EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 717: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 24/5-19

Europaudvalget 2018-19 (1. samling)
EUU Alm.del Bilag 717
Offentligt

Udenrigsministeriet

Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret

Asiatisk Plads 2

–

1448 København K

Tlf.: 33 92 03 24 Fax: 33 92 03 03

Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse

JTEU j.nr. 2015 - 30240

24. maj 2019

Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i den indeværende uge

samt i de kommende to uger i retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager,

hvor der er nedsat procesdelegation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig

forhandling, fremsættelse af generaladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der

i øvrigt følges af den danske regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse

og afsigelse af dom. Generaladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-

Domstolens hjemmeside (http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.

Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-

Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.

Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:

Sagsnr.

C-508/18

Titel og kort sagsresumé

Minister for Justice and Equality m.fl.

1. Skal en offentlig anklagers uafhængighed af den

udøvende magt afgøres i henhold til dennes rolle i det

relevante nationale retssystem? Hvis dette ikke er tilfældet,

efter hvilke kriterier skal spørgsmålet om uafhængighed af

den udøvende magt da afgøres efter?

2. Er en offentlig anklager, som i henhold til national ret er

underlagt mulig styring eller instruktion enten direkte eller

indirekte fra et justitsministerium, tilstrækkelig uafhængig

af den udøvende magt til at kunne betragtes som en

judiciel myndighed som omhandlet i rammeafgørelsens

artikel 6, stk. 1?

3. Såfremt dette er tilfældet, skal den offentlige anklager da

tillige være funktionelt uafhængig af den udøvende magt,

og hvilke kriterier skal spørgsmålet om funktionel

uafhængighed afgøres efter?

4. Hvis den offentlige anklager er uafhængig af den

udøvende magt, er en offentlig anklager, som er begrænset

til at iværksætte og gennemføre efterforskning, til at sikre at

sådanne efterforskninger udføres objektivt og i

overensstemmelse med loven, at rejse tiltale, at fuldbyrde

retslige afgørelser, at gennemføre retsforfølgning af

lovovertrædelser ved domstolene og at give møde i

appelsager, som ikke udsteder nationale arrestordrer, og

som ikke må udføre retslige opgaver, da en »judiciel

myndighed« som omhandlet i rammeafgørelsens artikel 6,

stk. 1?

5. Er den offentlige anklager i Lübeck en judiciel

myndighed som omhandlet i artikel 6, stk. 1, i

rammeafgørelsen af 13. juni 2002 om den europæiske

Deltager i PD

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Processkri

Dom

Dato

27.05.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 717: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 24/5-19

arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem

medlemsstaterne?

C-509/18

Minister for Justice and Equality m.fl.

1. Er de kriterier, i henhold til hvilke det skal afgøres, om

en offentlig anklager, der er udpeget som en udstedende

judiciel myndighed i henhold til artikel 6, stk. 1, er en

judiciel myndighed i den selvstændige betydning af dette

begreb i rammeafgørelsen af 2002 om den europæiske

arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem

medlemsstaterne, at 1) den offentlige anklager er uafhængig

af den udøvende magt og 2) anses for at forvalte retsplejen

eller deltage i forvaltningen af retsplejen i dennes egen

retsorden?

2. I benægtende fald, hvilke kriterier skal den nationale ret

da anvende ved afgørelsen af, om en offentlig anklager, der

er udpeget som en udstedende judiciel myndighed i

henhold til rammeafgørelsens artikel 6, stk. 1, er en judiciel

myndighed i henhold til artikel 6, stk. 1?

3. For så vidt som kriterierne omfatter et krav om, at den

offentlige anklager forvalter retsplejen eller deltager i

forvaltningen af retsplejen, skal det så afgøres i

overensstemmelse med den status, han har i sin egen

retsorden, eller i overensstemmelse med bestemte

objektive kriterier? Hvad er de objektive kriterier i givet

fald?

4. Er Republikken Litauens offentlige anklager en judiciel

myndighed i den selvstændige betydning af dette begreb i

artikel 6, stk. 1, i rammeafgørelsen af 2002 om den

europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse

mellem medlemsstaterne?

Minister for Justice and Equality

1. Skal en offentlig anklagers uafhængighed af den

udøvende magt afgøres i henhold til dennes rolle i det

relevante nationale retssystem? Hvis dette ikke er tilfældet,

efter hvilke kriterier skal spørgsmålet om uafhængighed af

den udøvende magt da afgøres efter?

2. Er en offentlig anklager, som i henhold til national ret er

underlagt mulig styring eller instruktion enten direkte eller

indirekte fra et justitsministerium, tilstrækkelig uafhængig

af den udøvende magt til at kunne betragtes som en

judiciel myndighed som omhandlet i rammeafgørelsens

artikel 6, stk. 1?

3 Såfremt dette er tilfældet, skal den offentlige anklager da

tillige være funktionelt uafhængig af den udøvende magt,

og hvilke kriterier skal spørgsmålet om funktionel

uafhængighed afgøres efter?

4. Hvis den offentlige anklager er uafhængig af den

udøvende magt, er en offentlig anklager, som er begrænset

til at iværksætte og gennemføre efterforskning, til at sikre at

sådanne efterforskninger udføres objektivt og i

overensstemmelse med loven, at rejse tiltale, at fuldbyrde

retslige afgørelser, at gennemføre retsforfølgning af

lovovertrædelser ved domstolene og at give møde i

appelsager, som ikke udsteder nationale arrestordrer, og

som ikke må udføre retslige opgaver, da en »judiciel

myndighed« som omhandlet i rammeafgørelsens artikel 6,

stk. 1?

