Det næste punkt på dagsordenen er:

13) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 1:

Forslag til folketingsbeslutning om genoptagelse af modtagelse af kvoteflygtninge.

Af Serdal Benli (SF) m.fl.

(Fremsættelse 03.10.2018).

Forhandlingen er åbnet, og det er først udlændinge- og integrationsministeren. Værsgo.

Med beslutningsforslaget ønsker Socialistisk Folkeparti, at regeringen skal genoptage modtagelsen af minimum 500 kvoteflygtninge årligt efter aftale med FN's Højkommissariat for Flygtninge, også kaldet UNHCR. Socialistisk Folkeparti har i den forbindelse lagt vægt på, at asylsystemet favoriserer dem, der har penge og styrke til at nå til Europa, i stedet for de dårligst stillede flygtninge, som aldrig når frem til Europa.

Danmark har en lang tradition for at påtage sig et fælles medansvar for nogle af verdens flygtninge, og det skal vi selvfølgelig blive ved med. Det skal ske ved en styrket nærområdeindsats, men også ved på sigt igen at tage imod kvoteflygtninge. Det er således regeringens holdning, at Danmark også fremadrettet skal genbosætte flygtninge og dermed støtte den globale genbosætningsindsats for netop at tage en del af verdens flygtninge.

Men vi skal ikke tage så mange flygtninge, at det truer sammenhængskraften i vort samfund. Vi har et ansvar for, at Danmark hænger sammen økonomisk, for, at Danmark hænger sammen socialt, og for, at Danmark hænger sammen kulturelt. Det er derfor vigtigt, at antallet af flygtninge, der årligt genbosættes i Danmark, kan fastsættes med den størst mulige fleksibilitet, så vi kan tage hensyn til de aktuelle forhold i samfundet.

Folketinget vedtog i december 2017 en ny og mere fleksibel kvoteordning, der bl.a. indebærer, at det er udlændinge- og integrationsministeren, der hvert år beslutter, hvor mange kvoteflygtninge Danmark skal modtage. Beslutningen træffes på baggrund af en samlet afvejning af den sociale og økonomiske kapacitet i samfundet. Det har jo i den forbindelse betydning, hvor mange udlændinge der allerede er kommet til Danmark igennem de seneste år, samt hvordan de udlændinge, der allerede befinder sig i Danmark, er integreret. Den nye kvoteordning blev indført i kølvandet på det massive pres, som Danmark blev udsat for under flygtningekrisen i 2015, hvor et historisk stort antal flygtninge og migranter krydsede grænserne til Europa og Danmark.

Der er sket meget siden da. Vi har fået bedre styr på den generelle tilstrømning, ligesom regeringen har gennemført en række tiltag på integrationsområdet. Men vi er desværre ikke i mål endnu. Som bekendt traf jeg den 3. oktober beslutning om, at Danmark ikke skal modtage kvoteflygtninge i 2018, og baggrunden for min beslutning er, at jeg mener, at der fortsat eksisterer en væsentlig udfordring på integrationsområdet. Jeg ønsker, at vi jo selvfølgelig får styr på integrationen af de udlændinge, der allerede er her, inden vi påtager os ansvaret for nye kvoteflygtninge. Eller sagt på en anden måde: Der skal være orden i eget hus.

Jeg er faktisk enig med Socialistisk Folkeparti i, at asylsystemet favoriserer dem, der har penge og styrke nok til at nå til Europa og også Danmark. Det er ikke altid dem, der når frem til Europa, der rent faktisk har det største behov for beskyttelse. Jeg mener også, at vi skal hjælpe de dårligere stillede, dem, der har et reelt behov for beskyttelse, og ikke blot dem, der når til Europa, fordi de har tilstrækkelige økonomiske midler.

Det er også derfor, regeringen med støtte fra et bredt flertal her i Folketinget har gennemført en lang række stramninger på udlændingeområdet. Disse stramninger skal bl.a. være med til at gøre det markant mindre attraktivt at søge asyl i Danmark. Det er vigtigt, at vi får fjernet grundlaget for menneskesmuglerne ved at dæmme op for tilstrømningen af asylansøgere, der kommer til Europa. Hvis vi får reduceret tilstrømningen af asylansøgere til Europa, vil vi få mulighed for at arbejde videre med integrationen af de udlændinge, der allerede er kommet til Danmark. Vi vil dermed få mulighed for at skabe den rette balance imellem antallet af flygtninge og vores evne til at integrere dem, der allerede befinder sig her i landet. Det vil kunne være med til at skabe den tilstrækkelige luft til, at vi igen kunne tage imod kvoteflygtninge.

Det er af nogle blevet anført, at det er mærkeligt, at Danmark ikke bare kan tage 500 kvoteflygtninge om året. Man siger ligesom: Hvordan skulle 500 personer egentlig kunne udgøre en udfordring for den danske sammenhængskraft eller for integrationen helt generelt? Men det, vi skal huske på, er, at de 500 kvoteflygtninge skal lægges oven i de mange tusind, der har fået asyl og familiesammenføring igennem årene, og at det altså har efterladt os med en meget stor integrationsopgave. Som jeg også tidligere har sagt, mener jeg ikke, at det er forsvarligt, at vi påtager os ansvaret for nye kvoteflygtninge, før der er kommet endnu bedre styr på integrationen for de udlændinge, der allerede opholder sig her i Danmark, og det er naturligvis også baggrunden for, at regeringen ikke kan støtte beslutningsforslaget.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Holger K. Nielsen, Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. Og tak til ministeren for besvarelsen her. Jeg synes, at der er nogle ting, der ligesom stikker ud. Ministerens grundargumentation er, at vi skal have styr på det i vores eget hus, før vi igen kan tage kvoteflygtninge. Hun erkender, at det sådan set er meget fornuftigt, at man tager kvoteflygtninge. Men der synes jeg bare, det bliver mærkeligt, når man samtidig kan se, at der jo er færre flygtninge, færre asylansøgere, der kommer til Danmark i de her år; at det går bedre med integrationen.

Så er det bare, at man må spørge sig selv: Hvornår vil der være orden i eget hus? Hvad skal der til, for at der er orden i eget hus? Skal det betyde, at alle skal kunne dansk i løbet af meget kort tid, eller at alle skal have et job? Man kan godt stille nogle krav op, som man mener er uopnåelige, og så kan man jo blive ved med at sige det her. Men jeg ved ikke, om det er det, regeringen vil.

Derfor synes jeg, at man er nødt til at være lidt mere præcis med hensyn til det. Jeg synes slet ikke, at det giver mening at bruge det argument i den nuværende situation, specielt ikke, når det handler om 500 personer, som altså er et begrænset antal, og når det her har store konsekvenser for vores internationale renommé. Altså, Danmark er jo udenrigspolitisk meget optaget af at støtte FN, og det er et FN-system, som en tidligere dansk statsminister tog initiativ til i sin tid.

Jeg synes altså, det bliver lidt for småligt, når man ikke vil kunne tage imod 500 kvoteflygtninge i en situation, hvor det faktisk går bedre med integrationen og der kommer færre flygtninge til Danmark.

Værsgo.

Jamen det går jo bedre, det er jeg fuldstændig enig med hr. Holger K. Nielsen i. Det gør det jo, fordi vi har fået bragt tilstrømningen meget markant ned, og det har vi jo, fordi vi har gennemført en række opstramninger på udlændingeområdet. Det går også bedre med integrationen – det er jeg også fuldstændig enig med hr. Holger K. Nielsen i – og det gør det jo igen også, fordi vi har fået strammet op, og fordi vi ganske enkelt stiller krav til de mennesker, der kommer hertil, hvilket jeg jo kun synes er ret og rimeligt. Man kan i øvrigt også sige, at der heller ikke er meget ved at bo i et land, hvis man ikke også tager del i det land, som man nu bor i. Det tror jeg egentlig ikke vi er så uenige om.

Men der, hvor uenigheden ligesom indtræffer, er jo, med hensyn til hvor godt det går. Går det godt nok, til at vi igen kan påtage os opgaven med at tage 500 kvoteflygtninge hertil, sådan som der er lagt op til her. Og der må jeg altså sige, at det er sådan en samlet afvejning, både i forhold til om folk rent faktisk forsørger sig selv, men jo også i forhold til om man har taget værdisættet til sig, og om man deltager i den helt almindelige danske hverdag.

