Grønland?

Værsgo.

Nu ligger det jo ikke under den her redegørelse. Men vi har et rigsfællesskab, og derfor har vi også en forpligtelse over for hinanden, og også over for de borgere, som er underlagt andre løsningsforslag end dem, man eksempelvis har i Danmark.

Hvis det går ud over den almindelige borger – om det så er i Grønland, på Færøerne eller i Danmark – så har vi det sådan, at så må man til enhver tid tage vare på borgeren, lige meget hvor i kongeriget borgeren befinder sig.

Hr. Christian Juhl.

Så må jeg spørge lidt direkte: Er ordføreren enig med hr. Søren Espersen i, at man godt kunne afskaffe selvstyreloven og dermed afskaffe de demokratiske muligheder for at få indflydelse i Grønland?

Værsgo til ordføreren.

Dansk Folkeparti har jo den ene gang efter den anden sat fokus på det, når der er noget, som ikke fungerer, eksempelvis i Grønland, hvor det er borgeren, vi har en større forpligtelse over for, end vi har over for selvstyret. Hvis der er ting, som selvstyret ikke kan varetage, så tror jeg, det kunne være en rigtig god idé, at man måske ad nogle gange sagde: Var det nu ikke en god idé at få en hjælpende hånd fra Danmark.

Tak for det. Det kommer der jo i hvert fald en debat om senere, hvor man kan få det nærmere uddybet.

Fru Aaja Chemnitz Larsen, værsgo.

Mange tak, og tak for ordførertalen. DF har jo været ude og udtale – som Enhedslistens ordfører også var inde på – at man er klar til at suspendere selvstyreloven. Men det er jo sådan, at Dansk Folkeparti var det eneste parti, som stemte imod selvstyreloven.

Det er vigtigt at pointere, at det er det grønlandske folk, som skal høres, også hvis man suspenderer selvstyreloven. Så det kan selvfølgelig ikke komme på tale, at selvstyreloven skal suspenderes.

Nu nævner ordføreren selv, at der er en række områder, som man gerne ser at Folketinget blander sig i i forhold til interne grønlandske anliggender, bl.a. på socialområdet og på uddannelsesområdet. Jeg tænker det sådan: Ville det ikke ville være på sin plads, at man f.eks. først fokuserede på justitsområdet og på forsvarsområdet, hvor vi ved at der allerede i dag er nogle udfordringer?

Værsgo til ordføreren.

Tak. Men nogle af de her juridiske ting, som spørgeren henviser til, er jo ikke noget, der har de sociale omkostninger, som nogle af de ting, som vi har påpeget – bl.a. massevis af overgreb på børn i Grønland – har. Det synes vi er så vigtigt, at man virkelig bør tage hånd om det her.

Værsgo, fru Aaja Chemnitz Larsen.

Mange tak. Nu er det sådan, at retssikkerheden halter, i hvert fald i nogle områder i Grønland, og det er sådan set et ansvar, som vi har her i Folketinget. Så derfor tænker jeg, at det kunne være på sin plads at fokusere på, hvad det er, vi selv skal gøre for at rette op på nogle af de områder, som vi allerede i dag har et ansvar for, frem for at fokusere på nogle af de andre områder.

Kigger man på socialområdet og på uddannelsesområdet, ser man, at vi jo er nogle i Grønland, som kæmper for at sørge for, at de her områder bliver løftet, og tallene viser sådan set også, at det går den rigtige vej. Nogle af os synes, det går for langsomt. Men det er sådan set for at pointere, at vi har en opgave i dag, som vi ikke løfter i tilstrækkelig grad.

Værsgo til ordføreren.

Jamen jeg anerkender da, at der er et stort arbejde i gang med at rette op på det, og det er der ved gud også grund til. Men vi tager altså også fra Dansk Folkepartis side de kritiske briller på, når vi skal kigge på os selv. Jeg har flere gange stået hernede i Folketingets spørgetid og spurgt til, hvordan og hvorledes vi opretholder retssikkerheden ude i bygderne. Og det er rigtigt, at der mangler byfogeder og andre.

Men det der med at deportere folk har man prøvet en gang oppe omkring Thule. Det synes jeg ikke man skal gøre yderligere, så det her med, at vi mangler byfogeder, skyldes, at folk ikke søger de stillinger, der bliver slået op. For det er jo ikke, fordi man mangler stillingsopslag. Men hvis ikke folk vil arbejde, kan vi jo ved gud ikke tvinge dem til det.

Man behøver ikke påkalde de højere magter her i Folketinget. ( Henrik Brodersen (DF): Det skal jeg huske, fru formand). Det er godt.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Bertel Haarder, Venstre. Værsgo.

Tak, formand, og tak til udenrigsministeren for en fyldig redegørelse, som ifølge sagens natur handler om rigsfællesskabet. Uden rigsfællesskabet ville der være mindre højt til loftet i Danmark, efter min mening, og det er jo ikke mindst Arktis, som binder rigsfællesskabet sammen. Når vi står sammen i rigsfællesskabet, er vi en stor spiller i det arktiske, men vi er en endnu større spiller, når vi står sammen i Norden.

Tilsammen har Norden verdens største handelsflåde og et BNP, der er større end Ruslands. Vi har ansvaret for et gigantisk område af jordkloden, som får stigende betydning. Det område har været præget af fred og fordragelighed, og sådan skal det blive ved med at være. Men det må ikke blive et militært tomrum, som kan friste store naboer og andre, som kan have interesse i området. Vi skal tage vare på vores del af Arktis, vi skal overvåge det og markere tydeligt, at det er vores.

Redegørelsen siger ikke så meget om nordisk samarbejde, men der er dog et afsnit om 2 mio. kr. til kultur og miljø og turismeformål, og der redegøres for Nordisk Ministerråds samarbejdsprogram om bæredygtig erhvervsudvikling, miljø, natur og klima samt uddannelse og kompetenceudvikling. Og et nyt samarbejdsprogram er på vej med fire p'er: peoples, planet, prosperity og partnerships – med tråde til FN's klimamål og større fokusering og, som der står, og jeg citerer: »mere politik i det nordiske arbejde«.

Det sidste er vigtigt, for når man læser redegørelsen, får man det indtryk, at det politiske samarbejde mellem de nordiske lande mere består af programmer end af fælles politiske indsatser. Optræder de nordiske lande i fællesskab, når det er muligt, og når det er i vores interesse? Optræder vi som den store spiller, vi er? Taler vi sammen, og handler vi sammen? For det må jo være det, der menes, når Nordisk Ministerråd har ønsket mere politik i det nordiske samarbejde. Det handler jo ikke om programmer, det handler om fælles handling.

Det må også betyde mere fælles forsvarspolitik. De andre nordiske lande er jo i fuld gang, men Danmark har hidtil trukket lidt på foden. Derfor er det også glædeligt, at den norske og den danske forsvarsminister nu både taler og skriver sammen, senest en udmærket fælles kronik. Både der og i udenrigsministerens redegørelse nævnes det nordiske samarbejde i NORDEFCO, hvor der, og jeg citerer, »kan indgås samarbejde om de særlige udfordringer, som ekstrem kulde stiller personel og materiel over for, og om udviklingen af arktisk vintertræning«. Der tales meget om katastrofeberedskab, men ikke så meget om militært samarbejde.

Det er betryggende, at Grønnedal genetableres som et strategisk logistisk støttepunkt, og at Forsvarsministeriets opgaveløsning i Arktis på en række områder er styrket. Men der står jo også ærligt og redeligt i udenrigsministerens redegørelse, og jeg citerer:

»Det er relevant yderligere at styrke overvågning, kommando, kontrol og kommunikation og operative indsatsenheder. En styrkelse af disse områder vil være med til at styrke løsningen af flere opgaver på én og samme tid, herunder suverænitetshævdelse, eftersøgnings- og redningstjeneste, havmiljø og støtte til det civile samfund.«

Katastrofen i Nuugaatsiaq er jo et frisk og tragisk eksempel på nødvendigheden af det sidste. Det er jo bl.a. det, den nordiske Stoltenbergrapport satte streg under ved at foreslå et øget nordisk samarbejde. Og jeg vil gerne spørge udenrigsministeren om, hvordan han ser på den nordiske dimension i alt det, vi taler om her, hvordan han ser på Stoltenbergs forslag, også om en ny forsvarskommission, som man kan forstå de nordiske socialdemokrater har overtaget, altså forslaget.

Samarbejdsprogrammer er der imponerende mange af, det er rigtig godt, ligesom det er godt, når Rusland inddrages. Jo mere konkret samarbejde med Rusland om fælles udfordringer og jo mere dialog, jo bedre. Det kan kun fremme freden og tilliden, hvis vi vel at mærke samtidig varetager overvågningen og inspektionen af det arktiske område.

Dialog kan vi få brug for, når vi skal varetage de særlige danske interesser, som knytter sig til den kommende udvidelse af kongerigets kontinentalsokkel nord for Grønland. Den skal som bekendt behandles af FN's Kommission for Kontinentalsoklens Grænser, CLCS. Det drejer sig om et område 20 gange så stort som Danmark, herunder Nordpolen.

Sidst, men ikke mindst, vil jeg på Venstres vegne gerne understrege vigtigheden af Ilulissaterklæringen om Arktis som et lavspændingsområde. Jeg vil også fremhæve den nye bindende aftale mellem de otte arktiske stater om styrket forskningssamarbejde i og om Arktis og om Arktisk Universitet og den store internationale konference Arctic Circle, der netop har fundet sted i Island med deltagelse af den danske samarbejds- og fiskeriminister.

Men lad os ikke glemme, at Arktis først og fremmest rummer et hjemland for folkeslag, som naturligvis har krav på at bestemme i deres egne lande og områder og krav på at blive hørt, når deres interesser trædes for nær, som det f.eks. har været tilfældet med sælfangsten. Jeg glemmer ikke, da jeg i 1990'erne var med til Circumpolar Conference i Nordcanada, og da jeg sidste vinter som kulturminister var med til Arctic Winter Games sammen med kronprinsen. Ved disse lejligheder og ved andre lejligheder oplever man rige, stolte og selvbevidste kulturer. Og så vil jeg tilføje, at man også bliver lidt stolt af rigsfællesskabet, når man deltager i den slags begivenheder. De grønlandske deltagere var og er klart førende blandt de mange folkeslag.

Det er min opfattelse, at vi har haft langt mere gavn end skade af det skæbnefællesskab, som blev vores for 200 år siden, da Danmark og Norge blev tvunget til skilsmisse. Det er ikke kun historien og familiebåndene, der binder os sammen, det er også Arktis og de udfordringer og muligheder, som ligger i dette kæmpeområde med stigende økonomisk og strategisk betydning. Tak.

Tak til ordføreren. Der er et par korte bemærkninger. Først er det fru Aleqa Hammond. Værsgo.

Danmark og Grønland og Færøerne har én stemme i Arktisk Råd, og det synes jeg også er rigtig, rigtig fint. Det tvinger os til at have gode dialoger og debatter om vores fælles indsats i det arktiske område, som baserer sig på bæredygtighed, hvad angår miljø, monitorering af fauna og flora og sikkerhed både til lands og til havs.

Jeg lagde mærke til, at udenrigsministerens arktiske redegørelse ikke med et ord nævner Camp Century, som er militære efterladenskaber fra amerikanerne, og en forurening, der er af den største af sin art i det danske kongerige. Hvad er Venstres holdning til det?

Værsgo til ordføreren.

Vi har tillid til, at den danske udenrigsminister håndterer det gode spørgsmål, som fru Aleqa Hammond her har stillet. Det er jo lettere sagt end gjort at løse problemet, men der er ingen tvivl om, at det skal ske i et samarbejde mellem Danmark og Grønland.

Fru Aleqa Hammond.

Det danske kongerige afsendte submissionen til kontinentalsoklen tilbage i 2014. Hvad skal det danske kongerige i de kommende år sætte fokus på, hvad angår Arktis og vores arbejde for at styrke vores krav?

Værsgo til hr. Bertel Haarder.

Hvad angår kravet på det meget store område, altså udvidelsen af kontinentalsoklen med bl.a. Nordpolen, er der, så vidt jeg husker, lagt en meget god og velforberedt strategi for, hvornår vi gør hvad. Det altafgørende er jo, at vi holder vores store nabo Rusland på forhandlingssporet, og jeg tror, at det er det, alle bestræbelser går ud på. Men det kan jo være, at udenrigsministeren vil føje noget til.

Så er det hr. Christian Juhl, Enhedslisten.

Tak for det. Jeg er meget enig i hr. Bertel Haarders overvejelser om Norden og Nordens samarbejde som et stærkt led i en udvikling af tingene i Arktis. Hr. Bertel Haarder nævnte Ilulissaterklæringen og afspændingen. Hvordan ser Venstres ordfører på muligheden for at vi, selv om russerne i dag både militært, men også transportmæssigt er dominerende i Arktis – det ser ud til, at amerikanerne slet ikke kan finde ud af, hvordan man skal lægge en strategi for Arktis, men det skyldes måske den nuværende præsident; det ved jeg ikke – benytter lejligheden til som et led i den debat, FN har startet om at gøre hele verden atomvåbenfri, arbejder på at kunne sige, at i hvert fald Arktis skal være atomvåbenfri?

Tak. Værsgo til ordføreren.

Det er jo en debat, som giver mindelser om en meget lang debat under hele den kolde krig, hvor der var nogle, der ville have atomfri zone i Norden, samtidig med at sovjetiske atomvåben blev sejlet op og ned gennem de danske farvande. Man skal være realistisk, og en atomvåbenfri zone skal være noget, som alle overholder, og som virkelig er forhandlet bredt. Og jeg tror ikke, at man løser noget ved at sige: atomvåbenfri zone. Altså, det ord løser ikke noget.

Hr. Christian Juhl.

Jamen Ilulissaterklæringen drejer sig netop om afspænding og taler om en afmilitarisering af Arktis, og derfor er det vel godt at starte i den farlige ende. Og jeg mener: Det er vel ikke er nogen skade til at sige til russerne: Ja, vi vil gerne have en dialog med jer, og vi vil faktisk også gerne have, at I ikke har atomvåben i det område. Mig bekendt er der ikke andre, der har atomvåben. Jeg tror ikke, at amerikanerne længere har atomvåben i Thule. Det var vist en fejlstrategi på et tidligere tidspunkt i historien. Derfor er det vel vigtigt, at man tager de spørgsmål ind. Det er vel også på det her område vigtigt både at være realistisk, men også at være visionær, hvis man skal have lavet nogle forandringer.

Tak. Værsgo.

Jeg tror, at det vigtigste er, at rigsfællesskabet og de nordiske lande agerer ud fra en bevidsthed om, at vi først og fremmest skal være nærværende i Arktis, vi skal overvåge og inspicere Arktis, og vi skal være vågne, hvis der er nogen, der krænker suveræniteten. Det er det vigtigste. Og så skal vi forhandle alt, hvad vi kan.

Jeg talte jo meget om dialog osv., og deri indgår naturligvis også atomvåben. Og der kan jo ikke være nogen, der kan være i tvivl om, at eftersom hverken kongeriget eller de nordiske lande har atomvåben, ville vi da meget gerne se, at der heller ikke blev sejlet med russiske atomvåben i Arktis. Det siger jo næsten sig selv. Men den opfattelse og den erklæring løser jo ikke noget i sig selv. Det var bare det, jeg prøvede at sige.

Tak for det. Tak til ordføreren. Så er det hr. Christian Juhl som ordfører for Enhedslisten.

Arktisredegørelsen giver jo egentlig baggrund for rigtig mange debatter, måske endda mange flere, end der vil være plads til på en hel dag. Men først har jeg et par bemærkninger til formen på redegørelsen, og det er mest, fordi jeg synes, at den egentlig fortjener større udbredelse end en lille eksklusiv skare af ordførere og et par ministeransatte.

