Det sidste punkt på dagsordenen er:

20) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 19:

Forslag til folketingsbeslutning om et årligt kvoteloft på 0-20 dispensationer for køb af sommerhuse i Danmark, når bopælspligten ikke er opfyldt.

Af Kenneth Kristensen Berth (DF) m.fl.

(Fremsættelse 12.10.2018).

Forhandlingen åbner vi med justitsministeren. Værsgo.

Tak for det. Beslutningsforslaget har til formål at pålægge regeringen at indføre et kvoteloft på 0-20 tilladelser årligt for udlændinges køb af sommerhus i Danmark. I bemærkningerne til beslutningsforslaget har forslagsstillerne bl.a. begrundet forslaget med, at der er knaphed på beboelsesegnede sommerhusområder, og at Justitsministeriet har en for lempelig administrativ praksis og derfor giver for mange tilladelser.

Inden jeg kommer til, hvordan regeringen stiller sig til forslaget, vil jeg godt lige kort forklare, hvordan reglerne om køb af sommerhuse er skruet sammen. Det er sådan, at hvis man aktuelt har bopæl i Danmark, skal man ikke have tilladelse fra Justitsministeriet til at købe sommerhus i Danmark. Justitsministeriet ser i den forbindelse på, om personen har sit faste og varige hjem i Danmark. Hvis man ikke aktuelt bor i Danmark, men tidligere har haft bopæl her i landet i sammenlagt mindst 5 år, skal man heller ikke have nogen tilladelse fra Justitsministeriet til at købe sommerhus i Danmark. Hvis man derimod ikke har bopæl i Danmark og heller ikke tidligere har haft det i sammenlagt mindst 5 år, skal man have en tilladelse fra Justitsministeriet til at købe sommerhus i Danmark. Det kan man få, hvis man har en særlig tilknytning til Danmark, og her ser Justitsministeriet på omfanget af tidligere ophold i Danmark og på, om der er en familiemæssig, sproglig eller kulturel tilknytning til Danmark. Har man en sådan særlig tilknytning her til landet, kan man altså få tilladelse fra Justitsministeriet til at købe sommerhus i Danmark, og det er helt i overensstemmelse med lovgivningen på området. Og det siger jeg for lige at udrydde eventuelle misforståelser.

Regeringen og Dansk Folkeparti er enige så langt, at begge parter ønsker at bevare sommerhusprotokollen. Som det fremgår af regeringsgrundlaget, ønsker regeringen imidlertid at undersøge mulighederne for forsøgsvis at udtage særligt udvalgte sommerhusområder, således at udlændinge ikke skal have tilladelse til at købe sommerhuse i disse områder.

Regeringen vil med andre ord se på mulighederne for på forsøgsbasis at udvide udlændinges adgang til at købe sommerhuse i områder, hvor det er svært at sælge sommerhuse – modsat beslutningsforslagets hensigt om at begrænse adgangen. Baggrunden er, at det potentielt vil kunne skabe aktivitet og udvikling i områder af Danmark, hvor efterspørgslen på sommerhuse er begrænset. Men som sagt vil vi kun åbne op for en forsøgsordning, hvis det ikke bringer sommerhusprotokollen i fare. Men det er jo ikke det, vi diskuterer her i dag.

Nu gælder det det konkrete beslutningsforslag. Og der kommer det også til, at Justitsministeriet har vurderet, at det ikke vil være muligt at gennemføre beslutningsforslaget inden for rammerne af sommerhusprotokollen. Sommerhusprotokollen er jo en dansk særordning om udlændinges adgang til at købe sommerhus i Danmark, som vi fik forhandlet os til i 1993, da vi tiltrådte Maastrichttraktaten. Protokollen giver os mulighed for at opretholde den gældende lovgivning om udlændinges køb af sommerhuse, som eksisterede i 1993, da protokollen blev vedtaget.

Uden sommerhusprotokollen vil vi på grund af EU-rettens regler om fri bevægelighed ikke kunne stille betingelse om, at udlændinge skal have tilladelse til at købe sommerhus i Danmark. Protokollen giver imidlertid ikke mulighed for, at Danmark strammer reglerne, i forhold til hvad der gjaldt tilbage i 1993. Forslaget om at indføre et kvoteloft, altså et loft over antallet af tilladelser, vil udgøre en stramning af den gældende lovgivning, og det vil være i strid med vilkårene for sommerhusprotokollen. Det er også Justitsministeriets vurdering, at beslutningsforslaget vil indebære en stramning af de gældende regler, og at forslaget derfor ikke vil kunne gennemføres inden for rammerne af sommerhusprotokollen.

Da regeringen som nævnt er enig med Dansk Folkeparti i, at vi ønsker at respektere sommerhusprotokollen, kan vi heller ikke på den baggrund støtte beslutningsforslaget.

Tak til ministeren. Der er spørgsmål. Først er det hr. Kenneth Kristensen Berth, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg må sige, at jeg tillader mig at være fuldstændig uenig med justitsministeren i justitsministerens konklusion. Det er sådan, at sommerhusreglen jo bygger på 1959-loven om erhvervelse af ejendom. I loven om erhvervelse af ejendom fremgår ikke de undtagelser, som justitsministeren refererer til. Der fremgår tværtimod alene, at det, der er hensigten med muligheden for at dispensere, er at dispensere i forhold til spørgsmål om opnåelse af de 5 års bopælskrav. Altså, hvis man er lige ved at nå dertil, hvor man har de 5 år, så kan der dispenseres. Det kan man også se, hvis man læser forarbejderne til 1959-loven. Jeg ved ikke, om ministeren har gjort sig den ulejlighed at gøre det. Men jeg vil godt spørge ministeren, om ministeren har gjort det.

Og så vil jeg gerne spørge, om ministeren synes, at det er uproblematisk, ligegyldigt hvor mange sommerhuse der kommer i udlændinges hænder. Altså, kan den udvikling, vi har set de sidste 7 år, bare fortsætte, så det er 900 om 7 år og 1.800 om 14 år, eller hvordan ser justitsministeren på det? Og hvordan agter justitsministeren i givet fald at imødegå, at det sker?

Ministeren.

Jeg har ikke læst det benævnte fra, var det 1959? Det tror jeg der blev sagt. Det skal jeg være ærlig at sige.

Vi kan vel skære meget fra, og så handler det her, hvis vi holder os inden for sommerhusprotokollen, i bund og grund også om, hvad den politiske holdning er til, om udlændinge skal have lov til at købe sommerhus i Danmark eller ej. Der synes jeg selvfølgelig, der er en kant. Men der er vi jo bare slet ikke. Der er givet flere tilladelser; der er også givet flere afslag, fordi der kan komme flere ansøgninger. Det er jo ikke bare noget, man lige får. Hvis man kigger på det antal af sommerhuse, der er i Kongeriget Danmark, og ser, hvad der er på udenlandske hænder, og hvilke tilladelser der er, må man spørge, hvad det er for et problem, vi er ved at løse. Det er jeg lidt i tvivl om. For det er jo ikke bare sådan uden tilknytning til Danmark overhovedet. Det er jo ikke sådan, at der kommer 50.000 fra Saudi-Arabien og køber sommerhuse her i Danmark. Det er jo nordmænd, svenskere, tyskere med tilknytning på en eller anden måde til Danmark, der primært køber.

Hr. Kenneth Kristensen Berth.

Justitsministeren formår sådan set alligevel at ramme hovedet på sømmet i det, justitsministeren siger. For justitsministeren siger, at vi ikke kan stramme reglerne i forhold til det, der er gældende. Men nu er justitsministeren og hans ministerium jo i gang med at lempe reglerne ved at give flere og flere og flere dispensationer. Det vil sige, at i takt med at justitsministeren giver flere dispensationer, vil man jo opleve, at man ikke kan skrue det her tilbage. For hvis man skal følge justitsministerens tanke, vil det betyde, at EU-Domstolen vil lægge til grund, at man rent faktisk har valgt at have en lempeligere tilgang til det. Så er ministeren slet ikke bekymret over, at det, justitsministeren har sat i værk, reelt betyder, at den danske sommerhusregel vil blive svækket kontinuerligt på grund af den måde, Justitsministeriet håndterer de her dispensationsanmodninger på?