Selv om det går betydelig fremad – for det må man sige det gør – er luften efter vores mening der bare ikke endnu til ligesom at kunne tage flere kvoteflygtninge ind. Så jeg tror og håber da på, at vi på et tidspunkt kommer derhen, hvor vi igen skal have kvoteflygtninge, men det er bare ikke nu.

Hr. Holger K. Nielsen.

Jo, men det bliver så i en eller anden fjern fremtid, som man ikke kan sige hvornår vil være der, og hvad der skal til for at nå. Altså, det giver godt nok en fornemmelse af, at det her handler om, at man på forhånd har sagt: Det her vil vi bare ikke; vi kan ikke tage de her kvoteflygtninge, for det vil vi ikke. Og ligegyldigt hvor meget man så argumenterer for, at det ikke rigtig giver mening i forhold til en rationel argumentation om, hvor mange vi får i øjeblikket, hvor godt det går med integrationen, hvor store konsekvenser det har med 500 kvoteflygtninge, som vi jo har taget tidligere, i mange år, uden at det har væltet noget. Det er jo ikke det, der har væltet noget.

Så er det bare, jeg spørger: Er det her bare, fordi man på forhånd har besluttet, at det her vil man ikke? Jeg synes ikke, det er godt.

Værsgo.

Jeg er jo godt klar over, at vi er meget uenige på det her felt, og det er der sådan set heller ikke nogen hemmelighed i vi er. Men jeg må altså også sige, at jeg føler en meget stor forpligtelse til, at vi holder styr på Danmark, og at det Danmark, vi har i dag, også er det Danmark, vi har i morgen. Og jeg må bare sige, at kigger man tilbage, kan man se, at der jo ikke har været styr på det: For få har arbejdet, for mange har begået kriminalitet, for få har taget Danmark til sig, for få taler sproget. Hvis vi ser på kvinderne, kan vi se, at alt for få i virkeligheden lever en fri og lige tilværelse. Og det er det, vi skal have styr på.

Men som sagt arbejder jeg rent faktisk benhårdt på, at vi når derhen, hvor man igen kan tage kvoteflygtninge. Vi er der bare ikke endnu, i hvert fald ikke i år.

Tak. Der er ikke flere kommentarer. Hr. Mattias Tesfaye er den næste i ordførerrækken.

Tak for ordet, og tak til SF for at fremsætte det her beslutningsforslag, så vi kan få en diskussion om kvoteflygtningeordningen. I Socialdemokratiet mener vi som udgangspunkt, at Danmark skal tage imod kvoteflygtninge, og også de 500, der står i vores nuværende lovgivning. Og vi bakker helt grundlæggende op om ordningen med FN's Flygtningehøjkommissariat, UNHCR.

Lige inden vi gik på juleferie sidste år vedtog Folketinget en ny ordning for genbosætning af kvoteflygtninge. Den nye lov bemyndiger den til enhver tid siddende udlændingeminister til at fastsætte, hvor mange kvoteflygtninge Danmark årligt skal modtage. Den skaber også en mulighed for, at vi kan modtage flere, f.eks. i forbindelse med internationale aftaler med andre landes regeringer, og den skaber også en mulighed for, at vi kan tage færre, hvis der har været en stor tilstrømning af asylansøgere og familiesammenførte, og hvordan det i øvrigt går med integrationen. Jeg kan huske fra den diskussion, at det første fik Dansk Folkeparti til at stemme imod den lovgivning med argumentet om, at det åbnede op for mere end 500. Jeg kan også huske, at SF stemte imod med det andet argument, nemlig at det åbnede op for, at man kunne tage færre end 500. Loven blev altså vedtaget ved, at Socialdemokratiet og regeringen lagde stemmer til.

I Socialdemokratiet mener vi, at antallet af nytilkomne har en stor betydning for at sikre en vellykket integration for dem, der allerede er ankommet, en integration, som er helt afgørende for, at vores velfærdssamfund kan hænge sammen. Derfor bakker vi i Socialdemokratiet også op om den her nye kvoteordning, da det betyder, at vi har mulighed for at fastsætte det årlige antal kvoteflygtninge på baggrund af den sociale og økonomiske kapacitet i samfundet under hensyn til antallet af asylansøgere.

I 2015 voksede antallet af asylansøgere kraftigt, men det seneste år er det lykkedes at genvinde kontrollen. Derfor er vi nu også tættere på at kunne tage imod kvoteflygtninge igen, end vi var for et par år siden – dog ikke her i 2018. Vi kan kigge et par år tilbage. Jeg fik for et par måneder siden svar på, at der siden 2015 er givet opholdstilladelse til 50.000 flygtninge og familiesammenførte. Dem er vi nødt til at få integreret ordentligt, inden vi evner at åbne op for nye kvoteflygtninge. Det betyder ikke, at de skal være fuldt integreret, men det betyder, at vi bliver nødt til at forholde os til, hvad 50.000 nye opholdstilladelser på under 3 år betyder.

Vi har ca. 100 kommuner i Danmark. Det vil sige, at der er 500 til en gennemsnitskommune. En gennemsnitskommune i Danmark er f.eks. Holstebro eller Næstved eller Gladsaxe. Hvis man fordeler det ud, betyder det, at der på rådhusene i de her tre kommuner i gennemsnit har stået fire hver uge, som vi har skullet finde bolig til, en praktiserende læge, skole til børnene, dagtilbud, udbetale sociale ydelser fra jobcenteret eller finde en arbejdsplads, hvor der manglede noget ufaglært arbejdskraft, som det jo typisk er, finde psykologer, som der i forvejen ikke er for mange af, hvis folk har brug for traumebehandling, og alt det andet, vi selvfølgelig skal stille til rådighed som et rigt velfærdssamfund.

Jeg tror, det er åbenlyst for alle, at det er en opgave for en kommune, ikke at gøre det i 1 uge, heller ikke at gøre det i 2 uger, men at der hver uge i gennemsnit de seneste 3 år har stået fire stykker på rådhuset og bedt om de her ydelser. Det lægger selvfølgelig et pres, og det er en udfordring for vores samfund.

Når det er sagt, mener vi i Socialdemokratiet, at der er en lille gruppe af kvoteflygtninge, som er meget udsatte og særligt sårbare, nemlig dem med behandlingskrævende sygdomme, og dem skal vi altid kunne tage imod, uanset hvordan det går med integrationen. Derfor har vi også opfordret regeringen til at tage imod den her mindre gruppe i år, ligesom vi gjorde det sidste år og forrige år.

SF ønsker med det her beslutningsforslag, at Danmark skal modtage minimum 500 kvoteflygtninge hvert år, uden at tage de her sociale og økonomiske hensyn til kapaciteten, og det er vi ikke tilhængere af. Derfor kan vi ikke støtte beslutningsforslaget.

Hr. Holger K. Nielsen med en kort bemærkning.

Tak. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at der i den socialdemokratiske folketingsgruppe var en ganske stor diskussion om holdningen til kvoteflygtninge, hvilket jeg godt kan forstå, fordi hele den ordning med FN jo ligger meget i forlængelse af den traditionelle socialdemokratiske tilgang til flygtningeproblematikken og til hele FN og til den internationale solidaritet, som jo også er en del af det her. Derfor vil jeg sige, at jeg i og for sig synes, at der i nogle af de der tiltag, som Socialdemokratiet er i gang med i øjeblikket på udlændingeområdet, er fornuft i; jeg hører ikke til dem på venstrefløjen, der kritiserer det hele sønder og sammen. Jeg synes, at der er fornuft i noget af det.

Men det her synes jeg altså ikke at jeg kan se fornuften i, det må jeg tilstå. Det er simpelt hen en forlængelse, en fortsættelse af en socialdemokratisk tradition med FN-kvoteflygtninge. Det er en fortsættelse af en solidarisk internationalt tradition, som man skulle stå bagved. Der er tale om 500 flygtninge, som man skal tage til Danmark, og at bruge som argument, at det vil vælte forholdene i alle kommunerne, synes jeg bare ikke er seriøst, i hvert fald for mig. Jeg ved, at kommunerne godt kan påtage sig den opgave.

Tak. Værsgo.

Det er rigtigt, som SF's ordfører siger, at det her diskuteres i Socialdemokratiet – heldigvis vil jeg sige – men det, som ikke er til diskussion, er, hvorvidt vi grundlæggende bakker op om kvotefordelingssystemet og FN's Flygtningehøjkommissariat. Det er vi store tilhængere af, og det var jo derfor, at vi stemte for den lov sidste jul, som jo fastslår, at Danmark er en del af det system og fortsat skal være det.