Jeg vil opfordre ministeren til at være en smule mere visionær i udarbejdelsen af redegørelsen. Den er meget tung og til tider en meget svært tilgængelig oplistning af de samarbejder, som hr. Bertel Haarder talte om. Oplistning af planer og den slags er også vigtigt, men jeg tvivler på, at ret mange uden for den her sal når igennem hele redegørelsen.

Jeg kan opfordre til, at man f.eks. lod sig inspirere af formen i den udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi, der er meget mere tilgængelig, især med de fire bilag med oplistning af konkrete initiativer, som man ønsker at tage i fremtiden. Det er meget overskueligt, og det kunne måske gøre, at andre end dem, der skal læse den, læste den.

Men nu til indholdet. Arktis og især den hurtigt smeltende is giver baggrund for debatter om en lang række spørgsmål, og fra Enhedslisten er der to bærende principper i Arktis.

For det første: Det, vi gør, gør vi for de mennesker, der lever i Arktis. Der er ufattelig mange økonomiske interesser, der er ufattelig mange militære interesser og sikkerhedsmæssige interesser i Arktis, men det vil fra første og sidste færd for os altid være et spørgsmål om, hvordan de mennesker, der lever i Arktis, får et godt og bæredygtigt liv. Vi skal respektere retten til selvbestemmelse og hensynet til oprindelige folk.

For det andet: Vi vil altid tage udgangspunkt i, at de aktiviteter, vi sætter i gang i Arktis, skal se på bæredygtige principper og under optimalt hensyn til den meget følsomme natur, der står over for forandring på grund af klimaændringerne. Arktis er mere udsat for klimaændringer end resten af kloden, fordi stigningen i temperatur her er to til tre gange så høj.

Det er vigtigt, at vi fastholder aftalen fra Ilulissat i 2008 om, at alle uenigheder om Arktis skal løses på baggrund af folkeretten, og at afspænding er et mål. Når vi kigger på de mange internationale organisationer, der interesserer sig for Arktis, er det vigtigt at overlade forhandlingsretten til Grønland og Færøerne, hvor det overhovedet er muligt. Uden Danmarks samarbejde med Grønland og Færøerne i rigsfællesskabet ville Danmark ikke have nogen særlig indflydelse eller placering i Arktisdebatten. Det skal vi huske. Det er, som om vi somme tider spiller lidt med musklerne – i hvert fald da Dansk Folkeparti aflagde sin ordførertale. Det er jo ikke Danmark, der kan spille med musklerne, det er jo sådan set især Grønland, men også Færøerne.

Jeg deltog også for et par uger siden i den store internationale konference om Arktis, der hedder Arctic Circle, i Island. 2.000 mennesker var mødt frem i 3 døgn, og mange af dem, rigtig mange, var der af kommercielle interesser. Det overraskede mig, at der var så mange, der havde så mange økonomiske og kommercielle interesser i at placere sig for at kunne tjene penge på de nye muligheder.

Meget færre var de organisationer, som arbejder for miljøhensyn og hensyn til oprindelige folk. Det er en skævhed, som vi er nødt til at arbejde for at ændre, hvis Arctic Circle skal have en balanceret tilgang til de problemer, der er i området. Javel, jeg ved godt, at der var diskussion om oprindelige folk, og jeg ved godt, at der var diskussion om klima og miljø, men de fyldte ikke ret meget i de store firmaer, der kan sælge tankskibe, og de store firmaer, der kan lave rejser osv. Det er vigtigt, at vi har fokus på det, og det må regeringen jo også rette op på i samarbejdet, sådan at vi har den overordnede vinkel, at det er mennesker og klimaet, der er det vigtigste, og så må profitten og markedet træde i baggrunden.

Atomvåbenfrit Arktis havde vi lige en lille drøftelse om her med Venstres ordfører. Det er vigtigt, at forsvaret er til stede på Arktis. Det der med at sikre grænserne er jo en fin talemåde, men hvis et skib og to helikoptere fra det danske forsvar skal sikre de grønlandske grænser, hvis reelt der var en trussel imod dem, vil jeg sige, at så er det da mere et symbolsk tiltag, vi har. Jeg ser nu mere forsvarets opgave som deltagelse i Search and Rescue, i overvågning og i sikring af dem, der er på søen, så de hurtigt kan blive reddet, hvis der sker nogle ting.

Det er vigtigt for os, at vi fastholder et mål om at gøre Arktis atomvåbenfrit område, ja, vi vil meget gerne have, at man totalt afmilitariserer Arktis. Det bør være et strategisk mål for rigsfællesskabet i vores indsats i det internationale samarbejde.

Lige nu er det især russerne, som er militært til stede i Arktis, men også med isbrydere og store skibstransporter. USA's nye præsident kan ikke rigtig finde ud af, hvad han vil med Arktis. Den ene dag siger han, at han vil bygge en isbryder, så man også kan bidrage med at bane vej for de store skibe, der sejler gods. Den næste dag siger han, at det tror han ikke de vil alligevel. Og det vil sige, at der er ingen, der rigtig ved, hvad de egentlig vil deroppe. Der er sikkert amerikanske firmaer, som har interesser. Jeg vil vende tilbage til Pituffik, Thulebasen, lige om lidt. Tilsyneladende har USA ingen Arktisstrategi.

Det er vigtigt, at Danmark deltager aktivt i forskningen om Arktis. Det er der også nævnt i redegørelsen, ikke mindst om, hvordan vi sikrer befolkningernes bæredygtige levemuligheder og et optimalt hensyn til natur og ikke mindst havene, og jeg mener også, at vi er nødt til at deltage meget aktivt i forskningen om, hvordan vi sikrer en miljømæssig forsvarlig transport i det meget miljøfølsomme område. Det er enormt store skibe, der sejler der, med enormt store olielaster og andre ting, og der skal jo ikke meget fantasi til at forestille sig, hvor galt det kan gå i så koldt et område. Det er jo næsten umuligt at rydde op. Hvis man får en olieforurening i så kolde områder, er det næsten umuligt at have med at gøre. Det er vigtigt at tænke over, at der er en meget, meget større risiko netop der.

Så over til Pituffik. USA er naturligvis til stede i Pituffik, Thulebasen, fordi det er aftalen, at de har ret til en aftale, som jeg synes bliver mere og mere betænkelig. Erfaringerne er nemlig ikke særlig positive. Nu har USA hjemtaget serviceaftalen for Thulebasen, så der ikke længere er et dansk-grønlandsk firma, som står for den civile service. Det gjorde de via et skuffeselskab i København, som nu har givet opgaven videre til et rent amerikansk selskab i strid med de aftaler, der lå.

Jeg ved ikke, hvad ministeren har tænkt sig at gøre ved det, men det er da i hvert fald nu helt åbenlyst, at de har taget r.... på Danmark, som jeg ville sige, hvis jeg ikke stod her. (Taleren udtaler kun bogstavet r) . De har i hvert fald snydt Danmark. Det vil koste Grønland dyrt i form af tabte arbejds- og lærepladser og tab af skatteindtægter. Hvad gør vi ved det? Skal amerikanerne betale leje deroppe, eller hvordan skal vi løse de problemer? Ja, svaret blæser i vinden.

USA har også taget sejlads af gods til basen hjem. Det blev tidligere udført af det grønlandske Royal Arctic Line. Nu udføres det af det amerikanske militær, selv om det så er dyrere for amerikanerne. Der må altså være en politisk interesse i selv at udføre de her sejladser.

USA har også indtil nu nægtet at rydde op på de gamle militærbaser i Grønland. Værst ser det ud på Camp Century, hvor tusindvis af tønder med radioaktivt affald er gravet ned i indlandsisen, og der er specialister, som siger, at vi skal være meget opmærksomme på, at der i løbet af de kommende år og årtier kan ske det, at isen smelter, og at det miljøfarlige affald dermed siver ud.

Endelig opgraderer USA basens radar, sandsynligvis for at den så skal indgå i et nyt missilskjold med øget risiko for, at Grønland kan blive et fremtidigt bombemål. Det sidste med radaren er tilsyneladende gennemført uden at rådføre sig hverken med Danmark eller Grønland om det hensigtsmæssige i det. Det er jo i strid med den aftale, vi har med grønlænderne.

Men jeg må jo indrømme, at det virker ganske påfaldende, at Danmark og Grønland måske har skudt sig selv i foden i det her tilfælde ved at have sat samarbejdet med USA om basen i de to komiteer, som hedder Joint Committee og Permanent Committee, der blev oprettet i forbindelse med Igalikuaftalen i stå. Det har man sat i stå.

Jeg forstår slet ikke årsagen til at lukke sådan et samarbejde i en situation, hvor vi, altså Grønland og Danmark, jo er dem, der har den største interesse i at have en optimal dialog om de her store problemer, vi har med USA i Grønland. De mange berøringsflader burde være baggrund for endnu mere intens dialog, så vi bruger alle kontaktmuligheder i en situation, hvor vi skal have løst problemerne.

Så er der sikkerhed til søs, som er blevet nævnt, og så vil jeg slutte af med klima- og energiområdet. Det er også et meget vigtigt område, fordi mennesker og natur... (Formanden (Pia Kjærsgaard) : Det er temmelig meget over tiden allerede). Er det over tiden? (Formanden (Pia Kjærsgaard) : Ja, det er det).

Jamen så vil jeg gerne slutte med at sige, at jeg gerne vil opfordre til, at vi bruger FN's 17 verdensmål som overligger, hver gang vi diskuterer Arktis, sådan at vi er sikre på, at alt det, vi laver, bliver bæredygtigt. Tak.

Tak for det. Der er et par bemærkninger. Fru Aleqa Hammond.

Ordføreren slutter af med at nævne verdensmålene, SDG'erne, fra FN. Jeg kunne godt tænke mig at høre Enhedslistens bud på, hvordan kongeriget skal agere i henhold til SDG'erne for at kunne nå vores verdensmål, hvad angår Arktis.

Værsgo til ordføreren.

Det var det, jeg ville have sagt, hvis ikke tiden var løbet fra mig, nemlig at jeg vil opfordre udenrigsministeren til i de kommende redegørelser hver gang at give os en status på, hvordan det ser ud. Han kunne kontakte Færøerne og Grønland og spørge, hvordan de vurderer at udviklingen har været. Og så kunne man få en fælles årlig vurdering fra de tre lande af, hvordan SDG-udviklingen ser ud, om vi følger målene, og hvor langt vi er kommet.

Fru Aleqa Hammond.

Ordføreren nævner, at redegørelsen burde være lidt mere visionær, hvad angår Arktis. Hvordan skal en visionær redegørelse se ud ifølge Enhedslisten?

Værsgo til ordføreren.

Tak for det. Jeg henviste til den anden redegørelse, vi har fået, der hedder redegørelse om regeringens udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi. Den er bygget helt anderledes op i letoverskuelige afsnit og er meget tilgængelig. Og så er der fire bilag – fire ret spændende bilag – om regeringens yderligere konkrete initiativer fra 2017 til 2018 med prioriteter som f.eks. migration, ustabilitet, terrorisme og tre andre emner.

Det opfatter jeg også lidt som det, hr. Bertel Haarder efterlyste, altså at man gerne må prøve at pege på de konkrete handlinger, man vil sætte i gang i den kommende periode. For det ville give en meget mere spændende debat, at vi kunne spille vores ideer op mod regeringens ideer om, hvad der skal ske i resten af 2017 og i 2018, som sikkerhedsredegørelsen lægger op til.

Det synes jeg kunne være rigtig spændende, og det er derfor, jeg opfordrer til, at man prøver at finde en lidt mere spændende form. Måske kunne vi så også få folk uden for Borgen til at være med.

Så er det fru Aaja Chemnitz Larsen.

Mange tak for en fin ordførertale. I forhold til FN's verdensmål mener vi også fra Inuit Ataqatigiits side, at vi skal have det som en overligger, altså se det som et tema, som vi ligesom lægger ind over de forskellige opgaver, som vi har i forhold til Arktis.

Nu er det sådan, at udenrigsministeren i samarbejde med Grønland og Danmark har indkaldt til en high level-dialog med forskellige parter, både Grønland, Færøerne og Danmark, om, hvad det er, vi kan gøre for at fremme FN's verdensmål. Det synes jeg er et rigtig godt eksempel på, hvordan det går godt, når vi samarbejder.

I forhold til Pituffik, som ordføreren nævner, altså Thule Air Base, er det jo en sag, som har fyldt rigtig meget udenrigspolitisk og i forhold til grønlandske forhold. En sag, som jo faktisk er på samme højde rent økonomisk, i hvert fald set med grønlandske briller, er sådan set EU's grønlandsinstrument. Og grønlandsinstrumentet er jo blevet evalueret her for cirka et år siden, og om få år skal man lave en ny aftale.

Vores håb fra Inuit Ataqatigiits side er, at fokus kunne være på forskning. Hvordan kunne man samarbejde om f.eks. klimaforskning, men også om forholdene for de 4 millioner mennesker, som bor i Arktis? Jeg kunne godt tænke mig at høre Enhedslisten fortælle, hvilke tiltag regeringen kunne tage for at varetage grønlandske interesser i den partnerskabsaftale, som der er, mellem EU og Grønland, også fremadrettet. Mange tak.

Værsgo til ordføreren.

Først det med verdensmålene: Det kunne jo være en af tingene, som kunne have stået i redegørelsen, altså at man havde en konkret plan om at gennemføre et high level-møde med de to andre. Det står der ingenting om i selve notatet. Der er sådan nogle ting, som kunne gøre, at man ligesom kunne sige, at hov, der er nogle konkrete planer. Det er ikke bare det, at vi sidder i nogle komiteer og gør nogle ting.

Hvad angår forskningen, var der netop noget på Arctic Circle. Jeg tror, at det var regeringen, der havde arrangeret det, og der var en række specialister fra Danmark, som sagde: Hvad kan vi gøre? Og der viser det sig, at vi har en kæmpe kapacitet på forskningsområdet, som heldigvis i forvejen indgår i et arbejde med andre forskere, i Canada og andre steder. Og selvfølgelig skal vi styrke det. Jo mere vi kan styrke det, des bedre.

Vi kunne jo overveje at have nogle helt selvstændige institutter, ikke kun her, men f.eks. i Grønland eller i Færøerne eller i Island for den sags skyld. For Island er jo også væsentlig at have med på det her område med deres helt specielle interesser i det her. Så jeg kan se mange muligheder for, at man meget konkret laver klynger af forskere, som arbejder sammen og udbygger det arbejde med Arctic-forskningen, der er i forvejen på tværs af grænserne.

Tak. Fru Aaja Chemnitz Larsen.

Mange tak til formanden. Ordføreren nævner jo også oprindelige folk, og fra Inuit Ataqatigiits side er vi meget enige, og vi så gerne, at oprindelige folk fyldte noget mere på Arctic Circle, men måske også i det fokus, som vi har her i Folketinget under Arktis-debatten. Det er jo sådan, at det er 10 år siden, at FN-konventionen om oprindelige folks rettigheder trådte i kraft, og samtidig ved vi også, at der er en række ILO-konventioner, som berører det her spørgsmål om nogle rettigheder til oprindelige folk. Hvad kunne man gøre for at fremme rettighederne for oprindelige folk, særlig set med danske briller?

Værsgo til ordføreren.

Altså, ligesom vi kan have et high level-møde om det der, kunne man så sammen med Canada og andre kigge på et større og stærkere samarbejde. Jeg var så heldig på Arctic Circle at se en ny canadisk film, der hed »Angry Inuk«. Og der fik vi en rigtig, rigtig god diskussion bagefter netop om de her ting og netop om konventionen, hvor der fra mange sider blev sagt, at vi er nødt til at benytte 10-årsjubilæet for aftalerne til at sige, hvordan vi kan tage nye skridt videre, også sådan, at det i alle arktiske spørgsmål bliver et meget centralt emne.

Tak for det. Så er det hr. Magni Arge. Værsgo.

Tak. Mener Enhedslisten, at det er en farbar vej til at skabe en mere bæredygtig udvikling i de arktiske lande som f.eks. Grønland at tiltræde det forslag, som Søren Espersen er kommet med, om at annullere selvstyret?

