EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 652: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 29/4-19

Europaudvalget 2018-19 (1. samling)
EUU Alm.del Bilag 652
Offentligt

Udenrigsministeriet

Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret

Asiatisk Plads 2

–

1448 København K

Tlf.: 33 92 03 24 Fax: 33 92 03 03

Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse

JTEU j.nr. 2015 - 30240

29. april 2019

Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i den indeværende uge

samt i de kommende to uger i retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager,

hvor der er nedsat procesdelegation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig

forhandling, fremsættelse af generaladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der

i øvrigt følges af den danske regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse

og afsigelse af dom. Generaladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-

Domstolens hjemmeside (http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.

Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-

Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.

Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:

Sagsnr.

A-1/17

Titel og kort sagsresumé

Anmodning om udtalelse vedr. ICS-investerings-

domstolssystem fremsat af Kongeriget Belgien

Spørgsmål: Er den samlede økonomi- og handelsaftale

mellem Canada på den ene side og Den Europæiske Union

og dens medlemsstater på den anden side, der blev

undertegnet i Bruxelles den 30. oktober 2016, med hensyn

til kapitel 8 (»Investering«), afdeling F (»Bilæggelse af

investeringstvister mellem investorer og stater«), forenelig

med traktaterne, herunder de grundlæggende rettigheder?

Dorobantu

1. Hvilke minimumskrav kan der i forbindelse med

rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre stilles til

fængslingsforhold ud fra grundrettighedschartrets artikel 4?

a. Findes der navnlig fra et EU-retligt synspunkt en

»absolut« nedre grænse for cellestørrelse, hvorunder der

altid vil foreligge et brud på grundrettighedschartrets artikel

4? i. Afhænger bestemmelsen af den individuelle celleandel

af, om der er tale om en enecelle eller en fællescelle? ii. Skal

det areal, der optages af møblement (seng, skab, osv.),

trækkes fra ved beregningen af cellestørrelsen? iii. Hvilke

bygningsmæssige forudsætninger er i givet fald relevante

for, om fængslingsforholdene er i overensstemmelse med

EU-retten? Hvilken betydning har i givet fald den direkte

(eller kun indirekte) adgang fra fængselscellen til f.eks.

toiletrum eller andre rum såvel som forsyningen med koldt

og varmt vand, opvarmning, belysning, osv.? b. I hvilken

grad spiller forskellige »afsoningsordninger«, navnlig

forskellige tidsrum hvor cellerne er åbne og forskellige

grader af bevægelsesfrihed i fængslet, en rolle for

Deltager i PD

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Til orientering:

Erhvervsstyrelsen

Søfartsstyrelsen

Processkri

Udtalelse

Dato

30.04.19

C-128/18

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

30.04.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 652: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 29/4-19

vurderingen? c. Kan

–

således som afdelingen har gjort i

sine afgørelser om udleveringens lovlighed

–

også retslige

og organisatoriske forbedringer i den udstedende

medlemsstat (indførelse af et ombudsmandssystem,

etablering af domstole for straffuldbyrdelse, osv.) tages i

betragtning? 2. Efter hvilke kriterier skal

fængslingsforholdene vurderes i forhold til grundlæggende

EU-rettigheder? I hvilken grad har disse kriterier

indflydelse på fortolkningen af begrebet »reel risiko« i den

forstand, hvori udtrykket er anvendt i Domstolens praksis i

sagerne Aranyosi og Căldăraru? a. Har de judicielle

myndigheder i fuldbyrdelsesmedlemsstaten beføjelse til

omfattende kontrol af fængslingsforholdene i den

udstedende medlemsstat eller skal de begrænse sig til en

»kontrol af åbenlyse forhold« (»Evidenzkontrolle«)? b. For

så vidt som Domstolen i forbindelse med besvarelsen af

det første præjudicielle spørgsmål måtte nå den konklusion,

at der findes »absolutte« EU-retlige krav til

fængslingsforholdene: Ville en manglende opfyldelse af

disse minimumsbetingelser være »afvejningsresistent« i den

forstand, at der dermed altid ville bestå en »reel risiko«, der

ville gøre en udlevering ulovlig, eller kan

fuldbyrdelsesmedlemsstaten alligevel foretage en afvejning?

Kan der herved tages hensyn til aspekter som

opretholdelsen af den gensidige retshjælp på europæisk

plan, den europæiske strafferetsplejes funktionsdygtighed

eller princippet om gensidig tillid og princippet om

gensidig anerkendelse?

C-508/18

Minister for Justice and Equality m.fl.

1. Skal en offentlig anklagers uafhængighed af den

udøvende magt afgøres i henhold til dennes rolle i det

relevante nationale retssystem? Hvis dette ikke er tilfældet,

efter hvilke kriterier skal spørgsmålet om uafhængighed af

den udøvende magt da afgøres efter?

2. Er en offentlig anklager, som i henhold til national ret er

underlagt mulig styring eller instruktion enten direkte eller

indirekte fra et justitsministerium, tilstrækkelig uafhængig

af den udøvende magt til at kunne betragtes som en

judiciel myndighed som omhandlet i rammeafgørelsens

artikel 6, stk. 1?

3. Såfremt dette er tilfældet, skal den offentlige anklager da

tillige være funktionelt uafhængig af den udøvende magt,

og hvilke kriterier skal spørgsmålet om funktionel

uafhængighed afgøres efter?

4. Hvis den offentlige anklager er uafhængig af den

udøvende magt, er en offentlig anklager, som er begrænset

til at iværksætte og gennemføre efterforskning, til at sikre at

sådanne efterforskninger udføres objektivt og i

overensstemmelse med loven, at rejse tiltale, at fuldbyrde

retslige afgørelser, at gennemføre retsforfølgning af

lovovertrædelser ved domstolene og at give møde i

appelsager, som ikke udsteder nationale arrestordrer, og

som ikke må udføre retslige opgaver, da en »judiciel

myndighed« som omhandlet i rammeafgørelsens artikel 6,

stk. 1?

5. Er den offentlige anklager i Lübeck en judiciel

myndighed som omhandlet i artikel 6, stk. 1, i

rammeafgørelsen af 13. juni 2002 om den europæiske

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

30.04.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 652: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 29/4-19

arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem

medlemsstaterne?

C-509/18

Minister for Justice and Equality m.fl.

1. Er de kriterier, i henhold til hvilke det skal afgøres, om

en offentlig anklager, der er udpeget som en udstedende

judiciel myndighed i henhold til artikel 6, stk. 1, er en

judiciel myndighed i den selvstændige betydning af dette

begreb i rammeafgørelsen af 2002 om den europæiske

arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem

medlemsstaterne, at 1) den offentlige anklager er uafhængig

af den udøvende magt og 2) anses for at forvalte retsplejen

eller deltage i forvaltningen af retsplejen i dennes egen

retsorden?

2. I benægtende fald, hvilke kriterier skal den nationale ret

da anvende ved afgørelsen af, om en offentlig anklager, der

er udpeget som en udstedende judiciel myndighed i

henhold til rammeafgørelsens artikel 6, stk. 1, er en judiciel

myndighed i henhold til artikel 6, stk. 1?

3. For så vidt som kriterierne omfatter et krav om, at den

offentlige anklager forvalter retsplejen eller deltager i

forvaltningen af retsplejen, skal det så afgøres i

overensstemmelse med den status, han har i sin egen

retsorden, eller i overensstemmelse med bestemte

objektive kriterier? Hvad er de objektive kriterier i givet

fald?

4. Er Republikken Litauens offentlige anklager en judiciel

myndighed i den selvstændige betydning af dette begreb i

artikel 6, stk. 1, i rammeafgørelsen af 2002 om den

europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse

mellem medlemsstaterne?

Minister for Justice and Equality

1. Skal en offentlig anklagers uafhængighed af den

udøvende magt afgøres i henhold til dennes rolle i det

relevante nationale retssystem? Hvis dette ikke er tilfældet,

efter hvilke kriterier skal spørgsmålet om uafhængighed af

den udøvende magt da afgøres efter?

2. Er en offentlig anklager, som i henhold til national ret er

underlagt mulig styring eller instruktion enten direkte eller

indirekte fra et justitsministerium, tilstrækkelig uafhængig

af den udøvende magt til at kunne betragtes som en

judiciel myndighed som omhandlet i rammeafgørelsens

artikel 6, stk. 1?

3 Såfremt dette er tilfældet, skal den offentlige anklager da

tillige være funktionelt uafhængig af den udøvende magt,

og hvilke kriterier skal spørgsmålet om funktionel

uafhængighed afgøres efter?

4. Hvis den offentlige anklager er uafhængig af den

udøvende magt, er en offentlig anklager, som er begrænset

til at iværksætte og gennemføre efterforskning, til at sikre at

sådanne efterforskninger udføres objektivt og i

overensstemmelse med loven, at rejse tiltale, at fuldbyrde

retslige afgørelser, at gennemføre retsforfølgning af

lovovertrædelser ved domstolene og at give møde i

appelsager, som ikke udsteder nationale arrestordrer, og

som ikke må udføre retslige opgaver, da en »judiciel

myndighed« som omhandlet i rammeafgørelsens artikel 6,

stk. 1?

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

30.04.19

C-82/19

PPU

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

30.04.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 652: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 29/4-19

5. Er anklagemyndigheden i Zwickau en judiciel

myndighed som omhandlet i artikel 6, stk. 1, i

rammeafgørelsen af 13. juni 2002 om den europæiske

arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem

medlemsstaterne?

C-70/18

A e.a

Sagen vedrører:la. Skal artikel 7 i afgørelse nr. 2/76

henholdsvis artikel 13 i afgørelse nr. 1/80 fortolkes således,

at disse bestemmelser ikke er til hinder for en national

ordning om almindelig behandling og opbevaring af

biometriske data om tredjelandsstatsborgere, herunder

tyrkiske statsborgere, i et register som omhandlet i artikel 2,

litra a) og b), i Europa-Parlamentet og Rådets direktiv

95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske

personer i forbindelse med behandling af

personoplysninger og om fri udveksling af sådanne

oplysninger (EFT 1995, L 281), idet denne nationale

ordning ikke går videre end nødvendigt for at gennemføre

det med ordningen tilstræbte lovlige formål om at

forhindre og bekæmpe identitets- og dokumentsvig? 1b.

Har det herved nogen betydning, at varigheden af

opbevaringen af de biometriske data er knyttet til

varigheden af tredjelandsstatsborgeres lovlige og/eller

ulovlige ophold, herunder tyrkiske statsborgeres lovlige

og/eller ulovlige ophold?

