Det næste punkt på dagsordenen er:

16) Forespørgsel nr. F 30:

Forespørgsel til undervisningsministeren, sundhedsministeren og børne- og socialministeren:

Hvad mener regeringen er årsagen til den stigende psykiske mistrivsel blandt børn og unge, og hvilke konkrete initiativer vurderer regeringen der skal til for at få de unge til at få det bedre?

Af Pernille Rosenkrantz-Theil (S), Annette Lind (S) og Flemming Møller Mortensen (S).

(Anmeldelse 14.12.2018. Fremme 18.12.2018).

Da det er en forespørgsel, sidder ordførerne her oppe i første parket, og ministrene er også hjertelig velkomne til at bruge de allerforreste stole, så man kan føle sig som en del af fællesskabet. Jeg kan se, at vi snart har alle på plads, der har lyst til og mulighed for at deltage i debatten, så vi starter, når al teknikken er på plads.

Nu har jeg fået besked om, at teknikken fungerer, og at folk fysisk er til stede.

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til torsdag den 21. februar 2019.

Og jeg vil gerne bede ordføreren for forespørgerne, fru Pernille Rosenkrantz-Theil, om at begrunde forespørgslen. Velkommen.

Det er faktisk i år, om en måneds tid, 20 år siden, at jeg kom herind i Folketinget første gang, så derfor er der lidt morskab fra tilhørerne over, om jeg ikke kender reglerne. Og jeg vil sige, at jeg lige sad og var optaget af, at der aldrig nogen sinde før har været så mange kvinder på forreste række i Folketinget. Jeg tror, at den grundlovgivende forsamling fra 1915 ville have revet sig i håret, hvis de så, hvor mange kvinder der er kommet på forreste række nu. Der har heller ikke nogen sinde tidligere været så mange, der hedder Pernille, på forreste række, vil jeg gerne sige. Så der er mange historieskrivninger i dag.

Nå, men vi skal jo diskutere noget i dag, som er meget mere alvorligt end det, fordi vi skal diskutere vores børn. Og børn i Danmark har det generelt helt ufattelig godt. Børn i Danmark er vel den generation nogen sinde, der er vokset op med de tryggeste og bedste rammer. De ting skal jo siges, for hen over det næste stykke tid vil vi her i Folketingssalen tage fat på den gruppe, der ikke har det så godt. Og det er desværre sådan, at der er en alarmerende stor stigning i antallet af børn, der har angst, ensomhed, selvmordstanker, selvskadende adfærd, psykiske lidelser og spiseforstyrrelser. Og vi mener sådan set, at på baggrund af de undersøgelser, der løbende kommer, bør alle alarmklokker bimle – altså i forhold til hvor gode vi som samfund er til at håndtere de her problemer.

Der vil jeg gerne helt indledningsvis sige, at det er Socialdemokratiets opfattelse, at vi skal passe meget på med at stirre os for blinde på det, der efter vores mening er symptomet, nemlig at børnene mistrives. Vi skal kigge på rammerne omkring dem, vi skal kigge på forældrene: Drikker de for meget? Har forældrene for travlt? Er de selv stressede? Har de selv angst og depression? Ja, det har de. Det skyller ind over den vestlige verden, og der er størst stigning på noget felt overhovedet, lige præcis hvad de lidelser angår, og det går selvfølgelig også ud over børnene.

Vi skal kigge på de boligområder, de er vokset op i. Vi skal kigge på de seksuelle overgreb, vi aldrig har fået taget hånd om som samfund. Vi skal kigge på de misbrugsproblemer, der er generelt. Vi skal altså kigge på de rammer, der er omkring vores børn, for stirrer vi os for blinde på det, der er symptomet – dvs. børnenes angst, selvskadende adfærd, stress osv. – så misser vi fuldstændig muligheden for at rette op på det.

Så går jeg næsten ud fra, at regeringspartierne vil sige, at vi har gjort alt muligt og meget, og det underkender jeg faktisk ikke. Altså, jeg mener sådan set, at det her er et problem, vi hen over de sidste år har debatteret meget mere og gjort meget mere ved, end man gjorde i det første årti, jeg sad i Folketinget – nu, hvor vi lige var inde over, hvor lang tid jeg har siddet her. Så der er ikke nogen tvivl om, at fokus på det her område er blevet større. For os er det bare vigtigt, at proportionerne kommer på plads, nemlig at når der er så stor en stigning i antallet af børn, der mistrives, jamen så skal man faktisk også have de helt store politiske kanoner frem.

Derfor er det utrolig passende, at vi sidder på forreste række, og også utrolig passende, at min egen statsministerkandidat har slået sig op på at skulle være børnene statsminister. Jeg mener faktisk, at det er præcis der, dagsordenen hører hjemme, på allerforreste række i Folketinget. Alle alarmklokker skal bimle, når børn mistrives, så jeg ser meget frem til debatten i dag og er meget tilfreds med, at alle tre ministre stiller op til den her debat. Tak for det.

Tak for det. Til dem, der følger debatten, kan jeg sige, at ved en forespørgsel har en eller flere ministre fået et spørgsmål. Der er en begrundelse for det, som vi nu har fået, og så får ministrene mulighed for at besvare forespørgslen. Og efter besvarelserne er der en forhandling, hvor alle ordførerne har muligheden for at deltage i debatten. Men der er også nu mulighed for at stille ét spørgsmål til hver af ministrene.

Værsgo til den første minister, som er sundhedsministeren.

Tak for spørgsmålet og dermed muligheden for den forespørgselsdebat, vi har i dag, om den stigende mistrivsel blandt børn og unge, som afholdes med både børne- og socialministeren, undervisningsministeren og mig selv som sundhedsminister.

Børn og unge er vores fremtid, de er vores samfunds fundament, og derfor står børn og unges trivsel også højt på regeringens dagsorden. Det gælder ikke mindst børn og unges mentale sundhed, som er utrolig afgørende for deres livsbane. Derfor er det også et vigtigt område at løfte, og bl.a. derfor lancerede regeringen i september sidste år psykiatrihandlingsplanen »Vi løfter i fællesskab« med et markant fokus på børn og unge. Regeringen præsenterede nemlig på tværs af sundheds-, social-, undervisnings-, justits-, uddannelses- samt forskningsområdet en ambitiøs plan og retning for en samlet psykiatri frem mod 2025.

Jeg vil som sundhedsminister i min indledning selvsagt fokusere meget på den del, der relaterer sig til sundhedsområdet, og derfor kan man heller ikke komme uden om den del, der relaterer sig til børn og unge, som ikke bare har en psykisk mistrivsel, men decideret har en psykisk lidelse og sygdom, som vi skal tage hånd om. Og jeg ved, at mine kollegaministre vil fokusere på de dele, der relaterer sig til deres områder.

Som sundhedsminister deler jeg langt hen ad vejen forslagsstillernes bekymring for den udvikling, som vi desværre ser i børn og unges mentale sundhed. Næsten 24 pct. af de 16-24-årige piger angiver i den seneste sundhedsprofil, at de har et dårligt mentalt helbred, og samtidig var 53 pct. flere børn og unge i 2017 i kontakt med den regionale psykiatri sammenlignet med i 2010. Det er en udfordring, som vi i fællesskab skal blive bedre til at tage fat om, så vi griber børn og unge, inden deres ondt i livet udvikler sig til mistrivsel og risiko for udvikling af egentlige diagnoser. Det mener jeg sådan set også at vi som regering har sat fokus på og handlet på baggrund af, ikke mindst med psykiatrihandlingsplanen og de efterfølgende forhandlinger og også aftalen om satspuljen på sundhedsområdet, hvor vi også i fællesskab sikrede et markant fokus på børn og unge, og det vil jeg vende tilbage til lidt senere.

Først vil jeg adressere spørgsmålet om årsagerne til den stigende mistrivsel, for det er et område, hvor vi ved noget, men hvor vi også må erkende, at vi mangler viden. Vi ved, at individuelle, sociale og strukturelle faktorer både kan beskytte og også udgøre en risikofaktor for mental sundhed. Det vil sige, at eksempelvis manglende søvn, fysisk inaktivitet, stressende belastninger kan have en negativ betydning for den mentale sundhed, mens det at gøre noget aktivt i fællesskab med andre, som er meningsfuldt, kan være med til at fremme vores mentale sundhed.

Det er en viden, der også danner grundlag for Sundhedsstyrelsens forebyggelsespakke, som giver konkrete anbefalinger til tilbud og rammer for kommunernes forebyggelsesindsats vedrørende mental sundhed. Det er ikke noget nyt, at ungdommen kan være en svær periode, og at mange unge i dag også er udsat for en social mediekultur med fokus på det perfekte og præstationerne, nok også i en højere grad, end tidligere generationer af børn har været – en kultur, hvor de unge konstant er på, og hvor de også, må vi sige, desværre dømmer og bedømmer hinanden benhårdt og 24-7. Hvor det måske tidligere var koncentreret på lidt færre arenaer, så man også kunne holde fri, er det i dag sådan, at rigtig mange unge føler, at de er på 24-7. Mange kan navigere i det – og heldigvis for det, for det er jo også det, der ligger: at der heldigvis er en stor del af vores børn og unge, som trives rigtig godt, og som også på nogle punkter trives bedre og klarer sig bedre, end man har gjort tidligere. Men der er også nogle, der ikke kan navigere i den udfordrende verden, og der er ingen tvivl om, at jeg som sundhedsminister bekymrer mig om de unge, der ikke kan navigere i det, og som føler, at presset er for stort.

I den senere tid har vi snakket om betydningen af de sociale medier, positive fællesskaber, venskaber, som betyder noget. Vi har som regering, også som tidligere Venstreregering, taget en række initiativer for at sætte ind mod mobning og mod mistrivsel i skolerne og skabe nogle positive fællesskaber for de unge, hvor man er der for hinanden. Vi ved også, at perfekthedskulturen, fiktive kropsidealer, men også de teknologiske muligheder i forhold til de unges trivsel, kan være med til at være noget af det, der forandrer og skaber udfordringer såvel som muligheder. Men vi må også sige, at vi fortsat mangler evidensbaseret viden om, hvilke og hvordan forskellige faktorer har betydning for børn og unges mentale sundhed.

Det var sådan set også baggrunden for, at regeringen med psykiatrihandlingsplanen foreslog, at der blev igangsat et vidensprojekt, som skal belyse årsagerne til den stigende mistrivsel blandt børn og unge, altså så vi kunne komme bagom og få noget mere viden. Jeg er stadig væk i dag ked af, at der ikke var opbakning til det forslag, da vi skulle forhandle satspuljeaftalen på psykiatriområdet. Jeg tror sådan set, at vi kunne have gavn af at få et større vidensprojekt og komme bag om nogle af årsagerne.

Det var glædeligt, at der med udmøntningen af puljen til sundhedsfremme gives midler til Statens Institut for Folkesundhed. De skaber viden om mulige kontekstuelle årsager, eksempelvis socioøkonomi og familievilkår, til udviklingen af den mentale sundhed blandt danske unge over de sidste 16 år. Men jeg synes, det var ærgerligt, at vi i satspuljeforhandlingerne om psykiatrihandlingsplanen ikke kunne nå til enighed om også at lave et større vidensprojekt omkring børn og unges mentale mistrivsel.

Det afgørende for mig er også, at vi ikke kun snakker om de unge i forhold til deres trivsel, men også reelt taler med de unge og inddrager de unge. Vi skal blive bedre til at møde børn og unge i øjenhøjde med udgangspunkt i det, der fylder for ungdommen i dag – om at slukke for de elektroniske medier, om i stedet at være der i nuet med hinanden. Og som politikere og samfund skal vi simpelt hen også blive bedre til at inddrage de unge og lytte til deres stemmer, også i forhold til de lovgivningsmæssige rammer.

Det var også baggrunden for, at regeringen og jeg nedsatte et ungepanel, som lige før jul kom med deres ni gode råd til, hvordan vi kan forbedre den psykiske trivsel blandt unge. Tager man de ni råd, illustrerer de tydeligt, at der er behov for en bred og en flerstrenget indsats, hvis vi skal knække den triste kurve. Vi skal både have fokus på medierne og på digital dannelse, på kropsidealer og seksualitet, men også på tilstedeværelsen af de rette indsatser og det at sikre, at alle børn og unge er en del af et meningsfuldt fællesskab, hvor forældrene også er til stede i deres hverdag.

Samtidig må vi erkende, at børn og unges mentale sundhed er en udfordring, som rækker langt ud over Danmarks grænser. Det er en international dagsorden, hvor der fortsat mangler viden om årsagerne til børn og unges mentale sundhed. Derfor er det også vigtigt at sige, at det her ikke bare er en diskussion, vi har i Danmark; det er en diskussion, som vi ser i mange af de vestlige samfund. Det betyder ikke, vi skal sidde på vores hænder og vente på løsninger, og derfor har vi også som regering været meget optaget af at sikre en tidligere, mere opsporende og sammenhængende indsats, hvor hjælpen kan findes tættere på hverdagen og tilknytningen til uddannelse og familielivet kan bevares.

Med psykiatriplanen og aftalen om satspuljen har vi været med til at sikre ca. 2,1 mia. kr. til psykiatriområdet, og at der er et markant fokus på børn og unge, og flere af midlerne er permanente midler til psykiatriområdet. Vi har sikret udbredelse af det anonyme rådgivningstilbud headspace. Vi har sikret en styrket rådgivningskapacitet hos Studenterrådgivningen, udvidet den vederlagsfri psykologbehandling, så den nu gælder de 18-21-årige, og også lavet en markant investering i at styrke PPR.

Som regering er vi på tværs af undervisnings-, social- og sundhedsområdet netop optaget af potentialet i PPR-samarbejdet, som ofte har en stor og vigtig kontaktflade til børn og unge samt deres familier, men også til de involverede fagpersoner på tværs af enheder og sektorer. PPR er samtidig til stede i hele landet, og der er i dag en variation i PPR's opgaver og organisering landet over. Derfor skal vi også kigge på, hvordan vi kan udnytte PPR bedre, og det afsatte vi også i satspuljeforhandlingerne i fællesskab 120 mio. kr. til, herunder til at styrke PPR-samarbejdet.

Hvis vi også kigger på satspuljeaftalen for 2018-2021, kan vi se, at vi afsatte 400 mio. kr. til psykiatriområdet med et særligt fokus på de tidlige indsatser for børn og unge. Størstedelen af de midler, nemlig 215 mio. kr., blev afsat til en fremskudt regional funktion i hele landet, som skal styrke regionernes samarbejde med kommunerne, herunder PPR og de øvrige indsatser uden for sygehusene – fordi vi skal være bedre til at forebygge og gribe børn og unge tidligere, altså før vi ser problemerne vokse sig store.

Så det handler om at sætte ind tidligere, og det handler også om at turde investere i vores børn og unge, også de børn og unge, der ikke trives så godt. Og det ved jeg også at mine to kollegaministre vil følge yderligere op, altså med, hvad de har af initiativer på deres områder.

Tak for det. For lige at præcisere reglerne er det sådan, at ministrene er på to gange, nemlig nu, og så har de, når vi har haft ordførerdebatten, muligheden igen. I første omgang har ordførerne én kort bemærkning, men kun ordførerne. I næste runde, når ministrene er oppe, har alle, uanset hvor man sidder i salen, mulighed for at komme med de sædvanlige to korte bemærkninger til ministrene, når de er på anden gang. Det er mere, fordi vi har erhvervet nogle omfattende ændringer til forespørgselsdebatten, og derfor er det jo rigtig godt at vide, hvornår man har chancen for at komme på.

Der er i øjeblikket fire, der har bedt om en kort bemærkning til denne minister, nemlig fru Pernille Rosenkrantz-Theil, fru Pernille Bendixen, fru Pernille Schnoor og fru Trine Torp. Den første er fru Pernille Rosenkrantz-Theil, værsgo.

