Europaudvalget 2018-19 (1. samling)
EUU Alm.del Bilag 81
Offentligt
Folketingets Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalg
ERHVERVSMINISTEREN
22. oktober 2018
Besvarelse af spørgsmål 355 stillet af Rune Lund (EL) den 24. sep-
tember 2018.
Spørgsmål 355:
For at afklare, om Danmark i praksis har en mere omfattende implemen-
tering end andre EU-lande, bedes ministeren oplyse, hvilke præcise krav,
der stilles i forbindelse med implementeringen af 4. hvidvaskdirektiv i
andre EU-lande såsom Sverige, Finland, Holland og Tyskland, til bankers
registrering af reelle ejere af almennyttige foreninger, som ikke giver
anledning til mistanke om hvidvask og terrorfinansiering.
Svar:
Oplysninger om reelle ejere indgår både i hvidvasklovens regler om kun-
dekendskabsprocedurer (kend-din-kunde) og i selskabsloven m.fl. om
virksomheders, fondes og foreningers pligt til at indhente og registrere
oplysninger om deres reelle ejere (kend-dig-selv). Begge forhold gen-
nemfører EU’s 4. hvidvaskdirektiv.
Gruppen af frivillige og ikke erhvervsdrivende eller ikke-faglige forenin-
ger såsom grundejerforeninger, spejderkorps, sportsforeninger, kortklub-
ber, strikkeklubber m.v. er ikke omfattet af pligten til at registrere reelle
ejere i Danmark.
Erhvervsstyrelsen har i april 2018 undersøgt, hvor bred en kreds af juridi-
ske enheder, som i England, Sverige og Tyskland er omfattet af deres
regler vedrørende reelle ejere, herunder registreringspligten, ifm. deres
implementering af 4. hvidvaskdirektiv.
Sverige og Tyskland har omfattet foreninger i bred forstand, herunder
foreninger som fx sportsklubber, som følge af, at 4. hvidvaskdirektiv ikke
sondrer mellem erhvervsdrivende eller ikke-erhvervsdrivende enheder.
England har undtaget visse typer af foreninger, hvilket typisk er frivillige
foreninger såsom sportsforeninger, fritids/frivillige klubber etc.
Lande-rundspørgen viste således, at den danske fortolkning af direktivet i
forhold til foreninger i en vis udstrækning er på linje med den engelske
fortolkning, men mere lempelig end Sverige og Tysklands fortolkning.
ERHVERVSMINISTERIET
Slotsholmsgade 10-12
1216 København K
Tlf.
Fax
33 92 33 50
33 12 37 78
CVR-nr. 10 09 24 85
EAN nr. 5798000026001
www.em.dk