2. Skal artikel 7 i afgørelse nr. 2/76 henholdsvis artikel 13 i

afgørelse nr. 1/80 fortolkes således, at en national ordning

ikke udgør en begrænsning som omhandlet i disse

bestemmelser, hvis virkningen af den nationale ordning for

adgangen til beskæftigelse i disse bestemmelsers forstand er

for usikker eller for indirekte til, at det kan antages, at

denne adgang hindres?

3a. Såfremt spørgsmål 2 besvares således, at en national

ordning, hvorefter biometriske data vedrørende

tredjelandsstatsborgere, herunder tyrkiske statsborgere, i et

på at forhindre, efterforske og undersøge lovovertrædelser

–

af terror- eller ikke terrormæssig karakter

–

er en ny

begrænsning, skal artikel 52, stk. 1, sammenholdt med

artikel 7 og artikel 8, i Den Europiske Unions charter om

grundlæggende rettigheder da fortolkes således, at denne

bestemmelse er til hinder for en sådan national ordning?

3b. Har det herved nogen betydning, at denne statsborger,

da han anholdes på mistanke om en lovovertrædelse, har

opholdsdokumentet med sine biometriske data på sig?

Luonnonsuojeluyhdistys Tapiola

Sagen vedrører: 1. Kan det henset til ordlyden af

habitatdirektivets artikel 16, stk. 1, litra e), tillades, at der på

grundlag af ansøgninger fra enkelte jægere udstedes

regionalt begrænsede dispensationer til såkaldt

bestandsplejende jagt?

–

Har det betydning for

vurderingen af dette spørgsmål, at skønsudøvelsen i

forbindelse med afgørelsen om dispensationerne retter sig

efter en national bestandsplejeplan samt efter den i en

bekendtgørelse fastsatte øvre grænse for antallet af

nedlagte dyr, inden for hvilken der hvert år kan tildeles

undtagelsestilladelser for medlemsstatens område?

–

Kan

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

02.05.19

C-674/17

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Miljø- og

Fødevareministeriet

08.05.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 652: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 29/4-19

der ved vurderingen tages hensyn til andre aspekter såsom

målsætningen om at hindre skader på hunde og øge den

generelle tryghedsfølelse? 2. Kan tildeling af

dispensationer til bestandsplejende jagt som omhandlet i

det første spørgsmål begrundes med, at der for at forhindre

krybskytteri ikke findes nogen anden brugbar løsning som

omhandlet i habitatdirektivets artikel 16, stk. 1?

–

Kan der i

så fald tages hensyn til de praktiske vanskeligheder ved at

kontrollere ulovligt krybskytteri?

–

Er målsætningen om at

hindre skader på hunde og øge den generelle

tryghedsfølelse muligvis også af betydning ved vurderingen

af spørgsmålet om, hvorvidt der findes en anden brugbar

løsning? 3. Hvordan skal den i habitatdirektivets artikel 16,

stk. 1, nævnte betingelse vedrørende den pågældende

bestands bevaringsstatus vurderes i forbindelse med

tildeling af regionalt begrænsede dispensationer?

–

Skal

bevaringsstatus for en art vurderes både i relation til et

bestemt område og i relation til hele medlemsstatens

område eller i relation til et endnu større

udbredelsesområde for den pågældende art?

–

Er det

muligt, at de i habitatdirektivets artikel 16, stk. 1, fastsatte

betingelser for at udstede en dispensation er opfyldt, selv

om en arts bevaringsstatus ud fra en objektiv vurdering

ikke kan anses for gunstig i direktivets forstand?– Såfremt

ovenstående spørgsmål besvares bekræftende: I hvilken

situation kan dette komme i betragtning?

C-138/18

Estron (Forelagt af Vestre Landsret)

Sagen vedrører: 1. Skal bestemmelse 2, litra a, til kapitel 90

i den kombinerede nomenklatur sammenholdt med de

almindelige tariferingsbestemmelser 1 og 6 forstås således,

at "dele og tilbehør, der i sig selv er varer henhørende

under en position i dette kapitel eller i kapitel 84, 85 eller

91 ", henviser til varer i de firecifrede positionstekster i

disse kapitler, eller skal bestemmelsen forstås således, at

den tillige henviser til underpositionsteksterne (de første

seks cifre) i kapitel 84, 85, 90 og 91? 2. Skal connectorer

som de i sagen omhandlede tariferes i KN-underposition

8544 42 90, i KN-underposition 9021 4000 eller i KN-

underposition 9021 90 10? 3. Skal bestemmelse 1, litra m,

til afsnit XVI fortolkes således, at hvis en vare henhører

under kapitel 90, så kan den ikke tillige henhøre under

kapitel 84 og 85?

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Skatteministeriet

(repræsenteret ved

Kammeradvokaten)

Dom

16.05.19

Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:

Sagsnr.

C-556/17

Titel og kort sagsresumé

Torubarov

Skal artikel 46, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2013/32/EU af 26. juni 2013 om fælles procedurer for tildeling

og fratagelse af international beskyttelse, sammenholdt med

artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende

rettigheder, fortolkes således, at de ungarske retter kan ændre

administrative afgørelser, der er truffet af en myndighed med

kompetence i asylsager, hvorved der gives afslag på

Interessent

Udlændinge- og

Integrationsministe-

riet

Udenrigsministeriet

Processk

ridt

Dato

30.04.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 652: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 29/4-19

international beskyttelse, og at de ungarske retter kan tildele en

sådan beskyttelse?

C-620/17

Hochtief Solutions Magyarországi Fióktelepe

Sagen vedrører: 1) Skal de grundlæggende EU-retlige principper

og bestemmelser (navnlig artikel 4, stk. 3, TEU og kravet om

ensartet fortolkning), som fortolket af Den Europæiske Unions

Domstol, særligt i dommen afsagt i Köbler-sagen, fortolkes

således, at en konstatering af, at en ret i en medlemsstat, hvis

afgørelser ikke kan appelleres, er erstatningsansvarlig for en

dom, der er i strid med EU-retten, alene kan støttes på national

ret eller på de i national ret fastsatte kriterier, og i benægtende

fald skal de grundlæggende EU-retlige principper og

bestemmelser, navnlig de af Den Europæiske Unions Domstol

fastsatte tre kriterier i Köbler-dommen for at fastslå en »stats«

ansvar, da fortolkes således, at opfyldelsen af betingelserne for

en medlemsstats ansvar som følge af denne stats domstoles

tilsidesættelse af EUretten skal vurderes i henhold til national

ret?

2) Skal de grundlæggende EU-retlige principper og

bestemmelser (navnlig artikel 4, stk. 3, TEU og kravet om

ensartet fortolkning), særligt i dommene afsagt af Den

Europæiske Unions Domstol vedrørende medlemsstatens

ansvar i bl.a. sagerne Francovich, Brasserie du pêcheur og

Köbler, fortolkes således, at retskraften af domme, som er i

strid med EU-retten, og som er afsagt af en ret i medlemsstat,

hvis afgørelser ikke kan appelleres, udelukker, at det fastslås, at

medlemsstaten er erstatningsansvarlig?

3) Henset til direktiv 89/665/EØF, som ændret ved direktiv

2007/66/EØF, og til direktiv 92/13/EØF ønskes det oplyst,

om fremgangsmåderne ved klager vedrørende indgåelse af

offentlige kontrakter, der overstiger de EU-retlige

tærskelværdier, og domstolsprøvelsen af den administrative

afgørelse, der er truffet i denne sag, er relevante med henblik på

EU-retten, og i bekræftende fald om EU-retten og Den

Europæiske Unions Domstols praksis (bl.a. dommene afsagt i

sagerne Kühne & Heitz, Kapferer og navnlig i sagen Impresa

Pizzarotti) angående behovet for som ekstraordinært søgsmål at

tillade fornyet prøvelse, der udledes af national ret vedrørende

domstolsprøvelse af den administrative afgørelse, som er truffet

i den pågældende klagesag i forbindelse med indgåelse af

offentlige kontrakter, er relevante?

4) Skal direktiverne vedrørende klageprocedurerne i forbindelse

med indgåelse af offentlige kontrakter (dvs. direktiv

89/665/EØF, som ændret ved direktiv 2007/66/EF, og

direktiv 92/13/EØF) fortolkes således, at en national

lovgivning, hvorefter de nationale retter, der påkender

hovedsagen, kan undlade at tage hensyn til en omstændighed,

der skal undersøges i henhold til en dom fra Den Europæiske

Unions Domstol

–

afsagt som led i en præjudiciel forelæggelse

inden for rammerne af en klageprocedure i forbindelse med

indgåelse af offentlige kontrakter

–

er i overensstemmelse med

disse direktiver, når denne omstændighed ikke tages i

betragtning af de nationale retsinstanser, som skal træffe

afgørelse i en sag, der er anlagt med påstand om fornyet

prøvelse, som er anlagt til prøvelse af den i hovedsagen

vedtagne afgørelse?

5) Skal Rådets direktiv 89/665/EØF af 21. december 1989 om

samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende

Udenrigsministeriet

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

30.04.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 652: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 29/4-19

anvendelsen af klageprocedurerne i forbindelse med indgåelse

af offentlige indkøbs- samt bygge- og anlægskontrakter, navnlig

dets artikel 1, stk. 1 og 3, og Rådets direktiv 92/13/EØF af

[25.] februar 1992 om samordning af love og administrative

bestemmelser vedrørende anvendelse af EF-reglerne for

fremgangsmåden ved tilbudsgivning inden for vand- og

energiforsyning samt transport og telekommunikation, navnlig

dets artikel 1 og 2

–

navnlig henset til dommene afsagt i sagerne

Willy Kempter, Pannon GSM og VB Pénzügyi Lízing, samt i

sagerne Kühne & Heitz, Kapferer og Impresa Pizzarotti

–

fortolkes således, at det er i overensstemmelse med disse

direktiver, kravet om effektiv domstolsbeskyttelse,

ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet, at en national

lovgivning henholdsvis anvendelsen heraf, hvorefter den ret,

der påkender en sag

–

på trods af, at en dom afsagt af Den

Europæiske Unions Domstol i forbindelse med en præjudiciel

forelæggelse, inden der afsiges dom i sagen i anden instans,

fastlægger en relevant fortolkning af de EU-retlige

bestemmelser

–

afviser sagen som følge af forældelse og efter,

at den ret, der påkender en påstand om fornyet prøvelse har

fundet, at denne skal afvises?

6) Såfremt et søgsmål med påstand om fornyet prøvelse med

henblik på at genskabe den forfatningsmæssige forenelighed i

medfør af en ny afgørelse fra forfatningsdomstolen skal tillades

i henhold til national ret, ønskes oplyst, om ikke fornyet

prøvelse bør tillades i henhold til ækvivalensprincippet og det i

Transportes Urbanos-dommen fastsatte princip, når der i

hovedsagen som følge af de i national ret fastsatte procesfrister

ikke kunne tages hensyn til en dom afsagt af Den Europæiske

Unions Domstol?