Jeg tror, vi går over til at bruge efternavne her. Jeg får lyst til bare sådan at tage fat i nogle ting. Det er rigtigt, at vi mangler viden om, hvorfor børn mistrives – det er jeg sådan set helt enig i – men der er også nogle områder, hvor vi godt ved, at de mistrives. Når f.eks. halvdelen af kommunerne ikke har en indsats i forhold til børn, der har angst, og når tre fjerdedele af kommunerne ikke har en særlig indsats i forhold til børn, der har senfølger efter seksuelle overgreb, og når det er sådan, at det kun er 40 pct. af kommunerne, der selv mener, når de selv skal fortælle om det, at de lever op til de anbefalinger, der er vedrørende forebyggelse i forhold til mental sundhed, så kan man sige, at på områder, hvor vi faktisk ved, hvad det er, der skal til, mangler der lige et par skridt. Og det er jo det, der gør, at jeg mener, at alle alarmklokker bør bimle.

Derfor bliver jeg nødt til at spørge sundhedsministeren: Hvis vi nu oversætter noget af det her til nogle af de områder, vi har lidt bedre styr på, hvad ville der så egentlig ske, hvis vi stod i den situation, at kun 40 pct. af hospitalerne meldte ind, at de levede op til kræftpakkerne? Altså, hvad ville man gøre ved de hospitaler, som bare sagde: Det kan godt være, at der er nogle anbefalinger, men dem lever vi ikke op til. Hvad ville konsekvensen for hospitalerne være af det? For min oplevelse er, at hvis bare det er sociale problemer, og hvis bare det er udsatte børn, så skidt pyt da med, at det er så få af kommunerne, der lever op til de forpligtelser, de har. Og det begriber jeg simpelt hen ikke. Det er faktisk ikke, fordi jeg mener, at der er nogen, der nødvendigvis har ond vilje eller sådan noget, jeg forstår det simpelt hen ikke. Derfor tror jeg, vi skal starte med at prøve at oversætte det til, hvad der faktisk ville ske, hvis det var på kræftområdet, at det kun var 40 pct., der meldte ind, at de levede op til de anbefalinger, der er. Hvad ville sundhedsministeren gøre i den sammenhæng?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Når ordføreren stiller det spørgsmål, kan den store modstand, vi oplever fra Socialdemokratiets side mod regeringens sundhedsreform jo undre såre. For regeringens sundhedsreform lægger jo netop op til at indføre bindende standarder på det sundhedsfaglige område for kommunerne – områder, hvor der ikke er bindende standarder i dag, og hvor man kan sige, at det er det kommunale selvstyre, der ligesom bestemmer.

Det er jo, fordi vi ønsker, at der skal være nogle klare rammer også omkring indsatsen for børn og unge i kommunerne, når vi kigger på nogle af de tilbud, også forankret i de 21 sundhedsfællesskaber i forhold til at få et stærkere samarbejde mellem det, der sker i den regionale psykiatri, det, der sker i kommunen, og det, der sker hos egen læge, for vi har behov for også at sætte ind tidligere. Der er alt for mange børn og unge, hvor man kan se, at skolefravær og mistrivsel får lov til at gro sig fast, uden at de får den hjælp, der er behov for. Og det er sådan set i alt for mange tilfælde sådan, at man først får grebet ind, når det så er den regionale psykiatri, der tager over. Det er noget af det, vi skal være bedre til at forebygge, også i de 21 sundhedsfællesskaber på tværs af psykiatri, kommune og egen læge, så vi griber nogle af de her børn og unge bedre, men at vi samtidig også stiller nogle bindende faglige krav på sundhedsområdet i kommunernes tilbud.

Fru Pernille Bendixen. Og jeg glemte at sige, at den ene korte bemærkning er på 1 minut, og at svaret er på 1 minut.

Men det er fru Pernille Bendixen. Værsgo.

Man skal ikke lave om på reglerne i Folketinget. Det er skidt, for så kan nogle af os slet ikke finde ud af det. Jeg kunne godt tænke mig at høre ministerens kommentar i forhold til tidlig indsats, altså hvor er jordemoderen og sundhedsplejersken i det spil? Det vil jeg gerne høre ministerens kommentarer til. Og så er der jo en stigning i antallet af unge, som har spiseforstyrrelser, som er selvskadende, og som er selvmordstruede. Det er nogle voldsomme ting. Har ministeren nogen tanker omkring, hvorfor det lige netop er de voldsomme ting, der kommer så meget op nu?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Vi har jo i fællesskab, Dansk Folkeparti og regeringen, afsat penge til det, vi kalder 1.000-dagesprogrammet, altså til at sikre alle børn og unge en god start på livet, som en del af den finanslov, vi har lavet, hvor vi netop har lagt vægt på at styrke sundhedsplejerskernes rolle i forhold til børn og unge, der vokser op i udsatte hjem. For vi ved godt, at det er altafgørende, hvilken start på livet man får, også i forhold til ens evne til at knytte sig til andre mennesker efterfølgende og til at få opbygget nogle af de sociale kompetencer og kompetencer, man i det hele taget skal have med sig resten af livet. Derfor er den tidlige indsats enormt vigtig, og det er jeg sikker på børne- og socialministeren også har understreget tidligere.

Jeg er ligesom ordføreren meget bekymret for den stigning, vi ser i antallet af ikke mindst piger, men desværre også drenge med spiseforstyrrelser og også med selvskadende adfærd. Vi har jo i fællesskab og med satspuljepenge taget initiativ til at sørge for, at Sundhedsstyrelsen har lavet forløbsprogrammer, i forhold til hvordan man langt tidligere, men også bedre skal gribe ind og sørge for, at man får lavet nogle systematiske behandlingsforløb på de her områder. Vi har også i fællesskab afsat flere penge til behandlingskapacitet på spiseforstyrrelsesområdet, og vi har sammen med Dansk Folkeparti afsat penge til også det område, der handler om overspisning. Netop fordi vi bare må konstatere, at der også er behov for ekstra ressourcer, hvis vi skal hjælpe det stigende antal børn og unge med spiseforstyrrelser og selvskadende adfærd.

Fru Pernille Schnoor.

Tak til ministeren for en god tale. Jeg er langt hen ad vejen enig med ministeren i analysen af, hvilke problemer vi har, og hvad der skal til, f.eks. positive meningsfulde fællesskaber. Børn og unge savner dem måske.

Men jeg kunne godt tænke mig at høre ministeren, om ministeren anerkender, at der er nogle strukturer i samfundet, som spiller ind i forhold til den her stigende mistrivsel. VIVE nævner f.eks. i en rapport, de udgav i december 2018, at der er dalende trivsel i skolen. Så hvad er ministerens konkrete forslag? Nu hørte vi den tidligere ordfører nævnte sundhedsplejersker. Hvilke konkrete forslag kan ministeren komme med i forbindelse med f.eks. børn i skolen?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Ja, struktur spiller en rolle. Hvis man kigger på det forslag til vedtagelse, som de tre regeringspartier og Dansk Folkeparti har fremsat, bliver der f.eks. også lagt vægt på familiens rolle, altså den stabilitet, der ligger i relation til den. Der er strukturer, hvad enten det er de nære familiestrukturer, eller det er strukturerne i forhold til skolen. Går man i en skole, hvor man trives; er der opmærksomhed på at bekæmpe mobning, sådan at man som barn ikke føler sig isoleret og udskammet i den sociale sammenhæng, men indgår i; er man en del af et meningsfuldt fællesskab? De ting spiller en rolle. Struktur spiller også en rolle, i forhold til om der er en struktur, der griber børn og unge, hvis man mistrives psykisk og har behov for et fagprofessionelt tilbud, det være sig psykologhjælp, det være sig psykoterapi, det være sig andre tilbud i forhold til også at kunne få professionel hjælp til nogle af de problemer, som man som barn og ung kan gå og rode med. Der tror jeg sådan set, at den struktur, der ligger i PPR-systemet, og som vi også i fællesskab blev enige om at styrke som en del af satspuljen – også i satspuljen 2 år før – er en rigtig god struktur at bygge videre på, fordi det er en struktur, der er i alle kommuner, og vi bør sådan set kigge på, hvordan vi også kan styrke den yderligere, så man kan iværksætte tilbud tidligere. For vi kan se, at der er stor forskel på, hvor godt den struktur, PPR har, fungerer i forskellige kommuner.

Fru Trine Torp.

Jeg hæftede mig ved, at ministeren sådan lige fik sendt en svada ud om, hvorfor man ikke havde støttet op om at få et vidensgrundlag på det her område og en bredere undersøgelse af, hvad den her mistrivsel skyldes. Og det er egentlig ikke helt fair, for ministeren ved også godt, at i satspuljeforhandlingerne var det et spørgsmål om, at pengene skulle gå op, og noget af det, der blev opprioriteret i forhold til regeringens udspil, var jo netop PPR. Det, jeg så bare vil sige, er, at hvis man skal give ris, skal man også give ros for den del af det, som blev forhandlet ind i aftalen. Der er jo ikke noget, der forhindrer regeringen i selv at skaffe sig det vidensgrundlag. Nu er satspuljen jo blevet afskaffet, og betyder det så, at regeringen ikke prioriterer at få det vidensgrundlag?

Ministeren.

Tak for kommentarerne. Jeg synes sådan set, jeg har fremhævet en lang række af de initiativer, vi har taget i fællesskab, men jeg må også bare notere mig, at vi fra regeringens side synes, at der mangler viden. Det var det, vi påpegede som en del af oplægget til satspuljeforhandlingerne i efteråret. Vi syntes, at vi i fælles skulle tage ansvar for også at få afdækket yderligere viden omkring nogle af årsagerne, fordi vi – og jeg tror, det var ordføreren for forespørgerne, der startede med at sige det – skal passe på, at vi ikke kun diskuterer symptomerne og dermed heller ikke kommer ind til de bagvedliggende årsager.

Jeg tror, at vi har hver vores forskellige opfattelser af, hvad det er, der spiller den største rolle. Altså, jeg kan også komme ud for i faglige organisationer, at man peger på, at det er mangel på struktur, mangel på søvn, der spiller en rolle. Jeg kan komme ud for andre steder, at det handler om seksualisering, kropskultur, sociale medier. Jeg tror bare, vi har behov for i fællesskab også at komme om bag nogle af de årsager for at få noget mere viden på området. Det var det, jeg påpegede indledningsvis, og det synes jeg sådan set ikke der er nogen grund til at tage sig nær. Men man må jo føle sig ramt i relation til det. Men det var noget af det, der blev bortprioriteret i satspuljeforhandlingerne. Jeg fremhæver bare, at jeg synes, at det her er en god debat til at kunne se, om man ikke kunne finde frem til at komme til enighed på det område, hvilket desværre ikke lykkedes i efteråret.

Så skal vi have en hr., nemlig hr. Peder Hvelplund.

Tak for det. Det er jo et eksklusivt selskab, man er kommet i her. Jeg vil egentlig godt tage lidt fat i noget af det, der var i det svar, ministeren gav fru Pernille Rosenkrantz-Theil. Det er jo rigtigt, at der er mange faktorer, der spiller ind i forhold til mistrivsel, men et af de områder, hvor vi i hvert fald kan konstatere, at det halter ude i kommunerne, er på det forebyggende indsatsområde, når det handler om at forebygge angst, når det handler om at forebygge selvskade og spiseforstyrrelser. Ministeren siger, at der med vedtagelsen af sundhedsreformen indføres nogle bindende faglige krav, og der er det min opfattelse, at det ikke er de bindende faglige krav, der mangler. Det, der mangler, er ressourcerne til at løfte opgaven ude i kommunerne, for vi ser jo ude i det kommunale landskab, at der er nogle kommuner, som løser opgaven godt på et område, mens det halter på andre områder.

Derfor vil jeg egentlig bare høre ministeren, om ministeren er af den opfattelse, at det simpelt hen er manglende vilje hos kommunerne, der gør, at man ikke løfter opgaven med den forebyggende indsats ude i kommunerne på de områder, eller om ministeren er enig i, at det skyldes mangel på ressourcer og økonomi, at man ikke løfter den opgave.

Ministeren.

Jeg er af den opfattelse, at der sådan set kan ligge forskellige årsager bag. Min pointe i relation til at fremhæve sundhedsfællesskaberne er sådan set også at sige, at vi på nogle områder ikke har behov for 98 forskellige modeller. Vi har sådan set også behov for en højere grad af koordinering på tværs af psykiatrien, som er den regionale psykiatri, det, der sker ude i kommunerne, og det, der sker hos egen læge. For det, vi kan se i dag og jeg i hvert fald oplever, når jeg taler med familier til børn, som har psykiske lidelser, er, at familien i lang tid føler, at de ikke rigtig kan komme i kontakt med kommunen, og at kommunen siger: Jamen er det ikke regionens ansvar? Regionen siger så: Nej, der er ikke slemt nok – forstå mig ret – til, at det er regionens ansvar, det er kommunens ansvar.

Der er altså behov for at bringe parterne sammen om et bord i relation til at tænke forebyggende indsatser på psykiatriområdet langt bedre, end det gøres i dag. Ligeledes er der behov for at sikre, at nogle af behandlingstilbuddene – det er jo det, vi lægger op til med sundhedsreformen – for angst og depression bliver forankret ude i det nære sundhedsvæsen, så de ikke kun er forankret i behandlingspsykiatrien, for der er rigtig mange af de børn og unge, vi taler om her, som tidligt har behov for et tilbud, som også er i deres nærhed, så de kan bevare kontakten til hverdagen; det er f.eks. at få styrket såvel børn og unge-psykiaterne som de privatpraktiserende speciallæger i forhold til også at bruge deres kompetencer og kapacitet, hvilket er det, vi vil kunne gøre med sundhedsreformen. Det tror jeg er en vigtig del af det også at kunne gribe flere børn og unge tidligere, og inden problemerne gror fast.

Tak til sundhedsministeren i den her omgang, og velkommen til børne- og socialministeren.

Tak for ordet, og tak for indkaldelsen til dagens debat om et meget, meget vigtigt tema. Så det har jeg sådan set glædet mig til hele dagen. For børns og unges mentale trivsel er jo helt afgørende for, at de har en god barndom, og det er også helt afgørende for, at de har et godt børneliv og ungdomsliv og dermed også et godt afsæt for et selvstændigt voksenliv.

En analyse af psykisk sårbare unge i den seneste socialpolitiske redegørelse viste jo, at tre ud af fire af de unge, som står uden job og uddannelse midt i 20'erne, har været i kontakt med det sociale eller psykiatriske system i løbet af deres opvækst. Og som sundhedsministeren også var inde på, kender vi jo ikke de præcise årsager bag stigningen i de unges psykiske mistrivsel. Man må bare være ærgerlig ligesom sundhedsministeren og sige, at der jo ikke var opbakning blandt satspuljepartierne i forhandlingerne her i efteråret til at afsætte midler til en række vidensprojekter om bl.a. de her årsager, så vi kunne have fået noget mere viden. Og det undrer mig egentlig, for som jeg husker tidligere samråd om det her emne, har bl.a. Socialdemokratiet talt for, at vi må have noget mere viden om, hvorfor vi ser den her stigning i psykisk mistrivsel, før vi kan sætte målrettet ind og dermed vende udviklingen.

Men vi ved fra forskningen, at man f.eks. kan være ekstra udsat, hvis man er vokset op i et hjem med misbrug eller sociale problemer, og derfor er det også utrolig vigtigt for mig, at vi giver børn en rigtig god start på livet, og at vi sætter tidligt ind, når problemerne opstår. Den tidlige indsats understøttes for det første af reglerne i serviceloven, hvor kommunerne jo har en generel pligt til at være opmærksom på og iværksætte støtte til ethvert barn eller enhver ung, som har behov for støtte. Kommunerne har samtidig pligt til at sikre, at der er de nødvendige tilbud til rådighed. Den støtte, som kommunerne har pligt til at give på det sociale område, afhænger ikke af diagnoser, men skal jo gives, uanset hvad årsagen til problemerne er, og støtten skal tilpasses den enkeltes behov.

Dernæst har jeg som børne- og socialminister haft et særligt fokus på initiativer, som styrker de helt tidlige år af børns liv, således at de bliver robuste. Det handler om at værne om det gode børneliv, hvor der er plads til at være barn uden at bære de voksnes bekymringer med sig. Derfor er jeg også glad for, at regeringen sammen med Dansk Folkeparti satte 1 mia. kr. af til de første 1.000 dage i et barns liv. De første 1.000 dage betyder vanvittig meget. Midlerne skal bl.a. gå til at styrke den pædagogiske indsats over for sårbare børn, sikre flere pædagoger og pædagogiske assistenter til børn, der vokser op i udsatte boligområder, støtte forældrenes rolle i hjemmet og så selvfølgelig sikre flere sundhedsplejerskebesøg.

