EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 369: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 31/1-19

Europaudvalget 2018-19 (1. samling)
EUU Alm.del Bilag 369
Offentligt

Udenrigsministeriet

Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret

Asiatisk Plads 2

–

1448 København K

Tlf.: 33 92 03 24 Fax: 33 92 03 03

Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse

JTEU j.nr. 2015 - 30240

31. januar 2019

Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i de kommende tre uger i

retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager, hvor der er nedsat

procesdelegation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig forhandling, fremsættelse af

generaladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der i øvrigt følges af den danske

regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse og afsigelse af dom.

Generaladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-Domstolens

hjemmeside (http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.

Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-

Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.

Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:

Sagsnr.

C-128/18

Titel og kort sagsresumé

Dorobantu

1. Hvilke minimumskrav kan der i forbindelse med

rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre stilles til

fængslingsforhold ud fra grundrettighedschartrets artikel 4?

a. Findes der navnlig fra et EU-retligt synspunkt en

»absolut« nedre grænse for cellestørrelse, hvorunder der

altid vil foreligge et brud på grundrettighedschartrets artikel

4? i. Afhænger bestemmelsen af den individuelle celleandel

af, om der er tale om en enecelle eller en fællescelle? ii. Skal

det areal, der optages af møblement (seng, skab, osv.),

trækkes fra ved beregningen af cellestørrelsen? iii. Hvilke

bygningsmæssige forudsætninger er i givet fald relevante

for, om fængslingsforholdene er i overensstemmelse med

EU-retten? Hvilken betydning har i givet fald den direkte

(eller kun indirekte) adgang fra fængselscellen til f.eks.

toiletrum eller andre rum såvel som forsyningen med koldt

og varmt vand, opvarmning, belysning, osv.? b. I hvilken

grad spiller forskellige »afsoningsordninger«, navnlig

forskellige tidsrum hvor cellerne er åbne og forskellige

grader af bevægelsesfrihed i fængslet, en rolle for

vurderingen? c. Kan

–

således som afdelingen har gjort i

sine afgørelser om udleveringens lovlighed

–

også retslige

og organisatoriske forbedringer i den udstedende

medlemsstat (indførelse af et ombudsmandssystem,

etablering af domstole for straffuldbyrdelse, osv.) tages i

betragtning? 2. Efter hvilke kriterier skal

fængslingsforholdene vurderes i forhold til grundlæggende

EU-rettigheder? I hvilken grad har disse kriterier

indflydelse på fortolkningen af begrebet »reel risiko« i den

Deltager i PD

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

Processkri

Mundtlig

forhandling

Dato

05.02.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 369: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 31/1-19

forstand, hvori udtrykket er anvendt i Domstolens praksis i

sagerne Aranyosi og Căldăraru? a. Har de judicielle

myndigheder i fuldbyrdelsesmedlemsstaten beføjelse til

omfattende kontrol af fængslingsforholdene i den

udstedende medlemsstat eller skal de begrænse sig til en

»kontrol af åbenlyse forhold« (»Evidenzkontrolle«)? b. For

så vidt som Domstolen i forbindelse med besvarelsen af

det første præjudicielle spørgsmål måtte nå den konklusion,

at der findes »absolutte« EU-retlige krav til

fængslingsforholdene: Ville en manglende opfyldelse af

disse minimumsbetingelser være »afvejningsresistent« i den

forstand, at der dermed altid ville bestå en »reel risiko«, der

ville gøre en udlevering ulovlig, eller kan

fuldbyrdelsesmedlemsstaten alligevel foretage en afvejning?

Kan der herved tages hensyn til aspekter som

opretholdelsen af den gensidige retshjælp på europæisk

plan, den europæiske strafferetsplejes funktionsdygtighed

eller princippet om gensidig tillid og princippet om

gensidig anerkendelse?

C-591/17

Republikken Østrig mod Forbundsrepublikken

Tyskland

Påstande:

—

Det fastslås, at Forbundsrepublikken

Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel

18 TEUF, 34 TEUF, 56 TEUF og 92 TEUF ved at indføre

afgift på personbiler via Infrastrukturabgabengesetz

(infrastrukturafgiftsloven) af 8. juni 2015 (BGB1. I s. 904),

som affattet ved artikel 1 i lov af 18. maj 2017 (BGB1. IS.