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Dom

27.05.19

C-82/19

PPU

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Dom

27.05.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 717: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 24/5-19

5. Er anklagemyndigheden i Zwickau en judiciel

myndighed som omhandlet i artikel 6, stk. 1, i

rammeafgørelsen af 13. juni 2002 om den europæiske

arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem

medlemsstaterne?

Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:

Sagsnr.

Forenede

sager

C-609/17

C-610/17

Titel og kort sagsresumé

TSN m.fl.

1) Er artikel 7, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i

forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden til hinder for en

national bestemmelse i en overenskomst eller en fortolkning af

denne, hvorefter en arbejdstager, som ved begyndelsen af sin

årlige ferie eller en del af denne er uarbejdsdygtig, trods

ansøgning herom ikke har krav på at få overført en ferie, som

falder inden for den pågældende periode, og som han ifølge

overenskomsten er berettiget til, når den manglende overførsel

af denoverenskomstmæssige ferie ikke reducerer

arbejdstagerens ret til fire ugers årlig ferie? 2) Har artikel 31, stk.

2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende

rettigheder retsvirkning i et ansættelsesforhold mellem private

retssubjekter, dvs. direkte horisontal retsvirkning? 3) Beskytter

artikel 31, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om

grundlæggende rettigheder den optjente ferie, såfremt feriens

varighed overstiger den i arbejdstidsdirektivets artikel 7, stk. 1,

fastsatte årlige ferie på mindst fire uger, og er denne

bestemmelse i chartret om grundlæggende rettigheder til hinder

for en national bestemmelse i en overenskomst eller en

fortolkning af denne, hvorefter en arbejdstager, som er

uarbejdsdygtig ved begyndelsen af sin årlige ferie eller en del af

denne, uanset ansøgning herom ikke har krav på at få overført

en ferie, som falder inden for den pågældende periode, og som

han ifølge overenskomsten er berettiget til, når den manglende

overførsel af den overenskomstmæssige ferie ikke reducerer

arbejdstagerens ret til fire ugers årlig ferie?

Glawischnig-Piesczek

Sagen vedrører: 1. Er artikel 15, stk. 1, i Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige

aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk

handel, i det indre marked (»direktivet om elektronisk handel«)

generelt til hinder for en af de nedenfor anførte forpligtelser for

en host provider, som ikke omgående har fjernet ulovlig

information, dvs. ikke kun at fjerne denne ulovlige information

som omhandlet i direktivets artikel 14, stk. 1, litra a), men også

anden ordret identisk information:

a.a. i hele verden?

a.b. i den pågældende medlemsstat?

a.c. fra den pågældende bruger i hele verden?

a.d. fra den pågældende bruger i den pågældende medlemsstat?

2. Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende: Gælder

dette også for informationer med samme betydning?

Interessent

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Beskæftigelses-

ministeriet

Moderniserings-

styrelsen

Processk

ridt

Dato

04.06.19

C-18/18

Kulturministeriet

Erhvervsstyrelsen

Forbrugerombuds-

manden

04.06.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 717: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 24/5-19

3. Gælder dette også for informationer med samme betydning,

så snart operatøren har fået kendskab til denne omstændighed?

C-38/17

1) Er den kompetence, som Den Europæiske Union er blevet

tildelt med henblik på at sikre forbrugerne et højt

beskyttelsesniveau,de grundlæggende principper i EU-retten

om lighed for loven, en effektiv søgsmålsadgang og en

retfærdig rettergang og forskellige elementer i præamblen til

direktiv 93/13/EF (»det blev i Fællesskabets to programmer

for en politik vedrørende forbrugerbeskyttelse og -oplysning

understreget, at det er vigtigt at beskytte forbrugerne mod

urimelige kontraktvilkår; denne beskyttelse skal sikres ved love

og andre forskrifter, der enten skal harmoniseres på

fællesskabsplan eller vedtages direkte på dette plan; i

overensstemmelse med princippet under afsnittet om

»beskyttelse af forbrugernes økonomiske interesser« i de to

programmer skal forbrugere, der erhverver varer eller

tjenesteydelser, beskyttes mod misbrug af sælgers stærkere

stilling herunder især mod standardkontrakter og udelukkelse af

væsentlige rettigheder i kontrakterne; forbrugeren kan sikres en

bedre beskyttelse gennem vedtagelse af ensartede bestemmelser

vedrørende urimelige vilkår; disse bestemmelser skal finde

anvendelse på alle aftaler, som indgås mellem erhvervsdrivende

og forbrugere; dette direktiv finder derfor ikke anvendelse på

bl.a. arbejdskontrakter, aftaler vedrørende arveret og familieret

samt aftaler om oprettelse af selskaber og om disses vedtægter;

forbrugeren skal nyde samme beskyttelse ved en mundtlig aftale

som ved en skriftlig, og i sidstnævnte tilfælde uafhængigt af, om

vilkårene er indeholdt i et eller flere dokumenter; de nationale

lovgivninger giver imidlertid på nuværende tidspunkt kun

mulighed for en delvis harmonisering; kun kontraktvilkår, der

ikke er blevet individuelt forhandlet, er omfattet af dette

direktiv; det er vigtigt at give medlemsstaterne mulighed for

under overholdelse af Traktaten at sikre forbrugeren et højere

beskyttelsesniveau ved at fastsætte strengere nationale

bestemmelser end bestemmelserne i dette direktiv;

