Det næste punkt på dagsordenen er:

6) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 10:

Forslag til folketingsbeslutning om automatisk organdonation, fra man fylder 18 år (borgerforslag).

Af Peter Skaarup (DF), Pernille Skipper (EL), Christina Egelund (LA), Carolina Magdalene Maier (ALT), Sofie Carsten Nielsen (RV), Karsten Hønge (SF) og Anders Johansson (KF).

(Fremsættelse 04.10.2018).

Forhandlingen er åbnet, og den første taler er sundhedsministeren. Værsgo.

Tak for det. Borgerforslaget, som vi behandler nu, handler om automatisk organdonation, fra man fylder 18 år. Patientforeningen Organdonation - ja tak! sætter fokus på en rigtig vigtig dagsorden, nemlig hvordan vi får flere til at tage stilling til organdonation. Konkret ønsker de med borgerforslaget, at der indføres formodet samtykke til organdonation, så man automatisk er organdonor, når man fylder 18 år. De foreslår også, at der informeres grundigt om en ændring til formodet samtykke i god tid, inden en sådan ændring træder i kraft, og at borgerne halvårligt rykkes for tilmelding til Donorregistret, indtil der er taget aktivt stilling. Målet med forslaget er, som forslagsstillerne lægger op til, at Danmark bliver det land i Europa, hvor flest borgere har taget aktivt stilling til organdonation.

Regeringen er enig i, ja, det tror jeg faktisk at de fleste her i salen er enige i, at målet er, at så mange som muligt tager aktivt stilling til organdonation. Jeg har derfor også stor sympati for borgerforslagets målsætning. Vi har en fælles interesse i at styrke transplantationsområdet, så der i alle relevante tilfælde bliver taget stilling til donation, og så vi kan hjælpe så mange som muligt med et nyt organ og vi kan sikre, at dem, der donerer organer, dermed er med til at give livet videre til andre. Og her er det en hjælp til de pårørende, hvis afdøde selv har taget stilling til spørgsmålet om organdonation.

Jeg er også meget enig i forslaget om at styrke information om organdonation. Man kan sige, at borgerforslaget i sig selv jo også er endnu en anledning til, at vi diskuterer organdonation i Danmark. Men forslaget går også videre end det, også videre end det, der hidtil har været linjen i Danmark i forhold til samtykke til organdonation. Vi har i dag i Danmark et såkaldt informeret samtykke til organdonation, og det vil sige, at den enkelte på et informeret grundlag tager stilling til, om vedkommende vil være organdonor. Den nuværende linje er, at det er frivilligt, om man ønsker at tage stilling til spørgsmålet, og at det er en personlig og privat stillingtagen, som offentlige myndigheder ikke nødvendigvis skal have indsigt i. Man kan altså godt være donor i Danmark og stå i Donorregistret, men man kan også være donor i Danmark og have tilkendegivet det over for sine pårørende eller gå rundt med en seddel i lommen. Der er mange forskellige former. Og det står i modsætning til automatisk donation eller formodet samtykke, som det også kaldes, for udgangspunktet er, at hvis en borger ikke eksplicit har sagt nej til organdonation, så vil vedkommende være organdonor.

Spørgsmålet om samtykke til organdonation er et komplekst emne, hvor jeg også fra regeringens side kan sige, at vi synes, man skal tænke sig grundigt om, også med henblik på de forhold, der handler om det organdonationsregister, vi har i dag, hvor vi faktisk har ret nuanceret information, både omkring hvilke organer man vil donere, men også i forhold til, om man ønsker, at ens pårørende skal kunne træffe beslutning ud over det, man selv har tilkendegivet, altså ligesom kunne tilbagerulle den beslutning, man egentlig selv har givet, i respekt for, at de pårørende i den svære situation, det er at stå i som pårørende, kan have et andet udgangspunkt, og som også skal kunne høres.

Derfor skal man også overveje, om der sådan set kan være nogle nuancer, der går tabt. Vi skal også være opmærksomme på det, som vi ved også er et opmærksomhedspunkt i nogle af de lande, der har formodet samtykke, nemlig risikoen for, at forslaget ikke får den gavnlige effekt, fordi mange oplever, at de får sådan et pres på sig i forhold til spørgsmålet og derfor ender med at sige nej aktivt, altså nedlægge forbud mod donation, fordi de føler sig presset til at svare.

Det er nogle refleksioner, som vi fra regeringens side synes er vigtige at gøre sig, når man diskuterer organdonation, herunder også formodet samtykke. Jeg synes derfor, vi skal overveje nøje, hvordan vi vælger at gå videre frem, og også nøje overveje alle de initiativer, vi tager for at sikre flere organer i Danmark, og om vi skal kigge på, om der er noget, der kunne have en modsatrettet konsekvens af det, vi egentlig ønsker. Det er også det, der har været drøftet i etisk kreds, og nu har vi lige behandlet et lovforslag her lidt tidligere, hvor vi tager en række initiativer i forhold til netop at styrke organdonationsområdet i Danmark, og fra regeringens side synes vi sådan set, det er vigtigt, at vi tager den diskussion løbende, også i etisk kreds.

Spørgsmålet om formodet samtykke over for informeret samtykke er også noget, vi har drøftet i den etiske kreds og dermed blandt Folketingets sundhedsordførere, herunder regeringens ordførere, og den til enhver tid siddende sundhedsminister – i den seneste tid jeg selv – og hvor vi jo på de her etiske møder, så sent som i forbindelse med Det Etiske Råds udtalelse fra juni 2017, også har vendt spørgsmålet om informeret samtykke over for formodet samtykke. I 2017 i juni måned kom Det Etiske Råd med deres udtalelse, og det var en udtalelse, de kom med, på baggrund af at den tidligere sundheds- og ældreminister og de drøftelser, der havde været i etisk kreds, aktivt havde bedt Det Etiske Råd om at komme med en anbefaling til Folketinget i forhold til spørgsmålet om formodet samtykke. Et flertal i Det Etiske Råd, 13 medlemmer, anbefalede, at samtykke til organdonation fortsat burde ske på baggrund af informeret samtykke, og flertallets begrundelse var, at informeret samtykke udtrykker respekt for individets anatomi, integritet og ret til selvbestemmelse, ligesom det lader individet bære ansvaret for egne dispositioner. Flertallet i rådet fandt også, at informeret samtykke oplagt kan suppleres med informationskampagner og andre tiltag, som kan kvalificere folks stillingtagen til donation og dermed øge donationsraten.

På et møde i etisk kreds i efteråret 2017 støttede partierne op om at opretholde informeret samtykke, og vi drøftede også i den sammenhæng en række initiativer, der så positivt kunne være med til at understøtte, at vi fik styrket organdonationsområdet i Danmark yderligere. Spørgsmålet om formodet samtykke bliver jo også meget aktuelt, når man så af de lister, vi har om organdonation i Danmark, kan se, at der fortsat er mennesker, der dør, mens de venter på et nyt organ, også i Danmark. Forhåbentlig håber jeg da på, at debatten om borgerforslaget i sig selv har fået flere til at melde sig som organdonorer, ligesom jeg håber på, at de initiativer, vi gennem det seneste år, senest i dag, på tværs af partierne har iværksat for at styrke organdonationsområdet, også får en effekt.

Vi har i sidste samling tilladt anonym nyredonation, og vi har med det lovforslag, som vi har behandlet i dag, også taget yderligere skridt i forhold til både at sikre, at de 15-17-årige kan tage stilling og tilmelde sig som organdonor, men også at man på andre måder kan være med til at understøtte, at flere tilmelder sig, bl.a. med flere informationsaktiviteter og målrettede kampagner for at få flere til at tage stilling til organdonation. For der er ingen tvivl om, at området skal styrkes, så vi kan få flere til at tage stilling til organdonation, og det er sådan set også det, jeg oplever, altså at vi på tværs af Folketingets partier har iværksat en række initiativer omkring det, vi har kaldt organdonationspakken, som skal være med til at få flere i befolkningen til aktivt at tage stilling til organdonation og også tilmelde sig donorregistret.

Sundhedsstyrelsen har også foretaget en undersøgelse, som også har været drøftet i etisk kreds, for at afdække, hvor borgerne søger information om organdonation, og hvordan man bedst når ud til borgerne om budskabet. Resultaterne af den undersøgelse vil også indgå i arbejdet med at udforme nyt oplysningsmateriale og en ny kommunikations- og informationsstrategi på området, og i den sammenhæng har vi jo også drøftet specifikt, at der er rigtig mange ældre medborgere, som måske uden selv at vide det ender med at konkludere på egne vegne, at de nok er for gamle til at være organdonorer, selv om vi med de teknologier og de metoder og muligheder, vi har i dag, faktisk kan bruge organer også fra ældre mennesker i et helt andet omfang, end man kunne tidligere, og der er det jo vigtigt, at vi også sikrer, at informationsmaterialet og kampagnerne når ud til alle befolkningsgrupper i det danske samfund for at sikre, at flere tager stilling.

Det har også været sådan, at vi hidtil har sendt donorfolderen ud sammen med sundhedskortet, og måske har det her med, at det er en fysisk pjece, gjort, at den har fået for dårligt fat i forhold til at sikre, at vi også via f.eks. e-Box brugte de muligheder, vi har for digital kommunikation. Derfor er vi blandt partierne også enige om, at der fra det nye år igangsættes forsøg med udsendelse af information og opfordring til at melde sig til donorregistret via e-Box, så vi på den måde forhåbentlig kan nå længere ud, end vi har formået hidtil.