Ministeren.

Jamen jeg er simpelt hen ikke enig. Vi lemper overhovedet ikke reglerne. Reglerne er, som de er. Hvis man bor i Danmark, kan man købe. Hvis man har boet her i 5 år, kan man købe. Hvis man ikke har det, skal man indsende en ansøgning og vise en særlig tilknytning.

Der er jo rigtig mange eksempler på, hvordan det kan være. Man skulle næsten prøve at se nogle af de ansøgninger, der er blevet sendt ind. Jeg kender et eksempel med en tysk statsborger, der har holdt 50 ferier i Danmark med en varighed på 1-3 uger fordelt over en periode på 28 år. Herudover har ansøgeren svigerfamilie i Danmark og kan forstå og tale dansk. Det er jo et eksempel på, at man så kan få en tilladelse. Der er flere, der søger, men vi har ikke lempet reglerne. Det er jeg simpelt hen ikke enig i.

Den næste er hr. Søren Søndergaard. Værsgo.

I det beslutningsforslag, vi behandler her i dag, fremgår det, at antallet af tilladelser er steget fra 54 i 2007 til 308 i 2017. Så vil jeg bare høre, om ministeren kan bekræfte det tal, og om det tal afspejler en generel tendens. Jeg vil også godt bede ministeren om at forklare grundlaget for den stigning i tallet.

Ministeren.

Jeg kan bekræfte tallet, som jeg lige hørte det. Det er rigtigt. I 2017 blev der givet 308 tilladelser. Og jeg skal være helt ærlig og sige, at jeg ikke har været igennem alle år og set, hvordan det lige har været, og hvad der er af hop.

Det dækker jo over, at der er flere ansøgninger. Man kunne også vende den om og sige, at der er flere afslag. For det er klart, at når der kommer flere, der søger, er der også flere, der får tilladelse, hvis de er inden for rammerne og inden for reglerne, og er man ikke inden for reglerne, er der også flere, der får afslag. Så det er jo det.

Om man kan aflæse nogle tendenser i det, kan der blive lejlighed til at se på under udvalgsbehandlingen. Hvad har tendensen været? Er der nogen særlige hop? Men ellers er det jo et udtryk for, at der er 308, der opfylder betingelserne – 156 nordmænd, 88 tyskere, 21 danske statsborgere og 19 svenske statsborgere.

Hr. Søren Søndergaard.

Jeg forstår måske ikke helt, hvad ministeren mener med inden for reglerne, for der er nogle fuldstændig klare regler, når det gælder at få det uden dispensationsansøgning. Så er der så nogle regler, der gør, at der kræves dispensationsansøgning. Men de regler, der er for at få en dispensation, er ikke helt så klare, for det er jo en vurdering. Så hvad mener ministeren egentlig med at overholde reglerne? Når det så er sagt, ligger der vel i ministerens svar, at der er sket en stigning, og at vi kan forvente, at den stigning vil fortsætte – altså logisk set.

Ministeren.

Først og fremmest er der de to punkter, hvor det giver sig selv: Bor man i Danmark og har gjort det samlet i 5 år, så kan man købe. Ellers er det rigtigt, at det er en vurdering ud fra tilknytningen, sprogligt, kulturelt, familiemæssigt – der er en lang række ting. Der står i forarbejderne til erhvervelsesloven, at tilladelsesordningen skal administreres liberalt, særlig over for personer og selskaber, der har en tilknytning til Danmark. Og så vurderer Justitsministeriet det jo ud fra det. Det anerkender jeg at vi kan være uenige om, men jeg er simpelt hen ikke enig i, at vi, hvis vi har en situation som i 2017 med de sommerhuse, der er solgt, og hvis vi kigger historisk på det, har et kæmpeproblem med, at vores sommerhuse er ved at blive overtaget af udlændinge. Det mener jeg simpelt hen ikke er rigtigt.

Med det siger vi så tak til ministeren. Så er vi faktisk klar til at tage hul på ordførerrækken, og det er hr. Peter Hummelgaard Thomsen, Socialdemokratiet, der er på vej op på talerstolen. Værsgo.

Tak for ordet, formand. Jeg skal sige det meget klart og tydeligt, så der ikke er nogen tvivl om, at vi i Socialdemokratiet fuldt og helt bakker op om og står fuldstændig bag den sommerhusregel, som vi har haft i efterhånden rigtig, rigtig mange år. Vi deler sådan set forslagsstillernes bekymring for stigningen i antallet, men vi synes til gengæld også, at vi både med nogle af de bemærkninger, som justitsministeren kom med, men også i det hele taget, vil opfordre de partier, som deler den bekymring – jeg har en fornemmelse af, at det er et ret bredt flertal – til at sætte sig sammen og skrive en beretning, hvor man måske bliver enig om, at det her for det første skal undersøges lidt nærmere.

For det andet må man se på, hvad der ligger til grund for den stigning. Er stigningen alene et udtryk for, at finanskrisen er slut, og at man i Tyskland og Norge har endog meget store indkomststigninger, som gør, at de pludselig kan komme ind på det danske sommerhusmarked? Er det et udtryk for, som jeg også har hørt nogen forklare det med, at der er flere sydslesvigske danskere, dvs. danskere med tysk statsborgerskab, altså en del af det danske mindretal, som nu begynder at søge? Eller er det udtryk for, hvilket er det, som jeg ville synes ville være interessant at få belyst, at der i administrationen af de dispensationsansøgninger bliver lagt lidt for stor vægt på, at det, som justitsministeren sagde, skal administreres liberalt? Eller er forklaringen måske den, som man gav udtryk for i går aftes i 21.30-nyhedsudsendelsen, at det alene er et spørgsmål om, at de danske myndigheder er begyndt at vejlede om, hvordan man rent faktisk søger?

Det, jeg prøver at sige, er, at vi til fulde deler bekymringen. Vi står fuldstændig bag sommerhusreglen, men vi synes også, at der her er et grundlag for at få det undersøgt nærmere og dermed også kunne træffe den rigtige beslutning om, hvordan man i givet fald skal gribe ind over for det her, frem for det forslag om et loft, som forslagsstillerne lægger op til. Det er Socialdemokratiets tilgang til det her forslag.

Tak for det. Så er der en kort bemærkning fra hr. Kenneth Kristensen Berth.

Jeg vil da sige tak til ordføreren for, at ordføreren er enig i, at der er grund til bekymring, for det mente justitsministeren jo tilsyneladende ikke at der var. Jeg tror, at ordføreren har ganske ret i, at det har en betydning, at man vejledes endog meget konkret i, hvordan man skal udfylde den her ansøgning om tilladelse til erhvervelse af sekundærbolig, som ligger på Civilstyrelsens hjemmeside.

Jeg vil bare sådan for god ordens skyld spørge ordføreren, om ordføreren vil se det som et problem, hvis vi f.eks. om 7 år har 800 tilladelser, som det ville være, hvis vi skal følge den udvikling, der har været over de seneste 7 år, eller hvis vi om 12, 13, 14 år måske har 1.600 tilladelser. Altså, mener ordføreren, at tallet i sig selv også er et problem?

Ordføreren.

Ja, det gør jeg, for hele grundlaget for sommerhusreglen er jo, at vi har nogle områder, og at vi sådan set også har besluttet, at vi gerne vil have det danske sommerhusmarked på en bestemt måde: 1) at priserne ikke stikker af, sådan at helt almindelige danske familier ikke har mulighed for enten selv at erhverve sig et sommerhus eller at kunne leje det til en rimelig udlejningspris, og 2) at det også afspejler de ønsker, der er i mange af de her lokalområder. Jeg er med på, at der er områder i Danmark, hvor man har et stort ønske om at få flere udlændinge ind på markedet. Og derfor synes vi, det er værd at undersøge, som regeringen også har lagt op til i regeringsgrundlaget, om man kan gøre det, og hvordan det skal være osv. Men grundlæggende er man i de fleste sommerhusområder rundtomkring i Danmark jo ikke interesseret i, at udlændinge skal købe sig ind, fordi det grundlæggende også vil betyde en faldende omsætning i lokalområdet.

Så det korte svar er: Ja, det ville vi være bekymrede for.