På mit eget område ved vi desuden, at eksempelvis forældres skilsmisse kan skabe psykisk sårbarhed hos børn og unge, og det gælder ikke mindst de børn, hvor forældrenes konfliktniveau er meget højt, og hvor der måske er andre risikofaktorer på spil, som kan medføre dårlig trivsel hos barnet. Derfor er jeg også rigtig stolt over, at det lykkedes sidste år at blive enig med samtlige af Folketingets partier om et nyt skilsmissesystem, hvor hensynet til barnet kommer i centrum. Vi etablerer en særlig Børneenhed, som skal skærme barnet i processen, og samtidig er der i det nye system fokus på at koordinere med kommunen, så man kommer hele vejen rundt.

Derudover handler det om at give kommunerne viden om de rette vidensbaserede metoder og indsatser, der er belæg for kan forebygge psykisk mistrivsel. Og det skal jo i sidste ende være med til at sikre, at sociale indsatser kommer til at gøre en reel forskel, således at børn og unge, som er i psykisk mistrivsel, får styrkede muligheder for personlig udvikling og sundhed og dermed til syvende og sidst også et selvstændigt voksenliv. Derfor skal vi understøtte, at kommunerne sætter ind med de rette indsatser i rette tid. Det vil sige, at vi gør kommunerne i stand til at kunne identificere de børn og unge, der mistrives, således at de får en indsats, der modsvarer behovet.

Det var sådan set også baggrunden for, at regeringen i det nyoprettede udviklings- og investeringsprogram på børneområdet havde lagt op til fra 2019 at afsætte lige knap 60 mio. kr., 59,2 mio. kr. for at være helt specifik, til udvikling og afprøvning af virksomme indsatser for lige præcis, mine damer og herrer, psykisk sårbare børn og unge – 59,2 mio. kr.! – og også til deres forældre. Det var midler, som altså skulle gå til både screening, modning og afprøvning af sociale indsatser samt udbredelse af de indsatser, der viser sig effektfulde. Jeg må bare konstatere, at der ikke var opbakning til at prioritere den dagsorden; der var ikke opbakning til at prioritere de 59,2 mio. kr.

Men jeg vil dog sige, at vi har taget nogle vigtige skridt i fællesskab, og det sætter jeg pris på, og det skal I altså alle sammen have en stor tak for. Det var nemlig, da vi med satspuljen for 2017 afsatte lige knap 184 mio. kr. til initiativer, som lige præcis skal styrke den tidlige og forebyggende indsats i PPR, hvor formålet jo lige præcis også er at styrke indsatsen over for sårbare børn og unge, således at færre får problemer og dermed får behov for enten medicinering eller henvisning til det psykiatriske system. Som sundhedsministeren jo også pointerede, har vi med de over 120 mio. kr. i satspuljen for 2019 fortsat fokus på, hvordan PPR kan spille en endnu mere central rolle i den forebyggende indsats i forhold til psykisk mistrivsel. Det forventer jeg mig rigtig meget af.

Endelig har regeringen også haft et stort fokus på at skabe flere forebyggende og også nemt tilgængelige tilbud til unge med psykiske vanskeligheder, og i efteråret blev der således afsat 60 mio. kr. til forebyggende tilbud ude i kommunerne, hvor unge altså kan få hjælp, inden problemerne vokser sig alt for uoverskuelige. Og hvis socialordførerne ikke kan huske det i dag, er det, fordi den forhandling var ovre i Sundhedsministeriet. Men det betyder, at forældre til psykisk sårbare unge også skal kunne få støtte og også skal kunne få rådgivning, således at de bliver klædt på til at kunne håndtere den unges psykiske vanskeligheder. Og så skal tilbuddene skabe sammenhæng i indsatsen for den unge, så den unge altså kan blive henvist til andre relevante tilbud og også til andre aktører i kommunen, psykiatrien, praksissektoren, ungdomsuddannelserne, civilsamfundet m.m.

For at opsummere vil jeg sige, at regeringen har igangsat en række forebyggende initiativer for psykisk sårbare børn og unge og deres familier, om end jeg godt kunne have ønsket mig, at der blandt satspuljepartierne i efterårets forhandlinger havde været opbakning til endnu flere af regeringens forslag vedrørende psykisk mistrivsel. Men det er stadig væk min overbevisning, at vi med bl.a. finanslovsaftalen om 1 mia. kr. til udsatte børns første 1.000 dage og også initiativerne i regeringens psykiatrihandlingsplan kan give børn og unge en hjælp, der rækker langt ind i voksentilværelsen.

Foreløbig tak til ministeren. Nu er der mulighed for en kort bemærkning fra hovedordførerne. Først er det fru Pernille Rosenkrantz-Theil.

Jeg kan jo lige så godt afsløre, hvad jeg kommer til at spørge også undervisningsministeren om, for ellers kan ikke spørge om det, jeg gerne vil spørge socialministeren om. Når jeg nu spurgte sundhedsministeren: Hvad sker der egentlig, hvis det kun er 40 pct. af hospitalerne, der lever op til kræftpakken? vil jeg spørge undervisningsministeren, hvad der egentlig ville ske, hvis det kun var 40 pct. af skolerne, der underviste i dansk. Det, der er mit problem med at finde på et spørgsmål på socialområdet af samme karakter, er, at der ikke findes noget, der er så håndfast på socialområdet, at det ville være åbenlyst for enhver, at der ville blive grebet ind med det samme, hvis tallene var så dårlige.

Det er kernen i problemet, når vi diskuterer udsatte børn, altså, at der ikke er noget, der er så håndgribeligt på socialområdet, og det mener jeg og det mener Socialdemokratiet faktisk er hele fortællingen om et område og dermed også om, hvorfor generation efter generation i vores samfund får lov til at leve under de forhold, som rigtig mange børn gør. Jeg vil tage fat i den del af mistrivslen over for socialministeren, der handler om seksuelle overgreb, om forældre med psykiske sygdomme og dermed vanskeligheder ved at varetage barnets tarv, vold i forhold til børn, digitalt dannelse og misbrug. Jeg bliver stoppet af formanden nu.

Ja. Værsgo.

Jeg blev lidt forskrækket, for jeg havde simpelt hen ikke set, at der var kommet en ny formand. Det beklager jeg. (Første næstformand (Henrik Dam Kristensen): Det går nok). Okay, nu prøver jeg lige at tænke over, at det ikke længere er en fra Enhedslisten, der sidder i formandsstolen.

Det er jo dog et mærkeligt spørgsmål at stille om noget, der handler om børn og unges psykiske mistrivsel, og jeg kan godt forstå, hvorfor man ikke stiller det spørgsmål, der blev stillet til sundhedsministeren, altså hvorfor kommunerne ikke alle sammen går ind og laver nogle gode tilbud for børn og unge med angst. Vi havde jo lige præcis tilbud med til børn og unge med angst i de 59,2 mio. kr., som bl.a. Socialdemokratiet afviste. Jeg må bare sige, at vi jo som en årlig opfølgning har de ti mål for social mobilitet, og det bliver bare sådan lige friskt nok i min verden, når man tager en stor debat, som er iscenesat til at handle om børn og unges psykiske mistrivsel, og så kommer det pludselig til at handle om, at man ikke kan følge udviklingen på socialområdet. Jeg vil bare anbefale, at man læser den socialpolitiske redegørelse. Her vil man kunne følge mål for mål, hvordan det går på udvalgte områder.

Så er det fru Pernille Bendixen.

For Dansk Folkeparti er familien kernen og centrum i det hele, og når jeg siger familien, mener jeg altså far, mor og børn og ikke alle mulige mærkelige familiekonstruktioner. Det er sådan, vi har det i Dansk Folkeparti. Det, der for os at se er vigtigt for et barn, er jo rammer, og det er ro, og det er struktur. Det er en genkendelig hverdag, og derfor blev vi jo lidt glade, da ministeren satte den her opdragelsesdebat i søen, og det flød desværre så bare lidt ud på en eller anden måde. Jeg er godt klar over, at vi ikke kan lovgive om, hvordan man opdrager sine børn, men en del af problemet, som jeg ser det, er jo det her med svage forældre, der ikke kan finde ud af at sige fra, som tror, at de skal inddrage deres børn, når de er 2 år, i, hvilken mad de skal have til aften osv. osv. Så jeg kunne godt tænke mig, at ministeren satte nogle ord på det her med opdragelsesdebatten, og hvad vi egentlig skal gøre videre med det.

Ministeren.

Der er faktisk flere forslag af det, som opdragelsesdebatten kom med, som er taget med i 1.000-dagesprogrammet. Noget af det, som jeg synes var rigtig fint og som blev sagt meget tydeligt i opdragelsesdebatten, er, at børn skal blive til nogen, før de bliver til noget. Så før man begynder at diskutere, hvad barnet gerne vil være, når det bliver stort, skal det have den her kerne, og det skal have den her robusthed, og man skal sikre, at det barn selvfølgelig udvikler sig på en rigtig, rigtig god måde. Det synes jeg var noget af det fineste, de kom med. Det er jo i virkeligheden også noget af det, som vores majestæt nævnte i sin nytårstale, og på den måde er det jo også noget af det, som er taget med i 1.000-dagesprogrammet, hvor vi jo lige præcis gerne vil understøtte og hjælpe forældrene i deres forældrerolle.

Vi siger tak til ministeren og går videre til den næste minister, nemlig undervisningsministeren. Værsgo.

Tak. Mange tak for indkaldelsen til denne forespørgselsdebat. Vi kan ikke debattere noget, der er vigtigere i denne kreds: det gode børneliv. Jeg vil i min tale koncentrere mig om to ting: for det første vigtigheden af at skelne mellem alvorlige svigt og sygdom og det, man kan kalde snubletråde i livet, og for det andet, hvilke faktorer der er almindelige eller helt afgørende for det gode børneliv?

Først punkt 1: Da jeg var ung, arbejdede jeg i psykiatrien. Jeg tog vagter på psykiatriske plejehjem med både unge og ældre borgere. Jeg arbejdede i en psykiatrisk døgnrådgivning, hvor jeg blev ansat med det formål at have særlig fokus på unge brugere. Det gør mig ikke til ekspert, men jeg fik dog et indblik i, hvordan hverdagen kan være for borgere med tunge psykiatriske diagnoser, og den er kort og godt vanskelig. Ud over at slås med sygdommen oplevede mange af de unge, jeg mødte, både ensomhed og social isolation, skam, bivirkninger fra medicin, vanskeligheder ved at gennemføre en uddannelse og den eksistentielle faldgrube, der kan åbne sig for et ungt menneske, når han eller hun finder ud af, at et almindeligt familieliv med ægtefælle og børn er en fremtid, der kun kan anes som et fjernt håb. Det gjorde et enormt indtryk på mig dengang. Selv om jeg gjorde mig umage, var det ofte svært at række ud på tværs af rædslen, usikkerheden og sorgen og nå det menneske, der sad foran mig.

I dag debatterer vi børns mistrivsel, og det er et meget vigtigt emne. Lige så vigtigt er det at slå fast, at vi ikke må sygeliggøre vanskeligheder og barrierer, der måtte tilstøde os i livet, som ikke er sygdom, for sygdom er et svært sted at være i. Derfor er jeg også glad for, at vi i regeringen gør en særlig indsats inden for psykiatrien. Mine kollegaer Ellen Trane Nørby og Mai Mercado har redegjort for dette. Det er afsindig vigtigt, at vi giver psykiatriske patienter en god og værdig behandling, og at vi altid åbner døren for bedring, livsmestring og også raskmeldinger. Psykiatriske sygdomme behøver ikke at være en livsdom – der skal ligge en plan, der fører frem mod et bedre liv. Men tilbage til mistrivslen: Selv om der ikke er tale om en egentlig sygdom, kan vi godt tage bedre hånd om børn og unge, der oplever ensomhed, usikkerhed eller fortvivlelse. Men det er som sagt vigtigt at skelne. For mens sygdom kræver behandling, kræver mistrivsel snarere, at vi ændrer på de generelle rammer for børnelivet og forbedrer dem.

Hvis vi ser på børnelivet i dag, har de materielle rammer aldrig været bedre. Forældre har også historisk meget tid til deres børn, men alligevel er der børn og unge, der er frygtsomme, urolige og kede af det. Derfor skal vi spørge os selv: Hvad er vigtigt for det gode børneliv? Svaret er relativt enkelt: kærlighed, nærvær, regler, rammer, retning, mening. Kort og godt mener jeg, at mangel på voksenansvar er den væsentligste årsag til mistrivsel. Børn i dag står i en situation, hvor en utrolig mængde valg overlades til dem. De voksne trækker sig nogle gange tilbage og lægger i den bedste mening ansvaret over på børnenes skuldre. Børn kan mødes med spørgsmål som: Hvem vil du bo hos, mor eller far? Hvordan har du tænkt dig at blive bedre til matematik? Hvad skal vi spise til aftensmad? Hvad tror du, der sker, når du nægter at tage din jakke på, selv om det er koldt? Hvordan synes du vi skal stoppe den mobning, der finder sted i klassen? Hvad skal vi gøre ved klimakrisen? Hvordan vil du opfinde noget, der kan skabe en bedre verden? Synes du selv, at du er en god kammerat? Hvad skal vi lave til jul? Kan du godt se, at de andre ikke kan arbejde, når du nu larmer sådan? Synes du selv, det er smart at være på de sociale medier, når du burde sove?

Børn overdænges med ansvar, de ikke har forudsætningerne for at håndtere, og med spørgsmål, de ikke har erfaring eller viden nok til at besvare. Samtidig mødes de med en flimrende ansvarsforflygtigende voksenverden. De voksne er på vej videre, og de har travlt med noget andet. Derfor er der desperat brug for at genopfinde de borgerlige dyder: opdragelse, regler, ansvar, retning, nærvær, værdier, historie, fællesskaber. Og med borgerlige dyder mener jeg borgerlige, for det er primært de borgerlige partier, der prioriterer disse.

Så vi har brug for en kulturel opvågning, hvor vi, de voksne, i højere grad tager ansvar for det gode børneliv, hvor vi påtager os at sætte rammerne, også selv om det er besværligt, hvor vi f.eks. æder stoltheden – det er svært at snakke heroppefra, når I diskuterer dernede, hvis I kan vente med det, så er det super – hvor vi bliver i ægteskabet eller bliver skilt på en måde, hvor barnets behov er i centrum, hvor vi skaber skoler uden vold og mobning, hvor de voksne tager ansvaret, hvor vi insisterer på at have gennemgående og nærværende voksne i skolen med få vikarer, hvor vi møder eleverne med ærlighed om deres faglige niveau i stedet for at overlade dem til kryptiske svar og usikkerhed, at vi orker at møde dem med regler, der giver ro og mening om tilstedeværelse i skolen og på ungdomsuddannelser, om mobiler og SoMe, at vi giver plads til børnelivet og legen og glæden, lejrturene, teaterforestillingerne, en kortere skoledag, så børn har plads til at være børn. Vi skal fortælle børnene og de unge, hvad vi tror på, hvad der er vigtigt, vi skal inkludere dem i kulturelt og meningsgivende fællesskab.

Jeg mener, at årsagen til mistrivsel primært er manglende voksenansvar. Jeg mener, at svaret bør komme fra den borgerlige fløj, for selv om rød fløj har gode intentioner, forfalder de for ofte til at kaste sig over faglige krav som årsag til mistrivsel, og det mener jeg er en helt forkert analyse. Det er de borgerliges ansvar at genrejse familien, skolen, foreningslivet og det kulturelle fællesskab, som er vigtige og nødvendige rammer for det gode børneliv. Tak for ordet.

Der er en række korte bemærkninger. Først er det fru Pernille Rosenkrantz-Theil.

Jeg er simpelt hen fuldstændig målløs. Står landets undervisningsminister helt seriøst på landets fineste talerstol og siger, at de eneste ordentlige forældre er dem, der er borgerlige? Det er sgu alligevel rimelig vildt. Undskyld, jeg bander, det må man selvfølgelig ikke i Folketingssalen. Så det skal jeg stoppe med med det samme.