Vi skal også nå ud til flere end dem, der skal have et nyt sundhedskort, fordi vi så kan bruge forskellige lejligheder til det. Det kan være, når man fylder 18 år, det kan være på andre tidspunkter, hvor vi alligevel skal kommunikere, og hvor det kan være et vigtigt tidspunkt at gøre folk opmærksomme på, at det ville være godt, hvis de også tog stilling til organdonation. Som sagt har vi også i fællesskab aftalt en ny informationskampagne, som særlig skal adressere de ældre medborgere i vores samfund i forhold til at få flere af dem til at tage stilling til at blive organdonor. Endelig moderniseres donorregistret, og det betyder bl.a., at borgeren fremover modtager en tak for tilmelding, når vedkommende tilmelder sig digitalt. Det er noget, der har været efterspurgt, for folk har oplevet, at de sendte sin tilmelding sådan lidt ud i det blå, og skete der overhovedet noget, og hvad fik de egentlig af kommentarer tilbage. Måske skal vi også i højere grad arbejde med, som vi også har drøftet i den politiske kreds, forskellige initiativer, hvor vi også kan bruge de sociale medier til at sætte positivt fokus på, om man er organdonor, og om man nu har husket at tilmelde sig.

I organdonationspakken, som følger op på handlingsplanen om organdonation fra 2014, ligger der også en række initiativer i forhold til at styrke indsatsen i sundhedsvæsenet og initiativer over for befolkningen. Mange af initiativerne er i gang, og vi har også sammen med Dansk Folkeparti med de penge, der blev afsat på finansloven sidste år, afsat yderligere penge til Dansk Center for Organdonation i forhold til at styrke informationen og være med til at opsamle og generere viden på området. Endelig har centeret også fået flere opgaver i den forbindelse. Jeg tror sådan set, at man må sige, at vi med de penge, vi har afsat, også for sundhedspuljen til højt prioriterede indsatser på sundhedsområdet, som vi har aftalt sammen med Dansk Folkeparti, og som Dansk Folkeparti fik på finansloven sidste år, i høj grad også dermed giver flere muskler til at sikre, at også Dansk Center for Organdonation kan planlægge målrettede kampagner, som kan være med til at få flere danskere til at tage stilling til organdonation. Derudover indgår det i regeringens finanslovsforslag at styrke Dansk Center for Organdonation med yderligere 300.000 kr. i 2019 og 3,9 mio. kr. i 2020 og med 5 mio. kr. årligt i årene efter for at få flere til at melde sig som organdonor.

Derfor kan man jo sådan set, hvis man skal tilbage til, hvorfor vi står her i dag, nemlig hele diskussionen om borgerforslaget og diskussionen om formodet samtykke, stille sig selv det spørgsmål, om det er der, vi er nu. Jeg anerkender på regeringens vegne til fulde behovet for, at der er flere, der melder sig som organdonor, og også behovet for, at vi handler på området, og derfor synes jeg også, det er vigtigt med de initiativer, vi har taget igennem de seneste par år i forhold til at få flere til at melde sig og få styrket indsatsen på området. Men jeg synes også stadig væk, at der er flere ting, vi kan gøre, og vi skal også tage bestik af de initiativer, vi nu har sat i gang i forhold til at vurdere, om de har den ønskede effekt, herunder også vurdere, om de initiativer, man f.eks. har taget i Norge, hvor man fra statsligt hold har sagt, at man ikke bare skulle blive organdonor, men sige ja til en organdonation, positivt kunne overvejes i Danmark, ligesom vi jo heller ikke opfordrer til at tage stilling til at blive bloddonor, men at vi opfordrer dem til at blive bloddonor. Det er bare for at sige, at fra regeringens side ser vi frem til yderligere diskussioner om organdonationsområdet, sådan at vi kan sikre, at flere danskere tager stilling, og at vi kan sikre, at flere organer kommer til at redde liv.

For at runde af vil jeg sige, at vi ikke mener, at formodet samtykke eller automatisk tilmelding til donorregistret, sådan som det ligger i forslaget, og som vi også har drøftet på baggrund af Det Etiske Råds stillingtagen til spørgsmålet sidste år, er det skridt, vi ønsker at tage nu, og derfor kan vi ikke støtte beslutningsforslaget om automatisk organdonation, sådan som det foreligger i dag.

Tak. Der er en enkelt, der har bedt om en kort bemærkning. Fru Lotte Rod, Radikale Venstre.

Det er ærgerligt, at regeringen ikke kan støtte det her forslag. Det er ikke nok, at vi alle sammen snakker om, at organdonation er vigtigt, og at vi tager nogle små initiativer, for det betyder jo stadig væk, at der er mennesker, som venter på at få et organ. Derfor vil jeg gerne spørge regeringen: Hvis ikke man kan se sig selv i hele det her forslag, kan vi så i det mindste blive enige om det, der er en vigtig del af forslaget, nemlig at vi jævnligt skal spørge folk for at få flere til at tage stilling?

Ministeren.

Det var sådan set det, jeg prøvede at sige, nemlig at det jo er det, vi allerede har aftalt. Altså, vi har jo gennem det sidste halvandet års tid og også på baggrund af handlingsplanen tilbage fra 2014 og løbende derefter taget en række initiativer. I sidste samling tog vi et initiativ om at tillade anonym nyredonation i Danmark for at sikre, at vi forhåbentlig kunne få flere nyrer til gavn for nogle af de mennesker, der mangler en nyre. For vi ved desværre også, at der er mennesker, der dør på venteliste. Vi har taget initiativer i fællesskab om at sikre, at vi løbende skal opfordre folk, også via e-Boks, til at tage stilling til organdonation og også målrettet køre kampagner om det. Vi har sammen med Dansk Folkeparti afsat flere penge til, at vi kan få flere informationskampagner og mere materiale og til, at Dansk Center for Organdonation bliver styrket. Vi har også på finansloven afsat penge til at styrke den indsats yderligere. Og vi har så sent som i dag behandlet et lovforslag, som giver også de 15-17-årige mulighed for at tage stilling.

Det her er jo ikke bare små initiativer. Det er en række af initiativer, som vi fra regeringens side ønsker at se resultaterne af, fordi vi faktisk mener, det er vigtigt, at vi også løbende tager bestik af, om debatten rykker, og om den rykker nok, i forhold til at vi skal have flere til at tage stilling.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Sammenlignet med det her forslag er det små initiativer, og derfor vil jeg gerne spørge ministeren igen: Vil ministeren være med til, at vi finder nogle tidspunkter, hvor det giver mening at man spørger folk om at tage stilling til organdonation? Det kan være, når man skal tage kørekort og andre situationer, hvor man alligevel skal til læge, altså at man så der bliver bedt om at tage stilling.

Ministeren.

Jamen jeg synes egentlig, det er det, vi har aftalt, og som vi nu vil starte med på forsøgsbasis at rulle ud, også via e-Boks, så det ikke bare er en fysisk pjece, som du kan få enten ved lægen eller på borgerservice, eller som bliver sendt ud, når du får nyt sundhedskort, men at vi målrettet kommunikerer med folk, når vi faktisk tror, de er i en situation, hvor de kan tage stilling. Det kan være på førstehjælpskurset, når man tager kørekort; det kan være, når man bliver 18 år; det kan være, når man rammer pensionsalderen; og det kan også være en lang række tidspunkter ind imellem. Men vi skal have fundet ud af, hvornår det er, vi kommunikerer bedst. Altså, hvornår er det, at man sådan set er modtagelig for at få lyst til at gøre det, som vi jo kan se i undersøgelser at rigtig mange danskere gerne vil, nemlig være organdonor, men også få dem til aktivt at tilmelde sig, så vi reelt set får flere, der kommer til at stå i vores register i Danmark på donorområdet?

Der er en enkelt mere til en kort bemærkning. Fru Kirsten Normann Andersen, SF. Værsgo.

Tak for det. Noget af det, som Det Etiske Råd lægger vægt på, er, at hvis man vælger automatisk tilmelding, vil nogle borgere måske bare ikke få frameldt sig, selv om de rent faktisk gerne ville det. Det er lidt det samme, der gør sig gældende, når vi aktivt skal tage stilling til det. Der er rigtig mange mennesker, der gerne vil være organdonorer, men de får bare ikke lige tilmeldt sig.

En gylden mellemvej kunne være – det er også i forlængelse af det, som fru Lotte Rod sagde – at vi beslutter, at mennesker skal tage stilling. Der kunne man jo så vælge et tidspunkt til det. Det kunne passende være, når man bliver myndig, eller det kunne måske være, i forbindelse med at man skal have NemID. Så kunne man ved samme lejlighed også aktivt tage stilling til, om man vil det her eller man ikke vil det her – ikke at man dermed ikke kan træffe beslutningen på et senere tidspunkt, men at man aktivt tager stilling til det. Det er jo det, der er omdrejningspunktet i det, som Det Etiske Råd eksempelvis er opmærksomme på. Det er vel ret beset også det, som vi alle sammen her er opmærksomme på, nemlig at vi vil være sikre på, at folk rent faktisk aktivt har taget stilling, men det forudsætter jo ligesom, at det besluttes, at det skal man så. Vil ministeren være med til sådan et forslag?

Ministeren.

