B 2 Forslag til folketingsbeslutning om oprettelse af Det Dataetiske Råd.

Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2018-19 (1. samling)
Status: Beretning afgivet

Om beslutningsforslaget

Sagsgang:
Fremsat 03-10-2018
1. behandlet/henvist til udvalg 25-10-2018
Beretning afgivet 07-02-2019
Ministerområde:
Justitsministeriet
Resumé:
Beslutningsforslaget indebærer, at der oprettes et uafhængigt råd, Det Dataetiske Råd, som skal rådgive, oplyse og bidrage til den offentlige debat om etiske spørgsmål, der knytter sig til dataområdet. Det foreslås, at opbygningen af Det Dataetiske Råd tager udgangspunkt i den måde, Det Etiske Råd er opbygget på med hensyn til organisation og funktion m.v., og at der oprettes et særskilt folketingsudvalg vedrørende Det Dataetiske Råd.

Udvalget afgav beretning over beslutningsforslaget, hvori et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af DF) konstaterer, at der er en bred opbakning blandt Folketingets partier til ideen om, at Danmark skal have et dataetisk råd. Flertallet er enig om, at det er afgørende, at Folketinget og regeringen arbejder hurtigt med at få nedsat Det Dataetiske Råd, og konstaterer i den forbindelse, at regeringen agter at nedsætte et sådant råd, når de endelige anbefalinger fra regeringens ekspertgruppe om dataetik under Disruptionrådet foreligger. Flertallet ser derfor frem til, at regeringen snarligt initierer en politisk drøftelse om oprettelsen af Det Dataetiske Råd, og opfordrer til, at dette sker i begyndelsen af 2019.