Det næste punkt på dagsordenen er:

30) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 127:

Forslag til folketingsbeslutning om pasningsloft for anbragte dyr.

Af Karina Due (DF) m.fl.

(Fremsættelse 01.03.2019).

Vi åbner forhandlingerne, og det gør vi med miljø- og fødevareministeren på podiet. Værsgo.

Tak for det, formand. I dag førstebehandler vi et beslutningsforslag om at indføre et pasningsloft. Det er noget, vi taler en del om her i Folketinget. I denne sammenhæng er det på 3 måneder, og det er for dyr, der er anbragt på internat, fordi dyrets ejer er fængslet eller tvangsindlagt eller indlagt på anden vis.

Indledningsvis vil jeg gerne sige tak til Dansk Folkeparti for at have fremsat forslaget og for igen at sætte dyrevelfærd på dagsordenen. Jeg vil sige fra regeringens side og fra min egen side, at vi jo er helt enige i intentionerne bag forslaget om, at vi ikke bare skal acceptere, at et dyrs behov bliver tilsidesat, blot fordi dyrets ejere ikke selv formår at passe dyret og ikke kan eller ikke vil sørge for pasning af dyret, mens de er fængslet, eller mens de er indlagt.

Regeringen mener dog ikke umiddelbart, at indførelse af et pasningsloft på 3 måneder for internatanbragte dyr er den rigtige løsning. Det er regeringens opfattelse, at beslutningsforslaget ikke vil give nogen dyrevelfærdsmæssig gevinst, da selve internatanbringelsen ikke i sig selv udgør et dyrevelfærdsmæssigt problem. Samtidig må jeg sige, at jeg og regeringen ikke kommer til at støtte et forslag, som vil kunne betyde, at syge mennesker får frataget retten til deres kæledyr, bare fordi de er indlagt, uden at de i øvrigt har vist sig uegnede til at holde dyr. Helt generelt vurderes det ikke at være et dyrevelfærdsmæssigt problem, at dyr holdes i internat. Der er heller ikke nogen faglig begrundelse for at sige, at en behandling, der er forsvarlig på anbringelsestidspunktet, generelt bliver uansvarlig efter 3 måneder.

Regeringen har tillid til, at internaterne rundtomkring i landet passer de dyr, som er anbragt eller i øvrigt befinder sig på internatet, både forsvarligt og samvittighedsfuldt, og efter regeringens opfattelse er de også i stand til det i længere perioder. At det modsatte generelt skulle være tilfældet, er efter regeringens opfattelse ikke helt i tråd med virkeligheden. Dermed ikke sagt, at der aldrig har været konkrete eksempler på dyr, der trivedes mindre godt i et internat. Pointen her er bare, at der så skal tages hånd om det individuelle dyrs behov. Det er således det konkrete dyrs behov, som skal opfyldes, hvilket ikke vil kunne ske med en fastsættelse af en generel tidsgrænse, sådan som det foreslås her, en grænse, vi finder på herinde. Et såkaldt pasningsloft på internater tager nemlig ikke hensyn til, om det konkrete dyrs behov er opfyldt. Et dyrs individuelle forhold bør i øvrigt tages i betragtning, når der træffes beslutning om dyrets pasning, og dyrets behandling skal i øvrigt være forsvarlig hele tiden, hvad enten det er på et internat eller ej.

I dag er der ikke en specifik regulering af, hvad der skal ske med et dyr, hvis ejeren er i fængsel eller er tvangsindlagt eller lignende. I praksis vil det ofte være politiet, som står sammen med dyret, når situationen opstår, og derfor er det i øjeblikket politiet, som træder til og sikrer, at dyret ikke efterlades alene på ubestemt tid, når dyrets ejer enten anholdes eller varetægtsfængsles eller tvangsindlægges. Det er Rigspolitiets opfattelse, at politiet generelt sådan i videst muligt omfang forsøger at indgå aftaler med dyrets ejer, som tilgodeser såvel ejeren som dyret, om pasning af dyret hos f.eks. familie, hos venner, hos naboer eller andre bekendte, indtil ejeren igen kan passe dyret selv. Og hvis ikke det er muligt at lade dyret blive passet hos familie, venner eller bekendte, forsøger politiet at indgå aftaler med ejeren om, at dyret skal overdrages eller andet, afhængig af hvad der sådan in casu skønnes at være den bedste løsning.