Værsgo.

Nej, det gør jeg ikke, og jeg opfatter det heller ikke som særlig seriøst, når hr. Søren Espersen siger det. Det er bare påfaldende, at en formand for Det Udenrigspolitiske Nævn kan finde på at sige den slags ting, og at et fremtrædende medlem af et af de større partier i Folketinget siger det. Det er sandsynligvis, fordi han mener det.

Det er en betingelse for at udvikle et samfund, at man bygger et demokrati op og bygger principperne på et demokrati. Ellers er vi jo tilbage i en kolonitid, hvor der er nogle, der hen over hovedet på folk siger: Sådan og sådan skal det være. Og vi har jo ikke forbandet gode erfaringer med Danmarks ageren i Grønland. Jeg vil gerne minde om, at vi faktisk tvangsflyttede børn i det forrige århundrede i en illusion om, at vi kunne tage grønlændere til Danmark og lave dem til elitemennesker, som så kunne tage tilbage og lede landet.

Det endte i en katastrofe for de mennesker, og jeg vil gerne bede Dansk Folkeparti og Søren Espersen om endnu en gang at overveje, om ikke det er demokrati, som er basis for enhver udvikling, og at demokrati og dialog er en basis for at løse alle problemer i Grønland.

Nu er hr. Søren Espersen ikke til stede, og som jeg sagde før, kommer der jo en debat specifikt om det, hvad der er blevet nævnt et par gange her.

Værsgo, hr. Magni Arge.

Mener Enhedslisten så, at det ville være værdifuldt at fokusere mere på netop demokrati og selvbestemmelsesretten for arktiske nationer og arktiske folk, som egentlig ikke er nationer, for netop at sikre deres, hvad skal man sige, interesser i forhold til etablerede staters interesser i Arktis?

Værsgo til ordføreren.

Tak for det. Jeg benytter gerne enhver lejlighed til diskutere demokrati og selvbestemmelse. Selvbestemmelsesretten for oprindelige folk er jo enormt vigtig, hvis de skal bevare en mulighed for at overleve som selvstændige folk. Derfor er det basis.

Jeg vil til den debat, som ifølge formanden kommer senere, sige, at det jo altid har været Danmarks princip, at man har taget de skridt, som man i fællesskab med Færøerne og Grønland har kunnet tage, i retning af selvbestemmelse. Og det betyder rent faktisk nu med den nye lovgivning, at man kan indføre selvstændighed, hvis de to lande beslutter det. Og det bliver ved med at være Danmarks politik; det er jeg overbevist om.

Tak for det. Så er der ikke flere spørgsmål eller kommentarer til ordføreren. Så er det hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det, og tak til udenrigsministeren for redegørelsen om samarbejdet i Arktis. Hvis der er noget, der står klart efter den meget grundige gennemgang af forholdene i den arktiske region, så er det jo, at de bliver mere og mere komplekse. For det første er der en interessekamp, hvor interesserne spiller op mod hinanden, og den interessekamp bliver mere og mere markant. For det andet er der også nogle fælles interesser, som bliver mere og mere påtrængende. Og det, jeg tænker på, er selvfølgelig de klimaforandringer, som man mærker tydeligere i Arktis, end man mærker dem nogen andre steder i verden.

Det er nogle internationale udfordringer, som ikke kun kan løses af de fem arktiske nationer, det er nogle udfordringer, der skal løses bredt internationalt. Vi har jo for længst indset, at det er svært at se, hvad en enkelt nationalstat kan gøre, men med et mindre antal stater er det måske også svært, og derfor er det jo positivt, at man arbejder aktivt på at gennemføre Parisaftalen. Det viser jo alt om, hvor meget gavn man har af at løse internationale problemer internationalt.

Det, at temperaturerne stiger, er jo ikke kun en udfordring. Det er det i høj grad, men det åbner også for nogle muligheder. Sejlruter bliver farbare gennem længere perioder af sommeren, og sejltiden bliver skåret ned på sejlads mellem asiatiske og vestlige destinationer. Det skaber selvfølgelig en lang række problemer i forhold til miljø og sikkerhed, som det allerede har været nævnt, og derfor glæder jeg mig selvfølgelig også over den grundige gennemgang, der er, af de øvelser og det beredskab, der finder sted.

Når der bliver lettere adgang til råstoffer og der bliver lettere sejlbarhed, så fører det til vækst og fremgang. Det fører til samhandel, og det er jo selvfølgelig til gavn for befolkningerne rundtomkring. Men potentialet for konflikt vokser også, og det stiller store krav til både samarbejdet i regionen og til den måde, den militære tilstedeværelse er organiseret på.

Der er det jo afgørende, at man håndhæver suveræniteten efter de regler, der er fastlagt, når der også er større aktører, som gør krav på kontinentalsoklen, som retsligt hører til under rigsfællesskabet. Vi ved jo ikke endnu, hvordan det kommer til at gå, for vi har ikke set de sidste submissioner, men vi kommer i årene, der kommer, til at følge de afgørelser, der vil komme om kontinentalsoklen, meget spændt.

Når man ser på de arktiske områder, er det jo ikke kun klimaspørgsmålet og store geopolitiske spørgsmål alt sammen. Det er det selvfølgelig også, men der er også en lang række andre udfordringer. Der er de udfordringer, som de oprindelige befolkninger oplever på tværs af grænserne. Der er økonomiske og sociale udfordringer, der ikke er unikke. Alle steder i regionen er der oprindelige befolkninger, som har lignende problemer, og derfor noterer jeg mig selvfølgelig med glæde, at der også her finder et samarbejde sted, hvor man kan gøre brug af de erfaringer, som de f.eks. har gjort sig i USA og Canada, så man bedst muligt kan tage hånd om udfordringerne.

Jeg noterer mig også, at der bliver gjort bemærkninger om arbejdet med FN's verdensmål. Det bliver selvfølgelig meget spændende at se i opfølgningen, hvordan man konkret vil arbejde med dem, men det er, synes jeg, et kæmpestort fremskridt i det hele taget, at vi har fået verdensmålene, og at vi har fået det forpligtende arbejde. Jeg var en af dem, der var delegeret til FN's generalforsamling, og jeg kan se, at det er noget, der bliver taget meget, meget alvorligt i hele verden og derfor selvfølgelig også i det arktiske område.

Da jeg også er forskningsordfører, glæder jeg mig selvfølgelig også til at læse om det forskningssamarbejde, der finder sted, og som bliver styrket.

Men det arktiske samarbejde er altså vigtigere, end det nogen sinde har været. De udfordringer, der er, gør, at der bliver stillet meget, meget store krav til internationale løsninger. Jeg synes også, at det bliver vist i den meget grundige redegørelse, hvordan man bredt arbejder med det, og derfor vil jeg endnu en gang sige tak til udenrigsministeren for hans meget grundige redegørelse. Tak for det.

Tak for det. Så er der et par korte bemærkninger. Hr. Christian Juhl, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Det var bare, fordi Liberal Alliances ordfører sagde, at der var potentiale for konflikt i Arktis. Det er der da selvfølgelig, for når der er penge at tjene, er der også potentiale for konflikt. Alene uenigheden om kontinentalsoklen er jo i sig selv et problem. Men ordførerens konklusion er jeg ikke enig i. Han sagde, at det selvfølgelig derfor var nødvendigt med en militær tilstedeværelse.

Der er jo netop lavet nogle internationale aftaler om, at al konflikt på Arktis skal løses med folkeretten, og al den stund at der nu er, jeg tror, det potentielt er 25 eller 27 lande, der mener, at de har interesser i Arktis – selv om det så kun er få kyststater, der reelt har områder der – så mener jeg, at det ville være farligt at gå den vej at sige, at militæret skal være til stede. Jeg mener, at vi skal arbejde for en afmilitarisering, så vi skal gøre noget andet, end vi plejer at gøre, for ikke at få militære konflikter. Vi skal undgå optrapning og løse konflikter med folkeretten.

Ordføreren.

Jeg er rigtig glad for kommentaren, fordi den giver mig anledning til at præcisere, hvad jeg helt nøjagtigt mente med mine bemærkninger. Selvfølgelig er jeg enig i – som det også er blevet foreslået flere gange – at det arktiske område skal være et lavspændingsområde. Men det er bare sådan, at i den håndhævelse af suverænitet osv., som jeg har været inde på, spiller f.eks. søværnets skibe jo en vis rolle, og det er såmænd bare den rolle, som f.eks. søværnet spiller i det arktiske område, som jeg henviser til.

Hr. Christian Juhl.

Jamen mener Liberal Alliances ordfører virkelig, at der med et marineskib og to helikoptere kan ske suverænitetshåndhævelse omkring Grønland og for den slags skyld også Færøerne – samtidig? Hvad er det, de skal kunne gøre, ud over at de skal observere, stå til rådighed og hjælpe til, hvis der sker civile katastrofer eller andre katastrofer som f.eks. naturkatastrofer oppe i området? Forestiller Liberal Alliance sig, at de overhovedet skal kunne spille en militær rolle i nogen som helst sammenhæng?

Værsgo, ordføreren.

Den rolle, som man spiller, er, at man observerer og melder, hvad man ser, og det synes jeg er vigtigt. Og selv om det ikke er et militært virkemiddel, tror jeg faktisk, at det har en betydning, at det er søværnets inspektionsskibe, som står for opgaven.

Så er det fru Aleqa Hammond. Værsgo.

I FN's erklæring om oprindelige folk, som blev vedtaget i 2014, og som også er en erklæring, som kongeriget støtter op om, og hvor Grønland meget aktivt har bidraget til slutdokumentet, siger de jo også, af det grønlandske folk og inuitterne har ret til en bæredygtig hvalfangst. I forbindelse med hvalfangsten er det jo meget vigtigt for os at pointere, at Danmark står ret så alene i forhold til sine kollegaer i EU, hvad angår bæredygtig fangst af vores hvaler i Grønland.

Hvad mener Liberal Alliances ordfører om, hvordan vi skal tackle den problemstilling, der er, til trods for at det er baseret på indstillinger fra forskning og analyse, således at det understreges, at det er bæredygtigt og godt? Hvad skal vi gøre for at få de andre EU-medlemslande med ind i vores indstilling?

Værsgo.

Altså, først og fremmest skal vi jo selvfølgelig stå fast på, at den her bæredygtighedsmålsætning er opfyldt, og at den er i overensstemmelse med de erklæringer, der ligesom er. Det er rigtig vigtigt. Jeg tror også, at vi måske kan finde nogle interessepartnere, hvis vi ser os lidt omkring i det arktiske område.

For jeg er da bekendt med, at f.eks. Norge, som selvfølgelig ikke er et EU-land, men som jo altså så at sige er inde i systemet, også er meget kritisk over for sådan en meget overdrevet idealistisk fremfærd fra EU's side. Så der er nok nogle alliancepartnere, vi kan alliere os med dér.

Fru Aleqa Hammond.

Det danske kongeriges arktiske politik er ved at være ved vejs ende. Hvad er Liberal Alliances bud på en god arktisk politik for kongeriget?

Værsgo.

Jeg tror sådan set ikke, der er brug for, at vi har andre institutioner end de institutioner, som vi har i dag. Jeg tror bare, at forholdet mellem de her institutioner kommer til at udvikle sig, og at det vil udvikle sig dér. Hvad der nøjagtigt vil ske inden for de institutionelle rammer, vi har, er det svært for mig at spå om.

Tak for det. Der er ikke flere kommentarer. Så er det hr. Nikolaj Amstrup, Alternativet. Værsgo.

Mange tak. Jeg vil også starte med at sige tak til ministeren for en aldeles grundig gennemgang af samarbejderne i Arktis. Jeg noterede mig, at det allerede i første afsnit af redegørelsen nævnes, at temperaturen i Arktis stiger godt og vel dobbelt så hurtigt som det globale gennemsnit. Det nævnes også allerede dér, at en bæredygtig udvikling er centralt i kongeriget Danmarks strategi for Arktis indtil 2020. Og den fokus på klimaforandringer og bæredygtig udvikling håber vi naturligvis i Alternativet kommer til at få en endnu mere markant position i Danmarks indsats for et styrket internationalt samarbejde om Arktis, end den allerede har i dag.

Vi håber da også, at klimaforandringernes konsekvenser kommer til at fylde mere i regeringens udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi, og at de ikke bliver underordnet det udtalte fokus på økonomi og erhvervsudvikling, som regeringen lægger op til, men at disse udfordringer i forhold til klima og miljø i højere grad vil blive set som et samlet kompleks af udfordringer for det arktiske område. Heldigvis ser det også ud til at være tilfældet i de fleste af de fora, hvor kongeriget Danmark deltager i samarbejdet i Arktis.

I det arktiske samarbejde i nordisk regi, der udløber i år, har en bæredygtig udvikling under overskrifterne »peoples«, »planet«, »prosperity« og »partnerships« været i fokus, og i det nye program »Partnerskab for Arktis« får FN's 17 bæredygtige verdensmål en central rolle. Vi er også glade for at læse, at en væsentlig del af midlerne i det kommende program stadig vil blive fordelt til projekter i programmets åbne ansøgningsrunde, for den fokus på bottomup -udvikling af projekter er i vores perspektiv afgørende for, at der fastholdes en stærk tanke om demokratisk bæredygtighed, der respekterer folk og organisationers arbejde i Arktis. Det er en vinkel, som vi gerne så yderligere udbygget i det fortsatte arktiske samarbejde.

For at opretholde sådan en stærk demokratisk stemme og en gensidig respekt i det arktiske samarbejde er det vigtigt, at vi i Danmark bliver ved med at være endnu mere opmærksomme på både at fastholde et tæt samarbejde og en tæt kommunikation med f.eks. Inatsisartut, når der bliver indgået aftaler med andre arktiske lande og aktører, altså at vi ikke kun gør det, når vi er nødt til det, men at vi ser det som et grundlæggende vilkår, at vi skal inddrage de folk.

Både den hurtigere temperaturstigningshastighed og reduceringen af havisens og indlandsisens tykkelse, den øgede fokus på sodforurening og forureningen med organiske miljøgifte, tungmetaller og radioaktivitet er områder, som bl.a. Danmarks prioritering af forskning i og omkring det arktiske område gør det muligt for os at adressere internationalt. Og den retning, som forskningen viser, er desværre tydelig på både klima- og miljøområdet, hvor forskningen både beskriver de voldsomme effekter af flere typer forurening, hvor lang tid fortidens forurening er om at forsvinde, og hvor hurtigt klimaforandringernes effekt bliver tydelig i Arktis.

Derfor mener vi også, at det er betimeligt at påpege over for alle aktører i det arktiske samarbejde, at den ret, som de arktiske samfund jo netop har til at udvikle sig i overensstemmelse med egne behov og interesser, absolut ikke kun handler om økonomi og erhvervsudvikling, men at det i allerhøjeste grad også er i disse samfunds eget behov og interesse med en opdateret og stærk klima- og miljøpolitik.

Det er også nævnt, at klimaforandringerne kan åbne for mulighed for bl.a. fremtidigt fiskeri og skibstrafik, og mens man naturligvis ikke skal være bleg for at gribe de mulige positive effekter af en sørgelig udvikling, vil vi i Alternativet igen opfordre til, at kongeriget Danmarks indgangsvinkel til forhandlingerne om mulige kommende aftaler bliver at sikre en stærk, bæredygtighedsfokuseret regulering af et muligt fremtidigt fiskeri i Det Arktiske Ocean.

På sundhedsområdet kan vi læse, at der er indgået gode samarbejdsaftaler med bl.a. Island, og vi håber, at der i det arktiske samarbejde bliver endnu større fokus på det forebyggende arbejde og på de sociale problemers betydning for sundheden. De direkte sociale tiltag er ikke i fokus i den her redegørelse, men vi håber i Alternativet, at der også bliver et tættere samarbejde om sociale spørgsmål i de arktiske samarbejdsfora.

