Spm. nr. US 41

Tak for det. Vi glæder os også til at skulle forhandle en energiaftale. Jeg kunne forstå på statsministeren, at nu haster det. Det hastede måske ikke så meget for regeringen med at komme med udspillet, men det er fint, nu er det der, og lad os så endelig komme i gang.

Jeg vil gerne fortsætte diskussionen der, hvor statsministeren slap hr. Uffe Elbæk, nemlig om det med muligheder, for det synes jeg er et vigtigt tema. Jeg tror, det giver bedre muligheder til os alle sammen, når vi møder hinanden på kryds og tværs, når vi bor sammen, vokser op sammen, deler det samfund, som vi er fælles om. Og det, som jeg i virkeligheden synes er skillelinjen i den diskussion, vi har haft siden statsministerens nytårstale, er jo: Hvem er det, der ikke tror det? Altså, hvem er det, der er modstanderen?

Min oplevelse efter at have brugt dage og nætter rundtom i udsatte boligområder er, at der er rigtig mange, der føler, at de bor i de områder, som nogle kalder huller i danmarkskortet – det gjorde statsministeren – og føler, at de skulle være imod det at få flere muligheder. Det er de ikke, de er enormt ivrige efter det. Og derfor er jeg jo glad for, at nogle af de forhandlinger, vi deltager i, skrider fremad, så vi forhåbentlig snart kan få gang i f.eks. at skabe mere attraktive boligområder, hvor flere har lyst til at bo sammen.

Men jeg synes også, regeringen går uden om den varme grød. Altså, hvis man alene tænker på at fortælle kontanthjælpsmodtagere, hvor de ikke må bo, så giver det jo ikke flere muligheder. Det tager muligheder fra folk. Hvis man vil sige til 6-årige børn, at de ikke må gå videre i 1. klasse med deres kammerater, så er det jo ikke at give dem flere muligheder. Så er det at tage dem ud af fællesskabet.

Men det store område, som står tilbage, og som regeringen ikke har nogen bud på, er jo det, som bekymrer rigtig mange, både dem, der bor i udsatte boligområder, og dem, der ikke gør. Det er, hvordan vi igen får blandede skoler, så folkeskolen ikke bliver valgt fra i samme grad, som tilfældet er i dag. Altså, hvordan finder vi modet til at skabe den reelle forandring på et af de områder, der virkelig betyder noget, hvor der virkelig er problemer, nemlig så vores børn vokser op og går i skole sammen? Det har regeringen i sit udspil ingen bud på. Det handler ingen forhandlinger om, og mit spørgsmål til statsministeren er:

Hvis det er vigtigt, at vi møder hinanden, hvorfor så ikke få blandede skoler?

Værsgo.

Tak for det. Altså, jeg har aldrig været optaget af, om nogle synes, det er et problem, at vi har parallelsamfund, eller om alle er enige om, at vi ikke skal have det. Det er da kun godt, hvis alle er enige om, at der er nogle problemstillinger, der skal løses. Jeg har jo været optaget af, at vi får gjort noget ved det, og det er derfor, at jeg meget hårdt italesatte de problemer, vi har – ikke ved at skære alle over én kam. Jeg har aldrig gjort det, jeg anerkender fuldt ud individet i sig selv, og mange mennesker gør det godt.

Men der er nogle problemer, når for mange mennesker presses sammen – mennesker, som er socialt udfordret ved et for lavt gennemsnitligt uddannelsesniveau, en for lav deltagelse på arbejdsmarkedet, en for stor kriminalitetsgrad og andre indikatorer. Og det skal vi gøre noget ved. Jeg er fuldstændig uenig i, at det med f.eks. at lave en sprogprøve efter 0. klasse fratager folk muligheder. Det giver muligheder. For hvad er det for en mulighed, man giver til en lille dreng eller pige at lade dem starte i den danske folkeskole, hvis ikke de har de grundlæggende forudsætninger for at få et godt forløb, så de 9 år senere forlader folkeskolen med utilstrækkelige færdigheder, så de ikke kan komme ind på en erhvervsskole eller komme på gymnasiet eller få en læreplads? Det er da at stemple dem fra starten.

