Europaudvalget 2018-19 (1. samling)
EUU Alm.del Bilag 652
Offentligt
2052136_0001.png
Udenrigsministeriet
Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret
Asiatisk Plads 2
1448 København K
Tlf.: 33 92 03 24 Fax: 33 92 03 03
Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse
JTEU j.nr. 2015 - 30240
29. april 2019
Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i den indeværende uge
samt i de kommende to uger i retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager,
hvor der er nedsat procesdelegation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig
forhandling, fremsættelse af generaladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der
i øvrigt følges af den danske regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse
og afsigelse af dom. Generaladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-
Domstolens hjemmeside (http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.
Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-
Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.
Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:
Sagsnr.
A-1/17
Titel og kort sagsresumé
Anmodning om udtalelse vedr. ICS-investerings-
domstolssystem fremsat af Kongeriget Belgien
Spørgsmål: Er den samlede økonomi- og handelsaftale
mellem Canada på den ene side og Den Europæiske Union
og dens medlemsstater på den anden side, der blev
undertegnet i Bruxelles den 30. oktober 2016, med hensyn
til kapitel 8 (»Investering«), afdeling F (»Bilæggelse af
investeringstvister mellem investorer og stater«), forenelig
med traktaterne, herunder de grundlæggende rettigheder?
Dorobantu
1. Hvilke minimumskrav kan der i forbindelse med
rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre stilles til
fængslingsforhold ud fra grundrettighedschartrets artikel 4?
a. Findes der navnlig fra et EU-retligt synspunkt en
»absolut« nedre grænse for cellestørrelse, hvorunder der
altid vil foreligge et brud på grundrettighedschartrets artikel
4? i. Afhænger bestemmelsen af den individuelle celleandel
af, om der er tale om en enecelle eller en fællescelle? ii. Skal
det areal, der optages af møblement (seng, skab, osv.),
trækkes fra ved beregningen af cellestørrelsen? iii. Hvilke
bygningsmæssige forudsætninger er i givet fald relevante
for, om fængslingsforholdene er i overensstemmelse med
EU-retten? Hvilken betydning har i givet fald den direkte
(eller kun indirekte) adgang fra fængselscellen til f.eks.
toiletrum eller andre rum såvel som forsyningen med koldt
og varmt vand, opvarmning, belysning, osv.? b. I hvilken
grad spiller forskellige »afsoningsordninger«, navnlig
forskellige tidsrum hvor cellerne er åbne og forskellige
grader af bevægelsesfrihed i fængslet, en rolle for
Deltager i PD
Udenrigsministeriet
Justitsministeriet
Til orientering:
Erhvervsstyrelsen
Søfartsstyrelsen
Processkri
dt
Udtalelse
Dato
30.04.19
C-128/18
Udenrigsministeriet
Justitsministeriet
Udlændinge- og
Integrationsministeriet
GA
30.04.19
1
EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 652: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 29/4-19
2052136_0002.png
vurderingen? c. Kan
således som afdelingen har gjort i
sine afgørelser om udleveringens lovlighed
også retslige
og organisatoriske forbedringer i den udstedende
medlemsstat (indførelse af et ombudsmandssystem,
etablering af domstole for straffuldbyrdelse, osv.) tages i
betragtning? 2. Efter hvilke kriterier skal
fængslingsforholdene vurderes i forhold til grundlæggende
EU-rettigheder? I hvilken grad har disse kriterier
indflydelse på fortolkningen af begrebet »reel risiko« i den
forstand, hvori udtrykket er anvendt i Domstolens praksis i
sagerne Aranyosi og Căldăraru? a. Har de judicielle
myndigheder i fuldbyrdelsesmedlemsstaten beføjelse til
omfattende kontrol af fængslingsforholdene i den
udstedende medlemsstat eller skal de begrænse sig til en
»kontrol af åbenlyse forhold« (»Evidenzkontrolle«)? b. For
så vidt som Domstolen i forbindelse med besvarelsen af
det første præjudicielle spørgsmål måtte nå den konklusion,
at der findes »absolutte« EU-retlige krav til
fængslingsforholdene: Ville en manglende opfyldelse af
disse minimumsbetingelser være »afvejningsresistent« i den
forstand, at der dermed altid ville bestå en »reel risiko«, der
ville gøre en udlevering ulovlig, eller kan
fuldbyrdelsesmedlemsstaten alligevel foretage en afvejning?
Kan der herved tages hensyn til aspekter som
opretholdelsen af den gensidige retshjælp på europæisk
plan, den europæiske strafferetsplejes funktionsdygtighed
eller princippet om gensidig tillid og princippet om
gensidig anerkendelse?
C-508/18
Minister for Justice and Equality m.fl.
1. Skal en offentlig anklagers uafhængighed af den
udøvende magt afgøres i henhold til dennes rolle i det
relevante nationale retssystem? Hvis dette ikke er tilfældet,
efter hvilke kriterier skal spørgsmålet om uafhængighed af
den udøvende magt da afgøres efter?
2. Er en offentlig anklager, som i henhold til national ret er
underlagt mulig styring eller instruktion enten direkte eller
indirekte fra et justitsministerium, tilstrækkelig uafhængig
af den udøvende magt til at kunne betragtes som en
judiciel myndighed som omhandlet i rammeafgørelsens
artikel 6, stk. 1?
3. Såfremt dette er tilfældet, skal den offentlige anklager da
tillige være funktionelt uafhængig af den udøvende magt,
og hvilke kriterier skal spørgsmålet om funktionel
uafhængighed afgøres efter?
4. Hvis den offentlige anklager er uafhængig af den
udøvende magt, er en offentlig anklager, som er begrænset
til at iværksætte og gennemføre efterforskning, til at sikre at
sådanne efterforskninger udføres objektivt og i
overensstemmelse med loven, at rejse tiltale, at fuldbyrde
retslige afgørelser, at gennemføre retsforfølgning af
lovovertrædelser ved domstolene og at give møde i
appelsager, som ikke udsteder nationale arrestordrer, og
som ikke må udføre retslige opgaver, da en »judiciel
myndighed« som omhandlet i rammeafgørelsens artikel 6,
stk. 1?
5. Er den offentlige anklager i Lübeck en judiciel
myndighed som omhandlet i artikel 6, stk. 1, i
rammeafgørelsen af 13. juni 2002 om den europæiske
Udenrigsministeriet
Justitsministeriet
GA
30.04.19
2
EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 652: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 29/4-19
2052136_0003.png
arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem
medlemsstaterne?
C-509/18
Minister for Justice and Equality m.fl.
1. Er de kriterier, i henhold til hvilke det skal afgøres, om
en offentlig anklager, der er udpeget som en udstedende
judiciel myndighed i henhold til artikel 6, stk. 1, er en
judiciel myndighed i den selvstændige betydning af dette
begreb i rammeafgørelsen af 2002 om den europæiske
arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem
medlemsstaterne, at 1) den offentlige anklager er uafhængig
af den udøvende magt og 2) anses for at forvalte retsplejen
eller deltage i forvaltningen af retsplejen i dennes egen
retsorden?
2. I benægtende fald, hvilke kriterier skal den nationale ret
da anvende ved afgørelsen af, om en offentlig anklager, der
er udpeget som en udstedende judiciel myndighed i
henhold til rammeafgørelsens artikel 6, stk. 1, er en judiciel
myndighed i henhold til artikel 6, stk. 1?
3. For så vidt som kriterierne omfatter et krav om, at den
offentlige anklager forvalter retsplejen eller deltager i
forvaltningen af retsplejen, skal det så afgøres i
overensstemmelse med den status, han har i sin egen
retsorden, eller i overensstemmelse med bestemte
objektive kriterier? Hvad er de objektive kriterier i givet
fald?
4. Er Republikken Litauens offentlige anklager en judiciel
myndighed i den selvstændige betydning af dette begreb i
artikel 6, stk. 1, i rammeafgørelsen af 2002 om den
europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse
mellem medlemsstaterne?
Minister for Justice and Equality
1. Skal en offentlig anklagers uafhængighed af den
udøvende magt afgøres i henhold til dennes rolle i det
relevante nationale retssystem? Hvis dette ikke er tilfældet,
efter hvilke kriterier skal spørgsmålet om uafhængighed af
den udøvende magt da afgøres efter?
2. Er en offentlig anklager, som i henhold til national ret er
underlagt mulig styring eller instruktion enten direkte eller
indirekte fra et justitsministerium, tilstrækkelig uafhængig
af den udøvende magt til at kunne betragtes som en
judiciel myndighed som omhandlet i rammeafgørelsens
artikel 6, stk. 1?
3 Såfremt dette er tilfældet, skal den offentlige anklager da
tillige være funktionelt uafhængig af den udøvende magt,
og hvilke kriterier skal spørgsmålet om funktionel
uafhængighed afgøres efter?
4. Hvis den offentlige anklager er uafhængig af den
udøvende magt, er en offentlig anklager, som er begrænset
til at iværksætte og gennemføre efterforskning, til at sikre at
sådanne efterforskninger udføres objektivt og i
overensstemmelse med loven, at rejse tiltale, at fuldbyrde
retslige afgørelser, at gennemføre retsforfølgning af
lovovertrædelser ved domstolene og at give møde i
appelsager, som ikke udsteder nationale arrestordrer, og
som ikke må udføre retslige opgaver, da en »judiciel
myndighed« som omhandlet i rammeafgørelsens artikel 6,
stk. 1?
Udenrigsministeriet
Justitsministeriet
GA
30.04.19
C-82/19
PPU
Udenrigsministeriet
Justitsministeriet
GA
30.04.19
3
EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 652: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 29/4-19
2052136_0004.png
5. Er anklagemyndigheden i Zwickau en judiciel
myndighed som omhandlet i artikel 6, stk. 1, i
rammeafgørelsen af 13. juni 2002 om den europæiske
arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem
medlemsstaterne?
C-70/18
A e.a
Sagen vedrører:la. Skal artikel 7 i afgørelse nr. 2/76
henholdsvis artikel 13 i afgørelse nr. 1/80 fortolkes således,
at disse bestemmelser ikke er til hinder for en national
ordning om almindelig behandling og opbevaring af
biometriske data om tredjelandsstatsborgere, herunder
tyrkiske statsborgere, i et register som omhandlet i artikel 2,
litra a) og b), i Europa-Parlamentet og Rådets direktiv
95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske
personer i forbindelse med behandling af
personoplysninger og om fri udveksling af sådanne
oplysninger (EFT 1995, L 281), idet denne nationale
ordning ikke går videre end nødvendigt for at gennemføre
det med ordningen tilstræbte lovlige formål om at
forhindre og bekæmpe identitets- og dokumentsvig? 1b.
Har det herved nogen betydning, at varigheden af
opbevaringen af de biometriske data er knyttet til
varigheden af tredjelandsstatsborgeres lovlige og/eller
ulovlige ophold, herunder tyrkiske statsborgeres lovlige
og/eller ulovlige ophold?