Kongeriget Danmark har været og er en kernespiller i de arktiske forskningssamarbejder, og vi er glade for, at datadeling og åbenhed i uddannelse og forskning også var på programmet ved Arctic Circle, så det hele ikke handlede om profitmaksimering, som hr. Christian Juhl ellers også så en del af ved Arctic Circle tidligere i oktober. Jo bedre adgang der er internationalt til de gode forskningsresultater, der kommer i det arktiske samarbejde, jo mere videnskabelig fokus vil der komme på resultaterne af forskningen.

Desværre er det ikke til at læse ud af redegørelsen, at der er nogen stor fokus på uddannelsesdelen, bortset fra at det er en af de overordnede prioriteter for det finske formandskab for Arktisk Råd. Men måske ministeren kunne uddybe, hvordan uddannelsesområdet vil blive prioriteret i det fremtidige arktiske samarbejde.

Vi håber også meget, at regeringen i forbindelse med den fortsatte fokus på uddannelse og forskning i Arktis vil følge op på anbefalingerne fra DTU Space' rapport om satellitter og droner i Arktis som både et positivt bidrag til rigsfællesskabets opgaveløsning og også som en mulig driver for vækst og værdiskabelse. Måske kunne en større fokus på disse nye teknologier hjælpe med at gennemføre miljøundersøgelser og måske også kortlægninger langt hurtigere og billigere end i dag. Og det kunne det jo godt lyde til at der var brug for.

Så der er mange positive samarbejdstakter på mange fronter i det arktiske, men på en mørk baggrund af voldsomme effekter af klimaforandringerne, som vi håber regeringen vil tage alvorligt.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen kommentarer. Så er det fru Marlene Borst Hansen, Radikale Venstre.

Jeg skal på vegne af den radikale ordfører meget beklage, at han ikke kan være til stede her i salen. Han sidder i forsvarsforhandlinger, så jeg har lovet at læse hans ordførertale op.

Først og fremmest tak til ministeren for redegørelsen, der endnu en gang gør det krystalklart, at Arktis både klimamæssigt, sikkerhedspolitisk, økonomisk og forskningsmæssigt får stadig større betydning, både for rigsfællesskabet og for alle aktører uden for det geografiske område Arktis.

Fra radikal side har vi tre sigtelinjer i vores arktiske vision. Vi ønsker et tæt og offensivt samarbejde med Grønland og også Færøerne om kongerigets strategi for at komme både udfordringer og potentialer i Arktis i møde. Vi ønsker, at kongeriget Danmark som den eneste nation i verden, der er medlem af både Arctic Five, EU og NATO, opbygger verdens største kompetence i forhold til Arktis, både når det handler om mennesker, miljø, økonomi og klima. Vi ønsker, at Danmark i regi af Ilulissaterklæringen og arbejdet i Arktisk Råd udgør en offensiv og drivende kraft i udviklingen, forvaltningen og reguleringen af det arktiske område.

Af alle disse grunde ærgrer det også Radikale Venstre, at regeringen på en række områder ikke har prioriteret Arktis tilstrækkelig højt. Her tænkes på opmålingen af søkort, der jo blev sat sørgeligt tilbage, da regeringen insisterede på at flytte opgaven, men ikke formåede at få medarbejderne med. Der tænkes på regeringens forsvarspolitiske udspil, hvor der ikke er lagt op til yderligere midler til Arktis ud over dem, som vi i enighed allerede har afsat. Her vil vi fra radikal side arbejde for også at skaffe yderligere midler til at få inddraget især det grønlandske samfund og grønlænderne mere i det civile beredskab i Grønland og også gerne en styrkelse af Arktisk Kommando med så stor grønlandsk deltagelse som muligt.

På andre områder står det os ikke helt klart, hvad regeringen egentlig arbejder for, så her håber vi at ministeren har mulighed for at besvare nogle spørgsmål, og da ordføreren jo ikke kunne være her i dag, vil det være fint for os, hvis det bliver skriftligt. Jeg vil dog lige læse spørgsmålene op.

I redegørelsen nævnes taskforcen om maritimt samarbejde i Arktis, der blev nedsat under amerikansk formandskab og kan ses i kontekst af de seneste års mange drøftelser om miljøbeskyttelse af hele eller dele af Arktis og det arktiske havmiljø. Fokus for drøftelserne er, hvorledes koordineringen af det marine samarbejde styrkes og den konkrete udmøntning heraf. Men hvad er egentlig regeringens holdning til disse forhandlinger? Arbejder Danmark aktivt for at få etableret et sådant fredet område af Arktis eller det arktiske havmiljø?

Samme spørgsmål vil vi også gerne stille, når det handler om erklæringen om eventuelt fremtidigt fiskeri i højsødelen af Det Arktiske Ocean. Hvad er status, og hvad arbejder Danmark og kongeriget for?

Endelig nævner ministeren i redegørelsen meget rigtigt Danmarks unikke position inden for forskning i og omkring Arktis. Her ligger et kæmpe potentiale for Danmark og Grønland, der samtidig kunne gøre en stor forskel for verdens klimaindsats. Har regeringen tænkt sig at følge op med yderligere midler til denne forskningsindsats i de forskellige involverede ministerier, når bevillingerne løber ud? Har man ligeledes overvejet måske at gå forrest i regi af Nordisk Råd eller EU for at tiltrække andre landes forskningsmidler til især Grønland? Vi har vel aldrig haft bedre mulighed for at få etableret verdens førende center for arktisk forskning, der både kunne skabe arbejdspladser i Grønland og uvurderlig viden på området.

Arktis rummer så enorme potentialer for os alle – alle dele af rigsfællesskabet, alle partier. Derfor vil Radikale Venstre slutte med en opfordring til os alle sammen: Lad os stå fast sammen om at udmønte den strategi, vi allerede har vedtaget, og lad os allerede nu arbejde på at løfte ambitionsniveauet i den strategi, vi skal udarbejde i tiden efter 2020. Vi har alt at vinde.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra fru Aleqa Hammond. Værsgo.

Det danske kongerige, Danmark, Færøerne og Grønland, indgav deres submission til havretskonventionen vedrørende sokkelkravet. Kongeriget har et overlap med Rusland og Norge. Den skal forsvares i form af forskning og med analyser og yderligere engagement i det arktiske område for at gøre vores krav som kongerige stærkere. Som ordføreren nævnte, peger forsvarsudspillet, hvad angår Arktis, ikke på flere midler. Hvad er Radikale Venstres bud på, hvordan vi kan gøre kravet stærkere, hvis der ikke afsættes flere midler på området?

Ordføreren.

Jeg er som sagt ikke ordfører på området, men jeg har fået lov til at læse ordførertalen op. Så de mere konkrete spørgsmål til, hvad der ligger bag de formuleringer, som jeg læste op fra talen, bliver jeg nødt til at bede spørgeren om at stille til den radikale ordfører på området.

Hr. Christian Juhl, Enhedslisten.

Det vil jeg gerne respektere, og derfor vil jeg så nøjes med at stille et mere generelt spørgsmål: Hvad mener ordføreren om den tiltagende militarisering, der sker af området? Der er også nogle her i salen, der mener, at det er nødvendigt, fordi der kan være konflikter. I øjeblikket er det Rusland, der er den altdominerende part i Arktis, og det er både med atomvåben og store militære anlæg. Synes ordføreren, at det er nødvendigt med en militarisering af Arktis for at løse de konflikter, der kommer i fremtiden?

Værsgo.

Jeg føler mig ikke i stand til konkret at redegøre for den radikale holdning på det område, så jeg vil ligeledes bede hr. Christian Juhl om at stille spørgsmålet til den radikale ordfører.

Tak for det. Der er ikke nogen ordfører fra SF eller Det Konservative Folkeparti, ser det ud til. Jamen så er det udenrigsministeren. Undskyld! Der er tre ordførere til, kan jeg se. Det er fint.

Værsgo, fru Aaja Chemnitz Larsen.

Mange tak. Arktis er gennem det seneste årti blevet en større og større udenrigspolitisk faktor, som man ikke kan komme uden om på den internationale scene. Internt i rigsfællesskabet er vores arktiske fokus også ved at gennemgå en udvikling, og nye politiske pejlemærker som Kongeriget Danmarks strategi for Arktis 2011-2020, Strategi for forskning og uddannelse vedrørende Arktis og Forsvarets Arktisanalyse, som har til formål at sætte nogle klare rammer for det fremtidige samarbejde i Arktis, er nogle af de konkrete eksempler på et øget fokus på Arktis.

I regeringens for nylig lancerede udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi er Arktis også udvalgt som et af de fem udenrigspolitiske temaer for 2017 og 2018. Og her i Folketinget er der på Inuit Ataqatigiits initiativ blevet nedsat en arktisk arbejdsgruppe. Ønsker vi at påvirke den internationale arktiske dagsorden, kræver det, at vi er proaktive, og at vi samarbejder. Samarbejde kræver en tæt koordination og en respekt for de gældende aftaler.

De seneste 10 år har vi på tværs af rigsfællesskabet underskrevet en lang række aftaler, erklæringer og love, som skal sikre et ligeværdigt samarbejde, hvad angår udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Igalikuaftalen, Itilleqaftalen, fuldmagtsordningen og selvstyreloven har alle til formål at sikre et langt mere ligeværdigt samarbejde i forhold til internationale og udenrigspolitiske forhold.

På trods af disse ellers meget klare retningslinjer, oplever vi dog stadig, at Grønland ikke altid bliver inddraget i sager, som vedrører Grønland og Arktis. Og særlig på forsvarsområdet så vi gerne fra Inuit Ataqatigiits side en mere ligeværdig inddragelse, hvad angår beslutninger om fremtidens forsvar i Arktis.

Også i Arktisk Råd er det vigtigt at huske på, at selvstyret i kraft af fuldmagtsordningen og den efterfølgende selvstyrelov har ret til at repræsentere Grønland internationalt på hjemtagne sagsområder. Jeg er derfor også glad for, at statsministeren på rigsmødet inden sommerferien bebudede en evaluering af fuldmagtsordningen.

Arctic Circle, som allerede er blevet nævnt et par gange her i dag, har igennem de sidste 5 år vokset sig større og større til at være den største arktiske konference. Arktis og Grønland bliver nævnt i næsten hver anden sætning på konferencen, og i år deltog for første gang en dansk minister sammen med 40 repræsentanter for Grønland blandt 2.000 deltagere fra 50 lande.

I forbindelse med Arctic Circle-konferencen mødtes jeg ligeledes med arktiske parlamentarikere på Island i komiteen for arktiske parlamentarikere. Som repræsentant for det samlede Folketing i den arktiske komité fandt jeg det særlig interessant, at Rusland har valgt at investere et større milliardbeløb i at forbedre mulighederne for at besejle ruten nord for Rusland gennem strædet mellem USA og Canada. Det er interessant både for Grønland og for rigsfællesskabet, da vi bør se på, om der undervejs er nogle muligheder i forhold til et logistikhub.

På Arctic Circle-konferencen meldte en kinesisk repræsentant også ud, at Kina ønsker at oprette en forskningsstation i Grønland, som skal styrke forskningen i Arktis. Tendensen til øget international forskning i Grønland byder vi velkommen, men forskningen skal understøtte og gavne det grønlandske samfund, og den nye viden skal forankres lokalt.

Hos Inuit Ataqatigiit mener vi, at en styrkelse og en større koordinering af forskningen i Grønland er med til at styrke hele samfundet. Vi har allerede rigtig meget viden i det grønlandske samfund, men koblingen mellem forskningsinstitutioner, samfundet og virksomheder skal styrkes i langt højere grad. Forskningen om Arktis skal nemlig gavne i Arktis. En etablering af et arktisk forskningshub i Grønland vil være med til at styrke vidensniveauet, og ideelt set vil et sådant hub også være med til at styrke relationen mellem forskning og innovation og erhvervsliv.

Uddannelsesniveauet i Grønland har været stigende i de sidste mange år, og i Inuit Ataqatigiit mener vi, at uddannelse sammen med erhvervsudvikling er afgørende for et stærkt og økonomisk bæredygtigt samfund. Vi så gerne, at der var flere, der fik sig en uddannelse, og vi ser gerne, at der i fremtiden sker en større stigning i uddannelsesniveauet.

Forskningen er vokset støt igennem årene i Grønland. Vi har flere og flere med en ph.d.-baggrund, og vi har også en større gruppe, som er i gang med at tage sig en ph.d. Hvis vi får dette vendt til noget, som kan bruges til forskning, som kan gavne samfundet, og hvis vi får det formidlet videre, så vil det kunne være med til at gøre os klogere på samfundets udfordringer og på mulige løsninger, og det vil give os redskaber til at udnytte det potentiale, der er i Grønland.

I Inuit Ataqatigiit opfordrer vi igen regeringen til at fortsætte sin støtte til UArctic, altså til det universitetssamarbejde, der er, fordi vi ønsker, at arktisk forskning skal foregå i Arktis, men også i et tæt samarbejde med andre universiteter rundt omkring i verden og særlig i Arktis.

EU har også igennem de sidste par år vist interesse for Arktis. Bl.a. har EU søgt om observatørstatus i Arktisk Råd, og for kort tid siden blev EU's Grønlandsinstrument midtvejsevalueret. Instrumentet er med til at sikre 250 mio. kr. årligt til at styrke uddannelsesindsatsen i Grønland. Det er et tiltrængt løft, for er der noget, vi har behov for i Grønland, er det endnu stærkere folkeskoler, som kan give vores børn den rette uddannelsesmæssige start.

I 2020 udløber EU's grønlandsinstrument, og det er oplagt, at fortsættelsen af grønlandsinstrumentet fokuserer på et samarbejde med bl.a. EU om at styrke forskningen i Grønland og etablere et arktisk forskningshub i Grønland. Det kræver en koordineret indsats mellem regeringen og naalakkersuisut, som bør styrkes allerede nu, ikke mindst når man ser det i lyset af Brexit, som får konsekvenser både for EU, men også for de såkaldte OLT-lande, hvor 9 ud af de 27 OLT-lande trækkes ud af EU med Brexit.

FN's verdensmål skal være med til at skabe en bedre verden, og FN's verdensmål gælder også for Arktis. Regeringen har formuleret en handlingsplan for Danmarks bidrag til FN's verdensmål, og der er blevet etableret en investeringsfond, en SDG-fond, som er målrettet de 17 bæredygtige udviklingsmål. Med hensyn til mål nr. 16 om fred, retfærdighed og stærke institutioner, har Danmark også en lang række forpligtigelser, hvad angår et løft af justitsområdet i Grønland.

FN's verdensmål handler også om klimaet og de menneskeskabte forandringer, som vi har påført klimaet. Fra Inuit Ataqatigiits side mener vi, at man skal bidrage til at mindske klimaets negative påvirkninger i Arktis. Forskningen viser, at selv om vi lever op til Parisaftalen, vil klimaforandringerne fortsat have konsekvenser frem til 2050. Det er skræmmende i en verden, hvor selv en stormagt som USA fornægter klimaforandringerne, men samtidig er historisk ramt af naturkatastrofer.

Temperaturen i Arktis stiger med dobbelt hastighed i forhold til resten af verden. Men hvad der sker i Arktis, forbliver ikke kun i Arktis. Afsmeltningen af Indlandsisen er medvirkende til at skabe 7 pct. af den samlede havstigning i verden. Omvendt kan man også sige, at miljøsvineri som f.eks. plastic i havet fra den anden ende af verden også påvirker os i Grønland og i Arktis. Globale udfordringer kræver af os, at vi løser dem globalt og i solidaritet.

Klimatilpasning handler også om at forberede sig og tilpasse sig til det klima, som der er. Det handler også om at forudse, hvad for nogle ændringer der er i klimaet og i vejret. Og DMI og GEUS har bl.a. lavet en lang række rapporter, også i Grønland, som forudser udviklingen i klimaet frem til 2100. Samtidig må vi også erkende, at der er behov for et øget alarmberedskab i Grønland. Vi så en naturkatastrofe i Nordgrønland tidligere på året, og det er vigtigt, at vi gør, hvad vi kan, for at sikre både et bedre beredskab og bedre alarmberedskab.