Jeg tror faktisk ikke, at jeg forstår, hvad det er, SF's ordfører egentlig vil. Hvis man vil tvinge alle folk til at tage stilling, altså have et formodet samtykke, hvis de ikke har taget stilling, er det jo borgerforslaget. Og som jeg sagde: Vi synes sådan set, at vi gennem den senere tid har iværksat en række initiativer, som netop handler om, at folk skal tage stilling, men at konsekvensen af, at de ikke får taget stilling, ikke bliver, at vi aktivt tilmelder dem. Den bliver, at vi så tager fat i dem igen om et halvt år eller gennem en ny kampagne eller gennem nogle nye initiativer, der skal få dem til at tage stilling, så vi forhåbentlig kan få flere danskere til at tage stilling.

Som jeg også sagde indledningsvis, synes vi sådan set, at der, hvor det er væsentligt at tilføje lidt flere nuancer til det, der umiddelbart ligger i borgerforslaget, er i forbindelse med hele spørgsmålet om pårørende. Hvis der er et formodet samtykke og man dermed bare er blevet tilmeldt, fordi man ikke har fået frameldt sig, hvilken status skal pårørende så have i relation til det? Skal man samtidig opretholde Donorregistret, som vi har i dag? Rigtig, rigtig mange danskere har jo aktivt taget stilling til, at de gerne vil være organdonorer, og nogle af dem har også taget stilling til, at de ikke ønsker, at alle deres organer skal doneres.

Derfor synes vi sådan set fra regeringens side, at de initiativer, vi nu har iværksat over den senere tid, skal have lov til at blive foldet ud. Vi afviser på ingen måde, at vi skal tage flere initiativer. Vi kommer til at tage flere initiativer også i Danmark for at sikre, at flere bliver organdonorer. De diskussioner tager vi rigtig gerne med Folketingets partier. Vi synes bare ikke, at borgerforslaget har den rette balance her og nu.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Jeg har tydeligvis ikke forklaret mig ordentligt. Jeg taler faktisk ikke om formodet samtykke. Det Etiske Råds bemærkninger er jo netop, at vi risikerer det, som ministeren også selv er inde på lige nu. Men jeg taler for, at man måske finder et tidspunkt i vores liv, hvor vi naturligt skal tage stilling. Det kunne være, når man skal tage kørekort, altså at man, inden man får kørekortet udstedt, tager stilling til, om man vil være organdonorer eller ej – altså et aktivt valg. Det kunne også være, i forbindelse med at man skal modtage NemID, at man aktivt tager stilling – ja eller nej? Så imødekommer vi jo netop det, som Det Etiske Råd også beder os om, nemlig at sørge for, at mennesker faktisk har taget stilling. Kunne det være en model, som ministeren tænker at vi måske kunne arbejde videre med?

Ministeren.

Jeg synes sådan set, at jeg sagde indledningsvis, og det gentager jeg gerne, at jeg absolut synes, at vi skal diskutere det – det oplever jeg egentlig også at vi har diskuteret i etisk kreds – og også at iværksætte noget på forsøgsbasis, hvor vi informerer folk om det. Det kan være i forbindelse med deres 18-årsfødselsdag. Der er andre, der siger, at det kan være, i forbindelse med at de tager kørekort. Men at vi får fundet nogle tidspunkter i folks liv, hvor vi ligesom siger: Det er altså en god anledning til, at du også får taget stilling til organdonation. Det er i mit univers noget andet end at have et formodet samtykke. De ting synes jeg da at vi skal drøfte videre, ligesom jeg har en oplevelse af, at vi allerede drøfter dem.

Jeg sagde også, at jeg synes, at vi skal diskutere det, som de har i Norge, hvor de aktivt siger: Sig ja. Her i Danmark siger vi jo bare: Tag stilling. Det er jo også et spørgsmål om, om vi gerne vil gøre, som vi gør, når vi siger, at folk skal blive bloddonorer, i stedet for at de skal tage stilling til bloddonation, altså går nogle skridt videre i forhold til også at sende det signal, at vi faktisk gerne vil have, at der er flere, der tilmelder sig Donorregistret. Og ja, den diskussion tager vi fra regeringens side rigtig gerne, så vi kan få flere danskere til at tage stilling.

Tak til ministeren. Der er ikke flere til korte bemærkninger. Den næste taler er ordføreren for Socialdemokratiet, hr. Flemming Møller Mortensen. Værsgo.

Tak, formand. Vi skal forholde os til borgerforslaget, beslutningsforslaget her, som handler om automatisk organdonation, fra man er fyldt 18 år.

Jeg vil gerne takke dem, der står bag initiativet. Det her er et godt initiativ. Det er både grundigt og sagligt, og jeg tror, at årsagen til, at man har kunnet få mere end 50.000 underskrifter på det her, er, at man måske har hørt historier, kender borgere, som har stået og manglet et organ for at have et godt liv, for at have et trygt og sikkert perspektiv på fremtiden, og derfor er det her jo et godt forslag, som rammer ind, at Danmark har nogle udfordringer på det her punkt.

Derfor vil jeg starte med at sige som Socialdemokratiets sundhedsordfører til alle, der måtte se, lytte til eller læse vores debat her: Gør din egen holdning klar i forhold til organdonation. Det er det, der er vores lands udfordring, nemlig at for få gør det. Det her er et ofte debatteret emne her i Folketinget, bredt i befolkningen, i medierne og alle mulige andre steder. Det socialdemokratiske mål er klokkeklart. Vi skal have organer nok, som kan tilbydes til de borgere, patienter, der mangler et nyt organ for at kunne have perspektivet på et godt fremtidigt liv.

Det betyder jo, at mennesker skal stille sig til rådighed frivilligt og sige, at jeg må være donor på det tidspunkt, hvor jeg ikke selv kan beslutte det, eller at man har meldt sig også som levende donor. Hvordan gør vi det her bedst som samfund? Ja, er det det aktive tilvalg, eller er det det aktive fravalg? Hvordan gør vi det bedst? Jeg skal afsløre, at Socialdemokratiet på en og samme tid er meget utålmodige på det her punkt og samtidig meget eftertænksomme.

Hvad er situationen i dag? Ja, med udgangen af første halvår af 2018 står der 429 patienter aktivt på ventelisten til et nyt organ. 1.045.000 danskere har tilmeldt sig Donorregistret, og det svarer til ca. 22 pct. Det er langtfra nok, og paradokset opstår mellem de 22 pct., der har tilmeldt sig, og de 80 eller 85 pct., som, når man spørger bredt i befolkningen, siger, at de gerne vil være organdonor. Det paradoks skal vi finde løsninger på. Sidste år, altså i 2017, var der 374 patienter, som blev transplanteret og fik mindst et organ.

Skiftende ministre og skiftende Folketing og skiftende Sundhedsudvalg har drøftet, hvordan vi kan lave markedsføringen bedre, for det er jo det, det drejer sig om, at forstå alvoren i det her som borger. Meld dig som en samfundsnyttig borger i den her sammenhæng, mens du er i live. Det er det, vi appellerer til.

Organdonation og spørgsmålet herom, altså hvordan vi indretter Danmark bedre i forhold til at få organer nok, er altså på ingen måde en enkel sag. Det er en sag, hvor der rejser sig rigtig mange, også vanskelige etiske dilemmaer, men vi er i Socialdemokratiet parate til at drøfte, om vi skal gå fra en aktiv tilvalgsordning til en aktiv fravalgsordning. Men spørgsmålet er for vigtigt til, at det kan besluttes i et beslutningsforslag, som det her, fordi der er ting, vi grundigt og nøje skal overveje. Der er brug for at få spørgsmålet om en aktiv fravalgsordning bedre belyst. Det gælder især i forhold til de etiske problemstillinger. Det Etiske Råd har udtalt sig, at vi kan gøre brug af det, men vi skal have sat det i spil, også for at få det forbundet med en ordning baseret på et formodet samtykke. Hvilke konsekvenser er det, at det her vil få? Vil vi få flere organer eller ej?

Derfor opfordrer vi i Socialdemokratiet regeringen og den samlede kreds til, at vi grundigt tager fat på at få belyst både de etiske og de faglige problemstillinger ved en ordning for en organisation baseret på formodet samtykke, så vi kan træffe beslutninger på et ordentligt og oplyst grundlag. Det vil vi opfordre regeringen til, og jeg vil gerne give udtryk for, at vi faktisk er utålmodige, for vi bevæger os for langsomt frem mod det klare mål, som Socialdemokratiet har, så vi skal ikke ligge stille.

Så vil jeg slutte af med at sige, at det jo så er årsagen til, at vi ikke kan støtte beslutningsforslaget, som det ligger her, men jeg vil gentage over for hver eneste dansker: Gør din stilling klar her, meld dig, og lad os sørge for, at vi kan få et helt andet kvalificeret og godt og dækkende tilbud til de mange danskere, der mangler et organ. Tak.

Der er en enkelt for en kort bemærkning. Fru Lotte Rod, Radikale Venstre.

Socialdemokratiet siger, at I er utålmodige, men alligevel vil I ikke støtte det her forslag. Derfor får jeg så lyst til at spørge ordføreren, om vi så i det mindste kan blive enige om at lave en model, hvor vi aktivt spørger danskerne i situationer hos lægen, om de vil være organdonorer eller ej.

Ordføreren.