Tak til Socialdemokratiets ordfører. Den næste i rækken er hr. Jan E. Jørgensen fra partiet Venstre. Selv om der er et parti, der er større, så er det dog sådan, vil jeg sige til hr. Jan E. Jørgensen, at ordføreren for forslagsstillerne kommer senere, så vi tager det mindre parti nu. Værsgo.

Det er rigtigt, og det der med størrelsen må vi få løst efter valget.

Tak for ordet. Det er jo ikke første gang, vi har en drøftelse af sommerhusreglen eller sommerhusprotokollen, som den rettelig hedder, her i salen, men det plejer at være med et ønske om at fjerne den. Det diskuterer vi så ikke i dag. I dag diskuterer vi et forslag fra Dansk Folkeparti om at indføre et årligt kvoteloft på 0-20 dispensationer. En kvote på 0 ved jeg ikke om man rent teknisk kan kalde en kvote, men lad det nu ligge.

Jeg må skuffe Dansk Folkeparti med, at vi ikke kan støtte forslaget, men jeg vil godt forklare lidt nærmere hvorfor. Vi er helt enige i, at turismeerhvervet spiller en meget væsentlig rolle for udvikling og beskæftigelse i hele landet. Det gælder i storbyerne, men det gælder så sandelig også i de landdistriktsområder, som ikke helt oplever de samme vækstrater, som man gør andre steder i landet, og det er områder, vi ønsker at understøtte.

Som ministeren også redegjorde for, ønsker regeringen at undersøge muligheden for at lempe udlændinges adgang til køb af sommerhuse i visse områder i Danmark, hvor sommerhussalget i dag går lidt langsomt. Og det taler jo i den modsatte retning af Dansk Folkepartis forslag. Men vi er enige med DF så langt, at vi selvfølgelig også ønsker at fastholde sommerhusprotokollen, og derfor er det vigtigt, at hvis vi ændrer i den eksisterende lovgivning, gør vi det inden for rammerne af sommerhusprotokollen. Og der har kyndige jurister i Justitsministeriet altså vurderet, at DF's forslag om et kvoteloft vil være en stramning af de nuværende regler, og derfor vil det være i strid med vilkårene for sommerhusprotokollen.

Så vi ønsker at gå i en lidt anden retning end forslagsstillerne, men vi kan under alle omstændigheder – og det er sådan set det væsentligste – ikke bakke op om et forslag, der risikerer at gamble med vores særregler i sommerhusprotokollen, og på baggrund af det kan vi ikke støtte forslaget. Og jeg skal i øvrigt hilse fra Det Konservative Folkeparti og sige, at man deler Venstres holdning.

Tak. Det affødte spørgsmål fra hr. Kenneth Kristensen Berth, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Altså, set fra vores stol er dem, der gambler med sommerhusreglen, regeringen ved justitsministeriet, der med den her meget, meget lempelige dispensationspraksis jo er i færd med at ændre grundlaget, fra da vi trådte ind i EF med sommerhusreglen i bagagen, for da skete det jo netop på baggrund af en 1959-lov med en meget restriktiv tilgang til, hvordan man skulle dispensere. Så indfører regeringen – skiftende regeringer, formentlig – en meget, meget lempelig adgang til at dispensere, og nu, når vi så vil forsøge at gøre op med det, kommer den selv samme regering og siger: Jamen nu har vi simpelt hen trukket det så langt, at vi ikke kan gøre op med det, fordi det vil være at betragte som en stramning i EU-regi, og så vil det hele falde.

Giver det i det mindste ikke Venstres ordfører anledning til at overveje, hvorvidt det er en god idé yderligere at lempe eller dispensere fra sommerhusreglen, hvis det betyder, at sommerhusreglen de facto bortfalder?

Så er det ordføreren.

Altså, under alle omstændigheder ville et loft, altså et kvoteloft med et eller andet arbitrært tal, ikke være den rigtige vej at gå; så skulle man givetvis kigge på vilkårene for at opnå dispensation. Som det er blevet mig oplyst, er der ikke sket noget i ændringen af kriterierne for at få lov til at erhverve et sommerhus, men der er simpelt hen bare flere, der søger, og er der flere, der søger, er der jo alt andet lige også flere, der får tilladelsen.

Hr. Kenneth Kristensen Berth.

Jo, der er flere, der søger, men problemet er jo også det, at der er færre og færre, der får afslag, og flere og flere, der får tilsagn. Det er jo meget, meget vanskeligt at komme til bunds i, hvad det er for en måde, man administrerer på i Justitsministeriet. Jeg kan bare se, at der er den udvikling, og at den er krystalklar, og det er derfor, vi bliver nødt til at gøre et eller andet for at dæmme op for den, for ellers havner vi i en situation, hvor det ikke er os fra Dansk Folkeparti, men regeringen selv, der risikerer at få sommerhusreglen til at kæntre.

Ordføreren.

Jamen det er altså ikke rigtigt. Antallet, der får afslag eller får tilladelse – det er sådan set det samme – er altså nogenlunde stabilt procentuelt, i forhold til hvor mange der søger. Der er altså ikke sket en stigning i antallet, der får tilladelse, i forhold til hvor mange der søger. Er der 100, der søger, og der så er 70, der får tilladelsen, er det det samme, som hvis der er 10, der søger, og der er 7, der får tilladelsen. Det handler om, hvorvidt man opfylder kravene eller ej. Opfylder man kravene, får man tilladelsen, og opfylder man dem ikke, får man afslag. Så det er altså ikke rigtigt, at der skulle være sket et skred på den måde, som DF angiver, men jeg er enig i, at der er kommet et større antal samlet set, og det kan der være mange grunde til, altså at der er flere, der søger om at få de her tilladelser.

Så er der lige et spørgsmål fra fru Christina Egelund, Liberal Alliance.

Jeg skal bare lige være helt sikker på, at jeg forstår det rigtigt, altså at den ægte liberale i Venstre, Danmarks Liberale Parti, mener, at det skal være sådan, at på et frit marked, hvor vi handler med hinanden, hvor udbud og efterspørgsel regulerer tingene, er det helt fint, at der er en vare på hylden i Danmark, som vi nægter at sælge til en særlig gruppe mennesker.

Så er det ordføreren.

Jeg kan sagtens forstå de indsigelser, som fru Christina Egelund kommer med. Det kan jeg bestemt. Det er også derfor, man i regeringsgrundlaget er blevet enige om at se på, om man kan lempe sommerhusreglen. Det kan man jo så sige er en delvis imødekommelse af det synspunkt, som fru Christina Egelund har.

Fru Christina Egelund, værsgo.

[Lydudfald] ... at den ægte liberale i Venstre, Danmarks liberale parti, er glad for, at der er et andet liberalt parti i vores samarbejde, som udøver liberal indflydelse på vores regeringssamarbejde.

Ordføreren.

Den, der går med små skridt, kommer også frem, bare måske ikke lige så hurtigt.

Tak til hr. Jan E. Jørgensen. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går over til hr. Søren Søndergaard fra Enhedslisten – de rød-grønne.

Tak. Vi støtter fra Enhedslistens side intentionen bag det her forslag. Og hvad jeg mener med intentionen, skal jeg lige komme tilbage til.

Danmark er et lille land, vi har en lille befolkning, og vi er omgivet af store lande med store befolkninger. Så hvis markedet, det frie, højt besungne vidunderlige kapitalistiske marked bare får lov at råde, så er det et spørgsmål om tid, før en stor del af sommerhusområderne i Danmark er beboet af folk fra andre lande. Det kan man så mene at der ikke er noget problem i; man kan mene, at det faktisk ikke ville gøre noget som helst, hvis det var folk fra andre lande, der ejede sommerhusgrunde i Danmark. Der er også nogle, der er helt vilde med, at ejendomme i Københavns indre by ejes af udlændinge og ikke bliver beboet. Altså, man kan have mange af den type opfattelser, men det er ikke Enhedslistens opfattelse. Vi ønsker, at sommerboliger i Danmark først og fremmest skal stå til rådighed for de folk, som har fast og varig bopæl i Danmark.

