Spm. nr. S 300

18) Til udlændinge- og integrationsministeren af:

Karina Due (DF) (medspørger: Peter Kofod Poulsen (DF) ) :

Når ministeren mener, at det ikke er en succes som integrationsminister, når kommunerne indfører flere og flere muslimske særhensyn, men »at forsvaret for et dansk værdisæt og danske traditioner står bedst, hvis det er noget, vi hver især påtager os«, og når ministeren samtidig anerkender, at ministeren heller ikke vil afvise, at man på et tidspunkt kan nå derhen, hvor man kan blive tvunget til at indføre lovgivning, så vil spørgeren gerne vide, hvad ministeren venter på, og hvorfor vente, til ministeren føler sig tvunget til at handle, nu, hvor de muslimske særhensyn bliver flere og flere rundtomkring i kommunerne med ministerens ønske om, at mest muligt skal besluttes væk fra ministerens bord?

Spm. nr. S 300

18) Til udlændinge- og integrationsministeren af:

Karina Due (DF) (medspørger: Peter Kofod Poulsen (DF) ) :

Når ministeren mener, at det ikke er en succes som integrationsminister, når kommunerne indfører flere og flere muslimske særhensyn, men »at forsvaret for et dansk værdisæt og danske traditioner står bedst, hvis det er noget, vi hver især påtager os«, og når ministeren samtidig anerkender, at ministeren heller ikke vil afvise, at man på et tidspunkt kan nå derhen, hvor man kan blive tvunget til at indføre lovgivning, så vil spørgeren gerne vide, hvad ministeren venter på, og hvorfor vente, til ministeren føler sig tvunget til at handle, nu, hvor de muslimske særhensyn bliver flere og flere rundtomkring i kommunerne med ministerens ønske om, at mest muligt skal besluttes væk fra ministerens bord?

Værsgo.

Tak for det. Når ministeren mener, at det ikke er en succes som integrationsminister, når kommunerne indfører flere og flere muslimske særhensyn, men »at forsvaret for et dansk værdisæt og danske traditioner står bedst, hvis det er noget, vi hver især påtager os«, og samtidig anerkender, at ministeren heller ikke vil afvise, at man på et tidspunkt kan nå derhen, hvor man bliver tvunget til at indføre lovgivning, så må jeg spørge ministeren, hvad ministeren venter på, og hvorfor vente, til ministeren føler sig tvunget til at handle, nu, hvor de muslimske særhensyn bliver flere og flere rundtomkring i kommunerne med ministerens ønske om, at mest muligt skal ske væk fra ministerens bord?

Ministeren.

Nu er det vel tredje, fjerde uge i træk, vi står og tager den her debat, og det er jo sådan set også godt, for det er en vigtig debat at tage. Jeg gentager gerne, at integration jo mindst af alt er, at et mindretal får lov til at dominere et flertal. Jeg gentager også gerne, at det danske samfund jo ikke skal give afkald på sig selv på grund af misforstået hensyn over for en gruppe, f.eks. muslimer. Derfor er det også fuldstændig uacceptabelt, hvis f.eks. landets muslimer kræver, at der skal tages særlige hensyn, og at der er særlige religiøse forskrifter, der skal sættes ind over for flertallet.

Når det er sagt, er det jo fuldstændig rigtigt, at jeg ikke mener, at tiden er til, at vi skal indføre lovgivning på det her felt. Jeg mener, at det bedste forsvar for danske værdier og danske traditioner og værdisæt er, hvis vi hver og en netop påtager os opgaven med at sætte os op imod det krav, der måtte være nogle gange om særhensyn. Når jeg mener, at det er vigtigt, at vi hver og en påtager os den opgave, er det, fordi ellers bliver det lidt skubben ansvaret væk i dagligdagen.