I september lancerede Inuit Ataqatigiit det første forsvarspolitiske udspil med 10 konkrete mål for et mere sikkert Arktis. Desværre ser vi, at Arktis fylder rimelig lidt i regeringens nye forsvarspolitiske udspil, og stod det til os, så vi gerne, at man skruede markant op for inddragelse af den grønlandske befolkning i forsvaret. Flere fra Grønland skal inddrages og uddannes for at kunne bidrage til beredskabet og forsvarets opgaveløsning.

Helt konkret foreslår vi, at Forsvaret opretter en civil forsvarsuddannelse i Grønland, hvor unge fra hele landet kan uddanne sig i de arktiske forhold, som de senere skal ud og arbejde i. På den måde kunne man også være med til at styrke frivilligheden i tæt dialog med de grønlandske myndigheder. Mange tak.

Tak til ordføreren. Hr. Magni Arge med en kort bemærkning.

Jeg frafalder. Det er ikke nødvendigt.

Så tager vi hr. Christian Juhl, Enhedslisten, i stedet for.

Tak. Der findes et forskningsmæssigt samarbejde, der hedder UArctic. Kunne ordføreren uddybe, på hvilke områder de forskningsmæssige samarbejder, der fungerer, med fordel kunne placeres i Arktis, f.eks. i Grønland?

Ordføreren, værsgo.

Mange tak til ordføreren for spørgsmålet. Jeg har været i dialog med Grønlands universitet Ilisimatusarfik, som giver udtryk for, at de i stigende grad er glade for det samarbejde, som der er i UArctic, The University of the Arctic. Og det, jeg egentlig personligt synes er allermest interessant, er, hvordan vi kan sikre en større mobilitet i Arktis i forhold til studerende, men også i forhold til forskere. Hvordan kan vi sikre, at forskere fra arktiske universiteter i f.eks. USA eller Rusland også kan komme til Grønland og være med til at undervise nogle af de grønlandske studerende? Og omvendt, hvordan kan vi få grønlandske studerende ud andre steder i Arktis for at lære mere om det fællesskab, der trods alt er i Arktis?

Hr. Christian Juhl.

Fint. Et andet spørgsmål handler om militariseringen af Arktis. Ordføreren nævnte, at man i Grønland ønsker, at flere grønlændere indgår i forsvaret. Det kan jeg godt forstå. Men er det en fordel, at vi ser en øget militarisering af Arktis i den her tid, ud fra en eller anden illusion om, at militær kan være med til at løse konflikter?

Værsgo til ordføreren.

Altså, først vil jeg sige, at i forhold til uddannelsesområdet, som ordførerens første spørgsmål handlede om, ser vi med bekymring på, at regeringens støtte til UArctic ser ud til at bortfalde med det finanslovsforslag, som vi har foran os. Så det ser vi med stor bekymring på. I forhold til militæret og forsvaret ser vi jo ikke nødvendigvis en øget militarisering i Arktis. Vi ser jo heldigvis, at den diplomatiske indsats, der bliver gjort, både fra Grønlands side, men også fra Danmarks side, har en positiv virkning, og det skal vi jo blive ved med at have fokus på, altså et fredeligt Arktis og et Arktis, hvor vi godt kan samarbejde. Vores fokus i Inuit Ataqatigiit er på de civile opgaver. Der er en lang række samfundsopgaver, man løser allerede i dag. Det er alt fra f.eks. en isbryder, der sørger for, at der kan komme forsyninger ind til en bygd, til andre konkrete opgaver.

Tak for det. Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Aleqa Hammond. Værsgo.

Mange tak. Vi er et arktisk folk, inuit, vi har boet tusindvis af år i det arktiske. Vi lever og har altid levet af at læse naturen, en levemåde, som i dag på mange måder er udfordret på grund af globaliseringen og indflydelse udefra. Aldrig har der været så meget internationalt fokus på Arktis, som der er nu. Aldrig har Grønland været vigtigere for omverdenen, og aldrig har Grønland været vigtigere for Danmark. Alverdens lande udformer deres arktiske politikker, og mange lande både store som små ønsker at få observatørstatus i Arktisk Råd. Alverdens lande ønsker at tage del i den arktiske verden og den arktiske debat. Arktis er et hot topic, og vi står midt i det.

At få lov til at vokse op i Grønland med eget parlament og egen regering har været meget vigtigt for mig, et sted, hvor vi hjemtager sagsområder og laver vores egne love, der er tilpasset os, og det er det bedste, der er sket i nyere tid. Det bedste, vi kan få lov til at opleve i denne historiske tid, er at få lov til at sætte præg på den kommende generations politiske kurs mod uafhængighed. En tid, vi har brugt til at lære af egne erfaringer, skabt vores egen historie, mødt vores egne udfordringer, lavet vores egne fejl og også lavet vores egen succeser. Vi har sat vores mål og vores spor på nyfalden sne, og vi bevæger os i et nyt terræn, hvor ingen tidligere har været. Et Grønland, som folket selv skaber og fører. Ja, vi står med vores problemer og kæmper med dem, og vi skaber vores egne succeser, og vi står sammen om dem.

Grønland udgør 20 pct. af Arktis. Grønland er på alles læber. Den internationale arena taler om Grønland og det nye Arktis, som er ved at åbne sig for verden. Den internationale klimaforskning taler om Grønland på grund af indlandsisens afsmeltning. De internationale selskaber taler om Grønland på grund af de mulige investeringer og råstoffer. Den internationale handelsarena taler om Grønland på grund af de nye sejlruter, der kommer, når Nordpolen er isfri om sommeren.

Arktis står over for store udfordringer, hvad angår klimaforandringer, men helt sikkert står det også over for store udfordringer, hvad angår de nye muligheder, det bringer med sig. Arctic Five underskrev Ilulissaterklæringen i 2008, hvori kyststaterne blev enige om, at de uenigheder, der måtte opstå i Arktis, skulle løses på baggrund af folkeretten, og havretskonventionen, Law of the Sea, skulle respekteres. Ilulissaterklæringen er i dag fundamentet for fastholdelse af Arktis som et lavspændingsområde.

Arktisk Råd er det centrale forum for arktiske forhold. Miljøbeskyttelse, klima, sundhed, maritimt samarbejde og bæredygtig økonomisk udvikling i Arktis er fokusemnerne i de otte arktiske stater, der er i tæt dialog med repræsentanter for regionens oprindelige folk. Der er kommet flere observatørstater og flere organisationer, siden Arktisk Råd blev etableret tilbage i 1996 i Ottawa.

Det næste finske formandskab, som varetager perioden 2017-2019, har overskrifterne uddannelse, meteorologi, miljøbeskyttelse og connectivity. 2019 bliver året, hvor der vil foreligge en langsigtet, strategisk plan for arbejdet i Arktisk Råd.

Inuit har en stærk stemme i vores fælles approach under Arktisk Råd i form af organisationer og på ministerplan. Grønlands meget aktive og ambitiøse arbejde under Inuit Circumpolar Councel har med årene været med til at sætte dagsordenen på de prioriteringer, som Arktisk Råd har i dag, også inden for EU, som de enkelte medlemsstater i Arktisk Råd har beskæftiget sig med.

FN's erklæring om oprindelige folk, som Grønland meget aktivt bidrog til, resulterede i et slutdokument ved verdenskonferencen om oprindelige folk tilbage i 2014. EU's rettighedsbaserede tilgang til udviklingen bør være det vigtigste redskab i EU's optræden udadtil for at integrere støtte til oprindelige folk i EU's gennemførelse af 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling. Måtte denne også være gældende for fælles forståelse under kommende IWC-hvalkvoteforhandlinger, hvor kongeriget i dag står anderledes i forhold til resten af EU-landene. FN's verdensmål, SDG'erne, er et område, hvor alle arktiske stater har mulighed for at redefinere deres tilgang til vores fælles forskning samt uddannelse i bæredygtig udvikling med de nye muligheder i Arktis og ikke mindst de muligheder, klimaforandringerne bringer med sig.

Kongerigets delsubmission på kontinentalsoklen nord for Grønland afventer behandling hos FN's Kommission for Kontinentalsoklens Grænser sammen med de øvrige delsubmissioner. Overlap med Kongeriget Danmarks og Norges og Ruslands submissionsområder foreligger. Det er vigtigt, at Kongeriget Danmark til enhver tid har den fornødne forskning og kortlægning af data, der kan understøtte submissionen.

Ilulissaterklæringen er et vigtigt instrument i dette forløb, hvor der på vegne af kongeriget bør lægges vægt på dialog og direkte forhandlinger mellem samtlige relevante stater, herunder Rusland. Det gælder både i tekniske geofaglige spørgsmål samt i forhold til spørgsmål vedrørende afgrænsning af overlappende sokkelkrav. Vores fælles indsats kommer til at have stor økonomisk og geopolitisk betydning for generationerne fremover.

Den arktiske redegørelse fremhæver ikke de fremtidige udfordringer, som vi som et rigsfællesskab kommer til at stå over for. Amerikanernes tilstedeværelse i Grønland og ikke mindst den enorme miljøforurening, som deres tilstedeværelse har ført med sig, bliver ikke nævnt med et ord i udenrigsministerens redegørelse om Arktis, en redegørelse, der ellers baserer sig på værdierne bæredygtighed, Arktismonitorering, miljøbekæmpelse samt sundhed. Det giver anledning til undren. Er Camp Century ikke vigtig nok til at have med i Arktisredegørelsen, den værste forurening i den arktiske del af kongeriget i historien? Grønland har gennem mange år rettet henvendelse til Danmark for at gøre regeringen opmærksom på den enorme miljøforurening, amerikanerne har efterladt i Grønland – desværre, uden at der er vist særlig stor interesse fra dansk side.

Den tidligere naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Vittus Qujaukitsoq, sendte en klage til FN, hvor han klagede over, at Danmark overtræder FN's rettigheder for oprindelige folk, en klage, naalakkersuisoq senere trak tilbage, en klage, der i henhold til FN ikke bare kan tilbagekaldes. Den skal igennem systemet, og der skal træffes en konklusion. Ganske kort efter at klagen var afsendt, var den danske regering villig til at finde en løsning for at få afdækket forureningen samt afsat midler til oprydning. Camp Century er bare et af de mange områder i Grønland, hvor amerikanerne har efterladt sig en betydelig miljøskade.

Miljø- og fødevareministeren besøgte Ikateq i Østgrønland sidste år og så en efterladt base med meget miljøfarligt materiale, der bare havde fået lov til at ligge og flyde siden 1947. Brændstof, asbest, tungmetaller og ifølge visse amerikanske kilder også udetoneret sprængstof. Dengang sagde ministeren: Grønland skal ikke være verdens skraldespand. Men tingene ligger der endnu. Problemstillingen får heldigvis større og større international opmærksomhed til vores fordel. Grønland mistede servicekontrakten for Thule Air Base. Grønlands gavn af amerikanernes tilstedeværelse kan ligge på et meget lille sted.

Jeg så gerne en relation mellem Danmark og Grønland baseret på de unikke fællesskaber, vi har, også hvad angår de aftaler, Danmark har med andre lande, og som har betydning for Grønland og det grønlandske folk. Det fortjener rigsfællesskabet, alt andet er uacceptabelt. Vores arktiske verden er meget sårbar. Vi har fra rigsfællesskabets side en stemme i Arktisk Råd. Jeg ser en potentiel konflikt, i forhold til at vi blot taler med en stemme i Arktisk Råd, hvis spørgsmål om manglende interesse i at sikre oprydning af de nuværende og tidligere amerikanske militære installationer stadig huserer.

Arktisk Råd har særlig fokus på bæredygtighed, miljø, monitorering af fauna og flora og sikkerhed til lands og til havs. Det ville klæde rigsfællesskabet, hvis vi ud over erklæringerne også udviste handling for at sikre rene omgivelser, også hvad gælder Danmarks egne aftaler med andre lande og her med amerikanerne.

Den arktiske strategi fra 2011, som er ved at være ved vejs ende, har ikke bragt væsentlige forbedringer med sig, desværre. Der er udkommet to meget vigtige rapporter i denne regerings tid, Taksøe-Jensen-rapporten samt Forsvarets Arktisanalyse. Jeg er rigtig glad for at se, at udenrigsministeren finder rigsfællesskabsindsatsen i Arktis meget vigtig. Om ikke mange år vil den nordlige sejlrute ved Nordpolen være isfri om sommeren, og vi kommer til at står over for udfordringer i forhold til fremtidige investeringer, opgaveløsninger og infrastrukturen. Et engagement, hvor Danmark investerer og i højere grad tager aktiv del i opgaveløsningen, så vi gerne i et partnerskab med Grønland.

Tak for det. Der er en bemærkning fra hr. Christian Juhl. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil gerne høre, om fru Aleqa Hammond mener, at USA følger Ilulissataftalen, når de opgraderer radaren uden at engagere Danmark og Grønland i afgørelsen med den risiko, at Grønland bliver et større bombemål i en militær konflikt. Vi snakker jo om i Ilulissataftalen, at vi skulle afmilitarisere eller i hvert fald nedmilitarisere Arktis.

Ordføreren.

Ilulissaterklæringen er jo ikke som sådan en aftale om afmilitarisering af det arktiske generelt. Ilulissaterklæringen er baseret på, at alle Arctic Five-lande respekterer Law of the Sea, havretskonventionens, bestemmelser om et fredeligt område, og at vi alle sammen står sammen om det, indtil andet er bestemt.

Når det er sagt, er alle Arctic Five-lande blevet enige med hinanden om, at vi holder Arktisområdet som et ikkemilitariseret område, men også et område, hvor vi hver især respekterer havretskonventionen. Det er det bedste dokument, vi har i dag, der binder os sammen i forhold til at kunne stå sammen om, hvad der skal foregå i Det Arktiske Ocean.

Men jeg vil stadig væk sige, at afmilitarisering i sig selv er til diskussion blandt os alle sammen – at der er militær tilstedeværelse betyder ikke, at der er tale om militarisering, men at der er fokus på beredskabet og deslige, som Grønland generelt også støtter op om. Så jeg tror, det er utrolig vigtigt at se på, hvilken form for tilstedeværelse vi har fra militærets og forsvarets side. Hvad andet er det der til? Der må vi alle sammen træde til.

Hr. Christian Juhl.

Det forstår jeg godt, når det drejer sig om forsvarets skibe og den slags ting, som jo har flere funktioner, og som i praksis stort set altid har en civil nytteværdi. Men i tilfælde, hvor man har en militær radar, hvor USA mere og mere lukker sig om sig selv og ekskluderer især grønlandske arbejdere, men også grønlandske virksomheder i forhold til driften af det, vil jeg høre, om ikke ordføreren synes, at det ser ud, som om USA siger: Her bestemmer vi; der er ikke andre, der skal blande sig i det område. Og på den måde er de med til at ekskludere en fælles diskussion af, hvordan lavspændingshensigten skal administreres.

Ordføreren.

Jeg tror, at hvad angår Pituffik og amerikanernes tilstedeværelse i Grønland, ligger det mere i den manglende åbenhed, vi oplever, mellem Grønland og Danmark. Hvad har Danmark givet amerikanerne lov til og ikke givet dem lov til? Det gælder, hvad angår forsvaret, men også helt bestemt, hvad angår forurening. Jeg synes, der er blevet mystificeret så meget i forhold til amerikanernes tilstedeværelse i Grønland. Grønland efterlyser en åben dialog og en åben debat og åbenhed om amerikanernes tilstedeværelse i Grønland – ikke bare i form af politisk indflydelse, men også økonomisk gevinst.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere kommentarer. Så er det hr. Sjúrður Skaale. Værsgo.

Tak for det, og tak til min kollega Magni Arge for, at jeg kom foran i køen – jeg skal til et andet møde i eftermiddag.

