Jeg må jo altså bare konstatere, at da Angela Merkel udtalte de her ord i et øltelt i München tilbage i maj måned, var de jo efterfulgt af følgende sætning, nemlig at vi ikke længere kan forlade os på, at andre kommer og hjælper os.
Og man må sige, at når man tilføjer den bisætning til den sætning, som Merkel udtalte, så må man jo antage, at det er, fordi den tyske kansler ikke længere har tillid til NATO-samarbejdet.
Og jeg synes da, at det er dybt problematisk, hvis vi er derhenne, hvor forsvarsministeren her i dag står og siger, at det her ikke er en udfordring til NATO-samarbejdet, når vi har en tysk kansler – trods alt ikke en helt ubetydelig statsleder i Europa – som tydeligvis, i hvert fald hvis vedkommendes ord skal stå til troende, har en anden antagelse.
Der er det bare, at vores indstilling er den enkle, at det simpelt hen forekommer mærkværdigt, at EU nu skal hen at bruge rigtig mange ressourcer på at opbygge sin egen EU-hær.
Altså, når man kigger ned over listen over, hvor stor en andel af bruttonationalproduktet de enkelte EU-lande bruger på forsvaret, så må man jo sige, at det er ganske få, der lever op til den forpligtelse, vi har i NATO.
Så vidt jeg husker, er det Estland og Storbritannien, og Storbritannien er jo for så vidt på vej ud af EU-samarbejdet.
Så hvad er det egentligt, forsvarsministeren ser, at EU kan bidrage med i den her sammenhæng, særlig under hensyntagen til det forhold, at der jo indtil nu i hvert fald ikke har været vilje fra EU-landenes side til endog bare at leve op til målsætningen om de 2 pct., som vi skal betale til forsvaret i henhold til vores NATO-forpligtelse?