EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 529: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr 15/3-19

Europaudvalget 2018-19 (1. samling)
EUU Alm.del Bilag 529
Offentligt

Udenrigsministeriet

Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret

Asiatisk Plads 2

–

1448 København K

Tlf.: 33 92 03 24 Fax: 33 92 03 03

Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse

JTEU j.nr. 2015 - 30240

15. marts 2019

Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i de kommende tre uger i

retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager, hvor der er nedsat

procesdelegation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig forhandling, fremsættelse af

generaladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der i øvrigt følges af den danske

regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse og afsigelse af dom.

Generaladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-Domstolens

hjemmeside (http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.

Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-

Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.

Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:

Sagsnr.

C-71/18

Titel og kort sagsresumé

KPC Herning (forelagt af Vestre Landsret)

Sagen vedrører: 1) Er det foreneligt med

momssystemdirektivets artikel 135, stk. l, litra j, jf. artikel

12, stk. l, litra a, og stk. 2, sammenholdt med artikel 135,

stk. l, litra k, jf. artikel 12, stk. l, litra b, og stk. 3, at en

medlemsstat under omstændigheder som de i hovedsagen

foreliggende betragter en levering af en fast ejendom,

hvorpå der på leveringstidspunktet er opført en bygning,

som et momspligtigt salg af en byggegrund, når det er

parternes hensigt, at bygningen skal rives helt eller delvist

ned for at gøre plads til en ny bygning?

Minister for Justice and Equality m.fl.

1. Skal en offentlig anklagers uafhængighed af den

udøvende magt afgøres i henhold til dennes rolle i det

relevante nationale retssystem? Hvis dette ikke er tilfældet,

efter hvilke kriterier skal spørgsmålet om uafhængighed af

den udøvende magt da afgøres efter?

2. Er en offentlig anklager, som i henhold til national ret er

underlagt mulig styring eller instruktion enten direkte eller

indirekte fra et justitsministerium, tilstrækkelig uafhængig

af den udøvende magt til at kunne betragtes som en

judiciel myndighed som omhandlet i rammeafgørelsens

artikel 6, stk. 1?

3. Såfremt dette er tilfældet, skal den offentlige anklager da

tillige være funktionelt uafhængig af den udøvende magt,

og hvilke kriterier skal spørgsmålet om funktionel

uafhængighed afgøres efter?

4. Hvis den offentlige anklager er uafhængig af den

udøvende magt, er en offentlig anklager, som er begrænset

Deltager i PD

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Skatteministeriet

(repræsenteret ved

Kammeradvokaten)

Processkri

Dato

19.03.19

C-508/18

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Mundtlig

forhandling

26.03.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 529: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr 15/3-19

til at iværksætte og gennemføre efterforskning, til at sikre at

sådanne efterforskninger udføres objektivt og i

overensstemmelse med loven, at rejse tiltale, at fuldbyrde

retslige afgørelser, at gennemføre retsforfølgning af

lovovertrædelser ved domstolene og at give møde i

appelsager, som ikke udsteder nationale arrestordrer, og

som ikke må udføre retslige opgaver, da en »judiciel

myndighed« som omhandlet i rammeafgørelsens artikel 6,

stk. 1?

5. Er den offentlige anklager i Lübeck en judiciel

myndighed som omhandlet i artikel 6, stk. 1, i

rammeafgørelsen af 13. juni 2002 om den europæiske

arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem

medlemsstaterne?

C-509/18

Minister for Justice and Equality m.fl.

1. Er de kriterier, i henhold til hvilke det skal afgøres, om

en offentlig anklager, der er udpeget som en udstedende

judiciel myndighed i henhold til artikel 6, stk. 1, er en

judiciel myndighed i den selvstændige betydning af dette

begreb i rammeafgørelsen af 2002 om den europæiske

arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem

medlemsstaterne, at 1) den offentlige anklager er uafhængig

af den udøvende magt og 2) anses for at forvalte retsplejen

eller deltage i forvaltningen af retsplejen i dennes egen

retsorden?

2. I benægtende fald, hvilke kriterier skal den nationale ret

da anvende ved afgørelsen af, om en offentlig anklager, der

er udpeget som en udstedende judiciel myndighed i

henhold til rammeafgørelsens artikel 6, stk. 1, er en judiciel

myndighed i henhold til artikel 6, stk. 1?

3. For så vidt som kriterierne omfatter et krav om, at den

offentlige anklager forvalter retsplejen eller deltager i

forvaltningen af retsplejen, skal det så afgøres i

overensstemmelse med den status, han har i sin egen

retsorden, eller i overensstemmelse med bestemte

objektive kriterier? Hvad er de objektive kriterier i givet

fald?

4. Er Republikken Litauens offentlige anklager en judiciel

myndighed i den selvstændige betydning af dette begreb i

artikel 6, stk. 1, i rammeafgørelsen af 2002 om den

europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse

mellem medlemsstaterne?

Minister for Justice and Equality

1. Skal en offentlig anklagers uafhængighed af den

udøvende magt afgøres i henhold til dennes rolle i det

relevante nationale retssystem? Hvis dette ikke er tilfældet,

efter hvilke kriterier skal spørgsmålet om uafhængighed af

den udøvende magt da afgøres efter?

2. Er en offentlig anklager, som i henhold til national ret er

underlagt mulig styring eller instruktion enten direkte eller

indirekte fra et justitsministerium, tilstrækkelig uafhængig

af den udøvende magt til at kunne betragtes som en

judiciel myndighed som omhandlet i rammeafgørelsens

artikel 6, stk. 1?

3 Såfremt dette er tilfældet, skal den offentlige anklager da

tillige være funktionelt uafhængig af den udøvende magt,

og hvilke kriterier skal spørgsmålet om funktionel

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Mundtlig

forhandling

26.03.19

C-82/19

PPU

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Mundtlig

forhandling

26.03.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 529: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr 15/3-19

uafhængighed afgøres efter?

4. Hvis den offentlige anklager er uafhængig af den

udøvende magt, er en offentlig anklager, som er begrænset

til at iværksætte og gennemføre efterforskning, til at sikre at

sådanne efterforskninger udføres objektivt og i

overensstemmelse med loven, at rejse tiltale, at fuldbyrde

retslige afgørelser, at gennemføre retsforfølgning af

lovovertrædelser ved domstolene og at give møde i

appelsager, som ikke udsteder nationale arrestordrer, og

som ikke må udføre retslige opgaver, da en »judiciel

myndighed« som omhandlet i rammeafgørelsens artikel 6,

stk. 1?

5. Er anklagemyndigheden i Zwickau en judiciel

myndighed som omhandlet i artikel 6, stk. 1, i

rammeafgørelsen af 13. juni 2002 om den europæiske

arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem

medlemsstaterne?

C-716/17

A (forelagt af Østre Landsret)

Sagen vedrører: Idet det forudsættes, at de danske regler

om værneting i sager om gældssanering er en hindring for

arbejdskraftens frie bevægelighed, som i princippet er

forbudt i henhold til artikel 45 TEUF, jf. Domstolens dom

af 8. november 2012 i sag C-461/11, Radziejewski,

anmoder Østre Landsret EU-Domstolen om at bevare

følgende spørgsmål:

1) Er artikel 45 TEUF, således som bestemmelsen efter

EU-Domstolens dom af 8. november 2012 i sag C-461/11

er fortolket, til hinder for en værnetingsregel som den

danske, der har til formål at sikre, at den ret, som

behandler gældssaneringen, har kendskab til og kan

inddrage de konkrete socioøkonomiske forhold, hvorunder

skyldneren og dennes familie lever og må antages

fremadrettet at leve, ved sin vurdering, samt at vurderingen

kan ske efter på forhånd fastlagte kriterier, der fastlægger,

hvad der kan anses for en acceptabel beskeden levefod

under gældssaneringen?

Hvis spørgsmål 1 besvares således, at begrænsningen ikke

kan anses for retfærdiggjort, anmodes EU-Domstolen om

at oplyse:

2) om artikel 45 TEUF skal fortolkes således, at den også i

en situation som den foreliggende har direkte virkning

mellem private, således at private kreditorer skal tåle

nedsættelse eller bortfald af den gæld, en skyldner, der er

flyttet til udlandet, har til dem.

Vethanayagam e.a.

Sagen vedrører: I. Er visumkodeksens artikel 32, stk. 3, til

hinder for, at en referenceperson som den pågældende

med hensyn til sagsøgernes visumansøgning i eget navn har

en klage- og søgsmålsmulighed over for afslaget på visum?

II. Skal repræsentationen, således som den er reguleret i

visumkodeksens artikel 8, stk. 4, forstås således, at

ansvaret (også) forbliver hos den repræsenterede stat, eller

overdrages ansvaret fuldstændigt til den repræsenterende

stat således, at den repræsenterede stat ikke længere selv

har kompetence?