En arktisk stormagt er, hvad rigsfællesskabet er i henhold til den meget omtalte Taksøe-Jensen-rapport. Det ville dog måske være mere rigtigt at sige, at rigsfællesskabet kan blive sådan en stormagt, for mulighederne er der, og det er de først og fremmest på grund af Grønlands enorme størrelse og placering og dernæst på grund af Færøernes placering. Det viser jo, hvor vigtig Grønland og dernæst Færøerne er for Danmarks position og vægt i verden. Det viser ligeledes, hvor afhængig Danmarks udenrigspolitik er af gode forhold og stærk sammenhængskraft i rigsfællesskabet, for vi har selvfølgelig også en meget stor fællesinteresse, som vi kan pleje. I Arktis kan en plus en plus en helt klart give mere end tre, hvis Grønlands enorme område og Færøernes placering midt på en af de vigtigste sejlruter i den kommende tid og Danmarks langt større diplomatiske og økonomiske styrke udnyttes i fællesskab. Men det kræver selvfølgelig en strategi, der understøttes af konkrete tiltag og investeringer.

Hvad angår strategien, så er den der. I den udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi taler regeringen om at styrke kongerigets arktiske profil, om en stærkere og mere konsistent påvirkning af den arktiske udvikling, den taler om en styrket dialog blandt de relevante aktører inden for rigsfællesskabet, og man vil også adressere sikkerhedspolitiske udfordringer samt tage initiativ til en årlig arktisk dialog om kongerigets indsats i Arktis. Det er jo alt sammen meget fint. I Udenrigsministeriets arktiske redegørelse for 2017-18, står der, at man sætter særligt fokus på økonomisk udvikling til gavn for befolkningerne i Grønland og Færøerne, at man sætter økonomi- og erhvervsudvikling mere centralt på dagsordenen i Arktisk Råd, og at man vil afdække mulighederne for at tiltrække internationale investeringer og styrke eksportfremmeindsatsen til fordel for Grønland og Færøerne. Det er jo alt sammen meget fine ord og intentioner.

Men når det gælder Arktis, som jo er kæmpe stort, bliver der holdt konferencer, og der bliver skrevet bøger og artikler overalt i verden, og der er så mange fine ord, så mange fine intentioner, at det næsten føles for meget nogle gange. For næsten to uger siden var vi mange, der var i Arctic Circle i Reykjavik. Jeg var der som formand for den arktiske arbejdsgruppe her i Tinget. Det er en meget fin mulighed for at markere kongerigets interesser i den debat, og det giver også mulighed for at lære nye ting. Programmet er jo spækket med foredrag, breakout sessions, paneldiskussioner og pindemadder og kaffe og sushi og kage og folk, der føler sig rigtig godt hjemme i det her miljø med pindemadder, og man får sådan en lille tallerken med en klemme, som man sætter vinglasset på, og så giver man de andre sit visitkort med to fingre.

Der er nogle, der befinder sig rigtig godt i det her miljø, mens man taler om alle de rigtige ting. Der bliver talt om strategic investments, indiginals og development, inclusive og democracy og ecological, traditional og modern, og det er meget fint alt sammen, og alt er bare sustainable, sustainable, sustainable, sustainability og bla bla bla. Luften er næsten tyk af alle de her ord, som er så korrekte og gode og smarte, at det næsten føles som at sidde og spise flødeskum med marengs og karamelsovs oveni hele dagen. Der er virkelig en fare for, synes jeg, at det indholdsmæssigt også kan ende som tomme kalorier til sidst. Det kan også være svært at skelne mellem de tomme kalorier, mellem kødet, den gode mad, og så flødeskummen.

Vi har så dog i den arktiske arbejdsgruppe her i Tinget forsøgt at gøre tingene så konkrete som muligt. I Reykjavik handlede vores meget velbesøgte arrangement sidste gang om turisme, om kontrolleret turisme og mulighed for vækst der. Vi har også før sat fokus på udnyttelse af havets ressourcer, vi har sat fokus på shipping, og det har vi altid gjort i samarbejde med forskellige myndigheder og erhvervslivet, og det har faktisk også ført til konkrete resultater, så det er jeg glad for. Det skal det jo gøre, for rigsfællesskabet har jo en anden interesse end mange andre, der har en aktie i det, der sker i Arktis.

Vi har ikke kun en defensiv interesse. Der er mange, der kun er defensive: Vi skal forhindre det, vi skal forhindre det, vi skal beskytte det, og så er der klima osv. Alt er bare defensivt. Vi skal også have fokus på en udvikling, der medfører, at det bliver mere levende, at vi udnytter mulighederne for de 4 millioner mennesker, der bor i Arktis, både når det gælder om at udnytte havets ressourcer og at skabe vækst på andre områder. Det gælder igen ikke mindst inden for telekommunikation og infrastruktur osv., hvor vi skal være forrest med investeringerne.

Investeringerne er jo det vigtige, det er det, der ofte tæller mest i politik, det er tallene, der står på finansloven, det er der, politikken kommer til udtryk, det er der, man virkelig giver sin mening til kende, lægger vægt bag sine ord. Så hvis de fine ord, som regeringen har fremført i sine strategier, skal følges, må vi investere i forskning, i infrastruktur, i social rescue og i forsvar osv.

Danmark må ligeledes selvfølgelig først og fremmest anerkende, at Danmark og Grønland – og specielt Grønland – er rigsfællesskabets arktiske dele og må være inddraget i alt. Det var derfor, jeg for nylig spurgte forsvarsministeren om forsvarsplaner i og omkring Færøerne set i lyset af de meget forhøjede forsvarsudgifter. At læse de svar, som jeg fik i den her uge, var næsten som at spise sådan en flødekage af ord. Der stod, at man ville styrke indsatsen generelt, at der forhandles om et nyt forlig, og at det er for tidligt at sige noget om, hvilke konkrete initiativer der kan opnås enighed om og bla bla bla. Der stod ingenting! Det kan ikke være rigtigt, for selvfølgelig foreligger der mere end det.

Jeg vil derfor kraftigt anmode om, at Færøernes myndigheder så hurtigt som muligt inddrages i planerne. Danmark må aldrig gøre noget omkring Færøerne uden om Færøerne. Det har vi erfaringer med at man skal holde sig fra.

Jeg vil slutte af med at sige, at et felt, hvor de fine strategier er i gang med at blive omsat til handling, er, når det gælder satellitovervågning og telekommunikation i Arktis. Det er jo således, at de stationære satellitter ikke kan ses højt mod nord, og det gør, at telekommunikationen både er dyr og upålidelig. Både Taksøe-Jensen-rapporten og Forsvarsministeriets rapport anbefalede, at man undersøgte muligheden for et offentligt-privat samarbejde om at etablere bredbåndsdækning i det højarktiske område. På baggrund af et forslag udarbejdet af DTU – DTU Space, som de hedder – undersøgte en arbejdsgruppe under ledelse af direktøren for Tele Post i Grønland, teleselskabet Siminn i Island, Føroya Tele på Færøerne, forsvaret og DTU Space så muligheden for at etablere et satellitsystem for at løse opgaven.

Resultatet er et forslag om, at to plus to satellitter opsendes og drives i fællesskab af alle de implicerede parter. Ideen er, at kommunikationen med satellitterne skal ske igennem to jordstationer, der er placeret i Grønland og i Island, mens mission control skulle ske fra Færøerne. Man har også lavet markedsanalyser, der tyder på, at et selskab kunne blive profitabelt, hvis det fik en investering på ca. 1 mia. kr., heraf 200 mio. kr. i aktiekapital, samt driftsomkostninger på ca. 20 mio. kr.

Projektet er siden løbende blevet fulgt op af en følgegruppe under ledelse af viceforsvarschefen og med direktørerne i de involverede selskaber, som jeg nævnte, som medlemmer også. Jeg synes, det er et meget positivt projekt. Parterne er blevet enige om at beslutte sig for at gå videre med at undersøge teknik, marked og etablering af selskabet og selvfølgelig mulighederne for finansiering. Hvis alt kommer på plads og beslutningen bliver truffet i 2018, kan satellitterne sendes op i 2021.

Jeg synes, det er fremragende, at man har fået etableret sådan et samarbejde mellem de forskellige parter. Behovet er jo stort for alle, ikke kun for rigsfællesskabet, men for rigtig mange lande, og derfor ligger der her en mulighed for, at vi virkelig kan give os selv en meget central rolle i Arktis i fremtiden.

Jeg vil derfor anmode regeringen om at støtte dette projekt, så langt man kan, både politisk og økonomisk. Det er jo et meget tiltrængt eksempel på en konkretisering af de politiske strategier, og det er noget, der på et helt konkret grundlag kan styrke dialogen og samarbejdet og respekten mellem de parter, som jo må stå meget tæt sammen for at opnå en synergi. Lad os generelt sørge for, at Grønland, Danmark og Færøerne bliver mere end tre, og lad os i det her konkrete tilfælde sørge for, at Island, Grønland, Færøerne og Danmark bliver mere end fire. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Hr. Christian Juhl har en kort bemærkning, og når ordføreren her er færdig, bliver der ringet af til frokostpause til kl. 13.00.

Værsgo.

Jamen så må vi jo hellere stramme os an og gøre det kort.

Ordføreren sagde, at der er meget snak om defensive interesser i Arktis. Jeg synes, der er meget kommerciel jagt på muligheder for fortjeneste og forretningsmuligheder, og selvfølgelig lærer kapitalinteresserne hurtigt det rigtige sprog, som man skal tale for også at huske at nævne, at man selvfølgelig vil gøre det bæredygtigt.

Jeg efterlyser nærmest kræfter, som vil arbejde defensivt, og jeg forstår ikke, at ordføreren nedtoner det defensive. Er det defensivt at forhindre forurening? Han siger, at det mere drejer om at forhindre nogle ting. Er det f.eks. defensivt at forhindre forurening af havene, at forhindre militære konflikter, at forhindre de store landes overfiskeri eller at forlange, at SDG-målene skal sættes i centrum? Forudsætningen for, at de mennesker, der lever i Arktis, kan få nogle gode og bæredygtige vilkår i fremtiden, er vel, at betingelserne er på plads, og at man netop er defensiv på de her områder og siger: Det vil vi ikke acceptere.

Tak. Ordføreren.

Jeg forstår meget godt spørgsmålet. Måske formulerede jeg mig ikke helt præcist. Selvfølgelig er det uhyre vigtigt. Det er totalt afgørende, at alt, hvad der sker, er bæredygtigt. Det er fuldstændig totalt afgørende, at vi undgår militære konflikter osv. Jeg siger bare, at i modsætning til andre aktører i den her debat har rigsfællesskabet også en interesse i at se på mulighederne for vækst og ikke kun se på det, der skal undgås, men også på det, der kan skabes.

Hr. Christian Juhl.

Ja, der har jeg det sådan, at selvfølgelig er der nogle med en fin facade, der polerer deres jagt på profit og gerne vil vise, at de netop gør det for klimaets, de oprindelige folks og de lokale menneskers skyld, men den facade skal man jo rive væk. Altså, flødeskummet skal man tørre af brillerne, og så skal man sørge for at kigge efter, hvad der er inde bagved, for at se, hvad der er de reelle interesser, og så være med til at prøve at styre det, så det er de mennesker, der bor der, der ligesom får en plads og en mulighed for at udvikle sig. Sådan har jeg det med det.

Ordføreren, værsgo.

Tak. Det var mere en kommentar end et spørgsmål, og det tager jeg til efterretning. Tak. Og tak for ordet.

Tak for det, og tak til ordføreren.

Så bliver mødet udsat til kl. 13.00.

Mødet er udsat. (Kl. 12:01).

Mødet er genoptaget.

Vi fortsætter forhandlingen om udenrigsministerens redegørelse om samarbejdet i Arktis. Og den næste på talerstolen er hr. Magni Arge. Værsgo.

Jeg er nok ikke blandt dem, som forventer, at denne redegørelse om Arktis vinder nogen Cavlingpris, og jeg tror heller ikke, at den får en stor plads i historiebøgerne for banebrydende nytænkning om arktisk politik, men det er sikkert et velment forsøg på at legitimere Danmarks geopolitiske vægt i Arktis gennem det såkaldte rigsfællesskab med Grønland og Færøerne.

Når jeg bladrer redegørelsen igennem, finder jeg mange udmærkede henvisninger til forskellige tiltag i det arktiske samarbejde og brudstykker om grønlandske og færøske forhold garneret med forskellige hensigtserklæringer. Jeg savner dog kød og blod på den strategiske indsats med afsæt i ambitioner om at skabe de bedst mulige forhold for dem, som lever i det arktiske område. For i min verden handler det først og fremmest om at værne om og udvikle levevilkår for folk, som bor i Arktis og det nordatlantiske område. Tager man hånd om den problemstilling, tager man også hånd om de store udfordringer som klimaændringer, forurening og sikkerhedspolitiske aspekter, som truer med at erodere den menneskelige eksistens flere steder på kloden.

Hvis man derimod indretter den arktiske politik efter stormagterne og andre fjerne interessenters dagsorden, er risikoen for, at den arktiske befolkning kommer til at betale en høj pris for andres interesser, stor. Jeg behøver vel ikke at minde denne stolte forsamling af folketingspolitikere om katastrofen for den grønlandske fangerbefolkning som resultat af forbuddet mod import af sælprodukter. En hel kultur blev udslettet, og store indkomster i både Grønland og Canada blev med et pennestrøg forvandlet til ruin, fordi politikere i Europa og USA lod sig forføre af prominente dyreværnsaktivister, der helst spiser bøffer i små portioner, så de kan undgå at skære i kødet.

Men følgerne af den katastrofe er langt større end som så, for når ingen jagter sæler, så vokser bestanden, som spiser store mængder fisk. Ved en høring her i Folketinget berettede en af Canadas ypperste forskere, at bestanden var vokset med mere end 4 millioner sæler i farvandet mellem Grønland og Canada. De fortærer 15 kg fisk om dagen, hvilket svarer til en biomasse på 60 mio. kg pr. dag. Uanset hvilke forsigtighedsprincipper du lægger i det her regnestykke, er der tale om tab af enorme indtægter, som kunne øge velfærden i området, hvis både sæler og fisk blev udnyttet bæredygtigt.

Når vi så ved, at 750 millioner mennesker går sultne i seng hver eneste dag, så kan man undre sig over, hvorfor man ikke gør en gedigen indsats for at reetablere en mere fornuftig og bæredygtig økobalance i det område. Men det kommer jo an på, hvem der sætter dagsordenen, og hvem der har magten til at gennemtrumfe de beslutninger, der gør en forskel.

Derfor gentager jeg nu for gud ved hvilken gang, at alle, som sidder med ved bordet i Arktisk Råd – som medlemmer eller observatører – først bør skrive under på, at de accepterer det arktiske folks ret til en bæredygtig udnyttelse af havets ressourcer og åbner deres markeder for de varer og produkter, som kan produceres af disse råvarer. Se, det ville gøre en forskel. Men så skal vi også blæse til kamp mod de uhyrlige embargoer, som både USA og EU har mod sælskindsprodukter. Jeg tror godt, at det kan lade sig gøre, uden at landene, som taler det arktiske folks sag, behøver at havne i en kontinental skammekrog, for mange brugere har efterhånden fået øjnene op for, at bæredygtig udvikling er det mål, hele verden bør indrette sig efter.

Det handler ikke længere alene om romantisk dyreværn, men om at sætte handling bag de 17 verdensmål, som alle verdens lande har forpligtet sig til at kæmpe for. Hverken Grønland eller Færøerne er medlem af FN, og derfor er det Danmark, som har underskrevet aftalen om verdensmålene fra 2015. Jeg kan læse i rapporten, at verdensmålene bliver et overordnet tema for arbejdet i Sustainable Development Working Group under Arktisk Råd med deltagelse fra både Grønland og Færøerne. Det er godt, men jeg er ikke sikker på, at det er nok. Verdensmålene er et vigtigt omdrejningspunkt for hele den arktiske strategi, men Færøernes og Grønlands indspark til f.eks. verdensmål 14 om havet bør også respekteres i dansk udenrigspolitik generelt.