Der vil jeg godt understrege, at det ikke har noget med statsborgerskab at gøre. Det har ikke noget at gøre med, om man er dansker. Altså, det er jo ikke et eller andet nationalistisk korstog. Man kan være af hvilken som helst nationalitet. Men har man bopæl i Danmark, er det vigtigt, at den begrænsede ressource, som sommerhusområderne er, også er tilgængelig for dem, som bor i Danmark. Derfor støtter vi og har altid støttet sommerhusreglen, som har eksisteret siden 1959 og så er blevet skrevet ind i forbindelse med vores EU-medlemskab. Jeg ved ikke, om den første gang blev skrevet ind i 1973, eller om det var i 1993, det kan jeg ikke helt gennemskue, men den er i hvert fald en del af grundlaget for vores EU-medlemskab.

Samtidig med det støtter vi også, at der skal være en dispensationsmulighed fra kravet om dels at have bopæl i Danmark, dels tidligere at have boet 5 år i Danmark. Vi synes, der skal være en dispensationsmulighed for det, fordi der kan være folk, der har en særlig tilknytning til Danmark, der begrunder en dispensation. Det synes vi skal være en mulighed, altså at den dispensationsordning skal være der. Men det skal netop være en dispensationsordning.

Derfor er det klart, at hvis en dispensationsordning fører til, at et stærkt stigende antal år for år får flere tilladelser, så holder det op med at have karakter af at være en dispensationsordning. Der må vi sige, at det er en voldsom stigning fra 54 tilladelser i 2007 til 308 i 2017. Vi vil godt i udvalgsbehandlingen kigge på, hvad det handler om, og vi vil godt kunne overbevises om, at der har været lignende op- og nedgange tidligere. Men når vi kigger på de tal, må vi bare sige, at udviklingen er markant.

Det vil jo alt andet lige indebære en udvikling, som vi er imod. Hvis dispensationsgraden fortsætter med at stige, er vi sådan set enige i, at det risikerer at undergrave argumentet for undtagelsesreglen i det hele taget. Men vi har også den opfattelse, at det naturligvis vil føre til stigende priser. Det bliver jo sagt meget åbent fra nogle af de kommuner, som gerne vil have lov til at lade udlændinge købe sommerhuse: Det er jo et spørgsmål om stigende priser. Der har vi altså bare det grundlæggende udgangspunkt, at for os er det vigtigere, at sosu-assistent Margit Hansen og metalarbejder Hassan Akmed, som tilfældigvis har tre unger, kan få råd til at købe sig en knaldhytte, hvor de kan holde deres ferie og deres weekender, end at folk fra andre lande, der ikke har nogen særlig tilknytning til Danmark, kan få mulighed for at købe hus i Danmark, fordi det for dem er billigt.

Altså, vi er ikke så fikseret af det der frie marked, hvor det bare er markedskræfterne, der skal bestemme. Det har vi nogle reservationer over for, også i den her sammenhæng.

Derfor skal der ske en begrænsning af i hvert fald stigningen af antallet af dispositioner med den nuværende dispensationspraksis. I udvalgsarbejdet er vi åbne over for at diskutere det der loft, som Dansk Folkeparti har foreslået. Vi er især åbne over for at diskutere, om ikke det er meget lavt sat ved 20. Det synes vi måske nok at det er. Men vi er altså også åbne over for at diskutere muligheden for, at man ikke sikrer et loft gennem et tal, men at man sikrer et loft eller et antal gennem retningslinjerne og kriterierne for dispensationerne. Når det er lidt vigtigt, er det, fordi det er lidt underligt at have et loft, hvis ansøger nr. 21 faktisk har mere anledning til at få en dispensation end de andre.

Men vores udgangspunkt er, at vi er positive over for forslaget, og vi vil også se positivt på Socialdemokratiets forslag om en eventuel beretning.

Tak til hr. Søren Søndergaard. Der er en kort bemærkning fra hr. Rasmus Nordqvist, Alternativet.

Jeg synes jo, der var mange forbehold i forhold til at støtte det her forslag, vi behandler. Der er jo meget snak om det her med marked og sådan noget, og jeg tænker lidt, at hvis folk gerne vil købe et sommerhus, kan det også være, fordi de, om de så kommer fra Sverige, Kroatien eller Frankrig, faktisk gerne vil holde ferie i Danmark, være heroppe og nyde naturen. Men jeg kunne godt tænke mig at vide, om der er nogle fakta, der underbygger det her med, at prisernes himmelflugt skyldes, at folk fra nogle lande, som måske endda har mindre købekraft, end hvad danskere normalt har, gerne vil købe sig et hus i Danmark og nyde deres ferier og fritid i dem.

Ordføreren.

Nu bestemmer vi jo ikke, hvor folk køber henne. Jeg kan bare konstatere, at i nærheden af det sted, jeg har sommerhus, er de attraktive sommerhuse steget voldsomt i pris, og det er jo, fordi der kun er få af dem. Sådan er det jo. Hvis der er en stor efterspørgsel efter et relativt lille antal sommerhuse – et antal, som ikke er voldsomt stigende, fordi der er grænser for, hvor meget der kan udlægges til sommerhusareal, i hvert fald hvis man samtidig gerne vil tage miljøhensyn og forsvare naturen osv. – så vil det at åbne op for udlændinges køb af sommerhuse i videre omfang føre til prisstigninger. Det kan ikke undgås – altså, hvordan skulle det foregå? Hvis efterspørgslen er større end udbuddet, vil det som med alt andet føre til prisstigninger.

Spørgeren.

Det er klart, at der er nogle få steder, eksempelvis nord for København, helt ude ved kysten, hvor husene er rigtig dyre, mens de inde i landet er til at betale for flere forskellige mennesker. Jeg kunne godt tænke mig at høre, om vi har nogen fakta. Jeg kan huske, at vi, da vi sidst diskuterede, hvad det egentlig betød at have den her sommerhusregel, ikke kunne finde nogen tal på, hvad det egentlig betød at have den her sommerhusregel, specifikt gjaldt det priserne. Der var nogle, der begyndte at sige, at det ville dræbe sommerhusområderne, fordi der ikke ville komme nogen mennesker og holde sommerferie der i nogle af de mange tusinde huse, der er til salg. Så hvad er det for nogle fakta, vi bygger den her frygt for stærkt stigende priser osv. på?

Ordføreren.

Det bygger sådan set kun på en analyse af kapitalismens historie over flere hundrede år om det frie marked, ikke på andet. Det kan godt være, at der er en undtagelse her, men så må vi jo se frem til, Rasmus Nordqvist, at vi virkelig benytter den her mulighed til at prøve at bede om at få de fakta på bordet. Jeg tror, der er nogle af faktaene, man ikke kan få, for det vil være gætteri, men vi kan komme videre, og vi har også interesse i at komme videre. Som altid er vi kun interesseret i at blive overbevist om noget andet, hvis noget andet er rigtigt. Men det principielle udgangspunkt for os er, at arbejdsmanden og sosu-assistenten fra Glostrup har mere ret til at købe et sommerhus i Danmark end folk, der kommer fra USA eller Canada eller Filippinerne eller Tyskland, eller hvor de nu kommer fra, medmindre disse har en særlig tilknytning til Danmark. Hvis andre lande har den samme indfaldsvinkel, synes vi egentlig, det er ganske rimeligt. Vi synes ikke, at danskere nødvendigvis har et lovmæssigt krav på at eje græske øer.

Tak til hr. Søren Søndergaard, og velkommen til fru Christina Egelund fra Liberal Alliance.

Mange tak. Der er jo sådan en sen tirsdag aften alligevel et eller andet opløftende ved at høre en socialist i hvert fald beskrive markedsmekanismerne, om ikke omfavne dem. Jeg har det egentlig altid sådan, at når et parti fremsætter et beslutningsforslag, som man ikke nødvendigvis er enig i, forsøger jeg altid at finde en eller anden nuance, som man kan være enig i, eller at anerkende problemstillingen, og så er man bare uenig i værktøjet, eller hvad det nu kan være, altså finde et eller andet pænt at sige om det beslutningsforslag. Men det kan jeg simpelt hen ikke her. Jeg anerkender ikke problemstillingen. Jeg synes, at forslaget er dårligt, fordi det, vi har at gøre med her, jo er, at Dansk Folkeparti opfinder et problem, som ikke findes i den virkelige verden.