Ja, det kan vi, og det mener jeg ikke vi er uenige om. Det er faktisk det, vi har drøftet. Jeg synes, vi skal bede sundhedsministeren om at sætte det på dagsordenen næste gang, som De Radikales ordfører foreslår, så vi får pindet direkte ud, hvordan vi gør det her. Og så kan vi også sende et signal til de mere end 50.000 borgere, som er lige så utålmodige, som jeg er som Socialdemokratiets sundhedsordfører. Og så synes jeg, vi kan prøve at se, om vi ikke kan få lavet en fælles beretning til det her beslutningsforslag, så vi kan sende et signal, også som følge af beslutningsforslaget, hvor vi kan prøve at lave en opsamling på nogle af de ting, der indgår konstruktivt i drøftelsen her i dag.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Jeg synes, det er godt, hvis vi trods alt kan blive enige om det. Og så håber jeg bare, at Socialdemokratiets ordfører er enig med mig i, at vi også godt kan gøre det rimelig hurtigt. Når man står her og siger, at man er utålmodig, er det jo, fordi vi har diskuteret det her i årevis og årevis, og alligevel har jeg i hvert fald en oplevelse af, at tingene går meget langsomt.

Ordføreren.

Det er jo korrekt, at vi har diskuteret det i årevis, men vi har også handlet løbende på det her. Altså, vi fik handlingsplanen i 2014, og i den sammenhæng er det utrolig vigtigt at sige, at patientorganisationerne var med ved bordet, de faglige organisationer var med ved bordet, Sundhedsstyrelsen sad med, og man prøvede at lave en liste over de bedste initiativer og trædesten, og vi har jo lagt rigtig mange af dem ud. Men det har bare ikke haft den ønskede effekt, og derfor er Socialdemokratiet utålmodige. Derfor siger vi også, at det her med en aktiv fravalgsordning slet ikke er noget vi afviser. Vi vil blot have undersøgt tingene grundigere, og det behøver ikke at tage lang tid.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere indtegnet til korte bemærkninger lige nu. Så jeg fortsætter i talerrækken, og det er fru Liselott Blixt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Mange tak. Jeg vil også starte med at sige tak til dem, der har underskrevet beslutningsforslaget, borgerforslaget, som handler om automatisk organdonation, netop fordi jeg synes, det er vigtigt, for at vi får debatten. Det viser sig, at hver gang vi har en debat om organdonation, er der også flere, der tilmelder sig registeret.

Den 18. april 1964 var den dag, hvor Århus Kommunehospital gennemførte den første nyretransplantation, og det var en operation, som har sat sit præg både etisk og medicinsk her i Danmark. Det har reddet mange mennesker, unge som gamle, mænd som kvinder, og en ting er blot vigtig, for at disse operationer kan gennemføres, og det er, at der er et organ, som kan hjælpe et menneske, som kommer fra et andet menneske. Det, at organet skal komme fra et andet menneske, er netop det, der gør debatten svær, fordi vi kommer ind på etik og moral, og den kan være meget forskellig fra menneske til menneske. Jævnligt har vi debatten herhjemme om organdonation, og grunden til, at vi ofte debatterer det, er jo de ventelister, som vi har herhjemme, hvor flere når at dø, inden de bliver tilbudt et organ. Det er en debat, som kommer rundt om den enkeltes følelser og sætter fokus på vores egen død, samt hvad der sker, når en af vores pårørende ligger for døden, og det er ikke altid nemt at tale om, for hvem ved, hvordan man reagerer, når man står i situationen?

Jeg hører, at der er ordførere, der mener, at man er utålmodig, og så vil jeg sige, at der godt nok er ministre, der har siddet på hænderne de sidste 11 år, hvor jeg har været ordfører. I 2008 var det fru Pia Christmas-Møller, der på det tidspunkt var gået ud af Det Konservative Folkeparti, der fremsatte et forslag om, at man skulle kunne tage stilling, hver eneste gang man var oppe hos lægen, præcis det, som Radikales ordfører fremfører om, om ikke vi skal tage og gøre det nu. Det blev foreslået for 10 år siden, og der var et flertal med stemmer fra Dansk Folkeparti og alle de røde partier – tror jeg det var, for det var en VK-regering, der sad på det tidspunkt – for, at det skulle kunne lade sig gøre. Så vi kan faktisk tage det forslag fra 2008 op og sige, at man skal spørges. Problemet, som jeg kan huske det, var, at det var lægerne, der satte sig imod eller ville have betaling for det, og så gik det i hårdknude, og så skete der ikke mere.

Men hvorfor har man så ikke fundet en løsning i de 10 år, der er gået? Der har været adskillige sundhedsministre siden – og derfor er jeg jo glad for, at vi har gjort lidt den her gang – men det gør, at vi i Dansk Folkeparti faktisk har fremsat flere beslutningsforslag om at få flere organer. For vi mener ikke, at man skal være automatisk organdonor, men vi mener, at vi skal gøre, hvad vi kan, for at folk tager stilling. Det var også grunden til, at vi havde et beslutningsforslag om en målsætning. For vi kunne se, at der var hospitaler, der havde en målsætning, der gjorde, at de faktisk fik flere organdonationer, fordi de var dygtigere til, kan man sige, at få talt med de pårørende, der stod i en situation, hvor de kunne sige ja. Det var grunden til, at vi fremsatte et beslutningsforslag om en handlingsplan, som faktisk er den, vi arbejder på endnu.

Så det her med, at man bliver utålmodig, kan jeg godt forstå, for det har jeg godt nok også været mange gange. Det gør også, at jeg har interesseret mig for emnet i mange år og set på, hvad man gør i andre lande. Vi har lige haft et hold tyske parlamentarikere i udvalget, som jeg har holdt møde med. De tager også rundt i øjeblikket til forskellige lande. De har været i Spanien, som er dem, der ligger højest i forhold til donationslisten, altså hvor mange de donerer. Men de var også lidt skræmte, i forhold til hvad jeg har hørt andre der har lavet studier på det sige, i forbindelse med den måde, hvor man ikke mener, det er etisk forsvarligt at tage organer fra afdøde.

Jeg synes, vi gør rigtig mange gode ting. I næste uge, næste fredag, starter vi op med en ny kampagne, som netop skal få flere til at melde sig. Vi skal være meget mere rundt på sociale medier, vi skal være rundt der, hvor de ældre også kan få at vide, som ministeren var inde på, at man sagtens kan være donor, når man bliver ældre, og på den måde tror jeg, at vi kan blive ved med den succes, som vi har sat i gang. For hvis man kigger på, hvad der var i 2008, var der 400.000 donorer. I dag er der over 1 million, og det synes jeg er rigtig godt, når vi ser på det ud af en befolkningsgruppe på lidt over 4 millioner. Så kan det godt være, at der er nogle, der siger: Nej, vi er over 5 millioner. Men dem, der er under 18 år, kan jo ikke tage stilling endnu, så dem tager vi lige væk fra beregningen. Så jeg synes faktisk, det er meget godt, at hver fjerde af os er i registeret.

Jeg vil være bange for, at en automatisk donation gør, at man så siger nej, og så kan det aldrig ændres, heller ikke selv om de pårørende står i sidste øjeblik. Det kan man ved en, der siger ja. Der kan man faktisk ændre det selv, men ikke hvis der er blevet taget stilling til et nej, og det vil jeg være bange for. Derfor kan vi ikke tilslutte os.

Der er to til korte bemærkninger. Den første er fru Kirsten Normann Andersen, SF. Værsgo.

Tak for det. Jeg kan høre, at ordføreren ikke er så glad for forslaget om, at man automatisk er tilmeldt organregisteret. Men ville ordføreren kunne bakke op om et forslag, hvori vi beslutter, at alle danskere skal tage stilling, eksempelvis ved udstedelse af kørekort eller f.eks. som en forudsætning for, at man kan modtage NemID, og at man så er blevet bedt om at tage stilling, for de fleste af os ved jo godt, at en af årsagerne til, at folk ikke får det gjort, er sjusk. Så hvis vi nu ligesom kunne fastsætte sådan et tidspunkt, hvor folk får taget stilling, vil ordføreren så være med til det, for så har vi i hvert fald imødekommet Det Etiske Råds bekymringer, i forhold til om folk måske bare ikke er opmærksomme på, at de automatisk bliver tilmeldt. Men kunne det være en løsning?

Ordføreren.

Jeg mener ikke, at vi skal tvinge nogen til noget. For det første er det ikke alle, der får et kørekort, og for det andet mener jeg ikke, at man kan sige, at det er på grund af sjusk, at der er nogle, der ikke tager stilling. En gang imellem mener jeg, at vi skal vende debatten og tale om, at det måske er en af os to, der skal miste en af vores kære, der skal sidde og sige, mens blodet er varmt og hjertet slår, at de skal være donorer. Det taler vi for lidt om. Vi taler altid om dem, der står på venteliste til et organ, men vi taler aldrig om dem, der faktisk skal lide døden for at kunne give et organ. Det skal vi blive bedre til.

Men ja, jeg vil godt have, at man får spørgsmålet, når man kommer til lægen, men det skal ikke være et ja eller nej, der skal også være mulighed for et ved ikke, for der er mange, der har svært ved døden. Vi skal være bedre tid til at tale om, hvad der kan ske, hvordan man kommer herfra, og hvordan vi kan tage ordentligt afsked med vores kære.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Sikke et dramatisk svar. Jeg kan såmænd godt leve med, at der er en afkrydsningsmulighed, der hedder ved ikke, men det er trods alt et faktum, at 90 pct. af danskerne synes, at organdonation er vigtigt, og mener, at det er vigtigt, at vi tager stilling til det, men det er kun omkring 22 pct. af danskerne over 18 år, som rent faktisk har taget stilling. Og det er jo da et udtryk for, at der er nogle, der bare ikke lige får det gjort. Det giver vel en god anledning til at sige, at hvis der nu var et naturligt tidspunkt – og det kan godt være, at det ikke er kørekortet, det kan godt være, at det er NemID – men at der er et tidspunkt, hvor vi ved, at mennesker har sat sig ned og overvejet det her spørgsmål, og at de så får taget stilling.