Nu fik jeg jo sagt før, hvad jeg ville spørge om, så nu må jeg hellere gennemføre det, men jeg er næsten for målløs til at gøre det. Men måske landets undervisningsminister også kan berette om, hvad der ville ske, hvis kun 40 pct. af landets folkeskoler underviste i dansk. Det er bare, fordi jeg jo mener, at man som minister har en række redskaber, hvis det er sådan, at landets kommuner ikke lever op til den lovgivning og de retningslinjer, der er. Hvad angår sociale indsatser, kan jeg bare konstatere, når vi taler om f.eks. angst, at det er halvdelen af landets kommuner, der ikke lever op til det, de skal, og 40 pct. af landets kommuner melder ind, at de lever op til reglerne eller til de anbefalinger, der er vedrørende forebyggelse. Det undrer mig jo bare, at den situation kan eksistere, og derfor spørger jeg undervisningsministeren: Hvad ville der ske, hvis kun 40 pct. af landets folkeskoler underviste i dansk? Hvad ville ministeren så konkret stille op med det?

Ministeren.

Først vil jeg gerne dementere, at jeg har sagt, at de eneste ordentlige forældre er borgerlige. Selvfølgelig er det ikke sådan, og det har jeg heller ikke sagt. Det kunne jeg ikke drømme om. Jeg har sagt, at de borgerlige dyder er der behov for, og venstreorienterede og venstreorienterede politikere må meget gerne være talsmænd for borgerlige dyder. Det synes jeg er fremragende, og det findes der også nogle der er. Men jeg siger bare, at jeg tror, at det bliver de borgerlige partier, der kommer til at påtage sig det ansvar at genskabe de rammer omkring børnelivet, som gør, at man som barn kan føle sig sikker og tryg.

I forhold til det her med de 40 pct. er jeg ikke sikker på, at jeg helt forstår spørgsmålet. Jeg tror måske, at det er rettet mod en af de andre ministre. Sådan forstår jeg det, for ellers bliver det et lidt hypotetisk spørgsmål. Man kan sige, at jeg, selv om jeg er liberal, også har strammet op på tilsynet både på de frie skoler og på grundskoler og ungdomsuddannelser, fordi vi ikke kan have institutioner eller skoler, som kører helt i hegnet. Det går ikke. Vi har en forpligtigelse til, at alle de børn, der kommer i skole, også går på en skole eller en ungdomsuddannelse, som fungerer.

Så er det fru Pernille Schnoor.

Tak. Det var en spændende tale, som jo mest handlede om, hvordan man som forældre skal tale til sine børn, og hvad for nogle spørgsmål man må stille dem. Jeg synes, ministeren behændigt undlod at komme ind på, hvad man egentlig kan gøre inden for ministerens område, altså undervisningsverdenen, og der kunne jeg da godt tænke mig at spørge ministeren om lige præcis den her rapport fra VIVE, som kom ud i december 2018. Der påpeger de bl.a., at der siden 2009 har være et fald i andelen, der synes, at de virkelig godt kan lide at gå i skole, og der har været et fald i andelen, der vurderer, at de klarer sig fagligt godt. Jeg kunne fortsætte med rækken af spørgsmål, som ministeren kom med, og sige: Ja, det kan da godt være, at det er, fordi der er for mange valg, der overlades til børnene og de unge selv. F.eks. overdrages de med et ansvar i 8. klasse, hvor man kunne spørge: Hvad vil du lave, når nu du ikke er blevet erklæret uddannelsesparat? Det kunne jo være et af de spørgsmål, som ministeren glemte at have med i sin række af spørgsmål.

Ministeren.

Der var skam mange af de spørgsmål, som jeg nævnte, som også knytter sig til skolen og uddannelserne. I forhold til uddannelsesparathedsvurderingen er det jo lige præcis de voksnes ansvar at give børn og unge et realistisk billede af deres muligheder og hjælpe dem derhen, hvor de gerne vil, men også at sige til dem, eksempelvis hvis man ikke kan nå kravene til ungdomsuddannelserne: Hvordan skal vi så hjælpe dig videre? Det har vi et godt svar på. Vi har nemlig lavet en fgu, som kan gribe de unge og give dem et afsæt til at komme videre. Så det er et rigtig godt eksempel på, hvor vi har taget ansvar og sagt: Der skal simpelt hen være et bedre afsæt for børn og unge, som ikke kan komme direkte ind på en ungdomsuddannelse. Jeg kan godt give andre eksempler, men jeg har ikke så meget tid. Men man kan f.eks. prioritere kultur i skolen, man kan prioritere den frie leg i stedet for at båndlægge frikvartererne, man kan nedprioritere ansvaret for egen læring for de små børn. Og nu blinker det røde skilt, men jeg kan sagtens give mange andre eksempler, hvor det handler om, at de voksne skal tage ansvar, også i skolen.

Så er det fru Pernille Bendixen.

Hvis der er noget, der ligger i en gråzone, så er det, hvor stor en andel af unge mennesker der lider under social kontrol, og vi har jo heldigvis haft rigtig meget fokus på social kontrol i særlig muslimske miljøer. Men det findes jo i næsten alle religiøse miljøer, og det findes i forskellige grader, og det bliver ved med at poppe op, at bl.a. lærerne i folkeskolen ikke ved, hvordan de skal håndtere det. Jeg er godt klar over, at man kan henvende sig til nogle steder og få hjælp, men mener ministeren, at lærerne er gode nok til at spotte og til at hjælpe unge mennesker, der er udsat for social kontrol?

Ministeren.

Det er der nogle lærere der er. Men det er rigtigt, at vi generelt sagtens kan blive bedre til at spotte social kontrol og hjælpe børn og unge, der bliver udsat for det, uanset hvad for en religiøs minoritet de er medlemmer af. Men man må også bare sige, hvis man kigger på minoriteterne, at der altså er nogle minoriteter, som følger den sociale kontrol op med trusler om vold, og det er altså noget andet. Det er en anden historie, end hvis man har nogle konservative rammer omkring børn og unge, som kan være slemme nok, men social kontrol og vold er virkelig en giftig cocktail, og de børn og unge, der kommer ind i den zenit, skal have en særlig opmærksomhed. Det er klart.

Så er det fru Trine Torp.

Det er lige til den der række af spørgsmål, som skulle være det modsatte af voksenansvar. Jeg bliver sådan lidt i tvivl, om ministeren faktisk er imod, at man lytter til børn. Man kunne jo også tolke nærvær som det, at man faktisk interesserer sig for børns perspektiv.

Noget af det, vi skriver ind i lovgivningen, er, at vi skal være bedre til at lytte til børn, og det kræver jo nogle gange nogle spørgsmål til dem. Så jeg kunne faktisk blive ret meget i tvivl: Er alle de der spørgsmål det modsatte af borgerlige dyder? Ellers mangler jeg i hvert fald en konkretisering af, hvad det er for nogle beslutninger, ministeren mener borgerlige partier skal træffe for at implementere borgerlige dyder.

Ministeren.

Det er nogle meget brede spørgsmål at nå at svare på på 1 minut.

Selvfølgelig skal man inddrage børn. Selvfølgelig skal man lytte til dem. Det er også det, der ligger i en skandinavisk og en dansk børneopdragelse. Der, hvor forskellen ligger, er, hvor man lægger ansvaret over på børn og unge i en grad, så de ikke kan håndtere det, og der mener jeg simpelt hen, at vi har et kæmpestort ufortalt problem. Det er, at vi er nået til et punkt, hvor buen er spændt for hårdt for børn og unge. Et godt eksempel er ansvar for egen læring.

Vi skelner ikke imellem børnegrupper i folkeskolen i dag, og hvor gamle de er. Det vil sige, at et barn i 1. eller 2. klasse kan blive bedt om at tage stilling til sin egen læring: Hvordan har du tænkt dig at nå fra A til B til C? Det er meget svært for et barn i 1., 2. eller 3. klasse at tage stilling til. Så det, jeg siger, er, at vi jo skal kigge mere kritisk på, hvad det er for et ansvar, vi placerer hos børnene. Er det rimeligt? Er det rimeligt at spørge et barn i 7. klasse: Hvordan har du tænkt dig at løse klimakrisen? Eller skal vi bare tage en snak om klimakrisen og sige: Bare rolig! De voksne skal nok finde en løsning. Der er stor forskel.

Så er det hr. Peder Hvelplund.

Tak. Det lykkedes alligevel ministeren at sige en ting i sin tale, som jeg var fuldstændig enig i, nemlig det med, at børn bliver overdænget med ansvar. Der nævnte ministeren så en række spørgsmål, men jeg tænker lidt, at der også er nogle andre spørgsmål, der handler om, at børn bliver overdænget med ansvar, f.eks. det, at der er 64.500 børn, der vokser op i fattigdom, hvor de uvægerligt kommer til at skulle tage ansvar for familiens økonomi, fordi de f.eks. ikke kan deltage i fødselsdage, ikke kan gå til fodbold.

Der er skoler, hvor der er børn, der får ansvar for, hvordan klassens liv fungerer, fordi der kun er én voksen til 28 elever i klassen, hvor der samtidig skal inkluderes både børn med adfærdsvanskeligheder og børn med integrationsvanskeligheder. Der er daginstitutioner, hvor der er voksne, der er alene med op til 20 børn, som skal ind at have frugt og på wc og have skiftet ble. De får også et ansvar for at få deres dagligdag til at fungere.

Når ministeren siger, at der er et voksenansvar, så handler det vel også om, at der er et strukturelt problem – at det ikke kun er voksne, men at der faktisk også er et politisk ansvar for, at børn på den måde bliver overdænget med ansvar?

Ministeren.

Jeg tror, at jeg vil holde mig til mit eget ressortområde og lade de andre ministre svare for deres.

I forhold til det med børns ansvar i skolen er det rigtigt, at det her med integrationen og ansvaret for andres læring er to gode eksempler. Der går også en linje ned imellem rød og blå blok her, for jeg mener jo ikke, at børn har ansvar for andre børns integration. Det kan de da ikke have. Selvfølgelig har de ikke det. Det er da de voksne, der har det ansvar. Så der er der jo store forskelle.

Jeg mener heller ikke, at et barn kan have ansvar for et andet barns læring, og der går også nogle skillelinjer ned imellem her. F.eks. synes jeg godt, at det kan sætte meget små børn under pres, hvis de bliver sat i et gruppearbejde, hvor de skal løfte andre børn. Det er ikke spor usædvanligt. Der mener jeg også, man skal kigge på barnets alder og se, om det er okay at sætte Lise i 3. klasse til at lave gruppearbejde, hvor hun i en eller anden grad forventes at tage ansvar for et andet barns læring. Er det i orden? Der mener jeg bare, at vi skal beskytte børn langt bedre.

Det er helt fint, at vi er uenige, for det er vi, og det må vi også godt få frem her i Folketingssalen. Det tror jeg er udmærket.

Så siger vi tak til undervisningsministeren, og så går vi over til forhandlingen og dermed også de almindelige regler for korte bemærkninger. Først er det ordføreren for forespørgerne, fru Pernille Rosenkrantz-Theil.

Tak for de indledende runder her. Det er jo en lidt anden form end den, vi er vant til. Det skal man lige have med.

Jeg er sådan set enig i, at børn har for stort et ansvar – altså dem, der mistrives. Jeg synes, det er meget vildt, at det skal gøres til et eller andet borgerligt, men det må vi jo bare tage, som det er. Det må stå for undervisningsministerens egen regning. Jeg tror sådan set, at der, hvor det største skel er i det, jeg hører i vores diskussion om det her – og jeg er ikke helt sikker på, om regeringspartierne egentlig er enige med hinanden, og det kan være nok så interessant at få afklaret – er i det spørgsmål, om der er noget af det her, der er politisk. Er der noget af den mistrivsel, der er, der gør, at der påhviler nogen et politisk ansvar? Undervisningsministeren har sagt, hvad mange er blevet utrolig provokeret af, at man jo ikke kan lovgive om, hvorvidt der er regelmæssighed omkring måltiderne, eller om der bliver lavet aftensmad og morgenmad, eller hvordan ordene nu faldt. Det er jeg jo helt enig i at man ikke kan lovgive om, og jeg er i øvrigt også enig i, at det er vigtigt, at man har en regelmæssighed i hverdagen.

Jeg tror, at der, hvor vandene skilles, egentlig er et andet sted, for det er jo i spørgsmålet, om der er en del af det, der handler om mistrivsel, som er et politisk ansvar. Der bliver jeg nødt til at sige, at for Socialdemokratiets vedkommende er det bare et klart ja. Det er der. Hvert tiende barn går jo ifølge Sundhedsstyrelsen hjem til en fuld forælder – hvert tiende barn! Hvert sjette barn har oplevet vold i hjemmet inden for det sidste år. Så er der lidt uenighed om, hvor mange der bliver udsat for seksuelle overgreb. Men jeg tror egentlig også, at vi sådan rent antalsmæssigt, hvis bare vi tager de to store grupper med – de mange, der bliver udsat for fulde forældre, og de mange, der bliver udsat for vold – vel har så alt rigeligt til at kunne sige, at her er der altså en gruppe børn, om hvem det at sige, at det bare er et opdragelsesproblem, måske er at trække den lidt langt, ikke sandt?

Er der så noget af det, det er et politisk ansvar at tage sig af? Ja, altså i Socialdemokratiets bog er det sådan, at i det øjeblik forældrene ikke formår at tage sig af deres børn, er børnene en gruppe, vi som samfund og fællesskab har et ansvar for at løfte og værne om, og hvor vi får et ansvar for at varetage deres tarv og jo i de fleste tilfælde at hjælpe familien på fode igen, altså hjælpe dem til at komme ud over et misbrug, så de kan tage sig af deres børn, hjælpe dem igennem de problemer, der kan være i familien, som gør, at de ikke håndterer deres børn rigtigt. Det skal vi for så vidt ikke gøre for forældrenes skyld, men fordi vi mener, at børnene skal beskyttes i den situation, hvor forældrene ikke er i stand til at varetage deres tarv ordentligt. Det er jo ikke altid sådan, at det ultimativt betyder, at de slet ikke kan noget. I de fleste tilfælde vil det jo være en indsats, der får rettet op på en familie.

Men set med socialdemokratiske briller handler en meget stor del af mistrivselsdagsordenen, hvad angår vores børn, jo om forældre, som vi ikke bare sådan kan tage en opdragelsesdiskussion med, og så er tingene overstået som med et fingerknips. Der er der altså også et politisk ansvar. Det er et politisk ansvar, når vi laver nationale test i de små klasser. Det er et politisk ansvar. Det kan vi vælge at blive ved med at have, eller vi kan vælge at sige, at det synes vi så måske ikke virkede helt efter hensigten. Vi hælder mest til det sidste i Socialdemokratiet. Det er et politisk ansvar, når en meget lille del af den behandling, der foregår, er familiebehandling på alkoholområdet. Det er et politisk ansvar, når vi i meget lille omfang bruger muligheden for familieanbringelser, hvor man altså går ind og giver familien massiv støtte, så den kan tage vare på sig selv og får lært at bruge de redskaber, der skal til, for at få familien til at fungere. Det er et politisk ansvar at gå ind og afbøde de hårde skilsmisser. Det mener jeg at vi har gjort – det vil jeg gerne kvittere for – i den brede aftale, vi har lavet om skilsmissesystemet. Det er jo et politisk ansvar, om man vælger primært at lade det være baseret på jurister og det juridiske forhold mellem to voksne, eller man vælger at lade det være baseret på barnet, som primært har brug for en børnesagkyndig psykolog og nogle, der kan rådgive forældrene om, hvordan de bedst tager sig af deres børn i den situation, hvor de står i en skilsmisse, de ikke selv kan finde ud af at håndtere. Det er et politisk ansvar.

