EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 712: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 16/5-19

Europaudvalget 2018-19 (1. samling)
EUU Alm.del Bilag 712
Offentligt

Udenrigsministeriet

Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret

Asiatisk Plads 2

–

1448 København K

Tlf.: 33 92 03 24 Fax: 33 92 03 03

Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse

JTEU j.nr. 2015 - 30240

16. maj 2019

Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i den indeværende uge

samt i de kommende to uger i retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager,

hvor der er nedsat procesdelegation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig

forhandling, fremsættelse af generaladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der

i øvrigt følges af den danske regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse

og afsigelse af dom. Generaladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-

Domstolens hjemmeside (http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.

Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-

Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.

Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:

Sagsnr.

C-94/18

Titel og kort sagsresumé

Chenchooliah

1. Når en ægtefælle til en EU-borger, som har udøvet

retten til fri bevægelighed i henhold til artikel 6 i direktiv

2004/38/EF, er blevet nægtet opholdsret i henhold til

artikel 7, med den begrundelse, at den pågældende EU-

borger ikke udøver, eller ikke længere udøver, rettigheder

efter EUtraktaten i den pågældende værtsmedlemsstat, og

når ægtefællen påtænkes udvist fra denne medlemsstat, skal

denne udvisning da ske i henhold til og i overensstemmelse

med bestemmelserne i dette direktiv, eller henhører den

under medlemsstatens rent nationale lovgivning? 2. Hvis

svaret på ovenstående spørgsmål er, at udvisningen skal ske

i henhold til direktivets bestemmelser, skal udvisningen da

ske i henhold til og i overensstemmelse med kravene i

direktivets kapitel VI, herunder især dettes artikel 27 og 28,

eller kan medlemsstaten under sådanne omstændigheder

påberåbe sig andre bestemmelser i direktivet, navnlig dettes

artikel 14 og 15?

Minister for Justice and Equality m.fl.

1. Skal en offentlig anklagers uafhængighed af den

udøvende magt afgøres i henhold til dennes rolle i det

relevante nationale retssystem? Hvis dette ikke er tilfældet,

efter hvilke kriterier skal spørgsmålet om uafhængighed af

den udøvende magt da afgøres efter?

2. Er en offentlig anklager, som i henhold til national ret er

underlagt mulig styring eller instruktion enten direkte eller

indirekte fra et justitsministerium, tilstrækkelig uafhængig

af den udøvende magt til at kunne betragtes som en

judiciel myndighed som omhandlet i rammeafgørelsens

Deltager i PD

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

Processkri

Dato

21.05.19

C-508/18

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Dom

27.05.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 712: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 16/5-19

artikel 6, stk. 1?

3. Såfremt dette er tilfældet, skal den offentlige anklager da

tillige være funktionelt uafhængig af den udøvende magt,

og hvilke kriterier skal spørgsmålet om funktionel

uafhængighed afgøres efter?

4. Hvis den offentlige anklager er uafhængig af den

udøvende magt, er en offentlig anklager, som er begrænset

til at iværksætte og gennemføre efterforskning, til at sikre at

sådanne efterforskninger udføres objektivt og i

overensstemmelse med loven, at rejse tiltale, at fuldbyrde

retslige afgørelser, at gennemføre retsforfølgning af

lovovertrædelser ved domstolene og at give møde i

appelsager, som ikke udsteder nationale arrestordrer, og

som ikke må udføre retslige opgaver, da en »judiciel

myndighed« som omhandlet i rammeafgørelsens artikel 6,

stk. 1?

5. Er den offentlige anklager i Lübeck en judiciel

myndighed som omhandlet i artikel 6, stk. 1, i

rammeafgørelsen af 13. juni 2002 om den europæiske

arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem

medlemsstaterne?

C-509/18

Minister for Justice and Equality m.fl.

1. Er de kriterier, i henhold til hvilke det skal afgøres, om

en offentlig anklager, der er udpeget som en udstedende

judiciel myndighed i henhold til artikel 6, stk. 1, er en

judiciel myndighed i den selvstændige betydning af dette

begreb i rammeafgørelsen af 2002 om den europæiske

arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem

medlemsstaterne, at 1) den offentlige anklager er uafhængig

af den udøvende magt og 2) anses for at forvalte retsplejen

eller deltage i forvaltningen af retsplejen i dennes egen

retsorden?

2. I benægtende fald, hvilke kriterier skal den nationale ret

da anvende ved afgørelsen af, om en offentlig anklager, der

er udpeget som en udstedende judiciel myndighed i

henhold til rammeafgørelsens artikel 6, stk. 1, er en judiciel

myndighed i henhold til artikel 6, stk. 1?

3. For så vidt som kriterierne omfatter et krav om, at den

offentlige anklager forvalter retsplejen eller deltager i

forvaltningen af retsplejen, skal det så afgøres i

overensstemmelse med den status, han har i sin egen

retsorden, eller i overensstemmelse med bestemte

objektive kriterier? Hvad er de objektive kriterier i givet

fald?

4. Er Republikken Litauens offentlige anklager en judiciel

myndighed i den selvstændige betydning af dette begreb i

artikel 6, stk. 1, i rammeafgørelsen af 2002 om den

europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse

mellem medlemsstaterne?