Ordføreren.

Der er mange grunde til, at folk ikke tager stilling, og det er, fordi de ikke ved, hvad de skal sige. Jeg ville være mere bange for, at de så siger nej, fordi de er i tvivl, og så vil vi aldrig nogen sinde få den hjælp. Når vi taler om studier, så har jeg et studie her fra en lektor i medicinsk antropologi, som netop er lavet, og som viser, at 90 pct. af danskerne er positive, men at 60 pct. er imod formodet samtykke. Det er bare lige for at sætte det på plads, fordi vi tror, at en afstemning i Ekstra Bladet, som viser, at flere gerne vil have det, er sandheden. Her har vi i hvert fald et studie om det.

Næste til kort bemærkning er fru Lotte Rod. Værsgo.

Jeg er meget enig med Dansk Folkeparti i pointen om, at der er flere, som skal tage aktivt stilling, så det ikke er sådan, at når man står som forældre til en, der er død, skal man tage stilling i det øjeblik, hvor man har fået at vide, at der ikke er mere at gøre. Og det er jo hele pointen i det borgerforslag, der er her, altså at der er mange flere, der skal tage aktivt stilling, og at det er derfor, at man skal blive ved med at spørge folk. Og det, at vi har automatisk tilmelding, ændrer jo intet ved, at man stadig skal tage aktivt stilling. Tværtimod er det en del af modellen, at man skal tage mere aktivt stilling, end man gør i dag. Er Dansk Folkeparti ikke enige i det?

Ordføreren.

Nej, jeg er ikke enig i, at det her forslag betyder, at man skal tage aktivt stilling. Det her betyder, at man, når man ikke gør noget, automatisk er donor. Der er ingen respekt for den, der kommer ind på hospitalet, og når man så tager organerne. Der skal være en respekt, der skal være en taknemmelighed, når der er en, der faktisk giver liv til andre. Den respekt skal vi blive ved med at have, og den er jeg bange for glipper, hvis vi bare mener, at alle er mulige donorer. Og det vil være socialt skævt. Det vil være nogle af dem, som ikke tager stilling, som man bare beslutter er donorer, fordi de ikke selv har taget stilling, fordi de måske har det socialt dårligt eller nogle andre ting.

Tak til ordføreren. Så er det spørgeren til sin anden korte bemærkning.

Men det er jo forkert. Altså, det, der ligger i modellen, er, at man som udgangspunkt er tilmeldt registeret, men at man skal tage aktivt stilling på præcis samme måde, som man skal tage stilling i dag. Og hvis man ikke har taget stilling, er det på samme måde som i dag, altså at man jo også spørger de pårørende. Så det burde jo hjælpe Dansk Folkeparti med at kunne være med i det her forslag, fordi det vil styrke, at flere får taget aktivt stilling, så vi får færre af de situationer, hvor de pårørende sidder i den situation og skal tage stilling.

Ordføreren. Værsgo.

Men jeg er ikke med ordføreren i det. Jeg mener, at vi fortsat skal gøre det arbejde, vi har gang i i dag. Vi skal ikke tvinge folk og sige, at de skal tage stilling. Der er også nogle mennesker, der gerne vil leve i uvidenhed om, hvad der sker med dem den dag, de dør, og at det er overladt til de pårørende. Og det ved jeg at vi også kan sætte kryds ved, men der er nogle, der ikke ønsker at gå ind og tage stilling til det. Der er nogle, der har meget svært ved at begynde at tænke på deres egen død eller deres kæres. Og sådan skal det blive ved med at være. Vi er ikke ens alle sammen.

Så kan jeg vist sige tak til ordføreren. Der er ikke flere indtegnet lige nu. Næste taler er ordføreren for Venstre, Jane Heitmann. Værsgo.

Tak, formand. Beslutningsforslaget her er som bekendt fremsat på baggrund af et borgerforslag, der har 57.653 støtter. Og det er flot, og det vil jeg gerne dvæle lidt ved. For om beslutningsforslaget bliver vedtaget eller ej, er opmærksomheden på organdonation vigtig. Opmærksomheden og fokus på organdonation får flere til at melde sig som organdonorer. Beslutningsforslaget her er jo i sig selv med til at skabe et fokus, og det er der brug for. Derfor er jeg glad for, at vi i dag i Folketingssalen også sætter fokus på organdonation og de åbenlyse udfordringer, der er omkring at sikre flere organdonorer.

For sagen er jo den, at mange syge danskere er på venteliste til et nyt organ, og den barske virkelighed er, at nogle mister livet, før der findes en egnet donor, og det gør mig umådelig trist. Vi må og skal sikre, at flere danskere tager stilling, og der er mange veje, man kan gå. Formodet samtykke, som forslaget her handler om, er en vej at gå.

Tilbage i 2016, da Danmarks sundhedsminister hed Sophie Løhde, drøftede vi bl.a. i ordførerkredsen formodet samtykke, og i forlængelse heraf besluttede Det Etiske Råd at arbejde med emnet. Udtalelsen derfra talte sit tydelige sprog: Rådet kan ikke anbefale formodet samtykke, men anbefaler til gengæld, at der tages flere initiativer for at sikre flere organer.

Vi har drøftet mulighederne i Venstres gruppe, og jeg skal være ærlig og sige, at præcis som når vi drøfter andre problemstillinger, der har et etisk islæt, så er meningerne mange, og vi betoner hver især argumenter for og imod med varians og med forskellig tyngde. Vi har i Venstre valgt at lægge os op ad Det Etiske Råds anbefaling, men erkender også, at såfremt de nye initiativer ikke giver pote, er vi villige til at drøfte problemstillingen igen. For nylig genlæste jeg rapporten for Organdonationsdatabasen vedrørende 2017, og tallene heri i er nedslående. Tillad mig kort at citere:

»I 2017 indberettede intensivafdelingerne 2.359 dødsfald. 26 % heraf var patienter, som havde pådraget sig en omfattende skade af hjernen. De patienter udgjorde gruppen for donordetektion, hvor det er relevant, at personalet er opmærksomme på muligheden for organdonation. Kun 8 % af alle afdøde var dog potentielle donorer, da deres tilstand umiddelbart var forenelig med betingelserne for at kunne konstatere hjernedød. 4 % af de i alt 2.359 afdøde patienter blev organdonorer.«

Det er jo sagen i en nøddeskal, når kun 4 pct. ender med at donere et organ til et medmenneske, et nyt organ, der kan betyde forskellen mellem liv og død. Vi mangler organdonorer, og senere fremgår det af rapporten, at i 34 pct. af tilfældene skyldes manglende donation samtykkebetingede årsager. Det må og skal vi gøre bedre, Danmark!

I Venstre har vi også den holdning, at vi skal have mange flere til at tage stilling og allerhelst blive organdonorer. Heldigvis er der bred politisk enighed om at styrke indsatsen for, at flere skal tage stilling. Lad mit blot nævne et par.

Vi har netop førstebehandlet lovforslag L 110, som giver de 15-17-årige mulighed for at tage stilling til organdonation, og der sker meget i regi af sundhedsloven, når man fylder 15, så derfor giver det god mening, at vi får de unge med.

Men vi skal også have de voksne med, og der er opfordringer til vores 18-årige via e-Boks om at tage stilling og en særskilt oplysningskampagne målrettet vores ældre. Med finansloven har regeringen og Dansk Folkeparti prioriteret midler til Dansk Center for Organdonation til både oplysningskampagne, ansættelse af en ny medarbejder og en styrket oplysningsindsats. Og det er stærke signaler at sende, når indsatserne prioriteres via finansloven. Det er stærke signaler om, at vi i Venstre også har et udtalt ønske om at styrke indsatsen for, at flere tager stilling til organdonation, tilmelder sig aktivt, fordi ingen bør dø, fordi man ikke kan tilvejebringe de livsvigtige organer.

Venstre kan ikke umiddelbart støtte beslutningsforslaget, men støtter på alle måder intentionerne bag. Flere skal tage stilling, og vi ser gerne, at mange flere donorer tilmelder sig organdonation. Og som jeg sagde tidligere, anser vi ikke debatten for afsluttet. Vi følger organdonationsområdet tæt, og såfremt vi ikke formår at sikre flere liv med organdonation, ja, så er vi villige til at drøfte emnet igen.

Tak til ordføreren. Jeg ser ikke nogen til korte bemærkninger her på skærmen. Næste ordfører er fra Enhedslisten, og det er fru Stine Brix. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil også gerne benytte lejligheden til at sige tak til forslagsstillerne og til de mange tusinde, som har skrevet under på borgerforslaget. Jeg tror også, som flere andre af mine kolleger har sagt, at debatten i sig selv har betydning for, at flere tager stilling til organdonation. Det er jo i hvert fald en ting, som vi alle sammen kan være helt enige om er vigtig og givtig.

I Enhedslisten kan vi ikke støtte beslutningsforslaget, som det ligger. Vi anerkender fuldt ud det problem, som forslagsstillerne ønsker at løse. Vi har et problem med mangel på organer, og vi har et problem med, at for mange, formentlig også på trods af gode intentioner, ikke får taget stilling til, om de selv vil være organdonorer. Men vi mener ikke, at det er den rigtige løsning, at man automatisk er organdonor.