III. Såfremt begge de repræsentationsformer, der

omhandles under II, er mulige efter visumkodeksens

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Til orientering:

Erhvervsministeriet

Beskæftigelsesministe-

riet

27.03.19

C-680/17

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

28.03.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 529: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr 15/3-19

artikel 8, stk. 4, litra d), medlemsstat skal da anses for at

have truffet den endelige afgørelse som omhandlet i

visumkodeksens artikel 32, stk. 3?

IV. Er en fortolkning af visumkodeksens artikel 8, stk. 4,

og artikel 32, stk. [3], hvorefter visumansøgere kun kan

anfægte et afslag på deres ansøgninger ved en

forvaltningsmyndighed eller ved en ret i den

repræsenterende stat og ikke i den stat, som der er søgt om

visum til, i overensstemmelse med adgangen til effektive

retsmidler i chartrets artikel 47’s forstand? Har det

betydning for besvarelsen af dette spørgsmål, at den

foreskrevne procedure sikrer, at ansøgeren har ret til at

blive hørt, at han har ret til en sagsbehandling på et af

medlemsstaternes sprog, at størrelsen af

forvaltningsafgifter og retsgebyrer for klage- og

søgsmålsprocedurer ikke er uforholdsmæssige for

ansøgeren, og at der er mulighed for betalt retshjælp? Har

det, henset til statens skønsmargen i visumsager, betydning

for besvarelsen af dette spørgsmål, om en schweizisk ret

har en sådan viden om den nederlandske situation, at den

kan sikre adgangen til effektive retsmidler?

C-263/18

Nederlands Uitgeversverbond et Groep Algemene

Uitgevers (Tom Kabinet)

Sagen vedrører: 1. Skal ophavsretsdirektivets artikel 4, stk.

1, fortolkes således, at der ved det der omhandlede udtryk

»enhver form for spredning til almenheden ved salg eller på

anden måde af deres originalværker eller eksemplarer

heraf« også skal forstås tilrådighedsstillelse online ved

download til brug i en ubegrænset periode af e-bøger (det

vil sige digitale eksemplarer af ophavsretligt beskyttede

bøger) til en pris, hvormed rettighedshaveren modtager et

vederlag, der svarer til den økonomiske værdi af

eksemplaret af det ham tilhørende værk? 2. Såfremt

spørgsmål 1 skal besvares bekræftende, er spredningsretten

for så vidt angår originalværket eller eksemplarer heraf da

udtømt i EU som omhandlet i ophavsretsdirektivets artikel

4, stk. 2, såfremt det første salg eller anden overdragelse af

dette materiale

–

hvorved der her skal forstås

tilrådighedsstillelse online ved download til brug i en

ubegrænset periode af e-bøger (det vil sige digitale

eksemplarer af ophavsretligt beskyttede bøger) til en pris,

hvormed rettighedshaveren modtager et vederlag, der

svarer til den økonomiske værdi af eksemplaret af det ham

tilhørende værk

–

sker i EU af rettighedshaveren eller med

dennes samtykke? 3. Skal ophavsretsdirektivets artikel 2

fortolkes således, at overdragelse mellem på hinanden

følgende erhververe af det retmæssigt erhvervede

eksemplar, for hvilket spredningsretten er udtømt, udgør et

samtykke til de der omhandlede reproduktionshandlinger,

for så vidt som disse reproduktionshandlinger er

nødvendige for den lovlige anvendelse af dette eksemplar,

og i bekræftende fald, hvilke betingelser gælder der herfor?

4. Skal ophavsretsdirektivets artikel 5 fortolkes således, at

rettighedshaveren ikke længere kan modsætte sig de

reproduktionshandlinger, der er nødvendige for en

overdragelse mellem på hinanden følgende erhververe af

det retmæssigt erhvervede eksemplar, for hvilket

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Kulturministeriet

Mundtlig

forhandling

02.04.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 529: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr 15/3-19

spredningsretten er udtømt, og i bekræftende fald, hvilke

betingelser gælder der herfor?

Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:

Sagsnr.

C-163/17

Titel og kort sagsresumé

Jawo

Er en asylansøger kun forsvundet som omhandlet i artikel 29,

stk. 2, andet punktum, i forordning (EU) nr. 604/2013 1 , hvis

han målrettet og bevidst und-drager sig pågribelse af de for

gennemførelsen af overførslen ansvarlige nationale

myndigheder med henblik på at forpurre eller vanskeliggøre

overførslen, eller er det tilstrækkeligt, at han i en længere

periode ikke længere opholder sig i den bolig, som han har fået

anvist, og myndigheden ikke er informeret om hans

opholdssted, og en planlagt overførsel derfor ikke kan

gennemføres? Kan den pågældende påbe-råbe sig korrekt

anvendelse af bestemmelsen og i en sag til prøvelse af

afgørelsen om overførsel gøre gældende, at fristen for

overførsel på seks måneder er udløbet, idet han ikke har været

forsvundet? Sker der en forlængelse af fristen i henhold til

artikel 29, stk. 1, første afsnit, i forordning (EU) nr. 604/2013

alene derved, at den overførende medlemsstat før fristens

udløb informerer den ansvarlige medlemsstat om, at den

pågældende er forsvundet, og samtidig fastsæt-ter en konkret

frist på højst 18 måneder, inden for hvilken overførslen vil

blive gennemført, eller kan en forlængelse kun ske ved, at de

involverede medlems-stater ved aftale fastsætter en forlænget

frist? Er overførsel af asylansøgeren til den ansvarlige med-

lemsstat ulovlig, hvis han i tilfælde af, at han tilken-des

international beskyttelse i den pågældende stat, for så vidt angår

de forventelige levevilkår ville være i alvorlig risiko for at blive

underkastet en behandling som omhandlet i artikel 4 i Den

Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder? Er

denne problematik omfattet af EU-rettens anvendelsesom-

råde? Ud fra hvilke EU-retlige standarder skal leve-vilkårene for

den, der har fået tilkendt international beskyttelse, bedømmes?

Arib

1) Skal artikel 32 i forordning (EU) 2016/399 af 9. marts 2016,

der fastsætter, at hvis der genindføres grænsekontrol ved de

indre grænser, finder de relevante bestemmelser i afsnit II (om

de ydre grænser) tilsvarende anvendelse, fortolkes således, at

den kontrol, der er genindført ved en medlemsstats indre

grænser, skal sidestilles med en kontrol, der foretages ved en

ydre grænse i det tilfælde, hvor en tredjelandsstatsborger, der

ikke har ret til indrejse, passerer denne grænse? 2) Tillader

denne forordning og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

nr. 2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles standarder

og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af

tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold i en tilsvarende

situation, hvor der er genindført kontrol ved de indre grænser,

at den mulighed, der er fastsat i dette direktivs artikel 2, stk. 2,

litra a), og som giver medlemsstaterne mulighed for fortsat at

anvende forenklede nationale tilbagesendelsesprocedurer ved

deres ydre grænser, anvendes på en tredjelandsstatsborger, der

Interessent

Udlændinge- og

Integrationsministe-

riet

Processk

ridt

Dom

Dato

19.03.19

C-444/17

Justitsministeriet

Udlændinge- og

Integrationsministe-

riet

Dom

19.03.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 529: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr 15/3-19

passerer en grænse, hvor der er genindført kontrol? 3) Såfremt

spørgsmål 2 besvares bekræftende, er direktivets artikel 2, stk.

2, litra a), og artikel 4, stk. 4, da til hinder for en national

lovgivning, såsom artikel L. 621-2 i code de l'entrée et du séjour

des étrangers et du droit d'asile (lov om udlændinges indrejse og

ophold og om ret til asyl), der foreskriver fængselsstraf for

ulovlig indrejse på det nationale område foretaget af en

tredjelandsstatsborger, med hensyn til hvilken den

tilbagesendelsesprocedure, der er fastsat i direktivet, endnu ikke

er blevet afsluttet?

C-556/17

Torubarov

Skal artikel 46, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2013/32/EU af 26. juni 2013 om fælles procedurer for tildeling

og fratagelse af international beskyttelse, sammenholdt med

artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende

rettigheder, fortolkes således, at de ungarske retter kan ændre

administrative afgørelser, der er truffet af en myndighed med

kompetence i asylsager, hvorved der gives afslag på

international beskyttelse, og at de ungarske retter kan tildele en

sådan beskyttelse?

Italien mod Kommissionen (T-98/16)

Påstande:

—

Europa-Kommissionens afgørelse nr. C (2015)

9526 final af 23. december 2015, meddelt samme dag,

vedrørende statsstøtte SA.39451 (2015/C) (ex 2015/NN), som

Italien har ydet til BANCA TERCAS (Cassa di risparmio della

provincia di Teramo S.p.A.), annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens

omkostninger.

