Det næste punkt på dagsordenen er:

2) Forespørgsel nr. F 22:

Forespørgsel til statsministeren og udlændinge- og integrationsministeren:

Hvad kan regeringen oplyse om sin stillingtagen til FN’s aftale om migration, »Global Compact for Migration«, der eventuelt tiltrædes den 10.-11. december 2018 i Marrakech? (Hasteforespørgsel).

Af Peter Skaarup (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF) og Martin Henriksen (DF).

(Anmeldelse 04.12.2018. Fremme 04.12.2018).

Jeg gør opmærksom på, at med den form, vi jo anvender nu, er det sådan, at man kan stille 1 spørgsmål til den pågældende minister, og det er kun 1. Og så går man videre. Det kan man altså til statsministeren, inden vi går videre til integrationsministeren. Det er ordføreren, der har den mulighed.

Så starter vi med at give ordet til hr. Martin Henriksen, som er ordfører for forespørgerne. Værsgo.

Tak for det. Grunden til, at vi fra Dansk Folkepartis side har rejst den her hasteforespørgsel, er jo, at Danmark og regeringen står til at tiltræde FN-migrationspagten »Global Compact for Migration«, som den så fint hedder. Der er flere ting i den, og jeg havde egentlig tænkt mig som begrundelse for den her hasteforespørgsel at læse lidt op fra erklæringen for at give folk en fornemmelse af, hvorfor vi synes, at det her er en dårlig erklæring.

Der står bl.a., at man anerkender, at indvandring er en kilde til velstand, innovation og bærbar udvikling. Det passer ganske enkelt ikke. Det er jo sådan set lodret forkert. Det er jo et synspunkt, som vi har i Dansk Folkeparti, og vi havde sådan set den opfattelse, at det i hvert fald langt hen ad vejen også var en opfattelse, som regeringen delte med Dansk Folkeparti.

Så står der bl.a. i erklæringen, og nu læser jeg op og citerer: Vi forpligter os, altså Danmark, til at tilpasse muligheder for og veje til reguleret migration på en måde, der understøtter arbejdsmobilitet og menneskeværdigt arbejde, og som afspejler demografiske forhold samt arbejdsforhold, optimerer uddannelsesmuligheder, opretholder retten til familieliv osv. osv. Jeg synes, det er svært at tolke det på en anden måde; det er en klar opfordring til øget indvandring, til øget migration. Hvad i alverden skulle det ellers være?

Så står der også i erklæringen, at man skal fremme adgangen til procedurer for familiesammenføring af migranter på alle niveauer ved hjælp af passende tiltag, som sikrer retten til et familieliv og barnets bedste interesser, at dette skal ske ved at gennemgå og revidere de gældende krav, herunder krav til indkomst, sprog, opholds varighed osv. osv. Det synes vi også i Dansk Folkeparti er svært at opfatte som andet end endnu en opfordring til øget indvandring.

Så står der også, at man skal fremme den gensidige respekt for kulturer og traditioner og skikke, og man skal fremme respekt for migranters kultur osv., bl.a. i de lande, som de kommer til. Der står, at man skal understøtte multikulturelle aktiviteter gennem sport, musik, kunst, med festivaler, frivilligt arbejde og andre sociale arrangementer, som vil styrke den gensidige forståelse og anerkendelse af bl.a. migranters kultur. Jeg synes, det er svært at se det her som andet end en politisk kurs, som går stik imod den debat, som vi har herhjemme i Danmark. Det er i hvert fald ikke udtryk for Dansk Folkepartis holdning. Det sætter spørgsmålstegn ved den nuværende udlændingepolitik. Det er i lodret strid med den førte udlændinge- og integrationspolitik i Danmark.

Hertil kommer nogle andre emner, som bl.a. lægger op til, at man ikke må yde offentlig støtte til medier, som eksempelvis fremmer intolerance, og hvordan skal man sådan lige opfatte det? Det er der jo mange forskellige opfattelser af.

Så det her synes vi på mange måder er en erklæring, som Danmark bør holde sig fra. Det er baggrunden for, at vi har bedt om at få en hasteforespørgsel.

Tak for det. Det er så grundigt begrundet nu, i hvert fald lidt over tiden.

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til torsdag den 6. december 2018.

Jeg giver ordet til statsministeren for besvarelse.

Tak for det, og tak til Dansk Folkeparti for at rejse den her forespørgsel, som jeg synes er meget betimelig. Siden 2015 har regeringen ført en stram og konsekvent udlændingepolitik – en politik, som er nødvendig, en politik, som virker, en politik, som vi står fast ved. Sidste år var antallet af asylansøgere det laveste siden 2008, og i år er tallet lige så lavt, og så sent som i fredags har vi indgået en finanslovsaftale for næste år, hvor vi strammer udlændingepolitikken yderligere sammen med Dansk Folkeparti. Finansloven indeholder en ny tilgang med fokus på midlertidighed og hjemsendelse, og vi sender et klart signal om, at flygtninges ophold i Danmark er midlertidigt, og et klart signal om, at de udlændinge, der ikke har et grundlag for at være i Danmark, bliver sendt hjem. Så denne regering, min regering, er garant for en udlændingepolitik, hvor vi passer på Danmark.

Det nævner jeg her ved starten af forespørgslen, fordi det jo på den baggrund er en fuldstændig absurd tanke, at vi skulle være på vej til at tilslutte os et dokument, en erklæring, der ville begrænse vores frihed til at føre netop den politik. Så lad mig slå fast fra start: FN's migrationserklæring er ikke juridisk bindende, skaber ikke ny lov i Danmark, erklæringen fratager os heller ikke suverænitet over udlændingeområdet, den ændrer ikke et komma i dansk udlændingepolitik, Danmark lever allerede op til de tilsagn, stater med erklæringen giver hinanden, og det er tilsagn, som vi har al mulig interesse i andre stater også begynder at efterleve, men vi forpligter os altså ikke til noget nyt.

Vel er der flere afsnit i dokumentet, som vi jo nok ville have skrevet anderledes, hvis det kun var op til os selv, men det er det ikke, for der sad 192 lande med rundt om bordet. Det gælder f.eks. noget af det, der står om mediestøtte. Men lad mig sige det helt klart: FN-erklæringen kommer ikke til at ændre en millimeter ved ytringsfriheden i Danmark.

Når erklæringen ikke er juridisk bindende, hvad betyder den så, hvorfor skal vi tilslutte os? Ja, det skal vi jo, fordi internationalt samarbejde om grænseoverskridende problemer er helt nødvendigt. Ligeså stålfast jeg er på vores egen stramme udlændingepolitik, ligeså bevidst er jeg om, at ulovlig migration er et internationalt problem, som ved siden af den politik, vi fører herhjemme, også kræver et internationalt samarbejde. Det gælder f.eks., når vi skal have andre lande til at tage deres egne statsborgere tilbage. Det er noget, vi bruger en del kræfter på. Denne erklæring er den første af sin slags, der bredt anerkender, at stater har en forpligtelse til at tage egne statsborgere retur. Det er ikke nogen ny forpligtelse, der skabes med erklæringen, men erklæringen anerkender, at forpligtelsen eksisterer, og det er noget, vi kan, og som vi kommer til at bruge aktivt i vores udsendelsesindsats – en indsats, som den nye finanslovsaftale jo netop har fokus på at styrke.

Erklæringen er også et vigtigt signal om vigtigheden af samarbejde i en verden, hvor samarbejde er under pres. Vi ser et Rusland, som optræder mere og mere aggressivt, et Kina, der fylder stadig mere økonomisk og politisk, et Mellemøsten, hvor konflikter og fattigdom sender mennesker på flugt, og i USA – drømmenes land – drømmer man om færre internationale forpligtelser og mere bare om sig selv. Så vi lever i en verden, der er præget af opbrud, og der må vi jo spørge os selv: Hvor hører vi til, og hvad tjener Danmarks interesser bedst? Jeg er ikke et sekund i tvivl, internationalt samarbejde har aldrig været vigtigere. Danmark har en stærk interesse i en international orden, hvor store lande ikke kan tromle de små, og hvor de regelrette lande som Danmark ikke bliver overløbet af lande, der fornægter deres ansvar. Vi bliver ikke mindre af at samarbejde med andre, tværtimod, vi bliver større.

Så er der nogle lande, nogle få lande, der har valgt at stå uden for erklæringen. Jeg mener ikke, at Danmark hører til i den kreds, og FN-erklæringen er derfor også for mig et symbol på, om man vil være en del af et internationalt ansvarligt samfund eller ej.

Danmark skal være med, vi skal kunne se os selv i spejlet, og vi skal kunne genkende det spejlbillede, vi ser: et land med ansvar, et land med udsyn og vilje til samarbejde. Jeg må oprigtigt sige, at jeg er rystet over omfanget af fejlagtige eller direkte forkerte oplysninger, som er blevet spredt, om indholdet af FN-erklæringen. Det er meget svært at se sammenhængen mellem den ophedede stemning på nettet og den virkelige verden. Fiktionen er stukket helt af fra fakta.

Regeringen ønsker en oplyst debat baseret på solide fakta og vores egne grundfæstede værdier. Regeringen har fremlagt en juridisk vurdering af erklæringen, en vurdering, som Folketinget har fået. Af den juridiske vurdering fremgår det krystalklart, at FN-erklæringen ikke er juridisk bindende, at den ikke pålægger lande nye retlige forpligtelser, og at Danmark fortsat suverænt fastlægger vores egen udlændingepolitik. Det vil også komme til at fremgå af den stemmeforklaring, som regeringen vil afgive i forbindelse med vedtagelse af erklæringen. Siden 2015 har regeringen ført en stram og konsekvent udlændingepolitik, og det vil vi også gøre herefter.

Foreløbig tak til statsministeren. Modellen for forespørgslen er jo nu, at der kan stilles en enkelt kort bemærkning fra ordførerne, og for Dansk Folkepartis vedkommende er det hr. Kristian Thulesen Dahl, som dermed får ordet nu. Værsgo.

Tak for det, formand. Og tak til statsministeren for den første besvarelse her. Det er vigtigt at få den her debat. Det kan jo tyde på, at der er opstået en intern kritik i regeringen af, hvad det egentlig er, man har med at gøre. Altså, det virker jo, som om man har svært ved at finde ud af, hvem der skal deltage i det her Marrakeshmøde i næste uge, hvor man i givet fald på Danmarks vegne skal sige ja til erklæringen eller deltage i den her højtidelighed omkring erklæringen.

Det er jo et møde, hvor jeg kan forstå at både den tyske kansler Merkel og den franske præsident Macron har annonceret deres deltagelse. Herhjemme har medierne kunnet beskrive, at man først havde en tanke om, at udlændinge- og integrationsministeren måske skulle deltage i mødet. Hun sagde så i medierne forleden, at hun ikke kunne se sig selv i det. Så forlød det, at udviklingsministeren skulle deltage i mødet. Hun siger så i Jyllands-Posten i dag til spørgsmålet, om hun skal deltage, at nej, det skal hun ikke.

Så er det ved at være sådan, at Danmark slet ikke har en repræsentant at stille til mødet, for så kan det jo være, at vi på den måde får løst sagen, og at tingene bliver, som de skal være, nemlig at Danmark ikke tilslutter sig en erklæring, som jo selvfølgelig også rummer nogle perspektiver, man kan være for eller imod. Det er jo derfor, man laver en erklæring; det er jo ikke, fordi den er fuldstændig meningsløs; det er jo, fordi den har et indhold, som nogle, også i den afrikanske verden, tænker bliver normsættende for, hvordan de internationale spilleregler bliver fremover.

Statsministeren.

Selvfølgelig deltager Danmark i konferencen i Marrakesh på mandag og tirsdag, og Danmark deltager på ministerniveau. Jeg har ikke taget stilling til endnu, hvilken ministeren der deltager, eller om jeg eventuelt selv gør det. Det vurderer jeg i de her dage, og det vurderer jeg bl.a. i lyset af den repræsentation, som andre lande møder ind med. Og der tegner sig et klart mønster af, at de europæiske lande med ganske få undtagelser møder ind med en minister, og det gør Danmark derfor også.

Alternativt, hvis billedet havde været lidt anderledes, så havde vi rimeligvis mødt ind med et direktionsmedlem fra Udenrigsministeriet, men vi møder ind med en minister.

Tak. Så er det hr. Morten Østergaard, Det Radikale Venstre. Værsgo.

Nu synes jeg allerede, at der blev sådan en lidt kedelig stemning, og derfor vil jeg bare starte med at udtrykke uforbeholden ros til regeringen, fordi jeg forstår, at man undervejs – også i EU-kredsen – har spillet en aktiv rolle for at fremme, at man er kommet hen til den her erklæring. Det er jo næppe noget, der på den måde ændrer verdens gang, men det er dog trods alt udtryk for det, jeg er enig med statsministeren i, nemlig at der kun findes internationale løsninger på det her, og derfor er det jo godt, at man får en ramme inden for det at diskutere det på.

Derfor vil jeg også bare holde fast i det, der står i erklæringen, og som hr. Martin Henriksen også læste op i starten, nemlig at der jo også er positive side af migration. Statsministeren arbejder selv for, at der skal være bedre mulighed for at komme til Danmark for at arbejde, og dem, der kommer til Danmark for at arbejde, bidrager jo til vores velfærd.

Jeg vil bare spørge statsministeren: Når der nu tales om misinformation, og f.eks. hr. Kristian Thulesen Dahl skriver, at det her vil være til ugunst for Danmark og kun kan bidrage til, at antallet af migranter vil stige, så må det vel være sådan stadig væk, at det er misinformation, for det, der afgør, hvem der kommer til Danmark, er Danmark. Og hvis vi ønsker et større positivt udbytte af migration, kan vi jo f.eks. blive enige om at lade flere udlændinge komme til Danmark og arbejde og betale skat. Men det er misinformation, når hr. Kristian Thulesen Dahl siger til danskerne, at undertegnelsen af den her erklæring vil føre til flere migranter i Danmark, medmindre vi selv bestemmer os for det.

Statsminister.

Det er helt rigtigt. Der er intet i den erklæring, der gør, at vi ikke selv kan opretholde kontrollen over, hvem vi lukker ind i Danmark. Jeg tror, at der er brug for at få lidt klarhed over begreberne: Der er flygtninge, og det er slet ikke til diskussion her, for det her har intet med flygtninge at gøre; så er der migranter, og de findes jo i to slags, kan man sige, helt overordnet, altså legale og illegale. Og jeg tror, at der er omkring 254 millioner migranter i verdenssamfundet i dag, hvor de 90 pct. opholder sig lovligt i de lande, de befinder sig i. Og 10 pct. opholder sig så ulovligt.

Det er meget vigtigt at sondre mellem de to grupper. Det kunne dokumentet godt have gjort klarere i sin sprogbrug, og det er jo bl.a. en af grundene til, at Danmark afgiver en stemmeforklaring, hvor vi får det præciseret. For vi skal bekæmpe illegal migration. Og det er også derfor, det er så vigtigt, at de lande, der genererer migranter, hvad enten de er legale eller illegale, gentager det, der allerede er en folkeretlig forpligtelse, men som ikke bliver efterlevet, nemlig at man skal tage egne statsborgere hjem.

Det er jo sådan set afsættet til, at vi kan få kontrol med, hvem der er i Danmark. Vi fører en noget for noget-politik. Vi forsøger at føre en aktiv hjemsendelsespolitik. Vi bliver begrænset af lande, der nægter at tage deres egne borgere hjem igen, og der er det vigtigt, at de lande genbekræfter det, der egentlig allerede i dag er en juridisk forpligtelse. Det er noget, vi kan bruge offensivt til at få de illegale migranter ud af Danmark.