1218), og ved at fastsætte en undtagelse for ejere af

køretøjer, der er indregistreret i Tyskland, indført i

Kraftfahrzeugsteuergesetz (lov om afgift på

motorkøretøjer), som affattet ved bekendtgørelse af 26.

september 2002 (BGB1. I s. 3818), ved den anden

Verkehrsteueränderungsgesetz (lov om ændring af loven

om afgift på køretøjer) af 8. juni 2017 (BGB1. I s. 901) og

senest ændret ved lov om ændring af den anden lov om

ændring af loven om afgift på køretøjer af 6. juni 2017

(BGB1. I s. 1493).

—

Forbundsrepublikken Tyskland tilpligtes at betale

sagsomkostningerne.

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Skatteministeriet

Transport-, Bygnings-

og Boligministeriet

06.02.19

Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:

Sagsnr.

T-177/16

Titel og kort sagsresumé

Mema mod CPVO (Braeburn 78 (11078))

Påstande:

—

Den anfægtede afgørelse annulleres og sagen

hjemvises til videre behandling ved appelkammeret, der

tilpligtes at annullere den påklagede afgørelse og at pålægge

EF-Sortsmyndigheden at foretage en supplerende afprøvning

i henhold til artikel 57, stk. 3, i forordning nr. 2100/94.

—

Subsidiært annulleres afgørelsen vedtaget den 12. februar

2016 af appelkammeret ved EF-Sortsmyndigheden (sag A

001/2015).

—

Subsidiært i forhold til påstand nr. 1 og 2

udsættes sagen i henhold til artikel 69, litra d), i Rettens

procesreglement, der har været i kraft siden den 1. juli 2015

Interessent

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Processk

ridt

Dom

Dato

05.02.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 369: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 31/1-19

(herefter »procesreglementet«), indtil der foreligger en

retskraftig afgørelse i sagen i henhold til artikel 21, stk. 1, i

forordning nr. 2100/94 om ophævelse af sortsbeskyttelse for

referencesorten »Royal Braeburn« (ansøgning nr. 1998/1082,

sort nr. 11960). Sidstnævnte afgørelse er foregribende, idet

referencesorten herved enten vil bortfalde, eller det vil blive

fastslået, at Angers-Beaucouzé var og er uegnet som

afprøvningssort (jf. punkt 12) og dermed om en supplerende

afprøvning var påkrævet eller ej.

—

EF-Sortsmyndigheden tilpligtes at betale sagens

omkostninger.

C-589/17

Prenatal

3. november 2008. EU-Domstolen er forelagt følgende

præjudicielle spørgsmål:

1. Er Kommissionens beslutning COM (2008) 6317 final af

3. november 2008 om indførsel af tekstilvarer med angivet

oprindelse i Jamaica (sag REM 03/07), der fastslår, at det er

berettiget at foretage efterfølgende bogføring af

importafgifter, og at det ikke er berettiget at meddele

fritagelse for disse afgifter i et konkret tilfælde, i strid med

EU-retten, [org. s. 12] navnlig med EFtoldkodeksens artikel

220, stk. 2, litra b), og artikel 239? Desuden forelægges

præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af artikel

905, stk. 1, i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93

af 2. juli 1993 om visse gennemførelsesbestemmelsertil

Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 om indførelse af en

EF-toldkodeks, nemlig følgende: 1) Når der anmodes om

fritagelse for toldafgifter, og Kommissionen meddeler en

afgørelse om, at den foreliggende sag frembyder faktiske og

retlige forhold, der kan sammenlignes med dem, der forelå i

en tidligere sag, som Kommissionen allerede har afgjort, eller

en afgørelse om, at Kommissionen allerede har fået forelagt

en sammenlignelig sag, der er under behandling, skal det da

antages, at disse afgørelser er retsakter, der er bindende for

myndighederne i den medlemsstat, hvori anmodningen om

fritagelse for toldafgifter er indgivet, og som derfor kan gøres

til genstand for prøvelse iværksat af den, der har anmodet om

fritagelsen (artikel 239 i Rådets forordning (EØF) nr.