Banca Tercas mod Kommissionen (T-196/16)

Påstande:

—

Europa-Kommissionens afgørelse C (2015) 9526

final af 23. december 2015, der blev meddelt sagsøgeren den

22. februar 2016, vedrørende statsstøtte SA39451 (2015/C) (ex

2015/NN), som Italien har ydet til Banca Tercas (Cassa di

risparmio della Provincia di Teramo S.p.A.) annulleres.

—

Subsidiært annulleres artikel 2, 3 og 4 i den ovennævnte

afgørelse af de grunde, der er anført under det syvende

anbringende.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale

sagens omkostninger.

Fondo interbancario di tutela dei depositi mod

Kommissionen (T-198/16)

Påstande:

—

Europa-Kommissionens afgørelse nr. C (2015)

9526 final af 23. december 2015 vedrørende statsstøtte

SA.39451 (2015/C) (ex 2015/NN) annulleres.

—

Subsidiært

annulleres afgørelsen hvad angår den del, der vedrører

fastslåelsen og opgørelsen af det iboende støtteelement i den

tredje foranstaltning.

—

Kommissionen tilpligtes at betale

sagens omkostninger.

—

Retten bestemmer en hvilken som

helst anden foranstaltning, herunder med henblik sagens

oplysning, som den måtte finde passende.

Forenede

sager

T-282/16

Inpost Paczkomaty m.fl. mod Kommissionen

Påstande:

—

Europa-Kommissionens afgørelse (EU) C(2015)

8236 af 26. november 2015 om statsstøtte SA.38869 (2014/N),

som Polen vil yde det polske postvæsen som kompensation for

Transport-,

Bygnings- og

Boligministeriet

Dom

19.03.19

Udlændinge- og

Integrationsministe-

riet

Udenrigsministeriet

19.03.19

Forenede

sager

T-98/16,

T-196/16

T-198/16

Beskæftigelses-

ministeriet

Energistyrelsen

Dom

19.03.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 529: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr 15/3-19

T-283/16

de nettoomkostninger, som er opstået i perioden 2013-2015 i

forbindelse med pligten til at levere af befordringsydelser,

annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens

omkostninger.

Spanien mod Kommissionen

Påstande:

—

Kommissionens afgørelse C(2017) 766 final af 14.

februar 2017 om udelukkelse fra EU-finansiering af visse

udgifter, som medlemsstaterne har afholdt inden for rammerne

af Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og

Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af

Landdistrikterne (ELFUL), annulleres, for så vidt som den

vedrører Kongeriget Spanien, sektoren for frugt og grøntsager,

vedrørende undersøgelse (FV 2011/003/ES).

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale

sagsomkostningerne.

Europa-Kommissionen mod Republikken Polen

Påstande:

—

Det fastslås, at Republikken Polen har tilsidesat

sine forpligtelser i henhold til artikel 3 og 7 i Rådets direktiv

96/53/EF af 25. juli 1996 om fastsættelse af de største tilladte

dimensioner i national og international trafik og største tilladte

vægt i international trafik for visse vejkøretøjer i brug i

Fællesskabet (1), sammenholdt med punkt 3.1 og 3.4 i bilag I til

dette direktiv, idet den kræver, at transportvirksomheder er i

besiddelse af særlige tilladelser til at benytte visse offentlige

veje.

—

Republikken Polen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Verkehrsbetrieb Hüttebräucker et BVR Busverkehr

Rheinland

Den Europæiske Unions Domstol forelægges følgende

spørgsmål vedrørende fortolkningen af Europa-Parlamentets

og Rådets forordning (EF) nr. 1370/2007 af 23. oktober 2007

om offentlig personbefordring med jernbane og ad vej og om

ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 1191/69 og (EØF)

nr. 1107/70 (EUT L 315 af 3.12.2007, s. 1-13) til præjudiciel

afgørelse: 1. Finder artikel 5, stk. 2, i forordning (EF) nr.

1370/2007 anvendelse på kontrakter, som ikke er kontrakter,

der som omhandlet i artikel 5, stk. 1, første punktum, i

forordning (EF) nr. 1370/2007 er udformet som

koncessionskontrakter om tjenesteydelser som defineret i

direktiv 2004/17/EF eller 2004/18/EF? Såfremt det første

præjudicielle spørgsmål besvares bekræftende: 2. Er det, når en

enkelt kompetent myndighed i medfør af artikel 5, stk. 2, i

forordning (EF) nr. 1370/2007 indgår en kontrakt om offentlig

trafikbetjening med en intern operatør uden forudgående

udbud, til hinder for denne myndigheds fælles kontrol sammen

med den interne operatørs øvrige selskabsdeltagere, når

beføjelsen til at gribe ind i offentlig personbefordring inden for

et bestemt geografisk område [artikel 2, litra b) og c), i

forordning (EF) nr. 1370/2007] er opdelt mellem den enkelte

kompetente myndighed og en gruppe af myndigheder, som

varetagerintegreret offentlige personbefordring, eksempelvis

ved at beføjelsen til at indgå kontrakter om offentlig

trafikbetjening med en intern operatør forbliver hos den

enkelte kompetente myndighed, hvorimod takstopgaven

overdrages til en sammenslutning, til hvilken foruden den

enkelte myndighed også andre kompetente myndigheder i

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Dom

20.03.19

T-237/17

C-127/17

Transport-,

Bygnings- og

Boligministeriet

Dom

21.03.19

Forenede

sager

C-266/17

C-267/17

Transport-,

Bygnings- og

Boligministeriet

Dom

21.03.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 529: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr 15/3-19

disses geografiske områder hører? 3. Er det, når en enkelt

kompetent myndighed i medfør af artikel 5, stk. 2, i forordning

(EF) nr. 1370/2007 indgår en kontrakt om offentlig

trafikbetjening med en intern operatør uden forudgående

udbud, til hinder for denne myndigheds fælles kontrol sammen

med den interne operatørs øvrige selskabsdeltagere, når det

ifølge denne interne operatørs vedtægter i forbindelse med

beslutninger om indgåelse, ændring eller ophør af en kontrakt

om offentlig trafikbetjening i henhold til artikel 5, stk. 2, i

forordning (EF) nr. 1370/2007 alene er den selskabsdeltager,

som selv eller hvis indirekte eller direkte ejer indgår en kontrakt

om offentlig trafikbetjening i henhold til artikel 5, stk. 2, i

forordning (EF) nr. 1370/2007 med den interne operatør, der

er stemmeberettiget? 4. Tillader artikel 5, stk. 2, andet punktum,

litra b), i forordning (EF) nr. 1370/2007, at den interne

operatør også driver offentlig personbefordring for andre

kompetente lokale myndigheder inden for det geografiske

område, der henhører under disse (inklusive de udgående linjer

eller andre underordnede elementer af denne virksomhed, der

strækker sig ind på tilstødende kompetente lokale

myndigheders område), når denne personbefordringstjeneste

ikke er tildelt efter en udbudsprocedure? 5. Tillader artikel 5,

stk. 2, andet punktum, litra b), i forordning (EF) nr. 1370/2007,

at den interne operatør uden for det geografiske område, der

henhører under den pågældende operatørs ordregivende

myndighed, udfører offentlig personbefordring for andre

ansvarlige enheder på grundlag af kontrakter om

trafikbetjening, som er omfattet af overgangsbestemmelsen i

artikel 8, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1370/2007? 6. Hvornår

skal betingelserne i artikel 5, stk. 2, i forordning (EF) nr.

1370/2007 være opfyldt?

Forenede

sager

C-350/17

C-351/17

Mobit m.fl.

Sagerne vedrører: 1. Finder artikel 5, stk. 2, i forordning (EF)

nr. 1370/2007 (særligt forbuddet i henhold til litra b) og d) for

en intern operatør mod at deltage i extra moeniaudbud)

ligeledes anvendelse på kontrakter, der er tildelt før denne

forordnings ikrafttræden?