Minister for Justice and Equality

1. Skal en offentlig anklagers uafhængighed af den

udøvende magt afgøres i henhold til dennes rolle i det

relevante nationale retssystem? Hvis dette ikke er tilfældet,

efter hvilke kriterier skal spørgsmålet om uafhængighed af

den udøvende magt da afgøres efter?

2. Er en offentlig anklager, som i henhold til national ret er

underlagt mulig styring eller instruktion enten direkte eller

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Dom

27.05.19

C-82/19

PPU

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Dom

27.05.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 712: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 16/5-19

indirekte fra et justitsministerium, tilstrækkelig uafhængig

af den udøvende magt til at kunne betragtes som en

judiciel myndighed som omhandlet i rammeafgørelsens

artikel 6, stk. 1?

3 Såfremt dette er tilfældet, skal den offentlige anklager da

tillige være funktionelt uafhængig af den udøvende magt,

og hvilke kriterier skal spørgsmålet om funktionel

uafhængighed afgøres efter?

4. Hvis den offentlige anklager er uafhængig af den

udøvende magt, er en offentlig anklager, som er begrænset

til at iværksætte og gennemføre efterforskning, til at sikre at

sådanne efterforskninger udføres objektivt og i

overensstemmelse med loven, at rejse tiltale, at fuldbyrde

retslige afgørelser, at gennemføre retsforfølgning af

lovovertrædelser ved domstolene og at give møde i

appelsager, som ikke udsteder nationale arrestordrer, og

som ikke må udføre retslige opgaver, da en »judiciel

myndighed« som omhandlet i rammeafgørelsens artikel 6,

stk. 1?

5. Er anklagemyndigheden i Zwickau en judiciel

myndighed som omhandlet i artikel 6, stk. 1, i

rammeafgørelsen af 13. juni 2002 om den europæiske

arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem

medlemsstaterne?

Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:

Sagsnr.

C-235/17

Titel og kort sagsresumé

Europa-Kommissionen mod Ungarn

Påstande: Det fastslås, at Ungarn har tilsidesat sine forpligtelser

i henhold til artikel 49 og artikel 63 i traktaten om Den

Europæiske Unions funktionsmåde og artikel 17 i Den

Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, idet

det har vedtaget retsforskrifter, der begrænser brugsretten over

dyrkningsarealer.

—Ungarn

tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Krohn & Schröder

1) Omfatter toldkodeksens artikel 212a en fritagelse for en

antidumping- og udligningstold i henhold til artikel 3, stk. 1, i

forordning nr. 1238/2013 og artikel 2, stk. 1, i forordning nr.

1239/2013? 2) Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende: Er

den i artikel 3, stk. 1, litra a), i forordning nr. 1238/2013 og

artikel 2, stk. 1, litra a), i forordning nr. 1239/2013 anførte

betingelse opfyldt ved anvendelse af toldkodeksens artikel 212a

på et tilfælde, hvor der opstår toldskyld efter toldkodeksens

artikel 204, stk. 1, som følge af overskridelse af en frist i

henhold til toldkodeksens artikel 49, stk. 1, når den

virksomhed, der er forretningsmæssigt forbundet med den i

bilaget til gennemførelsesafgørelse 2013/707/EU nævnte

virksomhed

–

som har fremstillet, afsendt og faktureret den

pågældende vare

–

ganske vist ikke var aktiv som importør af

den pågældende vare og heller ikke havde stået for dens

overgang til fri omsætning, men havde til hensigt at gøre det og

også faktisk fik den pågældende vare leveret? 3) Såfremt

spørgsmål 2 besvares bekræftende: Kan der ved anvendelsen af

Interessent

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Processk

ridt

Dom

Dato

21.05.19

C-226/18

Toldstyrelsen

Dom

22.05.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 712: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 16/5-19

toldkodeksens artikel 212a på et tilfælde, hvor der opstår

toldskyld efter toldkodeksens artikel 204, stk. 1, som følge af

overskridelse af en frist i henhold til toldkodeksens artikel 49,

stk. 1, også fremlægges en tilsagnsfaktura og et

eksporttilsagnscertifikat i den forstand, hvori udtrykkene er

anvendt i artikel 3, stk. 1, litra b) og c), i forordning nr.

1238/2013 og artikel 2, stk. 1, litra b) og c), i forordning nr.

1239/2013, inden for en af toldmyndighederne i henhold til

toldkodeksens artikel 53, stk. 1, fastsat frist? 4) Såfremt

spørgsmål 3 besvares bekræftende: Opfylder en tilsagnsfaktura i

henhold til artikel 3, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1238/2013

og artikel 2, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1239/2013, der i

stedet for gennemførelsesafgørelse 2013/707/EU nævner

afgørelse 2013/423/EU, under de i hovedsagen omhandlede

omstændigheder og under hensyntagen til almene

retsprincipper, betingelserne i bilag III, nr. 9), til forordning nr.