[…]kontrakterne skal være formuleret på en klar og forståelig

måde, og forbrugeren skal have en reel mulighed for at gøre sig

bekendt med alle vilkårene, og i tvivlstilfælde gælder den

fortolkning, der er mest

fordelagtig for forbrugeren; […]« og

endelig,artikel 4, stk. 2, og artikel 5 i direktiv 93/13/EF til

hinder for en bindende national retspraksis, der a) og/eller b) a)

ikke som en betingelse for aftalens gyldighed pålægger

forbrugerens medkontrahent at give forbrugeren mulighed for

forud for indgåelsen af aftalen at blive bekendt med vilkår i

aftalen, som er affattet klart og forståeligt, og som er aftalens

hovedgenstand, herunder den valutakurs, der finder anvendelse

på udbetalingen af et lån i udenlandsk valuta på en måde, der

ikke medfører aftalens ugyldighed? b) giver forbrugerens

medkontrahent mulighed for først (eksempelvis i et særligt

dokument) at underrette om vilkår i aftalen, der er affattet klart

og forståeligt, og som er aftalens hovedgenstand, på det

tidspunkt, hvor forbrugeren uigenkaldeligt har forpligtet sig til

at opfylde aftalen, uden at denne omstændighed udgør en

begrundelse for aftalens ugyldighed?

Justitsministeriet

Dom

05.06.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 717: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 24/5-19

C-641/17

College Pension Plan of British Columbia

1) Er de frie kapitalbevægelser i henhold til artikel 63, stk. 1,

TEUF, sammenholdt med artikel 65 TEUF, til hinder for

ordninger i en medlemsstat, hvorefter en ikke-hjemmehørende

erhvervstilknyttet alderspensionskasse, som i sin væsentlige

struktur er sammenlignelig med en tysk pensionskasse, ikke

opnår nogen skattelempelse på kapitalindkomst for modtaget

udbytte, mens tilsvarende udbetalinger af udbytte til

indenlandske pensionskasser ikke medfører nogen eller kun en

forholdsmæssig lille forhøjelse af selskabsskatten, da de har

mulighed forved skatteansættelsen at reducere deres

skattepligtige overskud ved at fratrække hensættelser til

pensionsudbetalingsforpligtelser og modregne den betalte skat

på kapitalindkomst ved et fradrag og

–

for så vidt det beløb, der

skal betales i selskabsskat, er lavere end fradragsbeløbet

–

ved

refusion? 2) Såfremt det første spørgsmål besvares

bekræftende: Er restriktionen af de frie kapitalbevægelser i

henhold til KStG’s § 32, stk. 1, nr. 2), lovlig ifølge artikel 63

TEUF, sammenholdt med artikel 64, stk. 1, TEUF, over for

tredjelande, fordi den hænger sammen med levering af

finansielle tjenesteydelser?

Skype Communications

1. Skal den definition på en elektronisk

kommunikationstjeneste, der er givet i artikel 2, litra c), i

direktiv 2002/21/EF af 7. marts 2002 om fælles

rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og

–

tjenester, med senere ændringer, forstås således, at en IP-

telefonitjeneste, der udbydes via software, som termineres via et

offentligt telefonnet til et fastnummer eller mobilnummer i

henhold til en national telefonnummerplan (af typen E.164),

skal kvalificeres som en elektronisk kommunikationstjeneste, til

trods for den omstændighed, at den internetadgangstjeneste,

hvorigennem en bruger opnår adgang til den pågældende IP-

telefonitjeneste, allerede i sig selv udgør en elektronisk

kommunikationstjeneste, mens udbyderen af denne software

tilbyder denne tjeneste mod vederlag og indgår aftaler med

udbydere af telekommunikationstjenester, der er behørigt

godkendt til at overføre og terminere opkald via det offentlige

telefonnet, der muliggør terminering af opkald til et fastnet-

eller mobilnummer i henhold til en national

telefonnummerplan? 2. Såfremt det første spørgsmål besvares

bekræftende, er besvarelsen den samme, såfremt der tages

hensyn til den omstændighed, at softwarens funktionalitet, der

muliggør taleopkaldet, kun er en funktionalitet af denne, som

kan anvendes uden denne? 3. Såfremt de to første spørgsmål

besvares bekræftende, er besvarelsen af det første spørgsmål

den samme, såfremt der tages hensyn til den omstændighed, at

udbyderen af tjenesten i sine almindelige vilkår bestemmer, at

han ikke påtager sig ansvaret i forhold til slutbrugeren for

overføringen af signaler? 4. Såfremt de tre første spørgsmål

besvares bekræftende, er besvarelsen af det første spørgsmål

den samme, såfremt der tages hensyn til den omstændighed, at

den ydede tjeneste ligeledes opfylder definitionen på en

»informationssamfundstjeneste«?