2. Kan en offentligretlig juridisk person, der er blevet tildelt en

kontrakt vedrørende en lokal transporttjeneste af en statslig

myndighed uden forudgående udbud, abstrakt set anses for at

være en »intern operatør« som omhandlet i samme forordning

og efter omstændighederne analogt med den retspraksis, der er

udviklet på området for in house providing, såfremt

førstnævnte person er direkte forbundet med den statslige

myndighed på det organisatoriske og kontrolmæssige plan, og

såfremt pågældende offentligretlige juridisk persons

selskabskapital er ejet af staten (fuldt ud eller i sameje med

andre offentligretlige organer)? 3. Indebærer en tildeling af en

tjenesteydelseskontrakt uden forudgående udbud inden for

rammerne af forordning (EF) nr. 1370/2007, i tilfælde af, at

den ovennævnte statslige myndighed efter tildelingen opretter

et offentligt forvaltningsorgan med organisatoriske beføjelser i

forhold til de pågældende tjenester (idet beføjelsen til at tildele

koncessioner dog fortsat forbeholdes staten)

–

et organ, der

ikke udøver nogen »tilsvarende kontrol« med modtageren af

den kontrakt, der er tildelt uden forudgående udbud

–

at den

pågældende tildeling falder uden for ordningen i forordningens

artikel 5, stk. 2? 4. Såfremt en kontrakt, der er tildelt uden

Transport-,

Bygnings- og

Boligministeriet

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

Dom

21.03.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 529: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr 15/3-19

forudgående udbud, udløber efter den 30-årige frist, der

udløber den 3. december 2039 (en frist, der begynder at løbe fra

datoen for ikrafttrædelsen af forordning (EF) nr. 1370/2007),

har dette da til følge, at tildelingen ikke er i overensstemmelse

med de principper, der er fastsat i samme forordnings artikel 5,

sammenholdt med artikel 8, stk. 3, eller skal en sådan

retsstridighed anses for automatisk afhjulpet i retlig henseende

gennem en implicit forkortelse ex lege af kontraktens varighed?

C-443/17

Abraxis Bioscience

Skal SBC-forordningens artikel 3, litra d), fortolkes således, at

den giver mulighed for udstedelse af et SBC, når den

markedsføringstilladelse, der er henvist til i artikel 3, litra b), er

den første tilladelse inden for grundpatentets

anvendelsesområde til markedsføring af produktet som

lægemiddel, og når produktet er en ny formulering af en

gammel aktiv ingrediens?

Europa-Kommissionen mod Den Italienske Republik

Påstande:

—

Det fastslås, at Den Italienske Republik har

tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv nr. 2004/18/EF af 31. marts 2004 om

samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige

vareindkøbskontrakter, offentlige tjenesteydelseskontrakter og

offentlige bygge- og anlægskontrakter (EUT L 134, s. 114), med

senere ændringer, idet den forlængede koncessionen på

offentlige bygge- og anlægsarbejder vedrørende motorvejen

Civitavecchia-Livorno til den 31. december 2046 uden

offentliggørelse af en udbudsbekendtgørelse.

—

Den Italienske Republik tilpligtes at betale

sagsomkostningerne.

Planet49

1. a) Er der tale om et gyldigt samtykke som omhandlet i artikel

5, stk. 3, og artikel 2, litra f), i direktiv 2002/58/EF,

sammenholdt med artikel 2, litra h), i direktiv 95/46/EF, når

lagringen af oplysninger eller adgang til oplysninger, som

allerede er lagret på brugerens terminal, tillades ved hjælp af en

forudindstillet afkrydsningsrubrik, som brugeren skal vælge fra

for at nægte sit samtykke? b) Gør det en forskel i forbindelse

med anvendelsen af artikel 5, stk. 3, og artikel 2, litra f), i

direktiv 2002/58/EF, sammenholdtmed artikel 2, litra h), i

direktiv 95/46/EF, om de oplysninger, der lagres eller hentes,

er personoplysninger? c) Foreligger der under de

omstændigheder, der er nævnt i spørgsmål 1 a), samtykke som

omhandlet i artikel 6, stk. 1, litra a), i forordning (EU)

2016/679? 2. Hvilke oplysninger skal tjenesteudbyderen give

brugeren i forbindelse med de klare og fyldestgørende

oplysninger, der skal gives i henhold til artikel 5, stk. 3, i

direktiv 2002/58/EF? Omfatter disse også cookiernes

funktionsvarighed og spørgsmålet om, hvorvidt tredjemand får

adgang til cookierne?

Pouvin og Dijoux

1. Skal artikel 2 i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993

om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler fortolkes således,

at et selskab, såsom selskabet EDF, når det yder et lån med

sikkerhed i fast ejendom i henhold til støtteordningen til

erhvervelse af fast ejendom, som kun selskabets ansatte er

berettigede til, handler som erhvervsdrivende? 2. Skal nævnte

Patent- og

Varemærkestyrelsen

Dom

21.03.19

C-526/17

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

21.03.19

C-673/17

Erhvervsministeriet

Erhvervsstyrelsen

21.03.19

C-590/17

Finanstilsynet

Dom

21.03.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 529: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr 15/3-19

direktivs artikel 2 fortolkes således, at et selskab, såsom

selskabet EDF, når det yder et lån med sikkerhed i fast

ejendom til en ansats ægtefælle, der ikke er ansat i nævnte

selskab men solidarisk hæftende medlåntager, handler som

erhvervsdrivende? 3. Skal nævnte direktivs artikel 2 fortolkes

således, at en anset i et selskab, såsom selskabet EDF, der har

indgået en aftale med selskabet om et sådant lån med sikkerhed

i fast ejendom, handler som forbruger? 4. Skal nævnte direktivs

artikel 2 fortolkes således, at ægtefællen til denne arbejdstager,

der underskriver samme lån, ikke i kraft af sin egenskab som

ansat i selskabet, men som solidarisk hæftende medlåntager,

handler som forbruger?

C-245/18

Fallimento TECNOSERVICE INT

Skal artikel 74 og 75 i direktiv 2007/64/EF, i den affattelse, der

var gældende den 3. august 2015, og hvis bestemmelser om

forpligtelser og grænser for ansvaret for

betalingstjenesteudbyderen er gennemført i italiensk lovgivning

ved artikel 24 og 25 i lovdekret nr. 1[1]/201[0], fortolkes

således, at de kun finder anvendelse på

betalingstjenesteudbyderen for den person, der bestiller

betalingstransaktionen, eller således, at de også finder

anvendelse på betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder?

CEVA Freight Holland

Sagen vedrører: 1. Skal artikel 78 i Rådets forordning (EØF) nr.

2913/92 om indførelse af en EF-toldkodeks fortolkes således,

at en klarerer i forbindelse med en efterfølgende bogføring

under henvisning til artikel 147, stk. 1, andet afsnit, i

Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 af 2. juli 1993

om visse gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning

(EØF) nr. 2913/92 kan vælge en anden og lavere

transaktionspris for indførte varer for at få nedsat toldskylden?

2a. Er fastsættelsen af det tidspunkt, hvor underretningen til

debitor har fundet sted, ved anvendelsen af artikel 221, stk. 3, i

forordning (EØF) nr. 2913/92 et EUretligt spørgsmål? 2b.

Såfremt spørgsmål 2a besvares bekræftende, skal artikel 221,

stk. 3, i forordning (EØF) nr. 2913/92 da fortolkes således, at

den heri omhandlede underretning skal være modtaget af

debitor inden for fristen på tre år, regnet fra datoen for

toldskyldens opståen, eller er det tilstrækkeligt, at

underretningen er sendt til debitor inden for denne frist?

Abanca Corporación Bancaria (sag C-70/17)

1) Skal artikel 6, stk. 1 i direktiv 93/13 fortolkes således, at en

national ret

–

når den skal bedømme, om et vilkår om førtidig

tilbagebetaling, der er indeholdt i en aftale om lån mod pant i

fast ejendom, som er indgået med en forbruger, og hvorved

foreskrives tilbagebetaling, såfremt et afdrag ikke betales, samt

andre følger, såfremt flere afdrag ikke betales, er urimeligt

–

kan

vurdere, at alene utilstrækkeligheden eller antagelsen om den

manglende betaling af et afdrag er urimeligt, og opretholde

gyldigheden af den aftale om førtidig tilbagebetaling ved

manglende betaling af afdrag, som ligeledes er generelt fastsat i

dette vilkår, anset om den konkrete bedømmelse af gyldigheden

eller urimeligheden skal udsættes til tidspunktet for udøvelsen

af denne mulighed?

2) Kan en national ret i henhold til direktiv 93/13, når et vilkår

om førtidig tilbagebetaling i en aftale om lån mod pant i fast

ejendom er erklæret urimeligt, vurdere, at den supplerende

Finanstilsynet

Dom

21.03.19

C-249/18

Skattestyrelsen

Toldstyrelsen

26.03.19

Forenede

sager

C-70/17

C-179/17

Justitsministeriet

Finanstilsynet

Dom

26.03.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 529: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr 15/3-19

anvendelse af en national retsforskrift, selv om den afgør

begyndelsen eller fortsættelsen af realiseringsproceduren i

forhold til forbrugeren, er mere fordelagtig for denne end at

indstille denne særlige procedure vedrørende realisering af pant

i fast ejendom, og give kreditor mulighed for at anmode om

ophævelse af låneaftalen eller opkræve de skyldige beløb og den

deraf følgende fuldbyrdelse af domfældelsen uden de fordele,

som den særlige realisering af pant i fast ejendom indrømmer

forbrugeren?

