Europaudvalget 2018-19 (1. samling)
EUU Alm.del Bilag 265
Offentligt
1996325_0001.png
Den 20. december 2018
MFVM 739
GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om Kommissionens forslag til ændring af bilag I og V til Europa-Parlamentets
og Rådets forordning (EU) nr. 649/2012 om eksport og import af farlige kemika-
lier (delegeret retsakt)
KOM-dokument foreligger ikke
Resumé
Kommissionen har den 11. december 2018 fremsendt forslag til en delegeret retsakt om ændring af
bilag I og V til forordning 649/2012 om eksport og import af farlige kemikalier (PIC forordningen).
Forslaget skal tilpasse PIC forordningens bilag om anmeldelse og muligheder for eksport af visse
farlige kemikalier til den seneste EU-regulering af kemikalier på EU-markedet og internationale
konventioner (Rotterdam og Stockholm). Forslaget indebærer, at flere stoffer bliver omfattet af krav
om anmeldelse ved eksport til lande uden for EU og forbud mod eksport af visse svært nedbrydelige
stoffer. Den delegerede retsakt vurderes generelt at have en neutral påvirkning af beskyttelsesni-
veauet i Danmark, men vil øge beskyttelsesniveauet i lande uden for EU, der importerer kemikalier
fra EU. Forslaget vurderes ikke at have væsentlige samfundsøkonomiske, erhvervsøkonomiske eller
erhvervsadministrative konsekvenser. Regeringen kan støtte, at Rådet ikke gør indsigelse mod ud-
stedelsen af den delegerede retsakt, og vil 8 dage fra oversendelsen af dette notat lægge dette til
grund.
Baggrund
Kommissionen har den 11. december 2018 fremsendt forslag til en delegeret retsakt om ændring af
bilag I og V til forordning 649/2012 om eksport og import af farlige kemikalier (PIC forordningen).
Forslaget skal tilpasse PIC forordningens bilag om anmeldelse og muligheder for eksport af visse farli-
ge kemikalier til den seneste EU-regulering af kemikalier på EU-markedet samt udvikling under inter-
nationale konventioner (Rotterdam og Stockholm).
Forslaget er vedtaget af Kommissionen med hjemmel i PIC forordningen, særlig artikel 23, stk. 4.
I henhold til artikel 23, stk. 1, i PIC-forordningen skal Kommissionen mindst en gang om året
gennemgå listen over kemikalier i bilag I på grundlag af udviklingen inden for EU-retten og
Rotterdamkonventionen. Siden sidste gennemgang er der truffet foranstaltninger vedrørende en
række kemikalier i forordning 1107/2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler i forordning
1907/2006 om registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier (REACH)
samt i forordning 528/2012 om biocidholdige produkter. Dertil kommer, at der skal tages højde for
EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 265: Notat om delegeret retsakt om eksport og import af farlige kemikalier
den nylige ændring af bilag I til forordning 850/2004, hvorved ændringer i Stockholm-konventionen
gennemføres i EU. På den ottende partskonference under Rotterdamkonventionen blev der truffet
beslutning om at optage yderligere et kemikalie i bilag III til konventionen. Endelig ændres reglerne
om eksport af blandinger af metallisk kviksølv med andre stoffer med en kviksølvkoncentration på
under 95 % og af visse kviksølvforbindelser i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
2017/852.
Den delegerede retsakt er udstedt i henhold til TEUF artikel 290 og kan kun træde i kraft, såfremt
Europa-Parlamentet eller Rådet ikke gør indsigelse inden for en frist på to måneder, i dette tilfælde
indtil 11. februar 2019. Fristen for indsigelse kan forlænges med 2 måneder efter anmodning fra enten
Europa-Parlamentet eller Rådet. Europa-Parlamentet træffer beslutning om indsigelse med absolut
flertal. Rådet træffer beslutning om indsigelse med kvalificeret flertal.
Formål og indhold
Forordning 649/2012 gennemfører Rotterdam-konventionens regler om forudgående samtykke ved
international handel med visse farlige kemikalier (Prior Informed Consent, PIC). Efter Rotterdam-
konventionen må stoffer, der er optaget som såkaldt PIC stof på konventionens bilag, kun eksporteres,
hvis importlandet har givet samtykke hertil. For andre kemikalier, som et land har forbudt eller
strengt reguleret, er der en forpligtelse til at orientere importlandets myndigheder inden eksport. EU
har i forordning 649/2012 indført skrappere regler, så der også skal foreligge samtykke inden eksport
af stoffer, som efter EU vurdering opfylder betingelserne i konventionen for at kunne betegnes som
PIC-stof.