Skatteministeriet

05.06.19

C-142/18

Energistyrelsen

Dom

05.06.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 717: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 24/5-19

C-33/18

Skal artikel 87, stk. 8, i Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om

koordinering af de sociale sikringsordninger fortolkes således,

at en person, der, inden den 1. maj 2010, indledte en lønnet

beskæftigelse i Storhertugdømmet Luxembourg og selvstændig

virksomhed i Belgien, for at være omfattet af den lovgivning,

der finder anvendelse i henhold til forordning nr. 883/2004,

skal indgive en udtrykkelig anmodning herom, selv om den

pågældende ikke var omfattet af den belgiske lovgivning før

den 1. maj 2010 og først var omfattet af den belgiske

lovgivning om den sociale sikringsordning for selvstændige

erhvervsdrivende med tilbagevirkende kraft efter udløbet af den

frist på tre måneder, der løb fra den 1. maj 2010?

Hvis det første spørgsmål besvares bekræftende, medfører

anmodningen som omhandlet i artikel 87, stk. 8, i forordning

nr. 883/2004 indgivet under de ovenfor beskrevne

omstændigheder da anvendelse af lovgivningen i den

kompetente medlemsstat i henhold til forordning (EF) nr.

883/2004 med tilbagevirkende kraft fra den 1. maj 2010?

Schyns

Sagen vedrører: a) Er artikel 5, stk. 6, i Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om

forbrugerkreditaftaler, hvis formål er at sikre, at forbrugeren er

i stand til at vurdere, om den foreslåede kreditaftale passer til

vedkommendes behov og finansielle situation, i modstrid med

ordlyden af artikel 15, stk. 1, i loi sur le crédit à la

consommation (ophævet og efterfølgende erstattet af artikel

VII.75 i Code de droit économique), hvori det bestemmes, at

kreditgiveren og kreditformidleren i de kreditaftaler, som de

sædvanligvis tilbyder eller involveres i, skal tilvejebringe den

kredittype og det kreditbeløb, der er mest passende, under

hensyntagen til forbrugerens finansielle situation på tidspunktet

for aftalens indgåelse og til kredittens formål, for så vidt som

den sidstnævnte bestemmelse indeholder en generel forpligtelse

for kreditgiveren eller kreditformidleren til at tilvejebringe den

mest passende kredit for forbrugeren, som ikke fremgår af det

nævnte direktivs ordlyd? b) Er artikel 5, stk. 6, i Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008

om forbrugerkreditaftaler, hvis formål er at sikre, at

forbrugeren er i stand til at vurdere, om den foreslåede

kreditaftale passer til vedkommendes behov og finansielle

situation, i modstrid med ordlyden af artikel 15, stk. 2, i loi sur

le crédit à la consommation (ophævet og efterfølgende erstattet

af artikel Vll.77, stk. 2, første afsnit, i Code de droit

économique), hvori det bestemmes, at kreditgiveren kun kan

indgå en kreditaftale, hvis vedkommende i betragtning af de

oplysninger, som denne råder over eller bør råde over, navnlig

på grundlag af den søgning, der kræves i artikel 9 i loi du 10

août 2001 relative à la Centrale des crédits aux particuliers, og

på grundlag af de i artikel 10 nævnte oplysninger, med

rimelighed må formode, at forbrugeren vil kunne opfylde de

forpligtelser, der følger af aftalen, for så vidt som det følger

heraf, at kreditgiveren selv tager stilling til, om det er

hensigtsmæssigt at yde kredit, i forbrugerens sted? [Org. s. 9] 2.

Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende, skal

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23.

april 2008 om forbrugerkreditaftaler da fortolkes således, at det

Beskæftigelses-

ministeriet

Dom

06.06.19

C-58/18

Finanstilsynet

Dom

06.06.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 717: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 24/5-19

alligevel forpligter kreditgiveren og kreditformidleren til at

vurdere, om det er hensigtsmæssigt at yde kredit, i forbrugerens

sted?

C-264/18

P.M. e.a

Kan artikel 10, litra c), og litra d), nr. i), ii) og v), i Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26. februar

2014 »om offentlige udbud og om ophævelse af direktiv

2004/18/EF« forenes med lighedsprincippet, i sig selv eller i

givet fald sammenholdt med subsidiaritetsprincippet og med

artikel 49 og 56 i traktaten om Den Europæiske Unions

funktionsmåde, for så vidt som de deri omhandlede

tjenesteydelser er undtaget fra anvendelsen af reglerne om

indgåelse af offentlige kontrakter i det nævnte direktiv, som dog

skal sikre fuld konkurrence og fri bevægelighed i forbindelse

med det offentliges køb af tjenesteydelser?

1. »Skal artikel 5, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/109/EF, der