C-390/18

AIRBNB Ireland

Er ydelserne, der leveres i Frankrig af selskabet Airbnb Ireland

UC via en elektronisk platform, som befinder sig i Irland,

omfattet af princippet om fri udveksling af tjenesteydelser, der

er fastsat i artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2000/31/EF af 8. juni 2000? Kan de restriktive regler

vedrørende udøvelsen af erhvervet som ejendomsmægler i

Frankrig, som er fastsat i lov nr. 70-9 af 2. januar 1970 om

formidlingsvirksomhed vedrørende fast ejendom, den såkaldte

Hoguet-lov, gøres gældende over for selskabet Airbnb Ireland

UC?

A-Fonds

Sagen vedrører: 1) Skal en udvidelse af rækkevidden af en

eksisterende skatteordning, som følge af at en skattepligtig med

føje har påberåbt sig retten til frie kapitalbevægelser i henhold

til artikel 56 TEF (nu artikel 63 TEUF), forstås som en ny

støtteforanstaltning, der ændrer en eksisterende støtte? 2)

Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende, er den nationale

rets udøvelse af opgaven i henhold til artikel 108, stk. 3, TEUF

til hinder for, at den skattepligtige tildeles en skattefordel, som

den skattepligtige gør krav på i henhold til artikel 56 TEF (nu

artikel 63 TEUF), eller skal Kommissionen underrettes om en

påtænkt retsafgørelse om tildeling af denne fordel, eller skal den

nationale ret foretage eller træffe nogen anden handling eller

foranstaltning i betragtning af den tilsynsopgave, den har fået

tildelt i henhold til artikel 108, stk. 3, TEUF?

Forbrugerombuds-

manden

Transport-,

Bygnings- og

Boligministeriet

30.04.19

C-598/17

Skatteministeriet

Dom

02.05.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 652: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 29/4-19

C-614/17

Fundación Consejo Regulador de la Denominación de

Origen Protegida Queso Manchego

Sagen vedrører: 1) Skal antydningen af den beskyttede

oprindelsesbetegnelse, jf. artikel 13, stk. 1, litra b), i forordning

nr. 510/2006, nødvendigvis forekomme ved anvendelsen af

betegnelser, der har en grafisk, fonetisk eller begrebsmæssig

lighed med den beskyttede oprindelsesbetegnelse, eller kan den

forekomme ved anvendelse af figurtegn, der antyder

oprindelsesbetegnelsen? 2) Såfremt der er tale om en beskyttet

oprindelsesbetegnelse af geografisk art [artikel 2, stk. 1, litra a), i

forordning nr. 510/2006], og den vedrører produkter af samme

eller lignende art, kan da anvendelsen af tegn, der antyder den

region, hvormed denne beskyttede oprindelsesbetegnelse er

forbundet, anses for at være en antydning af selve den

beskyttede oprindelsesbetegnelse i henhold til artikel 13, stk. 1,

litra b), i forordning nr. 510/2006, som er ulovlig også i

tilfælde, hvor den, der anvender disse tegn, er en producent, der

er hjemmehørende i den region, hvormed den beskyttede

oprindelsesbetegnelse er forbundet, men hvis produkter ikke er

omfattet af denne oprindelsesbetegnelse, fordi de ikke opfylder

de krav, der kræves efter varespecifikationen, og som ikke

vedrører den geografiske oprindelse? 3) Skal begrebet

almindeligt oplyst, rimeligt opmærksom og velunderrettet

gennemsnitsforbruger, hvis opfattelse den nationale ret skal

tage i betragtning for at afgøre, om der foreligger en

»antydning« som fastsat i artikel 13, stk. 1, litra b), i forordning

nr. 510/2006, forstås som en henvisning til en europæisk

forbruger, eller kan det udelukkende henvise til forbrugeren i

den medlemsstat, hvor det produkt, der giver anledning til

antydning af den beskyttede geografiske betegnelse, fremstilles,

eller hvormed den beskyttede oprindelsesbetegnelse er

forbundet geografisk, og hvor produktet konsumeres i

overvejende grad?

Cofemel

1) Er Den Europæiske Unions Domstols fortolkning af artikel

2, [litra] a), i direktiv 2001/29/EF til hinder for en national

retsforskrift

–

i det foreliggende tilfælde bestemmelsen i artikel

2, stk. 1, [nr.] i), i Código de Direitos de Autor e Direitos

Conexos (CDADC)

–

hvorefter der ydes ophavsretlig

beskyttelse til de brugskunstværker, industrielle mønstre eller

designværker, som ud over deres funktionsmæssige formål

frembringer en særegen og karakteristisk visuel effekt set ud fra

en æstetisk synsvinkel, idet deres originalitet udgør det

grundlæggende kriterium for ydelsen af beskyttelse på det

ophavsretlige område? 2) Er Den Europæiske Unions

Domstols fortolkning af artikel 2, [litra] a), i direktiv

2001/29/EF til hinder for en national retsforskrift

–

i det

foreliggende tilfælde bestemmelsen i artikel 2, stk. 1, [nr.] i), i

CDADC

–hvorefter

der ydes ophavsretlig beskyttelse til

brugskunstværker, industrielle mønstre eller designværker,

såfremt de, på baggrund af en særlig krævende bedømmelse

med hensyn til deres kunstneriske træk, og under hensyntagen

til den dominerende opfattelse i de kulturelle og institutionelle

kredse, kan kvalificeres som »kunstnerisk frembringelse« eller

»kunstværk«?

Miljø- og

Fødevareministeriet

Fødevarestyrelsen

Patent- og

Varemærkestyrelsen

Forbrugerombuds-

manden

Dom

02.05.19

C-683/17

Kulturministeriet

Patent- og

Varemærkestyrelsen

02.05.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 652: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 29/4-19

C-28/18

Verein für Konsumenteninformation

Skal artikel 9, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EU) nr. 260/2012 af 14. marts 2012 om tekniske

og forretningsmæssige krav til kreditoverførsler og direkte

debiteringer i euro og om ændring af forordning (EF) nr.

924/2009 (herefter »SEPA-forordningen«) fortolkes således, at

betalingsmodtageren forbydes at gøre betaling ved direkte

debiteringsordning afhængig af, at betaleren har bopæl i den

medlemsstat, hvor også betalingsmodtageren har sin bopæl eller

sit hjemsted, når betaling også tillades på anden måde, f.eks.

med kreditkort?

T. Boer & Zonen

Skal bestemmelsen i bilag III, afsnit I, kapitel VII, nr. 1) og 3), i

forordning nr. 853/2004 fortolkes således, at nedkølingen af

kødet skal ske i selve slagteriet, således at lastning af kødet i en

kølevogn først må påbegyndes, når kødet har nået en

temperatur på højst 7°C, eller kan nedkølingen af kødet også

ske i kølevognen, så længe denne ikke forlader slagteriets

område?

Europa-Kommissionen mod Republikken Kroatien

Påstande:

—

Det fastslås, at Republikken Kroatien har tilsidesat

sine forpligtelser i henhold til artikel 5, stk. 1, i direktiv

2008/98, (1) idet den ikke har angivet, at det fyldstof i form af

sten, som er deponeret på affaldsdepotet i Biljane Donje, er

affald og ikke et biprodukt, og at det skal behandles som affald.

—

Det fastslås, at Republikken Kroatien har tilsidesat sine

forpligtelser i henhold til artikel 13 i direktiv 2008/98, idet den

ikke har truffet de nødvendige foranstaltninger med henblik på

at sikre, at håndteringen af affald i Biljane Donje udføres uden

at bringe menneskets sundhed i fare og uden at skade miljøet.

—

Det fastslås, at Republikken Kroatien har tilsidesat sine

forpligtelser i henhold til artikel 15, stk. 1, i direktiv 2008/98,

idet den ikke har truffet de nødvendige foranstaltninger for at

sikre, at indehaveren af det affald, der deponeres på

affaldsdepotet i Biljane Donje, selv udfører affaldsbehandlingen

eller foranstalter den foretaget af en forhandler, et anlæg eller

en virksomhed, der udfører affaldsbehandling, eller overdraget

til en privat eller offentlig affaldsindsamler.

—

Republikken Kroatien tilpligtes at betale

sagsomkostningerne.

Jarmuškienė

Skal artikel 282-292 i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28.

november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem fortolkes

således, at under omstændigheder, som de i hovedsagen

omhandlede, hvor to varer leveres ved den samme transaktion,

men hvor den årlige omsætningsgrænse (aktivitetsniveauet),

fastsat i artikel 287 i direktiv 2006/112/EF (og i den tilsvarende

bestemmelse i national lovgivning), alene overstiges som følge

af leveringen af en enkelt af disse varer, er den afgiftspligtige

person (leverandøren) da forpligtet til bl.a. at beregne og svare

moms (1) af transaktionens samlede beløb (værdien af

leveringen af begge varer) eller (2) alene af den del af

transaktionen, hvorved den nævnte grænse (aktivitetsniveauet)

overstiges (værdien af leveringen af en af varerne)?

Finanstilsynet

02.05.19

C-98/18

Miljø- og

Fødevareministeriet

Fødevarestyrelsen

Dom

02.05.19

C-250/18

Miljø- og

Fødevareministeriet

Dom

02.05.19

C-265/18

Skatteministeriet

Dom

02.05.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 652: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 29/4-19

C-268/18

Onlineshop

1) Skal den kombinerede nomenklatur, der er indeholdt i Bilag I

til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 om told- og

statistiknomenklaturen og Den Fælles Toldtarif, som ændret

ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU)

2016/1821 af 6. oktober 2016, fortolkes således, at apparater

som de GPSnavigeringssystemer PNI S 506, der udgør tvistens

genstand, skal tariferes i KNunderposition 8526 91,

underposition 8526 91 20, eller i KN-position 8528,

underposition 8528 59 00? 2) Er de versioner af den

kombinerede nomenklatur, der successivt følger af

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 698/2012

og Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr.

459/201[4], relevante med henblik på fastsættelse af den

korrekte tarifering af apparater som de navigeringssystemer, der

udgør tvistens genstand, således at de kan anvendes analogt på

produkter, som ligner det omhandlede navigeringssystem, og

kan analog anvendelse af disse bestemmelser understøtte den af

toldmyndigheden anlagte fortolkning af [den kombinerede

nomenklatur]?

Oulun Sähkönmyynti

Sagen vedrører en rabat, som en elleverandør giver forbrugere

og andre slutkunder på grundgebyret, når disse, hvad

fakturering angår, har valgt at modtage elektronisk faktura.