1238/2013 og bilag 2, nr. 9), til forordning nr. 1239/2013? 5)

Såfremt spørgsmål 4 besvares benægtende: Kan der ved

anvendelse af toldkodeksens artikel 212a på et tilfælde, hvor der

opstår toldskyld efter toldkodeksens artikel 204, stk. 1, som

følge af overskridelse af en frist i henhold til toldkodeksens

artikel 49, stk. 1, stadig fremlægges en tilsagnsfaktura i den

forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 3, stk. 1, litra b), i

forordning nr. 1238/2013 og artikel 2, stk. 1, litra b), i

forordning nr. 1239/2013, i klagesagen til prøvelse af

fastsættelsen af toldskylden?

C-236/18

GRDF

Skal Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/73/EF af

13. juli 2009, særlig artikel 41, stk. 11, fortolkes således, at det

kræves, at en regulerende myndighed, der bilægger en tvist, har

beføjelse til at træffe en afgørelse, der gælder for hele den

periode, der er omfattet af den tvist, der er indbragt for den,

uanset hvornår tvisten er opstået mellem parterne, navnlig ved

at drage konsekvenserne af en kontrakts manglende

overensstemmelse med direktivets bestemmelser ved en

afgørelse, hvis virkninger dækker hele kontraktperioden?

Altic

1) Skal artikel 168, litra a), i direktiv [2006/112/EF], henset til

formålet med forordning (EF) nr. 178/2002 om at sikre

fødevaresikkerheden (som bl.a. opfyldes ved at sikre, at

fødevarer kan spores), fortolkes således, at den ikke er til hinder

for et afslag på at fradrage den indgående afgift, i tilfælde af at

den afgiftspligtige person, der indgår i fødevarekæden, i

forbindelse med udvælgelsen af sin medkontrahent ikke har

udvist større omhu (ud over den sædvanlige handelspraksis),

som i det væsentlige består i en forpligtelse til at foretage

kontroller af medkontrahenten, men som samtidig har

kontrolleret fødevarernes kvalitet, hvorved formålet med

forordning nr. 178/2002 er opfyldt? 2) Indebærer kravet efter

artikel 6 i forordning nr. 852/2004 og artikel 31 i forordning nr.

882/2004 om registrering af fødevarevirksomheder, fortolket i

lyset af artikel 168, litra a), i direktiv 2006/112/EF, at en

kontrahent, der indgår aftale med denne virksomhed, skal

foretage en kontrol af dennes registrering, og er denne kontrol

nødvendig med henblik på at afgøre, om denne kontrahent

vidste eller burde have vidst, at den pågældende deltog i en

Energistyrelsen

22.05.19

C-329/18

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

22.05.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 712: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 16/5-19

transaktion med en fiktiv virksomhed, i betragtning af de

særlige omstændigheder ved den nævnte transaktion?

C-634/17

ReFood

1. Skal [artikel 1, stk. 3, litra d), i Europa-Parlamentets og

Rådets forordning (EF) nr. 1013/2006 af 14. juni 2006 om

overførsel af affald] fortolkes som en anvendelsesudelukkelse,

som gælder for alle overførsler, der i henhold til artikel 2 i

forordning (EF) nr. 1069/2009 er omfattet af

anvendelsesområdet for forordning (EF) nr. 1069/2009? 2.

Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende: Skal [artikel

1, stk. 3, litra d), i forordning 1013/2006] fortolkes som en

anvendelsesudelukkelse, der gælder for overførsler, for hvilke

der i henhold til forordning (EF) nr. 1069/2009

–

også

sammenholdt med gennemførelsesforordning (EU) nr.

142/2011

–

gælder regler for indsamling, transport,

identifikation og sporbarhed? 3. Såfremt det andet spørgsmål

besvares benægtende: Skal [artikel 1, stk. 3, litra d), i forordning

nr. 1013/2006] fortolkes som en anvendelsesudelukkelse, som

kun gælder for overførsler, hvor det drejer sig om

godkendelsespligtige afsendelser i henhold til artikel 48, stk. 1, i

forordning (EF) nr. 1069/2009?

Fülla

Sagen vedrører: 1. Skal artikel 3, stk. 3, tredje afsnit, i direktiv

1999/44/EF fortolkes således, at en forbruger altid kun skal

tilbyde en erhvervsdrivende en forbrugsvare, der er købt ved

fjernsalg, med henblik på afhjælpning eller omlevering på det

sted, hvor forbrugsvaren befinder sig? 2. Såfremt det første

spørgsmål besvares benægtende: Skal artikel 3, stk. 3, tredje

afsnit, i direktiv 1999/44/EF fortolkes således, at en forbruger

altid skal tilbyde en erhvervsdrivende en forbrugsvare, der er

købt ved fjernsalg, med henblik på afhjælpning eller omlevering

på den erhvervsdrivendes forretningssted? 3. Såfremt det andet

spørgsmål besvares benægtende: Hvilke kriterier kan der

udledes af artikel 3, stk. 3, tredje afsnit, i direktiv 1999/44/EF

for, hvordan det sted bestemmes, hvor forbrugeren skal tilbyde

den erhvervsdrivende en forbrugsvare, der er købt ved

fjernsalg, med henblik på afhjælpning eller omlevering? 4.