Jeg synes ikke, at det er helt rimeligt at sige, at jeg har argumenteret for, at 500 kvoteflygtninge ville vælte det kommunale velfærdssystem. Det har jeg ikke sagt. Jeg har bare sagt, at vi må holde fast i, at det har en betydning. Og det har en betydning. Det er så det, vi skal diskutere, men jeg tror også, at vi må holde fast i, at hvis vi i de sidste 3 år ikke havde modtaget 50.000, men 50.500, ville det jo stadig væk have været SF's holdning, formoder jeg, at vi så skulle have taget 51.000. Altså, på et eller andet tidspunkt må vi vel også diskutere med hinanden, hvornår vi synes grænsen er nået, og for os med 50.000 inden for de sidste 3 år at se ind i et år, hvor mange syriske flygtninge på midlertidigt ophold også får ret til familiesammenføring, får i hvert fald alarmklokkerne hos os til at ringe.

Hr. Holger K. Nielsen.

Jeg må sige, at fra den der beskrivelse, som hr. Mattias Tesfaye kom med, om, hvor store vanskeligheder det vil give kommunerne, kunne man ikke få andet indtryk, end at det næsten ville vælte hele systemet, men okay, siden ordføreren så trak i land på det, er det fint nok. Men stadig væk har jeg svært ved at se det betimelige i, at Socialdemokratiet ligesom forlader et så gammelt princip, et så hævdvundet princip i en socialdemokratisk flygtningepolitik, i en socialdemokratisk udlændingepolitik, i en socialdemokratisk FN-politik, at man så bruger som argument, at de ikke kan integreres, når vi ved, at det går bedre med integrationen, når vi ved, at der er færre asylansøgere, når vi ved, at der er tale om 500 mennesker. Jeg synes bare ikke, at det hænger sammen. Jeg kan kun tage det som udtryk for, at man ligesom har besluttet sig for at gå sammen med regeringen også på det her punkt. Jeg synes ikke, at det klæder Socialdemokratiet, det må jeg sige.

Værsgo, hr. Mattias Tesfaye.

Jeg synes ikke, at det klæder SF at blive ved med at fortælle, at jeg bruger argumenter, som jeg ikke har brugt. Jeg har ikke sagt, at 500 kvoteflygtninge ikke kan integreres. Det har jeg ikke sagt. Selvfølgelig kan de integreres. De fleste mennesker, der kommer hertil, lykkes jo med integrationen. Det, jeg bare siger, er, at mængden af boliger, praktiserende læger, skoler, dagtilbud, sociale ydelser og adgang til terapi hos en psykolog, ikke er uendelig, og derfor bliver vi nødt til at diskutere med hinanden, om vi synes, at vi på et tidspunkt rammer et niveau, hvor vores politiske opgave er at trække i håndbremsen. Vi synes, at vi i de sidste 2-3 år for længst har passeret det niveau.

Vi støtter al lovgivning, der kan begrænse tilstrømningen til Danmark inden for rammerne af de konventioner, vi har tiltrådt. Det her er et af de værktøjer, vi faktisk kan bruge. Det er et sted, hvor vi faktisk er i stand til at regulere tilstrømningen. Jeg synes, at det er helt rimeligt, at man lige har stoppet op i et par år og sagt, at 50.000 siden starten af 2015 er en rigelig mundfuld, og her er mulighed for med 500 om året at begrænse tilstrømningen. Det har vi gjort i et par år, også her i 2018.

Tak til hr. Mattias Tesfaye. Der er ikke flere korte bemærkninger, så jeg udsætter mødet til kl. 13.00.

Mødet er udsat. (Kl. 11:55).

Mødet er genoptaget.

Den næste ordfører er fru Marie Krarup fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Dansk Folkeparti kan ikke støtte forslaget om at genoptage modtagelse af kvoteflygtninge nu. Men der er noget i bemærkningerne til beslutningsforslaget, som faktisk er som talt ud af Dansk Folkepartis hjerte, nemlig at asylsystemet i dag er hamrende uretfærdigt. Man hjælper nemlig de stærke, der kan udvandre fra flygtningelejre, hvor de ikke ønsker at bo, og som har råd til at købe en menneskesmuglerbillet, så de kan melde sig ved den danske grænse og sige ordet asyl. Så det nuværende system hjælper de stærke, og de svage sidder tilbage i flygtningelejrene. Det er uretfærdigt over for de svage flygtninge.

Det vil vi selvfølgelig godt være med til at få ændret på. Så når vi på et tidspunkt har fået lukket for adgangen for spontanasyl for de mange migranter, der kommer op igennem Europa, kan vi begynde at overveje at tage imod kvoteflygtninge igen – dog altid i meget begrænset omfang med særligt hensyn til, om de bemeldte flygtninge har evner og vilje til at blive integreret i Danmark. Det vil være mere retfærdigt over for de svage flygtninge. Men lige nu er det uretfærdigt over for danskerne at sige ja til flere flygtninge eller migranter eller kvoteflygtninge, simpelt hen fordi vi har så mange integrationsproblemer og så store udgifter forbundet med indvandrere og migranter, der er kommet de seneste år, at vi ikke kan overkomme mere.

Så derfor støtter vi fuldt og helt, at der er etableret et stop for kvoteflygtninge. Og derfor kan vi ikke støtte SF's beslutningsforslag. Tak for ordet.

Tak til fru Marie Krarup. Der er ingen korte bemærkninger. Vi går videre til næste ordfører, og det er hr. Mads Fuglede fra Venstre, Danmarks liberale parti.

Tak for ordet. I Venstre er vi grundlæggende enige i, at Danmark skal tage et ansvar for at hjælpe mennesker på flugt. Og vi synes som udgangspunkt, at kvoteflygtningesystemet er et godt og solidarisk system, som vi ønsker Danmark på sigt genindtræder i. Men det er vigtigt, at det sker i et tempo, hvor vi kan følge med.

Vi mener, der er to præmisser, som begge skal være opfyldt, før vi igen kan indtræde i kvotesystemet. Først skal vi have styr på tilstrømningen, og dernæst skal vi have styr på integrationen. Vi er i den situation, at vi, hvad angår tilstrømning, er ved at være i mål. I hvert fald er vi et sted, som er meget bedre end der, hvor vi var, da vi kom til magten. Danmark har nu det laveste antal asylansøgere i 9 år, og vi er meget glade for, at den politik, vi har ført, har virket.

Men selv om vi har fået markant bedre styr på tilstrømningen, kæmper vi stadig med at få integreret de mange, der er kommet hertil. Og til trods for at flere er kommet i arbejde, er der stadig for mange, der ikke forsørger sig selv. Det gælder især kvinderne, hvor alt for få bidrager.

Som regeringsparti er det vores ansvar at sørge for, at vi er i stand til at løfte de opgaver, vi påtager os, i stedet for at gøre dem endnu større. Det indebærer bl.a. at sikre en ordentlig balance mellem antallet af nytilkomne flygtninge og evnen til at integrere dem, der kommer, så Danmark fortsat kan være et godt og trygt samfund, hvor de flygtninge, som kommer hertil, også tager Danmark til sig og bidrager til landet.

Det er vores ansvar at sikre, at sammenhængskraften og de grundlæggende værdier er intakt i vores samfund. Det er vores ansvar at passe på Danmark. Derfor mener Venstre ikke, at Danmark endnu er klar til at modtage kvoteflygtninge. Og med de ord kan jeg meddele, at Venstre ikke kan støtte beslutningsforslaget.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi siger tak til Venstres ordfører og går videre til hr. Joachim B. Olsen fra Liberal Alliance.

Hr. Joachim B. Olsen er overrasket over, at hr. Søren Søndergaard ikke kommer ham før i dag, men han er optaget af et samråd, så ham har vi skubbet helt ned i bunden, så de sidste skal blive de første. Velkommen.

Tak for det, formand. I dette forslag argumenteres der overbevisende for, at modtagelse af kvoteflygtninge er en langt bedre måde at modtage flygtninge på end via spontane asylansøgninger.

Ved kvotesystemet kan man hjælpe de allersvageste flygtninge, hvilket oftest ikke er dem, der har ressourcerne til at flytte sig tusindvis af kilometer. Samtidig kan man hjælpe på en måde, som ikke giver uhensigtsmæssige incitamenter til at betale menneskesmuglere store summer og til at risikere liv og lemmer i faldefærdige, overproppede både på Middelhavet.