Bankia (sag C-179/17)

1) Er artikel 6 og 7 i direktiv 93/13/EØF om urimelige

kontraktvilkår i forbrugeraftaler til hinder for en retspraksis

(dom afsagt af Tribunal Supremo den 18. februar 2016),

hvorefter realiseringen af pant i fast ejendom, selv om

etkontraktvilkår om førtidig ophævelse er urimeligt, og selv om

kontraktvilkåret er grundlaget for fuldbyrdelsesbegæringen, ikke

skal indstilles, da en fortsættelse heraf er gunstigere for

forbrugeren, eftersom forbrugeren ved en eventuel fuldbyrdelse

af en dom, som er afsagt i forbindelse med et

anerkendelsessøgsmål, der er anlagt i henhold til CC’s artikel

1124, ikke er berettiget til de processuelle fordele, der er knyttet

til realisering af pant i fast ejendom, men hvor den nævnte

retspraksis ikke tager hensyn til, at CC’s artikel 1124 (der gælder

for aftaler, som skaber gensidige forpligtelser for parterne)

ifølge Tribunal Supremos egen faste praksis ikke finder

anvendelse på låneaftaler, idet det er en ensidig realkontrakt,

der først er opfyldt, når pengene er betalt, og som således alene

forpligter låntageren og ikke långiveren (kreditor), hvorfor

forbrugeren, når denne praksis fra Tribunal Supremo følges i

forbindelse med anerkendelsessøgsmålet, kan opnå, at der ikke

gives medhold i en påstand om ophævelse og erstatning, og det

ikke længere kan fastholdes, at en fortsættelse af realiseringen af

pantet i fast ejendom er gunstigere for forbrugeren? 2) Såfremt

CC’s artikel 1124

kan finde anvendelse på låneaftaler eller på

alle former for kreditaftaler, er artikel 6 og 7 i direktiv

93/13/EØF om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler da

til hinder for en retspraksis som den ovenfor nævnte, der med

henblik på at vurdere, hvorvidt det er gunstigere for

forbrugeren at realisering af pant i fast ejendom fortsættes, end

en behandling af et anerkendelsessøgsmål, som er anlagt i

henhold til CC’s artikel 1124, er skadelig for denne, ikke tager

hensyn til, at en påstand om ophævelse af aftalen og erstatning i

dette søgsmål kan forkastes, hvis domstolene anvender

bestemmelsen i CC’s artikel 1124, hvorefter »domstolene tager

en påstand om ophævelse til følge, såfremt der ikke foreligger

grunde, der tilsiger, at sagen bør udsættes«, når der henses til, at

det netop i forbindelse med lån mod pant i fast ejendom med

henblik på boligkøb med lange tilbagebetalingsfrister (20 eller

30 år) er forholdsvis sandsynligt, at domstolene anvender dette

som grundlag for at forkaste påstanden, og navnlig når den

faktiske misligholdelse af betalingsforpligtelsen ikke er særlig

grov? 3) Såfremt det fastslås, at det er gunstigere for

forbrugeren, at realiseringen af pantet i fast ejendom fortsættes

ved førtidig ophævelse, er artikel 6 og 7 i direktiv 93/13/EØF

om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler da til hinder for

en retspraksis som den ovenfor nævnte, hvorefter der på

supplerende vis kan anvendes en retsforskrift (LEC’s artikel

693, stk. 2), selv om aftalen fortsat kan være gældende uden

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 529: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr 15/3-19

vilkåret om

førtidig ophævelse, og som anvender LEC’s artikel

693, stk. 2, selv om en grundlæggende betingelse ikke er

opfyldt: der foreligger ikke nogen låneaftale med en gyldig og

retskraftig aftale om førtidig ophævelse, da denne tværtimod

netop er fundet urimelig, ugyldig og virkningsløs?

C-129/18

1) Er et barn, som er sat under permanent juridisk værgemål

hos en unionsborger eller unionsborgere på grundlag af

»kefalah« eller en tilsvarende ordning, der er fastsat i

lovgivningen i den pågældendes oprindelsesland, en »direkte

efterkommer« som omhandlet i artikel 2, nr. 2), litra c), i

direktiv 2004/38? 2) Kan andre bestemmelser i direktivet,

særligt artikel 27 og 35, fortolkes således, at de er til hinder for,

at børn, der er ofre for eller risikerer udnyttelse, misbrug eller

menneskehandel, får tilladelse til indrejse? 3) Har en

medlemsstat ret til, inden den anerkender et barn, som ikke er

efterkommer i lige linje til EØS-statsborgeren, som direkte

efterkommer i henhold til artikel 2, nr. 2), litra c), at undersøge,

om procedurerne for at sætte barnet under den pågældende

EØS-statsborgers værgemål eller tillægge denne

forældremyndighed over barnet gjorde det muligt at tage

tilstrækkeligt hensyn til det pågældende barns tarv?

Grækenland mod Kommissionen

Påstande:

—

Den anfægtede gennemførelsesafgørelse af 26.

juni 2017 fra Kommissionen annulleres, for så vidt som den i

forbindelse med den efterprøvende regnskabsafslutning

udelukker udgifter afholdt af Den Hellenske Republik på i alt 1

182 054,72 EUR fra EU-finansiering gennem anvendelse af

finansielle standardkorrektioner på grund af angivelige mangler

ved anvendelsen af krydsoverensstemmelse inden for

rammerne af EGFL og ELFUL for ansøgningsårene 2012,

2013 og 2014, i overensstemmelse med det anførte vedrørende

de faktiske omstændigheder og annullationsgrundene.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Pawlak

Sagen vedrører: 1. Skal artikel 7, stk. 1, første punktum,

sammenholdt med artikel 8 i Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 97/67/EF af 15. december 1997 om fælles regler for

udvikling af Fællesskabets indre marked for posttjenester og

forbedring af disse tjenesters kvalitet (EFT 1998, L 15, s. 14

med senere ændringer, polsk særudgave, kapitel 6, bind 3, s. 71)

fortolkes således, at en ordning i den nationale procesret som

den i artikel 165, stk. 2, i lov af 17. november 1964

–

retsplejeloven (konsolideret affattelse: DZ. U. af 2016, pos.

1822 med senere ændringer, herefter »k.p.c.«), hvorefter kun

indlevering af et procesdokument på et nationalt postkontor,

der drives af en udpeget virksomhed, dvs. en befordringspligtig

virksomhed, skal sidestilles med indgivelse af det pågældende

dokument til retten, mens dette ikke gælder for indlevering af et

procesdokument på et nationalt postkontor, der drives af en

anden befordringspligtig virksomhed, som ikke er en udpeget

virksomhed, udgør en særret? 2. Såfremt det første spørgsmål

besvares bekræftende: Skal artikel 7, stk. 1, første punktum, i

direktiv 97/67/EF sammenholdt med artikel 4, stk. 3, TEU

fortolkes således, at fordele for en udpeget virksomhed som

følge af, at denne i strid med artikel 7, stk. 1, første punktum, i

direktiv 97/67/EF er blevet tildelt en særret, skal udvides til at

Udlændinge- og

Integrationsministe-

riet

Børne- og Social-

ministeriet

Dom

26.03.19

T-480/17

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Dom

26.03.19

C-545/17

Transport-,

Bygnings- og

Boligministeriet

Dom

27.03.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 529: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr 15/3-19

omfatte de øvrige postbefordrende virksomheder med den

følge, at indleveringen af et procesdokument på et postkontor,

der drives af en anden befordringspligtig virksomhed, som ikke

er en udpeget virksomhed, skal sidestilles med indgivelse af det

pågældende dokument til retten, på grundlag af principper, der

svarer til principperne fra Den Europæiske Unions Domstols

dom af 21. juni 2007 i de forenede sager C-231/06

–

C-233/06,

Jonkman (ECLI:EU:C:2007:373)? 3. Såfremt det andet

spørgsmål besvares bekræftende: Skal artikel 7, stk. 1, første

punktum, i direktiv 97/67/EF sammenholdt med artikel 4, stk.

3, TEU fortolkes således, at en procesdeltager, der

repræsenterer en medlemsstat, kan påberåbe sig, at en national

bestemmelse som k.p.c.’s artikel 165, § 2, er uforenelig med

artikel 7, stk. 1, første punktum, i direktiv 97/67/EF?