Såfremt det sted, hvor forbrugeren skal tilbyde den

erhvervsdrivende en forbrugsvare, der er købt ved fjernsalg,

med henblik på undersøgelse og eventuel afhjælpning eller

omlevering

–

altid eller i det konkrete tilfælde

–

er den

erhvervsdrivendes hjemsted: Er det foreneligt med artikel 3,

stk. 3, første afsnit, sammenholdt med artikel 3, stk. 4, i direktiv

1999/44/EF, at en forbruger skal lægge ud for omkostningerne

til fremsendelse og/eller returnering, eller følger det af pligten

til »gratis afhjælpning«, at sælgeren er forpligtet til at yde et

forskud? 5. Såfremt det sted, hvor forbrugeren skal tilbyde den

erhvervsdrivende en forbrugsvare, der er købt ved fjernsalg,

med henblik på undersøgelse og eventuel afhjælpning eller

omlevering

–

altid eller i det konkrete tilfælde

–

er den

erhvervsdrivendes hjemsted, og en forskudspligt for

forbrugeren er forenelig med artikel 3, stk. 3, første afsnit,

sammenholdt med artikel 3, stk. 4, i direktiv 1999/44/EF: Skal

artikel 3, stk. 3, tredje afsnit, sammenholdt med artikel 3, stk. 5,

andet led, i direktiv 1999/44/EF fortolkes således, at en

forbruger, der kun har underrettet den erhvervsdrivende om

manglen uden at tilbyde at transportere forbrugsvaren til den

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Dom

23.05.19

C-52/18

Erhvervsstyrelsen

Forbrugerombuds-

manden

Energistyrelsen

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

Dom

23.05.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 712: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 16/5-19

erhvervsdrivendes sted, ikke er berettiget til at hæve aftalen? 6.

Såfremt det sted, hvor forbrugeren skal tilbyde den

erhvervsdrivende en forbrugsvare, der er købt ved fjernsalg,

med henblik på undersøgelse og eventuel afhjælpning eller

omlevering

–

altid eller i det konkrete tilfælde

–

er den

erhvervsdrivendes hjemsted, men en forskudspligt for

forbrugeren ikke er forenelig med artikel 3, stk. 3, første afsnit,

sammenholdt med artikel 3, stk. 4, i direktiv 1999/44/EF: Skal

artikel 3, stk. 3, tredje afsnit, sammenholdt med artikel 3, stk. 5,

andet led, i direktiv 1999/44/EF fortolkes således, at en

forbruger, der blot har underrettet den erhvervsdrivende om

manglen uden at tilbyde at transportere forbrugsvaren til den

erhvervsdrivendes sted, ikke er berettiget til at hæve aftalen?

C-239/18

Saatgut-Treuhandverwaltung

Sagen vedrører fortolkning af artikel 11 i Kommissionens

forordning (EF) nr. 1768/95 af 24. juli 1995 (EF-

udsåningsforordningen).

EU-Domstolen er forelagt følgende spørgsmål: 1. Har officielle

organer i henhold til artikel 11, stk. 1, i forordning (EF) nr.

1768/95 en oplysningspligt, der udelukkende drejer sig om

arten af planter, uden at der med anmodningen om oplysninger

også kræves oplysninger om en beskyttet sort? 2. Såfremt det

første spørgsmål besvares med, at en sådan oplysningspligt kan

gøres gældende:

a) Er der tale om et officielt organ, der er beskæftiget med

overvågning af landbrugsproduktionen, som omhandlet i artikel

11, stk. 2, første led, i forordning (EF) nr. 1768/95, når organet

beskæftiger sig med kontrol af EU-finansieret støtte til

landbrugere og i den forbindelse om de landbrugere, der

ansøger herom, lagrer data, som også vedrører afgrødetyper?

b) Har et officielt organ ret til at tilbageholde de oplysninger,

der søges om, hvis meddelelsen af oplysninger nødvendiggør, at

en tredjemand bearbejder eller specificerer de data, som findes

hos organet, og dette medfører en udgift på ca. EUR 6 000,00?

Spiller det i den forbindelse en rolle, om ansøgeren er villig til

at overtage de hermed forbundne omkostninger?

UPM France

1- Skal bestemmelserne i artikel 21[, stk. 5, tredje afsnit] i

direktiv [2003/96] fortolkes således, at den fritagelse, som

medlemsstaterne kan lade mindre elektricitetsproducenter være

omfattet af, forudsat at de beskatter de energiprodukter, som

anvendes til at fremstille denne elektricitet, kan resultere i en

situation som den, der er beskrevet i punkt 7 i nærværende

afgørelse, for perioden forud for den 1. januar 2011, hvor

Frankrig, som direktivet hjemler mulighed for, endnu ikke

havde indført nogen national endelig forbrugsafgift på

elektricitet og dermed heller ikke nogen fritagelse for denne

afgift for mindre elektricitetsproducenter? 2- Såfremt det første

spørgsmål besvares bekræftende, hvordan skal bestemmelserne

i direktivets artikel 14[, stk. 1, litra a)] og bestemmelserne i

direktivets artikel 21[, stk. 5, tredje afsnit] kombineres for

mindre elektricitetsproducenter, som anvender den elektricitet,

som de fremstiller, til deres aktiviteter? Indebærer

bestemmelserne en minimumsbeskatning som følge af enten

beskatningen af den fremstillede elektricitet, men med fritagelse

for den anvendte naturgas, eller en fritagelse for afgift på selve

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

23.05.19

C-270/18

Energistyrelsen

23.05.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 712: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 16/5-19

fremstillingen af elektricitet, idet staten således er forpligtet til

at beskatte den anvendte naturgas?