Retssagen drejer sig særligt om, hvorvidt en sådan rabat på

grundgebyret medfører, at slutkunder, som har valgt en anden

faktureringsmåde end elektronisk faktura, ikke modtager deres

fakturaer gratis, således som det kræves i artikel 11, stk. 1, i

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU af 25.

oktober 2012 om energieffektivitet, om ændring af direktiv

2009/125/EF og 2010/30/EU samt om ophævelse af direktiv

2004/8/EF og 2006/32/EF.:

EU-Domstolen er blevet forelagt følgende spørgsmål: 1. Skal

artikel 11, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2012/27/EU af 25. oktober 2012 om energieffektivitet, om

ændring af direktiv 2009/125/EF og 2010/30/EU samt om

ophævelse af direktiv 2004/8/EF og 2006/32/EF fortolkes

således, at det forhold, at der ydes en rabat på et elgrundgebyr

på basis af en faktureringsmåde, som slutkunden har valgt,

betyder, at faktura og faktureringsoplysninger ikke blev

fremsendt gratis til slutkunder, som ikke har fået rabatten? 2.

Såfremt det første præjudicielle spørgsmål besvares benægtende

og det kan være lovligt at yde den ovenfor nævnte rabat: Følger

der af direktiv 2012/27/EU ved en vurdering af, om rabatten

er lovlig, yderligere særlige betingelser, som der skal tages højde

for, som f.eks. om rabatten svarer til den

omkostningsbesparelse, der er opnået med den valgte

faktureringsmåde, om rabatten vedrører antallet af

faktureringer, eller om rabatten kan henføres til den

slutkundegruppe, som afstedkommer omkostningsbesparelsen

med deres valg af faktureringsmåde? 3. Såfremt ydelse af den

rabat, som er nævnt i det første præjudicielle spørgsmål,

betyder, at der i strid med artikel 11, stk. 1, i direktiv

2012/27/EU er opkrævet gebyrer hos andre slutkunder end

dem, som har valgt den specielle faktureringsmåde: Følger der

da af EU-retten særlige krav, som der skal tages hensyn til ved

afgørelsen om tilbagebetaling af gebyrerne?

Toldstyrelsen

Dom

02.05.19

C-294/18

Energistyrelsen

Dom

02.05.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 652: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 29/4-19

C-309/18

Lavorgna

Er de fællesskabsretlige principper, herunder princippet om

beskyttelse af den berettigede forventning og

retssikkerhedsprincippet samt princippet om frie

varebevægelser, princippet om etableringsfrihed og princippet

om fri udveksling af tjenesteydelser, som omhandlet i traktaten

om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), samt de

heraf afledte principper, såsom ligebehandlingsprincippet,

princippet om forbud mod forskelsbehandling, princippet om

gensidig anerkendelse, proportionalitetsprincippet og

gennemsigtighedsprincippet, som er omhandlet i direktiv

2014/24/EU, til hinder for anvendelsen af en national

lovgivning som den italienske, der følger af artikel 95, stk. 10,

sammenholdt med artikel 83, stk. 9, i lovdekret nr. 50/2016,

hvorefter manglende særskilt oplysning af

arbejdskraftomkostningerne i det økonomiske bud i en

udbudsprocedure for tildeling af offentlige kontrakter under

alle omstændigheder medfører udelukkelse af tilbudsgiveren,

uden at tilbudsgiveren indrømmes muligheden for supplering

eller uddybning af forelagte bevisligheder, også i tilfælde, hvor

pligten til særskilt oplysning ikke er blevet specificeret i

udbudsmaterialet, selv om buddet ud fra et indholdsmæssigt

synspunkt opfylder minimumsomkostningerne til

arbejdskraften, i øvrigt i overensstemmelse med en til dette

formål afgivet erklæring fra tilbudsgiveren?

Irgita

Sagen vedrører: 1. Falder in-house aftalen under de givne

omstændigheder i den foreliggende sag inden for

anvendelsesområdet for direktiv 2004/18 eller for direktiv

2014/24, når procedurerne for indgåelsen af den omtvistede in-

house aftale, bl.a. de administrative procedurer, blev indledt på

et tidspunkt, hvor direktiv 2004/18 fortsat var gældende, men

selve kontrakten blev indgået den 19. maj 2016, hvor direktiv

2004/18 ikke længere var gældende? 2. Hvis det antages, at in-

house aftalen falder inden for anvendelsesområdet for direktiv

2004/18: a) Skal direktivets artikel 1, stk. 2, litra a) (men ikke

begrænset hertil), under hensyntagen til Domstolens dom i

Teckal (C-107/98), Jean Auroux m.fl (C-220/05), ANAV (C-

410/04) og andre sager, forstås og fortolkes således, at begrebet

en »in-house aftale« falder inden for EUrettens

anvendelsesområde, og at indholdet og anvendelsen af dette

begreb ikke påvirkes af medlemsstaternes nationale lovgivning,

bl.a. af begrænsninger med hensyn til indgåelse af sådanne

aftaler, f.eks. betingelsen om, at offentlige kontrakter ikke kan

sikre kvalitet, adgangsmuligheder og kontinuitet for så vidt

angår de tjenesteydelser, der skal leveres? b) Hvis det

foranstående spørgsmål besvares benægtende, dvs., at begrebet

en ”in-house

aftale”

enten helt eller delvist falder inden for

medlemsstaternes lovgivning, skal ovennævnte bestemmelse i

direktiv 2004/18 da fortolkes således, at medlemsstaterne har

en skønsmæssig beføjelse til at fastsætte begrænsninger eller

yderligere betingelser for indgåelsen af in-house aftaler

(sammenholdt med EU-retten og Domstolens praksis med

hensyn til fortolkning af EU-retten), men kun kan udøve denne

beføjelse i form af specifikke, klare og udtrykkelige

lovbestemmelser om offentlige udbud? 3. Hvis det antages, at

in-house aftalen falder inden for anvendelsesområdet for

direktiv 2014/24: a) Skal bestemmelserne i direktivets artikel 1,

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

Dom

02.05.19

C-285/18

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

Energistyrelsen

07.05.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 652: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 29/4-19

stk. 4, og artikel 12 samt bestemmelserne i chartrets artikel 36,

enten samlet eller hver for sig (men ikke begrænset hertil),

under hensyntagen til Domstolens dom i Teckal (C-107/98),

Jean Auroux m.fl. (C-220/05), ANAV (C-410/04) og andre

sager, forstås og fortolkes således, at begrebet en »in-house

aftale« falder inden for EU-rettens anvendelsesområde, og at

indholdet og anvendelsen af dette begreb ikke påvirkes af

medlemsstaters nationale lovgivning, bl.a. af begrænsninger

med hensyn til indgåelse af sådanne aftaler, f.eks. betingelsen

om, at offentlige kontrakter ikke kan sikre kvalitet,

adgangsmuligheder og kontinuitet for så vidt angår de

tjenesteydelser, der skal leveres? b) Hvis det foranstående

spørgsmål besvares benægtende, det vil sige, at begrebet en ”in-

house aftale” enten helt eller delvist falder inden for

medlemsstaternes lovgivning, skal ovennævnte bestemmelse i

direktiv 2014/24 så fortolkes således, at medlemsstaterne har

en skønsmæssig beføjelse til at fastsætte begrænsninger eller

yderligere betingelser for indgåelsen af in-house aftaler

(sammenholdt med EU-retten og Domstolens praksis med

hensyn til fortolkning af EU-retten), men kun kan udøve denne

beføjelse i form af specifikke, klare og udtrykkelige

lovbestemmelser om offentlige udbud? 4. Uanset hvilket af

direktiverne den omtvistede in-house aftale er dækket af, skal

principperne om ligebehandling og ikke-forskelsbehandling af

leverandører, der er part i offentlige indkøbskontrakter, og

gennemsigtighed (artikel 2 i direktiv 2004/18 og artikel 18 i

direktiv 2014/24), det generelle forbud mod

forskelsbehandling, der udøves på grundlag af nationalitet

(artikel 18 TEFU), etableringsretten (artikel 49 TEFU), friheden

til udveksling af tjenesteydelser (artikel 56 TEFU), muligheden

for at indrømme eksklusive rettigheder (artikel 106 TEFU)

samt Domstolens praksis (dom i Teckal-sagen, ANAV-sagen,

Seasagen, Undis Servizi-sagen og i andre sager) da forstås og

fortolkes således, at en in-house aftale, der indgås mellem en

ordregivende myndighed og en enhed, der er juridisk adskilt fra

denne ordregivende myndighed, hvis den ordregivende

myndighed udøver en kontrol over denne enhed svarende til

den kontrol, som den fører med sine egne tjenestegrene, og

denne enheds aktiviteter primært består i aktiviteter udøvet til

fordel for den ordregivende myndighed, i sig selv er lovlig,

herunder ikke krænker økonomiske aktørers ret til loyal

konkurrence, ikke forskelsbehandler disse andre aktører, og at

den kontrollerede enhed, der indgår in-house aftalen, ikke

indrømmes fordele?

T-49/17

Spanien mod Kommissionen

Påstande:

—

Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU)

2016/2018 af 15. november 2016 om udelukkelse fra EU-

finansiering af visse udgifter, som medlemsstaterne, herunder

Kongeriget Spanien, har afholdt inden for rammerne af EGFL

og ELFUL, annulleres, for så vidt som den: i . hvad angår den

selvstyrende region Andalusien udelukker i 356 144,90 EUR fra

EU-finansiering i forhold til EGFL (regnskabsåret 2012), 2.

hvad angår den selvstyrende region Catalonien udelukker 2 191

585 EUR fra EU-fmansiering i forhold til EGFL

(regnskabsårene 2009-2012), og 3. hvad angår den selvstyrende

region Castffla y Leân udelukker 9 638 473,73 EUR fra EU-

fmansiering i forhold til EFGL, og 433 138,10 EUR i forhold

til ELFUL (regnskabsårene 2012 og 2013). 4. Det samlede

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Dom

07.05.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 652: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 29/4-19

beløb, der er genstand for dette annullations sogsmål, udgør 13

619 341, 73 EUR.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

T-239/17

Tyskland mod Kommissionen

Påstande:

—

Artikel 1 i og bilaget til Kommissionens

gennemførelsesafgørelse (EU) 2017/264 af 14. februar 2017

om udelukkelse fra EU-finansiering af visse udgifter, som

medlemsstaterne har afholdt inden for rammerne af Den

Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den

Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne

(ELFUL), annulleres for så vidt som udbetalinger på i alt 1 964

861,71 EUR, som Forbundsrepublikken Tysklands

betalingsorgan Hauptzollamt Hamburg-Jonas har afholdt inden

for rammerne af EGFL, udelukkes fra EU-finansiering.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Österreichischer Gewerkschaftsbund

1.1. Skal EU-retten, navnlig artikel 1, 2 og 6 i direktiv

2000/78/EF sammenholdt med artikel 21 i chartret om

grundlæggende rettigheder, fortolkes således, at den er til

hinder for en national ordning, hvorved en (med hensyn til

medregning af tjenesteperioder tilbagelagt inden det fyldte 18.