Men man kan ikke adskille spørgsmålet om, hvordan man skal modtage flygtninge, fra spørgsmålet om, hvor mange flygtninge man skal modtage, særlig ikke i lyset af at vi igennem en årrække har modtaget for mange.

I Danmark har en langvarig, uansvarlig og forfejlet udlændingepolitik betydet, at vi står med nogle nærmest uoverstigelige integrationsudfordringer. Der bliver i de her år flyttet noget. Man kan f.eks. nævne, at beskæftigelsesfrekvensen stiger for nyankomne, og at antallet af domme for straffelovsovertrædelser falder generelt. Men kigger man på gabet mellem folk af dansk og udenlandsk herkomst, er der enormt langt igen.

Vi har haft en naiv tilgang til de her spørgsmål. Man har troet, at over tid ville udlændingene komme til at ligne danskerne, men hvis det i det hele taget kan siges at ske, ja, så går det enorm langsommeligt. Det er f.eks. et mønster, at overforekomsten af kriminalitet er større blandt efterkommere end blandt indvandrere, og kigger man på resultater i skolen, viser karaktergennemsnittet for folkeskolens afgangsprøver, at efterslæbet nærmest er lige så stort i tredje generation som i første. Det siger noget om, hvor langsigtede problemer en ukontrolleret og uintegreret indvandring skaber.

I lyset af den her meget store udfordring, hvor de virkemidler, vi har prøvet af, ikke har kunnet skabe dramatiske forbedringer, må man nå til den erkendelse, at vi bliver nødt til at have meget stærke begrænsninger på, hvor mange flygtninge der kommer hertil.

Virkeligheden er også bare den, at vi ikke kan stoppe den spontane asylansøgning alene. Når der står en asylansøger i Danmark, har vi ikke mulighed for at sende vedkommende nogen steder hen, hvis der ikke er nogen lande, som vil modtage den pågældende person. Det gælder, uanset om man er villig til at gøre op med konventioner m.v.

Vi har brug for internationale løsninger, særlig på EU-niveau; løsninger, som vil stoppe problemet og ikke bare fordele det. Jeg tror, at der i stigende grad i Europa breder sig en erkendelse, der går i den her retning, og det er glædeligt.

Når spørgsmålet stilles, om vi på den korte bane bør modtage kvoteflygtninge oven i de relativt mange spontane asylansøgere, bliver man nødt til at tage bestik af situationen. Det vil være klart, at vi har modtaget alt for mange, som ikke er blevet integreret, og i den situation bør man ikke bare læne sig tilbage og tage imod endnu flere – heller ikke selv om ordningen med kvoteflygtninge grundlæggende er god. Vi er derfor imod forslaget.

Tak til hr. Joachim B. Olsen. Der er en kort bemærkning fra hr. Holger K. Nielsen.

Tak. Der var én bemærkning, som slog mig i ordførerens tale. Det var, da han sagde følgende – og jeg skrev det faktisk ned, så jeg tror, at det, jeg citerer her, er rigtigt: Der går lang tid, før udlændinge ligner danskerne. Er det, som er perspektivet for Liberal Alliance, at alle skal ligne danskerne, at alle skal være som hr. Joachim B. Olsen, før de kan kalde sig integrerede? Det synes jeg måske er noget andet end det, man tidligere har hørt fra Liberal Alliance. De har ligesom gjort meget ud af, at det var et meget liberalt parti, og at man kunne være forskellige osv. Det synes jeg er en underlig tilgang, og det er jo det, man kalder assimilation. Er det, som er perspektivet for LA, at alle skal assimileres, før vi igen kan tage kvoteflygtninge? Det indtryk kunne man næsten få, da man hørte talen her.

Ordføreren.

Jeg sagde ikke på noget tidspunkt, at udlændinge skal ligne danskere. Jeg sagde, at der er nogle åbenbare problemer, i forhold til at indvandrere ikke ligner danskere med hensyn til kriminalitet, med hensyn til beskæftigelse, og med hensyn til hvordan de klarer sig i uddannelsessystemet. Der skal indvandrere og deres efterkommere ligne danskere. Hvordan de ellers lever deres liv, så længe det ikke skader nogen andre, er jeg fuldstændig ligeglad med, men på de her parametre skal indvandrere og deres efterkommere i højere grad ligne danskere.

Lad mig nævne et eksempel: Når man kiggede ud i fremtiden før 2015, lå det, man kalder det demografiske træk, altså det, at der kommer flere ældre, og at der dermed er større omkostninger, på 0,2. Det demografiske træk er jo noget, SF går meget op i, når de klandrer regeringen for ikke at bruge penge nok. Efter 2015 lå det på 0,6. Det siger jo noget om, hvilken økonomisk belastning det er at modtage alt for mange flygtninge, fordi de ikke i tilstrækkelig grad ligner danskere med hensyn til beskæftigelse, hvordan de klarer sig i uddannelsessystemet, kriminalitet osv. Det er vi selvfølgelig nødt til at tage bestik af.

Spørgeren.

Men mit spørgsmål er, om Liberal Alliance ikke er åben over for, at ting kan ændre sig. Det er jo det, vi arbejder på. Vi har med andre ord fået nogle mennesker hertil, som på nogle måder har svært ved at klare sig i det danske samfund – det er vi jo enige om. Vi er også enige om, at der er problemer. Men en af pointerne i regeringens tilgang til det her er også, at der faktisk sker forbedringer på de her områder, og i betragtning af at der er forbedringer og at der rent faktisk er færre asylansøgere, der kommer til Danmark – det er der jo – så bør man, synes vi i hvert fald, genoverveje hele kvoteflygtningesystemet. Det er noget, vi tidligere har lagt meget vægt på fra dansk side, fordi det er de svageste flygtninge, man hjælper udeomkring i verden, og fordi det er udtryk for en international solidaritet. Hvis andre lande gør det samme som Danmark, risikerer man jo, at alt det der falder fra hinanden. Så vi synes, at prisen for det argument, som hr. Joachim B. Olsen bruger, er for høj, især i betragtning af at det kun er 500, det drejer sig om.

Ordføreren.

Holger K. Nielsen har jo siddet mange, mange år i Folketinget, og det er nok, fordi der er vælgere, som kan lide Holger K. Nielsen. Men sandheden er jo den, at Holger K. Nielsen kunne have sagt det samme for 20 år siden, nemlig at tingene vil ændre sig med tiden; at tingene vil blive bedre; at overrepræsentationen i kriminalitetsstatistikkerne vil falde, som tiden går; at indvandrere og deres efterkommere vil klare sig bedre i uddannelsessystemet; og at de vil opnå samme grad af beskæftigelse. Jeg er faktisk ret sikker på, at det er der nogle der har stået og sagt i den her sal for 20 år siden. Problemet er, at det ikke er sket. Det er ikke sket. På nogle parametre er det faktisk blevet dårligere fra generation til generation.

Selv om det er svært, når man har troet på noget gennem mange år, så må man jo ligesom ændre sin tilgang, når virkeligheden ikke viser sig at være den, man har troet på. Det har vi så også gjort gennem de sidste mange år i Danmark og ført en strammere politik, og det har også haft en effekt. Den her regering har også lavet nogle ting, som venstrefløjen har været imod, men som i hvert fald har vist sig at trække i den rigtige retning. Man har vendt hele den måde, man modtager folk på, på hovedet. Folk bliver opfattet som værende jobparate med det samme osv. Det er mange små skridt, og de betyder noget, men udfordringerne er stadig væk massive, og forskellene er stadig væk meget store, så vi skal ikke have flere, før dem, der er her, er velintegrerede.

Tak til hr. Joachim B. Olsen. Jeg ser ikke flere, der ønsker en kort bemærkning. Jeg vil gerne byde velkommen til hr. Julius Graakjær Grantzau fra Alternativet. Velkommen.

Tak for ordet, og tak til forslagsstillerne fra SF for at fremsætte forslaget. Det er første gang, at jeg stiller mig herop på Folketingets talerstol, så jeg vil også lige takke medlemmerne og medarbejderne her i huset for at tage rigtig godt imod mig. Så har jeg i øvrigt fået nogle underskrifter på dagsordenen og nogle småmønter – danske kroner og lidt euro – som jeg også siger tak for.