2. Skal artikel 7 i afgørelse nr. 2/76 henholdsvis artikel 13 i
afgørelse nr. 1/80 fortolkes således, at en national ordning
ikke udgør en begrænsning som omhandlet i disse
bestemmelser, hvis virkningen af den nationale ordning for
adgangen til beskæftigelse i disse bestemmelsers forstand er
for usikker eller for indirekte til, at det kan antages, at
denne adgang hindres?
3a. Såfremt spørgsmål 2 besvares således, at en national
ordning, hvorefter biometriske data vedrørende
tredjelandsstatsborgere, herunder tyrkiske statsborgere, i et
register kan stilles til rådighed for tredjemand med henblik
på at forhindre, efterforske og undersøge lovovertrædelser
af terror- eller ikke terrormæssig karakter
er en ny
begrænsning, skal artikel 52, stk. 1, sammenholdt med
artikel 7 og artikel 8, i Den Europiske Unions charter om
grundlæggende rettigheder da fortolkes således, at denne
bestemmelse er til hinder for en sådan national ordning?
3b. Har det herved nogen betydning, at denne statsborger,
da han anholdes på mistanke om en lovovertrædelse, har
opholdsdokumentet med sine biometriske data på sig?
Luonnonsuojeluyhdistys Tapiola
Sagen vedrører: 1. Kan det henset til ordlyden af
habitatdirektivets artikel 16, stk. 1, litra e), tillades, at der på
grundlag af ansøgninger fra enkelte jægere udstedes
regionalt begrænsede dispensationer til såkaldt
bestandsplejende jagt?
Har det betydning for
vurderingen af dette spørgsmål, at skønsudøvelsen i
forbindelse med afgørelsen om dispensationerne retter sig
efter en national bestandsplejeplan samt efter den i en
bekendtgørelse fastsatte øvre grænse for antallet af
nedlagte dyr, inden for hvilken der hvert år kan tildeles
undtagelsestilladelser for medlemsstatens område?
Kan
Udenrigsministeriet
Justitsministeriet
Udlændinge- og
Integrationsministeriet
GA
02.05.19
C-674/17
Udenrigsministeriet
Justitsministeriet
Miljø- og
Fødevareministeriet
GA
08.05.19
4
EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 652: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 29/4-19
2052136_0005.png
der ved vurderingen tages hensyn til andre aspekter såsom
målsætningen om at hindre skader på hunde og øge den
generelle tryghedsfølelse? 2. Kan tildeling af
dispensationer til bestandsplejende jagt som omhandlet i
det første spørgsmål begrundes med, at der for at forhindre
krybskytteri ikke findes nogen anden brugbar løsning som
omhandlet i habitatdirektivets artikel 16, stk. 1?
Kan der i
så fald tages hensyn til de praktiske vanskeligheder ved at
kontrollere ulovligt krybskytteri?
Er målsætningen om at
hindre skader på hunde og øge den generelle
tryghedsfølelse muligvis også af betydning ved vurderingen
af spørgsmålet om, hvorvidt der findes en anden brugbar
løsning? 3. Hvordan skal den i habitatdirektivets artikel 16,
stk. 1, nævnte betingelse vedrørende den pågældende
bestands bevaringsstatus vurderes i forbindelse med
tildeling af regionalt begrænsede dispensationer?
Skal
bevaringsstatus for en art vurderes både i relation til et
bestemt område og i relation til hele medlemsstatens
område eller i relation til et endnu større
udbredelsesområde for den pågældende art?
Er det
muligt, at de i habitatdirektivets artikel 16, stk. 1, fastsatte
betingelser for at udstede en dispensation er opfyldt, selv
om en arts bevaringsstatus ud fra en objektiv vurdering
ikke kan anses for gunstig i direktivets forstand?– Såfremt
ovenstående spørgsmål besvares bekræftende: I hvilken
situation kan dette komme i betragtning?
C-138/18
Estron (Forelagt af Vestre Landsret)
Sagen vedrører: 1. Skal bestemmelse 2, litra a, til kapitel 90
i den kombinerede nomenklatur sammenholdt med de
almindelige tariferingsbestemmelser 1 og 6 forstås således,
at "dele og tilbehør, der i sig selv er varer henhørende
under en position i dette kapitel eller i kapitel 84, 85 eller
91 ", henviser til varer i de firecifrede positionstekster i
disse kapitler, eller skal bestemmelsen forstås således, at
den tillige henviser til underpositionsteksterne (de første
seks cifre) i kapitel 84, 85, 90 og 91? 2. Skal connectorer
som de i sagen omhandlede tariferes i KN-underposition
8544 42 90, i KN-underposition 9021 4000 eller i KN-
underposition 9021 90 10? 3. Skal bestemmelse 1, litra m,
til afsnit XVI fortolkes således, at hvis en vare henhører
under kapitel 90, så kan den ikke tillige henhøre under
kapitel 84 og 85?
Udenrigsministeriet
Justitsministeriet
Skatteministeriet
(repræsenteret ved
Kammeradvokaten)
Dom
16.05.19
Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:
Sagsnr.
C-556/17
Titel og kort sagsresumé
Torubarov
Skal artikel 46, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2013/32/EU af 26. juni 2013 om fælles procedurer for tildeling
og fratagelse af international beskyttelse, sammenholdt med
artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende
rettigheder, fortolkes således, at de ungarske retter kan ændre
administrative afgørelser, der er truffet af en myndighed med
kompetence i asylsager, hvorved der gives afslag på
Interessent
Udlændinge- og
Integrationsministe-
riet
Udenrigsministeriet
Processk
ridt
GA
Dato
30.04.19
5
EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 652: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 29/4-19
2052136_0006.png
international beskyttelse, og at de ungarske retter kan tildele en
sådan beskyttelse?
C-620/17
Hochtief Solutions Magyarországi Fióktelepe
Sagen vedrører: 1) Skal de grundlæggende EU-retlige principper
og bestemmelser (navnlig artikel 4, stk. 3, TEU og kravet om
ensartet fortolkning), som fortolket af Den Europæiske Unions
Domstol, særligt i dommen afsagt i Köbler-sagen, fortolkes
således, at en konstatering af, at en ret i en medlemsstat, hvis
afgørelser ikke kan appelleres, er erstatningsansvarlig for en
dom, der er i strid med EU-retten, alene kan støttes på national
ret eller på de i national ret fastsatte kriterier, og i benægtende
fald skal de grundlæggende EU-retlige principper og
bestemmelser, navnlig de af Den Europæiske Unions Domstol
fastsatte tre kriterier i Köbler-dommen for at fastslå en »stats«
ansvar, da fortolkes således, at opfyldelsen af betingelserne for
en medlemsstats ansvar som følge af denne stats domstoles
tilsidesættelse af EUretten skal vurderes i henhold til national
ret?
2) Skal de grundlæggende EU-retlige principper og
bestemmelser (navnlig artikel 4, stk. 3, TEU og kravet om
ensartet fortolkning), særligt i dommene afsagt af Den
Europæiske Unions Domstol vedrørende medlemsstatens
ansvar i bl.a. sagerne Francovich, Brasserie du pêcheur og
Köbler, fortolkes således, at retskraften af domme, som er i
strid med EU-retten, og som er afsagt af en ret i medlemsstat,
hvis afgørelser ikke kan appelleres, udelukker, at det fastslås, at
medlemsstaten er erstatningsansvarlig?
3) Henset til direktiv 89/665/EØF, som ændret ved direktiv
2007/66/EØF, og til direktiv 92/13/EØF ønskes det oplyst,
om fremgangsmåderne ved klager vedrørende indgåelse af
offentlige kontrakter, der overstiger de EU-retlige
tærskelværdier, og domstolsprøvelsen af den administrative
afgørelse, der er truffet i denne sag, er relevante med henblik på
EU-retten, og i bekræftende fald om EU-retten og Den
Europæiske Unions Domstols praksis (bl.a. dommene afsagt i
sagerne Kühne & Heitz, Kapferer og navnlig i sagen Impresa
Pizzarotti) angående behovet for som ekstraordinært søgsmål at
tillade fornyet prøvelse, der udledes af national ret vedrørende
domstolsprøvelse af den administrative afgørelse, som er truffet
i den pågældende klagesag i forbindelse med indgåelse af
offentlige kontrakter, er relevante?
4) Skal direktiverne vedrørende klageprocedurerne i forbindelse
med indgåelse af offentlige kontrakter (dvs. direktiv
89/665/EØF, som ændret ved direktiv 2007/66/EF, og
direktiv 92/13/EØF) fortolkes således, at en national
lovgivning, hvorefter de nationale retter, der påkender
hovedsagen, kan undlade at tage hensyn til en omstændighed,
der skal undersøges i henhold til en dom fra Den Europæiske
Unions Domstol
afsagt som led i en præjudiciel forelæggelse
inden for rammerne af en klageprocedure i forbindelse med
indgåelse af offentlige kontrakter
er i overensstemmelse med
disse direktiver, når denne omstændighed ikke tages i
betragtning af de nationale retsinstanser, som skal træffe
afgørelse i en sag, der er anlagt med påstand om fornyet
prøvelse, som er anlagt til prøvelse af den i hovedsagen
vedtagne afgørelse?
5) Skal Rådets direktiv 89/665/EØF af 21. december 1989 om
samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende
Udenrigsministeriet
Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen
GA
30.04.19
6
EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 652: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 29/4-19
2052136_0007.png
anvendelsen af klageprocedurerne i forbindelse med indgåelse
af offentlige indkøbs- samt bygge- og anlægskontrakter, navnlig
dets artikel 1, stk. 1 og 3, og Rådets direktiv 92/13/EØF af
[25.] februar 1992 om samordning af love og administrative
bestemmelser vedrørende anvendelse af EF-reglerne for
fremgangsmåden ved tilbudsgivning inden for vand- og
energiforsyning samt transport og telekommunikation, navnlig
dets artikel 1 og 2
navnlig henset til dommene afsagt i sagerne
Willy Kempter, Pannon GSM og VB Pénzügyi Lízing, samt i
sagerne Kühne & Heitz, Kapferer og Impresa Pizzarotti
fortolkes således, at det er i overensstemmelse med disse
direktiver, kravet om effektiv domstolsbeskyttelse,
ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet, at en national
lovgivning henholdsvis anvendelsen heraf, hvorefter den ret,
der påkender en sag
på trods af, at en dom afsagt af Den
Europæiske Unions Domstol i forbindelse med en præjudiciel
forelæggelse, inden der afsiges dom i sagen i anden instans,
fastlægger en relevant fortolkning af de EU-retlige
bestemmelser
afviser sagen som følge af forældelse og efter,
at den ret, der påkender en påstand om fornyet prøvelse har
fundet, at denne skal afvises?