2913/92 om indførelse af en EF-toldkodeks) eller om ikke at

bogføre disse afgifter [nævnte forordnings artikel 220, stk. 2,

litra b]? 2) Såfremt der ikke er tale om en afgørelse fra

Kommissionen med et juridisk bindende indhold, tilkommer

det da de nationale myndigheder at undersøge, om der i den

pågældende sag er sådanne sammenlignelige faktiske og

retlige forhold? 3) I bekræftende tilfælde, og hvis en sådan

undersøgelse er blevet foretaget og har ført til den

konklusion, at der ikke foreligger sådanne forhold, skal artikel

905, stk. 1, i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93

af 2. juli 1993 om visse gennemførelsesbestemmelser til

Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 om indførelse af en

EF-toldkodeks da finde anvendelse, og skal Kommissionen

følgelig træffe en afgørelse, der er juridisk bindende for de

nationale myndigheder?

Schyns

Sagen vedrører: a) Er artikel 5, stk. 6, i Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om

forbrugerkreditaftaler, hvis formål er at sikre, at forbrugeren

Skatteministeriet

07.02.19

C-58/18

Finanstilsynet

07.02.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 369: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 31/1-19

er i stand til at vurdere, om den foreslåede kreditaftale passer

til vedkommendes behov og finansielle situation, i modstrid

med ordlyden af artikel 15, stk. 1, i loi sur le crédit à la

consommation (ophævet og efterfølgende erstattet af artikel

VII.75 i Code de droit économique), hvori det bestemmes, at

kreditgiveren og kreditformidleren i de kreditaftaler, som de

sædvanligvis tilbyder eller involveres i, skal tilvejebringe den

kredittype og det kreditbeløb, der er mest passende, under

hensyntagen til forbrugerens finansielle situation på

tidspunktet for aftalens indgåelse og til kredittens formål, for

så vidt som den sidstnævnte bestemmelse indeholder en

generel forpligtelse for kreditgiveren eller kreditformidleren

til at tilvejebringe den mest passende kredit for forbrugeren,

som ikke fremgår af det nævnte direktivs ordlyd? b) Er artikel

5, stk. 6, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler, hvis

formål er at sikre, at forbrugeren er i stand til at vurdere, om

den foreslåede kreditaftale passer til vedkommendes behov

og finansielle situation, i modstrid med ordlyden af artikel 15,

stk. 2, i loi sur le crédit à la consommation (ophævet og

efterfølgende erstattet af artikel Vll.77, stk. 2, første afsnit, i

Code de droit économique), hvori det bestemmes, at

kreditgiveren kun kan indgå en kreditaftale, hvis

vedkommende i betragtning af de oplysninger, som denne

råder over eller bør råde over, navnlig på grundlag af den

søgning, der kræves i artikel 9 i loi du 10 août 2001 relative à

la Centrale des crédits aux particuliers, og på grundlag af de i

artikel 10 nævnte oplysninger, med rimelighed må formode,

at forbrugeren vil kunne opfylde de forpligtelser, der følger af

aftalen, for så vidt som det følger heraf, at kreditgiveren selv

tager stilling til, om det er hensigtsmæssigt at yde kredit, i

forbrugerens sted? [Org. s. 9] 2. Såfremt det første spørgsmål

besvares benægtende, skal Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om

forbrugerkreditaftaler da fortolkes således, at det alligevel

forpligter kreditgiveren og kreditformidleren til at vurdere,

om det er hensigtsmæssigt at yde kredit, i forbrugerens sted?