Jeg har fået 5 minutter til at tale om Alternativets holdning til at hjælpe 500 mennesker, som FN har vurderet til at have akut behov for genbosættelse. Vi taler her om sårbare mennesker, nogle med sygdomme, andre med men, som kun kan kureres i lande som Danmark. Vi taler om mennesker på flugt, ofre for krig, tortur og folkemord, som kan bringes i sikkerhed i Danmark. Vi taler om at være solidariske, om at investere i internationalt samarbejde og i nærområderne. Vi taler om et FN-samarbejde, som på en gennemsigtig og effektiv måde hjælper mennesker, som er på flugt, og som sikrer Danmark og de andre medlemslande en kontrol over situationen. Vores hjælp vil betyde uendelig meget for hver enkelt af de 500 mennesker. Det vil i mange tilfælde redde deres liv.

Som nyt medlem af Folketinget er jeg enormt glad for at se, hvordan man faktisk er rigtig gode til at samarbejde herinde i huset partierne og folketingsmedlemmerne imellem og i mange sager nå frem til en fælles beslutning. Det gør mig rigtig glad at se. Det gør mig så også samtidig frustreret og ked af det at stå her og erkende, at vi som et samlet Folketing ikke vil hjælpe disse 500 mennesker i sikkerhed, som vi ellers har gjort i mange år, selv om vi egentlig er enige om, at det er en rigtig god ordning.

Jeg har prøvet at forstå ministerens begrundelse for at holde igen med at hjælpe og har samtidig prøvet at forstå, hvorfor vi i Alternativet i vores regeringsudspil lægger op til, at vi gerne vil genindføre og udvide den her ordning med at tage imod mennesker på flugt. Som jeg hører begrundelsen fra ministeren om hold i eget hus, handler det om, at vi for tiden ikke har overskud her i vores nationale hjem, Danmark. Man kunne også se spørgsmålet i et lidt større perspektiv i relation til vores globale hjem her på Jorden.

Men for sådan at forstå det har jeg prøvet at relatere det til mit eget hjem, til mit eget hus og min familie. Og så forstår jeg godt, at der kan være tidspunkter, hvor man faktisk ikke har overskud til at åbne døren til sit hjem og til at tage imod. Det kan være, at man har haft rigtig mange besøg og har haft mange mennesker i sit hjem på det seneste, eller at overskuddet bare ikke er til det. Man vil måske prioritere tid til sig selv og sine børn. I den her sammenhæng er situationen bare lidt anderledes og svarer nok nærmere til, at et familiemedlem eller en nabo ringer og har akut brug for et sted at sove og et menneske at tale med. I den situation vil jeg sige ja og tage imod med åbne arme.

Jeg ved ikke, om det er en forståelig sammenligning, men den har i hvert fald hjulpet mig til at forstå, at det her spørgsmål skal tages ud af sammenhængen med lokale forhold i Danmark og i stedet for tages som det, det faktisk er, nemlig mennesker på flugt, der har akut brug for vores hjælp. Tænk, hvis vi var enige her, ville vi på de 5 minutter, jeg nu har stået her og talt, kunne have taget en fælles beslutning om at hjælpe de her 500 mennesker ud af livsfare og ind i sikkerhed her i Danmark.

I Alternativet er vi glade for forslaget, og vi vil bruge den grønne knap ved afstemningen.

Tusind tak til hr. Julius Graakjær Grantzau og tillykke med jomfrutalen, en fantastisk disciplineret tale og letforståelig, tak for den. Den næste ordfører er hr. Andreas Steenberg fra Radikale Venstre. Velkommen.

Radikale Venstre synes, det er for sølle, for ringe, at et velfungerende og rigt samfund som vores ikke vil tage imod 500 kvoteflygtninge. Det er nogle af de svageste mennesker i verden, og det er mennesker, som med hundrede procents sikkerhed har brug for netop at komme i sikkerhed. Det er flygtninge, det er ikke migranter, lykkeriddere eller indvandrere. Det er folk, der har brug for at komme hen at bo et andet sted.

Integrationen af flygtninge går bedre, og fordi bl.a. EU har fået bedre styr på de ydre grænser, er antallet af flygtninge, der kommer til Danmark, faldet markant. Derfor synes vi godt i Radikale Venstre, at vi kunne droppe denne suspendering af at tage imod kvoteflygtninge.

Som den tidligere CD'er og medlem af Tinget her og nuværende gruppeformand for Socialdemokratiet i Hjørring byråd, Peter Duetoft, har udtalt: »Jeg vil sige, at vi lige skal have størrelsesperspektivet i orden. Hvis vi skal modtage 500 kvoteflygtninge, så er det fem pr. kommune, fem mennesker. (...). Altså hvis ikke man kan klare det, så er det for sølle.«

Jeg er helt enig med Duetoft.

Man kan også kigge tilbage i historien og huske på, at det var den tidligere Venstreleder Poul Hartling, der lavede det her kvotesystem og jo faktisk fik Nobels Fredspris i 1981. Det har Venstre i dag vist glemt godt og grundigt, desværre.

Det er fornuftigt set med radikale øjne, at lande i verden samarbejder og fordeler flygtninge, i stedet for at menneskesmuglere og farlige rejse over eksempelvis Middelhavet bliver flygtninges vej til sikkerhed. For et land som Danmark mener vi også det er klogt at samarbejde med andre lande om at fordele flygtninge, så andre lande også tager ansvar og det ikke kun er Danmark, der tager ansvar.

Så både ud fra en moralsk, men også en snusfornuftig tilgang mener vi i Radikale Venstre, at Danmark bør og skal støtte op om FN's kvotesystem for flygtninge, og derfor kan vi støtte SF's beslutningsforslag.

Der er en kort bemærkning fra hr. Joachim B. Olsen. Værsgo.

Tak for det. Det er sådan set rigtigt, hvis man sætter det sådan op: Fem pr. kommune – er det noget, der vælter læsset? Altså, det er jo svært at være uenig i, og det vil det nok ikke gøre, men et eller andet sted skal man jo sætte en grænse. Man kunne også ligesom fokusere på, at vi igennem de sidste 5 år har taget knap 50.000. Det er mange, også i et land som Danmark. Derfor må man jo et eller andet sted sige, at i lyset af at vi stadig væk modtager flygtninge hvert eneste år – måske små 3.000 eller sådan noget – så må man jo sætte grænsen et sted.

Så kunne man jo også sige, at der ikke er nogen, der ligesom sætter spørgsmålstegn ved, at det her er nogle udsatte mennesker, men der er jo masser, desværre, masser af udsatte mennesker i verden. Der er også steder, hvor folk sulter, som heller ikke har adgang til den rigtige medicin og behandling osv. Hvorfor skulle vi så ikke også tage dem?

Man skal jo sætte en grænse et sted, og det er jo ikke sådan, at vi ikke hjælper. Vi hjælper massivt ude i verden, og vi bruger en meget stor del af vores samlede velstand på det. Vi har også modtaget mange flygtninge. Men et eller andet sted skal man sætte en grænse. Det nemmeste er måske at sige, at det så ikke lige skal være her – men nogen skal jo sætte grænsen.

Ordføreren.

Jeg tror ikke, at der var så meget spørgsmål i det, men der, hvor Radikale Venstre er diametralt uenig med regeringen og regeringens støtteparti og også Socialdemokratiet, er, at vi mener, at flygtningekrisen skal håndteres ved internationale aftaler. Danmark har jo ikke modtaget særlig mange flygtninge i år i forhold til årene før, fordi man i EU ikke har fuldstændig styr på de ydre grænser, men har fået mere styr på dem. Det vil sige, at man internationalt har lavet nogle løsninger, der gør, at der ikke kommer så mange.

På samme måde synes vi, at det ville være rigtig klogt, at vi støtter op om et system, hvor man prøver at fordele den her opgave landene imellem i stedet for at melde os ud, for hvis alle lande gjorde det, så mener jeg, at Danmark alt andet lige ville modtage flere flygtninge. Så vi har interesse i, at flygtninge bliver fordelt, sådan at vi ikke står med hele opgaven eller med en meget stor del af opgaven. Så hvis man er interesseret i at holde antallet nede, synes jeg også, man skal deltage i de internationale fordelinger, der er.

Spørgeren.

Jamen så længe der ikke er internationale aftaler, der gør, at vi ikke modtager så mange flygtninge, som vi har gjort de seneste 5 år, så må vi jo selv tage ansvar for vores lands ve og vel. Sådan må det være.