For når man kigger på tallene, og det synes jeg vi skal, så kan man se, at der i 2017 blev givet 318, i hvert fald godt 300 dispensationer til, at udlændinge primært fra Tyskland eller Norge kunne købe et sommerhus i Danmark. Vi har tjekket tallene. I dag er der omkring 13.000 sommerhuse til salg. Det vil sige, at det, man problematiserer, er, at ud af et udbud på godt 13.000 enheder til salg – nu, vi er ved markedsmekanismerne – så er det et meget stort problem, at 318 af dem bliver solgt til en person, der bor i Norge eller i Tyskland. Det er simpelt hen ikke en problemstilling, jeg anerkender findes i den virkelige verden. Det er derfor, jeg siger, at Dansk Folkeparti opfinder et problem, som ikke findes. Det er den ene ting.

Den anden ting er, at hvis man så indførte sådan et loft, hvordan skulle man så administrere det? For vi er jo nødt til at skulle have en lovgivning, der baserer sig på nogle objektive kriterier, og det er det, vi har i forhold til de her dispensationsregler. Skal man så graduere de ansøgere, der er? Lad os sige, at vi havde et loft på 20, og så er der måske 300, som søger, eller hvad ved jeg. Altså, skal man så graduere, hvem af dem, der ansøger, der så har de allervarmeste følelser for Danmark, eller hvem der har spist flest frikadeller, eller hvem der har holdt flest badeferier ved Vesterhavet, eller hvem der elsker den kusine, som de måske har i Danmark, og at det er det, der vægter højest i deres tilknytning? Altså, hvordan vil man administrere det? Det er den ene måde at gøre det på.

Den anden kan jo være, at man siger, at jamen så er der bare en forskel på retsstillingen. Så har ansøger nr. 20 én retsstilling, og ansøger nr. 21 har en anden retsstilling. Det er ikke en type retssamfund, som jeg holder af.

Jeg synes i det hele taget, at det jo ikke kan undre nogen, at Liberal Alliance er imod det her forslag. Vi synes, at man helt skulle afskaffe den her underlige sommerhusregel, som vi har, og som er vores femte forbehold. Jeg synes, det er et udtryk for dobbeltmoral, når vi så køber huse med glæde alle mulige steder i Europa. Forslagsstillernes partistifter har selv et sommerhus i Grækenland, og det er der ikke noget problem i, men hvis der er nogle, der kommer fra andre lande og vil købe et hus i Danmark, så er det lige pludselig et meget stort problem.

Det, der så står tilbage, er det med, om det er et problem, at en, der bor i Norge, køber et sommerhus i Danmark. Det kan man selvfølgelig godt synes det er, til trods for at man jo så samtidig ikke synes, det er et problem, at en, der bor i Danmark, køber et sommerhus i Grækenland. Nej, jeg synes ikke, at det er noget problem. Jeg synes, det her er udtryk for protektionisme på speed, og Liberal Alliance er imod.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra Kenneth Kristensen Berth.

Jeg ved ikke, om fru Christina Egelund er klar over, hvad kvadratmeterpriserne er på Rømø i forhold til på Sild. Hvis fru Christina Egelund havde gjort sig den umage at tjekke det, ville fru Christina Egelund måske være en smule mere bekymret.

Sagen er jo den, at vi i Tyskland har et kæmpestort købedygtigt publikum svarende til hele Danmarks befolkning, lige syd for grænsen. Hvis man giver los på den måde, som fru Christina Egelund argumenterer for, varer det ikke lang tid, før den jyske vestkyst er besat igen – for at sige det, som det er. Så vil de dyreste sommerhusejendomme på hele den jyske vestkyst være købt af tyskere, og der vil ikke være en chance for en dansker for at få foden indenfor med det prisniveau, ikke engang for Liberal Alliances medlemmer – måske nogle få.

Det er jeg imod, og jeg forstår ikke, at det slet ikke bekymrer fru Christina Egelund, at vi risikerer at lægge den danske turistbranche i afgrunden, hvis det er sådan, at man indfører Liberal Alliances politik. Er det fuldstændig ligegyldigt?

Ordføreren.

Det var mange spørgsmål i et. Til det første, om jeg kender forskellene på kvadratmeterpriserne på Sild og på Rømø: Nej, ikke i detaljer, men jeg ved godt, at de er dyrere på Sild, end de er på Rømø. Vi har i dag over 13.000 sommerhuse til salg i Danmark, og så har man givet 318 dispensationer, så jeg er ked af at sige det, hr. Kenneth Kristensen Berth, men proportionerne peger bare ikke på et problem, og det synes jeg også jeg sagde i min ordførertale; det gør de simpelt hen ikke.

Hvis proportionerne var anderledes, hvis der var kø for at kunne købe et sommerhus i Danmark, altså, hvis danskerne stod i kø, hvis udbuddet var langt mindre end efterspørgslen, så havde vi et problem, men vi er jo ikke i nærheden af at være der.

Er jeg så bekymret på turismeindustriens vegne? Nej, overhovedet ikke. Jeg har selv arbejdet i turismeerhvervet i rigtig, rigtig mange år – helt ude ved Vestkysten – og hvis der er noget, som man vil klappe af i den branche, så er det da mere fremmed valuta, flere investeringer i Danmark. Altså, hvis tyskerne vil vende tilbage i større tal, ligesom vi kendte det tilbage i 1970'erne og 1980'erne, og hvis nordmændene igen vil begynde at feriere mere i Danmark, så er det da en gave; det er da ikke et problem.

Spørgeren.

Det er utroligt, at man kan stå og sige sådan og så endda sige, at man har haft en fortid i turistbranchen. Altså, faktum er, at hele Danmarks turisme på Vestkysten jo ikke er bygget op af store hoteller, som vi kender det fra Grækenland og andre steder; den er bygget op af små enheder i form af sommerhuse. Hvis de sommerhuse kommer på fremmede hænder, altså på fremmede hænder, som ikke ønsker at udleje dem, så lægger du da dansk turisme ned i det mest attraktive område, vi overhovedet har i Danmark, nemlig den jyske vestkyst.

Altså, det kan simpelt hen ikke være rigtigt, at fru Christina Egelund kan stå der med sådan en hovskisnovski holdning og sige, at det ikke betyder noget. Det betyder da noget, om de sommerhuse bliver udlejet eller ikke bliver udlejet. Og de bliver altså ikke udlejet, hvis det er sådan, at det er folk med millionindtægter, måske tocifrede millionindtægter, der sidder på de sommerhuse.

Ordføreren.

Jeg ved simpelt hen ikke, hvor spørgeren har det fra, at en gennemsnitstysker, en gennemsnitsnordmand, en gennemsnitssvensker eller en gennemsnitshollænder – for nu bare at tage udgangspunkt i de lande, der ligger tættest på os – har en meget større købekraft end en gennemsnitsdansker. Det er jo ikke rigtigt. En gennemsnitstysker har jo ikke højere købekraft end en gennemsnitsdansker.

Man har kørt den der skræmmekampagne, fra før vi meldte os ind i EF tilbage i 1972, om, at hvis man gav los her, så ville det hele, uha, blive opkøbt af nogle, der er milliardærer, måtte vi forstå, som nægter at leje deres sommerhuse ud. Det ved man faktisk ikke noget om. Altså, hvad bygger spørgeren det på? Hvor ved man fra, at en tysker er en dårligere forretningsmand end en fra Jylland, som ejer et sommerhus og gerne lejer det ud for at tjene nogle penge? Hvor ved man egentlig det fra?

Hr. Søren Søndergaard.

Jeg blev helt rørt over fru Christina Egelunds fremlægning. Det lød næsten, som om den eneste måde, man kunne få lov til at besøge sin yndlingstante på i Danmark, var ved at købe et sommerhus. Der eksisterer jo andre måder – bortset fra at vi må sige, at Liberal Alliance er medlem af en regering, som gør det utrolig svært for folk at komme til Danmark på et turistvisum, hvis de f.eks. kommer fra andre steder, altså hvis de kommer fra Pakistan, eller hvis de kommer fra Thailand eller andre steder. Så det her handler jo om penge og salg. Det er det, der er sagen, og ikke de der følelser, som Liberal Alliances ordfører forsøgte at lægge ind i det.