(bl.a.) bestemmer, at tredjelandsstatsborgere for at få status som

fastboende udlændinge skal bevise, at de til sig selv og de

familiemedlemmer, som de har forsørgerpligt over for, »råder«

over faste og regelmæssige indtægter, der er tilstrækkelige til, at

de pågældende kan forsørge sig selv og deres

familiemedlemmer uden social bistand fra den pågældende

medlemsstat, fortolkes således, at der hermed kun menes

tredjelandstatsborgernes »egne indtægter?« 2. »Eller er det

herved tilstrækkeligt, at disse indtægter er til rådighed for

tredjelandsstatsborgeren, uden at der stilles betingelser med

hensyn til indtægternes oprindelse, således at de også kan stilles

til rådighed for tredjelandsstatsborgeren af et familiemedlem

eller en anden tredjemand?« 3. »Såfremt det sidste spørgsmål

besvares bekræftende, er det i dette tilfælde tilstrækkeligt med

en bindende erklæring fra tredjemanden, hvormed denne

forpligter sig til at sørge for, at ansøgeren om status som

fastboende udlænding »til sig selv og de familiemedlemmer,

som han har forsørgerpligt over for, råder over faste og

regelmæssige midler, der er tilstrækkelige til hans eget og hans

familiemedlemmers underhold for at undgå, at de falder det

offentlige til byrde«, for at bevise, at ansøgeren kan råde over

indtægter som omhandlet i artikel 5, stk. 1, litra a), i direktiv

2003/109/EF?«

Såfremt en ret i en medlemsstat anmodes om at træffe afgørelse

i en sag vedrørende tre anmodninger, nærmere bestemt om

opløsningen af ægteskabelige forbindelser for forældrene til et

mindreårigt barn, om forældreansvaret over for dette barn og

om underholdspligten i forhold til det samme barn, kan

bestemmelserne i artikel 3, litra a), artikel 3, litra d), og artikel 5

i forordning nr. 4/2009 da fortolkes således, at den ret, som har

kompetence til at påkende skilsmissesagen, som

–

samtidig

–

retten på det sted, hvor sagsøgte har sin sædvanlige bopæl, og

den ret, for hvilken sagsøgte har givet møde, kan træffe

afgørelse om anmodningen om underhold til barnet, selv om

retten har erklæret sig inkompetent med hensyn til

forældreansvaret over for det nævnte barn, eller kan

anmodningen om underhold da kun afgøres af den ret, som har

kompetence til at træffe afgørelse i den verserende sag om

forældreansvaret over for dette barn?

Energistyrelsen

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

Dom

06.06.19

C-302/18

Udlændinge- og

Integrationsministe-

riet

06.06.19

C-468/18

Børne- og

Socialministeriet

06.06.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 717: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 24/5-19

• Såfremt en sag indbringes for en tilsvarende national

ret, er

anmodningen om underhold til det mindreårige barn da

accessorisk i forhold til den verserende sag om forældreansvar

som omhandlet i forordningens artikel 3, litra d)?

• Såfremt det andet spørgsmål besvares benægtende, er det da

til barnets bedste, at den på grundlag af artikel 3, litra a), i

forordning (EF) nr. 4/2009 kompetente ret i en medlemsstat

træffer afgørelse vedrørende forælderens underholdspligt i

forhold til mindreårigt barn som følge af det ægteskab, hvorom

der anmodes om opløsning, såfremt denne ret har erklæret sig

inkompetent for så vidt angår forældreansvaret, idet den med

retskraft har fastslået, at betingelserne i artikel 12 i Rådets

forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om

kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af

retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende

forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr.

1347/2000 ikke er opfyldt?

Forenede

sager

C-349/18,

C-350/18

C-351/18

Kanyeba m.fl.

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører for det første

spørgsmålet, om retsforholdet mellem en passager, som ikke

køber rejsehjemmel, og befordringsselskabet er af

kontraktmæssig eller lovbestemt art. Hvis der ikke er nogen

kontrakt, opstår spørgsmålet, om passageren da kan begære

beskyttelse mod urimelige vilkår. Endvidere vedrører

anmodningen spørgsmålet, om artikel 6 i Rådets direktiv

93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i

forbrugeraftaler (EFT L 95, s. 29) i alle tilfælde er til hinder for,

at retten kan mildne et vilkår

–

i dette tilfælde den af NMBS

anvendte afgift

–

som anses for urimeligt, og i stedet anvende

almindelige ansvarsregler, og hvis dette ikke er muligt, under

hvilke omstændigheder kan retten da gøre dette.

EU-Domstolen er blevet forelagt følgende spørgsmål:

–

Skal artikel 9, stk. 4, i forordning nr. 1371/2007 af 23.

oktober 2007 om jernbanepassagerers rettigheder og

forpligtelser, jf. artikel 2, litra a), og artikel 3, i direktiv 93/13,

fortolkes således, at der altid opstår et kontraktmæssigt

retsforhold mellem befordringsselskabet og passageren, selv når

denne benytter sig af befordrerens tjenesteydelse uden at

erhverve en rejsehjemmel?

–

Såfremt det foregående spørgsmål skal besvares benægtende,

omfatter beskyttelsen i henhold til doktrinen om urimelige

vilkår også en passager, der benytter offentlig transport uden at

have erhvervet en rejsehjemmel, og som ved denne handlemåde

bliver forpligtet til betaling af en afgift ud over transportprisen

på grundlag af befordrerens almindelige bestemmelser, der

anses for almindeligt forbindende, fordi de er lovbestemte, eller

fordi de er blevet bekendtgjort i en officiel publikation fra

staten?

Er artikel 6 i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om

urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler, der bestemmer, at

»[m]edlemsstaterne fastsætter, at urimelige kontraktvilkår i en

aftale, som en erhvervsdrivende har indgået med en forbruger, i

henhold til deres nationale lovgivning ikke binder forbrugeren,

og at aftalen forbliver bindende for parterne på i øvrigt samme

vilkår, hvis den kan opretholdes uden de urimelige

kontraktvilkår«, i alle tilfælde til hinder for, at retten kan mildne

det vilkår, som anses for urimeligt, eller i stedet anvende

Transport-,

Bygnings- og

Boligministeriet

11.06.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 717: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 24/5-19

almindelige regler?