C-280/18

Flausch e.a.

a) Kan artikel 6 og 11 i direktiv 2011/92/EU, fortolket

sammen med bestemmelserne i artikel 47 i Den Europæiske

Unions charter om grundlæggende rettigheder, fortolkes

således, at nationale bestemmelser såsom de i

[forelæggelsesafgørelsens] præmis 8, 9 og 10 omhandlede,

hvorefter procedurerne før afgørelsen om godkendelse af

miljøkrav for anlæg og aktiviteter, som har væsentlig

indvirkning på miljøet (offentliggørelse af vurderinger af

indvirkningenpå miljøet, oplysning og offentlig deltagelse i

høringen), indledes og forvaltes primært af regionens største

administrative enhed og ikke af den berørte kommune, er

forenelige med de nævnte EU-retlige bestemmelser? b) Kan

artikel 6 og 11 i direktiv 2011/92/EU, fortolket sammen med

bestemmelserne i artikel 47 i Den Europæiske Unions charter

om grundlæggende rettigheder, fortolkes således, at en national

ordning såsom den i samme præmisser omhandlede, der

endeligt fastsætter, at offentliggørelse af afgørelser om

godkendelse af miljøkrav for anlæg og aktiviteter, som har

væsentlig indvirkning på miljøet, nærmere bestemt deres

offentliggørelse på et dertil bestemt websted, udgør en

formodning om fuldt kendskab for de berørte parter med

henblik på at rejse søgsmål i henhold til den gældende

lovgivning (annullationssøgsmål ved Symvulio tis Epikrateias,

øverste domstol i forvaltningsretlige sager) inden fristen på 60

(tres) dage, henset til lovbestemmelserne om offentliggørelse af

vurderinger af indvirkningen på miljøet, oplysning og offentlig

deltagelse i proceduren for godkendelsen af miljøkrav for de

omhandlede anlæg og aktiviteter, der fastlægger, at

nøgleaktøren for disse procedurer er regionens største

administrative enhed og ikke den berørte kommune, er

forenelig med de nævnte EU-retlige bestemmelser?

Lexitor

Sagen vedrører: Skal artikel 16, stk. 1, sammenholdt med artikel

3, litra g), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler og om

ophævelse af Rådets direktiv 87/102/EØF (EUT 2008, L 133,

s. 660, med senere ændringer) fortolkes således, at en forbruger

ved indfrielse før tiden af sine forpligtelser i henhold til en

kreditaftale har ret til reduktion af de samlede

kreditomkostninger, herunder også de omkostninger, hvis

størrelse ikke afhænger af den pågældende kreditaftales løbetid?

TSN m.fl.

1) Er artikel 7, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i

forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden til hinder for en

national bestemmelse i en overenskomst eller en fortolkning af

denne, hvorefter en arbejdstager, som ved begyndelsen af sin

årlige ferie eller en del af denne er uarbejdsdygtig, trods

ansøgning herom ikke har krav på at få overført en ferie, som

falder inden for den pågældende periode, og som han ifølge

overenskomsten er berettiget til, når den manglende overførsel

af denoverenskomstmæssige ferie ikke reducerer

arbejdstagerens ret til fire ugers årlig ferie? 2) Har artikel 31, stk.

2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

23.05.19

C-383/18

Finanstilsynet

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

23.05.19

Forenede

sager

C-609/17

C-610/17

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Beskæftigelses-

ministeriet

Moderniserings-

styrelsen

04.06.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 712: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 16/5-19

rettigheder retsvirkning i et ansættelsesforhold mellem private

retssubjekter, dvs. direkte horisontal retsvirkning? 3) Beskytter

artikel 31, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om

grundlæggende rettigheder den optjente ferie, såfremt feriens

varighed overstiger den i arbejdstidsdirektivets artikel 7, stk. 1,

fastsatte årlige ferie på mindst fire uger, og er denne

bestemmelse i chartret om grundlæggende rettigheder til hinder

for en national bestemmelse i en overenskomst eller en

fortolkning af denne, hvorefter en arbejdstager, som er

uarbejdsdygtig ved begyndelsen af sin årlige ferie eller en del af

denne, uanset ansøgning herom ikke har krav på at få overført

en ferie, som falder inden for den pågældende periode, og som

han ifølge overenskomsten er berettiget til, når den manglende

overførsel af den overenskomstmæssige ferie ikke reducerer

arbejdstagerens ret til fire ugers årlig ferie?

C-18/18

Glawischnig-Piesczek

Sagen vedrører: 1. Er artikel 15, stk. 1, i Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige

aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk

handel, i det indre marked (»direktivet om elektronisk handel«)

generelt til hinder for en af de nedenfor anførte forpligtelser for

en host provider, som ikke omgående har fjernet ulovlig

information, dvs. ikke kun at fjerne denne ulovlige information

som omhandlet i direktivets artikel 14, stk. 1, litra a), men også

anden ordret identisk information:

a.a. i hele verden?

a.b. i den pågældende medlemsstat?

a.c. fra den pågældende bruger i hele verden?

a.d. fra den pågældende bruger i den pågældende medlemsstat?

2. Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende: Gælder

dette også for informationer med samme betydning?

3. Gælder dette også for informationer med samme betydning,

så snart operatøren har fået kendskab til denne omstændighed?

1) Er den kompetence, som Den Europæiske Union er blevet

tildelt med henblik på at sikre forbrugerne et højt

beskyttelsesniveau,de grundlæggende principper i EU-retten

om lighed for loven, en effektiv søgsmålsadgang og en

retfærdig rettergang og forskellige elementer i præamblen til

direktiv 93/13/EF (»det blev i Fællesskabets to programmer

for en politik vedrørende forbrugerbeskyttelse og -oplysning

understreget, at det er vigtigt at beskytte forbrugerne mod

urimelige kontraktvilkår; denne beskyttelse skal sikres ved love

og andre forskrifter, der enten skal harmoniseres på

fællesskabsplan eller vedtages direkte på dette plan; i

overensstemmelse med princippet under afsnittet om

»beskyttelse af forbrugernes økonomiske interesser« i de to

programmer skal forbrugere, der erhverver varer eller

tjenesteydelser, beskyttes mod misbrug af sælgers stærkere

stilling herunder især mod standardkontrakter og udelukkelse af

væsentlige rettigheder i kontrakterne; forbrugeren kan sikres en

bedre beskyttelse gennem vedtagelse af ensartede bestemmelser

vedrørende urimelige vilkår; disse bestemmelser skal finde

anvendelse på alle aftaler, som indgås mellem erhvervsdrivende

og forbrugere; dette direktiv finder derfor ikke anvendelse på

bl.a. arbejdskontrakter, aftaler vedrørende arveret og familieret

samt aftaler om oprettelse af selskaber og om disses vedtægter;

Kulturministeriet

Erhvervsstyrelsen

Forbrugerombuds-

manden

04.06.19

C-38/17

Justitsministeriet

Dom

05.06.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 712: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 16/5-19

forbrugeren skal nyde samme beskyttelse ved en mundtlig aftale

som ved en skriftlig, og i sidstnævnte tilfælde uafhængigt af, om

vilkårene er indeholdt i et eller flere dokumenter; de nationale

lovgivninger giver imidlertid på nuværende tidspunkt kun

mulighed for en delvis harmonisering; kun kontraktvilkår, der

ikke er blevet individuelt forhandlet, er omfattet af dette

direktiv; det er vigtigt at give medlemsstaterne mulighed for

under overholdelse af Traktaten at sikre forbrugeren et højere

beskyttelsesniveau ved at fastsætte strengere nationale

bestemmelser end bestemmelserne i dette direktiv;

[…]kontrakterne skal være formuleret på en klar og forståelig

måde, og forbrugeren skal have en reel mulighed for at gøre sig

bekendt med alle vilkårene, og i tvivlstilfælde gælder den

fortolkning, der er mest

fordelagtig for forbrugeren; […]« og

endelig,artikel 4, stk. 2, og artikel 5 i direktiv 93/13/EF til

hinder for en bindende national retspraksis, der a) og/eller b) a)

ikke som en betingelse for aftalens gyldighed pålægger

forbrugerens medkontrahent at give forbrugeren mulighed for

forud for indgåelsen af aftalen at blive bekendt med vilkår i

aftalen, som er affattet klart og forståeligt, og som er aftalens

hovedgenstand, herunder den valutakurs, der finder anvendelse

på udbetalingen af et lån i udenlandsk valuta på en måde, der

ikke medfører aftalens ugyldighed? b) giver forbrugerens

medkontrahent mulighed for først (eksempelvis i et særligt

dokument) at underrette om vilkår i aftalen, der er affattet klart

og forståeligt, og som er aftalens hovedgenstand, på det

tidspunkt, hvor forbrugeren uigenkaldeligt har forpligtet sig til

at opfylde aftalen, uden at denne omstændighed udgør en

begrundelse for aftalens ugyldighed?

C-641/17

College Pension Plan of British Columbia

1) Er de frie kapitalbevægelser i henhold til artikel 63, stk. 1,

TEUF, sammenholdt med artikel 65 TEUF, til hinder for

ordninger i en medlemsstat, hvorefter en ikke-hjemmehørende

erhvervstilknyttet alderspensionskasse, som i sin væsentlige

struktur er sammenlignelig med en tysk pensionskasse, ikke

opnår nogen skattelempelse på kapitalindkomst for modtaget

udbytte, mens tilsvarende udbetalinger af udbytte til

indenlandske pensionskasser ikke medfører nogen eller kun en

forholdsmæssig lille forhøjelse af selskabsskatten, da de har

mulighed forved skatteansættelsen at reducere deres

skattepligtige overskud ved at fratrække hensættelser til

pensionsudbetalingsforpligtelser og modregne den betalte skat

på kapitalindkomst ved et fradrag og

–

for så vidt det beløb, der

skal betales i selskabsskat, er lavere end fradragsbeløbet

–

ved

refusion? 2) Såfremt det første spørgsmål besvares

bekræftende: Er restriktionen af de frie kapitalbevægelser i

henhold til KStG’s § 32, stk. 1, nr. 2), lovlig ifølge artikel 63

TEUF, sammenholdt med artikel 64, stk. 1, TEUF, over for

tredjelande, fordi den hænger sammen med levering af

finansielle tjenesteydelser?