C-231/18

Kan en kvæggrossist, som erhverver levende dyr fra en

landbruger og transporterer dem til et slagteri i en afstand af

op til 100 km, som han sælger dyrene til, påberåbe sig

undtagelsen i artikel 13, stk. 1, litra p), i Europa- Parlamentets

og Rådets forordning (EF) nr. 561/2006 om harmonisering

af visse sociale bestemmelser inden for vejtransport (herefter

forordning (EF) nr. 561/2006)

–

»køretøjer, der anvendes til

transport af levende dyr fra gårde til lokale markeder og

omvendt eller fra markeder til lokale slagterier inden for en

radius på op til 100 km«

–

idet der ved erhvervelsen fra

landbrugeren er tale om et »marked« i denne bestemmelses

forstand, eller kvæghandelsvirksomheden selv skal anses for

et »marked«? Såfremt der ikke er tale om et »marked« i denne

bestemmelses forstand: Kan kvæggrossisten, der erhverver

levende dyr af en landbruger og transporterer dem til et

slagteri inden for en radius på op til 100 km, som han sælger

dyrene til, i tilsvarende anvendelse af førnævnte norm,

påberåbe sig denne undtagelse?

Transport- Bygnings-

og Boligministeriet

Dom

07.02.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 369: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 31/1-19

C-322/17

Bogatu

1) Kræver [forordning nr. 883/2004], og særligt

forordningens artikel 67, sammenholdt med dens artikel 11,

stk. 2, at en person for at være berettiget til »familieydelse«

som defineret i forordningens artikel 1, litra z), enten skal

være arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende i den

kompetente medlemsstat [som defineret i forordningens

artikel 1, litra s)], eller modtage en kontantydelse i den

forstand, hvori dette udtryk er anvendt i forordningens

artikel 11, stk. 2?

2) Skal henvisningen til »kontantydelser« i forordningens

artikel 11, stk. 2, fortolkes således, at den alene omfatter en

periode, i hvilken ansøgeren faktisk modtog kontantydelser,

eller omfatter begrebet enhver periode, i hvilken en ansøger

fremtidigt har ret til en kontantydelse, uanset om der er

blevet gjort krav på denne ydelse på det tidspunkt, hvor

ansøgningen om familieydelsen indgives?

Hércules Club de Fûtbol mod Kommissionen

Påstande:

—

Europa-Kommissionens afgørelse C(201 7) 736

final af 2. februar 2017 i sagen GESTDEM 2016/6034-

2016/6044 annulleres.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens

omkostninger..

Belgien mod Kommissionen

Påstande:

—

De annullationsanbringender, der er fremsat i

stævningen, antages til realitetsbehandling, og der gives

sagsøgeren medhold.

—

Kommissionens afgørelse af 11. januar 2016 om

skattefritagelse for overskydende fortjeneste,

statsstøtteordning SA.37667 (2015/C) (ex 2015/NN), som

Kongeriget Belgien har indført, annulleres, for så vidt som

statsstøtteforanstaltningerne ikke klart anføres,

skatteordningen for overskydende fortjeneste kvalificeres

som en støtteordning, og denne anses for at være statsstøtte,

der er uforenelig med det indre marked som omhandlet i

artikel 107 TEUF.

—

Subsidiært annulleres den anfægtede afgørelses artikel 1 og

2, for så vidt som de anser skatteordningen for overskydende

fortjeneste for statsstøtte, der er uforenelig med det indre

marked og i strid med de almindelige EU-retlige principper

pålægger tilbagesøgning af den angivelige statsstøtte fra de

koncerner, som de begunstigede tilhører.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens

omkostninger

Buivids

Sagen vedrører: [1] Er aktiviteter som de i den foreliggende

sag omhandlede, dvs. optagelse på en politistation af

polititjenestemænd, der udfører proceduremæssige

foranstaltninger, og offentliggørelse af videooptagelsen på

webstedet www.youtube.com, omfattet af

anvendelsesområdet for direktiv 95/46?

[2] Skal direktiv 95/46 fortolkes således, at de nævnte

aktiviteter kan anses for behandling af personoplysninger i

journalistisk øjemed som omhandlet i nævnte direktivs artikel

Beskæftigelsesmini-

steriet

Dom

07.02.19

T-134/17

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Dom

12.02.19

T-131/16

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Dom

13.02.19

C-345/17

Justitsministeriet

Dom

14.02.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 369: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 31/1-19