Så for mig at se er der meget lang vej igen. Og når jeg, som jeg har gjort, spørger hver eneste minister til de her ting og om, hvad der ville ske, hvis vi ikke gjorde det på andre områder, så er det faktisk, fordi der er ting, der er »skal«-opgaver, og der er ting, der er »kan«-opgaver for kommunerne, og på socialområdet er alt bare »kan«, »kan« og »kan«: Hvis I føler for det, kan I gøre et eller andet, og hvis I ikke gør det og ikke føler for det, så er der heldigvis ikke nogen, der gør noget ved det alligevel. Og derfor er det altid kommunernes skyld. Jeg kan simpelt hen ikke have den ansvarsforflygtigelse – jeg kan simpelt hen ikke have det.

Jeg har siddet som ordfører på næsten alle områder, der er i Folketinget, og det er suverænt det område, hvor man er mest laissez faire. Så hvis jeg skulle komme ind med borgerlige dyder, hvis det er det undervisningsministeren kalder det, kunne jeg godt tænke mig en lidt mere firkantet opdragelse, i forhold til hvordan man tackler socialområdet. Det er laissez faire, det er laissez faire, og det er laissez faire. Det er »kan«, »kan« og »kan«, ikke særlig mange retningslinjer, og der er ikke nogen hammer, der falder, hvis ikke man gør tingene på den måde, det bliver sagt fra centralt hold man skal. Det mener jeg simpelt hen ikke at vi kan være bekendt. Og dermed mener jeg ikke, man kan være bekendt bare at stå og tale om, at der er et opdragelsesproblem. Det mener jeg simpelt hen ikke er godt nok.

Var der et forslag til vedtagelse?

Ja, der er et forslag til vedtagelse, og det kommer her og er på vegne af Enhedslisten, SF, Alternativet, Radikale Venstre og Socialdemokratiet:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at for mange børn og unge mistrives psykisk. Folketinget opfordrer regeringen til at sikre, at kommunerne overholder deres forpligtelser, hvad angår behandling af unge med psykiske og sociale problemer. Folketinget opfordrer regeringen til at indkalde Folketingets partier til drøftelser med henblik på at gennemføre konkrete initiativer målrettet risikofaktorer som vold, seksuelle overgreb og misbrug samt psykiske og sociale problemer i familien samt at fremme børns trivsel i daginstitutioner, folkeskole og på ungdomsuddannelser i nødvendigt samarbejde med sundhedsvæsenet. Folketinget opfordrer regeringen til at gennemgå uddannelsessystemet og foretage ændringer, som fremmer trivslen, herunder at afskaffe de nationale test i de mindste klasser, og endvidere at påbegynde forhandlinger om udviklingen af et psykisk sundhedsvæsen, som forebygger og behandler psykiske lidelser på lige fod med fysiske sygdomme samt at ventelisterne for behandling af psykiske og sociale problemstillinger såsom vold, seksuelt misbrug og alkoholmisbrug reduceres.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 73).

Det indgår så i den videre debat.

Vi har et par korte bemærkninger, først fra fru Anni Matthiesen. Værsgo.

Tak. Tak til Socialdemokratiets ordfører for talen. Nogle gange kommer det til at lyde, som om det er ganske let: Vi skal bare lige skrue på nogle skruer, og så kommer det til at fungere sådan fremadrettet.

Jeg kunne godt tænke mig lige at spørge lidt ind til, at ordføreren sagde, at der på socialområdet er alt for få steder, hvor der står, at man skal , altså at kommunerne skal gøre noget. Kunne ordføreren blive lidt mere konkret? Altså, hvor er det så, der skal stå »skal« i stedet for »kan«?

Ordføreren.

Altså, det kan simpelt hen blive en bog så lang, at jeg ikke kan nå at læse den op på 1 minut. Og det er jo ikke, fordi jeg synes, at man sådan skal gå op imod det kommunale selvstyre på alle områder. Jeg synes faktisk, det er ret vigtigt, at vi har et kommunalt selvstyre, og jeg vil også gerne sige, at min oplevelse er, at 80 pct. af kommunerne faktisk gør deres arbejde rigtig godt – 80 pct., og det skal vi huske på. Det er jo, ligesom når vi taler om mistrivsel. Størstedelen af børnene trives, størstedelen af kommunerne gør faktisk deres arbejde godt.

Min oplevelse er bare, at der er en 80/20-regel. 80 pct. gør det godt, og hvad de 20 pct. angår, vil jeg sige, at det ikke er underligt, at der er mange børn, der falder igennem sikkerhedsnettet. Og der vil jeg bare sige, at hvis vi skal gå til det, ville jeg gerne, at man kunne gå ind og lave nogle ret klare retningslinjer og sige, at hvis kommunerne lever op til de her punkter – det er det, vi har lagt op til i vores »fingrene væk«-reform – så har de en meget stor frihedsgrad. Gør de ikke det, tager staten til gengæld meget mere over end i dag. Det ville jeg synes var på sin plads på underretningsområdet, bare for at være helt konkret og helt lavpraktisk.

Fru Anni Matthiesen.

Skal jeg forstå det således, at Socialdemokratiet på den måde vil gå ind og simpelt hen straffe de kommuner, som ikke gør det godt nok, ved simpelt hen at stramme op på tingene, så deres frihedsgrad ikke er så stor – altså at det er måden, man egentlig vil straffe dem på – og så gå ind og styre det fra statens side i stedet for, eller hvad?

Ordføreren.

Det er en utrolig præcis beskrivelse, og jeg vil sige det sådan, at man sådan set også kunne tage det et skridt længere, og det var derfor, jeg prøvede at lokke ministrene ud på isen, ud over stepperne, i forhold til det. Altså, vi har jo opfordret ministrene til at bruge de redskaber, der er. Det er redskaber, der findes i dag, og det vil sige, at efter vores bedste overbevisning – og det har vi været enige med utrolig mange andre partier om – kunne man godt tage meget alvorligere fat på kommunerne.

Man skal huske på, at hvis kommunerne ikke lever op til lovgivningen, er der nogle muligheder. Jeg ved godt, at på undervisningsområdet, som jeg jo også sidder med i det daglige, er vi er vant til, at kommunerne bare gør det, der står i lovgivningen, men jeg skulle hilse og sige, at socialområdet er på en anden planet. Og det vil sige, at i forhold til at få kommunerne til at gøre noget, har vi da været nogle, der har talt for, at man også kunne bruge de muligheder, der er, for at give dagbøder til byrådsmedlemmer. Så der er altså lang vej igen, før vi synes, at man på det område bruger de redskaber, man kan bruge, i forhold til kommunerne.

Så er det fru Pernille Schnoor.

Tak for talen. Jeg er bare sådan nysgerrig vedrørende nogle ting. Det drejer sig om det, jeg også stillede spørgsmål om før, nemlig det her med, at der er et fald i andelen af børn, der rent faktisk virkelig godt kan lide at gå i skole, og at der også er et fald i andelen af børn, som synes, at de selv klarer sig godt fagligt. Det synes jeg jo er utrolig trist, og det kan medføre, at der på længere sigt også kan udvikles mistrivsel på grund af det. Så jeg er egentlig bare nysgerrig efter at høre, hvad Socialdemokratiet har af forslag i forhold til det.

Jeg er rigtig glad for, at det her med nationale test i indskolingen er med i forslaget til vedtagelse, men hvad med uddannelsesparathedsbetegnelsen? Jeg kan også kvittere for, at i København ønsker borgmesteren færre karakterer, hvilket jeg synes er et rigtig godt initiativ, der lige er blevet taget. Så jeg var bare nysgerrig efter at høre til det.

Ordføreren.

Lige præcis i forhold til nationale test mener jeg faktisk, at det er et af de områder, hvor man får lagt et alt for stort ansvar på børnene, altså apropos voksenansvar. Vores vurderinger af, om vores børn præsterer, kan vi godt holde for os selv, indtil børnene bliver en lille smule større. Så det er i hvert fald et af de områder, hvor vi mener at man kan tale om mistrivsel. Altså, børn bliver jo bekymrede, de kan ikke selv overskue, hvad det, at de er dygtige eller mindre dygtige – eller hvor de nu ligger fagligt – har af konsekvenser på den lange bane. Og det vil sige, at det bare giver en uro i maven, at man bliver bedømt, fordi man simpelt hen er for lille til at kunne sætte det ind i en sammenhæng. Man har ikke den erfaringsmængde, der skal til for at vurdere: Hvad er konsekvensen for mit liv af det resultat, der ligger fra den nationale test? Så det er konkret baggrunden for det.

Så vil jeg gerne sige om karaktersystemet – og jeg har været inderlig imod den del, lige siden vi indførte det – at det var et fint kompromis og alt muligt andet, men hvordan i alverden kan man have et karaktersystem, hvor der er nogle, der får under 0? Come on, der er simpelt hen ikke nogen mennesker, der skal have det prædikat i panden, at de er dummere end 0. Altså, det duer simpelt hen ikke. Der synes jeg godt at man kunne håndtere det en lille smule mere pædagogisk, uden at det gjorde noget.

Fru Pernille Schnoor.

Der tror jeg vi er ret enige.

Nu har jeg lige erfaret her de sidste par dage, at i Københavns Kommune er det foreslået – og jeg er sikker på, det er en S-borgmester – at man skal have færre karakterer i udskolingen, fordi læring jo i høj grad er blevet til en konkurrence frem for noget med, at man som person bare får noget mere viden og bliver i stand til at klare nogle ting ude i samfundet. Så jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre, apropos det med børnenes statsminister, hvad der er af forslag fra Socialdemokratiets side til at fjerne det der konkurrenceelement i skolen.

Så er det ordføreren. Værsgo.

Det er rigtigt. Vi har nogle utrolig gode borgmestre i København. Men jeg vil sige, at det synes jeg de skal have lov til at eksperimentere med. Jeg mener principielt, at der er meget stor forskel på at tale om karakterer, bedømmelser, nationale test, og hvad der ellers kunne være, i de mindre klasser og på at tale om det i udskolingen. Jeg mener, det er to forskellige ting. Og jeg er ikke en af dem, der abonnerer på, at vi skal afskaffe karakterskalaen, og at vi skal droppe det der med karakterer i folkeskolen.

Jeg synes, det er fint at få afskaffet de nationale test i de mindste klasser, og jeg synes, det er fint, at man gør det, man gør, i Københavns Kommune, så det er ikke en underkendelse af det. Jeg synes, det er fint, at man får eksperimenteret med, hvordan det virker. Men at gå i retning af sådan en fuld afskaffelse af karakterer ville jeg synes var at gå for langt.

Så er det fru Pernille Bendixen.

Det kunne være rigtig rart at høre: Hvad forestiller Socialdemokratiet sig at gøre på det her område, hvis man selv får regeringsmagten? Og det kunne være lige så rart at få at vide: Hvad gjorde Socialdemokratiet på det her område, dengang man sidst havde regeringsmagten?

Ordføreren.

Der er to ting, jeg vil nævne fra den sidste regeringsperiode, som jeg er allermest stolt af. Den ene er, at vi afskaffede fattigdomsydelserne – det vil sige, at vi afskaffede kontanthjælpsloftet og dermed strukturelt rykkede en masse børn et sted hen med flere penge om måneden. Jeg mener, at det simpelt hen er et spørgsmål om, at hvis man ikke har den økonomiske bekymring og det stress, det giver, kan man bruge en masse kræfter på at få gjort noget ved de andre sociale problemer. Det er den ene ting, jeg vil sige.

Den anden ting, jeg vil nævne, er den lovgivning, som vi fik lavet på anbringelsesområdet. Det var faktisk under Karen Hækkerup, og det er efter min mening noget af det bedste lovgivning, der er lavet. Vi fik strammet op på underretningerne, så kommunerne skal reagere inden for 24 timer, for ellers kommer vi efter dem. Jeg kunne så ønske, at der også var en minister, der kom efter dem. Men det at få lavet en lovgivning, der præcis angiver, hvad der sker, når det er sådan, at der er en bekymring for et barn, synes jeg er en af de gode ting.

Kom vi så langt nok? Nej, vi taler om noget, hvor vi har haltet bagefter i hele Danmarks sygdomshistorie, så der er utrolig mange skridt, der skal gås endnu. Jeg håber, at vi når det, inden jeg går på pension, men det er jo det tidsperspektiv, man skal have på det.

Så er det fru Pernille Bendixen. Værsgo.

Fru Mette Frederiksen siger jo, at hun vil være børnenes statsminister. Det hænger bare ikke sammen oppe i mit hoved, når man så siger, at man vil tvangsfjerne flere børn. Det lyder, som om det er målet i sig selv, at man vil tvangsfjerne flere børn. Hvis der er en situation, hvor børn mistrives, er det da lige præcis, når de er tvangsfjernet.

Ordføreren.

Jeg vil gerne komme med en forudsigelse, nemlig at vi to i løbet af det næste år kommer til helt bredt i Folketinget at lave en aftale sammen på det område. Og jeg rydder lige den første del af vejen, for jeg tror sådan set ikke, at vi ligger specielt langt fra hinanden: Vi vil ikke tvangsanbringe flere børn; vi vil gerne have flere anbringelser. Det er to helt principielt forskellige ting, for hvis du tvangsanbringer nogen, gør du noget mod nogens vilje, men hvis du anbringer nogen, giver du mulighed for at lave aflastning eller for f.eks. at lave flere familieanbringelser, så en alkoholiseret mor kan være på afvænning, men kan blive sammen med sit barn. Det er bare for at sige, at jeg faktisk ikke tror, at vi er så langt væk fra hinanden, for jeg opfatter egentlig, at Dansk Folkeparti har samme ønske som os, nemlig at beskytte børnene. Og det er det, det handler om.

Så er det fru May-Britt Kattrup. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil gerne lige følge op på det her med spørgsmålet om »skal«. For fru Pernille Rosenkrantz-Theil nævnte ikke ét eksempel. Vi fik at vide, at man kunne skrive en hel bog, og at man kunne læse en hel bog op, og at det kunne man ikke nå på 1 minut. Men kunne ordføreren så bare komme med alle de steder, hvor man gerne vil have et »skal«, som man kan nå at sige på 1 minut?

Ordføreren.

Jamen vi kan da godt forsøge. Vi vil jo mægtig gerne af med f.eks. ventelisterne til de sociale tilbud. Det vil sige, at der vil vi gerne have en vrider ind – det var noget af det, vi lavede i forbindelse med satspuljen – hvor vi siger, at hvis man f.eks. har senfølger efter seksuelle overgreb, går vi ind og sætter en grænse. Der vil vi gerne have en klar grænse. Nu har vi sat pengene af. Vi vil også gerne have en klar grænse for, hvor lang tid man skal vente. Jeg vil sige, at jeg ikke har kunnet se noget ... Nej, nu skal jeg lade være med at uddybe det, for så kan jeg ikke sige flere. Så nu kommer jeg lige med nogle andre i stedet for.

Det samme gælder, hvad angår alkoholmisbrug. Jeg har lige været ude hos TUBA i morges, og der er det sådan, at de fortæller, at der står 800 unge mennesker på venteliste, som har behov for hjælp, efter at de er vokset op i et hjem med alkoholproblemer. Mit bud vil være, at det koster samfundet mange, mange millioner kroner, at vi ikke sørger for, at den behandling bliver givet med det samme. Så der mener vi også, at der skal være en »skal«-bestemmelse, i forhold til hvor lang tid man kan stå på en venteliste. Det er at ligestille med sundhedsområdet. Det er jo derfor, at vi laver sammenligningen. Man skal bruge nogle af de redskaber, man har på sundhedsområdet, også på socialområdet. Så kunne vi godt tænke os, at vi gik videre ned ad underretningssporet. Det vil sige, at der bliver lagt klare standarder ind for, hvor meget vi forventer en kommune gennemsnitligt underretter.

Det var, hvad jeg kunne nå på 1 minut.

Ja, det var 1 minut. Og så er der ½ minut til fru May-Britt Kattrup. Værsgo.

Tak for det. Men der bliver jo netop gjort nogle indsatser på de her områder. Og vi er enige om, at der er nogle kommuner, der ikke gør det godt nok. Ordføreren sagde selv, at 80 pct. gør det godt, og at 20 pct. gør det dårligt. Hvorfor så lægge et regelsæt ned over alle dem, som gør det godt, altså de 80 pct., i stedet for at lave en målrettet indsats over for de 20 pct., som så ikke gør det godt nok, og som kunne gøre bedre brug af de indsatser, som vi allerede har sat i gang?