Tak. Så er det hr. Mattias Tesfaye, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak, og tak for besvarelsen. Statsministeren er rystet over debatten. Måske skyldes forvirringen i befolkningen og måske også her i Folketingssalen det forløb, vi har været igennem, hvor vi på forsiden af aviserne kan læse, at der er usikkerhed om, hvem der skal deltage fra regeringen. Dagen før vi skal have den her debat, får vi den juridiske afklaring fra regeringen, hvor vi kan se, at regeringens egen ordfører har talt imod erklæringen.

Jeg synes ikke, regeringen har håndteret det her særlig imponerende, så jeg kunne egentlig godt tænke mig at spørge: Anerkender statsministeren, at en af årsagerne til den her lidt forvirrende debat og uklarhed er, at regeringen har fumlet i den her proces, og at vi nu står her, ugen før regeringen skal rejse til Marokko, og stadig væk har total forvirring om, hvad der egentlig er indholdet af det, vi diskuterer?

Statsministeren.

Nej, det anerkender jeg ingenlunde, overhovedet. Det er sådan, at Folketinget har fuldt indblik i hele den her proces ved briefinger fra udviklingsministeren, ved at danske folketingsmedlemmer har deltaget som delegater på FN's generalforsamling, og ved at forligskredsen hos udviklingsministeren både under forhandlingerne, og da forhandlingerne blev afsluttet, blev briefet om indholdet af det. Så det anerkender jeg ingenlunde.

Hvad jeg anerkender, er, at der med en accelererende effekt inden for de seneste måneder har udspillet sig en debat, der sådan set ubetinget startede på de sociale medier og først blev flyttet ind i det, man kunne kalde den åbne offentlige debat, for ganske få uger siden. Det har betydet, at den måde, den offentlige debat er blevet ført på, er vind og skæv, altså hvor myter og misinformation helt har udraderet fakta. Det er sådan set med det afsæt, jeg har sat mig selv i spidsen for, startende med et møde på Marienborg med liberale premierministerkandidater fra Europa, at få lidt greb om den her sag, bl.a. ved at arbejde for, at der nu bliver en stemmeforklaring, som tilgodeser danske synspunkter, men som forhåbentlig også kan forankres hos like-mindede lande rundt i Europa.

Tak. Så er det hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten. Værsgo.

Tak til statsministeren. Jeg synes alligevel, der er sådan et underligt defensivt udgangspunkt. Hvorfor siger statsministeren ikke, at grunden til, at vi skal lave sådan en erklæring, og at den er vigtig, er, at der er millioner og atter millioner af lovlige migrantarbejdere rundtomkring i verden, som bliver misbrugt, som bliver holdt under slavelignende vilkår, som får frataget deres pas, som bliver torteret, f.eks. i Saudi-Arabien, og at det er vigtigt at få den her erklæring, for at bl.a. danske virksomheder kan have en fair konkurrence, sådan at folk ikke bliver brugt som slavearbejdere, inklusive i EU, hvor der efter de sidste tal er op imod en million slavearbejdere, primært migranter? Hvorfor siger statsministeren ikke det som udgangspunkt for den her debat i stedet for sådan lidt ja, ja, ja? Det er jo det, det handler om, det er det, den her debat handler om, og det er derfor, at den her udtalelse er vigtig.

Statsministeren.

Det er også det, debatten handler om. Og jeg kan sådan set godt tilslutte mig det indlæg, der blev holdt fra hr. Søren Søndergaards side – ingen problemer i det.

Jeg ved ikke, om det er defensivt at forholde sig til den kritik, der bliver rejst. Altså, det er i hvert fald ikke et forsøg på at fremstå defensiv. Jeg kan bare notere mig, at der er en stemme i debatten på de sociale medier, som har forsøgt at karakterisere den her aftale som en aftale, der gør, at vi nu pludselig bare åbner Danmark. Der er countdown til landsforræderi på min Twitterkonto, og derfor tager jeg det udgangspunkt lige at få præciseret, hvad det her er, og hvad det ikke er.

Det er helt rigtigt, som hr. Søren Søndergaard siger, at der er i millionvis af lovlige migranter, og det her er en global aftale, som jo ikke kun søger ligesom at påvirke den måde, vi håndterer tingene på i Danmark, men jo sådan set at påvirke verdenssamfundet, ikke sandt. Så bliver der skabt et billede af, at fordi man forsøger at tage hånd om globale problemer, stiller det Danmark et helt andet sted. Det gør det ikke, og det er altså bare vigtigt at få slået fast. Det er vigtigt at få den nuance ind, at der er lovlig migration, som er positiv. Det er da positivt, når Folketinget selv beslutter, at udenlandske studerende kan komme til Danmark og læse og rejse hjem igen og få en relation til Danmark. Det er da positivt, når Folketinget beslutter – og jeg så jo gerne, at vi liberaliserede det lidt, men lad nu det være – at vi har positivlister og beløbsordninger, der gør, at folk kan komme til Danmark og bidrage helt legalt og gøre Danmark rigere. Det er positivt. Det er ikke positivt, at vi har illegal migration, at vi har menneskehandel.

Den her aftale, den her erklæring søger sådan set for første gang at skabe en ny international ramme omkring håndteringen af det, og det er det centrale. Det er ikke perfekt, men altså det perfekte dokument ville vi jo aldrig nogen sinde kunne få verdenssamfundet til at bakke op om, for så ville 192 lande jo sidde og skrive hver deres udgave. Det er jo ligesom den pris, det internationale samarbejde kommer med. Men min samlede vurdering er, at det her stiller Danmark bedre i vores arbejde med at have kontrol over Danmark, lukke dem ind, vi ønsker, holde dem ude, vi ikke ønsker.

Så siger vi tak til statsministeren for første runde. Den næste, der får ordet, er udlændinge- og integrationsministeren. Og der kan så igen stilles et enkelt spørgsmål til ministeren. Værsgo.

Tak for det. Det fremgår af FN's migrationserklæring, at vi kan skelne imellem regulære og irregulære migranter, f.eks. i forhold til indrejse, ophold og arbejde, og hvilke migranter, der har hvilke rettigheder og pligter. Det svarer fuldstændig til regeringens politik. Det står også helt klart, at flygtninge og økonomiske migranter er to forskellige grupper. De har alene menneskerettighederne tilfælles. Flygtninge skal beskyttes, irregulære migranter skal sendes hjem. Det er dansk politik, og det er regeringens politik.

Derudover anerkendes det for første gang i en EU-erklæring, at alle lande er forpligtet til at tage deres egne statsborgere tilbage, og at lande skal bistå med at fremme den tilbagetagelse. Det er i høj grad regeringens politik. Og det er vel og mærke noget, som vi er overbevist om på sigt konkret kan hjælpe til med at fremme denne vanskelige dagsorden om tilbagetagelse hos lande, som normalt er modvillige på dette punkt.

Men der er steder i erklæringen, hvor budskabet står mindre klart. Her er erklæringens tværgående principper vigtige at holde øje med. Et af dem drejer sig om landets ret til selv at bestemme, hvilke og hvor mange udlændinge man vil have til landet som arbejdsmigranter eller studerende, og det er afgørende at slå fast, at vi med erklæringen på ingen måde fraskriver os retten til selv at bestemme, hvem eller hvor mange der skal ind i Danmark. Det er fortsat en national kompetence, og sådan skal det selvfølgelig også blive ved med at være. Og jeg tror sådan set ikke, at der er nogen, der kan være i tvivl om, at det også præcis er det, den her regering står for. Noget andet er så, at vi her i Folketinget jo ikke altid er enige om det spørgsmål. F.eks. kunne vi jo ikke blive enige om, hvordan vi ville tiltrække udenlandsk arbejdskraft.

Faktisk fremgår det også af erklæringen, at vi selvfølgelig må stille krav til udlændinge om, at de skal overholde landets love og respektere vores nationale skikke, og det er regeringen jo selvsagt enig i at vi skal kunne. Jeg kunne sådan set komme med mange eksempler, men vil blot nævne nogle af dem her, nemlig at vi selvfølgelig skal værne om at have respekt for ytrings- og pressefriheden – det er en selvfølge – at vi skal styrke bekæmpelsen af menneskesmuglere og menneskehandlere, at vi skal styrke grænsekontrollen og sikre vores lands sikkerhed ved bl.a. at forebygge ulovlig migration, og at vi skal kunne opretholde frihedsberøvelsen af irregulære migranter.

Jeg forstår faktisk godt, at der er debat om erklæringen på et så centralt politisk område, som det her er, og jeg vil også gerne sige helt åbent, at havde vi selv kunnet skrive migrationserklæringen, så ville den have set anderledes ud, men så havde der heller ikke været tale om en fælles erklæring. Men det er vigtigt igen at slå fast, at erklæringen på ingen som helst måde er en bombe under dansk udlændingepolitik. Så når nogle hævder, at erklæringen forpligter Danmark til at gøre noget som helst andet end det, vi beslutter her i Folketinget, så er det ikke korrekt, og der er ikke belæg for den påstand i selve erklæringen.

Men migrationserklæringen er som nævnt ikke perfekt, og den er langtfra let læselig. Derfor synes jeg også, det er rigtig godt med en forespørgselsdebat som den her i dag. Der skal heller ikke herske tvivl om den danske læsning af erklæringen.

Derfor har vi også fra meget tidligt i den her forhandlingsproces haft for øje, at Danmark eventuelt sammen med en gruppe af ligesindede lande kunne tilkendegive vores læsning af erklæringen, og det vil vi gøre ved at afgive en såkaldt stemmeforklaring i New York, når erklæringen formelt skal vedtages der.

Vil migrationserklæringen så løse alle problemer med ulovlig migration? Nej, det vil den selvfølgelig ikke. Det vil heller ikke være sådan, at vi i morgen vågner op til en ny og bedre verden. Erklæringen er et udtryk for det, jeg vil kalde de små skridts politik. Vi er nødt til at styrke dialogen og samarbejdet på tværs af landegrænser, hvis vi vil den ulovlige migration til livs, og det vil vi. Vi vil den ulovlige migration til livs. Og det er FN's migrationserklæring faktisk en ganske god første ramme for. Jeg kan garantere, at jeg som minister vil bruge erklæringen aktivt til at fremme danske prioriteter og ikke mindst, når det handler om tilbagesendelsesområdet. Jeg tror rent faktisk, at lige præcis den dagsorden er en dagsorden, som mange partier her i Folketinget kan bakke op om.

Foreløbig tak til udlændinge- og integrationsministeren. Og vi går igen ud i anden række og finder spørgeren, nemlig hr. Kristian Thulesen Dahl. Værsgo.

Tak. Og tak til ministeren for hendes del af besvarelsen her. Det virker, som om regeringen har valgt en strategi, hvor man trækker de dele af erklæringen frem, som man synes man kan tale positivt om. Og man glæder sig over, at det vil få en stor betydning, at vi nu har den her erklæring. Så kan vi få f.eks. nogle afrikanske lande til at hjemtage deres egne borgere.

På den anden side fortæller man den danske befolkning, at de dele af erklæringen, som man godt ved kan være dybt generende for Danmark, og som måske kan give problemer i forhold til ytringsfrihed og ting og sager, ingenting betyder, at erklæringen ikke er retligt bindende, og at den er fuldstændig ligegyldig. Det er lidt svært at få mening i, at det kan være begge dele på samme tid.

Er det ikke bare sådan, som bl.a. rådgiveren i migrationsspørgsmål for Den Afrikanske Union – det er jo 55 afrikanske lande – har meddelt, og som fremgår af Jyllands-Posten, hvor han siger: »Den vil få betydelige retlige virkninger ... Det begynder med bløde principper, men sådanne FN-initiativer medfører moralske forpligtelser, som bliver globalt normsættende for, hvordan love skal fortolkes ...«? Er det ikke bare sådan, det er?

Ministeren.

Nej, det er jeg faktisk uenig med hr. Kristian Thulesen Dahl i. Men det er selvfølgelig en af grundene til, at vi, kan man sige, har fået udarbejdet en ganske gennemgribende juridisk vurdering af det her. Den er jo blevet sendt over til Folketinget lidt sent, så derfor skal der selvfølgelig også være tid til at granske den.

Men der synes jeg at det ikke kan fremgå klarere, at det præcis er sådan, at det her ikke er juridisk bindende. Og derfor vil vi heller ikke komme til at opleve, at det vil få betydning for den politik, som vi kommer til at føre i det danske Folketing. Vi kan fortsat – som statsministeren også sagde – selv beslutte den udlændingepolitik, som vi nu vil føre her i Danmark.

Tak. Så er det fru Carolina Magdalene Maier. Værsgo.

Tusind tak for det, og tak til ministeren for talen. Jeg har jo også, ligesom hr. Kristian Thulesen Dahl, læst i pressen, at ministeren ikke kommer til at deltage i Marrakech. Samtidig hører vi fra statsministeren, at der kommer en dansk deltagelse på ministerniveau. Det synes jeg jo er positivt, men jeg synes jo samtidig også, at det ikke er ligegyldigt, hvilken minister vi sender til Marrakech, for der er jo nok nogle ressortområder, som har mindre relevans for det her område end andre. Så jeg vil egentlig gerne bare spørge ministeren, om det fortsat er sådan, at udlændinge- og integrationsministeren ikke kommer til at deltage i Marrakech.

Ministeren.

Statsministeren har jo allerede sagt, at der bliver deltagelse på ministerniveau, og så tror jeg sådan set ikke, at jeg har ret meget mere at tilføje til den sag lige nu.

Tak. Så er det hr. Morten Østergaard. Værsgo.

Med den brede opbakning, der tegner sig i Folketinget, kunne det være en overvejelse at sende Folketingets formand, men det er jo heller ikke sikkert, at hun har tid – men tilbage til erklæringen og dens indhold.

Det, som jeg hører ministeren sige i dag, er jo, som det også fremgår af de papirer, der er sendt over, at Danmark aktivt har arbejdet for at fremme, at vi får den her erklæring for at styrke det internationale samarbejde. Jeg synes også, at statsministeren rigtigt sagde, at hvis ikke man vil tilslutte sig her, er det jo, fordi man på en eller anden måde vender det internationale samfund ryggen og ikke ser det som en del af løsningen på det her.

Derfor synes jeg jo også, at det ville være dejligt, om ministeren med noget større begejstring tog æren for det arbejde, der nu er lykkedes, for hr. Kristian Thulesen Dahl har vel en pointe i, at det er lidt mærkeligt at arbejde for at fremme en erklæring, fordi man mener, at det styrker samarbejdet internationalt om at tilvejebringe bedre løsninger end dem, vi har set, til at håndtere migrationsudfordringer og så samtidig bruger al sin energi på at sige, at det ikke er noget, der forpligter os.

Altså, det er vel meningen, at Danmark med tiltrædelsen af det her dokument også agter at fremme intentionerne i det i bredeste forstand. Altså: Det er vel meningen med at arbejde på at få en erklæring, at man glæder sig over resultatet og håber, at man kan høste frugterne af det. Og så er det da mærkeligt, at integrationsministeren, som står med alle de problemer af manglende internationalt samarbejde, står her i dag og siger: Jamen det vigtigste at få fortalt er, at det ingen betydning har for os.

Tak, så er det ministeren.

Jamen det har da betydning i forhold til hjemsendelsespolitik f.eks., og det synes jeg da er værd at glæde sig over. Men det er jo lige så klart, at vi da kommer til at afgive en skrap stemmeforklaring, om du vil, når vi til den tid kommer til New York. Og det er da, fordi vi vil forsvare ytringsfriheden i Danmark f.eks. Vi vil da gøre fuldstændig klart, som det jo også står i erklæringen, at udlændingepolitik altså bestemmes af os selv – det er altså ikke noget, der skal bestemmes af FN.

Det må jo også være sådan, at man selvfølgelig gør sin stilling fuldstændig klar, og det kommer vi til.