Vi er fuldstændig enige i, at det her er noget, der i høj grad skal løses internationalt, for det handler om EU's ydre grænser. Det er vigtigt, at de er sikre og beskyttede, og at man har styr på, hvem der kommer ind over dem, men så længe der ikke er det, må ethvert land og dets parlament jo sikre, at tingene foregår på en måde, så man kan følge med. Og der må jeg bare sige, at jeg synes, at der er rigtig gode argumenter for, at vi ikke helt kan følge med. Det synes jeg bare tallene viser tydeligt i forhold til integration.

Det er ikke et nyt problem, det er et gammelt problem. Vi prøver at gøre en masse ved det, og der er også noget af det, som ser ud til at virke, men gabet er bare stadig væk enorm stort. Der synes vi så politisk, at det så også er okay, at vi siger, at det så er her, grænsen går. Og så må vi få integrationen til at fungere bedre, for det er en forudsætning for, at man lukker flere ind, som man historisk set ved har rigtige dårlige chancer for at blive velintegreret.

Ordføreren.

Men der er jo internationale aftaler – det er simpelt hen forkert. Det, vi diskuterer her, er jo en international aftale. EU har også lavet nogle aftaler – det er så mellemstatslige aftaler, eller hvad vi skal kalde det. Så der bliver jo lavet nogle aftaler, der håndterer den her udfordring.

Det seneste tal, jeg så – nu kan det så være, at ministeren eller andre vil rette mig – var, at der er kommet 800 i år. Det er jo et helt andet tal end det, vi så for f.eks. 2 eller 3 år siden, og det er det, der gør, at vi i Radikale Venstre synes, at vi godt kan være med i den her ordning igen og tage 500. Så der er jo nogle internationale aftaler, der har fået mere styr på det, end der har været tidligere.

Mange tak til hr. Andreas Steenberg. Der er ikke flere korte bemærkninger. Derfor går vi over til hr. Naser Khader, Det Konservative Folkeparti.

Vi mener i lighed med forslagsstillerne, at FN's kvoteflygtningesystem er den bedste måde at fordele og beskytte flygtninge på. Igennem FN ved vi, at de mennesker, der får beskyttelse, hører til blandt dem, der har allermest behov.

Men i de senere år har vi haft et væsentligt antal asylansøgere, som kommer uden om FN-systemet, de såkaldte spontane asylansøgere. Her er det altså ikke nødvendigvis de mennesker, der har allermest behov for hjælp, der kommer forrest. Det er fortrinsvis unge mænd, der har haft midlerne, forbindelserne eller kræfterne til at rejse igennem Europa til Danmark, og det synes jeg ikke er fair over for mange af dem, der er i lejrene, som har et større behov.

Danmark har selvfølgelig et internationalt medansvar. Vi skal hjælpe verdens mest udsatte, men vi skal gøre det i et tempo, hvor vi som samfund kan følge med. Med mængden af spontane asylansøgere de sidste 3-4 år har både vores eget system og det europæiske asylsystem været under pres, og det er ikke den rigtige måde at hjælpe på. Derfor har vi sympati for SF's forslag.

Vi mener, at man fremover kun skal tage imod kvoteflygtninge, og ved at man henter familier, så der ikke senere bliver behov for at familiesammenføre, underminerer man menneskesmuglernes forretning, og flygtninge risikerer ikke at blive udsat for seksuelle overgreb eller at drukne i Middelhavet. Det mest retfærdige, solidariske og fair vil være, at folk bliver hentet i lejrene. Men vi skal håndtere den nuværende flygtningestrøm først. På sigt ser vi altså et system, hvor man hjælper mest muligt i nærområderne gennem FN, men også, at man udelukkende henter kvoteflygtninge. Men det er altså ikke der, vi er i dag. Vi er nødt til at vurdere Danmarks nuværende økonomiske og sociale kapacitet. Vi skal have integreret dem, der er kommet, og dem, de kommer til at familiesammenføre. Det er vigtigst. På et senere tidspunkt kan vi tage stilling til kvoteflygtninge.

Så derfor bakker vi ikke op om SF's forslag.

Der er en kort bemærkning fra Julius Graakjær Grantzau. Værsgo.

Tak. Jeg vil bare lige høre ordføreren, hvad han tænker der skal ske med de mennesker i den periode, hvor vi sætter den her ellers gode ordning på pause. Hvem skal tage sig af dem? Er det andre lande, som er rigere end os, og som har bedre mulighed for det? Har de ikke også haft mange asylansøgere i mellemtiden? Altså, hvor lægger vi ansvaret hen, imens vi holder pause?

Ordføreren.

Det er jo ikke kun 500, der venter i lejrene. Der er mange flere end 500. Hvad med de andre, der ikke er en del af de 500? Er det ikke også synd for dem? Hvorfor er der kun fokus på de 500, men ikke på de mange millioner, der også er i lejrene? Det, vi gør via kvotesystemet, er, at vi tager 500 af de mange, der er i lejrene, og når vi nu siger pause i forhold til dem, er det, fordi der er kommet så mange af sig selv, så de faktisk står i samme situation som de mange andre, der er i lejrene. Der er ikke noget at skamme sig over. Vi er faktisk et af de lande, der har givet asyl til allerflest i de senere år.

Spørgeren.

Jeg er med på, at der er mange flere, og som jeg sagde, vil vi jo også gerne, at vi kunne hjælpe endnu flere end 500, men det bygger sig bare op, og der bliver flere og flere, så længe vi holder pause. Er det så et problem, vi udskyder til senere? Er det så meningen, at vi skal tage mange flere, når vi så starter igen, for ligesom at kompensere for det? Eller hvem skal kompensere for det her i mellemtiden?

Ordføreren.

Altså, der er andre lande, der bør tage imod flere kvoteflygtninge. Vi er faktisk et af toplandene, der har taget imod flest. Der er nogle lande, der næsten ikke har taget imod nogen, f.eks. Japan – vi har taget mange flere end Japan – og mange af de arabiske lande. Derfor kan vi godt være det antal, vi har taget imod, bekendt. Jeg mener, at kvotesystemet er den rette måde at gøre det på. Vi har ikke problemer med at forhøje kvotesystemet, men så skal det også være det eneste, der gælder, og altså ikke, at man kommer selv.

Tak til hr. Naser Khader, og velkommen til hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten.

Tak. Og jeg vil godt takke formanden og de øvrige ordførere, fordi de har accepteret, at vi har flyttet lidt rundt i ordførerrækken.

Antallet af flygtninge i verden stiger, og det er nu oppe på ca. 70 millioner mennesker – mere end ti gange Danmarks samlede befolkning. Jeg synes, det er lidt vigtigt at starte med at sige: Hvem er det så, som først og fremmest rammes af den krise? For jeg synes, svaret på det nogle gange fortoner sig lidt. Dem, som først og fremmest rammes af den krise, er de lande, der som udgangspunkt har de dårligste muligheder for at hjælpe flygtningene. Over halvdelen af flygtningene er internt fordrevne, og det vil sige, at de befinder sig i de lande, hvor krig eller undertrykkelse eller anden elendighed hersker. Cirka 6 ud af 10 flygtninge i verden kommer fra tre lande, Afghanistan, Sydsudan og Syrien, og 85 pct. – 85 pct., altså det store flertal af flygtningene – befinder sig i udviklingslandene. Kun nogle ganske få, nogle ganske få, af verdens mange flygtninge kommer til den velstillede del af verden, herunder Europa.

Hvad kan vi gøre ved det kæmpe flygtningeproblem? Altså, hvad er det grundlæggende, vi kan gøre ved det? Det er selvfølgelig ikke at lade folk komme til Europa, til Danmark eller andre lande. Det grundlæggende, vi kan gøre ved det flygtningeproblem, er tre ting.

Det er for det første at understøtte demokratiske regimer med respekt for menneskerettigheder. Og derfor vil jeg sige, at jeg også finder det fuldstændig absurd, at folk, der siger, at vi ikke kan tage flygtninge, men at de gerne vil gøre noget ved flygtningeproblemet, gør det ved at hjælpe autoritære regimer, som undertrykker mennesker og skaber flygtninge. Altså, det er som at lade en brandstifter slukke brande; det fører ingen steder hen, det er helt håbløst. Den anden ting er økonomisk udvikling, som giver håb for fremtiden, så folk bliver hjemme. Og det tredje er en massiv indsats mod klimaforandringer, som jo ellers vil jage yderligere millioner af mennesker på flugt.

