Spm. nr. US 18

Tak, formand, og tak for en udlændingedebat. Jeg synes, det er fantastisk, at der diskuteres indvandringspolitik, og hvordan vi kan sikre landet for fremtiden. Jeg er glad for statsministerens indledende betragtninger om, at der er sket en del i forhold til at rydde op i fortidens synder, men også at vi skal videre. Det omvendte er jo også velkommen, altså at få gjort det nødvendige, og det skal vi sådan set bare tage imod med kyshånd og så få mandaterne bragt i spil, så vi kan komme ad rette vej.

Mit spørgsmål relaterer sig til udlændingeområdet, men mere med et konkret eksempel som baggrund, for tit og ofte er det egentlig meget godt, at tingene kan blive lidt konkrete. Det er lidt med TV 2's Presselogen som baggrund, hvor de om søndagen inviterer mediefolk ind, der skal prøve at reflektere lidt over, om de har gjort det godt i behandlingen af en given sag, og om de måske burde have håndteret det anderledes. Her tænker jeg helt konkret på sagen om Bager-Ali, som han blev betegnet som. For en måneds tid siden havde vi en stor debat her i Danmark om en person ude i Tingbjerg, kioskejer, bager, eller hvad han nu skal benævnes som, som fik smadret sin butik. Alle tog selvfølgelig afstand fra det, for det duer jo overhovedet ikke i et land som Danmark. Men det pudsige var, at når man gravede ned i sagen – Jyllands-Posten har bl.a. afdækket det – virker det, som om den her person måske indeholder lidt mere end det, der lige kom frem først. I 2013 kom han sammen med sin lillebror og far til Italien og fik asyl, og et par år efter vandrede personen her, Bager-Ali, og hans lillebror så til Danmark og søgte opholdstilladelse. De fik det ikke af Udlændingestyrelsen, men ved en klage til Flygtningenævnet, fik de det. Hvorfor? Fordi de ikke kunne være sammen med faderen, for han ville ikke være ved dem, og de skulle arbejde sort, og de kunne ikke komme i skole i Italien, og alt var galt. Og så får de opholdstilladelse i Danmark. Integrationsministeren var ude at besøge den her såkaldte Bager-Ali, og der blev samlet penge ind, og der skete mange ting, og på de billeder, der så for en måneds tid siden var i omløb, står faderen så ved siden af Bager-Ali, og så er spørgsmålet til statsministeren selvfølgelig: Hvordan i alverden kan det lade sig gøre, at de her personer er i Danmark og ikke i Italien, når man har en Dublinforordning, der siger, at man skal være det sted, hvor man i første omgang har fået asyl?

Værsgo til statsministeren.

Det var jo et rigtig godt spørgsmål, som jeg ikke ved om jeg kan svare på, for jeg er ikke bekendt med den her sag i alle dens detaljer, og jeg ved ikke, hvilke oplysninger der har ligget til grund, da Flygtningenævnet traf den beslutning. Jeg kan forstå, at der så er givet afslag i første instans, men så er der klaget, og så er sagen vel behandlet efter de givne regler. Så må man jo have genskabt noget harmoni i familien, der ikke var der. Det er ikke for at stå og tage let på det, men hvad er min mulighed for at sige noget om det?

Jeg kan helt overordnet sige, at jeg synes, vi har brug for, og jeg synes også, vi i fællesskab er kommet pænt derhenad, at sørge for at have ret stramme udlændingeregler. Det er bl.a. det, der er årsagen til, at det ved fælles indsats, også ved en indsats ude i Europa, er lykkedes at få de her tal under kontrol, i forhold til hvor det var, så vi nu står med det laveste antal asylansøgere til Danmark, vi har haft i 9 år.

Hvis en person så har fået et ophold og har det lovligt i Italien, kan den person jo også efter reglerne bevæge sig rundt, herunder besøge familiemedlemmer i Danmark. Sådan er loven, og den er på det her punkt nok ikke sådan lige at lave om.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Tak, selvfølgelig, for statsministerens svar. Jeg forstår godt, at det er svært at gå ind i sådan en konkret sag, hvis den kommer ud af det blå. Det var derfor, jeg egentlig bragte spørgsmålet op med udgangspunkt i TV 2's Presselogen, for der handler det om, at man laver lidt selvkritik og evaluering efter en situation. Her har vi at gøre med noget, der jo var breaking story everywhere i det danske samfund for en måned siden. Vi har at gøre med en sag, hvor integrationsministeren tager ud til den pågældendes butik under stor mediebevågenhed og viser sig frem og diskuterer og jo også siger, at regeringen håber, at den her pågældende person finder anledning til at lave en butik et andet sted. Så det er jo ikke sådan en ukendt sag.

Det var derfor, jeg tænkte, at det godt kunne være, at statsministeren alligevel ved noget, når man efterfølgende i regeringen har diskuteret, hvad det er for en sag, og hvordan man håndterer den, hvad man gør ved den. Der har også været et forløb, hvor et af regeringspartiernes folketingsmedlemmer fik samlet en del penge ind, som skal sendes retur til dem, der har givet, for som politiet vist har sagt – jeg tror, de brugte den betegnelse – var det nok en mere broget sag. Det ved vi jo som folketingsmedlemmer ikke ret meget om hvad indeholder, altså hvad der ligger til grund for betegnelsen en broget sag. Men i hvert fald er det, jeg har oplyst her, gået igen i Jyllands-Postens og andre mediers afdækning, nemlig at det er folk, der er kommet fra Iran og har fået asyl i Italien, som er kommet til Danmark på det grundlag, at de ikke kan være sammen som en familie, og nu er de pludselig sammen her et par år efter. Altså, ved statsministeren ikke, hvad der er sket?

Værsgo.

Et og andet ved jeg nok, men det kan jeg jo ikke stå og diskutere her i Folketingssalen – det er et personspørgsmål. Jeg synes, den her sag viser os, at det ikke er alt, der står i avisen, som nødvendigvis er rigtigt, første gang det står der. For sådan, som den sag blev fremstillet, forekommer det jo meget naturligt med den reaktion, der var, altså bl.a. også det initiativ, et folketingsmedlem tog, og den sympati, vedkommende viste over for, hvad der i hvert fald tog sig ud, som at en hårdtarbejdende person, der driver forretning, må se den ødelagt ved et voldeligt angreb. Det får man ikke mig til at stå og tage afstand fra med det grundlag, som der blev handlet på.

Hvad kan vi lære af det? Vi kan vel lære det af det, at i mange af de her sager skal man nok lige trække vejret ind og netop vide med sig selv, at der også kan være nuancer. Det er en oplevelse, jeg tit sidder med, når jeg ser personsager i medierne, hvor der altså udvikles sympatitilkendegivelser om, hvor synd det er, at lige præcis den her person ikke kan blive – eller hvad det kan være. Der sidder man fra tid til anden med et mere nuanceret billede, som man så ikke rigtig kan formidle nogen steder, og hvis man kunne, ville folkestemningen nok være anderledes. Derfor skal vi vel alle sammen passe på med at lægge os ned for folkestemninger.

Så vil jeg sige, at der jo er givet opholdsgrundlag med afsæt i de regler, der er, og med afsæt i de oplysninger, der er givet. Det må jo have en eller anden konsekvens, hvis de oplysninger, der har været givet, ikke har været i overensstemmelse med, hvad der er retvisende på det tidspunkt, hvor de blev afgivet. Det går jeg ud fra er noget, myndighederne forfølger.

Tak. Spørgsmålet er sluttet.

Så er det fru Pernille Skipper, Enhedslisten.