Så er det hr. Holger K. Nielsen. Værsgo.

Jeg synes, at statsministeren holdt en meget fin og engageret tale, hvor han forsvarede den her Global Compact. Jeg synes, at tonefaldet hos integrationsministeren var noget anderledes, fordi hun ligesom udelukkende fokuserede på, hvad det her får af problemer og konsekvenser for dansk udlændingepolitik.

Vil hun ikke medgive, at det vigtige i den her sag sådan set ikke er den danske udlændingepolitik – det er, at man på globalt plan i FN har besluttet, at det her er et internationalt problem? Man har besluttet, at der skal internationale løsninger til. Man har besluttet, at når det handler om migranter og flygtninge, er der udfordringer, der er vanskeligheder, der er muligheder, og der skal gives rettigheder, og der skal gøres forskellige ting i forhold til det, og at det igen er et globalt og internationalt problem.

Det er jo ikke bare Danmark, det her handler om. Det handler også om Afrika, hvortil der er langt mere migration og mange flere flygtninge, end der er her til Europa. I Latinamerika flygter folk i øjeblikket fra Venezuela og andre steder. Og Asien. Med andre ord: Det er globale problemer, vi snakker om her. Var det så ikke en idé, om vi også her i Folketinget lige så lidt ud over vores egen næsetip og så på det, som det er. Og netop som statsministeren siger, kan der være nogle formuleringer, vi er uenige i. Ja, men det skyldes jo, at der er 194 medlemslande omkring bordet. Når man kender lidt til, hvordan det er at få det til at køre sammen, så ved man jo godt, at når der skal sidde så mange lande, så mange aktører og blive enige om en tekst, så vil der altid være nogle ting, der kan fortolkes på forskellig måde.

Men det afgørende er ikke de der fortolkninger. Det afgørende er ikke pindehuggeriet. Det afgørende er, at man er enige om, at nu får man en aftale om at håndtere det her i fællesskab. Bør vi ikke mere offensivt og aktivt gå ud at sige det til befolkningen?

Ministeren.

Jamen der er da ikke nogen, der lægger skjul på, at migration er et internationalt, globalt problem – det har jeg ikke hørt en eneste sige. Selv dem, der kunne være meget kritiske over for dokumentet her, anerkender da også fuldstændig migration som et globalt problem. Men det betyder jo ikke, at man ikke kan pege på, at dansk udlændingepolitik da selvfølgelig skal besluttes her i Folketinget. Sådan må det jo være. Og det betyder da heller ikke, at man ikke skal pege på de svagheder, som der også er, altså de områder, som der jo klart skal præciseres, så vi også får sagt klart, hvordan vi læser det her dokument. Det er jo så det, vi gør i den stemmeforklaring, som vi kommer til at afgive, når vi når derhen.

Tak. Så er det hr. Mattias Tesfaye. Værsgo.

Tak. Jeg kunne godt tænke mig at følge lidt op på noget af det, hr. Kristian Thulesen Dahl var inde på, for jeg synes ikke, at ministerens tale hjælper på afklaringen her. På den ene side siger ministeren, at det her vil få betydning i forhold til vores hjemsendelsespolitik, og på den anden side siger ministeren, at vi selv bestemmer udlændingepolitikken. Er det den juridiske vurdering, vi har fået oversendt til Folketinget, hvori der står, at der ikke er nogen retlige forpligtelser i det her, at det ikke har nogen betydning, og at det ikke er en konvention, der binder nogen lande til noget som helst, eller er det det, ministeren siger i dag, som er, at det vil styrke vores muligheder for at sende folk hjem? Vi kan ikke både blæse og have mel i munden: Enten er det her retligt bindende, eller også er det ikke.

Ministeren.

Det her er ikke juridisk bindende, og igen vil jeg sige, at det er sent, at den juridiske gennemgang af sagen er kommet over til Folketinget, og jeg tror sådan set, at det vil skabe klarhed, når først man har fået det gransket, for det er faktisk meget, meget tydeligt i det papir, der er blevet sendt over. Men det ændrer jo ikke på, at det jo er vigtigt at få den her diskussion med de afrikanske lande. Jeg har jo flere gange prøvet på egen krop at sidde over for afrikanske ledere og få gennemført sådan nogle hjemsendelsesaftaler, og det er ikke nogen nem sag. Men det, at der nu er sat pen til papir om lige præcis det, at man jo er forpligtet til at tage egne borgere tilbage, og at man bekræfter det med den her aftale, synes jeg da er helt, helt afgørende. Det ændrer bare ikke ved, at det her ikke kommer til at skabe ny lovgivning i Danmark. Det her er ikke en bombe under dansk udlændingepolitik. Igen vil jeg sige, at jeg tror, at det, når først man har fået læst den juridiske vurdering igennem af det her, så vil skabe noget klarhed. Selvsagt har partierne ikke haft så meget tid til det her i dag, men det vil så komme efterfølgende.

Tak til udlændinge- og integrationsministeren. Så har vi fået forespørgslen besvaret af to ministre, og så går vi til forhandlingerne. Den første er ordføreren for forespørgerne, nemlig hr. Martin Henriksen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og tak til de to ministre, statsministeren og udlændinge- og integrationsministeren, for besvarelsen. I december måned står regeringen over for at skulle underskrive og tiltræde FN's migrationspagt. Og helt grundlæggende må pagten ses som et virkelighedsfjernt og dybt ideologisk slag rettet mod nationalstaten.

Der mener vi, at Danmark som en nation med en lang og stolt historie bør sige fra. Ikke den mindste grad af erkendelse af de åbenlyst negative konsekvenser, som migrationen, som indvandringen har haft for bl.a. Europa, har fundet vej til aftalens politiske ordlyd. Med andre ord, det stik modsatte af alle de udlændingestramninger, som Dansk Folkeparti og regeringen i fællesskab har gennemført siden valget i 2015, for slet ikke at nævne den netop indgåede finanslovsaftale, hvor vi blev enige om en helt ny kurs, et paradigmeskift, i udlændingepolitikken, så der kommer fokus på hjemsendelse frem for integration.

Vi har naturligvis noteret os i Dansk Folkeparti, at statsministeren, at Udenrigsministeriet, at Justitsministeriet og vel snart sagt de fleste ministerier har sendt juridiske notater over til Folketinget, hvori de siger, at aftalen, erklæringen, ikke er juridisk bindende. Og vi anerkender da også, at der er sendt mange notater over til Folketinget, gående på, at betydningen af erklæringen formentlig vil være begrænset. Vi har hørt, hvad der er blevet sagt, og set, hvad der er blevet skrevet.

Men selv hvis man anlægger den præmis, ændrer det ikke på, at regeringen med den ene hånd fører en stram udlændingepolitik med Dansk Folkeparti, mens man med den anden hånd underskriver en erklæring, hvis mål bl.a. er mere migration og nemmere adgang til familiesammenføring, og det hænger ganske enkelt ikke sammen. Men sender jo et yderst uheldigt signal om, at Danmark grundlæggende ser positivt på migration, på indvandring.

Hvorfor overhovedet sætte sin underskrift på et dokument, hvis man ikke har en ambition om at leve op til indholdet af aftalen, af det, der står i dokumentet? Burde man så ikke i stedet følge lande som USA, Australien, Østrig, Ungarn, Tjekkiet, Polen, Kroatien, Bulgarien, Israel og Estland, som allerede har meddelt, at de er kritiske, eller at de ikke vil skrive under. Hertil kommer, at der er lande som Italien og Schweiz, som, så vidt jeg har forstået det, har besluttet i hvert fald at udskyde beslutningen.

Selv om der er dele i erklæringen, der pålægger lande i Afrika eller Mellemøsten at tage imod egne statsborgere, ja, så findes disse forpligtelser allerede i forvejen, vel at mærke, uden at landene i disse regioner føler en stor trang til at leve op til disse forpligtelser. Burde man så ikke hellere bruge mere tid på at lave aftaler de enkelte lande imellem, som jo trods alt har en lidt større effekt? Det synes jeg i hvert fald er erfaringen.

Vi har noteret os, at der internt i regeringen er modstand mod tilslutning til FN-pagten, hvor De Konservatives hr. Naser Khader kalder det en multikulturel aftale, som vil øge migrantstrømmen. Når man læser erklæringen, så forstår man jo godt, hvordan det kan være, at hr. Naser Khader når frem til den konklusion, og måske ville det fremme forståelsen for Dansk Folkepartis synspunkt, hvis alle folketingsmedlemmer besluttede sig for at læse den pågældende erklæring.

Vi har noteret os, at integrationsministeren ikke på Danmarks vegne har tid – det kan være svært at få tid i kalenderen – til at tage ned og tilslutte sig erklæringen på Danmarks vegne. Udviklingsministeren har heller ikke tid, og måske er det udtryk for, at regeringen et eller andet sted godt ved, at her står vi med en dårlig sag.

Vi har også noteret os, at den socialdemokratiske formand, fru Mette Frederiksen, på et tidspunkt var ude at sige, at Socialdemokratiet havde betænkeligheder i forhold til erklæringen. Men lige pludselig fandt Socialdemokratiet ud af, at man alligevel nok hellere måtte tilslutte sig. Så det er også en opfordring til Socialdemokratiet om at genoverveje deres position.

Alt i alt er det vores vurdering i Dansk Folkeparti, at pagten vil være til ugunst for Danmark og bidrage til at skabe usikkerhed om den stramme danske udlændingepolitik, og derfor bør en dansk regering efter vores opfattelse ikke tiltræde erklæringen, også selv om den ikke er juridisk bindende, for den kan komme til at betyde noget på sigt. Selvfølgelig vil der være lande, organisationer, FN, som fra tid til anden vil rette henvendelse til Danmark og gøre os opmærksom på den erklæring, hvad der står i den erklæring, og så vil de selvfølgelig venligt, men bestemt, minde os om, hvorfor vi ikke har rettet udlændingelovgivningen til på det og det område. Og hvis man kender det danske system godt, så vil der jo være en tendens til, at man lytter til de anvisninger, der kommer fra de forskellige internationale organer, bl.a. FN; det trækker desværre i den retning. Det kan godt være, at det ikke er her og nu, at det vil betyde det store, men det har potentiale til at betyde noget på sigt, og det synes jeg altså man skylder at tænke godt og grundigt over.

Det er ikke i dansk interesse at tiltræde FN's migrationspagt. Her bør regeringen og Folketinget i fællesskab sige nej, og det er Dansk Folkepartis klare anbefaling.

På vegne af Dansk Folkeparti – det står selvfølgelig andre partier frit for at tilslutte sig det – skal jeg fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget pålægger regeringen ikke at tiltræde FN-erklæringen »Global Compact for Migration«.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 26).

Det fremsatte forslag til vedtagelse indgår så i de videre forhandlinger.

Der er korte bemærkninger. Fru Carolina Magdalene Maier, værsgo.

Det tror jeg var rekord i kort tekst i et forslag til vedtagelse. Jeg bliver faktisk lidt nysgerrig på Dansk Folkepartis holdning til vores internationale samarbejde i det hele taget. Jeg tror, vi er enige om, at et organ som FN blev bygget på nogle ret forfærdelige hændelser under anden verdenskrig, og at det nok er en af de mest progressive, fremmelige institutioner, som verdenssamfundet har kunnet orkestrere i fællesskab. Det betyder, at man har nogle rettigheder, og at man har nogle forpligtelser som land, når man er medlem af et internationalt fællesskab som FN. Når man så står her og mener, at vi skal kunne tilslutte os erklæringer lidt på må og få, alt efter hvordan vi synes de passer ind i den nationalpolitiske dagsorden, som jo er det, DF foreslår her, hvad er så egentlig Dansk Folkepartis helt overordnede holdning til FN? Skal vi fortsæt være medlemsland i FN?

Ordføreren.

Det kan være fint med internationalt samarbejde. Det er jo ikke sådan, at Dansk Folkeparti ønsker, at Danmark skal melde sig helt ud af det internationale samarbejde, for vi har sådan set også forståelse for, at man selvfølgelig indgår i forskellige forløb, og at der kan være forskellige forhandlinger, hvor man også må indgå i kompromiser, men hver gang man når hen til det punkt, hvor man skal beslutte sig for, om man skal slå til, og om man vil indgå aftalen, må man se, hvad det er, man har givet, og hvad det er, man har fået ud af det. Og der synes vi bare, at når vi står med den her erklæring, er det ikke særlig godt.

Danmark ændrer jo karakter. Det er ikke så forfærdelig lang tid siden, vi havde en befolkningsfremskrivning fra Danmarks Statistik, der sagde, at når vi når frem til 2060, er det op imod en million i Danmark, der har ikkevestlig baggrund. Det er det, vi bruger tiden på at diskutere herhjemme, og jeg ved godt, at Alternativet har en lidt anden opfattelse, men der er jo et bredt flertal i Folketinget, der problematiserer det herhjemme i den nationale debat, og samtidig med det er der så et bredt flertal, som på den internationale bane ønsker at skrive under på en erklæring eller tiltræde en erklæring, som jo alt andet lige taler om, at indvandring er godt og lægger op til, at man skal have mere indvandring. Det hænger bare ikke sammen.

Så er vi nået dertil, hvor man kan stille opfølgende spørgsmål, og det ønsker fru Carolina Magdalene Maier. Værsgo.

Det gør jeg nemlig, og tak for det. Nu skal vi jo holde tungen lige i munden. Det er blevet sagt før, og jeg kan sige det igen, vi må ikke glemme, at det her er en erklæring, som FN-medlemslandene er blevet enige om, det er jo ikke en juridisk bindende erklæring, men det kan vi komme tilbage til, for det var ikke det, der var mit opfølgende spørgsmål. Hvis det er den holdning, man har, at man byder ind, når man kan, og trækker sig, når man ikke kan, så er det jo en de facto-opløsning af ethvert forpligtende internationale samarbejde, for hvor er så samarbejdet henne, hvis alle medlemslande skal sige: Det vil vi gerne være med til, og det vil vi ikke være med til. Så har vi jo ikke noget at holde hinanden op på, og så kan vi jo ikke samarbejde om nogen fælles erklæringer, og så er der ikke nogen grund til at have et organ som FN.

Til gengæld har man så kun ½ minut i anden omgang.

Værsgo til ordføreren.

Nu er der jo flere lande, som har meddelt, at de ikke vil tiltræde erklæringen. Jeg er da ret sikker på, at FN også vil bestå efter december måned. Jeg kan selvfølgelig tage fejl. Så nej, det her vil ikke betyde, at det internationale samarbejde bryder sammen. Hvis man fulgte Dansk Folkepartis anbefaling her, ville det bare betyde, at så er der en erklæring her, som vi så ikke tiltræder. Så håber jeg da alt andet lige også, at den her debat, uanset hvordan resten af Folketingets partier stiller sig til den her erklæring, vil bidrage til, at der kommer lidt eftertænksomhed i systemet og i de forskellige politiske partier. Så næste gang der kommer et eller andet forslag om en eller anden erklæring, som lægger op til mere indvandring, og at man skal fremme multikulturelle aktiviteter, eller hvad det nu kan være, vil der et eller andet sted i systemet måske være nogen, der tænker, at vi måske lige skal træde lidt på bremsen her.

Så er det hr. Morten Østergaard.

Hr. Martin Henriksen taler meget om det brede flertal i Folketinget, men er sandheden ikke, at den her debat jo i virkeligheden illustrerer en anden pointe, nemlig at Dansk Folkeparti står alene; at det, der faktisk er bred anerkendelse og opbakning til, som statsministeren også sagde, er, at migrationen, når den foregår lovligt, er et gode, altså at det, at der kommer udlændinge til Danmark og arbejder, bidrager til vores velfærd; og at det, som man i virkeligheden burde ønske sig fra Dansk Folkepartis side, var, at den her erklæring var forpligtende?