6) Såfremt et søgsmål med påstand om fornyet prøvelse med
henblik på at genskabe den forfatningsmæssige forenelighed i
medfør af en ny afgørelse fra forfatningsdomstolen skal tillades
i henhold til national ret, ønskes oplyst, om ikke fornyet
prøvelse bør tillades i henhold til ækvivalensprincippet og det i
Transportes Urbanos-dommen fastsatte princip, når der i
hovedsagen som følge af de i national ret fastsatte procesfrister
ikke kunne tages hensyn til en dom afsagt af Den Europæiske
Unions Domstol?
C-390/18
AIRBNB Ireland
Er ydelserne, der leveres i Frankrig af selskabet Airbnb Ireland
UC via en elektronisk platform, som befinder sig i Irland,
omfattet af princippet om fri udveksling af tjenesteydelser, der
er fastsat i artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2000/31/EF af 8. juni 2000? Kan de restriktive regler
vedrørende udøvelsen af erhvervet som ejendomsmægler i
Frankrig, som er fastsat i lov nr. 70-9 af 2. januar 1970 om
formidlingsvirksomhed vedrørende fast ejendom, den såkaldte
Hoguet-lov, gøres gældende over for selskabet Airbnb Ireland
UC?
A-Fonds
Sagen vedrører: 1) Skal en udvidelse af rækkevidden af en
eksisterende skatteordning, som følge af at en skattepligtig med
føje har påberåbt sig retten til frie kapitalbevægelser i henhold
til artikel 56 TEF (nu artikel 63 TEUF), forstås som en ny
støtteforanstaltning, der ændrer en eksisterende støtte? 2)
Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende, er den nationale
rets udøvelse af opgaven i henhold til artikel 108, stk. 3, TEUF
til hinder for, at den skattepligtige tildeles en skattefordel, som
den skattepligtige gør krav på i henhold til artikel 56 TEF (nu
artikel 63 TEUF), eller skal Kommissionen underrettes om en
påtænkt retsafgørelse om tildeling af denne fordel, eller skal den
nationale ret foretage eller træffe nogen anden handling eller
foranstaltning i betragtning af den tilsynsopgave, den har fået
tildelt i henhold til artikel 108, stk. 3, TEUF?
Forbrugerombuds-
manden
Transport-,
Bygnings- og
Boligministeriet
GA
30.04.19
C-598/17
Skatteministeriet
Dom
02.05.19
7
EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 652: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 29/4-19
2052136_0008.png
C-614/17
Fundación Consejo Regulador de la Denominación de
Origen Protegida Queso Manchego
Sagen vedrører: 1) Skal antydningen af den beskyttede
oprindelsesbetegnelse, jf. artikel 13, stk. 1, litra b), i forordning
nr. 510/2006, nødvendigvis forekomme ved anvendelsen af
betegnelser, der har en grafisk, fonetisk eller begrebsmæssig
lighed med den beskyttede oprindelsesbetegnelse, eller kan den
forekomme ved anvendelse af figurtegn, der antyder
oprindelsesbetegnelsen? 2) Såfremt der er tale om en beskyttet
oprindelsesbetegnelse af geografisk art [artikel 2, stk. 1, litra a), i
forordning nr. 510/2006], og den vedrører produkter af samme
eller lignende art, kan da anvendelsen af tegn, der antyder den
region, hvormed denne beskyttede oprindelsesbetegnelse er
forbundet, anses for at være en antydning af selve den
beskyttede oprindelsesbetegnelse i henhold til artikel 13, stk. 1,
litra b), i forordning nr. 510/2006, som er ulovlig også i
tilfælde, hvor den, der anvender disse tegn, er en producent, der
er hjemmehørende i den region, hvormed den beskyttede
oprindelsesbetegnelse er forbundet, men hvis produkter ikke er
omfattet af denne oprindelsesbetegnelse, fordi de ikke opfylder
de krav, der kræves efter varespecifikationen, og som ikke
vedrører den geografiske oprindelse? 3) Skal begrebet
almindeligt oplyst, rimeligt opmærksom og velunderrettet
gennemsnitsforbruger, hvis opfattelse den nationale ret skal
tage i betragtning for at afgøre, om der foreligger en
»antydning« som fastsat i artikel 13, stk. 1, litra b), i forordning
nr. 510/2006, forstås som en henvisning til en europæisk
forbruger, eller kan det udelukkende henvise til forbrugeren i
den medlemsstat, hvor det produkt, der giver anledning til
antydning af den beskyttede geografiske betegnelse, fremstilles,
eller hvormed den beskyttede oprindelsesbetegnelse er
forbundet geografisk, og hvor produktet konsumeres i
overvejende grad?
Cofemel
1) Er Den Europæiske Unions Domstols fortolkning af artikel
2, [litra] a), i direktiv 2001/29/EF til hinder for en national
retsforskrift
i det foreliggende tilfælde bestemmelsen i artikel
2, stk. 1, [nr.] i), i Código de Direitos de Autor e Direitos
Conexos (CDADC)
hvorefter der ydes ophavsretlig
beskyttelse til de brugskunstværker, industrielle mønstre eller
designværker, som ud over deres funktionsmæssige formål
frembringer en særegen og karakteristisk visuel effekt set ud fra
en æstetisk synsvinkel, idet deres originalitet udgør det
grundlæggende kriterium for ydelsen af beskyttelse på det
ophavsretlige område? 2) Er Den Europæiske Unions
Domstols fortolkning af artikel 2, [litra] a), i direktiv
2001/29/EF til hinder for en national retsforskrift
i det
foreliggende tilfælde bestemmelsen i artikel 2, stk. 1, [nr.] i), i
CDADC
–hvorefter
der ydes ophavsretlig beskyttelse til
brugskunstværker, industrielle mønstre eller designværker,
såfremt de, på baggrund af en særlig krævende bedømmelse
med hensyn til deres kunstneriske træk, og under hensyntagen
til den dominerende opfattelse i de kulturelle og institutionelle
kredse, kan kvalificeres som »kunstnerisk frembringelse« eller
»kunstværk«?
Miljø- og
Fødevareministeriet
Fødevarestyrelsen
Patent- og
Varemærkestyrelsen
Forbrugerombuds-
manden
Dom
02.05.19
C-683/17
Kulturministeriet
Patent- og
Varemærkestyrelsen
GA
02.05.19
8
EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 652: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 29/4-19
2052136_0009.png
C-28/18
Verein für Konsumenteninformation
Skal artikel 9, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) nr. 260/2012 af 14. marts 2012 om tekniske
og forretningsmæssige krav til kreditoverførsler og direkte
debiteringer i euro og om ændring af forordning (EF) nr.
924/2009 (herefter »SEPA-forordningen«) fortolkes således, at
betalingsmodtageren forbydes at gøre betaling ved direkte
debiteringsordning afhængig af, at betaleren har bopæl i den
medlemsstat, hvor også betalingsmodtageren har sin bopæl eller
sit hjemsted, når betaling også tillades på anden måde, f.eks.
med kreditkort?
T. Boer & Zonen
Skal bestemmelsen i bilag III, afsnit I, kapitel VII, nr. 1) og 3), i
forordning nr. 853/2004 fortolkes således, at nedkølingen af
kødet skal ske i selve slagteriet, således at lastning af kødet i en
kølevogn først må påbegyndes, når kødet har nået en
temperatur på højst 7°C, eller kan nedkølingen af kødet også
ske i kølevognen, så længe denne ikke forlader slagteriets
område?
Europa-Kommissionen mod Republikken Kroatien
Påstande:
Det fastslås, at Republikken Kroatien har tilsidesat
sine forpligtelser i henhold til artikel 5, stk. 1, i direktiv
2008/98, (1) idet den ikke har angivet, at det fyldstof i form af
sten, som er deponeret på affaldsdepotet i Biljane Donje, er
affald og ikke et biprodukt, og at det skal behandles som affald.
Det fastslås, at Republikken Kroatien har tilsidesat sine
forpligtelser i henhold til artikel 13 i direktiv 2008/98, idet den
ikke har truffet de nødvendige foranstaltninger med henblik på
at sikre, at håndteringen af affald i Biljane Donje udføres uden
at bringe menneskets sundhed i fare og uden at skade miljøet.
Det fastslås, at Republikken Kroatien har tilsidesat sine
forpligtelser i henhold til artikel 15, stk. 1, i direktiv 2008/98,
idet den ikke har truffet de nødvendige foranstaltninger for at
sikre, at indehaveren af det affald, der deponeres på
affaldsdepotet i Biljane Donje, selv udfører affaldsbehandlingen
eller foranstalter den foretaget af en forhandler, et anlæg eller
en virksomhed, der udfører affaldsbehandling, eller overdraget
til en privat eller offentlig affaldsindsamler.
Republikken Kroatien tilpligtes at betale
sagsomkostningerne.
Jarmuškienė
Skal artikel 282-292 i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28.
november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem fortolkes
således, at under omstændigheder, som de i hovedsagen
omhandlede, hvor to varer leveres ved den samme transaktion,
men hvor den årlige omsætningsgrænse (aktivitetsniveauet),
fastsat i artikel 287 i direktiv 2006/112/EF (og i den tilsvarende
bestemmelse i national lovgivning), alene overstiges som følge
af leveringen af en enkelt af disse varer, er den afgiftspligtige
person (leverandøren) da forpligtet til bl.a. at beregne og svare
moms (1) af transaktionens samlede beløb (værdien af
leveringen af begge varer) eller (2) alene af den del af
transaktionen, hvorved den nævnte grænse (aktivitetsniveauet)
overstiges (værdien af leveringen af en af varerne)?
Finanstilsynet
GA
02.05.19
C-98/18
Miljø- og
Fødevareministeriet
Fødevarestyrelsen
Dom
02.05.19
C-250/18
Miljø- og
Fødevareministeriet
Dom
02.05.19
C-265/18
Skatteministeriet
Dom
02.05.19
9
EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 652: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 29/4-19
2052136_0010.png
C-268/18
Onlineshop
1) Skal den kombinerede nomenklatur, der er indeholdt i Bilag I
til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 om told- og
statistiknomenklaturen og Den Fælles Toldtarif, som ændret
ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU)
2016/1821 af 6. oktober 2016, fortolkes således, at apparater
som de GPSnavigeringssystemer PNI S 506, der udgør tvistens
genstand, skal tariferes i KNunderposition 8526 91,
underposition 8526 91 20, eller i KN-position 8528,
underposition 8528 59 00? 2) Er de versioner af den
kombinerede nomenklatur, der successivt følger af
Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 698/2012
og Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr.
459/201[4], relevante med henblik på fastsættelse af den
korrekte tarifering af apparater som de navigeringssystemer, der
udgør tvistens genstand, således at de kan anvendes analogt på
produkter, som ligner det omhandlede navigeringssystem, og
kan analog anvendelse af disse bestemmelser understøtte den af
toldmyndigheden anlagte fortolkning af [den kombinerede
nomenklatur]?
Oulun Sähkönmyynti
Sagen vedrører en rabat, som en elleverandør giver forbrugere
og andre slutkunder på grundgebyret, når disse, hvad
fakturering angår, har valgt at modtage elektronisk faktura.