Der er da nogen, der er nødt til at tage det ansvar og ruske op i det her. Det er min tilgangsvinkel til det. Det er derfor, vi har foreslået de ting, vi har foreslået, med børnehaver i de her områder; det er derfor, vi har foreslået det her med sprogprøve; og det er derfor, vi har foreslået det med gymnasierne – som jeg forstår kun skrider lidt langsomt fremad, fordi det er statens egne institutioner.

Hvad kommunerne angår, er der en anden frihedsgrad, jeg går ind for, og det er det kommunale selvstyre. Jeg ønsker, at skolerne og kommunerne skal holdes op på, om de leverer den ordentlige undervisning, om de får de her børn ordentligt igennem. Og hvis et instrument til det i den enkelte skole på kommunens egne forudsætninger er en anden elevfordeling, skal man lave en anden elevfordeling. Den skal vi ikke sidde og diktere, synes jeg – altså fra Christiansborg.

Værsgo, hr. Morten Østergaard.

Det er jo fascinerende. Altså, man vil gerne diktere, at der skal være prøver i børnehaveklassen, selv om ingen i folkeskolen efterspørger det. Men man vil ikke gå ind og gøre det, som virkeligheden kalder på, nemlig at tage fat om det reelle problem, at vores folkeskole bliver mere og mere opdelt – det, som både bekymrer forældre, hvis børn er tosprogede, fordi de gerne vil have, at de går i en skole, hvor flertallet ikke er tosprogede, og bekymrer dem, der har valgt folkeskolen fra, fordi de ikke havde lyst til, at deres børn skulle gå på en skole, som var helt eller næsten domineret af børn, der havde tosprogsbaggrund og samme sproglige udfordringer.

Det er da barokt, at det, man kan finde ud af på Christiansborg, er detailstyring af lærernes arbejde og at have mistillid til skoleledernes indsats, mens det at tage hånd om det, der åbenlyst er en strukturel udfordring, nemlig at sørge for, at vores børn går i skole sammen – det kald fra virkeligheden om at tage fat om det reelle problem – har man ikke modet til. Jeg spørger bare: Hvorfor ikke?

Værsgo.

Jeg synes, det er en forfærdelig gang sammenblanding af mål og midler. Altså, vi stiller det krav til skolerne, at de skal løfte børn, så hvert barn både går lige så nysgerrigt ud af folkeskolen, som man mødte ind den første dag med tornysteret på ryggen, og får opbygget de faglige færdigheder, der skal til, for at man kommer videre her i livet. Det er det, der er det centrale set fra Christiansborg, som en fordring til den danske folkeskole. Der tager vi det enkelte barns parti. Det er derfor, vi siger: I er nødt til at sørge for, at børnene er sprogparate til at starte i 1. klasse, og hvis ikke de er det, er I nødt til at gøre dem sprogparate ved at give dem et tilbud i sommerferien om noget intensiv læring eller andet. Det er at tage vare på det enkelte barn.

Det at sidde på Christiansborg og beslutte, præcis hvor mange elever af hvilken etnisk herkomst der må være på en eller anden skole i en eller anden given bydel i Danmark, er da detailstyring. Jeg har set skoler, bl.a. i Aarhus, som jo afspejler lokalområdet, for hvis der bor mange med anden etnisk baggrund end dansk, jamen så bor der mange med anden etnisk baggrund end dansk i det skoledistrikt, som godt er i stand til at bringe eleverne videre. Og hvis de er i stand til at bringe eleverne videre på noget, der fuldt ud er et aarhusiansk gennemsnit, hvad angår uddannelsesparathed og karakterer, så er det da ikke noget problem.

Så kan der være et andet sted, hvor man ikke er i stand til det, og så er der et problem. Og så skal vi da presse skolen til at levere løsningen uden at diktere, præcis hvad den skal gå ud på. Det er sådan, jeg har det som liberal og som en, der går ind for det kommunale selvstyre.