I situationer, hvor ejeren ikke ønsker eller ikke kan samarbejde med ordensmagten om pasning af dyret, vil politiet som udgangspunkt være nødsaget til at anbringe dyret i et internat, indtil der er en anden løsning, der åbenbares. Det er ikke sådan, at dyret glemmes, så snart det er anbragt på et internat. Rigspolitiet har oplyst, at langt hovedparten af alle politikredse følger op på internatanbragte dyr i tilfælde, hvor politiet har indgået aftale med et internat om anbringelse, og at politikredsene i vidt omfang forsøger at finde alternative løsninger til internatanbringelsen, herunder pasning hos førnævnte familie, venner og øvrige omgangskreds.

Det er ikke muligt at sige noget entydigt om, hvor mange dyr der anbringes i internater, eller hvor længe de anbringes her, fordi ejeren er fængslet eller indlagt og der ikke kan findes en mere permanent løsning for dyret. På baggrund af en høring af politikredsene har Rigspolitiet vurderet, at antallet af sager, hvor politiet har internatanbragt et dyr, fordi ejeren er fængslet eller indlagt, og hvor det ikke efterfølgende har været muligt at opnå enighed med ejeren om en varig løsning, er begrænset.

Som nævnt deler regeringen forslagsstillernes opfattelse af, at dyrs behov ikke bare skal kunne tilsidesættes, fordi ejeren ikke formår at passe på dem. Det er dyrenes behov, der skal være i centrum, og til enhver tid skal dyr behandles ordentligt, og dyr skal behandles forsvarligt. Regeringen anerkender også i den grad den indsats, som mange internater rundtomkring yder for dyr, som i kortere eller længere tid er anbragt på internaterne. Som nævnt mener vi dog ikke, at et pasningsloft på 3 måneder løser en udfordring, der måtte eller ikke måtte eksistere. Navnlig finder regeringen det uhensigtsmæssigt, at syge personer vil kunne fratages retten til deres dyr, mens de er indlagt. Jeg vil selv have vanskeligt ved at sige til en hoftepatient: Det er ærgerligt, at din genoptræning tager længere tid; King er i mellemtiden blevet tvangsfjernet.

Af de grunde, jeg netop har nævnt, kan regeringen ikke støtte beslutningsforslaget, men jeg mener, at det giver god mening at få en nærmere afklaring af bl.a. omfanget af og karakteren af internatanbringelser og selvfølgelig politiets aftaler med dyreejere og internater. Endvidere bør de eksisterende regler og brugen heraf belyses nærmere, for der er ikke sådan et helt klart og entydigt billede. Mit ministerium vil derfor gå i dialog med Justitsministeriet herom. Tak for ordet.

Tak til miljø- og fødevareministeren. Der er ingen korte bemærkninger, så det må være meget klar tale fra ministeren. Så går vi videre i ordførerrækken, og det er nu hr. Simon Kollerup, som sikkert vil bestræbe sig på at levere lige så klar en tale. Værsgo.

Tak til Dansk Folkeparti for igen at sætte et rigtig vigtigt emne på dagsordenen. Jeg synes, at det er rigtigt set, at der er nogle dyr, som kommer i klemme, som reglerne ser ud i dag. Det er synd, når dyr strander på internater, og det synes jeg, sagt indledningsvis, at vi skal se nærmere på om vi ikke kan gøre bedre.

Med beslutningsforslaget ønsker Dansk Folkeparti, at der indføres et pasningsloft, der betyder, at dyr, der er blevet anbragt på internat, fordi ejeren ikke kan tage sig af dyret, efter 3 måneder så kan gives videre til en ny ejer. Forslaget tager fat i en problemstilling, der opstår, når en dyreejer bliver fængslet, langtidsindlagt eller tvangsindlagt og derfor ikke kan tage sig af sit eget kæledyr – altså, såfremt dyreejeren ikke kan få familie eller venner til at passe kæledyret, ender det på internat. Som det er i dag, skal internatet tage sig af dyret, indtil ejeren igen kan tage sig af sit kæledyr.