–

Såfremt det foregående spørgsmål besvares benægtende,

under hvilke omstændigheder kan den nationale ret mildne det

vilkår, som anses for urimeligt, eller erstatte det ud fra

almindelige regler[?]

–

Såfremt det ovenstående spørgsmål ikke kan besvares

generelt, opstår det spørgsmål, om artikel 6 i direktiv 93/13 i

det tilfælde, hvor det nationale sporvejsselskab efter at have

grebet en passager i at rejse uden billet sanktionerer denne efter

civilretten med en afgift alene eller oven i billetprisen, og retten

kommer til det resultat, at afgiften er et urimeligt vilkår som

omhandlet i artikel 2, litra a), jf. artikel 3, i direktiv 93/13, er til

hinder for, at retten erklærer vilkåret for ugyldigt og anvender

almindelige erstatningsregler for at erstatte den skade, som det

nationale sporvejsselskab har lidt?

C-628/17

Orange Polska

Sagen vedrører: Skal artikel 8, sammenholdt med artikel 9 og

artikel 2, litra j), i Europa- Parlamentets og Rådets direktiv

2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders urimelige

handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked og om

ændring af Rådets direktiv 84/450/EØF og Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF, 98/27/EF og

2002/65/EF og Europa-Parlamentets og Rådets forordning

(EF) nr. 2006/2004 (EUT 2005, L 149, s. 22) fortolkes således,

at en erhvervsdrivendes anvendelse af en model til indgåelse af

fjernsalgsaftaler om levering af telekommunikationsydelser,

hvor forbrugeren skal træffe den endelige

transaktionsbeslutning under tilstedeværelse af den kurer, der

udleverer standardkontrakten (almindelige

forretningsbetingelser), skal anses for at være en aggressiv

handelspraksis i form af utilbørlig påvirkning: a) i alle tilfælde,

når forbrugeren under kurerens besøg ikke uhindret kan sætte

sig ind i standardkontraktens indhold b) kun i tilfælde, hvor

forbrugeren ikke forud og individuelt (f.eks. til sin emailadresse,

bopælsadresse) har modtaget samtlige standardkontrakter, selv

om han har haft mulighed for forud for kurerens besøg selv at

sætte sig ind i disses indhold på den erhvervsdrivendes websted

c) kun i tilfælde, hvor yderligere omstændigheder tyder på, at

den pågældende erhvervsdrivende eller andre på hans vegne har

foretaget urimelige handlinger med henblik på at indskrænke

forbrugerens valgfrihed med hensyn til den

transaktionsbeslutning, der skal træffes?

CFE

Sagen vedrører: Udgør en bekendtgørelse, hvorved en

institution i en medlemsstat udpeger et særligt bevaringsområde

i henhold til direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring

af naturtyper samt vilde dyr og planter, og som indeholder

bevaringsmålsætninger og generelle præventive foranstaltninger

af forskriftsmæssig karakter, en plan eller et program som

omhandlet i direktiv 2001/42/EF om vurdering af bestemte

planers og programmers indvirkning på miljøet? Nærmere

bestemt ønskes det oplyst, om en sådan bekendtgørelse er

omfattet af artikel 3, stk. 4, idet der er tale om en plan eller et

program, som fastlægger rammerne for fremtidige

anlægstilladelser til projekter, således at medlemsstaterne skal

afgøre, om den kan forventes at få væsentlig indvirkning på

miljøet i overensstemmelse med stk. 5? Skal artikel 3, stk. 2,

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

Forbrugerombuds-

manden

Dom

12.06.19

C-43/18

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Miljøstyrelsen

Energistyrelsen

Dom

12.06.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 717: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 24/5-19

litra b), i direktiv 2001/42/EF om vurdering af [bestemte

planers og programmers] indvirkning på miljøet fortolkes

således, at en sådan bekendtgørelse om udpegning falder uden

for anvendelsesområdet for direktivets artikel 3, stk. 4?

C-222/18

VIPA

Skal artikel 3, litra k), og artikel 11, stk. 1, i Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2011/24/EU af 9. marts 2011

om patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende

sundhedsydelser fortolkes således, at en national lovgivning, der

sondrer mellem to kategorier af recepter og kun for så vidt

angår en af dem tillader, at der udleveres lægemidler til en læge,

der udøver sin lægelige virksomhed i en anden stat end denne

medlemsstat, i strid medden gensidige anerkendelse af recepter

og den frie udveksling af tjenesteydelser og dermed uforenelig

hermed?

Terre wallonne

Sagen vedrører: 1. Er en bekendtgørelse, hvorved en institution

i en medlemsstat fastsætter bevaringsmålsætningerne for Natura

2000-nettet i overensstemmelse med direktiv 92/43/EØF om

bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter, en plan eller et

program som omhandlet i direktiv 2001/42/EF om vurdering

af bestemte planers og programmers indvirkning på miljøet, og

nærmere bestemt som omhandlet i nævnte direktivs artikel 3,

stk. 2, litra a), eller i artikel 3, stk. 4? 2. Skal en sådan

bekendtgørelse i bekræftende fald gøres til genstand for en

miljøvurdering i overensstemmelse med artikel 2001/42/EF,

selv om en sådan vurdering ikke kræves i henhold til direktiv

92/43/EØF, der har ligget til grund for vedtagelsen af

bekendtgørelsen?