Morten Østergaard.

Også det svar er jo et dække over det manglende mod, som regeringen og statsministeren har på det område. Der er ingen problemer med at mene, at der skal være en bestemt procentsats i daginstitutionerne. Det har man et udspil om. Der er ingen problemer med at diskutere blandede gymnasier; det har holdt lidt hårdt, og jeg tror ikke, undervisningsministeren nødvendigvis går så meget op i det, men det er dog nu til forhandling.

Men skolerne er det, som folk virkelig er bekymrede over, de forældre, hvis børn er tosprogede. Og det har ikke noget med deres etniske baggrund at gøre, det har noget at gøre med, om man møder dansk første gang, når man kommer ud af sit hjem. Det er sådan set det, der er det centrale, og der kan man jo sagtens i anden eller tredje generation være kommet ud over det. Og det problem, som ligger forældrene i de udsatte boligområder på sinde, altså at der er forældre, der har valgt folkeskolen fra, fordi de ikke synes, den afspejler det samfund, de lever i, vil man ikke tage hånd om, men man vil gerne puste sig op til at sige, at man ikke vil detailstyre kommunerne. Med alt det, der er lagt frem her, tror jeg, kommunerne har et andet syn på det.

Jeg kan i hvert fald sige, at man ikke gør forældrene til de børn, som er tosprogede, en tjeneste ved ikke at arbejde for at få blandede skoler. Derfor bliver det sidste spørgsmål til statsministeren også: Er statsministeren og regeringen uenig i, at det ville være godt, om vores børn gik i skole sammen på kryds og tværs? Er det ikke et mål for regeringen?

Tak, og værsgo.

Men jeg tror slet ikke, jeg kan konkurrere med radikalt mod, som jo udfolder sig på mange måder, senest under overenskomstforhandlingerne, hvor den radikale leder udnævnte sig selv som meget modig ved at sige, at de beslutninger, man selv havde truffet, var forkerte, og dem skulle man ikke have truffet. Det er en særlig grad af mod for en politiker at indrømme fejl, selv om det måske var på det mest opportunistiske tidspunkt i danmarkshistorien at nå det der niveau af imod. Så jeg kan ikke konkurrere på det punkt.

Jeg kan sige, at når vi mener det om daginstitutioner, som vi gør, er det, fordi vores forslag direkte påvirker tingene. Altså, når vi har et forslag om at påbyde forældre i givne områder at sende deres børn i daginstitutioner, har vi et forslag, der påvirker en problemstilling, og så har vi da også en forpligtelse til at forholde os til den. Det er derfor, vi mener, hvad vi gør, om daginstitutioner.

På gymnasieområdet er det sådan, at gymnasierne er forankret hos staten. Det er staten, der er driftsherre, og vi har da et ansvar.

Folkeskolen drives af kommunerne. Det er også derfor, det optimale ville være, at det var kommunerne, der forhandlede lærernes arbejdstidsaftale, og ikke tidligere regeringer ved lovdekret. Det sker derude. Og ja, jeg deler det synspunkt, at det ville være godt at have en folkeskole, som var rummelig i alle dimensioner. Det er et kommunalt ansvar, og det ser forskelligt ud i forskellige kommuner. En dikteret procent fra Christiansborgs side ville slå forskelligt igennem i forskellige kommuner, fordi kommunerne og bopælsområderne er forskellige. Men kommunerne skal holdes fast på det.

Så rundtomkring må man jo håbe, der er nogle modige radikale kommunalpolitikere og andre kommunalpolitikere, der tager hånd om det her. Jeg vil presse skolen til at levere resultatet, nemlig at løfte børnene, så de får nogle muligheder.

Tak for det. Så er spørgetimen afsluttet. Undskyld, nej, det er den overhovedet ikke.

Værsgo til fru Pia Olsen Dyhr. Det er lige før, jeg får lyst til at give ekstra taletid. Undskyld.