Hvorfor så ikke det? Jo, først og fremmest fordi vi mener, at det er en beslutning, som den enkelte borger selv bør tage – i forlængelse af den debat, vi havde før, om omskæring af små børn, kan man måske sige. Det handler om råderetten over sin egen krop. At donere sine organer er en beslutning, som man altså selv kan tage, og det er ikke noget, som vi bare kan formode man gerne vil. Jeg synes også, at der er et væsentligt hensyn at tage til de pårørende, der er til en potentiel organdonor. Når man som pårørende har viden om, at vedkommende står i Donorregistret, fordi vedkommende selv aktivt har taget en beslutning, så tror jeg faktisk, det er lettere at forlige sig med den proces, folk skal igennem for at blive doner; at forlige sig med den beslutning, der er taget. Hvis vi i stedet for at have en aktiv tilmelding går over til en passiv tilmelding, kan man sige, så ved man faktisk ikke som pårørende, om de personer, der står i Donorregistret, selv har taget den beslutning, eller om de ikke har. Konsekvensen vil være, at der vil være nogle, som bliver organdonorer, uden at de rent faktisk ønskede det, fordi de ikke fik meldt fra.

Vi har i dag som samfund en konstant forpligtelse, man kan sige et incitament, hvis man skal bruge sådan et økonomisprog, til hele tiden at opfordre befolkningen til at tage stilling – til at føre kampagner, til at sætte midler af til spørgsmålet, til igen og igen at lægge op til de etiske diskussioner, som det for mange mennesker kræver at tage stilling til spørgsmålet. Og jeg ville være bekymret for, at hvis man havde løst det på den her måde ved at sige, at alle som udgangspunkt er organdonorer, så svækker man det incitament til konstant at skubbe til den etiske debat, som der skal være plads til, og som jeg tror er nødvendig, for, at det her vedbliver med at være et tema, der er god opbakning til.

Jeg er også bekymret for – som flere andre har nævnt – at hvis vi farer for hårdt frem og på den her måde formoder, at man vil være organdonor, så risikerer vi at skabe en mere negativ holdning til organdonation som sådan. Det er i hvert fald det, jeg selv hører fra nogle af dem, jeg taler med, som er imod formodet samtykke, også selv om de f.eks. selv har meldt sig som organdonorer.

Jeg anerkender jo de problemer, som ligger bag forslaget, men hvad skal vi så gøre? Først og fremmest, som flere andre har nævnt, skal vi jo tage alle de initiativer, vi kan tage, for, at folk rent faktisk får taget aktiv stilling, og det er noget af det, vi drøfter som led i, at vi nu har en handlingsplan for organdonation, og som led i, at vi løbende har møder, hvor vi diskuterer, hvad man kunne gøre. Flere har også nævnt de to initiativer, som der var i lovforslag tidligere i dag. Jeg synes også, det er en udmærket idé, at man arbejder med, at man løbende spørger på velvalgte tidspunkter, om folk vil tage stilling, og det er der jo også igangsat et forsøg med, hvor man arbejder med det her med pop op-meddelelser, og man arbejder også med at sende en henvendelse ud i e-Boks til borgerne. Vi skal gentage opfordringen og støtte med hjælp, overvejelser, input til de diskussioner, man bør have, forud for at man tager stilling. Det tror jeg er vejen frem.

Jeg er enig med Dansk Folkepartis ordfører i, at hvis man hele tiden beder folk om at tage stilling, er det også vigtigt at respektere retten til at være i tvivl om spørgsmålet, retten til ikke at vide. Det er for mig at se også en væsentlig pointe i Det Etiske Råds udtalelse, altså at det er der nogle, der har behov for. Derfor kan det for mig at se aldrig være et spørgsmål om, at du kun kan svare ja eller nej for f.eks. at kunne få et kørekort eller for at få en NemID. Man har også en ret til ikke at vide og til at være i tvivl.

Afslutningsvis vil jeg sige, at det er et svært spørgsmål, og jeg skal også sige, at der helt klart også er medlemmer af Enhedslisten – jeg er ikke bekendt med nogen i folketingsgruppen – som mener noget andet, end jeg gør, og det er jo nok, fordi det ikke er et spørgsmål, man bare lige kan slå op i et principprogram. Men her har jeg i hvert fald givet udtryk for den holdning, som vi har som parti officielt, og som vi mig bekendt også altid har haft. Så vi kan altså ikke støtte borgerforslaget.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører i talerrækken er fru May-Britt Kattrup, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Organer kan redde liv, og jo flere donorer, jo flere liv kan reddes. Derfor mange tak til gruppen, som har rejst debatten om et utrolig vigtigt emne. I Danmark har vi i mange år ligget efter landene omkring os i forhold til organdonation fra afdøde. Vi ligger stadig lidt efter, men der er faktisk sket en ret dramatisk udvikling. Antallet i Donorregistret er steget fra cirka 400.000 personer i 2008 til over en million personer i dag. Det betyder også, at vi nærmer os vores nabolande i forhold til faktiske donationer. Den gennemsnitlige donor er relativt gammel, så det tager noget tid, før stigninger i Donorregistret også sætter sig i tallene for de faktiske donationer. Svenskerne har cirka 1,5 millioner i deres donorregister, og det betyder, at vi i Danmark har overhalet svenskerne pr. indbygger. Det er en rigtig positiv udvikling.

Mangel på donorer koster menneskeliv, og der er stadig væk en utrolig stor gruppe danskere, der gerne vil være organdonorer. Vi får det bare ikke gjort. Vi får ikke tilmeldt os. Derfor er det vigtigt at diskutere, hvad man kan gøre ved det. Og vi ved faktisk, at formodet samtykke virker. Det kan man f.eks. se i Spanien, som har opnået markante forbedringer for folk, som har behov for et organ. Men i Liberal Alliance mener vi, at man må tage hensyn til det store antal, som har følelser i klemme i forhold til organdonation. Det er ikke rimeligt at formode, at en afdød ville have haft det o.k. med, at man skærer vedkommende op og tager organer ud. Hvis man ikke selv har stærke følelser for, hvad der skal ske med ens legeme, kan det godt være svært at forstå de her følelser. Men vi mener ikke, at lovgivningen bare kan ignorere dem. Derfor går vi ikke ind for et formodet samtykke.

Vi synes, at man skal gøre meget for at fortsætte den rigtig gode udvikling i antallet af donorer. Det tror vi godt man kan gøre uden at tage et så vidtgående middel i brug som et formodet samtykke. Man kan prøve at gøre det nemt for borgeren at få tilmeldt sig. I virkeligheden er selve processen allerede utrolig nem, så det handler om at få mindet folk om, at det er vigtigt at få taget stilling til det, og om at gøre det endnu nemmere.

Derfor er vi også rigtig glade for, at regeringen sætter gang i en stor informationskampagne, og at vi har lagt op til at kontakte borgerne for at bede dem om at tage stilling – som vi har hørt her, eventuelt via e-Boks, som ministeren nævnte. I Liberal Alliance kunne vi faktisk også godt se, at man måske brugte NemID, som andre også har nævnt her i dag, sådan at alle borgere, næste gang de skal bruge deres NemID, bliver spurgt, om de vil være organdonorer. Men det er vigtigt for os, at der både er en ja-, en nej- og en har ikke taget stilling-mulighed, for det skal være helt legitimt ikke at tage stilling. Der er ikke nogen, der bliver dårligere borgere af at sige nej til at være organdonor eller at sige, at man ikke har taget stilling. Det er vigtigt for os, at den mulighed er der.

På den måde håber vi og tror, at man kan få mange flere donorer, for der er, som vi ved, faktisk mange, der gerne vil være donor, men som ikke får taget stilling til det, og som ikke får tilmeldt sig. Det her kunne så være én måde at gøre det på – uden at man altså derved forudsætter, at nogen automatisk er organdonor.

Så vi er meget imod formodet samtykke, men vil helt sikkert gerne have, at vi laver meget information og aktivt spørger borgerne. For os er det bare vigtigt, at man også kan undlade at tage stilling. Det må ikke kun være et ja eller nej. Der skal også være mulighed for at sige, at man ikke har taget stilling.

Tak. Fru Lotte Rod, Radikale Venstre.

Jeg synes, det er trist, at Liberal Alliance ikke vil være med på den her model, men det gør mig da i det mindste glad, at Liberal Alliances ordfører er så tydelig på, at man gerne vil have mere, end vi har i dag, og at Liberal Alliance gerne vil være med til, at vi finder nogle punkter, hvor alle folk bliver spurgt, sådan at der er flere, der aktivt tager stilling. Derfor vil jeg bare gerne lige spørge ind til dette: Er vi enige om, at det skal vi finde en løsning på? Liberal Alliance vil ikke stille sig tilfreds med det, hvis der sker det samme, som Liselott Blixt sagde så pædagogisk: Vi har diskuteret det i 10 år, og der er stadig væk ikke fundet en løsning på det.

Værsgo.

Jeg kan stå her og sige, hvad Liberal Alliance ønsker. Jeg kan ikke sige, hvad vi bliver enige om, og hvad enden bliver på det. Det må jo komme an på det videre forløb og de videre forhandlinger og samtaler. Det kan jeg jo ikke stå her og sige.

Fru Lotte Rod.

Men det er Liberal Alliances ambition, at der skal findes en løsning, hvor vi kommer til at spørge folk i situationer, sådan at der er flere, der kommer til at tage aktivt stilling?

Værsgo.