år) aldersdiskriminerende lønordning erstattes med en ny

lønordning, men overførslen af de allerede ansatte til den nye

lønordning sker ved, at den nye lønordning sættes i kraft med

tilbagevirkende kraft fra stamlovens ikrafttrædelse, men den

første indplacering i den nye lønordning retter sig efter den

faktisk udbetalte løn i henhold til den gamle lønordning for en

bestemt overførselsmåned (februar 2015), således at den

hidtidige aldersdiskriminerings økonomiske konsekvenser

fortsat har effekt?

1.2. Såfremt spørgsmål 1.1 besvares bekræftende: Skal EU-

retten, navnlig artikel 17 i direktiv 2000/78/EF, fortolkes

således, at allerede ansatte, som i den gamle lønordning blev

diskrimineret med hensyn til medregningen af tjenesteperioder

tilbagelagt inden det fyldte 18. år, skal have en økonomisk

kompensation, hvis denne aldersdiskriminerings økonomiske

konsekvenser fortsætter også efter overførslen til den nye

lønordning?

1.3. Såfremt spørgsmål 1.1 besvares benægtende: Skal EU-

retten, navnlig chartrets artikel 47, fortolkes således, at den heri

forankrede grundlæggende ret til effektiv retsbeskyttelse er til

hinder for en national ordning, hvorefter den gamle

diskriminerende lønordning ikke længere skal finde anvendelse i

verserende og fremtidige sager, og overførslen af allerede

ansattes løn til den nye lønordning alene retter sig efter den

beregnede eller udbetalte løn for overførselsmåneden?

2. Skal EU-retten, navnlig artikel 45 TEUF, artikel 7, stk. 1, i

Europa- Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 492/2011

af 5. april 2011 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for

Unionen og chartrets artikel 20 f., fortolkes således, at den er til

hinder for en ordning, hvorefter tidligere tjenesteperioder for

en kontraktansat

–

i et ansættelsesforhold hos en regional eller

kommunal enhed i en medlemsstat i Det Europæiske

Økonomiske Samarbejdsområde, Republikken Tyrkiet eller Det

Schweiziske Forbund, hos en EU-enhed eller hos en

mellemstatslig enhed, som Østrig er tilsluttet, og lignende kan

medregnes fuldt ud,

–

i et ansættelsesforhold hos en anden

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Dom

07.05.19

C-24/17

Justitsministeriet

Dom

08.05.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 652: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 29/4-19

arbejdsgiver kun kan medregnes ved udøvelse af en relevant

erhvervsaktivitet eller en relevant forvaltningspraktik med op til

i alt højst ti år?

C-494/17

Rossato

–

Skal § 5, stk. 1, i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset

ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP, som er

opført som bilag til Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni

1999, fortolkes således, at den er til hinder for anvendelsen af

bestemmelserne i artikel 1, stk. 95, 131 og 132, i den italienske

stats lov nr. 107/2015, som fastsætter stabilisering af

ansættelsesforholdene for tidsbegrænset ansatte lærere med

hensyn til fremtiden, uden tilbagevirkende kraft og uden

erstatning for tab, i deres egenskab af foranstaltninger, der er

forholdsmæssige, tilstrækkeligt effektive og afskrækkende,

således at det sikres, at rammeaftalens regler har fuld

gennemslagskraft, og der samtidig hindrer tilsidesættelse af

rammeaftalen som følge af misbrug af flere på hinanden

følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter med hensyn til

tiden inden den periode, som omfattes af disse reglers

virkninger?

Järvelaev

Sagen vedrører: 1) Er det i forbindelse med inddrivelsen af en

projektstøtte, der er bevilget inden for rammerne af en Leader-

foranstaltning, med hensyn til kravet om operationens varighed

artikel 72 i Rådets forordning (EF) nr. 1698/2005 eller artikel

71, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.

1303/2013 der finder anvendelse, når støtten blev bevilget den

6. september 2011, den sidste rate blev udbetalt den 19.

november 2013, overtrædelsen blev fastslået den 4. december

2014, og anmodningen om tilbagebetaling blev udstedt den 27.

januar 2015? Er grundlaget for inddrivelsen under disse

omstændigheder artikel 33, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr.

1290/2005 eller artikel 56 i Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EU) nr. 1306/2013? 2) Såfremt svaret på det første

spørgsmål er, at forordning nr. 1698/2005 finder anvendelse:

Når et investeringsobjekt (sejlbåd), der er erhvervet ved hjælp

af projektstøtte ydet inden for rammerne af en Leader-

foranstaltning, udlejes af en sammenslutning, der arbejder uden

gevinst for øje, og som har modtaget støtten, til en anden

sammenslutning, der arbejder uden gevinst for øje, og som

anvender sejlbåden til samme operation som den, hvortil

modtageren blev ydet støtten, skal denne udlejning da anses for

en væsentlig ændring som omhandlet i artikel 72, stk. 1, litra a),

i forordning nr. 1698/2005, der berører operationens art eller

gennemførelsesbetingelser eller giver en virksomhed en

uberettiget fordel? Skal en medlemsstats betalingsorgan fastslå,

hvori fordelen konkret består, for at betingelsen om en

uberettiget fordel er opfyldt? Såfremt dette spørgsmål besvares

bekræftende: Kan den uberettigede fordel bestå i, at den

faktiske bruger afinvesteringsobjektet ikke var blevet tildelt

støtten, såfremt denne selv havde indgivet en ansøgning med

samme indhold? 2a) Såfremt svaret på det første spørgsmål er,

at forordning nr. 1303/2013 finder anvendelse: Når et

investeringsobjekt (sejlbåd), der er erhvervet ved hjælp af

projektstøtte ydet inden for rammerne af en Leader-

foranstaltning af en sammenslutning, der arbejder uden gevinst

for øje, og som har modtaget støtten, udlejes til en anden

Beskæftigelses-

ministeriet

Dom

08.05.19

C-580/17

Energistyrelsen

Dom

08.05.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 652: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 29/4-19

sammenslutning, der arbejder uden gevinst for øje, og som

anvender sejlbåden på samme måde som den, hvortil

modtageren blev ydet støtten, skal denne udlejning da anses for

en væsentlig ændring, der berører operationens art, mål eller

gennemførelsesvilkår, som omhandlet i artikel 71, stk. 1, litra c),

i forordning nr. 1303/2013, som ville føre til underminering af

operationens oprindelige mål? 3) Såfremt svaret på det første

spørgsmål er, at forordning nr. 1698/2005 finder anvendelse:

Skal udlejningen af et investeringsobjekt (sejlbåd), der er

erhvervet ved hjælp af projektstøtte ydet inden for rammerne af

en Leaderforanstaltning af modtageren til en anden

sammenslutning, der arbejder uden gevinst for øje, og som

anvender sejlbåden til samme operation som den, hvortil

støttemodtageren blev ydet støtten, anses for en væsentlig

ændring som omhandlet i artikel 72, stk. 1, litra b), i forordning

nr. 1698/2005, der enten skyldes en ændring af de

ejendomsretlige forhold i forbindelse med en infrastruktur eller

ophør med eller flytning af en produktionsaktivitet, når man i

denne forbindelse tager hensyn til, at ejendomsretten til

sejlbåden er forblevet uændret, men at støttemodtageren ikke

længere har direkte, men kun indirekte råderet over sejlbåden

og opnår lejeindtægter i stedet for indtægter fra levering af den i

ansøgningen beskrevne tjenesteydelse? 3a) Såfremt svaret på

det første spørgsmål er, at forordning nr. 1303/2013 finder

anvendelse: Når et investeringsobjekt (sejlbåd), der er erhvervet

ved hjælp af projektstøtte ydet inden for rammerne af en

Leader-foranstaltning af sammenslutningen, der arbejder uden

gevinst for øje, og som har modtaget støtten, udlejes til en

anden sammenslutning, der arbejder uden gevinst for øje, og

som anvender sejlbåden til samme operation som den, hvortil

støttemodtageren blev ydet støtten, skal denne udlejning da

anses for en ændring i ejendomsretten til et

infrastrukturelement, som giver en virksomhed en uretmæssig

fordel, som omhandlet i artikel 71, stk. 1, litra b), i forordning

nr. 1303/2013, når man i denne forbindelse tager hensyn til, at

der ikke er sket ændringer i ejendomsretten til sejlbåden, men at

modtageren ikke længere har direkte, men kun indirekte råderet

over sejlbåden og opnår lejeindtægter i stedet for indtægter fra

levering af den i ansøgningen beskrevne tjenesteydelse? Skal en

medlemsstats betalingsorgan fastslå, hvori fordelen konkret

består, for at betingelsen om en uretmæssig fordel er opfyldt?

Såfremt dette spørgsmål besvares bekræftende: Kan

denuretmæssige fordel bestå i, at den faktiske bruger af

investeringsobjektet ikke var blevet tildelt støtten, såfremt

denne selv havde indgivet en ansøgning med samme indhold.

[…]

C-631/17

Inspecteur van de Belastingdienst

Sagen vedrører: »Hvilken medlemsstats lovgivning henviser

forordning nr. 883/2004 til, når det drejer sig om en person,

der (a) bor i Letland, (b) er lettisk statsborger, (c) er ansat hos

en arbejdsgiver med hjemsted i Nederlandene, (d) arbejder som

sømand, (e) udfører sit arbejde om bord på et skib, som sejler

under Bahamas flag, og (f) udøver dette arbejde uden for Den

Europæiske Unions område?«

Mastromartino

»Omfattes virksomheden som tilknyttet agent (tied agent) af

harmoniseringen ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

Skatteministeriet

Beskæftigelses-

ministeriet

Søfartsstyrelsen

Dom

08.05.19

C-53/18

Finanstilsynet

Dom

08.05.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 652: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 29/4-19

2004/39/EF af 21. april 2004, og med hensyn til hvilke

aspekter? Er en national lovgivning, som den der følger af

artikel 55, stk. 2, i lovdekret nr. 58 af 24. februar 1998 (den

konsoliderede lovtekst vedrørende bestemmelserne om

finansiel formidling i medfør af artikel 8 og 21 i lov nr. 52 af

6.2.1996), med senere ændringer, samt af artikel 111, stk. 2, i

beslutning fra Commissione Nazionale per le Società e la Borsa

–

Consob nr. 16190 af 29. oktober 2007 (forordning med

bestemmelser til gennemførelse af lovdekret nr. 58 af 24.2.1998

om formidlere), til hinder for den korrekte anvendelse af

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/39/EF af 21.

april 2004, især direktivets artikel 8, 23 og 51, samt de i

traktaterne fastlagte principper og bestemmelser om forbud

mod forskelsbehandling, proportionalitet, fri udveksling af

tjenesteydelser og fri etableringsret, såfremt den omhandlede

lovgivning a) tillader, at der »skønsmæssigt« kan fastsættes et

forbud mod udøvelsen af virksomheden som »tilknyttet agent«

(rådgiver med autorisation til dørsalg

–tidligere

finansiel

mægler) som følge af omstændigheder, der dels ikke indebærer,

at kravene om godt omdømme, såsom det er defineret i den

nationale retsorden, ikke længere er opfyldt, dels samtidig ikke

vedrører overholdelsen af bestemmelser til gennemførelse af

direktivet, b) tillader, at der »skønsmæssigt« kan fastsættes et

forbud i op til et år mod udøvelsen af virksomheden som

»tilknyttet agent« (rådgiver med autorisation til dørsalg

–

tidligere finansiel [org. s. 13] mægler) i en procedure med

henblik på at undgå »strepitus« som følge af tiltale i en

straffesag, hvis varighed almindeligvis er meget længere end et

år?«

Forenede

sager

C-105/18

C-113/18

UNESA m.fl.