Ordføreren.

Nu bad du lige før om en remse over »skal«-bestemmelserne, så det var dem, jeg tog der. Ellers er det faktisk præcis det princip, som vi lægger op til i vores udspil, altså vores »fingrene væk«-udspil, hvis du gerne vil læse op på det. Det er lidt lang tid siden, vi er kommet med det, så det er fint nok, hvis man ikke lige har det i frisk erindring. Men det, det går ud på, er faktisk meget præcist at kunne give frihedsgrader, også frihedsgrader, som ikke findes i dag, til kommuner, der lever op til bestemte standarder, men at man så læner sig mere ind over bordet i forhold til dem, der ikke lever op til standarderne. Så noget af det, vi lægger op til i vores »fingrene væk«-reform er faktisk præcis det, at man kan have differentierede værktøjer, i forhold til hvordan man skrider ind over for kommunerne. Det er ikke det samme som »skal«-bestemmelserne. Det er ligesom et andet regime.

Jeg ved godt, at når man er engageret, kan det være svært med det der med »du«-bestemmelserne osv., men det gælder.

Vi har en sidste kort bemærkning, og den er fra fru Jane Heitmann. Værsgo.

Tak for det. Jeg kan forstå på ordføreren, at Socialdemokratiet gerne vil have et opgør med de nationale test og med karakterskalaen, og at man gerne vil have et mindre fokus på karakterer. Det kan alt sammen give rigtig god mening, men jeg vil egentlig bare gerne sådan i al fredsommelighed spørge ordføreren: Hvad kan vi lære af de eksamens- og prøvefri friskoler?

Ordføreren.

Det mener jeg for så vidt at man kan lære meget af, og i virkeligheden er det noget af det, jeg holder af ved vores system. Jeg har ellers utrolig meget dårligt at sige om, at der er så utrolig mange børn, der går på privat- og friskoler, vil jeg gerne have lov til at sige. Men hvis jeg skal sige noget positivt om det – det kan man jo indimellem finde anledning til – er det faktisk, at man kan udfordre folkeskolen på dens pædagogik. Jeg ville aldrig selv lægge børn til, men det er der andre der vil, og sådan er vores samfund heldigvis så mangfoldigt, og det vil sige, at jeg tror, at noget af det, man kan lære af de karakterfrie skoler, som jeg har set det hen over årene, jo har været, at man udvikler en bedre evalueringskultur. Altså, der bliver sat flere ord på, hvad der går godt, og hvad der går skidt, de steder, hvor man gør det godt. Det kunne man godt ønske sig af folkeskolen, men det kan man jo bare suge over.

Når jeg er imod en fuldstændig afskaffelse af karakterer, som der kan være andre der går ind for, er det, fordi jeg sådan set også mener, at det at blive målt op på det tal, man ultimativt bliver målt op på, er en god idé – bare ikke i de mindste klasser. Så derfor er det jo et spørgsmål om at differentiere de pædagogiske redskaber, men jeg mener, at vi kan lære meget af dem, der gør eksperimenter. Jeg vil bare ikke selv lægge børn til at lave den slags eksperimenter.

Fru Jane Heitmann. Værsgo.

Nu spurgte jeg sådan set ikke til ordførerens personlige holdning, men det er jo selvfølgelig altid forfriskende. Jeg spurgte sådan set mere til Socialdemokratiets holdning, når ordføreren nu står her og taler for en anden evalueringsmodel. Men kan ordføreren blive sådan lidt mere konkret i forhold til det. Nu hører jeg noget med evaluering, men hvor er det sådan helt konkret, at vi kan lære noget af de eksamens- og prøvefri friskoler, hvis man skal arbejde hen imod den model, som man synes er optimal, set med Socialdemokratiets briller?

Ordføreren.

Jeg har sådan en fornemmelse af, at fru Jane Heitmann har blandet det, jeg har sagt, sammen med det, som Alternativets ordfører har sagt. Det lyder for mig, som om Venstres ordfører skulle have fået en forståelse af, at jeg og Socialdemokratiet mener, at der ikke skal være prøver og eksamener og karakterer. Men jeg ved ikke, om det er den misforståelse, der er opstået. Jeg mener ikke og vi mener ikke, at der skal være karakterfrie skoler. Det betyder ikke, at man ikke kan have friskoler, der gør den slags, men folkeskolen skal ikke være karakterfri og skal ikke være testfri. Vi ønsker bare ikke nationale test i de mindste klasser.

Vi siger tak til fru Pernille Rosenkrantz-Theil. Der er ikke flere korte bemærkninger, og så går vi videre i ordførerrækken til fru Pernille Bendixen, Dansk Folkeparti.

Børns Vilkår har råbt vagt i gevær, fordi de oplever et stigende antal henvendelser fra børn og unge, som mistrives psykisk, og jeg formoder, at det er årsagen til, at vi står her i dag. Hvad den mistrivsel så skyldes, kan jo være rigtig mange ting, og jeg forestiller mig, vi kunne stå her hele natten, hvis vi skulle snakke om alle de ting, så derfor sætter jeg bare nogle ord på, hvad vi i Dansk Folkeparti har gjort os af tanker om det her.

Den verden, børnene og de unge færdes i, er jo en verden, hvor de sociale medier fylder utrolig meget, og det er jo på både godt og ondt, for hvad gør det ved en ung pige, når hun konstant ser billeder på Instagram af andre utrolig smukke unge piger og hun godt kan se, at hun ikke ser sådan ud? Det er det, hun spejler sig i, i stedet for at se på hendes veninde, der måske er overvægtig, måske har nogle bumser eller et eller andet. Det giver jo selvfølgelig et virkelig lavt selvværd, hvis man skal forsøge at leve op til den kunstige virkelighed, der er på de sociale medier. Det er jo helt uopnåeligt, og derfor er en vigtig læring for os alle sammen, at man lærer at sammenligne sig selv og sine egne fremskridt med sig selv og ikke med andre.

Så er vi blevet opmærksomme på, at der er ved at sprede sig en lidt uheldig kultur, nemlig at unge mødre, når de sidder og ammer deres børn, faktisk sidder og kigger på deres telefon i stedet for at have øjenkontakt med det lille spædbarn. Jeg tror, alle ordførerne her godt er klar over, hvor vigtigt det er, at man har det samspil mellem mor og spædbarn, og at man har den øjenkontakt. Det kan godt synes som en lille bagatel, men jeg synes, det er vigtigt at få det nævnt her, for vi opfatter det i hvert fald som et problem, der måske er stigende.

Så er der os selv som voksne. Hvad er det for et billede, vi stiller op for vores børn? Når lilleputterne f.eks. er ude at spille fodbold og det ene hold scorer fem mål, mens det andet hold scorer tre mål, så giver vi dem alle sammen en medalje og siger, at de alle sammen har vundet. Men børnene ved godt, at de ikke alle sammen har vundet, for de kan godt tælle, og de kan godt se, at det ene hold fik flere mål end deres eget, så de har ikke vundet. På en eller anden måde siger vi til vores børn: I er egentlig lidt dumme, for I forstår ikke det her, for nu siger vi, at I har vundet, og så er det sådan, det er. På den måde lærer man heller ikke børnene at tackle mindre nederlag eller lærer dem den der sejrsfølelse, de kan få, og det er jo det, der kan gøre, at de senere i livet f.eks. ikke kan finde ud af at tackle en national test ovre i folkeskolen, når de bliver målt, for de har ikke lært de følelser som barn, fordi vi som voksne har været med til at negligere dem. Det synes vi altså er et stort problem.

Så er der det her med, at man som barn er omgivet af usikre voksne. Vi har været lidt inde på det – både undervisningsministeren og i alle de her spørgsmål, der bliver stillet. For os at se i Dansk Folkeparti er det egentlig en misforståelse af demokrati og medinddragelse, for det er jo aldersbetinget. Det, man kan med en 3-årig, er ikke det samme som det, man gør med en 10-årig. Der er jo stor forskel på, hvilke snakke man kan have med sine børn, og det er klart, at 3-årige ikke skal bestemme, hvad man skal have til aftensmad, men en 10-årig kan jo godt bestemme det, for de kan godt være bevidste om noget sundhed osv. osv. Der tror vi i hvert fald, at der lidt er en misforståelse af, hvor meget vi egentlig skal snakke med vores børn. Jo mindre børnene er, jo mere har de brug for struktur og faste rammer og ikke alt muligt rundbordspædagogisk pladder.

Som jeg sagde før, drejer det sig om den traditionelle familie, hvor det er far, mor og børn, og ikke mærkelige konstruktioner med alle mulige mærkelige familiemønstre, og så drejer det sig også om skilsmissefamilier. Man kan ikke blive skilt, uden det rammer børnene. Det er bare ufravigeligt. Også gode skilsmisser rammer børnene, det giver dem dårlig samvittighed, de får skyldfølelse. Og selvfølgelig har vi nu i fællesskab lavet et nyt og forhåbentlig rigtig godt skilsmissesystem, men børnene vil stadig væk føle skyld, og der kan altså ligge en stor grad af mistrivsel netop i forhold til det.

Så er der det her med tiden, vi har sammen. Hvad er det for en tid, forældrene tilbringer sammen med deres børn? Jeg har som dagplejer oplevet rigtig meget, at forældrene har den der indstilling, at der skal ske noget hele tiden, at vi skal aktivere vores børn hele tiden – så skal vi i Legoland, så skal vi i zoo, så skal i Fårup Sommerland osv. osv. – men der må man bare sige, at børn gerne må kede sig, gerne sidde derhjemme i sofaen i pyjamas sammen med far og mor og lave ingenting, for det tager de altså ikke skade af. Derfor er det også rigtig kedeligt, når man ser, at der er børn, der ikke holder ferie, fordi deres forældre mener, at børnene har det bedre ovre i daginstitutionen, for der bliver de aktiveret. Det er simpelt hen forfærdeligt, at man kan tænke sådan, og det er jo i virkeligheden synd for forældrene, at de ikke bare kan være sammen med deres børn og hygge sig. Det er sådan set lidt af det, vi har gjort os af tanker.

Jeg vil gerne på vegne af Dansk Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at et stigende antal børn og unge oplever psykisk mistrivsel. Folketinget er bevidst om, at et godt børneliv med mindsket risiko for psykisk mistrivsel forudsætter trygge rammer med nærværende voksne såvel i familien som i skolen, samt at der er tid til fritidsaktiviteter i meningsfulde fællesskaber. Folketinget opfordrer regeringen til at sikre, at der er fokus på at forbedre indsatsen for børn og unge med psykiske udfordringer. Der er afsat 2,1 mia. kr. med psykiatribehandlingsplanen, heraf 120 mio. kr. til PPR, 60 mio. kr. til forebyggende indsatser for psykisk sårbare unge og 400 mio. kr. med satspuljen 2018-2021 til psykiatriområdet med markant fokus på børn og unge. Der er behov for nøje at følge effekten af de indsatser, der igangsættes for midlerne, og udbrede de gode erfaringer, så antallet af børn og unge med psykisk mistrivsel reduceres markant, og hvor fokus på forebyggelse bør spille en vigtig rolle.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 74).

Forslaget til vedtagelse indgår i den videre debat.

Så er der en kort bemærkning til fru Trine Torp. Værsgo.

Sådan som jeg hørte ordførerens ordførertale, var det én lang tale om holdninger til børneopdragelse og en kritik af forældre, der ikke opdrager deres børn eller drager omsorg for dem på den måde, som ordføreren og ordførerens parti godt kunne tænke sig. Nu er det her jo et Folketing, og det er her, vi laver love og sætter rammer for familiers liv. Hvor er det politiske ansvar i forhold til børns og unges mistrivsel?

Ordføreren.

Jamen ordføreren hørte sådan set rigtigt – det var faktisk ment lidt som en kritik. Som vi ser det, er vi simpelt hen blevet for slappe; vi er blevet bange for at sætte grænser for børnene. Og det kan godt være, at det ikke er politisk, men vi bliver jo nødt til at sige det, når det er det, vi tror der er problemet. Så må vi jo som meningsdannere sætte gang i en debat, og ud af det kan der måske, måske ikke komme noget lovgivning. Men ordføreren har helt ret i, at det her var en holdningstale, det var ikke en politisk tale.

Fru Trine Torp.

Skal jeg forstå det sådan, at det som afrunding på debatten sådan set kunne være fint nok at sende en appel ud til forældrene om, at de skal opdrage deres børn og drage omsorg for dem på en anden måde, og dermed at Dansk Folkeparti ikke mener, at det er et politisk ansvar at gøre noget ved den psykiske mistrivsel?

Ordføreren.

Selvfølgelig er det et politisk ansvar at gøre noget ved den psykiske mistrivsel, og jeg læste jo også op om alle de midler, der er sat af, for det er jo politiske prioriteringer, hvor der er blevet sat penge af til bl.a. den forebyggende indsats. Og det er jo rigtig fint. Men det ændrer jo bare ikke på, at vi bliver nødt til at sige, hvad det er, vi opfatter som værende problemet. Men vi kan jo ikke lovgive om, hvordan man skal opdrage sine børn.

Så er det fru Pernille Rosenkrantz-Theil.

Tak for det. Altså, nogle gange kunne man jo godt ønske sig, at man havde en halv times taletid, ikke? Og derfor er det fair and square, hvis man helst vil tage den, hvad kan man sige, holdningsmæssige del i forhold til opdragelse, som jeg også synes er helt vildt vigtig. Men jeg kunne godt tænke mig også lige at følge lidt op på det spor omkring det politiske ansvar.

Nu har vi lavet de ting på skilsmisseområdet, og det er rigtig godt med det, men hvad tænker Dansk Folkeparti i forhold til senfølgeområdet efter seksuelle overgreb, i forhold til vold og i forhold til alkoholmisbrug i hjemmene? Altså, hvad tænker Dansk Folkeparti, i forhold til hvordan vi kommer videre med nogle af de ting, hvor man kan sige, at der er alt muligt, vi ikke ved om, hvorfor det er, at børn mistrives. Det kan sagtens have med opdragelsen at gøre – det tror jeg sådan set kan være en del af det.

Men der er også nogle områder, hvor vi godt ved, at hvis de her faktorer er til stede, har børnene det helt sikkert ikke godt. Hvad har Dansk Folkeparti gjort sig af tanker og refleksioner i forhold til mistrivsel på de områder?

Ordføreren.

Altså, i forhold til senfølger i forbindelse med seksuelt misbrug mener vi simpelt hen ikke, at vi er gode nok. Vi mener faktisk også, at der mangler indsatser ude i kommunerne, og det vil vi rigtig gerne være med til at se på.

I forhold til vold er vi jo netop ved at behandle, at psykisk vold bliver strafbart, og det synes vi er rigtig positivt – det skal selvfølgelig bare ikke kamme over, og det er jo en virkelig svær balancegang. Hvornår er det psykisk vold, hvornår er det f.eks. opdragelse osv. osv.? Så vi er jo nødt til at se hinanden i øjnene og snakke om det.

Misbrug er jo et evigt problem, og jeg tror i virkeligheden aldrig, vi kommer det til livs, uanset hvor meget vi lovgiver herindefra, men vi vil meget gerne være med til at se på det stadig væk, som vi også plejer.

Spørgeren.

Jeg synes, det lyder rigtig godt både i forhold til den del, der handler om seksuelt misbrug, hvor vi også har lavet nogle ting i fællesskab, og også i forhold til psykisk vold. Men hvis vi nu taler alkoholmisbrug, kunne jeg godt tænke mig at spørge – for jeg tror sådan set også, at det der med at komme det helt til livs er en rimelig stor målsætning – om Dansk Folkeparti f.eks. vil være med til at kigge på, om man kunne nedbringe ventelisterne for de børn, der er blevet unge og voksne, og som lider på grund af de ting, de har med sig i bagagen. Det var det ene.

Det andet er: Hvad mener ordføreren vi kan gøre i forhold til fysisk vold?

Ordføreren.

Det er jo sjovt at blive spurgt om det. Jeg har faktisk været hos vores finansordfører for at få ham til at sætte penge af på finansloven til TUBA. Da det ikke lykkedes, gik jeg hjem til min egen kommune og forsøgte at få den til det. Der lykkedes det så at blive enige om, at man skulle se på området, men i et bredere perspektiv. Det er faktisk noget, vi er rigtig meget optaget af i Dansk Folkeparti. Så kom endelig til os, hvis I vil lave noget på det område.