Med det her forslag får internaterne mulighed for så at sige at tvangsfjerne dyret og give det til en ny ejer, hvis kæledyret har været på internat i 3 måneder. I 2018 var der ca. 160 dyr, som havnede på internat, fordi ejeren ikke kunne tage sig af dyret, og det er selvfølgelig synd for de dyr, der ender på internat i dag og kommer i klemme – det skal der ikke være nogen tvivl om – og derfor er det også en sag, som med rette optager både Dyrenes Beskyttelse og Dyreværnet, som påpeger, at der er flere og flere dyr, som bruger urimelig lang tid på internat.

Jeg mener, at det er relevant at se på, hvordan vi kan sikre, at færre dyr kommer i klemme, og derfor synes jeg også, at det er oplagt at gå i en dialog med både regeringen og ikke mindst med forslagsstillerne om at se på, om ikke vi kan finde et fælles fodslag i den her sag eventuelt i form af en beretning, som på en eller anden vis kan sikre, at der er færre dyr, der kommer i klemme. Derfor bakker vi også op om ministerens intentioner om en nærmere afklaring af sagens omfang og en yderligere belysning af pasningens karakter og de forskellige forhold, som omgiver det her forslag. Jeg synes, at det er godt, at Justitsministeriet bidrager til en yderligere klarlægning af sagen.

Så med de ord ser vi i Socialdemokratiet frem til et godt udvalgsarbejde.

Tak til hr. Simon Kollerup. Den næste i rækken er hr. Erling Bonnesen, Venstre. Værsgo.

Tak for det. God dyrevelfærd er vigtigt. Jeg tror, at vi alle sammen går op i, at det skal være i orden. Vi er forpligtede til at sikre, at de dyr, som vi holder, til enhver tid har det godt. Ansvaret er i første omgang hos ejeren eller ejerne, men i visse situationer kan ejeren ikke tage vare på dyret, som det også er nævnt, eksempelvis hvis vedkommende har været tvangsindlagt eller varetægtsfængslet eller på anden måde.

I en sådan situation anbringes dyret på et dyreinternat, imens man i dialog med ejeren forsøger at nå frem til den bedste løsning for dyret eller dyrene, og i langt de fleste tilfælde lykkes det også at blive enige med ejeren om at få passet dyret hos eksempelvis venner, familie, naboer eller på anden måde gennem frivillige aftaler, så der er styr på situationen. Så uanset hvor længe det varer at finde en aftale om dyrets varetagelse, skal dyrets behandling på et internat selvfølgelig være forsvarligt, det siger sig selv.

Forslaget er allerede gennemgået af de tidligere ordførere og ministeren, så det skal jeg ikke gentage, men blot sige, at i Venstre kan vi ikke umiddelbart støtte beslutningsforslaget, som det foreligger. Så skulle jeg også hilse fra hr. Carsten Bach fra Liberal Alliance og sige, at det kan Liberal Alliance heller ikke. Tak.

Tak til Venstres ordfører. Så er det hr. Øjvind Vilsholm, Enhedslisten. Nej, det er hr. Søren Egge Rasmussen, Enhedslisten, der kommer på talerstolen. Værsgo.

Tak for det. Vi synes jo, at det er for firkantet et forslag, at man ligesom vil definere at indføre sådan et pasningsloft på 3 måneder for anbragte dyr. Hvis vi er i en situation, hvor der er dyr, der skal være længere tid på et internat, hvorfor så ikke finde en bedre løsning efter meget kort tid?

Jeg synes, at det er svært at sige, at det her er løsningen. Vi har fået nogle tal for, at det er ret få dyr, det vedrører, og det er jo så på sådan en dag, hvor vi har oplevet her i Folketingssalen, at Dansk Folkeparti har stemt imod at forbyde minkavl i Danmark, hvor der opdrættes 16 millioner mink om året. Det er på sådan en dag, hvor Dansk Folkeparti har stemt imod et beslutningsforslag fra Enhedslisten om at forbyde lange dyretransporter, forbyde de 8 millioner lange dyretransporter, som sker fra Danmark. Der skal vi så have et beslutningsforslag fra Dansk Folkeparti, hvor man sætter fokus på en meget lille gruppe dyr. Det er bare for at tage proportionerne i det.

Hvis vi kan komme frem til noget, hvor vi skaber bedre dyrevelfærd for nogle af de her dyr, som bliver ramt af, at den person, der normalt passer dem, bliver varetægtsfængslet eller tvangsindlagt eller deslige, er vi da åbne over for det, men vi har svært ved at se, at sådan et firkantet forslag om at lave et pasningsloft skulle være det, som er løsningen på problemet.