Så kan man pege ind på os folketingspolitikere på Christiansborg og sige, at det er noget, de har bestemt, det er ikke, fordi jeg selv nødvendigvis mener det her, men det er bestemt fra nogle af Christiansborgs politikeres side. Det mener jeg rent faktisk ikke vi står os bedst ved. Jeg mener helt ærligt, at vi står os bedst ved, at vi hver især kæmper for det danske værdisæt, danske frihedsrettigheder, frihedsrettigheder helt generelt, vores traditioner, vores værdier.

Spørgeren.

Ministeren udtaler, at forsvaret for det danske værdisæt og de danske traditioner står sig bedst, hvis det er noget, vi hver især påtager os. Det har taget rigtig, rigtig mange år for os politikere at komme hertil, hvor vi kan komme med vores ytringer, vores holdninger til det danske værdisæt uden at føle os chikaneret og udsat for trusler. Synes ministeren, at det er i orden? Vi har jo trods alt som politikere valgt at stikke næsen frem, og derfor ved vi også godt, at vi er i skudlinjen en gang imellem, men synes ministeren virkelig, at det er fair at overlade til den enkelte borger at komme i den krydsild? Synes ministeren, at det er fair at sætte ganske almindelige mennesker i den situation og skubbe ansvaret fra sig? Jeg synes jo lige nøjagtig, at det er det, ministeren gør i den her situation. Det er her, man har muligheden for at lave lovændringer, der er her, vi har muligheden for at ændre noget, og så skubber ministeren det alligevel fra sig og siger: Det må de tage ude lokalt.

Ministeren.

Jeg tror nok, at hvis der er en, der kender til at få trusler på baggrund af et forsvar for danske værdier og det danske værdisæt, de danske traditioner, frihedsrettigheder, så er det ærlig talt mig. Så jeg ved godt, hvad jeg taler om, når jeg siger de her ting.

Når det er sagt, mener jeg rent faktisk, at det er så grundlæggende for os alle sammen i Danmark at stå fast på det værdisæt, vi har, at stå fast på de traditioner og det frihedsorienterede samfund, som vi alle sammen er vokset op i. Derfor mener jeg rent faktisk – og jeg siger det gerne igen – at vi står os bedst ved, at det er et ansvar, vi hver og en påtager os. Og det er jo altså også sådan, at hvis der er rigtig mange, der står fast på det her, så er det et helt anderledes billede og et helt anderledes tryk, man oplever som mindretal, hvis man ønsker, at der skal tages nogle særlige hensyn. Vi står langt stærkere, hvis vi står på det alle sammen.

Spørgeren.

Altså, som dansker er det næsten umuligt at købe sig en burger på en ganske almindelig burgerrestaurant uden at få stoppet halalslagtet kød ned i halsen, uden at man er blevet advaret om det på forhånd. Men hvis man så spørger dem, så viser de stolt deres certifikater frem, som i øvrigt står på arabisk. Vi ser moskeer og minareter rundtomkring i Danmark, og senest hører vi om en dansk folkeskole, som dropper alt, hvad der hedder julegudstjeneste for alle børn, af hensyn til minoriteter, der måtte have en anden religion. Hvornår er nok nok?

Ministeren.

Så kan man netop spørge sig selv: Hvad skete der egentlig oppe i Græsted, da skolen aflyste julegudstjenesten? Der skete lige præcis det, jeg efterlyser, at forældrene stillede sig op og sagde: Nej, vi vil have den julegudstjeneste. Vi synes faktisk, at det er forkert. Og nu er der blevet indkaldt til et møde, mig bekendt, i skolebestyrelsen – i hvert fald i regi af skolen – så man kan få den her diskussion.

Her viste forældrene præcis, hvad det er, jeg siger, at man skal stille sig op og netop sige, at vi har nogle traditioner, vi har nogle frihedsrettigheder, vi har et fundament, vi har en kultur i Danmark, som vi ønsker skal bevares.

Så skal vi have medspørgeren, hr. Peter Kofod Poulsen, til mikrofonen.