Retssagen drejer sig særligt om, hvorvidt en sådan rabat på
grundgebyret medfører, at slutkunder, som har valgt en anden
faktureringsmåde end elektronisk faktura, ikke modtager deres
fakturaer gratis, således som det kræves i artikel 11, stk. 1, i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU af 25.
oktober 2012 om energieffektivitet, om ændring af direktiv
2009/125/EF og 2010/30/EU samt om ophævelse af direktiv
2004/8/EF og 2006/32/EF.:
EU-Domstolen er blevet forelagt følgende spørgsmål: 1. Skal
artikel 11, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2012/27/EU af 25. oktober 2012 om energieffektivitet, om
ændring af direktiv 2009/125/EF og 2010/30/EU samt om
ophævelse af direktiv 2004/8/EF og 2006/32/EF fortolkes
således, at det forhold, at der ydes en rabat på et elgrundgebyr
på basis af en faktureringsmåde, som slutkunden har valgt,
betyder, at faktura og faktureringsoplysninger ikke blev
fremsendt gratis til slutkunder, som ikke har fået rabatten? 2.
Såfremt det første præjudicielle spørgsmål besvares benægtende
og det kan være lovligt at yde den ovenfor nævnte rabat: Følger
der af direktiv 2012/27/EU ved en vurdering af, om rabatten
er lovlig, yderligere særlige betingelser, som der skal tages højde
for, som f.eks. om rabatten svarer til den
omkostningsbesparelse, der er opnået med den valgte
faktureringsmåde, om rabatten vedrører antallet af
faktureringer, eller om rabatten kan henføres til den
slutkundegruppe, som afstedkommer omkostningsbesparelsen
med deres valg af faktureringsmåde? 3. Såfremt ydelse af den
rabat, som er nævnt i det første præjudicielle spørgsmål,
betyder, at der i strid med artikel 11, stk. 1, i direktiv
2012/27/EU er opkrævet gebyrer hos andre slutkunder end
dem, som har valgt den specielle faktureringsmåde: Følger der
da af EU-retten særlige krav, som der skal tages hensyn til ved
afgørelsen om tilbagebetaling af gebyrerne?
Toldstyrelsen
Dom
02.05.19
C-294/18
Energistyrelsen
Dom
02.05.19
10
EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 652: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 29/4-19
2052136_0011.png
C-309/18
Lavorgna
Er de fællesskabsretlige principper, herunder princippet om
beskyttelse af den berettigede forventning og
retssikkerhedsprincippet samt princippet om frie
varebevægelser, princippet om etableringsfrihed og princippet
om fri udveksling af tjenesteydelser, som omhandlet i traktaten
om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), samt de
heraf afledte principper, såsom ligebehandlingsprincippet,
princippet om forbud mod forskelsbehandling, princippet om
gensidig anerkendelse, proportionalitetsprincippet og
gennemsigtighedsprincippet, som er omhandlet i direktiv
2014/24/EU, til hinder for anvendelsen af en national
lovgivning som den italienske, der følger af artikel 95, stk. 10,
sammenholdt med artikel 83, stk. 9, i lovdekret nr. 50/2016,
hvorefter manglende særskilt oplysning af
arbejdskraftomkostningerne i det økonomiske bud i en
udbudsprocedure for tildeling af offentlige kontrakter under
alle omstændigheder medfører udelukkelse af tilbudsgiveren,
uden at tilbudsgiveren indrømmes muligheden for supplering
eller uddybning af forelagte bevisligheder, også i tilfælde, hvor
pligten til særskilt oplysning ikke er blevet specificeret i
udbudsmaterialet, selv om buddet ud fra et indholdsmæssigt
synspunkt opfylder minimumsomkostningerne til
arbejdskraften, i øvrigt i overensstemmelse med en til dette
formål afgivet erklæring fra tilbudsgiveren?
Irgita
Sagen vedrører: 1. Falder in-house aftalen under de givne
omstændigheder i den foreliggende sag inden for
anvendelsesområdet for direktiv 2004/18 eller for direktiv
2014/24, når procedurerne for indgåelsen af den omtvistede in-
house aftale, bl.a. de administrative procedurer, blev indledt på
et tidspunkt, hvor direktiv 2004/18 fortsat var gældende, men
selve kontrakten blev indgået den 19. maj 2016, hvor direktiv
2004/18 ikke længere var gældende? 2. Hvis det antages, at in-
house aftalen falder inden for anvendelsesområdet for direktiv
2004/18: a) Skal direktivets artikel 1, stk. 2, litra a) (men ikke
begrænset hertil), under hensyntagen til Domstolens dom i
Teckal (C-107/98), Jean Auroux m.fl (C-220/05), ANAV (C-
410/04) og andre sager, forstås og fortolkes således, at begrebet
en »in-house aftale« falder inden for EUrettens
anvendelsesområde, og at indholdet og anvendelsen af dette
begreb ikke påvirkes af medlemsstaternes nationale lovgivning,
bl.a. af begrænsninger med hensyn til indgåelse af sådanne
aftaler, f.eks. betingelsen om, at offentlige kontrakter ikke kan
sikre kvalitet, adgangsmuligheder og kontinuitet for så vidt
angår de tjenesteydelser, der skal leveres? b) Hvis det
foranstående spørgsmål besvares benægtende, dvs., at begrebet
en ”in-house
aftale”
enten helt eller delvist falder inden for
medlemsstaternes lovgivning, skal ovennævnte bestemmelse i
direktiv 2004/18 da fortolkes således, at medlemsstaterne har
en skønsmæssig beføjelse til at fastsætte begrænsninger eller
yderligere betingelser for indgåelsen af in-house aftaler
(sammenholdt med EU-retten og Domstolens praksis med
hensyn til fortolkning af EU-retten), men kun kan udøve denne
beføjelse i form af specifikke, klare og udtrykkelige
lovbestemmelser om offentlige udbud? 3. Hvis det antages, at
in-house aftalen falder inden for anvendelsesområdet for
direktiv 2014/24: a) Skal bestemmelserne i direktivets artikel 1,
Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen
Dom
02.05.19
C-285/18
Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen
Energistyrelsen
GA
07.05.19
11
EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 652: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 29/4-19
2052136_0012.png
stk. 4, og artikel 12 samt bestemmelserne i chartrets artikel 36,
enten samlet eller hver for sig (men ikke begrænset hertil),
under hensyntagen til Domstolens dom i Teckal (C-107/98),
Jean Auroux m.fl. (C-220/05), ANAV (C-410/04) og andre
sager, forstås og fortolkes således, at begrebet en »in-house
aftale« falder inden for EU-rettens anvendelsesområde, og at
indholdet og anvendelsen af dette begreb ikke påvirkes af
medlemsstaters nationale lovgivning, bl.a. af begrænsninger
med hensyn til indgåelse af sådanne aftaler, f.eks. betingelsen
om, at offentlige kontrakter ikke kan sikre kvalitet,
adgangsmuligheder og kontinuitet for så vidt angår de
tjenesteydelser, der skal leveres? b) Hvis det foranstående
spørgsmål besvares benægtende, det vil sige, at begrebet en ”in-
house aftale” enten helt eller delvist falder inden for
medlemsstaternes lovgivning, skal ovennævnte bestemmelse i
direktiv 2014/24 så fortolkes således, at medlemsstaterne har
en skønsmæssig beføjelse til at fastsætte begrænsninger eller
yderligere betingelser for indgåelsen af in-house aftaler
(sammenholdt med EU-retten og Domstolens praksis med
hensyn til fortolkning af EU-retten), men kun kan udøve denne
beføjelse i form af specifikke, klare og udtrykkelige
lovbestemmelser om offentlige udbud? 4. Uanset hvilket af
direktiverne den omtvistede in-house aftale er dækket af, skal
principperne om ligebehandling og ikke-forskelsbehandling af
leverandører, der er part i offentlige indkøbskontrakter, og
gennemsigtighed (artikel 2 i direktiv 2004/18 og artikel 18 i
direktiv 2014/24), det generelle forbud mod
forskelsbehandling, der udøves på grundlag af nationalitet
(artikel 18 TEFU), etableringsretten (artikel 49 TEFU), friheden
til udveksling af tjenesteydelser (artikel 56 TEFU), muligheden
for at indrømme eksklusive rettigheder (artikel 106 TEFU)
samt Domstolens praksis (dom i Teckal-sagen, ANAV-sagen,
Seasagen, Undis Servizi-sagen og i andre sager) da forstås og
fortolkes således, at en in-house aftale, der indgås mellem en
ordregivende myndighed og en enhed, der er juridisk adskilt fra
denne ordregivende myndighed, hvis den ordregivende
myndighed udøver en kontrol over denne enhed svarende til
den kontrol, som den fører med sine egne tjenestegrene, og
denne enheds aktiviteter primært består i aktiviteter udøvet til
fordel for den ordregivende myndighed, i sig selv er lovlig,
herunder ikke krænker økonomiske aktørers ret til loyal
konkurrence, ikke forskelsbehandler disse andre aktører, og at
den kontrollerede enhed, der indgår in-house aftalen, ikke
indrømmes fordele?
T-49/17
Spanien mod Kommissionen
Påstande:
Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU)
2016/2018 af 15. november 2016 om udelukkelse fra EU-
finansiering af visse udgifter, som medlemsstaterne, herunder
Kongeriget Spanien, har afholdt inden for rammerne af EGFL
og ELFUL, annulleres, for så vidt som den: i . hvad angår den
selvstyrende region Andalusien udelukker i 356 144,90 EUR fra
EU-finansiering i forhold til EGFL (regnskabsåret 2012), 2.
hvad angår den selvstyrende region Catalonien udelukker 2 191
585 EUR fra EU-fmansiering i forhold til EGFL
(regnskabsårene 2009-2012), og 3. hvad angår den selvstyrende
region Castffla y Leân udelukker 9 638 473,73 EUR fra EU-
fmansiering i forhold til EFGL, og 433 138,10 EUR i forhold
til ELFUL (regnskabsårene 2012 og 2013). 4. Det samlede
Miljø- og Fødevare-
ministeriet
Dom
07.05.19
12
EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 652: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 29/4-19
2052136_0013.png
beløb, der er genstand for dette annullations sogsmål, udgør 13
619 341, 73 EUR.
Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
T-239/17
Tyskland mod Kommissionen
Påstande:
Artikel 1 i og bilaget til Kommissionens
gennemførelsesafgørelse (EU) 2017/264 af 14. februar 2017
om udelukkelse fra EU-finansiering af visse udgifter, som
medlemsstaterne har afholdt inden for rammerne af Den
Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den
Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne
(ELFUL), annulleres for så vidt som udbetalinger på i alt 1 964
861,71 EUR, som Forbundsrepublikken Tysklands
betalingsorgan Hauptzollamt Hamburg-Jonas har afholdt inden
for rammerne af EGFL, udelukkes fra EU-finansiering.
Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Österreichischer Gewerkschaftsbund
1.1. Skal EU-retten, navnlig artikel 1, 2 og 6 i direktiv
2000/78/EF sammenholdt med artikel 21 i chartret om
grundlæggende rettigheder, fortolkes således, at den er til
hinder for en national ordning, hvorved en (med hensyn til
medregning af tjenesteperioder tilbagelagt inden det fyldte 18.
år) aldersdiskriminerende lønordning erstattes med en ny
lønordning, men overførslen af de allerede ansatte til den nye
lønordning sker ved, at den nye lønordning sættes i kraft med
tilbagevirkende kraft fra stamlovens ikrafttrædelse, men den
første indplacering i den nye lønordning retter sig efter den
faktisk udbetalte løn i henhold til den gamle lønordning for en
bestemt overførselsmåned (februar 2015), således at den
hidtidige aldersdiskriminerings økonomiske konsekvenser
fortsat har effekt?
1.2. Såfremt spørgsmål 1.1 besvares bekræftende: Skal EU-
retten, navnlig artikel 17 i direktiv 2000/78/EF, fortolkes
således, at allerede ansatte, som i den gamle lønordning blev
diskrimineret med hensyn til medregningen af tjenesteperioder
tilbagelagt inden det fyldte 18. år, skal have en økonomisk
kompensation, hvis denne aldersdiskriminerings økonomiske
konsekvenser fortsætter også efter overførslen til den nye
lønordning?
1.3. Såfremt spørgsmål 1.1 besvares benægtende: Skal EU-
retten, navnlig chartrets artikel 47, fortolkes således, at den heri
forankrede grundlæggende ret til effektiv retsbeskyttelse er til
hinder for en national ordning, hvorefter den gamle
diskriminerende lønordning ikke længere skal finde anvendelse i
verserende og fremtidige sager, og overførslen af allerede
ansattes løn til den nye lønordning alene retter sig efter den
beregnede eller udbetalte løn for overførselsmåneden?
2. Skal EU-retten, navnlig artikel 45 TEUF, artikel 7, stk. 1, i
Europa- Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 492/2011
af 5. april 2011 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for
Unionen og chartrets artikel 20 f., fortolkes således, at den er til
hinder for en ordning, hvorefter tidligere tjenesteperioder for
en kontraktansat
i et ansættelsesforhold hos en regional eller
kommunal enhed i en medlemsstat i Det Europæiske
Økonomiske Samarbejdsområde, Republikken Tyrkiet eller Det
Schweiziske Forbund, hos en EU-enhed eller hos en
mellemstatslig enhed, som Østrig er tilsluttet, og lignende kan
medregnes fuldt ud,
i et ansættelsesforhold hos en anden
Miljø- og Fødevare-
ministeriet
Dom
07.05.19
C-24/17
Justitsministeriet
Dom
08.05.19
13
EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 652: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 29/4-19
2052136_0014.png
arbejdsgiver kun kan medregnes ved udøvelse af en relevant
erhvervsaktivitet eller en relevant forvaltningspraktik med op til
i alt højst ti år?
C-494/17
Rossato
Skal § 5, stk. 1, i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset
ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP, som er
opført som bilag til Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni
1999, fortolkes således, at den er til hinder for anvendelsen af
bestemmelserne i artikel 1, stk. 95, 131 og 132, i den italienske
stats lov nr. 107/2015, som fastsætter stabilisering af
ansættelsesforholdene for tidsbegrænset ansatte lærere med
hensyn til fremtiden, uden tilbagevirkende kraft og uden
erstatning for tab, i deres egenskab af foranstaltninger, der er
forholdsmæssige, tilstrækkeligt effektive og afskrækkende,
således at det sikres, at rammeaftalens regler har fuld
gennemslagskraft, og der samtidig hindrer tilsidesættelse af
rammeaftalen som følge af misbrug af flere på hinanden
følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter med hensyn til
tiden inden den periode, som omfattes af disse reglers
virkninger?
Järvelaev
Sagen vedrører: 1) Er det i forbindelse med inddrivelsen af en
projektstøtte, der er bevilget inden for rammerne af en Leader-
foranstaltning, med hensyn til kravet om operationens varighed
artikel 72 i Rådets forordning (EF) nr. 1698/2005 eller artikel
71, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
1303/2013 der finder anvendelse, når støtten blev bevilget den
6. september 2011, den sidste rate blev udbetalt den 19.
november 2013, overtrædelsen blev fastslået den 4. december
2014, og anmodningen om tilbagebetaling blev udstedt den 27.
januar 2015? Er grundlaget for inddrivelsen under disse
omstændigheder artikel 33, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr.
1290/2005 eller artikel 56 i Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) nr. 1306/2013? 2) Såfremt svaret på det første
spørgsmål er, at forordning nr. 1698/2005 finder anvendelse:
Når et investeringsobjekt (sejlbåd), der er erhvervet ved hjælp
af projektstøtte ydet inden for rammerne af en Leader-
foranstaltning, udlejes af en sammenslutning, der arbejder uden
gevinst for øje, og som har modtaget støtten, til en anden
sammenslutning, der arbejder uden gevinst for øje, og som
anvender sejlbåden til samme operation som den, hvortil
modtageren blev ydet støtten, skal denne udlejning da anses for
en væsentlig ændring som omhandlet i artikel 72, stk. 1, litra a),
i forordning nr. 1698/2005, der berører operationens art eller
gennemførelsesbetingelser eller giver en virksomhed en
uberettiget fordel? Skal en medlemsstats betalingsorgan fastslå,
hvori fordelen konkret består, for at betingelsen om en
uberettiget fordel er opfyldt? Såfremt dette spørgsmål besvares
bekræftende: Kan den uberettigede fordel bestå i, at den
faktiske bruger afinvesteringsobjektet ikke var blevet tildelt
støtten, såfremt denne selv havde indgivet en ansøgning med
samme indhold? 2a) Såfremt svaret på det første spørgsmål er,
at forordning nr. 1303/2013 finder anvendelse: Når et
investeringsobjekt (sejlbåd), der er erhvervet ved hjælp af
projektstøtte ydet inden for rammerne af en Leader-
foranstaltning af en sammenslutning, der arbejder uden gevinst
for øje, og som har modtaget støtten, udlejes til en anden
Beskæftigelses-
ministeriet
Dom
08.05.19
C-580/17
Energistyrelsen
Dom
08.05.19
14
EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 652: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 29/4-19
2052136_0015.png
sammenslutning, der arbejder uden gevinst for øje, og som
anvender sejlbåden på samme måde som den, hvortil
modtageren blev ydet støtten, skal denne udlejning da anses for
en væsentlig ændring, der berører operationens art, mål eller
gennemførelsesvilkår, som omhandlet i artikel 71, stk. 1, litra c),
i forordning nr. 1303/2013, som ville føre til underminering af
operationens oprindelige mål? 3) Såfremt svaret på det første
spørgsmål er, at forordning nr. 1698/2005 finder anvendelse:
Skal udlejningen af et investeringsobjekt (sejlbåd), der er
erhvervet ved hjælp af projektstøtte ydet inden for rammerne af
en Leaderforanstaltning af modtageren til en anden
sammenslutning, der arbejder uden gevinst for øje, og som
anvender sejlbåden til samme operation som den, hvortil
støttemodtageren blev ydet støtten, anses for en væsentlig
ændring som omhandlet i artikel 72, stk. 1, litra b), i forordning
nr. 1698/2005, der enten skyldes en ændring af de
ejendomsretlige forhold i forbindelse med en infrastruktur eller
ophør med eller flytning af en produktionsaktivitet, når man i
denne forbindelse tager hensyn til, at ejendomsretten til
sejlbåden er forblevet uændret, men at støttemodtageren ikke
længere har direkte, men kun indirekte råderet over sejlbåden
og opnår lejeindtægter i stedet for indtægter fra levering af den i
ansøgningen beskrevne tjenesteydelse? 3a) Såfremt svaret på
det første spørgsmål er, at forordning nr. 1303/2013 finder
anvendelse: Når et investeringsobjekt (sejlbåd), der er erhvervet
ved hjælp af projektstøtte ydet inden for rammerne af en
Leader-foranstaltning af sammenslutningen, der arbejder uden
gevinst for øje, og som har modtaget støtten, udlejes til en
anden sammenslutning, der arbejder uden gevinst for øje, og
som anvender sejlbåden til samme operation som den, hvortil
støttemodtageren blev ydet støtten, skal denne udlejning da
anses for en ændring i ejendomsretten til et
infrastrukturelement, som giver en virksomhed en uretmæssig
fordel, som omhandlet i artikel 71, stk. 1, litra b), i forordning
nr. 1303/2013, når man i denne forbindelse tager hensyn til, at
der ikke er sket ændringer i ejendomsretten til sejlbåden, men at
modtageren ikke længere har direkte, men kun indirekte råderet
over sejlbåden og opnår lejeindtægter i stedet for indtægter fra
levering af den i ansøgningen beskrevne tjenesteydelse? Skal en
medlemsstats betalingsorgan fastslå, hvori fordelen konkret
består, for at betingelsen om en uretmæssig fordel er opfyldt?
Såfremt dette spørgsmål besvares bekræftende: Kan
denuretmæssige fordel bestå i, at den faktiske bruger af
investeringsobjektet ikke var blevet tildelt støtten, såfremt
denne selv havde indgivet en ansøgning med samme indhold.
[…]
C-631/17
Inspecteur van de Belastingdienst
Sagen vedrører: »Hvilken medlemsstats lovgivning henviser
forordning nr. 883/2004 til, når det drejer sig om en person,
der (a) bor i Letland, (b) er lettisk statsborger, (c) er ansat hos
en arbejdsgiver med hjemsted i Nederlandene, (d) arbejder som
sømand, (e) udfører sit arbejde om bord på et skib, som sejler
under Bahamas flag, og (f) udøver dette arbejde uden for Den
Europæiske Unions område?«
Mastromartino
»Omfattes virksomheden som tilknyttet agent (tied agent) af
harmoniseringen ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
Skatteministeriet
Beskæftigelses-
ministeriet
Søfartsstyrelsen
Dom
08.05.19
C-53/18
Finanstilsynet
Dom
08.05.19
15
EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 652: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 29/4-19
2052136_0016.png
2004/39/EF af 21. april 2004, og med hensyn til hvilke
aspekter? Er en national lovgivning, som den der følger af
artikel 55, stk. 2, i lovdekret nr. 58 af 24. februar 1998 (den
konsoliderede lovtekst vedrørende bestemmelserne om
finansiel formidling i medfør af artikel 8 og 21 i lov nr. 52 af
6.2.1996), med senere ændringer, samt af artikel 111, stk. 2, i
beslutning fra Commissione Nazionale per le Società e la Borsa
Consob nr. 16190 af 29. oktober 2007 (forordning med
bestemmelser til gennemførelse af lovdekret nr. 58 af 24.2.1998
om formidlere), til hinder for den korrekte anvendelse af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/39/EF af 21.
april 2004, især direktivets artikel 8, 23 og 51, samt de i
traktaterne fastlagte principper og bestemmelser om forbud
mod forskelsbehandling, proportionalitet, fri udveksling af
tjenesteydelser og fri etableringsret, såfremt den omhandlede
lovgivning a) tillader, at der »skønsmæssigt« kan fastsættes et
forbud mod udøvelsen af virksomheden som »tilknyttet agent«
(rådgiver med autorisation til dørsalg
–tidligere
finansiel
mægler) som følge af omstændigheder, der dels ikke indebærer,
at kravene om godt omdømme, såsom det er defineret i den
nationale retsorden, ikke længere er opfyldt, dels samtidig ikke
vedrører overholdelsen af bestemmelser til gennemførelse af
direktivet, b) tillader, at der »skønsmæssigt« kan fastsættes et
forbud i op til et år mod udøvelsen af virksomheden som
»tilknyttet agent« (rådgiver med autorisation til dørsalg
tidligere finansiel [org. s. 13] mægler) i en procedure med
henblik på at undgå »strepitus« som følge af tiltale i en
straffesag, hvis varighed almindeligvis er meget længere end et
år?«
Forenede
sager
C-105/18
-
C-113/18
UNESA m.fl.