Liberal Alliances ordfører nævner de 13.000 sommerhuse, der er til salg, og at der jo kun er 300 ansøgere. Jamen en del af de 13.000 har sikkert været til salg længe og vil sikkert vedblive med at være det, men de bliver jo ikke købt af de 300. Det er jo ikke sådan, virkeligheden er. Virkeligheden er jo ikke, at de sommerhuse, som bliver købt, er de dårligste sommerhuse, som så nødvendigvis bliver renoveret. Det, vi bl.a. oplever nogle steder i Danmark, er jo, at det er relativt dyre sommerhuse, som bliver købt, og derfor vil jeg spørge til den der sammenstilling mellem de 13.000 og de 300: Hvad skulle den egentlig bruges til?

Ordføreren.

Den skal bruges til at illustrere proportionerne i den problemstilling, som man forsøger at bygge op. Det er 318 dispensationer, som så står mål med, at der er 13.000 sommerhuse, der er udbudt til salg, som, så vidt jeg husker på stående fod, har en gennemsnitssalgstid på 255 dage. Så siger spørgeren: Jamen det er jo ikke dem, der er til salg, som bliver købt. Men det er jo bare sådan, at man ikke kan købe noget, der ikke er til salg. Altså, det, der bliver solgt, er vel for pokker det, der er til salg.

Spørgeren.

Men det er ikke sådan, at det er alle de 13.000, der er efterspurgt fra udlandet. Der er en del af de 13.000, som ikke engang er efterspurgt af danskere. Altså, det er jo kendsgerningen. Sådan er det jo. Og derfor er det kun en del af dem, der er til salg, som er efterspurgt af danskere, og det er tilfældigvis også dem, der er efterspurgt af udlændinge. Og det er derfor, at det får en konsekvens for prisen. Det siger sig selv. Altså, når der er mange, der vil have de samme bedste ting, så får det en konsekvens for prisen.

Så er jeg da enig med fru Christina Egelund i, at hvis vi ser på Tyskland, kan vi da godt sige, at de ikke er rigere end os, at gennemsnittet er det samme. Men det betyder jo også, at i en befolkning på 80 eller 90 millioner, eller hvad det nu er, er der betydelig flere, der har råd til at købe et sommerhus til 4-5 mio. kr., end der er danskere eller herboende – for jeg er ligeglad med, om folk har dansk pas eller ej – der har. Og derfor vil vi jo få den opadgående spiral, især for de mest attraktive sommerhuse.

Ordføreren.

Der var jo ikke rigtig noget spørgsmål, men en masse forsøg på konstateringer. Så kan jeg jo så stille et spørgsmål: Hvor ved spørgeren egentlig fra, at de her milliardærrige tyskere – må man nærmest forstå – kun vil købe de mest attraktive sommerhuse i Danmark, altså de samme, som danskerne gerne vil købe? Altså, hvor ved man det fra? Nu har vi debatteret det siden, ja, siden før vi trådte ind i EF, og der har været masser af stråmænd og skræmmekampagner om, at det hele ville blive opkøbt af tyskerne, og at de alle sammen bare er stinkende rige og ikke vil have en god forretning og ikke leje deres huse ud.

Faktum er, at det ved vi ikke noget om; det er noget, man gætter på. Jeg har ikke nogen forudsætninger for at tro, at en tysker vil agere fundamentalt anderledes end en dansker, når det kommer til at eje et hus for faktisk at opholde sig i det, låne det ud til sine venner og familie, eller leje det ud, hvis man kan få en god forretning ud af det. Altså, i min forståelse er en gennemsnitstysker, hvad det angår, ikke meget anderledes, end vi er.

Det ligger desværre uden for forretningsordenen at give hr. Søren Søndergaard lov til at svare, men jeg vil gerne sige tusind tak til fru Christina Egelund for dagens indsats. Og velkommen til hr. Rasmus Nordqvist fra Alternativet.

Det er jo ikke første gang siden valget, at vi diskuterer sommerhusreglen, og ligesom sidst kører debatten på en masse antagelser og en masse følelser om, at det er farligt, at der kommer en masse fra andre lande og køber alle vores huse, og at det vil lægge vores sommerhusområder øde hen, fordi der ikke er nogen, der vil leje dem ud, og de vil måske ikke engang komme der. Men ligesom sidste gang, vi diskuterede det, vil jeg sige, at jeg ikke er bange for, at der kommer nogle udenlandsdanskere, nogle svenskere, tyskere, franskmænd og er en del af det sommerland, vi har i sommerhusområderne, og at de nyder deres fritid her i landet. Det synes jeg kun kan gøre det spændende. Det kan endda være, at det kan være med til at skabe liv i nogle af de områder, hvor det er svært at sælge de her 13.000 sommerhuse, der er til salg.

Så det er jo lidt en følelsesmæssig diskussion, hvor vi pisker følelser op og har angst for noget. Der står også i bemærkningerne, at det er forslagsstillernes holdning, at det er vigtigt at begrænse antallet af sommerhuse ejet af udenlandske statsborgere og udenlandske selskaber, der ikke bor i Danmark. Det er så ikke en holdning, som vi deler i Alternativet. Vi synes sådan set, at det er rart, hvis der er nogle, der gerne vil have et sommerhus i Danmark og nyde det sammen med deres venner og med deres familie osv. Derfor støtter vi – nok ikke overraskende – ikke dette forslag.

Tak til hr. Rasmus Nordqvist. Der er to til korte bemærkninger, og den første er hr. Søren Søndergaard. Værsgo.

Jeg kan huske, at sidste gang, da jeg deltog i en diskussion om det her, lød modargumenterne nogenlunde på samme måde, som de har lydt her. Det var på spørgsmålet om bopælspligt i Københavns Kommune i forbindelse med salg af velhaverejendomme nede omkring havnen. Altså, der var der den samme argumentation: Hvordan vi kan vide det? Og udlændinge kan da også vælge at bo her osv. Og i dag ved alle, at vi har et kæmpe problem, og nu kan vi ikke gøre noget ved det. Altså, nu er det umuligt at gøre noget ved det.

Derfor tænker jeg: Hvad er problemet i, at vi siger, at den rekreative ting, der hedder at have et sommerhus i Danmark, forbeholdes folk, der bor i Danmark? Og at den i øvrigt også forbeholdes folk, der har boet i Danmark, og for min skyld kan vi udstrække det til endnu flere af den type. Men så har vi nogle kriterier, hvis folk skal købe ud over det. Hvad er problemet i det?

Der er jo ikke nogen, der forhindres i at holde ferie i Danmark. Eller er det et krav, at man skal have lov til at have en sommerbolig i Danmark? I den forbindelse vil jeg også godt høre, hvad hr. Rasmus Nordqvist mener om f.eks. Maltas model, som også handler om en beskyttelse af deres husmarked i forhold til udenlandske køb. Er det også helt vildt, at de har lavet sådan en beskyttelse?

Ordføreren.

Jeg synes jo, der er en meget vigtig forskel i forhold til det, som hr. Søren Søndergaard spørger om, for der er der bopælspligt. Der er jo ikke bopælspligt i sommerhuse. Det er jo hele ideen med sommerhuse, altså at man ikke skal bo der. Så jeg kan slet ikke forstå den sammenligning. Jeg er meget glad for bopælspligten, og jeg ville gerne have, at vi fik styrket hele bopælspligten for at sikre vores byer imod, at der netop kommer de her investeringsejendomme, hvor der ikke bor mennesker, men hvor de bare bliver brugt til at blive lejet ud i korte perioder. Og det er jo endda noget, man også ser på andre steder i Europa, altså hvordan man kan lade sig inspirere af de danske regler, fordi man har store problemer med det.

Men her har vi netop at gøre med sommerhuse. Og det vil sige, at det handler om folk, der gerne vil have et sted at komme tilbage til igen og igen og ikke vil tage på ferie forskellige steder. Man vil gerne have et sted at være fast i sine ferier. Og der kan jeg bare ikke se det store problem i, at det er en fra Tyskland eller Sverige eller Frankrig, der har lyst til at have et sommerhus i Danmark og komme tilbage igen og igen til et område, de synes er smukt og dejligt og nyder at være i. Jeg forstår ikke problemet.