»1) Skal det miljøretlige princip om, at »forureneren betaler«,

der er omhandlet i artikel 191, stk. 2, TEUF, og artikel 9, stk. 1,

i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23.

oktober 2000, som fastsætter princippet om dækning af

omkostninger ved forsyningspligtydelser og foreskriver en

passende økonomisk analyse af vandanvendelsen, fortolkes

således, at de er til hinder for indførelsen af et gebyr for

anvendelse af indvand til elektricitetsproduktion som det i

hovedsagen omtvistede, som hverken tilskynder til en effektiv

vandanvendelse eller fastlægger ordninger med henblik på

bevarelse og beskyttelse af de offentlige vandressourcer, og hvis

kvantificering på ingen måde er knyttet til kapaciteten til at

forårsage skade på de offentlige vandressourcer, idet gebyret

udelukkende har fokus på muligheden for at skabe indtægter fra

producenterne? 2) Er en afgift som det i hovedsagen

omhandlede vandgebyr, som udelukkende berører

vandkraftproducenter, der udøver virksomhed i

regionsoverskridende vandløbsopland, og ikke producenter, der

er er indehavere af koncessioner i regionsinternt

vandløbsopland, samt producenter, der anvender

vandkraftteknologi, og ikke producenter, der anvender andre

former for teknologi, forenelig med princippet om

ikkeforskelsbehandling af de aktører, der er omhandlet i artikel

3, stk.1, i direktiv 2009/72/EF af 13. juli 2009 om fælles regler

for det indre marked for elektricitet? 3) Skal artikel 107, stk. 1,

TEUF fortolkes således, at opkrævning af et vandgebyr som

det omtvistede, som er til skade for vandkraftproducenter, der

udøver virksomhed i regionsoverskridende vandløbsopland,

Miljø- og

Fødevareministeriet

Energistyrelsen

08.05.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 652: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 29/4-19

udgør ulovlig statsstøtte, idet der indføres en asymmetrisk afgift

for den samme teknologi, som pålægges alt efter anlæggenes

placering og ikke pålægges producenter af elektricitet fra andre

kilder?

C-161/18

Villar Láiz

a) I henhold til spansk ret skal der med henblik på beregning af

alderspensionen på det beregningsgrundlag, som beregnes på

grundlag af lønnen i de sidste år, anvendes en procentsats, der

fastsættes i forhold til antallet af år med bidragspligt gennem

hele arbejdslivet. Skal en bestemmelse i national ret som den,

der fremgår af artikel 247.a og 248.3 i Ley General de la

Seguridad Social (den almindelige lov om social sikring), som

nedsætter antallet af år, der i tilfælde med deltidsansættelse kan

medregnes med henblik på anvendelse af procentsatsen, anses

for at være uforenelig med artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7?

Kræves det i henhold til artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7, at

antallet af år med bidragspligt, der tages i betragtning med

henblik på at fastsætte den procentsats, der skal gælde for

beregningen af alderspensionen, bestemmes på samme måde

for fuldtidsansatte og for deltidsansatte? b) Er en bestemmelse i

national ret som den i denne sag omtvistede ligeledes i strid

med artikel 21 i Den Europæiske Unions charter om

grundlæggende rettigheder, således at den nationale domstol er

forpligtet til at sikre chartrets fulde virkning og undlade at

anvende de omtvistede lovbestemmelser i national ret uden at

anmode om eller afvente, at lovgiver først ophæver dem, eller

at enhver anden forfatningsmæssig procedure gennemføres?

1. Skal [...] artikel 15, stk. 2, [i Den Europæiske Unions charter

om grundlæggende rettigheder], hvorefter enhver unionsborger

har frihed til at søge beskæftigelse, arbejde, etablere sig og

levere tjenesteydelser i alle medlemsstaterne, fortolkes således,

at bestemmelsen er til hinder for en national ordning, der

–

således som det er tilfældet med § 19, stk. 3, iTiroler

Landespolizeigesetz, LGBl. nr. 60/1976, senest ændret ved lov

LGBl. nr. 56/2017

–

giver mulighed for, at en myndigheds

organer også uden forudgående myndighedsbehandling kan

iværksætte foranstaltninger i form af direkte ordrer og

tvangsindgreb på stedet, herunder navnlig lukning af en

virksomhed, uden at sådanne foranstaltninger er af rent

foreløbig karakter? 2. Skal chartrets artikel 47, eventuelt

sammenholdt med chartrets artikel 41 og 52, ud fra synspunktet

om processuel ligestilling og synspunktet om effektive

retsmidler fortolkes således, at bestemmelsen er til hinder for

en national ordning, der

–

som fastsat i § 19, stk. 3 og 4, i

Tiroler Landespolizeigesetz

–hjemler

konkrete foranstaltninger

i form af direkte ordrer og tvangsindgreb, herunder navnlig

lukning af virksomheder, uden dokumentation og uden

bekræftelse over for en berørt person? 3. Skal chartrets artikel

47, eventuelt sammenholdt med chartrets artikel 41 og 52, ud

fra synspunktet om processuel ligestilling fortolkes således, at

bestemmelsen er til hinder for en national ordning, der

–

som

fastsat i § 19, stk. 3 og 4, i Tiroler Landespolizeigesetz

–

til

ophævelse af konkrete foranstaltninger i form af direkte ordrer

og tvangsindgreb, som er iværksat uden myndighedsprocedure,

herunder navnlig lukning af virksomheder, af den person, der

er berørt af denne konkrete foranstaltning, kræver en begrundet

Beskæftigelses-

ministeriet

Dom

08.05.19

C-230/18

Erhvervsstyrelsen

Dom

08.05.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 652: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 29/4-19

begæring om ophævelse af denne lukning? 4. Skal chartrets

artikel 47, sammenholdt med chartrets artikel 52, henset til

effektive retsmidler fortolkes således, at bestemmelsen er til

hinder for en national ordning, der som § 19, stk. 4, i Tiroler

Landespolizeigesetz i forbindelse med en konkret

tvangsforanstaltning i form af en virksomhedslukning kun

hjemler en begrænset ret til at begære en sådan ophævet, der er

undergivet visse betingelser?

C-486/18

Praxair MRC

1) Skal § 2, stk. 4 et 6, i rammeaftalen om forældreorlov, som

findes i bilaget til Rådets direktiv 96/34/EF af 3. juni 1996 om

den rammeaftale vedrørende forældreorlov, der er indgået af

UNICE, CEEP og EFS, fortolkes således, at den er til hinder

for, at der vedrørende en lønmodtager, der på tidspunktet for

sin afskedigelse holder forældreorlov på nedsat tid, anvendes en

bestemmelse i national ret såsom § L. 3123-13 i code du travail,

der var gældende på det relevante tidspunkt, hvorefter

»[f]ratrædelsesgodtgørelse og godtgørelse ved pensionering til

en lønmodtager, der har været både fuldtids- og deltidsansat i

den samme virksomhed, beregnes i forhold til de

beskæftigelsesperioder, der er tilbagelagt i henhold til disse to

ansættelsesformer, siden den pågældende blev ansat i

virksomheden«?

2) Skal § 2, stk. 4 og 6, i rammeaftalen om forældreorlov i

bilaget til Rådets direktiv 96/34/EF af 3. juni 1996 om den

rammeaftale vedrørende forældreorlov, der er indgået af

UNICE, CEEP og EFS, fortolkes således, at den er til hinder

for, at der vedrørende en lønmodtager, der på tidspunktet for

sin afskedigelse holderforældreorlov på nedsat tid, anvendes en

bestemmelse i national ret såsom § R. 1233-32 i code du travail,

hvorefter en arbejdstager under omskolingsorlov, der overstiger

varslingsperioden, modtager en månedsløn, som betales af

arbejdsgiveren, og som udgør mindst 65% af lønmodtagerens

gennemsnitlige månedlige bruttoløn, med fradrag af de i § L.

54229 omhandlede bidrag, i de sidste 12 måneder forud for

meddelelsen af afskedigelsen?

3) Såfremt spørgsmål 1 eller 2 besvares bekræftende: Skal

artikel 157 i traktaten om Den Europæiske Unions

funktionsmåde fortolkes således, at den er til hinder for

bestemmelser i national ret såsom § L. 3123-13 i code du

travail, der var gældende på det relevante tidspunkt, og samme

lovs § R. 1233-32, for så vidt som et væsentligt højere antal

kvinder end mænd vælger at gøre brug af forældreorlov på

nedsat tid, og for så vidt som den indirekte forskelsbehandling,

der følger heraf hvad angår oppebærelse af en

fratrædelsesgodtgørelse og en ydelse under omskolingsorlov,

der er lavere end den godtgørelse og ydelse, som lønmodtagere,

der ikke har taget forældreorlov på nedsat tid, modtager, ikke er

begrundet i objektive forhold, som ikke udgør

forskelsbehandling?

Islamic Republic of Iran Shipping Lines m.fl. mod Rådet

Påstande: Rådet tilpligtes at betale sagsøgerne erstatning i en

størrelsesorden, der skal fastsættes under behandlingen af

nærværende sag, og som ikke udgør mindre end 571 040 504

USD med tillæg af renter. Rådet tilpligtes at betale sagens

omkostninger.

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Dom

08.05.19

T-434/15

Udenrigsministeriet

Dom

08.05.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 652: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 29/4-19

T-749/16

Stemcor London og Samac Steel Supplies mod

Kommissionen

Påstande:

—

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU)

2016/1329 af 29. juli 2016 om opkrævning af den endelige

antidumpingtold på den registrerede import af visse

koldvalsede flade produkter af stål med oprindelse i

Folkerepublikken Kina og Den Russiske Føderation (EUT

2016, L 210, s. 27), annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens

omkostninger.