I forhold til vold er det jo bare så svært, fordi der også er en politidel i det. Vold skal jo anmeldes, og politiet skal også påvise, om der er foregået vold. Jeg tror i virkeligheden nogle gange, at problemet strander dér. Der er jeg simpelt hen ikke klog nok til at vide, hvad pokker vi så gør ved det.

Tak til ordføreren. Og vi går videre i rækken til fru Anni Matthiesen, Venstre.

Tak for det. I Danmark ser vi jo desværre et stigende antal unge, som står over for det, vi betegner som, at de har ondt i livet. Det drejer sig om unge mennesker, som har mistet troen på sig selv, men det drejer sig også om unge mennesker, som døjer med alkoholmisbrug og stofmisbrug, men som for den sags skyld også kæmper med både spiseforstyrrelser, depression og angst, og ja, jeg kunne jo blive ved. Så jeg må sige, at jeg synes, den er gal, og jeg mener, det siger sig selv, når mellem 20 og 22 pct. af danske piger mellem 15 og 19 år har gjort skade på sig selv, at det er et råb om hjælp, og at der skal gøres noget.

Hvem er så de her unge mennesker? Det kan egentlig være næsten hvem som helst, for vi ser jo, at de her problemer både rammer unge fra socialt udsatte familier, men at de også rammer de unge, som vi somme tider stempler som 12-talspigerne eller perfektionisterne – det kan lige så vel være ressourcestærke unge, som vi måske ikke havde troet ville risikere at falde ud over kanten i deres liv. Vi står jo med nogle ungdomsproblemer, som kan ramme enhver, måske din nabos søn eller drengen fra den lokale sportsklub eller måske dit eget barn. Det er lidt paradoksalt, for vi befinder os jo også i et samfund, hvor de unge mennesker, heldigvis langt de fleste, klarer sig rigtig, rigtig godt og gør alt det, som vi faktisk gerne vil have dem til – altså det med, at de tager en ungdomsuddannelse. Ungdomskriminaliteten har aldrig været så lav, som den er i de her år, og rigtig mange unge mennesker spiser sundere, drikker mindre osv. Så der er faktisk også rigtig mange positive ting at sige.

Så tænker vi vel egentlig alle sammen, og det tror jeg vi gør på tværs af partierne: Hvad skyldes den situation, som vi er i? Og der må jeg sige, at en af de ting, som jeg vælger at tage frem her i min tale, er den hastighed, som teknologien udvikler sig med. Vi har set sociale mediers indtog – eller det, som der er nogle unge mennesker der kalder det, nemlig at de har fået Fortnitefeber – og de bruger rigtig, rigtig mange timer på de sociale medier foran computerskærmen. Og når jeg er ude at snakke med nogle af de unge mennesker omkring de her ting, er det, de faktisk selv efterspørger en gang imellem, at have nogle anderledes og mere nærværende fællesskaber og ikke kun de fællesskaber, som man godt kan have bag en skærm, men som jo alligevel ikke gør, at man kigger hinanden i øjnene.

Derfor vil jeg sige, at noget af det, som jeg tror er vigtigt at vi også italesætter, er vigtigheden af at have de her forpligtende fællesskaber, de gode fællesskaber, hvor man er sammen fysisk og ikke kun, kan man sige, er forbundet af en skærm. For det er nemlig sådan, at de her forskellige typer af spil og programmer, som man jo også selv bliver betaget af som voksen, bliver man næsten afhængig af. Vi kan hver især bare kigge på os selv. Jeg har i hvert fald tit tænkt over det, når jeg f.eks. sidder og venter i lufthavnen, eller når jeg sidder og venter ved lægen i venteværelset, eller når jeg sidder i toget – hvor mange af os voksne, som jo på en eller anden måde har et afhængighedsforhold til vores iPhone eller iPad, glemmer at kigge på, hvem det er, der sidder ved siden af os, eller prøver at tage kontakt til den, vi sidder overfor eller ved siden af?

Der viser undersøgelser jo desværre også, at netop det med empatien blandt de unge er stærkt faldende. Det der med at have styr både på sine egne følelser, men også at kigge de andre i øjnene og spørge ind til, hvordan de egentlig har det, er noget af det, som kræver, at man er fysisk til stede, at man er nærværende, og ja, at man er en del af en eller anden form for fællesskab.

Nu skal det ikke lyde, som om jeg mener, at det kun er de sociale medier, som har skylden for alt det her, men jeg siger bare, at jeg godt tror, det kan være noget af det, der er skyld i, at vi ser en øget mistrivsel blandt børn og unge. Og så må jeg igen sige, at ja, der findes mange forskellige årsager, og at det dermed er vigtigt, at vi også tager debatten her i Folketinget.

Vi siger tak til fru Anni Matthiesen. Der er ingen korte bemærkninger. Jo, der er så lige en enkelt kort bemærkning, og den er fra fru Pernille Rosenkrantz-Theil. Værsgo.

Tak for det. Jeg er sådan set ret glad for talen, vil jeg gerne sige først. Men det undrer mig alligevel, at det, der ligesom står tilbage fra regeringspartiernes side, er, at det handler om opdragelse og det handler om sociale medier. Det er jo også et prioriteringsspørgsmål, når man har en tale, der kun må vare 5 minutter. Så anerkendelse for det.

Men vi tænker jo i meget høj grad også på netop nogle af de klassiske sociale problemer og markører, hvor vi ved børn mistrives – altså der, hvor der er alkoholmisbrug, der, hvor der er vold i hjemmet, som er nogle af de mere klassiske sociale problemstillinger. Tænker Venstre også, at det er der, man skal kigge hen som et af stederne?

Jeg anerkender, at der er nogle nye udfordringer omkring sociale medier, manglende nærvær, problemer i opdragelsesmønsteret, men der er måske også nogle ting, hvor vi herindefra godt kunne gøre det bedre, end vi gør det i dag – ikke nødvendigvis i morgen eller i overmorgen, fordi det kan være et langt, sejt træk. Men kunne vi ikke gøre det lidt bedre?

Ordføreren.

Jo, det mener jeg helt bestemt vi kan. Jeg synes, det ville være forkert, hvis vi satte os ned her i dag og sagde: Vi har gjort alt det, der skal til. Det var også årsagen til, at jeg sammen med den tidligere uddannelses- og forskningsminister, Søren Pind, valgte også at gå i medierne for et stykke tid siden, kort tid før Søren Pind stoppede her i Folketinget. Jeg mener, at vi alle sammen har et ansvar for at prøve at kigge indad: Er der ting, vi har gjort, måske endda forkert, som man også bør rette op på? Er der ting, vi kan gøre endnu bedre?

Og ja, så er det korrekt, at jeg var omkring de sociale medier og selvfølgelig også det der med nærvær og sociale fællesskaber, vigtigheden af fællesskaber osv. Det var det, jeg kunne nå i min tale, men jeg synes helt bestemt også, at der er andre områder, hvor vi også som landspolitikere har en forpligtelse til at kigge på, om der er ting, der skal være anderledes.

Spørgeren.

Jo, jo, vi har alle sammen et ansvar, men jeg synes jo, der påhviler Folketinget et særligt ansvar, og det er der, hvor vi i Socialdemokratiet gerne vil hen: at vi påtager os det særlige ansvar. Det synes jeg også vi gør på nogle punkter, og det har vi også gjort i fællesskab på nogle punkter. Men indimellem får man jo også uret.

De nationale test i de små klasser kunne vi jo godt tænke os en refleksion over og en diskussion af, simpelt hen fordi det her med testen har vist sig at have den bivirkning, at det skaber en meget stor grad af uro, fordi børnene er for små til at overskue, hvad konsekvensen er. Hvilke refleksioner gør Venstre sig i forhold til mistrivselsdagsordenen? Så kan der jo være alle mulige andre hensyn, der gør, at man alligevel tipper et andet sted hen, men vi må vel også kunne reflektere over den del.

Ordføreren.

Jeg ved godt, at fru Pernille Rosenkrantz-Theil ikke var med i lokalet, da vi forhandlede justeringer af folkeskoleområdet, for der var vi netop omkring de her ting. Der har vi jo også givet hinanden håndslag på, at det er noget af det, vi skal kigge på.

Men jeg synes også, det er vigtigt, inden man tager forhastede beslutninger, at man også får undersøgt, hvad der er af ulemper og fordele f.eks. ved det, Socialdemokratiet foreslår sammen med de andre røde partier i deres forslag til vedtagelse her, inden vi begynder at sige, at vi fjerner de nationale test i de små klasser.

Så er det fru Pernille Schnoor.

Tak. Jeg kunne tænke mig lige at gå videre og sige, at jeg gerne vil anerkende, at ordføreren sammen med den tidligere minister, hr. Søren Pind, var ude at sætte fokus på, at der også er strukturer i vores undervisnings- og uddannelsessystemer, som er med til at skabe den mistrivsel. Det er sådan, jeg husker det, som ordføreren var ude at sige. I den forbindelse kunne jeg godt tænke mig, hvis ordføreren var lidt mere konkret i forhold til, hvad det er for nogle strukturer, og hvad det er, vi kan ændre på, og måske også kunne sige lidt om det, som sundhedsministeren var inde på, altså noget med, at der er brug for at prioritere noget psykologhjælp og noget fokus på PPR osv. ude i kommunerne.

Ordføreren.

Jeg må sige, at jeg synes, at rigtig mange af de ting, som regeringen jo netop har sat i værk, også sammen med andre partier, er den rette vej at gå. Altså, uanset at der er afsat flere midler til 1.000-dagesprogrammet, så vi får lavet en tidligere indsats for de helt små, eller for den sags skyld flere penge til PPR osv., synes jeg, at alle de ting, som andre, også ministrene, har været inde på, er rigtig vigtige.

Men når det så er sagt, vil jeg faktisk også sige, at jeg, samtidig med at vi laver tiltag for at begrænse skaderne – kan man sige – synes, det er vigtigt, at man får gravet længere ned, altså får gravet et spadestik dybere, i forhold til om der er ting, som på en eller anden måde er med til at skubbe til mistrivslen. Der har jeg jo bl.a. valgt at sige, at jeg ikke kan udelukke, at der kan være nogle af de ting, som man har gjort de seneste 10, 15, 20 år, som på en eller anden måde er med til at skubbe til tingene. Det var egentlig også det, jeg mente i den udtalelse, jeg kom med sammen med Søren Pind.

Spørgeren.

Så er det jo nærliggende at spørge, om Venstre vil tage initiativ til at tage det spadestik dybere og finde ud af, hvad det egentlig er for nogle strukturer i vores undervisningssystemer og uddannelsessystemer, der skaber mistrivsel. Så det vil jeg jo gerne høre om Venstre vil prioritere at finde ud af: Hvad er det egentlig for nogle strukturer, der gør det? For det her er komplekst, men vi er jo nødt til, som ordføreren siger, at grave det spadestik dybere.

Ordføreren.

Ja, og nu skal jeg lade være med at bruge det meste af talen på at sige, at det jo derfor også ville have været rart, at der faktisk var blevet brugt nogle flere penge på at få noget mere viden, noget af det, som jo var fremme i forbindelse med satspuljeforhandlingerne.

Men når det så er sagt, synes jeg jo netop igen også, at vi i den aftale, som vi har indgået om en justering af folkeskoleområdet, har taget fat på en del af det, som de røde partier også bringer frem i dag: Kan vi få undersøgt nærmere, hvordan de nationale test faktisk påvirker eller for den sags skyld bliver anvendt? Det synes jeg også er noget af det, som det er vigtigt at få taget fat på.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, og vi går videre til hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten.

Tak for det, formand. Det kan ikke længere overraske nogen. Rapport efter rapport viser det samme: Danske unge er mere pressede end nogen sinde før. Det er et problem, vi har talt om længe, men som stadig væk mangler politisk handling.

Vi har hørt vores undervisningsminister sige, at det er forældrenes skyld, altså at danske forældre ikke tager ansvar for deres børn. Vi har hørt et regeringsparti sige, at de unge bare skal stramme balderne og tage sig sammen uden klynk og ynk, og vi har hørt andre partier påstå, at karakterkrav ligefrem er godt, især for socialt udsatte. For har man dårlige karakterer, skal man ikke lokkes på gymnasiet i håb om at kunne ændre sig. Men for det her er der ikke skyld at finde hverken hos børnene eller deres forældre. Det her handler om vores system, der presser unge mennesker helt ned i de mindste skoleklasser. Sparekrav på uddannelsesinstitutionerne, fastlagte karaktergennemsnit til gymnasiet, et stadig voldsomt stigende snit på videregående uddannelser, nationale test og ikke mindst presset om at være perfekt og opfylde de voksnes og skolens forventninger er hverdag for de unge. I Aalborg havde hele årgangen af elever i 2. g på to skoler et markant højere stressniveau end befolkningen i Danmark. Mere end hver anden elev scorede lige så højt på stressskalaen som den mest stressramte femtedel af befolkningen. I 2014 var 40 pct. af 70.000 adspurgte elever i danske gymnasie- og hf-klasser stressede hver uge. 20 pct. var stressede hver eneste dag.

Jeg ved ikke, hvornår det går op for regeringen, at det her ikke længere handler om bare at tage sig sammen. Det handler ikke længere om børn og unge, der i forvejen er eksponeret for pres eller er ressourcesvage. Det handler om vores alle sammens børn, der med det nuværende uddannelsessystem risikerer at lide knækket. Disse menneskers liv burde handle om fællesskabet og ungdomslivet. Nu kommer alt fokus til at handle om bundlinjer og vækst. De unge er ikke en del af en præstationskultur, men en perfektionskultur, der risikerer at gøre dem syge. Individualiseringen er gået for langt, og vores børn og unge har i årevis prøvet at råbe os op uden held.

Mistrivsel blandt børn og unge er et strukturelt og et politisk problem, som vi politisk kan gøre noget ved. Det er hverken noget, børnene, deres forældre eller de enkelte uddannelsesinstitutioner kan rykke alene. Det handler om at tage ansvar og få rettet op hurtigst muligt.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Så vi går videre til fru May-Britt Kattrup.

Tak for det. Psykisk mistrivsel blandt landets børn og unge er et meget vigtigt og et meget alvorligt emne. Det er vigtigt, fordi det handler om unge mennesker, som burde glæde sig over at have hele livet foran sig med de mange muligheder, der i dag tilbydes, men som i stedet for at være glade er ramt af depression, angst eller andre psykiske lidelser, der betyder, at de mistrives, og det er alvorligt, fordi det er et stigende problem i vores samfund. Derfor er det klart betryggende, at alle Folketingets partier er optaget af emnet og konstant søger løsninger. Derfor vil jeg også takke forespørgerne for at rejse denne forespørgselsdebat i dag, så vi kan drøfte emnet grundigt blandt alle Folketingets partier.

En god og tryg opvækst er en del af fundamentet for et godt og velfungerende voksenliv. Derfor er det afgørende, at der bliver sat ind med indsatser, når landets børn og unge oplever psykisk mistrivsel. Vi ved fra forskning, at jo tidligere indsatserne sker, jo bedre, men det er også bare sund fornuft. Derfor er jeg da også glad for, sådan som vi også hørte at børne- og socialministeren var inde på, at regeringen og Dansk Folkeparti har afsat 1 mia. kr. til de første 1.000 dage for udsatte og sårbare familier. Det vil øge muligheden for at give den støtte, som udsatte børn og deres familier så inderligt har behov for, og det er meget positivt. Vi så også satspuljen fra sidste år på sundhedsområdet, som jeg faktisk kaldte en psykiatrisatspulje, fordi der var meget stor fokus på psykiatrien og især for børn og unge, og vi har lige lavet en psykiatrihandlingsplan for ca. 2 mia. kr., hvor der også er rigtig meget fokus på børn og unge. Grundlæggende mener jeg, at forebyggelse er helt afgørende for at løse det her problem. Vi skal ikke vente på, at de unge mistrives og har fået en diagnose, men vi skal sikre, at dygtigt fagpersonale er på banen, så snart de første tegn på mistrivsel kan spottes, og at der allerede her sættes ind. Derfor glæder jeg mig også over, at den forebyggende indsats ude i kommunerne har fået et markant løft i den her regeringsperiode.