C-681/17

Slewo

Sagen vedrører: 1. Skal artikel 16, litra e), i direktivet om

forbrugerrettigheder fortolkes således, at de deri nævnte varer,

som af sundhedsbeskyttelses- eller hygiejnemæssige årsager ikke

er egnede til at blive returneret, også omfatter varer (som f.eks.

madrasser), som ganske vist ved tilsigtet anvendelse kan

komme i direkte kontakt med menneskekroppen, men som ved

hensigtsmæssige (rengørings-)foranstaltninger fra den

erhvervsdrivendes side atter kan gøres salgbare? 2. Såfremt det

første spørgsmål besvares bekræftende: a) Hvilke betingelser

skal en vares emballage opfylde, for at der kan tales om en

forsegling som omhandlet i artikel 16, litra e), i direktivet om

forbrugerrettigheder? og b) skal de oplysninger, som den

erhvervsdrivende skal give inden forbrugeren bindes af aftalen i

henhold til artikel 6, stk. 1, litra k), i direktivet om

forbrugerrettigheder, gives på en sådan måde, at forbrugeren

med konkret henvisning til varen (her: en madras) og den

anbragte forsegling gøres opmærksom på, at han mister sin

fortrydelsesret, hvis forseglingen fjernes?

Forbundsrepublikken Tyskland mod Europa-

Kommissionen (appel)

Påstande:

—

Den appellerede dom, afsagt af Retten (Tredje

Afdeling) den 10. maj 2016 i sag T-47/15, annulleres.

—

Europa-Kommissionen betaler sagens omkostninger.

Europa-Kommissionen mod Irland

Påstande:— Det fastslås, at Irland har tilsidesat sine

forpligtelser i henhold til artikel 3, stk. 1, artikel 3, stk. 2, bilag

1, litra A, og fodnote 1 i Rådets direktiv 91/271/EØF om

rensning af byspildevand (1), idet det ikke har sikret, at vand

opsamlet i et kombineret byspildevands- og regnvandssystem i

14 byområder opbevares og ledes til rensning i

overensstemmelse med kravene i Rådets direktiv 91/271/EØF.

—

Det fastslås, at Irland har tilsidesat sine forpligtelser i

henhold til artikel 4, stk. 1 og stk. 3, sammenholdt med kravene

i artikel 10 og bilag 1, litra B, i Rådets direktiv 91/271/EØF,

enten ved ikke at tilvejebringe sekundær eller lignende rensning

eller ved ikke at fremlægge tilstrækkeligt bevis til at godtgøre

overensstemmelse i denne henseende med direktiv 91/27/EØF

med hensyn til 25 byområder.

—

Det fastslås, at Irland har

tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 5, stk. 2 og 3,

sammenholdt med kravene i artikel 10 og bilag 1, litra B, i

Rådets direktiv 91/271/EØF, idet det ikke har sikret, at

byspildevand, der tilledes kloaknet fra 21 byområder, renses

Justitsministeriet

Forbrugerombuds-

manden

Dom

27.03.19

C-405/16

Energistyrelsen

Dom

28.03.19

C-427/17

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Dom

28.03.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 529: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr 15/3-19

mere vidtgående end beskrevet i artikel 4 og i

overensstemmelse med kravene i bilag 1, litra B, i Rådets

direktiv 91/271/EØF, før det udledes til følsomme områder.—

Det fastslås, at Irland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold

til artikel 12 i Rådets direktiv 91/271/EØF, idet det ikke har

sikret, at bortskaffelse af spildevand fra rensningsanlæg for

byspildevand i byområderne Arklow (IEAG_547) og

Castlebridge (IEAG_515) foregår i henhold til forudgående

bestemmelser og/eller særlige godkendelser.

—

Irland tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

C-143/18

Romano

1. Skal artikel 6, stk. 2, litra c), i direktiv 2002/65/EF fortolkes

således, at den er til hinder for en national bestemmelse eller

praksis som den i hovedsagen omhandlede, som i forbindelse

med låneaftaler indgået ved fjernsalg ikke fastsætter en

udelukkelse af fortrydelsesretten, såfremt aftalen efter

forbrugerens udtrykkelige ønske allerede er blevet helt opfyldt

af begge parter, inden forbrugeren udøver sin fortrydelsesret? 2.

Skal artikel 4, stk. 2, artikel 5, stk. 1, artikel 6, stk. 1, andet

afsnit, andet led, og artikel 6, stk. 6, i direktiv 2002/65/EF

fortolkes således, at der for så vidt angår korrekt modtagelse af

de oplysninger, der er fastsat i national ret i henhold til artikel 5,

stk. 1, artikel 3, stk. 1, nr. 3, litra a), i direktiv 2002/65/EF, og

forbrugerens udøvelse af fortrydelsesretten i henhold til

national ret ikke skal tages udgangspunkt i andre end en

almindeligt oplyst, rimelig opmærksom og velunderrettet

gennemsnitsforbruger i betragtning af alle relevante

kendsgerninger og samtlige omstændigheder i forbindelse med

indgåelsen af denne aftale? 3. Dersom det første og det andet

spørgsmål besvares benægtende, spørges: Skal artikel 7, stk. 4, i

direktiv 2002/65/EF fortolkes således, at den er til hinder for

en national bestemmelse, som efter erklæret fortrydelse af en

ved fjernsalg indgået forbrugerkreditaftale fastsætter, at

udbyderen ud over det beløb, som han har modtaget af

forbrugeren i henhold til fjernsalgsaftalen, også skal betale

forbrugeren erstatning for værdien af anvendelsen af dette

beløb?

AMS Neve e.a.

Under omstændigheder, hvor en virksomhed er etableret og har

hjemsted i medlemsstat A og har taget skridt til i dette område

at reklamere for og udbyde varer til salg under et tegn, der er

identisk med et EU-varemærke, på et websted, som er rettet

mod erhvervsdrivende og forbrugere i medlemsstat B: i) har en

EU-varemærkedomstol i medlemsstat B da kompetence til at

påkende en påstand om krænkelse af et EU-varemærke i

forbindelse med annoncering og udbud til salg af varer i dette

område? ii) hvis dette ikke er tilfældet, hvilke andre kriterier skal

den pågældende EU-varemærkedomstol da tage hensyn til ved

afgørelsen af, om den har kompetence til at behandle denne

påstand? iii) for så vidt som svaret på nr. ii) kræver, at den

pågældende EU-varemærkedomstol fastslår, om virksomheden

har taget aktive skridt i medlemsstat B, hvilke kriterier skal der

da tages hensyn til ved afgørelsen af, om virksomheden har

taget sådanne aktive skridt?

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

28.03.19

C-172/18

Patent- og

Varemærkestyrelsen

28.03.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 529: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr 15/3-19

C-197/18

Wasserleitungsverband Nördliches Burgenland e.a.

Skal artikel 288 TEUF, sammenholdt med artikel 5, stk. 4, eller

med artikel 5, stk. 5, i, sammenholdt med bilag I, nr. 2), til

Rådets direktiv 91/676/EØF af 12. december 1991 om

beskyttelse af vand mod forurening forårsaget af nitrater, der

stammer fra landbruget (herefter »nitratdirektivet«), fortolkes

således, at a) et offentligt vandforsyningsanlæg, der leverer

forsyningspligtydelser og i denne forbindelse, inden

drikkevandet distribueres til forbrugere (med tilslutningspligt),

behandler dette vand med forhøjede nitratværdier, der

indvindes fra de brønde, som anlægget råder over, for inden

distributionen til forbrugerne at opnå en nitratkoncentration i

vandet på mindre end 50 mg pr. liter, idet det pågældende

anlæg efter loven også er forpligtet til at varetage

vandforsyningen i et bestemt geografisk område, i så henseende

i henhold til Den Europæiske Unions Domstols praksis er

direkte berørt (i den foreliggende sag af en eventuel mangelfuld

gennemførelse af Rådets direktiv 91/676/EØF af 12.12.1991), i

og med det pågældende anlæg på grund af

handlingsprogrammer, der angiveligt er utilstrækkelige

(eftersom nitratkoncentrationen på 50 mg pr. liter i vandet på

dette vandforsyningsanlægs område overskrides), er berørt, idet

anlægget skal iværksætte foranstaltninger til behandling af

vandet, hvorved det indrømmes subjektive rettigheder inden

for nitratdirektivets rammer a.1) med henblik på ændring af et

handlingsprogram, der allerede er vedtaget på nationalt plan til

gennemførelse af nitratdirektivet (i henhold til nitratdirektivets

§ 5, stk. 4), således at der ved en sådan ændring vedtages

strengere foranstaltninger med det formål at nå målsætningerne

i nitratdirektivets artikel 1 og konkret at nå en

nitratkoncentration på højst 50 mg pr. liter i grundvandet ved

enkelte indvindingssteder? a.2) med henblik på vedtagelse af

supplerende foranstaltninger eller skærpede foranstaltninger (i

henhold til nitratdirektivets § 5, stk. 5) med det mål at

gennemføre målsætningerne i nitratdirektivets artikel 1 og

konkret at nå en nitratkoncentration på højst 50 mg pr. liter i

grundvandet ved enkelte indvindingssteder? b) en forbruger,

der efter loven har ret til at anvende vandet fra sin egen

husbrønd til eget forbrug og ikke anvender dette vand på grund

af forhøjede nitratværdier (idet han på tidspunktet for

indgivelsen af den anmodning, der ligger til grund for sagen,

ikke kunne anvende dette vand og under nærværende

forelæggelse for Den Europæiske Unions Domstol ganske vist

kunne anvende dette, men en fornyet forøgelse af

nitratkoncentrationen i vandet til over 50 mg pr. liter

uomtvistet må påregnes), men får vand fra et offentligt

vandforsyningsanlæg, i så henseende i henhold til Den

Europæiske Unions Domstols praksis er direkte berørt (i den

foreliggende sag af en eventuel mangelfuld gennemførelse af

Rådets direktiv 91/676/EØF af 12.12.1991), i og med den

pågældende på grund af handlingsprogrammer, der angiveligt er

utilstrækkelige, eftersom nitratkoncentrationen på 50 mg pr.