For man har lige lavet en finanslovsaftale, hvor man har måttet forholde sig til at, ja, rydde op efter nogle af de problemer, man selv har skabt, men jo i hvert fald forholde sig til konsekvenserne af noget af den ulovlige migration, altså dem, der ikke kan hjemsendes. Man har afsat flere penge til at håndtere folk, der ikke kan hjemsendes, end man har villet afsætte isoleret set med aftalen om ældre i Danmark. Og så skulle man da have ønsket sig en international aftale, der forpligtede, sådan at vi kunne sende de mennesker hjem, som ikke har ret til at være her.

Men der, hvor Dansk Folkeparti står isoleret, er, at man ikke kan anerkende, at migration er et gode, når det foregår lovligt. Er det ikke korrekt, at Dansk Folkeparti ikke kan se, at alle de mennesker, der er kommet til Danmark fuldt lovligt for at arbejde, faktisk er et bidrag til vores samfund, og at de øger vores velfærd?

Hr. Martin Henriksen.

Hr. Morten Østergaard har i hvert fald ret så langt, at der jo er en pointe i, at når det kommer til at arbejde for en restriktiv indvandringspolitik i Folketinget, er der kun Dansk Folkeparti. Der har hr. Morten Østergaard klart en pointe, hvilket jo også bliver understreget af, at der desværre er rigtig mange partier – alle andre partier end Dansk Folkeparti – der fuldstændig og uden at blinke vil tilslutte sig den her Global Compact for Migration. Så der har hr. Morten Østergaard en klar pointe, og det synes jeg bare skal stå for sig selv.

Tak. Og hvis man ønsker opfølgende spørgsmål, trykker man sig lige ind.

Tak for det, det gør hr. Morten Østergaard. Værsgo.

Men pointen fra min side var jo egentlig bare, at vi så er rigtig mange, der er enige om, at der også er positive sider ved det, og at det gælder om at håndtere de negative sider, men lad nu det ligge.

Jeg synes også, det var bemærkelsesværdigt, at statsministeren så klart sagde, at en del af den misinformation, der er kommet, jo er kommet i det ugebrev, som hr. Kristian Thulesen Dahl udsendte, hvor han skrev, at erklæringen i sig selv skulle føre til, at der kom flere migranter. Og der vil jeg bare høre, om Dansk Folkeparti har en reaktion på, at man altså her fra regeringens side klart siger, at det er misinformation, når hr. Kristian Thulesen Dahl har formuleret sig sådan om erklæringen, som tilfældet er.

Hr. Martin Henriksen.

Jeg er fuldstændig enig med hr. Kristian Thulesen Dahl. Og i øvrigt vil jeg sige, at noget af det, som hr. Kristian Thulesen Dahl læste op i sit spørgsmål til udlændinge- og integrationsministeren, jo var, at der fra afrikansk side er en forventning om, at det her projekt også vil betyde noget, at det vil rykke noget. Det tror jeg også jeg var inde på i min egen ordførertale. Og det er selvfølgelig, fordi det her ikke bare er noget, man laver for sjov. Det er det da ikke. Det betyder noget, det tror jeg også, og det er vel dybest set også det, der er hr. Morten Østergaards pointe og andres pointe herinde, nemlig at den her erklæring rent faktisk betyder noget. Man skriver da under på det, fordi det har nogle konsekvenser.

Vi har fået mange juridiske notater fra de forskellige ministerier, som siger, at det ikke er juridisk forpligtende, og at det ikke retligt bindende for Danmark. Men der er jo også et notat fra Udenrigsministeriet, Justitsministeriet og Udlændinge- og Integrationsministeriet, der siger, at i visse tilfælde vil det have en yderst begrænset effekt, fordi det kan indgå som fortolkningsbidrag til, hvordan internationale domstole vil se på eksempelvis dansk lovgivning. Så det vil jo have en effekt.

Så kan man diskutere, hvor stor effekten vil være, og hvornår den vil komme, men en eller anden effekt er der selvfølgelig af det. Og det er også derfor, der er blevet arbejdet med det her igennem lang tid i et kæmpe system som FN-systemet, for der er selvfølgelig rigtig mange mennesker i det system, der også tror på, at på et eller andet tidspunkt vil det have en effekt.

Så er det hr. Holger K. Nielsen. Værsgo.

Tak. Jeg synes, det er lidt interessant at spørge til, hvordan Dansk Folkeparti er kommet frem til den her meget, meget offensive, negative holdning til det her. Som statsministeren sagde, har den her migrantpagt jo været drøftet med Folketingets partier ved forskellige lejligheder og i forskellige fora. Mig bekendt har Dansk Folkeparti ikke på noget tidspunkt der taget afstand fra det. Man har ikke sagt noget. Der har været tavshed fra Dansk Folkeparti. Så sker der det, at lige pludselig er der en række højreorienterede kræfter i Europa, der starter en stor kampagne på de sociale medier imod den her migrantpagt. Man kan have sine overvejelser over, hvor den misinformationskampagne kommer fra. Det har jeg mine egne tanker om, det skal jeg ikke komme ind på her. Men i hvert fald kan man se, at højrefløjen begynder at køre fuldstændig vildt og vanvittigt på internettet imod den med trolls og alle mulige mærkelige indlæg – fuldstændig forfejlede indlæg, fanatiske indlæg, som vi jo også alle sammen har modtaget. Er det sådan, at det er, efter at den misinformationskampagne er gået i gang, at Dansk Folkeparti pludselig også siger, at nu må de også gå imod det her? Man har ikke sagt det før. Det er først på det tidspunkt, at Dansk Folkeparti begynder at interessere sig for den her sag.

Hr. Martin Henriksen.

Altså, som jeg husker det, har Dansk Folkeparti gennem et godt stykke tid efterhånden interesseret sig for den her sag, også før det blev sådan en offentlig debat. Der har jo også været møder i Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg, hvor Dansk Folkeparti har bedt om, at der kom en minister fra regeringen og redegjorde for det her. Jeg tror også, at vi tidligere, måske endda for nogle år tilbage, har haft et samråd om den generalforsamling, der var i 2016, hvor man sådan begyndte at tage fat på det her. Så jeg synes, at Dansk Folkeparti gennem længere tid har beskæftiget sig med det her.

Så vil jeg sige, at det i øvrigt er rigtigt, at noget af det, der er rundtomkring på internettet, jo er misinformation. Det er jo ikke alt, der står på internettet, der er fuldstændig rigtigt. Jeg håber ikke, det kommer bag på nogen, at jeg har den opfattelse. Der står mange ting på internettet. Men derfor kan der godt være en pointe i noget af det.

Jeg må sige til dem, der lytter med her: Lad være med at læse, hvad der står på internettet og i kommentarer og alle mulige andre steder, men bare gå ind og læs erklæringen. Gå selv ind og læs erklæringen. Så kan man jo selv se, hvad man synes om det. Så kan man sådan selv vurdere sagen. Jeg tror, at hvis man går ind og læser erklæringen og ikke ser på det, der står i kommentarfelter og alle mulige andre steder, hvor der selvfølgelig er nogle, der har en pointe – det vil jeg gerne understrege, det er jo ikke alt sammen, der er forkert. Men gå selv ind og læs den. Så tror jeg i hvert fald, folk kan se, at Dansk Folkeparti altså har en pointe.

Så er det hr. Holger K. Nielsen.

Jamen det er fuldstændig rigtigt. Det synes jeg da ville være en god idé, om man gjorde det. Så vil man også kunne se, at den her ikke er juridisk bindende for noget som helst her i Danmark, og at vi stadig væk kan vedtage den politik, som vi blev enige om i det her Folketing.

Men jeg synes, det er interessant, at hr. Martin Henriksen nu tilsyneladende tager afstand fra nogle af de der vanvittige ting, der kører på internettet. Stadig væk vil jeg fastholde, at sagen har været taget op i forskellige fora, af udviklingsministeren bl.a. Jeg har ikke hørt Dansk Folkeparti tage afstand fra det, forholde sig til det reelt. Det er først, da det bliver en offentlig sag på internettet, at man rigtig går til den, om jeg så må sige.

Men vil hr. Martin Henriksen offentligt gå ud og tage afstand fra de vanvittige påstande, der kører på internettet, fra de trusler, der kommer, de forkerte påstande, der kommer om den her migrationspagt? Vil han gå ud og sige, at det er utilstedeligt, at der kører den her kampagne? Vil man gøre det for ligesom at få en debat, der er lidt mindre forurenet end det, som kører i øjeblikket?

Ordføreren.

Når hr. Holger K. Nielsen siger, at jeg skal tage afstand fra vanvittige ting, hvad lægger hr. Holger K. Nielsen så præcis i det? Der må være et eller andet konkret citat, som jeg så kan forholde mig til og sige om jeg er enig i eller tager afstand fra. Det må ligesom være logikken i det. Det er vel meget ligetil at sige, at der selvfølgelig er noget af det, der står på internettet, som ikke er korrekt. Det kommer vel ikke som den store overraskelse. Mon ikke de fleste mennesker har den opfattelse. Men derfor kan der jo stadig væk være en pointe i, at noget af det, der står på internettet, er rigtigt.

Igen, jeg vil bare opfordre til, at folk går ind og læser erklæringen og danner deres egen vurdering og mening. Det synes jeg at folk skal gøre. Det vil jeg helt klart opfordre folk til at gøre. Det er også derfor, at vi fra Dansk Folkepartis side rent faktisk har fået oversat erklæringen til dansk, så vi giver alle mulighed for, uanset om man er god til fremmedsprog eller ej, at komme ind og danne sig et overblik, så man ved, hvad det er, den danske regering med opbakning fra et bredt flertal i Folketinget ønsker at sige ja til. Og hvis folk læser erklæringen og lader være med at kigge på det, der står på internettet osv. – det må man også godt – og først og fremmest lægger det, der står i erklæringen, til grund, tror jeg, at der vil være rigtig mange danskere, måske endda også et par stykker, der stemmer på Socialistisk Folkeparti, som faktisk vil forstå, at Dansk Folkeparti altså har en pointe her. Det er ikke en god erklæring for Danmark.

Med det siger vi tak til hr. Martin Henriksen. Der er ikke flere spørgsmål. Den næste i rækken af ordførere er hr. Mattias Tesfaye, Socialdemokratiet.

Tak. Det sejler – lad mig starte sådan. Jeg vil ikke lægge skjul på, at vi i Socialdemokratiet er temmelig utilfredse med regeringens håndtering af den her migrationserklæring. Det er mere end 2 år siden, at regeringen startede processen med andre lande om den her erklæring, men regeringen har først meget sent orienteret os i Folketinget, og nu kommer regeringen så og beder om forståelse og tilslutning og måske også lidt om tilgivelse.

Socialdemokratiet kommer ikke til at spænde ben for dansk udenrigspolitik. Danmark er den lille dreng i den globale skolegård. Vi har brug for det stærke internationale samarbejde. Vi har brug for en international dialog om at håndtere migrationen, særlig hen over Middelhavet. Ifølge grundloven er det regeringen, der fører udenrigspolitikken. Det er en god bestemmelse. Den giver selvfølgelig den siddende regering noget magt, men den tildeler også noget ansvar, et ansvar, som vi ikke mener regeringen har håndteret særlig imponerende i den her sag.

Dansk Folkeparti har opfordret regeringen til at blive hjemme fra den konference i Marokko, hvor erklæringen skal vedtages, i næste uge. Det er derfor indlysende for enhver, at regeringen i det her spørgsmål har brug for andre partier, herunder Socialdemokratiet. Det har vi ikke mærket meget til, tværtimod. Vi står her på sidelinjen og konstaterer, at landets udenrigspolitik på det her punkt sejler. Hvorfor får vi først den juridiske gennemgang af den her erklæring dagen før vores debat? Hvorfor bliver regeringspartiernes egne ordførere ved med at tale imod erklæringen? Hvorfor vil regeringens egne ministre ikke rejse til Marokko og tilslutte sig den aftale, de selv har forhandlet? Hvorfor bliver regeringen ved med at påstå, at den her erklæring styrker mulighederne for at hjemsende afviste asylansøgere, når det ganske enkelt ikke er rigtigt? Statsministeren påstår, at kritikerne af erklæringen spreder falske rygter om indholdet af aftalen, men det kan vel ikke undre nogen, at forvirringen er total i befolkningen efter det her kaotiske forløb.

Jeg ved godt, at efteråret altid er en travl periode for ministre, men travlhed er ingen undskyldning. Det er stabiliteten og troværdigheden omkring vores lands udenrigspolitik, vi taler om. Desuden er det som sagt over 2 år siden, at processen gik i gang. Kan debatten om en international erklæring om migration overraske nogen? Helt ærligt, det er da politisk tonedøvt, at vi nu står her fem minutter i tolv og stadig har en debat præget af bekymringer og usikkerhed.

Socialdemokratiet er blevet enig med regeringspartierne om et forslag til vedtagelse. Det har krævet lidt dialog frem og tilbage, og jeg vil ikke lægge skjul på, at det for Socialdemokratiet har været afgørende at få skåret ud i pap, at dansk udlændingepolitik ifølge regeringens vurdering fortsat kan fastlægges i Folketinget. Det skal klart fremgå af den tekst, som regeringen lægger frem i Marokko. Derudover har det været afgørende for os, at regeringen også rejser til Marokko og forklarer de andre lande, at set fra en lille skandinavisk velfærdsstat har migrationen også en bagside, at der er en årsag til, at vi strammer udlændingepolitikken i Danmark.

Jeg er klar over, at det måske ikke er så bekvemt for regeringen at fortælle det her så klart på den internationale scene. Her giver det måske bedre mening at lade sig bade i blitzlyset og nyde fordrageligheden, men regeringen kan ikke fejre den stramme udlændingepolitik med lagkage herhjemme og så skjule vores bekymringer i udlandet. Ministrene må fortælle det samme i Marokko, som de fortæller hr. og fru Danmark herhjemme. Indvandringen er ikke lutter lagkage.

Jeg ser derfor frem til debatten i dag, og jeg skal på vegne af Socialdemokratiet, Venstre, Liberal Alliance og Konservative læse følgende forslag til vedtagelse op:

Forslag til vedtagelse

»Danmark har interesse i internationalt samarbejde om grænseoverskridende udfordringer. Folketinget konstaterer, at

- Danmarks stramme udlændingepolitik ikke ændres på baggrund af FN’s migrationserklæring,

- erklæringen er ikke juridisk bindende og

- Folketinget uændret fastlægger udlændingepolitikken.

Folketinget opfordrer regeringen til, at stemmeforklaringen ved dansk tilslutning afspejler ovenstående samt understreger de udfordringer, migration også medfører.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 27).

Tak, også dette forslag til vedtagelse indgår selvsagt i debatten.

Der er korte bemærkninger her, det er først hr. Martin Henriksen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg kunne godt tænke mig at læse noget op fra erklæringen og så høre, om hr. Mattias Tesfaye er enig i det:

Vi anerkender, at indvandring er kilde til velstand, innovation og bæredygtig udvikling i vores globaliserede verden .

Er det den socialdemokratiske linje på udlændingeområdet?

Ordføreren.

Vores linje i det her spørgsmål er først og fremmest, at det er regeringen, der fører landets udenrigspolitik. Så har jeg selvfølgelig læst erklæringen for et stykke tid siden og genlæst den igen i går, og jeg vil godt erkende, at der er en del ting i den, som jeg synes er betænkelige. Vi kan godt gå ind i en nærmere diskussion af det konkrete citat, som ordføreren læste – og så må han gentage det – men helt generelt vil jeg bare sige, at jeg godt forstår, der er nogle, der bliver betænkelige, hvis de læser erklæringen.

Hr. Martin Henriksen.