Jeg kan godt forstå følelserne, dem er der masser af i det her. Jeg kan huske, at vi sidste gang efterspurgte fakta på det her område – nu blev der snakket fakta før – men vi kunne ikke få nogen, sidste gang vi diskuterede det, for de kunne simpelt hen ikke skaffes. For det er kun antagelser om, at det er nogle farlige mennesker, der køber vores huse og ikke vil leje dem ud.

Spørgeren.

Det, der er sammenligningen, er selvfølgelig ikke bopælspligten, for den er der ikke for sommerhuse. Sammenligningen gik på, at der blev sagt, at der ikke ville være noget problem, altså at det slet ikke ville ske. Men det skete jo, og problemet er, at når det er sket, er det for sent.

Men det, jeg godt kunne tænke mig at spørge hr. Rasmus Nordqvist om, er: Er det hr. Rasmus Nordqvists opfattelse, at ganske almindelige lønmodtagere i Danmark har råd til at købe et sommerhus i Danmark i dag? Eller er det hr. Rasmus Nordqvists opfattelse, at der er problemer med, at ganske almindelige lønmodtagere i Danmark kan få råd til et sommerhus i Danmark?

Ordføreren.

Jeg ved, at for almindelige lønmodtagere er det rigtig svært at købe noget fast ejendom – og også for folk, der ikke er almindelige lønmodtagere, men tjener rigtig lidt – hvis de ikke har noget, de ejer i forvejen og kan låne penge i til udbetaling osv. Og det er jo hele problematikken om hele vores boligmarked.

Men igen kan jeg bare ikke forstå det. For det, vi diskutere her, er, om der godt må være udlændinge, der køber et sommerhus og kommer og holder deres ferier i Danmark, eller om der ikke må. Det er jo det, vi diskuterer. Vi diskuterer, om der skal være en kvote på mellem 0 og 20, altså, det er det, vi diskuterer, det er det, forslaget går ud på. Og jeg må bare sige: Jeg deler ikke den holdning. Jeg deler ikke den angst.

Hr. Kenneth Kristensen Berth.

Nå, men så må man jo antage, at hr. Rasmus Nordqvist mener, at direktøren for Feriehusudlejernes Brancheforening, Carlos Villaro Lassen, er en angst person. For han har jo tilkendegivet, at han finder, at det er et problem, at der er så mange sommerhuse, der lander på udenlandske hænder, og har også påpeget, at det er problem, at der er så få, der lejer feriehusene ud, og at de, der er overtaget af udlændinge, ikke bliver lejet ud. Vi står med det problem, at feriehusudlejerne kan leje mange flere sommerhuse ud – mange flere sommerhuse – men så godt som hver gang et sommerhus bliver solgt til en udlænding, ryger det ud af den kø. Så bliver det brugt af udlændingen, når vedkommende er her, men det bliver ikke brugt til udlejning. Og da hele den danske turistindustri jo i høj grad, i hvert fald i kystområderne, er bygget op på sommerhusudlejning, er det da et problem. Er hr. Rasmus Nordqvist ikke enig i det?

Ordføreren.

Det, jeg synes er rigtig interessant, er, at man først bliver foreholdt, at problemet er, at almindelige lønmodtagere ikke har råd til at købe husene, og så, at det er, at de ikke bliver gjort til udlejningsejendomme. Altså, det er nogle sjove problematikker. Det er hvert sit lille perspektiv, man sidder med.

Det, der er interessant, er, om man har undersøgt, hvis der nu står nogle huse, om de står tomme, fordi folk ikke bruger dem, eller om det er, fordi de låner dem ud til deres venner i stedet for. Er det, fordi de ikke kender til de ordninger, der er nogle steder på Vestkysten, som vi jo specielt taler om, hvor man faktisk kan få nogen til at stå for udlejningen for en? Kender man de ordninger, når man har købt et hus? Så jeg synes, der er så mange flere lag i det her end en række antagelser, som indtil videre er det eneste, jeg har hørt på det her område.

Igen må jeg bare sige, at jeg synes, det er et meget, meget protektionistisk forslag, som jeg på ingen måde deler. Jeg synes ikke, det er farligt, at der er nogle, der har lyst til at holde deres ferier fast i Danmark – om de så kommer fra Tyskland, Norge, Sverige osv.

Spørgeren.

Kender man de ordninger? Ja, det må vi tro man gør, for mange af dem, der får dispensation, får jo dispensation, fordi de har holdt ferie i Danmark et par gange, og det har de så typisk gjort ved at leje et sommerhus. Så man må da gå ud fra, at de ved, hvad reglerne er.

Jeg forstår simpelt hen ikke, at Alternativet kan have den tilgang til tingene. Jeg troede, Alternativet var et parti, der gik op i deleøkonomi og syntes, det var en rigtig god idé, at man sådan delte sin lejlighed og lejede den ud til folk, og at man delte sit sommerhus og lejede det ud til folk. Jeg havde faktisk det indtryk, at Alternativet havde den opfattelse. Men jeg kan så forstå, at det, Alternativet har af opfattelse på det her område, er fuldstændig tilsvarende det, som er Liberal Alliances synspunkt. Det forstår jeg ikke en meter af, det må jeg sige.

Ordføreren.

Jeg tror ikke, jeg snakkede om, at jeg synes, det er forfærdeligt, hvis folk har et sommerhus og de låner det ud til nogle venner. Jeg siger bare, at der er mange antagelser i det her. Der er antagelser om, at de ikke vil leje ud, og så spørger jeg bare, om man har undersøgt, om det egentlig er det, der passer, eller om de låner det ud i forvejen. Er de her i alle deres ferier? Altså, der er så mange antagelser, som jo dybest set bunder i det citat, jeg læste op, nemlig angsten for, at der er udenlandske statsborgere, der køber sommerhuse. Det er jo det, det her forslag handler om.

Tak til hr. Rasmus Nordqvist. Der er ikke flere korte bemærkninger. Jeg ser ingen radikale politikere, så vi går over til hr. Karsten Hønge fra Socialistisk Folkeparti.

Da SF's sædvanlige ordfører, hr. Holger K. Nielsen, var forhindret i at komme i aften, var det mig, der vandt gevinsten ved at få lov at tale om det her.

I SF er vi tilhængere af sommerhusreglen. Den var i 1972 en del af betingelserne for det danske medlemskab af EF. Hensigten var at beskytte det danske sommerhusmarked imod store prisstigninger, som kunne blive konsekvensen, hvis der blev fri mulighed for udlændinge for at købe danske sommerhuse. Dertil kommer, at det samfundsøkonomisk er mere fornuftigt, at udlændinge lejer de danske sommerhuse frem for selv at eje dem. Det giver en bedre udnyttelse til glæde for turistområderne.

Reglen har flere gange været udfordret, som det f.eks. skete sidst i 1980'erne, da man liberaliserede kapitalbevægelserne i EU. Som det fremgår af bemærkningerne til beslutningsforslaget, er EU-Domstolen særdeles opmærksom på den danske sommerhusregel. Det er derfor korrekt, at for mange dispensationer i sig selv risikerer at undergrave sommerhusreglen.

Jeg vil også sige, at det er kommet bag på os, at der er så mange dispensationer, som er oplyst af Justitsministeriet. Vi tænker, at det er en god anledning til at få strammet op. Om et egentligt kvoteloft er en mulighed, synes vi skal afsøges, og om det skal være 20 eller et højere antal, kan vi bestemt også diskutere, eller om man måske skal se på at stramme op på selve retningslinjerne for at få dispensation. Det kunne også være en mulighed. Det, vi i SF er interesserede i – og meget villige til – er, at vi på den ene eller den anden måde finder løsninger, som kan være med til at bremse op over for de mange dispensationer fra sommerhusreglen.

Tak til hr. Karsten Hønge. Der kom et ønske om en kort bemærkning fra hr. Kenneth Kristensen Berth. Den må vi hellere tage med. Værsgo.

Det er sådan set bare for at kvittere for hr. Karsten Hønges bekymringer. Forud for det her forslag tillod jeg mig lige at læse op på Folketingets behandling af tilslutningen til de europæiske fællesmarkeder. Der var bl.a. et par fantastisk gode indlæg af Jens Maigaard, hr. Karsten Hønges tidligere partikollega, som netop også fokuserede på det her spørgsmål om adgang til at fastholde – hvad var det, han sagde? – dansk jord på danske hænder.