liter overskrides i vandet på dennes vandindvindingssted

(husbrønd), er berørt, idet han ikke kan gøre brug af sin

–

med

visse indskrænkninger

–

lovhjemlede ret til at anvende

grundvandet på sin ejendom, hvorved han indrømmes

subjektive rettigheder inden for nitratdirektivets rammer b.1)

med henblik på ændring af et handlingsprogram, der allerede er

vedtaget på nationalt plan til gennemførelse af nitratdirektivet (i

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

28.03.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 529: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr 15/3-19

henhold til nitratdirektivets § 5, stk. 4), således at der ved en

sådan ændring vedtages strengere foranstaltninger med det

formål at nå målsætningerne i nitratdirektivets artikel 1 og

konkret at nå en nitratkoncentration på højst 50 mg pr. liter i

grundvandet ved enkelte indvindingssteder? b.2) med henblik

på vedtagelse af supplerende foranstaltninger eller skærpede

foranstaltninger (i henhold til nitratdirektivets § 5, stk. 5) med

det mål at gennemføre målsætningerne i nitratdirektivets artikel

1 og konkret at nå en nitratkoncentration på højst 50 mg pr.

liter i grundvandet ved enkelte indvindingssteder? c) en

kommune[, der] i sin egenskab af offentlig myndighed på grund

af nitratkoncentrationer i vandet på over 50 mg pr. liter kun

anvender en kommunal brønd, som den driver med henblik på

drikkevandsforsyning, som brønd med sekundavand eller stiller

den til rådighed som sådan

–

idet drikkevandsforsyningen ikke

påvirkes som følge heraf

–

i henhold til Den Europæiske

Unions Domstols praksis er direkte berørt (i den foreliggende

sag af en eventuel mangelfuld gennemførelse af Rådets direktiv

91/676/EØF af 12.12.1991 i form af utilstrækkelige

handlingsplaner), i og med nitratkoncentrationen på 50 mg pr.

liter [org. s 4] overskrides i vandet på indvindingsstedet og en

anvendelse som drikkevand som følge heraf ikke er mulig,

hvorved den indrømmes subjektive rettigheder inden for

nitratdirektivets rammer c.1) med henblik på ændring af et

handlingsprogram, der allerede er vedtaget på nationalt plan til

gennemførelse af nitratdirektivet (i henhold til nitratdirektivets

§ 5, stk. 4), således at der ved en sådan ændring vedtages

strengere foranstaltninger med det formål at nå målsætningerne

i nitratdirektivets artikel 1 og konkret at nå en

nitratkoncentration på højst 50 mg pr. liter i grundvandet ved

enkelte indvindingssteder? c.2) med henblik på vedtagelse af

supplerende foranstaltninger eller skærpede foranstaltninger (i

henhold til nitratdirektivets § 5, stk. 5) med det mål at

gennemføre målsætningerne i nitratdirektivets artikel 1 og

konkret at nå en nitratkoncentration på højst 50 mg pr. liter i

grundvandet ved enkelte indvindingssteder? I alle tre tilfælde er

beskyttelsen af forbrugernes sundhed under alle

omstændigheder enten sikret ved, at vandet aftages fra

udbydende vandforsyningsanlæg (med tilslutningspligt og

tilslutningsret)

–

tilfælde b) og c)

–eller

gennem egnede

vandbehandlingsforanstaltninger

–

tilfælde a).

C-210/18

WESTbahn Management

Sagen vedrører:1. Skal punkt 2, litra a), i bilag II til Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2012/34/EU af 21. november

2012 om oprettelse af et fælles europæisk jernbaneområde,

EUT L 343 af 14. december 2012, s. 32, fortolkes således, at

jernbaneinfrastrukturelementerne »personperroner« i henhold

til andet led i bilag I til dette direktiv skal subsumeres under det

i nævnte bestemmelse nævnte kriterium »passagerstationer og

dertil hørende bygninger og andre faciliteter«? 2. Dersom første

spørgsmål besvares benægtende, spørges: Skal punkt 1, litra c), i

bilag II til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2012/34/EU af 21. november 2012 om oprettelse af et fælles

europæisk jernbaneområde, EUT L 343 af 14. december 2012,

s. 32, fortolkes således, at det deri nævnte kriterium »brug af

jernbaneinfrastrukturen« omfatter benyttelse af personperroner

i henhold til andet led i bilag I til dette direktiv?

Transport-,

Bygnings- og

Boligministeriet

28.03.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 529: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr 15/3-19

C-60/18

Tallinna Vesi

1. Skal artikel 6, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2008/98/EF af 19. november 2008 om affald og om

ophævelse af visse direktiver fortolkes således, at en national

retsakt er i overensstemmelse med denne bestemmelse, når det

fremgår af retsakten, at såfremt der ikke på EU-plan er blevet

fastlagt kriterier for affaldsfasens ophør for visse særlige former

for affald, afhænger affaldsfasens ophør af, om der for en

konkret type affald er blevet fastlagt kriterier i en national,

almengyldig retsakt? 2. Indrømmer artikel 6, stk. 4, første

punktum, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2008/98/EF af 19. november 2008 om affald og om ophævelse

af visse direktiver affaldsindehaveren ret til at anmode om, at

den kompetente myndighed eller en domstol i en medlemsstat

–

såfremt der ikke på EU-plan er blevet fastlagt kriterier for

affaldsfasens ophør for visse særlige former for affald

–træffer

bestemmelse om affaldsfasens ophør i overensstemmelse med

relevant retspraksis fra Den Europæiske Unions Domstol,

uanset om der for så vidt angår en konkret type affald er blevet

fastlagt kriterier i en national, almengyldig retsakt?

Idi

–

»Er det foreneligt med artikel 45, stk. 2, litra a) og b), i

direktiv 2004/18/EF af 31. marts 2004, at blot en ansøgning

om tvangsakkord, som debitor har indgivet ved den relevante

retsinstans, bevirker, at virksomheden anses for at være »under

behandling?«

–

»Er det foreneligt med ovenstående bestemmelser, at debitors

erkendelse af, at vedkommende er insolvent og vil indgive

ansøgning om »blanko«-tvangsakkord (med de ovenfor

præciserede kendetegn), anses som grund til udelukkelse fra

deltagelse i udbudsproceduren ved anlæggelse af en vid

fortolkning af begrebet »under behandling« i den nævnte EU-

bestemmelse (direktivets artikel 45) og den omhandlede

nationale bestemmelse (artikel 38 i lovdekret nr. 163/2006)?«

Safeway

Under omstændigheder, hvor reglerne i en pensionsordning i

henhold til national ret i forbindelse med en ændring af

ordningens »Trust deed« (trustdokument«) tillægger en beføjelse

til at begrænse værdien af optjente pensionsrettigheder for både

mænd og kvinder med tilbagevirkende kraft for en periode

mellem datoen for en skriftlig meddelelse om de påtænkte

ændringer af ordningen og den dato, hvor trustdokumentet

faktisk ændres, kræver artikel 157 i traktaten om Den

Europæiske Unions funktionsmåde (tidligere og på tidspunktet

for de faktiske omstændigheder Rom-traktatens artikel 119) da,

at både mænd og kvinders optjente pensionsrettigheder anses

for ikke at kunne fortabes i denne periode, således at deres

pensionsrettigheder beskyttes imod begrænsninger med

tilbagevirkende kraft i henhold til denne beføjelse i national ret?

Kommissionen mod Belgien

Påstande:

—

Det fastslås, at Kongeriget Belgien har tilsidesat

sine forpligtelser i henhold til artikel 13 i Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv 2014/61/EU af 15. maj 2014 om

foranstaltninger for at reducere omkostningerne ved etablering

af højhastighedsnet til elektronisk kommunikation (EUT L 155,

s. 1), idet det ikke senest den 1. januar 2016 havde vedtaget de

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Dom

28.03.19

C-101/18

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

Dom

28.03.19

C-171/18

Finanstilsynet

28.03.19

C-543/17

Udenrigsministeriet

02.04.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 529: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr 15/3-19

love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at

efterkomme dette direktiv, eller under alle omstændigheder idet

det har undladt at underrette Kommissionen om disse

bestemmelser.