Det forstår jeg også godt. Hr. Mattias Tesfaye og undertegnede og Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti har jo gennem et stykke tid haft nogle fælles synspunkter om udenlandsk arbejdskraft. I den her FN-erklæring lægger man op til øget indvandring i form af øget arbejdskraftindvandring. Hvordan ser Socialdemokratiet på den del?

For det er jo lidt besynderligt, at vi for ikke så lang tid siden havde et forløb med udlændinge- og integrationsministeren og repræsentanter for regeringen, hvor Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti ikke var enige om alt, men trods alt var enige om en del i forhold til sige til regeringen, at deres udspil, der handler om, at man skal øge indvandring i form af mere arbejdskraftindvandring, synes vi ikke var en god idé. Hvordan hænger det sammen med, at man i dag siger, at man kan tilslutte sig en erklæring, som lægger op til mere udenlandsk arbejdskraft?

Ordføreren.

Socialdemokratiets holdning til udenlandsk arbejdskraft er fuldstændig upåvirket af den her erklæring. Vi er af den holdning, at hvis det er specialister, hvis det er folk med lange uddannelser, folk, vi mangler i Danmark, så er de velkomne. Så bidrager de til det danske velfærdssamfund. Men vi skal ikke åbne det danske arbejdsmarked op for folk fra lande uden for Europa til det almindelige faglærte og ufaglærte arbejdsmarked. Det er også derfor, vi har været imod at sænke beløbsgrænsen fra de nuværende 418.000 kr. og ned til de 325.000 kr. om året, som regeringen foreslog.

Tak. Så er det hr. Mads Fuglede. Værsgo.

Tak for ordet, og tak til hr. Mattias Tesfaye for en redelig fremstilling. Der er dog noget, jeg er sådan lidt forundret over. Som jeg har fået oplyst, var det tilbage i starten af november 2016, at der blev lavet et åbent samråd om New York-erklæringen på baggrund af den proces, der så fører hertil, hvor jeg kan forstå, at Socialdemokratiet deltog, og jeg forstår ikke det her billede af, at I ikke er blevet orienteret. I deltog da dengang, og igen i 2017 var I også inde i debatten. I har, som jeg ser det, været med på papirerne hele vejen igennem og helt frem til, da fru Mette Frederiksen efter åbningsdebatten blev spurgt, hvad man mente om den her aftale. I havde bare ikke besluttet jer endnu, hvad I mente om den, selv om I har været med hele vejen. Er det ikke et mere retteligt indtryk af processen?

Ordføreren.

Nej, det synes jeg faktisk ikke. Jeg vil sige det på den måde, at hvis jeg i kølvandet på en af de største migrationsudfordringer, der har været på det her kontinent i mange år, var i gang med at forhandle en international aftale omkring migration, og jeg bagefter tillod mig at blive overrasket over, hvordan debatten udviklede sig, så ville jeg have holdt Folketingets partier noget tættere ind til kroppen. Jeg er klar over, at der ikke er nogen juridisk forpligtelse til at indhente et mandat, f.eks. fra Folketinget, men det forhindrer jo ikke en regering i at sørge for, at der er et bredt flertal af Folketinget, som er orienteret, sådan at debatten, når den kommer, ikke er præget af misforståelser, forvirringer og alt muligt andet.

Hr. Mads Fuglede.

Nu er det jo ikke regeringen, der er årsagen til de misforståelser og den debat, der har stået derude, men jeg kan jo simpelt hen se af papirerne, at man er blevet orienteret. Man har bare været meget sent om ligesom at lande en beslutning om, hvad man selv ville i Socialdemokratiet omkring det her, og jeg synes nu, det er lidt ufint at klandre os for den forvirring i egne rækker over det, vi står med nu.

Ordføreren.

Jeg medgiver, at det ikke er regeringen, der har spredt falske rygter om, hvad der er indholdet eller konsekvenserne af den her erklæring. Men lad mig bare sige det på jysk på den måde, at det ikke har hjulpet på afklaringen, at vi har ordførere fra regeringens egne partier, som ikke vil bakke op om erklæringen, at regeringens egne ministre ikke vil tage ned og skrive den under, og at regeringen bliver ved med at insistere på, at det styrker muligheden for at hjemsende afviste asylansøgere. Og på den måde skaber det et indtryk af, at det har en retlig binding, hvad der står i den her erklæring, selv om det jo ikke har det. Så jeg synes, der har været spredt meget forvirring, og jeg synes ikke, regeringen har hjulpet ret meget med på at opklare, hvad der har været indholdet i det her.

Tak. Så er det hr. Søren Søndergaard. Værsgo.

Jeg må jo nok erkende, at jeg synes, det var et forbløffende indlæg fra hr. Mattias Tesfaye som repræsentant for landets største parti. Skulle det, hr. Mattias Tesfaye sagde, forstås på den måde, at Socialdemokratiet sådan set ikke har nogen holdning til Marrakechaftalen? Altså, hvad mener Socialdemokratiet om Marrakechaftalen? Det hørte jeg ikke. Så kan hr. Mattias Tesfaye ikke lige oplyse om det?

Ordføreren.

Socialdemokratiet har foreslået at flytte asylsagsbehandlingen uden for Europas grænser. Hvis det skal kunne lade sig gøre, skal der jo indgås et forpligtende samarbejde med lande uden for Europas grænser. Det giver sig selv.

Hvis vi ikke engang kan tiltræde en erklæring, som ikke er retligt bindende, bliver det jo fuldstændig usandsynligt. Så derfor siger vi selvfølgelig, at alt, hvad der kan gå i retning af en styrket dialog om håndtering af migration, er noget, vi tilslutter os. Det synes vi da er positivt.

Vi betragter det her som en erklæring, der kan skabe en ramme om en international dialog om migration. Og jeg tror ikke på, at Europas udfordringer med migration kan håndteres, uden at vi har sådan en dialog, f.eks. med Afrikas regeringer. Jeg mener ikke, at Danmark skal spænde ben for den her erklæring. Det ville være skadeligt for Danmark, hvis vi gjorde det.

Hr. Søren Søndergaard.

Endnu en gang fik vi ikke noget at vide om holdningen til indholdet. Vi fik bare noget at vide om rammen, og at hvis nu man spændte ben, så ville noget andet være værre. Jamen hvad mener Socialdemokratiet om indholdet?

Altså, kan hr. Mattias Tesfaye ikke sige nogle ganske få ting, som han synes er godt ved den her aftale? For jeg går ud fra, at det er derfor, man giver regeringen mulighed for at føre landets udenrigspolitik. Hr. Mattias Tesfaye ved jo, at forud for større beslutninger skal regeringen rådføre sig med Det Udenrigspolitiske Nævn. Det går jeg ud fra at regeringen har gjort. Og jeg går ud fra, at Socialdemokratiet der også har tilkendegivet sin holdning.

Så hvad mener Socialdemokratiet om indholdet i den her aftale?

Tak. Så er det ordføreren.

Der er adskillige punkter i den her erklæring, som er gode. Det synes jeg faktisk der er. Og der er adskillige punkter, som jeg er noget betænkelig ved, som jeg også nævnte over for Dansk Folkepartis ordfører. Og bundlinjen er, at det vil være skadeligt for Danmark, hvis vi hopper ud af erklæringen. Det er bundlinjen, og det er det, jeg synes Folketinget skal forholde sig til.

Det er også derfor, vi har sagt, at vi ikke kommer til at spænde ben for, at regeringen rejser til Marokko. Vi håber, at regeringen også kan finde en minister, der har lyst til at rejse til Marokko.

Nu kan det være min opgave at være lidt forudseende. Det er sådan, at det er fastlagt, hvad der er afsat af tid, og vi skal slutte kl. 15.00. Med striben af korte bemærkninger kan jeg sagtens se, at det går galt. Derfor vil jeg nu indføre, at man får ét og ikke to spørgsmål. Så prøver vi at se, om vi dermed kommer igennem, men ellers må jeg indskrænke yderligere, for det er simpelt hen en aftale, at det er kl. 15.00, det slutter. Det er klart for alle. Så fra nu af er det ét spørgsmål, og det er Holger K. Nielsen. Værsgo.

Når svaret fra hr. Mattias Tesfaye er så uklart vedrørende substansen i det, er det jo meget naturligt, at han taler proces i stedet for. Hvad angår informationen fra regeringen, har vi ikke noget at klage over der. Vi har været fuldt informeret om det her, og det er jo først, da sagen eksploderer på internettet, at også Socialdemokraterne ligesom begynder at få betænkeligheder. Indtil da har alle jo været optaget af, at det er fantastisk godt, at FN går i gang med at lave den her form for arbejde. Nu siger hr. Mattias Tesfaye, at der er ting, han ville have skrevet anderledes. Ja, naturligvis er der det, men Socialdemokratiet har jo en meget stolt tradition for FN. Det har været grundlaget for den socialdemokratiske udenrigspolitik siden 1945, at FN var grundstenen. Man har haft masser af socialdemokrater, der har kæmpet for FN hele vejen igennem. Kan det så ikke være ligegyldigt, at der, når man får lavet en tekst i FN, hvor der sidder 193 medlemslande, så er punkter, som man ikke kan være enig i? Sådan er det jo.

Tak! Dertil ville det være en stor hjælp, at vi så overholder taletiden hver især. Værsgo til ordføreren.

Jamen når jeg siger, at jeg ikke kan skrive hundrede procent under på alt, hvad der står i den erklæring, så er det jo helt naturligt. Det er næsten 200 forskellige lande, der har sat sig ned og skullet mødes et sted. Der er f.eks. nogle formuleringer om, hvordan staten skal støtte medier, som opfører sig negativt over for indvandring. Det tror jeg da at de fleste af os herinde i Folketinget synes er nogle lidt mærkelige formuleringer. Der er også nogle andre formuleringer, der handler om landes forpligtelse til at modtage afviste asylansøgere. Der tror jeg da, at de fleste sidder og tænker, at det ville være rart, hvis det kunne realiseres. Sådan er det jo med alt, og det er også derfor, jeg mener, at vi på bundlinjen må se, om det ville være godt eller dårligt for Danmark, hvis ikke vi tilsluttede os den her erklæring. Der er det i hvert fald fra Socialdemokratiets side konklusionen, at det ville være dårligt.

Tak. Så er det hr. Morten Østergaard.

Lidt i forlængelse af det vil jeg sige: Man skriver jo ikke under på 25 pct. eller 50 pct. eller 75 pct. Altså, enten skriver man under, eller også skriver man ikke under. Der er jeg da glad for, at Socialdemokraterne bakker op om, at Danmark skal skrive under. Det tror jeg der blev skabt lidt usikkerhed om i sidste uge. Det er jo nok det, der skaber debatten her i dag og også forundringen hos de to foregående spørgere. Altså, det, der i virkeligheden er sket, er jo, at den europæiske og vestlige højrefløj har rejst sig og startet en kampagne mod den her migrationserklæring som alle onders moder, og mit spørgsmål til Mattias Tesfaye er: Kan man helt afvise, at Socialdemokratiet i Danmark er blevet ramt af den påvirkningskampagne? Erklæringen har jo ikke ændret sig i den periode. Den har ligget klar siden forsommeren. Er den betænkelighed, som kommer til udtryk i dag, i virkeligheden mere under indtryk af kritikken end af indholdet i erklæringen?

Tak. Hr. Mattias Tesfaye.

Vi ligger ikke under for nogen højrefløjskampagne på sociale medier, men vi tillader os at være en smule betænkelige ved, at regeringens egne ministre ikke vil tage ned og underskrive den aftale, de selv har forhandlet; at regeringspartiernes egne ordførere kritiserer den; at regeringen bliver ved med at argumentere for, at den har retlig binding der, hvor det kommer til gavn for Danmark, nemlig ved at det bliver lettere at hjemsende afviste asylansøgere, men at den ikke har retlig binding den anden vej. Det forstår jeg godt skaber noget forvirring. Jeg synes ikke, regeringens håndtering af den her sag har hjulpet med at skabe afklaring de sidste par uger.

Fru Carolina Magdalene Maier.

Tak. Apropos det, som hr. Søren Søndergaard spurgte ind til, nemlig indholdet af erklæringen, og hvorvidt Socialdemokratiet støtter det, så siger hr. Mattias Tesfaye: Der er noget, vi er betænkelige ved, og andet vi ikke er. Der kunne jeg faktisk godt tænke mig at spørge ind til et konkret element i det, nemlig et af de her guiding principles, der er i erklæringen, og som handler om børns rettigheder. Nu har Socialdemokratiets formand jo erklæret, at hun gerne vil være børnene statsminister. Der er den her paragraf, som handler om, at erklæringen skal fremme eksisterende internationale juridiske forpligtelser i relation til børns rettigheder og opretholde princippet om, at hensynet til barnet altid er det, der vejer tungest, også i forhold til migration, i forhold til uledsagede mindreårige og i forhold til børn, der bliver skilt ad fra deres forældre. Er ordføreren enig i det princip?

Ordføreren.

Danmark har jo tiltrådt FN's børnekonvention, og Danmark har i sin egen lovgivning skrevet barnets tarv ind som et virkelig tungtvejende princip, og i forhold til det kommer den her erklæring hverken til at hjælpe den ene eller den anden vej. Vi synes, det er nogle gode principper, som vi meget gerne vil værne om.

Så er det hr. Joachim B. Olsen.

Tak for det. Ét spørgsmål pr. person – det er ligesom at være til gruppemøde hos Leif Mikkelsen. Jeg vil bare spørge: Hvornår besluttede Socialdemokratiet sig for at tilslutte sig den her aftale? For det har været et langt forløb. Ja, det er ikke noget, der er blevet diskuteret meget i offentligheden før her på det seneste, men der har dog været en parlamentarisk proces, som Socialdemokratiet har været en del af, og indtil for få måneder siden såede den socialdemokratiske formand tvivl om, hvorvidt man ville støtte aftalen. Det har man så besluttet sig for at gøre, men hvornår tog man den beslutning?

Ordføreren.

Det er regeringen, der på Danmarks vegne tilslutter sig den her aftale. Socialdemokratiet bakker op om, at regeringen gør det, og vi har ikke på noget tidspunkt argumenteret for, at vi skulle gøre det modsatte – ikke på noget tidspunkt.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så er det hr. Mads Fuglede som ordfører. Det er faktisk sådan, at ordføreren har 4 minutter og ikke 5 minutter. Men det er, fordi man har brugt det ene minut til et spørgsmål. Nu er vi så heldigt stillede her, at systemet ikke kan finde ud af det med 4 og 5 minutter. Når jeg rejser mig op, er tiden i hvert fald gået. Værsgo.

Tak for ordet, og jeg skal gøre det kort grundet min dybe respekt for formanden; jeg tør heller ikke andet. Da jeg åbnede min mail her i morges, var den igen på baggrund af den erklæring, vi står og diskuterer i dag, fyldt med mange henvendelser. Den første var en fantasifuld henvendelse, der handlede om Putins indflydelse på en islamisering af hele Europa. Jeg skal nok få svaret den herre, der spurgte mig. Det kan godt være, at det bliver lidt senere på ugen. Den anden henvendelse satte jeg mig ned og svarede på med det samme, for det var en henvendelse fra en bekymret borger, der havde en lang række spørgsmål til teksten her. Derfor er jeg glad for, at Dansk Folkeparti har taget initiativ til denne forespørgselsdebat, så vi kan få talt om den FN-erklæring, vi har på bordet i dag. Det er jo sjældent, at en FN-erklæring giver anledning til så meget debat – jeg kan ikke huske nogen før – men nok også til så mange misforståelser, jævnfør den første mail, jeg åbnede i morges.

