Europaudvalget 2018-19 (1. samling)
EUU Alm.del Bilag 723
Offentligt
Den 29. maj 2019
MFVM 827
GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om tilladelse til fortsat markedsføring af produkter, der indeholder, består af
eller er fremstillet af genetisk modificeret soja A2704-12 i henhold til Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EF) Nr. 1829/2003 om genetisk
modificerede fødevarer og foderstoffer (komitésag)
KOM-dokument foreligger ikke
Resumé
Kommissionen har fremsat forslag om re-godkendelse af fødevarer, foder og andre produkter end
fødevarer og foder, der indeholder, består af eller er fremstillet af genetisk modificeret soja A2704-12
i henhold til GMO-forordningen (komitesag). Godkendelsen vedrører ikke dyrkning af sojaen i EU.
Soja A2704-12 har fået indsat genet pat, som gør planten resistent over for ukrudtsmidler baseret på
glufosinat som aktivt stof. Sojaen indeholder ikke antibiotikaresistensgener. Soja A2704-12 er
allerede godkendt til anvendelse i EU til fødevare- og foderbrug samt andre anvendelser på lige fod
med ikke-genmodificeret soja. I henhold til forordning (EF) 1829/2003 om genetisk modificerede
fødevarer og foder (GMO-forordningen) skal godkendelsen fornys efter 10 år. Vurderingen i
forbindelse med godkendelsen i EU omhandler sikkerheden af de produkter, der ønskes markedsført,
og ikke hvorvidt der er en nyttevirkning heraf. Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA)
vurderer, at der ikke er nye data, som ændrer på den oprindelige risikovurdering om, at soja A2704-
12 er lige så sikker at anvende som tilsvarende ikke-genmodificeret soja med hensyn til potentielle
effekter på menneskers og dyrs sundhed og på miljøet ved de påtænkte anvendelser. De rådgivende
danske eksperter ved DTU Fødevareinstituttet og Aarhus Universitet er enige i denne vurdering. En
vedtagelse af forslaget vurderes ikke at ville berøre beskyttelsesniveauet i Danmark og i EU.
Forslaget forventes at komme til afstemning på møde i Den Stående Komité for Planter, Dyr,
Fødevarer og Foder den 11. juni 2019. Regeringen agter på den baggrund at støtte forslaget.
Baggrund
Kommissionen har fremsat forslag om tilladelse til markedsføring af fødevarer, foder og andre
produkter end fødevarer og foder, der indeholder, består af eller er fremstillet af genetisk modificeret
soja A2704-12 efter reglerne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1829/2003 af 22.
september 2003 om genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer (GMO-forordningen).
Forslaget er fremsat med hjemmel i GMO-forordningens artikel 7 og 19.
Beslutningen træffes på grundlag af et forslag fra Kommissionen, som forelægges Den Stående Komité
for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder (Stående Komité) efter undersøgelsesproceduren. Hvis komitéen