Vodafone Magyarország

1) Skal artikel 49 TEUF, 54 TEUF, 107 TEUF og 108 TEUF

fortolkes således, at de er til hinder for en foranstaltning i en

medlemsstat, hvorved medlemsstatens lovgivning (lov om en

særafgift på telekommunikation) medfører, at den faktiske

afgiftsbyrde pålægges udenlandsk ejede afgiftspligtige personer?

Er den nævnte virkning indirekte diskriminerende? 2) Er artikel

107 TEUF og 108 TEUF til hinder for en medlemsstats

lovgivning, som fastlægger en afgiftspligt, der omfatter en

progressiv afgiftssats på omsætningen? Er det indirekte

diskriminerende, hvis dette medfører, at den faktiske afgifts

øverste trin hovedsageligt gør sig gældende for udenlandsk

ejede afgiftspligtige personer? Udgør denne virkning forbudt

statsstøtte? 3) Skal momsdirektivets artikel 401 fortolkes

således, at den er til hinder for en medlemsstats lovgivning, der

giver anledning til en sondring mellem udenlandske og

nationale afgiftspligtige personer? Anses den specifikke afgift

for at have karakter af omsætningsafgift? Er der med andre ord

tale om en afgift, der er forenelig eller uforenelig med

momsdirektivet?

Google

1. Skal begrebet »en tjeneste, [...] som udelukkende eller

overvejende består i overføring af signaler via elektroniske

kommunikationsnet« i artikel 2, litra c), i rammedirektiv

2002/21/EF fortolkes således, at det også omfatter eller

kanomfatte webbaserede e-mailtjenester, der leveres via det

Lægemiddelstyrelsen

12.06.19

C-321/18

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Energistyrelsen

Dom

12.06.19

C-75/18

Skatteministeriet

Energistyrelsen

13.06.19

C-193/18

Kulturministeriet

Energi-, Forsynings-

og Klimaministeriet

Energistyrelsen

Dom

13.06.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 717: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 24/5-19

åbne internet og ikke selv formidler adgang til internettet? a)

Skal begrebet nærmere bestemt fortolkes således, at allerede

den informationstekniske behandlingsydelse, som udbyderen af

en sådan emailtjeneste leverer via sin e-mailserver, idet

udbyderen knytter de deltagende fysiske forbindelsers IP-

adresser sammen med e-mailadresserne og lægger emails, der er

opdelt i datapakker, ud på det åbne internet eller

–

omvendt

–

modtager sådanne på basis af forskellige protokoller i

internetprotokolfamilien, anses for »overføring af signaler«,

eller er det først transmissionen af disse datapakker via

internettet, som foretages af Internet (Access) Providers, der

udgør en »overføring af signaler«? b) Skal dette begreb nærmere

bestemt fortolkes således, at transmissionen af den i datapakker

opdelte e-mail via det åbne internet, der foretages af Internet

(Access) Providers, kan henregnes til udbyderen af en sådan e-

mailtjeneste, således at denne i så henseende også yder en

tjeneste, der består i »overføring af signaler«? På hvilke

betingelser er en sådan henregnelse i givet fald mulig? c)

Såfremt udbyderen af en sådan e-mailtjeneste enten selv

overfører signaler eller Internet (Access) Providers’

signaloverføringsydelse under alle omstændigheder kan

henregnes til denne udbyder, kan begrebet da navnlig fortolkes

således, at en sådan e-mailtjeneste uanset tjenestens eventuelle

yderligere funktioner såsom redigering, lagring og organisering

af e-mails eller administration af kontaktdata og uanset de

tekniske ressourcer, som udbyderen anvender til enkelte

funktioner, også »udelukkende eller overvejende« består i

overføring af signaler, eftersom tjenestens

kommunikationsfunktion ud fra et funktionelt brugersynspunkt

er den væsentligste funktion? 2. Såfremt det under punkt 1

nævnte begreb skal fortolkes således, at det som udgangspunkt

ikke omfatter webbaserede e-mailtjenester, der leveres via det

åbne internet og ikke selv formidler adgang til internettet, kan

kriterierne for dette begreb da alligevel undtagelsesvis være

opfyldt, når udbyderen af en sådan tjeneste samtidig driver

nogle egne elektroniske kommunikationsnet, der er forbundet

med internettet og som under alle omstændigheder også kan

anvendes til e-mailtjenesten? På hvilke betingelser er dette i

givet fald muligt? 3. Hvordan skal begrebet »normalt ydes mod

betaling« i artikel 2, litra c), i rammedirektiv 2002/21/EF

fortolkes? a) Er det nærmere bestemt en betingelse, at brugerne

betaler et gebyr, eller kan betalingen også bestå i en anden

modydelse fra brugerne, der er af økonomisk interesse for

tjenesteudbyderen, f.eks. idet brugerne aktivt stiller

personoplysninger eller andre oplysninger til rådighed eller

sådanne oplysninger på anden måde bliver registreret af

tjenesteudbyderen i forbindelse med anvendelsen af tjenesten?

b) Er det navnlig en betingelse, at betalingen nødvendigvis

foretages af den, der modtager tjenesteydelsen, eller kan en

delvis eller fuldstændig tredjepartsfinansiering af tjenesten,

f.eks. i form af reklame, der vises på tjenesteudbyderens

websted, være til tilstrækkelig? c) Henviser begrebet »normalt« i

denne sammenhæng nærmere bestemt til de omstændigheder,

hvorunder udbyderen af en konkret tjeneste leverer denne

tjeneste, eller til de omstændigheder, hvorunder identiske eller

sammenlignelige tjenester generelt leveres?