Det er selvfølgelig en skam, for den her erklæring mener jeg faktisk er en god erklæring for Danmark. Det mener jeg af tre forskellige grunde. For det første er vi som et lille land nødt til at erkende, at vi ikke kan løse de globale migrationsudfordringer, vi står over for, alene. Vi er afhængige af et internationalt samarbejde, og hvis vi skal sætte en stopper for den irregulære migration og menneskesmuglernes forretningsmodel, kræver det, at vi arbejder sammen med andre.

For det andet sikrer erklæringer os en dialog med de lande, som vi ikke kan få til at hjemtage f.eks. afviste asylansøgere. Med erklæringen anerkender de lande, at de allerede i dag har en pligt til at tage imod egne statsborgere. Jeg ved godt, at det ikke er juridisk bindende, men vi har brug for at rejse et telt, hvor vi kan få den dialog med de her lande. Det vil vi kunne bruge i fremtiden – ikke nu, det ved jeg godt, men en dag i fremtiden kan vi, når vi forhandler om hjemsendelse og illegale migranter, dog gøre dem opmærksomme på, at vi er begyndt på en snak omkring de her ting.

For det tredje og nok så vigtigt er erklæringen ikke juridisk forpligtende. Det betyder, at vi fortsat er herre i eget hus. Vi fastlægger vores udlændingepolitik. Det har regeringens kronjurister også bekræftet i den juridiske vurdering, som er sendt til Folketinget. Man skal kende os dårligt, hvis man tror, at vi kunne finde på at ændre på vores stramme udlændingepolitik. Det er også en lidt underlig debat at have, at vi, på bagkanten af at vi i forbindelse med finansloven har vedtaget det såkaldte paradigmeskift, pludselig skulle give slip på det. Selvfølgelig gør vi ikke det. Vi har siden 2001, kun afbrudt af 3½ år med Socialdemokratiets 45 lempelser, stået i spidsen for en regering, der har ført en konsekvent og stram udlændingepolitik. Intet kunne ligge os mere fjernt end at sætte det over styr.

Erklæringsteksten er udtryk for et kompromis mellem et stort antal af verdens lande. Ville vi have skrevet teksten anderledes, hvis vi havde kunnet? Ja, det ville vi givetvis. Men nu ligger teksten, som den gør. Den er en begyndelse, et dialogpapir. Og for at der ikke skal være nogen misforståelser, vil vi afgive en stemmeforklaring i forbindelse med vedtagelsen af erklæringen. Her vil vi så forklare, hvordan vi læser erklæringen, og samtidig understrege, at migration ikke er uden udfordringer, for migration er jo tydeligvis noget, der kommer med kæmpe udfordringer. Så for os i Venstre er der altså ikke noget at være bekymret for i den forbindelse i den forstand, at der er en grund til at gå ind i det telt, hvor man begynder en dialog om noget, der er et stort problem for os alle sammen.

Med de ord skal jeg på vegne af Venstre sige, at vi er glade for det forslag til vedtagelse, som hr. Mattias Tesfaye tidligere læste op.

Tak. Det var meget fornemt. Det var præcist på tiden. Tak til hr. Fuglede. Der er et par korte bemærkninger. Det er hr. Martin Henriksen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg kunne godt tænke mig at læse lidt op fra erklæringen, målsætning 16, som handler om at styrke migranter og lokalsamfund til at realisere fuld inklusion og social samhørighed. Det er jo lige noget, som hr. Mads Fuglede eller integrationsministeren kunne finde på at sige i en større forsamling ude i landet. Der er et punkt, der handler om at understøtte multikulturelle aktiviteter gennem sport, musik, kunst, madfestivaler, frivilligt arbejde og andre sociale arrangementer, som kan styrke den gensidige forståelse og anerkendelse af migranternes og bestemmelseslandets kultur.

Er hr. Mads Fuglede enig i det? Og hvis hr. Mads Fuglede nu svarer, at det ikke betyder noget, hvorfor i alverden så gå ned at skrive under på noget, som ikke betyder noget?

Ordføreren.

Der er jo to spørgsmål i det. Vi lever i et frit land, og jeg er glad for, hvis der er nogle, der derude har lyst til at lave et arrangement af den ene eller den anden art. Jeg kommer ikke til at foranledige, at Folketinget laver multikulturelle arrangementer af nogen som helst art, men det kan man gøre, hvis man har lyst til det. Det kommer den her tekst ikke til at lave om på. Og teksten kommer ikke til at lave om på så meget nu, men som jeg synes, at integrationsministeren sagde meget rigtigt, så er det de små skridts politik. Nu begynder vi at gå i den retning, hvor vi kan sørge for noget af det, som regeringen så gerne vil, især i samarbejde med Dansk Folkeparti, nemlig sørge for, at vi får en ny måde at tænke det at være flygtning på, altså få folk tilbage til deres oprindelsesland, når de er kommet hertil, og det kan kun lade sig gøre, hvis der er et oprindelsesland, der vil modtage dem.

Tak. Så er det hr. Morten Østergaard.

Tak til hr. Mads Fuglede. Jeg synes, at det da i hvert fald af de taler, vi har hørt indtil videre, var den mest positive anmeldelse af erklæringen. Det, der jo selvfølgelig undrer lidt, er det med, at man på den ene side synes, at det er godt og rigtigt, men så samtidig siger, at det ikke betyder noget. Altså, er det ikke meningen? Hr. Mads Fuglede har jo også en fortid som ekspert i international politik. Pointen med det her er, at selvfølgelig betyder det da noget. Selvfølgelig gør det da en forskel, om Danmark tager ned og skriver under på den aftale eller ej. Det gør da en verden til forskel, om vi får flyttet den dialog, som skal gøre, at vi kan få ordnede forhold i forhold til lovlig migration og håndtering af ulovlig migration. Derfor skal vi vel ikke stå her og sige til folk, at der ikke er noget at være bekymret for, for det betyder ingenting. Vi skal da sige til folk, at med det her har vi fået fornyet håb om, at vi faktisk kan skabe fremskridt på det her område. Den her erklæring kan få – og vi håber på, at den får – stor betydning.

Tak. Så er det ordføreren.

Der er så meget misinformation omkring den her erklæring, og vi skal jo ikke sprede mere af den slags. Når den ikke er juridisk bindende, men blot er et dialogpapir, hvor vi begynder en samtale om nogle af de store udfordringer, vi har, skal vi ikke gå ud og sige, at den er mere, end den er. Det ville jo være skørt at gøre.

Tak til hr. Mads Fuglede. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste i ordførerrækken er hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten. Værsgo.

Spørgsmålet om migration er et vigtigt emne for de lande, som folk forlader, og for de lande, som folk kommer til, og selvfølgelig ikke mindst for migranterne selv. Den seneste FN-undersøgelse viser, at i omegnen af 260 millioner mennesker har forladt deres fødeland og bor i et andet land. De er altså emigreret. Det er en stigning på 40 pct. siden 2000. Mange af dem lever et godt eller i hvert fald et bedre liv i det nye land, de er kommet til, og de lever fuldt lovligt der, men alt for mange lever under kummerlige vilkår og udnyttes på den mest bestialske måde.

En af verdens største modtagere af migranter, faktisk nr. 2, er det islamistiske diktatur i Saudi-Arabien, hvor mange migrantarbejdere fratages deres pas og tvinges til at leve under slavelignende vilkår. Det samme er tilfældet i Qatar, hvor 94 pct. af arbejdsstyrken er migrantarbejdere, der bl.a. bygger de stadions, som skal bruges til fodbold VM i 2022, som korrupte medlemmer af FIFA har tildelt landet. Men det er jo ikke noget, der bare foregår langt fra os. For nogle år siden vurderede en rapport, at der er op mod en million slavearbejdere i EU, stort set alle var migrantarbejdere. Mere end en fjerdedel af dem vurderedes at være blevet seksuelt udnyttet, og det er noget, som menneskehandlere tjener styrtende med penge på. Og for nu at komme helt tæt på har vi sagen med filippinske chauffører i Padborg, hvis eneste og største forbrydelse var, at de troede på løfter fra en grisk dansk arbejdsgiver om et job, der ville sikre, at de kunne forsørge deres familier, men som endte med, at de kom til at leve under kummerlige og uværdige forhold.

Der er altså god grund til på internationalt plan at diskutere migration og migranters forhold, og vi hilser velkommen, at den diskussion er taget op i FN. Og vi hilser velkommen, at der er lavet en erklæring, som på en lang række områder forholder sig til de kummerlige vilkår, som migrantarbejdere lever under. Vi hilser den velkommen, også selv om den ikke er bindende.

Det centrale udgangspunkt i erklæringen – det står sådan set allerede i punkt 4 – er, at migranter har ret til de samme universelle menneskerettigheder og fundamentale frihedsrettigheder som andre, og at de til alle tider skal respekteres, beskyttes og overholdes. Den her erklæring er en ramme, hvorunder diskussionen kan foregå, for at få landene til det. Det kan vi kun støtte. Men erklæringen er, som det er blevet sagt, et resultatet af et kompromis, og derfor står der også ting i erklæringen, som kan forstås på forskellige måder, og som kan trække i forskellige retninger. Derfor synes vi også, det er rigtigt og naturligt, at landene vedhæfter deres underskrifter på erklæringen en protokol, hvoraf det fremgår, hvordan de fortolker teksten. Disse protokoller kan selvfølgelig også trække i forskellige retninger, men det afspejler jo bare, at der stadig er uenigheder, og at der stadig er en diskussion, der skal fortsættes.

På et punkt synes vi, at det er nødvendigt med en klar protokoltekst. Det bunder netop i det faktum, at der i vores globaliserede verden er politiske kræfter og kyniske arbejdsgivere, som ønsker at misbruge migration til at underminere og fjerne eksisterende løn- og arbejdsvilkår, som lønmodtagere har tilkæmpet sig i forskellige lande. Disse politiske kræfter, kyniske arbejdsgivere, skal have kamp til stregen. Det skal de have i Danmark, og det skal de have internationalt. Derfor ønsker vi, at den danske regering skriver klart i en protokol, at intet i denne erklæring kan bruges som argument for at begrunde eller acceptere social dumping, hvor udenlandske lønmodtagere påtvinges dårligere vilkår end dem, som gælder for herboende arbejdere.

På den baggrund skal jeg på vegne af Enhedslisten fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget støtter ønsket om at multilaterale løsninger gennem FN på store grænseoverskridende problemer, eksempelvis migration. Folketinget pålægger regeringen at vedføje underskriften på den ikkebindende FN-erklæring om migration en protokol, hvori fastslås, at ingen punkter i erklæringen kan bruges som argument for nogen former for social dumping eller angreb på lønmodtagerrettigheder.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 28).

Tak. Også dette forslag til vedtagelse indgår i debatten.

Der er en kort bemærkning, så hr. Søren Søndergaard skal lige blive her. Det er hr. Kristian Thulesen Dahl, der vil stille et spørgsmål.

Hr. Søren Søndergaard sætter jo fingeren på en række af de ømme punkter, der er rundtomkring i verden, altså hvor der er udfordringer. Det siger sig selv. Det, jeg godt kunne tænke mig at spørge hr. Søren Søndergaard om, er, hvordan han så mener, at den her erklæring vil kunne få en betydning i den sammenhæng. Er det, fordi hr. Søren Søndergaard deler det synspunkt, som jeg læste op tidligere, som er udtalt af rådgiveren i migrationsspørgsmål fra Den Afrikanske Union, som repræsenterer 55 afrikanske lande, nemlig:

Erklæringen vil få retlige virkninger. Det begynder med bløde principper, men sådanne FN-initiativer medfører moralske forpligtelser, som bliver globalt normsættende for, hvordan love skal fortolkes.

Er det, fordi hr. Søren Søndergaard i virkeligheden har den samme opfattelse af, hvordan sådan nogle FN-tiltag udvikler sig, at han mener, at netop sådan en FN-erklæring, som vi taler om her i dag, vil få en egentlig betydning i forhold til de udfordringer rundtomkring i verden, som hr. Søren Søndergaard netop har remset op i sit ordførerindlæg?

Hr. Søren Søndergaard.

Som beskrivelse af en logisk proces er det fuldstændig rigtigt. Som beskrivelse af et faktum, nej, for der foregår stadig væk en kamp, og der er stadig væk lande, som vil gøre det ene og det andet. Jeg tror, det tager rigtig lang tid, før vi får overbevist Saudi-Arabien og Qatar og alle de der andre islamistiske slyngelstater om, at de skal leve op til de ting, der står i den her erklæring om migrantarbejderes rettigheder. Jeg tror, der går rigtig lang tid. Det kræver en masse pres. Det kræver også, at bl.a. Dansk Folkeparti er lidt mere modige, når vi diskuterer det her i Folketinget, og er lidt mere klar til at sige fra over for de der diktaturstater. Det kræver noget. Så derfor er det ikke en automatisk proces, men logisk hænger det da sammen, at hvis man på internationalt plan bliver enige om nogle ting, så går man fra at have en enighed bredt til at gøre det til lov på et tidspunkt.

Med det siger vi tak til hr. Søren Søndergaard. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så er det hr. Joachim B. Olsen, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det, formand. Min gamle matematiklærer sagde altid, at når man har et regnestykke, skal man huske ligesom at kigge på facit, når man er færdig. Man skal bruge sin sunde fornuft og se, om facit giver mening. Og hvis det ligesom stikker helt af, har man nok ikke regnet regnestykket rigtigt ud. Det siger jeg, fordi jeg synes, at den her debat er præget lidt af, at der er nogle, der kommer til et facit, som ikke helt giver mening. For man kommer til det facit, at den her erklæring ligesom skulle åbne op for uhæmmet migration fra Afrika. Det giver jo ikke mening. Vi har en regering i Danmark, som går ind for en stram udlændingepolitik, og det er en regering, som står fast på det og derfor aldrig ville underskrive en erklæring, som havde den konsekvens, at der kom uhæmmet migration fra Afrika. Jeg tror faktisk ikke, at der er et eneste europæisk land, som ønsker det. Tværtimod er det det omvendte, man gerne vil opnå. Det har alle politiske partier i Europa en meget stor egeninteresse i.

Derfor er der også efter min klare overbevisning mange af de konklusioner, som man støder på i den offentlige debat om den her aftale, som ikke rigtig har noget hold i virkeligheden. Det vil fortsat være sådan, som det skal være, at stater selv fastsætte deres udlændingepolitik. Den juridiske vurdering er, at erklæringen ikke er juridisk bindende, ikke pålægger landene nye retlige forpligtelser og ikke etablerer folkeretlig sædvaneret. Regeringen har også gjort det klart, at den i den stemmeforklaring, som flere lande vil tilslutte sig, vil gør det klart, at det altså er ovenstående, som er tilfældet. Det vil domstole også lade indgå i deres fortolkning af erklæringen i fremtiden.

Erklæringen slår meget klart fast, at det er staters helt suveræne ret at bestemme, hvem der får adgang til landets territorium, herunder at landene selv kan bestemme, hvad irregulære og regulære migranter er.

Så hvorfor overhovedet underskrive sådan en erklæring her? Ja, det handler vel om, at det er et diplomatisk redskab, som man kan tage op af den diplomatiske værktøjskasse til f.eks. at sikre sig, at lande tager imod deres egne statsborgere, når disse ikke har ret til at være i f.eks. Danmark. Enten fordi de ikke har ret til asyl, eller fordi de er blevet udvist på grund af kriminalitet. Det er jo noget, som et meget bredt flertal i Folketinget bekymrer sig meget om, og det kræver så, at man indgår i et internationalt samarbejde for at få løst de problemer.

Får det her en kæmpestor betydning? Jeg vil ikke kloge mig så meget på det, men det tror jeg altså ikke det gør. Det er et element, et redskab, som kan bruges til at fremme nogle danske interesser. Jeg tror ikke, at vi får løst de store problemer, som er med migration, uden aftaler, som man så på nogle områder bestemt kunne ønske sig var formuleret bedre. Men jeg tror ikke, at vi får løst de store problemer uden at indgå i aftaler med andre lande. Tak.