Tak til hr. Søren Egge Rasmussen. Så er det hr. Julius Graakjær Grantzau, Alternativet. Værsgo.

Tak. Jeg tror, at jeg kan klare mig inden for den tid, men det ser ud, som om jeg fortsætter på den forrige ordførers tid.

Jeg har fået fornøjelsen af i dag at vikariere for vores dyrevelfærdsordfører, hr. Christian Poll, på det her beslutningsforslag fra Dansk Folkeparti. Han har bedt mig om at sige, at han er bekymret for sagen, som var beskrevet i artiklen »Dyreværnet i opråb: Fængsledes dyr koster kassen« på TV 2 Lorrys hjemmeside den 1. marts 2019, og han har været i dialog med Dyreværnet om den problemstilling, der nævnes. Han har også stillet spørgsmål til justitsministeren, alm. del, spørgsmål 628, som jeg også tror at jeg hørte ministeren henvise til, om, hvordan samarbejdet mellem politiet og Dyreværnet samt andre dyreværnsorganisationer fungerer i dag, og hvordan det kan forbedres. Men svaret var ikke entydigt og bar desuden præg af ikke at anerkende den problemstilling, som Dyreværnet beskriver.

Der er derfor grund til at følge op og finde en mere holdbar løsning, hvor ansvarsfordelingen mellem politiet og Dyreværnet defineres mere klart, end det er i dag. Med de gældende aftaler og praksis må Dyreværnet ofte selv søge løsninger med dyrenes ejer, selv om disse befinder sig i voldsomt problematiske situationer på grund af sygdom, kriminalitet eller sociale problemer. Ofte bliver Dyreværnet kastebold mellem sagsbehandlere og støttepersoner, Kriminalforsorgen og indlæggelsessteder osv. osv. og får måske alligevel ikke dyrets ejer i tale. Det forekommer ikke optimalt, at en dyreværnsorganisation skal påtage sig opgaver, som på den måde har karakter af social- eller kriminalforsorg og i øvrigt uden sanktionsmuligheder over for ejerne af dyrene.

Om beslutningsforslaget løser disse problemer, er vi i Alternativet usikre på. Måske skal der også andre virkemidler til eller i stedet for, og måske skal der i højere grad ses på den kontrakt, der er imellem politiet og dyreværnsorganisationerne. Måske skal den skærpes, så rollerne står mere klart, så Dyreværnet kan koncentrere sig om at tage vare på de dyr, der interneres, mens politiet varetager kontakten til ejerne – eller måske skal der findes helt andre løsninger.

På den baggrund stiller vi os nysgerrige og afventende i forhold til vores endelige stillingtagen og er også positive over for, hvad ministeren siger om at se nærmere på det for netop at skabe lidt mere klarhed over, hvad der egentlig er hvilke myndigheders opgave i den her situation. Tak for ordet.

Tak til hr. Julius Graakjær Grantzau. Så er det fru Trine Torp, SF. Værsgo.

Tak for det. Vi skal sørge for ordentlig velfærd for alle dyr igennem hele deres liv. Det gælder både kæledyr, produktionsdyr og dyr i fangenskab – ja, det gælder altså også kæledyr, hvis ejere ikke kan passe på dem i kortere eller længere tid. Dyrevelfærd gælder alle dyr.

SF er derfor positiv over for den opmærksomhed, som forslagsstillerne med det her beslutningsforslag giver den her specifikke gruppe af dyr. Ingen dyr må blive overset, og det er derfor, det er så afgørende, at der er nogle stærke organisationer som Dyreværnet, der medvirker til at sætte fokus på den her gruppe dyr. Hvordan dyrevelfærden så sikres for dyr, hvis ejere er varetægtsfængslet eller tvangsindlagt, er dog et svært dilemma, for der er mange hensyn, der gælder – og her er jeg nok også lidt påvirket af at være både dyrevelfærdsordfører og socialordfører.