Liberal Alliance ønsker, at vi kan spørge borgerne, og det har vi jo også hørt ministeren sige. En måde kunne være via e-Boks. Vi taler om NemID. Der kan være andre måder at gøre det på. Vi må jo se, hvad det vil bringe, når vi får talt om tingene.

Tak for det. Tak til Liberal Alliances ordfører. Så er det fru Pernille Schnoor, Alternativet.

Tak. Jeg vil også starte med at sige tak for et velforberedt borgerforslag, som vi overordnet set er positive over for i Alternativets gruppe på betingelse af de ting, som står, nemlig at der gøres meget ud af at informere, og at det bliver nemt at melde sig fra. Når det er sagt, vil jeg sige, at det er et personligt dilemma for mig, ligesom det øjensynlig er for mange andre danskere, siden kun 22 pct. har tilmeldt sig, selv om 90 pct. rent faktisk går ind for det.

Jeg vil godt læse et par uddrag op af en kommentar, jeg skrev for 10 år siden, da min mor døde og jeg selv skulle tage stilling til organdonation:

»For nogle måneder siden var jeg censor på Handelshøjskolen i København. De studerende skulle skrive et debatindlæg. En stor del af dem havde naturligt nok skrevet om organdonation. De syntes alle uden undtagelse, at det var helt uforståeligt, at så få havde sagt ja til at donere deres organer. Og de kunne slet ikke finde argumenter, der talte imod. De er jo også unge; døden venter ikke lige om hjørnet. Og der er nok heller ingen rationelle argumenter, der taler imod organdonation. Det er derfor, alle lægerne taler for. Læger er rationelle. Det er deres job ... Jeg så engang Peter Lund Madsen tale om emnet i Morgen-TV. Han var oprørt over, at så mange ikke forstod, hvad hjernedød var. Så han forklarede videnskabeligt, hvordan hjernen stille og roligt går i forrådnelse, fra det øjeblik den dør.

Problemet med organdonation er ikke alle de rationelle argumenter, der taler for at redde en 16-årig dreng, der netop er blevet kørt ned. Eller en 20-årig lungepatient, der har brug for en ny lunge. Problemet er, at når man står over for et menneske, som endda er éns mor, så er der en masse symbolsk værdi og en masse følelser forbundet med hende.«

Videre:

»Min mor fik en blodprop i hjernen. Først mente de, de havde fået den opløst med medicin. Hun var vågen og hun talte med mig, som hvis intet var hændt. Hun kunne huske alt. Festen hun var til for to dage siden. Blomsterne hun havde plantet i sommerhuset. Sådan lå hun i to dage. Sov og snakkede lidt indimellem. Vi var glade og fortrøstningsfulde. Hun skulle nok klare den. Men vi blev ramt af den barske virkelighed, da vi så scanningsbilledet af hendes hjerne. 80 pct. af den højre hjernehalvdel var væk ... Medicinen havde ikke virket. Alligevel skulle vi være fortrøstningsfulde, sagde lægerne, vi skulle ikke give op. Det kunne gå begge veje. Vi skulle bare vente. I den ventetid blev vi kaldt ind til lægerne, som bad os tage stilling til min mors organer. De understregede, at de ikke vidste, om min mor ville dø – men for en sikkerheds skyld. Min far var sikker i sin sag – hun skulle donere dem. Jeg var usikker og vidste ikke nok, men ... vi sagde ja.

Problemet med organdonation er, at vi alle vel gerne vil dø en værdig død. Og at vi også ønsker det for vores kære. Og det er det, jeg stadig er i tvivl om, om min mor gjorde. Lige så snart vi havde sagt ja, var roen forbi. De gik i gang med at undersøge min mor og udspørge os: Havde hun været syg, hvor meget vejede hun osv. Oplysninger som skulle bruges til at vurdere anvendeligheden af hendes organer. Men der var ingen ro. Ingen ro til at få en værdig afsked med min mor. Så snart de havde mistanke om, at hendes hjerne var ved at dø, blev hun kørt over på intensiv-afdelingen, klar til operation og lagt i respirator ... To uafhængige læger bedømte hende til at være hjernedød. Nogle timer efter blev hun kørt til operation. Den varede ca. 6 timer. Så døde hun. De trak stikket til respiratoren ud. Problemet med organdonation er nok, at folk egentlig ikke vil vide, hvordan det foregår. De vil ikke vide, at man ikke kan være hjertedød, når de opererer, for så dur organerne ikke mere.«

Det eneste, jeg vil sige med det her, er, at der er mere i verden, end ens hjerne kan forstå. Alt er ikke rationelt. Ja, naturligvis skal man hjælpe andre, hvis man kan, men skal man ikke også hjælpe sin mor? Skal man ikke sørge for, at hun, som har gjort alt for en hele livet, får en rolig og værdig død? Spørgsmålet er op til den enkelte, og spørgsmålet er, om det er mere værdigt at dø i ro og fred end at dø på operationsbordet efter en 6 timer lang operation. Jeg ved det ikke, I skal ikke spørge mig, og jeg er stadig i tvivl. Men hvis jeg skal sige noget i dag, vil jeg opfordre til, at man tager stilling, så man ikke står i den situation, som min far og jeg stod i, hvor vi faktisk ikke helt vidste, om vi var enige. Jeg kan godt forstå, hvis folk ikke kan tage stilling til det, men jeg vil opfordre til, at man tager stilling. Tak for ordet.

Tak. Så er det fru Lotte Rod, Radikale Venstre.

Tak for det. Hvert år er der danskere, der dør, mens de står på venteliste. Hvert år er der hundredvis af danskere, som lever med alvorlig sygdom, mens de venter. Og hvert år er der tusindvis af mennesker, som lever med, at deres mor eller deres far eller deres søn eller deres søster eller deres bror er alvorligt syg, mens de venter, og med hele det pres og stress, der er, med den usikkerhed om, om man når at få et organ.

De her mennesker har stiftet en patientforening, og de har nu fremsat et borgerforslag. Og nogle af dem er her også i dag. Det er Esthers far. Esther er 5 år, og hun er blevet reddet af et nyt organ. Det er Kristine. Kristine er kommet hertil direkte fra dialyse. Og det er Simons mor ...

Det er ikke så passende at stå og henvende sig direkte til tilhørerne. Det plejer vi ikke at gøre.

Men det er f.eks. også nogle som Simons mor – Simon, som ikke er her mere, og hvor moren har prøvet at stå i den situation, hvor man får begge beskeder på en gang, nemlig at der ikke kan gøres mere og så spørgsmålet: Må vi bruge organerne? Og det er jo med til at rejse den her debat, for der er mange danskere, som gerne vil være organdonor, men som ikke lige har fået meldt sig til.

Jeg går ind for det her forslag, fordi jeg synes, det skal være lige så naturligt, at man gerne vil give, som det er at få, for de to ting hænger sammen. Og jeg oplever, at der især er to ting, som afsporer den her debat lidt. Det ene er argumentet om statens ejendom, og derfor vil jeg gerne stille spørgsmålet: Hvis man synes, at det her forslag gør en til statens ejendom, betyder det så også, at i det øjeblik, man siger ja til organdonation, så bliver man statens ejendom?

Det andet er hele det her med ordet formodet. Jeg tror, vi skal øve os i at kalde det noget andet, for forslaget lægger jo ikke op til, at man formoder, at man gerne vil donere; altså, det er en ændring af registreringen, men det ændrer jo ikke på det forhold, at folk skal tage stilling, og at det stadig, præcis som i dag, vil fremgå af Donorregistret, om man har taget stilling eller ej, og at hele formålet med forslaget er, at vi skal have flere til aktivt at tage stilling.

Der er også mennesker i mit parti, som ikke går ind for det her; der er også folk i folketingsgruppen, som hellere vil have en anden model. Men det vigtige for mig er, at vi gør mere, end vi gør i dag. For som nogle af de andre ordførere har været inde på, er det her noget, som vi taler meget om, og vi siger alle sammen, at det er vigtigt, og vi har lavet forskellige forslag i løbet af de sidste mange år, men der er stadig folk, der venter. Vi har ikke knækket nødden. Jeg synes ikke, at nogle og tyve procent er godt, jeg synes, det er for lidt. Og derfor er min holdning og Radikale Venstres ønske i det her, at vi skal lykkes med noget, der virker, og hvis vi ikke kan samle flertal for det her, vil vi gerne stille os i spidsen for at kunne samle flertal for det, vi kan blive enige om, sådan at vi kan få mange flere danskere til at sige ja tak til at blive organdonor.

Tak for det. Fru Jane Heitmann, Venstre. Værsgo.

Tak for det. Lad mig starte med at beklage over for ordføreren, at jeg under en tidligere debat fik kategoriseret Radikale Venstre som en del af blå blok. Det er naturligvis ikke korrekt.

Men jeg vil godt spørge om noget i forhold til borgerforslaget her. For det, der jo står, er, at der indføres automatisk organdonation for personer over 18 år, medmindre man aktivt framelder sig som organdonor – altså at man aktivt framelder sig. Anerkender ordføreren ikke, at vedtages det her lovforslag, skal man aktivt framelde sig, og at man så i udgangspunktet, fra man fylder 18 år, er donor? Uanset om man siger ja eller nej, er man donor her, medmindre man gør noget aktivt.

Værsgo.