»1) Skal det miljøretlige princip om, at »forureneren betaler«,
der er omhandlet i artikel 191, stk. 2, TEUF, og artikel 9, stk. 1,
i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23.
oktober 2000, som fastsætter princippet om dækning af
omkostninger ved forsyningspligtydelser og foreskriver en
passende økonomisk analyse af vandanvendelsen, fortolkes
således, at de er til hinder for indførelsen af et gebyr for
anvendelse af indvand til elektricitetsproduktion som det i
hovedsagen omtvistede, som hverken tilskynder til en effektiv
vandanvendelse eller fastlægger ordninger med henblik på
bevarelse og beskyttelse af de offentlige vandressourcer, og hvis
kvantificering på ingen måde er knyttet til kapaciteten til at
forårsage skade på de offentlige vandressourcer, idet gebyret
udelukkende har fokus på muligheden for at skabe indtægter fra
producenterne? 2) Er en afgift som det i hovedsagen
omhandlede vandgebyr, som udelukkende berører
vandkraftproducenter, der udøver virksomhed i
regionsoverskridende vandløbsopland, og ikke producenter, der
er er indehavere af koncessioner i regionsinternt
vandløbsopland, samt producenter, der anvender
vandkraftteknologi, og ikke producenter, der anvender andre
former for teknologi, forenelig med princippet om
ikkeforskelsbehandling af de aktører, der er omhandlet i artikel
3, stk.1, i direktiv 2009/72/EF af 13. juli 2009 om fælles regler
for det indre marked for elektricitet? 3) Skal artikel 107, stk. 1,
TEUF fortolkes således, at opkrævning af et vandgebyr som
det omtvistede, som er til skade for vandkraftproducenter, der
udøver virksomhed i regionsoverskridende vandløbsopland,
Miljø- og
Fødevareministeriet
Energistyrelsen
GA
08.05.19
16
EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 652: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 29/4-19
2052136_0017.png
udgør ulovlig statsstøtte, idet der indføres en asymmetrisk afgift
for den samme teknologi, som pålægges alt efter anlæggenes
placering og ikke pålægges producenter af elektricitet fra andre
kilder?
C-161/18
Villar Láiz
a) I henhold til spansk ret skal der med henblik på beregning af
alderspensionen på det beregningsgrundlag, som beregnes på
grundlag af lønnen i de sidste år, anvendes en procentsats, der
fastsættes i forhold til antallet af år med bidragspligt gennem
hele arbejdslivet. Skal en bestemmelse i national ret som den,
der fremgår af artikel 247.a og 248.3 i Ley General de la
Seguridad Social (den almindelige lov om social sikring), som
nedsætter antallet af år, der i tilfælde med deltidsansættelse kan
medregnes med henblik på anvendelse af procentsatsen, anses
for at være uforenelig med artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7?
Kræves det i henhold til artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7, at
antallet af år med bidragspligt, der tages i betragtning med
henblik på at fastsætte den procentsats, der skal gælde for
beregningen af alderspensionen, bestemmes på samme måde
for fuldtidsansatte og for deltidsansatte? b) Er en bestemmelse i
national ret som den i denne sag omtvistede ligeledes i strid
med artikel 21 i Den Europæiske Unions charter om
grundlæggende rettigheder, således at den nationale domstol er
forpligtet til at sikre chartrets fulde virkning og undlade at
anvende de omtvistede lovbestemmelser i national ret uden at
anmode om eller afvente, at lovgiver først ophæver dem, eller
at enhver anden forfatningsmæssig procedure gennemføres?
PI
1. Skal [...] artikel 15, stk. 2, [i Den Europæiske Unions charter
om grundlæggende rettigheder], hvorefter enhver unionsborger
har frihed til at søge beskæftigelse, arbejde, etablere sig og
levere tjenesteydelser i alle medlemsstaterne, fortolkes således,
at bestemmelsen er til hinder for en national ordning, der
således som det er tilfældet med § 19, stk. 3, iTiroler
Landespolizeigesetz, LGBl. nr. 60/1976, senest ændret ved lov
LGBl. nr. 56/2017
giver mulighed for, at en myndigheds
organer også uden forudgående myndighedsbehandling kan
iværksætte foranstaltninger i form af direkte ordrer og
tvangsindgreb på stedet, herunder navnlig lukning af en
virksomhed, uden at sådanne foranstaltninger er af rent
foreløbig karakter? 2. Skal chartrets artikel 47, eventuelt
sammenholdt med chartrets artikel 41 og 52, ud fra synspunktet
om processuel ligestilling og synspunktet om effektive
retsmidler fortolkes således, at bestemmelsen er til hinder for
en national ordning, der
som fastsat i § 19, stk. 3 og 4, i
Tiroler Landespolizeigesetz
–hjemler
konkrete foranstaltninger
i form af direkte ordrer og tvangsindgreb, herunder navnlig
lukning af virksomheder, uden dokumentation og uden
bekræftelse over for en berørt person? 3. Skal chartrets artikel
47, eventuelt sammenholdt med chartrets artikel 41 og 52, ud
fra synspunktet om processuel ligestilling fortolkes således, at
bestemmelsen er til hinder for en national ordning, der
som
fastsat i § 19, stk. 3 og 4, i Tiroler Landespolizeigesetz
til
ophævelse af konkrete foranstaltninger i form af direkte ordrer
og tvangsindgreb, som er iværksat uden myndighedsprocedure,
herunder navnlig lukning af virksomheder, af den person, der
er berørt af denne konkrete foranstaltning, kræver en begrundet
Beskæftigelses-
ministeriet
Dom
08.05.19
C-230/18
Erhvervsstyrelsen
Dom
08.05.19
17
EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 652: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 29/4-19
2052136_0018.png
begæring om ophævelse af denne lukning? 4. Skal chartrets
artikel 47, sammenholdt med chartrets artikel 52, henset til
effektive retsmidler fortolkes således, at bestemmelsen er til
hinder for en national ordning, der som § 19, stk. 4, i Tiroler
Landespolizeigesetz i forbindelse med en konkret
tvangsforanstaltning i form af en virksomhedslukning kun
hjemler en begrænset ret til at begære en sådan ophævet, der er
undergivet visse betingelser?
C-486/18
Praxair MRC
1) Skal § 2, stk. 4 et 6, i rammeaftalen om forældreorlov, som
findes i bilaget til Rådets direktiv 96/34/EF af 3. juni 1996 om
den rammeaftale vedrørende forældreorlov, der er indgået af
UNICE, CEEP og EFS, fortolkes således, at den er til hinder
for, at der vedrørende en lønmodtager, der på tidspunktet for
sin afskedigelse holder forældreorlov på nedsat tid, anvendes en
bestemmelse i national ret såsom § L. 3123-13 i code du travail,
der var gældende på det relevante tidspunkt, hvorefter
»[f]ratrædelsesgodtgørelse og godtgørelse ved pensionering til
en lønmodtager, der har været både fuldtids- og deltidsansat i
den samme virksomhed, beregnes i forhold til de
beskæftigelsesperioder, der er tilbagelagt i henhold til disse to
ansættelsesformer, siden den pågældende blev ansat i
virksomheden«?
2) Skal § 2, stk. 4 og 6, i rammeaftalen om forældreorlov i
bilaget til Rådets direktiv 96/34/EF af 3. juni 1996 om den
rammeaftale vedrørende forældreorlov, der er indgået af
UNICE, CEEP og EFS, fortolkes således, at den er til hinder
for, at der vedrørende en lønmodtager, der på tidspunktet for
sin afskedigelse holderforældreorlov på nedsat tid, anvendes en
bestemmelse i national ret såsom § R. 1233-32 i code du travail,
hvorefter en arbejdstager under omskolingsorlov, der overstiger
varslingsperioden, modtager en månedsløn, som betales af
arbejdsgiveren, og som udgør mindst 65% af lønmodtagerens
gennemsnitlige månedlige bruttoløn, med fradrag af de i § L.
54229 omhandlede bidrag, i de sidste 12 måneder forud for
meddelelsen af afskedigelsen?
3) Såfremt spørgsmål 1 eller 2 besvares bekræftende: Skal
artikel 157 i traktaten om Den Europæiske Unions
funktionsmåde fortolkes således, at den er til hinder for
bestemmelser i national ret såsom § L. 3123-13 i code du
travail, der var gældende på det relevante tidspunkt, og samme
lovs § R. 1233-32, for så vidt som et væsentligt højere antal
kvinder end mænd vælger at gøre brug af forældreorlov på
nedsat tid, og for så vidt som den indirekte forskelsbehandling,
der følger heraf hvad angår oppebærelse af en
fratrædelsesgodtgørelse og en ydelse under omskolingsorlov,
der er lavere end den godtgørelse og ydelse, som lønmodtagere,
der ikke har taget forældreorlov på nedsat tid, modtager, ikke er
begrundet i objektive forhold, som ikke udgør
forskelsbehandling?
Islamic Republic of Iran Shipping Lines m.fl. mod Rådet
Påstande: Rådet tilpligtes at betale sagsøgerne erstatning i en
størrelsesorden, der skal fastsættes under behandlingen af
nærværende sag, og som ikke udgør mindre end 571 040 504
USD med tillæg af renter. Rådet tilpligtes at betale sagens
omkostninger.
Miljø- og Fødevare-
ministeriet
Dom
08.05.19
T-434/15
Udenrigsministeriet
Dom
08.05.19
18
EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 652: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 29/4-19
2052136_0019.png
T-749/16
Stemcor London og Samac Steel Supplies mod
Kommissionen
Påstande:
Kommissionens gennemførelsesforordning (EU)
2016/1329 af 29. juli 2016 om opkrævning af den endelige
antidumpingtold på den registrerede import af visse
koldvalsede flade produkter af stål med oprindelse i
Folkerepublikken Kina og Den Russiske Føderation (EUT
2016, L 210, s. 27), annulleres.
Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens
omkostninger.
Export Development Bank of Iran mod Rådet
Påstande: Rådet for Den Europæiske Union har pådraget sig
ansvar uden for kontrakt for Den Europæiske Union ved at
have vedtaget og opretholdt en restriktiv foranstaltning over for
EDBI, som er annulleret ved Rettens dom af 6. september
2013 (sagerne T-4/11 og T-5/11). Den Europæiske Union er
derfor erstatningspligtig for det tab, som sagsøgeren har lidt.
Den økonomiske skade fastsættes til et beløb på 56 470 860
USD eller 50 508 718 EUR efter den nuværende kurs, som
tillægges en lovbestemt rente og ethvert andet beløb, der findes
begrundet. Den ikke-økonomiske skade fastsættes til et beløb
på 74 132 366 USD eller 6 620 613 EUR efter den nuværende
kurs, som tillægges en lovbestemt rente og ethvert andet beløb,
der findes begrundet. Subsidiært anses hele eller dele af det
beløb, der kræves i erstatning for ikke-økonomisk skade, for
omfattet af den økonomiske skade og bogføres i denne
egenskab. Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.
CCOO
Sagen vedrører: »1) Skal Kongeriget Spanien anses for med
artikel 34 og 35 i Estatuto de los Trabajadores, som de
fortolkes i retspraksis, at have truffet de nødvendige
foranstaltninger med henblik på at sikre effektiviteten af de
begrænsninger af arbejdsdagens varighed og den ugentlige og
daglige hviletid, der er fastsat i artikel 3, 5 og 6 i Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4. november
2003, for fuldtidsansatte arbejdstagere, som ikke udtrykkeligt,
individuelt eller kollektivt har forpligtet sig til overarbejde, og
som ikke opfylder betingelsen for at være mobile arbejdstagere,
arbejdstagere i handelsflåden eller ved jernbanerne?
2) Skal artikel 31, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om
grundlæggende rettigheder og artikel 3, 5, 6, 16 og 22 i Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4. november
2003, sammenholdt med artikel 4, stk. 1, artikel 11, stk. 3, og
artikel 16, stk. 3, i Rådets direktiv 89/391/EØF af 12. juni
1989, fortolkes således, at de er til hinder for en national
lovgivning som artikel 34 og 35 i Estatuto de los Trabajadores,
hvoraf det, som det fremgår af fast national retspraksis, ikke
kan udledes, at virksomhederne er forpligtede til at oprette et
system til registrering af den effektive arbejdsdag for
fuldtidsansatte arbejdstagere, som ikke udtrykkeligt, individuelt
eller kollektivt har forpligtet sig til overarbejde, eller som ikke
opfylder betingelserne for at være mobile arbejdstagere,
arbejdstagere i handelsflåden eller ved jernbanerne?
3) Må det endegyldige pålæg, der er rettet til medlemsstaterne,
og som er fastsat i artikel 31, stk. 2, i Den Europæiske Unions
charter om grundlæggende rettigheder og artikel 3, 5, 6, 16 og
22 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4.
Erhvervsstyrelsen
Dom
08.05.19
T-553/15
Udenrigsministeriet
Erhvervsstyrelsen
Dom
08.05.19
C-55/18
Beskæftigelses-
ministeriet
Dom
14.05.19
19
EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 652: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 29/4-19
2052136_0020.png
november 2003, sammenholdt med artikel 4, stk. 1, artikel 11,
stk. 3, og artikel 16, stk. 3, i Rådets direktiv 89/391/EØF af 12.
juni 1989, om generelt at begrænse alle arbejdstageres
arbejdsdage anses for at være opfyldt for almindelige
arbejdstagere med den nationale lovgivning, der er indeholdt i
artikel 34 og 35 i Estatuto de los Trabajadores, hvoraf det, som
det fremgår af fast national retspraksis, ikke kan udledes, at
virksomhederne er forpligtede til at oprette et system til
registrering af den effektive arbejdsdag for fuldtidsansatte
arbejdstagere, som ikke udtrykkeligt, individuelt eller kollektivt
har forpligtet sig til overarbejde, eller som ikke opfylder
betingelserne for at være mobile arbejdstagere, arbejdstagere i
handelsflåden eller ved jernbanerne?
C-260/18
Dziubak
Sagen vedrører: a. Skal artikel 1, stk. 2, og artikel 6, stk. 1, i
Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige
kontraktvilkår i forbrugeraftaler (EFT 1993, L 95, s. 29)
fortolkes således, at udeladelser i en aftale
når det konstateres,
at visse kontraktvilkår, som regulerer parternes opfyldelse af
deres forpligtelser (disses størrelse), er urimelige, og hele
kontrakten som følge heraf til ulempe for forbrugeren er
ugyldig
ikke kan udfyldes ved anvendelse af deklaratoriske
bestemmelser, som erstatter de urimelige vilkår direkte, men
ved anvendelse af bestemmelser i national ret, som også
bestemmer de virkninger, der udtrykkes i en retshandel, ud fra
principperne om rimelighed (i samfundslivet) eller sædvane? b.
Skal følgerne af hele kontraktens ugyldighed for forbrugeren i
givet fald bedømmes ud fra de omstændigheder, der forelå ved
kontraktens indgåelse, eller ud fra de omstændigheder, der
foreligger på det tidspunkt, hvor tvisten mellem parterne om de
pågældende klausulers gyldighed opstår (hvor forbrugeren gør
gældende, at disse vilkår er urimelige), og hvilken betydning skal
den opfattelse, som forbrugeren har anlagt i forbindelse med en
sådan tvist, tillægges? c. Kan bestemmelser, som udgør
urimelige vilkår som omhandlet i direktiv 93/13/EF,
opretholdes, såfremt deres opretholdelse på tidspunktet for
tvistens afgørelse objektivt er til fordel for forbrugeren? d. Kan
konstateringen af, at kontraktvilkår, der regulerer størrelsen
samt opfyldelsen af parternes forpligtelse, er urimelige, i lyset af
artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13/EF føre til, at retsforholdet,
således som kontrakten udformer det efter bortfaldet af de
urimelige vilkår, ikke længere svarer til parternes vilje med
hensyn til hovedydelsen? Navnlig: Kan der trods
konstateringen af, at et kontraktvilkår er urimeligt, fortsat
anvendes andre bestemmelser, som ikke klassificeres som
urimelige, som regulerer forbrugerens pligt til at opfylde
hovedforpligtelsen, og som i henhold til parternes aftale (der er
medtaget i kontrakten) indholdsmæssigt er uløseligt forbundet
med det vilkår, som forbrugeren har anfægtet?
Den Hellenske Republik mod Europa-Kommissionen
(appel)
Påstande:
Den appellerede dom afsagt af Retten den 30.
marts 2017 i sag Τ-112/15,
ophæves, for så vidt som Europa-
Kommissionen blev frifundet i Den Hellenske Republiks
søgsmål.
Den Hellenske Republiks søgsmål anlagt den 2.
marts 2015 antages til realitetsbehandling.
Kommissionens
afgørelse 2014/950/ΕU af 19. december 2014 annulleres, for så
Finanstilsynet
Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen
GA
14.05.19
C-341/17
P
Miljø- og Fødevare-
ministeriet
Dom
15.05.19
20
EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 652: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 29/4-19
2052136_0021.png
vidt som visse udgifter, som Den Hellenske Republik har
afholdt inden for sektoren for arealrelateret støtte, udelukkes
fra EU-finansiering for ansøgningsåret 2008, svarende til:
a) 10 % af de samlede udgifter, der blev afholdt for støtte
relateret til græsarealer.
b) 5 % af de samlede udgifter, der blev afholdt til tilknyttet
tillægsstøtte
c) 5 % af de samlede udgifter, der blev afholdt i sektoren for
udvikling af landdistrikterne.
Europa-Kommissionen tilpligtes at betale
sagsomkostningerne.
C-677/17
Çoban
Skal artikel 6, stk. 1, i afgørelse nr. 3/80, sammenholdt med
tillægsprotokollens artikel 59, fortolkes således, at den er til
hinder for en lovbestemt ordning i en medlemsstat, såsom
TW’s artikel 4a, på grundlag af hvilken en tilkendt supplerende
ydelse trækkes tilbage, når modtageren bosætter sig i Tyrkiet,
herunder når modtageren har forladt denne medlemsstats
område af egen drift? Har det herved betydning, at den
pågældende på flyttetidspunkt ikke længere har ret til ophold i
henhold til associeringsordningen, men har en EU-
opholdstilladelse for fastboende udlændinge? Har det herved
betydning, at den pågældende i henhold til den nationale
lovgivning har mulighed for at vende tilbage inden et år efter
flytningen og herved få tillægget tilbage, og at denne mulighed
består, så længe den pågældende har en EU-opholdstilladelse
for fastboende udlændinge?
Achema e.a.
Sagen vedrører: Skal de nationale retsforskrifter vedrørende
(kompensation for) udførelse af offentlige serviceforpligtelser i
elektricitetssektoren og finansieringen heraf (herefter
»ordningen vedrørende offentlige serviceforpligtelser i
elektricitetssektoren«)
som er fastlagt i den litauiske lov om
elektricitet, i den litauiske lov om energi fra vedvarende
energikilder, i den litauiske lov om integration af
elektricitetssystemet i de europæiske elektricitetssystemer, i den
litauiske lov om gennemførelse af loven om ændring og til
supplering af artikel 2, 11, 13, 14, 16, 20 og 21 i loven om
energi fra vedvarende energikilder og i de retsforskrifter, der
gennemfører disse love, herunder proceduren for udførelse af
offentlige serviceforpligtelser i elektricitetssektoren, godkendt
ved den litauiske regerings resolution nr. 916 af 18. juli 2012,
proceduren for administration af midler til offentlige
serviceforpligtelser i elektricitetssektoren, godkendt ved den
litauiske regerings resolution nr. 1157 af 19. september 2012
osv.