Tak. Det var åbenbart så klar tale, at der ikke er nogen korte bemærkninger. Det er bare nævnt til efterfølgelse. Men nu er det altså fru Carolina Magdalene Maier, Alternativet. Værsgo.

Tak for det. På den ene side er det jo lidt trist, at vi skal stå her i det danske Folketing og diskutere, hvorvidt Danmark skal tiltræde en erklæring fra FN. På den anden side er det faktisk positivt, at vi får debatten, fordi det viser, hvor stor enighed der heldigvis er i det danske Folketing om, at Danmark selvfølgelig skal tiltræde en migranterklæring fra FN. Med undtagelse af Dansk Folkeparti synes alle partier i Folketinget, at det er det rigtige at gøre. Det synes jeg er rigtig positivt.

Statsministeren sagde, at internationalt samarbejde aldrig har været vigtigere. Statsministeren sagde også, at vi ikke bliver mindre af at samarbejde; vi bliver tværtimod større. Man kunne også citere Michelle Obama: »When they go low, we go high«. Det er jo det, det handler om. Det er jo derfor, vi hele tiden skal huske at løfte det her op. Jeg tror ikke, at vi i verdenshistorien har set et så stærkt internationalt samarbejde, som vi har nu. Det er dels i kraft af EU i Europa, dels selvfølgelig i kraft af FN. Det bagtæppe, som EU og FN er bygget på, er jo, som jeg også var inde på tidligere i et spørgsmål, nogle forfærdelige perioder i vores historie med krig og fuldstændig tilsidesættelse af minoriteters rettigheder, af visse befolkningsgruppers rettigheder. Derfor er det internationale samarbejde sindssyg vigtigt.

Jeg talte med en bekendt om det her den anden dag – jeg kan ikke lige nu huske, hvem det var – fordi vi var lidt bekymrede over den nye finanslovaftale, fordi vi syntes, at det her nye paradigmeskift, som der er så meget tale om, faktisk mere og mere tilsidesætter flygtninges rettigheder i Danmark. Så kom vi til at tale om, hvornår vi har nået kanten: Hvornår kommer der en eller anden form for folkeligt oprør, hvornår siger folk fra? Hvorfor har vi alligevel så meget stabilitet i vores tid, på trods af at vi er et sted, hvor man kan begynde at tale om, hvorvidt vi alle er lige værdige eller skal bo på en øde ø eller hvad? Så sagde min bekendt: Jeg ved godt hvorfor; det er på grund af EU. Det er på grund af EU, at vi har haft en så lang og stabil fredsperiode i Danmark. For hvis man tror på, at historien er sådan en, der bevæger sig på den måde, at der er perioder, hvor der skal være krig for at få stabilitet, og så skal der være krig igen for at blive mindet om, hvor vigtigt det er at holde sammen, er det lang tid siden, vi har haft ufredelige perioder i verden – i hvert fald i vores del af verden. Men det er på grund af EU og på grund af FN.

Derfor er det internationale samarbejde helt afgørende vigtigt, og derfor er jeg også rigtig, rigtig glad for den energi, som regeringen har lagt i arbejdet med den her migranterklæring. Jeg er rigtig glad for, at vi anerkender, at migration er positivt. Vi anerkender selvfølgelig også, at der er udfordringer med migration, men migration er grundlæggende positivt. Vi har igennem hele historien migreret. Verdenshistorien er en stor historie om migration. Jeg er personligt et produkt af migration. Det er hr. Naser Khader også, det er hr. Mattias Tesfaye også. Altså, jeg mener bare, at vi skal passe på, at vi ikke kommer til at se migration som en negativ ting. Det er en positiv ting. Vi skal være glade for, at vi har en verden, der er åben, og hvor der er mulighed for, at vi kan blive klogere sammen og lære af hinanden.

Jeg synes, det er lidt ærgerligt, at vi ikke kunne blive enige om et fælles forslag til vedtagelse alle partier uden om Dansk Folkeparti. Det synes jeg, fordi vi sådan set er enige om, at Danmark skal støtte op om den her migranterklæring. Men vi synes simpelt hen, at det forslag til vedtagelse, som regeringen er kommet med, desværre bevæger sig for meget over i de nationalpolitiske interesser, som Danmark har. Det synes vi sådan set ikke er nødvendigt i den her sammenhæng, for det handler om et fælles internationalt samarbejde. Derfor har vi lavet vores eget forslag til vedtagelse, og når jeg siger vi, er det på vegne af Radikale Venstre, SF og Alternativet. Det forslag vil jeg gerne læse op nu, og det lyder sådan her:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget hilser FN's erklæring om migration og Danmarks tiltrædelse heraf velkommen og opfordrer regeringen til fortsat at styrke det multilaterale samarbejde om forebyggelse af migration, håndtering af og ansvar for mennesker på flugt og deres rettigheder, hjemsendelse af migranter uden lovligt ophold og bekæmpelse af kriminelles udnyttelse af migranter.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 29).

Tak for det. Jeg skal have teksten, for det er en forudsætning for at få den til behandling.

Og der er en kort bemærkning fra hr. Kristian Thulesen Dahl.

Tak for det. Nu er det jo ikke, fordi jeg har nogen ambitioner om at forene synspunkterne fra Alternativet med Dansk Folkepartis. Men jeg synes, den ordførertale, vi lige hørte, var aldeles rystende, altså det, som ordføreren tillægger EU. Det er et EU, hvor Storbritannien er i gang med at melde sig ud; et EU, hvor den tyske kansler har kæmpestore problemer, og hvor der tales om, hvor kort tid hun holder endnu; et Frankrig, hvor der er bål og brand i Paris, og hvor frustrationerne virkelig kommer til udtryk i desværre jo forfærdelig voldelige optøjer; frustrationer overalt i de europæiske lande, hvor befolkninger rejser sig imod dem, der styrer landene. Og hvorfor? Fordi der er et omdrejningspunkt i den her diskussion, og det er indvandring. Det er indvandringsdiskussionen, nemlig at man ikke har fået styr på migrantstrømmene igennem årtier, at man har kæmpestore integrationsproblemer, og at landenes befolkninger siger stop. Det er omdrejningspunktet for al den frustration, der er i rigtig mange europæiske lande. Og så står ordføreren her og siger, at det er EU, der har skabt fred. EU er fantastisk. Altså, ser ordføreren slet ikke de samme ting, som jeg ser ude i virkeligheden?

Ordføreren.

Jo, jeg ser et EU, som står over for en kæmpestor opgave, men som er svær at håndtere, fordi der bl.a. er lande som Danmark, som stiller sig op og siger, at vi vil hellere lave bilaterale aftaler uden om EU. Det er da problemet. Altså, det er da klart, at hvis landene begynder at trække sig tilbage og sige, at nej, vi vil ikke engagere os i det europæiske samarbejde, vi vil hellere lave vores egne små fiksfakseriløsninger sammen med de lande, som måtte ønske det, så er der jo ikke nogen grund til det internationale samarbejde. Et internationalt samarbejde giver rettigheder og pligter. Vi giver noget, vi får noget igen. Hele opgaven for EU er at finde ud af det her i fællesskab, og vi er der slet ikke endnu. Men hvad er alternativet? At træde ud af EU, så vi har en nationalstat i Danmark i stedet for et europæisk fællesskab? Det er i hvert fald ikke det, vi ønsker os i Alternativet.

Tak til fru Carolina Magdalene Maier. Der er ikke flere korte bemærkninger, og den næste ordfører er hr. Morten Østergaard fra Radikale Venstre.

Jeg vil da gerne starte med at sige, at jeg synes, at det er et godt og vigtigt skridt, som verdenssamfundet tager, når den her erklæring bliver tiltrådt af en bred kreds af lande. Vi kan jo glæde os over, at det har et stærkt dansk islæt, idet det var hr. Mogens Lykketoft fra Socialdemokraterne, der i sin egenskab af formand for FN's generalforsamling efter eget udsagn var med til at sætte det i gang, og den danske regering – til trods for mine uenigheder i den hjemlige udlændingepolitik – har jo arbejdet på, at erklæringen skulle kunne blive til virkelighed. Derfor er det jo en positiv og glædelig situation, vi står i. Derfor vil jeg også sige, at det for Radikale Venstre er klart, at vi gerne skriver under på erklæringen, og at vi støtter varmt op om, at Danmark gør det, og jeg er egentlig glad for, at vi nu får debatten.

Så vil jeg da egentlig opfordre folk til at læse erklæringen. Man kan tage afsnit 13 frem – det er jo der, hvor det fremgår med al ønskelig tydelighed, hvad det er, den handler om – og så sortere alt det der fra, der handler om den ene religion eller fremmede magter, der vil sørge for, at vores samfund skal laves helt om og alt det der, men bare tage afsæt i, hvad der står. Der står i erklæringen, at det anerkendes, at en sikker, ordentlig og regulær migration virker for alle, når den finder sted på en velinformeret, planlagt og konsensusbaseret måde. Det skriver vi gerne under på. Migration bør aldrig være en handling udført i desperation. Det kan vi også godt skrive under på. Når migration udføres i desperation, skal vi samarbejde med henblik på at respondere på migranter i sårbare situationers behov og adressere de respektive udfordringer. Ja, det skal vi da, for ellers ved vi jo godt, hvad konklusionen bliver. Så bliver det jo det kaos, som har udspillet sig for befolkningernes øjne i kølvandet på den seneste flygtningekrise. Så vi skal da netop samarbejde.

Endelig – og det burde jo glæde alle, uanset hvad man mener i udlændingepolitikken – må vi samarbejde med henblik på at skabe forhold, der tillader, at samfund og individer lever i sikkerhed og værdighed i deres egne lande. Og det skriver vi også gerne under på. Vi ønsker ikke en verden, hvor folk flygter for at leve. Det er intentionerne med erklæringen her, at vi samarbejder om at håndtere mennesker i en sårbar situation, at vi reducerer antallet af folk, der flygter i desperation, ved at skabe værdige forhold i deres egne lande, at vi, når der er tale om regulær migration, skaber ordnede forhold. Alle elementer har jo udfordringer. Det er jo ikke, fordi der ikke er udfordringer, at vi laver en erklæring. Men det er, fordi der er udfordringer, der skal løses, og det gælder selvfølgelig dem, som over hals og hoved er flygtet fra klimaforandringer, sult eller umulige forhold i deres hjemlande. De er i en sårbar situation, og det skal vi håndtere. For ellers overlader vi dem jo bare uden nogen form for fremtidsperspektiv, indtil de en dag står ved vores dør og vi synes, det er helt forfærdeligt. Så selvfølgelig skal vi da samarbejde om det.

Men den regulære migration giver jo også udfordringer, og hr. Søren Søndergaard har peget på nogle af dem, og ja, vi skal da samarbejde om, at folk, der tager lovligt ophold i et andet land, f.eks. for at arbejde, får ordnede forhold og behandles ordentligt og med respekt, også med deres forskellighed, og det er det, som erklæringen handler om. Derfor vil jeg sige, at jeg, selv hvis jeg havde Dansk Folkepartis perspektiv, hvor hele holdet fra kampagnerne, annoncerne, derude, tegneserieholdet, om man vil, er samlet her i dag, så også ville synes, at erklæringen var god, fordi den vil skabe ordnede forhold der, hvor der i dag er kaos, skabe svar der, hvor befolkningen i dag står tilbage med spørgsmålstegn. Det er derfor, den her erklæring er god for Danmark, god for Europa og god for verden.

Tak til hr. Morten Østergaard.

Jeg er ked af det, men der er ikke plads til korte bemærkninger. Vi har 16 minutter tilbage, og alle ordførere skal have en chance, og jeg synes også, at både statsministeren og udlændinge- og integrationsministeren skal have en chance, og vi har aftalt med hinanden, at 2 timer er betingelserne for en hasteforespørgsel.

Så den næste ordfører er hr. Holger K. Nielsen, SF.

Jeg vil godt rose statsministeren for en, synes jeg, offensiv og fin tale, som viste sådan et klart internationalt engagement, viste en bevidsthed om, at vi står over for nogle globale problemer, som det globale samfund er nødt til at forholde sig til, og det er jo det, som den her diskussion ret beset handler om. Jeg har ikke nogen bemærkninger til processen her i Folketinget. Jeg synes, at vi er blevet orienteret, som man skal orienteres, og at der har været masser af tid til at drøfte de her ting.

Sagen er bare den, at det ikke var særlig kontroversielt indtil for nylig, hvor det eksploderede på internettet, fordi en eller anden højrefløjbevægelse – styret af hvem, ved jeg ikke, men i hvert fald en eller anden bevægelse – på internettet begyndte at køre misinformationskampagner på det her. Det er jo helt ukontroversielt, og derfor synes jeg, det er en fuldstændig ordentlig måde, som det er håndteret på. Den eneste skandale, der er, er i virkeligheden hr. Naser Khader. Det er jo fuldstændig forrykt, at der er et folketingsmedlem, som er ordfører for et regeringsparti, der i den grad er med til at sprede misinformation og køre fuldstændig illoyalt i forhold til det her. Der kunne jeg godt håbe, at der var nogle i regeringen, eller i hvert fald i Det Konservative Folkeparti, som jo har håndteret det her totalt ynkeligt, der kunne tage fat i nakken på hr. Naser Khader og fortælle ham, hvordan det her hænger sammen. Men ret beset handler det her – som jeg sagde – om et globalt problem. Hr. Søren Søndergaard har været inde på migrantarbejdere og har nævnt Saudi-Arabien og andre steder i Mellemøsten, hvor de kommer og arbejder under forfærdelige vilkår, og det er ikke kun i Mellemøsten, men det er også andre steder.

Det er også et flygtningeproblem, som vi har med at gøre her, og hvor vi meget gør det til et spørgsmål om Danmark, Europa, Afrika. Men det er jo langt mere omfattende. Det er jo også internt i Afrika, hvor det er langt, langt større, end det er hos os, det er Latinamerika, hvor millioner af mennesker i øjeblikket flygter fra Venezuela, det er Asien, hvor folk flygter fra Myanmar og andre steder.

Med andre ord: Vi taler om et problem, som vi er nødt til – og som man i FN har besluttet sig for at vi skal håndtere – at håndtere i fællesskab, og vi må jo gå ud fra, at det ikke bliver mindre. Folk bevæger sig, når der er sult, og folk bevæger sig på grund af klimakrisen. Alene klimakrisen vil forøge det her problem. Derfor er det da rettidig omhu, at man i FN tager det her alvorligt og får lavet en erklæring. Den er ikke fuldstændig krystalklar på alle områder, men det kan en tekst, der skal bearbejdes og diskuteres af så mange medlemslande, jo ikke være. Alle, der har beskæftiget sig med de her ting, ved, at sådan kan det ikke være, og derfor kan det ikke nytte noget, at vi står og pindehugger i enkelte formuleringer og pindehugger i, hvordan det burde have været og det skulle have været og kunne have været.

Sagen er den, at der ligger et kæmpe fremskridt i, at man er blevet enige om den her erklæring – et kæmpe fremskridt – og derfor synes jeg, at man fra Folketingets side burde tilslutte sig det her uden forbehold af nogen art, for i virkeligheden jagter man jo nogle spøgelser. Jeg synes ikke, der er nogen grund til en dansk stemmeforklaring, og nu gør man det, okay. Men jeg synes, det står rimelig klart, at vi på ingen måde i den her erklæring bliver forpligtet i forhold til at ændre vores udlændingepolitik, og tilsvarende omkring vores politik om social dumping og arbejdsmarkedet, og det afgørende er i hvert fald, at vi fra Folketingets side i dag totalt entydigt siger, at vi bakker op om, at regeringen tilslutter sig den her erklæring, at vi forpligter os til et internationalt samarbejde, at vi erkender, at der er tale om globale problemer, der skal løses globalt.