Ja, præcis. Det, der ligger i forslaget, er, at på samme måde som det i dag er almindeligt, at man gerne vil modtage, så bliver det også almindeligt, at man gerne vil give. Men forslaget ændrer ikke på, at man stadig væk skal tage aktivt stilling. På samme måde som vi i dag beder folk om at tage stilling, vil vi også fremover gerne have folk til at tage stilling, og derfor betyder det noget, at vi laver en massiv oplysningskampagne, og derfor er det også en vigtig del af det her forslag, at vi løbende spørger folk.

Fru Jane Heitmann.

Jeg bliver nødt til at sige, at det simpelt hen ikke er sådan, jeg læser forslaget. Jeg læser, at der står: »... medmindre man aktivt framelder sig som organdonor«. Altså, hvis man ikke har frameldt sig, er man organdonor. Det er jo det fuldstændig modsatte af, hvordan tingene er i dag. Anerkender ordføreren ikke det?

Værsgo.

Jo, hvis man automatisk bliver organdonor og man ikke har lyst til at være organdonor, så skal man aktivt gå ind og melde sig fra. Men det ændrer ikke på, at alle, ligesom det er i dag, skal tage stilling, fordi det jo betyder noget, at man har taget stilling. Det er jo sådan, at hvis man ikke har taget stilling, vil de pårørende, præcis som det er i dag, jo også blive spurgt, og derfor har det en vigtig betydning, at man aktivt går ind og tager stilling. Jeg tror ligesom forslagsstillerne på, at når man laver den her model, kombineret med at vi finder flere lejligheder til at spørge folk, får vi flere til at tage aktivt stilling.

Tak til ordføreren. Så er det fru Kirsten Normann Andersen, SF, som ordfører. Værsgo.

Tak for det. Først tusind tak til de borgere, som har stillet det her forslag om automatisk organdonation. Det er et svært spørgsmål, men jeg tror faktisk, at det er det, som borgerforslag kan, nemlig at tvinge os til at tage de svære diskussioner, og det synes jeg også at vi er forpligtet til.

Omkring 90 pct. af danskerne går i dag ind for organdonation, men kun 22 pct. af danskerne over 18 år har registreret deres holdning i det nationale donorregister. Det er et problem, og derfor er det også helt relevant, at borgerne har stillet det her forslag. Rundtom i Danmark sidder der nemlig tusindvis af patienter, som har brug for organer, hvis de skal blive raske. De venter på et telefonopkald, som kan betyde forskellen på, om de overlever sygdom. Jeg forstår virkelig godt opbakningen til det her forslag, som betyder, at vi automatisk er tilmeldt Donorregistret, og som uden tvivl vil betyde, at vi omgående ville få flere organdonorer. Det er vigtigt, at mange flere danskere i fremtiden tager stilling og registrerer sig som organdonorer. Det er der ingen tvivl om.

I SF er vi dog optaget af, at vi som borgere reelt tager stilling. For ligesom at der helt sikkert går rigtig mange rundt derude, som ikke lige har fået taget stilling, så vil et forslag om, at vi automatisk bliver donorer, og hvor vi aktivt skal melde fra, også betyde, at en masse mennesker ikke lige får det gjort, at en masse mennesker ikke får taget stilling. SF vil derfor også foreslå et ændringsforslag til borgerforslaget, som indebærer, at vi alle sammen får taget stilling, at spørgsmålet ikke bare skal udsættes. Det kunne eksempelvis ske i forbindelse med, at vi bliver myndige, når vi modtager NemID, og hvor vi forinden skal svare ja eller nej til organdonation. Det vil på sigt betyde, at alle danskere tager aktivt stilling.

På samme måde bakker vi op om en her og nu indsats med informationsmateriale og omdeling på landets skoler og uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser. Når mange danskere går ind for organdonation, men langt færre er registreret, er det i sig selv et eksempel på, at vi stadig væk ikke er lykkedes med indsatsen. Flere danskere skal tage aktivt stilling til organdonation.

SF stemmer ikke for forslaget, som det ligger her, men vi vil gerne være med til at stille et ændringsforslag, som i højere grad kan medvirke til, at vi skal tage stilling. Et ændringsforslag, hvor vi blot opfordrer til, at flere tager stilling, vil være mere af det samme, og det anerkender vi. Et ændringsforslag skal derfor i stedet sikre, at vi skal træffe en beslutning, at vi skal skrive ja, eller vi skal skrive nej, men jeg hører også på ordførerne i Sundhedsudvalget, at det giver mening måske også at overveje et ved ikke. Og hvis det er vejen frem til, at vi kan komme et skridt nærmere, at alle mennesker aktivt skal tage stilling, så synes jeg, at det fint ville kunne indeholdes i et ændringsforslag. Så det vil være indstillingen fra SF, at vi prøver at arbejde videre med det.

Tak. Fru Jane Heitmann, Venstre.

Tak. Jeg vil gerne starte med at understrege, at vi fra Venstres side fuldt ud, som jeg sagde i min ordførertale, deler ambitionen om, at vi gerne skal have flere til at sige ja. Vi har brug for organerne, og vi er helt på linje med SF: Flere organer, ja tak.

Men jeg bed mærke i – og det kan godt være, jeg har misforstået det – at ordføreren sagde, at formodet samtykke omgående vil give flere organdonorer. Ordføreren nikker. Altså, nu er der jo mange steder i verden, hvor man har indført formodet samtykke. Så vidt jeg er orienteret, har man f.eks. i Wales indført formodet samtykke, men det har ikke hævet donorraten. Hvordan forholder ordføreren sig til det?

Værsgo.

Der er også rigtig mange andre steder, hvor det modsatte gør sig gældende. Men jeg tror desværre, at det forholder sig på samme måde med organdonation, uanset om vi snakker formodet samtykke eller ej, nemlig at 90 pct. af danskerne går ind for organdonation, men at kun 22 pct. af danskerne har fået registreret deres holdning. Jeg tror desværre, det samme vil ske, hvis vi har formodet samtykke, nemlig at mennesker vil være tilmeldt, men de har reelt ikke selv truffet beslutningen og får i øvrigt ikke lige gjort noget ved det.

Jeg tror, det vil skabe nogle etiske dilemmaer både i familien, men også i forhold til den enkelte. Jeg synes, det er vigtigt, at vi reelt har taget beslutningen selv, og der ville et forslag, hvor vi aktivt tager stilling til, om vi ønsker at være organdonor eller ej, gøre en forskel. Derfor tror jeg faktisk også, at sådan et forslag ville kunne øge andelen af organdonorer.

Tak til ordføreren. Og værsgo til den konservative ordfører, hr. Erik Lund.

Som de øvrige ordførere vil jeg også sige tusind tak til alle de forslagsstillere, der står bag det her forslag, men jeg kan med det samme sige, at Konservative ikke kan støtte beslutningsforslaget. Men vi synes, det er rigtig godt, at vi nu får en debat om det og på den måde skaber interesse for det her igen. Der sidder borgere derude, som lytter til det her, og det kunne være rigtig godt, når de nu alligevel sidder derude og lytter, hvis de lige tog deres mobiltelefon frem og tilmeldte sig Donorregistret.

Nu er vi jo kun to herrer her – den socialdemokratiske ordfører og mig, resten er kvinder – men jeg kan sige, at både den socialdemokratiske ordfører og jeg også kan multitaske. Nu er jeg tilmeldt Donorregistret, men jeg sad faktisk lige nede bagest og prøvede at se, hvor hurtigt det ville være at gå ind på sundhed.dk, hvis man skulle tilmelde sig, og det tager altså under 1 minut. Længere tager det ikke. Og der er faktisk fire muligheder, som man kan bruge: Man kan vælge fuld tilmelding, det har jeg gjort; man kan tilmelde sig begrænset tilladelse; man kan trykke ved ikke; og man kan også sige nej. Så alle de muligheder er der allerede, og det tager ingen tid.

Men så vil jeg sige, at Konservative som sagt ikke kan støtte et forslag, hvor man automatisk er organdonor. Vi mener faktisk, at en så indgribende beslutning kun kan ske, ved at man aktivt skal tilmelde sig. Det ligger helt klart. I Konservative håber vi selvfølgelig ligesom alle andre, at endnu flere end i dag vil tilmelde sig Donorregistret, men igen: Det skal være frivilligt, og det skal være en aktiv handling.

Vi har hørt flere forslag til, at det kunne ske, i forbindelse med man skulle have et nyt NemID, eller andre steder, hvor man så kunne gå ind og tilmelde sig. Jeg tror, vi skal tænke meget, meget videre. Nu har jeg lige nævnt her, at hvis der er nogen, der sidder og lytter til det, kunne det være, at de lige kunne gå ind og melde sig til. Vi skal opfordre mange flere til det her, det kan være vores familie osv., men i aften er der en af de mest populære udsendelser i tv, den har næsten 1 million seere, og det er »Vild med dans«. Det er synd, at sundhedsministeren ikke er med, så kunne det være, hun kunne have plæderet for det der. Men hvis man nu der f.eks. kunne opfordre til, at når folk alligevel sidder med deres mobiltelefoner og skal stemme, så kunne de lige gå ind på sundhed.dk, bruge 1 minut og få tilmeldt sig, så tror jeg, det kunne få rigtig, rigtig mange til det.

Konservative vil gå rigtig, rigtig langt for at få rigtig mange til at tilmelde sig det her, og igen: 22 pct. er alt, alt for lidt, men det skal være ganske aktivt, at man skal tilmelde sig. Det skal være frivilligt. Alle andre ting er vi fuldt åbne over for, men beslutningsforslaget, som det ligger her, kan vi ikke stemme for.

Tak for det.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Sundheds- og Ældreudvalget, og hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.