Export Development Bank of Iran mod Rådet

Påstande: Rådet for Den Europæiske Union har pådraget sig

ansvar uden for kontrakt for Den Europæiske Union ved at

have vedtaget og opretholdt en restriktiv foranstaltning over for

EDBI, som er annulleret ved Rettens dom af 6. september

2013 (sagerne T-4/11 og T-5/11). Den Europæiske Union er

derfor erstatningspligtig for det tab, som sagsøgeren har lidt.

Den økonomiske skade fastsættes til et beløb på 56 470 860

USD eller 50 508 718 EUR efter den nuværende kurs, som

tillægges en lovbestemt rente og ethvert andet beløb, der findes

begrundet. Den ikke-økonomiske skade fastsættes til et beløb

på 74 132 366 USD eller 6 620 613 EUR efter den nuværende

kurs, som tillægges en lovbestemt rente og ethvert andet beløb,

der findes begrundet. Subsidiært anses hele eller dele af det

beløb, der kræves i erstatning for ikke-økonomisk skade, for

omfattet af den økonomiske skade og bogføres i denne

egenskab. Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

CCOO

Sagen vedrører: »1) Skal Kongeriget Spanien anses for med

artikel 34 og 35 i Estatuto de los Trabajadores, som de

fortolkes i retspraksis, at have truffet de nødvendige

foranstaltninger med henblik på at sikre effektiviteten af de

begrænsninger af arbejdsdagens varighed og den ugentlige og

daglige hviletid, der er fastsat i artikel 3, 5 og 6 i Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4. november

2003, for fuldtidsansatte arbejdstagere, som ikke udtrykkeligt,

individuelt eller kollektivt har forpligtet sig til overarbejde, og

som ikke opfylder betingelsen for at være mobile arbejdstagere,

arbejdstagere i handelsflåden eller ved jernbanerne?

2) Skal artikel 31, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om

grundlæggende rettigheder og artikel 3, 5, 6, 16 og 22 i Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4. november

2003, sammenholdt med artikel 4, stk. 1, artikel 11, stk. 3, og

artikel 16, stk. 3, i Rådets direktiv 89/391/EØF af 12. juni

1989, fortolkes således, at de er til hinder for en national

lovgivning som artikel 34 og 35 i Estatuto de los Trabajadores,

hvoraf det, som det fremgår af fast national retspraksis, ikke

kan udledes, at virksomhederne er forpligtede til at oprette et

system til registrering af den effektive arbejdsdag for

fuldtidsansatte arbejdstagere, som ikke udtrykkeligt, individuelt

eller kollektivt har forpligtet sig til overarbejde, eller som ikke

opfylder betingelserne for at være mobile arbejdstagere,

arbejdstagere i handelsflåden eller ved jernbanerne?

3) Må det endegyldige pålæg, der er rettet til medlemsstaterne,

og som er fastsat i artikel 31, stk. 2, i Den Europæiske Unions

charter om grundlæggende rettigheder og artikel 3, 5, 6, 16 og

22 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4.

Erhvervsstyrelsen

Dom

08.05.19

T-553/15

Udenrigsministeriet

Erhvervsstyrelsen

Dom

08.05.19

C-55/18

Beskæftigelses-

ministeriet

Dom

14.05.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 652: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 29/4-19

november 2003, sammenholdt med artikel 4, stk. 1, artikel 11,

stk. 3, og artikel 16, stk. 3, i Rådets direktiv 89/391/EØF af 12.

juni 1989, om generelt at begrænse alle arbejdstageres

arbejdsdage anses for at være opfyldt for almindelige

arbejdstagere med den nationale lovgivning, der er indeholdt i

artikel 34 og 35 i Estatuto de los Trabajadores, hvoraf det, som

det fremgår af fast national retspraksis, ikke kan udledes, at

virksomhederne er forpligtede til at oprette et system til

registrering af den effektive arbejdsdag for fuldtidsansatte

arbejdstagere, som ikke udtrykkeligt, individuelt eller kollektivt

har forpligtet sig til overarbejde, eller som ikke opfylder

betingelserne for at være mobile arbejdstagere, arbejdstagere i

handelsflåden eller ved jernbanerne?

C-260/18

Dziubak

Sagen vedrører: a. Skal artikel 1, stk. 2, og artikel 6, stk. 1, i

Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige

kontraktvilkår i forbrugeraftaler (EFT 1993, L 95, s. 29)

fortolkes således, at udeladelser i en aftale

–

når det konstateres,

at visse kontraktvilkår, som regulerer parternes opfyldelse af

deres forpligtelser (disses størrelse), er urimelige, og hele

kontrakten som følge heraf til ulempe for forbrugeren er

ugyldig

–

ikke kan udfyldes ved anvendelse af deklaratoriske

bestemmelser, som erstatter de urimelige vilkår direkte, men

ved anvendelse af bestemmelser i national ret, som også

bestemmer de virkninger, der udtrykkes i en retshandel, ud fra

principperne om rimelighed (i samfundslivet) eller sædvane? b.

Skal følgerne af hele kontraktens ugyldighed for forbrugeren i

givet fald bedømmes ud fra de omstændigheder, der forelå ved

kontraktens indgåelse, eller ud fra de omstændigheder, der

foreligger på det tidspunkt, hvor tvisten mellem parterne om de

pågældende klausulers gyldighed opstår (hvor forbrugeren gør

gældende, at disse vilkår er urimelige), og hvilken betydning skal

den opfattelse, som forbrugeren har anlagt i forbindelse med en

sådan tvist, tillægges? c. Kan bestemmelser, som udgør

urimelige vilkår som omhandlet i direktiv 93/13/EF,

opretholdes, såfremt deres opretholdelse på tidspunktet for

tvistens afgørelse objektivt er til fordel for forbrugeren? d. Kan

konstateringen af, at kontraktvilkår, der regulerer størrelsen

samt opfyldelsen af parternes forpligtelse, er urimelige, i lyset af

artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13/EF føre til, at retsforholdet,

således som kontrakten udformer det efter bortfaldet af de

urimelige vilkår, ikke længere svarer til parternes vilje med

hensyn til hovedydelsen? Navnlig: Kan der trods

konstateringen af, at et kontraktvilkår er urimeligt, fortsat

anvendes andre bestemmelser, som ikke klassificeres som

urimelige, som regulerer forbrugerens pligt til at opfylde

hovedforpligtelsen, og som i henhold til parternes aftale (der er

medtaget i kontrakten) indholdsmæssigt er uløseligt forbundet

med det vilkår, som forbrugeren har anfægtet?

Den Hellenske Republik mod Europa-Kommissionen

(appel)

Påstande:

—

Den appellerede dom afsagt af Retten den 30.

marts 2017 i sag Τ-112/15,

ophæves, for så vidt som Europa-

Kommissionen blev frifundet i Den Hellenske Republiks

søgsmål.

—

Den Hellenske Republiks søgsmål anlagt den 2.

marts 2015 antages til realitetsbehandling.

—

Kommissionens

afgørelse 2014/950/ΕU af 19. december 2014 annulleres, for så

Finanstilsynet

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

14.05.19

C-341/17

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Dom

15.05.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 652: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 29/4-19

vidt som visse udgifter, som Den Hellenske Republik har

afholdt inden for sektoren for arealrelateret støtte, udelukkes

fra EU-finansiering for ansøgningsåret 2008, svarende til:

—

a) 10 % af de samlede udgifter, der blev afholdt for støtte

relateret til græsarealer.

—

b) 5 % af de samlede udgifter, der blev afholdt til tilknyttet

tillægsstøtte

—

c) 5 % af de samlede udgifter, der blev afholdt i sektoren for

udvikling af landdistrikterne.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale

sagsomkostningerne.

C-677/17

Çoban

Skal artikel 6, stk. 1, i afgørelse nr. 3/80, sammenholdt med

tillægsprotokollens artikel 59, fortolkes således, at den er til

hinder for en lovbestemt ordning i en medlemsstat, såsom

TW’s artikel 4a, på grundlag af hvilken en tilkendt supplerende

ydelse trækkes tilbage, når modtageren bosætter sig i Tyrkiet,

herunder når modtageren har forladt denne medlemsstats

område af egen drift? Har det herved betydning, at den

pågældende på flyttetidspunkt ikke længere har ret til ophold i

henhold til associeringsordningen, men har en EU-

opholdstilladelse for fastboende udlændinge? Har det herved

betydning, at den pågældende i henhold til den nationale

lovgivning har mulighed for at vende tilbage inden et år efter

flytningen og herved få tillægget tilbage, og at denne mulighed

består, så længe den pågældende har en EU-opholdstilladelse

for fastboende udlændinge?

Achema e.a.

Sagen vedrører: Skal de nationale retsforskrifter vedrørende

(kompensation for) udførelse af offentlige serviceforpligtelser i

elektricitetssektoren og finansieringen heraf (herefter

»ordningen vedrørende offentlige serviceforpligtelser i

elektricitetssektoren«)

–

som er fastlagt i den litauiske lov om

elektricitet, i den litauiske lov om energi fra vedvarende

energikilder, i den litauiske lov om integration af

elektricitetssystemet i de europæiske elektricitetssystemer, i den

litauiske lov om gennemførelse af loven om ændring og til

supplering af artikel 2, 11, 13, 14, 16, 20 og 21 i loven om

energi fra vedvarende energikilder og i de retsforskrifter, der

gennemfører disse love, herunder proceduren for udførelse af

offentlige serviceforpligtelser i elektricitetssektoren, godkendt

ved den litauiske regerings resolution nr. 916 af 18. juli 2012,

proceduren for administration af midler til offentlige

serviceforpligtelser i elektricitetssektoren, godkendt ved den

litauiske regerings resolution nr. 1157 af 19. september 2012

osv.

