Europaudvalget 2018-19 (1. samling)
EUU Alm.del Bilag 445
Offentligt
2020355_0001.png
NOTAT
Ref. BENIB
J.nr: 2019-1699
Den 15. februar 2019
MFVM 777
Fagligt notat om problemstillingen vedr. diffusion af stoffer
ind i vandledninger
På baggrund af ministerens samråd den 24. januar 2019 i Miljø- og Fødevareudvalget og ministerens
møde i Europaudvalget om rådsmøde 3670 den 25. januar 2019 har Miljø- og Fødevareministeriet
udarbejdet et fagligt notat, der redegør for problemstillingen omkring vandledninger og forurenet jord.
Baggrund
Det er generelt sådan, at der ikke sker forureninger af drikkevand gennem forsyningens ledningsnet på
grund af jordforurening. I forsyningens ledningsnet er drikkevandsledningen under tryk, så brud på
ledningen vil føre til, at der løber vand ud og ikke ind. Dertil kommer, at vandforsyningsselskaberne
følger de normer for drikkevandsledninger, der er udarbejdet af Dansk Standard. Det forhindrer, at
der sker diffusion af kemikalier.
I 2003 udarbejdede Miljøstyrelsen en redegørelse ”Forurening
af drikkevand som følge af diffusion
gennem plastrør”,
som den 6. juni 2003 blev forelagt Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg
(FMPU) til orientering. Af redegørelsen fremgår, at der har været sager, hvor drikkevandet er blevet
forurenet som følge af jordforurening. Drikkevandsforureningerne har generelt i disse sager været
forårsaget af benzin og olie, og hovedparten af forureningerne har fundet sted på privat grund ved
ejendommens jordledning, og er blevet konstateret ved klage over lugt eller smag af drikkevandet. Af
redegørelsen fremgår også, at der
ikke
var indrapporteret forureninger via vandforsyningernes
ledningsnet.
Ud over de forureninger, der er kendskab til, jf. redegørelsen fra 2003, kan også andre stoffer end
kulbrinter diffundere gennem plastmaterialer, f.eks. organiske opløsningsmidler som estre, ketoner og
aromatiske kulbrinter. Desuden vil nogle forureninger teoretisk set kunne nedbryde alukappen, som er
anvendt i mange plastledninger til at forhindre diffusion gennem plastrøret.
Forureninger vil ofte kunne spores ved en ændret smag eller lugt, men man skal være opmærksom på,
at kemiske stoffer, der kan udgøre en potentiel fare for sundheden ikke altid vil kunne forventes at
blive opdaget pga. smag og lugt, idet ikke alle stoffer nødvendigvis afgiver lugt og smag til vandet i det
koncentrationsniveau, hvor det givne stof har en sundhedsmæssig effekt.
Normer for installationer
Der er ikke lovkrav til, hvilke materialer vandforsyningerne skal anvende til distribution af drikkevand.
I henhold til drikkevandsbekendtgørelsens
1
§ 3, stk. 1, er det vandforsyningernes ansvar at sikre, at det
leverede vand overholder kvalitetskravene. Der findes en række normer og standarder, som
vandforsyninger og ledningsejere kan benytte ved anlæg af drikkevandsledninger.
1
Bekendtgørelse nr. 1068 af 23/08/2018 om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg
Miljø-
og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk
 EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 445: Notat om problemstillingen vedr. diffusion af stoffer ind i vandledninger
Af
DS 442 Norm
for almene vandforsyningsanlæg fremgår det, at anvendte rørmaterialer skal være i
overensstemmelse med gældende normer og standarder.
DS 439 Norm
for vandinstallationer anbefaler, at drikkevandsledninger af polyethylen ikke anvendes
til jordledninger på tankstationer, garageanlæg og lignende, da ud- og nedsivende olie og benzin kan
diffundere gennem rørvæggen.
I
DS 475 Norm
for etablering af ledningsanlæg i jord er der fastsat en række betingelser for lægning af
bl.a. drikkevandsledninger
–
bl.a. afstandskrav til andre ledninger, samt krav til særlige undersøgelser
ved etablering af vandledninger i områder med risiko for forurening af jord. I normen er der også
angivet vejledende afstande mellem forskellige ledninger for f.eks. spildevand, gas, fjernvarme osv.
Derudover indeholder normen retningslinjer for forundersøgelser til registrering og vurdering af
forhold af betydning for gennemførelse af et ledningsprojekt
–
herunder klarlægning af påvirkninger
fra omgivelserne på ledningsnettet.
Kontrol af drikkevandet
For vandforsyninger omfattet af drikkevandsbekendtgørelsen er der krav om løbende kontrol af
drikkevandet. Den regelmæssige kontrol fastlægges i et kontrolprogram, som skal godkendes af
tilsynsmyndigheden (kommunen). Kontrolprogrammet skal sammensættes, så den generelle
drikkevandskvalitet for vandforsyningsanlægget og vandforsyningssystemet kan konstateres.
Drikkevandsbekendtgørelsen angiver de parametre, som vandforsyninger generelt skal kontrollere for.
Jordforurening eller andre forhold, der kan medføre påvirkning af drikkevandskvaliteten i
hovedledninger, kan føre til, at listen over kontrolparametre må udvides i kontrolprogrammet for det
påvirkede anlæg/system, jf. § 7, stk. 8 i drikkevandsbekendtgørelsen.
Ved kendskab til forhold på en konkret ejendom, der alene har betydning for drikkevandkvaliteten på
den pågældende ejendom, kan og bør kommunalbestyrelsen som tilsynsmyndighed beslutte, at der
skal foretages kontrolmålinger af drikkevandet, jf. bekendtgørelsens § 12, stk. 1.
Iht. drikkevandsbekendtgørelsens
§ 9 gælder følgende: ”Er
der grund til at antage, at der findes
stoffer eller mikroorganismer i vandet, som kan udgøre en potentiel fare for sundheden, og som ikke
er fastlagt i en vandforsynings godkendte kontrolprogram eller i en vandforsynings forenklede
kontrol efter bilag 3, skal tilsynsmyndigheden træffe afgørelse om, at vandforsyningen kontrollerer
disse stoffer eller mikroorganismer”.
Denne bestemmelse giver tilsynsmyndigheden,
uafhængig af
godkendte kontrolprogrammer, mulighed for at pålægge en vandforsyning kontrol af yderligere
parametre end dem, som fremgår af kontrolprogrammet.
Miljø- og Fødevareministeriet har været i kontakt med Dansk Vand- og Spildevandsforening og
Danske Vandværker for at høre om deres erfaringer med diffusion igennem drikkevandsledninger.
Begge organisationer har meddelt Miljø- og Fødevareministeriet, at der efter deres viden ikke er sket
afgørende nyt ift. Miljøstyrelsens notat fra 2003. Det vil sige, at der i hovedparten af tilfældene er tale
om benzin- eller oliestoffer, og at problemerne opstår på forbrugers egen grund, og ofte skyldes en
eller anden form for uheld.
2