Europaudvalget 2018-19 (1. samling)
EUU Alm.del Bilag 550
Offentligt
Den 21. marts 2019
MFVM 798
GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om Kommissionens forslag om referencepunkter for handling for rester af ikke-
tilladte farmakologisk aktive stoffer i animalske fødevarer (komitésag)
KOM-dokument foreligger ikke
Resumé
Kommissionen har fremsat et forslag til forordning om detaljerede regler for referencepunkter for
tiltag for rester af ikke-tilladte farmakologisk aktive stoffer i animalske fødevarer. Det drejer sig om
kloramfenikol, malakitgrønt og nitrofuranmetabolitter. Det betyder, at de nuværende reference-
punkter for tiltag for visse stoffer sænkes. Forslaget vurderes generelt at øge beskyttelsesniveauet i
Danmark. Forslaget vurderes at få erhvervsøkonomiske konsekvenser for dansk dambrug. Forslaget
forventes sat til afstemning i Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder den 29.
marts 2019. Regeringen agter på den baggrund at støtte forslaget.
Baggrund
Kommissionen har fremsat forslag om referencegrundlag for tiltag for rester af ikke-tilladte farmako-
logisk aktive stoffer i animalske fødevarer.
Forslaget er fremsat med hjemmel i artikel 18, 19, stk. 3, og 24, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning 470/2009 om fællesskabsprocedurer for fastsættelse af grænseværdier for restkoncen-
trationer af farmakologisk virksomme stoffer i animalske fødevarer. Ifølge denne forordning kan der
fastsættes referencegrundlag for tiltag vedrørende restkoncentrationer af farmakologisk virksomme
stoffer, som ikke er klassificeret i overensstemmelse med artikel 14, stk. 2, litra a), b) eller c), når det
skønnes nødvendigt for at sikre kontrollen af animalske fødevarer, der importeres eller bringes i om-
sætning i henhold til forordning om offentlig kontrol 882/2004.
Forslaget behandles i en forskriftsprocedure med kontrol i Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fø-
devarer og Foder. Hvis der er kvalificeret flertal for forslaget, forelægger Kommissionen forslaget for
Rådet og Europa-Parlamentet med henblik på legalitetskontrol, der udtaler sig med henholdsvis kvali-
ficeret og absolut flertal inden for 3 måneder. Kommissionen vedtager forslaget, såfremt Rådet og
Europa-Parlamentet tilslutter sig forslaget eller ikke har udtalt sig inden for tidsfristen. Opnås der ikke
kvalificeret flertal i Den Stående Komité, forelægger Kommissionen sagen for Rådet, der udtaler sig
med kvalificeret flertal inden for 2 måneder. Kommissionen underretter samtidig Europa-
Parlamentet. Hvis Rådet vedtager forslaget eller ikke udtaler sig indenfor fristen, skal forslaget sendes
til Europa-Parlamentet til legalitetskontrol. Kommissionen vedtager forslaget, hvis Europa-
Parlamentet ikke indenfor en frist på 4 måneder har gjort indsigelse mod forslaget.
Forslaget forventes sat til afstemning på mødet i Den Stående Komité den 29. marts 2019.