–

som var i kraft i 2014, eller dele deraf, betragtes som

statsstøtte (en statsstøtteordning) som omhandlet i artikel 107,

stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under hensyntagen til følgende spørgsmål,– Skal artikel 107,

stk. 1, TEUF, under omstændigheder som de i hovedsagen

foreliggende, fortolkes således, at midler til offentlige

serviceforpligtelser i elektricitetssektoren skal betragtes som

statsstøtte?– Skal artikel 107, stk. 1, TEUF fortolkes således, at

såfremt netoperatører (virksomheder) forpligtes til at købe

elektricitet fra elproducenter til en fast pris (takst) og/eller

bringe balance i elektriciteten, og netoperatørernes tab som

følge af denne forpligtelse kompenseres ved midler, som

Udlændinge- og

Integrationsministe-

riet

Dom

15.05.19

C-706/17

Energistyrelsen

Dom

15.05.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 652: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 29/4-19

muligvis kan tilskrives statsmidler, skal dette ikke anses for at

udgøre statsstøtte, som ydes til elproducenterne gennem

statsmidler?– Skal artikel 107, stk. 1, TEUF fortolkes således, at

den følgende støtte under omstændigheder som de i

hovedsagen foreliggende, skal eller ikke skal betragtes som

selektiv og/eller i stand til at påvirke samhandelen mellem

medlemsstaterne: støtte til en virksomhed, som gennemfører et

strategisk vigtigt projekt såsom »NordBalt«, støtte til

virksomheder, som har til opgave at sikre

elforsyningssikkerheden i en bestemt periode, støtte til

kompensation for tab, der afspejler markedsforholdene og rent

faktisk bæres af relevante personer såsom udviklere af

solcelleanlæg, på grund af statens afvisning af at opfylde de

indgåede forpligtelser (som følge af nationale lovændringer),

støtte til virksomheder (netoperatører) med det formål at

kompensere for faktiske tab i forbindelse med opfyldelse af

forpligtelsen til at købe elektricitet til en fast pris hos

elproducenter, der udfører offentlige serviceforpligtelser i

elektricitetssektoren, og til at bringe balance i elektriciteten?–

Skal artikel 107, stk. 1, TEUF, sammenholdt med artikel 106,

stk. 2, TEUF, fortolkes således, at ordningen vedrørende

offentlige serviceforpligtelser i elektricitetssektoren (eller dele

deraf) under omstændigheder som de i hovedsagen

foreliggende skal anses for at opfylde kriterierne i præmis 88-93

i Domstolens dom af 24. juli 2003, Altmark Trans and

Regierungspräsidium Magdeburg (C- 280/00)?– Skal artikel

107, stk. 1, TEUF fortolkes således, at ordningen vedrørende

offentlige serviceforpligtelser i elektricitetssektoren (eller en del

deraf) under omstændigheder som i denne sag foreliggende,

fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencen?

C-222/18

VIPA

Skal artikel 3, litra k), og artikel 11, stk. 1, i Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2011/24/EU af 9. marts 2011

om patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende

sundhedsydelser fortolkes således, at en national lovgivning, der

sondrer mellem to kategorier af recepter og kun for så vidt

angår en af dem tillader, at der udleveres lægemidler til en læge,

der udøver sin lægelige virksomhed i en anden stat end denne

medlemsstat, i strid medden gensidige anerkendelse af recepter

og den frie udveksling af tjenesteydelser og dermed uforenelig

hermed?

KORADO

1. Er Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/23

af 5. januar 2015, hvori varerne beskrevet i kolonne 1 i tabellen

i bilaget tariferes i underposition 7 307 93 19 i den

kombinerede nomenklatur, gyldig? 2. Såfremt forordningen er

ugyldig, kan de omhandlede varer da tariferes i underposition 7

322 19 00 i den kombinerede nomenklatur? 3. Såfremt

forordningen er gyldig, skal de omhandlede varer da tariferes i

underposition 7 307 93 19 i den kombinerede nomenklatur?

Westphal

Sagen vedrører fortolkning af Kommissionens forordning (EF)

nr. 2419/2001 af 11. december 2001 om

gennemførelsesbestemmelser for det integrerede system for

forvaltning og kontrol af visse EF-støtteordninger, der

indførtes ved Rådets forordning (EØF) nr. 3508/92. EU-

Domstolen er forelagt følgende præjudicielle spørgsmål: 1.

Lægemiddelstyrelsen

15.05.19

C-306/18

Toldstyrelsen

Dom

15.05.19

C-378/18

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

15.05.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 652: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 29/4-19

Begynder fristen for forældelse som omhandlet i artikel 49, stk.

6, i forordning (EF) nr. 2419/2001 at løbe, når støtten

udbetales, eller afhænger fristens begyndelse af artikel 3, stk. 1,

i forordning (EF, EURATOM) nr. 2988/95, her: denne

forordnings artikel 3, stk. 1, andet afsnit, første punktum? 2.

Er forældelsesreglerne i artikel 49, stk. 6, i forordning (EF) nr.

2419/2001 eller artikel 3, stk. 1, i forordning (EF, EURATOM)

nr. 2988/95 bestemmelser om administrative sanktioner som

omhandlet i artikel 2, stk. 2, andet punktum, i forordning (EF,

EURATOM) nr. 2988/95? 3. Kan artikel 52a i forordning

(EF) nr. 2419/2001 om anvendelse med tilbagevirkende kraft

af forældelsesreglen i artikel 49, stk. 5, i forordning (EF) nr.

2419/2001 også anvendes analogt på artikel 49, stk. 6, i

forordning (EF) nr. 2419/2001? Såfremt artikel 3, stk. 1, andet

afsnit, første punktum, i forordning (EF, EURATOM) nr.

2988/95 skal anvendes (det første spørgsmål), er det ikke

nødvendigt at besvare de to andre spørgsmål; skal denne

bestemmelse derimod ikke anvendes, er det tredje spørgsmål

irrelevant, såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende.

C-689/17

Conti 11. Container Schiffahrt

Er restprodukter, der er opstået ved et havari, i form af

metalskrot og slukningsvand iblandet slam og lastrester om

bord på et skib »affald opstået om bord på køretøjer, tog,

flyvemaskiner og skibe« i henhold til artikel 1, stk. 3, litra b), i

forordning (EF) nr. 1013/2006?

Elektrorazpredelenie Yug

Sagen vedrører: Anmodningen om præjudiciel afgørelse

vedrører fortolkningen af artikel 2, nr. 3) og 5), i Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2009/72/EF af 13. juli 2009

om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om

ophævelse af direktiv 2003/54/EF (herefter »direktiv 209/72«),

med henblik på præcisering af begreberne »transmission« og

»distribution« af elektricitet.

Følgende præjudicielle spørgsmål forelægges EU-Domstolen: 1)

Skal bestemmelserne i artikel 2, nr. 3) og 5), i direktiv

2009/72/EF fortolkes således, at det eneste kriterium for

sondringen mellem distributionsnettet og transmissionsnettet

og dermed mellem aktiviteterne »distribution« og

»transmission« af elektricitet er spændingsniveauet, og at

medlemsstaterne trods deres handlefrihed til at henføre

netbrugerne til den ene eller den anden type af net

(transmissions- eller distributionsnet) ikke må indføre

ejendomsretten til de aktiver, der benyttes til at udøve disse

aktiviteter, som et yderligere kriterium for sondringen mellem

aktiviteterne transmission og distribution? 2) Såfremt det første

spørgsmål besvares bekræftende: Skal de elektricitetskunder,

som har en tilslutning til mellemspændingsnettet, altid

behandles som kunder hos den distributionsnetoperatør, der

har licens for det pågældende område, uafhængigt af

ejerforholdet til det udstyr, som disse kunders elektriske anlæg

direkte er tilsluttet, og uafhængigt af de aftaler, som kunderne

har direkte med transmissionsnetoperatøren? 3) Såfremt det

første spørgsmål besvares benægtende: Er nationale

bestemmelser som bestemmelsen i § 1, nr. 44, sammenholdt

med nr. 20 i de supplerende bestemmelser til energiloven,

hvorefter »transmission af elektricitet« er transport af

elektricitet via transmissionsnettet, og

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Søfartsstyrelsen

Dom

16.05.19

C-31/18

Energi-, Forsynings-

og Klimaministeriet

Energistyrelsen

16.05.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 652: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 29/4-19

»elektricitetstransmissionsnettet« er helheden af elektriske

ledninger og anlæg, som tjener til transmission, transformation

af elektriciteten fra højspænding til mellemspænding og

omfordeling af energistrømmene, forenelige med ånden i og

formålet med direktiv 2009/72/EF? Er

–

på de samme

betingelser

–

nationale bestemmelser som energilovens artikel

88, stk. 1: »Distribution af elektricitet og drift af

elektricitetsdistributionsnettene udøves af

distributionsnetoperatører, som er ejere af sådanne net i et

begrænset område, og som har fået licens til at distribuere

elektricitet i det pågældende område« lovlige?

C-204/18

Pebagua mod Kommissionen (appel)

Påstande:

—

Rettens kendelse, der er genstand for denne appel,

ophæves fuldt ud.

—

Domstolen træffer endelig afgørelse i

tvisten, idet der gives medhold i den af sagsøgeren i første

instans nedlagte påstand, hvorved Kommissionens

gennemførelsesforordning (EU) 2016/1141 af 13. juli 2016

annulleres, eller subsidiært, annulleres optagelsen af arten

Procambarus clarkii på EU-listen, som blev vedtaget ved den

nævnte forordning.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale

sagsomkostningerne.

SPEDIDAM

»Skal artikel 2, litra b), artikel 3, stk. 2, litra a), og artikel 5 i

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22.

maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og

beslægtede rettigheder i informationssamfundet fortolkes

således, at de ikke er til hinder for, at der ved en national

lovgivning som den, der er fastsat i artikel 49 II i loi n° 86-1067

du 30 septembre 1986 relative à la liberté de communication

(lov nr. 86-1067 af 30.9.1986 om kommunikationsfrihed), som

ændret ved artikel 44 i lov nr. 2006-961 af 1. august 2006, til

fordel for Institut national de l’audiovisuel (det nationale

institut på det audiovisuelle område ), der har ret til at udnytte

de nationale programselskabers rettigheder i forhold til de

audiovisuelle arkiver, indføres en undtagelsesordning, hvorefter

betingelserne for at udnytte de udøvende kunstneres

fremførelser og de vederlag, som denne udnyttelse giver

anledning til, fastsættes i aftaler, der indgås mellem på den ene

side de udøvende kunstnere selv eller de

lønmodtagerorganisationer, der repræsenterer de udøvende

kunstnere, og på den anden side dette institut, idet disse aftaler

bl.a. skal indeholde bestemmelser om vederlagssatserne og

vilkårene for udbetaling af disse vederlag?«

GMPO mod Kommissionen

Påstande:

—

Artikel 5 i Kommissionens

gennemførelsesafgørelse af 5. september 2017 om tilladelse til

markedsføring i henhold til forordning (EF) nr. 726/2004 af

»Cuprior trientin«, et lægemiddel til human brug, annulleres.

—

Det pålægges Europa-Kommissionen at sørge for, at Cuprior

bliver klassificeret som et lægemiddel til sjælden sygdom, og at

fællesskabsregisteret for lægemidler til sjældne sygdomme

ajourføres i overensstemmelse hermed.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale

sagsomkostningerne.

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Dom

16.05.19

C-484/18

Kulturministeriet

16.05.19

T-733/17

Lægemiddelstyrelsen

Dom

16.05.19