Jeg ser ingen henvisning til Den Internationale Hvalfangstkommission, IWC, i rapporten, men jeg har forstået, at EU har til hensigt at stemme for, at små hvaler også skal administreres af denne mærkværdige konstruktion, som har udviklet sig til en legeplads for ekstremistiske dyreværnsholdninger. Jeg håber inderligt, at Udenrigsministeriet har gjort det klokkeklart for EU, at Danmark, hverken hvad angår Færøerne, Grønland eller Danmark, giver sin stemme til denne aktion.

Vi har et udmærket og kompetent organ i North Atlantic Marine Mammal Commission, som på et videnskabeligt grundlag løbende vurderer størrelsen af bestandene og udviklingen af best practice i fangstmetoder og rådgiver om andre beslægtede emner. Men jeg skal så også sige, at jeg har stor tillid til, at Danmark opfører sig fornuftigt i denne sag, for opbakningen til at fortsætte en bæredygtig grindefangst på Færøerne har været stor i Folketinget og hos regeringen.

Tilliden er knap så stor, når det handler om ægte medindflydelse og medinddragelse i de sikkerhedspolitiske spørgsmål, som beskrives i Fámjinerklæringen fra 2005. Jeg spurgte forleden forsvarsministeren, om han mente, at regeringen havde sørget for ægte medindflydelse og medinddragelse i forhold til den forestående opblusning af det danske forsvar og dets operationer i Nordatlanten. Jeg fik ikke svar på spørgsmålet, men derimod en udtalelse, som jeg med formandens tilladelse citerer her:

»Grundlaget for Arktis-aftalen blev udarbejdet i tæt koordination med både Grønland og Færøerne. Færøerne har således været med til at sætte rammerne for styrkelse af Forsvarsministeriets opgaveløsning i Nordatlanten og Arktis.«

Men den færøske udenrigsminister afviser blankt, at det færøske landsstyre havde nogen indflydelse på Arktisaftalen fra 2016 angående den forsvarsmæssige satsning i Arktis og Nordatlanten.

I Danmark er man meget følsom over for brud på aftaler og regler. Derfor undrer det mig, at man ikke bestræber sig på at overholde intentionerne i Fámjinerklæringen, men måske har man i Forsvarsministeriet ikke fundet nøglen til skuffen, som den her erklæring ligger i. Det var derfor godt at læse i bilag 5 til redegørelsen om regeringens udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi for 2017-2018, at man agter at adressere de sikkerhedspolitiske udfordringer i Arktis sammen med Færøerne og Grønland, men det ligner altså foreløbig mere pæne hensigtserklæringer end reel vilje til at efterleve ånden i Fámjinerklæringen.

I redegørelsen kan vi læse om nye lande og organisationer, som har opnået observatørstatus i Arktisk Råd, og Schweiz nævnes eksplicit, mens det mellem linjerne beklages, at EU stadig væk står uden for døren, fordi Rusland blokerer deres ansøgning. Men det nævnes ikke med ét ord, at det parlamentariske samarbejdsorgan mellem Færøerne, Grønland og Island, Vestnordisk Råd, også var blandt dem, som fik tilkendt observatørstatus. Det var i min verden en stor dag, for vi har netop brug for at styrke repræsentationen af landene i det arktiske område og deres befolkninger i den eksklusive klub, som gør sin indflydelse gældende i Arktisk Råd. Gennem Vestnordisk Råd har Grønland og Færøerne sammen med Island også en selvstændig mulighed for at påvirke politik og retning for Arktisk Råd fremover og derved alene tage afsæt i vores egne interesser og prioriteter.

Jeg har erfaret i arktiske fora, at flere befolkningsgrupper – enten præget af geografisk placering eller som oprindelige folk – føler et stort behov for større anerkendelse af deres selvbestemmelsesret i det arktiske område. Derved er jeg vendt tilbage til mit udgangspunkt om, at den arktiske politik og strategi i langt større grad bør tage afsæt i de folk, der bor i Arktis, og deres fremtidige velfærd. For uanset hvor stor omhu andre aktører måtte udvise for deres situation og udvikling, vil det aldrig kunne måle sig med den energi og det ansvar, som folk har for deres eget land og deres egen fremtid.

Jeg har i andre sammenhænge fremhævet, at samarbejdsformen mellem Danmark og Færøerne for længst er udløbet, har passeret sidste salgsdato. Vi lever i en globaliseret verden med helt andre udfordringer i dag end tidligere. Det er et faktum, at Danmark har overladt en stor del af sin suverænitet til EU, men man holder stadig væk fast i at bevare retten over både færøske og grønlandske udenrigspolitiske interesser. Det hæmmer vores bevægelsesfrihed og indflydelse i arktiske og nordatlantiske anliggender. Det hæmmer vores muligheder i handelspolitiske sammenhænge, og det har skabt og vil skabe yderligere interne konflikter fremover.

For mig er det helt naturligt, at Grønland og Færøerne hver især etablerer vidtrækkende udenrigspolitiske mandater, specielt på det maritime og arktiske område, men jeg afviser ikke, at Danmark gennem et konstruktivt samarbejde med landene i Norden kan bevare en stor geopolitisk indflydelse, men det må ske på et ligeværdigt grundlag. En bæredygtig og fremtidsorienteret vision, som tager afsæt i grønlandske og færøske interesser, vil give vores befolkninger langt større muligheder for voksende velfærd end reaktionære forslag af den type, som blev bragt til torvs forleden dag, om at suspendere Grønlands selvstændighed. Tak.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Aleqa Hammond. Værsgo.

Jeg var rigtig glad for at høre ordførerens tale, specielt vedrørende bæredygtig udnyttelse af havets ressourcer i det nordatlantiske område. Så vidt vi ved – det ved vi også fra Arktisk Råd – har vi et udmærket samarbejde, hvad angår økonomisk udvikling baseret på bæredygtighed både til havs og til lands.

Når det er sagt, er den fremtidige udfordring, vi kommer til at møde, som ordføreren siger, dyreværnsorganisationerne, som er dybt uenige i vores argumentation om bæredygtighed i det arktiske område, specielt i det nordatlantiske område. Vi møder større og større modstand, og på den måde bliver det også sværere for os at argumentere for vores fangstmetoder, som i forvejen er videnskabeligt dokumenteret meget bæredygtige fangstmetoder.

Hvad mener ordføreren vi skal gøre for at gøre vores stemme stærkere, bl.a. via det arktiske samarbejde med Danmark?

Ordføreren.

Jeg mener, at vi har flere håndtag, vi kan skrue på. Vi har fået et nyt håndtag at skrue på, som handler om de 17 verdensmål, hvor verdensmål nr. 14 handler om havet. Det tager sit udgangspunkt i, at man både skal sørge for en bæredygtig udvikling, men samtidig skal sikre, at kyststater og befolkninger, der i høj grad lever af havets ressourcer, kan udnytte dem på bæredygtig vis. Det bør vi skabe en, om jeg så må sige, global forståelse for.

Jeg mener også, at man skal overveje, hvad man gør med IWC, The International Whaling Commission, som er en fuldstændig håbløs størrelse, som slet ikke har nogen som helst forståelse for det bæredygtige element, når det handler om udnyttelse af marine mammals eller havets pattedyr. Jeg tror, det er ufattelig vigtigt, at Danmark lytter meget til Grønland og Færøerne i den sag og faktisk overlader det til Grønland og Færøerne at føre politikken i forhold til The International Whaling Commission snarere end at læne sig op ad lobbyisterne, der står nede i Bruxelles og råber på dyrevelfærd.

Spørgeren.

Der er nogle lande, som mener, at grindefangstkvoterne burde høre under IWC og ikke under NAMMCO, som vi faktisk er udmærket tilfredse med. Hvad skal vi gøre for at rette den her misforståelse af, hvilke hvaler der hører til hvilke organisationer? Hvad skal vi gøre for at gøre vores stemme stærkere og gøre omverdenen opmærksom på, at vores måde at jage på faktisk følger IWC's egne retningslinjer?

Ordføreren.

Det er, som jeg sagde lige før: Jeg mener stadig væk, at det arbejde, som man er begyndt på angående verdensmål nr. 14 om havet og den bæredygtige udnyttelse af havets ressourcer, er ufattelig vigtigt, og at det er vigtigt, at vi får stor indflydelse på, hvordan de sætninger kommer til at blive udmøntet i det internationale samarbejde. Derfor er det også ufattelig vigtigt, at vi har en meget stor indflydelse på, hvordan Danmark agerer i den situation. Og der mener jeg at vi kun har ét valg, hvis ikke Danmark tager vores argumenter alvorligt, og det er, at vi selv står for politikken i forhold til IWC.

Jeg minder stilfærdigt om, at hvis man under de korte bemærkninger ønsker at komme med et opfølgende spørgsmål, skal man lige trykke på knappen igen, så jeg kan følge med heroppe.

Den næste spørger er hr. Christian Juhl, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Nu forklarede Tjóðveldis ordfører jo, hvordan EU har spillet en rolle i forbindelse med fiskekvoterne osv. Men hvis EU skulle spille en progressiv og positiv rolle i forhold til mennesker, der bor i og omkring Arktis, hvilke hovedprincipper skulle de så arbejde efter?

Ordføreren.

Jeg vil gerne gentage det, som jeg har sagt flere gange før. Jeg nævnte det også i talen. Jeg mener, at EU skal være med til at stadfæste, at folkene, der bor i Arktis, har en umistelig ret til bæredygtigt at udnytte havets ressourcer – og det er, uanset om det handler om fisk, om det handler om hvaler eller sæler, eller om det handler om mineraler – så længe det foregår på en bæredygtig måde. Det, som jeg oplever at man i EU er langt mere optaget af – og det er man mange steder i verden, hvor man ikke lever af det, som kyststaterne gør – er, at man vil frede store områder, at man vil frede visse arter, og hvad ved jeg, uanset hensynet til, om det er bæredygtigt eller ej. Det hænger sammen med en eller form for romantisk forestilling om, at det er nødvendigt, og det hænger uden tvivl også sammen med, at det jo ikke koster noget for dem at frede de områder, som vi skal leve af. Men det giver stemmer i deres hjemlande. Det er problemet.

Tak til ordførerne. Der er ikke flere spørgsmål. Så giver jeg ordet til udenrigsministeren.

Tak for det. Arktis er en vigtig udenrigspolitisk prioritet for regeringen, og vi har valgt at gøre Arktis til et af fem indsatsområder i regeringens udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi for 2017 og 2018, og det understreger den klare prioritering, som vi har af området.

Debatten i dag har været både saglig og konstruktiv, og det vil jeg gerne takke mange gange for. Debatten har samtidig også bekræftet en bred politisk opbakning til, at der er og fortsat bør være en klar udenrigspolitisk strategi for Arktis. Kongeriget er en arktisk kyststat med stor indflydelse på udviklingen i området og med store interesser i regionen. Rigsfællesskabet arbejder tæt sammen om Arktis, for det er, når vi står sammen og taler med én stemme, at vi står stærkest. Som der blev sagt her, kan man virkelig tale om, at en plus en plus en kan give mere end tre.

Visionen for kongeriget er at skabe de mest optimale rammer for udvikling i regionen. Det handler konkret bl.a. om at nedbryde barrierer, der måtte hæmme udvikling i regionen, og samtidig skabe forståelse og respekt for lokalbefolkningernes levevis og behov. Denne positive vision for udviklingen i regionen kræver, at Arktis forbliver et lavspændingsområde, og det arbejder kongeriget aktivt for. Det gør vi ved konsekvent at fremme det internationale samarbejde rettet mod at løse de konkrete udfordringer, som alle landene i regionen står over for. Arktisk Råd er det primære forum i forhold til det samarbejde.

Kongeriget har etableret et tæt og konkret samarbejde med det nye finske formandskab. Bl.a. er Grønland netop blevet medformand for en taskforce, som hedder Task Force on Improved Connectivity in the Arctic. Taskforcen vil bl.a. beskæftige sig med telekommunikationsinfrastruktur, herunder satellitter, hvilket også er blevet berørt af ordførerne – et vigtigt indsatsområde for Arktisk Råd og et indsatsområde, der ligger i tråd med regeringens prioriteter i den nationale rumstrategi og den politiske aftale om Forsvarsministeriets styrkede tilstedeværelse i Arktis.

Den internationale interesse for Arktis er stor, og den er voksende. Derfor arbejder vi fra dansk side på at styrke inddragelsen af observatørstater som Kina, Indien og Japan i Arktisk Råds arbejde. Arktis er derfor på dagsordenen, når jeg mødes med kolleger fra bl.a. disse lande, ligesom vi på embedsmandsniveau jævnligt gennemfører arktiske konsultationer med ikkearktiske stater med interesser i området.

EU lancerede i 2016 sin arktiske strategi i form af en meddelelse om en integreret EU-politik for Arktis. Det er positivt, at fokus i meddelelsen er på de områder, hvor EU i særlig grad har en merværdi at byde på gennem forskning og gennem en koordineret og fokuseret anvendelse af EU's finansieringsinstrumenter til fordel for en bæredygtig økonomisk udvikling til gavn for de arktiske befolkninger. I 2017 har EU jo bl.a. fulgt op med udnævnelsen af EU's første arktiske ambassadør.

Som den skriftlige redegørelse, uanset hvor kedeligt den måtte være sat op, illustrerer, har kongeriget i det forløbne år bidraget aktivt i forhold til en række af de emner, som aktuelt står på den arktiske dagsorden. På forsknings- og uddannelsesområdet har vi de seneste år haft fokus på at skabe bedre rammer for øget dialog mellem de relevante forskningsinstitutioner i rigsfællesskabet. Forskning i de arktiske områder er dyrt og vanskeligt. Vi ønsker derfor fortsat at styrke samarbejdet på tværs af danske institutioner inden for rigsfællesskabet for at optimere udnyttelsen af de forskningsmæssige ressourcer.

I maj underskrev jeg sammen med mine kolleger fra Grønland og Færøerne på kongerigets vegne en juridisk bindende aftale om styrket forskningssamarbejde i Arktis og om Arktis. Aftalen rummer lovende muligheder for rigsfællesskabets forskningsinstitutioner, som internationalt har markeret sig stærkt inden for forskningen i området.

Som opfølgning på analysen af Forsvarsministeriets tilstedeværelse i Arktis blev der i slutningen af 2016 indgået en politisk aftale med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre. Implementeringen vil køre over de næste par år og vil ikke blot styrke suverænitetshåndhævelsen, den vil også styrke varetagelsen af vigtige civile opgaver som eftersøgning- og redningstjeneste, havmiljøbeskyttelse og støtte til civile samfund.

Der blev stillet nogle mere konkrete spørgsmål, som jeg godt vil prøve at give svar på allerede her i første omgang, bl.a. om det, som jeg lige var inde på her i forhold til Forsvarsministeriets opgaveløsninger i det arktiske. Aftalen peger på en styrkelse af overvågning, kommando og kontrol, kommunikation og operative indsatsenheder. En styrkelse af disse områder vil således være med til at styrke løsningen af flere opgaver på en og samme tid, herunder suverænitetshåndhævelse, eftersøgnings- og redningstjeneste, som blev berørt af den socialdemokratiske ordfører, og havmiljø og støtte til de civile samfund. Regeringen har lagt op til at videreføre Arktisaftalen i det kommende forsvarsforlig. I forhold til en uddybning af det her spørgsmål vil jeg henvise til forsvarsministeren.

I forhold til Camp Century, som der også er blevet spurgt ind til, så er det sådan, at målene i den redegørelse, som vi har talt om i dag, er at fokusere på den brede dagsorden for Arktis og på de områder, som rigsfællesskabet ønsker at prioritere nationalt og ikke mindst internationalt. At et givent emne ikke er taget konkret op eller behandlet i redegørelsen betyder altså ikke, at emnet ikke er vigtigt, eller at vi ikke bruger tid og kræfter på at løse de udfordringer. Det gør vi jo i allerhøjeste grad, og det er ordførerne selvfølgelig også bekendt med.