Alle de her løsninger skal vi gå i gang med nu. Og vil det hjælpe nu? Nej, det vil tage lang tid. Men jeg kan bare huske diskussionerne for 10 år siden, jeg kan huske diskussionerne for 20 år siden, og jeg kan desværre også huske diskussionerne for 30-40 år siden. Da vi foreslog, at man gjorde nogle af de her ting – undtagen det med klimaet; det er kommet til siden – fik vi at vide: Jamen det hjælper jo ikke nu; vi skal gøre noget, der hjælper nu. Og det vil sige, at i alle de år har man forsømt at gøre de ting, som kunne have forhindret, at vi står med historiens største flygtningekrise.

Hvad gør vi så nu ud over de her ting? Ja, vi hjælper selvfølgelig flygtninge i nærområderne. Vi skal jo huske, at baggrunden for flygtningebølgen i 2016 var nedskæringer af rationerne i Jordan og andre steder. Og vi skal selv tage nogle asylansøgere, og den bedste måde at gøre det på er via kvoteflygtninge. Hvorfor skal vi gøre det? Løser det problemet, at vi tager 500 kvoteflygtninge? Nej, men det giver os en mulighed for at gå ud og argumentere for, at andre skal gøre det. Hvordan skal vi gå ud og argumentere over for andre for, at de skal tage kvoteflygtninge, hvis vi siger: Nej, nej, vi skal ikke; vi er et af verdens rigeste lande, men vi skal ikke tage nogen kvoteflygtninge? Hvordan skulle det kunne lade sig gøre? Det kan naturligvis ikke lade sig gøre. Og derfor er det et problem, at det politiske flertal har meldt sig ud af en solidarisk kvoteordning. Det er et problem for nærområderne, men det er også et problem for det projekt, der består i at få flere lande med.

Måske kunne man forstå begrundelsen for det her stop, da der kom allerflest flygtninge, da tilstrømningen var på sit højeste, men sådan er det jo ikke i dag. Og derfor er det jo heller ikke den begrundelse, man bruger. Nu bruger man en begrundelse, der hedder: en samlet afvejning af antal og integration og problemer osv. Men så må vi bare spørge: Præcis hvordan er den afvejning? Vi har jo efterlyst den hos ministeren, men aldrig nogen sinde fået at vide, hvordan de forskellige elementer indgik i den afvejning. Og så bliver det hele bare fluffy; så kan vi jo aldrig nogen sinde regne os frem til det eller sige, hvad det er, der skal til, for at vi igen kan tage kvoteflygtninge, for det er en afvejning med nogle variabler, som ingen kender, og som ikke bliver defineret.

Derfor vil vi selvfølgelig efter den her diskussion igen bede ministeren om klart og tydeligt at sige, hvad det er for nogle elementer, der indgår i den afvejning, og med hvilken vægt de indgår i den afvejning. Når den afvejning bruges så heftigt, uden at man definerer den nærmere, er svaret på spørgsmålet om, hvornår vi igen kan tage kvoteflygtninge, jo et, der blæser i vinden, og så får man den mistanke, at det i virkeligheden ikke handler om det her, men at det handler om at holde folk ude. Men det er selvfølgelig kun en mistanke.

Jeg vil slutte af med at sige tak til SF for at have fremsat forslaget. Det er et rigtig godt forslag, og det har Enhedslistens fulde støtte.

Tak til hr. Søren Søndergaard. Der er ikke nogen, der vil på med korte bemærkninger i denne omgang, og vi er så kommet til ordføreren for forslagsstillerne, nemlig hr. Holger K. Nielsen fra Socialistisk Folkeparti.

Tak, formand, og tak for debatten. Jeg kan ikke påstå, at jeg er specielt tilfreds med udfaldet af den, men det er heller ikke så specielt overraskende. Mere overraskende synes jeg det er, at man holder fast i de argumenter, som har været brugt hele tiden, der går på, at vi ikke kan klare det her, at vi ikke kan håndtere det her i Danmark. Det er fuldstændig rigtigt, at det da er en debat, der er reel nok at tage. Alternativets ordfører, hr. Julius Graakjær Grantzau – tillykke med ordførertalen, det var en meget fin tale, synes jeg, og velkommen her i Folketinget – havde nogle meget snusfornuftige bemærkninger om, at vi alle sammen kan blive udsat for, hvis der kommer en og banker på, så ikke lige at have kræfter til at tage imod vedkommende, og det kan der være mange forskellige grunde til.

Det er da fuldstændig rigtigt, at man kan spørge sig selv, om vi kan overkomme det her, om det er for meget osv., men pointen i det her er bare, at den situation er vi jo ikke i i Danmark, det er vi ikke. For det første er vi et af verdens rigeste lande. For det andet er der kommet færre asylansøgere nu, end der gjorde tidligere. For det tredje går integrationen bedre, end den har gjort tidligere. For det fjerde har vi jo også nogle forpligtelser internationalt, som er vigtige at inddrage. Der havde hr. Søren Søndergaard, synes jeg, nogle meget rigtige betragtninger om, hvordan vi ikke kan påvirke andre steder i verden, hvis ikke vi selv vil påtage os den her opgave. Det er jo fuldstændig rigtigt, at det ikke er de her 500 kvoteflygtninge, der gør forskellen, hverken det ene eller andet sted, men det gør en forskel, i forhold til om vi kan sige til andre, at de også må tage deres del af ansvaret her.

Når vi snakker om det her i Danmark, når vi bliver så nervøse for ikke at kunne få det til at hænge sammen, hvis der kommer 500 kvoteflygtninge, så glemmer vi ofte, hvor mange flygtninge meget fattige lande må tage: Bangladesh, rohingyaer fra Myanmar; Kenya, flygtninge fra Sudan og fra Somalia osv., og det gælder også Uganda. Langt de fleste flygtninge i verden er jo flygtninge i deres nærområder, og det er jo de færreste, der kommer til os. Libanon og Jordan kan man tage med i den forbindelse. Vi kender de der lande. Det er meget, meget fattige land, der ligesom siger: Vi er da nødt til at tage vores del af et ansvar her, for der kommer mennesker til vores land, og de er fuldstændig på den, de kan ikke vende tilbage, og de bliver forfulgte, så vi må finde en løsning på det. Så kommer FN ind og hjælper i høj grad, og man kan lave flygtningelejre, og de lande påtager sig noget ansvar, selv om det er svært for dem og de også er fattige, men de gør det alligevel, fordi det er en menneskepligt, man har.

Derfor synes jeg bare ikke, vi kan være bekendt, at vi i det her rige land, som vi er, det er vi jo, på mange måder et smørhul, ikke er i stand til at tage imod 500 kvoteflygtninge. Det synes jeg bare ikke hænger sammen, det synes jeg ikke det gør. Det er specielt, fordi det, som det er sagt nogle gange, ville kunne hjælpe de der konkrete mennesker, og fordi det er en vigtig del af et stykke internationalt arbejde. Vi kan ikke løse flygtningeudfordringen, hvis ikke vi har mere internationalt samarbejde. Det gælder EU, men det gælder også FN. Derfor er det uhyre vigtigt, at FN i højere grad kommer på banen i hele flygtningepolitikken, og derfor er jeg også glad for, at den her Global Compact kan blive diskuteret, og tilsyneladende holder den danske regering fast i, at man skal støtte det, altså at FN kommer ind. Derfor hænger det jo ikke særlig godt sammen, at vi går ud af FN's kvoteflygtningesystem, som vi har haft mange positive aktier i.

Der er flere, der har rost vores bemærkninger om, at vi sådan set ville foretrække, at det kun var kvoteflygtninge, fordi man ikke skulle have spontanasylansøgere, altså at det nuværende asylsystem er lidt uretfærdigt. Det står vi fuldstændig ved, for det er det da. Og vi er meget optaget af de forskellige forslag, der har været fremme, om, at man får undermineret forretningsgrundlaget for menneskesmuglerne, at man får skabt asylbehandling, før de pågældende kommer til Europa. Det er jo en diskussion, der kører meget i mange forskellige lande, også her i Danmark, og i EU kører den også. Debatten var kontroversiel for nogle år siden, men i dag er det nærmest mainstream, at man diskuterer det.

Der er ingen tvivl om, at man på et tidspunkt kommer frem til en form for løsning på den måde, hvor, om jeg så må sige, vi får foretaget asylbehandling, før de pågældende kommer til Europa. Det står vi fuldstændig ved, men indtil da kan vi bare ikke være bekendt, at vi melder os ud af kvoteflygtningesystemet, når det handler om så få mennesker, som tilfældet er her.