Jeg vil bare kvittere for, at Socialistisk Folkeparti stadig væk har den opfattelse, at det her er væsentligt at holde fast i, og jeg håber på, at vi kan finde en måde at gøre det på, der indebærer, at antallet af dispensationer ikke løber fuldstændig fra os. For det er det da i hvert fald ved at gøre nu.

Ordføreren.

Så skal vi jo klappe hinanden på skulderen, for jeg tror også, at jeg fik nævnt, at jeg synes, at det er godt set af Dansk Folkeparti, når de faktisk er opmærksom på den her stigning og derfor også lægger op til en eller anden form for løsning på det. For jeg synes heller ikke, at vi bare kan lade udviklingen fortsætte. Jeg synes, at det er godt, at Dansk Folkeparti her tager den her sag op og sætter fokus på den, og at man i det hele taget er opmærksom på, at den her udvikling har fundet sted.

Spørgeren? Nej. Tak til hr. Karsten Hønge. Vi har ikke flere ordførere, der har bedt om ordet, og derfor går vi over til ordføreren for forslagsstillerne, hr. Kenneth Kristensen Berth. Værsgo.

Jeg vil indlede med at sige tak til Folketingets partier for behandlingen af forslaget. Jeg er meget glad for, at der tegner sig et flertal for i hvert fald at gøre noget ved det her. Der er et flertal af Folketingets partier, som er bekymret ved udsigten til, at antallet af dispensationer løber løbsk. Så selvfølgelig en meget stor tak til Socialdemokratiet, Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti for, at man er villig til at kigge positivt på en måde at løse den her udfordring på. For der er slet ikke nogen tvivl om, at det er en stor udfordring og et problem, der skal løses.

I Dansk Folkeparti er vi, som det også fremgår af forslaget, stærkt bekymret over den udvikling, der har gjort, at der år efter år gives flere dispensationer fra reglerne om, at man skal have haft bopæl i Danmark i 5 år for at kunne erhverve et sommerhus. Som det også ses af tallene, har udviklingen særlig taget fart siden 2010, hvor der år for år er givet betydelig flere tilsagn, og spændet mellem antallet af tilsagn og afslag bliver mindre. Sommerhusreglen er jo som bekendt et forbehold, som Danmark er født med i EU- og EF-sammenhæng, da det var en del af forudsætningen for Danmarks indtræden i EU og fyldte ganske meget i debatten, da Folketinget tog stilling til medlemskabet forud for afstemningen i 1972.

Bekymringen var dengang og er stadig, at en ophævelse af sommerhusreglen vil medføre massive prisstigninger på det danske sommerhusmarked, som følge af at vi i Danmark har en betydelig kyststrækning og at der lige syd for den dansk-tyske grænse også befinder sig et særdeles købedygtigt publikum, hvis indtræden på det danske sommerhusmarked vil kunne presse priserne i vejret. Skulle man være i tvivl herom, kan man se på forskellen i sommerhuspriser mellem f.eks. Rømø og Sild. En ophævelse af sommerhusreglen vil således i praksis udelukke mange danskere fra overhovedet at kunne erhverve et sommerhus i Danmark. Dertil skal så naturligvis lægges den affolkning af sommerhusområder, som følger af, at velpolstrede personer uden behov for eller ønske om at udleje deres sommerhus overtager ejendommene.

Hvorfor er det så relevant i forhold til spørgsmålet om dispensation fra bopælspligten? Det er det, fordi den danske dispensationspraksis er et spørgsmål, som EU-Domstolen har ret til at tage stilling til, eftersom sommerhusprotokollen er en del af EU's traktatgrundlag. Ved forskellige lejligheder har både Justitsministeriet og Kammeradvokaten udtalt sig om de mulige problemer ved f.eks. at give øget adgang til anvendelse af sommerhuse som helårsbeboelse eller indlede forsøgsordninger med salg til udlændinge i afgrænsede områder og peget på, at der er en risiko for, at Danmark fortaber retten til at fastholde sommerhusprotokollen.

Når EU-Domstolen har udtalt sig om andre undtagelsesordninger til medlemslandenes traktatmæssige forpligtelser, f.eks. i relation til Østrig, så har Domstolen lagt vægt på, at disse kan bevares, såfremt de har udgjort en uafbrudt bestanddel af medlemsstatens retsorden siden vedtagelsen af den relevante traktatbestemmelse. Men med en dispensationspraksis, hvor Justitsministeriet giver mere end dobbelt så mange tilsagn som afslag, og hvor de fire kriterier for at afvige fra bopælspligten, nemlig tidligere ophold i Danmark, familiemæssig tilknytning, sproglig eller kulturel interesse for Danmark eller tilknytning til en bestemt ejendom, må betragtes som usaglige set i lyset af erhvervelsesloven fra 1959, så er der en risiko for, at EU-Domstolen vil kunne nå til den konklusion, at erhvervelsesloven i praksis ikke har været gældende, hvorfor sommerhusreglen kan falde.

Hvorfor er Justitsministeriets dispensationskriterier så usaglige? Hvis man kigger på bemærkningerne til loven fra 1959 om ejendomserhvervelse, fremgår det faktisk ingen steder, at der skal være dispensationskriterier som ferierejser, sproglig eller kulturel interesse for Danmark eller noget som helst andet. Det, som loven fra 1959 beskæftiger sig med, er alene spørgsmålet om bopæl og længden af ens residens i Danmark. Derfor kan man også i Højesterets afgørelse fra 1998 se, at der lægges vægt på bopælspligten og alene bopælspligten i afgørelsen i den konkrete sag.

Hvordan ligger Justitsministeriets dispensationskriterier så i tråd med loven fra 1959, som jo er baggrunden for, at vi overhovedet fik sommerhusprotokollen? Ser man sig omkring i Europa, kan man notere sig, at 6,5 pct. af fritidshusene i Sverige er ejet af udlændinge, mens man i Danmark ikke ved, hvor mange fritidshuse der er ejet af udlændinge. Det er i sig selv temmelig mærkværdigt, at der ikke føres sådan en statistik, når vi har en protokol herom i EU. I Syd- og Sønderjylland er der imidlertid ifølge en artikel i JydskeVestkysten baseret på en, så vidt jeg forstår, manuel optælling 6 pct. af fritidshusene, der er ejet af udlændinge, altså kun en ganske lille smule mindre, end tilfældet er i Sverige, som ikke har en sommerhusprotokol.

I hele Danmark blev der i perioden 2007-2017 givet 1.864 dispensationer til udlændinge til at købe sommerhus i Danmark, og det vil sige, at 4 pct. af omsætningen af sommerhuse var til udlændinge. Forskellen mellem Sverige, hvor man altså ikke har en sommerhusprotokol, og Danmark, hvor vi altså har en, er således ikke ret stor, og det taler jo også for, at der er tale om en for lempelig dispensationspraksis.

Det er Dansk Folkepartis opfattelse, at det er i strid med nationale og kulturhistoriske interesser, og at det er uhensigtsmæssigt, potentielt fordyrende og ødelæggende for det sociale miljø i sommerhusområderne, at mange sommerhuse kommer på udenlandske hænder. Den mest effektive måde at reducere antallet af sommerhuse, der kommer på udenlandske hænder, på, vil være gennem en kvoteordning som den foreslåede. Udviklingen med stadig flere ansøgninger og stadig flere tilladelser må dog frem for alt stoppes. Ellers risikerer vi, at hele sommerhusreglen underkendes ved EU-Domstolen, og det vil være et kæmpestort problem for vores land.

Men endnu en gang skal jeg sige tak for den positive modtagelse, som forslaget har fået fra en bred kreds af partier i Folketinget. Vi ser frem til udvalgsarbejdet.

Tak til hr. Kenneth Kristensen Berth. Der er ikke nogen korte bemærkninger.

Så skal jeg høre, om der er flere, der ønsker ordet til denne forhandling.

Det er der ikke, og så er den afsluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Europaudvalget. Hvis ikke nogen af jer gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.