Tak for det. Jeg kan ikke dy mig, når nu vi har ministeren i salen, for at spørge ind til noget, som ministerens partifælle, hr. Marcus Knuth, sagde i Folketingssalen i går om det arbejde, som regeringen har gang i i forhold til at gøre noget ved menneskerettighedskonventionen. Hr. Marcus Knuth sagde, at regeringen arbejder for at få ændret artikel 8. Jeg vil bare høre ministeren, om ministeren sådan lidt uforberedt vil kunne sætte nogle ord på det.

Ministeren.

Nu må jeg sige, at det spørgsmål nok er lidt uden for det, vi diskuterer her, og jeg hørte ganske enkelt ikke diskussionen i går. Jeg kan sige så meget, at jeg forberedte mig på nogle forhandlinger, som jeg skulle have med bl.a. hr. Peter Kofod Poulsens parti, om udlændingestramninger. Så jeg hørte ikke debatten, der foregik i Folketingssalen i går, og derfor vil jeg også være meget ked af at kommentere den.

Spørgeren.

Det lader jeg så ligge, men jeg kunne ikke dy mig. Det spørgsmål, vi har stillet, handler jo også om traditioner i det danske samfund, og det, der egentlig bekymrer os, er, at vi ser, at man gang på gang går på kompromis med de danske værdier for at tækkes andre. Det var det, der var begrundelsen for at aflyse f.eks. den julegudstjeneste. Og så glæder ministeren sig over, at der er nogle folk, der bliver engageret. Det kan jeg da også være glad for. Jeg ville bare ønske, at det var os her i Folketinget, som sammen med regeringen gik forrest og sørgede for, at danske værdier og traditioner selvfølgelig står fuldstændig urokkelig fast i det danske samfund.

Ministeren.

Jeg kan sige, at jeg, hvis du spørger mig, er helt enig i, at det var en meget forkert beslutning fra skoleledelsens side at aflyse den julegudstjeneste i Græsted. Det har jeg også givet udtryk for. Men jeg glæder mig rent faktisk over, at forældrene stillede sig op og sagde: Nej, vi ønsker noget andet. Man kunne netop se, hvor engagerede forældrene var og er i den sag. Men jeg mener, det er et helt misforstået hensyn at tage til minoriteter – lad os sige det, som det er, til det muslimske mindretal, der måtte være på skolen, at aflyse en julegudstjeneste. For det er en så forankret del af vores juletraditioner, og mig bekendt er det i øvrigt også noget, man har gjort i årevis på Græsted skole.

Så skal vi tilbage til hovedspørgeren, fru Karina Due, for det sidste spørgsmål.

Det passer egentlig meget godt i forlængelse af snakken med hr. Peter Kofod Poulsen. Jeg vil godt spørge ministeren, om ministeren kan forstå, at befolkningen i bedste fald bliver forvirret og i værste fald mister tilliden fuldstændig til politikerne, når man, som ministeren gør, klokkeklart fremfører sine synspunkter, men den ene gang efter den anden alligevel indrømmer, at man ikke har tænkt sig at gøre noget som helst ved det.

Ministeren.

Nej, for jeg tror simpelt hen bare, at vi ser helt forskelligt på det her. Vi er jo enige om endemålet. Jeg er fuldstændig enig med fru Karina Due i endemålet, nemlig at vi skal fastholde de danske traditioner, værdier og den danske kultur. Jeg er fuldstændig enig. Men jeg mener bare modsat fru Karina Due, at vi står os bedst ved, at det er noget, som vi hver og en også påtager os et ansvar for, nøjagtig som forældrene i Græsted. Og så kom jeg vist til at kalde det for Græsted skole, og det hedder den ikke. Den hedder vist Gribskolen, men den ligger i Græsted. De viser nemlig, at de påtager sig det her ansvar for netop at stå fast på et dansk værdisæt, danske traditioner og kultur.

Tak til alle parter. Der er ikke mere at foretage med udlændinge- og integrationsministeren i dag, så hun har hermed fri.

Den næste spørger er fru Pia Adelsteen, der har et spørgsmål til miljø- og fødevareministeren, og hun er velkommen til at læse sit spørgsmål op.