—

I henhold til artikel 260, stk. 3, TEUF

tilpligtes Kongeriget Belgien at betale en tvangsbøde på 54

639,36 EUR pr. dag at regne fra afsigelsen af dommen i denne

sag som følge af tilsidesættelsen af forpligtelsen til at underrette

om gennemførelsesbestemmelserne til direktiv 2016/61/EU.

—

Kongeriget Belgien tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Forenede

sager

C-582/17

C-583/17

H. m.fl

Sagen vedrører: 1. Skal Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EU) nr. 604/2013 af 26. juni 2013 om fastsættelse

af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat

der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om

international beskyttelse, der er indgivet af en

tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne

(EUT 2013, L 180) fortolkes således, at kun den medlemsstat,

hvor ansøgningen om international beskyttelse blev indgivet

første gang, skal afgøre, hvilken medlemsstat, der er ansvarlig,

med den konsekvens, at en udlænding kun i denne medlemsstat

i henhold til Dublinforordningens artikel 27 kan gøre gældende

for domstolene, at der er sket en ukorrekt anvendelse af et af de

ansvarlighedskriterier, der er omhandlet i Dublinforordningens

kapitel III, herunder artikel 9? 2. I hvilket omfang har det ved

besvarelsen af det første spørgsmål betydning, at der i den stat,

hvor udlændingen første gang har indgivet ansøgningen om

international beskyttelse, allerede er truffet en afgørelse

vedrørende denne ansøgning, eller at udlændingen har trukket

ansøgningen tilbage for tidligt?

Powszechny Zakład Ubezpieczeń na Życie

1) Kan artikel 50 i Den Europæiske Unions charter om

grundlæggende rettigheder fortolkes således, at anvendelsen af

ne bis in idem-princippet ikke kun forudsætter, at

lovovertræderen og de faktiske omstændigheder er identiske,

men også at det beskyttede retsgode er identisk? 2) Skal artikel

3 i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002

om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel

81 og 82 (EFT 2003, L 1, s. 1), sammenholdt med artikel 50 i

Den Europæiske Unions charter om grundlæggende

rettigheder, fortolkes således, at EU-retlige og nationale

konkurrenceregler, som af en medlemsstats

konkurrencemyndighed anvendes parallelt, beskytter det

samme retsgode?

Aqua med

Sagen vedrører: 1. Skal en prøvelse af en værnetingsaftale i en

forbrugeraftale, som en national ret foretager ex officio og som

støttes på artikel 6, stk. 1, i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5.

april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (EFT

L 95, s. 29, herefter direktiv 93/13/EØF) og Den Europæiske

Unions domstols praksis (dom Pannon GSM, C-243/08), også

omfatte kontraktlige bestemmelser, der regulerer spørgsmålet

om værneting for tvister mellem parterne, men gør dette ved

blot at henvise til national ret?

2. Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Skal den

prøvelse, som retten foretager, medføre, at kompetencereglerne

anvendes således, at forbrugeren ydes den beskyttelse, der

tilkommer den pågældende i henhold til direktivet, dvs. således,

Udlændinge- og

Integrationsministe-

riet

Dom

02.04.19

C-617/17

Udenrigsministeriet

03.04.19

C-266/18

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

Dom

03.04.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 529: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr 15/3-19

at sagen kan afgøres ved den ret, der ligger nærmest

forbrugerens bopæl eller sædvanlige opholdssted?

C-588/17

Kongeriget Spanien mod Europa-Kommissionen (appel)

Påstande:

—

Der gives medhold i den foreliggende appel, og

Rettens dom af 20. juli 2017, som er afsagt i sag T-143/15,

Kongeriget Spanien mod Europa-Kommissionen

(ECLI:EU:T:2017:534), ophæves delvist for så vidt angår den

finansielle korrektion, som er pålagt Kongeriget Spanien, om

udelukkelse fra EU-finansiering af visse udgifter, som

medlemsstaterne har afholdt inden for rammerne af Den

Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den

Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne

(ELFUL) (EUT af 23.1.2015, s. 62-205/75), som henhører

under begrebet naturbetingede ulemper og begrebet

miljøvenlige landbrugsforanstaltninger i den selvstyrende region

Castilla y Leóns program for udvikling af landdistrikter, for så

vidt angår det beløb på 1 793 798,22 EUR, der svarer til den del

af støtten, som er ydet til områder med naturbetingede

ulemper.— I den nye dom, der afsiges, annulleres

Kommissionens gennemførelsesafgørelse af 18. januar 2015,

for så vidt angår den finansielle korrektion, som er pålagt

Kongeriget Spanien, om udelukkelse fra EU-finansiering af

visse udgifter, som medlemsstaterne har afholdt inden for

rammerne af Den Europæiske Garantifond for Landbruget

(EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af

Landdistrikterne (ELFUL) (EUT af 23.1.2015, s. 62-205/75),

som hen hører under begrebet naturbetingede ulemper og

begrebet miljøvenlige landbrugsforanstaltninger i den

selvstyrende region Castilla y Leóns program for udvikling af

landdistrikter, for så vidt angår det beløb på 1 793 798,22 EUR,

der svarer til den del af støtten, som er ydet til områder med

naturbetingede ulemper.

Zentrale zur Bekämpfung unlauteren Wettbewerbs

Frankfurt am Main

1. Skal der med henblik på definitionen af begrebet

»oprindelsesland« i henhold til artikel 113a, stk. 1, i forordning

(EF) nr. 1234/2007 og artikel 76, stk. 1, i forordning (EU) nr.

1308/2013 tages udgangspunkt i definitionerne i toldkodeksens

artikel 23 ff. og EU-toldkodeksens artikel 60? 2. Har

champignoner, der høstes på det nationale område, i henhold til

artikel 23 i forordning (EØF) nr. 2913/92 og artikel 60, stk. 1, i

forordning (EU) nr. 952/2013 indenlandsk oprindelse, når

væsentlige produktionstrin finder sted i andre medlemsstater i

Den EuropæiskeUnion, og champignonerne først indføres på

det nationale område tre eller færre dage før den første høst? 3.

Skal forbuddet mod vildledning i artikel 2, stk. 1, litra a), nr. i), i

direktiv nr. 2000/13/EF og i artikel 7, stk. 1, litra a), i

forordning (EU) nr. 1169/2011 anvendes på den obligatoriske

oprindelsesbetegnelse i henhold til artikel 113a, stk. 1, i

forordning (EF) nr. 1234/2007 og artikel 76, stk. 1, i

forordning (EU) nr. 1308/2013? 4. Kan der til den

obligatoriske oprindelsesbetegnelse i henhold til artikel 113a,

stk. 1, i forordning (EF) nr. 1234/2007 og artikel 76, stk. 1, i

forordning (EU) nr. 1308/2013 tilføjes præciserende angivelser

med henblik på at forebygge en vildledning, der er forbudt i

henhold til artikel 2, stk. 1, litra a), nr. i), i direktiv nr.

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Dom

04.04.19

C-686/17

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

04.04.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 529: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr 15/3-19

2000/13/EF samtartikel 7, stk. 1, litra a), i forordning (EU) nr.

1169/2011?

C-699/17

Allianz Vorsorgekasse

Finder bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2014/24/EU af 26. februar 2014 om offentlige udbud

henholdsvis artikel 49 TEUF og 56 TEUF og de heraf

følgende principper om ligebehandling, ikke-diskrimination og

gennemsigtighed anvendelse på ordregivende myndigheders

indgåelse af kontrakter med understøttelseskasser om

administration og investering af arbejdstagerbidrag, når

tildelingen af kontrakten og dermed valget af forsorgskasse

kræver medarbejdernes henholdsvis deres repræsentanters

samtykke og således ikke kan foretages af den ordregivende

myndighed alene?

ClientEarth mod Kommissionen

Påstande:

—

Sagen antages til realitetsbehandling, og

sagsøgeren gives medhold.

—

Europa-Kommissionens

afgørelse af 7. december 201 6 (»den anfægtede afgørelse),

hvorved Kommissionen gav afslag på at foretage en fornyet

bedømmelse af dens afgørelse C(20 i 6) 3 549 (»afgørelsen om

godkendelsef<), hvorved foretagenderne VinyLoop Ferrara

SpA, Stena Recyding AB og Plastic Planet srl fik godkendelse til

brug af kemikaliet, der er kendt som Bis-(2-ethylhexyl)phthalat i

henhold til forordning (EF) nr. i 907/2006 (‘),

annulleres. —

Afgørelsen om godkendelse annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale de af sagsøgeren

afholdte omkostninger

—

Der træffes sådanne foranstaltninger, der måtte findes

fornødne.

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

Dom

04.04.19

T-108/17

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Dom

04.04.19