Følgende aktivstoffer til pesticider (herunder biocider) er enten ikke godkendt til markedsføring i EU
eller kun godkendt til meget begrænsede anvendelser og foreslås derfor omfattet af pligt til anmeldelse
ved eksport og samtykke fra importlandet inden eksport:
amitrol
beta-cypermethrin
DPX KE 459 (flupyrsulfuronmethyl)
iprodion
linuron
orthosulfamuron
picoxystrobin
triasulfuron
Maneb
Isoproturon
Fipronil.
På det ottende møde i partskonferencen under Rotterdamkonventionen, der blev holdt fra den 24.
april til den 5. maj 2017, blev det besluttet at optage følgende stoffer i konventionens bilag III, hvorved
disse kemikalier blev omfattet af konventionens procedure for forudgående informeret samtykke. Da
stofferne allerede var optaget på bilag I, part 2 eller 3 til forordningen indebærer optagelsen ingen
ændring for eksportørerne og vil fortsat være omfattet af pligt til anmeldelse ved eksport og samtykke
fra importlandet inden eksport:
carbofuran
trichlorfon
korte chlorparaffiner
tributyltinforbindelser.
Følgende stoffer er optaget på Stockholmkontionen og foreslås omfattet af eksportforbud:
2
EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 265: Notat om delegeret retsakt om eksport og import af farlige kemikalier
1996325_0003.png
korte chlorparaffiner.
På grund af ændringer af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/852 om kviksølv
foreslås følgende stoffer omfattet af eksportforbud, hvis de ekporteres med henblik på genvinding af
kviksølv:
blandinger af metallisk kviksølv med andre stoffer med en kviksølvkoncentration på under 95 %
og af visse kviksølvforbindelser.
Europa-Parlamentets udtalelser
Europa-Parlamentet vil få forelagt den delegerede retsakt og kan gøre indsigelse mod den indtil den 11.
februar 2019, hvorefter denne frist kan forlænges med yderligere to måneder. Europa-Parlamentet har
ikke udtalt sig om sagen på nuværende tidspunkt.
Nærhedsprincippet
Da der er tale om gennemførelsesforanstaltninger til en vedtaget retsakt, hvor formålet vedrører fælles
handelspolitik, finder regeringen, at forslaget er i overensstemmelse med nærhedsprincippet.
Gældende dansk ret
Det er ifølge kviksølvbekendtgørelsen (Bekendtgørelse nr. 73 af 25/01/2016 om forbud mod import,
salg og eksport af kviksølv og kviksølvholdige produkter) generelt forbudt at eksportere kviksølv og
kviksølvholdige produkter. Der er ingen særlig regulering af de øvrige stoffer i Danmark.
Konsekvenser
Forordningen er umiddelbart gældende i Danmark.
Forslaget har ingen væsentlige statsfinansielle eller administrative konsekvenser for det offentlige eller
konsekvenser for EU’s budget.
Forslaget skønnes endvidere ikke at have væsentlige samfundsøkono-
miske konsekvenser eller nævneværdige erhvervsøkonomiske konsekvenser.
En vedtagelse af forslaget skønnes ikke at ændre beskyttelsesniveauet i Danmark og EU, men har be-
tydning for beskyttelsen i lande uden for EU, der får øget mulighed for at identificere import af disse
farlige kemikalier, og ved at EU sikrer, at der kun gennemføres eksport af stoffer, der er forbudt eller
strengt reguleret, hvis der er givet samtykke.
Høring
Forslaget har været i skriftlig høring i EU Miljøspecialudvalget.
Det Økologiske Råd støtter forslaget.
Generelle forventninger til andre landes holdninger
Regeringen er ikke bekendt med offentlige tilkendegivelser om forslaget i andre medlemsstater. For-
slaget forventes at opnå støtte fra et kvalificeret flertal af medlemsstater.
Regeringens generelle holdning
Regeringen kan støtte, at Rådet ikke gør indsigelse mod udstedelsen af den delegerede retsakt, og vil 8
dage fra oversendelsen af dette notat lægge dette til grund.
Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg
Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.
3