Jeg tror også, vi skal tale om den perfekthedskultur, der eksisterer blandt vores unge mennesker, hvor man sidder på Instagram og spejler sig i alle verdens topmodeller. Undervisningsministeren har taget hul på denne debat, og det er vigtigt, at vi løfter den i fællesskab. Instagram er ikke virkeligheden, og hvordan får vi fortalt og lært de unge mennesker at skelne? Det ved jeg ikke. Men jeg tror, at noget af usikkerheden og følelsen af ikke at være god nok opstår her.

Som vi kan høre på ministrene i den her debat, er det bestemt ikke, fordi det ikke er blevet forsøgt at modvirke psykisk mistrivsel med diverse initiativer og indsatser. Det er der. Men vi er ikke i mål, og jeg tror ikke, at denne dagsorden går væk lige om lidt. Jeg hæfter mig dog ved, at der er blevet etableret nogle meget afgørende indsatser, og jeg glæder mig til at se effekterne af de indsatser. I Liberal Alliance vil vi fortsat have fokus på emnet, for det duer ikke, at Danmarks fremtid i højere grad mistrives. Det kan vi ikke leve med, og det skal vi ikke leve med. Liberal Alliance tilslutter sig det forslag til vedtagelse, som fru Pernille Bendixen læste op.

Tak for det. Og tak til ordføreren. Vi går videre til fru Pernille Schnoor, Alternativet.

Tak. Og først og fremmest tak til Socialdemokratiet for at tage initiativ til sådan en vigtig debat som den, vi har i dag, og hermed få sat politisk fokus på noget, som er et meget stort og presserende problem, og som også er et meget komplekst problem, hvilket vores debat i dag også bærer præg af. Der er nogle børn og unge, som mistrives en lille smule, som vi kan nå forebyggende og sætte ind i forhold til, og så er der nogle, der har store problemer, og som skal behandles på en helt anden måde.

I Alternativet har vi også fokus på børn og unges trivsel og på at forebygge mistrivsel. Vi har faktisk så stort fokus på det, at vi i efteråret foreslog, at der skal være et ministerium for trivsel og omsorg, og det mener vi faktisk seriøst – i visse andre lande har man faktisk en minister for dette område. Vi ønsker at investere i børn og unges trivsel og mentale sundhed og sætte meget tidligere ind. Som vi har hørt i dag, døjer alt for mange børn med problemer såsom angst, stress og dårlig livskvalitet, som heldigvis kan forebygges langt hen ad vejen, hvis vi vil.

Meningen med velfærdsstaten er jo at skabe bedre livsbetingelser for hele befolkningen, og – nu er jeg lige lidt oppe på den store klinge her – det var jo derfor, at man i 1937 indførte sundhedsplejersker; det var derfor, at man i 1946 indførte en obligatorisk skolelægeordning; og det var også derfor, at man i 1948 indførte skolebespisning for alle. Men der er sket et eller andet siden dengang. Det er, som om den forebyggende del ikke har så stort et fokus, og at man ikke i så høj grad anerkender, at vi faktisk stadig væk har brug for den slags tiltag, f.eks. i forbindelse med vores skoler. Det synes jeg er et kæmpe problem.

Vi har for nylig her i Folketingssalen i en forespørgselsdebat drøftet den skadelige præstationskultur, der er opstået i vores uddannelsessystem. Vi var her enige om, at forklaringerne på, at den præstationskultur er opstået, er mange, og at der er behov for politisk handling. Vi mener i Alternativet, at der er kommet for stort fokus på karakterer og test; vi mener ikke, de skal afskaffes, men vi mener, der er kommet for stort fokus på det. Der skal være mere fokus på feedback og god undervisning og den del af uddannelsen, som handler om det. Men jeg vil ikke komme så meget mere ind på det i talen i dag, for det har vi som sagt haft en forespørgselsdebat om for nylig.

I Alternativets sundhedsvisioner har vi mange forslag til, hvordan man kan forebygge mistrivslen. Vi foreslår bl.a., at sundhedsplejersker kommer til at spille en større rolle, også i forhold til f.eks. børn og unge i alderen fra 14 til 24 år og i forbindelse med ungdomsuddannelserne, og at man i højere grad har trivselssamtaler med børn og unge og har sundhedsplejersker, der er med til at tage en snak med børn og unge. Vi har f.eks. set, at de i Halsnæs Kommune har haft stor succes med at have åben konsultation, hvor man kan komme ind og tale med sundhedsplejersker og jordemødre.

Vi har også i et finanslovsudspil tidligere sat penge af til peer to peer-projekter, hvor unge hjælper unge, hvilket vi ved er en rigtig god ting og har en god effekt på unge, der mistrives. Vi har ved tidligere satspuljeforhandlinger sammen med De Radikale, hvis ordfører desværre er gået, fået igennem, at fagpersoner, der har med børn at gøre, f.eks. i skolerne, kan uddanne sig inden for mindfulness for at kunne forebygge, at unge bliver stresset, og give dem et pusterum i en hektisk hverdag.

Vi har også fremsat beslutningsforslag, hvor vi vil give alle børn og unge mulighed for at deltage i fritidsaktiviteter, fordi en undersøgelse tidligere har vist, at faste fritidsaktiviteter skaber større trivsel. Vi mener også, at det kunne være fornuftigt at sætte mål op for børns adgang til natur og friluftsliv, altså at alle børn skal have lige adgang til det, og det har de desværre ikke i dag – der er en stor social ulighed, når det handler om adgang til friluftsliv og natur.

Ministeren var inde på principperne: »Gør noget aktivt, gør noget sammen, gør noget meningsfuldt.« Det er det, der skaber mental sundhed, og det ved vi fra forskning, f.eks. i forbindelse med indsatsen ABC for mental sundhed.

Så hvilke konkrete forslag har vi som politikere, som vi kan stå sammen om? Det er jeg spændt på, og det glæder jeg mig til at høre om. Og hvad kan vi beslutte, som gør, at vi får flere meningsfulde og aktive fællesskaber for vores børn? Jeg håber, at vi får nogle rigtig gode bud på det i dag – det er det, jeg har set frem til. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning til fru Anni Matthiesen.

Tak. Det er blot for at bruge muligheden for at blive lidt klogere. Jeg har før hørt, at Alternativet har det på den måde, at man gerne vil begrænse karakterræset, men jeg forstår også på ordføreren i dag, at man egentlig gerne vil bevare karaktererne. Kunne ordføreren prøve at uddybe det lidt? Og så siger ordføreren, at det er bedre med feedback. Jeg skal bare forstå det rigtigt. Er det, fordi man ønsker både-og? Altså, man vil gerne bevare karaktererne, men man vil også gerne give plads til mere feedback, eller hvordan skal det forstås?

Ordføreren.

Det vil jeg gerne uddybe. Karakterer i sig selv er et tal, og de siger egentlig ikke særlig meget, hvis de ikke bliver koblet sammen med nogle ord, og det er så det, der er feedback. Vi ønsker ikke som sådan at afskaffe alle karakterer, men vi ønsker, at der skal være karakterfri semestre, f.eks. på ungdomsuddannelserne. Vi ønsker, ligesom CBS har indført det, karakterfri semestre, hvor man får et frirum til at lære uden at skulle konkurrere. For man ser, at de faktisk bliver stressede over at sidde og tænke over, om de gør det bedre end deres sidemand, i stedet for at koncentrere sig om at være en del af et læringsmiljø. Så vi ønsker ikke at afskaffe karakterer fuldstændig, men vi ønsker, at der skal meget mere fokus på feedback og den formative læring og så mindre fokus på karakterer og konkurrence.

Fru Anni Matthiesen.

Tak. Så er der lige en anden ting, som Alternativets ordfører måske kan gøre mig klogere på. I selve forslaget til vedtagelse tror jeg der er en formulering om, at man ønsker at afskaffe testene i de mindste klasser. Mener man med det testene i 2. klasse, eller gælder det hele indskolingsdelen? Hvad mener man med de mindste klasser?

Ordføreren.

Nu kan jeg jo kun tale for vores vedkommende om, hvad vi mener. Jeg tror godt, jeg kan sige, at vi mener, at de nationale test bliver brugt forkert, for de bliver jo netop brugt til at konkurrere og sammenligne sig skolerne imellem, børnene imellem og landene imellem og alt muligt andet. Så hvis man skal have nationale test, skal det være op til skolerne, om de vil have dem, og så skal de bruges til læring og ikke bare til at sammenligne med. Så det gælder ikke kun indskolingen.

Så er der en kort bemærkning fra fru Pernille Bendixen.

Jeg bliver bare lidt forvirret, for Alternativet er jo med i en vedtagelsestekst, hvori der står, at man vil afskaffe de nationale test i de mindste klasser. Så kan man jo ikke bare stå og sige: Vi mener noget i Alternativet, og det er så noget andet end det, der står i vedtagelsesteksten.

Er I så ikke med i vedtagelsesteksten alligevel?

Ordføreren.

Vi mener ikke noget andet, end der står i vedtagelsesteksten. Vi vil bare gå skridtet videre. Det har man jo lov til. Altså, en vedtagelsestekst er jo noget, man kan blive enige om, det er en fællesnævner. Derfor kan vi jo godt have nogle forhåbninger om, at man kan gå endnu længere og faktisk ikke nødvendigvis overhovedet skal have nationale test i hele skoletiden. Det har vi jo lov til at mene, selv om vi ikke kan blive enige med alle de andre partier om det. Så det er der slet ikke noget forkert i, overhovedet.

Fru Pernille Bendixen.

Jamen jeg siger ikke, at det er forkert. Jeg blev bare forvirret, for der blev spurgt direkte, om man mente, at det skulle afskaffes for de mindste årgange, som der står i teksten. Og der blev så svaret: Vi mener noget andet i Alternativet. Ellers har jeg misforstået det.

Ordføreren.

Det tror jeg ordføreren har misforstået. Jeg prøvede bare at uddybe, hvad vi mener med det. Og der var jeg i gang med at uddybe, at vi faktisk mener, at det bliver brugt forkert, så vi synes, det er rigtig fint, som der står i teksten, nemlig at man afskaffer det i de første årgange. For det skaber utrolig lavt selvværd, når man godt er klar over, at man er den dummeste, fordi man sidder i over en time. Børn er ikke dumme. De ved godt, at dem, der kun sidder en halv time og klarer det hele – merskumspiber og alt det, der bliver spurgt om – er de kloge, og dem, der sidder og bliver ved og ved, er dem, der klarer sig dårligst. Det er ikke godt for børns selvværd. Så derfor bakker vi fuldstændig op om den vedtagelsestekst, der er.

Tak for det. Tak til ordføreren, og vi går videre. Den næste ordfører er fru Trine Torp, SF.

Tak. Først og fremmest tak til Socialdemokratiet for at rejse den her debat. Spørgsmålet om årsagerne til børn og unges psykiske mistrivsel, og hvordan vi sikrer bedre livsbetingelser for vores børn og unge, er jo også noget, vi i SF er rigtig optaget af.

Som det også er blevet nævnt i debatten, er det jo desværre en kendsgerning, at et stigende antal børn og unge oplever psykiske problemer og mistrivsel. En række undersøgelser og statistikker peger på, at vi i øjeblikket står over for store udfordringer med et stigende antal børn og unge, som oplever sundhedsproblemer af mental karakter. Det afspejles også andre steder, nemlig i psykiatrien, for langt flere børn og unge er i kontakt med psykiatrien end tidligere.

Mit og SF's udgangspunkt er, at de her børn og unge ikke er problemet, de viser problemet. De fortæller med deres mistrivselstegn noget vigtigt om den måde, vi har indrettet vores samfund på, og de forventninger, som vi har til hinanden. Psykiske problemer er reaktioner på de vilkår, børnene og de unge lever under; de oplevelser, de har og har haft, og de relationer, de har til jævnaldrende, forældre, søskende, pædagoger, lærere osv.

Hvorfor ser vi så den her tendens til stigende psykisk mistrivsel blandt børn og unge? Først og fremmest er det vigtigt at understrege, at psykiske lidelser og mentale sundhedsproblemer er komplekse tilstande, som ofte ikke kun kan tilskrives én årsag. Alligevel er det påfaldende, at tendensen til den store stigning i psykisk mistrivsel blandt børn og unge finder sted lige præcis i de her år.

I SF er vi helt overbeviste om, at en stor del af forklaringen på den generelle tendens til øget psykisk mistrivsel blandt børn og unge skal findes i den måde, vi har indrettet vores samfund på de senere år, med fokus på hastighed, effektivitet, hurtighed og individuelle præstationer, og at dagtilbud, folkeskoler og forebyggende sociale tilbud mangler de nødvendige ressourcer til, at de små tegn på mistrivsel opdages tidligt, og at der gives hjælp tidligt.

Børnene viser mistrivslen med deres adfærd, både ved f.eks. at være indadvendte, trække sig fra andre eller blive udadreagerende og komme i konflikter. For at forstå, om der bag den her adfærd ligger familiemæssige problemer, indlæringsvanskeligheder, mobning eller lignende, skal der være tid til, at de voksne kan se det enkelte barn, og der skal være den nødvendige hjælp til barnet, børnegruppen, familien, eller hvor det nu er, der er brug for hjælp.

Individualiseringens og selvansvarlighedens tidsalder bør også ses som en del af samfundsdiagnosen. De unge er frit stillet til at skabe sig selv. De får i hvert fald at vide, at mulighederne står åbne for dem, hvis de altså vil. Fremdriftsreform, uddannelsesloft, nationale test og karakterranglister er politiske tiltag, som har kastet kul på præstationsbålet. For hvad fortæller vi de unge, når vi gennemfører politik, der handler om at skynde sig, tilskynder til at skulle præstere perfekt i alt og samtidig siger, at man ikke må begå fejl eller vælge forkert? Ja, så siger vi jo netop, at de ikke er gode nok, hvis ikke de klarer sig godt, og at det er deres egen individuelle skyld, hvis noget går galt – at det er forkert at træde ved siden af, snuble og gå omveje. Det er jo et helt forkert signal at sende. For det er jo netop det, som livet er gjort af: at være åben og nysgerrig, at fejle og at lære af, at livet ikke bare former sig snorlige.

I 2017 lavede Psykiatrifonden en undersøgelse, hvor man spurgte 1.500 unge mellem 16 og 24 år om vigtigheden af at klare sig karaktermæssigt godt i skolen. 42 pct. svarede, at de var enige eller meget enige i, at høje karakterer på uddannelsen er nødvendige for at få et godt liv. Det er jo helt vildt, og det viser med ret stor tydelighed et af de store problemer i dag. Det perfekte liv bliver af mange unge koblet med præstationer og høje karakterer. De unge har i den grad internaliseret samfundets forventninger og gjort det til selvforventninger.

I SF vil vi gøre rigtig meget for at understøtte bedre vilkår for børn og unge, for det kan ikke passe, at børn i et land som Danmark skal mistrives i den grad. Vi har i de seneste mange år kæmpet for at udbrede muligheden for gratis psykologhjælp til børn og unge, såvel kommunalt som i forbindelse med satspuljeforhandlingerne. Vi er nået noget af vejen ved at sikre gratis psykologhjælp til de 18-21-årige. Men vi skal stadig sørge for, at alle de unge har nem og gratis adgang til hjælp, hvis de oplever psykiske problemer.

Så har vi også med vores forslag til en »Ro på«-reform sat spot på præcis den samfundsdiagnose, som jeg også har peget på her i min tale. For gratis psykologhjælp og mere hjælp til dem, som oplever mistrivsel, er selvfølgelig afgørende. Men hvis vi nu i første omgang sørgede for, at vores børn og unge ikke udviklede problemerne, ville det jo være at foretrække.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi siger tak.

Jeg har forstået på en fælles overenskomst imellem ministeren og ordføreren, at der ikke er flere, der har bedt om ordet – og det har jeg forstået rigtigt, kan jeg se.

Derfor skal jeg sige, at afstemning om de fremsatte forslag til vedtagelse som nævnt først vil finde sted torsdag den 21. februar 2019.