Europaudvalget 2018-19 (1. samling)
EUU Alm.del
Offentligt
1961308_0001.png
Folketingets Europaudvalg
Christiansborg
18. oktober 2018
Svar på Europaudvalgets spørgsmål nr. 23 (Alm. del) af 10.
oktober 2018 stillet efter ønske fra Kenneth Kristensen Berth (DF)
Spørgsmål
Hvordan bliver EU’s budget påvirket af Brexit i 2019, og er der planer om et
”nødbudget” og i givet fald med hvilken hjemmel?
Svar
EU og Storbritannien forhandler i øjeblikket om en samlet aftale vedrørende de
nærmere vilkår for Storbritanniens udtræden af EU, en transitionsperiode samt
det fremtidige forhold. En aftale vil efterfølgende skulle ratificeres af såvel det
britiske parlament som Europa-Parlamentet.
På baggrund af den foreløbige politiske aftale om det finansielle mellemværende
fra december 2017, der bl.a. fastlægger grundlaget for britiske betalinger til EU-
budgettet efter 29. marts 2019, vil Storbritanniens udtræden af EU ikke få direkte
betydning for EU's budget i 2019. Det bemærkes hertil, at forhandlingerne om
EU's budget for 2019 endnu ikke er afsluttet.
EU's årlige budgetter kan jf. sædvanlig praksis og med hjemmel i TEUF art. 314
tilpasses via ændringsbudgetter i løbet af et budgetår. Det sker på baggrund af
forslag fra Kommissionen, som vedtages af Rådet og Europa-Parlamentet efter
samme procedure som gælder for vedtagelsen af de årlige budgetter.
Med venlig hilsen
Kristian Jensen
Finansminister
Finansministeriet · Christiansborg Slotsplads 1 · 1218 København K · T 33 92 33 33 · E [email protected] · www.fm.dk