Først og fremmest er der jo hensynet til dyrene selv, for det må ikke være sådan, at dyr bare efterlades på dyreinternater i månedsvis uden nogen plan for, hvad der skal ske med dem. Men der er altså også et hensyn at tage til de kæledyrsejere, som det vedrører. Der er faktisk ofte tale om borgere, der er meget udsatte, og hvor dyrene er en stor og vigtig del af deres liv, for nogle måske det eneste, de har, og disse dyr har i hvert fald ofte en rehabiliterende funktion for de her borgere. Man kunne i virkeligheden ønske sig, at nogle af de steder, hvor disse borgere bliver anbragt for en stund, havde plads til, at der var dyr, og det kunne være en anden måde at gribe den her problemstilling an på. Men på baggrund af de her forskellige problemstillinger mener vi ikke i SF, at beslutningsforslaget er den rette løsning på det her dilemma.

Vi mener, at løsningen må være at styrke de nuværende aktører – altså politiet, dyreværnsorganisationer, også gerne de sociale myndigheder – i det dilemma, som det er, så de i højere grad får mulighed for at gå i dialog med den pågældende ejer om pasningen af kæledyret i en periode, samt at sikre en høj grad af dyrevelfærd på de pågældende dyreinternater, i tilfælde af at der ikke kan indgås en aftale med ejeren. For hvis der i hvert enkelt tilfælde kan lægges en plan, som både er til gavn for dyret og dets ejer, vil det være det bedste. Men det er svært at sætte det på formel med klare tidsgrænser, for det vil jo være forskelligt fra sag til sag, hvilken plan der vil være den bedste, hvilke muligheder der kunne være for pasning i netværket, og hvor realistisk det er, at borgeren igen kan tage vare på sit dyr.

Så derfor kan vi ikke støtte op omkring beslutningsforslaget i dets nuværende udformning, men vil gerne være med til at kigge på, hvilke muligheder der kunne være for at sikre, at dyr ikke bare efterlades på dyreinternater på ubestemt tid, men at man også finder nogle løsninger, som er til gavn for både ejere og dyr. Og jeg skulle hilse fra De Radikale og sige, at de heller ikke kan støtte forslaget.

Tak til fru Trine Torp. Så er det hr. Orla Østerby, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Det er et forslag om pasningsloft på 3 måneder for dyr, der er anbragt på internat, fordi ejeren f.eks. er i fængsel eller er tvangsindlagt eller lignende. I Det Konservative Folkeparti har vi det sådan med det her forslag, at vi ikke synes om, at vi skal ud og tvangsfjerne dyr. Vi må sige, at der jo er ejere, der har meget brug for deres dyr, at dyrene måske er det eneste, de har i dagligdagen. Der vil det jo være trist at vende tilbage efter 3 måneder og konstatere, at dyret er blevet fjernet.

Men vi er enige i intentionerne bag forslaget, nemlig at vi ikke skal acceptere, at dyrs behov tilsidesættes, blot fordi dyrets ejer ikke selv formår at passe dyret. Men jeg mener ikke, at indførelsen af et pasningsloft på 3 måneder for internatanbragte dyr er den rigtige løsning. Forslaget vil ikke give nogen dyrevelfærdsmæssig gevinst, da internatanbringelser ikke udgør et dyrevelfærdsmæssigt problem. Vi kommer heller ikke til at støtte forslaget, som vil kunne betyde, at syge mennesker får frataget retten til et kæledyr.

Helt generelt vurderes det ikke at være et dyrevelfærdsmæssigt problem, at dyr holdes i internat, og der er heller ikke nogen faglig begrundelse for at sige, at en pasning, der er forsvarlig på anbringelsestidspunktet, generelt bliver uforsvarlig efter 3 måneder. Vi har tillid til, at internaterne rundtomkring i Danmark passer de dyr, der er anbragt, forsvarligt.

I de situationer, hvor ejeren ikke ønsker og heller ikke kan samarbejde med politiet om pasning af dyrene, vil politiet som udgangspunkt være nødsaget til at anbringe dyrene på et internat. Sådan er det, og sådan er det i dagligdagen. Men det er ikke sådan, at dyret bliver glemt, så snart dyret er anbragt. Ofte tager politiet fat i internaterne for at finde familie eller venner, der kan tage sig af dyret. Det er jo også sådan, at politiet generelt forsøger at indgå aftale med dyrets ejer, som tilgodeser ejerens behov, om pasning af dyret hos familie, venner, naboer eller andre bekendte, indtil ejeren selv kan passe dyret. Og Rigspolitiet vurderer jo, at det er et begrænset antal sager, der er om året på det her område.