som var i kraft i 2014, eller dele deraf, betragtes som
statsstøtte (en statsstøtteordning) som omhandlet i artikel 107,
stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under hensyntagen til følgende spørgsmål,– Skal artikel 107,
stk. 1, TEUF, under omstændigheder som de i hovedsagen
foreliggende, fortolkes således, at midler til offentlige
serviceforpligtelser i elektricitetssektoren skal betragtes som
statsstøtte?– Skal artikel 107, stk. 1, TEUF fortolkes således, at
såfremt netoperatører (virksomheder) forpligtes til at købe
elektricitet fra elproducenter til en fast pris (takst) og/eller
bringe balance i elektriciteten, og netoperatørernes tab som
følge af denne forpligtelse kompenseres ved midler, som
Udlændinge- og
Integrationsministe-
riet
Dom
15.05.19
C-706/17
Energistyrelsen
Dom
15.05.19
21
EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 652: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 29/4-19
2052136_0022.png
muligvis kan tilskrives statsmidler, skal dette ikke anses for at
udgøre statsstøtte, som ydes til elproducenterne gennem
statsmidler?– Skal artikel 107, stk. 1, TEUF fortolkes således, at
den følgende støtte under omstændigheder som de i
hovedsagen foreliggende, skal eller ikke skal betragtes som
selektiv og/eller i stand til at påvirke samhandelen mellem
medlemsstaterne: støtte til en virksomhed, som gennemfører et
strategisk vigtigt projekt såsom »NordBalt«, støtte til
virksomheder, som har til opgave at sikre
elforsyningssikkerheden i en bestemt periode, støtte til
kompensation for tab, der afspejler markedsforholdene og rent
faktisk bæres af relevante personer såsom udviklere af
solcelleanlæg, på grund af statens afvisning af at opfylde de
indgåede forpligtelser (som følge af nationale lovændringer),
støtte til virksomheder (netoperatører) med det formål at
kompensere for faktiske tab i forbindelse med opfyldelse af
forpligtelsen til at købe elektricitet til en fast pris hos
elproducenter, der udfører offentlige serviceforpligtelser i
elektricitetssektoren, og til at bringe balance i elektriciteten?–
Skal artikel 107, stk. 1, TEUF, sammenholdt med artikel 106,
stk. 2, TEUF, fortolkes således, at ordningen vedrørende
offentlige serviceforpligtelser i elektricitetssektoren (eller dele
deraf) under omstændigheder som de i hovedsagen
foreliggende skal anses for at opfylde kriterierne i præmis 88-93
i Domstolens dom af 24. juli 2003, Altmark Trans and
Regierungspräsidium Magdeburg (C- 280/00)?– Skal artikel
107, stk. 1, TEUF fortolkes således, at ordningen vedrørende
offentlige serviceforpligtelser i elektricitetssektoren (eller en del
deraf) under omstændigheder som i denne sag foreliggende,
fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencen?
C-222/18
VIPA
Skal artikel 3, litra k), og artikel 11, stk. 1, i Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2011/24/EU af 9. marts 2011
om patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende
sundhedsydelser fortolkes således, at en national lovgivning, der
sondrer mellem to kategorier af recepter og kun for så vidt
angår en af dem tillader, at der udleveres lægemidler til en læge,
der udøver sin lægelige virksomhed i en anden stat end denne
medlemsstat, i strid medden gensidige anerkendelse af recepter
og den frie udveksling af tjenesteydelser og dermed uforenelig
hermed?
KORADO
1. Er Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/23
af 5. januar 2015, hvori varerne beskrevet i kolonne 1 i tabellen
i bilaget tariferes i underposition 7 307 93 19 i den
kombinerede nomenklatur, gyldig? 2. Såfremt forordningen er
ugyldig, kan de omhandlede varer da tariferes i underposition 7
322 19 00 i den kombinerede nomenklatur? 3. Såfremt
forordningen er gyldig, skal de omhandlede varer da tariferes i
underposition 7 307 93 19 i den kombinerede nomenklatur?
Westphal
Sagen vedrører fortolkning af Kommissionens forordning (EF)
nr. 2419/2001 af 11. december 2001 om
gennemførelsesbestemmelser for det integrerede system for
forvaltning og kontrol af visse EF-støtteordninger, der
indførtes ved Rådets forordning (EØF) nr. 3508/92. EU-
Domstolen er forelagt følgende præjudicielle spørgsmål: 1.
Lægemiddelstyrelsen
GA
15.05.19
C-306/18
Toldstyrelsen
Dom
15.05.19
C-378/18
Miljø- og Fødevare-
ministeriet
GA
15.05.19
22
EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 652: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 29/4-19
2052136_0023.png
Begynder fristen for forældelse som omhandlet i artikel 49, stk.
6, i forordning (EF) nr. 2419/2001 at løbe, når støtten
udbetales, eller afhænger fristens begyndelse af artikel 3, stk. 1,
i forordning (EF, EURATOM) nr. 2988/95, her: denne
forordnings artikel 3, stk. 1, andet afsnit, første punktum? 2.
Er forældelsesreglerne i artikel 49, stk. 6, i forordning (EF) nr.
2419/2001 eller artikel 3, stk. 1, i forordning (EF, EURATOM)
nr. 2988/95 bestemmelser om administrative sanktioner som
omhandlet i artikel 2, stk. 2, andet punktum, i forordning (EF,
EURATOM) nr. 2988/95? 3. Kan artikel 52a i forordning
(EF) nr. 2419/2001 om anvendelse med tilbagevirkende kraft
af forældelsesreglen i artikel 49, stk. 5, i forordning (EF) nr.
2419/2001 også anvendes analogt på artikel 49, stk. 6, i
forordning (EF) nr. 2419/2001? Såfremt artikel 3, stk. 1, andet
afsnit, første punktum, i forordning (EF, EURATOM) nr.
2988/95 skal anvendes (det første spørgsmål), er det ikke
nødvendigt at besvare de to andre spørgsmål; skal denne
bestemmelse derimod ikke anvendes, er det tredje spørgsmål
irrelevant, såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende.
C-689/17
Conti 11. Container Schiffahrt
Er restprodukter, der er opstået ved et havari, i form af
metalskrot og slukningsvand iblandet slam og lastrester om
bord på et skib »affald opstået om bord på køretøjer, tog,
flyvemaskiner og skibe« i henhold til artikel 1, stk. 3, litra b), i
forordning (EF) nr. 1013/2006?
Elektrorazpredelenie Yug
Sagen vedrører: Anmodningen om præjudiciel afgørelse
vedrører fortolkningen af artikel 2, nr. 3) og 5), i Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2009/72/EF af 13. juli 2009
om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om
ophævelse af direktiv 2003/54/EF (herefter »direktiv 209/72«),
med henblik på præcisering af begreberne »transmission« og
»distribution« af elektricitet.
Følgende præjudicielle spørgsmål forelægges EU-Domstolen: 1)
Skal bestemmelserne i artikel 2, nr. 3) og 5), i direktiv
2009/72/EF fortolkes således, at det eneste kriterium for
sondringen mellem distributionsnettet og transmissionsnettet
og dermed mellem aktiviteterne »distribution« og
»transmission« af elektricitet er spændingsniveauet, og at
medlemsstaterne trods deres handlefrihed til at henføre
netbrugerne til den ene eller den anden type af net
(transmissions- eller distributionsnet) ikke må indføre
ejendomsretten til de aktiver, der benyttes til at udøve disse
aktiviteter, som et yderligere kriterium for sondringen mellem
aktiviteterne transmission og distribution? 2) Såfremt det første
spørgsmål besvares bekræftende: Skal de elektricitetskunder,
som har en tilslutning til mellemspændingsnettet, altid
behandles som kunder hos den distributionsnetoperatør, der
har licens for det pågældende område, uafhængigt af
ejerforholdet til det udstyr, som disse kunders elektriske anlæg
direkte er tilsluttet, og uafhængigt af de aftaler, som kunderne
har direkte med transmissionsnetoperatøren? 3) Såfremt det
første spørgsmål besvares benægtende: Er nationale
bestemmelser som bestemmelsen i § 1, nr. 44, sammenholdt
med nr. 20 i de supplerende bestemmelser til energiloven,
hvorefter »transmission af elektricitet« er transport af
elektricitet via transmissionsnettet, og
Miljø- og Fødevare-
ministeriet
Søfartsstyrelsen
Dom
16.05.19
C-31/18
Energi-, Forsynings-
og Klimaministeriet
Energistyrelsen
GA
16.05.19
23
EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 652: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 29/4-19
2052136_0024.png
»elektricitetstransmissionsnettet« er helheden af elektriske
ledninger og anlæg, som tjener til transmission, transformation
af elektriciteten fra højspænding til mellemspænding og
omfordeling af energistrømmene, forenelige med ånden i og
formålet med direktiv 2009/72/EF? Er
på de samme
betingelser
nationale bestemmelser som energilovens artikel
88, stk. 1: »Distribution af elektricitet og drift af
elektricitetsdistributionsnettene udøves af
distributionsnetoperatører, som er ejere af sådanne net i et
begrænset område, og som har fået licens til at distribuere
elektricitet i det pågældende område« lovlige?
C-204/18
P
Pebagua mod Kommissionen (appel)
Påstande:
Rettens kendelse, der er genstand for denne appel,
ophæves fuldt ud.
Domstolen træffer endelig afgørelse i
tvisten, idet der gives medhold i den af sagsøgeren i første
instans nedlagte påstand, hvorved Kommissionens
gennemførelsesforordning (EU) 2016/1141 af 13. juli 2016
annulleres, eller subsidiært, annulleres optagelsen af arten
Procambarus clarkii på EU-listen, som blev vedtaget ved den
nævnte forordning.
Europa-Kommissionen tilpligtes at betale
sagsomkostningerne.
SPEDIDAM
»Skal artikel 2, litra b), artikel 3, stk. 2, litra a), og artikel 5 i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22.
maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og
beslægtede rettigheder i informationssamfundet fortolkes
således, at de ikke er til hinder for, at der ved en national
lovgivning som den, der er fastsat i artikel 49 II i loi n° 86-1067
du 30 septembre 1986 relative à la liberté de communication
(lov nr. 86-1067 af 30.9.1986 om kommunikationsfrihed), som
ændret ved artikel 44 i lov nr. 2006-961 af 1. august 2006, til
fordel for Institut national de l’audiovisuel (det nationale
institut på det audiovisuelle område ), der har ret til at udnytte
de nationale programselskabers rettigheder i forhold til de
audiovisuelle arkiver, indføres en undtagelsesordning, hvorefter
betingelserne for at udnytte de udøvende kunstneres
fremførelser og de vederlag, som denne udnyttelse giver
anledning til, fastsættes i aftaler, der indgås mellem på den ene
side de udøvende kunstnere selv eller de
lønmodtagerorganisationer, der repræsenterer de udøvende
kunstnere, og på den anden side dette institut, idet disse aftaler
bl.a. skal indeholde bestemmelser om vederlagssatserne og
vilkårene for udbetaling af disse vederlag?«
GMPO mod Kommissionen
Påstande:
Artikel 5 i Kommissionens
gennemførelsesafgørelse af 5. september 2017 om tilladelse til
markedsføring i henhold til forordning (EF) nr. 726/2004 af
»Cuprior trientin«, et lægemiddel til human brug, annulleres.
Det pålægges Europa-Kommissionen at sørge for, at Cuprior
bliver klassificeret som et lægemiddel til sjælden sygdom, og at
fællesskabsregisteret for lægemidler til sjældne sygdomme
ajourføres i overensstemmelse hermed.
Europa-Kommissionen tilpligtes at betale
sagsomkostningerne.
Miljø- og Fødevare-
ministeriet
Dom
16.05.19
C-484/18
Kulturministeriet
GA
16.05.19
T-733/17
Lægemiddelstyrelsen
Dom
16.05.19
24