Derfor er jeg selvfølgelig skuffet over, at der ikke er flertal for det her forslag, men jeg håber, at folk vil overveje det endnu en gang, altså at eftertanken også vil komme til at præge de folketingsmedlemmer, der i dag er imod det her. Tak.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Joachim B. Olsen. Værsgo.

SF mener altså, at vi skal modtage flere flygtninge i Danmark, sådan helt overordnet. Det vil det jo medføre, hvis det her blev vedtaget. Der kommer jo de spontane asylansøgere, og så skulle vi oven i det tage flere.

Jeg var egentlig af den opfattelse, at det også var gået op for SF, at antallet rent faktisk betyder noget, at man også havde korrigeret stien lidt fra tidligere, hvor SF hørte til dem i Folketinget, som syntes, at man skulle tage rigtig mange flygtninge, men at realiteterne havde indfundet sig hos SF, og at man var kommet til den konklusion, at antallet faktisk betyder noget. Men det er åbenbart bare ord, når man nu står og argumenterer for, at vi altså skal tage flere samlet set, end vi gør i dag.

Ordføreren.

Hvis ellers Liberal Alliances ordfører vil slå ørerne ud og så høre efter, hvad man siger, så lagde jeg jo stor vægt på, at der er kommet færre asylansøgere til Danmark. Så antallet betyder da noget. Det er også derfor, at i og med der er kommet færre asylansøgere, er der jo mulighed for også at tage kvoteflygtninge. Jeg sagde også, at vi er villige til at se på de forskellige modeller, der har været fremme, om, at man får en anden flygtningemodtagelse til Europa. Det er præcis det, jeg siger, og så synes jeg da, at det er noget underligt noget, at Liberal Alliance fører sig frem med en masse argumenter om, at det, jeg står og siger her, har vi altid sagt osv.

Faktisk er der da også eftertanke hos os på det her spørgsmål, men det betyder så bare ikke, at vi mener, at man skal drage den konklusion, at vi skal stoppe med at tage imod de 500 kvoteflygtninge, fordi – og det lagde jeg meget stor vægt på – de internationale, globale løsninger er afgørende her. Jeg ved ikke, om hr. Joachim B. Olsen er enig i det, men det får så være. Men de internationale løsninger er så vigtige her, og at vi derfor ikke bør trække os ud af den solidariske FN-ordning, der her er tale om.

Spørgeren.

Det er jo rigtigt, at der kommer færre nu, end der gjorde i 2014 og 2015. Det er jo fuldstændig rigtigt, men det ændrer ikke på det faktum, at vi gennem de seneste år gennemsnitligt set har taget mange flygtninge. Der er kommet rigtig mange, ikke bare til Europa, men også til Danmark. De seneste år har vi fået bragt det ned. Det er rigtig godt, og det skyldes både internationale aftaler, men det skyldes også den politik, der er blevet ført i Folketinget. Men det ændrer jo stadig væk ikke på, at der kommer folk, og SF er så af den opfattelse, at der skal komme flere, end der gjorde i år, eller end der gjorde sidste år. Det vil jo være resultatet. Der kommer spontane asylansøgere, og oven i det vil SF tage 500 ekstra. Så det vil være flere, end der er kommet i år eller forrige år. Det er jo virkeligheden.

Værsgo.

Jeg ved ikke, om jeg kan påvirke hr. Joachim B. Olsen på det her. Det ved jeg simpelt hen ikke om jeg kan, men jeg skal prøve at forklare det endnu en gang. Hvis man tager ud andre steder i verden, er det millioner af flygtninge, de må tage. Fattige lande i Afrika, i Asien, Bangladesh, Kenya, Uganda, Libanon, Jordan tager imod millioner af flygtninge. Det er enormt fattige lande. Bangladesh er i hvert fald mig bekendt ikke et rigt land. Det er ikke 500, det er ikke 600. Det er millioner, de må tage imod, og de gør det. Så er det bare, jeg siger, at så står vi og ømmer os over, at vi skal tage 500 kvoteflygtninge yderligere. Det har vi bare en forskellig tilgang til. Det kan jeg da høre, og det er så, som det er. Jeg synes ikke, at Liberal Alliances tilgang er klædelig, men det må Liberal Alliance selv stå på mål for.

Hr. Naser Khader for en kort bemærkning.

Det er fuldstændig rigtigt, at fattige lande tager mange flere flygtninge, men flygtningene har næsten ingen rettigheder der. Tag Libanon, der er en halv million palæstinensere, og de har stadig væk det, man kalder for midlertidig opholdstilladelse og et fremmedpas, og de har ingen borgerrettigheder. Det er det, der er udfordringen. De har ikke de samme rettigheder, som vi giver de flygtninge, der kommer til Danmark. De har næsten alle borgerrettigheder fra dag et, men det har de ikke i de lande. Jeg er enig med hr. Holger K. Nielsen i, at de globale løsninger er vigtige, og at man skal være solidarisk. Men hvordan vil hr. Holger K. Nielsen overbevise rige lande som Japan, Sydkorea og Dubai om bare at tage en tiendedel af de flygtninge, vi har taget i Danmark?

Ordføreren.

Det synes jeg er et meget relevant spørgsmål, der bliver stillet. Det er da fuldstændig rigtigt, at der er en række rige lande, der er dybt usolidariske, og Japan er et meget godt eksempel og også Dubai, og der er en række lande i det område der. De er usolidariske. Vi må da overbevise dem om, at de er nødt til også at bære deres del af ansvaret. Det er jo derfor, at FN er vigtig at få ind, at det er vigtigt at få diskuteret den her Global Compact. Og det, jeg siger, er, at når vi selv trækker os ud af kvotesystemet, er det da fuldstændig umuligt at overbevise eksempelvis Japan om, at de også skal gå ind i det. Om det vil lykkes alligevel, skal jeg ikke kunne sige, men i og med at vi trækker os ud, er det i hvert fald helt umuligt.

Spørgeren.

Vi har jo ikke kunnet overbevise dem, mens vi tog imod kvoteflygtninge. Det har vi gjort i rigtig mange år. Men er der en løsning? Hvordan kan vi overbevise dem? Og hvis systemet er solidarisk, hvorfor er de her rige lande så ikke en del af systemet?

Ordføreren.

Hvorfor er de ikke med i det solidariske system, der er bygget op? Det er, fordi de lande er usolidariske. Spørgsmålet er så, om Danmark også skal være blandt de usolidariske lande. Det er det, det her handler om. Det synes vi ikke at Danmark skal være. Jeg synes sådan set, at Danmark står sig godt ved, at vi har en solidarisk tilgang til det her internationale problem. Det er også derfor, at det var Poul Hartling, som i sin tid stod for at få gennemført det her kvotesystem. Jeg synes faktisk, at vi står os godt ved det. Det er jo ikke på mange områder, at vi har et så godt brand, som man kalder det på moderne nudansk. Men på områderne flygtningepolitik og ulandshjælp har vi faktisk haft det. Det synes jeg ikke at vi skal kaste over bord.

Hr. Julius Graakjær Grantzau.

Tak. Jeg synes, det var fint lige at komme ind på det her med rige og fattige lande. Og sådan igen nede på det personlige plan, som jeg gjorde det før, så oplever jeg somme tider en tendens til, at nogle, der har mindre end mig, ønsker at hjælpe mere, end jeg egentlig selv kan, med flere ressourcer. Derfor tænker jeg, at det måske slet ikke har noget med økonomi at gøre. Samtalen kommer lidt ind på, om det har noget med penge at gøre, men det er egentlig ikke sådan, jeg forstår beslutningen fra regeringens side, altså om ikke at tage imod. Der hører jeg egentlig ikke økonomi som et argument. Hvad tænker ordføreren om det?

Ordføreren.

Det der økonomiske argument synes vi er vildt overdrevet. Vi kan jo ikke tage imod alle verdens flygtninge, det ved vi jo godt vi ikke kan, og det skal vi heller ikke, det ville være dårligt for alle parter, men vedblivende at være i FN's kvotesystem synes vi er en utrolig vigtig opgave – utrolig vigtig opgave – både i forhold til de pågældende mennesker, men også i forhold til den solidaritet, der er så vigtig internationalt. Derfor er det et ualmindelig skidt signal, at vi trækker os ud af det.

Tak til hr. Holger K. Nielsen. Der er ikke flere korte bemærkninger. Jeg skal spørge, om ministeren ønsker ordet, for hun har ret til det en gang til. Nej. Er der andre, der ønsker ordet til dette punkt på dagsordenen? Det er der ikke.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen afsluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Udlændinge- og Integrationsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.