Vi må sige, at det her nok ikke er det største problem, vi har på dyrevelfærdsområdet, og at det er ganske, ganske få sager om året, det drejer sig om. De Konservative mener ikke, at det er hensigtsmæssigt, at vi laver en grænse på 3 måneder. Derfor kan vi ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak til hr. Orla Østerby. Og så er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Karina Due, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak, formand. Tak for kommentarerne. Nu blev der jo sagt i flere af ordførertalerne, at det drejede sig om meget få sager, men så kan jeg fortælle, at i 2018 havde Dyrenes Beskyttelse ikke mindre end 66 hunde, 67 katte og 36 andre dyr i internat på grund af ejerens indlæggelse eller fængsling. Tallene fra Dyreværnet var 47 hunde, 30 katte og 11 andre dyr. Og husk på, at der kun er tale om de dyr, som er placeret af politiet på grund af ejerens fængsling eller tvangsindlæggelse. Det er faktisk store tal.

Mange af de dyr var interneret i månedsvis og flere af dem i årevis, og det er i hvert fald ikke dyrevelfærd. Men hvad er så det, der retfærdiggør, at et dyr skal – i gåseøjne – i fængsel, bare fordi ejeren er det? Når jeg kommer med det her B-forslag, er det på baggrund af et opråb fra Dyreværnet. De oplever flere sager, og de oplever, at dyr er der i længere tid, og de oplever, at de samme dyr kommer igen og igen. Og selv om man i Dyreværnet og Dyrenes Beskyttelse gør en rigtig god indsats for de her dyr, er det altså ikke et optimalt liv for dyrene.

B 127 giver mulighed for at fratage ejerskabet af disse dyr. På den måde kan de videreformidles og få en ny familie, der både vil og kan leve op til det ansvar, der følger med at have et dyr. Det er dyrevelfærd. Jamen er det ikke synd for dem, der mister deres dyr? Jo, det er det da, men er det meningen, at dyrene skal betale prisen?

Jeg lægger op til en maksimal interneringsperiode på 3 måneder. Det giver altså rigelig tid til, at man kan finde en løsning, og en løsning skal de sårbare mennesker naturligvis have hjælp til at finde. Andre gange er det bedste, man kan gøre for sit dyr, simpelt hen at sige farvel til det, uagtet at det gør ondt. Men man kan på den her måde få vished for, at det gøres på en god måde og på så god en måde som overhovedet muligt, og at der vil blive gjort et grundigt stykke arbejde for at finde den helt rigtige familie til dyret.

Der er flere, der har nævnt, at der ikke er nogen dyrevelfærdsmæssige konsekvenser af en internering i mange måneder eller i årevis. Det passer ikke. Det er rent faktisk dyreinternaterne selv, der råber op og siger: Hjælp os, vi har ikke mulighed for at give de her dyr et ordentligt liv. Så hvis man påstår, at der ikke er nogen dyrevelfærdsmæssige konsekvenser af at have dyr interneret i lang tid, så burde man måske tage ud og snakke med dem, der ved noget om det.

Kære minister, hoftepatienter bliver altså udskrevet efter 1 døgn i dag, så det er ikke de patienter, der er tale om. Jeg ved godt, at vi har et problem med dem, der er tvangsindlagt, fordi de er psykisk syge og kan være det i længere tid, men jeg mener jo også, at hånd i hånd med sådan et forslag her skal man også lave en social indsats for dem. Man kunne finde ud af noget med nogle fællesskaber, hvor folk passer hinandens dyr i perioder og sådan noget, så man altid har en backup.

Så kan jeg ikke lade være med at sige, at det jo ikke kun er et spørgsmål om, om man selv kan tage hånd om sit dyr, for hvis det er sådan, at man finder en hundepension til sin hund, så har man jo også taget hånd om sit dyr. Det, jeg snakker om, er de dyr, der bliver anbragt af politiet i længere tid – nogle gange i årevis. For det første optager de altså pladsen, så internaterne ikke kan tage andre dyr ind. For det andet koster det altså også kassen med de her dyr, og regningen for alle de penge ved vi godt at der kun er et sted at sende hen til, og det er til skatteborgerne.

Men tak for jeres kommentarer. Jeg glæder mig til, at vi kan diskutere det fremover.

Tak til fru Karina Due. Der er ikke nogen korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Miljø- og Fødevareudvalget. Og hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.