C-423/17

Warner-Lambert Company

1. Skal artikel 11 i direktiv 2001/83 eller nogen anden EU-

retlig bestemmelse fortolkes således, at en meddelelse,

hvormed den, der ansøger om eller som er indehaver af en

markedsføringstilladelse til et generisk lægemiddel som

omhandlet i artikel 10 i direktiv 2001/83, meddeler

myndigheden, at de dele af produktresumeet for

referencelægemidlet, som henviser til indikationer eller

doseringsformer, der er beskyttet af tredjemands patent, ikke

er anført i produktresumeet og på indlægssedlen, skal

betragtes som enansøgning om begrænsning af

markedsføringstilladelsen med den virkning, at

markedsføringstilladelsen ikke eller ikke længere gælder for de

patenterede indikationer eller doseringsformer? 2. Såfremt

det første spørgsmål besvares benægtende, er artikel 11 og

artikel 21, stk. 3, i direktiv 2001/83 eller nogen anden EU-

retlig bestemmelse til hinder for, at den kompetente

myndighed i forbindelse med en i henhold til artikel 6, jf.

artikel 10, i direktiv 2001/83 meddelt tilladelse offentliggør

produktresumeet og indlægssedlen inklusive de dele, der

henviser til indikationer eller doseringsformer, der er

beskyttet af tredjemands patent, såfremt ansøgeren om eller

indehaveren af en markedsføringstilladelse har meddelt

myndigheden, at de dele af produktresumeet for

referencelægemidlet, der henviser til indikationer

doseringsformer, der er beskyttet af tredjemands patent, ikke

er anført i produktresumeet og på indlægssedlen?

3. Har det betydning for besvarelsen af spørgsmål 2, at den

kompetente myndighed kræver, at markedsføringstilladelsens

indehaver på indlægssedlen, som skal være indeholdt i det

pågældende lægemiddels pakning, skal optage en henvisning

til myndighedens websted, hvor produktresumeet er

offentliggjort inklusive de dele, der henviser til indikationer

eller doseringsformer, der er beskyttet af tredjemands patent,

når disse dele i henhold til artikel 11 i direktiv 2001/83 ikke

er anført på indlægssedlen?

Dilly's Wellnesshotel

Sagen vedrører: 1. Er en ændring af en godkendt

støtteordning, hvorved en medlemsstat afstår fra fortsat at

benytte støttegodkendelsen for en bestemt (adskillelig)

gruppe af støttemodtagere og dermed blot reducerer

støttevolumen for en eksisterende støtte, i en sag som den

foreliggende en ændring af en støtteordning, som i henhold

til artikel 108, stk. 3, TEUF (principielt) kræver anmeldelse?

2. Kan forbuddet mod gennemførelse i artikel 108, stk. 3,

TEUF i tilfælde af en formel fejl i forbindelse med

anvendelsen af Kommissionens forordning (EF) nr.

800/2008 af 6. august 2008 (Generel

gruppefritagelsesforordning) føre til, at en begrænsning af en

godkendt støtteordning ikke kan anvendes, således at

medlemsstaten i sidste ende på grund af forbuddet mod

gennemførelse bliver forpligtet til at betale en støtte til

bestemte støttemodtagere (»påbud om gennemførelse«)?3a.

Opfylder en ordning om godtgørelse af energiafgifter som

den i den foreliggende sag omhandlede, hvor

godtgørelsesbeløbet for energiafgifterne entydigt er fastsat i

loven ved en beregningsformel, betingelserne i

Kommissionens forordning (EU) nr. 651/2014 af 17. juni

Lægemiddelstyrelsen

Patent- og

Varemærkestyrelsen

Dom

14.02.19

C-585/17

Energi-, Forsynings-

og Klimaministeriet

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Energistyrelsen

Skatteministeriet

14.02.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 369: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 31/1-19

2014 om visse kategorier af støttes forenelighed med det

indre marked i henhold til traktatens artikel 107 og 108?

3b. Bevirker artikel 58, stk. 1, i forordning (EU) nr.

651/2014, at denne ordning om godtgørelse af energiafgifter

er fritaget for perioden fra januar 2011?

C-616/17

Blaise e.a.