Tusind tak til hr. Holger K. Nielsen. Den sidste ordfører fra partierne er hr. Naser Khader fra Det Konservative Folkeparti.

Tak. Jeg tvivler på, at den sidste ordfører, SF's ordfører, har læst FN-pagten. Det er jeg meget, meget i tvivl om, og når man læser det, skal man læse det kritisk.

Udgangspunktet for FN-pagten er, at Danmark og Vesten står over for enorme udfordringer fra vores baghave i Afrika og Nordafrika, hvor der lige nu er en befolkningseksplosion. Tag et land som Egypten: 90 millioner indbyggere, og de bliver 1 million flere hver niende måned. Mange afrikanere har i dag mobiltelefoner og paraboler, og de kan se, at de kan få det lidt bedre andre steder i verden. Menneskesmuglerne udnytter deres drømme og lokker dem til at forlade deres oprindelige hjemlande og søge lykken i Vesteuropa. Men det er jo ikke løsningen. Løsningen er ikke udvandring. Løsningen er, at vi investerer i de lande, at vi køber deres varer. Det er jo det, der gør, at folk bliver hjemme. Vi skal gøre noget ved de grundlæggende årsager til, at folk flygter og emigrerer.

En del af dem kommer hertil, og de opholder sig illegalt og ulovligt, især i de sydeuropæiske lande, og det er jo en kæmpe udfordring. Derfor skal vi have en løsning på at stoppe illegal indvandring og menneskesmugling. Men hvis vi skal få de oprindelige lande, dem, som de illegale indvandrere kommer fra, til at tage imod deres egne borgere, til at hjælpe os med at bekæmpe menneskesmuglere, så er det enormt vigtigt, at vi får løst den her udfordring. Der er problemer, der skal løses.

FN's løsning på problemerne er en pagt, hvor problemstillingerne adresseres, men spørgsmålet er, hvad der skal leveres til gengæld for en underskrift. Hvad er prisen? Det spørgsmål synes jeg da er relevant at stille sig. Hvad er det, der skal leveres til gengæld? Der er en hel del spørgsmål, som man kan stille om pagten og dens konsekvenser. Personligt er jeg skeptisk over for pagten og dens konsekvenser, og den konservative folketingsgruppe deler min skepsis.

Derfor er det afgørende for os, at regeringen får formuleret nogle klare forbehold, hvor vi understreger, at der er ting, som bliver påstået om pagten, som vi er uenige i. Forbeholdene skal være præcise, de skal være klare, og de skal være stramme, så der ikke hersker tvivl om konsekvenser af pagten. Bl.a. bliver der påstået, at pagten kan ende med at blive en konvention. Sådan starter konventionerne: Først er der hensigtserklæringer, og så bliver det til konventioner. Passer det? Det kunne jeg egentlig godt tænke mig at få svar på eller få understreget i forbeholdene. Vi har en flygtningekonvention i dag, men ønsker vi også at få en migrationskonvention?

Et andet spørgsmål er: Hvad er prisen for, at andre lande hjælper os med at bekæmpe de her menneskesmuglere og illegal indvandring og tage imod deres afviste borgere? Hvor forpligtende er det for de lande, når pagten ikke er forpligtende? Der bliver sagt, at alle har de samme universelle rettigheder fra dag et – hvordan vil det påvirke vores velfærdssamfund? Vil vi være i stand til at fastholde vores autonomi i forhold til indvandringspolitikken?

Et afsnit i pagten, som virkelig provokerer mig, er afsnittet, som siger, at man vil begrænse mediernes frihed til at informere offentligheden. Jeg synes, det er problematiske formuleringer. Dansk Journalistforbund har været ude at påpege det.

Så har der været en masse påstande fra de afrikanske lande – hvis man har fulgt med i den debat, der har været i de afrikanske lande – hvor man har hævdet en hel masse. Der kunne jeg egentlig godt tænke mig, at den der påstand, der kommer derfra, skal gendrives, bl.a. det om, at dem, der bor illegalt i de vesteuropæiske lande, de der 2-3 millioner, får lovligt ophold.

Så regeringen er jo, som vi har nævnt det tidligere, i gang med en rigtig god proces, hvor man er i dialog med ikke mange lande, men de rigtige lande, som vi er på bølgelængde med, om at finde frem til fælles forbehold. Der er behov for forbehold, og nu forhandler regeringen om at få de forbehold. Så pagten alene er ikke god nok, men pagten med forbehold er nødvendig. Så det, der bliver spændende, er at se formuleringen omkring disse forbehold, så tingene kan sættes på plads en gang for alle. Tak.

Også tak til hr. Naser Khader, der lige stjal 1 minut fra de højtærede ministre. Den første minister, der får ordet, er udlændinge- og integrationsministeren. Værsgo.

Vi kan alle sammen se på uret, hvor meget tid der er tilbage, så vi må prøve at dele det så godt, vi kan.

Jeg deler gerne med statsministeren. Så tak for en god debat. Jeg synes faktisk, det har været rigtig hjælpsomt, at vi har haft den her debat. Jeg tror, man må sige, hvis man kigger rundtomkring i Europa, at debatten har været meget livlig rundtomkring i andre lande. Jeg synes sådan set også, at den på rigtig mange måder har været saglig her i det danske parlament, og det synes jeg tjener os alle sammen rigtig godt.

Der er selvfølgelig nogle ting, der ligesom står tilbage. Noget af det, der står tilbage for mig i dag, ud over at jeg synes, at vi har haft en god og en saglig debat, er sådan set, at jeg må undre mig lidt over Socialdemokraternes tilgang til det her. Jeg må undre mig over, at man fra Socialdemokraternes side kommer med, må man sige, en kritik, der efter min mening er fuldstændig forfejlet. Når man hører hr. Mattias Tesfaye i dag sige, at der har været et fuldstændigt fravær af information til Folketinget, så er det jo ganske enkelt ikke korrekt.

Helt tilbage i 2016 var der et samråd omkring det her. Der har løbende været orienteringer, specielt fra udviklingsministerens side, der, ved jeg, jo har orienteret forligskredsen om den udviklingspolitiske og humanitære strategi. Der har været samråd, hvor både udviklingsministeren og jeg har deltaget, og nu er der så en forespørgsel her. Derfor var det jo med nogen undren, at jeg i hvert fald kunne konstatere umiddelbart efter spørgetimen i sidste uge, at fru Mette Frederiksen siger, at det her da er noget underligt noget, og at mon ikke regeringen har en lidt dårlig sag, og at nu vil hun sætte sig ind i tingene. En lidt dårlig sag, altså, undskyld. Hr. Mogens Lykketoft har stået i spidsen for noget af det her, og det ved jeg da i hvert fald er en politiker, som fru Mette Frederiksen ser meget op til. Så jeg synes simpelt hen, det har været meget, meget mærkeligt, besynderligt, at høre Socialdemokraterne her i dag. Og det er et parti, der kalder sig for et statsministerparti.

Tak til ministeren, og velkommen til statsministeren.

Tak for en god debat. Jeg synes egentlig, at hr. Joachim B. Olsen var den, der sådan kom tættest på at sætte det hele i perspektiv med den her anekdote om regnelæreren, der sagde, at hvis facit stikker helt af, i forhold til hvad man kunne forvente, er der nok regnet forkert. Det synes jeg også at debatten her har bekræftet.

Vi står vagt om en stram udlændingepolitik, hvor vi passer på Danmark. Hvorfor skulle vi ønske at sætte det over styr? Det giver simpelt hen ingen mening. Det kan man jo betrygge sig i, også i den juridiske vurdering, der er sendt over, hvor det fremgår klart, at erklæringen ikke er juridisk bindende, at den ikke pålægger landene nye retlige forpligtelser, at den ikke i sig selv etablerer folkelig sædvaneret, at dens anvendelse som fortolkningsbidrag vil være yderst begrænset, og endelig at Danmark fortsat selv suverænt fastlægger sin egen udlændingepolitik. Sådan er det, og derfor er der ikke brug for at tage forbehold over for den her erklæring. Der er god grund til, at vi i en stemmeforklaring præciserer nogle danske synspunkter.

Man kan så spørge: Hvorfor overhovedet tilslutte sig? Jeg er jo glad for, at der er et meget bredt flertal i Folketinget, der sådan set når frem til den ret entydige konklusion, at det skal vi selvfølgelig, fordi ulovlig migration er et grænseoverskridende, globalt problem, og at der i øvrigt er mennesker, som lovligt migrerer, som også bliver ramt på deres menneskerettigheder og tilbydes kummerlige vilkår. Det skal verden da reagere på. Det er et problem, der ikke går væk af sig selv.

Det er et problem, der kræver grænseoverskridende samarbejde mellem landene, og som vi ikke alene kan løse ved at stramme vores egen lovgivning op, men som også kræver, at vi engagerer os. Danmark kan ikke løse det her problem alene, og vi kan da slet ikke løse det alene ved at sætte spørgsmålstegn ved værdien af det internationale samarbejde med de lande, som vi netop skal have overtalt til at efterleve vores standarder, f.eks. på tilbagetagelsesområdet.

Så når hr. Mattias Tesfaye siger, at regeringen misinformerer ved at sige, at det her skulle styrke vores muligheder for hjemsendelse, har hr. Mattias Tesfaye uret. Det ville svække vores muligheder for at lave hjemsendelsesaftaler, hvis vi skulle have ført forhandlinger med afrikanske ledere, med afsæt i at vi har sagt nej til den her pagt. Det vil forbedre vores muligheder for at lave hjemsendelsesaftaler, at vi kan henvise til en erklæring, hvor afrikanske ledere på ny erklærer det, som egentlig allerede er en folkeretlig forpligtelse, altså at man skal tage borgerne hjem. Så det forstærker vores muligheder.

Jeg kan forstå, at man i Socialdemokratiet blev overrasket. Jeg deler fuldt ud integrationsministerens vurdering af det her. Jeg kan simpelt hen ikke forstå, at man bliver overrasket over en proces, som er startet, mens Socialdemokratiets store nestor var formand for FN. Jeg kan ikke forstå, at man bliver overrasket, når jeg selv af egen drift har taget den her sag op i Det Udenrigspolitiske Nævn og af egen drift tilbudt at oversende juridiske vurderinger og af egen drift har fortalt om det arbejde, den danske regering har lavet for at prøve at skabe opbakning til en stemmeforklaring.

Det var sådan set fru Mette Frederiksen, der efter spørgetimen sidste uge skabte fuldstændig uklarhed over det her ved at gå ud og sige: Så tror jeg, at det er, fordi regeringen har en dårlig sag. Det er den måde, fru Mette Frederiksen omtalte den her sag, som har været processet gennem 2 år, og som sådan set bidrager til efter min bedste vurdering at forstærke vores muligheder for at føre vores egen politik. Den her erklæring er ikke perfekt, den er et skridt i den rigtige retning, et første skridt i den rigtige retning. Det er jo fint med holdninger. Vi kan ikke være enige om alting. Vi behøver heller ikke være enige om værdien af internationalt samarbejde, men jeg håber – og det synes jeg også at debatten her i dag har bidraget til – at vi i det mindste får en debat, der baserer sig på fakta og ikke på myter, og det håber jeg som sagt at dagens debat har kunnet bidrage til.

På den baggrund vil en minister fra min regering deltage i det møde i Marrakech i næste uge, og vi vil, når erklæringen så senere skal vedtages den 18.-19. december ved FN's Generalforsamling i New York, afgive en stemmeforklaring, der præciserer, at vi har alle muligheder for fortsat at stå vagt om vores egen politik. Tak.

Tak til statsministeren. Som den allersidste, rosinen i pølseenden, er det hr. Martin Henriksen, der får lov til at afrunde ultrakort. Vi er nemlig ude over den normerede tid.

Mange tak for det. Jeg skal forsøge at gøre det så kort som overhovedet muligt.

Man kan i hvert fald konstatere, at De Radikale er glade, at Enhedslisten er glade, at SF er glade, at Alternativet er glade, og spørgsmålet er så: Er regeringen bekymret nu? Det kunne være spørgsmålet, og det er der grund til at være. Den danske regering bør ikke tiltræde FN-erklæringen. Der skal ikke være tvivl om, at det er Dansk Folkepartis position. Der skal ikke være tvivl om, at det ikke er i dansk interesse at tiltræde en erklæring, der alt andet lige lægger op til mere indvandring – så kan man diskutere, om det er juridisk, politisk osv. – som lægger op til at fremme det multikulturelle, som lægger op til at lægge begrænsninger på pressefriheden. Det trækker i den forkerte retning.

Vi har naturligvis noteret os, at regeringen i form af en stemmeforklaring vil tage forbehold, men samlet set trækker det fortsat ikke i den rigtige retning, og det er bestemt ikke en god erklæring for Danmark.

Tak til hr. Martin Henriksen. Jeg skulle have sagt nu, at da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet, men det passer slet ikke, for der er rigtig mange, der har bedt om ordet, men betingelserne er jo 2 timer for en hasteforespørgsel, og hvis man ønsker den fortsat, må man bede om en ny.

Jeg vil gerne sige, at da der ikke er flere, som vi har tid til, og som kan få lov til at bede om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemning om de forslag, der ligger til vedtagelse, vil som nævnt først finde sted torsdag den 6. december 2018.

Så vil jeg gerne bede om, at vi bruger to minutter til at gøre klar til spørgsmålene, og det gør man, ved at man logger ud af den plads, hvis man ikke plejer at sidde på den plads, altså den plads, man har været på. Hvis man ikke plejer at sidde der, logger man lige ud. Så er det lettere at komme på igen, når man kommer ned på sin egen plads.

Om to minutter genoptager vi mødet med spørgsmål til ministrene.

Mange tak for det. Jeg skal forsøge at gøre det så kort som overhovedet muligt.

Man kan i hvert fald konstatere, at Det Radikale Venstre er glade, at Enhedslisten er glade, at SF er glade, at Alternativet er glade, og spørgsmålet er så: Er regeringen bekymret nu? Det er der grund til at være. Den danske regering bør ikke tiltræde FN-erklæringen. Der skal ikke være tvivl om, at det er Dansk Folkepartis position. Der skal ikke være tvivl om, at det ikke er i dansk interesse at tiltræde en erklæring, der alt andet lige lægger op til mere indvandring – så kan man diskutere, om det er juridisk, politisk osv. – som lægger op til at fremme det multikulturelle, som lægger op til at lægge begrænsninger på pressefriheden. Det trækker i den forkerte retning.

Vi har naturligvis noteret os, at regeringen i form af en stemmeforklaring vil tage forbehold, men samlet set trækker det fortsat ikke i den rigtige retning, og det er bestemt ikke en god erklæring for Danmark.

Tak til hr. Martin Henriksen. Jeg skulle have sagt nu, at da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet, men det passer slet ikke, for der er rigtig mange, der har bedt om ordet, men betingelserne er jo 2 timer for en hasteforespørgsel, og hvis man ønsker den fortsat, må man bede om en ny.

Jeg vil gerne sige, at da der ikke er flere, som vi har tid til, og som kan få lov til at bede om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemning om dette og de forslag, der ligger til vedtagelse, vil som nævnt først finde sted torsdag den 6. december 2018.

Så vil jeg gerne bede om, at vi bruger 2 minutter til at gøre klar til spørgsmålene, og det gør man, ved at man logger ud af den plads, hvis man ikke plejer at sidde på den plads, altså den plads, man har været på. Hvis man ikke plejer at sidde der, logger man lige ud. Så er det lettere at komme på igen, når man kommer ned på sin egen plads.

Om 2 minutter genoptager vi mødet med spørgsmål til ministrene.

Mødet er udsat. (Kl. 15:03).

Mødet er udsat. (Kl. 15:03).