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 717: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 24/5-19

Forenede

sager

C-203/18

C-374/18

Deutsche Post et Leymann (sag C-203/18)

1. Is the exception set out in Article 13(1)(d) of Regulation

(EC) No 561/2006 of the European Parliament and of the

Council of 15 March 2006 as amended by Article 45(2) of

Regulation (EU) No 165/2014 of the EuropeanParliament and

of the Council of 4 February 2014 to be interpreted as covering

only vehicles or combinations of vehicles that are used

exclusively for the purpose of delivering packages in the

context of the universal service, or can it additionally be applied

where the vehicles or combinations of vehicles are used,

predominantly or to a degree determined in some other way,

also for the purpose of delivering packages in the context of

the universal service? 2. In the context of the exception

referred to in the first question, for the purposes of assessing

whether vehicles or combinations of vehicles are used

exclusively or, as the case may be, predominantly or to a degree

determined in some other way, also for the purpose of

delivering packages in the context of the universal service, is

the general use of a vehicle or combination of vehicles to be

used as a basis for that assessment, or the specific use of a

vehicle or combination of vehicles for a single journey?

UPS Deutschland e.a. (sag C-374/18)

1. Skal artikel 13, stk. 1, i forordning (EF) nr. 561/2006

fortolkes således, at bestemmelsen kun tillader undtagelser fra

artikel 5-9 i forordning (EF) nr. 561/2006, såfremt et køretøj

tilhørende en befordringspligtig virksomhed, jf. definitionen i

artikel 2, stk. 13, i direktiv 97/67/EF, i henhold til artikel 13,

stk. 1, litra d), i forordning (EF) nr. 561/2006 alene og

udelukkende transporterer forsendelser som led i

befordringspligten, eller er undtagelser fra artikel 5-9 i

forordning (EF) nr. 561/2006 også tilladt, hvis de pågældende

køretøjer foruden de forsendelser, der transporteres som led i

befordringspligten, også befordrer andre forsendelser, der ikke

er omfattet af befordringspligten?

2.Såfremt spørgsmål 1 skal besvares således, at undtagelser fra

artikel 5-9 i forordning (EF) nr. 561/2006 også er tilladt, hvis

de pågældende køretøjer foruden de forsendelser, der

transporteres som led i befordringspligten, også befordrer

andre forsendelser, der ikke er omfattet af befordringspligten:

Transport-,

Bygnings- og

Boligministeriet

13.06.19

C-261/18

Europa-Kommissionen mod Irland

Påstande:

—

Det fastslås, at Irland har tilsidesat sine

forpligtelser i henhold til artikel 260 TEUF, idet Irland ikke har

truffet de nødvendige foranstaltninger til opfyldelse af punkt 1,

andet led, i konklusionen i Domstolens dom C-215/06 (1),

Kommissionen mod Irland.

—

Irland tilpligtes at betale

Europa-Kommissionen et fast beløb på 1 343,20 EUR ganget

med antallet af dage mellem domsafsigelsen i sag C-215/06 og

enten datoen for Irlands opfyldelse af sidstnævnte dom eller

den dato, hvor der afsiges dom i nærværende sag, afhængigt af

hvad der først indtræder, med et minimum for det faste beløb

på 1 685 000 EUR.

—

Irland tilpligtes at betale Kommissionen

en tvangsbøde på 12 264 EUR pr. dag fra datoen for afsigelsen

af dom i nærværende sag til datoen for Irlands opfyldelse af

dom C-215/06.

—

Irland tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Udenrigsministeriet

13.06.19

EUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Bilag 717: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 24/5-19

C-363/18

Organisation juive européenne et Vignoble Psagot

Sagen vedrører: Påbyder EU-retten, og navnlig Europa-

Parlamentets og Rådets forordning nr. 1169/2011 af 25.

oktober 2011 om fødevareinformation til forbrugerne, såfremt

angivelsen af oprindelsen af et produkt, som falder ind under

denne forordnings anvendelsesområde, er obligatorisk, at det

angives, at et produkt kommer fra et område, der har været

besat af Israel siden 1967, og at det præciseres, at produktet

kommer fra en israelsk bosættelse, hvis dette er tilfældet?

Såfremt dette ikke er tilfældet, giver forordningens

bestemmelser, bl.a. bestemmelserne i forordningens kapitel VI,

da en medlemsstat mulighed for at kræve sådanne angivelser?

Eni m.fl.

Sagerne vedrører:

–

Er bestemmelserne i artikel 6, stk. 1, i

direktiv 94/22/EF og sjette betragtning hertil til hinder for en

national lovgivning, navnlig artikel 19, stk. 5a, i lovdekret nr.

625/1996, som fortolket af Consiglio di Stato i dom nr.

290/2018, hvorefter deter tilladt med henblik på betaling af

royalties at kræve anvendelse af energikvoteparameteren, som

er baseret på prisen for råolie og andre brændstoffer, i stedet

for Pfor-indekset, som er knyttet til gasprisen på

korttidsmarkedet?

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Forbrugerombuds-

manden

Toldstyrelsen

13.06.19

Forenede

sager

C-364/18

C-365/18

Energistyrelsen

13.06.19