Sagen vedrører: [1] Er [Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EF) nr. 1107/2009 af 21. oktober 2009 om

markedsføring af plantebeskyttelsesmidler og om ophævelse

af Rådets direktiv 79/117/EØF og 91/414/EØF, herefter

»EU-forordningen«] i overensstemmelse med

forsigtighedsprincippet, når den undlader præcist at definere,

hvad et aktivt stof er, idet det overlades til ansøgeren at vælge

det, der skal betegnes som det aktive stof i hans produkt, og

idet denne gives mulighed for at fokusere hele sit dossier på

et enkelt stof, selv om det markedsførte færdige produkt

indeholder flere stoffer? [2] Garanteres

forsigtighedsprincippet og markedsføringstilladelsens

upartiskhed, når de test, analyser og vurderinger, der er

nødvendige for behandlingen af dossieret, alene er udført af

ansøgerne, der kan være partiske i deres fremstilling, uden at

der gennemføres nogen uafhængig dobbeltanalyse, og uden at

rapporterne om ansøgning om godkendelse offentliggøres

under påskud af beskyttelse af forretningshemmeligheder? [3]

Er EU-forordningen i overensstemmelse med

forsigtighedsprincippet, når den ikke tager hensyn til de

mange aktive stoffer og deres samtidige anvendelse, særlig

når den ikke foreskriver en fuldstændig specifik analyse på

europæisk plan af den samtidige anvendelse af aktive stoffer i

et og samme produkt? [4] Er EU-forordningen i

overensstemmelse med forsigtighedsprincippet, når den i

kapitel 3 og 4 fritager bekæmpelsesmidler i deres

kommercielle formulering, således som markedsført og

således som forbrugerne og miljøet udsættes for, for

toksicitetsanalyser (genotoksicitet, undersøgelse af

kræftrisiko, undersøgelse af hormonforstyrrende virkninger

osv.), idet der kun kræves summariske test, som altid udføres

af ansøgeren?

Schyns

Sagen vedrører: a) Er artikel 5, stk. 6, i Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om

forbrugerkreditaftaler, hvis formål er at sikre, at forbrugeren

er i stand til at vurdere, om den foreslåede kreditaftale passer

til vedkommendes behov og finansielle situation, i modstrid

med ordlyden af artikel 15, stk. 1, i loi sur le crédit à la

consommation (ophævet og efterfølgende erstattet af artikel

VII.75 i Code de droit économique), hvori det bestemmes, at

kreditgiveren og kreditformidleren i de kreditaftaler, som de

sædvanligvis tilbyder eller involveres i, skal tilvejebringe den

kredittype og det kreditbeløb, der er mest passende, under

hensyntagen til forbrugerens finansielle situation på

tidspunktet for aftalens indgåelse og til kredittens formål, for

så vidt som den sidstnævnte bestemmelse indeholder en

generel forpligtelse for kreditgiveren eller kreditformidleren

til at tilvejebringe den mest passende kredit for forbrugeren,

som ikke fremgår af det nævnte direktivs ordlyd? b) Er artikel

5, stk. 6, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Patent- og Varemærke-

styrelsen

14.02.19

C-58/18

Finanstilsynet

14.02.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 369: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 31/1-19

2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler, hvis

formål er at sikre, at forbrugeren er i stand til at vurdere, om

den foreslåede kreditaftale passer til vedkommendes behov

og finansielle situation, i modstrid med ordlyden af artikel 15,

stk. 2, i loi sur le crédit à la consommation (ophævet og

efterfølgende erstattet af artikel Vll.77, stk. 2, første afsnit, i

Code de droit économique), hvori det bestemmes, at

kreditgiveren kun kan indgå en kreditaftale, hvis

vedkommende i betragtning af de oplysninger, som denne

råder over eller bør råde over, navnlig på grundlag af den

søgning, der kræves i artikel 9 i loi du 10 août 2001 relative à

la Centrale des crédits aux particuliers, og på grundlag af de i

artikel 10 nævnte oplysninger, med rimelighed må formode,

at forbrugeren vil kunne opfylde de forpligtelser, der følger af

aftalen, for så vidt som det følger heraf, at kreditgiveren selv

tager stilling til, om det er hensigtsmæssigt at yde kredit, i

forbrugerens sted?

2. Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende, skal

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23.

april 2008 om forbrugerkreditaftaler da fortolkes således, at

det alligevel forpligter kreditgiveren og kreditformidleren til

at vurdere, om det er hensigtsmæssigt at yde kredit, i

forbrugerens sted?

C-154/18

Horgan et Keegan

1) Udgør det indirekte forskelsbehandling som følge af alder

som omhandlet i artikel 2, stk. 2, i direktiv 2000/78/EF om

generelle rammebestemmelser om ligebehandling med

hensyn til beskæftigelse og erhverv, når en medlemsstat i sin

egenskab af arbejdsgiver fastsætter lavere løntrin for

nyansatte i professionen som national lærer, mens lønnen for

allerede ansatte lærere forbliver uændret, når: (a) de

reviderede lønskalaer og de eksisterende lønskalaer gælder for

alle lærere i de respektive kategorier uafhængigt af de

pågældendes alder; (b) der på det tidspunkt, hvor ansættelsen

og indplaceringen på løntrin fandt sted, ikke var nogen

forskel mellem aldersprofilen for de personer, der tilhører

den højest betalte gruppe, og aldersprofilen for de personer,

der tilhører den lavest betalte gruppe; (c) introduktionen af

de reviderede lønskalaer har resulteret i en væsentlig

lønforskel mellem de to grupper af lærere, der er beskæftiget

med arbejde, der tillægges samme værdi; (d)

gennemsnitsalderen for de personer, der er omfattet af de

reducerede lønskalaer, er lavere end gennemsnitsalderen for

de personer, der er omfattet af de oprindelige lønskalaer; (e)

statslige statistikker for det tidspunkt, hvor de lavere

lønskalaer blev indført, viser, at 70% af de lærere, der blev

udnævnt, var 25 år eller yngre, og at det er en typisk

aldersprofil for nyansatte nationale lærere i et givet år; og (f)

nationale lærere, der blev ansat i professionen i 2011 og

derefter, finansielt er stillet klart ufordelagtigt i

sammenligning med deres lærerkolleger, der er ansat før

2011? 2) Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende, kan

indførelsen af de lavere lønskalaer da objektivt begrundes i

behovet for at opnå mellem- til langfristede strukturelle

omkostningsreduktioner inden for offentlige ydelser som

følge af betydelige budgetmæssige begrænsninger for staten

og/eller i vigtigheden af at bevare gode forhold mellem

arbejdsgivere og daværende arbejdstagere i form af

Beskæftigelsesmini-

steriet

Dom

14.02.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 369: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 31/1-19

statsansatte og andre offentligt ansatte? 3) Ville spørgsmål 2

skulle besvares anderledes, såfremt staten kunne have opnået

en tilsvarende besparelse ved at nedsætte lønnen for alle

lærere med et betydeligt lavere beløb end den nedsættelse, der

udelukkende fandt anvendelse over for nyansatte lærere? 4)

Ville spørgsmål 2 og 3 skulle besvares anderledes, såfremt

beslutningen om ikke at foretage reduktioner i lønskalaerne

for de lærere, der allerede var i ansættelse, blev truffet af

hensyn til en kollektiv overenskomst mellem regeringen som

arbejdsgiver og fagforeninger, der repræsenterer offentligt

ansatte, hvori regeringen havde forpligtet sig til at undlade at

foretage yderligere lønnedsættelser for daværende offentligt

ansatte, der allerede havde været udsat for lønnedsættelser, og

[af hensyn til] de konsekvenser, det kunne få for forholdet

mellem arbejdstagere og arbejdsgivere, hvis overenskomsten

ikke blev overholdt, under henvisning til det forhold, at den

nye lønskala, der blev indført i 2011, ikke var omfattet af en

sådan kollektiv overenskomst?

T-91/17

L mod Parlamentet

Påstande:

—

Annullation af afgørelsen truffet af Europa-

Parlamentets ansættelsesmyndighed den 31. august 2016 om

afslag på at godkende to lægeerklæringer indhentet af

sagsøgeren med henblik på at begrunde visse fravær fra

arbejdet og om i overensstemmelse hermed at meddele, at

det pågældende fravær ikke er tilladt.

Moderniserings-

styrelsen

Dom

14.02.19