Skype Communications

1. Skal den definition på en elektronisk

kommunikationstjeneste, der er givet i artikel 2, litra c), i

direktiv 2002/21/EF af 7. marts 2002 om fælles

rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og

–

tjenester, med senere ændringer, forstås således, at en IP-

telefonitjeneste, der udbydes via software, som termineres via et

Skatteministeriet

05.06.19

C-142/18

Energistyrelsen

Dom

05.06.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 712: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 16/5-19

offentligt telefonnet til et fastnummer eller mobilnummer i

henhold til en national telefonnummerplan (af typen E.164),

skal kvalificeres som en elektronisk kommunikationstjeneste, til

trods for den omstændighed, at den internetadgangstjeneste,

hvorigennem en bruger opnår adgang til den pågældende IP-

telefonitjeneste, allerede i sig selv udgør en elektronisk

kommunikationstjeneste, mens udbyderen af denne software

tilbyder denne tjeneste mod vederlag og indgår aftaler med

udbydere af telekommunikationstjenester, der er behørigt

godkendt til at overføre og terminere opkald via det offentlige

telefonnet, der muliggør terminering af opkald til et fastnet-

eller mobilnummer i henhold til en national

telefonnummerplan? 2. Såfremt det første spørgsmål besvares

bekræftende, er besvarelsen den samme, såfremt der tages

hensyn til den omstændighed, at softwarens funktionalitet, der

muliggør taleopkaldet, kun er en funktionalitet af denne, som

kan anvendes uden denne? 3. Såfremt de to første spørgsmål

besvares bekræftende, er besvarelsen af det første spørgsmål

den samme, såfremt der tages hensyn til den omstændighed, at

udbyderen af tjenesten i sine almindelige vilkår bestemmer, at

han ikke påtager sig ansvaret i forhold til slutbrugeren for

overføringen af signaler? 4. Såfremt de tre første spørgsmål

besvares bekræftende, er besvarelsen af det første spørgsmål

den samme, såfremt der tages hensyn til den omstændighed, at

den ydede tjeneste ligeledes opfylder definitionen på en

»informationssamfundstjeneste«?

C-33/18

Skal artikel 87, stk. 8, i Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om

koordinering af de sociale sikringsordninger fortolkes således,

at en person, der, inden den 1. maj 2010, indledte en lønnet

beskæftigelse i Storhertugdømmet Luxembourg og selvstændig

virksomhed i Belgien, for at være omfattet af den lovgivning,

der finder anvendelse i henhold til forordning nr. 883/2004,

skal indgive en udtrykkelig anmodning herom, selv om den

pågældende ikke var omfattet af den belgiske lovgivning før

den 1. maj 2010 og først var omfattet af den belgiske

lovgivning om den sociale sikringsordning for selvstændige

erhvervsdrivende med tilbagevirkende kraft efter udløbet af den

frist på tre måneder, der løb fra den 1. maj 2010?

Hvis det første spørgsmål besvares bekræftende, medfører

anmodningen som omhandlet i artikel 87, stk. 8, i forordning

nr. 883/2004 indgivet under de ovenfor beskrevne

omstændigheder da anvendelse af lovgivningen i den

kompetente medlemsstat i henhold til forordning (EF) nr.

883/2004 med tilbagevirkende kraft fra den 1. maj 2010?

Schyns

Sagen vedrører: a) Er artikel 5, stk. 6, i Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om

forbrugerkreditaftaler, hvis formål er at sikre, at forbrugeren er

i stand til at vurdere, om den foreslåede kreditaftale passer til

vedkommendes behov og finansielle situation, i modstrid med

ordlyden af artikel 15, stk. 1, i loi sur le crédit à la

consommation (ophævet og efterfølgende erstattet af artikel

VII.75 i Code de droit économique), hvori det bestemmes, at

kreditgiveren og kreditformidleren i de kreditaftaler, som de

sædvanligvis tilbyder eller involveres i, skal tilvejebringe den

Beskæftigelses-

ministeriet

Dom

06.06.19

C-58/18

Finanstilsynet

Dom

06.06.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 712: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 16/5-19

kredittype og det kreditbeløb, der er mest passende, under

hensyntagen til forbrugerens finansielle situation på tidspunktet

for aftalens indgåelse og til kredittens formål, for så vidt som

den sidstnævnte bestemmelse indeholder en generel forpligtelse

for kreditgiveren eller kreditformidleren til at tilvejebringe den

mest passende kredit for forbrugeren, som ikke fremgår af det

nævnte direktivs ordlyd? b) Er artikel 5, stk. 6, i Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008

om forbrugerkreditaftaler, hvis formål er at sikre, at

forbrugeren er i stand til at vurdere, om den foreslåede

kreditaftale passer til vedkommendes behov og finansielle

situation, i modstrid med ordlyden af artikel 15, stk. 2, i loi sur

le crédit à la consommation (ophævet og efterfølgende erstattet

af artikel Vll.77, stk. 2, første afsnit, i Code de droit

économique), hvori det bestemmes, at kreditgiveren kun kan

indgå en kreditaftale, hvis vedkommende i betragtning af de

oplysninger, som denne råder over eller bør råde over, navnlig

på grundlag af den søgning, der kræves i artikel 9 i loi du 10

août 2001 relative à la Centrale des crédits aux particuliers, og

på grundlag af de i artikel 10 nævnte oplysninger, med

rimelighed må formode, at forbrugeren vil kunne opfylde de

forpligtelser, der følger af aftalen, for så vidt som det følger

heraf, at kreditgiveren selv tager stilling til, om det er

hensigtsmæssigt at yde kredit, i forbrugerens sted? [Org. s. 9] 2.

Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende, skal

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23.

april 2008 om forbrugerkreditaftaler da fortolkes således, at det

alligevel forpligter kreditgiveren og kreditformidleren til at

vurdere, om det er hensigtsmæssigt at yde kredit, i forbrugerens

sted?

C-264/18

P.M. e.a

Kan artikel 10, litra c), og litra d), nr. i), ii) og v), i Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26. februar

2014 »om offentlige udbud og om ophævelse af direktiv

2004/18/EF« forenes med lighedsprincippet, i sig selv eller i

givet fald sammenholdt med subsidiaritetsprincippet og med

artikel 49 og 56 i traktaten om Den Europæiske Unions

funktionsmåde, for så vidt som de deri omhandlede

tjenesteydelser er undtaget fra anvendelsen af reglerne om

indgåelse af offentlige kontrakter i det nævnte direktiv, som dog

skal sikre fuld konkurrence og fri bevægelighed i forbindelse

med det offentliges køb af tjenesteydelser?

1. »Skal artikel 5, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/109/EF, der

(bl.a.) bestemmer, at tredjelandsstatsborgere for at få status som

fastboende udlændinge skal bevise, at de til sig selv og de

familiemedlemmer, som de har forsørgerpligt over for, »råder«

over faste og regelmæssige indtægter, der er tilstrækkelige til, at

de pågældende kan forsørge sig selv og deres

familiemedlemmer uden social bistand fra den pågældende

medlemsstat, fortolkes således, at der hermed kun menes

tredjelandstatsborgernes »egne indtægter?« 2. »Eller er det

herved tilstrækkeligt, at disse indtægter er til rådighed for

tredjelandsstatsborgeren, uden at der stilles betingelser med

hensyn til indtægternes oprindelse, således at de også kan stilles

til rådighed for tredjelandsstatsborgeren af et familiemedlem

eller en anden tredjemand?« 3. »Såfremt det sidste spørgsmål

Energistyrelsen

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

Dom

06.06.19

C-302/18

Udlændinge- og

Integrationsministe-

riet

06.06.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 712: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 16/5-19

besvares bekræftende, er det i dette tilfælde tilstrækkeligt med

en bindende erklæring fra tredjemanden, hvormed denne

forpligter sig til at sørge for, at ansøgeren om status som

fastboende udlænding »til sig selv og de familiemedlemmer,

som han har forsørgerpligt over for, råder over faste og

regelmæssige midler, der er tilstrækkelige til hans eget og hans

familiemedlemmers underhold for at undgå, at de falder det

offentlige til byrde«, for at bevise, at ansøgeren kan råde over

indtægter som omhandlet i artikel 5, stk. 1, litra a), i direktiv

2003/109/EF?«

C-468/18

Såfremt en ret i en medlemsstat anmodes om at træffe afgørelse

i en sag vedrørende tre anmodninger, nærmere bestemt om

opløsningen af ægteskabelige forbindelser for forældrene til et

mindreårigt barn, om forældreansvaret over for dette barn og

om underholdspligten i forhold til det samme barn, kan

bestemmelserne i artikel 3, litra a), artikel 3, litra d), og artikel 5

i forordning nr. 4/2009 da fortolkes således, at den ret, som har

kompetence til at påkende skilsmissesagen, som

–

samtidig

–

retten på det sted, hvor sagsøgte har sin sædvanlige bopæl, og

den ret, for hvilken sagsøgte har givet møde, kan træffe

afgørelse om anmodningen om underhold til barnet, selv om

retten har erklæret sig inkompetent med hensyn til

forældreansvaret over for det nævnte barn, eller kan

anmodningen om underhold da kun afgøres af den ret, som har

kompetence til at træffe afgørelse i den verserende sag om

forældreansvaret over for dette barn?

• Såfremt en sag indbringes for en tilsvarende national ret, er

anmodningen om underhold til det mindreårige barn da

accessorisk i forhold til den verserende sag om forældreansvar

som omhandlet i forordningens artikel 3, litra d)?

• Såfremt det andet spørgsmål besvares benægtende, er det da

til barnets bedste, at den på grundlag af artikel 3, litra a), i

forordning (EF) nr. 4/2009 kompetente ret i en medlemsstat

træffer afgørelse vedrørende forælderens underholdspligt i

forhold til mindreårigt barn som følge af det ægteskab, hvorom

der anmodes om opløsning, såfremt denne ret har erklæret sig

inkompetent for så vidt angår forældreansvaret, idet den med

retskraft har fastslået, at betingelserne i artikel 12 i Rådets

forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om

kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af

retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende

forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr.

1347/2000 ikke er opfyldt?

Børne- og

Socialministeriet

06.06.19