Statsministerens årlige redegørelse til Folketinget om rigsfællesskabet dækker de emner, der ikke hører under den specifikke arktiske dagsorden. De arktiske initiativer, som specifikt indgår i regeringens udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi, vil desuden kunne tages op i den særskilte redegørelsesdebat om USS.

Regeringen tager sagen om Camp Century yderst alvorligt, og det afspejles i øvrigt også i regeringsgrundlaget. Vi har også igangsat en række initiativer efter aftale med landsstyret, en række konkrete ting, som omfatter initiativer som bl.a. monitorering af isafsmeltningen i området ved Camp Century og en miljømæssig kortlægning af det efterladte affald. Der vil også blive foretaget nye målinger og vurderinger af radioaktiviteten ved Camp Century. Herudover har jeg igangsat en juridisk udredning af, om der eventuelt kan pålægges USA et folkeretligt ansvar for oprydning på Camp Century.

I øvrigt kan jeg nævne, at det på det seneste rigsmøde blev besluttet at bruge 150 mio. kr. på oprydning efter andre tidligere amerikanske baser, igen i tæt samarbejde med de grønlandske myndigheder.

I forhold til servicekontrakten på Thulebasen, så pågår der som bekendt forhandlinger mellem kongeriget og USA. Det er vigtige forhandlinger for både Grønland og Danmark, og vi har et fælles ønske om at finde en tilfredsstillende løsning hurtigst muligt. Samtidig er det også en kompleks sag, som har været genstand for et langvarigt retssagsforløb i USA. Det er afgørende, at vi i kongeriget fortsætter det tætte samarbejde og taler med én stemme over for USA.

Regeringen arbejder inden for rammerne af Folketingets vedtagelse fra 2015, og det betyder, at vi arbejder for at sikre, at servicekontrakthaveren på Thulebasen er dansk-grønlandsk, at Grønland får størst muligt afkast af det amerikanske militærs tilstedeværelse i Grønland, f.eks. i form af lærepladser, beskæftigelse og skatteindtægter, og at der ikke fremadrettet kan opstå tvivl om kriterierne for, hvad der skal til for at få tildelt kontrakten.

I forhold til opgraderingen af radaren, som også er blevet berørt undervejs i debatten i dag, så er jeg ikke orienteret om en ændret trussel mod Grønland eller kongeriget som helhed som følge af ændringerne på Thulebasen. Jeg forstår, at der har været bekymring for, hvorvidt opgraderingen har betydning for truslen mod Grønland. Derfor er forsvaret blev bedt om at få bekræftet trusselsvurderingen, og de oplyser, at truslen mod Thuleradaren og Grønland er direkte knyttet til truslen om et angreb på USA, og at Forsvarsministeriet ikke har nogen oplysninger, der skulle understøtte et ændret trusselsbillede.

Nu skal jeg se, om jeg er kommet rundt omkring det hele. Ja, jeg tror, at jeg vil slutte af med en enkelt ting, og det handler om SDG'erne, som også blevet berørt. Hvordan får vi fulgt op i forhold til det? Der synes jeg det er godt, at vi alle sammen kan se frem til, at netop SDG'erne er et tema for den internationale konference, som bliver afholdt den 1. december, som jeg sammen med grønlandske og færøske kollegaer er vært for, og som jeg ved der også er blevet sendt invitationer ud til. Tak for ordet.

Tak for det, minister. Der er en række korte bemærkninger, og den første spørger er fru Aaja Chemnitz Larsen. Værsgo.

Mange tak til formanden, og mange tak til udenrigsministeren for bemærkningerne. Som udenrigsministeren bemærker, er der blevet nedsat den her taskforce om Improvement of Connectivity, hvor Grønland også er medformand, og vi synes jo, det er rigtig positivt, at der er det her fokus på satellitter og aktiviteter i rummet. For selv om det godt kan virke sådan meget abstrakt, er det faktisk også med til at sikre både internet, men også et bedre beredskab rundtomkring i Grønland. Det er jo også til gavn for forsvaret og mulighederne for at kunne dele informationer og kunne dele billeder, men også for at kunne finde folk, som er forulykket, noget nemmere, ved at internettet bliver styrket i Grønland. Så det er jo rigtig, rigtig positivt.

Nu ved jeg også, at Tele-Post, som er Grønlands teleselskab, har en strategi om at styrke internettet i 92 pct. af området omkring Grønland, men det betyder jo sådan set også, at der er 8 pct. af Grønland og 8 pct. af befolkningen, som ikke får styrket deres internetadgang. Det synes jeg er bekymrende i forhold til et beredskab, og jeg synes, det kunne være interessant at se på, hvilke muligheder der er i multiuse af satellitter i forhold til både civil brug, men også i forhold til forsvarets anvendelse.

Ministeren.

Jeg tager det mest som en kommentar; der var jo ikke så meget et spørgsmål i det.

Spørgeren.

Mange tak. Jeg ved ikke helt, om jeg skal se det, som at man tager det til efterretning, eller at man ligesom mener det samme. Det synes jeg måske kunne være interessant lige at få uddybet.

I forhold til miljøoprydning efter tidligere militære aktiviteter rundtomkring i Grønland er der jo blevet lavet den her aftale mellem regeringen og naalakkersuisut, hvor der er blevet afsat 150 mio. kr. Men jeg synes sådan set også, at det er på sin plads at nævne, at regeringen i sit eget udspil til forsvarsforliget har afsat 30 mio. kr. til at styrke det her, i en erkendelse af, at det er 30 områder, og at det kan være dyrere end de her 150 mio. kr., som regeringen oprindelig har afsat til den her opgave. Det er jo noget, som vi fra Inuit Ataqatigiits side har arbejdet for, og som vi er rigtig glade for ser ud til at lykkes nu.

Ministeren.

Det optimale og det, som må være målet, er selvfølgelig en 100 pct.s dækning, og det gælder selvfølgelig, at det må være en fælles bestræbelse at nå derhen ad den ene eller den anden vej. Det er et rigtig godt redskab at få en dækning, som er 100 pct., i forhold til at sikre mulighed for at leve i områder, hvor det ellers kan være svært at finde både beskæftigelse og veje frem. Så det synes jeg selvfølgelig er vigtigt at holde fokus på, samtidig med at vi glæder os over de muligheder, som løbende opstår med den teknologiske udvikling.

Ja, så er det også rigtigt, som der er blevet henvist til i forbindelse med det udspil, der er kommet, til et kommende forsvarsforlig, at der er fokus på oprydningen, og det synes jeg vi skal glæde os over i fællesskab.

Den næste spørger er fru Aleqa Hammond. Værsgo.

Mange tak. Arctic Circle er den største konference om arktiske spørgsmål på verdensplan og finder sted på Island hver oktober. Jeg har været med til alle konferencerne, og i år var det femte gang. Alverdens lande og beslutningstagere, forretningsfolk og andet godtfolk mødes der for at udveksle ideer og politikker og mange andre gode ting. Jeg har indtil videre aldrig set den danske minister, som er ansvarlig for Arktis, på konferencen, så jeg vil spørge udenrigsministeren, om vi i fremtiden kommer til at se en minister, som er ansvarlig for arktisk samarbejde, til denne konference. Og i så fald vil jeg også gerne spørge, om udenrigsministeren er bekendt med, hvilke dagsordener der er for disse store og vigtige konferencer.

Ministeren.

Jeg har jo undervejs i debatten fået en levende beskrivelse af omtalte konference. Jeg er enig i, at det alle de steder, hvor man mødes og diskuterer de her ting, er relevant at kigge på, om det er muligt, at der også kan være ministerdeltagelse fra regeringens side. Så jeg vil da tage det med tilbage og se, om det er noget, der er muligt.

Er der et opfølgende spørgsmål? Så husk lige at trykke.

Værsgo til spørgeren.

Det danske kongerige udgør 20 pct. af hele Arktis, så jeg vil betragte det som absolut relevant, at man er til stede for at høre om de politisk vigtige emner, man har med at gøre, i en tid, hvor alles øjne er rettet mod det arktiske område og Det Arktiske Ocean. Så jeg vil bare venligst opfordre ministeren til at tage aktivt del i denne udvikling.

Ministeren.

Det er noteret.

Den næste spørger er hr. Magni Arge. Værsgo.

Tak. Jeg vil gerne spørge udenrigsministeren, hvordan det påvirker Danmarks stillingtagen i IWC, at Europarådet har besluttet, at man anbefaler, at små hvaler nu skal lægges ind under IWC's ressortområde.

Ministeren.

Der vil jeg godt have lov til at vende tilbage med et skriftligt svar med en konkret vurdering. Men jeg vil bare sige, at jeg er bevidst om de problemstillinger, som er blevet rejst af ordføreren, i forhold til at det er vigtigt at finde den rette balance i diskussionen om fangstmuligheder. Det er rigtigt, at nøgleordet er bæredygtighed. Det er det jo også fra spørgerens side, det er ligesom det ord, som skal være gennemgående, og der er det klart, at der er en stor og løbende diskussion, hvor der er nogle yderpunkter, som er langt fra hinanden, i vurderingen af, præcis hvor balancepunktet er. Det ved vi alle sammen. Det er også blevet påpeget fra ordførerens side i dag, og det er selvfølgelig også væsentligt at have det med i den fremtidige diskussion af det her spørgsmål.

Jeg mener selvfølgelig, at vi fra kongerigets side har en forpligtelse til at tage et stort hensyn til de forhold, som er både i Grønland og på Færøerne, og det mener jeg også der i stigende grad er en forståelse for.

Spørgeren.

Hvis der nu sker det, som er sket før, nemlig at Danmark følger EU's indstilling i stedet for at tage stilling ud fra de forhold, som Færøerne og Grønland anser for at være de mest fornuftige at tage stilling ud fra, mener udenrigsministeren så, at Danmark er rede til at afgive en del af sine udenrigspolitiske kompetencer, sådan at Færøerne og Grønland får lejlighed til at forsvare deres interesser på behørig vis?

Ministeren.

Jeg synes ikke, at det er det rigtige sted at konkludere på det. Jeg mener, at den rigtige måde at håndtere det her på stadig væk er inden for de rammer, som vi kender i dag. Det er der, hvor vi har den største mulighed for samlet at udøve den rigtige indflydelse.

Den næste spørger er hr. Christian Juhl, Enhedslisten.

Tak for det. Grunden til, at jeg kommenterede formen, er jo ikke, at den er kedelig, men fordi det er tungt at komme igennem. Jeg synes, at hvis man kunne lave noget, der er mere folkeligt, og som kan bruges uden for den her debat og i den almindelige debat, kunne det være rigtig flot, at regeringen også på den måde var synlig på det arktiske område og ikke kun i vores politiske forhandlinger. Det var såmænd kun derfor, for der er en kæmpe lyst til at diskutere Arktis.

Mit første spørgsmål går på, om ikke SDG'erne skal fylde mere end en bisætning på side 4. Skal SDG'erne ikke, som finansministeren siger det, op som en slags overligger, som en vigtig ting, som man altid nævner som det første og som vores hovedprincip for al indenrigs- og udenrigspolitisk aktivitet, hvis vi skal nå de meget, meget store og visionære mål, som FN har sat sig? Og skulle vi ikke sørge for, at ministeren i hvert fald på det arktiske område hvert år gjorde en slags SDG-17-målsstatus i forbindelse med Arktisredegørelsen, så vi kunne være sikre på, at vi arbejder i den rigtige retning med de 17 vigtige mål?

Ministeren.

Man kan jo altid diskutere, i hvilken rækkefølge ting skal nævnes. Der er nok heller ingen tvivl om, at hvis vi ændrer på rækkefølgen, er der på andre felter kritik, der vil regne ned over regeringen, for så er der noget andet, der kommer længere ned i rækken. Men det, som jeg prøvede at sige også i mit indledende svar, var, at SDG'erne er vigtige og væsentlige at diskutere, og bl.a. derfor ser jeg frem til, at vi alle sammen ser hinanden igen den 1. december.

Ønskes der et yderligere spørgsmål? Det gør der. Værsgo til spørgeren.

Tak. Vi mødes igen den 1. december, siger ministeren, men vi mødes da sikkert før.

Det andet spørgsmål er: Hvad er grunden til, at Danmark har indstillet samarbejdet med USA i Joint Committee og i Permanent Committee om Thulebasen? I en situation, hvor vi har så mange uafklarede spørgsmål, burde det da være lige ud ad landevejen, at vi mødes så ofte som muligt for at afklare fælles problemer.

Ministeren.

Jeg mener også, det er væsentligt, at vi mødes ofte og i forskellige fora for at afklare de spørgsmål og tvivlsspørgsmål, der måtte være imellem os. Det er jo et af redskaberne til at sikre, at det her forbliver et lavintenst område i forhold til at skabe potentielle konflikter. Og et af redskaberne er den omtalte komité, som jeg mener det giver god mening at se om man kan få sat liv i igen.

Den næste spørger er hr. Nikolaj Amstrup, Alternativet. Værsgo.

Mange tak, og tak for besvarelserne af de spørgsmål, som opstod i debatten. Jeg kunne godt tænke mig at spørge ind til regeringens udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi, som jo løber indtil 2020, nemlig om det ikke med både FN's verdensmål for bæredygtig udvikling og den nyere forskning, som ikke var til stede, da den udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi kom til verden, er blevet langt mere presserende at få den strategi opdateret, da der jo bl.a. står, at der er hovedfokus på økonomi og erhvervsudvikling, og da bæredygtigheden og klimapolitikken ikke fylder i samme grad, som den måske burde.

Ministeren.

Jeg er altid lydhør over for, hvad der eventuelt skal med i den udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi, som vi jo i øvrigt jævnligt opdaterer eller udkommer med. Det er der en god grund til at vi gør, og den er, at verden forandrer sig med lynets hast. Det går stærkere og stærkere. Vi ved jo alle sammen, at hvis vi kigger 5 år tilbage i tiden, er det næsten ubegribeligt, hvad der er sket på de 5 år, siden Putin var på besøg i København og drak øl med vores statsminister, og da russerne ikke var gået ind i Ukraine. Der var også forår i Mellemøsten, og nu er der kaos igen. Vi kendte ikke til Brexit, vi kendte ikke til Trump, og sådan kan man blive ved.

Det gælder selvfølgelig også de emner, som man skal behandle i den udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi. Ud over de konkrete geografiske områder og de politiske forhold er der selvfølgelig også temaer, som man kan diskutere hvorvidt skal ind eller ej. Jeg er lydhør over for det, og så må vi jo prøve at konkludere på et tidspunkt, for det skal heller ikke blive en udenrigs- og sikkerhedspolitisk redegørelse, som flyder over alle grænser. For så ender det også med, at den bliver intetsigende.

Tak til udenrigsministeren. Der er ikke flere spørgsmål.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg er altid lydhør over for, hvad der eventuelt skal med i den udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi, som vi jo i øvrigt jævnligt opdaterer eller udkommer med. Det er der en god grund til at vi gør, og den er, at verden forandrer sig med lynets hast. Det går stærkere og stærkere. Vi ved jo alle sammen, at hvis vi kigger 5 år tilbage i tiden, er det næsten ubegribeligt, hvad der er sket på de 5 år, siden Putin var på besøg i København og drak øl med vores statsminister, og da russerne ikke var gået ind i Ukraine. Der var også forår i Mellemøsten, og nu er der kaos igen. Vi kendte ikke til Brexit, vi kendte ikke til Trump, og sådan kan man blive ved.

Det gælder selvfølgelig også de emner, som man skal behandle i den udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi. Ud over de konkrete geografiske områder og de politiske forhold er der selvfølgelig også temaer, som man kan diskutere hvorvidt skal ind eller ej. Jeg er lydhør over for det, og så må vi jo prøve at konkludere på et tidspunkt, for det skal heller ikke blive en udenrigs- og sikkerhedspolitisk redegørelse, som flyder over alle grænser. For så ender det også med, at den bliver intetsigende.

Tak til udenrigsministeren. Der er ikke flere spørgsmål.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.